Just on my way home..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så kunne Mattheus virkelig ikke se glæden i det forhold som Denjarna havde valgt at give sig hen til, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ikke desto mindre, så gad han faktisk ikke at snakke mere om det, for hun var jo tilsyneladende ikke til at snakke til fornuft, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hans del, for det gjorde ham kun langt mere frustreret end det som han måtte være nok i forvejen, uden at han kunne gøre noget som helst ved det! Han sukkede nærmest opgivende. Han vidste måske ikke hvordan det var at skulle lade en man elsket gå, men selv han vidste, at man var nødt til at tænke lidt på sig selv, så det at hendes liv var et helvede, at hun var bidt og levede i mørket, var stort set hendes egen fortjeneste! ”Jeg tror du gør det sværere end hvad det er nødsaget til at være, Denjarna.” Han tav omgående, som hun fortalte, at hun faktisk fortalte ham, at hun havde forsøgt lykken med en anden mand.. En anden mand?! Tanken gjorde ondt, hvor han igen vendte blikket direkte væk fra hende endnu en gang, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hans del. Næverne knyttede han endnu en gang, som han tydeligt måtte bide tænderne kraftigt sammen. ”Det er tabt nu ja,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Et sted var han.. skuffet og såret over det, og nu hvor hun lod flere af disse bomber falde, så var det bestemt heller ikke fordi at han ønskede at grave mere i det! At hun havde gjort sig håbet om at kunne få i pose og sæk, var bestemt ikke et håb som hun skulle gøre sig ved ham. Et sted blev han igen mere anspændt. ”Det var dumt og naivt at tro at du kunne få i både pose og sæk, Denjarna. Den tankegang og det håb kan kun koste dig frygtelig dyrt,” påpegede han med en yderst sigende mine. Hun frøs, hvilket han kunne se, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at hun skulle blive syg. Han vendte blikket igen i retningen af springvandet som stod foran ham igen, inden han roligt trak sig et skridt væk fra hende. Han havde ikke mere at sige, som han jo faktisk kun følte, at hans humør var røget dybt ned i den dybe kulkælder, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget bedre. ”Jeg har ikke mere at sige, Denjarna.. Tag du blot hjem, inden du for alvor ender med at blive syg,” mumlede han tydeligt utilfredst, som han igen lod hænderne folde sig over ryggen. Han havde slet ikke ment at gøre hende ondt, men efterhånden synes han at det var bedst, om hun bare kunne søge.. hjemover. Det andet var noget som faktisk kun gjrode ondt på ham!

[Deleted]

Det undrede ikke Denjarna, at hendes forhold frustrerede ham, eftersom det ikke gav mening for nogen. Det var dog ikke så ligetil at give slip på en man elskede, eftersom der var selvfølgen, at man endnu havde følelser for personen, og så var der det andet, at det gjorde ondt at se en man elskede med en anden. Det var i den grad noget der skulle tænkes igennem, inden man gjorde noget, og det havde hun før haft svært ved. Hun havde trods alt engang troet, at hun kunne opgive Derick for en anden, men det havde hun ikke været i stand til. Det var dog årtusinder siden, at hun havde forsøgt det, som det havde været dengang med Gabriel, og måske havde tingene efterfølgende ændret sig for hende. Hun vidste det ikke.. Det hele frustrerede også hende, som hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre for, at hun blev lykkeligst. ”Det tvivler jeg desværre på, Mattheus. Jeg har været i dette længere, end hvad du aner. Jeg forsøgte engang at slippe ud gennem Gabriel, men det kunne jeg ikke få mig til i den sidste ende. Om jeg kan gøre det denne her gang, må jeg så vente og se,” sagde hun sigende. Intet var besluttet for hendes vedkommende, som hun kunne meget vel blive ved Derick, eller blive og senere droppe det, eller droppe det med det samme. Hun ønskede dog at være fuldstændigt sikker, hvis hun endelig traf valget, som hun ikke ønskede at fortryde, og at det så var tabt for hende, eller at det endte, som dengang hun forsøgte at vælge Gabriel. Det gjorde hende trist at høre Mattheus sige, at det hele var tabt, hvilket også var at se i hendes blik. Hun havde nydt hans selskab, som hun havde håbet på, at det kunne stå ved, men det var desværre faldet lige så hurtigt til jorden, som det havde opstået. Svært var det også at vide, at hun kun kunne få det tabte tilbage ved at forlade Derick, og på den led tabte hun jo lige meget hvad. ”Måske, men så vil det være mit tab og ikke dit,” sagde hun en anelse affejende, da hun følte, at han blot hakkede ned på hende, når han begyndte på alt det. Afsluttende syntes det hele at være mellem dem, og måske var det også for det bedste. Venskabsmæssigt var de ikke kommet tættere på hinanden, men hans ord omkring hendes forhold, gav hende nogle ting at tage til overvejelse. Om det så ville føre til nogen ændringer, vidste hun ikke, men i baghovedet kunne hun sagtens have det, da hun selv havde spekuleret over disse ting. Roligt nikkede hun med hovedet, inden hun greb om det net, hun havde fødevarer i. ”Du føler måske ikke det samme, men det var godt at se dig igen, Mattheus. Hvis ikke vi ses igen, eller indtil vi gør, så må du have al held i dit. Farvel,” sagde hun roligt, hvor hun prøvende sendte ham et lille smil. Hætten valgte hun at trække op over hovedet, som hun begyndte at bevæge sig væk. Som hun nu kun havde hjemturen at fokusere på, var hendes skridt hurtige, som hun alligevel måtte føle sig en anelse stiv i kroppen af kulden. Længe gik der heller ikke før hun drejede om et hjørne, så hun forsvandt for Mattheus syn, som hun gik hjem.

// Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var gået op for Mattheus, at Denjarna slet ikke var interesseret i at kigge andre veje, også selvom hun måske påstod at hun havde ting at tage til overvejelserne, så regnede og troede han faktisk slet ikke på at hun ville, hvis hun elskede manden så blindt, at hun kunne se bort fra de handlinger som han begik mod hende, uden at gøre noget ved det, men det måtte jo så være hendes bord. At hun havde forsøgt, men alligevel vendt sig tilbage til manden, var så slet ikke noget som han forstod sig på, men det var vel bare meningen at han ikke skulle kunne forstå det? For det gjorde jo ikke ligefrem noget andet ved sagen, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne svagt sammen, som hans blik igen var gledet væk fra hende, for at stirre mod springvandet igen. Pludselig nagede det ham mere end nogensinde før, at der ikke var gang i det, også selvom det ikke just gjorde den største forskel af den grund. Han var faktisk.. ked af det, selvom det vel heller ikke var noget som hun lagde mærke til? ”Du vælger i så fald, selv den skæbne som er dig tilfaldt i mørket, Denjarna.. Det er din egen beslutning, og så er jeg bedøvende ligeglad med hvad du mener om den lykke, når du vælger at nøjes med det lille som manden er i stand til at give dig,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Denne gang var det ham som fejede det af banen, og det gjorde han jo så med sin fulde ret, for det andet, var da slet ikke noget som han gad! Det var bestemt ikke bare hende som havde mistet, det var i den grad også ham, og så måtte hun jo leve i den isolation som forholdet med Derick efterlod hende med, for hvis det var det som hun var villig til, så var hun slet ikke en som han burde have med at gøre.. Igen beviste hun jo kun at hun lå langt under hans værdighed. ”Hvis det er din overbevisning,” endte han tydeligt skuffet. At hun ville tage hjem, rørte ham virkelig ikke, for det var uden tvivl til det bedste, for han ønskede slet ikke at hun skulle blive syg, selvom det vel var lige meget, hvis hun ikke engang ad skænke ham en tanke i opløbet? Manden havde allerede udsat hende for mangt og meget, og han forstod virkelig ikke at hun fandt sig i det! Som hun tog sin afsked, valgte han faktisk at tie fuldkommen, da han slet ikke så nogen grund til at skulle tage nogen afsked med hende. Han var utilfreds, og det måtte hun helt klart finde ud af på den hårde måde, hvis det da i det hele taget, var noget som hun lagde mærke til. Han fnøs let for sig selv. ”Hvis vi da i det hele taget ser hinanden igen..” mumlede han tydeligt utilfredst. Han gjorde sig ganske vidst ikke de største forhåbninger om lige netop det, for hvorfor skulle hun da opsøge ham? Han ville bestemt ikke opsøge hende! Han vendte om på hælen, kun for at fortsætte i den modgående retning. Lige nu ville han bare så langt væk fra hende, som det var ham muligt.

//Out