On my way home!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være en halvvejs sen aften, også selvom det allerede var mørkt udenfor på grund. Fuldmånen stod tydeligt bag det tunge skydække som nærmest i sneglefart sneg sig forbi og dækkede den til. Til tider kunne man høre de mange ulvehyl, kun for at de skulle forsvinde igen. Thranduil var meget årvågen, for han havde bestemt ikke nogen intentioner om at ende som et af natten, fuldmånen og de pelsede væsners ofre for denne aften! På sin store og hvide hest, var han på vej igennem den store park i sin søgen efter at komme hjem igen. Han glædede sig faktisk til at komme tilbage til sit samfund, som han var i fuld gang med at stable på benene, også selvom det bestemt ikke var nemt for ham. Modstand på modstand havde han nu mødt igennem livet, og nu hvor han stod som konge af skoven – selvudnævnt ganske vidst, men han havde skam ikke noget imod at lægge sig under kongehuset af Procias og derved det kongepar som for nylig havde taget pladsen på tronen. Han respekterede dem og han fulgte dem skam også, også selvom han endnu havde brug for, at se dem tackle de pressede situationer som han vidste, at de alle sammen ville komme ud for, før eller siden.
”Rolig,” endte han med en rolig stemme, som han strøg den lyse hingst roligt over manken som nærmest lå som hår af ren silke over den store og stærke nakke, som han bevægede sig igennem mørket. De smaragdgrønne øjne spejdede roligt frem for sig under den sorte kutte som han havde trukket over hovedet, også for at skjule sig lidt, selvom det store dyr han red på, nok skulle sørge for, at han blev spottet hurtigt, så tog han det ikke tungt. Buen havde han ved sig og pilekoggeret ved siden af sit venstre ben, så det skulle ikke blive et problem at trække til våben, dersom det skulle gå hen og blive nødvendigt for ham – endnu om ikke andet, og selvfølgelig håbede han ikke at det skete! Tøjlerne holdt han kun i den ene hånd, hvor han bevidst sørgede for at han havde den ene hånd fri, bare lige i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt.
Lyden af de tudende ugler som forlod de høje grene og søgte over de mere åbne sletter som han passerede på vejen, hvilket var noget som i sig selv, passede Thranduil ganske fortrinligt, for så var han da sikker på at han var nogenlunde alene, for der var ro på. Hvis der var noget som man blev opmærksom på, så var det faresignalerne omkring sig, og dem var der stort set ikke nogen af, hvilket passede ham fint. ”Vi når snart muren, og derfra er vejen ikke lang hjem, Kahili,” fortsatte han med en rolig stemme, som han valgte at hoppe af hesten, da de nåede en mere åben andel af den store park. Her var stille.. selv næsten for stille i hans forstand.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent, og det var langt om længe lykkedes Eowathien at finde ud af hvor pokker hun befandt sig. Det var mange år siden hun sidst havde lagt et besøg i Manjarno, det skulle hun gerne være den første til at erkende, og alt for meget af det hun havde passeret, havde virket fjernt og fremmet for hende. Parken havde hun nået, hun genkendte den.. eller nærmere dens søde duft. Det var vinter, så træerne havde mistet deres prægtige kroner og ingen af blomsterne spirede som hun ellers huskede at de havde gjort, men duften var den samme. Med elegante bevægelser, søgte hun hen over det stive og kølige græs, blot på nøgne fødder. Det var den bedste måde hvorpå man kunne opnå føling med naturen, særligt i disse tider, det havde ikke været til i de mørke skove, hvor tunge og store grene var for farlige at træde hen over. Den lange, lyse kappe skjulte hendes krop og hendes ansigt, holdt hemmeligheden skjult for omverdenen. Langs skuldrene kunne man netop ane de blonde lokker. I forhold til natten var hun måske ikke diskret, men der var ikke meget at frygte på disse kanter, så godt kendte hun mørkelverne efterhånden. Den blege måne lyste ned på hendes skikkelse. Til nu havde hun udelukkende bevæget sig om natten, så hun havde endnu ikke fået lov til at føle solens, varme stråler men hun savnede den inderligt. Uglens tuden var måske sød musik i sig selv, men der var intet som at høre lærken synge fra trætoppene, også selvom det føltes som evigheder siden, hun sidst var blevet givet den mulighed. Selvom hun befandt sig i sine egne tanker, så brød lyden af hove det hurtigt. Det var første tegn på menneskeliv hun var stødt på i flere timer, og det fik hende til at se agtsomt op fra hætten som skjulte det varme ansigt. Det intense blik fik øje på den hvide hest. Lyden af det gamle, elviske sprog, var sødere end noget musik hun nogensinde havde hørt, det fyldte hende med en varme og en længsel efter hjem. Måske det ikke var klogt, men hun besluttede sig alligevel for at søge hestens retning. Det elviske i Procias var forskellig fra det mørkelviske.. hun kunne selvfølgelig begge derfor vidste hun også, at hun næppe ville blive genkendt af en skovelver fra det lyse land. Næsten hypnotiseret strøg hun mod den hvide hest, hendes fødder førte hende.. hjertet førte hende uden at hun selv kunne skænke det en tanke. Blikket slog hun i jorden... blot for en sikkerhedsskyld, inden hun høfligt standsede i skyggerne med hænderne foldet foran sig.”Det er de færreste der taler det sprog i disse tider. Sødere toner skal man lede længe efter,” endte hun roligt og smilede for sig selv. Det føltes som var det i går, hun havde hørt sin moder tale til hende med samme tungemål, desværre var det mere eller mindre uddød over det hele, hun var en af de få som forsøgte at holde livet i sproget og i traditionerne, også for lyset selvom mørket havde forpestet hendes sind med tiden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde aldrig som sådan været bange for mørket, også selvom han vidste hvilke grusomheder som det skjulte. Det holdt det skjult for det blotte øje, og selv personligt, havde han erfaret frygtelig meget igennem sit lange liv. Han var ikke typen som lagde skjul på en god historie, også fordi at han nød at fortælle den. Han nød at fortælle den lange livshistorie til dem som ønskede at lytte, selvom det primært var små børn som han kunne fange med dem. Procias var hans hjem, og det ville for altid blive hans hjem og det var jo faktisk noget som han efterhånden var ved at være frygtelig stolt af, og specielt med de mange planer som han havde for det, og som han ønskede at føre ud i livet, så var det ikke noget som man bare gik hen og gjorde, hvilket han vidste. Kahili var ved at blive urolig, hvilket også var noget af det som tvang Thranduil til at være ekstra opmærksom, for han nægtet at falde i baghold eller blive endnu et offer for mørket. Mørket havde allerede revet hans familie fra ham i den forstand som han slet ikke kunne gøre noget ved, og han nægtet at falde som den næste!
Ganske vidst, var det elviske ved at dø ud, hvilket jo faktisk i sig selv, var en tanke som selv formåede at gøre ham en anelse trist. Han var måske en af de få som endnu var i stand til at gøre brug af det, og derfor så ønskede han noget så brændende at lære det videre, før det var hans egen tid til at stille træskoene. Det var jo aldrig til at vide, hvornår det skulle ske trods alt. Tøjlerne holdt han endnu i den ene hånd, hvor han var trådt ned på den venstre side af hesten, så han var tættest på koggeret med pile. End ikke i Manjarno, såvel som Procias, kunne man vide sig sikker mere. Lyden af en kvindelig stemme – endda på oldelvisk, var noget som hurtigt fik ham til at stoppe op. Alene det faktum at hun kunne disse betegnelser og de ord, indikerede rødder i det procianske og derved også i det elviske, hvilket fik ham til at dreje hovedet. De smaragdgrønne øjne gled direkte til en kutteklædt skikkelse. ”De kan oldelvisk? Det er der ikke mange som kan i dag.. Hvad er Deres navn?” spurgte han med en rolig stemme, som han faktisk valgte at hæve hånden og roligt gribe sin kutte og trække den ned. Alle elvere som holdt til i Procias, ville jo faktisk genkende ham, også selvom hendes stemme… den var ham ukendt, ergo var det ikke en som han rendt rundt på daglig basis. Kahili slog let med hovene ned i græsset og prustede en anelse uroligt. Selv han brød sig på ingen måder om det mørke som de befandt sig i, selvom Thranduil nu ikke tog sig af det, for nu var det her da noget som han ønskede at finde ud af! ”Rolig Kahili,” endte han roligt, som han strøg det smukke dyr over mulen, hvilket faktisk gjorde ham en anelse rolig igen. Der var vel ingen fare på færde.. lige nu i hvert fald?

[Deleted]

Eowathien vidste nok mere om mørket end nogen anden elverkvinde. Skyggerne havde været hendes hjem i flere år end hun kunne huske, vejen hjem kendte hun end ikke, murene havde ikke været der dengang. Sidenhen havde hun aldrig havde den glæde og ærer at besøge Procias, hun var end ikke sikker på at de ville lukke hende ind, rygterne havde jo nået hende, hun vidste hvilket sort uheld der havde plaget landet gennem de sidste mange år, og man kunne finde på at anse hende ofr at være en trussel. Selvom hun var endt med at nå den fremmede og hans smukke hest, så slog hun ikke kappen ned ligesom hun ikke trådte ud i månens blege lys. Det var bedst hvis hendes ansigt forblev skjult og de færreste ville kende hende af navn. På trods af at hun ikke så op og afslørede hans sande skikkelse, så var der noget velkendt i hans stemme som hun ikke var i stand til at placere. Ikke mange kunne tale det sprog der forlod hans tunge, men tonerne.. stavelserne.. lyden af de særlige bogstaver, var noget som kun fyldte hende med varme og længsel, det stod næsten der og var et tegn i sig selv. Måske det netop ville være det rette at søge hjem? ”Min moder plejede at tale til mig med det tungemål. Det er beklageligt at så få har formået at holde fast i det, der findes intet smukkere,” påpegede hun roligt. Hun var en ærlig kvinde og hun så ingen grund til at lyve for ham, selvom ingen af dem burde nærer tillid til hinanden, hun havde trods alt været gift med lederen af en fjende for deres by, og selvom det ikke havde været kærlighed, så havde hun ikke havde et ringe liv på trods af længslen efter hjem.. efter at høre sin moder tale til hende igen, og efter at lege med Thranduíl.. hun havde endnu ikke glemt hans navn, selvom hun ikke regnede med at hans hjerte slog den dag i dag. For et kort øjeblik overvejede hun faren ved at skænke ham sit navn, men hun kunne trods alt heller ikke lade det være en evig hemmelighed. ”Mit navn erEowathien Elanessë Hvem har jeg glæden af at møde?” spurgte hun høfligt, også selvom hun endnu ikke havde værdiget ham et blik, hun var nødt til at bærer sig frem med forsigtighed og være agtpågiven. Hesten var et smukt prægteksemplar, den hvide pels understregede kun det lys han måtte komme fra... eller var på vej til at vende tilbage til, noget som hun i den grad måtte misunde ham for. Hovedet lagde hun stille på sned og smilede blot en smule for sig selv. Hestens navn var ikke fremmede, hun havde drømt om en hest ved samme navn, også selvom hun til nu havde været overbevist om at det var en del af hendes fortid i det lys hun knapt huskede. ”Det er et smukt navn. Er han opkaldt efter noget?” spurgte hun lidt nysgerrigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørket var ganske vidst et grusomt sted, og det havde allerede nu, kostet Thranduil så forbandet meget, at han måtte foragte det med hjerte, krop, sind og sjæl. Hans hustru var revet fra ham for utrolig mange år siden, og før det, havde angrebet på landsbyen frarøvet ham hans kære barndomsveninde. Selvom den evige søgen efter hende og håbet om at finde hende i live, var så godt som i nul nu om dage, så gik han da endnu med håbet om, om ikke andet, så at få hende hjem og gravlagt sammen med hendes kære forældre, som var gået i graven, selv for mange år siden. Selvom han måske var et væsen som gik frem med høj pande og rank ryg, så følte han sig.. nedslået efterhånden. Det var hårdt at fortsætte, når man jo egentlig kun havde sig selv at tage sig af på den her måde. At denne kvinde så var kendt med det elviske tungemål, forundrede ham dog, men imponerede ham dog kun i den positive retning. Han nikkede blot roligt i retningen af hende, skønt hun endnu ikke havde værdiget ham et blik. En tanke som han næppe måtte bifalde, men selv en som ham, var ikke synderlig interesseret i kamp og strid. Den slags var der for meget af i forvejen. ”De ældre falder bort og de unge lære sig almen tungemål. Intet er smukkere end det oprindelige tungemål, dog selvom vi er for få til at opretholde det, og holde det ved lige.” Selvom det jo desværre ikke var noget som han kunne gøre noget ved, så fandt han det en kende trist. Han gik dog rundt med planerne om at elverne skulle undervises i det originale tungemål så snart at byen, samfundet og reglementet var ordentligt stablet på benene igen, også selvom det selvfølgelig tog sin tid.
Hvad der virkelig formåede at slå Thranduil ud, så var det præsentationen ved hendes navn. Som han endte fuldkommen stiv i minen. Det navn vidste han, kun kunne tilhøre en, da slægtsnavnet allerede havde indikeret hvilken gren af familie hun måtte komme fra. Tøjlerne slap han, også selvom han endnu bar sig frem med den tydelige autoritet. Han kunne jo heller ikke just gøre noget andet! Han var jo konge og derved også en repræsentant udadtil. ”Alt for mange år siden, jeg sidst har hørt det navn blive præsenteret for mig. Thranduil Devárniä er mit navn,” fortsatte han roligt, som han lod de smaragdgrønne øjne glide mod hende. Han havde da været overbevist om at hun var gået i døden allerede for mange år siden, for ingen havde set skyggen af hende siden de havde været børn! Og intet havde man jo hørt fa hende eller om hende, eller noget som blot måtte mindes. Med de rolige skridt, så stoppet han endelig op foran hende. Han ønskede ikke at skræmme hende eller gøre hende usikker, men han var nødt til at vide sig sikker på, at det var hende og ikke en som drev gæk med ham! ”Ej er han opkaldt efter noget særligt, men blot et navn som faldt min moder tæt til hjertet. Min klinge derimod, er opkaldt efter dig,” afsluttede han roligt, som han frygtelig varsomt hævede hånden i et forsøg på at fjerne kutten. Han var nødt til at se!

[Deleted]

Mørket havde på mange måder været dræbende, men det havde ligeså været opslugende og fascinerende, særligt for en kvinde der var plaget af sin nysgerrighed, ligesom hun var. Hun havde gjort hvad der havde været nødvendigt for at overleve, og visse tider havde været svære, men hun var endnu i live, og hun ville ikke vove og påstå at livet havde været ondt mod hende. Måske skygger havde været hendes hjem, men hun havde været omgivet af natur, og hun var blevet velsignet med en ring og en yndig datter, som hun desværre også havde været tvunget til at give slip på.. medaljonen med hendes minde bar hun dog endnu. Eowathien nikkede sagte til hans ord. Hun nærede ingen vanskeligheder med hverken at forstå eller at svare ham, for hende lå det næsten mere naturligt at tale på det gamle elviskie sprog frem for det almene tungemål som blev snakket overalt. ”Det er sandt, der er ikke mange som går op i det gamle sprog mere, synd og skam. Det er mange år siden jeg sidst har hørt et elvisk ord.. af den stamme vel og mærke. De er en lys elver,” konkluderede hun uden tvivl af sporer i stemmen. Det var utrolig så meget man kunne sige om en person ud fra blot ord, men det havde trods alt altid fascineret hende dybt. Hun havde endnu ingen anelse om at det var hendes egen leder hun måtte stå overfor. Alligevel så tiltalte hun ham med den høflighed hun ville tiltale enhver med, som kvinde kendte hun sin plads og sin status, det var hun jo blevet opfostret med siden barnsben nu. Elvom Eowathien endnu ikke så op på ham, så kunne hun lytte sig frem til at han havde forladt hestens ryg kun for at stige ned og gå hende i møde. Hendes hjerte sprang et slag over.. navnet sagde ham noget? Et sted både frygtede hun for hvilket sammenhæng han havde hørt navnet i, og et andet sted så var hun lettet ved tanken om, at en elver fra Procias kendte hendes navn. Hun åbnede munden blot for selv at lukke den igen, idet han selv præsenterede sig ved sit navn. Langsomt hævede hun blikket fra jorden og så ud af hætten der dækkede hende. Han ville næppe kunne se meget andet end de lysende, grønne øjne, men hun kunne se hans skikkelse der direkte udstrålede elegance og autoritet. ”Thranduil?Havde jeg ikke vidst bedre, så ville jeg påstå at Deres navn er begrebet af det jeg kalder hjem. Deres navn er mig på ingen måder ukendt, også selvom det ganske vidst er.. frygtelig mange år siden jeg sidst har set Dem,” erkendte hun med et stille nik. Hun havde troet at han var død under det angreb ligesom så mange andre, det var næsten for tilfældigt at han pludselig stod der, klar til at modtage hende. Hun sank en klump, men lod ham dog fjerne den hætten der var smukt broderet. De varme øjne så direkte ind i hans, og hendes rosa læber var præget af et smil. De lange blonde lokker indrammede det varme og milde ansigt.. selvom det var mange år siden så lignede hun mere sig selv end han gjorde. ”Jeg håber i så fald at det har bragt Dem held og lykke,” hviskede hun dæmpet, som hun langsomt hævede hånden og lod fingerspidserne stryge over hans ansigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørket havde aldrig været en ting som Thranduil havde været begejstret for, også fordi at det kun havde kostet ham frygtelig dyrt i den anden ende, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt, men dog noget som man vel måtte sige, at han havde lært at leve med? At han så skulle stå ansigt til ansigt med en som faktisk kunne forstå det oldelviske, var noget som faktisk forundrede ham, også selvom det faktisk var positivt ment. Det var ikke mange som kunne det mere, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Hovedet lod han søge let på sned. ”Sproget er døende, og det er en skam. Elverne selv forstår sig ikke længere på det, og det er i sandhed en skam. De har ganske ret i Deres udtalelse.. Jeg er en skovelver, for at være helt præcis,” svarede han med en rolig stemme og med et svagt smil. At det var Eowathien som han skulle stå ansigt til ansigt med, var slet ikke noget som han på nogen måde havde regnet med, også fordi at det var så mange år siden deres lille elviske landsby var blevet angrebet, og i sandhed, var der mange som havde mistet livet på den kant! Med rolige skridt, så gik han roligt i retningen af hende. Han bar sig frem med den ynde som var forbeholdt elverne og deres måde at begive sig igennem det naturlige i form af skov, krat og busk. Han stillede sig roligt foran hende. ”Rygterne om din bortgang er gået mig for i frygtelig mange år. Længe har vi søgt og for længst regnet med nyheden om en bortgang.. Længe har jeg ønsket at finde dig.. blot for at lægge dig til hvile side om side med dine forældre” svarede han ærligt, som han varsomt hævede hånden, og roligt lod hendes kutte falde, så han kunne tage hendes smukke skikkelse i blik. Hun lignede sig selv. Det lange hår, de grønne øjne, og så smuk en hud som han blot mindes, og det kunne han lide – han kunne genkende hende, blot ved at kaste et blik på hende! ”Du ligner i sandhed dig selv, min kære ven,” tilføjede han roligt, som han lod de smaragdgrønne øjne roligt glide til hendes smukke skikkelse. Hvordan han skulle reagere, vidste han faktisk ikke helt, også fordi at han havde holdt følelser og alt det på afstand af sig selv i så frygtelig mange år, også fordi at han ikke rigtigt havde gjort andet end at.. miste og tabe og alt sammen til mørket, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Klingen havde han allerede dengang opkaldt efter hende, hvilket var noget som i sig selv, fik ham til at smile ganske let. Han nikkede endeligt til hendes ord. ”Hun har bragt mig stor held og lykke i feltet og reddet mit liv mange gange,” svarede han ærligt. Han lukkede øjnene ganske let, som hun strøg hånden over hans kind. End ikke sådan var han blevet berørt i mange år, men.. det var vel bare en bekræftelse på at han var der for hende? Han kunne jo faktisk godt lide det, selvom han nok ikke var den bedste til at vise det.

[Deleted]

Eowathien havde mistet mere eller mindre alt, den aften hun var blevet taget fra sit hjem og ført til et nyt. Hun havde kun formået at overleve fordi hn havde giftet sig.. af samme grund havde hun været tvunget til at flygte fra det hjem der havde været hendes i frygtelig mange år, men jo længere ud af skyggerne hun kom, des flere sten faldt fra hendes bryst. Med årene havde hun næsten glemt hvordan det føltes at være omgivet af natur, hun havde glemt hvilken frihed det var at becæge sig mellem levende træer og jagte solens stråler som skinnede igennem. ”Selv blandt elverne dør det ud. Det er grunden til at jeg har viet mit liv til undervisning. Ser De, jeg går meget op i vor ædle traditioner,” erkendte hun med et stille nik. Det var allerede gået op for hende at han var en skovelver, det lyste langt ud af ham, desuden gav han hende en savnet følelse af noget velkendt. Roligt lagde hun hovedet på sned og betragtede ham med det varme, intense blik. ”Det hviler i Deres sprog, min ven. Jeg springer selv fra skovbunden,” svarede hun med samme høflighed. Hendes holdning var rank og elegant, kun en elver værdigt ligesom ham selv. Det var endnu ikke gået op for hende, at det var hendes konge hun stod overfor, dog begyndte der langsomt at tegne sig et billede af, at det var en gammel kending af hende, en ung mand som i sin tid havde ledt hende ind i det elviske samfund, og som havde fået hende til at føle sig vel tilpas. Kutten lod hun falde, hvilket kun afslørede hendes væsen. Hun var blevet langt ældre siden deres sidste møde, og årene havde selvfølgelig sat sine spor på hende, også selvom hun endnu var en smuk kvinde. Det forundrede hende ikke at de havde regnet med at hun var afgået ved døden for mange år siden, det var nok mere held end forstand når det kom til stykket. ”Jeg bebrejder ingen for at have rygtet min død. Det er mange år siden kære Thranduil de færreste i lyset kender mit navn. For jer har jeg været død, selvom mit hjerte altid har banket og endnu gør det. Når det er sagt, så frygtede jeg at de havde taget dit liv den aften. Jeg så dem gribe ind i Jeres hjem” endte hun mere dæmpet. Smilet falmede. Selvom hun havde levet blandt dem som havde taget hende med, så havde hun aldrig formået at tilgive dem af hjertet, hun burde have vokset op i lyset ikke i skyggerne. Et dæmpet suk forlod hendes læber. De blege fingerspidser kom i en blid berøring med hans varme hud, idet hun lod den stryge over hans ansigt, kun for igen at lade den falde ned ved sin side. ”Jeg håber kun det er en god ting. Du tilgengæld.. er i sandhed blevet en flot, voksen mand. Jeg genkender kun dine øjne,” svarede hun dæmpet og foldede atter hænderne foran sig. Tanken om at han havde opkaldt sin klinge efter hende efterlod hende dybt beæret. ”Det glæder mig. Jeg føler mig yderst beæret over måden du har valgt at mindes mig på,” hun nejede høfligt foran ham og bukkede hovedet i dyb respekt, hun følte sig faktisk.. huset og hvem ønskede sig ikke det?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det elviske var desværre ved at dø ud, hvilket jo faktisk var noget som nagede Thranduil. Ligesom hans forældre, så vægtede han den slags frygtelig højt, og derfor ønskede han selvfølgelig ikke at det skule uddø mens han selv sad på den trone! Det var slet ikke noget som han fandt sig i! Nu hvor det var sagt, så glædede det ham faktisk, at der var nogen udenfor land og omegn, som var i stand til at tale det, ofr selv det var noget som han havde brug for efterhånden. Det gav ham lidt et mod på at fortsætte og spirede atter engang et håb i ham, om at de nok en dag skulle have lov til at brede det, som det før i tiden har været bredt i Procias. ”Selv blandt elverne er det ved at dø ud nu. Har du viet livet til undervisningen af det elviske sprog? Hvor underviser du? Det er en af de mest ædle traditioner vi har, og jeg ser ikke at det skal gravlægges med så meget andet.” endte han med en rolig, og alligevel ganske alvorlig mine. Tanken i sig selv, var nok til at frustrere ham, også fordi at det var færre og færre som jo faktisk ønskede at lytte til hans historie, og selvfølgelig gjorde det ikke just tingene bedre! At det var så tydeligt, at han var skovelver, fik ham til at trække svagt på den ene mundvig. ”Det stråler langt ud af deres tungemål, min ven. Du må være af samme skov som jeg,” endte han roligt, dog alligevel ment som en rolig konstatering. At det så var hans kære barndomsveninde som han faktisk skulle stå ansigt til ansigt med, var nok det som faktisk formåede at overraske ham mest, for det var slet ikke hvad han havde regnet med! Dog alligevel en glædelig overraskelse, også selvom han sikkert tog det i stiv arm. Hendes strøg over hans kind, fik ham til at lægge hovedet lidt mod den. Han savnede de kærtegn, også selvom han havde svært ved at finde en grund til at skulle nyde det i det hele taget. Angrebet ønskede han ikke rigtigt at tænke på. Alle mistede de den aften – hende specielt, men der var vel ikke det vilde at gøre ved det nu? ”Efter alle disse år, er jeg bange for at vi alle frygtede for det værste, min ven.. Altid har jeg ønsket at få dig hjem igen.. Enten som en del af samfundet, eller på den tomme plads side om side med dine forældre, endte han roligt, som han selv hævede hånden og lod den roligt stryge over hendes kind. Angrebet var han ikke meget for at snakke om, også fordi at det stadig var noget som nagede ham dybest set. ”Fortidens mørke spor har sat sig på min lyse sjæl, min ven. Visse ting vil dog aldrig forandre sig. Om det er mine øjne, eller den grønne farve bladene får i foråret og sommerens kald,” endte han roligt. De smaragdgrønne øjne gled roligt til hendes smukke skikkelse. Han kunne genkende hende, selv på lang afstand. ”Aldrig har hun svigtet mig. Ej heller gjorde du min ven. Jeg er bare glad for, at du endelig er fundet,” endte han roligt og med en dæmpet stemme, som han tog skridtet frem og roligt tog omkring hendes hånd. Han ville uden tvivl have hende med sig hjem! Nu var hun jo endelig fundet!

[Deleted]

Eowathien havde viet sit liv til de oldgamle traditioner, både mørke såel som lyse, i mørket havde det ikke været tilladt at lærer sin viden om lyset fra sig, af den grund havde hun ligeledes sat sig ind i sagerne i det mørke land, også selvom det ikke var hvor hendes hjerte lå. Hun vidste ikke hvad hun kunne kalde for sit hjem længere, der var ingen som tog imod hende med åbne arme, og hun bebrejdede dem ikke for det, sådan var det at stå med en fod i to lejrer. De skovgrønne øjne gled i hans. Hun betragtede hans ansigt, forsøgte at finde små kendetegn også selvom de var yderst få. Han var et pragteksemplar af en elver. ”Desværre. Det har jeg ja.. jeg.. underviste en stamme i Dvasias, ikke i elvisk sprog der er for lidt skriftkloge til at det kunne lade sig gøre, men jeg har i mange år undervist i vor gamle traditioner. Det ville være synd og skam hvis de skulle ende med at dø ud,” medgav hun med et sigende nik. Den blide aftenbrise føltes som et blidt kærtegn mod hendes lettere røde kinder. Det var koldt og hun havde ikke haft mulighed for at finde varmen nogle steder, desværre var det sådan at være på flugt. Hun var både glad og lettet over at se ham, endda med en gnist af liv i hans øjne. Noget havde forandret sig, noget omkring hele hans væsen som ikke kunne undgå at bekymre hende, men hun vidste trods alt heller ikke hvor hård livet havde været ved ham siden hun var forsvundet. Smilet bredte sig kun yderligere ved hans ord. Hun nikkede og slog blikket i jorden for en kort stund. ”Det er jeg.. vi voksede op sammen, indtil mørke skygger lagde sig over os vel og mærke,” tilføjede hun med en mere sørgmodig tone. Hun havde set sin mor dø, men ud fra hans ord gik hun næsten ud fra at hendes far ligeså var afgået ved døden. Tanken gjorde ondt, hun huskede knap nok. Eowathien så atter op på hans ansigt. ”Jeg har ingen intentioner om at blive en del af jorden foreløbig, men jeg vil gerne være en del af vor samfund. Jeg frygter at lyset ikke vil lukke mig ind og lade mig omfavne mit hjem igen,” erkendte hun fugtede læberne med tungespidsen. Frygten stod malet i hendes næsten hypnotiserende blik, hun længtes efter at vende hjem efter alle de år. ”Det har det måske.. men dine øjne er de samme. Jeg kan nærmest sporer skovens frugtbarhed i dem,” sagde og betragtede hans blik med både nysgerrighed og fascination. Kinden lod hun falde en smule mod hans hånd i det hans strøg hendes kind. Det varmede hende at vide, at hun ikke var blevet glemt, at der endnu var nogle tilbage til at huske hende. ”Jeg tror minsandten at skæbnen bragte mig her. Jeg glæder mig over at vores veje er mødtes igen, alt for mange gange har jeg drømt om igen at stå overfor dig,” erkendte hun med et nik.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tanken om at Eowathien havde været bosat i mørket og i Dvasias, var en tanke som svagt fik Thranduil til at knytte næverne. Normalt var han på ingen måde fordomsfuld, men lige når det kom til dvasianere og mørkelvere, som han næsten kunne regne og gætte sig frem til at hun havde været i selskab med, var bestemt ikke en tanke som faldt i god jord ved ham. Dog selvom han forsøgte at skjule det, så var det vel ikke underligt, at det var sådan at han havde det med det hele? ”Jeg er ked af, at skulle meddele dig, at meget af det, allerede er døet ud og gået i glemmebogen. De færreste er i stand til at udtale det gamle elviske – selv af elverne. Du har undervist i Dvasias? I vore traditioner?” spurgte han med en rolig stemme, som han let lod sig betragte af hende. Alene den tanke om at han faktisk havde fundet hende, var næsten det bedste af det hele, for han havde vel savnet og manglet hende igennem hans ellers så lange liv, også selvom det faktisk ikke var nemt for ham at give udtryk for det. Han havde været en indelukket mand stort set siden han havde mistet sin hustru og havde opsagt sin plads som leder for racen, også selvom det var noget som han havde været nødsaget til at frasige sig, for at tage sig af sin søn – en mand som heller ikke var blandt dem længere. Han nikkede sigende til hendes ord, som han let lod hånden stryge over hendes blege kind. Smuk var hun, nøjagtigt ligesom han huskede hende. ”Mørket lagde sig over os i en alt for tidlig alder.. og ej kan jeg sige mig, at have fundet vejen ud af det mørke slør helt endnu. Du har klaret dig, og det er hvad jeg priser lykkeligt,” endte han oprigtigt, som et svagt smil alligevel fandt sig vejen over hans læber. Han blinkede let med øjnene. Et sted havde gnisten meldt sig, men den var endnu utrolig langt væk og i det fjerne. Han var ikke den mand som var bedst til at åbne op bare sådan uden videre. Den sørgmodige tone indikerede kun at hun var mindst lige så ked af det, som det han selv havde været. Dog af den grund, så var han temmelig sikker på, at hun ikke havde nogen grund til at skulle frygte for at blive afholdt fra at komme hjem. Han kunne snildt hjælpe hende over muren! Igen stillede han sig med hele fronten mod hende, hvor han varsomt lod sin hånd glide under hendes hage og hævede hendes blik mod sig. ”Ej skal du frygte for at blive afholdt muligheden for at komme hjem, min ven. Jeg kan trygt garantere dig for, at jeg kan få dig med hjem igen,” lovede han roligt og med et svagt træk i den ene mundvig. Det var skam det isdste som hun skulle være bange for! Hovedet lod han søge let på sned. ”Så lang tid skoven står, vil den grønne øjne som ses på de mange træer i tæppet af forår og sommer, være at spotte i mine øjne, min ven,” endte han dæmpet. Han havde altid holdt af hende, og han havde bestemt heller aldrig glemt hende! Det var måske en meget pladderromantisk måde at mindes hende på, men han havde været glad for hende, som hun altid havde stået som en af de frygtelig få han lukkede tæt på sig. ”Det er skæbnen, Eowathien. Det har været meningen hele tiden,” endte han dæmpet, som han roligt gav tegn til at hun skulle følge ham hen til hesten. Hun måtte da fryse, sådan som hun stod i tynd beklædning og bare tæer i denne årstid!

[Deleted]

At dømme efter hans reaktion på mørket, så kunne Eowathien næsten gætte sig til at det ikke var noget som faldt ham i smag, og hvem kunne bebrejde ham? Indtil ægteskabet, så havde hun jo selv fundet det som ren tortur, et helved på jorden. Tvunget ind i skygger med krav og traditioner som hun aldrig før havde hørt om, hun havde virkelig længtes efter lyset og efter de procianske skove. Hendes mine udstrålede dog ikke forundring ved hans reaktion. I stedet lod hun hovedet søge en smule på sned og betragtede hans klare, grønne øjne. ”Det sker desværre frygtelig hurtigt. Ja jeg har undervist i Dvasias, ikke lige i vor traditioner, dvasianere er ikke ligefrem fan af procianske traditioner, men noget af det går igen,” svarede hun med et lidt sigende nik. På trods af hans fordomme overfor mørket, så lod hun ikke til at være videre påvirket af at have haft sin tilværelse i skyggerne, hun var stolt af de ting hun havde lært og formået, og hun holdt deres traditioner ligeså tæt til sit hjerte som hun altid havde holdt de procianske. Smilet bredte sig en smule ved det blide strøg over hendes blege kind. Hun var ikke bange for at lade ham berøre hende, selv efter alle de år så følte hun sig fuld af tillid til ham og hans væsen, selv på trods af at alting lod til at være forandret. Eowathien betragtede ham mere indgående, og greb om hans varme hånd, uden at se bort fra hans blik. Tomlen lagde hun blidt mod hans håndflade. ”Dit væsen har ændret sig, kære ven. Din lyse sjæl er i berøring med mørket, men det er ikke nødvendigvis en skidt ting, for de som kan håndtere det. Mørket har sat sit præg på mig, jeg føler det i mit hjerte og i mit sind, det hviler et sted i os alle men jeg ser lys i dit blik.. hvis jeg var dig, ville jeg ikke give det en synderlig alvorlig tanke,” svarede hun dæmpet og slap stille hans hånd. De færreste forstod hvor hun ville hen med sine ord, og hun havde en sjov tendens til at lade sit sprog løbe af med hende således at ingen andre forstod hende, hun håbede blot et han ville. Igen flettede hun hænderne foran sig. Det var hendes drøm at komme hjem.. at kunne ligge en blomst på sine forældres grav, og gå hen af de stier som hun havde fulgt som barn. Desværre huskede hun ikke halvdelen af stedet, hun huskede ikke hvordan det havde set ud, eller hvordan lyset i det hele taget føltes, hvilket placerede den sørgmodige gnist i det ellers varme blik. Hun lod det hæves mod ham. Igen hævede hun hans hånd og skænkede hans knoer et taknemmeligt kys. ”Det ville være fantastisk hvis du ville gøre det for mig, min ven. Jeg længtes af hele mit hjerte efter mit hjem, jeg frygter blot at man vil anse mig for at være dvasiansk og at jeg derfor vil blive nægtet adgang,” forklarede hun dæmpet. Tanken plagede hende, og det var svært at ligge skjul på. Denne gang valgte hun ikke at slippe hans hånd, men fulgte ham i stedet mod den smukke hingst. Det var måske ikke den rette tid for hendes påklædning og hendes fødder var frosne, men det betød ikke noget. ”Det er meningen. Jeg føler det i mit hjerte,” erkendte hun med et stille nik. Hånden hævede hun stille, og strøg forsigtigt mod hestens hvide hår. Den var smuk, det måtte hun erkende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tanken om at hun havde undervist i Dvasias, var ikke just den tanke som faldt i bedst jord ved Thranduil, men ikke desto mindre, så havde hun klaret sig, og det var det som faktisk betød mest for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende med en rolig og næsten stålfast mine, også selvom han jo faktisk ikke engang gjorde det med vilje. ”Jeg kunne forestille mig at mange går igen, tilbage fra den tid vi levede side om side. Det som dog er vigtigst for mig, er at du har klaret dig, min ven,” endte han roligt og med en oprigtig stemme. Det var jo faktisk det eneste som havde nogen betydning for ham selv i længden. Som hun tog omkring hans hånd, lod han de smaragdgrønne øjne glide mod hendes skikkelse igen. Han var ikke just vant til den form for berøring og uden at det foregik med hans tilladelse, for den havde hun jo ikke just fået! Han trak vejret dybt. Endnu følte han sig fanget i det mørke slør, uden at have fundet vejen ud af den mørke og evige labyrint, selvom han ikke var typen som bare havde givet op, for det var slet ikke noget som lå til ham som person! Han gav på ingen måder op! Omsorgen kunne han i den grad godt bruge efterhånden, for han havde jo heller ikke ligefrem nogen at søge trøsten eller omsorgen ved på hjemmefronten. ”Berørt af mørket og med god grund, min ven. Efter alle disse år, du har været udenfor mit øje og mit blik, har mørket sat sine klør i dig. Jeg bifalder ikke tanken, men sågar jeg kan se lyset i dine øjne. Jeg kan se du længtes efter at komme hjem,” endte han med en rolig og stilfærdig stemme. Det var vel heller ikke helt forkert? At hun måtte frygte så meget for sin adgang til sit eget hjem, forstod Thranduil sig dog ikke på. Han kunne snildt få hende med sig over muren, for ikke at glemme, at hun var skovelver af fødsel og Procias altid havde været hendes hjem, så det skulle bestemt ikke være det største problem. Ganske vidst var han konge af skoven, men af den grund, så ville det bestemt ikke blive så slemt at hun ville blive nægtet adgang. Kysset mod hans knoer, fik ham kun til at sende hende et betryggende smil og let lukke hånden omkring hendes, også mere ment som en form for trøst. ”Ej skal du frygte for benægtelse af adgang til lyset og til dit hjem, Eowathien. Jeg kan trygt få dig over muren og tilbage til de procianske skove, hvor du høre hjemme,” lovede han roligt, og med en ganske bestemt undertone, for det var bestemt ikke fordi at han havde nogen intentioner om at efterlade hende herude! Med rolige skridt, fik han hende med sig hen til Kahili som havde givet sig til at græsse mens de talte. Kahili hævede hovedet som han blev strøget over mulen, hvilket fik Thranduil til at smile let for sig selv. Han hævede hånden og strøg hendes kind. ”Nu kan du komme hjem hvor du høre til,” endte han dæmpet. Selv den tanke måtte glæde ham!

[Deleted]

Den bestemte mine havde hun aldrig været vant til fra hans side, men når alt kom til alt, så stod hun overfor en mand der var ligeså fremmede som enhver anden. Der var engang hvor hun havde indviet ham i sine dybeste hemmeligheder, der var engang hvor hun havde set mere op til ham end til nogen anden, men tiderne ændrede sig, og meget var sket for dem begge, tiden såede trods alt sine sår. Hun sukkede en smule opgivende også selvom hun ikke lod sig påvirke af hans manglende følelser. ”Der var engang hvor vi alle var ét, frygtelig mange ligner hinanden af den grund. Jeg har klaret mig min ven.. som jeg ser at du har, og det glæder mig kun,” svarede hun sandfærdigt og bukkede hovedet i respekt mod ham. Hun mente det skam oprigtigt. Selvom Eowathien ikke havde fået tilladelsen til at røre ham, så havde hun alligevel valgt at tage hans hånd. Hendes greb var blidt, selvom hun trykkede et bestemt sted i hans håndflade, med den erfaring at det kun skabte en beroligende følelse. På trods af at mørket havde sat sit præg på hende, så var hun en varm og lys kvinde, hun ønskede blot at han skulle se hende, og føle hende, særligt hvis han havde brugt år på at lede efter hende. Hun slap endnu engang, det var bestemt heller ikke hendes mening at gøre ham ukomfortable. ”Lyset er i mit hjerte, Thranduíl, det har det været siden jeg blev taget væk fra solens stråler. Mørket har sat sine spor, det ses på du såvel som jeg, men længsel beskriver end ikke det jeg føler, med henblik på at komme hjem. Jeg husker... intet,” erkendte hun tav. Atter slog hun det pludselig sørgmodige blik i jorden. Hun huskede end ikke hvordan hendes mor så ud, eller hendes fars stemme, det ville alt sammen være så fremmede for hende. Eowathien kendte ikke hans magt i lyset, hun vidste ikke hvor let det ville være for ham at få hende med over muren, men hun ønskede at se hvad der var at finde på den anden side.. hun ønskede at se solen! Det var bestemt ikke fordi at hun lagde noget i sine kærtegn, han var en savnet ven.. hendes sjæleven var afgået ved døden, måske det ikke havde været kærlighed, men hun havde nu engang viet sit liv til den mand, og nu levede hun sit liv som en enke, hun var ikke selv vant til kærtegn men det lå naturligt til hende at give. Blidt trykkede hun om hans hånd, og fulgte ham hen til den smukke hingst. Det var længe siden hun sidst havde været i nærheden af dyr, man skulle lede længe i de mørke skove, de fleste var flygtet primært på grund af sultne vampyrer. Hun så på ham både med lettelse og med længsel. Hun følte næsten for at falde ham om halsen, men som den kvinde hun var, så beherskede hun sig. ”Intet glæder mig være, Thranduíl. Du er min redning.. endnu engang,” tilføjede hun taknemmeligt. Med blid hånd, strøg hun hingsten over mulen. Hendes hjerte lettedes næsten ved fornemmelsen af at være en andet af skovens væsner så nær. ”Du er så smuk,” hviskede hun blidt til hesten og kyssede den blidt. Følelsen af hårene mod læberne, efterlod hende med en direkte sitren. Hun havde savnet det!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv Thranduils liv havde taget sig sine markante ændringer, siden de havde været børn for mange år siden. Mørket havde kastet sin forbandelse over ham i mange henseender, og selv var han den som altid stod alene tilbage. Alle havde han mistet, som havde haft en betydning for ham af den ene eller den anden grad – foruden hende. Hun havde vist sig at have styrken til at kæmpe sig igennem det. De manglende følelser, var slet ikke noget som hun skulle tage særlig tungt. Det var blot en del af det væsen som han nu var blevet til, igennem al den modstand som han havde mødt over de pågældende år. ”Jeg må sige mig at være imponeret over det, min ven.. De færreste af lyset vil klare så mange år i mørket. Mange traditioner ligner ganske vidst hinanden, men klare træk indikerer den som vi står for.. Jeg ønsker du skal undervise i det.. Jeg ønsker du skal komme med hjem og blive en del af vores samfund,” endte han med en dæmpet stemme, også selvom det jo faktisk var ord som han mente. At hun berørte ham uden at han havde givet lov til det, sagde han ikke noget til som sådan, også fordi at han jo heller ikke havde regnet med at skulle støde på en gammel veninde på den her måde og specielt ikke under disse omstændigheder. Det var skam heller ikke fordi at han var ukomfortabel ved det. Hun kendte ham og hun vidste hvor hun skulle trykke, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. ”Lad mig hjælpe dig med at huske, min ven. Mindevæggen til ære for din fader står endnu smukt i vores by. Måske du ej husker noget, men det gør jeg. Ej er du glemt, endte han med en rolig og ganske så dæmpet stemme. Som hun direkte valgte at beskrive ham som hendes redning, var noget som i sig selv, fik ham til at smile, for den tanke kunne han faktisk godt lide, også selvom han ikke rigtigt kunne se hvad det egentlig var han havde gjort for hende? Andet end at give hende den hjælpende hånd for at komme hjem. Han ønskede hende hjem, for det var jo trods alt også der hun oprigtigt hørte hjemme! Umiddelbart var han nu temmelig sikker på at det ikke skulle være det største problem for ham at få hende over muren, for den anden side af muren, var jo trods alt også hjem for hende, og det var jo der han ville have hende med hen. ”Ej har jeg gjort andet end hvad din fader ville ønske at gøre selv, min ven. Alle har gået med drømmene om den dag, du ville findes og komme hjem igen,” endte han oprigtigt, som et svagt smil passerede hans læber. Han var nu ganske godt tilfreds med det hele, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt igen. Kahili så dog ud til at nyde de strøg og kærtegn som Eowathien skænkede ham, og det passede selv Thranduil fint. Han nikkede. ”Smuk er han. Selv en som ham, kan anskaffes dig, når vi hjemvender til skoven. Hop op, min ven. Jeg trækker dig med til den store mur,” afsluttede han med en rolig stemme. Han ønskede bestemt ikke at efterlade hende herude!