Big news!

[Deleted]

“Det kommer ikke til at ske igen, Denjarna, mørket har slet ikke den magt over mig længere. Den fysiske smerte er ikke særlig slem,” svarede Derick roligt, som han sendte hende et smil. Det var måske ikke helt sandt, for jo mere mørket forsøgte at få sit tag i ham, desto højere blev smerten i brystet som mærket gav ham. Han ønskede dog ikke at hun skulle bekymre sig for ham, for hun havde nok at tænke på, og det havde han også selv, så mørket var det mindste af dem i øjeblikket. Han endte med at lægge en hånd under hendes hage, så han kunne løfte hendes blik og holde det på hans, hvor hans egne ekstraordinære violette måtte se ind i hendes smukke sølvgrå. ”Så må vi jo bare få dig, og os, ind på rette sti igen, for du er det sidste jeg ønsker at miste. Tror du ellers jeg ville bygge et helt hus op, i gave til dig? Finde mig et job? Du må ikke give op, min skat, det vil knuse mit hjerte, og hvem siger ikke at lykken kun lige venter om det næste hjørne? Vil du virkelig kaste alt i jorden uden at vide om det måske stoppede?” Hans blik var roligt, hvor et svagt smil hvilede på hans læber, skønt man godt kunne se sorgen i hans blik, for det gjorde ondt at hun rent faktisk overvejede at forlade ham, når han elskede hende så højt og var parat til at gå igennem hvad som helst for hende. At hun så måtte nævne Elanya, var noget som fik ham til at bide tænderne sammen, da han slet ikke gad tale om den kvinde. Blikket endte han også med at fjerne fra hende, da han ikke ønskede at tænke på at han havde været den kvinde tæt. ”Jeg vil ikke have at du nævner hende. Den kvinde var en fejltagelse, og hvis du tror hun gav mig mere end hvad du gjorde, tager du fejl,” svarede han i en dæmpet og dog bestemt tone, som han langsomt vendte blikket mod hende igen, hvor det var lettere udtryksløst. ”Hvordan skulle jeg kunne spå en fremtid, der aldrig nogensinde er chance for at blive til? Og til din orientering, så var det mig, der forlod hende.”
Hendes morende blink, fik Derick til at trække på smilebåndet, hvor han rystede morende på hovedet af hende. Hun ville gerne have at han gav hende ret? Det kunne han godt, men uanset hvad ville han nu ikke mene at han var under tøflen, som hun heller ikke var ved ham, for han ønskede skam ikke at bestemme over hende. ”Udmærket, du har ret, jeg er under din smukke, fantastiske tøffel,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, inden han flygtigt kyssede hendes læber. Han var dog ikke enig i det, hvilket hun nok vidste. ”Se.. du er min lille naughty girl,” svarede han kækt igen, som han blinkede let til hende uden at smilet falmede det mindste. Han nåede kun lige at få øset op, inden hun sagde at noget manglede, hvilket fik ham til at se fra maden til hende. At det så var drikkelse, havde han selv glemt, skønt han hurtigt var oppe på benene. ”Hov, to sekunder,” svarede han, som han endte ude i madkammeret på et splitsekund og var kun kort efter inde igen, hvor han hældte noget hvidvin op til hende og derefter op til ham selv. Flasken satte han fra sig, som han igen satte sig. ”Vi lader bare som om jeg huskede det hele og har lavet den perfekte middag til os,” svarede han drillende, som han løftede glasset i en kort og tavs skål, inden han tog en slurk af den klare væske.

[Deleted]

”Hvis du siger det,” sagde Denjarna stille. Selv kunne hun ikke sige, hvordan mørket måtte føles for ham, og hvor slem den fysiske smerte måtte være, så hun kunne ikke gøre andet end at stole på hans ord, som hun alligevel troede ham, når han fortalte hende noget. Det var dog rart at høre, at det ikke var en plage for ham, da hun trods alt ikke ønskede ham noget ondt. Måske havde de det svært med hinanden for tiden, men det var ikke ens betydning med, at hun var ligeglad med ham, for det var hun bestemt ikke! Grebet om sin hage, fik hende til at løfte blikket, hvor hendes egne fortvivlede sølvgrå faldt på hans violette, der alligevel måtte have en trøstende effekt på hende. ”Jeg ønsker heller ikke at give op.. Jeg frygter bare, at der ikke er mere at komme efter. Jeg ved dog, at jeg endnu elsker dig, og at jeg er glad for, at du har fundet os et sted, som vi kan kalde for vores hjem, ligesom jeg er glad for, at du har fundet dig et erhverv, som du er glad for. Jeg håber derfor inderligt på, at du har ret i, at det hele vil løse sig, så vi igen kan være glade. Det lyder måske kedeligt, men jeg er nået til det stadie, hvor jeg bare gerne vil slå mig ned med en mand, og leve lykkeligt med ham, og jeg håber endnu at den mand er dig,” sagde hun dæmpet. Hun vidste ikke, om det ville blive bedre mellem dem, men hun ønskede skam at kæmpe. Hvis det så viste sig, at de ikke blev mødt af fremgang, så måtte de vel gå hvert til sit? At han så lukkede fuldstændigt af, som hun bragte Elanya på banen, måtte være noget der gjorde hendes blik hårdt. Hovedet rev hun også til sig, skønt hun ikke tog blikket fra ham. ”Jamen jeg kræver, at vi taler om det! Det er en af de fejl du har begået, og du ved, hvad den sandhed gør ved mig, så hvis du ønsker at redde vores forhold, så tal om det!” sagde hun bestemt, som hun ikke tillod, at han blev ved med at løbe om hjørner med hende. Nu hvor de havde alle deres frygter på bordet, så kunne de ligeså godt tage hånd om noget af der generede hende mest. Han burde desuden vide, hvor meget sandheden gik hende på, da han vidste, at hun altid havde mistænkt ham for at have følelser for kvinden. ”Hvis ikke det var fordi, at kvinden var død, så kunne det da meget vel være, at hun kom tilbage efter dig! Og meget bekendt, så var det hende der var dig utro, og ikke omvendt.”
Det at han faktisk gav Denjarna ret i, at han var under hendes tøffel, måtte komme bag på hende, skønt den drilske tone kun indikerede, at det var sjov. Alligevel brød smilet tilfredst frem på hendes læber, som det alligevel måtte gøre godt at høre. ”Meget bedre! Men bare rolig.. Jeg skal nok være god ved dig,” svarede hun drillende igen. Det flygtige kys han tildelte hendes læber, besvarede hun blidt, inden hun med et smil på læben tog hans ansigt i betragtning igen. Muntert slap hun en latter, som han kaldte hende for naughty girl. ”Det er da bedre end lillemor,” svarede hun morende, inden hun kom med den meddelelse, at de manglede drikkelse. Kort nikkede hun, som han forsvandt ud i kammeret ved siden af. Længe sad hun ikke alene, som hun kun nåede at tage en bid, inden han vendte tilbage til hende, hvor hun kunne se, at han havde valgt en hvidvin for i aften. ”Hmm.. Jeg ved ikke, om jeg skal lade dig slippe så let.. Jeg burde måske kræve en omgang massage senere, for den fejltagelse du har begået,” sagde hun eftertænksomt, mens hendes sølvgrå øjne måtte glimte drillende. Hun endte dog ligeledes med at hæve glasset, som hun deltog i hans tavse skål, inden hun også førte glasset op til sine læber, som hun smagte på druerne.

[Deleted]

Selvom hun havde sine tvivl omkring dem, måtte det alligevel lette Derick en smule at høre at hun rent faktisk ønskede at kæmpe for dem. Han forstod sig dog godt på hende, for han selv var træt af deres problemer, han selv ville ønske at de bare kunne få lidt fred og ro fra modgangen og så bare give hinanden tid og være lykkelige sammen, for der ønskede de jo kun det samme. Han ønskede selv at kunne slå sig ned, og nu var der også en lille på vej, og han havde aldrig haft noget imod at stifte familie med hende, selvom det desværre kom i en vanskelig tid, hvor det ikke engang var sikkert at de kunne beholde det, men det ville de finde ud af i morgen, for der ville han søge op til Alexander. Han sendte hende et mildt smil. ”Jeg er endnu den mand, Denjarna, og det er ikke kedeligt, for jeg ønsker det samme. Jeg gider heller ikke flere problemer, jeg er lige så træt af dem som du er, det tærer også på mig, men jeg ønsker stadig at slå mig til ro med dig, gøre dig lykkelig, gøre dig glad, gøre alle mulige små men særlige ting for dig,” hviskede han i en kærlig tone, som han kort lænede sig mod hende og kyssede hendes pande. Han ønskede skam det samme som hende, selvom han selv var træt af at skulle kæmpe hele tiden, for det var han også ved at blive for gammel og udmattet til. En ting vidste han dog; hun var det hele værd. At hun så gerne ville tale om Elanya, var noget som gik ham på, da det var noget han ikke ville. Hver gang han havde nævnt kvinden, havde hun lukket af, og når hun konfronterede ham med det, gjorde han det. Tungen strøg han over læberne, inden han snerpede dem sammen, som hans blik søgte rundt i rummet, uden at han så på hende, nærmest som søgte han en udvej, selvom han vidste at han ikke kunne undgå det. Han endte med at sukke til hendes ord, som han vendte blikket mod hende. ”Og hvad vil du vide, hm? Det er en af de fejl jeg begik, som jeg ikke kan rette op på, selvom jeg aldrig havde åbnet op for hende, hvis jeg kunne gøre det om, for det var ikke det værd! Jeg var alene Jarna, jeg var knust over tabet af dig, og hvad ville du have jeg skulle have gjort? Levet ulykkelig, knust og miserabelt resten af mit liv? Ønsker du virkelig det for mig? Og så kom hun, og jeg ønskede ikke at være alene, så jeg valgte at åbne op, selvom jeg inderst inde vidste at det var.. at vanære dig. Jeg levede blot i tanken om at ville slå mig ned, selvom det var med den forkerte kvinde. Jeg kan ikke ændre på det Denjarna. Men jeg tænker ikke på hende mere, jeg ønsker ikke at have noget med hende at gøre,” svarede han sandfærdigt, hvor han skam også bar en kæmpe skyldfølelse over at have vanæret Denjarna. Han havde bare været så.. fortvivlet og fortabt på det tidspunkt, hvor Elanya så var kommet ind i varmen, skønt det var endt fatalt, men det var måske også kun meget godt. ”Og hvad så hvis hun kom tilbage efter mig? Tror du så jeg ville vælge hende? For det vil jeg ikke! Ja, hun var mig utro, hun beviste hun ikke var det værd, og derfor skred jeg, for efter dit lille smut med Gabriel, tolererer jeg det ikke! Hun hviler ikke i mine tanker. Din handling dengang retfærdiggøre måske ikke min, men jeg ved, at du bestemt heller ikke havde mig i tankerne dengang, hverken da du kyssede ham, eller lå i med ham. Jeg troede du var død og borte for altid, ellers så havde jeg aldrig gjort det! For jeg har aldrig ønsket at skulle være dig utro, når jeg ved hvad det gjorde ved mig! Jeg ville vælge dig, til hver en tid!” Såret var han over det, hvilket kunne ses i hans blik, ligesom han angrede det, for havde han vidst at hun havde været indespærret, så havde han da gjort alt for at få hende ud, end at ligge i med hendes ’rival’ og forsøge at komme over hende, men han havde jo slet ikke vidst noget som helst, for han havde troet at hun havde været død!
Derick så godt hvordan smilet blev tilfredst på hendes læber, hvor hendes ord, fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. ”Det glæder mig at høre, men jeg tænkte nok at jeg nok skulle klare mig i dine kyndige hænder,” svarede han morende igen. At hun så fandt naughty girl bedre end lillemor og tilmed grinte over det, fik hans eget smil til at brede sig på hans læber, da det var rart at høre hende være lidt glad. ”Du har trods alt altid været fræk og sexet, samt uartig,” svarede han drillende, som han blinkede flirtende til hende. Hurtigt vendte han tilbage med hvidvinen, da han godt kunne lide at veksle lidt. Klart foretrak han rødvin frem for den hvide, men i ny og næ var det rart nok med noget andet. At hans straf så skulle være at give hende massage senere, kunne han godt leve med. Hånden lagde han mod sit bryst, som han spillede med på hendes lille skuespil. ”Du har ret! Jeg må tage imod straffen på mine blødende knæ og massere dig senere,” medgav han, hvor det lød til at det var en slem straf, skønt det drilsk blik sagde det hele. Som han tog en tår af vinen satte han roligt glasset fra sig, inden han lænede sig frem og stak sin gaffel i en af hendes gulerødder, som han stjal og puttede i munden, inden han blinkede drilsk til hende, som han gik i gang med sin egen mad.

[Deleted]

Om det kunne gå dem godt igen, vidste Denjarna ikke, men hun håbede. Hun vidste trods alt, hvor lykkelige de engang havde været, men på den anden side havde den lykke ikke fundet sted i umindelige tider, og det var vel muligt for folk at glide fra hinanden? Der var trods alt sket dem meget, siden de havde levet sammen i idyl, som hun havde været underlagt tortur, og senere hen havde hun klaret sig selv, og det var faktisk gået hende udmærket. Derick selv havde fået opbygget et liv for ham selv, som han havde fundet en ny kvinde, ligesom han havde fundet sig en ny omgangskreds. Let var det bestemt ikke, og hun hadede det hele for at hagle ned over hende, som hun bestemt ikke mente, at hun havde fortjent denne elendighed. Hun havde bare ønsket at være lykkelig med ham, men det var tydeligvis for meget at forlange. Kysset mod sin pande fik hende kun til at trække svagt på smilet, som hun endnu ikke kunne se det gode ved deres situation. ”Jeg forstår bare ikke, hvordan problemerne kan blive ved med at flyde, hvis vi begge ønsker det samme. Det er ikke fair… Og jeg tror oprigtigt ikke, at jeg kan blive ved, hvis det fortsætter sådan her for evigt,” sagde hun stille. Hun ønskede at være i et forhold, hvor hun ikke behøvede at frygte noget eller føle en dyb mistillid, og lige i øjeblikket var Derick ikke god til at opfylde de krav. Ikke med bidet, og hans evige beskyldninger om, at hun ikke elskede ham, men lå med andre. Det tog alt sammen på hende, og hun havde slet ikke så meget energi i kroppen til at kæmpe for alt det, som hun ikke længere følte, at hun var fortjent med al den smerte. Smerte havde hun skam haft nok af. Som hun bad ham om at tale om Elanya, så hun godt, hvordan hans mine trak sig sammen, men det var hun ligeglad med. Det var noget hun blev nødt til at høre om, eftersom det gik hende forfærdeligt meget på, at han havde kunnet få sig selv til at ligge med hendes rival. ”Jeg ønsker at høre, hvordan du havde det med hende! Om du var lykkelig? Og om du så en fremtid med hende? … vel og mærke inden hendes sidespring. Følte du noget af alt det for hende? Gjorde du, Derick?” spurgte hun sigende, som hun var nødt til at høre, hvilke tanker han havde gjort sig, da han havde levet med hende i sit hjerte. ”Jeg har aldrig ønsket et miserabelt liv for dig! Men du vidste, hvilket had jeg altid har følt for den kvinde, og hvor meget det altid havde tæret på mig, at du havde skjulte følelser for hende! At du så valgte at snuppe hende i det sekund jeg var væk viser bare, hvor lidt mine følelser har betydet for dig! Og du har måske aldrig ønsket at være mig utro, men alligevel har du altid følt en længsel efter hende!” udbrød hun såret, hvor hendes øjne også måtte blive mere skinnende, da dette i sandhed var noget det ødelagde hende.
”Det var godt,” medgav Denjarna morende. Hun skulle skam nok være god ved ham, så længe han var god ved hende. Det behøvede han ikke frygte. ”Det er beskrivelser jeg kan lide at høre,” istemte hun med et smil på læben. Selv ville hun mene, at hun altid havde holdt de sider hos sig, skønt hun havde levet i et fast forhold. Vinen smagte hun på, som han bragte den ind på bordet, hvor den måtte smage. Selv havde hun intet imod at drikke hvid, skønt den meget let kunne forekom mere tør end den røde. At han så begyndte på sine overdramatiserende ord, fik hende til at ryste smilende på hovedet, mens hun puttede noget kød i munden. ”Du er håbløs,” sagde hun, som hun tyggede af munden. ”Hey! Du har din egen tallerken og der er masser af gulerødder tilbage i gryden, hvis du vil have dem,” udbrød hun smilende, som han stjal fra hendes tallerken.

[Deleted]

Et svagt suk forlod Dericks læber, ikke fordi han fandt det irriterende at snakke om, men fordi han snart ikke vidste hvad han skulle gøre. Han vidste godt at de havde problemer, og det var problemer som selv måtte tære hårdt på hans egne kræfter, for han var selv dødtræt af at de konstant skulle leve i modgang, for han selv havde brug for at de kunne være lykkelige, da han selv ønskede at de bare kunne slå sig til ro og blive ladt i fred. Han strøg hende blidt over kinden. ”Jeg kan heller ikke klare at det konstant skal være sådan Denjarna, det tærer lige såvel på mig, som det gør på dig, men derfor elsker jeg dig stadig, og jeg ønsker stadig en fremtid med dig,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Problemerne føltes at kvæle dem, selvom de havde brug for tid til at finde ud af om det blev bedre eller ej. At hun så ville høre om hans forhold med Elanya, forstod han vitterligt ikke, når det for ham var et overstået kapitel, som han ikke ville tilbage til og når det smertede hende, for han vidste jo godt at det gik hende på. Han kørte let en hånd over sit ansigt, som det måtte frustrere ham, at hun skulle rive op i et gammelt sår, der slet ikke behøvede at blive gjort til et problem. Han rystede let på hovedet, som han sukkede for sig selv, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg ved godt jeg har vanæret dig Denjarna. Jeg har aldrig haft følelser for hende, som jeg har for dig, og dengang der var hun den første der så mig, den første der gav mig en chance, jeg har altid holdt af hende. Hun er mig et overstået kapitel Denjarna, jeg blev fanget af tanken om hvad der var sket, hvis jeg havde valgt hende dengang, før jeg mødte dig, og det har jeg fået svar på, jeg forstår ikke hvor du vil hen med alt det her. Du fremstiller mig som om jeg er den eneste der har begået fejl, men jeg ved at du har kysset med andre fyre igennem vores forhold, ligesom du valgte at være mig helt utro, jeg tilgav dig for det. Jeg forstår ikke hvorfor du vil stå og rive op i gamle sår, desuden så synes jeg at du har taget din hævn for det, eftersom du valgte at tage mit liv den nat på kirkegården, som du bed mig og så livet glide ud af mine øjne, indtil du havde tømt min krop for blod,” svarede han, som hans egne øjne var endt lettere blanke. Der var mange ting han ikke var stolt over at have gjort i sit liv, der var så mange fejltagelser, men han kunne ikke se hvorfor han skulle udstilles, når han ikke var den eneste.
Smilet forblev blot morende på Dericks læber, som han ikke tog blikket fra hende. Han vidste at uanset hvad så ville hun tage sig godt af ham, for det havde hun jo trods alt altid gjort, selvom han nu ikke var enig i det at han var under tøflen på hende. At hun så kunne lide hans beskrivelser af hende, fik ham kun til at trække yderligere på smilebåndet, da tanken måtte more ham. ”Håbløs, og dog elskværdig,” svarede han drillende igen. Han slap en munter latter, da hun valgte at kommentere det at han tog en af hendes gulerødder, hvor han blinkede let til hende. ”Måske, men måske smager dine gulerødder bare bedre end mine,” svarede han drillende, skønt han dog gik i gang med at spise af sin egen mad, hvor han af og til måtte nippe til sit vinglas.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun ikke var den eneste der hadede deres problemer, da det selvfølgelig ikke var rart at være omgivet af for nogen af dem. Dog forstod hun ikke, hvordan han kunne se så positivt på det hele, som var det ingenting der nok skulle falde på plads. Selv syntes hun nemlig, at det var nogle af de værste udfordringer, de blev mødt af for tiden, og hun vidste ikke, hvordan de skulle gå i opløsning. Hun var dybt bange for at mærke hans tænder i sig igen, og det var en frygt hun ikke bare kunne skrue ned for, og derfor tog hun ham ikke tæt, ellers tillod ham at røre hendes hals. Graviditeten hjalp heller ikke just, som det var et barn hun aldrig havde ønsket sig, men det havde han, og nu var hun gravid i en tid, hvor varylbørn var ulovlige for vampyrracen. Samtidig med det, så hjemsøgte fortiden dem endnu, hvilket drev dem til den manglende tillid, og den syntes også særligt at gøre ondt. Dæmpet sukkede hun, som han gav sig til at stryge hendes kind. Det var rart at mærke nogle kærtegn mod sin hud, men dog hjalp det ikke på problemerne, som det på ingen måde fik dem til at forsvinde. ”Jeg ved det, Derick.. Jeg ved bare ikke, hvad jeg mere kan sige til det, for tvivlen hersker stadig i mig, og den kan jeg ikke gøre noget ved lige nu,” sagde hun ærligt. Hun vidste skam godt, at han elskede hende, ligesom hun elskede ham, men om det var nok skulle hun endnu finde ud af. Det ville måske også gå i sig selv, hvis man gav det hele tid. Det kunne hun i hvert fald kun håbe på. ”Jeg ved godt, at jeg ikke selv har været en engel gennem tiden, men det har jeg også angret, og du kan ikke råde bod på din handling ved at sige, at jeg engang var dig utro. Jeg siger ikke, at min egen handling var i orden, for det ved jeg, at den ikke var, men det gør ikke, at det smerter mig mindre, at du har ligget med den kvinde, som jeg altid har foragtet mest på denne jord! Og du mener måske, at jeg fik min hævn, da jeg valgte at omgøre dig, men har det ikke altid været dit ønske at blive din føderace igen? Jeg har i hvert fald ikke hørt dig beklage dig efterfølgende..” Deres samtale glædede hende på ingen måde, men det var problemer hun var nødt til at bringe frem i lyet. At han så gav igen, kunne hun ikke gøre noget ved, men hun måtte bare forsvare sig selv, så godt hun kunne.
Roligt spiste Denjarna, som de havde fået sat dem til bords. Det glædede hende, at der kunne herske denne lette stemning mellem dem til tider, da det alligevel måtte gøre stunderne med ham lettere. Muntert trak hun på smilebåndet. ”Det er du heldig, at du er, for ellers havde du haft et problem,” spøgte hun drillende, som han kaldte sig selv for elskværdig. Han var skam ikke bare håbløs, skønt han til tider sagde nogle fjollede ting. Mange ting var han, men en ting var sikker, og det var, at han altid havde formået at slå benene væk under hende. Som han lo, trak hun på smilet, da det altid måtte være hende en velkommen lyd. ”Aha.. sikker på, at vi ikke bare skal bytte tallerken?” spurgte hun muntert, inden hun nippede til hvidvinen.

[Deleted]

Det gjorde ondt at Denjarna havde denne tvivl på deres forhold, da Derick inderligt måtte ønske hende ved sin side, men han forstod hende godt, så han bebrejdede hende ikke for sin frustration og udmattelse ved at fortsætte med at kæmpe, for ganske vidst havde problemer ikke synes at være så store som de var i øjeblikket, men han kunne stadig huske tilbage på fortiden og huske hvilken smerte han før var gået igennem og der vidste han snart ikke hvilken situation han helst ville stå i, da han generelt hadede at skulle gå igennem denne smerte, men også ligeledes at skulle påføre hende den. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Jeg ved det godt, Jarna. Men lov mig at du vil give det tid, at du ikke vil give op endnu, vi ved trods alt ikke hvad fremtiden bringer,” bad han i en dæmpet tone, som han ikke tog blikket fra hende. Det gjorde ondt at hun havde det sådan, hvor han ville ønske at han kunne fjerne hendes tvivl, men han vidste godt at det ikke var så lige til, eftersom det var hans skyld at den var plantet i hende, det var hans skyld, at hun var endt fjernere fra ham, da han havde skubbet hende væk, i det sekund han havde sat tænderne i hende, en handling han angrede mere end hvad han kunne beskrive, ligesom han hadede sig selv for det. Han endte med at lægge en hånd mod hendes kind, for at holde hendes blik på sig. ”Jeg prøver ikke på at påpege dine fejltagelser og hakke ned på dig, for at retfærdiggøre mine egne, for jeg ved at det jeg gjorde var forkert, jeg prøver bare at få dig til at forstå at også jeg angre mine handlinger. Jeg ved hvordan du har det, for jeg havde det på samme måde, og derfor gør det kun mere ondt. Og tro mig Denjarna, måske jeg er født vampyr og altid har været stolt af det, men jeg vil langt hellere have undladt at blive det igen, hvis det betød at jeg aldrig havde gjort dig ondt, jeg hader mig selv for det, mere end jeg kan hade noget andet, og jeg kan helt væmmes ved mit væsen fordi jeg gjorde det,” svarede han sandfærdigt, hvor det var tydeligt at høre at han angrede sine handlinger. Blikket tog han ikke fra hende, som han så ind i hendes øjne.
Den gode stemning, var altid rar, da det beviste at de stadig kunne have det godt med hinanden, for det ville have været slemt, hvis de slet ikke kunne more sig med hinanden længere og så ville Derick nok også selv have overvejet om de bare skulle gå hvert til sit, for det var jo ingen måde at leve sit liv på. Problemer havde de og det var svært for dem begge, men det gjorde det altid en smule lettere, når der også kunne herske en god stemning. ”Åh jeg behøver end ikke at tænke på det problem, eftersom jeg altid har kunnet charmere hvem som helst, ud af alle problemer,” svarede han drillende igen, som det denne gang var hans tur til at blinke og spille uskyldig. At hun så spurgte om de skulle bytte tallerken fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jeg tror jeg har fået det bedste stykke kød, så det går nok,” svarede han drillende igen, skønt det hele gerne skulle have fået lige meget. Roligt spiste han selv videre, hvor smagen også var ham udsøgt, skønt han måske ikke havde brug for føden som hun havde. Han drak kort noget vin, inden han vendte blikket mod hende. ”Smager det? Og er det godt med lidt mad?”

[Deleted]

”Jeg ønsker skam, at det hele arter sig mellem os igen, og for det er jeg villig til at give os en chance.. Men Derick? Hvis ikke det bliver bedre, så kan jeg ikke love dig, at jeg kan blive ved med at kæmpe.. Ikke denne gang,” sagde Denjarna stille. Hendes ord kunne både tolkes for det gode og for det dårlige, da hun sagde, at hun gerne ville give dem en chance, men hvis det ikke gik, så ville hun desværre se sig nødsaget til at gå. Det var svært for hende, men hun tænkte, at hvis ikke han kunne bringe hende lykke, selvom de havde forsøgt, så måtte der være det derude for dem der var bedre. Om det så ville gå i den gode eller dårlige retning, kunne hun ikke små, men det vigtigste var vel, at de begge forsøgte at kæmpe som en start? Hendes hoved faldt let på sned, så hendes hoved kunne hvile mod hans håndflade. ”Ligesom jeg ved, at min handling var forkert. Problemet er også bare, at du hakker ned på mig, grundet det der har hændt dig, mens jeg har været væk. Efter at jeg gav dig mit ja, som jeg ville giftes med dig, mistænkte du mig ikke længere for at ligge med andre. Vi lod det være fortid, som jeg kun ønskede dig. Men nu når vi er sammen igen, tror du at jeg ser en anden, hver gang jeg ser mig over skulderen, og det hjælper på intet, som det faktisk kun forværrer sagen. Og jeg ved også, at jeg et sted selv er skyld i, at du har bidt mig, og at min graviditet bliver et større problem end ellers, eftersom det var mig der omgjorde dig. Jeg ville ønske, at alt det aldrig var sket os, men det er det alligevel, og det er der intet at gøre ved nu.” Hvor han angrede en del, måtte også hun angre. Hun angrede fordi, at hun engang havde været ham utro. Hun angrede over, at hun havde omgjort ham til en vampyr. Meget ville måske have set anderledes ud, hvis ikke hun havde truffet de valg gennem tiden, men det kunne hun ikke tillade sig selv at tænke på.
Meget var der i vejen, men måske herskede der også noget lys, hvis de alligevel var i stand til at smile og grine lidt, samt fyre drillende kommentarer af. Denjarna vidste det ikke, men for nu fulgte hun med bølgen, hvor hun blot nød en af disse efterhånden sjældne stunder med ham. Det var trods alt ikke tit, at de havde det godt med hinanden længere, som de begge var præget af deres problemer. Særligt hende i hvert fald. Smilende rystede hun på hovedet. ”Jeg tror, du tænker for højt om din egen charme, min kære. Der er trods alt intet der kan slå min,” svarede hun selvsikkert, uden smilet falmede. Charmerende var han dog, og det ville verdens kvinder nok også give hende ret i. Hun vidste nemlig, at hun ikke var den eneste der var blevet blød over hans flotte ydre og charmerende jeg. ”Det siger jo det hele!” udbrød hun, hvor hun på et kort øjeblik fik byttet rundt på deres tallerkner, så hun sad med hans, og han med hendes. Muntert smagte hun på maden, uden det kække forlod hendes øjne. ”Nu når jeg har fået din tallerken, så smager maden ganske glimrende,” svarede hun kækt.

[Deleted]

Denjarnas ord var noget som kunne tolkes både godt og skidt, hvor Derick måtte erkende at han frygtede for at det dårlige skulle ske. Nu havde han også mere han skulle tænke på, for nu ville han da slet ikke kunne lade vær med at spekulere over om hun ville forlade ham, og den tanke gjorde ondt. Det var ikke just en frustration eller frygt han havde haft behov for at føle oveni alt det andet, men på den anden side, ville han også langt hellere være bevidst om det, frem for at rende rundt i uvidenhed og så bare en dag få at vide at hun smuttede. ”Jeg forstår..” endte han dæmpet. Han ønskede heller ikke at hun skulle gå nu, hvor hun var gravid og de måske kunne få en familie, han vidste godt at hun altid havde været imod det, men han skulle nok hjælpe hende igennem det, skønt han var nød til at konfrontere Alexander først og han anede ikke hvordan manden ville blive, så han vidste ikke engang om de kunne beholde barnet. Hendes ord fik ham til at slå blikket ned, hvor han kort bed tænderne sammen, imens han lyttede uden at afbryde hende, da han vidste at hun havde behov for at få sagt hvad der gik hende på og det var hans pligt at lytte til hende, og helst uden at skælde hende ud for at have det som hun havde det. Han så roligt op mod hende igen, da hun var færdig med at tale, hvor der var noget forsigtigt over hans blik. ”Jeg ved godt at jeg ikke har været let at være sammen med.. jeg har bare et problem med at skulle dele dig, med fyre som har følelser for dig, og jeg ved at du vil have det på præcis samme måde som mig, du ville hade hvis jeg var sammen med en veninde som også havde følelser for mig, selv hvis jeg ikke skulle have for hende. Jeg ønsker ikke at skubbe dig væk, og jeg har ikke noget imod at du får en ny vennekreds, at vi får en ny vennekreds, for ingen af de gamle er længere tilbage,” svarede han dæmpet, som hans blik igen gled mod jorden.
Hvis de skulle holde en konkurrence om hvem der var den mest charmerende, anede Derick ikke hvem der ville vinde, alle mænd ville naturligvis stemme på hende, hvor kvinderne ville stemme på ham. Det kunne dog næsten lyde til at hun ville gøre det til en konkurrence om hvem der var mest charmerende af de to, sådan som hun pludselig blev selvsikker. Sjovt var det at tale om, skønt det et sted bare var typisk dem, da de altid skulle konkurrere med hinanden om tossede og egentlig ligegyldige ting, men det var også det som gjorde deres forhold frisk. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Åh så det tror du? Jamen så synes at vi skal finde ud af hvem der er mest charmerende. Vi kan jo charmere hinanden og så se hvem det er som giver efter først,” svarede han kækt og udfordrende igen, uden at han tog blikket fra hende. At hun så byttede rundt på deres tallerkner, fik ham til at sidde måbende igen, hvor han kort fnes, inden han rystede på hovedet af hende. ”Hey! Du kan da ikke stjæle min perfekte, udsøgte mad! Lille tyv!” svarede han anklagende, hvor han skulede drilsk til hende. ”Det her betyder krig!” afsluttede han drilsk, som han igen førte sin gaffel henover bordet og tog noget kød fra den tallerken som før havde været hans.

[Deleted]

Denjarna var udmærket klar over, at det ikke var behagelige tanker hun proppede i hovedet på Derick, når hun sagde, at hun ikke ville kunne klare mere, hvis ikke det gik bedre for dem. Hun følte dog, at hun var nødt til at være ærlig overfor ham, og derfor lagde hun også alle kortene på bordet og sagde det, som det var. Hendes snak var heller ikke kun sort, som hun også havde fortalt ham, at hun endnu elskede ham og ønskede at give det hele et forsøg. Han betød trods alt stadig alverdens for hende, og derfor var det kun en selvfølge, at hun ønskede at kæmpe i stedet for bare at give op. Svagt forsøgte hun at smile til ham, hvor det var ment betryggende, som hun godt kunne fornemme på ham, at hendes ord gjorde ham trist til mode, og hun ønskede såmænd heller ikke at gøre ham mere ulykkelig, end hvad godt var. Hun var trods alt heller ikke gået ud af døren endnu, hvor det heller ikke var sikkert, at det ville ske, så der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Som hun gav sig til at tale om hans jalousi og vampyrproblemet, anede hun godt, hvordan han blev ubehagelig til mode igen, men det stoppede hende ikke. Nu når de alligevel havde taget hul på såret, så kunne de ligeså godt få det hele frem i lyset. ”Du skal heller ikke dele mig med nogen, Derick. Hvis jeg havde haft følelser for dem og de for mig, tror du så ikke, at der allerede ville være sket noget? Men jeg forstår godt din frygt, eftersom den før har været i vores liv. Du var trods alt venner med Elanya, og som jeg rigtig nok antog, så havde i følelser for hinanden, hvilket drev mig til vanvid. Jeg kan dog love dig, at jeg ikke vil gøre mig de gamle fejltagelser og søge til andre mænd end dig, når tampen brænder på,” sagde hun i en mild tone. Under hendes tale, havde det været hendes tur til at ligge hånden mod hans kind, så hun roligt kunne føre hans blik mod hendes. Hun bed ikke længere ad ham, som han syntes at være blevet mere medgørlig med emnet, ligesom det værste var overstået, og han ej heller bed af hende. ”Der er forresten noget, jeg har ønsket at tale med dig om, og det handler om det med at have venner.. Kan du huske den halskæde jeg engang gik rundt med? Den halskæde jeg havde fået af manden, jeg havde mødt, mens du var væk? Den mand nåede at blive en utrolig god ven af mig, som han hjalp mig på mange måder, ligesom jeg har hjulpet ham. Begge har vi reddet hinanden ud af mørket, og jeg må indrømme, at jeg savner ham.. Ikke på romantisk base, for det er ikke det forhold jeg ønsker med ham, og det er han selv enig i. Jeg vil høre, om du vil overveje, at lade den ven forblive en del af mit liv? Hvis det ville hjælpe, så kunne jeg præsenterer Jer for hinanden, og så vil du vide, at der intet er at frygte,” spurgte hun stille.
”Åh min kære.. Du ved jo allerede, at det er en tabt sag at konkurrere med mig. Vi ved jo, at jeg til hver en tid kan charmere dig, og det har jeg vidst også bevist flere gange,” sagde Denjarna selvsikkert. Hun måtte nu også mene sine ord, for Derick var ærlig talt ikke i stand til at sige nej til hende, når hun skruede charmen på. Det var dagen, hvor han havde bidt hende et tydeligt tegn på? Først havde hun overtalt ham til action ude i skoven, og senere hen havde hun overtalt ham på kroen, så man kunne roligt sige, at hun kunne sit kram. Som hun fik byttet om på de to tallerkner, smilede hun sejrrigt, skønt det falmede, som han genstjal kødet. ”Hey! Du kan da ikke bare tage fra mig tallerken! Det er mig der er den levende, så det er mig der har brug for maden. Er du ude på at sulte mig?” spurgte hun anklagende, inden hun selv greb om sin gaffel, og stak ned i det kød han havde taget fra hende. Denne her gang endte hun dog med at proppe det i munden, så han slet ikke kunne tage det tilbage.

[Deleted]

Selvom det var ømme emner de kom ind på, ikke mindst farlige emner på det følelsesmæssige plan, så var det måske meget godt at de gjorde det, eftersom det trods alt gjaldt deres forhold og forholdet dem imellem. Begge havde de sine tvivl og frustrationer og at de holdt alt muligt skjult for hinanden, eller gik med det hele selv, det hjalp ikke just på det. De havde brug for at tale om tingene, også selvom det gjorde ondt at tale om, og man måtte jo sige at de rent faktisk klarede sig frygtelig godt, for ingen af dem var blevet sure over de emner, som de var kommet ind på, hvilket kun var en glæde uden lige! Det hjalp også lidt på den trykkede stemning, som det gjorde godt at tale ud omkring det hele, for så vidste de hvad hinanden havde på hjertet, hvad der gik dem på. ”Jeg ved det godt Denjarna, og det er jo ikke fordi jeg ikke tror på dig, for det gør jeg skam, jeg ved godt at der ikke er sket noget, men derfor har jeg stadig en frygt for en gentagelse, og at du fortæller mig at du overvejer at smutte, hvis det ikke bliver bedre, ja.. det hjælper ikke just på frygten for at miste dig,” svarede Derick dæmpet, som han mærkede hendes hånd mod sin kind og vendte blikket mod hende, hvor han forsøgte at gengælde hendes smil. At hun så nævnte det med manden og halskæden, fik hele hans mine til at blive direkte stiv, så han nærmest lignede en statue. ”Mhm..” mumlede han stift, til at han godt kunne huske det, for den halskæde havde været en torn i øjet på ham! Men han havde faktisk ikke set hende med den siden. Selvom hendes ord gav ham lyst til at trække sig væk og nærmest råbe og skrige, så var han naglet til stedet og holdt munden lukker, så han ikke ødelagde deres gode forsøg på at holde en anstændig tone. Han endte med at rømme sig, som han alligevel fik vendt blikket væk fra hende. ”Du er da god til at udnytte tiden og situationen, når den kommer,” mumlede han sarkastisk for sig selv, som han trak vejret dybt. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. ”Jeg er ærligtalt ikke meget for at du skal have en mand som ven, en mand, som jeg ikke selv er sikker på har følelser for dig eller ej,” erkendte han en anelse sammenbidt, ikke fordi han var sur, men ja.. mere fordi han ikke var særlig tryg ved den tanke.
“Ha! Og du glemmer alle de gange jeg har charmeret dig. Kan du huske ved ruinerne, da vi så hinanden igen? Du var så fastbesluttet på at du ikke ville have mig tæt, men jeg snoede dig om min lillefinger med min perfekte charme, og du faldt i med begge ben,” svarede Derick selvsikkert og dog drilsk igen, hvor hans mine næsten også blev helt stolt, som havde han allerede vundet udfordringen. Hvem der egentlig var mest charmerende, var dog ikke til at sige, for det havde de aldrig fundet ud af. Han vidste godt at han havde en svaghed for hende, men det havde hun jo også for ham, så hvem var egentlig den mest charmerende? At hun så begyndte at anklage ham, fik ham til at slippe en munter latter. ”Hey!” udbrød han, da hun stjal kødet tilbage og stak det i munden, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Roligt lænede han sig frem, hvor han dyppede sin gaffel i sovsen, inden han prikkede til hendes næse, så hun fik sovs på den. Han grinte igen, som han lænede sig tilbage og tog noget af hans – før hendes – kød i munden, fra tallerknen foran ham.

[Deleted]

Fremskridt gjorde de i sandhed, som de endnu havde formået at holde en nogenlunde tone overfor hinanden. Denjarna havde ganske kort hævet stemmen i en overgang, som hendes tone var blevet hård, men den var hurtigt faldet igen, så det var intet at dvæle ved. De havde nemlig oplevet det der var langt værre end dette. ”Hvordan kan du tro mig, når du alligevel stiller spørgsmålstegn ved mine ord? Når jeg siger, at alt er i den skønneste orden, mistænker du mig stadig for andet.. Det er ikke at tro mig, Derick. Og jeg ved godt, at det ikke er velkomment at høre, at jeg muligvis ikke vil blive, hvis ikke det bliver bedre, men kan du bebrejde mig? Jeg elsker dig, men jeg vil gerne være lykkelig, og jeg tvivler på, at du er lykkelig, når det går så galt, som det går,” sagde hun stille. Blidt lod hun sine fingre stryge over hans kind, som hendes hånd i forvejen måtte hvile der. At det rolige så forsvandt, som hun bragte Vladimir på banen, bed hun sig selv nervøst i underlæben. Den stivnede facon kunne umuligt være et godt tegn, men hun tænkte, at det ville være nu eller aldrig, så hun kunne ligeså godt forsøge i stedet for at trække i land. Det var desuden en sag der betød meget for hende, som hun faktisk savnede sin ven, og det var vel også forståeligt, når man tænkte på det tætte bånd de havde fået opbygget, samt det faktum, at hun faktisk havde boet hos manden. Hånden lod hun langsomt falde ned igen, som han vendte blikket væk fra hendes. ”Hold nu op, Derick.. Ville du hellere have, at jeg ventede til i morgen?” spurgte hun roligt. Selv tænkte hun, at dette måtte være et passende tidspunkt, eftersom de havde fat i alle problemerne, og så havde han selv sagt, at han ønskede en ny vennekreds for dem. Vladimir kunne meget vel blive en del af den, hvis de to mænd da kunne komme godt ud af det med hinanden. ”Jeg ved godt, at tanken om en anden mand end dig i mit liv, gør dig urolig, og det forstår jeg også. Hvis du ikke føler, at du kan give din accept allerede nu, så kunne jeg invitere ham over, så du kunne møde ham og på den måde se ham an. Hvis du må ingen måde føler dig tryg omkring ham efter det, så er jeg villig til at acceptere din dom,” sagde hun stilfærdigt, som hun gerne ville vise ham, at det ikke kun handlede om hende, men at hun faktisk også gerne ville inddrage ham. Det kunne også være, at det ville gøre sagen lettere, og selv vidste hun jo godt, hvilken retning hun ønskede, at sagen skulle gå.
”Du kan måske charmere mig, men det er ingenting i forhold til mine evner. Desuden.. Den eneste grund til, at jeg var så medgørlig blandt ruinerne var fordi, at jeg ikke havde været dig – eller en anden mand for den sags skyld – tæt i over to århundreder. Du kender til min lyst, så du ved, at jeg også må have været en presset kvinde,” svarede Denjarna sikkert igen, som hun selv måtte anse det for at være et sikkert argument. Hun var en lysten kvinde, så det var egentligt et mirakel, at hun havde ventet så længe med at være en mand tæt, som hun havde, og det var også en side af hende, som Derick var udmærket klar over. Vindende tyggede hun af munden, som hun havde formået at stjæle sit kød tilbage, inden han kunne nå at få fingrene i det. ”Du havde ret.. Et fantastisk stykke kød!” sagde hun drillende, inden hun skyllede efter med vinen.

[Deleted]

Strøgene over Dericks kind, var noget som fik ham til at smile en anelse, som det naturligvis var rart at mærke at hun var der og at hun ikke forkastede alle berøringer og det at være i nærheden af ham. Det gjorde ondt, at hun tvivlede på dem, tvivlede på ham men bebrejde hende kunne han trods alt ikke. Han ønskede dog at det skulle gå godt for dem, som han trods alt ønskede at gøre hende lykkeligt. Smilet på hans læber, falmede dog langsomt igen, da han skulle til at tale. ”Det er jo ikke fordi jeg ikke tror på dig Denjarna, for det gør jeg! Jeg tror på dig, når du siger at du ikke har været mig utro, men derfor har jeg stadig en frygt for det, og det kan du ikke bebrejde mig for. Og.. når jeg så ser du har fået dyre og fornemme smykker fra en anden mand, så.. bliver jeg bare forsvarende og jaloux,” svarede han en anelse sammenbidt, som han bestemt ikke brød sig om det, men hun havde trods alt gjort det før, og efter at de havde giftet sig, havde de jo isoleret sig, og det var de jo trods alt ikke nu, så kunne hun bebrejde ham for sin frygt, når hun selv sagde at hun havde haft det godt? At de så også skulle ind på hendes tidligere mænd, var noget som gjorde ham lettere stiv i minen, også fordi det slet ikke var kongen der havde givet hende den halskæde, men en hel anden, så hvor mange havde der lige været der? Spildt tiden havde hun bestemt ikke! Inderst inde var det nok det at hun havde forsøgt at komme over ham, som var hans problem, da han jo ikke var smuttet med vilje, men på den anden side, han kunne ikke bebrejde hende, for han ønskede trods alt heller ikke at hun skulle være ulykkelig og mutters alene. ”Selvfølgelig kan jeg ikke give min accept allerede nu!” bed han hende af, skønt han måtte snerpe læberne sammen og kort køre hånden over sit ansigt i en frustreret handling, da han trods alt ikke ønskede at skændes med hende. Han sukkede en anelse, som han kort stirrede tænkende til siden, imens han lyttede til hende. Han bed sig kort i tungen, inden han vendte blikket mod hende. ”Og hvorfor er det helt præcist du vil have manden i dit liv?” spurte han, som han løftede det ene øjenbryn i en sigende mine, imens han lagde armene afventende over kors.
Derick trak på smilebåndet, hvor han både kunne se tilfreds ud, men dog også som havde han bagtanker. ”Så fortæl mig, smukke, er det så i nat du skal forsøge at charmere mig, siden du tror du er så god?” spurgte han morende, som hans blik hvilede kækt på hende. Han vidste godt at hun havde et problem med nærkontakt, men altså.. før eller siden så måtte hun vel give efter? Eller også, så måtte han jo bare forsøge at forføre hende. At hun så tyggede af munden og med de ord, fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. ”Jeg er jo også en fantastisk kok, og jeg har trods alt stået og lavet det hele,” svarede han drillende, hvor det kunne lyde en anelse anklagende, som hun jo faktisk havde sagt hun ville hjælpe, men alligevel var sprunget fra, hvor hun kun havde skåret lågene ud, dog gjorde det ham intet, for maden blev hurtigt lavet i vampyrtempo. Han selv tog kort om vinglasset og tog en slurk, inden han spiste videre af den portion der før havde været hendes.

[Deleted]

Denjarna forkastede skam ikke alle berøringer, som hun skam godt kunne kysse og kærtegne ham. Det var først når det blev lidt for intimt, at hun satte en fod for og trak sig tilbage, da hun på det punkt ikke længere kunne kontrollere sin frygt. Derfor kunne hun sagtens stå og nusse hans kind nu, og især hvis det havde den effekt på ham, at han blev beroliget, for hun ønskede jo ikke, at han var helt ude i torvene. De havde måske problemer, og hun var dybt fortvivlet, men stadig så hun ham glad, da det ellers knuste hendes hjerte. ”Jeg bebrejder dig heller ikke for at føle en frygt, for jeg føler selv en, når det kommer til dig og andre kvinder. Derfor forstår jeg dig skam, og det håber jeg, at jeg får udtrykt.. Men jeg håber, at det vil glæde dig, at jeg har givet manden sin halskæde tilbage. Jeg ved, at den var dig en torn i øjet, og derfor valgte jeg at give den tilbage til ham,” sagde hun stille. Dette måtte vel også bare være endnu et tegn på, at hun rent faktisk tænkte på Derick, og ikke kun sig selv i dette forhold. Hun havde nemlig respekteret, at halskæden gjorde ham jaloux, og det havde hun ikke ønsket, så derfor havde hun givet den tilbage, skønt hun havde elsket den. Hun havde trods alt gået med den næsten hver dag, og nu ejede hun ikke længere nogen smykker. Det måtte hun også helt savne at gøre. ”Du behøver ikke at bide af mig! Jeg taler pænt til dig, så til gengæld ønsker jeg, at du gør det samme,” sagde hun med en anelse hævet stemme. Hun gjorde sit bedste, og så hjalp det ikke, at han hidsede sig op, for så endte det helt klart kun med at gå i en retning! De ville med garanti skændes, og hvis det blev for meget, så måtte hun jo gå. ”Fordi han er min ven. Min eneste ven faktisk. Jeg mødte ham måneder efter, at du var forsvundet igen, og han formåede at trække mig ud af mørket, som han forstod sig på mig. Han kendte til min smerte, som jeg kendte til hans, og derfor blev vi en støtte for hinanden. Han var desuden en mand, som jeg kunne tale med alt om, uden det behøvede at blive romantisk som du frygter, og… jeg er den eneste i hans liv, og jeg lovede ham, at jeg ikke ville forlade ham, og det løfte har jeg ikke lyst til at bryde,” sagde hun sandfærdigt. De sølvgrå øjne hvilede konstant på hans skikkelse, som han skulle vide, at hun mente sin sag. Den måtte desuden betyde umådeligt meget for hende!
Hvor længe Denjarna kunne holde sin nye strejke, anede hun ikke, men indtil videre gik det. Hun kunne tydeligt mærke, hvordan lysten rev i hendes indre, men den blev revet sønder sammen, så snart de kom en tand for tætte på hinanden, da frygten så formåede at overdøve hendes lyst. ”Hvis det var det jeg ønskede, ved vi begge, at jeg sagtens kunne lokke dig. Det har trods alt aldrig slået fejl før, så hvorfor skulle det gøre det nu?” spurgte hun roligt. At han spurgte hende, om hun ville gøre det i dag, fik hende til at spekulere over, om han mon forventede, at der kom gang i lagnerne i nat, eller om han blot var ved at blive temmelig lysten. Det sidste var det sikkert, for han havde før forsøgt sig, hvor hun blot havde skubbet ham væk, og så var det også stoppet. ”Ah ah,” sagde hun rettende, og viftede let med sin ene pegefinger. ”Nu må du ikke glemme, at jeg stod for løgene,” sagde hun muntert, inden hun gav sig til at smage noget mere på maden.

[Deleted]

Begge var de frygtelig jaloux, så hun kendte til Dericks følelse omkring hendes andre mænd, som han også ville forstå hende, hvis det havde været omvendt. At hun så fortalte at hun rent faktisk havde taget hensyn til ham, var noget som varmede ham, ligesom alle hendes ord rent faktisk måtte varme ham, og dog kunne han ikke smile. Tværtimod blev hans blik kun mere trist. ”Jeg er naturligvis glad for at du tager hensyn til mig, for det værdsætter jeg skam mere end hvad du aner, men.. jeg går heller ikke med det ønske om at styre dit liv. Jeg har ikke ønsket at komme og indtage dit liv, for at bestemme over dig, for at skubbe alle andre væk, så der kun er mig, eller tage alt fra dig, så der kun er det jeg giver dig, og for det er jeg ked af det. Det var bare meget jeg skulle sluge, og det havde jeg vel svært ved at acceptere,” endte han dæmpet, som han rent faktisk stod og undskyldte. Han vidste jo godt at han havde været frygtelig mistroisk og jaloux til at starte med, hvor alt havde generet ham, men det handlede mest om at han var ked af at det var andre der havde hjulpet hende og ikke ham. At hun så hævede stemmen igen, fik ham kun til at sukke. ”Nej.. undskyld,” mumlede han, som han trods alt ikke ønskede at skændes med hende igen, for det fik de da intet ud af. Hendes beskrivelse af manden og hvorfor hun ville have ham i sit liv, var ikke noget som huede ham særlig meget, da meget af det, kun var et stik i brystet. Han kunne dog godt høre at det var noget som betød særligt meget for hende, og på det seneste var han vidst den eneste der havde krævet og taget noget, hvor hun bare havde føjet ham. Længe stod han og betragtede hende tænksomt, som han nærmest måtte diskutere med sig, hvor han kort slog blikket ned, imens tungen kørte tænksomt rundt i hans mund, inden han igen hævede blikket og så mod hende igen. ”Fint. Hvis det betyder så meget for dig, og du anser manden for en ven, er jeg villig til at møde ham og se ham an, så jeg selv kan danne mig et indtryk af ham,” endte han med at give efter, skønt han nu stadig ikke var meget for det, men for hende kunne han godt gøre det.
Hvor længe Denjarna ville blive ved med at afvise Derick, anede han ikke, men han var uden tvivl selv ved at blive lysten. Lysten efter hende. Han tænkte altid over det, når hun lå ved siden af ham om natten, og det var nok også derfor han altid søgte ud i smeden så han fik afledt sine tanker, da han trods alt respekterede hendes afvisninger, selvom det godt nok også var svært! Han havde dog lovet at han ville blive hos hende om natten, en hel nat, så hvordan pokker han overhovedet skulle klare det, uden at ligge og spekulere det anede han virkelig ikke. Smilet falmede dog ikke fra hans læber, som han let hævede det ene øjenbryn. ”Jeg er bare ikke overbevist, så jeg tror du er nød til at genopfriske min hukommelse om hvor charmerende du kan blive,” opfordrede han hende roligt, uden han tog blikket fra hende. At hun så nævnte at hun havde lavet løgene og løftede pegefingeren, fik ham til at ryste på hovedet. ”Åh ja, og løgene er jo også bare det bedste ved det hele, ikke sandt?” spurgte han roligt, skønt man godt kunne høre det var ironisk, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han selv var allerede gået godt i gang med hendes tallerken, hvor han allerede havde spist det meste.