Wounded..?

[Deleted]

Roligt nikkede Konstantin til hendes ord. Han vidste godt at det hele var svært for hende, ligesom der var meget hun skulle vænne sig til, men derfor var han mere end sikker på at de nok skulle klare sig, hvis de bare holdt sammen og han havde skam ikke tænkt sig at svigte hende nu! Han havde desuden ikke taget hende med hjem for ingenting, og havde han ikke gjort det, så havde hun været død i den hule, for hun havde ikke fået mad eller varme. Han var også kun glad for at han havde fået hende med hjem, da han trods alt ikke ønskede at miste hende, desuden var han glad for at hun var her, så de kunne finde ud af det hele igen, for hun havde jo lagt ringen fra sig, og sagt at hun ikke gad ham, selvom hun havde overreageret, for han havde jo intet med Aleksandra at gøre! Han havde tilmed efterladt kvinden til at dø. Han ville kun have én og det var Malisha. ”Jeg ved det godt, Malisha, men jeg ved også at vi nok skal klare os, for det gør vi altid, og du skal nok finde ud af det hele med tiden, min egen,” svarede han roligt og sendte hende et opmuntrende smil. Det kunne godt være at hun ikke havde magi, men i hans øjne var hun stadig den samme, hun var desuden stadig lige så smuk og han havde jo stadig set den gamle Malisha i hende, så han vidste at det hele nok skulle gå. Han vidste godt at de nok ikke kunne gøre noget lige nu og her, men med tiden skulle de nok finde ud af det hele, hvilket var noget som han så frem til, da han ikke brød sig om at se hende så deprimeret. ”Hold nu op Malisha. Ingen gør dig ynkelig, kun dig selv, så hvis du ikke vil være det, så stop med det. Det kan godt være at du ikke har din magi, men jeg ved at vi nok skal finde en løsning på alle problemer med tiden. Ganske vidst kan vi ikke gøre noget lige nu og her, så lad det ligge, du kører kun dig selv ned. Desuden ændre det ikke på mit syn af dig, du er stadig den kvinde jeg vil have ved min side,” svarede han roligt, som han løftede den ene våde hånd og strøg hende ganske blidt over kinden, uden at han veg de mørke øjne fra hendes. ”Jeg siger det fordi jeg mener det, Malisha, og ikke af nogen anden grund,” svarede han sandfærdigt. Hun var en gudeskøn kvinde og han følte sig rent faktisk heldig at have hende hos sig. Hende ville han aldrig tage forgivet igen, som han havde gjort igennem det meste af deres tid sammen, hvor han havde lagt i med andre kvinder, men hun havde til gengæld heller ikke virket interesseret i ham, da hun rent faktisk flere gange havde sagt at hun gerne ville have at den blev brudt, så han havde aldrig set nogen grund til at give sig fuldt ud hen til hende, da hun altid havde virket afvisende, men nu vidste han hvad hun ville have og så turde han godt at give sig selv fuldt ud til hende. Han satte sig roligt med ryggen til, som hun bad ham om, hvor han ellers bare lod hende sæbe ham ind.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var på ingen måder nemt for Malisha at finde sig til rette i noget som helst, selvom det jo faktisk ikke var noget som hun gjorde med vilje. Når alt endelig kom til alt, så forsøgte hun virkelig at gøre det så godt som det nu var hende menneskelig muligt med de midler som hun nu havde, selvom.. Det var bare ikke det samme, og hun vidste, at det aldrig ville blive det samme igen, hvilket næsten var det som var værst for hende, for det efterlod hende virkelig med en ringe selvtillid. At han var sikker på at de nok skulle klare den, var selvfølgelig noget som gjorde sit for hende, for det gjorde hende glad, men.. det var ikke altid det samme for en som hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Når du siger det på den måde, så har du nok ret.. Det er nu alligevel rigtig meget som vi skal til at vænne os til.. Begge to..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Hun havde det på ingen måder godt med omstændighederne som de var, også fordi at det var svært nok for dem begge to, så kunne hun jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad. Uden magien følte hun sig slet ikke som den gamle Malisha, og det var noget som kun vækkede den utrolige frustration som intet andet overhovedet! Hun sukkede let, som hun vendte blikket direkte væk fra ham endnu en gang. Visse ting ville aldrig blive bedre, og det var helt klart også en af dem! ”Jeg forstår bare ikke hvad det er du ser i mig, Konstantin, for jeg er jo ikke noget specielt længere.. Jeg kan ikke se det specielle i mig.. Jeg kan jo ikke gøre noget som helst..!” Det var slet ikke fordi at hun mente at køre sig selv psykisk ned, men det var nu slet ikke noget som hun kunne gøre for, for det var bare som om at.. det lå mest naturligt til hende lige nu, og så var det nu egentlig bare sådan at det måtte være. Hun trak vejret dybt, hvor blikket gled ned mod sin egen krop igen. Magien havde hun været stolt af, som hun havde været stolt af alt det som hun havde kæmpet for og repræsenteret, og nu kunne hun blot stå og se til at andre tog over, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, hvilket jo faktisk var det værste for hende! Det gudeskønne kunne hun bestemt ikke se, hvor hun også bare lod den ligge der. Hun var trist og hun var meget ked af det i denne tid, og hun kunne virkelig ikke gøre for det! Sæben tog hun bare og med en klar og tydelig lydløs mine, idet hun bare begyndte at sæbe ham ind. Selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham, hvis han bad om det, også fordi at han sad og manglede en arm, men.. det var jo ikke ensbetydet med at det gjorde sagerne meget nemmere for nogen af dem. Sæben lagde hun roligt fra sig, som hun lod hænderne vandre over hans skuldre og nedover hans ryg og over hans arm, for at få ham sæbet ind.

[Deleted]

Som Malisha igen var gået tilbage til den deprimerede side, så måtte Konstantin være den der stod stærk, for det nyttede trods alt ikke at de begge bare gav op. De havde brug for hinanden, da han ikke kunne gøre alle mulige ting alene længere, han havde brug for hjælp, hvilket de allerede havde set ved flere ting og han frygtede at det ville få ham til at gå amok i sidste ende, derfor havde han brug for hende, for hun kendte ham bedre end nogen anden, hun vidste hvordan han skulle tøjles og tackles, så hun ville være den eneste der kunne formå at gøre ham rolig, ligesom da han havde lagt på sofaen for at skulle få fjernet sin arm. Det var en tanke der gjorde ondt, men der var ikke noget at gøre ved det og han burde have sagt sig det selv, da han havde vandret ude i sneen og kulden i flere timer med et åbent sår der ikke havde set godt ud, hvor det nok snart skulle renses igen, hvilket hun havde lovet at hjælpe ham med, og det var nok bedst, da han endnu ikke var på toppen, for han var syg og det ville han nok være igennem de næste par dage. ”Det er der.. og jeg får uden tvivl brug for din hjælp til at komme igennem mit,” svarede han ærligt, da han ikke var bange for at erkende og stå ved sandheden, for det var jo et faktum alle ville kunne se og at benægte det ville kun gøre ham til grin, hvilket han ikke ville få det mindste ud af. At hun så selv var deprimeret, havde han skam forståelse for, med det som var sket hende, selvom det egentlig var hendes egen skyld at hun var endt hvor hun var endt, men det var ikke noget som de kunne gøre ved eller burde dvæle ved, da sket var sket, de var nød til at se fremad, og han vidste at med tiden så skulle folk nok komme over det hele, hvor hun nok skulle klare sig, for de skulle nok finde en løsning! Det havde han jo allerede været i gang med, selvom han nok måtte sætte det hele på pause, nu hvor han havde sit eget at slås med. ”Du er stadig den samme kvinde, Malisha, det har jeg trods alt set og du har vist mig det. Du er den samme kvinde, jeg forelskede mig i og som ejer mit hjerte, hvad mere vil du have? For jeg har bestemt ikke brug for mere. Desuden skal du holde op med at undervurdere dig selv og du skal nok klare det, andet tillader jeg skam ikke og bare vent og se,” svarede han sandfærdigt og lettere opmuntrende, da han vidste at de nok skulle klare sig, for det gjorde de jo trods alt altid, ellers ville de slet ikke have siddet der i det store kar, som de gjorde nu. Han sad blot stille, da hun valgte at tage om sæben og begyndte at sæbe ham ind, da han vidste at han ikke kunne gøre det selv. Det var dog ikke så slemt, da hun flere gange havde vasket ham, selv dengang han havde haft begge arme, for der havde de jo også taget bad sammen, hvor han havde fået lov til at vaske hende, som omvendt, hvilket var tider som han altid havde nydt. ”Det er rart,” svarede han dæmpet, som han smilede ganske svagt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt ikke særlig godt, og hun havde brug for at blive bekræftet, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid. Hun var ikke særlig god til det med følelser, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sukkede tungt og rystede stille på hovedet. De havde begge frygtelig meget som de skulle til at vænne sig til, og hun vidste at hun var nødt til at være der for ham, for han havde brug for det, og det var faktisk noget som hun havde den største forståelse for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod ham. ”Det ved jeg godt.. Og det forstår jeg også godt, Konstantin, men.. Det er bare svært for mig,” endte hun dæmpet. Det var skam slet ikke fordi at hun var ude på at skulle kaste det ene eller det andet fra sig, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, for hun ønskede jo at finde ud af det hele, og finde ud af, hvad hun kunne gøre sammen med ham herfra. Et sted inderst inde, var den gamle Malisha, men hun vidste slet ikke om det var en kvinde som ville komme frem som sådan igen, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt igen. Hun vendte blikket forsigtigt i retningen af ham. Hans ord glædede hende skam, det var jo slet ikke det, også selvom det endnu var svært for hende at finde ud af det hele! At hun undervurderede sig selv, var hun ikke engang sikker på at hun gjorde, for hun gjorde det i hvert fald ikke med vilje! Hun sukkede tungt og rystede stille på hovedet, mens hun sad og sæbede ham ind. ”Du synes måske at jeg undervurderer mig selv, men det er jeg altså ikke helt så sikker på. Jeg skal til at lægge mit liv om, og jeg ved godt det er min egen skyld!” begyndte hun med en næsten forhastet stemme. ”.. men et sted inderst inde, er jeg stadig mig.. Jeg kan bare se for mig min gamle far kævle om hvor ubrugelig jeg er.. for det er sådan jeg føler mig..” afsluttede hun endeligt, idet hun gjorde sig færdig, og lod ham sidde stort set hvid over ryggen, skuldrene og nedover armen og nedover den anden stump af en arm, inden hun roligt trak hænderne til sig. Tanken gjorde hende deprimeret, også fordi at det var en helt anden form for liv og livsstil som hun skulle til at vænne sig til, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Godt..” endte hun med et svagt smil på læben. Hænderne sank stille ned under vand, hvor hun samlede dem foran sig. På trods af omstændighederne, så virkede han da munter nok, hvilket faktisk var noget som gjorde hende glad. Noget kunne hun vel gøre rigtigt?

[Deleted]

Konstantin vidste godt at det hele var svært, særligt for Malisha, men det nyttede ikke at give op, som det hele tiden lød til at hun ville, hvor det også gjorde ondt at høre at hun ville ønske at Silia havde taget hendes liv, for det ønskede han overhovedet ikke! Han elskede hende og ønskede et liv med hende, og derfor var han skam glad for at Silia havde skånet hendes liv, for ellers havde han slet ikke haft sit livs kærlighed, og han havde knap nok klaret sig uden hende, da han var blevet en drukkenbolt, som han ikke havde sovet særlig meget og når han endelig havde, så havde han sovet frygtelig dårligt, fordi han havde sovet på sofaen, hvilket ikke havde været godt for hans ryg og nakke, men han havde nægtet at bevæge sig ind på soveværelset, netop fordi hun ikke havde været der. Men nu var hun her igen og han nægtede at miste hende igen! ”Jeg ved det, Malisha. Men sammen skal vi nok klare alt,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. Han vidste godt at det bare var ord, men han var frygtelig sikker i dem! Ganske vidst kunne han ikke vide hvad fremtiden ville bringe, intet af det, men han vidste at han elskede hende, han vidste at han ville støtte hende, at han ville beskytte hende og gøre alt for at alt blev godt igen, så det var naturligvis hvad han ville kæmpe for! Han nægtede at svigte hende, for hun var det vigtigste i hans liv. Desuden var det også gået op for ham at hun jo egentlig var den eneste han stolede på, for nu var William der ikke længere, så han havde kun hende tilbage, og det ville han gerne værne om og passe på. ”Men din far er her ikke længere Malisha, din far har jo aldrig været tilfreds med noget som helst, han var en stædig, egoistisk mand, der kun tænkte på sig selv, selv når du gjorde det fantastisk, ville han ikke stille sig tilfreds, men finde noget som du kunne blive bedre til eller nedgøre noget andet, der ikke engang passede, kun for at få dig til at blive ved med at arbejde højt, kun fordi du er en kvinde. Den mand har slet ikke fortjent en så god og talentfuld datter som dig, og han har på ingen måder fortjent dine tanker!” svarede han i en bestemt tone. Han havde trods alt selv været der, og når han havde hånet Malisha havde han rost Konstantin eller en af de andre drenge, bare for at få Malisha til at arbejde endnu hårdere, selvom manden havde været forkert, selv når Malisha havde været den bedste af alle, havde manden været utilfreds, derfor havde manden fortjent sin plads i graven, hvor Malisha selv havde placeret hende. Som hun fik ham sæbet ham ind, lænede han sig roligt bagud og ind mod hende, som han lod sin arm søge ned under vandet, for at lægge sig mod hendes lår, så han kunne sprede hendes ben en smule, så han kunne sidde mellem hendes ben og dermed tæt ind mod hendes front. Han lagde hovedet tilbage mod hendes skulder, hvor han trak på smilebåndet, som et suk forlod hans læber. ”Jeg elsker dig Malisha.. uanset hvad der sker, så skal vi nok klare os, så længe vi holder sammen,” svarede han roligt, som han løftede hovedet, kun for at kysse hendes kind, inden han igen lagde hovedet tilbage mod hendes skulder, imens han tog omkring hendes ene hånd, så han kunne lægge hendes arm omkring ham og samtidig holde hende i hånden.

[Deleted]

Malisha havde altid været en fighter. Aldrig havde hun givet op, for selvom hun var blevet slået i jorden, havde hun altid valgt at rejse sig op igen, hvilket Konstantin altid havde fundet beundringsværdigt. Det var også det som havde ført hende så langt i livet, da hun altid havde kæmpet sig hele vejen uden at lade nogen komme hende i vejen og uden at lade nogen håne hende ned, for alt havde prallet af på hende, hvor hun havde stået som den stærke vinder i sidste ende. Stolt af hende var han, selvom han godt vidste at hun denne gang var blevet slået frygtelig meget tilbage, men det havde også været en mission han uden tvivl ville have talt hende fra, hvis han havde vidst noget om det, men hun havde holdt det hemmeligt for ham, hvor hun også havde valgt at lægge ringen fra ham inden, så de havde slet ikke haft nogen kontakt og det gjorde ondt, selvom de nu igen var sammen og det var også noget som han vægtede frygtelig højt, for da hun var gået ud af den dør, havde han ikke gjort andet end at drikke sig plørefuld hver aften, da han ikke kunne sove for de mange tanker og følelser, hvor han havde drukket sig selv i søvn. Han havde ikke kunnet samle sig om arbejdet, hvor det blot havde hobet sig op, selvom han var ved at komme godt efter det igen, hvor han skam også værdsatte sin stilling. Han nikkede roligt til hendes ord, uden at kommentere det yderligere, da det gjorde ham glad at hun blev lidt rolig, når han blev sikker i sin sag og han mente skam sine ord, da han skam var sikker i dem, for han var mere end sikker på at de nok skulle klare sig. At hun så nærmest sad og tog sin far i forsvar, var noget der kom bag på ham, for hun havde altid hadet manden, hvor hun tilmed var den der havde slået manden ihjel! Han blinkede med øjnene i vantro, for at høre hende sige alt det, havde han da aldrig troet! ”Nu stopper du Malisha! Den mand var intet end et mandschauvinistisk fjols, som ikke kunne se den ægte styrke i sin datter! Han var intet værd og det var kun godt at du havde slået ham ihjel, for han var det ægte skvat, han kunne intet, og han har ikke engang fortjent dine tanker!” svarede han i en bestemt tone, da han slet ikke ville have at hun skulle forsvare den mand, der ikke havde gjort andet end at være uretfærdig overfor hende, hvor hun havde fortjent langt bedre end det! Den mand burde have været stolt over at have hende som datter, hvor hun burde føle skam over at have en mand som ham i sin familie, da hun var så mange gange bedre! Han fandt det kun perfekt at hun havde taget livet af ham! At hun lod ham sidde mellem hendes ben og lade ham være lænet op ad hende, glædede ham hvor han ikke kunne lade vær med at smile. At hun også gengældte hans ord, fik kun varmen til at sprede sig yderligere, hvor han sukkede helt fredfyldt, som han blot lagde hovedet tilbage mod hendes skulder og lukkede øjnene i velbehag. ”Jeg må erkende at jeg har savnet disse stunder med dig,” svarede han ærligt, som han gav sig til at stryge hendes hånd over håndryggen. Hun havde været for deprimeret til at ville lave noget med ham, hvor det først var i går aftes at hun havde valgt at åbne op for ham, hvilket han var glad for.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde måske altid været en fejder, men som den kvinde som hun var nu, så var det ikke ligefrem fordi at det var tilfældet, eller noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Hun havde det virkelig skidt, også selvom hun vidste, at det at vandre direkte ind i Procias, måske havde været dumt, så reagerede hun da om ikke andet, så det var jo altid et skridt i den rigtige retning! Et liv med ham, var alligevel ikke noget som hun helt kunne se for sig, så forskellige som de havde været frem til nu, også selvom de altid havde haft hinanden, så var det selvfølgelig noget som også gjorde det nemmere selv for hans vedkommende. Hun var selvfølgelig glad for at han havde troen på at det hele nok skulle gå i den anden ende, og specielt fordi at det ikke var en som hun selv kunne se, så selvfølgelig var det også noget som selv gjorde sot for hende, for hun havde vel bare brug for at.. han i det mindste troede på det, når hun ikke selv kunne gøre det. Hun trak vejret dybt og nikkede blot, hvor hun lod den samtale gå lidt i sig selv, inden hun igen vendte blikket mod ham. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at tage sin egen fader i forsvar, men alt det som han havde kaldt hende tilbage i sin tid, var næsten noget som hun kunne se for sig nu, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det et hak bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ord fik hende dog mere eller mindre omgående gjort tavs, hvor hun let vendte blikket væk igen. Han havde ret, og det vidste hun godt, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende af den grund, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du får det jo til at lyde så fint, men du ved hvad han kaldte mig og hvor utilfreds han altid var med mig.. Og prøv at se mig nu..” Hendes selvtillid havde lidt et gevaldigt knæk, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og selvfølgelig var det en tanke som selv måtte frustrere hende som intet andet i den anden ende. At han havde taget pladsen mellem hendes ben, sagde hun ikke noget til, for hun havde skam slet ikke noget imod at have ham siddende så tæt på sig, for hun kunne jo godt lide det. Selv for hende, var det jo en form for bekræftelse som hun selv havde brug for. Hun trak vejret ganske dybt, som blikket gled mod ham. Svagt måtte hun alligevel ende med at trække på smilebåndet. ”Det er heller ikke ofte det forekommer..” endte hun dæmpet for sig selv, som hun blev siddende med hans hånd i sin egen. Selv den tanke og fornemmelse var noget som hun godt kunne lide, for hun følte at han var der.. og selv det, var noget som hun også havde brug for.

[Deleted]

Det hele var svært for dem begge, hvilket Konstantin slet ikke ville lægge det mindste skjul på. Han frygtede dog ikke at det ville gå galt, som hun gjorde, da han vidste at de nok skulle klare sig. Han var heller ikke så sikker at han slet ikke regnede med at folk tænkte over det, for han vidste at det ikke var glemt, ligesom han vidste at hun havde trådt mange over fødderne, da hun havde søgt til Procias, men han skulle nok passe på hende og der var ingen der vidste at hun var her. Han nægtede desuden at lade der ske hende det mindste, og desuden behøvede hun jo ikke at vandre ned igennem byen, når de søgte ud, og hun havde jo selv set hvilke underværker det havde gjort ved hende, bare ved at søge ud i haven. Nu kunne han dog sidde og nyde et varmt bad med hende, som sikkert ville slå hans feber ned, hvilket han på alle måder havde brug for, og så ville han egentlig bare nyde tiden med hende. Det måtte dog irritere ham at hun så nævnte hendes far og tilmed tog manden i forsvar, for det havde den tyran på ingen måder fortjent! Han havde været et skvat, der slet ikke havde kunnet se potentialet i sin datter, fordi han havde været en stor mandschauvinist. Han vendte de mørke øjne fast imod hende. ”Ja det ved jeg, men den mand var ikke noget som helst værd! Den mand havde ikke engang fortjent at leve! Han var et dumt svin, som fortjente at dø ved din hånd og han var svag! Han var den svage og du var den stærke. Du skal på ingen måder forsvare ham, Malisha, han var skvattet, og du har alle dine dage været en fejder og jeg ved at den gamle Malisha endnu er i dig,” svarede han bestemt, hvor han blev helt.. ophidset over at hun forsvarede den mand, for det havde han på ingen måder fortjent! Han havde ikke været andet end ond og hård ved hende, hvor han ikke engang havde anerkendt hende en smule, for han havde altid hakket ned på hende og nedgjort hende, hvis han havde muligheden for det og det havde han aldrig fundet sig i, skønt han aldrig havde gjort noget ved det, for han kunne jo ikke rigtig slå sin trolovedes far ihjel. Men det havde heller ikke været nødvendigt, for det havde hun selv gjort, netop fordi hun var blevet trolovet med ham. Han havde dog ikke taget trolovelsen så slemt, for han havde alle sine dage fortalt at han nok en dag ville blive givet til en kvinde, og ikke at han kunne finde en af hjerte, selvom det var kommet bag på ham at det havde været hans bedste ven. Det kunne han dog ikke fortryde den dag i dag, for han elskede hende oprigtigt og det ville han ikke skjule for hende. ”Nej.. du plejer normalt at hade at sidde og nyde disse stunder med mig,” svarede han roligt og med et muntert smil på læberne. Hun havde aldrig været den søde og stille kvinde, der nød at putte, da hun altid havde ment hun aldrig havde haft tid til den slags, og han måtte erkende at han næsten savnede den hårde Malisha, selvom han altid godt havde kunnet lide, når han havde kunnet gøre hende blød og fået hende med til disse stunder. Han drejede let hovedet og kyssede hendes kind, inden han igen lagde hovedet tilbage mod hendes skulder og sukkede ganske let. ”Jeg har slet ikke lyst til at stå op igen,” svarede han dæmpet, som han følte at han kunne slappe helt af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke fordi at det ville blive nemt for nogen af dem, og det vidste Malisha også udmærket godt, og derfor var det sværere for hende, for det med følelser, var hun på ingen måder god til. Hun havde altid været hånet og nedgjort, og aldrig gjort tingene godt nok, selvom det naturligvis var en tanke som gjorde hende utrolig trist, så kunne hun jo ikke direkte gøre noget ved det nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre det store ved det længere. Hun vendte blikket stille mod ham ved hans ord, også selvom det nu heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket stille ned igen, også fordi at hun vidste at han havde ret, for hun mente jo heller ikke at tage den mand i forsvar på nogen som helst måde! Slet ikke! ”Hun er der endnu, men lige så skamfuld over hvor hun er endt, som det jeg selv er, og tro mig, det er virkelig ikke nemt! Jeg var en fejder.. jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at gøre ham stolt og tilfreds med mig, og det skete bare aldrig nogensinde! Jeg skulle altid bevise mit værd, og hans behandling af mig, smittede af på så mange andre.. det har jo aldrig været nemt.. Jeg blev altid hånet og nedgjort, selv de gange, hvor jeg ved jeg var den bedste..!” Det var måske ting fra en oldgammel tid, men det var ikke noget som hun havde fået lov til at ordne eller bearbejde på den rigtige måde, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, for hun havde det virkelig skidt med det hele! Hun havde aldrig oplevet en kærlighed fra sine forældre, og derfor havde hun også utrolig svært ved det hele, også når det kom til Konstantin, for hun havde jo aldrig selv oplevet den! Alligevel lod hun ham sidde mellem hendes ben, og med hovedet hvilende mod hendes skulder, hvor det var noget som faktisk fik hende til at slappe af. Noget gjorde hun jo tilsyneladende rigtigt, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere, for hun vidste ikke hvad det var hun gjorde, og det var selvfølgelig noget som gjorde hende voldsomt frustreret! ”Det er nok meget rigtigt.. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om det… Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv..” endte hun dæmpet, som hun igen tog imod hans kys. At han ikke havde lyst til at stå op, var noget som fik hende til at smile svagt for sig selv, hvor hun let trykkede omkring hans hånd. Det gjorde hende slet ikke noget at han manglede en arm, for han var stadig Konstantin… hendes Konstantin, og det var noget som faktisk passede hende helt fint. ”Det… det har jeg heller ikke..” svarede hun med en dæmpet stemme, for hun havde det jo faktisk på den måde.. Hun kunne jo virkelig godt lide at have ham omkring sig.

[Deleted]

At Malisha valgte at tage sin far i forsvar, var noget som kom bag på Konstantin, for han vidste at hun alle sine dage havde hadet den mand som pesten selv, og hun havde også selv slået ham ihjel og dermed vist at hun var bedre end ham og det var noget som han selv var ligeglad med, da hendes far havde været et svin mod hende og resten af hendes familie. Desuden havde de den ting tilfælles, da han også selv havde slået sin far ihjel, men det havde så ikke været af had, men fordi det havde lagt som en tradition til familien. Altid havde alle deres traditioner været direkte forskruede og derfor havde han smidt alle hver og en ud, da han var blevet overhoved, da han havde tænkt sig at lave nye traditioner og de blev ikke lige så barbariske og uciviliserede. Han ville føre Rozentasslægten ordentligt frem, hvor de fremstod som stærke og respektable, selvom han vel snart var den eneste som var tilbage? Hvor alle familiemedlemmerne var henne, anede han ikke, men hans fætter var død, da Ezekiel brugte Williams krop som hylster, hvilket han ikke var meget for, men han kunne ikke rigtig gøre noget, selvom han havde bedt manden om at passe på og få hans fætters krop med tilbage. Blikket vendte han mod hende, som han endte med at lægge en hånd mod hendes kind. ”Men jeg har alle mine dage været stolt af dig og set hvor langt du er nået, hvor mange kampe du har udkæmpet og vundet, hvor nogle har været tabte, men du har lært af dine fejl og gjort tingene bedre. Din far var en hykler, der ikke kunne se noget som helst og han døde ved din hånd. Han var svag, og du den stærke, og sådan har og vil det altid være,” svarede han sikkert og bestemt, da han slet ikke ønskede at høre anderledes! Hun var en fantastisk kvinde og han var skam stolt af at være trolovet med hende! Ligesom han ønskede at gå hele vejen. Han ville ikke bakke ud. Bare i dag var hun kommet langt, da hun var gået fra at være deprimeret og afvise ham, til at være lidt mere udadvendt, da hun valgte at give efter for ham og lade ham være omkring hende og tilbringe tid med hende, da de havde været udenfor og nydt det gode vejr, og nu nød de et varmt og lækkert bad, hvor alt næsten synes at være perfekt, hvis man så bort fra omstændighederne de var endt i. ”Du skal bare være dig selv Malisha, andet har jeg aldrig forlangt af dig, det er desuden den kvinde jeg kan lide, dig, som du er,” svarede han sandfærdigt, for der var han da ragende ligeglad med at hun aldrig havde været en mand tæt, det ville komme med tiden at hun fik erfaring indenfor det, hvis hun da gad at lade ham vise hende hvordan. Nu havde han trods alt snart holdt sig på pinebænket i et år. Han gengældte blidt klemmet omkring hendes hånd, inden han valgte at vende sig om, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke fordi Malisha mente at tage sin far i forsvar, for hun vidste skam udmærket godt, at han slet ikke havde fortjent det! Men sådan som hun havde det, så kunne hun jo se, at alt det som han havde kaldt hende igennem hendes barndom mere eller mindre havde holdt stik, og det var jo næsten det værste, nu hvor hun så ihærdigt havde forsøgt at komme igennem det, uden at skulle føle de samme kvaler ved det eller noget lignende. At Konstantin så til gengæld slog kraftigt ned på det, var noget som automatisk formåede at gøre hende en kende tavs, for hun vidste jo godt, at det var så grueligt forkert som noget i det hele taget kunne gå hen og blive, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun trak vejret dybt og med et svagt suk. Uanset hvad hun havde gjort, så havde det ikke været godt nok, og nu hvor hun havde det som hun havde det, så følte hun jo kun at hendes kære far havde ret, og det gjorde det ikke ligefrem bedre! At han altid havde været stolt af hende, var naturligvis en tanke som gjorde hende noget så frygtelig glad, da det også var noget som hun havde brug for. Bare… det at nogen kunne være stolt af hendes person, hendes gerninger og det hele, også selvom hun vidste, at ikke alt som hun havde gjort, var lige okay, for det var det på ingen måde! ”Du fremstiller det bare som var det så nem en ting, Konstantin.. Men lige nu er jeg jo bare alt hvad han nogensinde har kaldt mig, og tro mig.. Jeg kan sagtens huske frygtelig meget af det. Han sagde det jo trods alt mere end en gang..” Naturligvis ønskede hun at han skulle afkræfte hvad hun nogensinde var blevet kaldt, også fordi at det slet ikke gavnede hende og hendes ellers så lave selvtillid, for den var på ingen måder særlig god lige nu! Let trykkede hun omkring hans hånd, som hun vendte blikket stille ned ved siden af sig. Smuk følte hun sig ikke direkte.. Ja, et sted så forbandt hun sig selv med magien, også fordi at den altid havde været en utrolig stor del af hende, og det var blevet revet fra hende, så det var vel heller ikke så underligt igen, at hun havde det svært ved det hele? Hun vendte blikket stille og næsten forsigtigt mod ham igen. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og det ville sikkert også tage hende utrolig lang tid at komme sig efter det, men hvad pokker skulle hun da gøre? Det var jo ikke ligefrem fordi at han havde gjort det nemt for hende på nogen måde i det hele taget! Hun rystede stille på hovedet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og det at han var som han var, var slet ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde i det hele taget! ”Jeg prøver, Konstantin.. Jeg prøver virkelig..” Hun endte dog med at tie, som han vendte sig om, kun for at skænke hendes læber det dybe kys – et kys som hun gengældte selv med den største glæde og næsten med en længsel, for det var da om ikke andet, så en handling som hun kunne forstå!

[Deleted]

Det irriterede Konstantin at hun forsvarede sin gamle far, der ikke havde været andet end en mandchauvinistisk nar, som ikke havde gjort andet end at gøre hendes liv til et helvede. Manden havde ønsket sig en søn, men havde fået to døtre, som han havde hadet – sådan havde det virket og mon ikke han rent faktisk havde? Det var dog ikke dårligt at Malisha havde fået en drengs opvækst, da hun var blevet stærk og det havde jo ført hende til at blive leder, hvilket var frygtelig stort! Hvor han var født ind i sin stilling som hertug, havde Malisha skulle kæmpe sig frem og det var langt mere beundringsværdigt. Han var skam stolt af at han havde fået stablet et tæt samarbejde op med kongehuset, da det ikke havde været sådan under Jaqias regime, men han måtte erkende at knægten havde gjort handlinger, som han ikke just anså for at være en konge værdig og derfor tog han sine ord op til revurdering, da han pludselig blev i tvivl om knægten overhovedet var klar til at blive konge, for han var trods alt ung og havde ingen erfaring, men det kom med alder og han måtte påminde sig selv om at alle skulle starte et sted, dog frygtede han at han bare var en forkælet møgunge der gjorde hvad der passede ham, eftersom der var endt mindre kaos på slottet, efter knægtens gerninger, hvor der gik rygter om at Jaqia var tilbage, men om det var sandt, anede han dog ikke. Han havde dog også sit eget at se til, da han havde Malisha som han skulle tage sig af, hvor han nu også havde mistet sin ene arm, så meget skulle han selv til at vænne sig til, hvor han nok blev nød til at sætte noget af arbejdet på standby. ”Men han tager fejl Malisha og det har du bevist gang på gang! Jeg ved godt at det hele ser umuligt og svært ud, men jeg ved at du nok skal klare dig, at du nok skal komme op på benene igen, og jeg hjælper dig med det, og så vil du endnu engang bevise at du er langt mere værd, end det som din far gjorde dig til,” svarede han bestemt og med et bekræftende nik, da han slet ikke ville høre tale om noget andet! Han elskede hende og han skulle nok støtte hende, som han havde gjort igennem tykt og tyndt. Han vendte sig roligt om, hvor han lod sine mørke øjne søge mod hendes ved hendes ord. ”Og mere forlanger jeg heller ikke, skat,” svarede han sandfærdigt, som han trykkede sine læber imod hendes, før hun kunne nå at sige mere. At hun så gengældte det og med længsel, var noget som fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, som han sukkede ganske let og nydende. Fantastisk føltes det at mærke hende på den måde, hvor det generelt var en savnet følelse at mærke en kvinde tæt, selvom den eneste han var fristet til, var hende, da hun bar hans hjerte og da han ønskede at gøre alvor i deres trolovelse, så ønskede han også at vise hende respekt og kun holde sig til hende og dermed bevise alvoren han følte, da han ikke elskede hende for sjov. Knæene støttede han med, som han lod sin hånd vandre over hendes lår, som han klemte fast omkring, så hun var i stand til at mærke det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var meget de havde at slås med, og i fremtiden, var det ikke til at vide, om det ville blive meget bedre – eller værre for den sags skyld, og det var sådan noget som faktisk formåede at gøre Malisha en anelse usikker i sin sag, selvom det ikke just gjorde sagerne meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. At tage sin far i forsvar, var en tanke som direkte irriterede hende, også fordi at hun vidste, at det hun gjorde var forkert, og den tanke formåede jo faktisk at gøre hende en anelse hidsig! Tænderne bed hun svagt sammen, som hun vendte blikket en smule væk fra ham. Hendes far havde fået to tøser, men havde aldrig nogensinde været tilfreds med noget som helst – uanset hvad de havde gjort, og naturligvis, var det en tanke som havde frustreret hende, for hun havde givet alt hvad hun kunne, og hun havde stået som en leder, selvom det næppe var noget som hun kunne kalde sig mere.. Desuden vidste hun jo godt, at hun burde melde sig ved kongen, men.. hun turde ikke. Tænk dog på hvad han kunne finde på at gøre ved hende, og det var slet ikke noget som hun var det mindste interesseret i, på nogen måde! ”Jeg kan jo ikke bevise noget som helst.. Se dog på mig.. Jeg er en gammel leder af en stor race, som ikke engang kan magi længere.. Jeg har kæmpet mig hele vejen til toppen, kun for at falde til bunden og videre igennem den..” Det var sådan hun havde det med det hele, også fordi at dette var noget som hun skulle kæmpe med for resten af livet. Det var ikke fordi at hun havde lyst til at sidde og ynke, for det var jo ham som lige havde mistet den ene arm.. Noget som hun faktisk gerne ville kigge lidt på, så de kunne forhindre at der gik betændelse i det store og åbne kødsår, for det havde jo været tydeligt slemt, og det vidste hun jo godt! Faren for ham, var på ingen måder overstået endnu! At blive kaldt for skat, var en tanke som i sig selv, faktisk kun fik hende til at smile, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun sukkede let. At gøre sit bedste? Det var jo heller ikke fordi at det var lige nemt altid, men hun forsøgte altså at gøre det så godt som hun nu kunne! Hun havde jo heller ikke ligefrem lyst til at sidde og ynke over sig selv, men.. det var ikke noget som hun kunne gøre for! ”Udmærket..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun forsigtigt vendte blikket mod ham, som hun lod læberne møde hans i et kys. Det var jo en fornemmelse som hun faktisk manglede og ikke mindst savnede, så det var ikke noget som hun kunne gøre for! Hånden mod hendes lår, var noget som for alvor satte en voldsom sitren i hende, som hun ikke havde følt igennem frygtelig lang tid. Et svagt suk brød hendes læber, som hendes hjerte bekymre at hamre voldsomt mod hendes bryst. Det var ikke en følelse som hun var vant til!

[Deleted]

Svært var det, hvor det ikke hjalp at Konstantin selv kom i sin egen krise, for det satte en stopper for at hjælpe hende med hendes problemer, og han ønskede trods alt at være der for hende, selvom han nu skulle til at vænne sig til at leve livet en smule anderledes, fordi han skulle vænne sig til kun at kunne bruge den ene arm, noget som et sted måtte irritere ham voldsomt, for han var slet ikke vant til at være så.. hjælpeløs! Tanken var ham frygtelig irriterende, da der var mange ting han slet ikke var i stand til at gøre mere, såsom at binde sin egen kappe, som han også havde haft brug for hjælp til, og han hadede at fremstå som den svage, da han fandt det ynkeligt, når han altid havde været en stærk, selvstændig og mægtig mand og nu kunne han ikke engang binde sin egen kappe? Vred gjorde tanken ham. ”Men jeg ser på dig Malisha! Og jeg ser den samme, smukke, selvstændige og stædige kvinde, som jeg altid har set på. Jeg ved at du kan klare det, for det gør du altid. Du er en fighter og altid har du fundet din vej tilbage til den rette sti, du har altid lært af dine fejl og er blevet bedre derefter. Jeg ved godt at dette er et frygtelig stort tilbageslag, men jeg ved at du kan klare den, og jeg er her for dig, jeg støtter dig og hjælper dig og andet kunne jeg slet ikke drømme om!” svarede han lettere bestemt, da han slet ikke ville høre tale om andet! Han elskede hende og han stod bag hende uanset hvad hun gjorde, ligesom han ville hjælpe hende op på benene, hvis hun faldt, hvis ikke gribe hende i det, og han ville beskytte hende med sit liv hvis det kom så vidt, så aldrig ville hun stå alene og det måtte vel også altid gøre lidt også for hendes vedkommende? Han sendte hende et varmt smil og nikkede bekræftende, som hun valgte at give efter. Det eneste han ønskede var at hun gjorde det så godt som hun nu kunne uden at give op, da han ønskede at hun fandt vejen tilbage til det gamle igen og han var der jo til at hjælpe hende! At hun så valgte at sukke i kysset, var noget som fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Hånden bevægede sig fra hendes lår og ned mod hendes lysk, inden den strøg hende op ad siden, for at lægge sig rundt omkring hende og trykke hende ind mod sig. Han elskede hende og selvom han ønskede at de kunne trække den videre, så ville han aldrig gøre det uden hendes samtykke og han ville aldrig presse hende til det, for ellers havde han nok gjort nogle mere ihærdige forsøg igennem det sidste års tid, da han faktisk ikke havde været nogen kvinde tæt i den tid. Han ønskede dog ikke at gøre det her i badekarret, da det ikke bare skulle ske hvor som helst, fordi han var trængende, han ønskede at det skulle være noget særligt. Desuden så burde de også få tilset hans sår, da det skulle renses tit, indtil det begyndte at se bedre ud. Lægen havde dog været til en stor hjælp, selvom han ikke brød sig om at have mistet sin arm.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det slet ikke særlig godt, og nu hvor hun igen var ramt af en nærmest bølge af depression, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så var der til at holde hende oppe, var hun selvfølgelig glad for, men det var bare ikke nemt for hende altid! Hun så slet ikke nogen styrke i sig selv længere, selvom det tydeligt var noget som han kunne se, så gjorde det ikke just det meget bedre for hendes vedkommende. Det slag som hun havde lidt, var bestemt ikke bare et som man kom over.. han skulle til at lægge sin egen livsstil om, og hun forsøgte endnu at finde ud af hvad hun skulle gøre med sin egen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde i det hele taget. Hun vendte blikket stille mod ham igen, også selvom det var langt mere usikkert, end hvad hun gjorde normalt, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg lærer måske af mine fejl, men jeg kommer mig umuligt efter det her tilbageslag.. Du kan jo selv se hvad det har kostet mig, og det er altså ikke bare noget som man kommer sig af, Konstantin. Jeg selv er nødt til at lægge mit liv om, og det…. Det er svært for mig. Jeg har mistet min stilling som leder, min autoritet, min respekt.. alt.. Jeg kan jo ikke rigtigt stille noget op længere!” endte hun frustreret, som hun trak sig en smule fra ham i karret. At han så til gengæld fulgte efter, sagde hun ikke rigtigt noget til, selvom hun ikke rigtigt følte sig værdig til noget som helst, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. Tanken gjorde hende naturligvis trist, men hun forsøgte virkelig at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt. Selvom de måske ikke havde været tætte på hinanden endnu, så var det en tanke som havde slået hende adskillige gange, men hun… turde ikke rigtigt at tage skridtet. Tanken skræmte hende faktisk, også selvom det ikke rigtigt var noget som hun kunne gøre noget ved som det var lige nu. Kysset holdt hun, også selvom hans strøg over hendes lår og over lysken, næsten satte en følelse af.. panik i hende, så valgte hun ikke at trække sig. Blidt lod hun sig trække ind mod ham, hvor hun varsomt lod den ene hånd søge omkring hans nakke, kun for at holde ham tæt ind mod sig. Hans arm føles stærk og beskyttende, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne lide. Et svagt suk brød hendes læber, som hun let lod hovedet søge på sned, blot for at intensivere kysset yderligere, som hun slet ikke følte, at hun kunne få nok af ham, hvilket var en følelse som hun yderst sjældent besad som det var lige nu. Varsomt brød hun kysset, som følelserne næsten føles som for overfældende for hende.. Hun var jo slet ikke vant til det!