Big news!

[Deleted]

At det hele langsomt måtte falde til ro igen mellem Denjarna og Derick, var kun en god ting, men hun mærkede skam endnu frustrationen og frygten summe i sig, som den skam ikke forsvandt, selvom de talte mere fornuftigt til hinanden. Hendes hjertebanken var dog langsomt faldet igen, hvor hun også mere normalt måtte trække vejret. Det blev derfor også lettere at fokusere mere ordentligt på tingene, hvor det også måtte være en lettelse for hende at vide, at hun ikke længere var den eneste, der gik rundt med byrden. Nu vidste også han, at hun var gravid, og på den måde gik hun ikke længere alene rundt med problemet, så nu havde hun en, hun kunne støtte sig op af, skønt de sikkert ikke gik rundt med de samme tanker. Blidt mærkede hun hans strøg over sin ryg, hvor de måtte være behagelige og forekomme en smule beroligende på hende. Hun vidste stadig ikke, hvad hun skulle stille op, men det var rart at vide, at hun ikke var alene. ”Det er det,” sagde hun kortfattet. Hun ønskede oprigtigt, at han blev hos hende om natten, selvom hun måske sov og derfor ikke var vågen til at holde ham med selskab. Det betød dog noget for hende, at han var i stand til at tilbringe en nat med hende, hvor det også bare var noget man gjorde, når man var i et forhold. Det måtte også bringe hende ro og tryghed, at han holdt om hende, da hun gerne ville ligge med den mand, hun elskede, som hun da var noget så langt med at komme sig over biddet. Hun ville desuden heller ikke have inviteret ham med i seng, hvis ikke hun havde været interesseret i en hel nat med ham, da det jo ellers var fuldkomment ligegyldigt, om de sov sammen eller ej. Derfor glædede det hende, at han nu lovede at holde om hende mindst én hel nat. Blikket lod hun langsomt hæves mod hans, som han lagde hånden mod hendes kind og løftede det. Dæmpet endte hun selv med at sukke over hans ord, da hun var helt enig. ”Det frustrerer også mig.. Jeg har aldrig ønsket noget andet for os, end lykke,” medgav hun stille, som hun lod deres pander mødes, så hun kunne tage hans violette øjne i syn. Smukke var de så sandelig, hvor hun elskede at se ind i dem, skønt hendes eget blik endnu måtte forekomme trist. ”Og som jeg er din,” svarede hun ærligt, som hun altid ville tilhøre ham. Flygtigt besvarede hun hans kys, hvor det helt måtte være underligt at sidde med ham sådan her, når hun ellers havde kastet ting efter ham, men hun nærede ingen tvivl om, at hun klart foretrak denne væremåde. Roligt lagde hun hovedet ind mod hans hals og skulder, som han slog armene om hende, hvor de derfor blev trykket tættere på hinanden. ”Jeg håber inderligt, at du har ret, men jeg må samtidig indrømme, at jeg ikke deler din optimisme. Det er svært for mig at se lyset for enden af tunnelen, og især med et uønsket barn på vej,” sagde hun dæmpet. Det kunne måske forekomme mørkt at sige, hvor mange sikkert ville mene, at hun burde være lykkelig, men hun havde svært ved at reagere anderledes på det end dette, da denne drejning bestemt ikke havde været ventet.

[Deleted]

At de begge begyndte at falde til ro, var noget som klart måtte hjælpe på sagen, for det andet gik bestemt ikke. Måske hun var frustreret og oprevet, men Derick fandt sig alligevel ikke i alt fra hendes side af, såsom det at hun kastede ting efter ham, for der havde skam været andre måder at få hans opmærksomhed på, ligesom han også ville have givet hende den, hvis hun havde talt ordentligt til ham fra starten af i stedet for bare at begynde at skælde ham ud som en snotdum unge. Han forstod dog bedre hvorfor hun reagerede som hun gjorde, eftersom han altid havde vidst at hun var imod at blive gravid, da hun altid havde haft nok i dem, og det måtte naturligvis glæde ham, selvom han alligevel altid havde ønsket sig en lille unge som kunne rende rundt mellem dem og føre deres historie videre, ligesom han godt kunne lide tanken om at se deres eget kød og blod vokse op. At hun så også var frustreret over at han ikke blev hos hende en hel nat og holdt om hende, forstod han såmænd godt, selvom hun også måtte forstå at hele situationen måtte frustrere ham. Han sov ikke om natten som hun gjorde og han lå kun og spekulerede, tænkte på hvor meget der var hans skyld, hvordan alt var hans skyld og det gjorde ham egentlig kun deprimeret og derfor søgte han ud i smeden, hvor han følte at han var til nytte, så han vidste godt at det var hans egen skyld, da han talte sig selv ned i et sort hul, men det var så heller ikke en ting han kunne gøre for. Han fortsatte de blide strøg over hendes ryg, hvor han kunne mærke at det hjalp på hende, hvilket også kun måtte glæde ham. ”Så skal jeg nok blive hos dig,” lovede han roligt i en hviskende tone mod hendes øre. Hvis det absolut betød så meget for hende, måtte han bare holde ud hele natten, så hun kunne vågne op i hans arme, hvilket han sådan set heller ikke ville have noget imod, især ikke hvis han blev mødt af et smilende ansigt. Han nikkede roligt medgivende til hendes ord. ”Det ved jeg godt Jarna.. det ved jeg godt,” hviskede han roligt, som han ikke tog blikket fra hendes smukke sølvgrå øjne, der på trods af at de var trist, altid kunne bringe ham ro. At hun så også måtte gengælde at hun altid ville være hans og tilmed besvarede det flygtige kys, måtte få ham til at trække varmt på smilebåndet. Han kunne klart bedre lide at det foregik sådan mellem dem! Det hjalp vidst også bedre på hendes eget humør. Han lagde roligt sit hoved ind mod hendes, da hun lagde sit ind mod hans hals og skulder, da han slog armene omkring hende, hvor han måtte erkende at han havde savnet at sidde sådan med hende. Han stoppede dog ikke sine strøg, som nu blot fortsatte over hendes ene arm. Måske hendes ord var hårde, men han vidste godt at det var uønsket hos hende, skønt de blot kunne have et problem ved hele graviditeten. ”Det ved jeg godt Jarna, men ærligtalt så ved jeg ikke engang om vi kan beholde barnet, eftersom hele graviditeten er imod vampyrernes codex og ifølge reglerne må en vampyr ikke få barn med et levende væsen,” svarede han dæmpet. Det var nok også derfor at han ikke var så tryg ved tanken, for han måtte erkende at han ville gøre alt for at kæmpe for sit barn, men han ønskede til gengæld ikke at miste Denjarna, derfor måtte hele nyheden faktisk frustrere ham.

[Deleted]

Lettere var det i sandhed at fokusere, når de ikke længere bed af hinanden. Denjarna vidste også godt, at man aldrig nåede langt, hvis bare man råbte af hinanden, og skældte hinanden ud, da det i den sidste ende kun kunne forværre tingene. I et pænt stykke tid havde det nu også forekommet grimt, som de begge havde vrisset af hinanden, hvor han som sædvanligt havde truet med at forlade hende, og hun havde kastet ting efter ham. Det var bestemt ikke en måde hun plejede at reagere på, men det var bestemt heller ikke hver dag, at hun fandt ud af, at hun var gravid, som dette måtte være den første gang. Det var også særligt svært at rumme, fordi det i forvejen var så kringlet mellem hende og Derick, men forhåbentligt kunne de klare det. Det plejede at klare skærene på mirakuløs vis, og det var lige meget hvilket problem de havde. At han så gerne ville glæde hende, ved at give efter for hende ønske, klagede hun på ingen måde over. Hun vidste godt, at han ikke sov om natten, men af den grund ville hun stadig gerne have, at han blev hos hende. Det måtte nemlig gøre noget ved hende, når hendes krop kunne mærke, at den blev holdt om af ham. Derfor måtte hun se frem til den kommende nat, da hun gik ud fra, at det var i dag, at han ville blive hos hende. Det ville også være et godt tidspunkt, da hun havde meget at tænke over med hensyn til graviditeten og deres forhold, hvis hun var alene. Derfor kunne hun helt håbe, at han var i stand til at bringe en smule ro over hende, og få hendes tanker andetsteds, skønt det sikkert ville blive meget svært. Hun så dog frem til at vågne op i hans arme igen efter tre uger, skønt forrige opvågning måske ikke havde været så god, som den kunne have været. Hun så godt, hvordan det måtte glæde ham, at hun besvarede kysset, og i sidste ende fik det også hende til at trække svagt på smilet, inden hun blidt lagde sit hoved ind til hans krop. Hun havde nu savnet at mærke hans favn, som den alligevel måtte bringe hende en form for tryghed i al tumulten, hvor strøgene over ryggen også var en bonus. At han så måtte nævne, at de havde større problemer, end at hun var bange for at blive gravid, fik det helt til at krympe i hende. ”Jeg har godt hørt om det codex der er blevet stablet på benene.. Jeg må indrømme, at det var meget lettere, dengang du var leder af vampyrracen, hvor der nu er kommet diverse restriktioner,” sagde hun stille. Hun bed sig selv i læben ved tanken om, at dette ikke var lovligt ifølge den nye leder, men hvad kunne de gøre ved det? Det var sket, når de ellers ikke havde troet, at hun var i stand til at blive gravid, som hun ærlig talt havde troet, at det var dem umuligt at få et barn, for hvis det havde været muligt, så burde hun vel have hundreder nu, sådan som de altid havde hygget sig med hinanden. Hendes stemme gled over i en hvisken. ”Hvad gør vi, Derick? Og hvad vil de gøre ved os? Og hvordan vil de finde ud af det?” Hun vidste ikke, hvordan det ville komme til at fungere, men hun kunne roligt sige, at det ikke hjalp på hendes allerede eksisterende frustration, da dette her da kun forværrede hele situationen!

[Deleted]

Derick forstod godt at Denjarna var frustreret og fortvivlet, da han vidste at hun aldrig havde ønsket sig et barn. Han havde nu heller aldrig troet at det ville ske, eftersom det aldrig var sket før, så ærligtalt havde han aldrig troet at det havde været en mulighed for dem, noget som også havde frustreret ham i sin tid, men efter hans lille uheld med Elanya, så havde han ikke rigtig tænkt mere over børn, da hans lille drøm om det klart var blevet ødelagt, derfor havde han selv haft nok i Denjarna, selvom han inden havde rendt rundt og var blevet formørket, så det var ikke just fordi han havde tænk på kærlighed overhovedet, indtil han jo så havde mødt Denjarna ved ruinerne, hvor hun havde formået at fjerne facaden. Det havde også hjulpet efter at han havde fået mærket sat på sit bryst, selvom hun ikke engang havde set det endnu, eftersom de knap nok havde sovet sammen, og når de endelig havde, så havde han gået tidligt ud for at arbejde i smeden. Og det var jo ikke just fordi de gik i bad sammen længere eller lå i med hinanden, så muligheden havde egentlig ikke været der. At hun faldt til ro ganske langsomt, var noget som fik ham til at smile, hvor han blot lod hende sidde tæt på ham, imens han strøg hende over armen, så han kunne hjælpe med at berolige hende, da det tydeligvis havde en langt bedre effekt. Han elskede hende og han havde skam ikke nogen intentioner om at gå nogen steder, da han blev lige her hos hende og hjalp hende igennem deres lille krise. Og en krise kunne man snildt kalde det, eftersom graviditeten ikke engang længere var tilladt grundet de nye vampyriske regler. Det gjorde ikke just situationen bedre, da de nu ikke engang var sikre på at de kunne beholde barnet og han frygtede for konsekvenserne. Han smilede mildt til hende ved hendes ord. ”Jeg ved det godt, men det er nu engang sådan reglerne er,” svarede han roligt, der var ikke det store at gøre ved det. Det var regler som var godkendt af kongehuset, så der var ikke andet for end at følge reglerne, medmindre der fandtes end måde at komme ud af det på. At hun så kom med de mange spørgsmål, fik ham til at trække en anelse på smilebåndet, som han vendte blikket mod hende. Smilet falmede dog hurtigt igen, da tankerne faldt på hvad der egentlig ville ske. ”Tja.. hvordan de vil finde ud af det, ved jeg ikke, men jeg tror ikke at vi skal forsøge at skjule barnet, for så bliver konsekvenserne for store. Desuden så er der intet andet valg end at vi går fra hinanden, hvis barnet skal leve, og hvis vi skal blive sammen.. så skal barnet dø. Men.. måske jeg kan gå op og tale med lederen, måske jeg på en eller anden måde kan få os igennem nøglehullet,” svarede han roligt, som han endte med at stirre frem for sig. Konsekvenserne havde han ikke lyst til at vælge mellem, derfor var han vel nød til at gå til selve kilden som havde skrevet reglerne og så se om de ikke kunne finde en eller anden løsning, så det ikke behøvede at ende i sorg eller blod.

[Deleted]

Betryggende var det at hvile i hans favn, hvor det også var en savnet følelse, at Denjarna rent faktisk var ønsket hos ham. Igennem de seneste tre uger, havde det ikke just været tydeligt at mærke, at de holdt af hinanden, og derfor var dette ufatteligt rart, som hun knapt nok kunne huske, hvornår de bare havde siddet sådan her. Hun trak vejret dæmpet, som hun blot hvilede sit hoved mod hans bryst, mens hun nød hans blide strøg. Tæppet holdt hun endnu oppe omkring sin krop, så den blev dækket og holdt varm. Hendes krop var endnu kold, men tør, mens hendes lange ravnsorte lokker endnu hang fugtigt ned ad hendes skuldre og ryg. Svært fandt hun det hele, hvor hun endnu ikke vidste, hvad hun skulle stille op med de ophobende problemer, men for nu nød hun at hvile i hans arme. ”Det er de jo,” sukkede hun dæmpet. Aldrig havde hun brudt sig om ideen om at få børn, som hun slet ikke kunne se sig selv med en lille unge på armen. Hun måtte dog også indrømme, at hun ikke brød sig om ideen om, at en anden skulle bestemme, om hun måtte beholde barnet eller ej, for det var jo hendes. Det gjorde hende derfor kun endnu mere forvirret, som der var alle disse problemer der skulle tages af. Først deres forhold, som der endnu var knas med tilliden, om hun ville det eller ej. Så var der barnet, som hun aldrig havde ønsket sig, men som nu var der. Og sidst men ikke mindst, så var der det nye vampyriske codex, der prøvede at frarøve hendes frie vilje. Hun forstod ikke, hvorfor hun aldrig kunne have et ganske normalt stille og roligt liv, men det var tydeligt, at det var umuligt. Tungt trak hun vejret, inden hun lod sine øjne glide i for et par sekunder, så hun kunne forsøge at samle tankerne. Det var hårdt at tackle problemerne på denne rolige måde, som det var langt lettere at råbe tingene ud, men hun vidste jo godt, at den metode ikke var helt fair over for Derick, så hun prøvede at holde sig selv i snor, selvom det var svært. ”Der kommer sjældent noget godt ud af at skjule tingene i den sidste ende, men hvordan har du tænkt dig at gøre? Reklamere med at jeg er gravid, eller gå direkte til lederen, inden han finder ud af det på egen vis?” spurgte hun stille, som hun igen åbnede øjnene. Hun så dog ikke på ham, som hun enten betragtede sig af hans hals, eller også selve pejsestuen. ”Men… selvom nyheden om, at jeg er gravid fortærer mig, så finder jeg det langt værre, at der er en helt tredjeperson, der prøver at bestemme over min krop. Men se om du kan snakke med ham. Så finder jeg i mellemtiden ud af, hvordan jeg har det med alt det her.” Der var skam stadig visse ting der skulle tænkes igennem for hendes vedkommende, da det alligevel måtte være anderledes at vide, at man var med barn, end at man bare tænkte, at det aldrig skulle blive ens skæbne. Hun bed sig selv frustreret i den bløde underlæbe, mens hun funderede over, hvordan deres skæbne blev. Lige meget hvad, så havde hun ikke i sinde at forlade Derick, men hvad der ville ske med barnet, det måtte de jo vente og se.

[Deleted]

At Denjarna havde det hårdt, vidste Derick skam godt, og ikke kun fordi at hun var gravid, men også fordi at de nu skulle til at køre under andre regler, hvilket ikke var fair overfor hverken Denjarna eller barnet. Han havde dog selv været leder før og derfor måtte han også respektere at der var regler for deres race, og han respekterede skam Alexander for at være leder, om han så var enig i mandens metoder eller ej og visse regler var han nok imod, såsom det at få børn, men han forstod dog godt tanken bag det, da han vidste at Alexander gerne ville føre racen frem og vise at de var et stolt og ædelt væsen, men det var ikke just fordi det kom dem til gavn i øjeblikket. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han roligt begyndte at samle hendes hår over den ene skulder, så det ikke hvilede ned over hendes ryg, da hun ikke skulle være mere kold end hvad hun var i forvejen. Han kyssede hendes blidt mod håret, inden han lagde sit ind mod hendes, imens han smilede kærligt. ”Jeg ved godt at det ikke gør situationen bedre, men reglerne er jeg nød til at respektere som gammel leder af racen,” svarede han roligt, som han trykkede hende blidt ind til sig, og fortsatte de blide strøg, som tydeligvis havde en beroligende effekt på hende. Han ønskede ikke at de skulle skændes, da han klart foretrak at det foregik på denne måde, hvor de kunne tale ordentligt sammen. ”Jeg har tænkt mig at gå direkte til lederen, jeg må forsøge at tale med Alexander omkring tingene, hvilket nok er den bedste måde at gøre det på, frem for at forsøge at skjule det, for før eller siden vil han finde ud af det og så kan konsekvenserne blive langt værre og det ønsker jeg ikke,” svarede han sandfærdigt. Han var desuden en anstændig og ærlig mand, så han kunne ikke drømme om at holde sådan noget skjult, når det rent faktisk var en forbrydelse mod reglerne, og som tidligere leder var han jo nød til at følge de regler, da han var en del af racen og det var noget som han jo så måtte leve med. Han håbede dog at han kunne tale noget fornuftigt ud af det med Alexander, skønt han tvivlede på at det ville blive nemt. Han kyssede hende blidt mod kinden. ”Jeg ved det godt Denjarna. Jeg bryder mig heller ikke om at en anden skal vælge vores eller vores barns skæbne, men jeg kan ikke ignorere det, når jeg selv engang har været leder og stadig er vampyr. Jeg skal nok forsøge at tale med ham og så må vi se hvad det ender med,” svarede han roligt, som han sukkede ganske let. Han brød sig bestemt heller ikke om det, men hvad andet valg havde de end at følge med strømmen og så se hvad der skete? De kunne ikke finde ud af noget før han havde talt med Alexander. Han vendte roligt blikket mod hende igen. ”Skal jeg ikke lave noget mad til os? Du må være sulten efterhånden?” foreslog han roligt, som han så afventende på hende. Hun havde jo været ude næsten hele eftermiddagen og mørkt var det blevet, så det var ved at være aftensmadstid, om hun så var sulten og havde appetit, var en anden sag, men noget burde hun få.

[Deleted]

Roligt forholdte Denjarna sig, som hun hvilede i hans favn. Hun mærkede godt, hvordan han fjernede håret fra hendes ryg, hvor det i sig selv måtte være behageligt, som hun trods alt ikke havde nået at tørre håret, da hun bare var vadet ud i smedebygningen til Derick, så hun kunne råbe af ham, inden hun havde gjort noget andet. Varmen var hun ellers ved at genvinde, som hun var kommet af med den drivvåde kjole, og nu lå med det varme tæppe omkring sig. Den optændte pejs måtte også gøre sit for hende, som den opvarmede hende, og derfor også hendes krop. Nødvendigt var det nu også, når hun var sammen med en mand der var vampyr, og derfor ikke var i stand til at skænke hende den mindste form for kropsvarme. Svagt trak hun på smilet, som hun mærkede hans læbers blive berøring, inden hun igen mærkede hans hoveds vægt mod sin. ”Jeg ved det godt, Derick. Der er heller ingen grund til at lave en større ravage, da det kun vil forværre vores situation,” sagde hun stille, da hun skam ikke var naiv og tænkte, at de måtte være den største faktor her i verdenen. Det kunne godt være, at hun fandt det dybt urimeligt, at der var en fremmed person der forsøgte at bestemme over hende, men alligevel måtte hun tænke, hvilke store følger der kunne komme, hvis man slet ikke lyttede til de højere magter. Opmærksomt lyttede hun til hans ord, som han forklarede hende, hvordan han havde tænkt sig at gribe problemet an, når det kom til denne nye leder. ”Jeg tror, at det er den eneste rigtige måde, man kan gribe sagen an på. Så bliver det bare spændende at se, om han er til at tale med, eller om han bare har i sinde at lukke helt af. Jeg har ikke selv mødt ham, men jeg har både hørt positive og negative ting omkring manden,” sagde hun. Hun måtte helt tænke på Vladimir, når de kom ind på Alexander, for han havde af allerhøjeste grad advaret hende mod denne mand, hvor han vel også havde sagt, at hun helt skulle holde sig fra ham. Det blev lidt svært nu, men det var dog ikke hende der skulle troppe op foran Alexander, men Derick, så på den led gik det vel? Som han blidt kyssede hendes kind, løftede hun forsigtigt sit hoved, som hun rettede sig op i en mere selvstændig og siddende position igen. ”Det lyder godt,” sagde hun stille, for hvad skulle hun ellers sige? Diskussionen var ligesom ude, da det ikke ville ændre noget, om de talte frem eller tilbage, da det alligevel ikke var dem der havde det sidste ord. Hun brød sig bestemt ikke om, at det skulle foregå på denne her måde, da hun gerne selv ville kunne bestemme, om de skulle have et barn eller ej, men desværre var der en der følte sig hævet over dem på den front. At han så pludselig spurgte hende om, om hun var sulten, måtte hun helt blinke overrasket med øjnene, da det alligevel var lidt af et emneskift. Hun havde heller ikke nået at tænke over maden, siden hun havde været ved healeren, men hun kunne da ikke benægte, at noget mad sikkert ville gavne, nu når hun tænkte over det. ”Jo tak, det lyder godt.. Hvis du går ud og starter, så kan jeg klæde mig på.”

[Deleted]

Når det hele foregik stille og roligt mellem dem, måtte Derick klart nyde stunden, som det var rart at få lov til at udvise hende lidt omsorg og kærlighed, som hun vidst også havde rimelig meget brug for, efter den nyhed som hun havde fået. Det ændrede dog ikke på at de havde et større problem, som det rent faktisk ikke var op til dem. Ganske vidst kunne der ske et mirakel, hvis de skulle have lov til at beholde barnet, ellers måtte han jo gå direkte op til lederen og selv konfrontere ham med hvad der skulle gøres. Han vidste ikke hvordan Alexander var, da han kun havde hørt rygter og han selv havde både hørt positive og negative om ham, så det var vel lidt noget man selv måtte bedømme, hvis man engang stod overfor manden? Han havde ikke haft så meget tid til at sætte sig ind i racen igen, da han havde haft sin mission som han skulle have gennemført, dog havde han skam hørt om reglerne, hvor han derfor også respekterede dem, for det var sådan set retfærdige love der var tale om, dog kunne det jo så blive et problem for dem nu og det håbede han ikke at det ville blive. ”Nemlig,” svarede han roligt, som han sendte hende et opmuntrende smil. Der kom intet godt ud af at lege med de større autoriteter og særligt ikke at bryde reglerne, for så kunne konsekvenserne blive langt større og han var da slet ikke ude på at sætte Denjarna i fare! Desuden kunne der vel heller ikke ske noget ved at han gik op og tog en samtale med lederen? Forhåbentlig var manden retfærdig og ville lytte til ham og hans problemer, eller også kunne han være fuldstændig ligeglad og bare sende ham bort igen, men det ville dog ikke vinde hans respekt, og så ville han i hvert fald ikke følge den leder fremover. Men tiden måtte vise hvad det blev til. At det så lød til at de havde det på samme måde med denne Alexander, fik ham til at smile skævt. ”Jeg har selv hørt både godt og skidt om ham, men jeg har heller ikke selv mødt ham, så jeg kan ikke sige hvordan han bliver, men jeg håber da at han er retfærdig, det vil da i hvert fald være noget jeg sætter pris på, for en retfærdig mand er altid til at tale med,” svarede han roligt. Tiden måtte blot vise hvad der ville ske, han havde dog en knude i maven når han tænkte på det, for en gangs skyld kunne han slet ikke sige om det ville ende godt eller ej, hvilket ikke just var en særlig god følelse at sidde igen med. Han nikkede roligt til hendes ord, som hun gerne ville have noget mad, hvor han roligt kyssede hendes læber flygtigt. ”Udmærket,” endte han roligt, inden han rejste sig op og gik ud mod køkkenet, så hun kunne få lov til at klæde om. Nu hvor hun var faldet lidt mere til ro, var hun også lidt mere medgørlig, hvilket også gjorde det lettere for ham. Han gik roligt ud i madkammeret, hvor han fandt noget forskelligt frem, inden han begyndte på maden, hvor han startede komfuret op.

[Deleted]

Nervøs var Denjarna for alle de faktorer der måtte spille ind, for det var på ingen måde hendes drømmescenarie. Ikke nok med, at der var knas i deres forhold, så havde hun lige fundet ud af, at hun var gravid, hvilket bestemt ikke var noget hun ønskede at være. Det sidste problem var dog vampyrracen, da der var kommet nye love, siden de sidst havde været ude i civilisationen, og de bød ind med, at vampyrer ikke måtte få børn med andre racer end deres egne. Man burde næsten tro, at hun ville have det fint med det, eftersom hun alligevel ikke var meget for ideen om børn, men hun havde det bestemt ikke fint med det! Tanken om børn skræmte hende direkte, men det var hendes kommende barn, så hun burde stå alene med beslutningen om den skulle leve. Ikke en mand der ikke engang var faren til det. Desuden, så nu hvor det var der, så var det et helt nyt liv der måtte tage form i hendes mave, og kunne hun virkelig slå det ihjel når det kom til stykket? Dybt forvirret var hun, hvor hun heller aldrig havde drømt om, at de skulle stå med alle disse problemer, men det gjorde de nu engang. Tungt sukkede hun, som tankerne helt måtte plage hende. ”Man kan jo kun håbe på, at han er til at tale med, men man kan jo aldrig vide, hvor fast besluttet han er på at holde ved sine regler. Jeg mener bare ikke, at en helt fremmed kan have den endelige beslutning, når han end ikke kender os eller er en del af vores familie.. Det er for surrealistisk, at det hele skal afhænge af ham,” sagde hun stille, som hun ikke begreb, at det skulle være sådan. Svært var det, som de nu ikke vidste, hvad de skulle regne med, for ville en fremmed gøre en ende på det der var på vej eller ikke? Nervepirrende var det direkte, da det helt gjorde, at hun slet ikke kunne tænke eller planlægge noget som helst. Hvis det skulle dø, måtte de inden da slet ikke nå at blive glade ved tanken, for ellers ville de jo kun blive ulykkelige. Hvis det måtte leve, så måtte de selv bestemme, hvad de ville.. beholde det eller ej. Som han kyssede hende på munden, smilede hun svagt til ham. Roligt blev hun siddende i lidt tid, som hun så, hvordan han rejste sig, så han kunne gå ud i køkkenet. Selv holdt hun tæppet godt omkring sin krop, så den var skjult og blev holdt varm, som også hun kom op på benene igen. Roligt bevægede hun sig ud mod deres soveværelse, hvor hun gik over til klædeskabet, der måtte være det eneste møbel i dette rum. Hun havde fået bragt sine kjoler herhen, så nu havde hun igen en del at vælge imellem. Fingrene lod hun let stryge over deres stof, inden hun tog om bøjlen til en blodrød kjole. Hurtigt trak hun i den, så hun kunne lade tæppet falde, hvor hun derfor igen var påklædt. Rart var det nu, men dumt havde det jo også været at gå i bad med tøj på. Påklædt tog hun turen ud til køkkenet, hvor hun kunne se, at Derick allerede var gået i gang. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun venligt.

[Deleted]

De ting som måtte frustrere Denjarna, frustrerede skam også Derick. Han vidste ikke hvad han skulle mene om tanken ved at hun var gravid, særligt fordi han vidste at chancen for at de kunne beholde barnet, ikke var særlig stor. Han kendte ikke til denne Alexander, han vidste ikke hvordan han var, måske manden kunne se fornuft i det, måske manden var fuldstændig ligeglad og bare ville feje ham af banen og sende ham bort, så snart han kom og fortalte det; han vidste det virkelig ikke. Tanken måtte ligeledes frustrere ham og han kunne ikke glæde sig over graviditeten så længe han ikke vidste om de kunne beholde barnet eller ej. Derfor så havde han skam også tænkt sig at søge op til Alexander, så snart han kunne, for han ville ikke kunne holde ud at være hjemme, hvis han ikke vidste hvad han kunne forvente af graviditeten og han havde på fornemmelsen at Denjarna havde det på samme måde. Ingen af dem vidste hvad der ville ske, eller hvad fremtiden bragte og det var noget som gjorde det hele nervepirrende, for han kunne ikke fortælle hende at det hele nok skulle gå, for det vidste han jo ikke engang om det gjorde. Om hun gerne ville have barnet dræbt uanset hvad, anede han ikke, men han brød sig heller ikke om at det var en tredjeperson der skulle bestemme om de skulle have barnet eller ej. Der ville han mene at det uanset var op til dem, og et sted kunne de bare bryde reglerne, men det var nok ikke smart og som tidligere leder, så ville det være respektløs overfor hans race og det kunne han ikke. ”Vi finder ud af det. Jeg snakker med ham og så må vi se hvor vi ender okay?” Han endte hende et mildt smil, som han strøg hende blidt over ryggen. Han vidste godt at der nok ikke var det mindste opmuntrende i hans ord, men han var jo lidt magtesløs på dette punkt og det frustrerede ham. Som han valgte at søge ud i køkkenet og gå i gang med maden, kunne han godt høre hvordan hun selv blev siddende, for kort efter at gå ind på deres soveværelse, der endnu ikke var færdigt. Som hun kom ud i køkkenet, var han allerede godt i gang med maden. Roligt vendte han sig om mod hende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile over synet af hende. Han gik roligt hen til hende, hvor han kyssede hendes læber ganske lidenskabeligt. ”Du ser godt ud, skat,” hviskede han kærligt, som han kyssede hendes pande, inden han trak sig igen. ”Men du behøver ikke hjælpe hvis du ikke vil, ellers så kan vi godt lave mad sammen igen,” svarede han roligt, som det lidt var op til hende, hvad hun havde lyst til. Han vidste godt at hun også var frustreret over at hun ikke kunne huske så meget fra det at stå i et køkken og han vidste at det var hendes tid i tortur, der måtte pille ved hendes hukommelse, men han havde hjulpet hende lidt i gang igennem de sidste tre uger, så helt hjælpeløs var hun ikke.

[Deleted]

”Okay..,” medgav Denjarna stille, som han fortalte, at de måtte se tiden an, indtil han havde været oppe ved lederen og vidste mere om det hele. Det var direkte forfærdeligt at vide, at de ikke allerede kendte til svaret, men selvfølgelig skulle det være så forbandet svært. Det var trods alt dem. Hun håbede dog, at denne Alexander ville benåde dem, og lade valget være op til dem, men med deres held, så var det vel næppe sandsynligheden. Positiv var deres situation bestemt ikke, som det for hende bare virkede som et stort rod, for .. jaa. Der var ikke styr på noget for deres vedkommende. De boede i et umøbleret hjem, de havde ikke tillid til hinanden, hun var gravid, og en fremmed skulle bestemme, om de måtte beholde barnet eller ej. Man kunne bestemt ikke sige, at de levede et kedeligt liv, da der derimod altid skete et eller andet i deres forhold. Hun lod dog snakken ligge for nu, da det alligevel ikke gavne dem, at de snakkede om tingene, da de alligevel ikke vidste, og de kunne håbe på noget eller ej. Derfor sagde hun ja til, at han kunne starte på maden, for så havde de da noget andet at fokusere på i den tid. Selv gik hun ind på deres soveværelse, der end ikke var deres soveværelse endnu, eftersom de ikke havde sovet derinde endnu. Der fandt hun den røde kjole frem, så hun igen kunne forekomme præsentabel, da hun igennem den sidste tid vidst havde forekommet som en psykopat. Som hun kom ud i køkkenet, kunne hun godt se, hvordan synet nærmest helt måtte glæde Derick, og det hjalp vel også på hendes eget svingende humør. Det lidenskabelige kys kom dog en anelse bag på hende grundet alle strabadserne, men hun besvarede det skam alligevel, som hun måtte savne at mærke hans læber. ”Tak,” sagde hun mildt, inden hun lod ham kysse hendes kind, så han derefter kunne trække sig tilbage. ”Jeg vil gerne hjælpe til, hvis det er muligt. Jeg skal desuden genvinde teknikken, og jo hurtigere desto bedre,” sagde hun stilfærdigt. Hun ønskede skam at hjælpe til, da hun for det første gerne ville gøre sig noget nytte, og for det andet ville hun gerne være i stand til at lave mad på egen hånd igen. I øjeblikket stod det sløjt til med hendes madlavningskunst, men igennem de sidste tre uger havde hun fået noget hjælp til madlavningen, så hun igen kunne huske, hvordan det skulle gøres. Det hang dog lidt endnu, som hun for eksempel brændte et helt måltid på en af gangene, som hun havde forsøgt at lave det helt alene. Hun hadede, at det var sådan her, men hukommelsen var desværre ikke lige god altid, og det måtte hun bare affinde sig med, skønt hun slet ikke kunne det. Hun følte sig dum, når hun fandt ud af, at hun havde glemt ting der engang havde været en selvfølge. Derick var dog sød ved hende, når det kom til det punkt, som han prøvede at være en støtte, og det var altid dejligt, da hun altid frygtede, om det kunne skræmme ham væk eller såre ham.

[Deleted]

Derick sendte blot Denjarna et smil, som de lod det ligge, eftersom de alligevel ikke kunne gøre noget som helst ved det, før han havde været oppe og tale med lederen. Et sted ville det ikke forundre ham at de skulle miste barnet eller også vælge at gå fra hinanden – der var valget ikke så svært – eftersom de altid var uheldige, så hvorfor skulle det være anderledes nu? En masse modgang skulle de altid igennem, hvor det næsten var frustrerende at de ikke bare kunne være heldige for en gangs skyld og så få lov til at opleve lidt lykke. Det var svært og ikke mindst hårdt at alting skulle gå ud over dem på denne måde, og man kunne trygt sige at graviditeten kom på et frygtelig dårligt tidspunkt, eftersom deres forhold havde taget et dyk, for han havde bidt hende, og nu var der knas med tilliden, så de var ikke just stabile til at skulle igennem en graviditet, men klare den blev de jo nød til, for han nægtede skam at miste hende og der var hun vel enig? Så længe de havde hinanden, så kunne intet gå galt, skønt hun ikke havde gjort det let for ham igennem de sidste tre uger, men det var der nu ikke så meget at gøre ved, da han selv var skyld i at det hele var ødelagt. At hun så kom ud til ham i køkkenet og besvarede kysset, fik ham til at trække på smilebåndet. Han løftede hånden og strøg hende kærligt over kinden. At hun gerne ville hjælpe til med madlavningen havde han intet imod, da han vidste at det betød meget for hende at hun kom i gang med madlavningen igen, da det altid havde været en af de ting som hun havde stået for og de gamle vaner betød tydeligvis meget for hende. Han havde godt set at hun den ene aften havde brændt maden på, men han tog sig ikke af det, da det kun glædede ham at se at hun selv forsøgte sig frem og der var jo ingen bedre vej frem end at forsøge. Han var skam ikke hård ved hende, da han vidste hvad hun havde været igennem, hvor han desuden altid ville støtte hende. Han gjorde et hovedkast mod komfuret og disken hvor han havde lagt alle ting, hvor han sendte hende et varmt smil. ”Så hjælp mig,” opfordrede han roligt, som han trak hende med sig hen. ”Vi skal have varmet lammekøllerne og gjort dem dejlig møre, du må gerne hjælpe med at skrælle de sidste grøntsager, og så skal vi have lavet sovsen,” svarede han roligt, hvor han fandt en til kniv frem, så de begge kunne skrælle de sidste grøntsager, der både bestod af gulerødder, kartofler, porer og løg. Han selv havde allerede været i gang, hvor han altid lavede mad, så der var nok til mindst to dage, så de netop sparede på den måde, der var også nogle gange hvor han slet ikke spiste særlig meget, så de kunne spare endnu mere, for økonomien var trods alt ikke særlig stor endnu. Han tog roligt omkring en kartoffel, som han gik i gang med at skrælle, hvor han måtte holde øje med hende ud af øjenkrogen. At skrælle grøntsagerne var nu ikke svært, hvilket hun også før havde hjulpet med, så der var han nu ikke bekymret. Desuden var hun jo ikke dårlig, så længe hun bare vidste hvad hun skulle.

[Deleted]

Som Denjarna vendte tilbage til køkkenet, mærkede hun hurtigt hans kærlighed, og hun måtte indrømme, at det havde været savnet. Det var dejligt, at de så småt var kommet i gang med alle kyssene og berøringerne igen, da hun var en kvinde der havde brug for nærkontakt. Det vidste han også, eftersom hun engang havde været ham utro, fordi han havde fået hende til at føle sig ensom. De seneste tre uger havde hun dog også følt sig ensom, men hun var ikke længere den kvinde, som hun havde været dengang, som hun nu vidste, at der var problemerne i et forhold, og at man skulle konfrontere dem og løse dem i fællesskab, frem for at søge til en helt tredje person. Kærligt sendte hun ham et smil, som han strøg hende over kinden. ”Så gerne,” sagde hun med et let smil, som hun fik tilladelse til at hjælpe ham med maden. Roligt fulgte hun med ham, som han trak hende over til disken og komfuret. Hun var skam interesseret i at hjælpe, for det havde ganske enkelt altid været en ting, som de havde gjort i fællesskab. For det andet, så skulle hun igen vinde taget om, hvordan man befandt sig i et køkken, for det havde hun desværre glemt med tiden. Heldigvis var Derick afskrækket ved den tanke, som han derimod lod hende komme til, og guidede hende igennem de forskellige ting. Roligt nikkede hun med hovedet til hans ord. ”Så starter jeg med at hjælpe til med grøntsagerne,” sagde hun roligt. Hun tog imod den kniv han fandt frem til hende, så hun selv kunne stå og skrælle og snitte nogen af tingene. Selv ventede hun på at se, hvad han tog frem, så hun kunne tage noget andet, og da han tog om en af kartoffel, valgte hun selv forsigtigt at gribe om et stort løg. Stille startede hun med at fjerne det unødvendige og uspiselige ydrelag af løget, som hun omhyggeligt gav sig til at pille det af. Selv så hun ikke, hvordan han måtte holde øje med hende, da hun selv var dedikeret til sit arbejde. ”Ønsker du, at jeg snitter det ud i små tern, eller lange skiver?” spurgte hun stille. Hun vidste trods alt ikke, om han havde noget bestemt i sinde, så derfor ville hun helst spørge ham for at være på den sikre side. Derfor holdt hun også igen med kniven, som hun endnu ikke gav sig til at skære i selve løget.

[Deleted]

Alle berøringer og kys, kunne Derick godt se havde en mere beroligende effekt på Denjarna, men hun havde vel også brug for ham og støtten igennem graviditeten? Desværre kunne de bare ikke rigtig gøre mere ved det, ikke før han havde talt med Alexander omkring det hele, hvilket var noget som et sted måtte frustrere ham, for han kunne ikke engang fortælle sin egen kæreste at det hele nok skulle gå, for det vidste han jo ikke engang og det var noget som rent faktisk nagede ham utrolig meget. Det var også derfor han havde besluttet sig for at søge op til Alexander så hurtigt som muligt, for ellers så gik han da selv til! Han vidste ærligtalt ikke hvordan det ville ende, men med deres held, så ville det jo nok gå dårligt, for sådan var det jo altid. At de så kunne tænke på lidt andet ved at lave mad sammen, var noget som passede ham fint, for det havde han da også klart selv brug for efterhånden! Han havde dog intet imod at hun hjalp til, da han vidste at det også betød meget for hende, og så kunne han godt lide at lave ting med hende, da det jo rent faktisk var disse små ting som han havde savnet ved deres forhold, og det var noget som han længtes efter, derfor så glædede det ham når de brugte tid sammen, om det så bare var for at gå en kort tur, hvor de holdt hinanden i hånden, eller blot lagde sig ud i haven, lavede mad, eller bare sad inde foran pejsen, for han havde simpelthen savnet alt. At hun så gik i gang med løget, sagde han intet til, som han blot lod hende pille og skrælle det. At hun så måtte spørge ind til hvordan det skulle gøres, fnes han kort. ”Jeg synes at du skal skære det som du vil, min skat, så striks er jeg trods alt ikke, når det kommer til mad,” svarede han morende. Han var ikke en af de freaks der planlagde hver detalje, for det eneste vigtige var jo at det smagte godt og så var han tilfreds. Han endte roligt med at stille sig bag hende, så de endte tættere på hinanden, hvor han fortsatte med at skrælle kartoflerne, skønt han dog ikke stoppede eller forhindrede hende i at fortsætte sit eget. Han bøjede let hovedet forover som han kyssede hendes skulder, inden han lod sit hoved hvile ind mod hendes. Han startede også ud med at nynne, imens han næsten langsomt måtte vugge dem begge som hun stod i hans ’favn’, som han havde en arm på hver side af hende. ”Kan du huske, da du lavede mad til mig i træhytten og jeg altid kom og forstyrrede dig?” spurgte han drillende, som han trak på smilebåndet, da det alligevel var gode minder som de havde sammen, da alt havde været perfekt i deres egen lille træhytte, hvor han håbede at det kunne blive sådan igen. Dengang havde det været ham der havde været en klovn i et køkken, hvor han altid havde nydt at se hende stå og lave mad til ham, til tider havde han hjulpet, skønt han blot havde fulgt hedes instrukser, andre gange, så var han kommet og så var de endt med at danse, og så var der de gange, hvor de faktisk var blevet helt intime, dog tvivlede han på at det sidste ville ske, da han vidste at det var et problem for hende stadig.

[Deleted]

Skævt gled smilet over Denjarnas læber, som Derick udtalte, at løgets snitning spillede ingen rolle. Det var ikke meget mad hun havde lavet, siden hun var blevet kidnappet for århundreder siden, så hun bevægede sig selvfølgelig en smule usikkert rundt, når hun befandt sig inde på dette punkt. Derfor ville hun også hellere være hundrede procent sikker, og spørge Derick til råds, inden hun muligvis traf en forkert beslutning. Blikket lod hun skæve et par sekunder i hans retning, inden hun igen skænkede løget sin opmærksomhed. ”Man ved jo aldrig.. det kunne godt være, at du havde noget helt bestemt i tankerne” svarede hun roligt, inden hun begyndte at bruge kniven igen. Roligt gav hun sig til at skære løget på langs, så hun i hvert fald startede ud med nogle lange skiver. Hendes bevægelser begyndte dog langsomt at blive sløvet, som hun fornemmede, hvordan han rykkede om bag hende. En yderst forstyrrende handling, som han havde gjort mange gange før i tiden. Dæmpet slap hun et suk, som han kyssede hendes skulder. Smilet begyndte også langsomt at bredde sig på hendes bløde læber, som han begyndte at nynne og vugge hende i sin favn. Det gjorde dog, at hun ikke længere kunne bruge kniven, uden det ville være risikabelt for hendes fingres sikkerhed, så med en dæmpet latter lagde hun den roligt fra sig. ”Det kan jeg,” sagde hun i en varm tone, inden hun drillende gjorde den mere anklagende. ”Jeg husker også, at det forhindrede mig i at lave maden, når det skete. Og eftersom du foreslog, at vi skulle gå i gang med maden, så foreslår jeg, at du stopper, inden vi aldrig får mad, og inden jeg mister en finger.” Dette scenarie var skam ikke nyt for hende, da hun alligevel godt kunne huske disse små hændelser. Ofte var det endt med, at maden var blevet udskudt mindst en times tid, fordi Derick tydeligvis hellere ville i gang med noget mere personligt. Hun havde nu altid mistænkt ham for, at det var fordi, at han slet ikke kunne finde ud af at lave mad, og så hellere ville lave noget, som han vidste, han var god til. Smilet hvilede fasttømret på hendes læber, som hun mærkede, hvordan hans rytme gik over i hendes egen krop, så de langsomt stod og vuggede i køkkenet. Hun gjorde dog ikke mine til noget andet lige nu, som hun blot lod ham føre an. Hun havde dog lagt kniven fra sig, så det betød også, at han havde hendes fulde opmærksomhed nu. Hvad han helt præcist havde i tankerne for i dag, vidste hun ikke, men gennem tiden havde det kunnet være et par kys og kærtegn, en dans, eller en elskov, hvor de nogen gange ikke var nået ind til sengen, men bare havde gjort det på spisebordet i stedet. Smilede ved tanken gjorde hun, som det skønt deres problemer var et lykkeligt minde, da de dengang havde haft det perfekt og bare havde kunnet give sig hen til hinanden, hvornår det end skulle være.