On my way home!

[Deleted]

Dengang hun var blevet taget, havde de kun været børn, den mand som stod foran hende nu var på ingen måde den dreng, som havde leget med hende i alle disse timer, Eowathien var ikke naiv nok til at tro på. Skæbnen havde ført dem sammen endnu engang, og hun var overbevist om at han var værd at skænke sin tillid til, også selvom det var noget hun gjorde yderst sjældent. Hvor han direkte tog afstand fra følelserne, så gjorde hun det ligeså, blot på en måde hvor hun ikke skubbede folk fra sig, det så hun ingen grund til, gennem livet havde hun haft frygtelig få venner, det ville ikke gøre hende noget at finde blot en som ville være i stand til at udvise hende en form for respekt. ”Måske ikke.. men hvor meget det end smerter mig at sige, så blev jeg en del af mørket, Thranduíl. Jeg havde ikke klaret mig ellers.. mit hjem og mit liv var pludselig alt sammen der, først nu var jeg tvunget til at bryde lænkerne,” erkendte hun med et dæmpet suk. Hun så ingen grund til at lyve for ham, hun ønskede at han skulle kende hendes person og hendes historie. Længselfuldt, kastede hun blikket mod Procias der kunne anes i det fjerne. Hun ønskede inderligt at komme over på den anden side af muren. At han så direkte ønskede at hun skulle undervise i lyset, fyldte hende både med håb og glæde. ”Du ønsker mig som en del af samfundet? Jeg håber særligt at landets Dronning og Jeres Konge er enig, men jeg takker ydmygt for din støtte, min ven,” svarede hun og nejede let for ham. Hun vidste at ethvert elverfolk havde sin konge, men hun havde ikke en idé om hvem som besad den stilling nu hvor Thranduíls far var gået bort, hun huskede det.. mordet på ham var det som havde startet hele krigen på sit vis. Hun følte en sorg i sit hjerte, både på vegne af hendes kære ven, men også på sine egne vegne.. hendes far var afgået ved døden sammen med ham. Eowathien lod sine øjne fyldtes med tårer ved hans udsagn. Hendes forældre var blevet husket? Det gjorde hende både stolt men også beæret. I lange sekunder betragtede hun hans ansigt og holdt inde med de blide strøg over Kahili, der var begyndt at puffe lettere utilfredst til hendes hånd. ”Jeg står dig i gæld. Det glæder mig mere end du aner, at vide at de ikke er glemte. Jeg husker intet, og det at andre gør, er mere end jeg havde turdet håbe på,” svarede hun, og begyndte atter at stryge den smukke hingst over mulen. Dyr havde altid fascineret hende, desværre eksisterede der ikke mange i de dvasianske skove, og kvinder havde end ikke haft ret til at eje en, hun var blevet transporteret på sin mands i sin tid. Hun rystede på hovedet og betragtede ham med et glimt i øjet. ”Eller var det blot dit håb, min kære? Hvor mange kender i sandhed mit navn? De som gjorde formoder jeg er gået for døden.. de fleste af dem vel og mærke,” tilføjede hun roligt. Det generede hende ikke, døden var en del af naturens gang, og hun havde ikke kendt mange børn, så de fleste måtte have forladt denne verden. Hun nikkede til hans ord, idet hun endte med at trække sig op på det smukke dyr. Ryggen rettede hun og lod de elegante klæder falde ned langs siden. ”Før mig hjem,” bad hun dæmpet og dog bedende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørket vækkede kun en forfærdet følelse i Thranduil, da han bestemt ikke var meget for det. Selv det mørke som havde kastet sig om ham som mørke lænker, havde så sandelig også været med til at ændre hans personligt, og hvorvidt om det var til det bedre eller det værre, vidste han ikke. Han havde mistet alt for meget, og det var udelukkende død og mørke, som præget hans liv nu om dage, så det var vel heller ikke så underligt igen? ”Det reddede dit liv at tilpasse dig min ven, og for det, så er jeg taknemmelig. Endnu kan jeg se det klare lys i dine øjne, og tager jeg ikke meget fejl, så længtes du efter at komme hjem,” endte han roligt, som han betragtede hende med en rolig mine. Han kunne da slet ikke klandre hende for at have gjort hvad hun havde gjort, for det havde vel også været nødvendigt for hendes egen overlevelse? Og selvfølgelig var han utrolig glad for at hun havde klaret sig, for det var faktisk også det som han måtte anse som det vigtigste på stående fod. Selvfølgelig ønskede han at få hende hjem og tanken om at hun kunne undervise i deres gamle sprog, var næsten det som han måtte anse som det vigtigste. Han trak svagt på smilebåndet, hvor de smaragdgrønne øjne forblev hvilende på hendes skikkelse. ”Du er en elver og en del af os, Eowathien. Selvfølgelig ønsker jeg dig som en del af vores samfund, og med det talent som du besidder som en af de frygtelig få, så vil det glæde mig hvis du ville lære det videre. Hvad Silia og Gabriel af Procias ønsker, er på sit vis ligegyldigt. Du er elver, du er procianer og du er min kære ven. Det skulle ikke blive et problem at få dig med hjem,” lovede han med en rolig stemme. Selv følte han en form for.. ro over at vide at hun havde det godt, og at hun nu var på vej hjem hvor hun hørte til, for det var da helt klart noget af det bedste af det hele, og det stod han glædeligt fast på! At se tårerne i hendes øjne, indikerede kun for ham, at det var noget som betød ufattelig meget for hende. ”Din familie har altid været min nummer to, min ven. Jeg ønskede at ære dem og lade dem forblive husket for det som de begge gjorde, også fordi at de havde haft en utrolig betydning for ham selv. Han lod hende roligt hoppe op på Kahili. Han havde skam ikke noget imod at trække hende med sig til muren og snakke god for hende, så hun var i stand til at komme hjem igen – hjem hvor hun hørte til. ”Mange er gået bort som du vil mindes og huske, min ven. Ej er dit navn på folkemunde, men dog en del af mig og en del af min historie, som jeg mere end glædeligt har delt med alle som har vist interesse for det,” svarede han ærligt, som han roligt tog fat om Kahilis tøjler. Hesten vrinsket let og kastede en anelse med hovedet. Smuk var hun som hun sad på den kongelige hingst – selv han måtte nyde synet. ”Lad os komme hjem,” endte han roligt, som han begyndte at gå. Turen til muren ville i sig selv tage et godt stykke tid, men ej gjorde det ham det mindste – ikke nu hvor han vidste, hvad han havde med sig tilbage igen.

[Deleted]

Mørket var efterhånden blevet en naturlig del af Eowathien, selv på trods af at lyset altid havde boet i hendes hjerte. Efter så mange år kunne man ikke undgå berøringen med mørket hun havde levet i, præget af frygt. Måske hun ikke længere kendte manden foran hende, men han skænkede hende en velkendt følelse af tryghed. Efterhånden var hun ved at være frygtelig kold. Rejsen fra Imandra havde været lang, og så på de nøgne fødder. Taget vejret i betragtning, var det måske ikke det korrekte tidspunkt at skabe sit bånd til naturen på, men hun var villig til at lide for den. De skovgrønne øjne hvilede på hans skikkelse, som hun var kommet op på hesten, og atter var i stand til at se ham. ”Mit hjerte slår heldigvis endnu, og det er det vigtige, ikke sandt? Lyset har aldrig forladt, mi kære ven. Mørket kan aldrig gøre op for det der blev mig frataget dengang,” erkendte hun og nikkede bekræftende. Hun havde haft et godt liv. En velstående mand havde valgt at ægte hende, det havde ikke været kærlighed, der havde end ikke været gensidig respekt, men det havde holdt hende i live, og hun havde fået lov at stille den slående nysgerrighed, hvad vigtigere var, så havde hun fået lov til at vokse op og blive en kvinde, hun var en stolt en af slagsen. Hun sendte ham et smil og lod de slanke fingrer vandre gennem sine blonde lokker, blot for igen at lægge den mod hestens ryg. ”Du kender mig, Thranduíl, men du ved såvel som jeg, at det at være en elver ikke nødvendigvis er nok. Jeg frygter i højere grad for skovens konge end for landets regentpar, men jeg er mere end villig til at gøre hvad der kræves af mig. Det varmer mig at du er villig til at hjælpe mig,” tilføjede hun og sendte ham et taknemmeligt smil. Ikke enhver ville hjælpe hende, og særligt ikke hvor hun var vokset op, selv efter alle de år stod han ved hendes side, hvilket hun måtte beundre.
Selvom Eowathien havde sine visioner om hvad hjem var, ud fra hvad hun huskede selvfølgelig, så havde hun i virkeligheden ingen idé om hvad hun gik ind til. Hun vidste ikke hvor mange der ville huske hende, eller hvor mange ansigter hun selv ville genkende, hun vidste end ikke om byen var den samme eller hvem der herskede over skovene. Den uvidenhed var hun ikke vant til, det gjorde hende usikker, hvilket var en følelse, hun forbandede langs væk. Hun sad i en rank stilling, der på ingen måde lagde skjul på hendes elegance, ej heller selvom hun var træt og slidt, ikke mindst beskidt. ”Det varmer mig, ligeså meget som jeg ved at det ville varme dem, om de var her til at se det,” svarede hun dæmpet. Deres familier havde være nærer, det vidste hun, men hun gik desværre også ud fra at han havde mistet sine forældre for mange år siden. De grønne øjne gled ud mod horisonten. ”Mit navn er gået tabt i fortidens ruiner er jeg bange for. Jeg er beæret over at være en del af dig, Thranduíl, du er en sand og loyal ven, selv efter alle de år, så længe jeg er en del af dig er det ikke vigtigt at være husket af mange,” endte hun sandfærdigt, og lod ham begynde at trække afsted med hende, uden selv at vide hvor pokker de var på vej hen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørket var efterhånden blevet en naturlig del af Eowathien, og selvom Thranduil ikke bifaldt det, så var det noget som han sagtens kunne se mellem fingrene med, også fordi at hun havde klaret sig, og det var ikke just mørket som hun stod som en repræsentant for, og det var noget som passede ham fint! Hun havde ganske ret i sine udtalelser, og det gjorde ham rolig. Han havde altid været hendes ven, og det var bestemt ikke noget som ville forandre sig det mindste, og da slet ikke for hans vedkommende. Det var ikke mange som han lukkede ind i sit liv, men hun.. hun havde været en af de ganske få, og det var slet ikke noget som han fortrød! ”Du har klaret dig selv på trods af de mange dårlige odds du har været udsat for min ven. Jeg priser mig lykkelig for denne dag. Den har vist sig at være noget ganske særligt for mig. Du er jo trods alt hjemvendt,” påpegede han roligt og med en ærlig stemme. Han lod hende roligt komme op på Kahili som slet ikke havde noget imod at skulle bære hende, hvilket selv passede ham fint. Hånden strøg han roligt over mulen og med et svagt smil på læben. I sig selv, så skete det så sjældent. ”Du frygter for skovens konge, min ven? Det kan jeg forsikre dig om, slet ikke er nødvendigt. Selvfølgelig ønsker jeg at hjælpe dig. Du har jo trods alt altid været min barndomsveninde og den eneste som jeg har skænket en tanke selv igennem alle disse år,” påpegede han med en ærlig stemme. Hendes ord indikerede dog også kun at hun ikke havde nogen anelse om hvem Skovens Konge egentlig var, og den tanke.. morede han sig faktisk med.
Selvom meget var forandret, så var selv Thranduil overbevist om at der ville være ting som hun ville genkende. Selvom mange var døde siden hun var gået bort – såsom det sidste hun havde haft af familie, så havde han lovet på dødslejet, at han ville finde hende, koste hvad det koste ville! Og nu havde han jo faktisk fundet hende! Han nikkede ærbødigt. Han savnede hendes forældre, da de nærmest havde stået som en ekstra forælder for ham selv igennem mange år, og specielt efter hans egen moder var gået bort, og selv lå gravlagt side om side med hans kære gamle far. ”Ej er de glemt for mig, og ej har du nogensinde været min ven. De stod som ekstra forældre for mig og selvfølgelig skal de æres som fortjent,” svarede han ærligt. At hun savnede dem, kunne han godt forstå, men selv han ønskede at holde deres minde i live, og specielt med alt det som de også havde gjort for ham igennem hans unge dage og det unge liv. Hendes ord varmede ham selvfølgelig, også selvom han slet ikke følte at det var nok. Hun havde været væk i frygtelig mange år, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket roligt mod hende, som de nærmede sig grænsen af parken. Han var en loyal ven, når han endelig kunne kalde folk af den titel, for det i sig selv, var bestemt heller ikke nemt. ”Jeg er og har altid været din familie loyal, som de altid har været det for mig. Jeg lovede din familie at finde dig. Et løfte jeg afgav på dødslejet, Eowathien. Altid har du været en del af mig.. Dit bortfald har lukket mig. Jeg har ikke kunne kalde nogen for en ven siden.. Jeg længtes efter at få dig hjem igen,” svarede han ærligt. Han havde faktisk savnet hende!

[Deleted]

Eowathien kunne udmærket godt mærke på Thranduíl at han ikke var meget for at høre om hendes tid i Dvasias, hvilket hun skam også blot accepterede. Lyset bat hun i sit hjerte, det havde hun altid gjort, og selvom hun var forandret, så håbede hun inderligt på at opnå en hvis form for tillid, særligt fra hans side. Hun havde kendt ham siden han havde været en dreng, også selvom det var tider som hun knap selv huskede. Dengang havde hun ikke været andet end et uskyldigt offer, nu var hun en voksen kvinde som var tvunget til at tage ansvaret for sine handlinger. Blidt strøg hun hånden over Khailis manke som hun sad der med rank ryg, på hingsten. Det var en virkelig smuk en af slagsen, det måtte selv hun erkende. ”Mit hjerte banker endnu. Jeg er glad for at skæbnen ledte mig til dig, Thranduíl, jeg vil tro at du er den eneste fra den tid, der har en idé om hvem jeg er,” svarede hun og nikkede for sig selv. Tanken bekymrede hende, af den grund at hun nu ville være tvunget til at starte forfra, hun havde intet liv i Procias, det havde hun ikke haft i mange år, hvorimod hun havde haft en familie i Dvasias, hun havde haft en karriere, et liv der var værdigt at leve, også selvom hun nærede troen på at det var noget hun ville kunne opnå igen. Den blide aftenvind legede en smule med de lange, blonde lokker, der ikke var blevet klippet i årevis. Hun nikkede sagte og slog de grønne øjne mod hans skikkelse frem for mod horisonten. Efterhånden vidste hun end ikke hvem der var konge af de procianske skove. ”Jeg stoler på dit ord, Thanduíl, men jeg frygter at blive afvist ved døren, på grund af min mørke fortid. Jeg er ikke sikker på at han vil godtage en begrundelse der brygger på et personligt forhold, der endte for mange, mange år siden, min ven. Måske du har tænkt på mig såvel som jeg har på dig, men sandheden er at du ikke kender mig, du ved ikke om du kan stå inde for mig,” påpegede hun og kastede igen blikket mod horisonten. Det var ganske vidst hårde ord, men det var trods alt sande. Hun kunne være spion. Det var hun ganske vidst ikke, men det kunne han trods alt ikke garantere. Hvad angik hendes forældre, så havde Eowathien for mange år siden, erkendt at de begge måtte være gået i graven og den tanke plantede sorg i hendes hjerte. At de dog var blevet husket, var noget som lettede det den en smule. ”Det varmer kun mit hjerte at høre. De fortjener den ærer, og jeg er glad for at nogle var i stand til at give dem det, når jeg ikke selv var,” svarede hun med en mildhed uden lige, og sendte ham et stille smil. Sorgen var for hende, svær at vise efter alle de år, hvor hun havde lært at ligge mange af de varmere følelser på hylden, netop fordi det som oftest var dem der gjorde mest ondt. At dømme ud efter hans ord, så måtte det næsten være den kvinde hun havde kaldt for bedstemor, da hendes mor og far desværre var gået borte før nogle havde noget at indfører et ord. Hun nikkede dog. ”Der er ingen grund til at være lukket, Thranduil. Lukker du dit hjerte for venskab, lukker du det for lykke. Jeg skal gøre det til min personlige opgave, at åbne det igen,” lovede hun sigende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke meget for tanken om mørket, udelukkende fordi at det havde kostet ham så skræmmende megen smerte. Ikke fordi at det var noget som gavnede ham på nogen måde, men han var for pokker nødt til endnu at have det i mente, for det andet ville da slet ikke gavne nogen som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De smaragdgrønne øjne gled roligt i hendes retning endnu en gang. At hun sad på ryggen af Kahili, sagde han ikke noget til, også fordi at den gamle hingst ikke så ud til at have noget problem med det, hvilket også var noget som passede ham helt fint. ”Jeg kan huske den lille pige som jeg legede med, da jeg var en lille dreng. Det milde smil, den kreativitet og de mange gode stunder vi havde sammen, som vores forældre havde lige så.” endte han med en rolig stemme. Det var kun gået på for ham, at hun ikke havde nogen anelse om at det var ham som stod som skovens konge, og det var en titel som han faktisk havde taget til sig for mange år siden. Selvom det havde været hans kære dreng, som havde været hans ansigt udad til, så var det ikke noget som han havde noget imod, for det var noget som han var stolt af. ”Jeg kender ham betydeligt bedre end det som mange andre kan vove sig at påstå at gøre, Eowathien… Sågar bedre end hvad den lille pige, kendte den lille dreng af mig. Jeg kan love dig for, at du ikke vil blive afvist når vi når muren. Jeg stoler på dig, som jeg altid har gjort, så selvfølgelig står jeg inde for dig,” lovede han endeligt, som han roligt stoppede op med Kahili, selvom den gamle hingst næppe så ud til at være helt tilfreds med dette. Hendes såkaldte bedstemor, havde han lovet at finde hende for, hvilket også havde gjort, at hun kunne gå i graven med følelsen af lettelse og med ro, for han havde altid været en mand af ord, som man kunne stole på. ”De fortjener den ære, men lige så roen som den evige søvn bringer dem, når de ved at jeg ville finde deres lille pige, og få hende hjem. Tro mig.. Aldrig opgav de den evige søgen efter dig,” endte han med en rolig stemme. Han endte med at kravle op ved siden af Kahili, kun for at sætte sig direkte bag Eowathien i stedet for, hvor han lagde armene let om hende, for at holde fast i tøjlerne. Det var måske to personer, men ikke desto mindre, så vidste han at Kahili sagtens kunne bære dem. At snakke om hans liv i den helhed, var han faktisk ikke meget for, også fordi at han var en lukket mand, og det havde han været stort set siden han havde mistet sin kære hustru, og efter hun var revet fra ham som barn. Tanken gjorde faktisk ondt, også fordi at.. han et sted ikke turde at åbne sig for nogen igen. Han blev vel bare skuffet igen? ”Jeg frygter at skulle skuffes igen, som jeg er skuffet så mange gange.. Det er en smerte, som sågar jeg ønsker at undgå, hvis det er mig muligt.” endte han dæmpet. At hun ville gøre sit, glædede ham selvfølgelig, selvom hun ikke skulle gøre sig de største forhåbninger om det.

[Deleted]

Det lod ikke til at Kahili havde et problem med at Eowathien havde indtaget dens ryg på den måde. Hun nød følelsen af, igen at sidde på ryggen af et dyr, de smukke væsner, der var manges styrke. Desværre havde hun aldrig selv ejet en, måske det ville blive en mulighed en dag i lysets land? Næsten ubevidst strøg hun den blid over ryggen. Det gik ikke hurtigt nok til, at det var synderligt nødvendigt at holde sig fast, i stedet sad hun med rank ryg og en elegance uden lige, som havde hun gjort det hele livet, hvilket bestemt ikke var tilfældet. Hans ord fik hende blot til at smile for sig selv, mens hun stirrede frem for sig, næsten som så hun det foran sig. ”Vi gjorde meget sammen. Du var mig en kær ven, Thranduíl. Jeg husker den glade lille dreng, der stod op for mig når det var nødvendigt, og som gerne bekræftede mig i mine vanvittige idéer og tanker” svarede hun ærligt og kluklo morende. Hvor hendes kreativitet var blevet af, kunne næsten skræmme hende, for hun havde med årene ladet mørket fortærer det, fordi hun havde været tvunget til bare at sætte tilbage uden ret til at foretage sig andet end at studere. At det så faktisk var skovens konge hun stod overfor, var en tanke som slet ikke faldt hende ind. Den sidste hun havde hørt, havde været Aerandir, men han skulle efter sigende være faldet, hvilket havde været en fred for mørkelverne, også selvom de selv havde mistet deres leder nu. Eowathien glædede sig kun over ikke at skulle stå midt i det kaos, der opstod når den slags skete. ”Det glæder mig at høre. Hvis det er tilfældet, så stoler jeg på dine dit løfte om at få mig tilbage i lyset. Jeg kendte måske den lille dreng, men jeg kender ikke den mand han er blevet til, eller hvad der er sket med ham, ud over den sorg som pryder hans blik så pludseligt... ligesom han ikke ved hvad der er sket med mig, du burde ikke kunne stå inde for mig,” påpegede hun lidt sigende. Det var bestemt ikke fordi hun ville få ham til at fortryde, men hun ønskede blot at han ville være forsigtig. Idet han stoppede Kahili, vendte hun de skovgrønne øjne mod ham, næsten en smule spørgende. Det glædede hende om ikke andet, at ikke alle havde været fuldkommen ligeglad med hende, men at nogle havde ønsket hende tilbage. ”Det glæder mig faktisk. Jeg håber på at de langt om længe kan få en fred. De ønskede mig i lyset, min moder ofrede mit liv for at holde mig der også selvom det desværre ikke lykkedes hende,” det løb hende koldt ned af ryggen, som hun som enhver anden dag, måtte genleve det øjeblik hvor hendes moders hoved havde rullet hen mod hende. Idet han gjorde tegn til at ville hoppe op på Kahili, rykkede Eowathien selv længere frem, så han kunne side bag ved hende. Idet armene gled omkring hende for at gribe om tøjlerne, følte hun sig tryg og beskyttet. Hans arme var stærke, hvilket var en tanke som fik hendes hjerte til at banke. ”Man kan ikke altid beskytte sig mod smerte, Thanduíl. Fareren for at blive såret, er den der gør os åbne for andres indblanden. Dit hjerte er lukket,” konkluderede hun igen og lænede sig en smule ind i hans favn.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke haft det nemt efter Eowathien var blevet væk for ham. Desuden ville han helt klart lyve, hvis han ville påstå at han ikke havde søgt efter hende, for det havde han. Selv på trods af de barnlige stunder de havde nydt med hinanden dengang de havde været små, så var det noget som faktisk fik ham til at smile, for det var ikke noget som han havde tænkt over igennem frygtelig mange stunder. ”Den unge mand med de vanvittige ideer, er der skam stadig, som jeg i dine øjne, kan se at den unge kvinde lige så er til stede. Selvfølgelig stod jeg oppe for dig.. Vi var trods alt to til at tage skideballen,” påpegede han med et morende glimt i øjet. Selvom der var sket utrolig meget siden dengang, så var det noget som de nok skulle få snakket om når tiden til det var rigtig selvfølgelig. Han var dog temmelig sikker på at hun endnu var den samme inderst inde, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde opfanget særlig meget mørke i hende. Og det lille som var der, var han sikker på at han kunne gøre noget ved. ”Jeg kan med hånden på hjerte, love at jeg vil bringe dig tilbage til lyset igen. Du kender måske ikke manden som drengen er blevet til, som kvinden jeg står overfor er mig ukendt. Sorgen har ramt os begge i tiden som har passeret min kære ven. Jeg tør godt stå inde for dig, som jeg lover at jeg atter vil bringe dig hjem hvor du hører hjemme,” lovede han med en rolig stemme. Når alt endelig kom til alt, så var han jo trods alt, så var der mange ting som han endnu ikke havde fortalt hende – som at han faktisk stod som kongen af skoven i Procias, men han ønskede jo heller ikke at overdynge hende med alt for meget på en gang, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for. Roligt tog han pladsen bag hende på Kahili. Han smilede svagt. ”Du kan endnu nå at gøre din moder stolt ved at hjemvende hvor du hører til min kære Eowathien. De får fred når de er kendt med at deres datter er kommet hjem. Du kan bo hos mig. Jeg ønsker ikke at se dig forsvinde tilbage til mørket,” endte han med en dæmpet og ganske sigende stemme. Faren for at blive såret, var noget som stod stærkt i ham, og derfor havde han faktisk haft utrolig svært ved at åbne sig for nogle, men han forsøgte faktisk at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. ”Det er lukket efter mine egne personlige tab, og frygten for at miste igen.. at blive skuffet og ladt alene, hersker dybt i mit sind. Tro mig. Jeg forsøger at gøre det bedst muligt.. Men først nu, så synes jeg vi skal tage hjem,” endte han med en rolig stemme. Han tog let om tøjlerne, hvor han fik Kahili op i fart, så de kunne hjemvende til skovene i Procias – hvor de begge hørte til.

//Out