Post by Deleted on Dec 27, 2012 16:38:47 GMT 1
Det var ved at være en sen eftermiddag i Peula. Selvom det var vinter, så var den på slet ikke så bidende, som den ville være alle andre steder. Det så dog ud til at passe tjenestefolket ganske godt, som de var i gang med at tilberede julemiddagen, også selvom der desværre ikke var mange til at spise den. Det var vel bare Jacqueline Salvorique? Af hvad kokken vidste, så havde hun ikke inviteret nogen hjem i anledningen af juletiden. Ligesom man ikke havde set skyggen af nogen som helst siden Giovannis død, hvilket var noget som tydeligt kunne mærkes på stemningen i det store hus. Det så dog ikke ud til at gå Jacqueline på – i det ydre om ikke andet, for dem som kendte hende, vidste at hun i det indre, var direkte knust og slet ikke i stemningen for en fejring af årstiden.
Jacqueline havde taget endnu en af de mange vandringer igennem den store have, kun for at stoppe op ved graven som hun selv personligt passede. Hun lod ikke andre komme i nærheden af den, og det var sådan hun agtet at forholde det! Sonic havde ganske vidst lovet at komme tilbage efter en uge, men selv hun havde ikke set skyggen af ham siden hun havde fortalt ham nyheden omkring hans datter, og hendes barnebarn. Ikke fordi at hun klandrede ham, for hun var ikke nær så vigtig mere i nogen henseender, og det vidste hun udmærket godt. Igen børstede hun små blade væk fra den smukke sten. Pladsen ved siden af, var stort set allerede gjort klar til hende, for før eller siden, så ville det lige så også blive hendes tur, og det vidste hun godt. ”Glædelig jul min kære..” endte hun dæmpet, som hun roligt gik i knæ ved siden af graven, kyssede sine fingre og lod dem glide over stenen. Hun græd i det indre, også selvom det var svært i det hele taget at få frem og ud. Hun savnede ham virkelig.. og selv vidste hun ikke hvordan hun skulle klare tilværelsen uden at han ville være der omkring hende. Hænderne foldede hun roligt i skødet. Hendes beklædning var blevet fuldkommen mørkelagt, som hun slet ikke gik i farverigt mere eller noget som kunne udstråle den munterhed som hun som regel var i besiddelse af, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun var ikke sig selv mere, og det havde hun ikke været siden han var gået bort. End ikke julen, som var en årstid som hun havde set så meget frem til og været så glad for, var noget som hun vægtet højt mere. Det var noget som hun egentlig godt kunne undvære efterhånden. Hvad børnene lavede, vidste hun ikke. Hun havde ikke kontakt til nogen af dem, hvor man stort set kunne sige, at familien var gået i opløsning og var endt ødelagt.. Den var ikke noget værd mere, og det var næsten det som var det værste, for selv hun måtte erkende, at hun havde fundet stoltheden i navnet igen, efter alle de problemer som de havde haft, men end ikke det så ud til at have nogen betydning længere.. ikke for nogen som helst.
Hvor længe Jacqueline egentlig sad der, vidste hun ikke, men det var først ved hånden som gled mod hendes skulder, at hun nærmest vågnede op af sin trancelignende tilstand. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket over sin skulder. I sit stille sind, håbede hun at det var Giovanni, selvom hun vidste, at han nok ikke kom tilbage igen.. Og at hun nok ikke ville se ham, inden døden selv ville gøre sit krav på hende, selvom livet og tilværelsen var tung og mørk nok som den var. Til hendes egen skuffelse, måtte det være en af de umådelig få tjenestefolk som havde fået lov til at blive boende i huset. ”Middagen er klar, min frue..” endte han med en rolig, lav og næsten ydmyg stemme, skønt de jo alle vidste, at graven og stedet rundt, var et sted hun ville have alene. Jacqueline bed tænderne en anelse sammen og nikkede så, inden hun med en elegant bevægelse, fint kom op på benene igen. Hun havde ikke rigtigt spist, og appetitten forsvandt mere og mere, og hovedpinen som hun gik rundt med, blev kun mere og mere tydelig. Selv for en mentaldæmon, vidste hun at det var faretruende signaler, som hun slet ikke ønskede at dele med nogen som helst. Hun ønskede egentlig bare.. fred efterhånden.. Og den kunne hun ikke få så lang tid at hun var her og Giovanni var.. hvor han end måtte være. ”Hvor er der dækket op?” spurgte hun med en ganske kortfattet stemme. Den unge mand bukkede hovedet. ”I spisestuen, min frue..” svarede han ydmyg endnu en gang, som han bakkede et skridt væk fra graven. Han ønskede skam heller ikke at betræde et sted som slet ikke var ham forbeholdt på den ene eller den anden måde, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Jacqueline sukkede ganske let, og lod hånden let søge op over hendes tinding. Den hovedpine var efterhånden ved at irritere hende! ”Dæk om. Jeg vil sidde i stuen, hvor jeg kan se ud over haven,” endte hun efter et mindre øjeblik med stilhed og sine egne tanker, for hun ønskede at kunne se Giovanni – i billedlig betydning selvfølgelig, men tanken om ikke at være helt alene, var en som hun havde brug for, for hun brød sig slet ikke om at være så alene. Knægten bukkede med hovedet og løb hastigt indenfor. Hvad hun sagde, var jo trods alt lov heromkring!
Jacqueline kom langt om længe indenfor, kun for at finde spisestuen tømt for den gode julemad, også selvom hun var ene om at spise den. Det hele var dækket op i stuen, hvilket var noget som faktisk passede hende ganske perfekt. Stemningen var trykket, også selvom hun efterhånden var ved at være vant til den. Savnet var dog stort og huset kunne mest af alt ligne noget som efterhånden måtte være i forfald. Efter Sonic var taget af sted, var langt flere tjenestefolk kylet ud, for i hendes øjne, så passede de slet ikke stedet her ordentligt eller til hans minde, og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i på nogen måde! Stuen gik hun roligt ind i, hvor hun fandt det opdækket med tallerkner, mange fade, en flaske vin på køl, tændte stearinlys og med gardinerne trukket fra, så hun kunne se haven. Svagt måtte smilet alligevel vise sig på hendes mundviger, inden hun roligt lukkede dørene efter sig og efterlod hende alene i den store stue. Hun havde brug for freden efterhånden og uden at folk skulle rende hende i vejen! Med en elegant bevægelse, så valgte hun alligevel at tage plads ved bordet. Fadene var store og fyldte, også selvom hun vidste, at hun slet ikke kunne spise det hele, men det var vel tanken som talte, selv for hendes del? Hun begyndte at skovle over på sin tallerken, også selvom hun egentlig ikke var særlig sulten, som hun jo ikke rigtigt var nu om dage, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun igen følte hvordan tårerne pressede på. Hun mindes de mange julestunder med middage for hele familien, også selvom… absolut intet var som det plejede at være, og det var specielt i stunder som det her, hvor hun kunne mærke hvor meget hun egentlig manglede ham. Knuden i brystet, forsvandt nok aldrig, efter alle disse år, hvor hun pludselig skulle vænne sig til det at være alene igen, og det var faktisk ved at være utrolig svært for hende!
Jacquelines blik gled stille i retningen af vinduet. Hun kunne lige skimte graven derude, også selvom det kun fik en enkelt tåre til at trille ned af hendes kinder. Hvad hun egentlig skulle gøre herfra, vidste hun ikke, for det at finde en ny mand, var da slet ikke noget som ville komme på tale for hendes del! Idømt en skæbne som en enkekvinde.. mange juleaftner alene, at sove alene hver aften og sidde i sit eget selskab, var næsten det som var det værste for hende, men hvad andet kunne hun da gøre ved det nu? Hun havde ikke nogen længere. Hun valgte at trække vejret dybt, hvor hun derefter begyndte at spise. I det store og hele, ville hun selv mene, at hun klarede det ganske fint, også selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, men det var vel bare hendes lod i livet? Selvom hun faktisk manglede ham.. de havde jo aldrig rigtigt fået ordnet ordentlig op, inden han var blevet syg og gledet i døden, hurtigere end hvad hun kunne nå at følge med i, og det var jo egentlig hvad der fyldte hende mest. Al form for julepynt, var droppet for i år, for der var ikke nogen glæde eller nogen til at nyde af det for den sags skyld, så selv for hende, så føles det næsten som enhver anden aften, hvor hun sad og spiste i sit eget selskab. Det resulterede dog ikke i andet end et par mundfulde, inden hun skubbede sin tallerken fra sig. Hun var ikke rigtigt sulten efterhånden, selvom det ikke just gjorde det meget nemmere for hende og hun vidste, at det på ingen måder var godt. Fuldkommen tom i blikket, lod hun blikket glide i retningen af den store have, kun for at lade hånden stryge sig selv over maven. Hun var måske ikke mæt som sådan, men det var sådan hun følte det. Uanset hvad, hvis det skulle gå galt, så ville der vel ikke rigtigt være nogen til at savne hende? Hun kom igen først til sig selv, som det bankede på døren og den samme unge mand måtte kigge indenfor – dog kun med hovedet. ”Smager det, min frue?” spurgte han med en rolig og atter ydmyg stemme. Igen nikkede hun blot og vendte blikket væk fra ham og ud af vinduet. ”Det smager udmærket,” svarede hun sigende. Den unge mand valgte dog at åbne døren helt og træde indenfor. Han havde været her igennem temmelig mange år efterhånden, og havde udmærket kendskab til både Giovanni og Jacqueline. Det var vel også derfor, at han var en af de ufattelig få, som ikke var blevet kylet ud, da manden var gået bort? Selv en mand som ham, havde taget det tab hårdt, for det var jo en arbejdsgiver og en mand som havde givet ham en chance i livet, som ingen anden havde gjort. ”De har jo knapt nok spist,” påpegede han med en næsten bekymret stemme. Han havde jo lagt mærke til det, også fordi at det blev værre og værre efterhånden! Igen vendte Jacqueline blikket i retningen af ham. ”Jeg er ikke særlig sulten,” nærmest undskyldte hun sig, og med en mine, som kun understregede at det ikke var noget som han skulle gå yderligere i dybden med, for han havde slet ikke retten til at bringe den slags til diskussion! ”Jeg undskylder, min frue.. Det var ikke min mening at snage.. Er De færdig?” fortsatte han, som han let foldede hænderne over ryggen. Hun nikkede blot stumt og tillod den unge mand at rydde bordet, også selvom hun ikke skænkede ham nogen yderligere tanke efterhånden. Hænderne foldede hun roligt i skødet foran sig og vendte blikket ned mod den ring, som hun selv ikke havde fået sig til at lægge fra sig. Hun kunne slet ikke få sig selv til at gøre det, for det var og blev det mest dyrebare i hendes liv.. det vigtigste foruden børnene, som nogen nogensinde havde skænket hende.
Som bordet blev ryddet og Jacqueline efterladt til sig selv endnu en gang, valgte hun igen at rejse sig op. Vandringen igennem haven, havde hun allerede taget et par gange bare i dag, også fordi at hun slet ikke brød sig om at være alene. Kursen satte hun denne gang op mod det store soveværelse, hvor hun faktisk kunne lukke og låse døren og faktisk være alene, dersom det var det som hun havde lyst til, og lige nu var der ikke noget som hun hellere ville! Dørene fik hun lukket og låst, kun for at tage sig til tindingerne igen – denne gang til dem begge to, også selvom hun bed den smerte i sig, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset! Kunne hun, ville hun give alt for at få ham tilbage, også selvom hun ikke kendte til nogen som direkte havde den mulighed og det var næsten det som måtte være det værste af det hele, for det var noget som faktisk gjorde ondt, og det var noget som et sted frustrerede hende.. Hvordan kunne man være så afhængig af et andet individ?! Roligt lynede hun den sorte kjole ned og lod den falde. Efterhånden var der ikke rigtigt noget til at holde den oppe, og hun væmmes selv direkte ved synet af sig selv, for det var bare skyggen af den kvinde som hun plejede at være, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere for hende af den grund! ”Det er vidst fint du ikke er her.. Du ville væmmes ved synet af mig..” endte hun let for sig selv, som hun greb ud efter natkjolen og tog den til sig og trak den over hovedet. Før ville den normalt have siddet smukt til hendes krop, men nu hang den, som var den for.. stor? Hun gik ikke rigtigt op i sig selv længere, for hun havde slet ikke nogen rund til det! Hun havde ikke nogen at gøre sig til for, hun havde ikke nogen at være sammen med, så hvorfor skulle hun, når hun bare tilbragte tiden hjemme, og ellers gjorde hvad hun kunne, for at passe de mange forretninger som han havde efterladt sig? Selvom det bestemt ikke var nemt for hende og mange af dem var gået i vasken, så gjorde hun hvad hun kunne, bare for at holde en smule gang i det! Roligt valgte hun at kravle i seng, hvor hun bevidst lagde sig under sin dyne og trak hans dyne og pude hen til sig, og lagde sig med det i stedet for. Utroligt at et savn kunne blive så stort! Igen med de mange tanker, endte hun nærmest med at græde sig selv i søvn...
//Out
Jacqueline havde taget endnu en af de mange vandringer igennem den store have, kun for at stoppe op ved graven som hun selv personligt passede. Hun lod ikke andre komme i nærheden af den, og det var sådan hun agtet at forholde det! Sonic havde ganske vidst lovet at komme tilbage efter en uge, men selv hun havde ikke set skyggen af ham siden hun havde fortalt ham nyheden omkring hans datter, og hendes barnebarn. Ikke fordi at hun klandrede ham, for hun var ikke nær så vigtig mere i nogen henseender, og det vidste hun udmærket godt. Igen børstede hun små blade væk fra den smukke sten. Pladsen ved siden af, var stort set allerede gjort klar til hende, for før eller siden, så ville det lige så også blive hendes tur, og det vidste hun godt. ”Glædelig jul min kære..” endte hun dæmpet, som hun roligt gik i knæ ved siden af graven, kyssede sine fingre og lod dem glide over stenen. Hun græd i det indre, også selvom det var svært i det hele taget at få frem og ud. Hun savnede ham virkelig.. og selv vidste hun ikke hvordan hun skulle klare tilværelsen uden at han ville være der omkring hende. Hænderne foldede hun roligt i skødet. Hendes beklædning var blevet fuldkommen mørkelagt, som hun slet ikke gik i farverigt mere eller noget som kunne udstråle den munterhed som hun som regel var i besiddelse af, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun var ikke sig selv mere, og det havde hun ikke været siden han var gået bort. End ikke julen, som var en årstid som hun havde set så meget frem til og været så glad for, var noget som hun vægtet højt mere. Det var noget som hun egentlig godt kunne undvære efterhånden. Hvad børnene lavede, vidste hun ikke. Hun havde ikke kontakt til nogen af dem, hvor man stort set kunne sige, at familien var gået i opløsning og var endt ødelagt.. Den var ikke noget værd mere, og det var næsten det som var det værste, for selv hun måtte erkende, at hun havde fundet stoltheden i navnet igen, efter alle de problemer som de havde haft, men end ikke det så ud til at have nogen betydning længere.. ikke for nogen som helst.
Hvor længe Jacqueline egentlig sad der, vidste hun ikke, men det var først ved hånden som gled mod hendes skulder, at hun nærmest vågnede op af sin trancelignende tilstand. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket over sin skulder. I sit stille sind, håbede hun at det var Giovanni, selvom hun vidste, at han nok ikke kom tilbage igen.. Og at hun nok ikke ville se ham, inden døden selv ville gøre sit krav på hende, selvom livet og tilværelsen var tung og mørk nok som den var. Til hendes egen skuffelse, måtte det være en af de umådelig få tjenestefolk som havde fået lov til at blive boende i huset. ”Middagen er klar, min frue..” endte han med en rolig, lav og næsten ydmyg stemme, skønt de jo alle vidste, at graven og stedet rundt, var et sted hun ville have alene. Jacqueline bed tænderne en anelse sammen og nikkede så, inden hun med en elegant bevægelse, fint kom op på benene igen. Hun havde ikke rigtigt spist, og appetitten forsvandt mere og mere, og hovedpinen som hun gik rundt med, blev kun mere og mere tydelig. Selv for en mentaldæmon, vidste hun at det var faretruende signaler, som hun slet ikke ønskede at dele med nogen som helst. Hun ønskede egentlig bare.. fred efterhånden.. Og den kunne hun ikke få så lang tid at hun var her og Giovanni var.. hvor han end måtte være. ”Hvor er der dækket op?” spurgte hun med en ganske kortfattet stemme. Den unge mand bukkede hovedet. ”I spisestuen, min frue..” svarede han ydmyg endnu en gang, som han bakkede et skridt væk fra graven. Han ønskede skam heller ikke at betræde et sted som slet ikke var ham forbeholdt på den ene eller den anden måde, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Jacqueline sukkede ganske let, og lod hånden let søge op over hendes tinding. Den hovedpine var efterhånden ved at irritere hende! ”Dæk om. Jeg vil sidde i stuen, hvor jeg kan se ud over haven,” endte hun efter et mindre øjeblik med stilhed og sine egne tanker, for hun ønskede at kunne se Giovanni – i billedlig betydning selvfølgelig, men tanken om ikke at være helt alene, var en som hun havde brug for, for hun brød sig slet ikke om at være så alene. Knægten bukkede med hovedet og løb hastigt indenfor. Hvad hun sagde, var jo trods alt lov heromkring!
Jacqueline kom langt om længe indenfor, kun for at finde spisestuen tømt for den gode julemad, også selvom hun var ene om at spise den. Det hele var dækket op i stuen, hvilket var noget som faktisk passede hende ganske perfekt. Stemningen var trykket, også selvom hun efterhånden var ved at være vant til den. Savnet var dog stort og huset kunne mest af alt ligne noget som efterhånden måtte være i forfald. Efter Sonic var taget af sted, var langt flere tjenestefolk kylet ud, for i hendes øjne, så passede de slet ikke stedet her ordentligt eller til hans minde, og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i på nogen måde! Stuen gik hun roligt ind i, hvor hun fandt det opdækket med tallerkner, mange fade, en flaske vin på køl, tændte stearinlys og med gardinerne trukket fra, så hun kunne se haven. Svagt måtte smilet alligevel vise sig på hendes mundviger, inden hun roligt lukkede dørene efter sig og efterlod hende alene i den store stue. Hun havde brug for freden efterhånden og uden at folk skulle rende hende i vejen! Med en elegant bevægelse, så valgte hun alligevel at tage plads ved bordet. Fadene var store og fyldte, også selvom hun vidste, at hun slet ikke kunne spise det hele, men det var vel tanken som talte, selv for hendes del? Hun begyndte at skovle over på sin tallerken, også selvom hun egentlig ikke var særlig sulten, som hun jo ikke rigtigt var nu om dage, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun igen følte hvordan tårerne pressede på. Hun mindes de mange julestunder med middage for hele familien, også selvom… absolut intet var som det plejede at være, og det var specielt i stunder som det her, hvor hun kunne mærke hvor meget hun egentlig manglede ham. Knuden i brystet, forsvandt nok aldrig, efter alle disse år, hvor hun pludselig skulle vænne sig til det at være alene igen, og det var faktisk ved at være utrolig svært for hende!
Jacquelines blik gled stille i retningen af vinduet. Hun kunne lige skimte graven derude, også selvom det kun fik en enkelt tåre til at trille ned af hendes kinder. Hvad hun egentlig skulle gøre herfra, vidste hun ikke, for det at finde en ny mand, var da slet ikke noget som ville komme på tale for hendes del! Idømt en skæbne som en enkekvinde.. mange juleaftner alene, at sove alene hver aften og sidde i sit eget selskab, var næsten det som var det værste for hende, men hvad andet kunne hun da gøre ved det nu? Hun havde ikke nogen længere. Hun valgte at trække vejret dybt, hvor hun derefter begyndte at spise. I det store og hele, ville hun selv mene, at hun klarede det ganske fint, også selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, men det var vel bare hendes lod i livet? Selvom hun faktisk manglede ham.. de havde jo aldrig rigtigt fået ordnet ordentlig op, inden han var blevet syg og gledet i døden, hurtigere end hvad hun kunne nå at følge med i, og det var jo egentlig hvad der fyldte hende mest. Al form for julepynt, var droppet for i år, for der var ikke nogen glæde eller nogen til at nyde af det for den sags skyld, så selv for hende, så føles det næsten som enhver anden aften, hvor hun sad og spiste i sit eget selskab. Det resulterede dog ikke i andet end et par mundfulde, inden hun skubbede sin tallerken fra sig. Hun var ikke rigtigt sulten efterhånden, selvom det ikke just gjorde det meget nemmere for hende og hun vidste, at det på ingen måder var godt. Fuldkommen tom i blikket, lod hun blikket glide i retningen af den store have, kun for at lade hånden stryge sig selv over maven. Hun var måske ikke mæt som sådan, men det var sådan hun følte det. Uanset hvad, hvis det skulle gå galt, så ville der vel ikke rigtigt være nogen til at savne hende? Hun kom igen først til sig selv, som det bankede på døren og den samme unge mand måtte kigge indenfor – dog kun med hovedet. ”Smager det, min frue?” spurgte han med en rolig og atter ydmyg stemme. Igen nikkede hun blot og vendte blikket væk fra ham og ud af vinduet. ”Det smager udmærket,” svarede hun sigende. Den unge mand valgte dog at åbne døren helt og træde indenfor. Han havde været her igennem temmelig mange år efterhånden, og havde udmærket kendskab til både Giovanni og Jacqueline. Det var vel også derfor, at han var en af de ufattelig få, som ikke var blevet kylet ud, da manden var gået bort? Selv en mand som ham, havde taget det tab hårdt, for det var jo en arbejdsgiver og en mand som havde givet ham en chance i livet, som ingen anden havde gjort. ”De har jo knapt nok spist,” påpegede han med en næsten bekymret stemme. Han havde jo lagt mærke til det, også fordi at det blev værre og værre efterhånden! Igen vendte Jacqueline blikket i retningen af ham. ”Jeg er ikke særlig sulten,” nærmest undskyldte hun sig, og med en mine, som kun understregede at det ikke var noget som han skulle gå yderligere i dybden med, for han havde slet ikke retten til at bringe den slags til diskussion! ”Jeg undskylder, min frue.. Det var ikke min mening at snage.. Er De færdig?” fortsatte han, som han let foldede hænderne over ryggen. Hun nikkede blot stumt og tillod den unge mand at rydde bordet, også selvom hun ikke skænkede ham nogen yderligere tanke efterhånden. Hænderne foldede hun roligt i skødet foran sig og vendte blikket ned mod den ring, som hun selv ikke havde fået sig til at lægge fra sig. Hun kunne slet ikke få sig selv til at gøre det, for det var og blev det mest dyrebare i hendes liv.. det vigtigste foruden børnene, som nogen nogensinde havde skænket hende.
Som bordet blev ryddet og Jacqueline efterladt til sig selv endnu en gang, valgte hun igen at rejse sig op. Vandringen igennem haven, havde hun allerede taget et par gange bare i dag, også fordi at hun slet ikke brød sig om at være alene. Kursen satte hun denne gang op mod det store soveværelse, hvor hun faktisk kunne lukke og låse døren og faktisk være alene, dersom det var det som hun havde lyst til, og lige nu var der ikke noget som hun hellere ville! Dørene fik hun lukket og låst, kun for at tage sig til tindingerne igen – denne gang til dem begge to, også selvom hun bed den smerte i sig, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset! Kunne hun, ville hun give alt for at få ham tilbage, også selvom hun ikke kendte til nogen som direkte havde den mulighed og det var næsten det som måtte være det værste af det hele, for det var noget som faktisk gjorde ondt, og det var noget som et sted frustrerede hende.. Hvordan kunne man være så afhængig af et andet individ?! Roligt lynede hun den sorte kjole ned og lod den falde. Efterhånden var der ikke rigtigt noget til at holde den oppe, og hun væmmes selv direkte ved synet af sig selv, for det var bare skyggen af den kvinde som hun plejede at være, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere for hende af den grund! ”Det er vidst fint du ikke er her.. Du ville væmmes ved synet af mig..” endte hun let for sig selv, som hun greb ud efter natkjolen og tog den til sig og trak den over hovedet. Før ville den normalt have siddet smukt til hendes krop, men nu hang den, som var den for.. stor? Hun gik ikke rigtigt op i sig selv længere, for hun havde slet ikke nogen rund til det! Hun havde ikke nogen at gøre sig til for, hun havde ikke nogen at være sammen med, så hvorfor skulle hun, når hun bare tilbragte tiden hjemme, og ellers gjorde hvad hun kunne, for at passe de mange forretninger som han havde efterladt sig? Selvom det bestemt ikke var nemt for hende og mange af dem var gået i vasken, så gjorde hun hvad hun kunne, bare for at holde en smule gang i det! Roligt valgte hun at kravle i seng, hvor hun bevidst lagde sig under sin dyne og trak hans dyne og pude hen til sig, og lagde sig med det i stedet for. Utroligt at et savn kunne blive så stort! Igen med de mange tanker, endte hun nærmest med at græde sig selv i søvn...
//Out
