Big news!

[Deleted]

Det var tre uger siden, at Denjarna og Derick havde haft deres gensyn. Tre uger siden var det derfor, at han havde bidt og skræmt livet af hende, hvilket havde ført videre til en hektisk periode i deres forhold. Tre uger var det også siden, at han havde vist hende deres nye hjem i Atterlin. Et hjem de havde boet i lige siden, skønt det endnu måtte stå utroligt tomt for møbler. Hvor møblerne endnu manglede, måtte deres forhold heldigvis tyde på fremskidt, som stemningen var blevet betydeligt lunere mellem dem, siden deres ankomst til hjemmet. Samtalerne forløb mere flydende, som den falske glæde ikke længere behøvede at komme i spil. Det kunne dog godt ske, at stemningen faldt en anelse, hvis de kom ind på, at han havde bidt hende, da faktummet endnu måtte nage Denjarna. De første to uger havde også forløbet sådan, at de havde sovet adskilt, da hun ikke havde kunnet få sig selv til at invitere ham hen til tæpperne ved hende. For en uge siden havde der dog været store fremskridt, som hun havde ladt ham sove hos sig, og det havde de gjort hele den sidste uge. De havde dog endnu ikke seksuelt samvær med hinanden. Kyssende var blevet mere dybsindige og lidenskabelige, ligesom berøringerne, men så snart Derick gjorde mine til, at der kunne ske mere end det, skubbede hun ham fra sig. Derfor kunne man godt sige, at det bestemt gik i den rette retning, men helt i mål var de dog ikke. Det var dog til at se, at de havde en fremtid sammen, som det var tydeligt, at de begge elskede hinanden, men Denjarna led alligevel stadig af et tillidsproblem, når det kom til at tage det endelige skridt og være seksuelt sammen med ham.
Tomt stirrede Denjarna frem for sig, som hun helt følte sig mekanisk, som hun fulgte stien, der førte ned til hende og Dericks hjem. Det føltes som om, at der gik en evighed, skønt hun i virkeligheden kun gik den korte tur fra centrum og til sit hjem, men det hele måtte simpelthen forekomme så uvirkeligt for hende. Per automatik løftede hun den ene fod for derefter den anden, som hun vandrede gennem den hvide sne, hvor hun henlagde et langt spor efter sig. Hendes hoved var næsten gået i stå, som hun ikke kunne begribe den nyhed, som hun var blevet mødt af inde i byen. Hun havde endnu svært ved at tro på ordene, men faktummet var vel, at det var virkeligt? Det var vel også derfor, at hun opførte sig, som hun gjorde. Intet fokuserede hun på, som hun hverken så sine omgivelser eller de forbipasserende. Instinktivt gik hun blot hjem, og lige pludselig, så måtte hun også finde sig selv ved sin hoveddør. Hvor Derick var, vidste hun ikke, men hun gik næsten ud fra, at han øvede sig på sit nye fag ude i værkstedet. Hun gik dog ikke derover for at se efter, som hun end ikke gav lyd fra sig, men bare gik indenfor i stedet. Overtøjet trak hun langsomt af sig, som hun hængte den varme uldkappe op på stumtjeneren, og stillede sine sko ind til siden, så hun stod tilbage i en mørk kjole. Tavst drejede hun om på hælen, som hun åbnede døren til det store badeværelse og trådte derind. Døren fik hun dog ikke lukket helt efter sig, som den lige måtte stå på klem. I trance bevægede hun sig over til hjørnet, hvor brusekabinen var. Let fik hun skruet op for vandet og indstillet vandet, men hvor hun burde smide tøjet, valgte hun blot at vade direkte ind i det rindende vand. Der stod hun i et par sekunder, indtil benene måtte knække sammen under hende, som hun mærkede, hvordan hendes ryg gled ned langs bruserens væg, så hun endte i en siddende stilling i håb om, at dette blot var en drøm, og at hun snart ville vågne.

[Deleted]

Tre uger var gået, tre utrolig hårde uger for Dericks vedkommende, de to af dem havde snart været et rent mareridt for ham, skønt det ikke var noget som han havde sagt til Denjarna. De havde knap nok sovet sammen i.. ja, han vidste ikke hvor længe, fordi han automatisk havde gået ud fra at hans tilstedeværelse var uønsket, så hver gang hun havde sagt at hun ville gå i seng, så havde de sagt godnat og han var kommet med samme sætning; jeg lukker og låser lige det hele af, hvilket han havde gjort, selvom han aldrig havde søgt tilbage til pejsestuen, men var søgt ud i smeden, hvor han havde arbejdet hver nat, når hun var gået i seng. Han havde ikke brug for søvn som hun havde, derfor så havde han befundet sig i smeden, som havde været det eneste sted han havde kunnet afreagere, tænke og nærmest være sig selv. Om dagene havde han forsøgt at holde humøret positivt, skønt det ikke havde været lige til de første dage, og generelt havde han nærmest blot begravet sig ude i smeden, medmindre hun nærmest havde krævet hans tilstedeværelse. Det eneste tidspunkt han selv var gået væk fra smeden på, var om morgen, da han var gået ind for at lave morgenmad til hende og ellers om aftenen ved aftensmaden, hvor det kun havde været enkelte gange han havde spist med, når stemningen havde været god, for havde den været dårlig havde han ingen appetit haft, og så havde han begravet sig ude i smeden igen. Det var også først, da Denjarna selv havde spurgt om han ikke ville med i seng, at han havde valgt at lægge sig ind hos hende, hvor det også siden da var gået lidt op af bakke for dem og deres forhold, hvilket var noget som alligevel havde lettet ham. Alligevel befandt han sig dog meget ude i smeden, da det også var et job han kunne lide, fordi han først skulle arbejdet rigtig meget, før han blev træt, for det at han var vampyr kom virkelig til gavn ved arbejdet. Han var også ved at få rimelig godt styr på arbejdet derude, hvor han derfor også havde fået lavet lidt forskelligt og ikke kun våben. Våben var dog nok det som han bedst kunne lide at lave, men han havde klart fundet det bedst at kunne lave små ting, som hængsler til døre, selve dørhåndtag, hestesko og andet nyttigt som folk havde brug for, og han havde også forsøgt at være inde i byen, for at reklamere at smeden var åben igen, hvor han rent faktisk havde fået solgt lidt, og da de befandt sig inde i Atterlin, som var en af de rigeste byer i Dvasias, så gav folk en forholdsvis god betaling, dog havde han ikke priserne så højt fordi han netop var nybegynder, men det kunne jo altid komme med tiden og jo bedre kvalitet han fik det lavet i, da det hele bare gjaldt om rutine.
Som det var sen eftermiddag, anede Derick ikke hvad Denjarna gik rundt og lavede, da han havde været ude i smeden det meste af dagen og det var netop også der hvor han befandt sig nu. Man kunne høre hammeren slå mod det varme jern, der måtte ligge på den store ambolt. Kom man tættere på ville man også kunne høre den store esses flammer knitre og sprude. Han selv havde også talt om at få den dør lavet ind til selve entreen, så de ikke behøvede at gå udenfor, men kunne gå lige igennem for at komme herud, hvilket både var praktisk, når hun skulle kalde på ham, men også hvis han kun lige kort skulle ind og have noget. Han skulle lige til at svinge den tunge hammer igen, da han stoppede sig selv, som han hørte døren gå op. Han endte med lytte, hvor han kunne høre bruseren blive tændt. Han valgte dog blot at slå videre, som han vidste at hun var kommet hjem igen.

[Deleted]

Denjarna vidste ikke, hvor længe hun havde været væk, som hun havde søgt ind til centrum. Det havde følt som om at tiden var gået i stå, men det havde den i virkeligheden ikke, og hun havde i virkeligheden ikke været væk synderligt længe. Det hele måtte forekomme så urealistisk for hende, da det var en tanke, hun aldrig havde fundet muligt, og faktummet var nu, at det var til stede. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på det, og derfor blev hun denne zombielignende skabning, som hun blot vadede hjemad, for derefter at smutte direkte ind i badet med al tøjet på. Som hun var endt i bruserens bund, stirrede hun blot tomt frem for sig, som hun konstant genindspillede scenariet indefra centrum af. På intet tidspunkt gav hændelsen mening for hende, eftersom det aldrig var sket efter årtusinder med nærkontakt. At det så skulle ske nu, gav langt mindre mening for hende, for… hvad var det dog for et grusomt univers de levede i? Alt var forfærdeligt for tiden, som hendes forhold med Derick kun lige var begyndt at liste sig frem til det der var bedre, og så skete dette der helt måtte kaste dem tilbage til urtiden. Fortvivlet blinkede hun let med øjnene, som hun også måtte undgå at få dråberne i øjnene, da bruserens vand silede ned over hendes krop. Hendes lange ravnsorte hår begyndte at klæbe sig til hendes krop og ansigt, som de blev helt gennemvædede ligesom resten af hendes tøj. Den mørke kjole blev langsomt tung, som den sugede vandet til sig, mens den samtidig klæbede sig ind til hendes slanke krop, så hver en detalje på hende blev synlig. Lammet følte hun sig, som hun ikke kunne få sig selv til at gå. Samtidig blev hun også siddende i håb om, at dette i virkeligheden blot var en drøm – et mareridt – hvor vandet inden længe ville vække hende, men sådan så det desværre ikke ud til at gå. Aldrig havde hun ønsket dette for sig, og egentligt, så havde hun heller ikke troet, at det var muligt for hende. Hånden lod hun forsigtigt lægge sig over sin mave, hvor det måtte forekomme hende endnu mere uvirkeligt end noget andet. Hendes liv var ødelagt, så hvad skulle der dog ikke ske med hende og med deres forhold nu? Igen blinkede hun med øjnene, som en ny følelse vældede ind over hende. Følelsen af vrede, for ... hvordan fanden kunne han tillade sig at gøre dette ved hende?! Langsomt kæmpede hun sig tilbage på benene, hvor hun fik slukket for vandet. Tungt faldt hendes kjole og hår, som begge dele var gennemsilet af vand, hvor begge dele også måtte dryppe med vand. I sin nyfundne vrede, som hun vendte den mod Derick, da han var let at give skylden for dette, bevægede hun sig stille ud af badeværelset. Hun gjorde ikke mine til at tørre sig, som hun blot vandrede ud i entreen, mens hun lagde et vandspor efter sig. Koldt var det, som luften måtte være ufattelig kølig, når hun stod drivvåd. Målrettet bevægede hun sig frem, som hun vidste, hvor hun kunne finde Derick. I smedebygningen. Hun bevægede sig over mod den dør, som han havde lavet, så man direkte kunne gå fra hovedbygningen og ind til den supplerende smedebygning. Let skubbede hun døren op, hvor hun trådte ud på de iskolde stenfliser der udgjorde gulvet ude i tilbygningen, mens hendes sølvgrå øjne måtte søge efter den mandlige skikkelse. Let var den at finde, som han stod i varmen og svingede hammeren, som han var i gang med sit arbejde, som han efterhånden altid var i gang med. ”Hvordan kunne du dog gøre det mod mig?” spurgte hun dæmpet med fortvivlelsen i stemmen, mens hendes øjne der måtte bære et snert af vrede og fortvivlelse hvilede på Derick.

[Deleted]

Skønt deres forhold gik en anelse bedre, så var det endnu ikke helt godt mellem dem, såsom hun nægtede at være ham fysisk tæt, hvor han kun havde forsøgt sig et par gange, eftersom han ikke gad en afvisning hver nat. Han havde dog lært at kontrollere sin sult, eller i hvert fald mere eller mindre, for de gange han havde været ude og jage, for at skaffe sig føde der jo bestod af blod, havde han forsøgt at lade offeret leve, skønt det var endt galt til at starte med, da han havde dræbt vedkommende, men langsomt havde han dog lært at trække sig, hvor han havde bedt vedkommende om at stikke af, hvor han nu kun lige skulle bruge et minut eller to til at sunde sig, inden han søgte hjemover igen. Altid vaskede han sig ved brønden ude foran huset, inden han gik ind, så hun ikke ville se det blodige syn, eftersom det trods alt ikke var meget værd og han ønskede heller ikke at påminde hende det som var sket, da han trods alt havde bidt hende og det var det som var skyld i at deres forhold var blevet ødelagt, eller halvt om halvt, for nu begyndte det da at gå i den rigtige retning, som hun faktisk lod ham sove hos sig, skønt det ikke var alle nætter at han blev der hele natten. Hvad hun havde lavet denne dag anede han ikke, men han havde godt set at hun havde været lidt bleg, hvor hun også på det ene tidspunkt havde sagt at hun var søgt ud, hvad hun ville, anede han ikke, men han var gået ud fra at hun ville have lidt frisk luft, hvilket han ikke havde sagt det mindste til. Det var skam ikke sådan at han nægtede hende at gå nogen steder, da hun skam var fri til at søge derhen hvor hun ville, så længe hun var hjemme før nattens frembrud, da han ikke brød sig om at hun søgte ud, når det var mørkt, af særlige grunde. Godt nok var det sket af og til at hun var smuttet ud for at handle og var kommet hjem, når det var blevet mørkt, men det var så også kun fordi at det var vinter og det derfor hurtigt blev mørkt, så det havde han ikke sagt noget til de enkelte gange at det var sket.
At Denjarna så var kommet hjem og gået i bad, tog Derick sig ikke af, som han fortsatte sit smedearbejde, som han fandt befrielse ved, da det gav ham mulighed for at afkoble fra problemerne, hvilket han også havde gjort frygtelig tit igennem de sidste mange uger. Han stoppede ikke sit arbejde, skønt han hørte hende komme ud af døren, da han først stoppede, da han hørte hende sige de ord. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han gav hende elevatorblikket fra top til tå og tilbage igen, for.. hun var jo driv våd og med kjole på. ”Sig mig.. er du gået i bad med tøj på?” spurgte han forundret, som han rynkede brynene i en forvirret mine. Han kunne dog godt se at hun var vred, hvilket kun gjorde ham langt mere forvirret, for han havde da ikke gjort noget! ”Hvad er der los?” spurgte han sagte, inden han gav sig til at hamre videre på jernet. Hvis de skulle til at skændes igen, så gik han altså! Og hvis hun så skulle til at komme og invadere hans fristed, som var her i smeden, så blev han da først vred! Han forholdt sig dog rolig, indtil han fik styr på hvad det var som var galt, da han ikke gad at hidse sig unødvendigt op.

[Deleted]

Forholdet måtte endnu skrante, skønt det igennem den sidste uges tid havde peget på bedring, i stedet for nedgang, men grundet Denjarnas kommende nyhed, så kunne man vel helt frygte for det værste igen. Fuldstændigt i chok kunne man mildt sige, at hun var, som hun vitterligt ikke fattede, hvordan dette havde kunnet lade sig gøre. Frustreret blev hun derfor også, da hun på ingen måde havde planlagt dette, som det derimod kunne betegnes som det værst tænkelige for hende. Vred blev hun dernæst, da det havde foregået mod hendes vilje, som dette udelukkende var Dericks skyld! Derfor endte hun også med at forlade brusekabinen, som han skulle have besked. Fuldstændig ligeglad var hun med, hvordan hun te sig ud, hvilket også hurtigt resulterede i, at hun gik drivvåd ud. Koldt var det, men det skød hun bare fra sig, da det var et minimalt problem i forhold til det der eksploderede i hende i øjeblikket. Et fugtigt lag fodspor lagde hun efter sig, som hun gik fra entreen og ud i smedebygningen. Der tog hun hurtigt Derick i syn, da han så sandelig skulle høre, hvad han havde gjort galt! Hun var ragende ligeglad med, at hun kom og forstyrrede hans fristed, for dette var langt større end hans fristed, og det måtte han bare finde sig i. At han så spurgte ind til, om hun havde gået i bad med tøj på, blev hendes blik helt forvirret. Hun så ned af sig selv, hvor hun kunne se, hvor drivende våd hun egentligt var, som vandet dryppede fra hende, mens tøjet klæbede sig begærende ind til hendes slanke krop. Hun blinkede let med øjnene, som vreden måtte vælde op i hende. Hvorfor skulle han stille så latterligt et spørgsmål, når det var tydeligt for enhver at se, at hun var gået i bad med tøjet på?! Arrigt faldt hendes blik på ham, hvor hun også tog nogle hidsige skridt i hans retning. ”Du skal ikke prøve at skifte emne! Og hvor vover du at ignorere mig?! lød det arrigt for hende, da han ikke skulle prøve at sno sig udenom problemet, ligesom han ikke skulle arbejde videre, når hun talte til ham. Hun krævede hans opmærksomhed, og hvis han ikke ville give hende den, så måtte hun intet rive hammeren ud af hånden på ham, eller kaste noget efter ham, så han vidste, at hun var seriøs. ”Er du døv eller hvad? Jeg spurgte, hvordan du kunne gøre dette mod mig. Du ødelægger mig! Det er mit problem!” Dybt frustreret var hun, da hun simpelthen ikke ville acceptere sandheden, som hun havde fundet ud af i dag. Forfærdeligt var det hele, som hun var sammen med en mand, som hun havde problemer med, samt ikke lyttede til hende, men bare spillede dum i stedet. Han var skyld i alt dette, som det helt præcis var startet for tre uger siden. Hvordan det skulle gå dem fra nu af, anede hun vitterligt ikke, men hun tillod ikke, at han slap for problemet, som han kom til at hænge på det, om han ville eller ej! En anelse heftig var hendes hjertebanken gået hen og blevet, ligesom hendes kinder havde taget en rødlig farve. Hendes krop måtte dog skælve svagt, da det faktisk var forbandet koldt at stå med sine våde klæder på, på et stengulv, men det kunne hun ikke tage sig af nu. Hun havde større problemer at tage sig af, en at tænke på kulden. Det så også ud til, at Derick var komplet ligeglad med alle de faktummer, men det måtte hun vel bare få rettet op på.

[Deleted]

På bedringens vej var forholdet ganske vidst, selvom et stadig var svært at være Derick, da hun stadig måtte afvise ham ved visse ting, og helt godt var det jo endnu ikke. Han følte dog en frihed når han var ude i smeden og arbejdede, da han her følte at han var til nytte. Naturligvis havde han også haft nogle gode dage med Denjarna igennem den sidste uges tid, men han vidste jo godt at den endnu var gal. Han vidste at hun endnu var sur på ham, eller i hvert fald ked af det, og til tider så blev stemningen også en anelse trist igen, hvis de kom ind på emnet, men nu behøvede de da ikke så meget at lege glad, da det var ved at komme af sig selv og det glædede ham skam. Døren som han havde lavet fra smeden og til huset, havde taget omkring et døgn. Han var gået i gang da Denjarna var stået op, hvor han havde slået hul i muren, hvor han siden havde arbejdet hele dagen og var derefter blevet færdig lidt ud over natten, så næste dag hun var vågnet op, havde den stået klar, hvilket også havde gjort det hele langt lettere, for så havde hun ikke skulle hele vejen udenom, hvis hun skulle have fat i ham eller omvendt, så kunne de skyde genvej gennem huset. At hun så skulle komme ud drivvåd, var noget som gjorde ham helt … overrasket. Han kunne godt se at kjolen slangede sig perfekt til hendes krop og fordi den var våd, så afslørede den også lidt mere end hvad hun nok ville have at den skulle, dog var det ikke helt i de baner han tænkte, da han blev forvirret og forundret over at hun var gået i bad med tøj på, for hvad pokker gik der af hende? At hun så hidsede sig op, fik ham igen til at stoppe arbejdet, hvor han rynkede brynene og vendte blikket forvirret mod hende. Hvad pokker havde han gjort? De havde knap nok været sammen hele dagen og den tid de havde været sammen, havde de da været gode overfor hinanden og så var hun søgt ud og nu kom hun hjem, gik i bad med tøj på og kom ud og skældte ham ud? Hvad pokker havde hun drukket? Og hvor pokker havde hun været? At hun så sagde at han ødelagde hende og nærmest stod og råbte af ham, fik ham til at åbne og lukke munden flere gange for.. hvad snakkede hun om? Var dette tidspunktet hun kom ud med sine frustrationer omkring bidet? Det burde da være kommet for lang tid siden! Han måtte erkende at han slet ikke vidste hvad han skulle sige for.. han vidste ikke hvad hun hentydede til. Han endte med at lukke munden og brumme stædigt. ”Hvad pokker går der af dig kvinde? Du kommer helt sindsforvirret tilbage og skælder mig ud, når jeg ikke har gjort noget galt!” svarede han irriteret igen, da han ikke fandt sig i hendes måde at tale til ham på, for han havde da for pokker ikke gjort noget galt! Hvad hendes problem var, anede han ikke, men hendes opførsel måtte forvirre ham. Han endte blot med at ignorere hende igen, hvor han slog mod det varme jern, og så måtte hun jo blive sur over det! Men han gad ikke finde sig i hendes opførsel!

[Deleted]

Dryppende og kold stod Denjarna i smedebygningen, som hun var kommet ind til Derick, efter at hun i flere minutter havde siddet i bruseren under sit chokanfald. Hun havde været nødsaget til at finde ud af, hvordan hun skulle tackle problemet, og da hun var noget frem til konklusionen, at Derick skulle vide alt, hvad han havde gjort galt, havde hun rettet sig efter den plan. Det forekom måske ikke retfærdigt over for ham, hvordan hun havde i sinde at te sig, men det han havde gjort ved hende var langt mindre retfærdigt! Det havde på ingen måde været hendes ønske, at dette skulle ske hende eller dem, som hun altid havde været imod det, og derfor måtte hun også reagere sådan her. Mange andre ville sikkert finde nyheden glædelig, men mange andre var ikke hende. Det var hendes værste mareridt, og derfor kunne hun ikke tackle det positivt og åbensindigt. Det var heller ikke god timing, da det var sket, mens deres forhold kørte på glat is, som det endnu var ustabilt mellem dem. Bedre gik det ganske vidst, som hun lod ham sove hos sig igen, og kyssede ham ovs., men der var stadig et problem, som hun ikke kunne se sig god med det faktum, at han havde bidt hende. At han så stod helt mundlam de første lange sekunder, for derefter at nedgøre hende, pissede hende blot yderligere af, for hvad bildte han sig ind?! Hun var offeret! Ikke ham! Derfor var denne opførsel hende tilladt, som hun godt måtte skælde ham ud, hvis det var det der lystede hende. Han kunne desuden bare have ladt været med at ødelægge hende, for så havde det hele været godt og lykkeligt. ”Sindsforvirret?! Så nu er jeg ikke andet end en tosse for dig eller hvad?! Og du tror, at du ikke har gjort noget galt? Du har gjort alt galt, som du har ødelagt alt! Så du vover på at forsøge at sno dig udenom denne, for det kan du ikke!” bed hun af ham. Det irriterende hende grænseløst, at han fremstillede hende som en sindssyg, for det var hun ikke, og hvis hun i det hele taget var ved at blive sindssyg, så var det kun på grund af ham! Det gik hende desuden også på nerverne, at han forsøgte at spille uskyldig, så han i virkeligheden var kilden til hele problemet, så det skulle hun nok få fortalt ham, indtil det sivede ind i hans åbenbart tykke kranie. I sin arrighed, da han valgte at ignorere hende, gik hun over til et bord, hvor hun samlede en ødelagt dørhængsel op. ”Kig på mig, når jeg taler til dig! råbte hun samtidig med, at hun uden videre omtanke, kylede dørhængslet efter ham. Frustrationerne fyldte hendes krop, hvor hun så sig nødsaget til at komme ud med dem, og som han ignorerede hende og talte irriteret til hende, så var det på ingen måde svært at lade dem gå ud over ham. Han fortjente desuden, at det gik ud over ham, når han havde skabt problemet til at starte med. Hun vidste godt, at han højst sandsynligt ikke ville reagere positivt på hendes angreb, men hun var mere end sikker på, at hun på den måde ville vinde hans koncentration, og det var lige præcis den hun sigtede efter. Han skulle vide, hvad han havde gjort galt, og det kunne hun først fortælle ham, når han engang interesserede sig for hende, og det gjorde han tydeligvis ikke lige nu. For ham var hun blot en galning, men hvis det var sådan han så hende, så skulle hun nok også handle derefter!

[Deleted]

At den var ragende galt med Denjarna, fandt Derick hurtigt ud af, da hun valgte at begynde at råbe og skrige af ham og talte til ham som om han forstod hvad der var galt og kunne læse hendes tanker, men det kunne han jo for pokker ikke! Måske han kendte hende bedre end nogen anden, men han kunne altså ikke læse hendes tanker og sige, så det er hvad der er galt! for det var da umuligt for hvem som helst! Hvad hun talte om, anede han heller ikke, men hun opførte sig jo som en sindssyg! Han måtte også blive helt bekymret for hende, for det lignede ikke just hende at være så.. ved siden af sig selv, som hun var gået i bad med tøj på og nu stod hun og råbte af ham om noget han ikke gang kendte til, og det gjorde ham da kun langt mere forvirret, for han anede jo ikke hvad hun talte om! Det gjorde ham dog også irriteret at hun hidsede sig sådan op, for det lignede da slet ikke hende! Når hun var sur og ville have noget sagt, så plejede hun at sige det normalt til ham, måske lidt køligt, men aldrig stå og råbe og skrige af ham, som hun gjorde i øjeblikket, derfor måtte hun mest af alt ligne en som havde mistet sin fornuft, hvor han næsten helt kunne tvivle på at det var hans Jarna, for hende opførte hun sig da slet ikke som! At hun så fortsatte med at påpege at han havde gjort alt galt og at alt var hans skyld, fik ham blot til at fnyse af hende, som han rystede let på hovedet af hende, som var hun tosset, hvor han blot ubesværet fortsatte med at banke på jernet, for det der gad han da virkelig ikke at stå og lytte til! Det rablede jo for hende! Hvad pokker hun havde lavet udenfor, anede han ikke, men han kunne næsten tro at hun havde været ude for længe i kulden og at den nu havde gjort hende tosset. At hun så også valgte at handle sindssygt og kastede et ødelagt dørhængsel mod ham, som ramte ham mod skulderen, hvilket også fik ham til at trække sig helt sammen, hvor han blot stod og stirrede frem for sig med en chokket, overrasket og måbende mine. ”Okay! Så er det godt!” brølede han arrigt. Hans mine ændrede sig, som han valgte at hamre hammeren ned i ambolten, hvor han tog om det glødende jern med tangen, som han kylede ned i det kolde vand, så det dampede og gav en svitsende lyd fra sig, inden han vendte sig mod hende med et fast og advarende blik. ”Hvad pokker er der i vejen med dig?! Du opfører dig som en eller anden galning! Så sig dog dit problem i stedet for at tale som en sindssyg, som man ikke forstår det halve af alligevel!” Denne gang var det hans tur til at hæve stemmen, for nu havde han da først fået nok! Der var grænser for hvad han fandt sig i, og det gjaldt også hende. Måske han elskede hende og holdt af hende og han ønskede skam ikke at gøre hende ondt, men han krævede skam at blive behandlet med respekt og han havde bestemt ikke gjort noget galt! Ganske vidst havde han bidt hende, men det havde jo vist sig at gå den rigtige retning, så hvad der var galt nu, det havde han virkelig ingen anelse om!

[Deleted]

Det lignede måske ikke Denjarna at handle på denne måde, men på den anden side havde hun aldrig stået overfor denne her prøvelse før, og alle vidste jo, at drastiske situationer krævede drastiske midler. Vreden var hendes drastiske middel. Normalt når hun var utilfreds med Derick, talte hun køligt til ham, og ignorerede ham måske, men denne her gang råbte hun direkte arrigt af ham, hvor hun ej heller var kommet med nogen advarsel, eller givet ham en chance for at forklare sig inden da. Hun følte bare ikke, at han fortjente nogen advarsel i denne situation, for ingen havde jo advaret hende om, at denne forandring ville finde sted i hende! Derfor fik han heller ikke lov til at få beskeden i ro og mag, og det måtte bare være ærgerligt for ham. Hun havde desuden brug for at komme ud med alle sine frustrationer, og han var den helt ideelle person at smide dem ud over. Især når han var skyld i problemet, som det trods alt var sket på grund af alle fejlene for tre uger siden. En grusom nat og efterfølgende dag havde det i sandhed været, som dagene tydeligvis havde revet alt godt fra hinanden. At han så også ignorerede hende, når hun forsøgte at tale med ham, endte hun helt arrig, hvor hun også angreb ham. Det var tydeligt for hende, at angrebet kom uventet og på ingen måde faldt i god jord hos ham, og det passede hende også fint, for det betød nemlig, at hun nu havde hans opmærksomhed som ønsket. Hun smilede dog ikke, som de frustrerede og vrede sølvgrå øjne blot hvilede på ham. Den arrige tone reagerede hun ikke anderledes af, ligesom hun heller ikke reagerede på den høje svitsende lyd, da han kastede arbejdet fra sig. ”Jeg har allerede fortalt dig mit problem! Du er mit problem!” svarede hun stædigt og vredt igen, som hun fortsat holdt fast ved sine ord. Hendes krop skælvede let i kulden, som hun burde gå indenfor og tage noget varmt tøj på, men det kunne hun på ingen måde få sig selv til lige nu! Hun skulle føre sin nyhed og mening ud, hvor det også skulle fæstne sig i Dericks hoved, da han så sandelig var tvunget til at være en del af dette helvede. ”Du har ødelagt mig, siden vores gensyn i Den Mørke Skov! Det hele er din skyld, siden du bed mig! Jeg ønskede ikke dette for mig, men næ nej.. Du skulle alligevel gøre alt dette ved mig,” begyndte hun arrigt, hvor hun muligvis mest af alt kunne lyde som en gal kvinde, men det var hun ikke! ”Du bed mig! Tvang mig til at drikke dit blod, hvor du derefter udnyttede min krop! Du vidste, at jeg inderst inde ikke ville være dig tæt den nat, men du fortsatte det alligevel, og nu er alt ødelagt!” Som hun råbte ordene af ham, måtte hun helt mærke, hvordan følelserne vældede op til hendes ansigt. Vredt blinkede hun med øjnene, som hun helt mærkede, hvordan de brændte, men hun nægtede at græde! Beskeden hun havde modtaget fra byen af havde muligvis vippet hende af pinden, men hun nægtede at blive overfølsom nu, selvom det føltes som om, at hele verdenen var imod hende. Alt var galt, men hvad kunne hun gøre ved det? Det var der, og hun kunne ikke bare fjerne det, som det var et faktum hun var nødt til at leve med. Et faktum hun faktisk måtte leve med de næste mange år, og Derick med, som han heller ikke slap for det.

[Deleted]

At Denjarna kom hjem og begyndte at skælde Derick ud fra hak til nak, var slet ikke noget som han fandt sig i, for han havde slet ikke gjort noget galt og det var han da mere end sikker på! De havde haft det helt fint med hinanden inden hun var taget af sted, så han kunne helt frygte at hun havde taget imod noget som havde påvirket hende på en eller anden sindssyg måde. Hun stod og talte som en gal kvinde og hun reagerede på en måde, som slet ikke lignede hende, derfor kunne han også helt blive bekymret, for han vidste jo slet ikke hvad der gik af hende. Det var dog heller ikke fordi at hendes ord, handlinger eller tone faldt i god jord hos ham, for tværtimod måtte de kun hidse ham langt mere op. Her havde han stået fredeligt mere eller mindre hele dagen og han vidste at de ikke havde haft nogen dårlig stemning i går eller i forgårs, så hvad hun plaprede op omkring anede han virkelig ikke, og om hun overhovedet ville komme til sagen, anede han heller ikke, for lige nu stod hun jo bare og talte om noget enhver ikke ville fatte bjælde af! At hun så skulle gå så vidt at hun direkte angreb ham, var slet ikke noget som han fandt sig i! Hvis hun ville have hans opmærksomhed kunne hun sgu da bare tale til ham som en normal person ville gøre, i stedet for at begynde at blive fuldstændig vild og sindssyg! Dumme kvinde! Det var dog også en handling, som måtte pisse ham af. Af hun så begyndte at rive op i de gamle sår, gjorde det ikke bedre, og hendes ord var simpelthen den ene lussing efter den anden, og det gjorde frygtelig ondt og måtte også såre ham, skønt han alligevel var så sur at man ikke kunne se det på ham, for han fandt sig slet ikke i det! Nu havde han simpelthen fået nok! Nok af det hele! Han lod hende tale færdig, inden han lagde armene over kors. ”Er du færdig? For hvis du er, så skal jeg fandeme nok gå og så skal jeg nok lade vær med at komme tilbage nogensinde igen!” råbte han arrigt af hende. Det var ikke fordi han mente det, men nu havde hun virkelig formået at pisse ham frygtelig meget af og normalt skulle der ellers meget til, men når hun opførte sig som hun gjorde, så gad han bestemt ikke blive her! Hendes ord gjorde det dog bare ikke bedre, for han kunne helt frygte for at det aldrig ville blive bedre mellem dem, at hun ville hade ham til evig tid og det ville han da slet ikke kunne holde ud at leve med! Der var dog bare én ting han ikke forstod, hvorfor hun først flippede ud nu og lod frustrationerne komme til syne, når det burde være sket for flere uger siden, hvor stemningen havde været helt trist og ødelagt, for der ville han da havde kunnet forstå hendes reaktion, men nu gav ingenting mening for ham. Han blev blot stående og betragtede hende med en fast og vred mine, hvor han skam var klar til at gå, for dette gad han ikke! At hun så stod og frøs, kunne han godt se, skønt essen gjorde det varmt i rummet, men det hjalp jo nok ikke når hun stod på et koldt stengulv og var drivvåd.

[Deleted]

Det forekom måske ikke fair overfor Derick, at Denjarna reagerede på denne måde, da hun angreb og råbte af ham, inden hun havde nået at give ham en plausibel grund for sine handlinger. Hun havde bare for mange følelser i sig i øjeblikket til, at hun kunne stoppe roligt op og fortælle ham hele historien i ro og mag, for indvendigt var hun jo ved at springe, som hun var dybt frustreret, da hun ikke længere vidste ud eller ind. Skræmt var hun over det der skulle finde sted de næste måneder, og han ville sikkert forstå nogenlunde, hvis han kendte til årsagen, da han kendte til hendes tanker omkring det, men hun kunne bare ikke komme ud med sine problemer på nogen anden måde end denne. At han så ignorerede hende, og virkede irriteret, når han talte til hende, gjorde kun det hele langt værre, for ingen af de reaktioner havde han tilladelse til at udvise! Han var inde i det, ligesom hende, så han havde heller ingen udvej, da han var tvunget til lortet, ligesom hende. Han skulle nemlig bestemt ikke slippe let væk fra dette, da det også var hans ansvar, som han var skyld i problemet. At han så truede hende med at gå, fik vreden til at blusse op i hende, hvor hun mest af alt havde lyst til at overfalde ham, for han kunne lige vove på at gå! Hun ville lænke ham fast til huset, hvis det var det der skulle til, som hun på ingen måde skulle stå alene med dette problem, og så var det bare ærgerligt, hvis han ikke ønskede at være en del af det, for hun ønskede bestemt heller ikke at være en del af det, men det var hun desværre. Hendes blik vendtes kortvarigt mod bordet, hvor hun havde fundet en ødelagt dørhængsel, men det lignede ikke, at der var mere hun kunne kaste efter ham. Desværre var det også blevet lavet en ny dør i bygningen her, så hun kunne end ikke spærre vejen for ham, som han bare kunne tage den anden dør, hvis hun stod ved den ene. ”Jeg er på ingen måde færdig! Og du kan lige vove på at gå, for barnet er mindst ligeså meget dit problem, når det kommer om lidt over otte måneder! Tro ikke, at du kan kaste alt lortet i hovedet på mig!” råbte hun arrigt igen. Det var bestemt ikke den kønneste måde, at man kunne fortælle sin elskede, at man var gravid, men om end ikke, så var det Denjarnas måde at gøre det på. Hun havde aldrig ønsket at være gravid, men det var hun blevet mod al forventning. Hun havde ikke troet, at det var hende muligt, eftersom det aldrig var sket før, og derfor måtte det også komme som et langt større chok for hende. Det værste af det hele måtte så også være, at barnet var blevet undfanget den nat, hvor han havde bidt hende, som det var blevet undfanget under en seksuel akt, som hun dårligt nok kunne huske, grundet hun havde været høj på blod. Et stort rod var det hele, som deres forhold var en stor rutsjebane, og nu truede han med at forlade hende. Hun ville så aldrig tillade, at han gik nogen steder, som hun skam nok skulle få ham stoppet, og hvis han virkelig slap ud, så ville hun jage ham, hvor hun ikke ville stoppe, før hun havde fanget ham eller at strabadserne havde gjort det af med hende. Han var nemlig i dette med hende, om han ville det eller ej.

[Deleted]

Denjarnas måde at reagere på, måtte uden tvivl forvirre Derick mere end noget andet. Han vidste slet ikke hvorfor hun reagerede som hun gjorde, da alt havde været fint mellem dem inden hun var smuttet ud af døren, ligesom deres forhold generelt var på vej i den rigtige retning, så hvad det lige var der gik af hende, det havde han virkelig ingen idé om, men at hun skulle råbe og skrige af ham, at hun skulle kaste ting mod ham og nærmest angribe ham, det pissede ham virkelig af, hvor han mest af alt var fristet til at gå. Ganske vidst havde han ikke lyst til at forlade hende, da han elskede hende, hvor han også havde set frem til at tingene ville gå godt mellem dem, men nu rablede det da først for hende! At hun så skulle rive op i det hele, gjorde kun at han fik dårlig samvittighed igen, for han angrede jo at han havde bidt hende, han angrede at han havde været hende tæt, når han vidste at hun inderst inde ikke ville have det, men der havde han jo slet ikke været i stand til at modstå hende! Hun vidste hvordan hun skulle forføre ham, så der ville han næsten sige at han havde været offeret og hun synderen, for han havde skam forsøgt at stå imod, men hun vidste da lige så godt som ham, at hun kunne sno ham om sin lillefinger så snart hun ønskede det. Hun kunne sige det rette, gøre det rette, få ham med på vognen, sådan havde det jo altid været og det var ikke sådan at han bare havde sprunget på hende med det samme, da han faktisk havde forsøgt at stå imod, at det så ikke havde holdt i sidste ende, kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved, men han vidste godt at hun ikke så på det på samme måde, da han vidste at hun havde været høj på hans blod og selv måtte hade ham for det, men det havde jo været nødvendigt, så hun ikke havde lokket flere vampyrer efter sig! Hendes ord måtte dog slå ham helt ud.. barn? Han stod og blinkede med øjnene og åbnede og lukkede munden flere gange, som han ikke helt vidste om han fik det med. ”Øh.. hvad?” spurgte han forvirret. Hvad pokker var det lige at hun snakkede om? Og hvad mente hun med barn? Inderst inde vidste han det godt, men han ville ikke se det i øjnene, for.. det var jo umuligt!. ”Denjarna hvad er det du taler om?” spurgte han denne gang alvorligt, hvor han ikke længere havde hævet stemmen, for nu frygtede han at det var langt mere alvorligt end hvad han lige havde regnet med og at det ikke havde noget at gøre med bidet eller det at hun var høj på hans blod, men noget helt tredje, skønt tanken næsten måtte gøre ham langt mere bleg i ansigtet end hvad han var i forvejen, hvis det da overhovedet var muligt. Hans arme var endte med at falde slapt ned ad hans side, hvor han blot stirrede afventede på hende, for nu måtte hun da se at komme til sagen! Hun talte i tåger og det gjorde ham kun langt mere forvirret og han kunne jo tydeligt høre at den var helt gal.

[Deleted]

Mere og mere frustreret blev Denjarna for hvert et sekund der gik, da det hele syntes at styrte sammen over hende, hvor hun ikke vidste, hvordan hun skulle tackle situationen. Hun gjorde dog det bedste, hun kunne, skønt det sikkert lignede en fiasko for mange, da det var tydeligt at se, at hun var helt i vildrede, sådan som hun prøvede at få ham til at forstå, mens hun råbte og skreg af ham. Det hjalp så heller ikke, at han ikke bare forstod hende, som han derimod konstant gjorde situationen værre, da han talte afvisende til hende, hvor han også helt endte med at true hende med at gå. Om han virkelig kunne forlade hende, troede hun snart på, da det ikke gik storslået mellem dem, men hun håbede endnu på, at deres kærlighed kunne overleve alt. Hun havde dog ikke i sinde at lade ham gå, som han ikke fik tilladelse til at gå, når hun ventede hans barn. Hun havde ikke ønsket dette barn, og om han havde eller ej, så skulle han også hænge på problemet, som han havde været med til at skabe det. Hun var trods alt hundred procent sikker på, at det var hans, eftersom han var den eneste mand, hun havde været sammen med i flere årtusinder. At han så ikke fattede hendes ord, pillede igen ved hendes irritation, for hvad var der ikke at forstå? Hun var sur på ham, og hun havde et kommende barn i sin mave, så kunne det ikke være mere soleklart end det? ”Er du døv, eller gider du bare ikke høre på mig?” spurgte hun irriteret, da han bad om en dybere forklaring. Hun forstod ikke, hvad han skulle bruge den til, når hun allerede havde fortalt ham, hvad der var i vejen. Han burde trods alt selv være i stand til at ligge to og to sammen, men det var han åbenbart ikke. Armene lagde hun selv over kors, hvor det både var i vrede og i et forsøg på at få varmen, som hun var iskold. Hun var dog begyndt at holde en anelse igen med drypningen, men hendes krop var kold, ligesom hendes læber også langsomt måtte antage en blålig tone. Hun kunne dog ikke få sig selv til at skifte, eller gå indenfor, da hun havde noget vigtigere, som hun skulle have ført frem lige nu, og det krævede, at hun blev og talte med ham, skønt det ikke just gik godt. ”Jeg siger, at du ikke slipper for dette helvede om du vil eller ej! Det er ligeså meget din unge, som det er min, så tro ikke, at jeg lader dig gå, så jeg kan stå alene med dette!” Om han forstod hende nu eller ej, vidste hun ikke, men han fik hende ikke til at tale stille og roligt, hvis det var det der skulle til, hvis han skulle forstå. Hun reagerede præcis, som hun havde brug for, og så måtte han bare affinde sig med udfaldet. De frustrerede sølvgrå øjne hvilede endnu på hans ansigt, som hun så, hvordan han bare blev stående der og stirrede dumt ud i luften. Det var ikke det hun havde brug for, som hun skulle vide, at han havde i sinde at være der for hende, som hun ikke ønskede dette her, samt det, at det gik skidt mellem dem. Så måtte han bare tage sig sammen og komme over det, for nu var der ikke længere nogen vej tilbage.

[Deleted]

Det gik stille og roligt op for Derick hvad der egentlig var galt. Det var ikke kun det at han havde bidt hende eller været sammen med hende, faktisk tvivlede han på at det havde noget at gøre med det overhovedet, eller lidt havde det jo nok, men det var ikke det som var hovedproblemet. Det som hun dog prøvede at fortælle ham, var dog noget som slog ham helt ind i en choktilstand, for det kunne vel ikke være muligt, kunne det? De havde været sammen frygtelig mange gange og aldrig var det sket. Han havde heller aldrig troet at det var muligt, fordi det netop aldrig var sket før, og derfor kunne det vel heller ikke passe at det skete nu? Han vidste jo godt hvor meget hun måtte hade ideen om det, hvor de tilmed havde været oppe at skændes før over emnet, fordi hun altid havde fundet nok i de to, hvilket han skam også havde, men han havde også bare gerne ville have en familie, en som var større, med nogle små til at løbe og lege rundt omkring dem. At det så var hvad hun stod og fortalte ham nu, var slet ikke noget som han havde regnet med, hvor han måtte blive helt lamslået over at det var den nyhed hun gav ham, for han vidste da udmærket godt hvor lidt hun gad det! At hun så fortsatte med at hakke ned på ham og vrisse af ham, tog han sig ikke længere af, da han pludselig fik andet at tænke på. ”Er du gravid?!” spurgte han tydeligt forbavset, som han let tog sig til hovedet. Han lagde slet ikke mærke til at hun frøs og at hun havde fået helt blå læber, da nyheden helt måtte slå ham ud, for.. det kunne da ikke passe! Det var aldrig sket før, hvorfor pokker skulle det så ske nu?! Han vidste snart ikke om han skulle græde eller grine, da det ikke just var hvad han havde regnet med at høre. Ganske vidst havde han altid ønsket sig børn, men alligevel.. og så var det jo heller ikke blevet en succes sidste gang han havde troet at han skulle være far, for der havde det vidst sig at kvinden havde været ham utro og at det ikke engang var hans. Tanken gjorde ham pludselig helt dårlig, for han vidste ikke længere hvad han synes om den idé. Hans blik faldt næsten anklagende på hende. ”Er det mit?” spurgte han fast. Han vidste trods alt at hun havde forsøgt at glemme ham, hvor hun havde flirtet rundt med andre mænd, selvom hun godt nok havde sagt at hun ikke havde været seksuelle med dem, men han måtte bare være på den sikre side igen, for han gad bestemt ikke at blive snydt, bedraget og såret igen! Han vidste dog godt at de havde været sammen og tilmed to gange, så chancen var der naturligvis, men det var jo bare aldrig sket før, så det føltes også helt surrealistisk, hvis det skulle til at ske nu. Han endte med at rette sig op, som han vendte blikket mod hende. Han var nød til at være på den sikre side, for ellers vidste han da ikke hvad han skulle gøre. Og tænk hvis det ikke var hans? Så ville hans verden da først bryde sammen!

[Deleted]

Det var til at se, at nyheden chokerede Derick, men sandheden var bare, at Denjarna ikke kunne bruge hans choktilstand til noget som helst. Hun tænkte desuden, at hun måtte være langt mere chokeret end ham, så han måtte bare tage sig sammen og mande sig op! Det kunne godt være, at de begge ikke havde troet, at det nogensinde ville være dem at stå med et par rollinger omkring sig, men nu var det hermed virkeligheden. Det måtte desuden chokere og frustrere hende utroligt meget, da hun altid havde været imod ideen om børn, for hende og børn … det kunne da aldrig gå. Hun havde ingen erfaring med børn, og så ønskede hun heller ikke, at hele hendes liv skulle omhandle en lille unge, da hun elskede tanken om, at det kun var hende og Derick. Hun vidste dog godt, at han altid havde ønsket sit et barn, men om han stadig gjorde det, vidste hun ikke. Nu havde han i hvert fald ikke et valg, som skaden allerede var sket. Irriteret himlede hun med øjnene ad ham, da han direkte spurgte om hun var gravid, for havde det ikke allerede været til at høre på hendes forhenværende sætninger? ”Selvfølgelig er jeg ikke gravid.. Jeg elsker bare at gå i bad med tøj på og stå her og råbe, at jeg skal føde din unge om otte måneder,” sagde hun yderst sarkastisk, så man ikke var i tvivl om, at hun rent faktisk var gravid. Hun forstod heller ikke, hvorfor han skulle spørge, eftersom hun aldrig nogensinde havde joket om en graviditet, så hvorfor fanden skulle hun gøre det nu? Hun var altså ikke sindssyg, selvom det åbenbart var det han troede om hende. Hun ville dog have ønsket, at det bare havde været det, og at hun ikke var gravid, da det måtte rode rundt i det hele igen, og det kunne hun simpelthen ikke håndtere lige nu. At han så spurgte, om det var hans, gjorde hende blot endnu mere arrig, for hvad fanden bildte han sig ind?! Hun sagde konstant, at hun var ham tro, og nu beskyldte han hende fandeme for at være utro igen. Direkte arrig gjorde det hende, hvilket også fik hende til at søge over gulvet med blikket. Der samlede hun en tabt søm op, og selvom det ikke var meget, så kylede hun alligevel den efter ham, ligesom hun havde smidt dørhængslet efter ham. Hun fandt sig nemlig ikke længere i hans mistillid, som hun konstant følte sig trådt på, når han bragte emnet op. ”Nej, det er træets ude i haven, hvem fanden tror du ellers, at det ers?!” råbte hun dybt irriteret og frustreret af ham, som han simpelthen måtte stoppe! Det var skam hans, da hun virkelig ikke havde været sammen med nogen anden mand, siden hun havde giftet sig med ham. Det var dog lige før, at hun måtte overveje at være ham utro, da han i så fald havde noget at være vred over, i stedet for at han konstant skældte hende ud på falskt grundlag. Hun ønskede dog ikke at være sammen med nogen anden mand end Derick, men det forstod han tydeligvis ikke, og det måtte også gøre hende ufatteligt ked af det, da der burde være tillid i et forhold, men han troede aldrig på hende, og så vidste hun jo snart ikke, hvad hun kunne gøre ved det længere.