Troubles?

[Deleted]

Aften var det ved at blive, hvor solen var gået ned bag horisonten og havde taget sine nuancer med sig, kun for at efterlade verdenen mørk og dyster, kun oplyst af månens blege skær og de blinkende stjerner. Selv om natten var naturen frygtelig smuk, hvor sneen der lå henover jorden som et blankt tæppe, gjorde at man bedre kunne se. Draq sad inde i sin lille hytte, som han havde i elvernes hovedstad; Eytherelrvis. Hans families større og mere prægtige træpalæ lå i højelvernes by, et andet sted i skoven, tæt ved højen, men da han var hærfører for elverne, hvor Eytherelrvis, var en by hvor både skov- og højelver boede, så havde han fået sit eget sted her, da han så kunne være tæt på kogen og passe sin pligt. Det var også denne by som var den største i skoven, hvor det meste af byen bestod af byer oppe i trætoppene, noget som gjorde det helt majestætisk og utrolig flot. Selvom han var hærfører, så havde han ikke det største hus i byen, da han havde bedt om et lille, som kun havde det mest nødvendige, da han ikke gad prale, det var han ikke typen som gjorde. Hans hytte bar flere rum, et vaske rum, også kendt som badeværelse, et soveværelse, en lille forhal eller snarere entre, et kontor og så et form for køkken, hvor han kunne stege og ligge maden. Han sad dog i øjeblikket på sit kontor, hvor han havde en lanterne tændt, som stod på skrivebordet, hvor han ellers sad og læste et brev. Der var et vindue, hvor månelyset nåede ind, hvor der ellers stod reoler med forskellige pergamenter og papirer, som var vigtigt, nogle mere end andre. Hans blik gled mod vinduet, da han hørte en kraves skrig udenfor og dens hakken mod vinduet, hvilket fik ham til at se op. Roligt rejste han sig, som han gik hen til vinduet. Ravnen havde et brev med sig, hvilket fik ham til at åbne vinduet og tage imod det. Ravnen blev siddende på dens plads, da den var trænet til at fungere som brevdue. Han valgte roligt at sætte sig hen på stolen igen, foran skrivebordet, hvor han begyndte at læse det. Han måtte dog hurtigt erkende at det slet ikke var hvad han havde regnet med at høre, hvor han endte med at rejse sig ligeså hurtigt som han havde sat sig. Blikket flakkede for en kort stund, inden han valgte at gribe omkring sin kappe, som han trak over de muskuløse skuldre. Han satte kursen ud af kontoret og helt ud af huset, så han kom ud i den friske natteluft, hvor vinterkulden var mere end bidende. Han gik dog med målrettede og raske skridt henover træplankerne, som dannede stien højt oppe i træerne, hvor han satte kursen mod Kongens sted. Han var nød til at fortælle omkring nyheden, som han ikke selv var videre begejstret for. Bare tanken fik ham nærmest til at sætte farten op, så han halvt løb. De mørkebrune knæhøje støvler, kunne man høre, som sålerne slog imod træet, for hvert skridt han tog. Frøs gjorde han ikke, da kappen holdt ham varm, hvor han havde nogle varme bukser på indenunder, ligesom en varm uldbluse og en brun lædervest. Hans smaragdgrønne øjne hvilede frem for sig, hvor stierne oppe i træerne blev oplyst af lanterne, så man kunne se hvor man gik. Ikke mange ville opdage byen fordi den var så højt oppe, ligesom den også var beskyttet længere ude, så en fjende ville knap nok nå ind til byen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var efterhånden ved at være sent, selvom Thranduil på ingen måder havde lagt sig til hvile. Selv på trods af den rolige tilværelse som elver og i skoven, så vidste selv en mand som ham, at det ville gå galt før eller siden. Byerne var flyttet fra landjorden og mere op i trætoppene, hvilket var mere end nok til at give det hele et helt majestætisk udspil, som han selv godt kunne lide. Selv på trods af den kongelige titel som han havde påtaget sig efter hans egen far, så havde han skam ingen kvaler ved at underlægge sig kongeparret af Procias, som han kun betegnede sig som en mand af skoven, og det var hans sted at herske. Som en repræsentant for ikke bare skovelverne, men lige så skovnymferne, højelverne og druiderne, som selv havde haft sine problemer med at se på ham som en respektabel leder, og dog, så havde de gjort det, og det var noget som passede ham perfekt, for han ønskede jo kun at handle på alles bedste, men det i sig selv, krævede at han havde deres respekt! Og den havde han langt om længe fået!
Thranduils eget hjem var ikke overdynget af ren og skær luksus, da han selv stod fast på at lykken, autoriteten og jobbet ikke kunne gøres for midler eller penge, og det var noget som han stod fuldkommen fast på. Ligesom mange andres, så var hans hjem ikke så forbandet stort igen – tvært imod. Oplyst af stearinlys som han havde stående rundt omkring i hans kontor som han lige i øjeblikket sad i. Der var fuldkommen ro, hvor han selv havde ladet det ene vindue stå åbent, så han kunne høre uglernes tuden i takt med den rolige vind som kom udefra. Selv skulle der efterhånden en del til, før han ville fryse, så det var egentlig ikke noget som han tog så hårdt på igen. Mange af elverne var allerede krøbet til køjs, så selv han måtte nyde den ro som faktisk havde sænket sig, selv på trods af, at han faktisk nød det, når han kunne høre de mindre lege i den sidste sne som måtte ligge der og kaste de sidste snebolde, inden sneen atter ville forsvinde og henligge det hele til det kommende forår – en tid som han faktisk så utrolig meget frem til efterhånden! Fjerpennen lagde han roligt fra sig ved siden af det skriftende dokument, inden han endelig rejste sig, for at søge tilbage til stuen. Lige så oplyst af rigtig mange stearinlys, da det var noget som efterlod det hele med en form for belysning, som han faktisk godt kunne lide. Den var dunkel og dog behagelig - en af de få sider af mørke, som han godt kunne lide; Den kunne oplyses. Selv bar han rundt med en lang robe, som nærmest skulle slæbes efter ham i takt til hans rolige skridt. Med hænderne roligt ned langs sine sider, så vendte han selv omgående de smaragdgrønne øjne ud af det nærmeste vindue, hvor den store måne var til at spotte. Selv var det utrolig fredeligt derude – hvor selv Thranduil næsten måtte erkende, at det alt sammen virket… for fredeligt.

[Deleted]

Fredelig havde aftnen skam været, hvor alt generelt havde stået stille for sig i lang tid. Draq havde for nogle måneder siden bragt nogle af elverne i krig, da nogle af mørkets væsner som de havde haft et grimt sammenstød med, hvor det var endt med at de var gået hvert til sit. Mange var blevet dræbt, skønt de havde været sammen med nogle af de andre fra lysets racer, for at bekæmpe dem, for det var ikke altid at han kun førte elverne i krig. Det var dog måneder siden, hvor han derefter havde tilbragt mest tid her i elvernes hovedstad, hvor han havde været med til møder og søgt lidt rundt i skoven for at se om alt var i skønneste orden, for han fungerede nærmest som skovens politibetjent, sammen med andre elvere, hvor han til tider havde andre med sig og andre gange var han alene. Han frygtede ikke ting som kunne ske i skoven, eftersom han kendte den ud og ind, han vidste hvor han skulle søge hen hvis han ville i sikkerhed, han vidste hvordan han skulle tvinge fjenden af sig, hvis han blev jagtet, han vidste hvordan tingene skulle gøres, for at man vandt et slag her, eftersom det var hans hjemmebane, han kendte skoven ud og ind som sin egen bukselomme, derfor ville han altid finde tryghed her. Den eneste gang han havde været skræmt, var da skoven var blevet brændt ned, hvilket havde gjort ham rasende, fordi han og resten af folket og alle andre, samt dyrene havde mistet deres hjem, men de havde hjulpet med at få den op igen og nu stod den endnu engang i al sin pragt.
Draqs skridt ophørte ikke på noget tidspunkt, da de nærmest blev erstattet af et løbende tempo, som han løb over hængebroerne og stierne, som var blevet lavet oppe i trætopperne, hvor de holdt til. Hans kurs var sat imod Thranduils hus, da det var kongen som han skulle have fat i. Han havde både godt og dårligt nyt, hvor det var hans pligt at fortælle om det. De folk som så ham, vidste at noget var på færde, for det var det typisk når han rent faktisk skyndte sig, som han sjældent gjorde på denne måde, og det kunne sikkert vække en smule uro hos nogle, men det var nu ikke noget som ville påvirke det som skete her i skoven. Som han nåede Thranduils hus, valgte han blot at tage fat i dørhåndtaget og åbne døren, så han kom indenfor. Han spildte end ikke tiden ved at banke på, hvilket ikke var for at være respektløs, for han var nok en af de mest respektfulde elvere og mænd som fandtes her i skoven og sikkert også i hele Procias, men dette var virkelig vigtigt! ”Thranduil!” kaldte han med sin høje mandlige stemme. Han var ikke som mange af de andre elvere, da de fleste lod deres hår gro og uden skæg, hvor han havde helt kort hår og med en smule skæg, men det symboliserede så også noget særligt for ham. Han søgte roligt stuen, som han kunne se lyset var tændt, hvor hans blik faldt på kongens skikkelse, han knælede for manden i respekt. ”Thranduil, Deres Majestæt,” hilste han ærefuldt og med respekt, inden han rejste sig igen og gik hen til ham. ”Jeg har nyt fra marken i Manjarno,” svarede han, som han rakte ham brevet, så han selv kunne læse. Det var et brev fra en af Draqs spejdere, som havde set nogle mørkelvere tæt på, hvor de allerede havde hærget nogle af deres tropper et andet sted i Manjarno, og at de nu bevægede sig til andre tropper der var tættere på Procias, nærmest som ville det være et forsøg på krig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil nærede den største tillid til Draq som sin hærfører, og vidste, at han var en mand, som han snildt kunne stole på, dersom det var det som skulle kræves. Han ville uden tvivl lægge sit liv i mandens hænder, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, selvom han selvfølgelig bad til at det aldrig skulle trække så langt i den anden ende. Skoven forløb sig ganske fredeligt, og selv han var klar over, at det ville ende før eller siden, for den havde forløbet sig alt for problemfrit, selvom det vel bare var at nyde det som det var? Efter skovbranden var byen flyttet til trætoppene og selvom det havde efterladt noget af en uro, så synes det hele at falde langt mere til jorden nu, og det var noget som faktisk passede ham ganske fint. Han var en yderst afbalanceret mand, og det var selvfølgelig kun noget som tydede godt selv for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Efterhånden så var det ved at være et stykke tid siden elverne havde søgt til krig. Primært sendte han bueskytterne til den procianske hær, når de var nødsaget til at søge til de mange slagmarker, og langt de fleste hjemvendte faktisk, hvor man nærmest kunne betragte de små missioner som de mest farlige i længden, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det største ved. Selv som konge, tog han sit ansvar for det hele, og havde selv været i slagmarken mange gange – End ikke hans soldater og hans krigere skulle føle, at de ikke havde deres konge ved sig, for det havde de!
Stearinlysene blafrede let i den ro som havde sænket sig over hans hus, også selvom de hurtigt gav sig til at blaffe noget mere idet Draq lod døren glide op. Dette var dog også noget som fangede sig af Thranduils opmærksomhed, hvor han vendte blikket roligt over sin skulder. Den mandlige skikkelse faldt ham hurtigt i blik. En ting var at komme brasende uden at banke på, hvilket kun indikerede at.. han måtte have nyt med sig, og det var noget som hurtigt fangede han opmærksomhed! Han nikkede mod ham. ”Rejs dig, Draq,” endte han med en rolig og ganske kortfattet stemme, som han lod manden søge mod ham. At han havde nyt med sig og med den fremtoning, så kunne det vel næppe være godt? ”Hvad nyt bringer du mig, Draq?” spurgte han med en rolig, dog ufattelig autoritær stemme, idet han selv tog omkring brevet og åbnede det, kun for at lade blikket glide over de nedskrevne ord, også selvom han tydeligt kunne se, at det bestemt ikke var gode nyheder som ventede ham! Øjnene lukkede han stille, som han foldede brevet sammen igen. ”Hvor nære er de blevet spottet og hvor mange er de?” spurgte han, som han igen vendte blikket i retningen af Draq. Mørkelverne havde han aldrig haft meget til overs for, og så lang tid at de faktisk befandt sig tættere på muren end hvad han først havde antaget, så vækkede det kun et ubehag, for han ønskede slet ikke at se dem i nærheden af skoven og muren. De var allerede for tætte på!

[Deleted]

Selvom Draq var hærfører og Thranduil var konge, så anså han stadig manden for at være sin ven, eftersom de både havde talt sammen i det personlige og i det mere erhvervsmæssige. Manden var en af hans få nære, da han ikke havde mange igen efter hans families bortgang, hvor det kun var ham, og derefter havde han også viet sit liv til arbejdet, hvilket han ikke fortrød, det var også derfor han ikke klædte sig som enhver anden elver, da han ikke bar det lange hår. Det skjulte måske ikke de indlysende elvertræk, da han endnu havde de spidse ører og ikke mindst de mandelformede øjne, som nok var det som andre racer kendte dem bedst ved, og det var skam træk han var stolt af! Han var en stolt højelver, selvom han heller ikke var den typiske højelver, men det var også grundet sit job, der gjorde at han skulle mænge sig med alle elverracer og andre racer fra skoven og Procias, for han kæmpede jo ikke kun for Thranduil, men også for det rigtige kongepar i Procias, hvor han flere gange havde været på slagmarken for at hjælpe de procianske soldater. En god kriger var han, selvom buen klart var hans yndlingsvåben, hvor han også havde fældet mange, skønt han skam sagtens kunne med andre primitive våben, for ellers kunne man hurtigt falde, buen var trods alt næsten kun bedst på lang afstand, for hvis modstanderen kom tæt på, så var man nød til at kunne slå dem tilbage.
Blikket faldt på Thranduil, som han måtte befinde sig i stuen. Draq bragte ikke det bedste nyt, selvom det heller ikke var det værste, for det ville det nok først være, hvis der stod at hele Dvasias gik i krig mod dem, hvilket ikke var tilfældet. Nogle racer fra Dvasias styrede sig selv, løb udenom kongen, ligesom da Malisha havde forsøgt at indtage slottet, der havde han ikke selv været til stede, selvom han fandt det ærgrende, for han ville gerne have dræbt de warlocker og tvunget dem tilbage til det afskum de kom fra! Han rakte roligt Thranduil brevet, som han bad ham om at rejse sig, hvor han ellers blot stod med rank ryg og armene ned langs siderne, imens han ventede på at han fik det læst. Han vendte de smaragdgrønne øjne mod Thranduils ansigt, som han spurgte ind til det. ”Det var kun en lille flok, Deres Nåde. Den vil være hurtig at tvinge på flugt,” svarede han i en kortfattet tone, som han nikkede bekræftende til sine ord. ”Lad mig samle en flok og tage af sted, jeg vil hurtigt tvinge dem på flugt og sørge for at de aldrig kommer igen,” bad han om i en stålfast tone og ikke mindst med vrede henvendt mod mørkelverne, som han hadede og afskyede mere end noget andet, særligt med det som de havde gjort imod ham, for de havde tvunget ham væk fra sit hjem i flere år, bare for at få informationer, hvor de havde tortureret ham og det bar han grimme ar efter.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Thranduil stod som en skovelver, så gik han faktisk meget op i at forholdt til højelverne, samt nymferne og druiderne skulle være på plads, også så de var i stand til at respektere ham som deres konge, for det var jo en titel som han havde påtaget sig efter sin far, og han ønskede selvfølgelig at gøre ham kunsten efter og mindst lige så godt som det han selv havde gjort det tilbage i sin tid! Draq derimod var en højelver som han nærede den største tillid til, og det havde han gjort igennem temmelig mange år. Efter han havde mistet Eowathien som sin veninde, dengang de ikke havde været andet end små børn, så var det utrolig få som han i det hele taget valgte at lukke tæt ind til sig, og denne gang, så havde han jo faktisk valgt at gøre det, også mest for sin egen skyld, for han kunne jo ikke klare tilværelsen alene, da han jo havde brug for andre omkring sig, også i en form for omgangskreds, som han kunne slappe af i, da det jo også var noget som han havde brug for. Der havde Draq været en mand ved hans side igennem forbandet mange år nu, og han havde slet ikke fortrudt at lade den stilling gå til ham, for han gjorde arbejdet skræmmende godt! At Draq valgte at køre det hele en smule utraditionelt, sagde han ikke noget til, som han vidste, at det udelukkende var på grund af hans arbejde, for det krævede at han selv var i stand til at holde det fulde fokus, selvom de klare træk fra elverne stadig var på plads, så var det selv noget som Thranduil respekterede til fulde, som han slet ikke så på manden på andet vis end hvad han ellers ville have gjort.
At Draq bare kom rendende og uden at bank på eller noget lignende, indikerede kun et alvor i denne sag, som krævede Thranduils fulde opmærksomhed, og som han agtet at give! De smaragdgrønne øjne vendte han omgående i retningen af ham, som han tog imod brevet. Nyheden var bestemt ikke noget som måtte falde i den gode jord, og selvfølgelig var det noget som kun frustrerede ham yderligere, da han vidste, at han ikke kunne ignorere det! At det kun drejede sig om en mindre gruppe, glædede ham selvfølgelig, selvom det kunne vise sig at være alvorligt nok. ”Det ligner dem ikke at søge så tæt på muren. Det har de ikke gjort i årevis,” påpegede han sigende. Der måtte stikke noget under. Selv vidste han at mørkelverne stod uden en leder, så de gjorde vel hvad der passede dem? Han lod brevet ligge trygt i hans hånd, idet han vendte sig mod vinduet, som han søgte mod. Hans mine havde taget sig de tænkende træk. Draq lød næsten helt ivrig efter at komme af sted? Selvfølgelig glædede det ham at han havde en fører som ikke tøvede med at handle, når det var nødvendigt, men de var nu alligevel nødsaget til at handle forsigtigt, for ellers kunne det hurtigt ende med at gå galt! ”Der må stikke noget under.. De vil ikke søge så tæt på muren her, hvis de ikke havde en grund til det. De er ude efter noget, Draq,” påpegede han, som han igen vendte sig mod hans skikkelse. Han var alvorlig. Sagen var jo alvorlig!

[Deleted]

I mange år havde Draq tjent og fulgt Thranduil, hvor han respekterede manden som sin leder, skønt han måske var skovelver, for det betød intet for ham. Manden var dog ikke kun hans konge, men også hans ven, og efter at han selv havde været helt alene, så havde han selv haft brug for en omgangskreds som han kunne betro sig mere personligt til, og det kunne han jo godt med Thranduil, manden havde også støttet ham, da han havde mistet sin trolovede, som han ikke engang nåede at blive gift med, fordi han havde været så optaget af sit arbejde, og hun havde været den sidste han havde haft af familie, hvor han nu ingen havde tilbage. Det gjorde ondt at tænke på, selvom det også gjorde at han bedre kunne koncentrere sig om sit job, hvor han nok lagde rimelig meget i det, og sikkert til tider alt for meget, fordi han nærmest kun levede og åndede for det, hvilket mange havde sagt ikke var sundt, men hvad skulle han ellers lave? Han havde ikke fundet nogen ny han ønskede, selvom det nok ville glæde hans mor hvis han fandt en eller trolovede sig igen, men det var også svært, når han ikke var særlig meget hjemme og det var han da slet ikke efter han havde mistet Daenerys. Ivrig var han derfor også efter at komme ud og sætte disse mørkelvere på plads, for med det som de havde gjort mod ham, så ønskede han hævn på alle måder, og derfor ville han med største fornøjelse og glæde slagte dem en for en! At Thranduil så mente at de skulle være påpasselig, forstod han godt, for manden var jo altid eftertænksom, hvor Draq mere var den hårde og kontante, der blot slog til med det samme. Dum var han dog ikke, da han vidste hvordan man slog til hårdt og kontant på en påpasselig måde. ”De har allerede slået flere af vores tropper og små belejringer væk, vi bør ikke spilde mere tid Thranduil, vi bør slå til nu, hårdt og kontant, og jeg tager gerne mine bedste krigere med mig og tvinger dem på flugt, det vil trods alt ikke være første gang,” svarede han i en kortfattet og alvorlig tone, for han havde en tendens til at være uenig med kongen og andre af de højtstående og når han var, lagde han ikke skjul på det, for det så han ingen grund til. Han havde forstand på krig og hvordan man førte den, derfor var hans råd indenfor slag og kamp, meget nyttige. ”Og hvis de endelig er ude på noget, så lad mig finde ud af det,” fastholdt han bestemt og selv med den autoritære stemme som var ham berettiget som hærfører. Der var ingen tvivl om at han nærede had til mørkelverne, på grund af at de havde kidnappet ham og tortureret ham, men det var skam ikke et hævntogt han ville på, han ville ud og hjælpe sine kammerater i marken, han ville ud og beskytte dem! Og han regnede skam med Thranduils opbakning og ikke mindst hans tilladelse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I det store og hele, så nærede Thranduil den store tillid til Draq, også selvom det bestemt ikke havde været nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled direkte i retningen af Draq som stod der. Han stolede på manden og det havde han altid gjort, også selvom de helt klart også havde deres skænderier og deres fejder, så var det ikke noget som han tog særlig højtideligt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som en højelver og en skovelver, så havde de normalt deres kontroverser, også selvom han synes at de kom meget godt overens med hvad det her angik, og så var det bare sådan at det måtte være. Selvom han selv stod som den mere rolige og fattede, hvor Draq mere var den kontante og mere frembrusende af de to, så de udgjorde vel egentlig et rigtig godt team når alt endelig kom til alt? Alt i alt, så brød han sig på ingen måder om tanken om at der var mørkelvere så tæt på, for selv i hans forstand, så var det alt for tæt! Desuden vidste han godt hvad der var hændt Draq, så det at han ville ud og få dem bort, var noget som han skam havde den fulde forståelse for, men i det store og hele, så havde selv han brug for at der kunne tænkes lidt rationelt, og uden at de selv blev alt for frembrusende, for noget af det sidste som han ønskede, det var at starte en ny krig! ”Det vil måske ikke være første gang, men vi har brug for at tage det med ro, Draq. Jeg vil nødig ende med at starte en ny krig,” påpegede han nu alligevel med en yderst kortfattet stemme, som han igen vendte blikket i retningen af manden. Det var ikke fordi at han var ude på en ny fejde eller noget som helst, så de burde finde ud af det på en ordentlig måde. I det store og hele, så lød manden virkelig ivrig efter at komme ud, hvilket han skam godt kunne forstå. ”Rolig nu..” endte han ganske sigende, som han roligt vendte sig mod ham. Hænderne forblev roligt ned langs hans sider, og med en rolig mine. Han var ikke hidsig eller noget, også selvom han havde den fulde forståelse for at Draq virkelig ønskede at komme derud, for alt andet ville da virkelig forbavse ham! ”Vi er nødt til at bruge list denne gang, så det nytter ikke noget at sende for mange ud på en gang, for det vil vække for megen opsigt. Jeg stoler nok på dig, til at sende dig af sted alene, for jeg ved du vil kunne klare det. Jeg vil have dig til at skygge dem.. finde ud af hvad de er ude på,” påpegede han med en alligevel ganske alvorlig stemme, for han mente det skam! Han mente det og det var ikke noget som stod til diskussion! Hvis det skulle vise sig at dette var en trussel på det elviske samfund som selv havde kostet ham blod, sved og tårer at bygge op, så var han selv nødt til at gøre et eller andet ved det!

[Deleted]

Det var ikke altid at Thranduil og Draq var enige, da de mange gange havde deres kontroverser angående hvordan tingene skulle gøres, men det gjorde ham nu intet, for de fandt typisk ud af det bedste sammen, hvor det også var godt med forskelligheder og hoveder der tænkte forskelligt, for det gjorde det samlede perspektiv langt større, fordi alle havde hvert deres synspunkt, sådan var det også typisk ved de større møder, når der var flere af de ældre elvere, som sad rundt om bordet for at diskutere omkring byen og alle de vigtige punkter for deres race og ikke mindst skoven. Det var ikke altid at han var enige med nogen af dem, men han var engageret i sit arbejde og han var strategisk anlagt når det kom til kamp og krig, derfor så vidste han også hvad der skulle gøres denne gang, skønt Thranduil måske ikke var helt enig med ham, men han var måske rimelig frembrusende, men det var ikke altid dårligt, da det til tider var nødvendigt og det som skulle til for at slå fjenden. Han endte med at lægge armene over kors ved Thranduils kortfattede ord, hvor han selv kneb øjnene en anelse sammen. ”Jeg sagde heller ikke at vi skulle starte en hel ny krig, jeg sagde at vi burde slå fjenden tilbage, desuden er de kun selv en større håndfuld og ikke mere,” svarede han selv i samme kortfattede tone. Han respekterede skam Thranduil og han havde intet imod at se manden som sin konge, skønt der var et kongepar af Procias som de var underlagt, dog kunne han godt lide det at de havde lavet deres eget samfund og rige. Men selvom Thranduil var hans konge, var han ikke bange for at tale sin mening, men han kendte jo så også manden bedre end det, da han var hans ven. Han hævede let det ene øjenbryn til hans ord. ”Jeg sagde heller ikke at jeg ville ride ud med en hel hær, blot at jeg vil samle nogle af de bedste kriger, så vi er en lille håndfuld, der kan tvinge dem på flugt,” startede han ud, som han ikke veg de smaragdgrønne øjne fra hans ansigt. At Thranduil så ikke lød til at ville diskutere sagen, tog han sig ikke af, for det kunne godt se ud til at de kom til at diskutere den, da han slet ikke selv var enig med ham. ”At drage ud alene vil da være langt større risikabelt! Jeg kan drage derud med en håndfuld mænd, det er et passende antal til både hvis der skal opstå kamp, men også til at skygge dem, skulle der udstøde krig, så kan vi altid bekrige dem, og få hjælp hvis vi er tæt nok på vores belejringer,” afsluttede han i en bestemt tone, hvor hans egne ord måtte lyde helt endegyldige, for han selv så at det var bedst at ride ud bare en mindre flok i stedet for helt alene, for hvis det endte med at han rent faktisk blev opdaget, så kunne han enten blive dræbt eller også kidnappet, særligt hvis han røg i et baghold. Derfor tog han altså ingen chancer! Desuden var det heller ikke megen forstærkning for de andre, hvis han kun red ud alene.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var bestemt ikke ofte Draq og Thranduil i det hele taget blev enige, så det var ikke noget som han tog så tungt igen, når manden endelig viste sin utilfredshed. Han kendte selv manden bedre end det, så han så heller ikke nogen grund til at reagere på det, som han heller ikke tog det særlig personligt. Manden var langt mere kontakt og frembrusende end hvad han var, men ikke var det noget som gjorde ham det mindste. De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse. Uanset hvor mange det var, så skulle der ikke mere end et enkelt individ og en helt forkert handling til at skabe en krig, og dem havde der allerede været alt for mange af, som det måtte være i forvejen, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at undgå, dersom det var noget som han kunne selvfølgelig! ”Et enkelt individ og en forkert handling er det eneste som skal til, før der kan skabes en krig, og det er jeg slet ikke interesseret i. At det er en lille flok det drejer sig om, bringer ikke en ro til min sjæl, Draq,” påpegede han sigende. Selv forholdt han sig ganske rolig, som der jo faktisk skulle temmelig meget til, før han valgte at hæve stemmen. At han ville samle en lille gruppe, forstod han skam godt, men selv han ville være sikker på at de greb det hele rigtigt an og ikke kom med en forhastet beslutning. I det store og hele, så fungerede Draq ikke bare som hans hærfører, men også som hans.. ven og rådgiver, for det var jo faktisk den mand som han havde. Jo ganske vidst var der kommet mange andre boller på suppen efter han havde mødt Eowathien igen, hvor han var glad for at have fået hende med sig hjem, da hun også var en af de eneste som han havde været i stand til at kalde for sin ven, for det var noget som skete forbandet sjældent, også for hans vedkommende. Han nikkede forståelsesfuldt. Af den grund, så ønskede han at have nogen værende tilbage, for det kunne være at det skulle blive nødvendigt. Mørkelvere havde en sjov tendens til at dele sig op i mindre grupper, så selvfølgelig var han bange for, at der var grupper derude, som man endnu ikke havde opdaget. ”Hvor mange regner du med at skulle bruge?” spurgte han. At Draq var fuldstændig uenig i hans udtalelser med henblik på det at tage derud alene, var ikke noget som han sagde noget til, for han forstod det jo faktisk godt. Han lagde roligt brevet på den lille kommode som han havde stående, inden han igen vendte sig mod ham. Efter hvad der var sket med ham før i tiden, så var det jo trods alt heller ikke så underligt igen. Det var måske lidt en forhastet beslutning, men han ønskede jo lige så at vide, hvad det var de mørkelvere var ude på! ”Jeg ønsker ikke at føre krig! De krige vi til nu har bekæmpet har kostet os nok krigere, og har forårsaget nok smerte! Draq – jeg vil have de skal skygges. Få dem jaget ud og væk fra muren og væk fra skoven her. Så må du tage en lille håndfuld med dig. Dog ønsker jeg at have nogen værende her i tilfælde af, de kommer forbi Jer,” påpegede han kortfattet, som han betragtede manden med en alvorlig mine. Han var slet ikke interesseret i mere krigsføring end hvad godt var.

[Deleted]

Til tider kunne det irritere Draq at Thranduil ikke var meget som ham selv, for Thranduil var langt mere forsigtigt og tilbageholdende, hvor Draq var den frembrusende, hårde og kontante, som slog til med det samme. Naturligvis krævede det af og til list og ynde, frem for at det blev et blodbad, men han var skam heller ikke interesseret i en krig, bare fordi han ville jage dem væk, for som Thranduil selv havde sagt; de var for tæt på grænsen og selv Draq kunne mistænke dem for at ønske noget mere end det, hvor han måtte finde ud af hvad det var. Han sagde ikke at han ville tage alle elvere i skoven med sig, da han kun ønskede at tage et par af hans bedste krigere med sig, som ville bestå af en mindre håndfuld. Han hævede let det ene øjenbryn til hans ord, hvor hans arme forblev korslagte ved det opsvulmede bryst. ”Hvis det endelig skulle bryde ud i krig, så vil det ikke være os der startede den, men dem, fordi de valgte at lægge sig ud med os,” svarede han i en kortfattet tone, skønt det var tydeligt at han mente sine ord, for de havde ikke gjort noget galt, desuden sagde han jo heller ikke at de skulle storme dem, bare få dem på flugt, så de stoppede hvad de nu havde gang i og forsøgte på, for han ville heller ikke lade dem komme for tæt på, for pludselig ville det være for sent og så ville det blive en krig, og det var ingen af dem interesseret i! ”Jeg regner med at tage fire mand med mig, så vi er fem, det er et fint antal for en lille gruppe, resten kan blive her, og der er ingen der behøver at finde ud af uroen i Manjarno, når vi kun er så få der tager af sted,” svarede han roligt, som han blev stående med rank holdning og armene over kors. Han var en kriger, tilmed hærfører, så han vidste hvordan man skulle føre krig og kamp, men ikke kun på en hård og kontant måde, han vidste også godt hvordan man skulle lægge en snu strategi der kunne slå modstanderen via list og forsigtighed, så der var ingen der sagde at der ville blive skabt en krig, hvis han søgte ud nu. Det lød dog til at Thranduil fuldstændig misforstod ham, eftersom manden nærmest beskyldte ham for at ville starte en krig og det ønskede han jo ikke! Lige på det punkt, var de godt nok enige i hvordan det skulle gøres. Han sendte manden en mere fast mine til hans ord. Selvom Thranduil var hans konge, så var manden ham også en ven, som omvendt, de havde før hjulpet hinanden i det private, og han turde godt at sige manden imod, for der var jo trods alt ingen onde intentioner med det. ”Jeg har ikke sagt at jeg ville skabe en krig Thranduil! Jeg vil kun sende dem på flugt, så de ikke er så tæt på vores territorium og muren. Jeg kan sagtens skygge dem og finde ud af hvad det er de ønsker, men væk skal de, før de bliver en for stor trussel. Jeg tager de fire mand med mig og så kan resten blive her i skoven, som du kan styre og stille op som du vil i form af beskyttelse,” svarede han i en kortfattet tone, som det næsten lød til at de alligevel var ved at nå til enighed.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ikke fordi Thranduil var forsigtig som sådan, men han var nok mere.. eftertænksom end det som Draq var. Selv havde han erfaringen ude fra marken af, og han vidste hvor lidt der skulle til, før det ville gå galt, og det i sig selv, var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i! Han kendte Draq mere i det private, så han tog det ikke særlig højtideligt, at de ikke kunne blive enig om tingene, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne jo ikke just gøre det største ved det af den grund. Han trak vejret dybt. Krig var han på ingen måder interesseret i, og derfor ønskede han selvfølgelig at de skulle gå rigtigt frem! ”Jeg ved du vil gøre det bedst muligt, men jeg er nødt til at forsikre mig, at det forløber sig ordentligt. Jeg ønsker slet ikke krig, hverken fra vores eller deres side. Vi har allerede mistet nok som det er i forvejen,” påpegede han denne gang med en langt mere hård og fast tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere, også fordi at han slet ikke ønskede at diskutere det, for det var ikke noget som de ville blive enige om uanset! Desuden havde han ikke noget imod at Draq gav udtryk for sin mening, for han tog den faktisk til sig. Han stolede på ham som en af de få venner han faktisk havde, for det var bestemt ikke fordi at man kunne sige, at han havde mange af slagsen, for det havde han ikke. han var på ingen måder meget for at åbne op for nogen som helst, også fordi at han var bange for at de ville blive revet fra ham, ligesom alle andre som havde været tætte på ham, og det var slet ikke noget som han fik noget ud af uanset, ofr det andet gjorde ondt. Han nikkede blot. ”Det passer mig særdeles udmærket. Du har min tilladelse til at gøre lige så,” endte han med en rolig og sigende mine, som han let nikkede bekræftende til sine ord. I det store og hele, så var han temmelig sikker på at mørkelverne var ude på noget, og selvfølgelig var det noget som påvirkede ham, for han ønskede slet ikke at deres slags skulle udsættes for flere angreb med hvad de allerede havde været udsat for! Slet ikke! At de skulle snakke forbi hinanden, var ikke nyt, også selvom det nu heller ikke var noget som han tog særlig højtideligt. Han betragtede ham med en yderst kortfattet stemme. ”Jeg forstår at du ønsker at jage dem bort, Draq, men jeg beder dig om at være påpasselig derude, for jeg ønsker slet ikke store problemer. Ikke bare Procias, men vi står svækket nok som det er i forvejen, og jeg ønsker ikke at den sidste mand på knivspidsen skal falde,” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han jo faktisk mente det i sit ramme alvor, for han tog virkelig ikke nogen chancer! ”Tag de fire med dig, som du har brug for, så sørger jeg for resten her mens du er fraværende,” indskød han roligt. Han ville have kontrol på tingene, og det skulle være nu!

[Deleted]

Hvis mørkelverne var ude på noget, så krævede det list, og selv hvis de ikke var, så ville Draq stadig være påpasselig, netop fordi han for mange år siden faldt i en fælde, hvor han blev taget til fange og han havde rådnet op hos mørkelverne i flere år frem. Folk herhjemme havde troet at han var død, hvor hans stilling var blevet givet videre til en anden, men han havde kæmpet for at få den tilbage, selvom det også havde kostet ham sin trolovedes liv, da nogle fjender havde dræbt hende i et forsøg på at ramme ham og det havde knust ham og ikke mindst hans hjerte. Han havde siden det tab givet sig hen til arbejdet, hvor det efterhånden var nogle få århundreder siden og han havde ikke åbnet sit hjerte for nogen igen, selvom det nok ville glæde hans mor, hvis han blev gift og stiftede familie, dog var hans job for risikabelt og han ønskede ikke at miste nogen på den måde igen, det havde han slet ikke råd til! Han endte med at knibe øjnene sammen til Thranduils ord. ”Selvfølgelig kommer det til at forløbe ordentligt! Jeg er ikke hærfører for ingenting Thranduil! Der bliver ingen krig, men jeg kan ikke love at der ikke vil blive kamp,” svarede han i en fast og dog sandfærdig tone, da det næsten helt kunne lyde til at manden tvivlede på ham og det anså han for at være en fornærmelse. Det kunne godt være at Thranduil ønskede at det hele skulle forløbe stille og roligt, men det var svært at få det til at forløbe sådan hvis modstanderne kun ønskede kamp og at dræbe, for så blev man automatisk nød til at slå igen og forsvare sig selv. Desuden vidste de begge to at ting kunne være forudsigelige, og det kunne forløbe helt forskelligt fra det man planlagde, derfor var det godt hvis man kunne improvisere og det kunne han altså godt! Han havde haft denne stilling i flere tusind år, han vidste godt hvordan man gjorde! Han havde udkæmpet mange slag og krige, og de havde vundet de fleste! At han så fik hans tilladelse til at tage de fire mand med sig, fik ham blot til at nikke ganske kort med hovedet, som tegn til at han havde forstået det. Noget skulle i hvert fald gøres, for de kunne ikke bare se passivt til og så håbe på at det ville gå i sig selv, for der kunne muligvis godt stikke noget under. ”Det behøver ikke at udvikle sig, jeg har gjort det før, og kan sagtens gøre det igen. Jeg tager de fire mænd med mig og så rider vi ud i morgen lidt før daggry,” svarede han roligt, som han lod armene falde ned langs hans side. ”Jeg giver dem besked. Sørg for at rygtet ikke spreder sig, jeg ønsker ikke uro her i skoven, hvis det alligevel ikke er noget alvorligt. Jeg tjekker op på det og sender en ravn med besked, for at holde dig opdateret,” fortalte han roligt og dog kortfattet. Han havde skam ikke tænkt sig at ride ud med en kæmpe hær i hælene på sig, for at slå dem i jorden, for det var ikke engang sikkert at det var så alvorligt, men det ville han jo finde ud af, når han nåede dertil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste udmærket godt hvad der var sket med Draq før i tiden, og selvfølgelig forstod han sig også godt på det had som han nærede overfor mørkelverne for det som de havde gjort med ham, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede skulle gentage sig endnu en gang, så at han ikke ville tage ud igen, forstod han faktisk, også selvom han frygtede for at det ville gå galt, hvis det skulle ende i et kæmpe sammenstød, og det var slet ikke noget som han var ude på. Det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på at vise tvivl ved manden, for det gjorde han da på ingen måde! ”Tror du virkelig jeg tvivler på dig som min hærfører, Draq? For det gør jeg ikke! Jeg vil bare forsikre mig om at det hele forløber så problemfrit som det er menneskelig muligt for dig,” påpegede han ganske kortfattet. Tvivl var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om, for det havde der som sådan aldrig hvilet mellem dem, og det var bestemt heller ikke noget som han så nogen grund til nu. De mørkelvere skulle skygges, også selvom han vidste, at det ikke var det nemmeste, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev stående og med den samme rolige mine i ansigtet, for han så ikke nogen grund til at hidse sig op. Det var en alvorlig sag, også selvom den foreløbig, stadig var temmelig lille, så vidste han at det kunne forandre sig frygtelig hurtigt, og det var bestemt heller ikke en eskalering som han var interesseret i! Som han alligevel indvilget i at lade ham tage af sted og med de fire som han havde brug for, så var det også tydeligt at der lagde sig en langt større ro på situationen de to imellem, og det var noget som i sig selv, var noget som passede ham særdeles fint! ”Jeg stoler på dig og din intuition hvad det her angår. Tag de fire som du finder bedst egnet til missionens omfang,” endte han med en ganske sigende mine. At han ville give besked med en ravn, var noget som faktisk passede ham fint, for så vidste han at det var en besked som ikke nåede alle mulige andre, inden det nåede frem til ham, og det var faktisk noget som han havde det fint med. ”Personligt vil jeg råde dig til at tage af sted hurtigst muligt i løbet af natten, for så er vi da sikre på at der ikke er nogen som får øje på jer på vejen. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at holde rygterne i det minimum her på stedet. Jeg glæder mig til at høre fra dig derude.. Du har min velsignelse og min tilladelse til at gøre hvad det kræves, bare der ikke sker for meget, som vækker for megen opsigt,” afsluttede han endeligt, som han igen nikkede bekræftende til hans ord. De var nødt til at handle, også nu hvor det hele var kendt for dem, og selv der var han frygtelig glad for at han havde Draq, for manden var ikke bare en hærfører, men ligeså fungerede han nærmest som en rådgiver, men også som hans ven.

[Deleted]

Det var ikke fordi Draq ønskede at gøre dette til en større diskussion. Ingen af dem vidste hvad mørkevlerne var ude på, men de var skam enige i at de skulle finde ud af hvad det var som var på færde, skønt ingen af dem kunne vide hvad det hele ville ende med, for i princippet kunne det ende ud i kamp, for der kunne ske en masse, det kunne tilmed være en fælle, derfor var det bedst hvis han søgte ud med et par mand og så så på sagen, og så måtte de improvisere hvis det blev nødvendigt. Han nikkede roligt til Thranduils ord. ”Jeg skal nok gøre hvad jeg kan for at være påpasselig og for at der ikke kommer unødvendig kamp,” lovede han ham, som han endnu engang nikkede, for at vise at han mente det, for han ønskede skam heller ikke selv at der skulle ske noget. Han havde heller ikke i sinde at gøre noget overilet der ville koste ham selv eller endnu værre, sine kammerater livet, for det var da noget han ikke ville kunne leve med! At han så fik tilladelse til at søge ud, var noget som glædede ham. Det så ud til at de alligevel var endt enige, skønt de havde et par små uenigheder til at starte med, men som altid så fandt de altid ud af noget. Det var ikke altid at det var dårligt at man tænkte hver for sig, for så fik man typisk dækket et større synsfelt, end hvis man var alene eller havde samme tankegang. Det kunne dog også have sine ulemper, eftersom man tit kunne ende med at tage lang tid om at nå til enighed, hvilket også godt kunne ske mellem dem til tider. ”Udmærket,” endte han i en kortfattet tone, som han igen nikkede som tegn til at han forstod. De havde fået tilladelse til at ride ud, hvor han ville gøre det så snart det var dem muligt, skønt noget hvile ville blive nødvendigt for det kunne godt være at de ikke ville få så meget søvn de løbende dage, og han ønskede trods alt at de skulle være friske, i tilfælde af at det rent faktisk endte med krig. ”Udmærket, så vil jeg gøre mig og de andre klar med det samme,” afsluttede han, som han sendte Thranduil et smil, inden han roligt gik tilbage mod døren, skønt han stoppede op og vendte sig tilbage mod ham. ”Vi snakkes,” endte han, som et tydeligt tegn til at han nok skulle komme hjem igen, for han havde bestemt ikke tænkt sig at søge ud, for at stille træskoene! Han valgte roligt at gå tilbage til forhallen og mod døren, som han åbnede, kun for at søge tilbage af hængebroerne og tilbage til sin egen lille hytte, hvor han begyndte at pakke alle de nødvendige ting i en taske, imens han greb omkring alle sine våben som han skulle have med sig. Han slukkede alle lys i huset, inden han søgte ud, for at fortælle de fire andre soldater som han tog med, at de tog af sted i løbet af natten, og tiden ville han bestemt ikke spilde!

//Out