Big news!

[Deleted]

At Denjarna spurgte ind til løgets snitning, var noget som et sted morede Derick. Han vidste godt at hun var blevet meget usikker på det punkt og det var faktisk slet ikke en side som han var vant til at se af hende, da hun altid havde haft styr på madlavningen, for hun havde jo altid kunnet finde ud af det, eftersom hun altid havde stået for det, da de havde boet i træhytten, så det var underligt at se hende i denne situation, hvor rollerne nu nærmest var blevet byttet om, da hun var den usikre og han var den som kunne finde ud af tingene. Det var ikke fordi han var nogen mesterkok og der var meget han aldrig havde prøvet at lave og sikkert meget som han aldrig kom til at prøve at lave, men det var ligegyldigt, for han kunne det vigtigste og så kunne man altid komme langt. Han lo ganske kort til hendes ord, som han selv skrællede kartofler. ”Jeg er en mand Denjarna, sådan noget går vi slet ikke op i,” svarede han morende. Om løgene skulle være i skiver eller tern var ham godt nok fuldstændig ligegyldigt, for det smagte jo ens alligevel, i hvert fald for hans vedkommende. Han fandt det nu lidt kært at hun ikke var i topform længere, og at han nærmest skulle lære hende op, selvom han ikke havde noget imod at de brugte tid her sammen, da det var sådanne små ting han havde savnet at lave med hende. At hun så blev langsommere i sine bevægelser, da han stillede sig bag hende, sagde han intet til det. Han trak dog let på smilebåndet, da hun sukkede, som han kyssede hendes skulder, eftersom det trods alt var en bekræftelse på at hun endnu nød hans kærtegn og kys, hvilket altid var rart at vide, særligt når de var i de problemer som de var, og nu var hun oveni købet også gravid, selvom han slet ikke turde tænke i de baner, for han var bange for at han blev for glad ved tanken og de så skulle miste barnet, for det var han på ingen måder interesseret i! At hun så slap en dæmpet latter og lagde kniven fra sig, da han vuggede hende en anelse i sin favn og nynnede, trak han kun yderligere på smilebåndet, skønt han dog ikke stoppede. Han havde altid forstyrret hende før i tiden, hvor de altid var endt ud med at lave forskellige ting, der ikke havde noget med maden at gøre. Tanken måtte helt glæde ham, som det var gode minder. At hun så snakkede anklagende til ham, fik ham til at slippe en munter latter, som han vidste at han havde sagt at de skulle lave mad. ”Jeg gør da ikke noget,” svarede han uskyldigt, skønt smile t var morende. At hun så selv begyndte at vugge i hans rolige tempo og var stoppet med at snitte løgene, kunne han godt se at han havde hendes fulde opmærksomhed, hvilket fik ham til at lægge kartoflen og kniven fra sig, som han i stedet for tog omkring hendes hånd og snurrede hende rundt, så hun stod med fronten ind mod ham, skønt han ikke slap hendes hånd, hvor han tilmed lagde den anden mod hendes hofte, som han begyndte at ’danse’ få skridt frem og tilbage og til begge sider, imens smilet hvilede varmt og morende på hans blege læber. ”Desuden.. hvis vi endelig skulle glemme maden for et stykke tid, kan jeg altid lave det på få minutter,” tilføjede han drillende, som han blinkede let til hende. Han snurrede hende kort rundt om hende selv, inden han trak hende ind til sig og fortsatte dansen.

[Deleted]

Frygteligt meget havde Denjarna mistet gennem tiden, og kogekunsten var desværre et af de punkter. Da hun havde mistet den egenskab, havde hun ikke just værdsat den meget, da hun trods alt havde været vampyr under det forløb, og derfor havde det ikke været nødvendigt for hende at kunne. Nu var det utrolige så sket, som hun var blevet mørkelver igen, og derfor skulle der endnu engang arbejdes på evnerne, som fødeindtag var blevet en daglig rutine, som hun ikke længere kunne holde sig kørende på flydende substanser, som blod. Det havde hun det nu også fint med, da dette var en vej hun langt hellere ville følge. Let trak hun på smilet til hans latter og ord, da hun vel godt kunne havde sagt sig selv, at det havde været ham komplet ligegyldig. ”Men det gør en kvinde jo, og du har været i madlære hos mig, så det kunne godt være, at du havde samlet en anelse op af min tankegang,” sagde hun smilende. Selv ville hun have haft en mening om løgenes snitning, da det trods alt gav dem en anden konsistens, hvis de var små i forhold til lange, men ret havde han i, at han var en mand, så han tænkte formentligt bare, at det var fint, hvis der var mad på bordet og at det var spiseligt. At han så valgte at træde om bag hende, så han kunne forstyrre hende ligesom i gamle dage, kunne hun kun smile af, da det alligevel var en af de ting, hun kunne erindre. Hun vidste godt, at med dette kunne der gå et godt stykke tid før de nåede videre med det oprindelige projekt, men det havde hun intet imod, da hun savnede denne kærlige side af ham. Kroppen lod hun derfor presses let imod hans, imens hun fulgte hans vuggende rytme. Situationen nød hun, som hun smilende lyttede til hans nynnende toner, mens hendes arbejde med løget måtte standse, så hun kunne give øjeblikket sin fulde opmærksomhed. Morende slap hun en latter. ”Jeg ved udmærket, hvad du er ude på mester,” svarede hun morende og dog sandfærdigt, som han allerede var gennemskuet. Det var dog kommet bag på hende, at han havde gjort sig dette træk, da hun havde regnet med, at de bare ville give sig hen til madlavningen efter alle deres problemer. Hun gjorde dog ikke mine til at stoppe ham, da dette selv var noget hun havde brug for. Smilet bredte sig yderligere, som han fik hende snurret rundt, så de stod med fronten mod hinanden. Roligt lagde hun en hånd om hans nakke, som han begyndte dansen. Dette var trods alt noget hun til gengæld kunne finde ud af, men det måtte hun vel også kun takke Vladimir før, da det var hændt, at de havde danset med hinanden. ”Det er jo, hvad du håber på,” anklagede hun ham drillende, som han hellere ville dette frem for madlavningen. Smilende lod hun sig snurres rundt igen, inden hun var tilbage i hans favn igen, hvor hun hurtigt snuppede et kys fra hans læber.

[Deleted]

Altid havde Denjarna haft styr over hvad der skulle laves og altid havde hun haft en mening om hvordan tingene skulle klargøres, dog var Derick ikke på samme måde, da han trods alt var vampyren nu og egentlig kun spiste for at glæde hende med lidt selskab, da det trods alt var hyggeligere, når man sad flere til bords, så for ham, skulle det egentlig bare ned og hun havde jo endnu ikke klaget over hans mad, så hvordan hun skar et løg, var skam helt op til hende selv, da maden blev lavet til hende og han spiste kun, så hun ikke sad alene, derfor var han egentlig ligeglad med hvordan det blev anrettet. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg har en bekendtgørelse, dengang jeg stod i køkkenet med dig tilbage i vores lille træhytte, hjalp jeg ikke med maden for at lære at lave mad, men havde helt andre tanker i hovedet,” erkendte han drillende, som smilet bredte sig på hans læber. Han havde typisk forstyrret hende, når de havde lavet mad sammen dengang – som han også gjorde i øjeblikket – hvor det altid var endt lidt mere intimt ud, end hvad det burde i et køkken. Han vidste dog godt at omstændighederne var anderledes denne gang, ligesom hele deres situation, men han kunne jo tydeligt mærke hvordan hun nærmest gav sig hen til ham, så det måtte jo også betyde at hun ikke havde noget imod det og at hun gerne ville have andet at tænke på, og hvem var bedre til det end ham? Han slap en munter latter, da hun sagde at han var afsløret, hvilket kun gjorde hans uskyldige mine endnu mere uskyldig. ”Og hvad er jeg så helt præcist ude på, min egen?” spurgte han nysgerrigt, som han opfordrede hende til at fortælle hvad hun troede han havde i tankerne, da det jo alligevel kunne være meget. At hun fulgte hans lille dans med de små trin, måtte han kun smile af, som det var rart at der alligevel kunne være lidt glæde mellem dem, særligt når de rent faktisk stod med problemer til halsen, men det var der jo intet nyt i, eftersom det var sket før. Han hævede let det ene bryn til hendes anklagende ord. ”Hvorfor den anklagende tone? Jeg synes ikke du skal klage over at jeg forkæler dig, desuden, så har jeg intet imod at du hjælper til med maden, da jeg finder det hyggeligt at vi laver småting sammen,” svarede han, hvor hans tone startede drilsk ud og endte sandfærdig, som han sendte hende et varmt smil. Smilet blev kun bredere, da hun stjal et kys fra hans læber, hvor hans violette øjne fik et lidenskabeligt glimt i sig. Han endte endnu engang med at snurre hende rundt, inden han førte hende bagover, med en støttende arm omkring hendes liv og den anden holdt hendes hånd tæt ind til begges kroppe, så hun ikke faldt, da han holdt hende ude af balance, som han nærmest afsluttede dansen. Roligt nærmede han sig hende, hvor han placerede et blidt kys mod hendes kæbe, inden hans læber fortsatte begærligt ned over hendes hals og ned langs hendes kavalergang. Han vidste godt at alt det intime ikke var helt godkendt hos hende endnu, men det var svært at holde igen, når det lå så naturligt til ham at skænke hende sin omsorg og vise sin lidenskab, som han så brændende måtte føle for hende.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at han aldrig havde spekuleret ligeså meget over madlavningen, som hende selv, men det havde hun nu også altid affundet sig med. Hun havde kunnet lidt at glæde ham, ved at servere ham et godt måltid, skønt hun ikke selv havde spist på det givne tidspunkt. Samtidig med det, så havde hun også nydt at tilbringe tid med ham i køkkenet, skønt hun altid havde vidst, at hun havde lavet langt mere end ham, da han altid havde haft andre ting i tankerne. Smart havde det ikke altid været for hans vedkommende, da han dengang havde haft brug for maden og ikke hende, men samtidig med det, så havde hun altid nydt intimiteten mellem de to, så hun havde aldrig stoppet ham. Hvad der så ville ske i aften, vidste hun ikke, for engang havde de altid trukket den hele vejen, men nu havde hun et problem med at tage ham tæt. ”Nej virkelig? Tror du virkelig, at den nyhed kommer som et chok for mig?” spurgte hun i en drillende tone, mens hun lod de sølvgrå øjne søge hans. ”Men selvom du ikke var interesseret i at lære, så kan jeg alligevel se, at du har lært noget, sådan som du har sørget for mig på det seneste,” tilføjede hun i en mere blid tone. Hun kunne trods alt se og smage, at han ikke var helt uduelig. Det undrede hende dog heller ikke, for da hun var forsvundet, havde han stadig været levende, og derfor havde hun ikke været der til at sørge for ham længere, så derfor måtte han havde sørget for sig selv. Heldigt var det den dag i dag, for nu måtte han helt genoplære hende i madlavningskunsten, som det var et af de minder der havde forladt hendes sind gennem torturen. Let løftede hun det ene øjenbryn, som han lo og fortsat opførte sig uskyldigt. ”Åh, jeg har erfaret mig gennem tiden, at du altid har bagtanker, når du gør ting som disse. De fører ofte til os liggende på spisebordet, eller inde i sengen… brænder tampen?” spurgte hun sikkert. Hun tvivlede ikke på, at han tænkte på noget i den dur, for før i tiden havde det altid været sådan mellem dem. Desværre lå landet lidt anderledes i dag, men hun håbede på, at de kunne finde tilbage til det gamle stadie med tiden. Hvor lang tid der ville gå før det skete, vidste hun ikke, men forhåbentligt havde de vel evigheden sammen. ”Den eneste grund til, at du finder madlavning hyggeligt er fordi, at det altid ender med noget helt andet, og at jeg bagefter star med maden,” svarede hun smilende igen. Hun anede godt det lidenskabelige glimt i hans øjne, som hun kyssede ham, men hun kommenterede det ikke, da han svang hende rundt igen. Hun endte dog ikke i hans arme igen, da hun i stedet endte halvtliggende i luften i hans greb. Hun smilede blidt til ham, som hun så op i hans smukke violette øjne, indtil han begyndte kyssende. Dæmpet sukkede hun, som han gav hende det første, men rent instinktivt begyndte hun at blokere sin hals med anden hovedstilling, som han begyndte at kysse den. Hun tillod nemlig ikke, at han kyssede hende på det punkt endnu, da hun kun tænkte, at han bed hende, hvis han rørte hendes hals. Hun slappede dog mere af igen, som han nåede hendes kavalergang, for det måtte alligevel efterlade hende med en ekstremt savnet følelse at blive berørt lige der.

[Deleted]

Selvom Derick mange gange havde forstyrret Denjarna i sin madlavning, så var det ikke sket alle gange, da han skam havde set og hørt efter, når hun havde forsøgt at lære ham, skønt han aldrig rigtig havde taget det seriøst, for han havde jo trods alt haft hende og han havde ikke tænkt at de en dag ikke skulle være sammen, for dengang havde de jo levet lykkeligt med hinanden uden nogen forstyrrelser eller problemer, da de havde været lykkelige med hinanden, men alligevel var tingene gået galt og han var kommet tilbage som menneskelig, hvor han havde været nødsaget til at lære at lave mad til sig selv og med årene var han også blevet god, så han havde skam flere års erfaring på det punkt. Nok var han ingen mesterkok og der var sikkert meget han ikke kunne lave, men det han kunne smagte altid godt. Han vidste også hvordan man lavede det mest basale, såsom hvor længe rodfrugter og grøntsager skulle have, ligesom han vidste hvordan de forskellige kød skulle tilberedes, sovsen vidste han også hvordan man lavede fra bunden af, så alt i alt kunne han lave det meste, hvor det blot blev mikset sammen, og hun havde jo endnu ikke klaget over ham, så det betød vel kun at han var god? Han så tænkende ud i luften. ”Hm.. man ved jo aldrig,” svarede han drillende igen, da han var kommet med sin bekendtgørelse og hun sagde at det ikke kom bag på hende, hvilket han godt vidste, men det morede ham nu alligevel. ”Jeg var jo nød til at tvinge mig selv til at lave mad, ellers fik jeg jo ikke noget,” svarede han roligt til hendes egen blide tone, hvor han sendte hende et mildt smil. Der havde jo ikke været nogen kære mor eller elskede hustru som kunne lave mad til ham, da han havde været helt alene, så han havde jo været nødsaget til at klare sig selv, hvilket han også sagtens kunne, for kødet havde han aldrig haft svært ved at tilberede. Han trak morende på smilebåndet, da hun begyndte at fortælle omkring hans bagtanker, hvor det var sandt at det altid endte intimt ud mellem dem, hvilket morede ham en smule. ”Ak ja.. det var gode tider,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han havde altid nydt at de havde kunnet gå fra madlavning til noget intimt, skønt det ikke var sket altid, for nogen gange havde de bare taget en lille dans og så havde de fortsat, så det var ikke hver gang at de var endt på spisebordet eller i sengen. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Jeg har faktisk intet imod at lave mad længere, desuden så kan jeg godt lide at forkæle dig,” svarede han sandfærdigt, dengang havde hun måske altid stået med maden til sidst, men det skete jo ikke denne gang, da rollerne var byttet om. At hun så sukkede da han kyssede hende, fik ham til at smile, skønt det falmede, da hun nærmest forsøgte at blokere hans kys mod hendes hals, det påmindede ham også om at alt ikke var som dengang, som de havde problemer og han vidste at det var hans skyld alene. Tanken gjorde ondt, men han var nød til at leve med det. Han stoppede sine kys, da han ikke kunne komme længere ned ad hendes kavalergang, som hans stilling tillod ham, inden han fortsatte kyssene op igen, hvor han sprang fra hendes kraveben og op til hendes kæbe, inden han kyssede hendes læber ganske begærligt, kun for at trække hende op på benene igen uden at han brød kysset.

[Deleted]

Morende rystede Denjarna let på hovedet af ham, da han bestemt ikke kunne narre hende. Dengang hun havde været der, havde madlavningen ikke betydet meget for ham, skønt det havde været ham, der havde haft brug for den. Hun havde dog aldrig kommenteret det, da hun havde haft det fint med, hvordan tingene havde fungeret, som de bare havde været glade. En glæde hun savnede den dag i dag, som problemerne hvilede langt over hovedet på dem. Begge ejede de ingen tillid til hinanden, og hun var nu gravid med hans barn. Hun var endnu i et tidligt stadie af graviditeten, så meget kunne ske endnu, men det var der. Hvordan de skulle klare sig, vidste hun endnu ikke, men et skridt af gangen måtte de vel bare tage, hvor de startede ud med madlavning, da hun havde brug for det, og senere ville han snakke med sin leder, da det ville være nødsaget lige meget hvad. ”Den dag du kan tage fusen på mig, vil jeg være chokeret,” sagde hun drillende. Hans følgende ord nikkede hun roligt til. ”Det var du jo, og du klarede dig tydeligvis fint igennem det. Du lærte dig i hvert fald ting, som jeg kan leve af den dag i dag,” sagde hun roligt, som hun havde det fint med hans madlavning. Maden smagte og andet bedte hun ikke om. Hun ville dog ønske, at hun selv kunne klare det hele, eftersom hun hadede at være afhængig af en anden person, og desværre var der en chance for, at hun brændte hytten ned, hvis hun stod helt alene i køkkenet. Dybt irriterende var det, når hun engang havde klaret sig utroligt godt på det punkt, men det var der desværre ikke noget at gøre ved. Dæmpet lo hun over hans ord om de gode gamle dage, hvor de var endt mere intimt ud end en omgang madlavning. ”Du har bare aldrig været interesseret i madlavning,” påpegede hun drillende. Dengang havde hun nydt det, men nu var det hele anderledes, som hun ikke længere brød sig om, at han kom for godt i gang. Hun kunne sagtens kysse ham, men så snart det skulle udvikle sig, stod hun af, da hun kun erindrede, hvordan han havde bidt hende grundet det, samt hvordan han havde været hende tæt, mens hun ikke havde ønsket det. Mange uheldige ting kunne man roligt sige, at der havde hændt dem, men det kunne man ikke lave om på, som det bare var sådan det var. ”Du nyder bare, at det nu er dig der er den gode i køkkenet og ikke mig.. men jeg må sige, at jeg godt kan lide at blive forkælet,” kommenterede hun med et smil på læben. At han så ville lave andet end mad, sagde hun endnu ikke noget til, som hun blot lod ham. Begge havde de trods alt brug for lidt glæde i livet. Hun turde dog ikke lade ham kysse sin hals, da hun endnu frygtede, at det var for stor en fristelse for ham, og den risiko turde hun ikke løbe! Hun besvarede dog det begærlige kys, som han trak hende op på benene igen, hvor hun selv valgte at ligge armene om ham, så hun ordentligt kunne mærke ham hos sig.

[Deleted]

Selvom de ikke kunne prale af at alt var i skønneste orden, så gik det i det mindste på bedringens vej. Uanset hvad der var sket med dem, så havde han altid elsket hende, hvilket han endnu gjorde, og han følte en form for.. sindsro ved at have fundet hende igen, og at de skulle have en fremtid sammen, og selvom det måske kunne se umuligt ud i øjeblikket, særligt med det onde som rent faktisk kom dem i vente, så vidste han at han til hver en tid ville kæmpe for hende, for dem, for hun var det hele værd, og det havde hun altid vist sig at være. Selv havde han prøvet lykken hos en anden, og i sine unge dage, havde han flirtet rundt med andre kvinder, men ingen havde nogensinde kunnet give ham det, som Denjarna kunne. Hun var den person der kendte ham bedst af alle, men det var så også fordi at de havde levet sammen i over tusind år og når de så isolerede sig og kun havde hinanden, så var de for alvor kommet ind på hinanden, og selvom de ikke isolerede sig denne gang, så vidste han at de nok skulle blive lykkelige, for skønt meget ondt altid skete dem, så havde de altid klaret sig igennem det, og man måtte vel efterhånden kunne sige at deres forhold havde været udsat for alt? Og alt havde de klaret sig igennem, for de stod endnu den dag i dag og dannede par og så var han ligeglad med om deres forhold var forbandet og guderne var imod dem, for han elskede hende og ville dø for hende, for han selv ville trodse guder for hende. Det var dog en utrolig tanke at det ikke længere var de to, men at der faktisk var en lille på vej, for.. det havde han aldrig regnet med ville ske. Han turde dog ikke glæde sig ved tanken i tilfælde af at de ikke måtte beholde det, for han kendte jo allerede til Denjarnas svar på det. ”Åh, den dag vil måske komme før du aner det,” svarede han drillende igen og blinkede let til hende. Han trak mildt på smilebåndet til hendes ord, skønt det falmede til den sidste del, hvor han lod hovedet søge på sned og betragtede hende med en tænksom mine. ”Men Denjarna, du er ikke afhængig af mig, du har klaret dig et halvt år uden mig, selv to århundreder i fangenskab. Og selvom madlavningen er blevet glemt i den tid, så er du klog, intelligent og lærenem, du ville selv have fundet ud af det, det gør du altid, for du har altid været en stærk og selvstændig kvinde, som kunne tage vare for sig selv, og tilmed mig. Så hvis nogen skal være afhængig af nogen, så må det være mig, der er afhængig af dig,” svarede han stilfærdigt, skønt hans tone var bestemt og tydeligt stolt, hvilket han ikke ønskede at lægge skjule på. Han lo mildt til hendes ord, hvor det denne gang var hans tur til at ryste på hovedet af hende. ”Vi ved begge at du helst vil have at jeg skal være mere interesseret i dig, end i madlavningen,” svarede han drillende igen, som han blinkede muntert til hende, inden han lo igen. Han var måske den der kunne lave mad i øjeblikket, men snart ville hun selv kunne tage over. ”Måske. Men uanset hvad, så nyder jeg at forkæle dig, og ingen er bedre til det end mig, for jeg kender dig bedre end nogen anden,” svarede han selvsikkert, som smilet bredte sig på hans læber. At hun besvarede hans kys og tilmed lagde armene om ham, fik ham selv til at trykke hende tættere ind mod sig selv, hvor han heller ikke kunne holde et suk tilbage, eftersom det føltes rart at de nu kunne være lidt mere lidenskabelige end hvad de havde kunnet værre før.

[Deleted]

Uenigt løftede Denjarna let det ene øjenbryn og blot betragtede ham, som han sagde, at han tidligere end ventet ville tage fusen på hende. Personligt tvivlede hun på, at det ville ske, da hun kendte ham, og samtidig med det, så havde de prøvet meget sammen og for at snyde hende, skulle han gøre noget helt nyt. Hun havde dog ikke travlt med noget som helst, da det eneste hun kunne fokusere på var, om de kunne redde deres forhold eller ej, samt det problembarn der var på vej. Et stort problem måtte det jo være, når hun hadede børn, og deres forhold skred, samt at de ikke vidste, om de måtte beholde det eller overhovedet være sammen for vampyrernes leder. Frygtelig mange ting var der at tænke på, og milde ting var det desværre ikke. Hun prøvede dog at holde hovedet højt hævet som altid, og blot klare ærterne. ”Jeg klarede alt det som vampyr. Ikke mørkelver. Det var mit vampyriske liv der healede min krop, som jeg blev tortureret, og det var de vampyriske færdigheder der fik mig til at lukke af, og leve af instinkterne,” svarede hun ærligt. Hun kunne dog ikke lade være med at blive en smule stolt over sig selv, af hans følgende ord. Det var sådan hun så sig selv, og at han også kunne se den stærke og selvstændige kvinde i hende endnu, glædede hende. ”Men det glæder mig, at jeg ikke har ændret mig i dine øjne. Jeg håber, at jeg aldrig taber den side af mig,” sagde hun stille. Selv vidste hun godt, at hun ville have klaret sig, hvis ikke Derick var kommet igen. Ugerne inden deres sammenstød havde nemlig gået strålende for hende, som hun havde været på vej til at blive sig selv, samt hun havde haft mulighed for en fremtid, da der havde været andre folk omkring hende. Folk Derick nu var jaloux over, men det kunne hun ikke gøre noget ved. Hvis han blev ved, ville det bare bide ham i den sidste ende, da hun ikke gad hans beskyldninger i al evighed. Skævt trak hun på smilet til hans ord og latter. ”…Eller også er det en konklusion du selv har draget, fordi du har hadet at stå i køkkenet og lavet mad, og langt mere nydt at nusse og drille mig,” kommenterede hun drillende igen. Det kunne godt være, at hun nød, hvor tiltrukket han var af hende, men samtidig med det, så tænkte hun, at han på den front først tænkte på sig selv, som hun ellers havde været travlt optaget af noget andet, der tilmed havde været vigtigere. ”Og hvordan kan jeg så lide at blive forkælet, siden kun du ved, hvordan det skal gøres?” opfordrede hun ham roligt, uden at smilet falmede på hendes læber. Altid havde han været god til at smigre og forkæle hende, som han altid havde været en charmerende mand, og det havde hun aldrig kunnet stå for. Som han kyssede hende, tillod hun sig at give sig hen til det for en stund, da hun selv havde brug for at mærke, at hun var elsket, og at han længtes efter hendes krop. Skønt var det at mærke hans læber igen, som de hvilede begærende mod hendes. I nogle lange sekunder holdt hun det også, indtil hun langsomt stoppede det, som hun strøg ham blidt over kinden. ”Maden, min skat.”

[Deleted]

Det skulle måske en del til for at tage fusen på Denjarna, eftersom hun kendte Derick rimelig godt efterhånden, så generelt var det svært at skjule ting for hende, da hun vidste hvordan han ville handle eller reagere, hvis noget var galt, ligesom det gik sådan den anden vej. Han vidste godt at de havde problemer, og nogle større end andre, hvor de fleste var hans skyld, men sket var sket og han havde kun råd til at tænke fremad og forsøge at gøre tingene bedre, frem for at dvæle ved fortiden, som de alligevel ikke kom nogen vegne ved, andet end at bebrejde hinanden. Begge havde de begået fejl, som ingen af dem var perfekte, men de stod her endnu. ”Det er ikke kun racen der gjorde det Denjarna, også dit sind, du har altid været frygtelig stærk af psyke, måske du blev formørket, men hvis du var brudt sammen psykisk, så havde du måske ikke været i live nu, men det er du, fordi du er viljestærk og stædig, du ved hvad du vil have, og du får det,” svarede han bestemt. Måske en vampyr havde mange fordele, men det havde en mørkelver så på andre måder, og uanset hvad, så havde han altid været fascineret af hendes styrke og selvstændighed, han havde altid været betaget af hende, hvilket han endnu var. Han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. ”Jeg er mere end sikker på at den side aldrig vil forsvinde, det har altid lagt til dig, du er vokset op til det, du er født til det,” svarede han med sikkerhed i stemmen, imens han sendte hende et stolt smil. Altid havde han været stolt af hende, altid havde hun været en stor og stolt kvinde, som hun jo havde stået som leder for sin race, hvor han aldrig ville glemme deres første møde, da hun havde formået at slå benene væk under ham. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han himlede let med øjnene. ”Skyldig. Jeg har altid haft svært ved at holde fingrene fra dig,” erkendte han roligt og dog med det morende smil, som han ikke tog de muntre violette øjne fra hende. Madlavningen havde aldrig rigtig sagt ham noget dengang de havde været sammen, hvor han havde været langt mere interesseret i hende, men efter at han havde været levende og havde klaret sig selv, havde det været nødvendigt for ham at lave, hvilket jo så kun kom dem til gavn i øjeblikket. At hun opfordrede ham til at fortælle, hvordan hun skulle forkæles, fik ham kort til at se tænkende ud i luften, inden han så på hende igen. ”Du elsker når jeg uventet har en gave til dig, ligesom du generelt elsker mine uventede overraskelser. Du nyder at få små fine og enkle ting, som du elsker når jeg værner om dig og viser dig omsorg og kærlighed, som når jeg rigtig plejer at tage mig af dig. Du elsker at jeg gør små tjenester for dig, uden at du skal fortælle mig hvad det er, ligesom du nyder når jeg tager dig med til andre og nye steder, som på restaurant eller en udflugt i naturen,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hende, ligesom smilet ikke falmede. Kysset var noget som han nød, skønt han langsomt måtte slå blikket op, da hun brød det, hvor hans øjne faldt til hendes. Hendes ord fik ham til at sukke. ”Ja..” endte han dæmpet, som han kort lænede sig mod hende og kyssede hende flygtigt, inden han trak sig igen og vendte sig mod maden. ”Okay, hvis du gør løget og skræller kartoflerne og gulerødderne, så laver jeg sovsen og steger kødet.”

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun var i besiddelse af en stærk psyke, der igennem flere gange havde hjulpet hende. Under al torturen var den også kommet frem, som hun havde forsøgt at holde hovedet koldt og tænkt på alt det, hun havde udenfor sit fængsel. At hun så i virkeligheden ikke havde haft noget gjorde kun, at hun følte sig ydmyget, da hun dag ud og dag ind havde tænkt, at hun var gift med Derick, og at enten hun eller han ville finde hende. Nu vidste hun desværre, at han i al den tid havde delt seng med Elanya, og det gjorde kun, at hun følte sig ufattelig dum på den front, som han faktisk havde formået at komme sig over hende. ”Det er måske sandt nok. Jeg klarede mig trods alt, som jeg overlevede, og senere hen fandt jeg også ud af at etablere mig i samfundet igen,” sagde hun stilfærdigt, mens fokusset på ham langsomt faldt. Som hun tænkte over det, tænkte hun nemlig, hvordan han havde bragt hende vanære, og hvordan hun havde klaret sig uden ham. Lige inden mødet med ham, var hun faktisk begyndt at nyde sit liv igen, som hun havde været på vej til et godt liv igen. Hun havde haft Vladimir, som hun havde boet hos, og som hun havde kunnet snakke om alt med, og så havde hun haft Mattheus, som hun havde formået at nå ind til og kaldt for sin ven. Der havde egentligt også været et møde med magikeren, Salvatore, som hun var kommet ualmindeligt godt ud af det med. Hvordan hendes liv ville have set ud uden Derick, fundrede hun derfor tavst over. Der kunne måske have opstået ligeså slemme problemer som nu, eller også ville det måske være forløbet hende ganske godt. Svagt smilede hun til ham, som han strøg hendes kind. ”Det glæder mig, at du har det sådan. Det får mig dog helt til at savne de gavne tider som jeg savner at stå for ansvaret for et folk. Det er også helt underligt at være tilbage i min gamle krop, men alligevel ikke have det ansvar, som jeg førhen var vant til,” sagde hun stille, som hun faktisk helt måtte savne sin gamle titel. Hun havde nydt at stå som sit folks repræsentant, men den opgave var desværre blevet hende frataget, som hun var blevet vampyr, og nu vidste hun ikke, om den var mulig for hende at få tilbage igen. ”Det behøver du slet ikke at fortælle mig,” kommenterede hun morende, som han dømte sig selv skyldig. Han havde ikke passet godt ind i køkkenet, som han kun havde haft øje for hende, når hun stod og kokkerede. Altid var måltidet derfor blevet forskudt, hvilket også var en af grundene til, at hun dengang var begyndt at lave mad noget tidligere, da hun alligevel vidste, at han før eller siden ville komme og forstyrre hende. ”Jeg tror ikke, at du ikke kan finde en kvinde der vil nyde al det. Derfor kan jeg kun sige, at den forkælelse desværre ikke kun er påpeget mig, men jeg må give dig, at jeg skam ville nyde alle de givne ting,” svarede hun ærligt. Det var trods alt intet ekstraordinært, for hvem ville ikke nyde en gave, en smule omsorg, hjælp til hverdagen eller romantiske ekspeditioner? Som hun brød kysset med ham, hørte hun godt hans suk, hvor hun ikke vidste, om det var nydelse over det gode kys, eller af ærgrelse over, at hun igen stoppede op. Hun smilte dog bare, og gengældte det flygtige kys, som han tildelte hende. ”Jeg synes pludselig, at jeg står for det mest krævende af arbejdet,” bemærkede hun morende, som der var konstant arbejde med alle grøntsagerne. Hun samlede dog kniven op igen, hvor hun gav sig til at snitte løgene færdigt.

[Deleted]

Roligt nikkede Derick med hovedet til hendes ord, som hun havde ret i at hun havde formået at klare sig. Nu hvor han ikke var præget af mørket hele tiden, kunne han godt mærke ærgrelsen over ikke at have været en del af hendes liv i det halve år, da han var blevet slæbt ud på dybt vand med problemer til halsen, hvilket han ikke havde kunnet flygte fra, da han havde været bundet til mørket, som han nu bar et mærke på venstre bryst, der skulle fraholde ham fra. Han kunne godt mærke en smerte i brystet, som om mærket begyndte at brænde, når mørket forsøgte at snige sig ind på ham, hvilket både var smertefuldt men også behjælpeligt med at få mørket kæmpet på afstand, hvilket Denjarna så også havde hjulpet med, selvom deres problemer og den trykkede stemning havde fået mørket til at blive tydeligere i ham igen. At hun så blev langt mere fraværende i blikket, fik ham til at se en anelse tænksomt på hende. ”Hvad tænker du på?” spurgte han roligt, som han næsten kendte blikket, da det kunne ligne at hun spekulerede over noget, selvom ingen af dem snart ikke havde gjort andet igennem lang tid på grund af deres problemer, og derfor bebrejdede han hende ikke. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg kender følelsen alt for godt, min skat. Men måske er der håb endnu,” svarede han opmuntrende, som han sendte hende et varmt smil. Han vidste godt at hun savnede at være leder, det gjorde han jo også selv, men han vidste at muligheden for hans vedkommende, nok ikke kom foreløbig, men den var der måske for hende og han ville naturligvis støtte hende i det, hvis hun gik efter stillingen, for den var ikke andet end fortjent. Han lo muntert til hendes morende ord, da de begge vidste at han ikke havde stået i køkkenet af interesse for maden, men af interesse for hende, ikke kun for at være intim, for andre gange havde han skam hjulpet med maden, hvilket han mest havde gjort, for at være sammen med hende og hjælpe hende lidt, så hun ikke stod med det alene, også fordi at maden trods alt var til ham. Han trak roligt på smilebåndet til hendes ord. Hans beskrivelse af en forkælelse var måske meget ordinært, men det var vel egentlig også hvad en forkælelse bestod af? Han gad dog ikke nævne noget romantisk i den sammenhæng, som han vidste at hun elskede og ikke mindst satte pris på og værdsatte, for han vidste at de havde problemer og det var ikke alle ting som var lige smarte at nævne endnu, hvor det også mest var for hans egen skyld, for det gjorde ham kun i dårligt humør at tænke på den dag han havde vist hende huset, hvor det i princippet havde været ment at de skulle være romantiske, men at det hele var blevet spoleret af ham. ”Hov, hov, hov, frøken. Du glemmer at det er mig der står for forkælelsen, ergo er den allerede ekstraordinær, for hvilken kvinde er så heldig at blive charmeret og forkælet af mig? Ingen. Det er kun dig,” svarede han selvsikkert, som han blinkede flirtende til hende. At hun så nærmest beklagede sig over arbejdet han satte hende til, fik ham til at slippe en munter latter. ”Jamen okay boss, så gør jeg det,” svarede han, hvor han i en hurtig bevægelse, tog om kniven og begyndte at skrælle kartofler og gulerødder, samt rensede porerne og skar dem ud, hvilket højst tog nogle minutter og så var han færdig. ”Sådan. Så kan du hjælpe til med sovsen og kødet?” foreslog han med et morende smil, som han satte grøntsagerne over, så de kunne blive kogt.

[Deleted]

Hvordan Derick havde det med mørket i sig, når deres forhold var et stort rod, havde Denjarna ikke haft kræfter til at spekulere dybere over. Til tider ønskede hun dog at mistænke mørket, når de skændtes, som hun ville ønske, at visse af ordene ikke kom fra Dericks hjerte, men det gjorde de nok. Alle tankerne gjorde hende fraværende, som hun spekulerede over deres forhold, som det på ingen måde var, som de ønskede sig det. Samtidig med det, spekulerede hun på, hvordan hun mon ville have haft det, hvis ikke hun havde taget Derick til sig igen. Det gjorde ondt at tænke sådan, men når tingene ikke kørte på skinner, og udefrakommende sagde, at det var et rod hun skulle ud af, så kunne hun ikke lade være. Hun ønskede dog, at de blev glade igen, men uheldigvis havde hun næsten helt glemt, hvordan det måtte være at have det godt sammen. Hun trak kort på skulderen. ”Os.. Hvad der kunne være, og hvad der er,” sagde hun stille. Forsigtigt endte hun med at lægge hånden på maven, hvor det slet ikke var en følelse hun brød sig videre om, for tingene var bestemt ikke, som hun havde planlagt dem. Hun troede heller ikke på, at hun kunne tale med ham om tingene længere, da de havde for vane at blive uvenner, når de forsøgte. ”Måske.. Vi må vente og se, hvordan tingene kommer,” sagde hun kortfattet, da hun ikke ville dvæle ved noget, som muligvis ikke var hende sikkert. Hun savnede ansvaret der kom fra at være leder, men sådan som det hele forløb sig i øjeblikket og måske ville gå i fremtiden, så var det hende desværre ikke muligt. At han så kunne forstå hende var dog en glæde, skønt det selvfølgelig også måtte være en skam for ham, at han ikke længere kunne opnå sit mål. Morende slap hun en latter over hans ord, da det lød yderst selvfedt, som han helt måtte ophøje sig selv. ”Jeg ved ikke, om du er en tand for selvsikker. Hvem siger ikke, at en anden mand ville kunne gøre det mindst ligeså godt?” spurgte hun udfordrende og løftede det ene bryn. Selv vidste hun dog, at det ekstraordinære kom, når der var en gnist mellem to personer, som man automatisk blev mere varm over handlinger, når det kom fra en person man holdt af. Ellers var det jo ofte ting, som enhver kunne benytte sig af. At han så begyndte på, at hun skulle lave alle grøntsagerne, mens han kun stod for kødet og sovsen, måtte hun blive lettere utilfreds. En simpel opgave var det trods alt, at han gav sig selv, hvor hun mente, at han godt kunne lave mere end det. ”Det lyder meget bedre,” sagde hun i en tilfreds tone, inden hun så, hvordan han lynene måtte arbejde sig igennem de forskellige grøntsager. Selv kunne hun absolut ikke følge med, som hun blot stod med sit løg, og sin menneskelige fart, men hun fik da skubbet løgene i, som han satte dem til at koge. ”Eller også kan jeg være den der står og nyder, mens du gør al arbejdet,” foreslog hun drillende, som om de skulle bytte roller, så han blev den arbejdssomme i køkkenet, og hun den der gjorde, hvad der passede hende.

[Deleted]

At Denjarna blev lettere fraværende, var noget som Derick godt kunne se, hvor han vidste at hun tænkte over noget dybere, da han kendte hende for godt til at vide hvordan hun reagerede og hvad hendes forskellige blik og ansigtsudtryk betød. Hendes ord fik ham til at betragtede sig af hende, hvor han godt forstod hende, for man kunne ikke just prale af at de havde det let, der var mange problemer og han havde ødelagt meget, som han havde brudt et tillidsbånd, hvilket han vidste at han aldrig skulle have gjort. Han havde dog taget sig kraftigt sammen, som han tilmed forsøgte at lære at kontrollere sig selv, når han var ude og jage, for at få blod, da han trods alt var vampyr og ikke kunne leve af kun menneskeligt føde. Han endte med at lægge en hånd mod hver af hendes kinder, som han holdt hendes blik på sit. ”Jeg ved godt vi har det svært, men jeg elsker dig, og jeg vil gøre hvad som helst for dig. Du er mit livs kærlighed og jeg vil kæmpe for dig til mine dages ende, jeg vil gøre alt for at rode bod på det hele,” lovede han hende med et stålfast og beslutsomt blik, som et tydeligt tegn på at han mente hvert et ord. Han vidste godt at hun havde det svært, at hun var bange for ham og at hun var sur på ham, han bebrejdede hende ikke engang for hendes tanker, selvom det naturligvis gjorde ondt, men han ville hellere gå ud i solen uden sin halskæde og så brænde op end at skade hende igen, dog var det ikke kun det som han hentydede til, som han også hentydede til graviditeten, som også var dem forbudt, hvilket ikke just hjalp på det, men han ville tage derop engang i morgen og så måtte de se hvad der skete. Han trak den ene hånd til sig, som han lagde over hendes mod hendes mave. ”Vi klarer den,” forsikrede han hende, som han sendte hende et smil. Han nikkede roligt enigt til hendes kortfattede ord. Han vidste godt at hun nok ikke foreløbig ville kunne få den titel, særligt ikke når hun skulle til at blive gravid, men mon ikke det kunne komme en dag? Muligheden var trods alt ikke lukket helt, som den var ved ham. Han trak let på smilebåndet, da hun slap en latter, hvilket var befriende at høre. ”Fordi jeg kender dig bedst og du ved hvad jeg er i stand til, og hvem siger ikke at jeg har lært nye tricks?” spurgte han hemmelighedsfuldt, skønt hans tone endnu var selvsikker. Han havde altid nydt at forkæle hende og god til det havde han også altid været, selvom det egentlig heller ikke var svært ved en man elskede. At hun fandt det uretfærdigt at skulle skrælle grøntsager, forstod han på sit vis ikke, for måske det ikke var det sjoveste, men svært var det til gengæld ikke, sovsen skulle man holde øje med og sørge for ikke blev for tyk og klumpet, kødet skulle man sørge for man ikke stegte for meget, så helt let var det ikke, men for hende gjorde han alt, derfor fik han hurtigt skrællet grøntsagerne, hvor han smilede muntert til hende. ”Du sagde selv du ville hjælpe, men hvis du ikke gider, så kan jeg da bare kysse dig igen,” svarede han drillende, som han lagde en hånd under hendes hage, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes læber blidt og dog flygtigt, inden han kun trak sig få centimeter, hvor smilet fyldte hele hans ansigt.

[Deleted]

Hænderne mod sine kinder fik Denjarna til at flytte blikket til hans violette øjne. Kølig var hans hud imod hendes, som hans krop var kold som døden, hvor hendes var flammende i live, men alligevel var det ikke en af de ting hun noterede sig af, som hun var vant til vampyrens kulde mod sig. De havde trods alt tilbragt en måneds tid sammen nu, skønt deres liv ikke havde budt på så mange berøringer og kærtegn, som hun originalt havde håbet på. Hun klarede sig dog med hans kulde, og så var der ikke mere at sige til lige den sag. ”Og jeg elsker dig.. Det hele er bare svært for mig at synke, som jeg har det som om, at der vælter nye ting ind over os, inden jeg overhovedet kan nå at tage et åndedrag. Jeg troede, at vi havde været igennem alt, hvad et par overhovedet kunne blive udsat for, men alligevel formår problemerne at finde ud, og komme ind under vores hud,” sagde hun stille, som der måtte være forsigtighed over hendes stemme. Hun frygtede nemlig at tale med ham om problemerne, da det havde med at gå galt, når de endelig skete. Derfor forsøgte de ofte at fornægte problemerne, hvor de kun kom til syne, hvis en af dem dummede sig, eller det hele udviklede sig en tand for intimt. Helt smart var det sikkert ikke, men det var svært at tackle det anderledes, når hun var blevet træt af at græde og skændes. Som han endte med at ligge hånden over hendes der i forvejen hvilede på maven, fik hende til at trække hånden til sig igen, da det føltes for uvirkeligt, at hun var gravid. Aldrig var det sket, og så at det skulle ske nu var svært at bearbejde. ”Jeg håber, at du har ret,” sagde hun dæmpet. At han endnu var positiv var der brug for, som hun i den grad havde svært ved at se, hvordan de skulle løse de mange problemer. Langsomt endte hun med at vende sig væk fra ham, som hun begyndte at skære løgene færdige, hvor hun havde besluttet sig for at skære dem ud i mindre stykker. Dejligt var det, at hun kunne abstrahere en smule for problemer ved at lave mad, som det ellers måtte være en byrde for hendes sind. Især det faktum at hun var gravid, som det endnu måtte bringe hendes sind uro, da det ikke havde været en planlagt graviditet, samt de måske kunne ende med at få vampyrernes leder efter sig, og det var det sidste de havde brug for lige nu! Hun måtte også spekulere, om det at bringe Alexander ind i det ville skabe problemer på Vladimir-fronten, og det var en ting hun ønskede mindre at gøre! Det kunne godt være, at hun ikke havde set sin ven i måneder, men det gjorde ikke, at hun ikke stadig holdt af ham og ønskede hans sikkerhed intakt. ”Nye tricks siger du? Dem glæder jeg mig til at se en dag.. Jeg har trods alt altid nydt en god overraskelse,” kommenterede hun med et smil på læben. Det kunne godt være, at de endnu ikke kunne opføre sig romantisk overfor hinanden, men det kunne måske snart komme? Hun håbede i hvert fald, men om det kunne komme uden at drøfte problemerne, vidste hun ikke. At han så med turbostil gav sig til at lave resten af grøntsagerne, fik hende til at smile, hvor hun ikke stoppede ham i sin gøren. Blidt besvarede hun kysset, som han flygtigt skænkede hende, inden hun sendte ham et varmt smil. Kækt gled blikket op i hendes øjne. ”..Eller også kan du stå og lave mad, mens jeg holder om dig og kysser dig,” kommenterede hun kækt, inden hun valgte at smutte om bag ham, som hun blidt lagde armene om hans krop og skænkede hans ryg et let kys.

[Deleted]

Mange ting var på færre for dem, hvor Derick godt vidste at de begge to havde det svært, og selvom han var synderen og man skulle tro at hun havde det hårdest, så var det trods alt ham der skulle leve med skammen og skylden over det han havde gjort, hvilket han angrede mere end noget andet. Han hadede sig selv, for det han havde gjort mod hende, hvor han ville ønske at han kunne bruge noget kosmisk magi der kunne skrue tiden tilbage, men det kunne han ikke. Det var hans skyld og nu måtte han leve med konsekvenserne af det. Han vidste også godt at det fyldte meget i hende, hvilket han ikke kunne bebrejde hende, men han ønskede skam at de kunne snakke om det, og nu hvor det alligevel gik lidt bedre mellem dem, så frygtede han ikke så meget at det ville gå fuldstændig galt igen. Han nikkede svagt med hovedet til hendes ord. ”Jeg havde heller ikke selv regnet med at vi skulle støde på denne modgang Denjarna, og det knuser mit hjerte at jeg gjorde dig ondt, for det var virkelig det sidste jeg ønskede, og jeg bebrejder dig ikke for din tvivl, men en ting ved jeg; du er mit livs kærlighed og jeg vil gøre alt for at rette op på mine fejl, om det så betyder at jeg skal gå igennem en masse smerte,” svarede han i intet andet end en hvisken, da han vidste at det var et ømt punkt at snakke om, som de begge to flere gange havde afvist, fordi konfrontationen altid var for smertefuld. Han ønskede dog at de kunne snakke om det, da det trods alt var deres fremtid som stod på spil og det sidste han ønskede var at miste hende, og så havde hun også brug for ham igennem graviditeten, som han vidste også måtte tære på hende. At hun så også trak sin hånd til sig, indikerede det kun for ham, hvor han selv lod sin hånd søge omkring hende i stedet. ”Hvornår har jeg da taget fejl?” spurgte han morende, skønt det var tydeligt at spørgsmålet ikke skulle besvares, da han godt vidste at han ikke altid havde ret, men han var nu sikker på at de nok skulle klare sig, for det gjorde de altid. Han kunne naturligvis ikke sige hvordan det ville gøre angående graviditeten, men han ville gøre sit for at tale deres sag, da det betød alverdens for ham, som det nok også vil lette byrden bare en anelse, for så var det problem trods alt ude af verdenen. Han trak muntert på smilebåndet til hendes ord, som hun sagde at hun elskede overraskelser, hvilket han skam godt vidste. ”Ja det ved jeg, så bare rolig, jeg skal nok overraske dig før eller siden,” svarede han med et muntert smil, som han blinkede let til hende. Som hun besvarede kysset, måtte smilet kun brede sig, skønt han godt så det kække glimt i hendes øjne, hvilket måtte få ham til at se en anelse skeptisk på hende. At hun så trådte bag ham og med de ord, fik det til at gyse let i ham. Kysset fik ham til at smile ganske let, som han så sig over skulderen og hen mod hende, så godt han nu kunne. Hænderne søgte roligt til hendes, som han klemte ganske blidt. ”Jeg tror du distrahere mig for meget til at jeg kan lave maden færdig, skat.. og det tror jeg også godt at du ved,” svarede han med en drilsk anklagende tone, som han lo ganske kort. Han bed sig let i den bløde underlæbe, som det var rart at mærke hende på den måde. ”Er det nu dig, der prøver på at forføre mig?” spurgte han drillende.