Home sweet home

[Deleted]

Denjarna kunne tydeligt fornemme på Derick, at også hans humør havde taget et styrtdyk. Det gjorde hende trist af vide, at også hans humør var ødelagt, men det kunne hun desværre ikke gøre noget ved, da hendes eget allerede var nede i kulkælderen. Glad havde hun været, indtil hun havde set pejsestuen, da romantikken havde mindet hende og den ulykkelig de havde mødt i går. Nu følte hun sig helt ødelagt igen, skønt hun prøvede at vise ham en anden side af sig, da hun ikke kunne lide, at han kunne se, at hun var trist til mode. Hun tvivlede dog ikke på, at han kendte til hendes egentlige følelser, men hun prøvede at forekomme opløftet for ham, da hun ikke ønskede at ødelægge deres stund sammen. Det burde desuden være en lykkelig dag for dem, som de endelig havde fået sit et sted, som de kunne kalde for deres hjem. Inderst inde følte hun dog ikke lykken, som hun mere følte sig trist, skønt hun selvfølgelig var glad for det faktum, at han havde fundet et hjem til dem, og at det faktisk var utroligt flot. Som han gik ned igen, stod hun blot i tavshed, som hun stod stille med sine egne tanker. Det var ikke just varme der fyldte hendes sind, som det mere var sorg over det faktum, at de skulle have det så evigt svært med hinanden. Forbandet måtte deres forhold vel være, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at forlade ham, da hun elskede ham af hele sit hjerte. Hun håbede også, at denne gang ville gå ligesom alle de andre gang. Nemlig ved, at de klarede sig igennem skærerne og blev lykkelige igen. Svært var det dog, da han aldrig før havde brudt et tillidsbånd, som han havde gjort nu. Hun vidste ikke, om hun kunne blive hundred procent tryg ved ham igen, men hun håbede, at hun i fremtiden sagtens kunne være ham tæt, uden at skulle tænkte, at han ville bide hende det næste sekund. Dæmpet slap hun et suk, som hun langsomt tvang sig selv til at bevæge sig. Trappegelænderet greb hun fast i, som hun bevægede sig ned ad trappen. Hurtigt kunne hun se, at han rigtigt nok havde fjernet det romantiske ved rummet, og det måtte alligevel være et stik i hjertet på hende, da det kun var et klart tegn på, at de havde det svært med hinanden lige i øjeblikket. Hun dvælede dog ikke ved stedet, som hun i stedet bevægede sig over til terrassedøren. Der så hun, hvordan deres have måtte se ud, som hun ikke før nu havde fået et ordentligt glimt af den. Pæn så den ud, skønt naturen var ’død’, hvor det selvfølgelig var en skam, at hun ikke kunne se den om sommeren, men det gjorde kun, at hun havde noget at se frem til. I et par minutter måtte hun også stå der, som hun blot stod indenfor og så, hvordan deres udendørsareal måtte se ud. Hun blev dog heller ikke, som hun igen efter et par minutter valgte at søge ud mod gangen, hvor hun fulgte vejen ud til køkkenet. ”Har du brug for hjælp?” spurgte hun venligt, skønt det lignede, at han havde styr på tingene. Bordet var nemlig dækket og maden duftede lækkert. Roligt stod hun i døråbningen, som hun stod med hånden mod dørkarmen, mens hendes sølvgrå øjne hvilede på hans skikkelse. Sødt fandt hun det, at han lavede mad til dem, som hun ikke just havde ventet det, da hun ellers altid havde stået i køkkenet med ham, når der skulle kokkereres.

[Deleted]

Denjarna og Derick havde det uden tvivl svært med hinanden i øjeblikket, som den trykkede stemning igen var kommet, efter at de havde været inde i pejsestuen, hvor han helt havde fortrudt at de var gået herhen, men på den anden side, hvor skulle de ellers være? Hvis ikke de var gået hvert til sit, som sikkert kun havde gjort ondt værre, så skulle de have fundet et andet sted at være, og dette var trods alt deres, her skulle de ikke bekymre sig om andre, hvor de også kunne være i forskellige rum, hvis det var det, problemet var så bare at der ikke var nogen møbler, det som han havde lavet til dem af en hyggekrog foran pejsen i stuen, havde jo faktisk været meningen at det skulle være deres seng, selvom han havde fjernet alt det romantiske, da han vidste at det gik hende på, og han gad heller ikke tænke på det. Det måtte også irritere ham at den gode stund var ødelagt, som han helt havde mistet modet for resten af aftenen, og han måtte erkende at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det var derfor næsten også helt befriende at stå i køkkenet og lave mad, da han så havde noget at lave, selvom han ikke vidste hvordan middagen skulle gå, eller hvad der skulle ske bagefter. Det var ikke særlig sent, som det var ved normal spisetid, derfor var der et par timer endnu, før det ville være normalt at gå i seng. Han gik blot tilbage til maden, efter at have dækket bord, hvor han fik både kødet, rodfrugterne og sovsen i orden. Det var ikke særlig svært at følge med, når man var vampyr, da det hele egentlig gik langsomt i hans øjne, som han næsten kunne blive helt utålmodig, men det gav ham dog også lidt tænke- og alenetid. Han tog sig ikke af hvad Denjarna lavede, som han blot tog sig af maden, så hun kunne få noget at spise, da det jo var blevet en nødvendighed i huset, skønt det ikke var noget nyt, da det også havde været nødvendigt for ham dengang de havde boet i træhytten, foruden at rollerne nu var blevet byttet om. Han havde dog intet imod at skulle spise med hende, da han tværtimod selv havde set frem til at skulle sidde ved bordet og spise med hende, selvom han måtte erkende at lige i aften, så var stemningen ikke til nogen hyggeaften eller lignende, da han faktisk synes at det hele var ødelagt. Han hørte godt at hun kom ud fra pejsestuen og ud mod køkkenet, hvor han ikke så på hende, da hun henvendte sig til ham. ”Ellers tak, det går,” svarede han roligt, uden at han så på hende. Han vidste godt at det var hans skyld at tingene var ødelagte, og han måtte virkelig også være irriteret på sig selv, ligesom han hadede sig selv for at have gjort hende ondt, men han vidste virkelig ikke hvad han kunne eller skulle gøre for at gøre tingene gode igen og han blev kun træt af at skulle forsøge at være glad, når alt var ødelagt alligevel, det var jo flere gange bevist at det hele lå lige under overfladen, derfor havde han bare mest af alt lyst til at opgive det hele. Han elskede hende dog for højt til at ville forlade hende, da han ganske vidst ønskede en fremtid med hende, men det var ikke let, når han vidste at hun frygtede ham og ikke gad have ham tæt på, derfor følte han sig også bare i vejen.

[Deleted]

Hvordan resten af aftenen skulle forløbe, vidste Denjarna ikke, men hun frygtede helt for den. Hvis ikke han havde bidt hende tilbage i skoven, havde de sikkert delt en helt fantastisk stund med hinanden lige nu, som de i så fald havde været midt i en intens forelskelse. Det gjorde ondt at vide, at det hele kunne have været fejlfrit mellem dem, men dumt var det vel også bare at tænke på, hvordan det kunne have været, når det i virkeligheden ikke var sådan. De havde problemer. Problemer som de altid havde haft, skønt problemerne altid havde en anden form. Slem fandt hun dog denne her gang, da han havde bidt hende mod hendes vilje, hvor han derefter havde været fuldstændigt hypnotiseret. Han havde dog senere vist, at han godt kunne lade være med at bide hende, men det huskede hun ikke særligt godt, som hun kun huskede klart, til han havde givet hende sit blod. Hænderne lod hun let glide over sine arme, som hun havde lagt dem over kors. Det var vel et ringe forsøg på at føle en smule omsorg, da hun ikke rigtigt kunne få den fra Derick lige i øjeblikket, da han var synderen. Hun ville ønske, at hun havde en ven ved sig i denne stund, men det havde hun ikke, som hun kun havde Derick. Derfor havde hun kun sig selv og ham at fortælle sine sorger til, og det var en ringe hjælp lige i øjeblikket. Hun var dog fast besluttet på, at de skulle klare sig igennem denne svære tid, da hun ikke havde i sinde at give op på deres forhold. Hun elskede ham trods alt, selvom han havde bidt hende. I tavshed betragtede hun naturen, hvor hun også måtte spekulere på, hvad Derick mon tænkte i denne stund. Hun kunne kun håbe, at han ligesom hende var fast besluttet på at få det til at lykkes mellem dem, men man kunne jo aldrig vide. Hun kunne nemlig godt mærke på ham, at hendes humør tærede på hans kræfter, men det kunne hun ikke gøre noget ved, da hun selv var ked af det og havde brug for trøst. Skønt han ikke kaldte på hende, valgte hun at gå til køkkenet, da hun havde det elendigt, når hun stod alene med alle disse følelser. Han var måske ikke den ideelle person at være sammen med lige nu, men han var den eneste der var her, og hun ønskede også at vise ham, at hun gerne ville kæmpe for deres forhold. Som hun fik øje på Derick ved komfuret, listede hun et smil frem på læben, da hun gerne ville forekomme åben overfor ham. Da han så nærmest ignorerede hende, som han ikke så mod hende og afviste hendes hjælp, falmede smilet igen. Hun nikkede dog til hans ord, skønt hun ikke valgte at gå. Hun valgte derimod at gå over til spisebordet, hvor hun tog plads på den ene stol, mens hendes blik endnu hvilede på hans ryg. Hun vidste ikke, om han ønskede hendes tilstedeværelse, men hun forsøgte alligevel. ”Det dufter rigtig godt,” komplimenterede hun ham stille. ”Jeg glæder mig til at smage, hvad du har fundet frem.” Hvor god han var alene i et køkken, vidste hun ikke, da hun altid havde stået ved hans side, når de havde lavet mad i det gamle hus, da hun alligevel havde haft mere erfaring end ham. Hun var dog åben overfor det faktum, at han lavede et måltid til hende. Hun håbede bare, at det smagte ligeså godt, som det duftede.

[Deleted]

Den trykkede stemning, tærede utrolig meget på Dericks humør, hvilket ikke just var nogen kombination, da han ligeledes kunne mærke mørket i sig rumstere, og det blev næsten helt fristende bare at give efter. Hver gang han dog mærkede det stige, kunne han også mærke det brænde og stikke i hans bryst, der hvor Ezekiel havde givet ham mærket. Han vidste godt at han var synderen, at han var den som var skyld i at tingene var som de var, og derfor var han mest af alt sur på sig selv, som han virkelig havde lyst til at gennemtæve sig selv for det som han havde gjort ved hende, skønt det var svært at slå sig selv, og det værste af det hele, var at det var ham som havde gjort hende ondt, for havde det været en anden var det let at kaste med skylden, men når det var ham, så var det ham der skulle leve med skammen, ligesom det var ham hun var sur på og knust over og det gjorde det på ingen måder bedre, for så kunne han ikke trøste hende på samme måde, for uanset hvad han sagde, så ville det jo ikke gøre det godt igen og det var den tanke som virkelig måtte frustrere ham! Han trak kort vejret dirrende og slap det i et suk, som han blot fortsatte med maden. Han følte sig helt opgivende, hvor han næsten helt kunne frygte at det aldrig ville blive godt igen, og han måtte erkende at han hadede at skulle spille glad og munter, når det hele hurtigt blev ødelagt, så snart de kom ind på lidt romantik, derfor gad han slet ikke, at foregive længere, for det fik han intet ud af. Det var så ikke fordi han ønskede at gøre Denjarna i dårligere humør, men det var svært, når han ikke selv havde humøret til at være glad, han svarede hende dog i en ordentlig tone, da han heller ikke ønskede at skændes med hende, for det fik de da slet ikke noget ud af! Desuden var det jo heller ikke hende som han var sur på, det var ham selv, han hadede sig selv og han kunne ikke klare at mærke den skam og skyldfølelse som han bar, da det kun tærede på ham, og når han så så hende helt trist og sørgmodig, så skar det kun dybere i hans hjerte og gjorde tingene værre for ham, selvom han godt vidste at han havde fortjent at være præget af den, men det var bestemt ikke let, når han heller ikke selv kunne få det bedre nogen steder fra. Han sagde intet til at hun gik over og satte sig ved bordet, selvom han følte at han var nødsaget til at skulle spille glad og det havde han ærligtalt svært ved. ”Så håber jeg at det smager lige så godt,” svarede han roligt, hvor et lille smil alligevel dukkede op på hans læber. Han forstod godt at hun var nysgerrig på hans mad, da det trods alt altid havde været hende der havde stået og kokkereret, men han skulle nok overraske hende, for han havde jo været levende i nogle år og der havde han lavet mad, og faktisk blevet forholdsvis god til det med tiden. ”Og jeg håber at du kan lide det.” Han slukkede roligt for komfuret, som han blev færdig med maden, hvor han roligt fandt nogle bordskånere og tog derefter om stegepanden, som han gik over til bordet og satte de tre bordskånere og stegepanden fra sig, inden han hentede gryden med sov og den anden gryde med rodfrugter. Han gik over og stillede det på de andre to bordskånere. ”Værsgo at starte,” svarede han roligt, som han gik ud i madkammeret og kom tilbage efter et stykke tid med en flaske vin – det eneste drikkeligt i huset. Han åbnede den roligt og hældte op i glasset til hende, inden han hældte op til sig selv, før han tog plads overfor hende.

[Deleted]

Det var muligvis ikke det bedste at forgive, at det hele var lykkeligt mellem dem, men det var det eneste Denjarna kunne få sig selv til at gøre lige i øjeblikket. Hun frygtede nemlig, at situationen ville forværres, hvis hun udtrykte sine sande følelser. Det havde hun gjort, da hun var vågnet her i morges, og det havde fået det hele til at eskalere, som det kun havde fået dem til at råbe af hinanden, og det gjorde ikke just situationen bedre, da der oveni blev lagt en frygt i hende for at miste ham. Hun frygtede nemlig, at han ville gå, hvis de skændtes eller var triste, og hun ønskede ikke at miste ham. Derfor tvang hun smilet og det åbne sind frem, da hun kun fokuserede på at redde sit forhold, skønt hun i øjeblikket ikke var i stand til at fuldende et forhold, da hun ikke turde blive for intim med ham. Rolig fremstod hun, som hun stod i døråbningen, og talte venligt til ham. At hun så måtte mærke afvisningens søde slag var så en anden sag, hvor det også måtte slå hende lidt ned igen. Hun gik dog ingen steder, som hun derimod valgte at blive og søge dybere ind i rummet, som hun tog plads ved bordet. En handling der viste, at hun ikke havde i sinde at gå lige foreløbig. Tålmodigt sad hun derefter, som hun blot sad og betragtede ham, som han lavede maden færdig. Interessant var det nu at se ham helt alene ved komfuret, som det ikke var et syn, hun havde forventet, men det var der han stod, hvor det også kunne få hende til at smile, da det i sig selv var en skøn handling han gjorde. Hun mærkede også, hvordan hendes mave måtte rumle, som hun rigtigt kunne indånde den søde duft af mad. ”Det håber jeg også,” medgav hun roligt, som han håbede, at det ville smage hende. Med interesse og et sultent blik, så hun til, mens han stillede stegepanden og de to gryder på bordet. Lækkert så det ud, og lækkert duftede det, men smagen kunne selvfølgelig altid være en anden sag. ”Tak,” sagde hun, som hun fik tilladelse til at tage for sig, mens han gik ud i madkammeret. Let stak hun sin gaffel ned i den ene kotelet, hvor hun lagde den over på sin tallerken. Sulten gjorde det hende helt at se, at det var oksekød han havde fundet frem, som det nu altid måtte smage. Roligt øste hun nogle af rodfrugterne op på sin tallerken, inden hun hældte et lag sovs ud over sin kotelet. Perfekt timing måtte det også være, som Derick kom tilbage, som hun havde fået lagt alt over på sin tallerken. Høfligt rettede hun sig op og ventede på, at han fik hældt op og taget plads, hvor hun blot betragtede ham tavst, som han hældte rødvin op i deres glas. Dejligt blev det så sandelig at få noget ned igen, som sulten efterhånden måtte være en tiltrængt følelse. Hun startede dog ikke ud med maden, som hun derimod løftede sit vinglas i hans retning. ”Skål for vores nye hjem,” sagde hun mildt, hvor hun gav ham tid til at deltage i skålen, inden hun nippede til den bordeaux farvede væske, som hun måtte synke med velbehag. Dejligt var det at få noget at drikke, hvor det også var dejligt, at det var vin, da der muligvis var en chance for, at man kunne blive en smule ramt af alkoholens sødme.

[Deleted]

Det hele måtte forekomme Derick svært, selvom han vidste at det var hans egen skyld og han vidste at han havde fortjent denne skyldfølelse og skam som han følte i sit indre. Han havde ikke fortjent at hun var mild ved ham, da han havde bidt hende og brudt et vigtigt tillidsbånd mellem dem, som han havde gjort hende bange for ham og han havde fortjent det, men det ændrede dog ikke på at det gjorde frygtelig ondt på ham, for det havde jo ikke engang været med hans gode vilje at han havde bidt hende, faktisk havde det slet ikke været med vilje overhovedet, da han havde mistet fornuften og sig selv, da hendes bankende hjerte havde hypnotiseret ham, nu fandt han dog ikke just nogen videre fristelse ved lyden af hendes hjerte, da det tværtimod skabte afsky i ham, fordi hvert slag måtte påminde ham om hvilken smerte han havde påført hende, ligesom synet af såret, var noget han skulle leve med resten af sine dage og det vidste han ikke engang om han kunne. Han lod hende blot tage plads ved bordet, skønt han måtte erkende at han ikke havde den største lyst til at være social i øjeblikket, da hele stemningen var ødelagt og blevet trykket igen, han kunne dog godt høre og mærke på hende at hun forsøgte at være åbensindet og det glædede ham naturligvis at hun ikke afviste ham fuldstændig, som det også glædede ham at hun turde kysse ham bare af og til, men det ændrede dog ikke på det faktum at det var ødelagt. Han måtte dog bare bide det i sig, skønt det var svært, hvor han også fik sig taget sammen til at gå over med maden og byde hende til at tage for, inden han gik ud og hentede vinen. Egentlig var han ikke i humør til at fejre noget som helst, hvor han nok også ville have valgt noget andet end vin, hvis ikke det havde været det eneste de havde haft. Det var heller ikke et forsøg på at gøre noget romantisk, men da hun ikke kommenterede det, sagde han heller ikke noget, da han blot hældte op, inden han selv tog plads. Han lagde godt mærke til at hun havde taget for sig allerede, hvor han håbede at det ville smage godt. Han endte med at vende blikket mod hendes glas, som hun havde hævet, inden han trak skævt på smilebåndet, som han tog om sit eget glas og valgte at klinge det imod hendes. ”Skål,” medgav han roligt, som han valgte at tage en slurk selv, inden han satte det fra sig, kun for selv at begynde at stikke ned og tage en kotelet, nogle af rodfrugterne og hælde sovs over dem. Han var vampyr og havde ikke brug for at spise, men han fandt det nu alligevel hyggeligt, hvor han også kun ville få det ringere, hvis han bare valgte at gå og efterlade hende, men ærligtalt, vidste han ikke hvad de skulle gøre når middagen var ovre, som han endnu engang fik følelsen af at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv, hvor han næsten frygtede at han ville ende med at gå, for et sted følte han ikke at der var plads til ham, da han vidste at hun ikke ville have ham nær og det gjorde ondt at det skulle være sådan, selvom et var selvforskyldt. ”Jeg håber det smager,” svarede han, hvor hans egen opmærksom gik til maden, som han begyndte at skære i det og tage lidt i munden, hvor det smagte helt som det skulle!

[Deleted]

Det glædede Denjarna, at han havde lavet mad til hende, skønt hendes glæde ikke var gennemtrængende, da det var tydeligt for hende at mærke, at det igen ikke var i orden mellem dem, da den trykkede stemning var mere end gennemtrængende. Det var dog svært for hende at finde ud af, hvad han ønskede, da han på den ene side virkede afvisende overfor hende, som om han ikke ønskede hende ved sig, men på den anden side, så ville han gerne lave mad til hende, og det betød vel, at han var lidt interesseret alligevel? Svært var det, men hun tænkte, at det ville være bedre, hvis hun blev, i stedet for at gå og lade det hele være, som det nu engang var. Som han var ude i madkammeret, brugte hun tiden til at tage for sig, som hun øste det behøvede op på sin tallerken, hvorefter hun ventede på ham. At han kom ind med en vin, tog hun sig ikke af, da det ikke nødvendigvis behøvede at være romantisk, skønt maden meget vel kunne forekomme som en romantisk ret. Hun tænkte bare, at det ville gøre godt med noget mad og drikke, hvor hun også tænkte, at hun muligvis kunne drukne sine sorger i alkoholen der var i rødvinen. Det var måske ikke det perfekte scenarie, men det var sådan det i virkeligheden måtte være lige i øjeblikket. Prøvende sendte hun ham et smil, inden de skålede og hun tog en tår af sit glas. Roligt stillede hun glasset fra sig igen, hvor hun selv valgte at smage på det forskellige, mens han øste op på sin egen tallerken. Hun vidste godt, at han ikke behøvede at spise, men hun fandt det nu hyggeligt at spise med en, frem for at være helt alene med det, så derfor glædede det hende, at de holdt ved denne tradition, som de altid havde delt et måltid, skønt den ene altid havde været vampyr og den anden levende. Med velbehag sank hun madet, inden hun løftede blikket mod ham. ”Det smager, som det skal. Kødet er perfekt stegt, sovsen er korrekt blandet og rodfrugterne har ligget i perfekt tid,” roste hun ham sandfærdigt. ”Så har det alligevel været til gavn, at jeg slæbte dig med ud i køkkenet,” tilføjede hun, hvor det sidste var i et forsøg på at virke en smule munter. Dumt var det måske, da det var at fornægte den triste side, men hun løj dog ikke, når hun komplimenterede dagens madlavning fra hans side af. ”Det ender med, at du får lov til at få køkkenet, og jeg så bare kan nyde, at få maden kokkereret til mig.” Det mente hun dog ikke, da hun var interesseret i at bibeholde madlavningen som deres fælles projekt. Hun fandt det nemlig hyggeligt at stå med ham i køkkenet, hvor det også var en god måde at arbejde sammen på. Roligt skar hun et nyt stykke af sit kød af, hvor hun igen smage på det, og lod sig tygge af munden, inden hun skyllede det ned med en tår af rødvinen. God var maden og vinen så sandelig, hvor det måtte være et yderst vellykket projekt i forhold til det andet de havde foretaget sig. ”Hvis det er, er du så interesseret i at vise mig smedebygningen? Eller vil du hellere krybe tidligt til køjs? Det har jo også været en lang dag med al den transport, som vi har været igennem,” spurgte hun ham roligt, som hun lod det være op til ham, om de bare skulle lade det hele ligge for i dag, eller forsøge at lave lidt mere sammen efter maden.

[Deleted]

Selvom det var en trykket stemning, ville Derick gerne lave mad til Denjarna, selvom det måske ikke var med de helt bedste intentioner, som det normalt ville have været, da han lidt gjorde det, bare for at have noget at lave, selvom han også hele tiden havde ønsket at glæde hende lidt, da det vidst var på tide at hun fik noget at smile af, men det var så indtil at hun havde set pejsestuen og det hele var ramlet sammen igen, hvor han igen måtte føle sig opgivende. Det var ikke fordi han havde lyst til at opgive hende eller deres forhold, da han elskede hende, men det ændrede dog ikke på at han ville ønske at tingene var gode mellem dem, hvilket det nok ikke blev i … lang tid, og den tanke kunne næsten gøre ham helt deprimeret. Han så ikke hendes smil, da han faktisk slet ikke så hende i øjnene længere, som han ubevidst undlod det. Han fik også pludselig travlt med at diske op, hvor det dog glædede ham at hun kunne lide det. Han måtte også trække skævt på smilebåndet, da hun sagde at det var godt at hun havde slæbt ham med ud i køkkenet, skønt det nu ikke just var på grund af hende at han var blevet god til det, men han vidste at det ikke var sådan ment. ”Ja.. jeg er jo lærenem,” svarede han i et forsøg på at få en lille morende tone frem, skønt han endnu fandt det svært at spille glad, når han vidste at hun slet ikke gad have ham tæt og derfor følte han også at det var en anelse falsk at de forsøgte at more sig igennem sorgerne, når den var hel gal mellem dem. Han var dog glad for hendes kompliment, ligesom han var glad for at hun kunne lide hans mad, da det trods alt betød meget for ham at han kunne glæde hende ved selv disse små ting. Som han fik disket op, vendte han blikket mod tallerknen, som han selv smagte på maden og trak let på smilebåndet, da det glædede ham at han endnu kunne. ”Så får jeg da vidst rigelig lov til at forkæle dig,” svarede han i en mere munter tone end tidligere, hvor han kort skævede mod hende, inden han tog om glasset og fik lidt mere at drikke. Maden var han nu selv tilfreds med, da den smagte som den skulle, hvor han også kun var glad for at den faldt i hendes smag, for det var trods alt hende der havde brug for maden, det havde han ikke. At hun så spurgte hvad der skulle ske bagefter, måtte han tage en større slurk af sit glas med vin, som han så ned mod sin tallerken igen. ”Hvis du vil, kan jeg godt vise dig smedebygningen,” svarede han roligt, som han så op fra tallerknen og så hen mod hende, hvor han holdt blikket i nogle sekunder, inden han gav sig til at skære i sit kød og rodfrugterne, som han fik mere i munden. Selvom han ikke behøvede at spise, så havde han altid nydt af at kunne dele et måltid med hende, da det trods alt havde været hyggeligt og det ønskede han ikke at de skulle ændre på, da det var nogle af de stunder som han godt kunne lide. Han ville desuden heller ikke have noget imod at de skulle lave mad sammen, da han generelt havde set frem til at tilbringe tiden med hende igen.

[Deleted]

Denjarna forsøgte at lette stemningen, hvor hun ganske enkelt gjorde det for at redde deres forhold. Hun ville nemlig slet ikke kunne klare det, hvis hun nu mistede ham på grund af hans fejltagelse, da hun ikke ønskede at undvære ham, nu når de endelig havde fundet hinanden igen efter meget besvær. Det kunne godt være, at det ikke gik ideelt mellem dem, men det gjorde det trods alt også kun de færreste gang, så dette burde de vel kunne klare, ligesom de normalt kunne klare alt andet. Det gjorde ondt at se, at han nægtede at se på hende, da hun i så fald følte sig helt uønsket. Hun gav dog ikke op endnu, men hvis ikke det blev bedre, så havde hun sikkert i sinde at tage sin tallerken med ind i pejsestuen, så de begge kunne være alene med deres ulykke. Svagt smilede hun til ham, som han forsøgte at lyde glad. Hun kunne dog godt høre på ham, at han ikke mente sit tonefald, hvilket også måtte være et stik, men de prøvede da og det var vel det vigtigste? ”Efter flere årtusinders træning… Ja,” svarede hun drillende igen, inden hun smagte noget mere på maden. Godt var det at få noget ned, hvor det efterhånden havde været tiltrængt, som hun kun havde fået røræggene på kroen, og de havde ikke fyldt meget til sidst, som de havde brugt en del timer på turen herover. At alle komplimenterne faldt i god jord hos ham, anså hun for at være en positiv ting, da hun af den grund vel lykkedes i at lette stemningen en anelse. Hun fandt det i hvert fald ubehageligt, når de begge følte sig utilpas, hvor hun det fik hende til at føle sig uønsket. ”Det vil jeg se frem til,” sagde hun roligt, som han sagde, at han gerne ville forkæle hende. Det var altid noget hun havde nydt, så hvis han gerne ville værne omkring hende med lidt forkælelse, ville hun da ikke stoppe ham. Det skulle dog ikke være for meget lige nu, da det hele endnu lå på en knivspids. Hun betragtede ham let ud gennem øjenkrogen, som han først nippede til vinen for derefter at sluge den i sig, da hun spurgte ind til, hvad der skulle ske bagefter. Helt nervøs forekom han hende, men hun kommenterede det ikke, som hun blot spiste og lod som om, at hun ingenting så. Det viste også blot, at han særligt måtte have det svært med den pressede stemning, da det helt kunne ligne, at han konstant gik i sort. ”Jeg vil gerne se det sted, hvor du skal arbejde,” sagde hun ærligt, som hun kort skævede i hans retning. Hun var interesseret i hans arbejde, og især nu når han pådrog sig et helt nyt erhverv. Det måtte hun nemlig finde spændende, da hun aldrig havde set ham forsøge sig med smedearbejde. Hun tvivlede dog ikke på, at han havde styrken til at svinge hammeren og smede det der var ønsket. Hvor pænt han så kunne lave det, og hvor god kvalitet han kunne lave, anede hun dog ikke, men med øvelse skulle det hele nok komme. Det betvivlede hun i hvert fald ikke, som han bare skulle i gang med det hele, og så skulle det nok flyve af sted. Hvad hun selv kunne lave, vidste hun dog ikke, da hun var ufatteligt kræsen når det kom til det punkt.

[Deleted]

Den trykkede stemning brød Derick sig ikke det mindste om. Alt i alt var det måske hans skyld, men det ændrede jo ikke på at han angrede hvad han havde gjort, som han direkte måtte hade sig selv, hver gang stemning blev ødelagt, og det måtte frustrere ham at han slet ikke vidste hvad han kunne gøre for at gøre det bedre, for faktummet var at han jo slet ikke kunne gøre noget som helst! Han kunne sagtens spille glad og munter, men de havde jo begge set hvor hurtigt det hele krakelerede og så var hun trist og ked af det igen og det skar i hans hjerte at se fordi han vidste at det var hans skyld og han kunne jo ikke engang trøste hende, for hun ville stadig være ked af det og cuttede ham kun af, hvilket ikke just gjorde det bedre, derfor følte han sig også kun helt uduelig og det hjalp ikke just videre på hans humør. Det var også derfor at han havde svært ved at smile og more sig over tingene i øjeblikket, da han vidste at det bare var falsk og at det kun holdt, indtil noget nyt dukkede op, som ville påminde hende om hvad der var sket og det kunne han ikke bære, han kunne ikke have at det skulle svinge så meget, da det … ødelagde ham. Han trak blot på smilebåndet til hendes ord, inden han tog noget mere at drikke. Det var ikke fordi han gad ødelægge hendes humør endnu mere, skønt han næsten var sikker på at han gjorde det, men han havde svært ved at forgive noget som slet ikke var ægte alligevel, da han vidste at alt var helt galt og forkert, og når det alligevel bare ville krakelere igen før eller siden, så følte han sig helt opgivende for at prøve at virke glad. Derfor lod han også blot sin opmærksomhed gå til maden, som han havde lavet, hvor han naturligvis var glad for at hun kunne lide den. Han kunne godt forstå hvis hun var sulten, da hun ikke havde fået noget siden i morges, hvor de havde været på kroen, for hele dagen var jo gået med at de skulle nå frem til deres destination her i huset, hvor han havde vist hende rundt. Det var også blevet mørkt udenfor, da dagene trods alt var korte her om vinteren. At hun gerne ville ud og se smeden, havde han skam intet imod, da han gerne ville vise hende det hele, ligesom det også glædede ham at hun måtte interessere sig for ham og hans arbejde, som trods alt blev hans nye arbejde, for noget skulle han jo lave, for penge skulle de have tjent hjem. ”Jamen så skal du få lov til det,” svarede han roligt, som han så mod hende denne gang og sendte hende et mildt smil. Han havde allerede været i gang med at arbejde ude i smeden, som han havde lavet mange ting her i huset derude fra, da han havde renoveret det meste, skønt det ikke var til at se alle steder, da hele huset i sig selv så nydeligt og fint ud. Det var ganske vidst støvet mange steder, men det var ikke klamt og ulækkert, som den faldefærdige herregård de havde tilbragt dagen ved.

[Deleted]

Denjarna sandede hurtigt, at det hele måtte være uredeligt, skønt hun forsøgte at lette stemningen. Selv følte hun i hvert fald, at hun gjorde sit bedste for at glæde og hjælpe ham, som hun forsøgte at smile til ham, drille ham og komplimentere ham. Det så dog ikke ud til at det hjalp, skønt han kort smilede til hende, og det gjorde også kun, at hendes humør måtte falde ned til samme punkt, som da hun havde stået for sig selv, mens han havde kokkereret for dem. Blikket forlod derfor fuldkomment hans ansigt, som hun nu kun valgte at koncentrere sig om sin mad, da hun tydeligvis ikke var til nogen gavn for stemningen. Derfor måtte hun per automatik bare begyndte at stikke gaflen ned i maden, hvor hun spiste det, som hun nu engang fik fat i. Hurtigt måtte det også give hende en form for mæthed, skønt hun ikke var ægte mæt, men mæt på grund af sorgen hun følte, som den måtte stoppe alle hendes andre drifter. Hun bed sig selv let i læben, som hun blot nedstirrede sit måltid, da det åbenbart var det eneste, hun kunne se på, uden hun blev mødt af en kold skulder. Det endte også helt med, at hun til sidst bare kørte sin gaffel rundt på tallerknen, da hun helt måtte finde det kvalmende at proppe mere ned. Blikket søgte derefter rødvinsglasset, hvor det endnu stod halvt fyldt. Uden videre omtanke, greb hun om glasset tynde stilk, hvor hun tog et par store slurke af det, hvor det derfor var helt tomt, da hun stillede det fra sig igen. Det skar en smule i hendes hals, hun ikke var vant til at drikke så hurtigt, hvor hun ikke havde fået meget rødvin, siden hun var blevet mørkelver igen, så det var også lidt af en vænnesag igen. Hun tøvede dog ikke med at fylde sit glas op igen, som hun kun kunne fokusere på at finde en måde at slippe væk fra denne trykkede stemning, og han ville tydeligvis ikke gøre det via snak, og så var der jo kun en anden mulighed tilbage. Blikket lod hun først nu vendes mod hans igen, som han også sagde, at han gerne ville vise hende smedebygningen. ”Hvis du er klar, så vil jeg gerne se den nu,” sagde hun stilfærdigt. Hun var på ingen måde færdig med sin mad, som hun kun havde nået at spise halvdelen af sin portion, inden hun havde valgt at skubbe tallerknen fra sig. Det var ikke fordi, at maden ikke var lækker, for det var den. Det var bare stemningen der ødelagde hendes appetit, som hun slet ikke kunne fokusere på at spise, når hun vidste, at den var ragende gal mellem ham, og når hendes forhold med Derick var det vigtigste for hende, i hendes liv, så måtte hun stille det før maden, skønt hendes krop sagtens kunne klare et par ekstra bidder. Hun var dog stålfast på at redde deres forhold, og det gik ikke, hvis de begge sad triste og stirrede ned i bordet. Derfor ønskede hun, at han viste hende rundt. Formentligt ville smedebygningen også være et fredeligt sted, som det sikkert ikke ville være en bombe, ligesom pejsestuen. Afventende så hun på ham, som hun ventede på, at han blev klar til at tage af sted. Hvis han prøvede at tale hende fra ideen og prøvede at fortælle hende, at hun behøvede at spise noget mere, ville han bare blive mødt af hendes stålfaste blik, som hun havde sat noget andet for sig, hvor hendes kærlighed til ham også måtte forekomme hende vigtigere, end et måltid.

[Deleted]

At smilet ikke var nok for hende, fandt Derick hurtigt ud af, da han lagde mærke til at det nu var hende, der stirrede ned i tallerknen, proppede maden i sig, fordi der snart ikke var andet at gøre, hvor han tydeligt kunne mærke at hendes eget humør var faldet igen, og naturligvis måtte det irritere ham at det var sådan mellem dem, men han følte heller ikke at han havde retten til at sige noget til det, eftersom det var ham der havde gjort hende ondt og dermed ødelagt alt. Han hadede denne trykkede stemning, sikkert lige så meget som hun selv gjorde og det var ikke fordi han ønskede at det skulle være sådan mellem dem, men glade var de jo også kun for en stund og så skulle de i seng og så ville den være gal igen, fordi hun ikke ville have ham tæt og så skulle han afvises igen og det var han allerede træt af. Det var næsten kun tåbeligt af dem at være i samme rum, da det var mellem de to at den var hel gal. Havde det været en anden der havde gjort hende ondt, så havde der slet ikke været noget problem, for så ville han kunne trøste hende og gøre hende god igen, men det kunne han ikke nu, da det var ham der var synderen og forbryderen, hvor han også følte sig helt ussel. Han skævede let mod hende, da han så hvordan hun bundede sit gals og tilmed fyldte mere op, skønt han blot så mod tallerknen, igen hvor han skar hårdere ned i kødet, imens han bed tænderne sammen. Han selv havde mistet appetitten, hvor han heller ikke selv kunne få mere ned. At hun så spurgte om de skulle videre, fik ham til at se mod hende med et hævet bryn. ”Du har knap nok spist noget, kære,” bemærkede han, hvor det også var en hentydning til at hun burde spise mere, for hun havde trods alt brug for det. Han kunne dog næsten regne ud at det var stemningen som gjorde det samme ved hende – mistende appetit. Han så også godt at hendes blik var stålfast, skønt han slet ikke forstod hvorfor hun ville have ham til at vise hende bygningen, når han tydeligvis var problemet og hun mest af alt havde brug for luft væk fra ham, hvor han sikkert også havde brug for luft væk fra hende, selvom han var mere end sikker på at han bare ville sidde og gøre sig selv deprimeret med alle tankerne og ikke mindst den kæmpe skyldfølelse han måtte bære i sit indre. Mest af alt havde han lyst til at sige noget til det hele, men det vidste han at der ikke ville komme noget godt ud af, for så ville han da kun forværre det hele! Han kunne heller ikke rigtig sige tag dig sammen og kom over det, for det var ingen let ting at komme over, da han havde bidt hende og han vidste at det var hendes skræk, men han kunne heller ikke ændre på at det var sket og det måtte helt frustrere ham at de lå på et midterstadie, hvor hun gerne ville være sammen med ham, men hun ville ikke lukke ham ind i varmen, og det frustrerede ham, for han vidste slet ikke hvad han længere kunne tillade sig og ikke og selv det tærede på ham. Han endte med at læne sig tilbage i stolen, som han godt kunne se at hun ville væk fra maden, skønt han fandt det tåbeligt, når hun i virkeligheden ville væk fra ham. ”Men hvis du absolut insistere.”

[Deleted]

Smilet var ikke nok for Denjarna, som hun ønskede at kunne tale med ham. Det var måske at fornægte sandheden, men det at sidde overfor ham og ikke tale, smertede hende blot langt mere, end hvad godt var. Det hun forlangte var nemlig, at de enten måtte tale sammen, eller også skulle de slet ikke befinde sig i det samme rum, som det måtte være enten eller. Hun kunne nemlig ikke holde ud, at mærke sorgen og den trykkede stemning, når hun sad overfor ham, da det kun var en evig påmindelse om, at den var ragende gal mellem dem. Det smertede hende, at det skulle være så slemt mellem dem, men der var ingen vej udenom, som sandheden jo var, at han havde bidt hende, og ikke en anden vampyr. Derfor kunne han på ingen måde trøste hende, da det havde været ham, der havde gjort hende ondt. Derfor ville hun helt ønske, at hun havde en ven at søge til, men det havde hun ikke længere. Hun måtte ikke have venner for Derick, og på sin vis tvivlede hun på, at Vladimir ville have været til nogen hjælp i denne her situation. Han havde nemlig flået Derick på stedet, hvis han fik at se, hvor trist hun var i øjeblikket, og det ønskede hun trods alt heller ikke. Hun ønskede jo bare, at de kunne være lykkelige sammen, men det var tydeligvis for meget at forlange. Tallerknen skubbede hun let fra sig, som hun mistede appetitten, hvor hun i stedet havde pådraget sig en ufattelig tørst, som hun først bundede sit glas, så hun bare kunne fylde det helt op igen. ”Jamen jeg er allerede mæt,” sagde hun kortfattet, skønt det ikke var den fulde sandhed. Sandheden var nemlig, at stemningen havde fået hende til at miste appetitten. Han kunne dog roligt opgive kampen, hvis han ville forsøge at tvinge maden ned i hende, da hun i så fald bare ville få kvalme og sikkert kaste den op igen. Derfor holdt hun også bart blikket på ham, som hun var fast besluttet omkring det der skulle ske nu. Han gad ikke snakke med hende, så måtte hun tage sagen i egen hånd og lade dem fortsætte rundturen, som de end ikke var færdige endnu. Hun håbede desuden, at stemningen ville blive bedre, hvis de skiftede rum, men inderst inde, så vidste hun godt, at det ikke var sagen. De to var nemlig problemet, som han havde bidt hende lige meget hvad de foretog sig, ligesom hun også fortsat ville være ked af det og føle sig svigtet. Hun forsøgte dog at give det hele en chance, og det gjorde, at hun fik det bedre med sig selv, skønt hun vidste, at det ikke ville hjælpe. ”Hvis du ønsker at vise mig bygningen, så vil jeg gerne se den,” sagde hun stilfærdigt, inden hun skubbede sin stol ud og kom op på benene. Han kunne altid sige, at han ikke var interesseret og bare ville sove, hvis han gerne ville sidde for sig selv, for det orkede hun ikke at kæmpe for. Som hun kom op og stå, tog hun også om sit vinglas, som hun skam havde i sinde at tage det med sig, så hun havde en ting der kunne dulme hendes sorger. Lettere utålmodigt måtte hun sende ham et blik, som hun enten afventede, at han kom med hende, eller at han gerne ville være for sig selv.

[Deleted]

Den trykkede stemningen føltes at være ved at kvæle Derick, da han ikke følte at han kunne få luft og han havde ikke engang brug for det, hvor han ikke kunne kvæles ihjel, men det var bare denne ubehagelige – nok psykiske – følelse, som måtte tære på ham indvendig og den skyldfølelse han bar åd ham kun op indefra, hvor det ikke gjorde det bedre at hun var så ked af det og trist, da stemningen konstant måtte blive ødelagt, når de kom ind på det forkerte, hvilket de gjorde hele tiden og det frustrerede ham virkelig! Han ville ønske alt var okay mellem dem, men det var det ikke og det blev det heller ikke foreløbig, derfor gik han uden tvivl en hård tid i møde. Han følte at hun gad ham, men så alligevel ikke, og det ikke kun forvirrede ham, men gjorde ham også mere frustreret, for han følte sig i vejen og vidste ikke hvad han skulle gøre, selvom han slet ikke kunne gøre noget, for han var den som havde forårsaget denne trykkede stemning ved at gøre hende fortræd og han forstod skam godt hendes måde at reagere på, men det ændrede dog ikke på at det virkelig måtte tære hårdt på ham, da han jo slet ikke havde gjort det med vilje! Det havde ikke været hans mening at gøre hende ondt eller at bide hende. Hendes kortfattede tone, gjorde det dog ikke just bedre, da han vidste at hun løj, for hun havde på ingen måde fået nok, men han vidste til gengæld at det var den trykkede stemning, der fratog hende appetitten præcis som den gjorde ved ham, så han ville skam ikke tvinge maden ned i hende. ”Aha,” mumlede han blot, tydeligvis ikke overbevist, da han vidste at det var en løgn, for sådanne ting kunne hun ikke skjule fra ham, hvilket ikke var fordi han var vampyr, men fordi han kendte hende godt nok. At hun så tog vinglasset med sig sendte ham et utålmodigt blik, gav ham kun lyst til at svare spydigt igen, for derefter at gå væk herfra, men han bed det i sig. ”Fint,” svarede han i en kortfattet tone, som han blot rejste sig og gik ud af køkkenet og ud i entreen, hvor han tog sine støvler på og gik ud fra at hun fulgte efter, siden hun nu skulle hundse rundt med ham, hvilket kun gjorde ham langt mere irriteret, for det hjalp på ingen måde på stemningen! Han forsøgte dog at bide irritationen i sig, som et på ingen måde ville komme noget ud af det. Han gik blot udenfor, hvor han måtte trække vejret dybt et par gange, hvor han tvang sig selv til at vente på hende. Den kølige natteluft virkede dog pludselig så befriende, hvor hans blik roligt gled mod skoven som omringede huset, inden han så mod en åben mark i horisonten. Det var næsten fristende bare at løbe. Løbe, indtil hans ben ikke kunne holde til mere, hvor han til sidst ville falde om og så kunne han håbe på at jorden ville begrave ham af sig selv. Tanken skød han roligt fra sig, som han vendte blikket mod hende, inden han gik over mod tilbygningen, hvor han åbnede ladeporten, så de kunne gå ind i selve smeden. Det var et stort arbejdssted, hvor man kunne se den store esse bygget op af mursten, hvor klingen skulle ind for at blive gjort varm, der var den store ambolt, hvor man bearbejdede jernet, så var der bælgene, som bestod af et håndtag, der pustede luft ind i essen for at gøre det varmere. Der hang forskellige redskaber på den ene væg, hvor der også stod nogle enkelte høvlbænke og andre borde, fyldt med både træ, redskaber, mursten og andet, som han havde været i gang med at renovere huset med. ”Her er det så,” svarede han roligt, som han lod hende se.

[Deleted]

Denjarna var ikke helt ærlig, da hun fortalte, at hun var mæt, da hun i virkeligheden havde mistet appetitten grundet den trykkede stemning. Hun tænkte dog, at det var bedre at komme med en sådan undskyldning end at sige sandheden, for det var jo, at det var hans skyld. Hun havde det dårligt med, at hun ikke kunne spise op, da maden rent faktisk var utroligt lækker. Han burde dog have regnet ud, at det hele ville brase sammen, så hun forstod oprigtigt ikke, hvorfor han havde ønsket en fælles middag, når han i virkeligheden ikke gad se på hende. Det hele gjorde ondt, og derfor fik hun også en kraftig lyst til at rette op på problemet, skønt hun vidste, at det hele først ville blive bedre, når hun igen følte sig tryg omkring ham. Og med denne her stemning, så skulle de nok regne med, at der gik en uge, før de havde det bedre sammen. Hun kunne godt høre på ham, at han ikke troede hendes lille løgn, men som han i den sidste ende gav sig, så kunne det vel også være lige meget. Hun vidste godt, at hun muligvis stak til ham via sin handlemåde, men hun kunne ikke gøre andet, når han var helt igennem ligeglad med hende. Så drev han hende til denne opførsel, da hun selv ikke kunne snuppe, at de sad totalt mundlamme ved bordet. Vinglasset holdt hun let i sin hånd, som han rejste sig op. Hun følte konstant, hvordan afvisningens søde slag måtte ramme hende, da det var til at føle, at hun var uønsket lige i øjeblikket. Hun havde dog ikke i sinde at bakke ud nu, for hun havde sagt, at hun ville se smedebygningen, og så skulle hun også få smedebygningen at se. Tavst fulgte hun ham ud i entreen, hvor hun stillede sit vinglas på gulvet, mens hun først trak støvlerne på. Selv manglede hun stadig kappen, da han var på vej ud af døren, og det fik hende til at kaste kappen oppe over skuldrende, inden hun greb glasset igen og ellers var hurtigt ude på vej efter ham. Koldt var det for hende, som de trådte ud i aftenkulden, hvor hun helt måtte skutte sig og holde blikket nede, mens de gik over til smedebygningen. Langt var der heldigvis ikke, hvor hun stille nippede til sin vin, mens han åbnede døren for dem. Roligt trådte hun ind i smedebygningen, hvor hun nysgerrigt så sig op. Koldt var det endnu, da isoleringen selvfølgelig var ringere her end inde i selve huset. Det var dog fint, da man sagtens kunne få varmen af at smede jernet, og hvis det endelig kom til stykket, så generede kulden heller ikke Derick, da han trods alt var vampyr. ”..Det er et godt værksted,” kommenterede hun stille, som hun betragtede det store rum med alle værktøjerne i. Hvor han blev stående, valgte hun selv at undersøge stedet lidt nærmere, da hun havde været oprigtig, når hun havde udtalt sin interesse for hans nye erhverv. Deres forhold klarede sig måske elendigt lige i øjeblikket, men alligevel ville hun gerne se, hvad han havde fundet sig. ”Mestrer du alle materialerne?” spurgte hun nysgerrigt, som hun stoppede op nede ved essen, og så tilbage mod Derick. Hun vidste godt, at han havde repareret visse dele af huset ved hjælp af hans nye smedefærdigheder, men hvor meget han egentligt kunne, vidste hun jo ikke. De havde jo først mødt hinanden i går aften, og der havde de trods alt været udenfor, som hun først havde fået huset at se nu.