Wounded..?

[Deleted]

Det hele kunne måske se frygtelig sort ud, men det behøvede det jo ikke at være. Konstantin vidste at når man havde ramt bunden, så kunne det kun gå en vej og det var op igen, så han var mere end overbevist om at det hele nok skulle gå i sig selv med tiden. Desuden så ville folk før eller siden glemme deres had til hende, hvis hun holdt lav profil, ligesom man gjorde ved alt andet, for folk kom over ting og levede videre, ligesom der højst sandsynlig ville komme en ny leder og så ville der komme nye ting som folk skulle kæmpe med og det ville få dem til at glemme alt om Malisha, nok ikke hvad hun havde gjort, men han tvivlede på at folk så ville være efter hende, for hele verden var jo hele tiden i udvikling og selvom nogle valgte at terrorisere vigtige ting, personer og steder, så kom der jo hele tiden noget nyt, hvad der blev ødelagt ville blive bygget op igen. Det var det samme med Castle of Darkness, det blev også engang for nogle år siden sprunget halvt i luften, i hvert fald en stor del, inden Neutranium blev sprunget i luften aftnen efter, men selv de to store og prægtige slotte var blevet renoveret og de stod endnu med en stor pragt og sådan ville det være med det hele. Han vidste godt at Malisha ville tage det hårdt at hun havde mistet sin magi, samt at hun havde mistet sin stilling, men det var vel bedre end at hun havde mistet livet? ”Jeg ved godt at en magikyndig måske vil kunne klare dig, men der jo ingen der siger at du skal provokere alle du møder til at angribe dig, og desuden så skal folk nok komme over alt du har gjort med tiden, der kommer hele tiden nye problemer som de skal tage sig af, nye fjender, nye modstandere, du skal bare holde lav profil, så sker der dig intet. Tiden læger alle sår, som man siger," svarede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han var måske meget optimistisk, men det var også fordi at nogen var nød til at være det, og når hun var nede, så måtte han jo være den positive ligesom omvendt. ”Som sagt skal folk nok komme over hvad du har gjort med tiden Malisha, det behøver ikke at være sådan her for evigt. Desuden skal vi to nok finde en løsning sammen. Jeg ved at alt nok skal blive godt igen,” svarede han med et bestemt nik.
At komme ud og få noget frisk luft, ville gøre dem begge godt, særligt Malisha, så det var slet ikke noget som Konstantin ville diskutere med hende. At hun så helst så ham blive i sengen fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det kan godt være at jeg er syg, men det burde den friske luft trods alt hjælpe på. Desuden er der ingen der siger at vi skal være udenfor i timevis,” svarede han roligt, som de kom ned og fik overtøjet på, hvor han kom i støvlerne og det hele, selvom kappen var ham et problem. At hun så bare uden videre tog om snørerne og bandt den sammen, sagde han intet til, som han blot stod og stirrede på dem endnu, hvor han inderst inde måtte koge af irritation. Ikke over hende, men over at det hele skulle blive så besværligt for ham, for nu skulle han endda have hjælp til at binde sin egen kappe, som var han et eller andet lille barn! Han knyttede let næven, selvom han trak vejret dybt et par gange, for at roe sig selv ned, for det var trods alt ikke hende det skulle gå ud over. ”Kom,” svarede han roligt, som han åbnede den store hoveddør, hvor han lod hende søge ud, inden han lukkede den bag sig, kun for at tage om hendes hånd, så de kunne gå ud i haven.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt ikke særlig godt, og det hele så i den grad også sort ud, men i det store og hele, så kunne hun slet ikke se hvordan hun skulle kunne forsvare sig, dersom det skulle gå helt galt, og det ønskede hun da på ingen måde! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Mod en magikyndig ville hun da have problemer allerede med det samme, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så var hun bange for at det hele skulle gå galt for alvor. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Han havde fat i en pointe, også selvom det selvfølgelig irriterede hende utrolig meget! Hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Hun vendte blikket en anelse væk igen. Et sted vel også for at erkende det nederlag, som hun følte et sted dybt i hendes indre? For hun følte virkelig ikke, at hun kunne stille noget som helst op, selvom det heller ikke gjorde det meget bedre for hende. ”Jeg ved ikke rigtigt, om det er gået op for dig, at her i Dvasias, behøver man ikke at fremprovokere et angreb, men bare gå forbi andre? Overfor en magikyndig, har jeg et problem.. Jeg vil ikke kunne stille noget som helst op..” Den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende bange, for hun havde jo heller ikke ligefrem lyst til at miste livet, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. At han var så opsat og overbevist om at de nok skulle finde en løsning på det hele, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, det var slet ikke det. Hun nikkede. ”Hvis du er så overbevist om det, så er det vel også fint..” endte hun ganske sigende.
At komme nedenunder og komme i det varme tøj, var noget som næsten efterlod Malisha med et hamrende hjerte, for hun havde jo ikke været ude i det som efterhånden måtte være frygtelig lang tid, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Han burde blive liggende i sengen, også fordi at han var syg! Det var ikke bare noget som hun brugte som en undskyldning i den anden ende, for det var jo slet ikke sådan at det forholdt sig i den anden ende! ”Det ændre ikke på det faktum, at du er syg og burde hvile, Konstantin..” Hun vendte blikket mod ham, som hun fik hans kappe lukket, så han ville kunne holde varmen. Som han åbnede døren, så stirrede hun mere eller mindre ud, hvor hun faktisk.. tøvede med at følge efter ham, inden hun alligevel gjorde det. Vinden som slog mod hendes ansigt, var noget som kun bragte hende en lettelse uden lige! Smilet bredte sig let på hendes læber, alene ved den tanke, for den var.. utrolig lettende for hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Igen tog hun roligt omkring hans hånd, inden hun fulgte ham udenfor. Det var.. en utrolig fantastisk fornemmelse!

[Deleted]

Nogen var nød til at holde hovedet koldt i al dramaet, ligesom nogen var nød til at tænke positivt, når alle andre var nede, og når Malisha var nede, så måtte Konstantin jo træde i karakter og sørge for at holde enden op på hende, ligesom hun gjorde på ham, når han var den som var deprimeret, som han allerede havde været tidligere i dag, fordi han havde mistet sin arm, men hun måtte da klart trække opmærksomheden væk fra armen, sådan som de talte om hendes problemer, for det krævede nemlig at han var positiv og tænkte i andre baner, hvilket måske var meget godt, så de ikke begge sad og var fuldstændig deprimerede og slet ikke fik lavet noget som helst, for.. han hadede at sidde og ynke over sig selv, det var svagt, og dog måtte han erkende at han gik i chok over at miste armen, men der havde hun ret, det var bedre end at miste livet. ”Jeg ved det godt Malisha, men så hold lav profil, for det skader i hvert fald ikke, desuden så har du min ring som beskytter dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et sigende blik. Der var ingen der sagde at hun skulle gå ud og vise sig selv frem for alle, for så var det da klart at der først ville komme et angreb mod hende og det ønskede han trods alt heller ikke! Men holdt hun lav profil, var der ingen der sagde at nogen ville opdage hende og så ville de langsomt glemme hvad hun havde gjort, da de kom over det og så ville alt gå stille og roligt og hun ville langsomt kunne få et nyt liv og et hvilket som helst liv hun ville have. ”Og jeg er overbevist om det, Malisha, hvilket du også selv var tidligere i dag, da det var mig der sad og ynkede. Den gamle Malisha er der inde og vi to vil altid finde en løsning, så vi skal nok klare os,” svarede han lettere bestemt og med et bekræftende nik, for han mente det skam!
At Konstantin ikke kunne få sin egen kappe lukket, var noget som et sted både måtte frustrere og irritere ham, for han følte sig helt hjælpeløs og han hadede virkelig den tanke! Han gad ikke behandles som et lille barn, for det var han på ingen måder! Han måtte dog bide det i sig at hun hjalp ham, for lukket den selv fik han jo ikke. Fremover måtte han hellere få noget der ikke skulle bindes. ”Jeg har allerede hvilet, Malisha. Det er også begrænset hvor meget jeg kan sove,” svarede han roligt og dog med et sigende blik, som han ikke gad at hun skulle bestemme over ham, for han kunne sagtens passe på sig selv og han døde ikke af frisk luft og det gjorde hun heller ikke. Som de kom udenfor, så han hvordan smilet bredte sig på hendes læber, hvilket kun fik hans egne læber til at brede sig i et smil. Han trykkede blidt omkring hendes hånd, inden han gik ned ad marmortrappen, der var helt dækket af sne, inden han gik til venstre og kom om i haven. Han sukkede let, som det var dejlig køligt, og dog var solen oppe og skinnede smukt, så det kunne jo nærmest ikke blive bedre! ”Nå.. hvad synes du så? Er det ikke godt at komme ud igen?” spurgte han roligt og med et skævt smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke fordi Malisha ønskede at være så opmærksomhedskrævende, at hun kun kunne tænke på sine egne problemer, for det var slet ikke sådan at hun var, men denne gang stod hun bare i den situation, at hun ikke rigtigt vidste hvad pokker hun skulle gøre ved det, og det var altså besværligt for hende! Hun vendte blikket stille i hans retning endnu en gang, som hun svagt bed sig i læben. Hun ønskede slet ikke at sidde og ynke, for det var jo trods alt heller ikke hende at gøre den slags, og selvfølgelig ønskede hun at kunne rejse sig endnu en gang, selvom.. det så ud til at have sine udsigter endnu, selvom det selvfølgelig ville hjælpe hende at være lidt sammen med Konstantin, for det var kun ham som faktisk formåede at holde enden bare en smule oppe på hende, og det var skam også det som hun havde brug for efterhånden. Hun sukkede dæmpet, som blikket gled ned mod ringen på hendes finger. ”Jeg vil bare ikke have en ring til at beskytte mig.. Det.. Det er bare frustrerende, at jeg ikke bare kan gøre hvad jeg altid har gjort..” mumlede hun med en dæmpet stemme, som hun stille vendte blikket mod ham igen. Hun ønskede slet ikke at diskutere med ham, men bare få den evige bekræftelse på at han var så sikker på at det hele nok skulle løse sig, og.. han virkede jo utrolig sikker i sin sag. ”Hun er der måske, men… selv hun regner ikke med at komme frem igen, Konstantin.. Du sad og ynkede over noget, som der er grund til og det ved jeg jo godt..” Hun rystede stille på hovedet for sig selv, idet hun vendte blikket ned af sig selv igen. Hun havde det bestemt ikke særlig godt med det hele.
At Konstantin ikke kunne lukke kappen selv, forundrede ikke Malisha, selvom hun ikke kommenterede det, for hun kunne jo tydeligt se på ham, at det var noget som virkelig irriterede ham, så det forundrede hende bestemt heller ikke. Han skulle vel bare lige lære det hele, så skulle det nok komme, det var hun overbevist om. Han havde om ikke andet, så bedre odds end det som hun havde, selvom hun nu heller ikke ville kommentere det. At komme udenfor, var helt klart noget som hun havde brug for efterhånden, og bare det at komme ud og trække noget luft, at mærke vinden mod hendes ansigt, var noget som selv fik hende til at smile, for det var virkelig en fantastisk følelse! ”Uanset hvad, så burde du ligge i sengen,” påpegede hun endeligt. Som han drejede ind til haven, så fulgte hun ham mere end glædeligt, for det var virkelig fantastisk, at hun endelig kunne få lov til at komme ud igen, for det i sig selv, var noget som hun virkelig havde haft brug for efterhånden! Hun nikkede. ”Det er fantastisk at komme ud igen!” endte hun helt.. muntert. Noget som hun ikke havde været igennem frygtelig lang tid, men det var som om at hun fik helt ny energi ved at komme ud i den friske luft igen!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Malisha ikke forsøgte at være opmærksomhedskrævende og kun tænkte på sig selv og var ligeglad med ham, for da han havde haft allermest brug for hende, havde hun sat sine egne behov til side for at være der for ham, hvilket rent faktisk havde glædet ham at se, ligesom det også havde varmet ham at hun havde været der for ham, for ellers havde han nok gået i panik eller det som var værre. Men hun havde været der for ham, da han havde haft brug for det, så han vidste at hun ikke var ligeglad, men han vidste at det hele tyngede hende frygtelig meget og det ville han slet ikke bebrejde hende, da han forstod sig på hende. Han havde jo heller ikke gjort noget i løbet af de sidste par måneder, foruden at forsøge at få hende med ud, men der havde hun bare afvist ham og hans hjælp, så han havde bare valgt at acceptere at hun havde været deprimeret, hvor han havde forsøgt at finde på noget bag hendes ryg, for han kunne heller ikke bare sidde stille og se på imens alt langsomt åd hende op indefra og ud. Han lagde blidt sin hånd over hendes og sendte hende et mildt smil. ”Det ved jeg godt Malisha. Men jeg er her for dig, og vi skal nok finde en løsning sammen,” svarede han roligt, som han valgte at give hendes hånd et blidt klem. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, så selvfølgelig ville han hjælpe hende med at gøre hvad end der skulle til for at hun kunne få et bare normalt liv igen, om det så var med magi eller ej. Han lod hovedet søge en smule på sned til hendes ord. Han havde set den gamle Malisha indeni hende og han vidste at hun endnu var der, så han var sikker på at han nok skulle se hende igen. ”Selvfølgelig skal hun nok komme frem igen. Hun er der allerede lidt,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et mildt smil.
At komme ud var noget som Konstantin kunne se fik smilet frem på Malishas læber, hvilket var noget som glædede ham, for det var jo tydeligt at se at det var hvad hun havde haft brug for. Det var også kun på tide at han fik hende med ud, da hun bare havde siddet og ynket indenfor og det fik hun det bestemt ikke bedre af! Han kommenterede dog ikke hendes ord om at han burde ligge i sengen, for selv en syg mand havde brug for frisk luft, for ellers blev han da kun mere sløv! Derfor passede det ham perfekt at de gik en tur. Han valgte også at føre dem ind på en af stierne, hvor han blot gik i et roligt tempo, så hun kunne nyde det hele. At hun så blev helt munter, kom faktisk bag på ham, selvom det så ud til at det præcis var denne medicin som hun havde brug for. Han trak på smilebåndet, hvor han klemte blidt omkring hendes hånd. ”Det glæder mig at høre,” svarede han sandfærdigt, som han fortsatte det rolige tempo dybere ind i haven. ”Det er bare en skam at det er vinter.. ellers kunne vi have taget en tur i søen,” svarede han lettere kækt, som han vendte blikket mod hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var presset, også fordi at det var noget som hun slet ikke kunne have lige nu. Hun havde været der, da han havde haft brug for hende, og selvfølgelig var det noget som hun gjorde, uden at skænke sig selv en tanke. Ligesom da armen skulle fjernes, hvor hun havde strøget hans kind, holdt hans opmærksomhed på hende i stedet, og fortalt ham historier fra da de var børn, også for at give ham noget andet at tænke på, og det havde jo tilsyneladende virket, og det var noget som hun helt klart var flad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han så virkede så sikker i sin sag, var selvfølgelig noget som gjorde hende selv glad, for det var i sig selv, noget som hun havde haft brug for i det store og hele. ”Det lyder alt sammen bedre, når du er så sikker i din sag,” sagde hun med en rolig stemme, for hun mente det faktisk. Selvom det alt sammen var forbandet svært, og det hele langsomt slog hende ihjel indvendig, så var hun jo trods alt også nødt til at gøre noget ved det, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt for hende, så gjorde hun det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt! Hvad Konstantin så forsøgte med bag hendes ryg, var jo så af disse grunde, ganske ukendte for hende. Den gamle Malisha var der måske, men selv hun havde svært ved at.. holde fast i hende på den her måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Lidt måske.. Men slet ikke som hun plejede at være,” sagde hun dæmpet.
Alene det at komme ud, var den bedste medicin som man kunne udsætte Malisha for, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes del! Hun følte sig helt.. munter og helt glad, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun søgte mere end glædeligt med ham, som de nåede haven. Selvom det var unaturligt for hende, at være så munter som hun pludselig følte sig lige nu, så kunne hun virkelig ikke lade være, da det næsten var noget som bare faldt hende mest naturligt lige nu, også fordi at det var første gang igennem så frygtelig lang tid, sat hun sad inde med de følelser, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende, det var helt sikkert. ”Det må vidst vente til du er frisk igen og sommeren er kommet.. Men jeg erkender, at selv her i vinterens kulde, så er det.. smukt..” endte hun ganske sigende endnu en gang. Hun trak sig hastigt hen til ham igen. Selvom hun måske havde en god og varm kappe på med pels og det hele, så var det alligevel rart at være tæt på ham, da det også var noget som hun et sted også følte at… hun havde brug for. Hun havde vel også brug for at få bekræftet at hun var god nok?

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin havde det særlig godt med at arbejde bag Malishas ryg, men det var kun fordi at hver gang han havde nævnt noget om at få hendes magi igen, så havde hun hakket på ham, og derfor gad han ikke fortælle hende at det netop var hvad han arbejdede på. Det var faktisk ikke meget han havde fortalt hende, foruden at han havde fortalt at hans fætter, William var død, dog ikke at det var Ezekiel der rendte rundt i mandens krop, ligesom han heller ikke havde fortalt Malisha at Anyalina endnu var i live og faktisk var blevet dræbt af samme morder som ham selv; den overnaturlige vampyr, Vladimir. Navnet kunne han stadig huske, ligesom ansigtet og han var kun glad for at Malisha havde overlevet mødet med ham, selvom han ikke vidste hvorfor. Det var dog ikke noget som han havde tænkt på i flere måneder, ikke særlig meget i hvert fald, men hans had til vampyrer var uden tvivl blevet stor, hvor han ellers normalt havde været en mand der havde accepteret alle racer, men det kunne han ikke længere, netop fordi det var en vampyr der havde taget hans liv, hvor han jo rent faktisk følte sig krænket. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han lænede sig mod hende og kyssede hendes kind. ”Det er fordi jeg ved at det hele nok skal blive godt igen, så længe vi holder sammen kan intet ske,” forsikrede han hende i samme selvsikre tone, som smilet ikke falmede det mindste. At hun godt kunne lide at han var sikker i sin sag, gjorde kun at han ikke ville opgive håbet, ligesom han også var mere end sikker på at det hele nok skulle ordne sig. ”Måske, men den kvinde som er her nu, elsker jeg lige så højt som den anden. Desuden så er jeg mere end sikker på at hun nok skal komme igen,” svarede han med et skævt smil, hvor det et sted måtte more ham at det var hende de talte om.
At Malisha blev helt glad og munter af at komme ud, var noget som Konstantin uden tvivl havde savnet at se. Normalt var hun slet ikke en kvinde der var glad eller munter, da det aldrig havde lagt til hende, men når hun havde været indespærret som hun havde, så forstod han godt at det rent faktisk gjorde hende glad og det var noget som måtte smitte af på ham selv. Han nikkede sig roligt enig i hendes ord. ”Her er meget smukt om vinteren. Men det hele blegner ved siden af dig,” svarede han roligt og med et charmerende smil, som han løftede hendes hånd, så han kunne skænke hendes håndryg et blidt kys. At hun så stillede sig tættere ind på ham, havde han intet imod, da det var rart at hun faktisk valgte at give sig hen til ham frem for at afvise ham. Han stoppede dog ikke sin gang, da han fortsatte sine rolige skridt. Han kunne godt mærke at han var sløv endnu, eller mere ør i hovedet, men det var alligevel befriende at komme ud. ”Det minder mig helt om, da vi var små børn. Kan du huske det?” Med de ord, slap han hendes hånd, som han bukkede sig ned og samlede noget sne op, hvor han så godt han nu kunne gjorde det rundt med sin ene hånd, som han kastede mod hende med et muntert grin. ”Og jeg vandt altid alle sneboldkampe!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvordan det hele hang sammen med William og det hele, var ukendt for Malisha og måske det også var det smarteste i den anden ende+ Når alt endelig skulle komme til stykket, så var det dumt at snakke om de ting med hende, for det røg direkte ned i kulkælderen for hende, for det gjorde ondt for hende at tænke på. At William var død og borte, var selv en tanke som slog hende ind som et chok, for hun vidste hvor stor og stærk den mand havde været, og.. hvad var det som havde taget hans liv? Hun tænkte ikke rigtigt over det mere, hvor hun gjorde sit for at finde ud af det hele, selvom det faktisk ikke altid var lige nemt. Hun havde det ikke nemt, og det var så mange omvæltninger selv for hendes vedkommende, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for hende. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som tungen strøg let over hendes læber. Han virkede så selvsikker, og det var noget som et sted gjorde sit selv for hendes vedkommende, for det smittede af på hende. ”Det kan jeg se.. Prøv at se alt det som er sket, selvom vi alligevel har haft hinanden. Jeg sidder uden magi.. du nu uden en arm, og jeg har skulle gravlægge dig en gang før.. Ja.. det er jo som der slet ikke kan ske os noget..” endte hun med en dæmpet stemme, for sådan var det bare i den anden ende. Selvfølgelig ønskede hun at finde ud af det hele, også selvom det selvfølgelig ikke altid var lige nemt for nogen af dem og nu havde de jo masse, som de skulle til at finde ud af. Hans ord gjorde hende selvfølgelig glad, for han virkede bare så sikker.. og tanken om at han elskede hende, var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. ”Det håber jeg.. Jeg har brug for bare at være lidt.. mig selv efterhånden,” sagde hun ærligt, som hun vendte blikket let mod ham igen.
At komme ud, var selvfølgelig en tanke som efterlod Malisha med en glæde og en lettelse uden lige, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Selvom solen var oppe, så var det lys så smukt over det lyse landskab i form af sneen som de trådte let over. Haven havde hun ikke været i, i det som måtte være måneder efterhånden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun trak sig helt op ved siden af ham, hvor hun tog imod hans kys mod hendes håndryg. Lige nu var hun i godt humør, så det var at nyde det mens man havde muligheden for det! ”Det er jo noget som du skal sige,” påpegede hun sigende. Med hans ord, så fulgte hun ham med blikket, som han samlede sne op. At han så kastede den efter hende, så den ramte hendes skulder, fik hende til at bakke næsten overrasket, for det havde hun slet ikke regnet med! ”Det.. Det gjorde du bare ikke..” endte hun med en ganske sigende mine. Hun samlede selv sne op i hænderne, som hun hastigt kastet efter ham. ”Ikke denne gang!” endte hun med en latter, idet hun hastigt var nede for at samle mere sne op, kun for at kyle det efter ham. Nu fik han igen!

[Deleted]

Visse ting var bare bedst ikke at fortælle Malisha i denne tid, netop fordi hun havde det så hårdt som hun havde og Konstantin ønskede trods alt ikke at belemre hende med flere ting, eller give hende mere at tænke over, selvom det med William havde han set som en selvfølge, for manden havde jo faktisk fået lov til at bo her på stedet, og pludselig var han bare væk? Det ville jo nok gøre hende mistænksom uanset hvad, selvom hun ganske vidst aldrig havde brudt sig om William, men det var faktisk den eneste fra familien som Konstantin havde kunnet lide, derfor gjorde det også ondt at manden var væk, hvor han lidt anså det for at være hans fejl, netop fordi han havde drukket og været oprevet, fordi Malisha havde lagt ringen fra sig og var gået, hvor han var blevet vred og havde hånet og nedgjort William, som så var gået i vrede selv og der var han aldrig kommet tilbage igen, så han måtte indrømme at han faktisk havde skyldfølelse over mandens død. Han endte med at slippe en munter latter til hendes ord. ”Okay, okay.. så har vi været uheldige, selvom vi har haft hinanden, men vi sidder da begge her endnu. Vi har stadig hinanden, og vi skal nok klare os,” svarede han endnu med sikkerhed i stemmen, noget han ikke ville give slip på, når hun fortalte ham at det gjorde det bedre for hende. At hun havde brug for at blive lidt sig selv igen, kunne han godt tro, hvor de jo så bare måtte kæmpe sig over i den retning, så hun kunne blive sig selv igen, for det ville han da også selv klart foretrække, da han måtte indrømme at han til tider måtte savne sin gamle Malisha, men derfor ændrede det dog ikke på at han elskede hende, for det ville han altid gøre. ”Jamen så må vi finde den gamle frem igen,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et smil.
At Malisha var i godt humør, var noget som måtte smitte af på Konstantin. Selvfølgelig havde hun været glad og munter før i tiden, selvom det ganske vidst var sket sjældent og der havde normalt aldrig skulle meget til før de havde været oppe at skændes, da han havde til vane at sige det forkerte, selvom han faktisk forsøgte at sige noget godt, men det var jo egentlig bare typisk dem. Det var dog rart at se hende smile og føle sig helt befriende, for det havde hun jo uden tvivl haft brug for! ”Selvfølgelig skal jeg sige det, når jeg mener det. Jeg vil langt hellere kigge på dig i timevis end på landskabet,” svarede han ærligt, som han sendte hende et sigende blik, som tegn til at han mente det. At hun blev overrasket over at han kastede en snebold på hende, fik ham til at slippe en munter latter. At hun så selv skulle kaste på ham, fik dog ikke latteren til at stoppe, hvor han selv forsøgte at samle noget mere sne op, men da han kun havde en arm, gik det ikke just så hurtigt, hvor han måtte blive ramt af endnu en snebold fra hende. ”Hey, hey, det er snyd, jeg er ikke så hurtig! svarede han morende som han fik kastet endnu en snebold efter hende, inden han løb mod et træ, som han valgte at gemme sig bag. Han samlede mere sne op, hvor han brugte sin magi til at gøre kuglen rund, så han faktisk kunne kaste med den og så den ikke ville blive smuldret på halvvejen. Han kastede roligt snebolden imod hende, hvor han grinte ganske let for sig selv. Det var lang tid siden at de havde haft en snebold kamp, som det vel sidst var sket da de havde været børn?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Williams død, var selvfølgelig noget som selv gjorde Malisha en anelse trist, for hun havde slet ikke haft noget imod den mand, så selvfølgelig var det en trist tanke at skulle undvære ham her på stedet. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Hvad han egentlig havde gang i bag hendes ryg, havde hun ingen anelse om, men at fortælle hende om det, var nok noget af det dummeste som man kunne gøre, også fordi at det ikke just var noget som gjorde sagen bedre. Hun måtte bare vænne sig til tanken om at hun var tvunget til at leve som et simpelt menneske, selvom det faktisk var noget af det værste for hende. Umiddelbart så kunne man jo ikke ligefrem sige, at de havde været præget af held eller noget som helst, for det havde jo slet ikke været! Hun ønskede efterhånden bare.. ro. Og det kunne de tilsyneladende ikke få, og det var næsten det som gjorde hende langt mere frustreret. ”Det håber jeg virkelig.. Jeg har brug for ro og fred, Konstantin.. Jeg kan ikke holde det andet her ud..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun mente det dog.. Hun havde virkelig bare brug for ro efterhånden! Et sted så kunne det godt være, at den gamle Malisha var i hende, men det var ikke i den grad som hun ønskede, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det må vi jo,” endte hun med et svagt og næsten… usikkert smil.
Alene det at komme ud, var noget som gjorde tydelige mirakler, selv for Malishas vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun var faktisk.. glad for en gangs skyld, og det var så sjældent at det skete, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. At han godt kunne lide at kigge på hende, og at kalde hende for smuk, var noget som næsten gjorde det hele så meget bedre for hende. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg kan godt lide, når du siger det,” erkendte hun ærligt. At det hele så skulle resultere i en sneboldkamp, var ikke noget som de havde været ude for siden de havde været små. Selv måtte hun slippe en latter, hvilket hun bestemt heller ikke havde gjort igennem frygtelig lange tider, så selvfølgelig var det noget som i sig selv, betød ufattelig meget for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun kastede snebolden direkte efter ham, inden hun rettede sig op. At han så gemte sig bag et træ og begyndte at kaste snebolde efter hende, hvor hun ikke kunne lade være med at grine, for det var jo faktisk.. sjovt. Hun havde ikke haft det sådan igennem frygtelig mange år, så selv det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Det er da ikke mit problem!” endte hun morende, som hun gik i knæ og begyndte at samle en masse sne, så hun kunne forme sneboldene igen, inden hun kastet dem efter ham. Sjovt var det faktisk, og det var befriende!

[Deleted]

Meget var sket dem begge igennem det sidste stykke tid, hvor det havde været noget af en masse op- og nedture, hvilket man kunne kalde for en rutsjebanetur, hvor de knap nok havde nået at opleve noget godt, før det dårlige igen havde ramlet ind over dem. Alligevel kunne man sige at de var her endnu og de havde endnu hinanden, selv efter et mindre brud. At hun havde brug for ro, kunne han godt forstå, for det følte han ærligtalt også at han havde. Det ville ikke gøre noget hvis de fandt en måde hvorpå de kunne koble lidt af fra omverdenen på, så det bare var de to, hvor de ikke behøvede at tænke på andet end hinanden. Den tanke var da helt magisk! Men det var desværre bare ikke så lige til, desuden så skulle han også først vænne sig til at bruge sin arm, samt han stadig havde en masse arbejde som han skulle have lavet. ”Hvad med at vi forsvinder ind i vores egen fantasiverden som vi gjorde da vi var små?” foreslog han drillende, som han trak morende på smilebåndet. Han vidste godt at det ikke var så lige til, og han måtte næsten helt føle at det var lettere da man var lille, for der havde man ikke haft noget ansvar, der havde man bare kunne bruge sin fantasi, men de var ikke længere små børn og de kunne ikke bare lade som om at intet var hændt, for det var det, og nu måtte de tage konsekvenserne af deres valg, om det så var hårdt eller ej. ”Nemlig,” hviskede han dæmpet og dog varmt, som han sendte hende et mildt smil. Han havde set den gamle Malisha være i hende og han vidste at hun endnu var der.
At komme ud, hjalp ikke kun Malisha men også Konstantin, da den friske luft, klart måtte gøre underværker! Det var desuden også en af de gode dage, da solen skinnede og det var ’varmt’ i forhold til hvad det havde været de andre par dage. Det gjorde også godt med noget frisk luft til det ellers så øre hoved. At hun godt kunne lide når han sagde sådan, fik ham til at smile. Det glædede ham altid når han sagde det rigtige til hende. ”Godt, for jeg mener det,” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede. At det hele skulle udvikle sig til en sneboldkamp havde han heller ikke selv regnet med, skønt han havde startet det, men det var jo egentlig kun for sjov og det havde jo tydeligvis den rigtige effekt. Han så godt hvordan hun begyndte at lave en masse snebolde, hvilket var snyd, for han kunne jo slet ikke gøre det lige så hurtigt! At hun så begyndte at kaste dem imod ham, fik ham kun til at søge dækning bag træet, hvor han ikke kunne holde den muntre latter tilbage. Han endte med at komme frem fra sit skjul, hvor han løb direkte imod hende, selvom han blev ramt af et par snebold på vejen, men som han kom hen til hende, greb han fat omkring hende og trak hende med sig hele vejen ned i sneen, imens hans latter fyldte luften. Han endte med at ligge sig over hende, hvor han tværede en snebold ud i hendes hår. ”Jeg vinder,” svarede han selvsikkert, som han prikkede hende på næsetippen, hvor han grinte ganske muntert igen. Det var faktisk sjovt og befriende at smide hæmningerne på den måde!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig brug for fred og ro efterhånden, også selvom det var svært for hende overhovedet at finde den, med alle de op og nedturer, som de havde haft, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen nemmere for nogen af dem. Nu havde de jo det største som de skulle slås med, også fordi at hun forstod at han havde det skidt på grund af den manglende arm, men hun følte så til gengæld heller ikke at hun havde fundet sin plads i noget som helst, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. Hun vendte blikket mod ham. Hvis man bare havde haft den fantasiverden, som man havde haft da man var barn, så havde det hele helt klart også været meget nemmere, men det kunne man jo desværre ikke mere. Svagt smilede hun igen til ham. ”Ja, hvis det havde været så nemt, så havde jeg nok gjort det for mange år siden.. Jeg har bare brug for ro, Konstantin.. Jeg ønsker at kunne trække mig og bare være.. mig.. Finde min plads i det hele, for den føler jeg slet ikke jeg kan finde..” Umiddelbart, så var det ikke en tid for hende til morskab, da det i sig selv, faktisk var et alvorligt tema de var inde på. Hun sendte ham et svagt smil. Det var selvfølgelig dejligt, at de faktisk kunne blive enige.
At komme lidt ud, var helt klart noget som også gjorde underværker, selv for Malishas vedkommende, for det var uden tvivl noget, som hun helt klart havde haft brug for i lange tider nu! Hun smilede let for sig selv, som det hele måtte lægge op til en sneboldkamp, hvilket de ikke rigtigt havde gjort siden de havde været små børn, uden noget decideret ansvar, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Så lang tid han mente at hun var smuk, så var hun bestemt heller ikke den som skulle brokke sig over noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Sneboldene formede hun. Han havde sin magi, som hun havde begge arme, så hvad der var mest effektivt, vidste hun ikke helt, men selv hun kunne glemme lidt, at det kun var magien som hun havde at klamre sig til, og det var faktisk.. umådelig rart i længden. At han så kom rendende frem fra sit skjul og nærmest overmandet hende, fik hende til at slippe en latter – hvilket i sig selv, bestemt heller ikke skete særlig ofte. Hun lagde sig ned, som han tværede sneen ud i hendes hår, selvom hun slet ikke havde noget imod det. Hun vendte blikket mod ham. ”Du snød,” påpegede hun drillende, som hun tog lidt sne i hånden og gav ham en mild vasker, ved at tvære det let ud i hans ansigt. Han havde lettet hende, bare ved at tage hende med ud, og det var en utrolig behagelig og elskværdig fornemmelse!

[Deleted]

At Malisha manglede fred og ro kunne Konstantin sådan set godt forstå med alt det som hun havde været igennem, for så manglede det jo egentlig bare. Hun var en kvinde der var blevet slået hårdt ned i jorden og havde svært ved at komme op igen, men derfor ville han gerne hjælpe hende. Han turde dog ikke foreslå at de kunne holde noget ferie, for det ville da uden tvivl gøre underværker og give hende den fred og afkobling som hun havde brug for, men han vidste også godt at hun endnu var paranoid, når det kom til det at søge ud, så han forstod godt, hvis hun ikke gad på ferie, derfor så undlod han også at nævne det, selvom det uden tvivl ville gøre godt for begge parter. Han selv kunne godt bruge noget tid væk fra alle problemer og frustrationer, bare en tid, hvor han kunne nyde hende og slappe af, for det var da klart noget som han kunne trænge til! Dog blev det nok ikke aktuelt foreløbigt, også fordi han skulle til at vænne sig med sin manglende arm og så skulle han også lige blive frisk og rask igen før han gjorde noget, og når han så blev rask, så havde han sit arbejde, der kun havde hobet sig op i hans sygeperiode. ”Vi skal nok finde ro og tid til det hele Malisha, vi klare os nok,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil, hvor hans mørke øjne hvilede i hendes. Han vidste at de nok skulle klare den, for det gjorde de altid, så hvorfor skulle denne gang være anderledes? Han vidste godt at de begge var blevet slået hårdere i jorden end hvad de plejede, men det ville de tage ved lære af og så skulle de nok komme op på benene igen.
At Malisha blev helt glad og munter af at komme ud, var noget som gjorde Konstantin varm indvendig, for det glædede ham naturligvis at det var dette der skulle til for at peppe hendes humør op, selvom hun godt måtte være taget med ham ud for flere uger siden! For så kunne det have været at hun ikke havde været så deprimeret, som hun havde været indtil nu, men at det allerede hjalp på det, var noget som glædede ham. At det så skulle ende ud i en sneboldkamp, havde han ikke just regnet med, selvom det ikke gjorde ham det mindste, for det var lang tid siden at de faktisk havde haft det så sjovt sammen. At hun så fandt det lige så sjovt, da hun grinede og slap en latter i ny og næ, var noget som gjorde ham glad, for det var klart dette han havde savnet. Som han fik hende ned at ligge i sneen, så han endte over hende, slap han en munter latter. At hun så påpegede at han snød fik ham til at grine endnu engang. ”Jeg snyder da ikke! Det er ikke min skyld at jeg er bedst,” svarede han drillende, selvom han slet ikke nåede at sige mere, før hun havde tværet sne ud i ansigtet på ham, hvilket fik ham til at rulle ned fra hende og lægge sig på ryggen med et morende grin, som han pustede sneen væk. Han lagde sig roligt om på siden og med fronten mod hende. ”Jeg tror vi skal ind og have taget et varmt bad,” svarede han morende, som han godt kunne mærke at det blev lidt koldt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste slet ikke hvordan hun skulle komme videre fra dette område, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hendes vedkommende. Hun havde brug for fred og ro, også selvom hun slet ikke vidste hvor hun kunne eller skulle finde den, for hun regnede slet ikke med at det ville blive muligt bare sådan uden videre. Når det endelig skulle være, så vidste hun godt, at det kunne blive fantastisk med noget ferie, selvom hun slet ikke turde at gøre det, så var det ikke ligefrem noget som gjorde omstændighederne meget nemmere for hende, for hun havde jo for pokker ikke noget at forsvare sig med, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for hende af den grund. De mørke øjne gled stille mod hans skikkelse, også selvom det var meget varsomt, for hun ønskede jo ikke at gøre ham sur eller irriteret igen, også selvom det var noget som hun virkelig var blevet god til efterhånden. Hun var slået i jorden, og hun vidste endnu ikke hvordan hun skulle komme ordentlig op igen, og nu hvor han også havde sit at slås med, var ikke just noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Tror du virkelig det..?” spurgte hun med en sagte stemme. Hun ønskede virkelig bare at finde noget fred og ro, for det kunne hun virkelig bruge efterhånden.
Det glædede selvfølgelig Malisha at komme lidt ud, selvom hun havde været bange for det i længden. Bange for at nogen ville se hende, og finde ud af, at hun gik rundt uden magi, selvom hun vidste, at rygterne allerede gik, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Tænderne bed hun let sammen, for det var jo faktisk en anelse koldt, men det var slet ikke noget som hun som sådan bed sig fast i. At det hele resulterede i en sneboldkamp – ligesom da de havde været små, var selvfølgelig en tanke som hun virkelig godt kunne lide, også fordi at.. det var befriende et sted. At hun så endte i sneen og med ham over sig, sagde hun ikke noget til, også selvom det var temmelig koldt for benene, for man kunne jo ikke ligefrem sige at hun havde tøj på, som var ment for at være udendørs! At vaske ham i ansigtet med sne, fik hende kun til at smile, for det var ligesom da de var børn! ”Bare fordi du er stor og skal brede dig,” påpegede hun morende, inden hun roligt satte sig op igen og med blikket mod ham. Et varmt bad, ville hun for sit vis ikke have noget imod, og nu hvor de faktisk havde.. snakket en god del af tingene igennem, så følte hun faktisk at hun kunne smile lidt igen, og det var virkelig utrolig rart! ”Det lyder faktisk rart.. Dit sår skal vel også renses på et tidspunkt?” endte hun sigende. Hans arm bestod jo af et kæmpe kødsår, og det skulle jo trods alt også holdes rent, ikke sandt?

[Deleted]

At komme ud var virkelig en befriende følelse, selv for Konstantin, da han følte at hans bihuler måtte åbne sig op, så han kunne trække vejret igen, hvilket var takket være den friske luft, selvom han naturligvis stadig var snottet og forkølet, for det gik ikke bare over sådan uden videre, da han jo kun var kommet hjem i går aftes. Meget var faktisk sket i de timer, som han både havde lagt syg, han havde fået renset sår og skader, hvor han tilmed havde mistet sine ene arm, og alligevel havde han fået genvundet kontrollen over sig selv, da han var kommet ud af chokket, hvor han havde gjort det godt med Malisha igen. Han vidste godt at hun havde det dårligt, men det skulle de nok finde ud af, for det gjorde de trods alt altid. Han nikkede ganske let og dog bestemt til hendes ord. ”Jeg er fuldstændig sikker, og det ved jeg at du inderst inde også er,” svarede han roligt, som han jo selv havde set den gamle Malisha dukke op i hende, da han havde været i panik og havde lagt og ynket over at have mistet sin arm, for der havde hun jo vist sig fra sin gamle stædige og bestemte side, hvor hun selv havde gjort det tydeligt at de nok skulle klare sig, hvilket han skam var enig i, nu hvor han var klarsindet igen. Der skulle nok komme ro på det hele og bare det at hun havde været med ude at gå i haven, havde jo tydeligvis gjort en masse og ikke mindst hjulpet en del, for hun var helt glad og munter, hvor hun tilmed kunne grine og drille ham, hvilket normalt aldrig lå til hende. Det var dog noget som uden tvivl måtte gøre ham glad, for det betød naturligvis noget for ham at hun havde det godt, hvilket var tydeligt at hun havde i øjeblikket, da hun var glad og munter, hvor de tilmed havde sneboldkamp, noget som de ikke havde leget i flere årtusinder, som det nok sidst var sket da de havde været unge eller sågar helt små og det var jo trods alt frygtelig mange år siden. Det var dog rart at kunne smide hæmningerne lidt uden at skulle blive dømt på det, selvom de egentlig altid havde kunnet være sig selv overfor hinanden og det var også det som han altid havde nydt. ”Stor? Siger du jeg er tyk?!” spurgte han med vantro, skønt det var tydeligt at det var et spil fra galleriet, hvilket den muntre latter også måtte indikere. Morende var det, selvom det også var rart at kunne slippe sig selv fri på den måde, da han uden tvivl nød det! Han måtte dog skæve ned mod hans venstre bryst, da hun nævnte såret, for det havde han jo helt glemt! ”Det havde jeg helt glemt.. men vil du hjælpe mig med at rense det?” spurgte han roligt, som han for en gangs skyld ikke havde noget imod at spørge om hjælp, da han gerne ville tilbringe noget ordentlig kvalitetstid med hende. Han valgte roligt at komme op på benene, hvor han rakte hende hånden, som tegn til at han ville hjælpe hende op på benene, som den gentleman han nu engang var. ”Men så lad os komme ind. Så kan vi tage et bad og så kan du se til mit sår,” foreslog han roligt, som han sendte hende et skævt smil.