Big news!

[Deleted]

Hvis Denjarna var gravid, så vidste Derick slet ikke hvordan han skulle reagere, da det virkelig var en nyhed som kom bag på ham! Han havde aldrig troet at denne dag ville komme, for det var jo aldrig nogensinde sket før! De havde været tæt … ja guderne vidste hvor mange gange og dette var aldrig sket, ikke engang tæt på og naturligvis havde det også undret ham, for han kunne jo næsten tro at én af dem ikke var i stand til at få børn, men det var jo så en teori der nu var revet i stykker, men hvorfor det så ikke var sket før, det anede han virkelig ikke. At hun så blev sarkastisk igen, var noget der gjorde ham irriteret, for han prøvede faktisk at tage tingene alvorlige at hun så skulle stå der og skabe sig som et eller andet irettesat barn var noget som måtte irritere ham. Han havde ikke gjort noget galt! Sådan da.. men dette var jo ikke hans skyld! Og det var det måske eftersom hun ikke kunne blive gravid uden ham, men alligevel! Det var for pokker da ikke ham der havde valgt at gøre hende gravid, for det havde han da slet ikke regnet med ville ske, når det aldrig nogensinde var sket før og de havde virkelig været tæt på hinanden så mange gange at de havde kunnet avlet børn som kaniner avlede unger. Han forstod sig dog bedre på hendes reaktion nu, da han vidste at hun var dybt imod den idé at få børn, så det måtte vel være et kæmpe chok for hende? Men om det passede anede han ikke, men det var vel derfor at hun var søgt ind til byen i dag? Hun måtte have opsøgt en healer der havde fortalt hende det, men så forstod han da bedre denne sindssyge opførsel. At hun så samlede et søm op og gjorde mine til at kaste det efter ham, fik ham til at sende hende en advarende mine. Måske hans mistillid var unødvendig, men han var blevet bedraget før på det punkt, så han var bare nød til at være på den sikre side. At hun så kastede sømmet mod ham, fik ham til at undvige det, for det var jo skarpt! Dog gjorde handlingen ham virkelig arrig! Han kunne også godt se at hun var blevet iskold af at stå herude, at selv hendes læber var begyndt at blive blå. ”Okay! Så er det godt lille frøken!” svarede han irriteret, som han gik hen og tog fat omkring hende, som han kastede hende direkte over sin skulder, hvor han holdt stramt fast omkring hendes ben, så hun ikke kunne sparke ham og ryge ned, inden han trampede indenfor og lukkede døren bag dem. Han gik roligt ind i pejse stuen, hvor han smed hende på deres ’seng’, inden han gik i gang med at tænde op i pejsen. ”Hvis du smider mere efter mig, så går jeg simpelthen amok!” svarede han advarende, som han sendte hende et fast blik, inden han satte ild til træet i pejsen. Han vendte sig roligt om mod hende, hvor hans mine var alvorlig. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. jeg havde aldrig troet at det var os muligt at … få børn,” svarede han ærligt, som han satte sig på skindene, imens hans blik faldt mod hende. Han løftede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Hvordan har du det?” spurgte han mildt, som han godt kunne se at det gik hende på.

[Deleted]

Ligesom Derick, så kom det ufatteligt meget bag på Denjarna, at hun nu stod som en gravid person, for hvis hun virkelig kunne blive gravid, hvorfor havde det så ikke formeret sig, som kaniner? Man kunne jo ikke sige, at de havde været hinanden fysisk tæt før, for det var de vel mere eller mindre hver gang de så hinanden. De sidste tre uger havde dog været en undtagelse, men sådan var det selvfølgelig altid, når de skændtes med hinanden. Så holdt de altid en kort pause, inden de igen kastede sig over hinanden igen, hvor de til tider kunne forekomme helt ustoppelige, som de altid havde været rigtig glade for hinandens kroppe, og det at tilfredsstille den anden. Hvad der lige præcis var sket for tre uger siden, havde hun derfor funderet utroligt meget over. Hun havde overvejet, om der havde været noget i hans blod, eller om han havde givet hende en eller anden form for eliksir, da hun allerede havde været påvirket og vild efter ham. Hun havde også overvejet det faktum, at der var sket noget med hendes krop, da Enrico havde trukket det døde ud af hende, og gjort hende levende igen. Hun kunne i hvert fald ikke finde nogen bedre forklaringer på det hele, end de to. At hun så havde trukket den for langt, da hun havde kastet sømmet efter ham, kunne hun godt se, men det gjorde ikke, at hun fortrød sin handling. Han kunne nemlig bare opføre sig ordentligt, i stedet for at spille dum og beskylde hende for det ene eller andet. At han så bare gik over, og kastede hende op på sin skulder, som en eller anden vildmand, blev hun blot mere arrig og frustreret. Som hun lå henslængt over hans skulder, begyndte hun derfor at banke sine knyttede næver mod hans ryg, som han bestemt skulle vide, at hun var utilfreds med handlingen. ”Sæt mig ned!” råbte hun ad ham, mens hun forsøgte at få sparket sine ben fri. Hendes ben var dog fuldstændigt låst fast i hans arme, som han havde dem i et jerngreb. Svagt anede hun, at han førte hende ind i pejsestuen, da hun var mere interesseret i at vrisse utilfredst ad ham, samt slå ham i ryggen. Det næste hun bemærkede var også først, at hun pludselig måtte dumpe ned på tæpperne, hvor hun hurtigt kastede sit blik arrigt mod ham. ”Jeg kaster de ting efter dig, som jeg har lyst til! Og du har ingen ret til at behandle mig på denne her måde!” svarede hun advarende igen. Det var hende der havde det sværest, så selvfølgelig var det i orden, at hun reagerede, som hun gjorde. Det var hans opførsel der var uacceptabelt, men det ville han bare ikke indse. Hun så til, hvordan han tændte op i pejsen, hvor varmen måtte forekomme helt underlig på hende, da hendes klæder endnu var komplet våde. Varmen ville heller ikke gavne hende, så længe hun havde tøjet på, men det sagde hun intet til. ”Og du tror måske, at jeg havde troet, at det kunne lade sig gøre?” spurgte hun, hvor hendes tone endnu var hård, da hun stadig ikke kunne lade være, da hun var dybt frustreret endnu! At han så blev helt kærlig og mild, forstod hun ikke, hvor hun også af ren og skær refleks endte med at slå hans hånd væk, da han forsøgte at kærtegne hende, for hvilket skuespil forsøgte han lige at køre? ”Jeg har lyst til at dø. Sådan har jeg det,” sagde hun kynisk, men hun havde trods alt heller ingen varme tanker når det kom til graviditet.

[Deleted]

At Denjarna var gravid var virkelig en ubegribelig tanke, for.. det kunne da ikke passe.. kunne det? Med tiden ville de jo finde ud af om det var sandt, for hendes mave ville jo vokse og hvis den ikke gjorde, kunne de jo håbe på at det var falsk alarm. Ganske vidst havde Derick altid ønsket sig børn, men han var ikke længere så sikker, efter sidste gang han havde troet at han skulle være far og så var det gået i kage, da han slet ikke havde været far til børnene. Han var dog ikke en mand der løb fra sit ansvar, så hvis hun virkelig var gravid, jamen så blev han her skam, desuden så havde han jo heller ikke lyst til at løbe fra Denjarna, skønt han godt nok tidligere havde truet med at gå, men det var også kun ord sagt i vrede, for inderst inde elskede han hende jo frygtelig højt og han ønskede hende bare her i sit liv, som han ønskede at alt skulle gå godt, skønt han godt kunne fornemme at det hele begyndte at ramle sammen for dem. Ikke nok med at de personligt havde problemer, men nu skulle de også kæmpe med en graviditet? En graviditet som ikke engang var tilladt. At hun så skulle kaste ting efter ham igen, var noget som gjorde ham selv arrig, for det fandt han sig virkelig ikke i! Han gik også blot ubemærket ind, med hende over skulderen, skønt hun slog imod hans ryg, for der skulle alligevel mere til for at stoppe ham, og når hun nu ikke var vampyr, så kunne hun ikke længere gøre stor skade på hende, som hun allerede havde forsøgt. Han sendte hende et irriteret blik. ”Jeg stod helt fredeligt ude i smeden som jeg har gjort hele dagen, hvor jeg ikke har gjort dig noget som helst og så kommer du hjem og flipper ud og opfører dig som en sindssyg? Det finder jeg mig ikke i! Du kan sgu da tale ordentligt til mig, frem for at råbe som en gal!” svarede han irriteret igen, også for at markere at hun overskred en grænse som han ikke tillod og accepterede, for det var sgu da hendes opførsel som var den uacceptable! Han kunne dog godt regne ud at hun reagerede som hun gjorde, fordi hun var bange, fordi hun skulle igennem en graviditet, som hun altid havde været imod. Han vendte sig roligt mod hende, som han havde fået tændt op i pejsen. ”Det ved jeg godt.. det havde ingen af os, det er trods alt aldrig sket før og vi har ikke just holdt igen med det intime,” svarede han roligt. Det var godt nok før her på det sidste at de havde holdt igen, men det var også kun forståeligt når de befandt dem i en krise. At hun så slog hans hånd væk, fik ham til at sende hende et irriterende blik, skønt han dog ikke gjorde noget ved det. ”Du får ikke lov til at dø Denjarna. Og du skal nok klare dig igennem det. Jeg er her jo og jeg forlader dig ikke,” svarede han mildt, som han lagde hånden mod hendes lår som han strøg ganske blidt, inden han vendte blikket mod hendes våde kjole. ”Og skat, kom nu ud af den kjole, inden du bliver syg,” bad han roligt og dog med en snert af bekymring i stemmen.

[Deleted]

Trodsigt stirrede Denjarna på Derick, da hun bestemt ikke bifaldt, at han havde båret hende ind i pejsestuen på den måde. Hun havde muligvis irriteret ham, men hendes handlinger var undskyldt, da hun for ikke så længe siden havde fået kylet det faktum i hovedet, at hun var gravid. Han derimod havde ingen undskyld, som han bare var tvær, og det havde han været i et pænt stykke tid efterhånden. For et øjeblik måtte hun helt savne at være vampyr, da hun måtte savne den tid, hvor hun havde været i stand til at stå ham fysisk imod. Nu var hun et blad på vejen, mens han var en stor og uigennemtrængelig sten, så hendes odds var ringe, når det kom til at sige ham imod. Hun kunne ikke længere give ham fysisk kamp til stregen, eller give ham kamp, som hun vel var helt forsvarsløs når det kom til det punkt. ”Jamen undskyld, at jeg ikke er den perfekte kæreste, og at jeg bliver frustreret, når jeg får den besked, at jeg er gravid, mens det hele allerede er på vej til at ramle sammen! Undskyld, at jeg går dig på nerverne, men du har ingen ide om, hvordan det er at være mig lige nu!” sagde hun køligt og sarkastisk, da hun ikke mente sine undskyld. Det eneste hun mente, var de allersidste ord, da han umuligt kunne vide, hvilken frustration hun gik inde med lige nu! Det var kun en mild bid, som han fik at se, som han ikke anede, hvor chokket, frustreret og bange hun egentligt var. Tragiske måtte hans næste ord helt forekomme hende, for det var rigtigt, at de begge ikke havde troet, at de kunne få børn, sådan som de altid elskede med hinanden. Hvorfor det var hændt dem nu, forstod hun vitterligt ikke, og som hun tænkte på, hvordan det var sket, gled et anklagende blik op i hende. ”Gav du mig noget, der for tre uger siden?” spurgte hun anklagende. For hvis han måtte anklage hende for utroskab, så måtte hun også anklage ham for at give hende noget, så hun blev gravid! ”Jeg ved, hvor brændende du altid har ønsket dit et barn, og hvor vred du har været over, at jeg ikke ville.” Det ville sikkert vække hans vrede, at hun beskyldte ham for noget så alvorligt, men hun så ingen udvej. Hun tænkte nemlig, at hun ikke kunne blive gravid på helt naturlig vis, for ellers burde det vel være kommet for længst? Frustrerende var det, men intet kunne de gøre. At han så sagde, at hun ikke måtte dø, og at det nok skulle gå, og at han blev hos hende, fnøs hun blot ad ham. ”Hvordan skulle vi nogensinde kunne klare et barn? Fortæl mig det endelig, Derick, for vi kan ikke engang holde styr på vores forhold! Jeg har prøvet at lukke dig ind, men jeg ved, at du forlader mig for at arbejde, når jeg falder hen, for tro ikke, at jeg ikke vågner af det! Så hvordan ved jeg overhovedet, om du virkelig er der for mig? Du truer også konstant med at gå fra mig, og det kan bestemt ikke gavne noget som helst!” sagde hun, hvor hendes mine blev helt ulykkelig. Hun vidste godt, at deres forhold havde været i bedring, men det havde endnu mange mangler, og dette kunne umuligt løse problemet. Som han så sagde, at hun burde smide kjolen, grundet sit helbred, vendte hun sig langsom om, så hun sad med ryggen til ham. Lettere besværligt endte hun med at trække kjolen af sig, hvor hun sad i en position, hvor hun måtte skjule sit forparti, som han kun fik de lange våde lokker at se, samt arrene på ryggen der primært bestod af piskeslag. Langsomt valgte hun at krybe ind under et af tæpperne, hvor det hurtigt måtte forekomme langt mere behageligt end den våde kjole.

[Deleted]

At Denjarna blev sur over at Derick tog hende med indenfor foran pejsen, tog han sig ikke af, da de ikke kunne have at hun stod og blev syg ude i smedebygningen, som hun jo havde været drivvåd og havde stået på de kolde stenfliser. Han havde også godt set at hendes læber havde fået en mere blå farve og selvom han havde stået i chok og hun havde angrebet ham, så tænkte han nu alligevel på hendes velbefindende, for han ønskede ikke at hun skulle blive syg eller det som var værre! Hans blik faldt let på hende, hvor hendes ord måtte få ham til at rynke brynene, for alt det hun sagde var jo den rene indbildning! ”Denjarna! Hvis du gad at genindspille hele mødet siden du kom hjem, vil du se at jeg ikke har sagt at du var en dårlig kæreste og jeg har heller ikke sagt at du gik mig på nerverne! Nu stop.. Jeg elsker dig og det ved du. Og jeg ved godt at det kommer som et chok for dig, det.. det gør det jo også for mig. Jeg havde aldrig troet at det var muligt,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende med en trist mine. Han ønskede ikke at de skulle skændes eller at det skulle gå galt, men ja.. han vidste ikke engang selv hvordan han skulle reagere på nyheden, havde det været før i tiden, så havde han nok hoppet op af glæde og lykke, men omstændighederne var nogle helt andre denne gang. Ikke nok med at deres forhold var trykket, så havde han også prøvet at skulle være far før, hvor han havde fundet ud af at børnene ikke engang havde været hans, ja, nok var børnene eller barnet hans denne gang, men.. han havde lidt mistet lysten til børn efter sidste nedtur, og så havde han heller aldrig troet at det skulle ske med Denjarna, for det var jo aldrig sket før! Og de havde altså ikke holdt igen på det intime punkt! At hun så blev helt anklagende og spurgte om han havde givet hende noget, måtte han hæve begge bryn i en overrasket mine. ”Hvabehar?! Jeg har da absolut ikke givet dig noget! Det kommer altså lige så meget bag på mig, som det gør på dig!” svarede han bestemt, for han havde altså ikke givet hende noget som helst! Ikke andet end hans blod, men det burde ikke være skyld i det. Han ville mere tro at det var det som Enrico havde gjort som var skyld i det … måske. At hun så nævnte det at han søgte ud om natten for at arbejde og havde truet med at gå, fik ham til at snerpe læberne sammen. Han vidste godt at deres forhold ikke var det bedste, men.. det var jo ikke fordi han ville gå! ”Jeg ved godt at det ikke går særlig godt mellem os, men jeg har jo ikke nogen hensigter eller intentioner om at gå fra dig Denjarna, jeg elsker dig, og jeg ville ikke være her, hvis ikke jeg ønskede et liv sammen med dig! Desuden så skal vi nok klare barnet, for jeg ved at du vil blive en fantastisk mor,” svarede han sandfærdigt. At hun så satte sig op og smed kjolen, men sørgede for at han ikke så noget, fik ham til at trække på smilebåndet. Han endte med at krybe hen til hende, hvor han slog armen om hende. ”Jeg elsker dig Jarna. Vi skal nok klare den; det gør vi altid,” hviskede han kærligt mod hendes øre, som han kyssede hendes kind.

[Deleted]

Det var måske en god ide at komme ind i pejsestuen, hvor han endda også havde tændt op i pejsen, men det ændrede ikke på, at Denjarna ikke bifaldt måden, som han havde bragt hende derind på. Hun havde fundet det krænkende, at han havde taget hende med magt, som han bare havde kastet hende op på sin skulder, og så havde han bare ignoreret det faktum, at hun havde råbt af ham og slået ham. Han irriterede hende, som hele situationen måtte irritere hende. Hun havde aldrig bedt om dette, men det var sket alligevel og nu vidste hun ikke, hvordan hun skulle reagere. Hun passede nemlig ikke til denne rolle, og når deres forhold gik elendigt, så kunne det ikke blive værre. ”Du har måske ikke sagt det højt endnu, men det er det du tænker jo! Du siger selv, at jeg er sindssyg, og du ved selv, hvordan vores forhold går for tiden, så hvordan skulle dette nogensinde gå?! Hvordan dette er sket os, begriber jeg ikke, men det tyder jo kun på, at universet er imod os,” sagde hun med en trist mine. Hun vidste ikke længere, hvad hun skulle stille op, som det hele forløb skidt mellem dem. Deres forhold havde måske været på vej mod bedring, men det havde slingret kraftigt, og hvad skulle der ikke ske nu? De havde kun lige genoptaget deres forhold, og nu stod hun allerede gravid. Det havde aldrig været hendes drøm at få et barn, men det ville måske have været lettere at håndtere, hvis det havde sket, dengang de havde boet ude i træhytten. ”Du har altid ønsket dig en familie, så er det så underligt, at jeg tror, at du kunne finde på at tage sagen i dine egne hænder?” spurgte hun hårdt. Inderst inde, så vidste hun godt, at det ikke var faktummet, da han aldrig kunne finde på at gøre sådan noget mod hendes vilje, men helt ude i torvene var hun, så hun var bestemt ikke i stand til at tænke fornuftigt lige nu. Det eneste hun tænkte var, at det hele ville styrte sammen mellem dem, og at alt nu var ødelagt. Om han overhovedet var interesseret i det barn, som hun gik med, vidste hun faktisk heller ikke, for han virkede ikke videre begejstret over nyheden. Det var også en ting der måtte få hende til at tænke, hvor det hele forekom hende endnu mere umuligt, for hvad skulle der dog ikke ske, hvis ingen af dem ønskede sig denne unge? Håbløst forekom det hele for hende, hvor hun derfor trist lagde sig ind under tæppet, som han havde bedt hende om at smide kjolen. ”Det går ikke særlig godt mellem os? Det går forfærdeligt mellem os jo.. Og drop nu skuespillet, Derick.. Vi ved begge, at jeg ikke er skabt til at være en mor. Det vil kun ødelægge det hele endnu mere, og … det kan bare aldrig gå,” svarede hun ulykkeligt, som hun inderligt måtte føle, at hele verdenen var imod hende. Derick prøvede måske at være sød ved hende nu, men hun troede ham ikke, som hun beskyldte ham for at sige ordene, fordi han bare ville gøre hende glad igen. Lige nu tvivlede hun dog på, at hun nogensinde kunne blive glad, for hun havde en tikkende bombe i maven. Øjnene lukkede hun kort i, som han krøb ind til hende, kyssede hende, og hviskede hende i øret, hvordan han elskede hende, og hvordan det hele nok skulle gå. ”Jeg tror, at vores held udløb, som vi forsøgte at finde sammen igen,” hviskede hun sørgmodigt, som hun virkelig ikke følte, at de havde haft noget som helst medgang det seneste halve år.

[Deleted]

At Denjarna var blevet helt sørgmodig og ked af det, forstod Derick godt, da han godt vidste at hun aldrig havde ønsket sig et barn. Det var et af de punkter som de altid havde været uenige på, men han havde aldrig rigtig diskuteret det med hende, for han havde faktisk aldrig troet at det havde været dem muligt at få et barn sammen, fordi det aldrig var sket før i tiden. Altid havde de været tæt og det var ikke just fordi de havde holdt igen på det, så det måtte da klart komme bag på ham at det skulle ske nu, hvor han også mente at det var et frygtelig dårligt tidspunkt, for der var knas i deres forhold og så havde han ikke just været begejstret for at få børn, efter hændelsen med Elanya, så han vidste slet ikke hvordan han skulle tage nyheden. Dog var han fast besluttet på at blive hos hende, hvor han skam også var en mand der aldrig løb fra sit ansvar, så han havde skam ikke i sinde at svigte hende nu. ”Så lad universet være imod os Denjarna, det vil jo ikke just være første gang, men én ting er sikkert; vi skal nok klare os,” svarede han sandfærdigt, som han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden og videre over håret. Han vidste godt at de altid havde mødt modgang og at dette ikke var noget undtag, hvor dette nok var en af de værste gange, men det ændrede dog ikke på at han ønskede at være der for hende, hvor han elskede hende og han havde skam ikke tænkt sig at gå nogen steder! At hun så anklagede ham for at have givet hende noget, kom dog bag på ham, for det kunne han da aldrig finde på! Han sagde dog intet til det, for han vidste godt at det var frustrationerne og chokket der talte for hende, derfor forsøgte han ikke at hidse sig op, nu vidste han jo også hvad der var galt og hvad det var der fik hende til at reagere sådan her, så han klandrede hende skam ikke. ”Denjarna! Det kan godt være at jeg altid gerne ville have børn, men det ændre dog ikke på at jeg aldrig ville gøre noget imod din vilje og uden at snakke med dig om det først! Og så havde jeg da aldrig nogensinde regnet med at det ville ske, for så burde det da være sket for lang tid siden, derfor kommer det lige så meget bag på mig, som det gør ved dig!” svarede han i en bestemt tone, for det andet gad han da ikke at høre på! Han havde ikke givet hende noget som helst, og det kom da mindst lige så meget bag på ham som det gjorde ved hende! At hun så var helt ulykkelig, gjorde ham næsten helt bekymret. Han blev dog liggende tæt ind til hende med armen om hende, hvor det glædede ham at hun ikke afviste ham helt. ”Selvfølgelig bliver du en god mor. Du er god, du er kærlig, du er omsorgsfuld, du er stærk og du er intelligent. Vi skal nok klare det, som vi klarer alt andet,” svarede han i en kærlig tone, som han lagde hovedet ind mod hendes, imens hans blik gled rundt mod omgivelserne i pejsestuen, der endnu måtte stå helt tom, fordi de ikke havde fået købt møbler endnu. ”Du gør det hele værre end hvad det er, Denjarna. Vi holder sammen, så det skal nok gå.”

[Deleted]

Hvorfor at det altid skulle være så pokkers svært, når det kom til hende og Derick, forstod Denjarna vitterligt ikke. Hun havde altid kæmpet for deres kærlighed, som hun altid havde elsket ham, men det var ekstremt hårdt at blive mødt af al denne modgang. Graviditeten kunne bestemt ikke være kommet på et værre tidspunkt end denne, da deres forhold i forvejen skrantede, og så hjalp det ikke just, at de skulle få et helt nyt problem som et barn. Hun elskede Derick, men hun havde det endnu svært med ham, som hun endnu ikke kunne trække den hele vejen med ham, ligesom der endnu måtte være ømme punkter, hvor han også hver nat formåede at såre hende, fordi hun vidste, at han forlod hende så snart hun faldt i søvn. At hun så skulle vente det, som hun aldrig havde ønsket sig, måtte derfor være et sandt mareridt. Hun havde altid været imod ideen om at få et barn, da alt ved det måtte forekomme forfærdeligt for hende. Først tanken om at blive direkte frastødende, da man blev født, så de adskillige timers smerten, når man fødte, og så en skrigende unge på armen hvert minut, når den blev født, da hvert et sekund ville gå til den, som man langsomt ville miste sig selv. Hun kunne desuden ikke se sig selv i den moderlige rolle, som hun umuligt kunne passe på så lille en ting, og derfor skræmte det hele hende. ”Jeg tror efterhånden, at vi fører os selv om bag lyset, når vi konstant siger det til os selv, og til hinanden,” sukkede hun opgivende. Det hele forekom sort for hende lige nu, og ud fra deres tid sammen, så kunne hun jo se, at det altid gik dem dårligt, og hun var begyndt at tvivle på, om de i virkeligheden nogensinde havde klaret sig igennem nogen af tingene, for det kunne da ikke være godt, når der altid kom et nyt problem, så snart de havde fået løst det forrige. Hans hånd der kærtegnede hende, reagerede hun end ikke på, som hun blot stirrede tomt frem for sig, da frygten igen måtte tage overhånd, som hun frygtede det hele. Hun frygtede, at forholdet med Derick ville briste, og hun frygtede for sig selv, som hun havde fået den besked, at hun var gravid, og den sidste frygt kunne slet ikke ændres på. At han så sagde, at han aldrig kunne finde på at give hende noget, der skulle hjælpe på fertiliteten, og at han var ligeså overrasket som hende, bed hun bare tænderne sammen, hun vidste trods alt godt, at han havde ret, men i sin egen frustration var hun desperat efter at finde en årsag på problemet. Som de lå helt tæt, og han begyndte at fortælle, at hun nok skulle blive en god mor, kunne hun mærke uroen og tvivlen i maven, hvor hun derfor også endte at skubbe sig selv ud af hans favn, så de lå med noget mellemrum imellem dem. ”Hold nu op, Derick! Det ender med, at jeg har dræbt ungen, inden dens første åndedrag, eller også ender det med, at jeg bliver skræmt væk, som det hele begynder. Jeg passer ikke til denne rolle! Jeg har altid ønsket, at det kun var dig og mig. En unge ødelægger alt!” udbrød hun frustreret, som hun slet ikke kunne se det positive i alt dette. Hun endte også med at sætte sig om i en siddende position, mens hun trak tæppet godt op omkring sin krop, så hun både kunne tage en smule afstand til ham, samt endnu holde varmen og holde sin krop skjult. ”Hvordan synes du helt præcis, at vi holder sammen? Med mistillid? Med at du konstant begraver dig i arbejde?”

[Deleted]

At Denjarna var helt frustreret og fortvivlet, forstod Derick godt, men det hjalp jo ikke just på sagen at hun skubbede ham væk, for så kom de da ingen vegne! Han forsøgte virkelig at tage sig sammen, selvom det var svært, når det gik så dårligt mellem dem, hvor han heller ikke følte sig andet end i vejen, for han vidste at hun var ked af det, han vidste at det endnu var galt, fordi han havde bidt hende. Ganske vidst var det blevet bedre her den tredje uge, men det var jo stadig ikke helt godt endnu. De første par uger havde han stået ude i smeden om natten, fordi han vidste at hun ville sove alene, så han havde aldrig lagt sig hen til hende. Det var først da hun faktisk havde bedt ham om at komme med i seng, at han lagde sig ind til hende, men han sov ikke. Det kunne han ikke. Han lå altid og spekulerede og det endte altid med at han lå der i nogle timer, men så til sidst valgte at krybe ud af sengen, for at komme ud og arbejde. At hun så også lagde mærke til det, gjorde det ikke just bedre, men han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre for at gøre noget rigtigt, for han vidste at alt var hans skyld og han gad heller ikke at trænge sig på. Han gad heller ikke at blive afvist af hende konstant, hvor han næsten også var holdt op med at gøre noget intimt ud af det, eftersom han vidste at hun bare ville skubbe ham væk. Hele deres situation måtte tage hårdt på ham, selvom han vidste at det var hans egen skyld, men at hun så var endt gravid, ja det gjorde det ikke ligefrem bedre, da det nok ville forværre det hele. Hvis det barn eller børn, hvor mange det nu end måtte være, bare var kommet på et andet tidspunkt, for så ville det måske ikke have været så slemt. Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Men hvad vil du have af mig Denjarna? Jeg kan jo ikke gøre noget rigtigt! Alt er min skyld, ikke sandt? Så hvad vil du have? At jeg skal gå og aldrig komme igen? Vil du have at det skal være slut mellem os, for så sig det!” endte han lettere vrissende og dog frustreret, som han følte sig helt … hjælpeløs. Han vidste udmærket godt at det hele var hans skyld, men han kunne jo ikke gøre det godt igen, for hun afviste ham konstant! Han ville skam ønske at han aldrig havde bidt hende, men det havde han nu engang og han kunne ikke ændre på det uanset hvor meget han ville. Sket var sket og var skam villig til at kæmpe for det, men når hun opførte sig som hun gjorde, så gjorde hun det på ingen måder let for nogen af dem! Han endte med at sætte sig op, da hun havde trukket sig ud af hans favn, hvor han blot så ind mod pejsen, som han havde tændt op for. Han sukkede ganske let for sig selv. ”Du skal nok klare det Denjarna. Det gør vi altid,” gentog han, som han blot stirrede ind i flammerne. Han vidste godt at det gik dem ringe mellem hinanden, men hvad skulle han gøre? Han var synderen og han vidste at hun hadede ham for det han havde gjort, derfor gjorde det det ikke just bedre for ham! ”Jeg elsker dig stadig Denjarna. Og selvom det går dårligt for os, så ændre det ikke på mine følelser, og at jeg altid vil kæmpe for os to.”

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun ikke gjorde det let for Derick, men hun vidste virkelig ikke, hvordan fanden hun ellers skulle reagere overfor ham. Igennem de seneste tre uger, havde hun forsøgt at åbne sig op for ham, hvor det også var gået bedre mellem dem, men at han så ikke gjorde et forsøg og bare skred fra hende, når hun sov, selvom hun sagde, at hun ønskede ham hos sig, hjalp ikke just på problemerne. Hvis ikke han kunne blive ved hende en nat, hvordan skulle de så nogensinde blive intime igen? Hun havde dog endnu ikke lyst til at være intimt sammen med ham endnu, da hun endnu blev skræmt, når berøringerne blev lidt for intime, som hun kun huskede, at han havde bidt hende sidste gang de havde revet sig med. At de så skulle have et barn sammen nu, kunne ikke blive meget værre, hvor hun også helt måtte tænke stakkels barn, da det ikke just var en kærlig familie den blev født ind i. Den ville nemlig have forældre der ikke havde andet end problemer, samt en mor der slet ikke ville have børn, så hvordan skulle det dog ikke gå? Bange var hun, hvor hun ville ønske, at hun kunne flygte fra problemerne, men det kunne hun desværre ikke. At han så råbte af og igen igen truede med at gå fra hende, blev hendes humør bestemt ikke bedre. ”Du ville gøre noget rigtigt, hvis du rent faktisk prøvede at tage vores forhold seriøst! Det eneste du tager seriøst, er dit arbejde, og det driver mig til vanvid! Jeg troede, at det ville være anderledes, når du ikke længere var leder, men det er lige før, at dette er værre! Og hold kæft med at sig, at du vil forlade mig! Hvis du går nogen steder, fanger jeg dig igen, eller også søger jeg efter dig til min død!” svarede hun både såret og vredt igen. Det hele pinte hende, og at han vrissede af hende, gjorde kun hendes humør langt værre. Problemer havde de haft nok af, men selvfølgelig skulle hun blive gravid nu, for sådan være deres held. I minus! Hun forstod ikke, hvad de havde gjort galt, men noget måtte de vel have gjort galt, siden universet var imod dem. Som han fulgte trop og satte sig op, som hun gjorde det, slog hun beskyttende armene om sine ben, imens hun blot kunne se til, mens han nu nægtede at se på hende. ”Jamen et barn er et langt større problem, end vores forhold, Derick. Det betyder nemlig, at det ikke længere kun er os to, men at der er et helt tredje individ, som vi skal tage os af, og hvordan skal det dog ikke gå, når vi ikke engang kan tage os af hinanden?” spurgte hun fortvivlet, som hun havde svært ved at se en lys fremtid for deres forhold. Hun havde en knude i sit bryst, hvor hun blot følte, hvordan den konstant forsøgte at klemme livet ud af hende, der problemerne måtte stå hende til halsen. ”Jamen så bevis, at du gerne vil os! Til en start kan du stadig med at ligge arbejdet fra dig og rent faktisk sove hos mig, for tror du virkelig, at det andet nogensinde vil gavne os? Og mener du virkelig, at det er at kæmpe for os, når du konstant siger, at du vil gå fra mig? For mig lyder det som at kaste håndklædet i ringen!”

[Deleted]

Derick vidste godt at han var skyld i det hele fordi han havde bidt hende og han havde ærligtalt troet at der ville gå en uge, måske to, men at det så var godt igen, men det hele gik meget langsommere end forventet og det tærede på ham, som det gjorde ondt. Han vidste godt at det var hans skyld og derfor havde han nok heller ikke fortjent hende, for han var skam stadig sur på sig selv over at han havde bidt hende, men han kunne for pokker da ikke ændre på det! Derfor følte han sig virkelig på bar bund, for han kunne jo ikke gøre noget rigtigt hos hende! Hun fordrejede også konstant hans ord og vendte det til at han ikke gad at være hos hende eller kæmpe for deres forhold og at han bare ville skride, men sådan var det jo slet ikke! Han endte med at se irriteret på hende, for nu måtte hun da stoppe! ”Denjarna for pokker! Jeg arbejder fordi det er nødvendigt for os at tjene penge! Du har trods alt ikke et arbejde, har du? Nej! Så det er mig der må knokle min røv i laser for at tjene pengene hjem, og med et nyt arbejde som jeg først skal sætte mig ind i, så er jeg nød til at bruge meget tid på det, indtil jeg får det op at køre ordentligt!” svarede han i en fast tone. Han vidste godt at han brugte meget tid på arbejde, men det var jo også nødvendigt! Desuden så var det jo ikke just fordi hun havde ønsket ham hos sig, da hun konstant måtte afvise ham, så hvorfor skulle han overhovedet gide at ligge hos hende? Han følte sig kun i vejen og han følte sig uønsket, men alligevel ville hun ikke have at de gik fra hinanden, så han følte sig skam frygtelig frustreret! At hun så også skulle ende gravid, var da virkelig det værste som kunne ske, netop fordi han vidste hvor lidt hun måtte ønske det og så også fordi at de havde problemer. Hvordan de skulle komme igennem alt det anede han virkelig ikke, og han kunne stadig ikke fatte at hun faktisk var det, for.. det var bare så surrealistisk! ”Men jeg kan så fortælle dig at det hele nok skal gå, for andet tillader jeg ikke!” svarede han bestemt, som han så sig over skulderen og så hen mod hende med et stædigt blik. Måske hun anså det hele for at være et stort kaos, hvilket det sådan set også var, men han nægtede nu at opgive hende og hvis de skulle have et barn, jamen så måtte de jo tage det med på vejen! Han endte med at vende sig om, hvor hendes ord kun gjorde ham langt mere vred! ”Arbejdet er som sagt vigtigt Denjarna! Desuden gider du mig jo ikke engang! Du kan ikke engang tåle at jeg rør dig! Du afviser mig konstant, hvorfor pokker vil du så overhovedet have mig herinde? For jeg synes ærligtalt at det virker som om jeg er rimelig uønsket! Desuden så går jeg ingen steder, men du får det konstant til at lyde som om at du ikke gider mig og vores forhold og hvis det er tilfældet, så sig det, for det andet det frustrere mig kun yderligere!” svarede han irriteret, som han var endt med at vrisse af hende igen. Hun var skam ikke den eneste som havde det dårligt, og hun tænkte kun på sig selv, hvilket kun frustrerede ham endnu mere!

[Deleted]

Fornærmet vendte Denjarna blikket væk fra ham, da han gav sig til at bide af hende og sige, at han tjente pengene til dem, hvor hun ikke lavede en pind. Hun vidste godt, at hun ikke selv bidragede til økonomien, men hvad skulle hun gøre? Hun var nemlig for stolt til at tage et hvilket som helst job, og det vidste han også. Hun forstod også godt det faktum, at han var nødsaget til at skubbe sit arbejde i gang og derfor var nødt til at tilbringe et par ekstra timer inde i smeden, men det gjorde alligevel ondt på hende, at han ikke kunne ligge og holde om hende en hel nat bare en enkel gang, som han altid gik, hvor hun også vågnede af det. ”Jamen måske, at også jeg bare skulle tage og finde mig et arbejde! I så fald får jeg tydeligvis også en god grund til at blive væk hele dagen,” vrissede hun tilbage. Hun hadede det hele, som det hele måtte tære på deres forhold, hvor hun kun følte, at de konstant blev skubbet længere og længere væk fra hinanden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op, for hun elskede ham trods alt stadig, da hun endnu kunne gå igennem ild og vand for ham. Det var bare så pokkers svært konstant, og det måtte virkelig frustrere hende. Hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre anderledes, da hun virkelig forsøgte at kæmpe. Alt andet end at være seksuelt sammen havde også lykkedes dem indtil nu, som hun havde ladt kyssende blive heftige, men så ikke mere end det, men det var måske også et problem? ”Aha,” mumlede hun blot tvivlende som svar, da havde enormt svært ved at se, hvordan det hele nogensinde ville gå. Det skændtes, og hun hadede børn, så hvordan kunne det dog gå? Hun håbede dog på, at han havde ret, for hun ønskede sig inderligt at alt gik i orden mellem dem, men hun tvivlede bare på, om det virkelig var en mulighed efterhånden. Hun hadede også sig selv for at være kommet så meget i tvivl omkring dem, men hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre ved det, og så var det løb vel næsten kørt. At hun så formåede at gøre ham endnu mere vred, undrede hende ikke, for det kunne ærlig talt dårligt nok andet end at skabe splid efterhånden, og derfor havde hun også bare lyst til at grave sig ned i jorden. Hun savnede inderligt de gode gamle dage med ham, hvor de lykkeligt havde elsket hinanden, men hun måtte ærligt sige, at hun snart tvivlede på, om den tid virkelig havde været ægte, som hun for hver dag der gik mere anså det for at være en god drøm, hvor det nu var en forestilling der pinte hende. ”Jeg elsker dig, og jeg ønsker, at vi får det til at fungere! Jeg kæmper for at føle mig tryg omkring dig, men undskyld fordi, at jeg ikke kan få mig til at give mig helt hen til dig! Jeg synes bare, at det hele er så pokkers svært mellem os, og jeg ved snart ikke længere, hvad jeg skal gøre. Og jeg ved virkelig ikke, hvordan det skal kunne gavne vores forhold med et barn på vej!” svarede hun fortvivlet igen, mens det måtte være at se i de sølvgrå øjne, hvor ked af det hun var over helt situationen.

[Deleted]

Derick havde intet imod at det var ham som tjente pengene, da han trods alt var frygtelig gammeldags, hvor det i hans verden var manden der tog sig af kvinden. Han vidste godt at hun kom fra et kvindedomineret samfund og det var skam også hvad han kunne lide ved hende, men han arbejdede for at de kunne bo i huset, og ikke mindst for at de kunne få et ordentligt hjem hvor de rent faktisk havde møbler, for det kunne man jo ikke just prale af at de havde, så det var jo knap nok et hjem endnu. Han tilbragte ganske vidst tid i smeden for at få arbejdet til at fungere og for at komme ordentlig i gang, men han gjorde det også fordi det var hans fristed, der kunne han i det mindste gøre noget rigtigt, han følte sig mere eller mindre uønsket hos Denjarna, og om natten så sov han alligevel ikke, så han kunne vel lige så godt gøre noget nyttigt? ”Jeg arbejder ikke i smeden dag ind og dag ud, Denjarna! Vi har skam tilbragt tid sammen, vi tog endda også ind til byen i går for at handle ind, hvor vi lavede mad sammen, eller er det nu sivet ud af hukommelsen? Desuden så har jeg ikke brug for søvn som du har, så jeg kan lige så godt stå i smeden og blive bedre, indtil jeg kan det hele som en normal rutine,” svarede han kortfattet, som han let hævede det ene bryn i en sigende mine. Det kunne godt være at han tit havde befundet sig ude i smeden, men det var der jo også flere grunde til, desuden så havde det ikke været sådan at de ikke havde haft tid sammen, for her i den tredje uge havde det jo gået bedringens vej, derfor havde de også bedre kunne være i hinandens nærvær, de kunne tilmed kysse hinanden heftigere, så det gik jo klart den rigtige retning! At hun så nærmest beskyldte ham for at være ude i smeden hele tiden, det gad han ikke høre på, for de tilbragte jo også tiden sammen! Hendes tvivlede og kortfattede svar, tog han sig ikke af, da han alligevel ikke gad sidde og diskutere eller skændes med hende, for han følte næsten ikke at de gjorde andet. Den var ravende gal mellem dem, selvom de begge ønskede hinanden og derfor burde det vel også nok gå? At hun så sagde at hun elskede ham, skønt det var i den frustrerede tone, var alligevel noget som gjorde ham glad, da han havde brug for at høre det fra hende. Han valgte roligt at sætte sig ind til hende igen, hvor han igen slog armene omkring hende, imens han gav sig til at stryge hende blidt over armene. ”Jeg ved godt at jeg gjorde en fejl, da jeg bed dig Denjarna, og jeg har jo sagt at jeg angre det mere end noget andet, men jeg kan altså godt kontrollere det, og jeg gør dig jo ikke ondt igen! Jeg vil hellere dø end at skade dig igen. Og desuden.. du kan ikke afvise mig i al evighed. Og angående barnet, så er det blot et bump på vejen, men det er ikke jordens undergang. Vi klarer det, for det gør vi altid, og selvom vi får et barn, så er det stadig dig og mig for evigt,” svarede han i en blid og kærlig tone, som han gav sig til at stryge hende over ryggen, imens han lagde sit hoved ind mod hendes.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at han ikke arbejdede i smeden konstant, da de skam havde formået at lave ting sammen. Hun ville dog stadig ønske, at han bare for en enkelt nat kunne ligge hos hende, så hun hele natten igennem kunne føle den tryghed og varme som kom, når han holdt om hende. Hun bed sig selv i læben, som hun kun kunne se problemer i miles omkreds. Det var svært for hende at se lyst på tingene lige nu, da beskeden om, at hun var gravid havde fjernet hver en glæde fra hende. Hun havde været glad, da hun havde forladt hjemmet i dag, da deres forhold havde været i bedring. Igennem de seneste tre uger havde hun dog haft det fysisk dårligt, som hun havde haft en del smerter i kroppen, hvor hun også havde været træt. Hun havde bare anset det for at være mulig sygdom grundet kulden, men alligevel havde hun søgt til en healer, og der havde damen smilende fortalt hende, at hun havde det perfekt, som hun var gravid. Det havde været et spark direkte i ansigtet, og efter det, så havde hendes personlighed kun reageret efter den oplysning. ”Det kan godt være, at du ikke har brug for søvn, men det ændrer ikke på det faktum, at jeg kan føle glæde ved, at du bare ligger hos mig en enkel nat! Jeg er glad for, at du har fundet noget du kan lide, men jeg ønsker også, at du anerkender mig og mine behov,” sagde hun fast. Hun undgik helt at besvare den første del af hans ord, da hun vidste, at han havde ret i den del. De havde skam brugt tid sammen, men alligevel var det lettere at brokke sig, nu når hun allerede var så skræmt og frustreret som hun nu engang var. Let var det bestemt ikke at være hende lige nu, men hun vidste også godt, at hun heller ikke gjorde det let for ham, da hun i øjeblikket kun så al det negative, men hvad skulle hun dog ellers gøre? Det skræmte hende fra vid og sans, at hun var gravid, for hun kunne ikke tage vare på en unge, og slet ikke, når de ikke havde helt styr på, hvordan deres forhold skulle være. Som han endte med at rykke sig over til hende, og stryge hende over armen, endte hun helt med at vende blikket ned mod jorden, som han viste hende omsorg igen. Det var nu dejligt at mærke, at han endnu kunne udvise hende en smule kærlighed, da hun inderligt behøvede, at han udtrykte den for hende, for ellers var hun på et splitsekund helt ude i torvene igen, som der ikke skulle meget til at gøre hende frustreret for tiden. ”Jeg ved godt, at du angrer din handling, Derick.. Men det ændrer ikke den følelse der dukker op i mig, når vores kys og kærtegn gør mine til at udvikle sig til det næste skridt. Jeg ville ønske, at jeg ikke frygtede det at blive bidt, men jeg kan ikke lade være, som den kommer, selvom jeg tror at det er i orden,” sagde hun stille, som hendes stemme var dæmpet. Hun så endnu ikke op på ham, som hun nu bare stirrede ned i gulvet, da det måtte forekomme lettere. ”Men hvordan skal vi klare et barn? Realistisk set? Vi har endnu ingen penge.. Jeg er ikke mor-materiale.. og vores forhold er en stor slinger i valsen.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ønskede at hidse sig op, for han vidste godt at det var graviditeten der fik hende til at handle så sindssygt og galt. Hun havde kastet ting efter og på ham, hvilket hun normalt aldrig gjorde, for når hun endelig blev vred så kunne det godt være at hun blev kølig og hård i tonen, men hun talte alligevel så man forstod hende, hvor hun måske sagde tingene direkte, men hun talte stadig stille og roligt uden at hun opførte sig helt.. ved siden af sig selv. Nu hvor han vidste hvad der var galt, så gav det hele også mening for ham, for han vidste godt at hun direkte måtte hade tanken om at være gravid, for hun havde jo altid været imod at de skulle have børn, selvom de flere gange havde talt om det, fordi han gerne ville, men efter det med Elanya, så måtte han erkende at han ikke rigtig havde haft lyst til børn og derfor vidste han heller ikke hvordan han skulle reagere på nyheden. At hun så fortalte ham at hun følte glæde og tryghed ved at han lå og holdt om hende, var ikke just det indtryk han havde fået af hende igennem det sidste lange stykke tid, netop fordi hun var blevet bange efter at han havde bidt hende, hvor hun også konstant havde afvist ham, så han måtte erkende at han også havde svært ved at vide hvornår hun ønskede ham og ikke gjorde. ”Undskyld Denjarna.. Jeg skal nok ligge og holde om dig, hvis det er hvad du ønsker,” forsikrede han hende, som han fortsatte de blide strøg over hendes ryg. Det var jo ikke fordi han ikke ville lægge hos hende, men arbejdet krævede også tid, når det var et nyt fag som han var indenfor, for han skulle jo lige i gang med det hele og når han alligevel følte sig uønsket hos hende, så havde det ikke været svært at finde motivation ved det. At hun så slog blikket ned i jorden, da han valgte at komme over til hende og strøg hende over armen, lod han hovedet søge en anelse på sned. Hendes ord gjorde en anelse ondt, selvom han godt vidste at det ikke var hendes skyld, for det var ham der var synderen og skyld i at hun havde det som hun havde det. Han ville bare ønske at det ikke var sådan og at hun faktisk forsøgte at lade ham trække den videre i stedet for bare at afvise ham med det samme. Han valgte roligt at lægge en hånd mod hendes kind, så han kunne vende hendes blik mod sig, inden han lod sin tommel stryge hende blidt over huden. ”Det ved jeg godt Denjarna.. Det frustrerer mig bare at jeg har ødelagt alt og at intet er som før,” endte han dæmpet, som han roligt lagde sin pande ind mod hendes, imens han sukkede ganske let. ”Men jeg går ingen steder, min egen. Jeg elsker dig og jeg er din til vores dages ende,” svarede han i en kærlig tone, som han roligt kyssede hende flygtigt mod læberne, inden han slog armene omkring hende og trak hende ind til sig, så han kunne holde om hende. ”Men vi skal nok få penge Denjarna, vi skal nok klare os. Og vi elsker hinanden, så vores forhold skal nok klare sig, og jeg ved at du vil blive en god mor, så jeg frygtet intet,” svarede han roligt, hvor hans stemme også var fuld af den tillid han havde til hende.