Home sweet home

[Deleted]

Det var ved at blive mørkt og dermed sen eftermiddag, som Derick og Denjarna langt som længe var ved at nå til deres destination; deres nye hjem i udkanten af Atterlin. Der var gået nogle timer, siden de havde taget med vognen fra Convento og ud til en landsby ganske vidst ikke langt fra Atterlin. De havde dog fået et lift fra landsbyen og ind til Atterlin af en anden mand, som havde skullet ind med nogle forskellige ingredienser, hvor de igen havde fået lov til at springe med på vognen. Det havde kun taget lidt under en time at komme til selve Atterlin, hvor de så skulle gå ud til huset, som ikke havde taget mere end tyve minutter til fods og nu var de der snart. Han gik endnu med hende i hånden, hvor hans begejstring kun var blevet større og større, hvor han også under turen havde begyndt at snakke meget om huset og dog uden at afsløre noget. Han mærkede spændingen i sig, for hvert skridt han tog, som han næsten følte for at løbe, hvor han næsten svansede og sprang af sted, frem for at gå normalt. ”Nu håber jeg ikke at du bliver skuffet,” endte han pludseligt, som han allerede havde sagt over ti gange på vej derhen. Han kunne mærke det helt sitre ud i hans fingerspidser, som de kom tættere og tættere på, hvor han helt gøs af spænding. Smilet var dog ikke til at tage fejl af, da det hvilede muntert og spændt på hans læber, som hans violette øjne bar et tydeligt glimt i sig af spænding og glæde, hvor han mest af alt bare havde lyst til at tage hende op i sin favn og få dem derhen på et splitsekund, men han forsøgte at holde sig rolig og kontrolleret – et meget dårligt forsøg dog – eftersom de snart var der og så var der ingen grund til at han bar hende. Det var også heldigt med de to lift, som det klart havde mindsket tiden, eftersom de var kommet langt hurtigere frem. Hans bed sig let i den bløde underlæbe, som de gik på en sti, der førte ud til et større område på den ene side, hvor der var skov på den anden side ikke så langt fra dem. Selve stien slog et sving et stykke henne til venstre, og så snart de om rundt om hjørnet, ville de kunne se huset. ”Så er vi der!” endte han muntert, som han endte med at sætte farten op og trak hende med sig. Han førte hende roligt med hen rundt om hjørnet, hvor man kunne ane huset kun nogle hundred meter fra dem. Det var ikke det højeste, skønt det var højere end deres gamle træhytte. Det var kvadratisk opbygget både af træ og mursten, hvilket gjorde det solidt og robust. Man kunne se at der var to etager, hvor det så nydeligt ud fordi han havde renoveret det. Ved siden af huset var der en mindre tilbygning, som var selve smedehuset, hvor han allerede havde været i gang med at arbejde. Der var en forholdsvis stor have til selve huset, som førte ud til selve skoven, hvor der stod nogle enkelte træer midt inde i haven, både et enkelt æbletræ, men også et stort egetræ. Der var små bede, rundt omkring, skønt der ingen blomster var fordi de var væk på grund af vinteren og kulden. Han vendte blikket mod hende. ”Hvad synes du så?” spurgte han nysgerrigt og afventede hendes svar, som gjorde ham helt spændt.

[Deleted]

Slem havde vognturen på ingen måde været, da det derimod havde været hyggeligt at sidde i ro og mag, hvor de havde kunnet tale om diverse ting, hvor de i tide og utide også havde inddraget kusken, som de havde fået et lift af. Heldige kunne man også roligt sige, at de havde været, som de først havde fået et lift på et par timer, som de var blevet taget til en mindre landsby. I den mindre landsby havde de utroligt nok fået sig et nyt lift, som de havde mødt en anden person der skulle helt ind til Atterlin, så bedre kunne det bestemt ikke have været. Som de endelig blev sat af inde i centrum, måtte Denjarna helt finde det rart at få strukket ud i benene igen, skønt der lige skulle et par sekunder til, inden hun havde vænnet sig til at gå rundt igen. Tydeligt var det for hende at mærke, at Derick bestemt ikke ville vente et sekund længere, da han mest af alt lignede en der skulle til at springe af spænding. Det gjorde også kun, at smilet hvilede fast på hendes læber, da det morede og glædede hende at se ham i denne tilstand. Han var dog ikke den eneste der var spændt, da hun også helt måtte føle, hvordan det kriblede i hende, for det var trods alt deres hus hun skulle til at se. Leende og opgivende rystede hun på hovedet af ham, som han for 100. gang sagde, at hun ikke måtte blive skuffet. ”Derick! Nu stopper du altså,” sagde hun smilende, og vendte de lysende sølvgrå øjne mod ham. ”Jeg kan ikke blive skuffet. Det er trods alt et hjem vi får.” Hun frygtede ikke for, at hun ikke ville bifalde huset, da hun stolede på hans smag, samt stolede på, at han havde taget hendes til eftertanke, da han havde valgt huset. Generelt var hun også glad over det faktum, at de i det hele taget fik deres eget sted at bo, som de trods alt havde ingenting lige i øjeblikket. Nysgerrigt betragtede hun omgivelserne de passerede og trådte i møde, som hun ville vide alt om det sted, de nu skulle bo. Hun betragtede, hvordan der var åbne marker her, samt en skov. Hvor stor skoven var, vidste hun ikke, men for hendes vedkommende, så håbede hun, at den havde et godt areal af beplantning. At han så sagde, at de var der nu, fik hende til at se sig forvirret omkring for, der var intet lige her? ”Jamen…,” sagde hun stille, inden hendes stemme døde ud, som de kom rundt om hjørnet. Hurtigt brød hendes læber ud i et bredt smil, mens hun trak i hans hånd, så de kunne halvløbe over til huset, som hun heller ikke selv kunne nænne sig længere. Det var ikke det slot, hun havde boet i hos Vladimir, men det var bestemt perfekt! Det var hyggeligt og en smule afsidigt, hvilket gjorde det perfekt for deres lille familie der kun bestod af de to. Hvordan haven så ud, kunne hun ikke se, men hun kunne se husets facon, hvor hun også kunne ane smedeafdelingen, og det lignede bestemt noget, som de kunne bo i. Som de nåede helt over til huset, slog hun armene om ham i en tæt omfavnelse, som hun helt knugede ham ind til sig. ”Det er perfekt! Præcis som jeg havde forestillet mig, og helt igennem perfekt for bare dig og mig. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre,” svarede hun begejstret, inden hun trak ham ind i et dybt og inderligt kys, hvor det vel ikke var til at tage fejl af, hvad hun følte. ”Vis mig, hvordan det ser ud indvendigt,” bad hun, som hun efter kort tid brød kysset og vendte opmærksomheden mod huset igen.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick kunne gøre for det, men han var virkelig spændt på at skulle vise hende huset, for det var jo trods alt deres fremtidige hjem, hvor han havde arbejdet frygtelig længe på det, så det kunne blive i stand, og så var det jo lidt en gave til hende, ligesom eliksiren havde været det, men hun havde jo så allerede taget skæbnen i sine egne hænder, så det var ikke just fordi at eliksiren havde været nødvendig, det var dog også ligegyldigt, for det vigtigste var at de var sammen, ligesom det at hun havde fået hvad hun ville have. At hun så skulle kommentere hans ord på den måde, gjorde det kun tydeligt at han havde sagt det alt for mange gange, hvilket fik ham til at grine ganske let. ”Jeg ved det godt.. undskyld,” endte han morende og alligevel undskyldende, for det var jo heller ikke fordi han ønskede at gå hende på nerverne med den samme sætning om og om igen, men han var jo bare frygtelig begejstret! Han var spændt og alligevel nervøs for hvad hun ville synes om huset, for det kunne vel godt tænkes at hun faktisk ville blive skuffet? Godt nok havde hun elsket deres træhytte, men alligevel.. en smag havde hun jo også. At hun så sagde at hun ikke ville blive skuffet, fik ham til at smile mildt. ”Men hvad nu hvis, du faktisk ikke kan lide det? Hvad nu hvis du faktisk synes det er forfærdeligt?” spurgte han, som hans mine blev helt bedrøvet ved tanken om det. Som de kom hen til hjørnet af den skov som omgav huset og egnen, så hørte han godt hvordan hendes stemme måtte dø helt ud, hvilket fik ham til at se nysgerrigt på hende, for det var jo nu sandhedens time kom, det var nu han fandt ud af om det ville bære eller briste, det var nu han fandt ud af hvad hun faktisk måtte mene om det hele. At hun så begyndte at løbe og trak i ham, var han ikke lige forberedt på, som han måtte snuble de første skridt, selvom han formåede at holde sig på fødderne, hvor han også endte med at holde trit og løb ved siden af hende. Det næste som måtte overraske ham, var da hun slog armene omkring ham og direkte knugede ham ind til sig, hvor han kort stønnede af overraskelse, som han mærkede hendes faste greb, ikke at det gjorde ondt, for han var trods alt vampyr. Han slog roligt armene omkring hende og gengældte omfavnelsen, hvor han kyssede hende blidt mod håret. At hun så sagde at det var perfekt og at hun ikke kunne ønske sig noget bedre, fik hans smil til at brede sig betydeligt mere, hvor han helt måtte føle sig varm indeni. Det var klart hvad han ville høre! ”Jeg har også lavet det til ære for dig. En gave, til når vi sås igen,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et blidt smil. Selvfølgelig var det for deres skyld, da de skulle bo der sammen, men han anså det stadig for at være en gave til hende. Kysset kom også bag på ham, skønt det gjorde ham helt varm ud til hver en spids af hans krop, fordi det var så inderligt og kærligt, hvor han slet ikke var i tvivl om at hun var helt glad over huset. Han sukkede let som det blev brudt, hvor han vendte de kærlige øjne mod hende igen. Han greb roligt omkring hendes hånd og gjorde et hovedkast mod huset. ”Kom.” Han skulle skam nok vise hende huset! Han trak hende roligt med hen til hoveddøren, som var lavet af lyst egetræ, med dørhammer og det hele. Som han åbnede døren, kunne man se ind til en forholdsvis stor entre, med stumtjener og knager, hvor der på højre side af den aflange entre, var en dør – den førte ud til et stort badeværelse – til venstre var der også en dør – den førte ud til madkammeret – og så man lige ud, kunne man se ud til en mindre gang. Han trak hende roligt med ind, hvor han lukkede døren bag dem. Hans egen kappe hang allerede på stumtjeneren. ”Lad mig hjælpe dig af med kappen,” svarede han venligt, som han tog fat om den, så hun kunne løsne den og han hænge den over på stumtjeneren, hvorefter han trådte ud af sine beskidte støvler.

[Deleted]

Denjarna forstod godt, at Derick var spændt, eftersom det faktisk var lidt af en gave han kom med til hende. Hvis hun havde været ham, ville hun sikkert også være nervøs over, om hun mon havde gået over gevind, og om det mon overhovedet faldt i hans smag. Hun stolede dog på, at han havde tænkt hendes mening igennem, da han lige præcis havde valgt dette hus til dem. Han havde heller aldrig været så egoistisk, at det hele skulle omhandle ham, så derfor tænkte hun, at han måtte have taget hendes person til overvejelse, da hun i den sidste ende altid kunne sige, at hun ikke ville sætte en fod indenfor, hvis ikke hun kunne bifaldt det nye hjem. Sødt smilede hun til ham, som han undskyldte. Under hele turen, havde hun kunnet fornemme hans nervøsitet, som han konstant havde tænkt; hvad nu hvis hun ikke kunne lide det. Hun havde dog hele tiden viftet med hånden af det, som hun tvivlede på, at han havde fundet et hul til dem. De havde trods alt begge to en vis standard. ”Hvis jeg finder det forfærdeligt, så tager vi den derfra. Vi kan ikke tage sorgerne på forskud. Desuden, så er det vigtigste jo, at vi har et sted at bo, da det også er dyrt at bo på en kro hver dag,” sagde hun roligt, og klemte blidt om hans hånd. Roligt gik hun med hans hånd i sin, hvor hun i den anden endnu bar den rose, som han havde fundet til hende. Rosen burde desuden snart blive sat i vand, hvis de havde nogle forhåbninger om, at den skulle overleve de næste to dage. Al hans nervøsitet blev formentligt visket bort, som de fulgte vejens snoning og fik huset at se. Begejstret blev hun, og derfor løb hun også hen mod det, skønt hun kunne mærke, at handlingen overraskede ham. Hun stoppede dog ikke, som hun løb derover, hvor hun valgte at omfavne ham, som de nåede huset. Glad var hun, som hun fandt det fuldt ud beboelige – i hvert fald udefra – så han havde intet at frygte. Det var udelukkende den øjeblikkelige glæde der fik hende til at glemme frygten for stunden, da hun blot følte glæde, hvor hun ønskede at vise ham det. At det hele kom bag på ham, ænsede hun ikke rigtigt, da hun selv var glad, hvor hun bare holdt ham ind til sig. ”Det er en fantastisk gave,” svarede hun varmt, inden hun trak ham ind i kysset. Varmen nåede dog kun kortvarigt at skylle ind over hende, da hun ikke dvælede længe ved kysset, skønt det var godt. Hun var nemlig nysgerrig efter at se mere af huset, og som hun brød kysset og han sukkede, smilede hun til ham. Hånden lukkede hun blidt om hans igen, som han valgte at trække hende hen til døren. Det kriblede endnu i hende, hvor hun glædede sig til at studere hvert et rum i huset, som hun igen havde fået sit eget hjem. Skønt blev det at leve med Derick igen, hvor det helt føltes som en drøm der gik i opfyldelse. Roligt trådte hun ind over dørtærsklen, hvor hendes blik gled undersøgende rundt i det sekund hun kom indenfor. Hun kunne ikke se så meget andet end gangen og de forskellige døre endnu, men det skulle nu nok komme. Svagt nikkede hun med hovedet, som han ville tage kappen af hende, hvor hun hjælpsomt løsnede den, så han kunne tage den af hendes skuldre. ”Tak, min kære,” sagde hun mildt, som han tog kappen. Ligesom ham, valgte hun også at skubbe støvlerne af, hvor hun pænt stillede dem ved væggen, så hun ikke ville gøre de andre lokaler helt beskidte. Nysgerrigt og afventende vendte hun igen opmærksomheden mod ham, som hun ventede spændt på, at han viste hende rundt.

[Deleted]

Både spænding og nervøsiteten var vel forståelig? Det var trods alt Derick der havde fundet huset uden hende til at være med til at bedømme det, så det var jo lidt af en prøvelse. Han selv havde dog været tilfreds med det, og et hul var det bestemt ikke! Efter at han havde renoveret en del og sat det i stand, så var han faktisk blevet helt tilfreds med det, som det var noget større end deres lille træhytte da huset bestod af to etager. Og det var ikke engang fordi at de havde brug for så megen plads, for de var jo kun to mand, ikke fordi det var dårligt med god plads, for så kunne de jo netop få lov til at udfolde dem som de ville. Hendes ord fik ham til at sende hende et mildt smil. ”Okay,” endte han roligt, for hun havde ret i at de ikke kunne tage sorgerne på forskud, derfor måtte han jo bare vente og se hvad hun synes om det. At hun løb over til det, måtte vel også være fordi hun pludselig blev spændt? Det var da i hvert fald hvad han ville gå ud fra, skønt hendes omfavnelse og kys måtte komme bag på ham, for det havde han ikke just regnet med, men det var klart en positiv overraskelse, for det beviste kun at hun var glad for huset og at hun fandt det perfekt, var noget som varmede godt i hans kolde indre, for så havde han trods alt gjort det helt perfekt med at finde hus og sætte det i stand. ”Godt du kan lide det,” endte han med en varm røst, inden han roligt trak hende med sig hen til hoveddøren, hvor han næsten kunne fornemme på hende at hun nu var den som blev spændt. Som de kom ind og han fik lagt kappen på stumtjeneren og sat skoene fra sig, endte han med at vende sig mod hende og slog hænderne imod hinanden, så det gav et højt klap fra sig. ”Okay! Her er hvad vi gør; jeg viser dig rundt i alle rum, vi tager et af gangen, hvor du kan få lov til at kigge ind, når vi er færdige med hele rundturen, kan du få lov til at gå på opdagelse og nærstudere alle rum så meget du vil. Okay?” foreslog han roligt, som han sendte hende et varmt smil, som han tog hende omkring hånden, inden han trak hende hen til døren på højre side, hvor han åbnede den. ”Her er badeværelset.” Badeværelset var stort, hvor der både var håndvask med skabe under på højre side og oppe i højre hjørne stod et flot rundt badekar lavet af samme fliser som gulvet var lavet af. På venstre side stod der et stort skab med tre store skabslåger, hvor alle nipsting kunne være og oppe i venstre hjørne var der en bruser med forhæng og på bagvæggen mellem bruseren og badekaret var der et vindue, så der kunne komme lys ind i rummet. Han lod hende kigge lidt, inden han trak let i hende, for at få hende med sig til næste rum. Han gik kun lige over på den anden side af entreen til døren på venstre side, hvor han roligt åbnede den. ”Madkammeret.” Rummet var ikke nær så stort som badeværelset, men der var alligevel en del plads med mange hylder til madvarer og en køler til at putte de nødvendige varer på køl der havde brug for det. Det som stod i rummet indtil videre, var to store tønder, den ene med korn, den anden med gryn. På den ene hylde, stod der to krukker med hvedemel, tre mindre krukker med sukker og der lå et par enkelte vinflasker. Ikke det store, men lidt af hvad der havde kunnet reddes da han havde fundet huset. Han pegede roligt mod den dør som var på højre side, inde i madkammeret. ”Den dør fører så ind til køkkenet.” Han gik dog ikke ind i madkammeret, da han roligt gik ud på entreen igen, så de kunne gå videre ud på den lille gang.

[Deleted]

Unødvendig havde Dericks frygt været, da Denjarna blev fyldt med glæde og begejstring, da hun endelig fik deres hjem at se. Spændt havde hun været under hele turen derhen, da det trods alt var deres hjem hun skulle se, og ikke en anden persons. At det så var helt igennem perfekt var en sand lettelse, som hun roligt kunne sige, at han havde gjort sig et godt arbejde. Det kunne selvfølgelig altid blive bedre, som dette var et hus ment for en smed, men det kunne hun bestemt stille sig til tåls med. Hun havde desuden nydt deres træhytte udenfor civilisationen, og dette var jo kun en forbedring, så hun havde intet at klage over. Hun kunne også mærke, at det måtte være en lettelse for ham, da hendes reaktion var klar. Huset var godtaget. Spændt var hun nu bare på at se resten af huset, og derfor tøvede hun heller ikke et splitsekund med at følge ham, som han guidede hende indenfor. Som de fik overtøjet hængt på plads, og han klappede med hænderne, måtte hun helt slippe en munter latter, da han forekom hende utroligt seriøs, hvor det helt kunne ligne, at der skulle ske noget større end en lille rundvisning. Artigt valgte hun derfor at folde hænderne pænt foran sig, så hun helt kunne forekomme som en skolepige, som hun kiggede lydigt på Derick. ”Javel, sir. Ingen fjollen rundt eller større kiggen. Bare følge dig, indtil vi er færdige med rundturen,” sagde hun lydigt og drillende, som hun ikke kunne lade være, når han opførte sig sådan. Hun trak let i mundvigen, inden hun roligt lod dem gå hånd i hånd igen, da han indledte rundturen. Nysgerrigt bevægede hun sig et par skridt til siden, da han slog døren op til et rum der tydeligvis var badeværelset. Scannende gled hendes blik over rummet, hvor hun i den grad kunne se potentialet i rummet. Hun fik også helt billeder i hovedet af hende og Derick der sammen kunne ligge i badekaret, skønt det formentligt ikke ville ske lige foreløbig, da hun endnu var sur på ham, selvom hun var glad lige nu. ”Nydeligt,” sagde hun roligt, inden hun blev trukket over på den anden side af gangen, der viste vej til madkammeret. Som hun så på det hele, måtte det langsomt gå op for hende, at hun faktisk skulle til at kokkerere igen. Det var over to århundreder siden, at hun sidst havde lavet mad, så hun måtte helt blive i tvivl om, om hun mon stadig kunne lave noget spiseligt. Hun havde måske ikke selv spist, da hun sidst havde tilberedt et måltid, da hun i træhytten havde lavet mad til Derick, da hun havde haft en smule mere erfaring i et køkken end han, da hun trods alt havde været mørkelver, skønt hun havde været vampyr i det årti, hvor Derick derimod kun havde levet et vampyrliv med blod, indtil han var blevet dødsengel. Derfor havde hun dengang været en smule behjælpelig og hjulpet ham i køkkenet. ”Jeg håber, at jeg stadig kan kokkerere et spiseligt måltid.. Jeg tror, at min kogekunst er blevet lidt rusten med tiden,” kommenterede hun med et skævt smil. ”Er der kun vej til køkkenet, gennem madkammeret?” spurgte hun roligt, da hun hun fulgte ham med blikket, som han pegede på døren inde i madkammeret. Roligt trak hun sig en anelse tilbage igen, som døren blev lukket i, og han valgte at fortsætte rundturen. Fornuftige havde rummene indtil videre været, hvor hun var interesseret i at se, hvordan resten måtte se ud. Det var dog ikke til at se, at huset her havde været forladt, som det så fuld ud beboeligt ud.

[Deleted]

Nu hvor Denjarna havde udvist begejstring for selve hjemmet, så kunne han ikke lade vær med at føle spænding og begejstring ved at skulle til at vise hende rundt, for dette blev jo deres fremtidige hjem! I hvert fald indtil de fik råd eller lyst til det som var bedre. Det kunne jo også godt være at de faktisk blev så glade for huset, at de ikke kunne nænne at flytte og derfor ville blive boende, skønt de begge nød af luksus, ellers kunne de jo altid udvide stedet senere hen, når pengene var til det, hvor de altid kunne ansætte folk og med tiden få flere penge hjem, så de igen kunne leve i dette prægtige hus, samtidig de boede i luksus, det ville han i hvert fald ikke have det mindste imod, og han tvivlede på at hun ville det samme. At hun så stillede sig helt artigt med hænderne foldet foran sig og med de ord, som hun kaldte ham sir og som hun ville adlyde ham, fik ham til at himle muntert med øjnene. ”Årh hold da op!” svarede han morende, som han greb hende om hånden, inden han lænede sig mod hende og kyssede hende på siden af hovedet. Hun var ikke hans undersåt, hun var hans kæreste og hun skulle ikke adlyde ham og hans ordre, men derfor var det måske lettest at vise hende rundt og siden lade hende gå på opdagelse. At hun kunne lide badeværelset, fik ham til at smile, inden han trak hende med sig videre om til madkammeret. At de så kom ind på at kokkerere smilede han skævt. ”Jamen så er du jo heldig at du har mig, for det lærte jeg i de år jeg var menneskelig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil, „desuden ved jeg at du nok skal få det lært hurtigt, og så kan vi jo lave mad sammen.” Han klemte blidt omkring hendes hånd, som han lod hende se madkammeret an, inden han trak hende med sig væk igen. ”Det er skam ikke den eneste vej til køkkenet, nu skal du se,” svarede han roligt, som han trak hende med ud på gangen, hvor man kunne se døre på højre hånd og en enkelt dør på venstre, ligeud var der to skydedøre som var lukkede. Han trak hende roligt med hen til den første dør på højre hånd og åbnede den. ”Dette er et lille værelse,” fortalte han, skønt rummet stod helt tomt. Værelset var ikke det største, men til en enkelt person var det skam mere end rigeligt, da det var stort nok til at man både kunne have skrivebord, skab, kommode og seng, hvis ikke lidt mere. Da det var tomt, lod han hende ikke kigge særlig længe, da han trak hende videre til døren lige ved siden af, som han åbnede. ”Og dette tænkte jeg kunne blive vores soveværelse, eftersom det er det største værelse i huset,” svarede han muntert, som han åbnede døren. Her var der kun et enkelt skab, hvor skabets træ var lidt lyst nogle steder i forhold til andre steder, hvilket var fordi han havde repareret lidt på det. Der var dog ingen seng, men som han allerede havde forklaret hende, så var der ikke så mange møbler i huset endnu. På venstre side af værelset, var der dog en dør, hvor han roligt trak hende med ind i det store værelse, som var større end det inde ved siden af. Han gik hen og åbnede døren, som førte ind til et mindre badeværelse, hvor der var et enkelt skab, håndvask med to skabe under, og en enkelt bruser. Han lod hende kigge lidt og vurdere det, da han trods alt gerne ville vide hendes mening.

[Deleted]

Denjarna anså ham skam ikke for at være sin herre, hvor hun også kun adlød på denne måde for at drille ham. At han bare himlede med øjnene ad hende, og kyssede hende på siden af hovedet, smilede hun muntert til ham. Det morede hende at drille ham lidt, hvor hun end ikke tvivlede på, at han ville have gjort det samme, hvis han havde stået i hendes sko, for hun vidste, hvor meget han nød at drille hende. Det var desuden godt, at de oplevede noget glæde og morskab, da hun endnu følte sig trist over det der var hænd mellem dem, men visningen af huset var god mulighed for hende for at abstrahere for alle de dårlige følelser, som hun i øjeblikket kun udtrykte glæde og spænding. Som han viste hende madkammeret, og hun utrykte sine tvivl, om hun mon stadig kunne finde ud af at kokkerere et måltid, måtte hun smile let til ham, som han sagde, at han kunne hjælpe. Hun huskede udmærket godt dengang, hvor han havde været den der ikke vidste ud eller ind, når han stod i et køkken, og nu var rollerne tydeligvis byttet om. Under tortureren havde hun glemt meget, hvor hun mindst af alt havde tænkt på madlavning, og da hun var vendt tilbage, havde hun kun kunnet fokusere på, hvordan hun mon fik mere blod. Nu havde hun været mørkelver i godt og vel to uger, og måltiderne hun havde fået havde været kromad, da hun trods alt ikke havde haft sit eget køkken, hvor hun kunne lave mad. ”Jeg tror, at du har ret i, at det denne her gang bliver din tur til at hjælpe mig med madlavningen,” medgav hun stille og smilede skævt til ham. Hun havde det trist med, at hun igen stod på bar bund, men det var der ikke noget at gøre ved. Der var visse ting, hun med tiden havde mistet, og dette var en af de ting. Man kunne selvfølgelig håbe på, at det hele ville vende tilbage med tiden. ”Det lyder godt,” sagde hun, som han var sikker på, at hun hurtigt ville lære og at de så kunne gøre det hele i fællesskab. Roligt fulgte hun med ham, som han trak hende videre ned ad gangen, hvor hun først fik et lille værelse at se. Hvad det skulle bruges til, vidste hun ikke, men det kunne vel komme med tiden? De var dog kun to personer, så det var relativt, hvor meget plads de egentligt havde brug for. ”Hvilke planer har du for det?” spurgte hun roligt, inden døren blev lukket i igen, og hun blev ledt videre hen. Som de kom ind i det næste rum, gik der ikke lang tid før hun kunne regne ud, at dette rum formentligt ville blive deres. Det havde nemlig en pæn størrelse, som der var plads til en stor dobbeltseng og med mulighed for et ekstra møbel, ud over det klædeskab der allerede stod derinde. ”Hvis det er det største, så siger det vel allerede sig selv, at dette bliver vores,” sagde hun roligt, som hun denne her gang fik lov til at komme indenfor og se sig omkring. At han så ledte hende over til en anden dør i selve værelset, der viste sig at være et badeværelse, gjorde hende blot langt mere sikker i sin sag. ”Og med eget badeværelse, så skal det bestemt være vores.” Skønt blev det at få et hjem, som man igen kunne kalde for sit eget, som det i sandhed havde været noget, hun havde savnet. ”Skal vi komme videre?” spurgte hun roligt, som hun havde set, hvad der var at se i dette rum.

[Deleted]

At Denjarna drillede Derick, var noget som morede ham, skønt han intet havde imod det, for han elskede at de kunne gøre alt sammen, både te sig som små børn, være alvorlige og seriøse, der var simpelthen alt i deres forhold og det var noget som han måtte nyde ufattelig meget, da det var rart og ikke mindst befriende. Det som gjorde det hele godt, var det han kunne få lov til at være sig selv hos hende, som omvendt og hvem kunne så ønske sig mere i et forhold? De var lykkelige, selvom de ganske vidst havde problemer og også i øjeblikket men han var sikker på at de nok skulle klare sig, eftersom de altid gjorde det, så hvorfor skulle de ikke også klare sig denne gang? De elskede hinanden og det havde altid været mere end nok til at de kunne klare sig igennem hvad som helst, desuden så ville de jo nok heller ikke stå her den dag i dag, hvis ikke de kunne klare sig. ”Jeg vil ikke have noget imod at vi hjælper hinanden ad med det hele. Som i gamle dage,” svarede han kærligt, som de kom ind på madlavningen, hvor han sendte hende et varmt smil. Førhen havde hun jo altid lavet mad til ham og nu ville han hellere end gerne gøre op for den gode gerning, ved at gengælde den, desuden så skulle hun sikkert kun lige i gang igen og så kom det automatisk, hun havde jo altid lavet fantastisk mad, det var et talent hun havde – et ud af mange – og han tvivlede på at man mistede sådan et talent. Som hun spurgte af planer for det lille værelse trak han svagt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke, men jeg må indrømme at jeg ikke ved hvad vi gør med mange af værelserne, men det kan jo være at vi finder noget med tiden, ikke sandt?” svarede han med et varmt smil, som han førte hende ind i det andet værelse og lod hende komme med sin mening. ”Så bliver det vores,” medgav han med et skævt smil og et lille nik, inden han trak hende med ud af værelset igen og gik over på den anden side af gangen, hvor køkkenet lå. Han åbnede roligt døren indtil et stort køkken, hvor der på bagvæggen var en aflang disk med håndvask og komfur, med skabe under og over. Der stod et forholdsvis stort spisebord, plads til otte mand, hvis man talte bordenderne med, som stod over ved venstre side, hvor der også var døren indtil madkammeret. ”Som du kan se er køkkenet her. Her tænker jeg også at du kan få lov til at indrette det som du vil og med tingene som du vil, der er gryder og diverse ting, som var her i forvejen og som var værd at gemme på,” fortalte han roligt. Han lod hende også kigge her et stykke tid, inden han trak hende med sig hen til skydedørene. ”Og nu, det største rum nedenunder; pejsestuen,” svarede han med spænding i tonen, som han så frem til at vise hende det, da det allerede var et af de rum han bedst kunne lide – skønt der heller ikke var mange møbler. Han slap roligt hendes hånd, som han valgte at trække skydedørene fra hinanden og afslørede den store stue, hvor der var pejs på bagvæggen, der var mange vinduer, som gjorde rummet lyst, hvor der var en terrassedør ved venstre væg, der førte ud til haven, der lå tæpper og skind på gulvet, hvor der ganske vidst var tomt, foruden et par reoler, og det som nok var mest iøjefaldende, var nok det at han havde lavet en lille plads foran pejsen til dem, hvor der lå en masse kind, med et stort uldtæppe og to puder, hvor der var blevet lagt rosenblade uden på ’sengen’, samt der tilmed stod to vinglas. Det var tydeligt at se at han havde haft i tankerne at det skulle være romantisk når de kom derhen, men planerne var jo blevet lidt lavet om, og faktisk ødelagt, da han havde bidt hende. Han trak hende roligt med ind, hvor man også kunne se trappen der stod ved med skydedørene, som førte op til den anden sal.

[Deleted]

”Alt fungerede bare i de gode gamle dage, hva?” kommenterede Denjarna med et lille smil på læben. De sagde konstant, at de ønskede sig det, som det havde været engang. De havde nu også været lykkelige med hinanden dengang, som de kun havde haft hinanden, og det havde fungeret perfekt. De havde nemlig kun haft deres kærlighed at pleje, samt hvad der fandtes at foretage sig i husets nærområde, og arbejdet i selve huset. Hun havde dog ikke i sinde, at de lukkede sig ude af samfundet, som de engang havde gjort, da hun gerne ville have deres forhold til at fungere i alle scenarier. Det havde måske været dejligt at isolere sig med ham, men det ville også være strålende, hvis de kunne fungere et sted, hvor der var meget til at påvirke dem. Det var dog allerede til at mærke, at de var ude i omverdenen igen, som jalousien allerede havde meldt sig. Hun håbede bare, at den kunne blive kontrolleret med tiden, da den gennem tiden havde vist sig at være ganske ødelæggende, og hun ønskede bare, at det gik mellem dem. Roligt nikkede hun til hans ord. ”Hver ting til sin tid. Vi kan altid starte med at få møbler ind i de rum, som vi ved, at vi har brug for, og så kan vi jo se på resten senere hen. Det andet er jo i forvejen et stort projekt, som skal i gang,” sagde hun roligt, som hun ikke tog det særligt tungt, at han ikke vidste, hvad de skulle stille op med nogle af rummene. Hun smilte let, som det blev afgjort, at det største værelse ville blive deres soveværelse. Det passede hende perfekt, hvor hun bare glædede sig til, at de rent faktisk kunne sove i værelset. De skulle trods alt have en seng, før det blev et ordentligt soveværelse. Nysgerrigt lod hun sig lede videre, hvor hun nu fik køkkenet at se. Det var et rum der så yderst brugbart ud, da der allerede var gjort klar til, alt hvad man kunne tænke sig at bruge i et køkken. Det måtte også være en god ting, eftersom mad igen var blevet en vigtig del af hendes liv. Let hævede hun øjenbrynet til hans ord, som han nærmest sagde, at hun måtte få køknet. ”Så jeg som kvinde for køknet for mig selv? Men det ser ud til, at det allerede er indrettet, som du allerede siger, at der er inventar som gryder, og så er der allerede plads til madlavning, og en spisesektion,” sagde hun stilfærdigt. Der var ikke meget man kunne ændre på, da et køkken trods alt bare var et køkken, men små ændringer kunne vel altid forekomme. Det var dog ikke det rum hun først ville tage hånd om, da det mere eller andre var færdigt, hvor der sikkert var andre rum der krævede en større hjælp – som deres soveværelse for eksempel. Igen fulgte hun med ham, som han igen trak hende videre, hvor hun opmærksomt så mod de store skydedøre. Særligt så det helt ud med de døre, men sådan var pejsestuer som regel altid. Interesseret trådte hun indenfor, som hun trådte ind i det rum, hvor de sikkert ville tilbringe mest tid. Hyggeligt og pænt var det, men som hendes blik hurtigt fokuserede mod den hyggeplads, han havde gjort klar til det, fik hun det øjeblikkeligt dårligt. Dybt romantisk var det, som det helt mindede hende om den hyggekrog han havde lavet til dem på den faldefærdige herregård. Dårligt fik hun det, som hun følte sig utilpas og ked af det, hvilket fik hende til at vriste sin hånd forsigtigt ud af hans. Hun camouflerede dog sin handling en anelse, som hun gik over til en af reolerne, hvor hun lagde den rose han havde givet hende, så det ikke bare virkede som om, at hun var trist, men at hun faktisk havde en mening med at trække sig væk fra ham. ”Det er hyggeligt her. Præcis som en pejsestue skal være, skønt møblerne mangler,” sagde hun roligt. ”Er der noget særligt oppe ovenpå?” spurgte hun nysgerrigt, da hun gerne ville væk fra lige netop dette rum, da det helt prøvede at fortælle hende, at hun burde være romantisk og forelsket med ham, som der lå skind foran pejsen med rosenblade og vin. Hun kunne dog ikke få sig selv til at være sådan med ham endnu.

[Deleted]

“Selvfølgelig, og det kommer til at fungere igen, for alt bliver perfekt som det var dengang,” svarede Derick i en varm tone. Han vidste godt at de havde problemer lige nu, men det ændrede dog ikke på at han nok skulle gøre tingene gode igen, ligesom han ønskede at gøre alt godt med hende igen. Han ønskede ikke at hun skulle frygte ham eller være sur på ham, skønt hun var glad og spændt i øjeblikket, men det var vel også kun indtil hun havde set hele huset? Han frygtede snart for hvad der skulle ske derefter. Han nikkede roligt enigt til hendes ord, som han sendte hende et varmt smil. ”Lige præcis, hver ting til sin tid,” medgav han. Han vidste ikke hvad alle rum skulle bruges til endnu, men det kunne de jo altid finde ud af, da det nok var vigtigst at de fik de mest nødvendige rum i orden først, og siden kunne de tage de andre rum derefter. Køkkenet ville han lidt anse for at være hendes rum mest, da hun trods alt var den levende og den som skulle bruge mad, ikke fordi han ikke ville hjælpe og det at de sammen kunne lave mad, ville han heller ikke have noget imod. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. ”Men du kan få lov til at indrette det, flytte rundt på tingene lige så meget som du vil,” svarede han roligt. Han ville jo gerne have hende til at hjælpe med indretningen af hele huset og når de skulle på indkøb ønskede han også at det var noget som de sammen skulle gøre, så begges meninger blev hørt, og det var desuden også indkøb som han ville se frem til, da det trods alt betød kvalitetstid med hende, ligesom det var ting til deres nye hjem. Hans eget blik faldt på hyggekrogen foran pejsen som det første, hvor hans eget humør måtte falme. Han havde set frem til at se hende igen, få hende med hjem og så ligge sig på de skind, men han tvivlede næsten på at det blev til, skønt det egentlig var den eneste ’seng’ i huset, da de ikke bar nogen andre møbler, der var end ikke nogen lænestol eller sofa, for det havde han ikke råd til at købe og det havde de jo generelt ikke foreløbig. Men de kunne selv lave sengerammen og det hele, og så bare købe en madras, men det ville jo også tage tid. Han sagde intet til at hun slap hans hånd og lagde rosen over på reolen, skønt han godt bed sig mærke i at hun ikke kommenterede hyggekrogen, hvor han derfor kunne regne ud at hun tænkte på nattens forrige hændelser. ”Det får vi hen,” svarede han blot, som hans blik gled mod terrassedøren der førte ud til den store have. Han så mod hende igen, da hun udviste nysgerrighed til etagen over dem, hvor han smilede skævt. ”Kom med, så skal jeg vise dig det,” svarede han roligt, skønt han ikke tog hende i hånden denne gang, da han blot gik over til trappen og begyndte at gå op. Trappens trin knirkede, som det var en gammel trappe, under trappen, var der et enkelt skab, hvor man også kunne have ting inde i. Som de kom op, stod de i et åbent rum, hvor der til venstre var to døre ind til en stor dagligstue, som var det største rum heroppe, sammen med loftrummet, der lå på højre side inde bag den lukkede trædør. Der var glas i dørene indtil dagligstuen og dermed kunne man se ind. Ellers var der tre lige store værelser, lidt større end det lille nedenunder, hvor der også var helt tomt.

[Deleted]

Denjarna ønskede inderligt, at det kunne blive som i de gode gamle dage, da hun måtte indrømme, at nuet var et lidt for stort tumult for hende. Hun hadede, at de havde gennemgået alt, hvad de havde gennemgået, men det var der ikke noget at gøre ved. Der havde været utroskab, raceskift, angreb på hinanden og adskillige års adskillelse. Det hele stak hende dybt i hjertet, hvor hun ikke kunne forstå, hvorfor de skulle være så uheldige, men det skulle de åbenbart være. Hvordan det skulle blive godt imellem dem igen, vidste hun ikke, men hun håbede på det bedste. Lige nu gik det rimelig godt, men det var også kun fordi hun følte spændingen over huset, som hun endnu var ked af det. Hun brød sig dog ikke om at skændes med ham, da det kun gjorde hende endnu mere trist og bange, så det ville hun allerhelst undgå. ”Det vil det komme til,” medgav hun mildt, skønt hun ikke rigtigt troede på, at det nogensinde kunne blive helt perfekt mellem dem. Hun spekulerede dog ikke videre over det, som hun mere koncentrerede sig om rundvisningen, som hun var ekstremt interesseret i at se, hvordan hele deres hus så ud. Indtil videre så det også yderst lovende ud, som der havde været det store badeværelse, der havde alt hvad man kunne bruge på et badeværelse. Så havde der været madkammeret, der havde et passende antal hylder, samt der allerede havde været nogle krukker og tønder med forskellige madingredienser, og det var altid en god start. Hvad de skulle bruge det lille værelse til, vidste hun endnu ikke, men det store havde været perfekt for dem. Køkkenet så også næsten færdigt ud, og det var også kun et gevaldigt plus. ”Men jeg vil se, hvad jeg kan gøre med rummet,” sagde hun roligt, som han gav hende retten over køkkenet. At stemningen så skulle blive helt trykket, var der intet at sige til, da hyggekrogen sikkert var en torn i deres begges øjne. Derick havde ikke vidst, at han ville ende med at bide hende, så han kunne ikke vide, at hun ikke længere ville føle sig tryg ved at være tæt på ham. Hun ville dog have ønsket, at han var gået derind før hende, så han kunne have slettet alle sporerne fra den kærlighed, de oprindelig skulle have delt der. Det var der dog ikke noget at gøre ved, og hun prøvede at sætte et filter op for sine øjne, så hun ikke kunne se den romantiske del af pejsestuen. Det gik også godt med at se væk derfra, men hun vidste, at det var der, og det placerede også stenen i hendes hjerte. At han så indvilgede i at gå ovenpå, gjorde hende mere end interesseret i at skynde sig derop, og det var vel også at ane på hende. Armene foldede hun over kors, som de ikke længere holdt hinanden i hånden, hvor hun i tavshed fulgte ham, som han ledte hende op ovenpå. ”Jeg kan se på det hele, at vi nok mest vil tilbringe tiden nedenunder,” sagde hun eftertænksomt, som hun så hvilke rum der var heroppe. ”Det store rum kunne man muligvis lave om til et bibliotek, for jeg regner med, at vi placere et sofasortiment i pejsestuen nedenunder. Hvad de andre tre værelser kan bruges til, må vi tænke lidt nærmere over.” Hun tvivlede på, at de både havde behov for en normal stue, og så en pejsestue, da hun allerede nu kunne sige, at de ville tilbringe mest tid nede i pejsestuen. Det var dog kun forslag hun kom med, så han måtte godt afvise hendes ideer, hvis han ikke brød sig om dem.

[Deleted]

Som de kom ind i pejsestuen, synes hele stemningen at krakelere igen, hvor Dericks eller strålende humør helt måtte falme, da han selv blev påmindet om hvad der var sket natten forinden og tænke på hvad der slet ikke ville komme til at ske, som han ellers havde haft i tankerne, men mødet havde jo på ingen måde gået som han havde regnet med, for han havde regnet med at finde hende som vampyr, tage hende med herhjem, vise hende rundt og så skulle de være romantiske foran pejsen, men det blev tydeligvis ikke til, da han havde fundet hende som mørkelver, hvor han havde bidt hende, da de havde forsøgt at være intime, og derefter var de overnattet på en kro. Alt synes at være ødelagt, hvor han helt mistede modet og egentlig bare helt fik lyst til at gå, særligt da han kunne mærke at hun ikke engang selv gad være her, hvilket klart gjorde mest ondt. Derfor sagde han heller ikke noget til at vise hende rummene ovenpå, skønt spændingen og begejstringen ikke længere hvilede i ham, da han næsten fandt det helt ligegyldigt. Desværre havde de bare skulle igennem pejsestuen for at komme ovenpå. Han lod blikket glide rundt, frem for at se på hende, skønt han lyttede til hendes ord. ”Vi har loftrummet til ting vi ikke behøver, hvis det endelig skulle komme. Dagligstuen kan vi sagtens gøre til et bibliotek, da jeg selv vil tro vi bruger mest tid nedenunder, og vi kunne jo gøre et af værelserne til et kontor? Og resten til gæsteværelser, eller også kunne vi slå væggen ned mellem to af værelserne og lave et stort kontor, hvor vi begge kan være, og så have et enkelt gæsteværelse,” foreslog han selv, som hans hoved søgte let på sned, imens han betragtede sig af rummene og næsten måtte forestille sig hvad der ville se bedst ud. Et kontor kunne være nyttigt, der kunne de holde alle regnskab og budgetter. Uden tvivl var der dog meget som endnu skulle laves, og de måtte jo nok få gjort de vigtigste rum færdige først, hvilket nok gjaldt deres soveværelset, køkken og pejsestuen. Han vendte sig roligt mod hende, som han gik hen til hende. ”Se dig lidt omkring, så går jeg ned og begynder på maden,” svarede han roligt, som han kort kyssede hende på siden af hovedet, inden han smuttede forbi hende og ned ad trappen. Han gik dog ikke direkte ind i køkkenet, som han tværtimod gik hen til hyggekrogen han havde lavet for et par dage siden, hvor han fik fjernet alle rosenblade og smed dem ind i pejsen, hvor han også lagde noget brænde ind, som han også havde gjort klar, der lå i kurven ved siden af pejsen på brostenene. Han tog også om de to vinglas, inden han smuttede ud i køkkenet og stillede dem ind i glasskabet til de resterende glas, som der ikke var så frygtelig mange af. Han fandt roligt en pande frem, inden han gik ud i madkammeret og hen til køleren, hvor han fandt noget frisk oksekød frem. Han fandt noget olie, og hvad der nu kunne passe til, inden han gik ud i køkkenet igen, som han tændte for gassen ved komfuret og ellers gik i gang med at kokkerere oksekoteletterne.

[Deleted]

Begge kunne de mærke, at den gode stemning igen kun lige havde ligget i overfladen, som det hele igen var på vej til at krakelere. Det gjorde ondt på Denjarna at se, hvilke forhåbninger han havde gjort sig for deres gensyn, hvor det var tydeligt for hende at se, at han kun havde haft de allerbedste intentioner med det hele. Hun kunne dog ikke få sig selv til at glemme det hele, som han havde gjort hende fortræd, hvilket hun bestemt ikke fandt i orden, og det skulle han også vide, da hun ikke tillod, at han gjorde det igen ved hende. Hun ønskede dog, at det skulle gå dem bedre, da hun gerne ville være lykkelig med ham, men for nu havde hun behov for at bearbejde sin sorg, hvilket godt kunne tage sin tid. At de begge fuldstændigt valgte at ignorere hyggekrogen, skønt hun måtte føle, at der var et kæmpe spotlight lige på det sted, passede hende fint, da hun ikke ønskede at blive konfronteret med at alt det dårlige. Derfor var det en god flugt, at de søgte op ovenpå, hvor hun med det samme gav sig i kast med at undersøge de forskellige rum. ”Det lyder som en god ide at lave mindst et af rummene om til et kontor. Vi har trods alt ikke brug for alle disse rum, siden det kun er os to. Men hvis vi laver det største rum til et bibliotek, og de to andre værelser her om til et kontor, så kunne vi måske lave det lille værelse nedenunder om til et gæsteværelse, hvis det skulle ske, at der kom nogen forbi. Og hvis vi ønsker at bruge rummene til noget andet, kan vi vel altid omdekorere dem igen,” sagde hun roligt. Selv fandt hun det som en passende løsning, da hun vitterligt ikke vidste, hvad de ellers skulle gøre med alt dette. Det var dog rart at have pladsen, som hun godt kunne lide at være omringet af muligheder, hvilket der også var et par stykker af her. Roligt vendte hun blikket mod ham, som han kom over til hende. ”Det lyder lækkert,” sagde hun stille, som han sagde, at han ville lave mad til dem. Sulten måtte hun efterhånden også være, som hun kun havde fået morgenmaden fra kroen af, og det var efterhånden flere timer siden. Svagt smilede hun til ham, inden hun tavst så til, hvordan han bevægede sig nedenunder igen. Selv blev hun stående, og som han forsvandt helt ud af hendes synsfelt, mærkede hun igen, hvordan hendes hjerte måtte blive tungt. Hun hørte godt, hvordan han rumsterede nede i pejsestuen, men hun gav ikke en lyd fra sig, da hun alt for godt havde en ide om, hvad han lavede. Hun var stensikker på, at han fjernede alle spor fra romantikken dernede, og det måtte gøre hende ulykkelig at tænke på. Af hele sit hjerte ville hun ønske, at hun kunne nyde en romantisk stund med den mand hun elskede, men i øjeblikket var det simpelthen for meget for hende. Afløb til tanker og følelser fik hun også nu hvor hun var alene, som det måtte være første gang, siden deres gensyn. Hun bed sig let i læben, som en skælven gled igennem hendes krop, da hun forestillede sig, hvordan han havde bidt hende og derefter var stukket af. Hvordan de to fremmede vampyrer havde fundet hende, og talt til hende. Og sidst men ikke mindst, opdagelsen af, at de havde været intime, mens hun havde været høj på hans blod. Forfærdeligt var det hele, hvor hun helt måtte føle sig paralyseret for øjeblikket, skønt hun prøvede at få gang i sig selv, da hun gerne ville udtrykke en glad følelse overfor Derick, som han jo havde fundet dette dejlige hjem til dem, hvor han også var så sød at lave mad til dem - eller til hende i hvert fald.

[Deleted]

Derick havde skam kun haft de bedste intentioner med huset og hyggekrogen, som han havde ønsket at give hende en fantastisk aften og nat, ligesom han havde ønsket at de skulle fejre indflytningen og ikke mindst nyde hinanden, men han vidste udmærket godt at det ikke blev til og et sted gjorde det ham ondt, for han havde jo kun set frem til at de skulle være sammen igen, hvor han helt måtte føle sig opgivende for deres fremtid, for allerede ved andet møde, skulle de møde modgang. Hans blik hvilede lettere stift på værelserne, som hans humør havde taget et styrtdyk, hvor han blot lukkede fuldstændig ned. Han følte ikke engang for at snakke om huset, da selv det var ødelagt i hans øjne, for det kunne vel være fuldstændig ligegyldigt, hvis de alligevel ikke var lykkelige. ”Det lyder fint,” svarede han roligt, som han kort måtte stirre på de tre værelser, der stod på række med hinanden. Han vidste godt at der var for mange rum og værelser, når de kun var to i hus og flere blev de jo nok ikke, så et par gæsteværelser kunne det også godt blive til, hvis de i det hele taget ville få besøg, men ellers kunne de jo bare lave værelserne om til noget helt andet, som hun selv sagde. Han smuttede blot ned igen, hvor han fjernede alt hvad der sagde romantik i pejsestuen, skønt han dog lod skindene og tæpperne blive, for hun skulle trods alt have et sted at sove og der var det faktisk det eneste som de havde. Det tog ham ikke længe at få gang i komfuret, hvor han kom noget olie på panden, inden man kunne høre kødet svitse mod panden, som det blev dejlig stegt. Det var alligevel et stykke tid siden at han sidst havde lavet mad, men glemt var det nu ikke, da han trods alt havde været levende i flere år, og der havde hun ikke været der til at lave mad for ham, så han havde været nødsaget til at lave det selv. Det havde dog typisk kun bestået af kød, fra de dyr som han havde nedlagt og så lidt hvad han havde kunnet finde af jord- og rodfrugter. Han havde også fundet et par rodfrugter ude i en af krukkerne fra madkammeret, da det næsten ville være kedeligt hvis hun kun fik kød. Sovsen lavede han også fra bunden af, med det som han lige kunne finde af nødvendige ting. Hvad Denjarna rendte rundt og lavede anede han ikke, men han havde gjort hørt at hun havde stået stille for et stykke tid, hvor han gik ud fra at hun tænkte på den forrige nats hændelser, eftersom den ikke just havde været vellykket. Han vidste godt at hun havde været høj på hans blod, men han fortrød nu ikke at han havde været hende tæt, da det havde føltes så perfekt for bare en kort stund, skønt han godt forstod at hun var sur over det også, men han havde også forsøgt at stå imod hende, desværre vidste hun bare hvordan hun skulle forføre ham og når hun havde tilbudt sig selv helt nøgen foran ham, så havde det virkelig været svært at ignorere! Imens maden klarede sig selv, brugte han sin fart til at dække op på bordet, som han stillede tallerknerne med bestik og glas sådan, så de kunne sidde overfor hinanden. Nok han var vampyr, men menneskeføde kunne han godt tåle at få i sit system, desuden havde han jo allerede drukket et glas blod i morges, så han havde det trods alt i sit system.