Big news!

[Deleted]

Hverken Derick eller Denjarna havde regnet med, at deres forhold skulle gennem dette hårde forløb, da det havde virket som om, at de havde været lutter lykkelige, som de havde sagt deres farvel til hinanden på den ruinerede herregård. Der havde måske været problemer grundet mørket i ham, men det syntes de at have fået bugt med, så det havde hun været i stand til at se bort fra. Det at han efterfølgende havde bidt hende, og tilliden mellem dem var blevet brudt, var en bedrift hun havde langt sværere ved at tackle, men guderne måtte vide, hvor meget hun forsøgte. Hun vidste nemlig, hvor fantastisk det kunne være mellem dem, når det endelig kørte på skinner, og det var den følelse hun stræbte efter at genvinde mellem dem. Desværre syntes den at være for godt begravet, som hun følte sig mere fortvivlet end nogensinde i deres forhold. ”Jeg ved godt, at det aldrig lå i din hensigt at gøre mig ondt, Derick.. Det gør dog ikke, at det smerter mig mindre, at du ikke kunne styre vampyren i dig, for det volder mig en større smerte, end hvad du nogensinde har påført mig.. Men du skal stadig vide, at jeg virkelig forsøger at gøre mit bedste for at lukke dig ind igen, men det er slet ikke så ligetil, som man ellers kunne ønske sig det,” sagde hun stille, som det gjorde ondt at sige højt. Hun kunne ikke lide at indrømme, at hun havde svært ved deres kærlighed, da hun gerne ville leve lykkeligt med ham, ligesom hun ikke ønskede at såre ham, men samtidig var han også nødt til at vide, at hun havde svært ved at se fremad i deres forhold. Som han lagde hånden om hende, gjorde hun intet, da det var rart at vide, at hun ikke var alene i denne verden, skønt det måske ikke var nok til at løse deres problemer. Som han spurgte, hvornår han dog nogensinde havde tage fejl, valgte hun blot at sende ham et sigende blik med et løftet øjenbryn, for han havde skam ikke altid ret. Det ville ikke være mennesket muligt, om man ville det eller ej. Lige med denne her sag var det også mere kompliceret end som så, som hun aldrig havde følt sig så langt nede, som hun gjorde nu, og det vidste han forhåbentligt godt. ”Jeg vil se frem til den overraskelse,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Altid havde hun nydt gode overraskelser, men igen … hvem gjorde ikke det? På de punkter måtte hun jo være ganske normal. Hans skeptiske blik anede hun godt til sin kække tone, men det tog hun sig ikke af, som hun blot smuttede om bag ham, hvor hun lagde armene om hans krop. Blidt lod hun sine fingre lukkes om hans hånd, som han klemte om hendes. ”Shh.. Jeg distraherer dig ikke.. Bare lad som om, at jeg ikke er her, og at der tilfældigvis er nogle kys der rammer dig i ny og næ,” sagde hun morende, inden hun skænkede hans ryg lidt flere kys. ”Hvis det virker på den måde, at jeg forfører dig til at lave mad til mig, så ja,” svarede hun kækt igen. Sulten var hun skam, så det ville bestemt ikke gøre hende noget, hvis der blev lavet et måltid til hende, og meget manglede der jo ikke, som grøntsagerne allerede var blevet sat over, hvor der kun manglede kød og sovs nu.

[Deleted]

Let havde de det ikke, hvor Derick forstod hvis hun frygtede ham og ikke mindst endnu måtte bebrejde ham, for hun havde al ret til det. Han havde gjort hende ondt og han vidste at han havde ødelagt et tillidsbånd han ikke skulle have gjort, selvom han desværre ikke kunne ændre på det som var sket, selvom han ville ønske at han kunne, han ville gøre alt for hende og han havde ikke været sig selv, da det var sket, for ellers havde han aldrig gjort hende ondt! Og det nægtede han bestemt også at gøre igen! Han gjorde alt han kunne for at holde vampyren tilbage, som han tilmed var begyndt at kunne styre sig på sin jagt, når han skulle have blod, da det var god træning og derfor følte han sig ikke længere fristet af hendes blod, når han var hende tæt, hvor det nok også havde noget at gøre med skyldfølelsen han følte, for han ønskede ikke at gøre det igen. Selvom hendes ord gjorde ondt, så vidste han at hun havde ret i det, og han bebrejdede hende ikke for at føle på den måde. ”Jeg ved det godt, Denjarna, men du skal vide at jeg har gjort alt for at kontrollere det, når jeg er på jagt, jeg slår ikke længere mine ofre ihjel, for jeg kan bedre styre det,” svarede han sandfærdigt, som han lod tomlen stryge over hendes kind, uden at han tog blikket fra hende. ”Jeg ved godt at intet er ligetil, og jeg forstår at du bebrejder mig, hvilket du har al ret til, men du er alt værd for mig, og jeg vil gøre alt for at det bliver godt igen,” tilføjede han lovende, som hans blik hvilede lettere bestemt og sikkert i hendes, for han havde skam i sinde at rette op på det hele og ikke bare kaste alt overbord, for hun havde altid været det værd, ganske vidst havde de altid haft problemer og hun havde måske også gjort ting der havde gjort ham ondt og lavet et knæk i tilliden, som da hun havde været ham utro, men han havde tilgivet hende, og de havde altid fundet hinanden, som de altid havde forsøgt og det havde altid været det værd i sidste ende. At hun så ville se frem til en overraskelse, fik ham til at smile, for han ville ikke have noget imod at gøre hende lidt glad, ved at gøre særlige ting for hende, for det var jo nok noget som de begge havde brug for; gode stunder og særlige stunder. At hun så valgte at smutte om bag ham og begyndte at kysse ham, forundrede ham et sted, selvom det næsten fik det til at føles som om hans hjerte måtte slå imod hans bryst, skønt det ikke var tilfældet. At hun lukkede sine fingre om hans hænder, var noget som fik ham til at smile, selvom hendes ord fik ham til at grine ganske kort. Han knugede mere omkring hendes hænder. ”Denjarna.. du ved udmærket godt du distrahere mig,” svarede han morende, som han trak på smilebåndet. Hendes handling måtte tirre ham, og så kunne han da slet ikke tænke på maden! At det så var det hun ville forføre ham til, fik ham til at grine kort igen. ”Har du selv den tro på at det virker? For jeg kunne næsten mistænke dig for noget andet,” svarede han drillende, som han roligt vendte sig om og lagde armene omkring hende. Han kyssede hende blidt og dog lidenskabeligt mod læberne, hvor han holdt kysset i flere lange sekunder, inden han brød det igen. ”Men hvis du ikke gider hjælpe med maden, kan du bare sige til, så kan du gå hen og dække bord, og så er jeg sikker på at dine fingre ikke distrahere mig mere,” svarede han drillende, som han strøg hende blidt over ryggen, inden han kyssede hendes læber flygtigt.

[Deleted]

Denjarna forstod det godt, hvis hendes ord gjorde ham ondt, eftersom det aldrig var rart at vide, at man gjorde den man elskede ondt, samt at vedkommende havde svært ved at lukke den anden ind i sit hjerte igen. Det var desværre sådan hun havde det, som han havde såret hende dybt, og det hjalp ikke, at der lå gamle lig i kisten, som de endnu ikke havde snakket med hinanden om. Det gjorde bare, at det var hårdt på hårdt, og hun kunne ikke sige, hvordan de nogensinde skulle få talt igennem om alle tingene. Hun blev jo vred og såret, når hun tænkte på, at han havde været sammen med Elanya, og han retfærdiggjorde det ved at sige, at hun engang havde været ham utro, men det fandt hun ikke fair. Hun frygtede ham også, som han for første gang havde bidt hende for tre uger siden, uden hendes samtykke, og det hjalp ikke, at han derefter havde taget hende tæt, som hun havde været høj på blod, og så var der det faktum, at det faktisk var den akt, der var skyld i hendes graviditet. At han så fortalte, at han øvede sig på at styre sin blodtrang, var ord der var hende velkomne, men stadig vidste hun ikke, om hun bare kunne kaste sig i hans favn, da han jo havde gjort hende uret de sidste par gange det var sket. ”Det glæder mig at høre, at det går fremad med at styre blodtrangen. Men … hvordan har du det overfor mig, når det kommer til det punkt?” spurgte hun forsigtigt, uden hun tog det nervøse blik fra hans, for det gjorde hende nervøs at drøfte dette emne. Blidt trykkede hun sit hoved mod hans hånd, som han strøg hende over kinden, som det var et blidt kærtegn oveni alt det hårde. ”Jeg har også brug for at vide, at du vil dette, hvis jeg skal være interesseret i at kæmpe for det. Jeg har så længe kæmpet for vores forhold, som jeg aldrig har givet op på det, men problemet nu syntes at stikke langt dybere ind de tidligere, og jeg ved ikke længere, hvordan vi får os på fode igen.” For hende kunne det helt føles som om, at der til tider var en mur for enden af tunnelen, så man ikke kunne ane snertet af lyset. Hun forsøgte dog at nå det, men hendes krop måtte også holde hende tilbage, som fornuften i hende ikke ønskede, at hun bare så bort fra alt det elendige, og kun levede på hjertet.
Hvordan han så ud, som Denjarna valgte at kysse og holde om ham, anede hun ikke, men hun kunne ane en snert af glæde, som hun hørte hans latter, der fik hende til at smile. Opløftende var det at mærke en smule glæde, som det ellers kunne forekomme utroligt tungt. Derfor nød hun også sin kortvarige position omme bag ham, som hun i ro og mag kunne kysse ham, og blot nyde den rolige situation. ”Det er ikke min skyld, at du er svag overfor mig,” sagde hun med et smil på læben. Som han knugede om hendes hænder, føltes det helt som om, at han savnede hende og frygtede at give slip igen, men underligt var det ikke, når man tænkte på, hvad de senest havde været igennem. ”Det er vel altid tilladt at håbe? Og nu skal du ikke mistænke en uskyldig kvinde, bare fordi at du altid har lumske bagtanker,” svarede hun morende. Grebet om ham løsnede hun en anelse, så han kunne vende sig om. Kysset kom dog bag på hende, men ikke desto mindre besvarede hun det lidenskabelige kys, til han brød det, og hun igen kunne betragte ham med et smil. ”Jeg tror ikke, at det handler om, om jeg vil lave mad eller dække bord, men mere om du kan få dig selv til at slippe mig igen, så jeg kan gøre nogen af alle de ting,” sagde hun drillende, inden hun flygtigt besvarede kysset.

[Deleted]

Det blev ikke perfekt lige foreløbig, hvilket Derick vidste, for det som han havde gjort, var noget som tog lang tid, desuden var der kun gået tre uger og det var allerede lidt bedre end til at starte med, så med tiden var han sikker på at hun nok skulle åbne op igen, for han havde skam ikke tænkt at gøre hende ondt igen! At de så kom ind på bidet og hans blodlyst, var skam ikke noget som han brød sig om, men han vidste at de ikke kunne ignorere det i al evighed, som de var nød til at snakke om det før eller siden. Han fjernede ikke hånden fra hendes kind, men fortsatte de blide strøg, som hans violette øjne hvilede i hendes smukke sølvgrå. ”Denjarna, hvis du tror jeg er fristet til at drikke dit blod, så tager du fejl. Jeg finder tanken væmmelig, og dit blod frister mig ikke længere, jeg forsøger at lære det under jagten for din skyld, ligesom skyldfølelsen også hjælper på det,” svarede han sandfærdigt, som han fortsatte de blide strøg mod hendes kind, at hun så lagde hovedet mod hans hånd, fik ham kun til at trække på smilebåndet, da det var rart at få bekræftet at man godt kunne gøre lidt rigtigt. Han rynkede let brynene til hendes følgende ord. ”Selvfølgelig vil jeg kæmpe for det og dig! Jeg ønsker mig ikke noget højere end dig. Desuden så gør vi som vi altid har gjort; forsøger og kæmper, vi skal nok klare det, hvis vi holder sammen,” svarede han sandfærdigt og med sikkerhed i stemmen. Han forstod godt hun havde sin tvivl, også fordi at den rigtig var gal denne gang, så han bebrejdede hende skam ikke, men han ønskede hende ligesom han elskede hende, og han ville ikke have nogen andre end hende, ellers ville han da slet ikke have sat et helt hus i stand, som han trods alt havde gjort for deres skyld, så de havde et sted at være og slap for at bo på kroer. Han havde endda fået et arbejde for hendes skyld, så de kunne få en fremtid sammen. ”Desuden selvom der altid har været ondt, så må du ikke glemme vi altid har haft det godt sammen og har gået igennem meget for hinanden.”
At Denjarna havde stillet sig om bag Derick, var noget som morede ham, skønt det ikke just hjalp på koncentrationen til maden, da det tværtimod kun gjorde det værre. Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Er det min skyld du ved hvordan du gør mig blød i knæene da?” spurgte han morende, som han så sig over skulderen og mod hende. Det var rart at have hende stående der, hvor hun kyssede ham og viste ham kærlighed, da det ligeledes var noget som han havde brug for. ”Uskyldig kvinde? Det er da vidst det sidste du er, søde skat,” svarede han drillende, som han lo ganske kort, inden han vendte sig om. At kysset kom bag på hende, morede ham, skønt han blot holdt det, indtil det blev brudt. ”Og hvad nu hvis jeg ikke kan slippe dig igen? Hvad gør du så?” spurgte han nysgerrigt og dog med et morende skær i de violette øjne. Det var rart at der endnu kunne være disse glade stunder, da det hjalp lidt på den ellers tunge byrde.

[Deleted]

En lille fremdrift var der at se i deres forhold, men det var endnu ikke nok til, at Denjarna følte sig helt igennem rolig. De behandlede muligvis hinanden noget bedre, men problemerne lurede endnu, som der både var nutiden, fortiden og fremtiden der nagede dem, hvor de heller ikke var de bedste til at tale igennem om tingene. Det endte nemlig ofte ud med, at en af dem lukkede af, fordi det var for hårdt at tænke på, eller også begyndte de at skændes eller græde, og så kom de heller ingen veje. Det at de så valgte at åbne op for sluserne nu, måtte derfor være interessant, som det ikke var til at sige, hvilken vej det ville gå denne her gang. Hun kunne dog allerede mærke nervøsiteten i sig, og det var der intet at sige til. ”Jeg frygter stadig, at du vil sætte tænderne i mig, som jeg endnu kan mærke følelsen af dem. Hvornår frygten vil gå væk – hvis den da nogensinde vil gå helt væk - kan jeg endnu ikke sige. Jeg ved kun med sikkerhed, at jeg endnu er bange, og derfor ikke er i stand til at tage dig tæt, som et par burde gøre. Det er dog en lettelse for mig at høre, at du forsøger, at mestre din sult,” sagde hun ærligt, uden hun hævede stemmen, som den endnu måtte være en anelse lavmælt, hvilket også var et tegn på den sorg hun følte. De blide strøg var dog behagelige mod hendes hud, som det hjalp på at holde hende rolig, hvor det også generelt var velkomment at fornemme en smule kærlighed. Det var trods alt synd at sige, at der var meget af det på det seneste. ”Men Derick.. Jeg har aldrig været i et andet forhold end med dig.. Er der normalt alle disse problemer i forhold, eller er det virkelig os, der er forbandet?” spurgte hun stille. Aldrig havde hun levet med en anden mand, som hun gjorde med Derick, så hun kendte kun til det se havde, skønt hun havde haft sine elskere ved siden af i en periode. Når hun hørte folk snakke, snakkede de dog om, at de ikke havde alle de problemer, som hende og Derick havde, og hun kunne ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne have det ligeså let som alle andre i så fald. Hun vidste godt, at lykken ikke fandtes uafbrudt, men det kunne vel gå bedre, end hvordan det gik for dem? ”Vi har gennemgået meget sammen.. Det glemmer jeg skam aldrig.”
Morende trak Denjarna på smilet. ”Du kan bare lade være med at være så ligetil at gøre blød i knæene,” svarede hun morende igen. Hun vidste præcist, hvad hun skulle gøre, for at lokke ham over på sin side, og det havde hun nu altid nydt. Dog gjorde hun ikke den nuværende handling for, at han helt skulle miste koncentrationen, da hun skam var interesseret i at få mad på bordet. Uskyldigt endte hun med at blinke med sine lange sorte øjenvipper, som han anklagede hende for ikke at være den uskyldige kvinde, som hun prøvede at fortælle ham. ”Hvad mener du dog? Jeg gør da kun, hvad jeg får besked på, samt jeg ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd,” sagde hun, som hun fortsatte med den uskyldige mine, skønt hun var udmærket klar over, at hun havde gjort mange ting gennem sit liv der gjorde, at hun aldrig kunne få den titel. ”Hvis du ikke vil give slip, så kan jeg vel ikke gøre andet end at blive stående og se til, mens maden brænder på,” svarede hun drillende igen.

[Deleted]

At de igen forsøgte at åbne lidt op og tale om det, var noget som et sted gjorde Derick en smule nervøs, særligt fordi de ikke havde været specielt gode til at tale omkring tingene igennem det sidste stykke tid, men der havde tingene også kun lige være sket, nu var der kommet lidt mere ro på, i hvert fald for hans vedkommende, så han havde alligevel en anelse lettere ved at åbne op uden at blive sur, for igennem de tre uger, havde han jo også haft tid til at tænke alle ting igennem. At hun frygtede ham og endnu ikke kunne tage ham tæt, gjorde ondt at vide, men han vidste at han ikke kunne bebrejde hende, så det gjorde han heller ikke. ”Jeg ved det godt Denjarna og jeg bebrejder dig skam ikke. Det er en gerning jeg aldrig vil tilgive mig selv for og jeg sværger ved mit liv, at jeg vil gøre hvad som helst for at det aldrig skal ske igen,” svarede han sandfærdigt og lettere bestemt, for han ville aldrig gøre fysisk skade på hende igen! Han ville aldrig gøre hende ondt igen! Og det sidste han ville var at bide hende, for så ville han da langt hellere blive slået ihjel inden det skete! Hendes følgende spørgsmål kom dog en anelse bag på ham, skønt han jo lidt tænkte i samme baner som hende, for han havde faktisk spekuleret over om de måske var forbandede, altid synes tingene at have været imod dem. ”Hvis der er en ting jeg har lært igennem hele mit lange liv, så er det at livet er en læreproces. Det er sjældent retfærdigt, altid skal man kæmpe for at opnå en plads i livet, som man skal kæmpe for at opnå det man vil have, og selv når man har fået det, skal man fortsætte kampene for at beholde det. Det gælder om at lære af ens fejl, men ikke mindst gælder det om at have hjertet i ens beslutninger, for man skal altid vælge hvad man inderst inde ønsker, selvom man står overfor svære beslutninger, som man altid vil ende ud i. Det gælder ikke om at vælge det rigtige valg, eller det valg som de fleste ville vælge, det glæder om at vælge det valg som man selv mener, er det rigtige. Og jeg ved udmærket godt at vi har haft det hårdt, som vi har været igennem meget både mod hinanden, men også med hinanden, og én ting kan jeg fortælle dig, du er det mest rigtige valg jeg nogensinde har truffet i mit liv, jeg ved vi har det hårdt og jeg ved at jeg denne gang har trådt i spinaten, virkelig meget, men jeg kan ikke gå imod mit hjerte, det valgte dig for mange år siden, og jeg har altid gået i den tro på at du var min eneste ene og sjæleven, også selvom vi har været adskilte, for du er mit livs kærlighed. Jeg behøver ikke vide om jeg kan være lykkelig med en anden, når jeg ved at jeg har det bedste lige her, og når jeg ved at vi kan blive lykkelige, som jeg ved at vi kan, for selvom det går ned ad bakke, så ved jeg også at når det hele rammer bunden, så kan det kun gå en vej, og det er op,” svarede han sandfærdigt, for han ikke stoppede de blide strøg.
Denjarna vidste hvordan hun skulle sno Derick om sin lillefinger, hvilket hun også havde formået, da hun havde været høj på hans blod. Han vidste godt at hun nu anså ham for at have gjort fejlen, men han havde virkelig forsøgt at holde stand imod hende, og hun anede slet ikke hvor svært det havde været! Han følte sig også dum over at have givet efter, da han godt havde vidst at det ville have skabt problemer dagen efter, men.. han fortrød det ikke, hvordan skulle han? Det havde været et magisk øjeblik, som han havde nydt og elsket, fordi det havde været med hende, skønt det naturligvis ærgrede ham at hun ikke havde været sig selv, da det kun havde gjort det hele langt bedre. ”Åh jeg er skam standhaftig, du ved bare hvordan du skal sno mig om din lillefinger, men jeg tror hellere at jeg må få opbygget et skjold imod det,” svarede han i en drilsk eftertænksom tone. Til tider havde det sine ulemper, men på den anden side gik det jo nøjagtig på samme måde den anden vej. At hun så begyndte at spille helt uskyldig overfor ham, fik ham til at ryste let på hovedet af hende, for det var da det sidste hun var! ”Virkelig? Det var ellers pudsigt, for jeg har set dig klaske mange fluer i gulvet i løbet af årene, skat,” svarede han roligt og dog med et morende smil på de blege læber. Hendes drillende ord, fik ham til at smile, skønt det smil falmede, da hun nævnte maden og at den brændte på, hvilket fik ham til at slippe hende og vende sig om, hvor vandet fra grøntsagerne var ved at koge over. ”Årh pokkers!” mumlede han, som han fik skruet ned, i en hals, skønt det varme vand måtte ramme hans hånd, hvilket fik ham til at trække den hastigt til sig, som han kort gispede inden han måtte ømme den en smule. Han så sig kort over skulderen og mod hende. ”En ballademager er du i hvert fald,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende.

[Deleted]

Det at han ikke bebrejdede Denjarna for sin frygt, var en lille hjælp, da det gjorde, at hun følte, at hendes frygt var berettiget, som den derfor ikke kun var i hendes eget sind. Igennem deres efterhånden ufatteligt lange forhold, havde hun aldrig ønsket at lade sig bide af ham, ligesom hun ej heller havde ønsket at bide ham. At det så blev gjort nu imod hendes vilje, var rimelig fatalt overfor deres forhold, da hun bestemt ikke følte, at hun kunne se mellem fingrene med det. Om han så virkelig havde lært sin lektie, og aldrig ville gøre hende fysisk fortræd igen, kunne hun endnu ikke sige, som hun kun vidste det med sikkerhed, hvis det virkelig aldrig skete igen. Hårdt var det, men i øjeblikket var der ingen udvej, som der kun var denne frygtsomme og opslidende vej at følge. ”Jeg håber, at det problem aldrig vil bebyrde vores forhold igen,” sagde hun stille, som hun ikke følte, at der var meget at sige til det. Hun var endnu bange, så hun var endnu ikke i stand til at sige, at det hele nok skulle gå. Derfor kunne hun kun sige, at hun håbede på det bedste for dem, og det gjorde hun så sandelig også! At hun så fik ham til at tænke med sit følgende spørgsmål, fik hende til at betragte ham med en forsigtig mine, for hun vidste trods alt ikke, om det var gode eller dårlige tanker han gjorde sig. ”Jeg ved godt, at livet er en stor kamp, hvor det både går op og ned, men det jeg spørg om, er, om folk går med ligeså mange problemer som os? Det smerter mig at indrømme, men på det seneste har jeg haft svært ved at se lyset for os. Jeg føler efterhånden kun, at vi bliver mødt af elendighed, og det er ikke en elendighed jeg har lyst til at leve med i al evighed. Jeg ved godt, at man ikke kan leve i et fejlfrit forhold, hvor jeg også tillader småskænderier, men alle vores problemer med mistillid, utroskab, adskillelse og nu frygt.. det kan jeg ikke fortsætte med.. Jeg ved godt, at vi er lykkelige, når vi endelig har det godt, men den lykke har vi ikke følt, siden vi levede frit for andre. Derfor frygter jeg helt, at vi med tiden er gledet fra hinanden, som om det ikke længere kan blive godt mellem os,” sagde hun ulykkeligt, hvor hendes sølvgrå øjne også blev helt sørgmodige at se ind i. Det gjorde ondt, at hun skulle fortælle Derick om nogen af alle sine tanker, da hun stadig elskede ham, men inderligt tvivlede på, om det kunne blive godt igen. Det var dog også ord hun var nødt til at få ud, da det gjorde ondt at holde inde med dem hver dag.
Selv tvivlede Denjarna på, at han var standhaftig overfor hende, da hun altid så let som ingenting havde kunnet sno ham om sin lillefinger. Hun vidste, hvordan hun skulle forføre ham, ligesom hun vidste, hvordan hun skulle overtale ham til diverse ting og sager. Hun troede heller ikke på, at han kunne opbygge et skjold mod hende, som hun nok skulle nå ind til ham, inden han så meget som forsøgte at bygge det op. ”Du er først standhaftig, hvis du endelig formår at stå imod, og det gør du meget bekendt aldrig.. Og min elskede dog.. der findes ikke det skjold, der kan modstå min charme,” kommenterede hun drillende og selvsikkert igen, inden hun flygtigt valgte at kysse hans læber. ”Det eneste du har set, har været hallucinationer, så det har end ikke fundet sted! Jeg er skam så uskyldig, som jeg påstår, at jeg er,” sagde hun morende. Morende smilede hun også til ham, indtil hun hørte lyden af vandet der kogte over, som det fik hende automatisk til at se i grydens retning. At han så fik noget af det kogende vand over sig, fik hende øjeblikkeligt til at gribe beskyttende og helt trøstende om hans hånd. ”Er du okay? Du burde skylle din hånd,” sagde hun bekymret, skønt bekymringen ikke var nødvendig, da han var vampyr, og derfor healede hans krop sig selv. Lige meget hvad gjorde det dog ondt på hende at se ting der skadede ham, og derfor blev hun også hurtigt overbeskyttende. Måske var det også særligt fordi, at hun faktisk var blevet mere vant til ham som menneskelig, som han faktisk havde været dødsengel igennem størstedelen af deres forhold. At han så blev drillende igen, fik hende til at ryste let på hovedet af ham. ”Lav du hellere maden færdig.. Så dækker jeg bord,” svarede hun med et smil på læben.

[Deleted]

Det var ømme punkter de kom ind på, hvilket Derick tydeligt kunne mærke, men han kunne til gengæld heller ikke ignorere at de nok havde brug for at tale om det, da de begge ville blive sindssyge hvis de bare fortsatte uden at snakke om det. At hun ikke sagde mere til det, sagde han ikke selv noget til, da han godt vidste at ingen af dem kunne spå fremtiden, men derfor kendte han sig selv til at vide hvad han ville og ikke ville og han ville aldrig gøre hende ondt på den måde igen! Hver dag ville arret være ham et minde om det som var sket, om det som han havde gjort, men også en påmindelse om at det ikke skulle ske igen. Hendes følgende ord, var dog noget som føltes som et stik i hjertet, da hun helt lød til at overveje at forlade ham, hvilket.. knuste ham at vide. Han blinkede let med øjnene, hvor han snart ikke vidste hvordan han skulle reagere, men vred blev han dog ikke, for han vidste at det var hans skyld og at han derfor ikke havde nogen ret til at bebrejde hende. Han endte med at trække hende ind til sig i en tæt og knugende omfavnelse, som han pludselig frygtede at hun ville gå ud af døren og aldrig komme tilbage igen. ”Jeg forstår din tvivl Denjarna. Jeg ved godt det er hårdt for dig, ligesom jeg forstår din opgivelse, men jeg elsker dig, og jeg ønsker ikke se dig gå ud af den dør og aldrig komme tilbage igen. Du er mit et og alt, og vi har været lykkelige før, så selvfølgelig kan det ske igen og jeg ønsker kun at gøre dig lykkelig. Desuden kender jeg andre som har haft det mindst lige så svært som os, blandt andet Faith og Kimeya,” svarede han sandfærdigt, hvor han godt kunne nævne flere, men nogle gad han dog ikke nævne og andre ville hun slet ikke kende. Han kyssede hende blidt mod håret, hvor han ikke slap hende på noget tidspunkt, da frygten for at hun ville forlade ham var enorm lige pludselig og det efterlod ham med en kæmpe knude i maven, brystet og halsen.
Derick vidste godt at han aldrig ville lære at opbygge et skjold imod hende, da han simpelthen havde en svaghed for hende og det vidste de begge – og det havde hun også tit udnyttet til sin egen fordel. Han vidste dog også at det gik sådan den anden vej, som han altid havde formået at sno hende om sin finger, som hun kunne med ham, men sådan var det vel bare når man fandt hinanden tiltrækkende og kendte hinanden så godt som de to gjorde? Han rystede let på hovedet af hende. ”Jeg tror du bliver en tand for selvsikker, min egen,” svarede han morende, som smilet bredte sig på hans blege læber. Det flygtige kys besvarede han dog, hvilket kun fik smilet til at blive større endnu. At hun så påstod at han hallucinerede og at hun var uskyldig, fik ham til at hæve det ene øjenbryn. ”Skal jeg virkelig til at kilde det ud af dig for at få dig til at indrømme at du ikke er uskyldig?” spurgte han drillende og lumsk igen, som hans øjne fik et legesygt skær over sig. At hun så måtte gribe ud efter hans hånd, da han fik det kogende vand over sig, fik ham til at vende blikket mod hende. Skønt det havde gjort ondt, havde han alligevel prøvet det som var værre. ”Hey, rolig. Jeg er okay, der skete ikke noget,” svarede han næsten beroligende, som han løftede den anden hånd og lagde den mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. Som vampyr havde det visse fordele. Han nikkede roligt. ”Udmærket,” endte han roligt, som han kort kyssede hendes læber, inden han valgte at give sig hen til maden igen.

[Deleted]

Det var emner, som de før eller siden måtte drøfte, men det gjorde ikke, at Denjarna nød det mere. Hun mærkede, hvordan hendes indvendige organer snoede sig, mens hendes hjerte føltes tungt og dog også let, som det syntes at være bange over det der fandt sted. Det var nemlig en stor smerte for hende at tale om de begivenheder, der havde gjort hende og deres forhold fortræd, hvor det også gjorde hende ulykkelig at sige de ting højt, som hun alene havde spekuleret over. Hun kunne også mærke, at det ikke kun var hende der havde det sådan, men også Derick, som hun helt ville mene, at hun kunne mærke hans sorg og frygt. De kendte dog også hinanden exceptionelt godt, hvor hun heller ikke havde ventet en anden reaktion, så underligt var det vel heller ikke? Sorgfyldt bed hun sig selv i underlæben, som han trak hende ind til sig, og helt knugede hendes krop, som var det det eneste sted hun måtte være. Hovedet lagde hun ind til hans bryst, som hun mærkede varmen stige op til hendes øjne, som dette i den grad også måtte være hårdt for hende! Armene lagde hun ligeledes om hans krop, mens hun blot lyttede til hans ord. ”Jeg elsker også dig, som du altid har, og altid vil være i mit hjerte, men det gør ikke, at jeg mindre frygter, at vores kærlighed har nået grænsen. Vi har endnu ikke oplevet lykken, som vi ikke nåede at være lykkelige, inden du blev kidnappet, ligesom vi ikke er lykkelige nu, og jeg har svært ved at kunne se det, når det har stået sådan på i over et halvt år.. og.. jeg ønsker at være glad og lykkelig. Meget er desuden hændt, siden vi levede alene sammen i idyl, som jeg har klaret mig selv, og det var også begyndt at gå … godt for mig. Folk omkring mig siger desuden, at du ikke er god for mig, og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om de mon har ret, siden vi svømmer i al den elendighed,” sagde hun dæmpet, hvor hendes stemme måtte være tvivlende og sorgfuld. Hun vidste nemlig ikke, hvad hun skulle stille op, men hun havde skam overvejet, om dette var det rigtige valg for hende. Svært var det dog, når hun altid havde anset Derick for at være sit livs kærlighed og eneste ene, men nu kunne hun ikke lade være med at frygte, og det havde ændret sig. Taget om ham, løsnede hun endnu ikke, hvor hun også lod ham kysse hendes hår, skønt hun ikke så op på ham. ”Jeg ved godt, at Faith og Kimeya havde problemer, som Faith kom tvivlende til mig engang.. Men de er begge døde nu.. Hvem er der ellers?”
Begge havde de altid fundet den anden yderst tiltrækkende, og det var noget Denjarna tvivlede på, at der nogensinde ville blive ændret på. Derick var dog også en umådelig flot mand, hvor han også var charmerende, og han havde altid vidst, hvordan han skulle udnytte den udstråling og charme, som hun altid var faldet pladask for den. ”Jeg er kun selvsikker, fordi jeg ved, at det er rigtigt,” svarede hun kækt og blinkede til ham. Generelt bar hun denne selvsikkerhed, når det kom til hendes ydre og forførelse, som hun aldrig havde fejlet i den sport. ”Det er ikke fair, eftersom man kan få folk til hvad som helst, hvis man kilder dem!” sagde hun sigende, som hun gerne ville beskytte sig mod hans muligt kildende fingrer. Kilden var hun, og det vidste han, ligesom han også vidste, at hun ville sige hvad som helst, for at få ham til at stoppe, hvis han endelig begyndte. At han så skulle få kogende vand over sin hånd, var straks noget der fremkaldte det overbeskyttende gen i hende! ”Du burde stadig skylle den.. for en sikkerhedsskyld,” sagde hun stille, som hun langsomt måtte slippe grebet om hans hånd, som han begyndte at stryge hendes kind. Han følte måske ikke samme smerte som hende, ligesom han ikke fik ar, men alligevel kunne hun ikke lade være med at være bekymret for hans ve og vel. Som han så sagde god for at lave maden færdig, vendte hun sig roligt mod skabene, hvor hun først tog to tallerkner og to glas ned, som hun pænt placerede overfor hinanden på spisebordet.

[Deleted]

At Denjarna var begyndt at tvivle på dem, forstod Derick godt, særligt med det som var sket dem, men det nyttede ikke at give op endnu, når de knap nok havde fået en chance med hinanden, for de havde kun lige mødt hinanden, hvor meningen var at de skulle leve lykkeligt sammen, da han havde mistet besindelsen, og nu var der også graviditeten, en graviditet som han aldrig havde regnet med ville komme, eftersom det aldrig var sket før, så han havde aldrig troet at de havde været i stand til at få børn, men det måtte næsten have noget at gøre med at hendes krop var blevet genoplivet igen. Han strøg hende blidt over ryggen og håret, som hun lagde armene omkring ham, hvor han flere gange kyssede hendes hår beroligende, da hun talte, hvor han lyttede uden at afbryde hende. Det gjorde ondt at hun havde det sådan, men han kunne jo godt forstå hende. ”Ægte kærlighed kan ikke nå en grænse Denjarna. Og du må ikke glemme, at da vi to stødte på hinanden igen efter flere århundreder, hvor jeg har været død og du i tortur, der bar vi begge et mørke over os, du var kun lige kommet ud af torturen, da jeg fandt dig, og det var så min tur til at blive kidnappet og blive formørket kort efter. Vi har altid klaret os, og vi kan sagtens være lykkelige selvom vi ikke er isoleret fra omverden. Desuden må du ikke lade andre ødelægge vores forhold, altid har andre været imod vores forhold, men skulle jeg også have lyttet til dem, dengang du var mig utro? Og de bad mig om at forlade dig, fordi de ikke mente at det var det værd? Vi kan ikke have et forhold baseret på hvad andre mener, tænker og føler, for de er irrelevante, det er ikke dem vi er sammen med, det er dig og mig. Os to. Jeg ved godt at det er svært lige nu, men det går allerede bedre end for tre uger siden,” svarede han sandfærdigt, som han fortsatte de beroligende og blide strøg over hendes ryg. ”Jeg har kendt et par stykker og hørt om flere, som havde det svært, som også kun havde mødt modgang, hvor der både var kidnapning, skader, utroskab, adskillelse og alt muligt, da jeg var alkymist hjalp jeg tilmed et par, og jeg endte rent faktisk som gudfar til deres børn,” fortalte han sandfærdigt, hvor det ikke engang var noget han bare fandt på. Malania og Pierce havde også haft det hårdt, desværre var de begge gået bort og han anede faktisk ikke hvor hans gudbørn befandt sig henne.
“Men jeg må indrømme at jeg ikke kan lide at du har ret, for du får det til at lyde som om at jeg er under tøflen,” svarede Derick morende, hvor smilet kun bredte sig. Hun var dog en kvinde der altid havde vidst hvordan hun skulle forføre en mand, og hun var også pokkers god til det! Særligt ved ham! ”Og hvad så? Jeg vil bare høre dig sige at du ikke er uskyldig,” svarede han drillende, som var det en advarsel til at han ville kilde hende. Hun var frygtelig kilden og havde altid været det, hvilket endnu morede ham, men.. han havde faktisk også altid været kilden, hvilket en vampyr meget, meget sjældent var. At hun så blev bekymret da han brændte sig, varmede ham et sted, skønt det nu ikke var nødvendigt. Han endte dog alligevel med at nikke til hendes ord. ”Hvis du får det bedre af det, skal jeg nok,” svarede han roligt, som han gik hen til håndvasken og fik noget koldt vand over hans hånd, skønt smerten nærmest allerede havde fortaget sig igen. Han tørrede roligt hænderne og sendte hende et betryggende smil, som tegn til at der ikke var noget galt og at det ikke gjorde ondt. Han vendte sig roligt mod maden, hvor han med sin vampyrs hurtighed, fik stegt kødet og lavet sovsen, hvor han fik hældt vandet fra grøntsagerne og vendte sig om mod hende, for at se hvor vidt hun selv var.

[Deleted]

Denjarna mærkede godt, hvordan hans læber strøg over hendes ravnsorte lokker, som hun talte. De havde ikke just hans ønskede effekt, som han ønskede, men det var stadig rart for hende at mærke, at hun endnu havde ham hos sig. Hun ønskede ikke at stå alene med alle sine problemer, men alene havde hun alligevel følt sig de seneste tre uger. Intet havde artet sig, som hun havde ønsket, som det faktisk havde gået i den direkte modsatte retning, af hvad hun ville. Da hun havde fundet Derick ved ruinerne, havde hun ikke tænkt videre over tingene, da hun bare havde tænkt, at de skulle være sammen og lykkelige igen, som hun var blevet glad over det faktum, at hun havde fundet ham igen. Nu spekulerede hun over, om hun mon skulle have tænkt noget mere over det hele, inden hun havde truffet en beslutning. Svært var det, som hun endnu elskede ham, men nu var kommet i tvivl om det virkelig burde være de to. Hun havde det også elendigt over, at hun indrømmede det for ham, men hun ønskede at fortælle ham, hvordan hun så på tingene, og måske kunne de finde på en løsning derfra. ”Jeg ved udmærket godt, at vi har været plaget af et mørke, men det er ikke længere et mørke der præger mig, og siden vores genforening i skoven, så det ikke følt som om, at du længere var præget af mørket. Derfor går det mig på, at vi ikke kan være lykkelige, nu når vi begge har psyken til det.. Jeg ved også udmærket godt, at vi altid har formået at klare og gennem vores problemer, men selv kan jeg ikke lade være med at tænke over, om der mon er en dybere forklaring for vores problemer? Om problemerne mon kommer, fordi vi ikke burde være sammen.. Jeg hører nemlig om par, der sagtens kan være sammen, uden de skal igennem alt det, som vi skal. Og jeg ved godt, at vores forhold er op til os, og at folk altid har været imod det faktum, at vi var sammen, men alligevel kan jeg ikke lade være med at lytte, når jeg konstant får det af vide, og føler alle disse problemer,” sagde hun stille, uden hun trak sig ud af hans favn. Da han så begyndte at fortælle, at han havde været alkymist, og at han var kommet så tæt på nogen, at han var blevet gudfar til deres børn, lukkede det øjeblikkeligt hendes mund. Det smertede hende at høre, hvilket liv han havde ført, mens hun havde været væk. Det var et liv hun ikke kendte til, og det var et liv, hvor han havde klaret sig godt. Det var desuden også en af grundene til, at hun tvivlede på dem, for han havde det tydeligvis fint, når hun ikke var omkring ham.
”I så fald vil jeg sige, at jeg elsker at have ret! Og det at være under min tøffel er altså slet ikke så slemt, som du får det til at lyde som om,” svarede Denjarna morende, som hun ikke benægtede, at han skulle være under tøflen på hende. Desuden vidste hun, at hun havde ret på dette punkt, da han aldrig havde været i stand til at modstå hendes charme, og hun tvivlede på, at han nogensinde blev i stand til det. ”I denne sammenhæng er jeg altså komplet uskyldig! Jeg ville bare holde om dig, og du troede straks en masse andet,” kommenterede hun smilende. Det var også en sandhed, skønt hun vel kunne have sagt sig selv, at han ikke kunne koncentrere sig, hvis hun holdt om ham, og kyssede ham. Det plejede trods altid at være en god vej for hende at vinde hans opmærksomhed. ”Tak,” sagde hun roligt, som han tog hendes bekymring til sig, og vaskede sin hånd. Det kunne godt være, at hendes bekymring var ugrundet, men det kunne hun ikke tage sig af. Hun tænkte kun, at på levende væsner gjorde det ufatteligt ondt, og at det var den eneste vej til bedring, så derfor ønskede hun, at han skulle handle ligedan. Som han gjorde al det, valgte hun selv at gå i gang med borddækning, der rimelig hurtigt måtte være overstået, som hun efter glassene og tallerknerne tog noget bestik og opstillede det, så det faktisk allerede stod klart.

[Deleted]

Det gjorde naturligvis ondt på Derick at Denjarna bar disse tvivl omkring deres forhold, for det var trods alt aldrig rart at vide. Han gad dog ikke hidse sig op over det, for han mente at de havde skændtes nok, de kunne desuden heller ikke undgå emnet og konfrontationen hele tiden, da de var nød til at snakke om det før eller siden for at få løst deres problemer, for at de forsøgte at benægte det ville aldrig nogensinde gå, det ville kun forværre det hele. ”Jeg har stadig mørket i mig, jeg kan mærke det, nogle gange forsøger det at overtage mig, men mærket hjælper med at holde det nede, selvom det føltes helt brændende, når det sker,” fortalte han sandfærdigt. Det var dog ikke noget han havde nævnt for hende, selvom det vel heller ikke var alvorligt? Han kunne bare stadig mærke det i sig, selvom både hun og mærket hjalp på at holde det nede, og mærket gjorde fysisk ondt på ham og fik ham derved til at tænke på noget andet. Han bed sig let i underlæben, som han stoppede sine strøg, imens han vendte blikket mod hende. ”Så hvad vil du have? At vi skal gå fra hinanden? At vi ikke engang skal forsøge at kæmpe os ud af problemerne? Vil du hellere se mig hos en anden kvinde?” spurgte han, som han mærkede knuden blive større i hans indre, hvor han følte en kvalmende fornemmelse. Det gjorde ondt at det var sådan, selvom det ikke kunne ændres på bare uden videre. Han lagde dog godt mærke til at hun blev stille. ”Og jeg går ikke ud fra at din stilhed er positiv. Men du skal vide at jeg troede at du var død, jeg var alene og var nød til at klare mig på bedst vis, jeg mødte nogle personer jeg kunne kalde for venner, ligesom du gjorde, da du troede at jeg bare var skredet fra dig, fordi jeg ikke gad dig, der gjorde du også det som du fandt nødvendigt for at komme videre,” svarede han sandfærdigt, for det ønskede han ikke at hun skulle bebrejde ham for, ligesom han heller ikke bebrejdede hende for at forsøge at komme over ham, da det vel var en naturlig reaktion, når man pludselig var alene?
“Du kan rigtig godt lide tanken om at jeg er under din tøffel hva?” spurgte Derick morende, som var han ikke helt enig i det, hvilket han heller ikke var, eftersom det aldrig havde været hende der havde bestemt det hele, for de havde jo altid gjort alle ting og beslutninger i fællesskab, i hvert fald de større der påvirkede dem begge. ”Måske.. men hvad så med den del, hvor du siger at du ikke kan gøre en flue fortræd?” spurgte han sagte og i en eftertænksom tone, som overvejede han nu kun at kilde hende. Hans opmærksomhed havde hun skam vundet, da hun havde stillet sig bag ham og kysset ham, da det havde gjort ham helt bløde i knæene. Som maden blev færdig og hun havde dækket bord, sendte han hende et muntert smil, inden han i en hurtig bevægelse, fik bordskånerne på bordet, kun for at sætte maden derhen. Han endte henne ved hendes stol og trak den ud. ”Kom, sæt dig. Og tag endelig for dig,” svarede han roligt, som han gjorde en gestus til at hun skulle sætte sig, så han kunne skubbe hende ind på plads.

[Deleted]

Det overraskede Denjarna at høre, at mørket stadig plagede ham, og at han faktisk havde ondt, for … det havde han ikke fortalt hende. Det gjorde ondt at vide, at det var sådan, for hun ville ønske, at han havde talt med hende om det, men som de ikke havde haft det let længe, så kunne hun vel ikke tro, at han gad pådutte deres forhold endnu flere problemer. ”Det var jeg ikke klar over, eftersom du ikke længere reagere overfor mig, som du gjorde blandt ruinerne. Jeg gik derfor automatisk ud fra, at vi havde gjort bugt med det, ligesom du heller ikke har nævnt noget af alt dette før nu,” sagde hun stilfærdigt. Det gjorde ondt at vide, at mørket endnu herskede i ham, og det fik hende også til at tænke på, at han garanteret ikke havde haft det let med alle deres skænderier. Hun havde jo set, hvor hurtigt han var blevet arrig og modbydelig overfor hende blandt ruinerne, så hvis den kraft endnu hærgede i ham, så måtte det have været en ekstra kamp for hans vedkommende. Hun bed sig selv i læben, som han nu syntes at blive afvisende, som han direkte spurgte hende om, hvad hun ville … og de vidste hun jo ikke. ”Jeg… Jeg ved det ikke, Derick. Jeg elsker dig, men jeg ved ikke længere, om jeg kan tro på, at vi nogensinde bliver lykkelige igen.. Og du ved udmærket, at jeg hader forestillingen om dig med en anden kvinde!” sagde hun, som hun endelig vendte blikket mod ham, og på den led også kom en smule ud af hans favn. Det hele var svært, som hun endnu elskede ham, men samtidig gad hun ikke længere udsætte sig selv for den smerte, som deres forhold påførte hende. Men på den anden side, så blev hun helt arrig ved tanken om, at en anden kvinde skulle ligge i Dericks favn. Let var det ikke, som hun ville have det hele, men desværre kunne hun ikke få alt det. ”Det er meget muligt, men det du nåede at opbygge uden mig var et helt liv! Du fandt en kvinde at elske, ligesom du fandt dig en masse tætte venner. Og nu kan jeg også forstå på det hele, at du har nået at være adskillige racer, inden jeg fandt dig! Det jeg nåede at opbygge, kan på ingen måde sammenlignes med, hvad du fik!” sagde hun, hvor hendes tone blev en anelse hård, men det var også fordi, at det smertede hende så meget at vide, at han havde haft et helt liv uden hende. Hun havde hun været ved at finde sig selv, hvor hun havde fundet nogle mænd, hun kom godt ud af det med. Hun havde ikke fået et helt liv, som han havde. For hende var det også bare et tegn på, at han havde det fint, hvis hun en dag ikke var der længere.
”Selvfølgelig er det en tanker der fryder mig meget,” kommenterede Denjarna morende, som hun fandt det ganske morsomt. Hun vidste dog godt, at hun ikke stod for alle beslutninger i deres forhold, som de altid havde fundet ud af at fungere i fællesskab. Hun vidste dog, hvor tiltrækkende han fandt hende, og hvad hun kunne få ham til at gøre for sig, så det måtte også betyde sit. ”Det er måske hændt, at jeg har klasket en flue eller to igennem livet,” begyndte hun stille, uden det uskyldige smil falmede. Fluer havde hun måske intet imod at dræbe, men hvem havde også det? De var jo små flyvende pestilenser, der irriterede folk. Som han fik tilberedt maden og hun dækket bordet, gik hun smilende mod ham, hvor hun tog plads på den stolt, han trak ud til hende. ”Tak,” sagde hun varmt, inden hun gav sig til at øse op på sin tallerken med de forskellige madvare, de havde kokkeret. ”God appetit.”

[Deleted]

Denjarnas overraskelse over at mørket endnu befandt sig i Dericks indre, kom ikke bag på ham, men det havde jo ikke været et problem, så han gad ikke at fortælle hende om det, da han havde ment at de havde haft nok at se til – hun havde i hvert fald, så han gad ikke belemre hende med mere. Han trak en anelse på skuldrene. ”Det er heller ikke slemt mere, Jarna. Det er ikke sådan at det, dukker op i mig og overtager mig, jeg kan bare til tider mærke det, men mærker giver sig til at brænde, når mørket forsøger at stige i mig, hvilket holder det nede,” fortalte han roligt, hvor det måske kunne lyde slemt, når det rent faktisk gjorde fysisk skade på ham, men det var ikke slemt, for han måtte erkende at han faktisk var glad for at have det, ellers var det sikkert endt galt igen og det ønskede han heller ikke. Han endte med at sukke en smule til hendes ord. Hendes tvivl var skam forståelig, men samtidig smertede det ham at vide, da hun næsten lød til at ville droppe ham her og nu, og det fandt han heller ikke retfærdigt. ”Men jeg vil heller ikke have nogen anden kvinde, jeg elsker dig! Og jeg har ikke tænkt mig at give op på grund af lidt modgang Denjarna! Jeg ved godt at det er min skyld, og jeg forstår udmærket godt din tvivl, men alle dem derude der forsøger at ødelægge vores forhold er intet værd at åbne øre for, du er mit livs kærlighed, du fangede mig under første møde og hvis noget er skæbnen, så var det skæbnen at vi skulle mødes og finde sammen den nat, for selvom der har været nedture og selvom vi har forsøgt med andre, så står vi her endnu, vi har fået en ny chance og den vil jeg bestemt ikke lade gå til spilde!” svarede han i en bestemt tone, hvor det ikke var ment som at hakke på hende eller skælde hende ud, men for at vise hvor meget han selv ville deres forhold, for han ønskede slet ikke nogen anden kvinde i sit liv! At hun så blev mere hård i tonen fik ham til at rynke brynene en anelse. ”Tror du jeg var lykkelig uden dig? Er du klar over hvor mange måneder jeg brugte på at lede efter dig, da jeg endelig kom tilbage? Jeg var synderknust! Der var ingen spor efter dig og selv havde jeg hørt at du skulle være død. Jeg ved godt jeg tog chancen med en anden kvinde, men hvis du tror at jeg nogensinde glemte dig, så tager du fejl, det var ikke ægte lykke, det var en undskyldning for ikke at være alene, desuden ved du selv hvordan det endte og det kunne jeg have sagt mig selv. Ingen, simpelthen ingen, har kunnet skænke mig det, som du har givet mig,” svarede han kortfattet og dog ærligt. Sådan som Elanya havde skiftet mænd, som andre havde skiftet undertøj, så burde han have vidst at han blot ville være blevet en i mængden og det var han så også.
Derick ville nu ikke mene at han var under tøflen, selvom han måske havde en svaghed for hende og hun kunne sagtens overtale ham til at gøre ting hun ville, men altid havde de klaret ærterne i fælles skab. ”Jeg ved ikke om jeg kan dele din entusiasme skat,” svarede han drillende, som smilet ikke falmede. Han måtte kort slippe en munter latter. ”Vi ved begge at du ikke er nær så artig som du forsøger at fremstille dig som, elskede,” svarede han morende, som han prikkede hende let på næsetippen, imens han blinkede kort til hende. Han vidste at hun havde taget liv, så uskyldig var hun nu ikke og havde aldrig været det. Han nikkede let som hun takkede ham, hvor han skubbede hende på plads, inden han kort kyssede hende mod kinden, kun for at tage plads over hende. ”I lige måde skat,” svarede han, som han selv begyndte at øse op til sig selv.

[Deleted]

Det varmede ikke Denjarna at høre, at han endnu havde mørket i sig, og at han måtte gå igennem fysisk smerte for, at det blev holdt nede. Selv havde hun troet, at mørket helt havde forladt begge deres sind, som hun havde nået at komme sig, inden hun genmødte ham, og han havde allerede virket meget gladere og varmere efter deres andet møde. At det så ikke var tilfældet gjorde ondt, men intet kunne hun gøre ved det. Hun kunne kun håbe, at hans smerter var små, men det at det brændte lød ikke synderligt godt. ”Det glæder mig at høre, at mørket ikke længere overtager dit sind, som det gjorde under vores genforening. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til at opleve det igen. Det beroliger mig dog ej heller at høre, at du må gennemgå fysisk smerte nu, skønt jeg ved, at du er en stærk mand,” sagde hun sandfærdigt. At det hele så skulle blive ulykkeligt mellem dem, som hun ikke vidste, om hun kunne dette mere, samt det at han spurgte hende direkte, om hun ville det eller ej, brød hun sig heller ikke om. Det var svært for hende, for alle lød så pokkers fornuftige, når de talte til hende, og selv var hun i forvejen splittet over sine forvirrede følelser. Hun forstod det godt, når folk sagde, at hun fortjente en mand der kunne gøre hende lykkelig, og som ikke bed hende, men samtidig forstod hun også godt Derick, for altid havde hun anset deres forhold for at være noget særligt. Det var dog hændt, at hun ikke længere vidste, og det virkelig var særligt og at de var ment for hinanden, eller om det virkelig var et tegn på, at de burde gøre op med hinanden. ”Jamen det er jo ikke lidt modgang, Derick.. Det er meget! Jeg føler bare, at jeg igennem de seneste uger har mistet mig selv, som jeg ikke længere kan se, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert for mig. Indtil nu har jeg heller ikke gjort andet end at kæmpe for os, som du altid har været ejeren af mit hjerte, men nu ved jeg ikke længere, om det er fornuftigt at kæmpe længere. I mit hjerte elsker jeg dig også endnu, men min fornuft prøver, at fortælle mig anderledes, og jeg er helt i vildrede over, hvilken del af mig jeg skal lytte til, for … Det har jo altid været os. Det har altid heddet Derick og Denjarna.” Fortvivlet var hun, hvor det også måtte være til at høre, og hun vidste ikke, om det var fair over for ham at tale højt om sin tvivl, men hun kunne ikke lade være, for han var trods alt hendes person, og det omhandlede også ham. Hun ville ønske, at hun kunne blive guidet på rette plads, og på det punkt måtte hun helt savne Faith. Den kvinde havde altid været en nær veninde, og nu havde hun ingen.. Ingen kvinder at tale med, og mændene prøvede at guide hende væk fra Derick, men det var vel ingen nyhed? ”Selvfølgelig tror jeg, at du var lykkelig, siden du formåede at etablere et helt liv uden mig! Og jeg tror skam, at du glemte mig.. Forestillede du måske, at det var mig du kyssede, når du kyssede Elanya? Eller forestillede du måske at det var mig du lå med, når du tog Elanya med i seng?” spurgte hun spydigt. Andet kunne hun ikke lade være med, som det drev hende helt ud i torvene, når hun forestillede sig ham med Elanya, og det vidste han udmærket godt. Han vidste godt, at hun var den kvinde, hun hadede mest af alt, og at han så havde været sammen med hende, knuste på alle måder hendes hjerte! ”Hvad havde du overhovedet gjort, hvis hun aldrig havde forladt dig, og du fandt ud af, at jeg endnu var i live?”
Morende blinkede Denjarna til ham, som hendes sølvgrå øjne endnu måtte glimte kækt. ”Det behøver du heller ikke.. Du skal bare sige de søde ord, at jeg har ret,” sagde hun morende, skønt hun tvivlede på, at han ville give sig så let. Han var trods alt en stædig mand, når det angik sådan noget. ”I så fald er det heldigt, at du ikke har brug for en artig kvinde, men en kvinde som mig.. Og jeg er jo den eneste der er,” svarede hun selvsikkert igen. Sandt var det, at hun ikke var artig, som hun havde vandret i mørke. Inden hun havde mødt ham, havde hun været forfærdelig arrogant, og efter torturen havde hun taget adskilliges liv. Let gled hendes hoved på sned, som han kom og plantede et kys på hendes kind, hvor det videre fik smilet til at brede sig en anelse på hendes læber. Blikket lod hun roligt følge hans bevægelser, som han fik taget plads, hvor hun selv havde nået at øse op, inden han fik sat sig ordentligt til rette. Med et lille smil på læben, begyndte hun roligt at smage på maden, der smagte fint som sædvanligt. Det var dog som hun tyggede af munden, at hun opdagede at de endnu glemte noget. ”Hov.. Vi har glemt at stille noget at drikke på bordet. Henter du noget, min skat?”