Wounded..?

[Deleted]

Svært var det for dem begge to, hvor der var meget som de skulle finde ud af. Det føltes dog som om at de aldrig fik en pause fra problemerne, for når noget endelig var ved at lægge sig, kom der et nyt og nu sad de begge og skulle til at vænne sig til en ny tilværelse, fordi omstændighederne havde ændret sig, hvilket han ikke brød sig om, for hans eget problem gjorde, at han måtte tage en pause fra at hjælpe hende med sit eget, hvilket han ikke var meget for, når han vidste at hun havde brug for ham. Han sukkede let til hendes ord, skønt han endte med at nikke sig enig i dem. Han vidste godt at det var svært for hende at acceptere, men hun lå som hun havde redt, og havde han vidst noget om hendes plan om invasionen i Procias, så havde han da gjort alt for at stoppe hende, derfor kunne man på sin vis sige at det var hendes egen skyld at hun havde mistet sin magi, da hun aldrig skulle have lagt sig ud med et helt land, og han anede heller ikke hvad hendes bagtanker var, da han aldrig havde spurgt ind til det, men et sted var han også ligeglad, for sket var sket og nu måtte de tackle konsekvenserne af dem, hvilket var noget som ramte hende hårdest. ”Selvfølgelig kan du godt komme tilbage efter dette tilbageslag, hvor der er vilje er der en vej. Men jeg ved godt at det er svært og at vænne sig til en ny tilværelse er aldrig let, det ved jeg, jeg skal trods alt selv til det. Men du er ikke alene, og det er det der bør tælle mest,” svarede han roligt, som han lagde hovedet let på sned. Han var der til at støtte og hjælpe hende, så hun ikke skulle klare alt selv, og til tider var det altid bedst med en hjælpende hånd, da tingene kunne se helt umulige ud på egen hånd af og til, for den følelse kendte han også alt for godt. At hun lod ham kærtegne hende og kysse hende, var noget som varmede ham, selvom fornemmelsen af hendes nøgne krop også måtte få lysten i ham til at stige. Det var snart et år siden at han sidst havde været en kvinde tæt, kun fordi han ønskede at det skulle være seriøst mellem dem, og hårdt var det skam, selvom han ønskede at gøre det for hendes skyld, da han elskede hende og hun var det værd i sidste ende. Sukket der brød hendes læber, hånden der lagde sig i hans nakke og det at hun intensiverede kysset, rev kun yderligere i hans lyster, hvor et suk brød hans læber, da hun valgte at bryde kysset. Blikket vendte han mod hende, hvor han først valgte at se efter ubehag, da han ikke vidste om det var for meget for hende. Øjnene blinkede han let med, som han trak sig en smule, hvor han rømmede sig kort. Han snerpede kort læberne sammen, inden han spaltede dem for at tale. ”Måske vi skal til at komme op?” foreslog han roligt. Han havde sit sår der skulle tilses, og så var det næsten at være på pinebænken, når hun kunne kysse hedt med ham, men ikke trække den videre. Han respekterede det dog, da han ikke ønskede at gøre noget imod hendes vilje, men derfor var det stadig hårdt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ville ikke vove at påstå at det var særlig nemt, selvom hun vidste, at det hele var hendes egen skyld, så var det ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Blikket gled stille ned mod sit eget skød. Det var en diskussion som hun kunne fortsætte i en evighed, for hun havde det virkelig ikke særlig godt med noget som helst. Han skulle måske vænne sig til et liv med en manglende arm, men.. hun skulle vænne sig til en helt anden livsstil i form af manglende magi, og det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt for hende på nogen som helst måde i det hele taget! Hun vendte blikket mod ham. Hun mente slet ikke at forsvare sin far, for hun vidste godt, at det slet ikke var noget som han havde fortjent, og det var slet ikke noget som hun ville gøre under normale omstændigheder, men sådan som hun havde det, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde i det hele taget! Tavst rystede hun på hovedet til hans ord, for hun havde slet ikke den vilje til at rejse sig efter det her, for hun vidste, at uanset hvad hun gjorde, så ville det ikke gøre nogen forskel i det hele taget, hvilket jo næsten var det værste af det hele i den anden ende! ”Det kan godt være, at du kan komme dig efter det, men selv med din manglende arm, så har du endnu magien til at hjælpe dig.. Jeg har ikke andet end mine næver, og jeg kan og vil aldrig kunne gøre det samme som jeg kunne før i tiden.. Det er jo ikke dig, som skal se det hele som man har arbejdet så hårdt for, blive kastet i grus, og uden at kunne gøre noget som helst ved det.. Det er jeg jo nødt til.. Jeg kan absolut intet stille op..” påmindede hun ham med en næsten helt sorgfuld stemme, for det var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, for hun kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være.
At være så tæt på Konstantin, var naturligvis noget som gjorde hende frygtelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Selvom hun måske aldrig havde tilladt ham at komme helt tæt på, så.. ønskede hun det jo et sted, men den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende bange.. Det gjorde hende virkelig bange, også fordi at hun aldrig havde været udsat for noget lignende før. Kysset brød hun let, også selvom det ikke var på grund af ubehag, for det var det på ingen måde. Hun… elskede jo når han gjorde det – når hun gav ham lov til det om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så gerne ville op, fik hende blot til at nikke, inden hun roligt trak sine hænder til sig. Hun ville gerne have lidt tid til at samle sig, også fordi at det altså på ingen måde var særlig nemt for hende at stå i den situation som hun gjorde, for hun vidste hverken til eller fra efterhånden! ”Så.. så gå du bare op, så kommer jeg om lidt og renser dit sår,” sagde hun roligt, som hun sendte ham et skævt smil.

[Deleted]

Nemt var det på ingen måde for dem, selvom Konstantin godt vidste at det var Malisha der havde mest at kæmpe med, men på den anden side var det hendes egen skyld, da hun aldrig skulle have søgt op til Procias og have gjort det stunt som hun havde gjort, for hvad pokker havde hun tænkt på?! Hun burde have kunne regne ud at en enkelt race ikke ville være i stand til at tage tronen, hvor han ikke engang anede hvad hendes hensigter havde været, for det havde de aldrig snakket om, da hun helst ville undgå den samtale på grund af det som var sket, selvom han mente at hun selv var skyld i det, fordi hun havde lagt sig ud med de forkerte. Igennem flere generationer havde ikke engang et helt land kunne overtage Procias, for mørkets og lysets land havde flere gange været i krig med hinanden, men altid havde Procias stået igen, måske mere svækket, men det havde også gjaldt for Dvasias, for det kom med krig. Men aldrig havde nogen været i stand til at nedlægge Procias, selvom frygtelig mange havde forsøgt og derfor kunne han ikke se at hun virkelig havde troet at det kunne lykkedes for hende. Men det havde så også bidt hende i røven i den anden ende. ”Jeg ved det godt Malisha, men vi skal nok finde ud af det hele, for jeg har skam ikke tænkt mig at give op. Du skal nok klare dig, for det gør du altid,” svarede han roligt og i en lettere sikker tone. Han var mere end sikker på at de nok skulle klare sig, for det havde de altid gjort så længe de holdt sammen. De havde altid holdt røven oppe på hinanden, hvor de altid havde støttet hinanden og stået i ryggen på hinanden, og når alt havde brændt på havde de også hjulpet hinanden, og de havde begge stået døden nær frygtelig mange gange, men fordi de var kommet hinanden til undsætning, var det aldrig gået galt. Det var det så for ham, da han havde søgt ud den ene nat med brækkede ribben, hvilket han så kunne fortryde nu, da det havde kostet ham livet, men den fejl gjorde han bestemt ikke igen! Derfor ville han heller ikke rigtig søge ud, før han havde vænnet sig lidt mere til livet med kun en enkelt arm. At hun brød hele kysset efter et stykke tid, kom egentlig ikke bag på ham, da det var typisk hende at stoppe det, det var dog ikke fordi han sagde noget til det, da han vidste at hun ikke ville trække den hele vejen med ham, og det havde han heller ikke lyst til her i badekaret. Han skulle til at protestere ved hendes ord, indtil han så hendes smil, hvor han blot endte med at nikke. Hvis hun havde brug for lidt tid alene, var det fint med ham, så kunne han godt gå i forvejen. Han kyssede flygtigt hendes læber, inden han valgte at rejse sig op, hvor han med en smule besvær fik tørret sig selv så godt som han nu kunne med en enkelt arm, inden han bandt det rundt om livet på sig selv. Han forlod roligt det store badeværelse, hvor han bad en tjenestepige om at gøre aftensmaden klar, inden han søgte ned ad gangen og tilbage til soveværelset.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være Malisha selv var skyld i det, men hun havde slet ikke regent med at konsekvenserne ville blive så enorme, at hun havde mistet frygtelig meget af kvaliteten ved sit liv, for det var det som hun havde, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende. Han forstod hende ikke, for det var uanset hende, som havde mest at slås med, for hvis han ville, så kunne han jo snildt klare sig alene, for manden havde jo magi og han havde endnu sit arbejde, hvor hun havde mistet både magi og sit arbejde, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det var alt sammen meget fint, hvis han troede at det hele nok skulle virke, men hun var bare ikke nær så overbevist om det, for hun havde det bestemt ikke særlig godt, og bare det at vide at han endnu kunne, var næsten det værste af det hele for hende, for.. det gjorde hende faktisk helt deprimeret! ”Det er da godt at en af os er optimistisk..” mumlede hun mere eller mindre for sig selv, for hun kunne på ingen måde dele hans optimisme, idet hun roligt vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Hun havde det ikke særlig godt, og hun vidste, at magien aldrig var noget som hun ville få igen, for den var revet fra hende og ødelagt.
Det at afbryde det hele, var ikke fordi at Malisha ikke havde lyst som sådan, for det havde hun skam, og det var det som faktisk gjorde hende en anelse.. usikker. Det skræmte hende, at hun var så glad for et andet individ, for hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det som sådan, selvom hun virkelig gerne ville. Vandet ville uanset ikke blive stedet hun ville komme til det. At han så gik med det til og forlod vandet og efterlod hende alene, var noget som hun faktisk havde det fint med. En tåre trillede let ned af hendes kind, som hun roligt sank ordentlig og godt ned i vandet, som det pludselig måtte gå hende til halsen, selvom det slet ikke var noget som jorde hende noget som sådan. Hun sukkede let, som hun hævede hånden og strøg den over hendes kind, så hun selv kunne fjerne den tåre, for hun havde det bestemt ikke særlig godt, og hun hadede virkelig at have det sådan! Hvor lang tid hun egentlig blev siddende, vidste hun ikke, men det blev faktisk et godt stykke tid til sidst. Roligt rejste hun sig, kun for selv at gribe efter et håndklæde, som hun gav sig til at tørre sig med, også selvom det alt sammen gik ganske langsomt. Hun sukkede tungt, som hun bandt det omkring sit liv, kun for at søge i retningen af soveværelset, så hun kunne komme i tøjet, men også hvis hun skulle hjælpe ham med at rense såret, så var det vel også på tide at få det gjort? Hun ønskede ikke at der skulle gå infektion i det, for hun ønskede da slet ikke at miste ham igen!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Malisha havde mistet mere end hvad han havde, hvilket han skam ikke ville modsige hende i, men det var netop også derfor han ikke ønskede at hun gav op med at kæmpe, for ellers fik hun jo aldrig hverken det ene eller det andet, eller begge ting tilbage. Han ønskede kun det bedste for hende, og hun havde aldrig været nogen svag kvinde, hun var frygtelig talentfuld, hvilket hun altid havde været og det var ikke bare ved sin magi, for hun var frygtelig snu og intelligent, så han var sikker på at hun nok skulle finde på noget, hvis hun bare gad tage sig sammen og gøre noget ved det, for så var han sikker på at hun kunne opnå hvad som helst. Han selv derimod skulle til at vænne sig til en ny tilværelse, da det ikke ville blive let at gøre alle mulige ting, han havde ganske vidst sin magi, men den gad han heller ikke at være direkte afhængig af, da han gerne ville kunne gøre bare visse ting – helst så meget som muligt – med sine egne hænder. Han gad ikke være hjælpeløs, da tanken gjorde ham hidsig. Blikket vendte han mod hende, som han godt kunne høre at hun ikke helt var overbevist endnu, selvom han ikke kunne bebrejde hende, for han vidste godt at det hele var svært. ”Nogen er jo nød til at være det, så vi ikke begge ender med at sidde og ynke,” svarede han morende, som han blinkede let til hende. Han vidste at det var svært, for begge parter, men nogen var nød til at holde hovedet koldt og forsøge, og når hun var nede, måtte det være ham, ligesom hun havde trådt til, da det havde været ham.
At Malisha gerne ville blive siddende lidt, vidste Konstantin ikke helt hvordan han skulle tackle, da det typisk ikke var et særlig godt tegn, men han gad dog hverken diskutere eller kommentere det, derfor valgte han blot at gå op, så han kunne få tørret sig, selvom det var lettere besværligt, inden han forlod det store badeværelset. Maden skulle de snart have, da de jo faktisk havde sovet det meste af dagen væk og resten var gået hurtigt, som de havde været udenfor, hvor han rent faktisk havde moret sig utrolig meget og han kunne snart ikke huske hvornår han sidst havde haft det så sjovt på sådan en uskyldig og … barnlig måde. Han selv gik ind på værelse, hvor han roligt åbnede det store klædeskab. Han greb omkring et par bukser, som han fik trukket på, inden han greb omkring en skjorte, som han blot kastede over skulderen. Der var ingen grund til at klæde sig helt på, hvis hun alligevel skule tilse hans sår. Han gik ud på badeværelset, der tilhørte soveværelset, hvor han fandt alt det nødvendige frem til at rense såret, inden han gik hen til sengen, hvor han satte det fra sig på natbordet, kun for at tage plads i sengen. Hovedet drejede han, som han så ned mod sit sår. Det så fint ud, efter at lægen havde været her og tilse det, hvor Malisha også havde syet det natten inden, så alt i alt, så det rent faktisk godt ud, selvom det nok var bedst at det blev renset igen, så der ikke gik infektion i det, eller så det ikke gjorde mere skade, for det ønskede han bestemt ikke.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for Malisha at være positiv når hun havde det som hun havde det, også fordi at han slet ikke havde mistet noget som helst af sit, hvor hun derimod havde mistet absolut alt. Alt den autoritet, respekt og det arbejde som hun havde stået for, hvor hun kun måtte se sit store imperium falde direkte til grus, uden at hun kunne gøre det mindste ved det – se andre tage over det hele og kalde det for sit eget, og det gjorde hende direkte deprimeret, så ja.. et sted ville hun virkelig have ønsket, at Silia havde taget hendes liv i stedet for, for det havde været langt mindre smertefuldt! Tårerne meldte sig i hendes øjne, selvom hun virkelig forsøgte ikke at lade dem falde, men det var for pokker ikke nemt, når man ikke mødte andet end modstand, for det var virkelig begyndt at pisse hende af, også fordi at hun ikke kunne gøre det fjerneste ved det af den grund! Han var optimistisk.. det var alt sammen meget fint, for det var hun skam på ingen måde! Hun nikkede blot til hans ord, uden egentlig at kommentere det, for hun vidste udmærket godt hvilke tanker han gjorde sig; Det var hendes egen skyld, hun skulle have tænkt sig bedre om, og alt mulig andet, og det var ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende i denne situation! Slet ikke! Hun havde det virkelig skidt, og det var noget som folk tilsyneladende ikke rigtigt tog sig af alligevel! Tilværelsen var ikke nem for hende, og nu hvor han også havde fået sit at slås med, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for dem, for det ville ikke blive nemt.. og den svære tilværelse, var noget som hun efterhånden var ved at blive træt af!
At Konstantin alligevel formåede at acceptere at hun havde brug for lidt tid selv, var noget som hun var glad for, også selvom tegnet næppe var godt, men hvad pokker kunne hun gøre ved det? Tårer havde hun fælt nok af overfor ham, og hun ønskede heller ikke at han skulle se flere af dem nu. Selv da han forlod badeværelset, lod hun dem egentlig bare.. trille, så hun kunne få lov til at gøre noget ved det i stedet for alt det andet. Hvor langt id hun blev siddende, vidste hun ikke, inden hun rejste sig op, kun for at tage håndklædet, tørre sig og svøbe det omkring sit liv, inden hun forlod badeværelset og søgte ned mod soveværelset. Selvom hun ikke sagde så meget som et ord, så var det bestemt heller ikke fordi at tavshed fra hendes side, var noget synderlig godt tegn. Uden sin magi, så manglede hun sin selvtillid, og det kunne uden tvivl også godt mærkes på hende. Hun søgte roligt hen til klædeskabet, hvor hun godt kunne høre han puslede rundt ude på badeværelset, så sagde hun stadig ikke så meget som et eneste ord, idet hun roligt fandt en kjole frem – langt fra så afslørende som hun plejede at være i, men.. hun følte slet ikke hun havde noget at vise. Håndklædet lod hun falde til gulvet, idet hun hoppede i den.

[Deleted]

Nogen var nød til at være den positive og den som forsøgte at holde overblik, for det ville bestemt ikke gavne hvis de begge sad og ynkede over deres liv, da de var nød til at tage sig sammen og arbejde sig væk fra det, for intet blev bedre, hvis man bare sad på sin flade og gav op, og når man havde ramt bundet var der kun én vej man kunne gå og det var op, derfor så var de nød til at støtte hinanden igennem tykt og tyndt som de altid havde gjort og så var han sikker på at de nok skulle klare sig. At hun så slet ikke svarede, men blot nikkede, fik hans smil til at falme og hans humør til at dvale en anelse. Hun havde lige været så munter, da hun rent faktisk havde kunnet smile og grine, da de havde været udenfor og lege i sneen, hvor hun var tilbage til det deprimerende hjørne og det gjorde snart ham helt deprimeret, det havde også været rart at se hende med et smil og med en latter, da det uden tvivl var noget som han havde savnet frygtelig meget. Han gjorde dog intet ved det, da han blot gav hende den tid hun havde brug for og selv gik op. Han respekterede hende skam, da han lod hende få de pauser hun havde brug for, hvilket var frygtelig mange i denne tid, selvom det uden tvivl havde været den bedste dag hidtil for hendes vedkommende, for hun havde jo faktisk været i stand til at smile, hvilket hun ikke havde gjort igennem de sidste mange måneder. Trist gjorde det ham, selvom han ikke rigtig kunne gøre noget ved det, for han vidste at det krævede mere end ord, og han havde svært ved at kunne give hende andet i øjeblikket, selvom han rent faktisk arbejdede på en løsning, men det var ikke let og det var noget som han var nød til at sætte på pause, nu hvor han selv skulle til at vænne sig til at bruge en enkelt arm, for det gjorde ham trods alt mere sårbar, måske han havde sin magi, men selv skulle han lære at kæmpe kun med en arm, da han førhen havde været vant til at kunne bruge to. Han blev siddende i sengen, hvor han egentlig bare ventede på at hun kom tilbage, skønt det så ud til at trække ud og det gjorde det også kun tydeligt at hun var gået tilbage til samme stadie igen og det gjorde ham trist, men han vidste ærligtalt ikke hvad han kunne gøre, da han virkelig forsøgte! Han havde endelig fået hende med ud, hvor hun havde været glad, men nu var hun igen trist. Han sukkede let for sig selv, som han åbnede førstehjælpskassen, hvor han fandt noget sprit frem, der var i en lille flaske, hvor han fik proppen af ved hjælp af pege- og tommelfinger. Han tog derefter noget vat, som han lagde ud på nat bordet, hvor han forsigtigt hældte noget sprit ud på vattet, kun for at stille flasken fra sig. Hvor længe Malisha havde i sinde at bruge på badet anede han ikke, men han kunne lige så godt udnytte tiden til at forsøge at rense sit sår og allerede der forsøge at vænne sig til at bruge en enkelt arm, selvom det var svært. Det gjorde ham også helt dårlig at kunne se på den manglede arm i venstre side, som han måtte rynke på næsen af det. Han tog om vattet og dyppede det mod hans sår, selvom det fik ham til at gispe af smerte, hvor han trak det hurtigt væk igen. Blikket vendte han mod døren, da hun kom ind, hvor han godt lagde mærke til at hun ikke sagde noget som helst, og det gjorde at han heller ikke selv vidste hvad han skulle sige, for han kunne sagtens spørge om hun var okay, men han kendte jo allerede svaret.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder i stand til at være optimistisk, sådan som hun havde det, og naturligvis, så irriterede det hende virkelig, også fordi at hun ikke kunne gøre noget ved det. Konstantin havde endnu absolut alle mulighederne til at gøre hvad han ville, han havde sit job og det hele, og hvad havde hun? Hun havde absolut ikke noget som helst. Det havde måske været en frygtelig god dag for hendes vedkommende, selvom det ikke nødvendigvis gjorde at det var en sindstilstand som hun ville holde for tid og evighed, for det kunne hun da slet ikke. At han lod hende alene, var noget som passede hende fint, for hun havde brug for de pauser, selvom det var frygtelig mange af de som hun havde brug for. Uanset hvad, så ville alt det som han havde gang i – bag hendes ryg ganske vidst, det ville ikke have nogen effekt, og hun vidste det. Det hele var ødelagt og revet fra hende, knust på den måde, som gjorde, at hun slet ikke var i stand til at få noget som helst af det tilbage igen, og det var næsten det værste af det hele. At Konstantin var begyndt at ordne sit sår, vidste hun slet ikke, hvor hun egentlig brugte temmelig lang tid på at komme op, for hun var nødt til at fjerne tårerne og igen finde den gamle facade frem, så hun havde lidt at holde fast i. Hun trak vejret dybt, som hun endelig kom tilbage på værelset, også selvom hun kunne se, at han allerede var i gang med at forsøge at rense. Det i sig selv, måtte vel være en temmelig smertefuld proces, da det jo trods alt var et meget åbent kødsår. Selvom hun følte, at det mere eller mindre var hendes skyld, da hun ikke havde syet ham ordentligt eller noget som helst, hvilket nu også var noget som efterlod hende med en endnu værre smag i munden end hvad hun havde i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun hoppede i en kjole, mørk af sig, selvom den stort set ikke rigtigt afslørede noget som helst, da hun heller ikke rigtigt følte, at hun havde noget at vise frem mere. Den selvtillid havde hun jo på ingen måde mere, som den nærmest også måtte være gået til grunde sammen med hendes magiske egenskaber. Det var måske tydeligt at hun havde grædt, men selv hun undlod at kommentere noget som helst, da hun slet ikke ønskede at tænke på det. Hun ville bare aldrig komme over det, hvilket hun allerede vidste, og det var ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende, uanset hvad. ”Skulle jeg hjælpe dig?” spurgte hun mere tonløst og mere tomt end det som hun havde snakket med tidligere. Varsomt satte hun sig hen på sengekanten, hvor hun stille vendte sig i retningen af ham, også selvom hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige eller noget som helst, for hun ønskede jo heller ikke ligefrem at ødelægge det hele, selvom det vel allerede var en skade for sent, og noget som hun allerede havde formået? Hvilket faktisk gjorde hende ked af det, for det havde jo trods alt været en god dag – frem til nu om ikke andet.

[Deleted]

At lade Malisha sidde i badet gjorde Konstantin kun fordi han vidste at hun godt kunne bruge en pause og fordi han ikke ønskede at ødelægge mere, da han allerede i forvejen vidste at han ville begynde at ødelægge det hele, hvis han blev og diskuterede det med hende og de havde haft en rigtig god dag, da hun rent faktisk havde formået at smile og grine, ligesom de havde leget som to tossede små børn, så selvfølgelig ønskede han at bevare det, selvom han godt kunne fornemme at det ikke helt var sådan længere. Han blev også siddende i et stykke tid, hvor han havde hentet hjælpekassen og det hele, men det gik op for ham at hun ikke kom foreløbig, hvilket alligevel måtte forundre ham, for hvor længe skulle hun lige bruge? Det var dog ikke sådan at han gad gå derud igen, da han i stedet for bare valgte at gå i gang selv. Det var ikke nær så let, som hvis man havde to hænder og det gik heller ikke nær så hurtigt, da han var lettere fummelfingret med kun en hånd, han formåede dog at få sprit på vattet, inden han førte vattet til såret, skønt det sveg ufattelig meget. Såret var noget mere pænt, end hvad det havde været, da han var kommet hjem, for efter at både Malisha og lægen havde været i gang, så var det ikke nær så slemt, skønt det endnu måtte gøre ondt, da det ikke havde healet ordentligt på kun så kort tid. Lægen havde syet det hele bedre fast, så det var lukket ordentligt, hvor han også havde smurt noget savle på, skønt den savle nu ikke længere var på grundet badet, men han kunne se at manden havde efterladt den hos ham, så det passede ham fint. Han var også kun glad for at Malisha havde været her, for ellers var han nok gået fuldstændig i panik og så havde lægen nok ikke formået at få noget som helst gjort ved ham. Det havde også bare bevist at hun ikke havde svigtet ham i side ende og det var han frygtelig glad for. Han vendte kort blikket mod døren, da hun kom ind, selvom hun ikke sagde det mindste, hvilket både irriterede, men også ærgrede ham, da de havde haft det så godt. Da hun kom hen til sengen, så så han mod sit sår, hvor det kun var en anelse skæven han gjorde mod hende i ny og næ, hvor han kunne se at hun havde grædt, men han gad ikke kommentere det, da han tvivlede på at det ville hjælpe. At hun så også havde ændret sig helt i tonen, fik ham til at bide tænderne sammen og rynke let på næsen, skønt han dog blot selv fortsatte, selvom det sveg, men det formåede dog at holde ham lidt i skak. ”Jeg troede at vi havde en god dag,” svarede han let, som det naturligvis var en hentydning til hende og hendes nu ændrede humør, da hun var den normale triste og deprimerede igen, hvilket snart gjorde ham selv deprimeret. Han lod hende dog ikke hjælpe, da han sagtens kunne selv – eller det var i hvert fald hvad han sagde til sig selv. Det gik godt nok, da der ikke var så meget han skulle gøre, men så snart det var større ting, ville han nok ikke kunne gøre det selv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var egentlig ikke fordi at Malisha ønskede at ødelægge det hele på den måde som hun gjorde, men hun havde det virkelig svært ved det hele! Hvis han kunne og ville selvfølgelig, så kunne han da snildt beholde absolut det hele, hvor hun følte at hun måtte gemme sig som en rotte i skyggen, og ikke kunne stille noget som helst op, for det kunne hun jo trods alt heller ikke! Selvom hun kom ind på soveværelset og uden så meget som et ord, så gik hun bare hen til klædeskabet først, for at komme i tøjet, inden hun roligt vendte sig i retningen af ham. Det var jo ikke fordi at hun havde lyst til bare at være tavs og deprimeret, men når han bare blev ved med at fortælle hende, at hun kunne gøre hvad hun vil, var noget som gjorde hende hidsig, for det kunne hun jo ikke engang mere! At han så allerede selv var i gang med at rense sit sår, fik hende bare til at forblive tavs, for det lignede jo ikke engang at han havde brug for hende. Hænderne samlede hun roligt foran sig, hvor hun for en kort stund, overvejede om hun bare skulle gå igen, for han lignede jo slet ikke en som havde brug for hende til noget som helst uanset hvad, og det var noget som faktisk formåede at gøre hende temmelig ked af det. At han så kommenterede deres dag som god, fik hende til at knytte næverne langt mere, for hun vidste godt at hun havde ødelagt det hele. Ikke fordi at det var nyt for hende, for hun ødelagde jo stort set altid noget! ”Undskyld da..” mumlede hun let for sig selv. Ikke fordi at hun kunne gøre det største ved det lige nu, for skaden var vel allerede sket? Hun havde ødelagt hele stemningen, hvilket jo faktisk var noget som hun var utrolig ked af, for hun havde virkelig hygget sig, hun havde været ude, de havde opført sig som børn, og de havde grinet og de havde haft det sjovt, men.. for hende, så kunne det hele vende som på en femøre, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun gjorde med vilje! Hun rystede stille på hovedet og rejste sig igen. At han så ikke kommenterede at hun skulle hjælpe ham, gjorde hende kun mere ked af det, for hun ville jo slet ikke bare sidde og glo og føle at hun ikke var til nogen nytte, men det gjorde hun jo nu! Hun søgte stille hen til balkonen, hvor hun denne gang slog dørene op, kun for at træde ud. Hvis han ville klare det selv, så havde han vel heller ikke brug for hende? Nu som det var sagt, så følte hun sig jo kun mere.. unyttig end hvad hun havde gjort før, og den tanke gjorde faktisk ondt, for hvad godt kunne hun nu gøre for ham? Selv med en manglende arm, kunne han jo tage sig af det hele selv! Armene slog hun let omkring sig selv, som hun stillede sig ud i den iskolde luft.. Selv det at få noget kold luft til hovedet, fik hende til at abstrahere lidt fra de mange tanker.

[Deleted]

Malisha havde ødelagt stemningen, hvilket Konstantin ikke ville benægte. Den kunne sagtens nå at blive reddet igen, men sådan som hun var, så virkede det ikke til at det blev tilfældet, da hun igen var deprimeret og ked af det og han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre ved det. Hvis hun blev ved med at sammenligne dem, så var det jo klart at hun ikke fik det bedre, for ja han havde magi og han kunne uden tvivl mere end hende, ligesom han også havde sit job, men han havde også mistet sit job og han havde kæmpet for at få det tilbage, hun burde selv begynde at kæmpe for det hun ville have, for hun fik jo intet ved bare at give op og det var det han forsøgte at overbevise hende om, selvom hun synes at vende det døve øre til når han talte til hende. Han var også gået i gang med at rense sine egne sår, for han kunne heller ikke vente en hel dag på at hun tog sig sammen, da hun ikke virkede særlig motiveret til at hjælpe ham og så gad han ikke stå i vejen for hende, så hun følte at alt var mere besværligt, for så måtte han jo bare gøre det så godt som han nu kunne. Det var desuden heller ikke særlig svært at rense såret, det var mere hvis der skulle laves mere og der var han i det mindste heldig. Han kunne dog godt mærke at han endnu havde feber, selvom det havde gjort godt med lidt frisk luft og et varmt bad, selvom han nu mere bare følte sig træt, selvom han snart havde sovet hele dagen væk, men sådan var det trods alt når man var syg. At hun så bare undskyldte på den måde og gik, fik ham til at sukke som han kort lagde hovedet tilbage mod sengegavlen, hvor han vendte blikket op mod loftet. Umuligt synes det hele at være, når hun blev sådan, da hun så bare tog afstand til det hele og det kunne han ikke bruge til noget, og det kunne hun heller ikke selv. Han strøg tungen over læberne, inden han gjorde sig færdig, som han rejste sig op og gik hen til døren, hvor han tog omkring hendes hånd. ”Kom indenfor,” bad han, selvom han alligevel blev bestemt, da han trak i hendes arm og derfor hev hende indenfor, hvor han slap taget om hendes hånd for at lukke døren, hvor han vendte blikket mod hende. Han løftede hånden og lagde den mod hendes kind for at se alvorligt ind i hendes øjne. ”Det gør ikke noget at du har det dårligt Mal, det er kun forståeligt. Men jeg har nydt dagen, og jeg så for første gang i lang tid et glimt i dit blik og et smil på dine læber, og det har jeg elsket at opleve. Jeg ønsker ikke at den stemning skal ødelægges, du har kun bevist at du endnu kan have det sjovt og har noget at smile af, så giv ikke slip på det. Giv ikke håbet op allerede, vi finder ud af noget, jeg nægter at gøre andet! Nyd tiden med mig,” bad han som han fjernede hånden fra hendes kind, for at tage fat omkring hendes hånd, hvor han roligt bakkede tilbage til sengen, hvor han trak hende med sig, kun for at sætte sig og gjorde tegn til at hun skulle lægge sig ind til ham og følge trop.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde slet ikke ment at skulle ødelægge noget som helst, hvilket jo faktisk var noget som hun var ked af, og det var noget som uden tvivl, også måtte give hende en direkte dårlig smag i munden. At han så ikke så ud til at have brug for hendes hjælp uanset, så kunne hun slet ikke se nogen grund til bare at sidde der. Hun havde jo ikke noget at kæmpe for mere.. Hun kunne ikke beholde sit arbejde uden at kunne magi. De ville jo for pokker bare slå hende ihjel, dersom de vidste hvor hun var, og et sted, så var det vel også bare et spørgsmål om tid, inden det ville gå galt? Det var den frygt som hun sad inde med, og det var noget som hurtigt kunne gøre hende en smule urolig og ikke mindst usikker på det hele. At han så bare kommenterede at dagen havde været god, så var det kun tydeligt, at hun havde ødelagt det hele, og så havde hun da slet ikke lyst til at sidde der! Hun rejste sig roligt, kun for at søge hen til balkonen, hvor hun åbnede dørene og søgte udenfor, også selvom det var frygtelig koldt, så tog hun det ikke så tungt igen. Det var hende en god hjælp til at få abstraheret lidt, også fordi at det uden tvivl, havde været nødvendigt, også for hendes vedkommende. At han så søgte efter, bed hun sig ikke rigtigt mærke i, før han tog omkring hendes arm, og direkte trak hende med sig indenfor. ”Slip mig, Konstantin..” nærmest bed hun af ham, inden hun vendte sig direkte mod ham. Hånden mod hendes kind, fik hende omgående til at sitre, også fordi at det var rart når han faktisk kom i berøring med hende, selvom den tanke i sig selv, sagtens kunne være skræmmende for hende, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt bed hun tænderne sammen. Han havde ret, men hun kunne virkelig ikke se hvad hun havde at kæmpe for af hvad hun havde haft, for hun havde mistet al respekt, loyalitet og ikke mindst det arbejde som hun sådan havde knoklet for, og det måtte nu tilfalde en anden, og den tanke var noget som direkte gjorde hende vred og ikke mindst frustreret! ”Der er ikke noget håb tilbage, når alt hvad jeg har kæmpet så hårdt for, er mistet og er noget som jeg aldrig nogensinde kan få tilbage, Konstantin. Jeg kan jo bare se dig.. Du har endnu muligheden for at lave dit og faktisk beholde alt det som du nogensinde har kæmpet for.. Jeg kan ikke have noget af det.. Jeg er dømt til at leve som et simpelt menneske, og det vil jeg slet ikke..!” Hun havde langt højere ambitioner end det, og hun vidste, at der ikke var noget som helst at gøre ved det, hvilket næsten var det værste af det hele! At han gik tilbage til sengen, hvor han bød hende til det samme, fik hende kun til at stå og tøve for et kort øjeblik. Hun sukkede let for sig selv, inden hun ganske varsomt endte med at kravle op i sengen, hvor hun lagde sig ind mod ham, selvom det var med den største forsigtighed. En tåre banede sig vejen ned af hendes kind. Hun hadede virkelig sit liv!

[Deleted]

Dagen havde uden tvivl været god, derfor måtte det også gå Konstantin på at hun nu var i dårligt humør igen, for han havde troet at det bare ville se lidt lysere ud i fremtiden, men det virkede det ikke just til, hvilket måtte frustrere ham. Han ønskede ikke at gøre det værre for hende, men han kunne jo snart heller ikke gøre noget uden at hun blev sur, ked af det eller frustreret, for uanset hvad han sagde eller forsøgte at gøre, så synes det at have den modsatte effekt end hvad han tænkte det skulle have. Han ønskede bare at de fandt ud af det, som det også ville være rart hvis hun kunne holde modet oppe, men det var tydeligvis for svært for hende, og så vidste han ærligtalt ikke hvad han skulle gøre. Han forsøgte dog og han nægtede at give op, for han ville heller ikke miste hende på vejen, da han elskede hende. Han tog sig ikke af at hun bed af ham, for det var han jo næsten vant til, men han fik hende ind i varmen igen, ligesom han fik lukket døren, hvor han vendte blikket mod hende igen og strøg hendes kind, hvilket han kunne se at hun nød, hvilket passede ham helt fint. Det var rart at hun ikke afviste hans kærtegn, når det jo faktisk var en bekræftelse i at han elskede hende og kunne lide hende, at hun var god nok, for han ønskede ingen anden end hende. ”Jeg mistede også mit job, Malisha, men jeg kæmpede for at få det igen. Jeg ved godt at tilfældet ikke er nær så let ved dig, men det nytter ikke at give op, det hjælper heller ikke at give op, desuden så har du mig og jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig, hvad som helst,” svarede han i en alvorlig tone. ”Hvis du ikke vil ende som et simpelt menneske, så gør noget ved det. Du er en fighter, du har aldrig givet op og det ønsker jeg heller ikke at du skal gøre noget, du kan hvad du vil, hvor der er vilje er der en vej og selvom det blot er gamle ordsprog, så er det sandt. Kæmp for det du holder af Malisha, som du altid har gjort. Desuden kendte du til risikoen ved dit arbejde allerede fra starten, du kunne have mistet jobbet på mange måder og ikke bare på grund af din magi, men det skal ikke være grunden til at du giver op,” tilføjede han i samme tone, inden han valgte at trække hende med hen til sengen, skønt han godt kunne mærke at hun tøvede og var en smule modvillig, men han fik hende med sig og det var det vigtigste. Han lod hende lægge sig ind til ham, hvor han lagde armen om hende, imens han begyndte at stryge hende over ryggen og siden. Han kyssede hende blidt mod kinden. ”Stop med at græd Malisha, intet er tabt før du er død og borte og det er du ikke,” hviskede han mildt, som han lagde hovedet ind mod hende, da han godt havde set den tåre der havde banet sig vej ned over hendes kind. De havde haft en så god dag, hvor hun havde smilet og leet, det ønskede han ikke ødelagt med tårer og en dårlig mine, da han ønskede at gøre hende glad.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke Malishas mening at skulle ødelægge det hele, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun brød sig om at det skulle være på denne her måde! Hun hadede sit liv for at have taget den drejning, for hun ville hellere ligge i graven, end hun ville rende rundt og skulle.. undvære halve hende, for hun havde jo altid defineret sig selv ved sin magi, og end ikke det kunne hun jo gøre mere! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en ganske kortfattet mine, som han havde valgt at rive hende med sig indenfor igen. Ikke fordi at det gjorde hende noget som sådan, men han skulle altså ikke komme her og tro at han kunne bestemme over hende, for det kunne han altså slet ikke! Hans kærtegn, var slet ikke noget som hun ønskede at afvise, for det var jo faktisk rart, også selvom hun virkelig havde det skift med det hele, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. ”Du kan ikke hjælpe mig.. Du kæmpede og fik dit arbejde og din stilling og det hele tilbage.. Jeg har mistet det som ville give mig den mulighed. Jeg skal i levende live, stå og se til at mit hårde arbejde har været spildt..” påpegede hun. Løgn var det jo ikke engang, for hun kunne jo absolut ikke stille noget som helst op! Blikket gled stille ned mod gulvet, for hun skammede sig jo næsten ved tanken, og i det tilfælde, så kunne hun da slet ikke lade være med at sammenligne sig selv med ham, for han havde jo endnu det hele! Hun havde ingenting! ”Jeg havde ikke regnet med at jeg skulle miste mit hårde arbejde før den dag jeg ville gå i graven, og et sted så ville jeg ønske, at det var hvor jeg var nu. Hårdt sagt, men kæmpe for det? Uanset hvad, så kan jeg intet stille op med mit menneskelige liv, Konstantin, og det ved du udmærket godt! Der er ikke nogen som kan hjælpe mig..” endte hun med en dæmpet stemme, som han trak hende med sig hen til sengen, også selvom hun var helt tøvende, også selvom hun valgte at lægge sig ned ved siden af ham. Hun ville slet ikke ødelægge det hele, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun lukkede øjnene let. At være så ked af det, lignede hende ikke, men hun havde det bestemt ikke særlig godt, og hun havde i det hele taget, utrolig svært ved at se hvordan hun skulle klare sig med livet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var meget nemmere for hende af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg har da mistet det hele, Konstantin.. Jeg er jo slet ikke mig mere.. Jeg er ikke leder, jeg er ikke engang en warlock. Jeg er ingenting..” mumlede hun med en dæmpet stemme, som hun tog imod hans kys mod hendes kind. Hun havde det bestemt ikke særlig godt!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at det ikke var let, men noget var de jo nød til at gøre, for hun kunne jo ikke bare lægge sig til at dø, da han ærligtalt fandt den tanke svagt og ynkeligt. Hun havde altid været en kriger, en som kæmpede for hvad hun ville have, og han havde altid støttet hende. Han vidste godt at man kunne blive slået meget tilbage og det måtte man sige at hun var, så han forstod godt at hun var deprimeret, for det ville han også selv have været i hendes sted, men han ville ikke lade det stoppe ham helt, da han nok ville være deprimeret det første stykke tid, indtil han blev sur på sig selv og tog sig sammen for at kæmpe sig tilbage på benene, præcis som han havde gjort med sin arm. Han havde så også kun fået lov til at ynke i et par timer, hvor hun var blevet vred, og nu var det igen ham der sad og sagde at de nok skulle klare sig. Det gjorde ham også irriteret at hun var sådan, da han slet ikke var vant til at se hende ynke på den måde og han fandt det forfærdeligt. Normalt havde de altid gjort grin og hånet de som sad og ynkede over deres liv og nu var de selv nogle af dem? Det gad han bestemt ikke! Han kunne naturligvis ikke tale for hende, men han selv ville bestemt ikke lade sig kues eller holdes tilbage på grund af dette! ”Dit arbejde har ikke været spildt, Malisha. Men der har altid været risiko for at en anden ville tage over, det ville også være sket, hvis du rent faktisk havde mistet det ved at gå i døden,” svarede han sandfærdigt. Det så man jo tit, at ledere trak sig tilbage, hvor de bare måtte stå og se på at deres arbejde gik videre og at det med tiden ville være væk, sådan ville det altid være med de poster, sådan kunne det være med alt, selv ved hans eget job. ”Så du er ikke engang tilfreds med at du endnu har mig? At du faktisk stadig har livet i god behold og endnu kan nå at opnå noget? Du bør kæmpe for hvad du vil have, som du plejer, end at sidde og ynke over noget du alligevel ikke får ved at sidde stille og være svag,” svarede han i en kortfattet tone, hvor det måske var hårde ord, men det var trods alt sandt. I stedet for at hun gemte sig indenfor, burde hun tage sig sammen og finde på en plan, med sit lange liv, som hun selv var en del af og oppe i samme alder, så vidste de begge at meget var muligt, derfor var intet tabt endnu, han nægtede at give håbet op før han var helt overbevist om at der ikke var flere muligheder og det irriterede ham at hun ikke kunne dele den følelse. ”Du er stadig dig selv Malisha, hende viste du mig trods alt i morges, så jeg synes at du burde finde hende frem, bruge dit hoved og finde på noget, frem for at gøre ingenting. Desuden ved du at jeg hjælper dig, jeg vil gøre hvad som helst for dig, så du kan bare sige til og så er jeg på pletten,” svarede han sandfærdigt. Hun stod ikke alene i dette, så hvis hun skulle bruge noget som var steder hun ikke kunne gå hen, jamen så hentede han det naturligvis til hende eller tog med hende. Alene var hun ikke, så han mente ikke at hun kunne tillade sig at hverken give op eller sidde og ynke over det hele.