Thranduil Íl Aleazea Devárniä

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil | Íl Alezea | Devárniä

Fulde navn: Thranduil Íl Aleazea Devárniä
Alder: Ukendt, men ligner primært en i alderen af 40 år
Race: Elver
Job: Leder og konge over elverne i skovene i Procias
Status: Enkemand

Våben: Som enhver anden mand i stand til at bære et våben og benytte sig af det, så er Thranduil ikke et undtag af dette. Han er i besiddelse af en smuk bue, som han fik af sin egen far tilbage i sin tid. Denne er dog placeret i en form for montre til beskuelse af alle som ønsker at kigge på værket som var med i krigene da landene blev delt. Selv personligt har han fået anskaffet sig en som minder frygtelig meget om hans faders. Den er lavet til ham i frygtelig stærkt træ i smukke mørke og lyse nuancer. Selve buestrengen er lavet af stærk snor produceret selv dybt i de elviske byer i skovene. Foruden den smukke bue, er han i besiddelse af et smukt sværd, som blev ham skænket på hans bryllupsdag af byens smedje som en gave fra det elviske folk. Selvom det er et sværd, vil mange nok beskrive det som tungt at bære, selvom det på ingen måder er tilfældet. Tvært imod er hans sværd let og smedet efter hans håndgreb. Selve klingen er frygtelig skarp og skærer næsten altid igennem hvad den måtte ramme. Igen er skaftet og enden af klingen udsmykket med de elviske tegn for tro, håb og mod. Denne klinge har reddet ham i mange situationer og er blevet opkaldt efter hans kære barndomsveninde; Eowathien.

Udseende og tøj: Selv på trods af sin høje alder, så holder Thranduil sig utorlig godt. Med let brede skuldre og en mandlig opbygning af krop og udstråling, så udstråler han samtidig den klare autoritet som han gør krav på som den leder han er. Huden er som regel en anelse gylden, som han dog alligevel normalt bærer præg af jord og andet snavs, da han jo trods alt er en elver af skoven og stolt af det. Han bærer de grønneste øjne, og har de typiske spidse ører som nok lige så er racens største kendetegn, samtidig med let tydelige kindben, et spidst blik og tynde læber, som ikke ofte er at finde i et smil. Håret er langt og som regel sat med mindre fletninger bag ørene og med det andet trukket tilbage, hvor han bærer en krone af sølv hvilende på hovedet. Han har stærke hænder og gode og kraftige ben til det arbejde som nu hviler for ham i skovene.
Af beklædning er han ikke den mest krævende, også selvom han har en forkærlighed for lange kapper, som regel i skovens farver, ellers hvid eller lys grå. Som regel med en stor kutte som er nem at trække over hovedet og med lange og brede ærmer. På fingeren bærer han en ring med et elvisk symbol på frihed, da det er noget som elverne går meget op i – hans slægt har gjort det. Om sommeren vandre han rundt i bare fødder, ellers er valget primært nogle lette sko lavet af skind af dyr som alligevel skulle spises. Hans autoritet skinner automatisk igennem den faste mine eller hans holdning, hvor han også går meget op i sin selvtillid og selvsikkerhed.

Personlighed: Set udefra, er Thranduil en mand med et roligt sind. Selv fremmede betegner ham som en åben og imødekommende mand – når man endelig ser ham om ikke andet, da det er yderst sjældent han forlader skovene, som er hans ophavshjem. Han er en yderst afbalanceret mand, selv på trods af hans klare holdninger og meninger. Med en utrolig stor livserfaring og en livshistorie som han glædeligt deler med dem som ønsker at lytte, da det også kræver en utrolig tålmodighed som de færreste besidder. Selvom han fremstår som en stærk leder, og en som mange betror sig til og ser op til, så har han dog alligevel en fremragende tilgang til de yngste, som han selv er glad for at lære elvisk. Han er en mand som går meget op i de gamle traditioner, som han gør sit for at opretholde, da han er en gammeldags mand, hvad de ting angår og specielt de elviske traditioner, helligdage og højtider, er noget som han vægter frygtelig højt.
Selv på trods af det afbalancerede sind, så besidder han fordommene for mørket i samme forstand og samme grad som det øvrige Procias. Med en paratviden og et ordforråd som de færreste i det hele taget kunne forestille sig, så går han meget op i at lyset og skovene specielt, skal bevares, og han gør skam også sit for at opnå dette mål. Som en yderst målrettet mand, så gør han tingene med en bagtanke som regel, selvom det er yderst sjældent den forekommer egoistisk eller ubehagelig. Selv på trods af det lange liv som han har haft, så har det skam også sat sig sine mørke spor i hans sind, selvom det er svært at spore, dersom man ikke kender manden. Ed sin erfaring i slagmarken igennem frygtelig lange, mørke og hårde tider, så går han oplagt ind for freden landene imellem. Han betragter sig selv som en talsmand for sin slags, sin race, og sin skov, som alt sammen ligger under ham i hans øjne, selvom han handler på dets bedste. Som en konge af elvernes rige og skoven med, har han lederegenskaberne, talsgaven og styrken i at se fordele og ulemper selv i en yderst presset situation.
Kommer man først ind på livet af Thranduil, vil man hurtigt finde ud af, at dem som han for alvor lukker tæt på sig, er folk som han ønsker at vogte om. Han vægter lige så deres velbefindende højt, hvor han heller ikke er bange for at lytte til dem, dersom det skulle være nødvendigt. Han er en mand som gør meget brug af naturlige metaforer, når han skal forklare tingene, hvilket har en sjov tendens til at fremstå forvirrende for dem som ikke lige er vant til det. Selv på trods af den smerte, som han har oplevet igennem sit liv, er han en mand som tager tingene roligt og som det kommer, da han ikke ser nogen grund til at haste med tingene mere end det jager. Af den grund, er han dog en stolt mand, som bestemt heller ikke lægger skjul på det. Han har en sjov tendens til at fremhæve elverne med en stolthed i minen, og da specielt hans egen slægt og familie.

Fortid:Thranduil kom til verden i en temmelig urolig tid, efter den store konges død. Han var ikke just et planlagt barn, men af den grund, så nærede hans forældre den store kærlighed til ham. Hans moder var gået ned med en fødselsdepression, som allerede havde vist sig sine tydelige tegn igennem svangerskabet, hvor hun adskillige gange havde givet udtryk for at hendes kommende barn ikke havde været ønsket. Dette var noget som lagde et gevaldigt pres på den unge mand, som skulle stå som kriger, og samtidig tage sig af et lille barn. Til hans glæde, så fremstod Thranduil ikke som den mest vanskelige, og var ikke særlig gammel, før han sov nætterne igennem. Hvad manden dog hurtigt havde erfaret, så var det lyden af vinden udenfor og lyden af uglernes tuden, som nærmest fungerede som en vuggevise for hans lille dreng. Det gav samtidig hans kone muligheden for at tage sig lidt af ham, så arbejdet også kunne passes oveni.
Allerede i en frygtelig tidlig alder, udviste Thranduil interessen for skoven, for dyrene og hvad der foregik omkring dem. Hans moder havde taget sig godt af ham under omstændighederne, og han elskede hende frygtelig højt. Hans fader kunne ikke være andet end stolt, når han tog knægten med ud i skovene som omlagde sig den smukke elviske by. Hvad han havde fået at vide allerede i en tidlig alder, var at han aldrig måtte gå i skovene alene, for det kunne være farligt, men at han skulle blive i nærområdet rundt om, så han var i stand til at se hjem. Selvom det vakte en frygtelig nysgerrighed i Thranduil, så gjorde han som der blev sagt. Selv var han ikke særlig gammel, før han blev oplært i enkel brug af våben, hvilket selvfølgelig var noget som han gik meget op i, da det var stunder som han havde alene med sin kære far.
Den lille familie havde et vennepar som også havde fået en lille pige. En lille pige som han hurtigt måtte finde en interesse i. Han var jo trods alt heller ikke vant til de mindste børn, da han var et enebarn, og det var det eneste som han jo faktisk havde haft at fokusere på. Reglerne omkring børnene, og at de skulle lege og vokse op, blev kun strammet gevaldigt ind, udelukkende på grund af urolighederne udenfor skoven. Thranduil fandt det temmelig irriterende eftersom han var blevet ældre, og nysgerrigheden for hvad der var længere inde i skoven, samt mere hen mod skovbrynet, var noget som meldte sig for ham, så gjorde han endnu ikke noget, som var mod hvad hans far havde fortalt ham. Som Eowathien og ham selv blev større, så udviklede de også et utrolig nært venskab, hvor de tilbragte stort set dagene sammen. Forældrene skulle passe deres arbejde, og næsten dagligt kunne de se krigere tage ud, kun for at komme færre retur. Et sted var det en tanke som gjorde Thranduil trist, så fandt han trøsten i at være sammen med hende. Selvom dette var en ro som meget hurtigt skulle afbrydes og ødelægges, da den lille by blev stormet en dag, hvor ingen havde forberedt sig på det. Skrig, flammer og råb, blev hørt ud over det hele, hvilket var noget som efterlod Thranduil med en panik. Hans far var ikke hjemme, da han havde søgt ud sammen med en flok krigere i den østgående retning, hvor angrebet kom vestfra. Før end han vidste af det, blev Eowathien revet fra ham og efterlod ham alene. Hvem end det var, som havde taget hende med sig, forsøgte lige så at tage ham, selvom de aldrig nåede så langt. Thranduil blev slået ud, hvor det automatisk endte helt mørkt for ham… Hvad der skete omkring ham, vidste han ikke, men han vågnede op i en seng. Hans mor sad overbøjet ham og strøg hans pande med det som skulle have været en fugtig klud, selvom den var mere blodig end hvad nogen ville bryde sig om. Det første han spurgte efter, var Eowathien, selvom hans mors tavshed allerede var afslørende for ham. Hun var væk…
Tilværelsen blev på ingen måder den samme. Krigen havde kostet ham hans fars liv, hvor hans mor endte fuldkommen knust og deprimeret. Med løftet om at det hele nok skulle blive til noget bedre med tiden. Selv voksede han op, hvor han samtidig forsøgte at tage sig af sin mor og passe et arbejde. Eftersom hans fader havde stået som en leder og nærmest som en konge igennem frygtelig mange år, men nu faldet i krig, efterlod ham med noget af en presset situation. Som folket havde forventet, så trådte han i sin faders fodspor og tog pladsen som leder og konge af det elviske rige. Atter en gang fandt elverne troen frem, selvom han til tider selv kunne mangle den. En ting som han dog ikke kunne glemme, var Eowathien og den evige søgen efter hende, for han vidste, at hun var derude et sted, det gjaldt bare om at finde hende!
Selvom Thranduil voksede op og blev en smuk og ikke mindst flot mand, så måtte han se til at det var hans egen moders tur. Selv hun gled bort som en ældre kvinde. Han fik hende gravlagt ved siden af sin kære fader, hvor han pludselig følte sig.. alene. Kontakten til venneparret var gået i sig selv, efter de havde mistet deres datter, hvor alt håb om at skulle finde hende i live, synes at forsvinde alt for hurtigt. Landene var for alvor blevet delt nu, hvor racerne havde slået sig ned i mørket, det neutrale og lyset, som forholdsvis blev kaldt for Dvasias, Manjarno og Procias. Selvom grænserne var optegnet og traktaterne var underskrevet med segl af konge, rådgiver og hærfører, så var der visse som havde svært ved at acceptere disse afgrænsninger som var blevet opsat. Krigene fortsatte, ukontrolleret af kongehusene og denne ene gang måtte selv Thranduil tage sin andel af ansvaret. Han ledte en større gruppe bueskyttere og sværdkrigere til slagmarken på sin smukke hvide hingst. Han red i fronten sammen med den daværende procianske hærfører mod de mørke tropper. Selv i ly af den kommende efterårsnat, hvor regnen slog kraftigt nedover dem, var det ikke noget som skulle stoppe ham fra at udføre sin pligt og sin rolle! I hans faders minde, red han direkte i krigen. Lyden af de krydsende klinger, råb, skrig og død omkring ham, så gik det hurtigt op for dem, at de var i fåtal i forhold til fjendens hær. Med sveden og regnen dryppende af hans pande og buen kraftigt spændt, blev han slået af hesten med et kraftigt slag over hans nakke og venstre skulder, hvilket efterlod sig et dybt sår ved hans kraveben. Smerten var bidende, selvom han var heldig at komme igennem det og komme tilbage til lejren, inden de blev for mange. Mange tabte livet den nat.
Krigene tog kun til i takten med at mørket konstant forsøgte at nærme sig den nylige procianske grænsemur, en mur som skulle beskyttes og holde resten af befolkningen beskyttet til enhver pris. Thranduil hjemvendte med fåtal af krigere, kun for selv at blive taget vare om af healere som var ankommet til byen. Dette bestod primært af druider fra skoven, selvom der var enkelte urtekyndige elvere til stede. Her mødte han for første gang en elvisk urtekyndig; Galariel. En smukkere kvinde skulle man søge længe efter. Det tog dem heller ikke lang tid, før de faktisk blev forelsket og fandt ud af det sammen. Overfor resten af det elviske samfund, gjorde de det officielt og det lagde op til en stor fejring. Brylluppet stod ikke langt efter, hvor han som gave af samfundet, blev skænket det smukkeste sværd, som han nogensinde havde set. I æren af hans bortkomne barndomsveninde, opkaldte han sværdet efter hende; Eowathien.
Med tiden, blev det elviske samfund også større. Flere flyttede deres hjem til trætoppene, hvor de blev forbundet med ’hængebroer’, smukke vandfald og fuglesang. I takt med den smukke sang af skovsangerne, så blandede Galariels skrig sig i takt med dem. Rygterne havde gået om et kommende barn, og det havde været ganske rigtigt! Thranduil havde insisteret på at få lov til at være der under fødslen og igennem hele svangerskabet, og derfor blev han der. Med hendes svedige næver i sine egne, så blev han siddende bag hende og hviskede de rolige remser på elvisk i hendes øre. Hun trykkede sig let ind mod ham, hvor hun med et sidste skrig, endelig fik sin lille dreng født. De navngav ham Aerandir. Den lykke skulle dog alligevel vise sig at være frygtelig kortfattet, da Galariel mistede livet i sengen bare ganske få timer efter at deres lille dreng var født. Dette kastet Thranduil ind i en sorgmodig tid. Ansvaret som leder måtte han lægge fra sig og skænke til en anden, alt imens han tog sig af sin lille dreng, som han ønskede at opdrage i moderens minde.
Aerandir voksede op, hvor han ganske vidst gjorde som hans fader altid havde ønsket for ham og trådte i rollen som elvernes leder. Igen følte Thranduil en vis form for stolthed, hvor han følte at han kunne trække sig bare en smule tilbage til enkelivet. Han ønskede ikke nogen anden end Galariel, også selvom den lykke havde været frygtelig kortfattet og overstået allerede inden den overhovedet var i gang, så sørgede han endnu over hende i sit stille sind. Aerandir voksede op og blev en mand som mange så op til, også selv da han valgte at søge til Manjarno og jagtede sin egen drøm om at blive hærfører. Thranduil tog igen over som leder af elverne efter sin søns rejse til det neutrale land. Stoltheden over hans søns handlinger ude i den store verden, var selv noget som tog en drastisk ende, da nyheden om at Aerandir var kommet til skade, hurtigt var noget som nåede ham for øre. Det var ikke ofte at det forekom, men selv Thranduil forlod skoven, for at søge til sin kære dreng, som nu var sengeliggende i smeden i Procias. Dialogen blev kortvarig, også selvom Thranduil allerede nu kunne begynde at forberede sig på sin egen søns bortgang. Modet var allerede borte fra hans øjne og i hans sind..
Thranduil behøvede ikke afvente nyheden om hans søns bortgang for lang tid, hvilket for alvor har været med til at lukke ham af for andre væsner end hans egen slags. Aldrig har han formået at åbne sig op for en kvinde siden. Ansvaret som konge af det elviske samfund, samt at lede racen mod storhed, har været hans eneste mål lige siden.

Minder:
- Træningen med sin far, hvilket er noget som har givet ham muligheden for at abstrahere lidt fra sin moders fødselsdepressioner.
- Hans første møde med den lille Eowathien, som endte med at blive en kær barndomsveninde for ham, og en af de eneste som han faktisk har haft.
- Da landsbyen blev angrebet uventet, da det slog ham ud og Eowathien blev revet fra ham, uden at komme tilbage til ham igen.
- Nyheden om hans faders død i krigen, og hvilken sorg det bragte til det elviske samfund.
- Da Thranduil tog det sidste skridt i sin faders fodspor og tog pladsen som konge af det elviske og skovens rige, samt da han måtte tage sig ekstra godt af hans moder.
- Da hans moder døde, hvilket igen efterlod samfundet i en stor sorg. Thranduil har fået hende gravlagt side om side med sin kære fader.
- Turen i slagmarken, hvilket har efterladt ham med grimme ar på krop og sjæl. Aldrig vil han glemme de mange skrig og faldende som røg omkring ham.
- Det første møde med Galariel, som han med tiden faldt for, og senere blev hans hustru. Sværdet som blev ham skænket af folket på deres bryllupsdag, navngav han efter sin bortkomne barndomsveninde; Eowathien.
- Da Galariel fødte ham en søn, som de sammen navngav Aerandir. Fødslen havde dog været hård for den kære Galariel, som mistede livet kun ganske få timer efter knægtens fødsel.
- Fralægget af ansvaret som leder for elverne, da han ønskede at tage sig af sin eneste søn i Galariels minde. Dog med ønsket om at det var en plads som hans kære dreng skulle tage når han engang blev stor nok til dette.
- Aerandir tog over som elvernes leder, selvom dette dog var ganske kortvarig, da han hellere ønskede at søge drømmene som hærfører og blive til noget stort – hvilket Thranduil havde forståelsen for, hvor han tog over som leder igen.
- Nyheden om Aerandirs tilstand, efter at være røget ud over en klippekant. En af de yderst få gange han igennem livet har forladt skoven.
- Nyheden om hans søns bortgang, hvilket knuste ham for alvor, da det var et af de få minder som han havde tilbage af Galariel. Derefter valgte han for alvor at give sig hen til arbejdet og målet om at føre elverne tilbage til deres oprindelige storhed.

Styrker:
- Den fødte leder med lederegenskaber
- Hans ordforråd
- Yderst målbevidst
- Dygtig kriger
- Stor strateg

Svagheder:

- Eowathien
- Fordomsfuld overfor mørket
- Familien
- Fortiden, selvom han ikke er bange for at tale åbent om den
- Kan have nogle sjove og forvirrende vendinger i hans metaforer
- Utrolig stolthed overfor racen
- Et lukket hjerte og sind overfor folk flest, andet end elverne
- Er utrolig glad for at lære fra sig, og kan til dels virke belærende


Kendetegn: De mest grønne øjne, samt de spidse ører, er det hyppigste kendetegn på ham som en elver. Dog bliver han som regel set med et sværd i skeden som han har hængende over ryggen, ellers hans bue som er smukt udsmykket med elviske tegn, af gammelt elvisk sprog – næsten uddød.

Tilholdssted: Procias

Andet? Aerandir, som er den daværende hærfører af de manjanske tropper, og daværende leder af elverne, er hans eneste søn.

Signatur: Jude Law

[Silia D. Diamaqima]

Godkendt! ;D