Just on my way home..

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at Derick havde fået skrevet sig selv i verdenshistorien, ligesom hende. Dog tænkte hun, at Mattheus’ viden måtte være det mere formelle, og ikke det personlige, da det måtte være mindre vigtigt for landets historie. At det så skulle vise sig, at det var det personlige han havde i sinde at grave frem, meldte det sorgfulde og vreden sig i hendes sølvgrå blik. Derfor endte hun også med at vendte blikket helt fik fra Mattheus, da han ikke behøvede at vide, hvor ulykkelig og vred hun var ved tanken om, at Derick for nogle år havde erstattet hende. Det knuste hendes hjerte, hvor hun nok aldrig ville godtage den del, da det altid havde været hendes værste frygt, og den havde vist sig at komme til live, mens hun havde været underlagt tortur. ”Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal tage den snak med dig,” svarede hun tonløst og kortfattet, da hun vidste, at følelserne først ville vælde op i hende, hvis hun begyndte at tage den diskussion. Det var dog endnu en af de ting hun higede efter at tale om, da Derick blankt afviste hende, hvis de nåede emnet. Armene lod hun lægge sig over kors, uden hun videre reagerede på hans ord. Hun ønskede at det ville gå godt mellem hende og Derick, men lige pt. så hun intet lys for enden af tunnelen, da deres forhold mest af alt så forbandet ud for hendes vedkommende, og det tærede ufatteligt meget på hendes kræfter, som hun konstant forsøgte, men ikke følte, at hun fik noget godt igen.
Personligt følte Denjarna ikke længere, at Mattheus udviste hende interesse, som hun følte, at han var stoppet i det sekund hun havde nævnt Dericks tilbagevenden. At han så nærmest fik det til at lyde som om, at hun nu tog fejl, fik hende til at fnyse ad ham, for hun troede på ingen måde på hans ord. ”Ud fra det du viser mig, ja,” svarede hun kortfattet igen, som hun ikke videre tillod, at han gik med det sidste ord. At han så tog barskt fat i hende, fik følelserne til at vælde op i hende, da det kun forværrede situationen! Derick gjorde hende allerede fysisk fortræd, og nu førte Mattheus også en hård hånd over hende. Hun var bestemt ikke vant til disse sider fra nogen af mændene eller mænd generelt, som de plejede at behandle hende med respekt, men den respekt havde tydeligvis forladt dem alle! Lynende vendte hun blikket mod ham, mens hun helt måtte mærke, hvordan det kriblede i hende efter at gøre gengæld, men hun havde efterhånden lært, at det ikke hjalp at slå på døde væsner, og det ville sikkert kun forværre det hele, hvis hun vendte al sin vrede mod kongen. Helt retfærdigt ville det vel heller ikke være, eftersom Derick, og ikke Mattheus, var størstedelen af hendes ulykke. ”Jeg er muligvis fanget i mørket, men det forfølger mig, hvor end jeg går, så om jeg er hos Derick eller ej, så vil det stadig være der! Jeg tvivler på, at det hele ville ændre sig, hvis jeg valgte en anden,” svarede hun fast, som hun ikke kunne lade være med at føle sig fortabt. Lykkelig følte hun sig ikke, men hun tvivlede på, at noget kunne bringe hende lykke, skønt Mattheus sagde, at hun fortjente bedre end det hun havde. ”Og hvis du overhovedet mente din undskyldning, så ville du ikke have forsøgt at gøre mig fortræd, men det har du!”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ganske vidst gjaldt Mattheus’ viden meget hen af det formelle, hvor alle ledere stort set, havde formået at skrive sig ind i den historie som han var oplært i. Af den grund, så havde han allerede sit indblik i Denjarna, såvel som Derick, og hans blik af den mand, var ikke videre positiv, hvilket han skam heller ikke lagde skjul på. Som hun gav udtryk for sin mening, så valgte han så sandelig også at give udtryk for sin! Han betragtede hende med en fast mine. Hun brød sig ikke om hans svar, hvilket i sig selv, var tydeligt for ham at se, selvom den tanke et sted.. frydede ham? Og alligevel, så forstod han slet ikke hvordan hun kunne give sig hen til en mand, som havde gjort de ting mod hende. Han trak let på skuldrene, som var det ingenting af værdi, også selvom han faktisk ønskede at smække lidt af den fornuft ind i hovedet på hende! Det kunne være, at det gjorde sin forskel, da han nu var en som kom udefra, men han stod fast på det, når han sagde, at hun fortjente bedre end hvad hun gav sig selv. ”Du spurgte og jeg svarede,” endte han ganske kortfattet. Løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende.
Mattheus havde sine forældres temperament, og det var også grunden til at han bare handlede som han gjorde, skønt han ikke rigtigt tænkte over at han egentlig gjorde hende fortræd, da det jo i sig selv, slet ikke var hans hensigt eller mening med noget af dette! De rødglødende øjne vendte han direkte mod hende. ”Tror du da ikke på mig?” vrissede han fast. At det jo så skulle påvirke hende så meget, at han tvang hende op på benene, havde han ganske vidst ikke ligefrem regnet med, men det var nu bare sådan at det var. Han havde sluppet hende igen, og han havde sågar valgt at undskylde for det, men det så jo heller ikke ud som om at det gjorde nogen forskel af den grund! ”Du burde vælge med større omhu. Det er ikke mærkværdigt at mørket forfølger dig, hvis det er det liv som du vælger, Denjarna! Men udmærket.. hvis det er det liv som du vil leve med, så skal jeg endelig ikke blande mig.” Bidet mod hendes hals, var ham en torn i øjet, for det var bestemt heller ikke en respektfuld handling fra en mand, det var da helt sikkert! Og en som skulle siges at holde af hende? Han var bestemt ikke overbevist, og specielt hvis det gik så galt på hjemmefronten, så var det da slet ikke noget som gav nogen mening for ham i det hele taget! ”Jeg undskyldte for min handling! Jeg har aldrig været ude på at gøre dig ondt eller fortræd for pokker! Jeg nød dit selskab, jeg nød dit venskab og jeg nød den korte tid jeg tilbragte sammen med dig! Tror du virkelig jeg ville gøre dig ondt?!” Denne gang vendte han sig direkte frustreret mod hende. Hun forstod jo slet ikke hvor han ville hen med det hele!

[Deleted]

Det smertede Denjarna afsindigt, at Mattheus bragte det faktum på banen, at Derick havde dannet forhold med en anden kvinde. Hun var en kvinde der let kunne blive sygeligt jaloux, og dette hjalp bestemt ikke på problemet! Hun prøvede dog at skubbe oplysningen om bag sig, da det ellers bare var hende en konstant torn i øjet, men lige meget hvad hun forsøgte sig med, så syntes den oplysning at dukke op og op igen. Det pinte hende, at Derick for en stund havde været lykkelig med en anden kvinde, og hun kunne ikke lade være med at stille sig spørgsmålet, om det mon ville have varet ved den dag i dag, hvis ikke Elanya havde gjort det forbi. Det faktum pinte hende også, eftersom det ikke havde været Derick, men den anden kvinde der havde trukket sig. Ufatteligt trangt føltes det i hendes bryst, som Mattheus kun påpegede alle de dårlige ting ved det forhold, hun havde indledt. Det var dog altid noget, at han ikke blev ved med at grave i det, som han faktisk stoppede, som hun afviste ham. Det at de stoppede lige netop den samtale gjorde dog ikke, at de stoppede hele skænderiet, for det så fortsat ud til at køre på fuldt tryk, som han gav sig til at vrisse ad hende. ”Hvis jeg må tale direkte ud af posen, så nej. Jeg tror ikke på dig,” sagde hun sigende, som hun blot følte sig alene med alle sine problemer. Det kunne godt være, at han handlede, som han gjorde på grund af en dybere årsag, men det eneste hun kunne fokusere på var, hvordan alt gik galt for hende. Hendes forhold skrantede gevaldigt, og hun overvejede, om det var det rette at blive hos Derick, når de tydeligvis ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, når de var sammen. Samtidig med det, så havde hun mistet alle dem, som hun kunne have kaldt for sin ven, så man kunne roligt sige, at hun følte sig alene. Ensom følte hun sig helt, og hun savnede bekræftelse, som hun kun blev pålagt alt det dårlige. ”Jamen så oplys mig om, hvad jeg skulle have gjort for at få en lysere vej! Du snakker som om, at du ved, hvad der ville have bragt mig lykke, så fortæl mig, hvad jeg skulle have gjort i stedet,” bad hun ham bestemt. Han var tydeligvis uenig i hendes valg af mand, og sådan som han brokkede sig, så kunne han ligeså godt være så venlig og sige, hvem han mente, hun skulle have valgt, så hun kunne få den lykke, hun længtes efter. Fortvivlet var hun selv, som der ikke var meget der bragte hende glæde nu om dage, skønt hun forsøgte at være optimistisk. Lettere syntes det desværre ikke at blive, især ikke når hun også blev råbt af, når hun var væk fra det skænderifulde hus. ”Det er en sølle måde du viser, at du har nydt mit selskab, og at du ikke vil gøre mig fortræd! Jeg eller ingen anden viser trods alt de følelser, ved at gribe en om halsen! Og ja, jeg tror på, at du kunne finde på at gøre mig ondt, for hvorfor skulle du ikke gøre det? Hvis Derick kan, så burde det være en smal sag for dig,” svarede hun fast, men også ulykkeligt, da det gjorde ondt på hende, og det var hun ikke i stand til at skjule lige i øjeblikket.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denjarna havde valgt at spørge, og så valgte Mattheus at svare. At hun så ikke kunne klare svarene og sandheden hvad angik Dericks liv efter hun havde været væk, var bestemt ikke hans problem, også selvom han kunne se at det gjorde ondt på hende at snakke om det, hvilket vel kun indikerede for ham, at den virkelig måtte være gal på hjemmefronten, dersom hun slet ikke ønskede at snakke om det, nu hvor de alligevel måtte bevæge sig ind på det, og så kunne han virkelig ikke se hvad han skulle kunne gøre ved det af den grund. Næverne knyttede han let, som hun tydeligt ikke engang kunne vise ham den tillid som skulle til, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham. Han stod fast på hvad han havde fortalt hende, og intet andet! ”Meget vel,” endte han med en næsten dæmpet og vrissende stemme af hende. Han mente faktisk ikke at gøre hende ondt eller yderligere frustreret end hvad hun måtte være i forvejen, men så måtte hun lade være med at hakke på ham, for så kunne det være, at det hele ville ændre sig bare en smule! Som hun selv måtte hæve stemmen overfor ham, var noget som fik ham til at vende blikket væk fra hende. Hun havde selv valgt sin mørke tilværelse ved at gå tilbage til en mand, som hun vidste, havde en fortid med kvinder bag hendes ryg! Og nu hvor mandens tandsæt var i hendes hals, så kendte han codexet godt nok til at vide at der nu ikke var nogen vej tilbage for hende, andet end hvis hun kunne overbevise Derick om at give slip – selvom det var tydeligt, at det end ikke var noget som hun selv virkede synderlig interesseret i. ”Vælge med omhu for eksempel? I stedet for en mand, som kun bringer og forvolder dig problemer? Det ville da i hvert fald være en glimrende start,” fortalte han kortfattet. Det havde slet ikke været hans mening at skræmme hende, også selvom det var tydeligt, at det var hvad han havde gjort ved hende. At hun så skulle sammenligne ham med Derick, når det kom til det at gøre hende ondt, var bestemt heller ikke noget som han kunne have med at gøre, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte rasende! ”Hvor vover du at sammenligne mig med den mand?!” endte han med en fast tone, som han igen vendte blikket direkte dræbende i retningen af hende. Selvom han følte sig umådelig fristet til at skulle slå til hende, bare for kommentaren, men… han gjorde det ikke, for han skulle nok vise hende, at han var anderledes end den mand, som hun igen havde valgt at lukke ind i sit hjerte, og derved valgt at kaste sig tilbage til en kaotisk tilværelse! ”Jeg er ikke den mand som du valgte at lukke ind i dit hjerte, jeg er ikke den som skal leve med det kaotiske liv som det tilsyneladende har efterladt dig! Det eneste jeg har gjort, er at reagere.. Jeg er ikke ligeglad, og jeg er slet ikke ude på at gøre dig ondt, for i det tilfælde, så havde jeg gjort det for længe siden! At gøre ondt i min forstand, er som det tandsæt i din hals, og det er jo trods alt ikke mit!”

[Deleted]

Denjarna vidste, at hendes valg ikke gav megen mening for andre, men for hende, så havde hende og Derick bare altid været et par, og det var svært at se anderledes på det. Igennem størstedelen af sit liv, havde hun levet i det forhold eller troen om, at hun var i det, så det var svært for hende at ændre, selvom hun muligvis burde gøre det. Det var trods alt ikke meget glæde hende og Derick havde i deres liv på det seneste, som hun var gået hen og blevet bange for ham, og den frygt måtte forhindre al kontakt. At hun oveni al det dårlige skulle høre på udefrakommende, der bad hende om at gå fra manden, hjalp ikke synderligt på det, da det kun gjorde det sværere. ”Jeg tvivler på, at de ville være forsvundet, hvis jeg havde valgt anderledes. Der vil altid være det et problem derude for mig, og det har jeg valgt at acceptere. Jeg vil aldrig opnå hundred procents lykke, som du ellers tror,” sagde hun kortfattet. Trist lød det måske, men det var sådan hun så på det. Hun tvivlede på, at det kunne gøre hende helt igennem lykkelig at vælge en anden mand, men på den anden side, så havde hun heller aldrig forsøgt sig med en anden mand. Hun havde været tæt på med Gabriel for længe siden, men der var hun hurtigt bakket ud igen, som hun havde været på vej til at tage det endelige skridt. Selv tvivlede hun også på, at hun kunne afvise Derick så længe han levede, skønt hun blev gjort psykisk fortræd af det, og nu også fysisk. ”Du opfører dig som ham, så hvis du ønsker, at jeg ser anderledes på dig, så vil jeg råde dig til ikke at tage fat i mig på den måde, som du gjorde!” sagde hun fast. Det var meget muligt, at han havde sagt undskyld, men Derick havde også allerede undskyldt hundred og sytten gange for bidet, men det kunne hun bare ikke tilgive. Hun gad ikke tilgive mænd der reagerede med vold overfor hende, for den kvinde var hun ikke! At han så skulle grave i, at hun havde valgt sig et smertefuldt forhold, vendte hun blikket frustreret væk. Hun vidste, at han havde ret, som fornuften også flere gange havde bedt hende om at gå væk, men for sit hjerte og håbet om, at det kunne blive godt igen, så kunne hun ikke. ”Hvis du tror, at jeg så let som ingenting gå væk fra det hele, så tager du fejl, for det hele stikker dybere, end hvad du ved af. Jeg har skam tænkt, om det var det rigtige for mig at blive, men det er ikke så let at gå fra, som du lige går og tror. Og jeg ved ikke længere, om jeg kan tro på nogen af Jeres ord, for Derick har også sværget, at han aldrig ville gøre mig fortræd, men se hvad der er sket alligevel!” Det kunne godt være, at Mattheus ikke ønskede at gøre hende fortræd, men han kunne vel ligeså let som Derick miste besindelsen overfor hende. Det var en tanke hun gevaldigt måtte frygte, da hun endnu huskede klart, hvordan rædslen i hende havde været, da Derick havde bidt hende, mod hendes vilje.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forstod sig ikke på hendes valg, og det var bestemt heller ikke noget som han lagde det mindste skjul på. Et sted vel.. skuffet over hendes valg, når hun vidste, hvordan det havde været før i tiden? At man så kunne elske en så højt, at man ville kaste sig direkte i det mørke, var nu heller ikke noget som han forstod sig på, men igen i den anden ende, så var han en mand som kun var kommet til verden for tronen, og med en mor som holdt af ham. Selv han var ikke altid helt overbevist om han i det hele taget havde været.. elsket? Foruden af hans kære lillesøster. Hendes ord ramte dog alligevel hårdt, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Du tror ikke engang du kan finde lykken derude? Gør du? Finder man den rette, kan den evige lykke sagtens findes! Du gider bare ikke søge efter den, Denjarna, og det er der dit såkaldte problem ligger.. Du vil ikke,” endte han med en fast tone. Det var måske hårde ord, men hun havde bestemt heller ikke nogen ret til at klandre ham for noget som helst, når han ikke havde gjort noget! Hun havde taget sit valg og søgt tilbage til den mand, også selvom det var tydeligt, at han kun havde gjort hende ondt, og hvorfor hun i det hele taget fandt sig i det, var slet ikke noget som han havde forståelsen for, på nogen måde overhovedet! ”Du frustrerer mig virkelig!” endte han fast. Bare at hun havde vovet at sammenligne ham med Derick, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i, for han var på ingen måder som den mand, og det ville han bestemt heller aldrig nogensinde blive, det var helt sikkert! ”Jeg har jo sagt undskyld, for pokker da!” endte han med en fast tone, som han igen vendte sig direkte i retningen af hende. At hun havde gjort sig de samme tanker som han selv gjorde, men uden at gøre noget ved det, var kun noget som bragte ham en langt større forvirring, for det var jo slet ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Han tog endnu et skridt mod hende, også selvom det denne gang på ingen måder var nær så truende som det havde været tidligere. Hånden lagde han varsomt mod hendes kind. ”Hvorfor vælger du så at blive, hvis du har gjort dig andre tanker og andre overvejelser, Denjarna?” begyndte han med en tydeligt.. forvirret stemme. Han ønskede hende det bedste, og det var vel ikke så svært at forstå, var det? ”Aldrig kunne jeg drømme om at lægge en hånd på dig, som ville efterlade ar eller mærker! Jeg er… bekymret for dig, og det er frustrerende, at du ikke kan se det! Tror du ikke på mine ord, når jeg siger dem, så sig det til mig, og så skal jeg nok gå..” Hånden trak han til sig igen. At hun havde det sådan, var slet ikke noget som han brød sig om, også selvom han vidste, at han slet ikke havde retten på sin side til at give udtryk for noget som helst – specielt ikke nu hvor hun var bidt og faktisk.. underlagt en anden som en form for ejendom. For det var hun.

[Deleted]

Nej, Denjarna troede ikke på, at hun kunne finde en fuldkommen lykke. Hun troede på, at hun kunne blive lykkelig for nogle stunder, men stadig med visse ting der nagede hende. Hende og Dericks forhold var trods alt ikke kun mørke, som de skam elskede hinanden ufatteligt højt, når det endelig gik godt mellem dem. Desværre skete det utroligt sjældent på det seneste, som deres forhold både var plaget af fortiden og af nutiden. ”Du har ikke været i forhold, som jeg har, så jeg tror, at jeg ved bedst om, hvad der er muligt, og hvad der ikke er. Hvis det var muligt at opnå, så havde jeg skam søgt efter det, men det er det ikke. En person kan simpelthen ikke være så glad i et forhold hele tiden,” sagde hun stilfærdigt. Selv var hun sikker på, at der var problemer i alles forhold. At der så muligvis var lidt flere i hende og Dericks, kunne hun ikke gøre noget ved, for sådan var det bare. Tydeligt var det dog at høre på Mattheus, at han mente, at det var muligt at blive lykkeligere, og forholdet bedre, som han faktisk helt rådede hende til at gå fra Derick. Selv tænkte hun, at hun burde give sit forhold en chance, som det virkede som at bakke ud på kort tid, hvis hun slog det hele fra sig nu. På den anden side kunne man sige, at forholdet altid havde haft problemer, og hun måtte ærligt sige, at hun var træt af dem. Hun ønskede blot at være glad. Især efter al den sorg hun havde været gennem. Hun løftede blot øjenbrynet og betragtede ham med et tomt blik, som han beklagede sig over, at hun frustrerede ham. Det frustrerede måske ham, at hun valgte, som hun gjorde, men hun kunne roligt sige, at det var mere frustrerende at være i selve forholdet. Derfor kunne han på ingen måde have det ligeså hårdt som hende. ”Og det tror du måske ikke, at Derick har?” spurgte hun sigende. Begge havde de undskyldt over, at de havde gjort hende fortræd, men svært var det at acceptere, da hun slet ikke mente, at de burde behandle hende sådan. Derick skulle holde sine tænder for sig selv, hvor Mattheus skulle holde sine hænder i ro. Skønt han bevægede sig over mod hende med rolige skridt, vendte hun beskyttende hovedet til siden, som hun næsten forventede en lussing, da han hævede sin hånd. At han blot lagde den blidt mod hendes kind, fik det til at gibbe let i hende, men det fik hende ikke til at vende de sørgmodige øjne mod ham. ”Fordi jeg stadig elsker ham. Derick og jeg har været igennem mangt og meget sammen, samt vi har levet sammen for årtusinder, så det er svært at kaste ud af vinduet, som var det ingenting, skønt det synes at gå værre, end det nogensinde har gjort før,” sagde hun dæmpet. Aldrig havde hun været vred og bange for ham, som hun var nu. Det var faktisk første gang, at hun var bange for ham, og forfærdeligt var det, da det gjorde, at hun ikke turde lade ham komme tæt på sig, og hun savnede at modtage kærlige berøringer. ”Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro og ikke tro. Igennem det seneste har jeg oplevet noget, som jeg troede, at jeg aldrig skulle opleve.. men jeg skal nok klare det, jeg klarer mig altid.” Som han tog hånden til sig igen, vendte hun blikket mod ham. Selv ønskede hun ikke, at han gik, for i så fald ville hun være alene med sine problemer igen, som hun skulle vende tilbage til det trykkede hjem igen. Dog kunne hun ikke sige, at hun ikke frygtede, at også Mattheus ville gøre skade på hende, for efter at Derick havde gjort det, som hun aldrig havde troet, at han var i stand til, var hendes verden blevet vendt op og ned.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At det var sådan Denjarna så på det hele, var en tanke som faktisk formåede at frustrere Mattheus, også fordi at han vidste, at hun da måtte have andre muligheder end konstant at søge til den mand, som faktisk havde formået at gøre hende ondt? Og faktisk gjort det som det eneste, også selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at blande sig i som sådan, men det var nu sket alligevel, og det var tydeligt, at det ikke var Denjarna særlig kærkommen i det store og hele. Tænderne bed han tydeligt sammen, som han igen vendte blikket mod hende. Alle parforhold havde problemer, og det vidste han udmærket godt, men af den grund, så kunne folk flest sagtens finde ud af det hele. Det lød det jo ikke ligefrem til at de kunne finde ud af. ”Den dag et forhold går smertefrit for sig, er der noget galt, Denjarna. Jeg siger ikke at det er endeløs lykke, men af hvad jeg kan fornemme, så må den virkelig være gal mellem dig og Derick.. Jeg forstår bare ikke hvordan du kan finde dig i det.. Det gør jeg ikke,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Lige nu gjorde hun bestemt heller ikke noget andet end virkelig at frustrere ham, ved at være så… snæversynet! Og det var noget som virkelig irriterede ham, så var han jo bare nødt til at bide tænderne kraftigt sammen, og så gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt! Han valgte dog ikke at kommentere på Derick mere, for det var tydeligt, at det var et emne som faktisk måtte nage dem begge to, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som han alligevel kom hende i møde og lagde hånden mod hendes kind, kun for at vende hendes blik mod sig. Han ønskede at bekræfte for hende, at han slet ikke var ude på at gøre hende ondt, for det var han altså slet ikke! Han ønskede slet ikke at gøre hende ondt, og det vidste hun vel? Han havde haft muligheden for at gøre det flere gange tidligere, men havde slet ikke gjort det, også fordi at det slet ikke var noget som han havde lyst til! Han lod hovedet søge let på sned. At høre hende sige at hun direkte elskede ham, var en tanke som han måtte bide i sig, for han vidste at han ikke kunne hamle op med det uanset. ”Det eneste jeg beder dig om, er at tænke lidt på dig selv, og hvad du vil finde dig i, Denjarna. Kærlighed eller ej, så kan den altid vendes mod et andet individ, som forhåbentligvis kan give dig en bedre tilværelse, end hvad den mand til nu har formået.. Han skal ikke gøre dig ondt.. Det vil jeg ikke have.” Selvom det måske var at blotlægge sig en smule, så ønskede han jo faktisk at hun havde det godt! At hun så fejede det af banen, fik ham til at vende blikket en anelse væk fra hende. ”Det gør du vel. Hvorfor så ikke bare tage hjem og få løst de problemer som venter jer forude?” spurgte han. Han ønskede hende jo faktisk det bedste, og det var vel ikke så svært at forstå?

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun meget let kunne få et liv med en anden mand, hvis det var det hun ønskede, da hun altid havde været en efterspurgt kvinde. Det var dog svært at gå fra det man kendte, og havde været vant til i så mange år, og det var det Mattheus ikke forstod. Hun havde været med Derick så længe, at det nu var det hun kendte til, skønt hun havde klaret sig godt i det halve år uden ham. Hun havde også forsøgt at gå fra ham, som hun havde mødt ham igen, men som han havde stoppet hende, var hun faldet i igen igen, og uheldigt var det nok, eftersom hun havde været arrig og såret, da de havde fundet sammen, og i øjeblikket gik det kun værre. Dog håbede hun på, at de ville klare skærene, da de før i tiden altid havde formået at gøre det. ”Jeg ved udmærket godt, at der ikke er noget der hedder endeløs lykke, selvom man søger den. Men grunden til, at jeg finder mig i alt dette er fordi, at jeg håber på, at det kan blive godt igen. Der er trods alt gode stunder, skønt det hele virker umuligt lige nu,” sagde hun ærligt. Let var det ikke, og det at hun frustrerede Mattheus kunne hun ikke gøre noget ved, eftersom det krævede, at hun skulle løse sit eget problem, og det syntes umuligt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, da hun endnu elskede Derick og håbede, at det kunne blive, som det engang havde været mellem dem. Ligetil var det dog ikke, når hun konstant blev beskyldt for utroskab, skønt hun ikke havde rørt en anden mand, samt det at han havde bidt hende, og derfor skræmt hende. Derfor kunne man roligt sige, at tilliden i forholdet var røget, og det måtte være noget af det vigtigste, og det at han også konstant truede med at forlade hende, hjalp slet ikke. Det at han så kom og lagde hånden mod hendes kind, var en berøring der først skræmte hende, men længe gik der ikke før hun accepterede det, og faktisk fandt den en anelse beroligende. ”Jeg vil tage dine ord til eftertanke.. Det er det eneste jeg kan sige lige nu. Men selv, hvis jeg skulle beslutte mig for at lægge det hele bag mig, så har jeg ikke de samme midler som dig. Uden Derick, så vil jeg ikke have noget,” sagde hun stille. Hun havde ikke Mattheus’ rigdomme, så hvis hun gik fra Derick, så ville hun højst sandsynligt ende på gaden, eller også kunne bosætte sig på nogle kroer, indtil pengene op slap. Der var dog en chance for, at hun kunne vende tilbage til Vladimir, men ham havde hun ikke set længe, så det ville måske ikke være passende at søge dertil. Svært var det, men en beslutning havde hun endnu ikke truffet, som hun endnu forsøgte at redde sit skridende forhold. ”Det lyder som en fornuftig tanke, men så ligetil er det ikke. Jeg kan ikke snakke med Derick om det, da det er hans fejltagelse, og det ved han. Højst sandsynligt ender det også bare i et nyt skænderi, hvor han truer med at gå, eller beskyldninger om, at jeg har andre end ham,” sagde hun med et kort skuldertræk.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det forundrede egentlig ikke Mattheus, at Denjarna var en eftertragtet kvinde, for smuk var hun helt klart, samt hun havde mange kvalifikationer, som han selv fandt utrolig god nytte i, selvom han nu heller ikke gjorde sig de helt store forhåbninger om at være den som en dag skulle have lov til at gøre brug af dem, fordi at han havde lukket hende tæt på sig, for det var jo selv tydeligt, at det slet ikke var noget som hun selv kunne se, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte frustrere ham som intet andet overhovedet! ”Det bliver jo heller ikke ligefrem bedre af at du står her, vel? Hvis du ikke tror på den gode lykke, og at det hele nok skal gå som ønsket, så er du helt klart med den forkerte mand, hvis han ikke kan overbevise dig om andre ting,” påpegede han ganske kortfattet. Det var måske noget som kunne bringes op til en helt anden diskussion, hvilket han faktisk i det store og hele, slet ikke var videre interesseret i, for det var han slet ikke! At hun ville tage hans ord til eftertanke var selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad, også selvom det slet ikke var ensbetydende med at hun ville gøre noget som helst ved det, hvilket var en tanke som gjorde, at han faktisk ikke var helt i stand til at glæde sig ved tanken. ”Tror du virkelig at jeg er glad for det navn og den titel som jeg har? Den giver mig måske midler, men det er jo ikke ensbetydende med at jeg ikke kan dele det med dem som har brug for det,” påpegede han roligt. Han havde måske penge, han havde omgangskredse, han havde magt og det som var større end det, men det var ikke altid at det var noget.. lyst at have i sin tilværelse. Til tider forbandt han det virkelig hele vejen til helvede! ”Uden Derick føler du måske ikke at du har noget.. Du er ikke mere alene end hvad du vil være,” endte han roligt, som han let trak på skuldrene. Han følte slet ikke for at snakke om den slags med hende, for selv følte han bare, at han ikke havde vægtet nogen betydning, hvis hun ville definere det som.. ingenting. Han vendte blikket igen mod hende. At det var Dericks skyld, forundrede ham sådan set ikke, men andet kunne han jo ikke ligefrem gøre ved det af den grund. At hun så ikke ville søge hjem, for at få løst konflikten, var noget som kun forvirrede ham yderligere, for hvem ville da ikke bare få det løst, og specielt hvis hun elskede ham så højt, som hun forsøgte at give udtryk for? Han rystede let på hovedet. ”Hvis I ikke engang kan snakke om tingene, hvor pokker regner du så med at I skulle ende, Denjarna? Ganske rigtigt, er jeg en ung mand, men jeg har gjort mig tanker om temmelig mange ting efterhånden. Elsker du ham virkelig så højt som du giver udtryk for? Hvis du ikke engang vil løse de konflikter som I har liggende?” spurgte han sagte, dog med en fortsat rolig stemme. Han ønskede ikke at sætte spørgsmål, han.. forstod hende bare ikke.

[Deleted]

Denjarna håbede, at det hele ville gå, som det altid gjorde. Nemlig at det lykkedes dem. Desværre vidste hun ikke, om det var muligt denne her gang, da det hele føltes som om, at det oversteg hende, så hun ikke længere havde en chance for at ændre det. Hun vidste, at hende og Derick kunne leve fredsommeligt sammen, hvis blot hun tilgav ham, og tog ham helt tæt igen, men det kunne hun bare ikke. Hvis hun tilgav ham, ville hun ikke have hjertet med, da hun ikke kunne ændre på frygten, han havde placeret i hende. Før det blev helt godt igen, ville det desuden også kræve, at Derick stolede på, at hun kun var hans, men det gjorde han desværre ikke, og hun kunne ikke forholde sig rolig, hvis hun blev beskyldt for en forbrydelse, hun ikke havde begået, hver gang hun så ham. Hun bed sig selv let i læben, som tankerne vrimlede i hende. ”Prøver du at sende mig væk igen? Men der er ganske enkelt sket for meget til, at jeg bare kan vende det blinde øje til lige nu. Jeg er nødt til at se på, hvad der er sket, og så må jeg se, om jeg kan stille mig tilfreds med de muligheder,” sagde hun stilfærdigt. Der var ting hun skulle tænke over, og som hun før eller siden måtte få talt igennem med Derick, men om det kunne lade sig gøre, vidste hun ikke. Som regel endte det bare med sure miner, råb og tårer, og det forværrede kun situationen. Roligt vendte hun blikket mod ham, som de faktisk formåede at tale ganske fornuftigt til hinanden lige i øjeblikket. Rart var det for hende, da hun var træt af at hæve stemmen, og samtidig med det, så ønskede hun ikke Mattheus som fjende, som hun faktisk havde nydt hans selskab og håbet på, at hun havde kunnet blive ved med at nyde det. ”Jeg ved godt, at du ikke altid er lige glad for din titel, Mattheus. Jeg glemmer skam ikke de snakke, vi havde sammen. Snakke jeg faktisk nød at have med dig,” sagde hun roligt. ”Jeg ville muligvis være i stand til at etablere mig en ny omgangskreds, som jeg gjorde, da han var væk. Men det første stykke tid ville jeg stå alene.. Da jeg valgte Derick, tabte jeg nemlig, hvad jeg havde opbygget. Det ved du selv, eftersom jeg mistede dig.” Hun var bestemt ikke glad for, at det var gået hende så fatalt efter at hun havde mødt Derick. Hun var nemlig begyndt at nyde sin tilværelse igen, inden han kom igen, og nu syntes hun at ramme bunden igen, som hun havde mistet sine venner og stod i et forhold der var overdænget af problemer. At hendes forhold ikke gav mening for Mattheus, forstod hun sådan set godt, som det også kun gav ringe mening for hende selv. Den eneste grund til at hun endnu hægtede sig fast på Derick var, forestillingen om deres gamle kærlighed, som hun håbede på, at den kunne komme igen. ”Jeg ønsker skam at løse konflikten med ham, for tror du ikke, at jeg hader den situation, som jeg sidder i lige nu? Jeg ønsker skam at være lykkelig, men så ligetil er det slet ikke. Tingene går blot i stå, når vi bringer problemerne på banen, som der er sket meget gennem tiden, der har såret os.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke ude på at forværre situationen med Denjarna, for han havde jo faktisk altid været frygtelig glad for hendes selskab, også selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre, at hendes valg havde forværret hele situationen for dem begge to. Tanken om at hun lod sig udsætte for det som hun gjorde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham selv af den grund, også selvom han vidste at han slet ikke havde nogen ret til at skulle blande sig i noget som helst. Så kunne han jo ikke lade være med at gøre det af den grund! ”Jeg er ikke ude på at sende dig væk. Tvært imod, så ønsker jeg faktisk hellere, at du ville være lidt ved fornuft. Kan manden ikke overbevise dig om den såkaldte ’lykke’ jeres forhold skulle bestå af, så forstår jeg da slet ikke at du bliver hængende,” påpegede han ganske sigende, som han let trak på skuldrene. Han forstod sig slet ikke på hende, eller hvordan hun kunne få sig selv til at finde sig i den behandling af en mand på den måde, så gjorde det ikke just tingene meget bedre af den grund. Hans titel havde ikke altid bragt ham nogle gode ting, hvor de tvært imod havde været af det modsatte, og selvfølgelig var det noget som han selv kun måtte være forbandet træt af. Han bed tænderne svagt sammen ved hendes ord, også selvom de ikke just gjorde det meget bedre for ham af den grund. ”Du nød at have de snakke med mig?” Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid. Som hun betegnede ham som mistet, gjorde ham forvirret. Hun havde valgt for hvad hun fandt bedst, og så måtte man jo leve med konsekvenserne. Hans eget hjerte forbød ham det, men han havde jo selv været nødt til at passe på sig selv, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! ”Jeg er kun mistet, dersom du føler det således, Denjarna.. Skulle du i sinde gå fra ham, så ved du hvor jeg er i det mindste,” påpegede han ganske sigende, som han roligt vendte blikket i retningen af hende igen. Selvom det måske var mere påpasseligt end det som det havde været før, så kunne han snildt skænke hende et sted at være, som han følte at han burde, velvidende om at han jo faktisk havde taget det hele fra hende som det stod nu. Han fandt sig bare ikke i at blive behandlet på den måde. ”I udsætter kun det uundgåelige ved at undgå hinanden. Det ved I vel også godt? Kan ingen af Jer snakke om jeres såkaldte problemer, så hjælper det vel heller ikke ligefrem på det.. Uanset hvad, håber jeg at du vælger hvad du finder rigtigt.. Ikke bare af hjerte, men fornuft,” påpegede han ganske sigende, som han sendte hende en ganske alvorlig mine i sig selv. Det gjorde ondt, at han måtte lægge bånd sådan på sig selv, men hellere det, end han faktisk skulle blive som Derick og gøre hende ondt, for det var slet ikke noget som han var ude på!

[Deleted]

Man kunne roligt sige, at stemningen havde vendt sig mellem dem, som Mattheus ikke længere brugte kræfter på at fortælle Denjarna, hvor uønsket hun var, og at hun burde søge hjem til Derick, der endnu måtte vente på hende. Det var en lettelse for hende, da det gav hende tilladelse til at slappe mere af, skønt de endnu drøftede et problematisk emne, som han i stedet måtte udtrykke, at hun burde tænke en ekstra gang over sit forhold. Det glædede hende dog, at de kunne snakke til hinanden i en rolig tone, da det aldrig havde været hendes ønske at skændes med ham, som hun faktisk altid havde nydt hans selskab, og aldrig gjort noget for at udnytte hans gæstfrihed med vilje. Dæmpet sukkede hun. ”For dem man elsker, er man villig til at se bort fra al fornuft og blot håbe. Jeg ved godt, at det forekommer dig idiotisk, men det har aldrig fejlet i den sidste ende. Om der så vil komme en undtagelse denne her gang, vil blive min fejltagelse i så fald, men man siger jo, at man senere hen vil tage ved lære af sine fejltrin,” sagde hun stille. Umuligt forekom det måske nu, men det var nu ikke første gang, at hendes sti så sådan ud. Om problemerne så var for store for dem, til at de kunne klare det, måtte de blot vente at se, som hun endnu ikke kunne nå frem til en konklusion. Blikket vendte hun roligt mod Mattheus, som det helt lød som om, at han tvivlede på, at hun nogensinde havde nydt hans selskab. Det gjorde ondt, at han tvivlede så meget på hende, men til gengæld vidste hun godt, at hun havde skuffet ham med sit valg, og derfor reagerede han derefter. ”Selvfølgelig gjorde jeg det, ellers var jeg aldrig blevet så længe, samt jeg ej heller ville have indvilget i at se dig igen. Du var god ved mig, og jeg nød din person trods en turbulent startet,” svarede hun ærligt, som hun ikke så nogen grund til at lyve for ham. Hun havde nydt at snakke med ham, som han havde været en af de få, der kunne få ro på hende, hvor hun også havde nydt at kunne gøre gengæld, som han havde lettet sit bebyrdede hjerte for hende. Hun havde også set frem til flere møder med ham, men sådan var det ikke hænd… eller jo, de snakkede jo sammen nu, men ikke på den måde, som det ellers havde været tiltænkt. ”Jeg tror min følelse er mig berettiget, efter at du smed mig ud og sagde, at du ikke længere kunne klare synet af mig. Det var måske naivt af mig at håbe, at jeg stadig kunne have dig i mit liv, men det var nu engang, hvad jeg havde håbet på,” sagde hun kortfattet. Hun havde ham stadig ikke i sit liv, som han faktisk sagde, at hun kun kunne komme tilbage til ham, hvis hun forlod Derick, og om det overhovedet ville ske, kunne hun endnu ikke sige. Hun elskede jo Derick, hvor hun også håbede på det bedste for dem, men samtidig ønskede hun at være glad, og hun vidste ikke, om han kunne gøre hende det længere. Kappen trak hun tættere om sig, mens hun let bevægede sine tæer og fingrer, da det alligevel måtte være køligt at stå ude i sneen i dette mørke. Hendes kinder havde også taget en rødlig farve, hvor hun enten burde bevæge sig, gå indenfor eller søge hjem. ”Måske, men måske kan tingene også gå i sig selv.. Men hvad end der sker, så ved jeg godt, at jeg har visse ting, jeg skal tænke over,” sagde hun stilfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom de måske ikke stod og råbte og skreg af hinanden mere, så var emnet på ingen måder sluppet, som han heller ikke ønskede det. Hendes valg havde konsekvenser, og det kunne godt være, at de havde klaret det igennem, men de konstante problemer på den her måde, måtte da indikere for selv hende, at det var noget som burde genovervejes? End ikke han havde så mange problemer med Leonardo! ”Det har aldrig fejlet? Hvis du spørger mig, så er jeg på ingen måder enig med dig.. I står igen med problemer, og som det lyder, så er det bestemt ikke første gang, at det forekommer. Tvært imod, vil jeg betegne det som en fejl, at fortsætte med at prøve,” påpegede han ærligt. Som hun gav udtryk for sin mening, så gjorde han i den grad det samme, for den ret den forbeholdt han sig faktisk, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. At hun så havde nydt de snakke og samtaler som de havde haft, var selvfølgelig kun en tanke som selv gjorde Mattheus glad, for det var selv noget som han havde brug for. Den stilling som han havde, kunne snildt sætte en stopper for meget, da det ikke var mange som faktisk kunne se ham lidt som den unge mand han var, og det var jo noget som selv han havde brug for i tide og utide efterhånden. Næverne knyttede han ganske let endnu en gang. ”Jeg var god ved dig, og alligevel vælger du at betegne mig som Derick? Måske vi kom ud af det med en yderst turbulent start, men hvad forskel gør det egentlig? Jeg nød dit selskab.. Det gjorde jeg virkelig.” Som hun heller ikke løj for ham, så kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle lyve for hende, for han havde nydt det, og selvfølgelig anså han det som en direkte skam, at det var ødelagt, men han kunne vel heller ikke rigtigt gøre det største ved det af den grund? Valg havde konsekvenser, og nu hvor hun havde valgt at gå tilbage til en mand som tilsyneladende ikke engang kunne behandle hende ordentligt, så var det nu bare sådan at det måtte være. Så skulle han bestemt heller ikke nyde noget af det. ”Sjovt som du tror man kan få i både pose og sæk.. Det må jeg desværre fortælle dig, at det er sjældent man kan opleve det i dag. Jeg troede du var i besiddelse af en større fornuft end det. Specielt når du ved hvad manden tidligere har gjort mod dig.” Han var ikke længere væk, end at hun kunne opsøge ham hvis det var det som hun ville. Naiv havde hun været, dersom hun troede, at han bare ville trække på skuldrene og lykønske hende med hendes valg, for det var på ingen måder fornuftigt i hans øjne. ”Sådanne ting går ikke bare i sig selv, Denjarna.. Uanset hvad, så ligner du en som står og fryser.. Du burde søge hjem,” påpegede han sigende. Selv han frøs ikke, men den røde farve i hendes kinder og det faktum at hun havde trukket kappen mere om sig, indikerede kun at hun var ved at blive kold, og han ønskede jo trods alt heller ikke at hun skulle blive syg.

[Deleted]

Denjarna vidste måske godt, at hende og Dericks forhold ikke var helt igennem normalt, som det havde været præget af utroskab, adskillelse, mistillid og nu også fysisk overgreb. Mange ville derfor nok sige, at de ikke var gode for hinanden, men alligevel følte hun sig draget af Derick. Måske var det fordi, at hun i virkeligheden var masochistisk og kunne lide den smerte, der blev hende påført. Hun havde trods alt før haft muligheden for at komme ud af det, som hun kunne være endt med Gabriel der ikke havde været andet end godhed, og for et par måneder siden havde hun haft muligheden igen, som hun bare kunne have været stædig og blevet ved med at skubbe Derick væk fra sig. Underligt var det, som hun aldrig kunne afvise ham, når hun stod direkte overfor ham, for når hun havde været alene, så havde hun skam før tænkt, at det skulle være nu, at hun sagde stop til det hele. Det ændrede sig dog altid, når hun så ham igen, og derfor tvivlede hun på, at hun bare kunne gå fra ham på helt naturlig vis. ”Det ville være synd at sige, at det ikke var sket før, og det har jeg også allerede fortalt dig om. Jeg kan dog også fortælle dig, at det slet ikke er så ligetil at gå fra en person, som man stadig har følelser for. Inden jeg stødte på ham igen, havde jeg sagt til mig sig selv, at det ikke skulle være os igen, men det blev det. Tidligere havde jeg også forsøgt en anden mand, men som jeg fortalte ham om det, gik det den anden vej alligevel.” Utroligt var det, men det var sådan det altid var endt, så derfor tvivlede hun på, at hun bare kunne gå væk fra det hele lige nu, skønt hun følte sig dybt ulykkelig. Derfor tænkte hun, at der ikke var andet gøre end blot at leve med sine problemer, og det var det hun så ihærdigt forsøgte sig med, selvom det ikke var lige let. ”Det gør jeg, men først efter, at du tog fat i mig. Det ændrer dog ikke på, at jeg nød det der engang var, for det gjorde jeg skam. Og at du sidder inde med samme følelse, glæder mig, skønt det er tabt nu,” sagde hun stille. Der var trods alt ikke noget hun kunne gøre på den front, så længe hun havde Derick i sit liv, og det var en skam, eftersom hun inderligt havde brug for at mænge sig i et godt selskab. Hun tvivlede dog på, at Derick nogensinde ville tillade hende at se kongen, da han endnu var overbevist om, at de havde haft en affære. Det havde hun dog ikke nævnt overfor Mattheus, som hun kun havde fortalt ham, at hun blev beskyldt for utroskab. ”Jeg ved godt, at sådan en bedrift sjældent er muligt, men alligevel tillod jeg mig at gøre håbet. Men hvordan end det er, så skal du vide, at jeg har fundet det rart at se dig igen,” sagde hun ærligt. Hun vidste godt, at hendes forhold med Derick automatisk var en stopklods for meget, men hvis hun skulle være ærlig, så havde hun heller aldrig vidst, hvor seriøst Mattheus havde ønsket det med hende. Han havde nemlig både fået det til at lyde som om, at han ville være hendes ven, men samtidig prøvet at komme i bukserne på hende for en enkelt nat, sådan som han konstant havde spurgt hende, om hans værelse kunne friste. At han så sagde, at hun burde søge hjem, fik hende kort til at betragte den sti, hun skulle følge. ”Hvis ikke du har mere at sige til mig, så vil jeg gå.”