Just on my way home..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvordan Denjarna havde fået livet tilbage igen, vidste Mattheus ikke, også selvom hendes liv stort set ikke var noget som han ønskede at blande sig yderligere i, for ingen af dem ville få noget ud af det. Venner var han i hvert fald ikke længere interesseret i, for han havde kun erfaret hvor ondt det faktisk gjorde ondt at have nogen så tæt på sig, og det var bestemt ikke en fejl som han ønskede at gøre sig endnu en gang! Han var bekymret for hende, også fordi at han vidste at vintrene kunne være barske, og han ønskede faktisk ikke at hun skulle være blandt de faldende og som ofre for dem kolde og mørke tid. Næven knyttede han ganske let. ”Muligvis.. Men der har du vel heller ikke tilbragt tiden uden døre på den her måde, men i armene på den mand du elsker og holder af? Har jeg ikke ret?” I det store og hele, så var han jo slet ikke interesseret i at hun skulle rende rundt omkring ham! Vred var han jo faktisk ikke engang på hende, men nok mere.. skuffet over det som hun havde gjort, og den måde som hun faktisk havde formået at snyde ham på! At hun så spurgte mere direkte, fik ham let til at trække på smilebåndet, for hun kunne vel næsten sige sig selv svaret, når han ikke havde været interesseret i at se hende? ”Det forundre mig, at du i det hele tager finder det nødvendigt at stille spørgsmålet,” påpegede han ganske sigende. Selv nu hvor de var kommet det tættere på hinanden, så valgte han selv at rive kutten ned fra hovedet. Han havde fået et kæmpe ar over det højre kind, efter Aliyah havde haft fat i ham – et grimt ar, som han vidste, ville bruge tid på at forsvinde. Han klarede det ganske vidst ikke så godt som han ville det, men det behøvede hun skam heller ikke blande sig i! Smilet bredte sig kun, som han kort vendte blikket mod himlen. Den side som han havde vist hende, havde han lukket ned for, for altid, for han ønskede ikke det engang mere! ”Mange vil ikke have glæde af den mand jeg viste dig, og derfor kommer han aldrig nogensinde til jordens overflade igen. Jeg fremstod som svag, sølle og ynkelig, og det gør jeg på ingen måder igen,” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hun havde såret og hun havde skuffet ham, og det var slet ikke noget som han ønskede at gennemgå endnu en gang! Blikket og de rødlige øjne vendte han endnu en gang i retningen af hende, som han svagt kneb øjnene sammen. ”Hvad forskel vil det gøre, Denjarna? Du valgte at udnytte min gæstfrihed, du valgte at udnytte den side af mig, som jeg viste dig, da vi mødtes. Jeg gav dig et sted at være, hvis det skulle være nødvendigt… Og kun for at hamre mig oveni hovedet med nyheden om at du har fundet sammen med den mand, som har gjort dig så frygtelig ondt. Du er slet ikke i min liga.. Du er slet ikke værdi nok til mig..” Han var jo ikke decideret skuffet over hende, men mere det faktum at han var hoppet i med begge ben!

[Deleted]

Denjarna kunne tydeligt mærke, at dette ikke ville blive let. Hun følte også for at vende om, da det ville være umuligt at føre en samtale med ham, hvis han konstant bragte hende og Derick på banen, og hvordan de altid og burde være sammen nu. Svært måtte det også særligt være, når hun ikke havde forsøgt at gå efter Mattheus på et højere plan, men det havde han vidst med hende. At hende og Dericks forhold så var begyndt at skride, gjorde det kun værre, for hun måtte næsten frygte det værste for dem, men hun blev skam stadig og kæmpede for det. ”Du har ingen ide om, hvordan mit liv har været eller er,” sagde hun kortfattet, som det nu var hende der måtte blive mere afvisende, men hun gad heller ikke, at han opførte sig som et lille barn, der havde fået sit første afslag. Kappen trak hun let i, så hun kunne holde varmen da det trods alt måtte være koldt. Det var dog ikke koldt nok til, at hun ville rende hjem, hvis hun havde noget andet, hun kunne foretage sig. Det tydede dog ikke på, at hun var velkommen her, så det kunne godt være, at hun skulle smutte hjem, selvom det også måtte være kaotisk der. ”Muligvis, men jeg vil gerne høre dig sige, at mit selskab stadig ikke længere er velkomment hos dig,” sagde hun fattet, mens hun direkte måtte søge hans rødlige øjne. Hun turde skam godt sige noget til ham, som hun ikke frygtede ham. Hun ville dog holde det respektabelt mellem en borger og sin konge, hvis han kunne tage sig sammen til at gøre det, og det betød, at han ikke måtte hidse sig op når det kom til hendes forhold med Derick, for det ville en konge normalt have været ligeglad med. Som han trak hætten ned, kunne hun godt se, at han havde fået et mærke på kinden, men det kommenterede hun ikke, som hun blot så bort fra det. ”Hvorfor skulle andre ikke kunne finde glæde ved ham? Desuden, så er han ikke svag, sølle eller ynkelig, som du tydeligvis går og tror,” sagde hun roligt. Han følte sig måske såret nu, hvor det selvfølgelig var en tragisk følelse at sidde inde med, men hun fandt det bedre at være i kontakt med sine følelser, samt vise folk, at man rent faktisk var en person. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du bliver ved med at sige, at udnyttede dig, når det bestemt ikke er tilfældet. Jeg tilbød dig med selskab, fordi jeg nød dit selskab, og du tydeligvis også nød det dengang. Og du vidste godt, at jeg ikke havde brug for et sted at være, så sig ikke, at det er problemet, når jeg ikke engang flyttede ind på slottet. Men hvis det er sådan her, at du er, så gider jeg slet ikke være i din liga,” sagde hun stilfærdigt. Uforskammet var han, hvor han begyndte at gå hende på nerverne, som han konstant prøvede at træde på hende, når hun kun forsøgte at være venlig. Det tydede dog ikke på, at det var vejen frem, så hun måtte heller gribe det fra en anden vinkel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke vant til den form for afvisning. Desuden havde han vel et sted.. håbet på at han havde haft chancen, også selvom det var tydeligt, at hun foretrak en fuser som desuden også havde gjort hende ondt, i stedet for en som kunne give hende så meget andet og meget bedre end det i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen. Arret på hans kind indikerede kun den hårde tid som han var på vej igennem, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham på nogen måde i det hele taget. Han var anspændt, og selv med Denjarna tæt på sig, så blev det ikke meget bedre af den grund! ”Skal jeg være ærlig, så er jeg heller ikke interesseret,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han var ikke direkte vred på hende, men indebrændt var han vel et eller andet sted. ”Jeg sendte dig bort, Denjarna.. Det i sig selv, burde være et svar nok, selv for dig?” endte han ganske kortfattet. At der var knas på tråden mellem hende og Derick, kunne han næsten tolke ud fra hendes måde at snakke og reagere på, også selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved, eller ville gøre noget ved. Hun tog sit valg, og så måtte hun jo trods alt bare lære at leve med konsekvenserne efter det. Han nægtet i hvert fald at være et sted hvor hun kunne søge hen, dersom det var galt på hjemmefronten. ”Han er sølle, ynkelig og svag, og derfor kommer han aldrig nogensinde til syne igen! Jeg gjorde en fatal fejl at vise dig den side af mig, og den fejl gør jeg ikke igen,” endte han stilfærdigt, som han igen for en kort stund vendte blikket væk fra ham. Han havde brug for nogen som kunne få ham til at slappe af, og det havde hun jo trods alt været i stand til, da han havde mødt hende, hvor han havde følt, at han kunne smide hæmningerne og bare være lidt sig selv, også selvom det var gået så tydeligt op for ham, at han ikke engang kunne tillade sig, at være sig selv i andres selskab. De svigtet alle sammen eller vendte ham ryggen, og det var ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. At hun igen benægtet, var noget som kun for alvor begyndte at vække en tydelig irritation for hans vedkommende. ”Fordi jeg føler du udnyttede det, Denjarna! Valg har konsekvenser og dit valg sendte dig bort fra slottet, og det valg har jeg slet ikke fortrudt! Tag hjem til din mand, og glem, at du nogensinde har mødt mig. Der kom tilsyneladende ikke noget godt ud af det venskab. Du lærte mig dog meget.. Deriblandt, at jeg aldrig skal åbne op for andre igen, eller indgå venskaber.. Folk udnytter det til sin egen fordel..” Igen vendte han blikket mod springvandet. Det var måske en hård afvisning for nogen, men det var sådan han havde det. Alt var gået ned af bakke siden han havde mødt hende, og det var alt sammen hendes skyld!

[Deleted]

Det hujede bestemt ikke Denjarna, at Mattheus for anden gang valgte at kyle en afvisning i hovedet på hende. Ikke med de problemer, som hun allerede gik rundt med. Det kom dog ikke som et chok, at han endnu var indebrændt på hende, men hun havde vel håbet, at Enrico måske havde talt med den unge konge, og fået ham til at se en smule klarer. Det tydede dog ikke på, at det var tilfældet, og det kunne hun ikke gøre noget videre ved. Hvis hun stadig ikke var ønsket, så gad hun desuden slet ikke være til stede, for hun gad bestemt ikke vrisses af! Hun havde allerede nok problemer i hjemmet, så det hjalp ikke, at andre kom efter hende. ”Jamen så beklager jeg, at jeg fandt lysten til at stoppe op, og tale til Dem, Deres Majestæt,” sagde hun stilfærdigt, som hans afvisning fik hende til at genoptage den høflige tone. Hun kunne vel ligeså godt tage af stand til ham, hvis hun alligevel ikke var velkommen i hans nærhed. En skam var det så sandelig, men det var jo hans valg, og det måtte hun bare føje. At han så udtalte, hvor meget han foragtede den mand, han havde vist hende, stirrede hun blot på ham. ”Det er måske Deres mening, men jeg kunne langt bedre lide den mand, end den jeg ser nu. Men det er også bare min mening,” sagde hun kortfattet. Hun vidste ikke, om han kunne blive sur over, at hun sagde, at hun ikke længere brød sig om ham, men kunne man bebrejde hende? Han var i hvert fald ikke længere den mand, hun havde mødt ved søen, som den mand havde været åben overfor hende, og denne mand lukkede fuldstændigt af. Det måtte så bare blive hans tab i længden, da folk med garanti ikke ville være omkring ham, hvis han fortsatte denne indelukkede sti, men det ville være hans valg. Hun tvivlede dog på, at han inderst inde ønskede at være alene, men det var ikke en snak hun kunne tage med ham, når han alligevel ikke ville lukke hende ind. At han så begyndte på, at alt mellem dem havde været direkte forfærdeligt, og at hun var en modbydelig person, måtte hun alligevel mærke vrede boble i sig, for det gad hun bestemt ikke lægge øre til! ”Fint! Hvis det er sådan De ønsker det, Deres Majestæt, så er det også sådan, De skal få det! Jeg håber, at De bliver meget lykkelig med Dem selv, for det er tydeligvis den vej, De har valgt at gå,” sagde hun lettere køligt og afvisende, men det var nu også en hård afvisning han smed i hovedet på hende, og det var bestemt ikke noget hun kunne rumme i denne tid. Hun skændtes allerede nok med Derick, og hun gad bestemt ikke skændes med resten af verdenen, for så ville hun da først lukke helt ned. Hvis han ikke havde noget pænt at sige til hende, så ville hun da ikke blive, og blive gjort til grin, og derfor bøjede hun sig også let forover, så hun kunne hanke op i sit net, hvor hun havde dagligvarerne, som hun var kommet ind til centrum for at handle.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus fandt det kun rigtigt at afvise Denjarna, udelukkende på grund af den måde hun havde udnyttet ham på. Venskaber gjorde kun ondt, og folk udnyttede dem som de var kommet tæt på, og alene det faktum, gjorde at han slet ikke ønskede at etablere flere af den slags! ”Jeg ser ikke noget grundlag til hvorfor du pludselig skulle være interesseret i at etablere en kontakt med mig, Denjarna,” endte han ganske kortfattet, som han blev stående og direkte stirrede på hende. At hun holdt den tone, havde han det langt bedre med, også fordi at det markerede at de slet ikke var på bølgelængde mere, også selvom det var en tanke som kun påvirkede ham negativt, for han havde jo nydt tiden sammen med hende, også selvom det bestemt ikke havde været for lang tid, inden hun havde valgt at ødelægge det hele, hvor han bestemt heller ikke havde fortrudt det faktum, at han havde valgt at sende hende bort. Med henblik på Enrico, så gik han faktisk ud fra, at den mand endnu måtte være sengeliggende, efter alt det som var sket med ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, og desuden fandt han det heller ikke nødvendigt at dele med hende, hvad der skete på slottet mere, for han vidste at det bestemt ikke var godt. ”Det kunne du sikkert.. Frem til du selv valgte at ødelægge det, om ikke andet,” endte han med en mere spids tone. Han havde det bestemt ikke særlig godt, også selvom han ikke ligefrem kunne gøre det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Næverne knyttede han ganske svagt, som han bed tænderne sammen endnu en gang. At hun så selv blev vred, forundrede ham ikke, også selvom det vel bare indikerede, at.. hun ikke var ligeglad? Næverne knyttede han fast, som han så til at hun bare løftede sækken op igen. Han så helst at hun… vel blev? Også selvom han ikke vidste hvordan han skulle vise det, uden at det skulle blive forkert! Han stirrede direkte efter hende med en.. forvirring i blikket. Han var vel i tvivl om hvad han egentlig ville, også selvom tanken om at hun havde en mand hjemme at søge til, bestemt ikke ligefrem gjorde det bedre. ”Vil du da benægte at folk udnytter venskaber til deres egen fordel? Du fremstillede det som en fantastisk ting.. Og hvis du vender mig ryggen, er du blot en i mængden ligesom alle andre, og det beviser blot du valgte at lyve for mig – ligesom alle andre gør,” endte han langt mere kontrolleret, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig rolig, så var det bare ikke nemt for ham altid! Han havde det ikke særlig godt, og han havde ikke nogen at snakke med det om, så han gik jo rundt med det hele alene, og det var noget som kun frustrerede ham yderligere og mere end et som det nu måtte være i forvejen!

[Deleted]

”Jeg har aldrig nogensinde ønsket, at vores kontakt blev brudt. Det var Dem der valgte at smide det ud af vinduet,” sagde Denjarna sandfærdigt. Hun havde trods alt endnu ønsket at være der for ham, som en ven, skønt hun havde Derick ved siden. Der var også forskel på en livspartner og en ven, og det gjorde, at man sagtens kunne holde begge ting på en gang, da den ene side var romantisk og den anden venskabelig. Om Mattheus så helt forstod sig på, hvad ordet ven betød, kunne hun så næsten spørge sig selv om, for det virkede som om at han havde håbet på mere med hende, sådan som han valgte at reagere overfor hende. Det kunne hun desværre ikke gøre noget ved nu, da det hele nu var blevet et stort rod, som hun havde valgt Derick, men derhjemme var der kaos. Sine venner havde hun mistet, som hun endnu ikke kunne tage kontakt til Vladimir, og Mattheus havde jo hurtigt sagt til hende, at han aldrig ville have noget at gøre med hende igen, som hun havde taget Derick tilbage i sit liv. Tragisk var det helt, som mændene konstant skulle være et problem i hendes liv. Irriteret himlede hun med øjnene ad ham, som han igen gav hende skylden for alt ondt. ”Jeg valgte ikke at ødelægge noget, det gjorde De!” svarede hun hårdt igen, hvor han udelukkende selv var skyld i, at hun begyndte at bide af ham, men han trængte hende også op i en krog, hvor hun kun kunne komme fri ved at give igen. Det irriterede hende gevaldigt, at det skulle være sådan her, men anderledes kunne det tydeligvis ikke være. Hun nægtede også at påtage den skyld, som han forsøgte at pålægge hende, da hun bestemt ikke ville mene, at hun bar al skylden, og så måtte han bare vænne sig til at blive sagt lidt imod. Han kunne i hvert fald ikke forvente, at han fik sin vilje når det kom til dette punkt, og derfor fik han den så sandelig heller ikke. Så måtte han udtrykke, hvor utilfreds det gjorde ham, men det ville hun være ligeglad med. Hun kunne også langsomt mærke, at hun ikke længere gad stå model til dette længere, og derfor endte hun også helt at ranke op i sit net, som hun skam var klar til at gå, hvis hun virkelig var så uønsket, som han gav udtryk for, at hun var. Da hun så tog et skridt for at søge hjemad, måtte hun helt stoppe op igen med et suk, da han valgte at fortsætte diskussionen, selvom hun havde sagt, at hun da nok skulle gå, hvis det skulle være sådan her mellem dem. ”Jeg vil ikke benægte, at visse personer udnytter folk til egen vinding skyld, men jeg er ikke sådan! Og den eneste grund til, at jeg er på vej væk, er fordi, at De giver udtryk for, at jeg bestemt ikke er ønsket længere, og jeg beklager, men det gider jeg ikke at stå model til!” sagde hun sigende, som hun udelukkende var på vej videre, fordi han jagede hende væk. ”Så hvis De fortryder, hvad De har sagt til mig, og ønsker at jeg bliver lidt endnu, så foreslår jeg, at De tager deres ord tilbage og siger undskyld, for ellers lover jeg Dem, at jeg nok skal gøre alt for at holde mig fra Dem for fremtiden.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stod midt i en ufattelig hård periode af hans karriere som konge af Dvasias, og al den modstand som han havde mødt, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, og det var noget som han godt kunne mærke nu. At møde Denjarna var noget som selvfølgelig bekymrede ham, også fordi at han kunne se at der var sket så meget på ufattelig kort tid, men.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Et sted havde han håbet på mere, og at vide, at hun hellere ville have en mand som havde gjort hende ondt, i stedet for at blive ved ham, som stod med midlerne til at give hende et liv, som folk kun turde drømme om, og så ikke tage imod, var noget som gjorde ham forvirret. ”Valg har konsekvenser, og de må bare accepteres,” endte han ganske kortfattet. Han havde faktisk håbet at hun var mere fornuftig, og specielt efter det som var sket, også selvom han tydeligvis havde taget fejl. Alt for mange var imod ham lige nu, og alt for mange fejl blev begået på slottet, og det var ham som skulle stå til regnskab med det hele, og det var virkelig ikke noget som han magtede at stå med lige nu! Han havde brug for at puste ud, han havde brug for at dele det med nogen, også selvom der ikke var nogen! ”Jeg tror virkelig ikke du har tænkt over det valg, inden du foretog det.. I mine øjne, viser du dig ikke meget anderledes end så mange andre, som ikke viser respekten for mig..” Et sted var fortvivlelsen at spore i hans stemme, for han vidste at han var ung og at han var uerfaren, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Men dette havde virkelig vist sig at være en utrolig dyrt købt erfaring, som han i den grad godt kunne have været foruden! Det var ikke fordi at han ønskede at fortsætte diskussionen, for han vidste godt, at ingen af dem kom nogen vegne med det. Næverne knyttede han fast, som tænderne tydeligt blev bidt sammen igen. Kindbenene endte jo helt tydelige! Hvis hun så brændende ønskede at tage hjem, så skulle han endelig ikke stå i vejen for hende! At hun så ikke kunne respektere at han faktisk havde det forbandet hårdt lige nu, var ikke noget som han kunne gøre det største ved uanset hvad, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende! ”Jeg sætter pris på ærligheden, Denjarna, men jeg er nok mere bange for at du selv er overbevist om denne løgn. Jeg føler mig udnyttet og bedraget igennem dette såkaldte ’venskab’. Jeg har ikke brug for flere skuffelser i mit liv..” Et sted forsøgte han at holde stemmen rolig, for han var slet ikke ude på at diskutere med hende! Lige der skinnede hans fars gener lidt mere igennem, for det var yderst sjældent den mand i det hele taget hævede stemmen, og det vidste han jo godt. Tungen strøg han let over sine læber, som han blot betragtede hende. Han havde det ikke godt. Tvært imod, så havde han det virkelig skidt. ”Jeg forstår ikke du kunne tage dit valg, når den mand ikke har gjort dig andet end ondt, Denjarna.. Men det er jo dit kald.”

[Deleted]

Denjarna havde håbet, at hun ikke ville miste alle omkring sig, hvis hun valgte Derick, men det havde hun tydeligvis gjort. Det var dog et valg hun måtte leve med, og det var vel heller ikke så forfærdeligt igen, hvis hun kunne leve med den mand, hun elskede? Det var dog svært at tænke så positivt lige nu, da det på ingen måde gik godt med forholdet, som det faktisk kun havde gået ned ad bakke, siden hun for anden gang havde valgt Derick. Nogle uger efter, at hun havde været hos Mattheus, havde hun nemlig mødt Derick som mørkelver, og der var det hele gået over gevind, som hun var blevet bidt, angrebet af nogle fremmede vampyrer, været høj på hans blod og så været ufrivilligt sammen med ham. Nu havde de derfor problemer med tilliden, og det var svært at stille noget op med, og så hjalp det bestemt ikke, at hun nu skulle stå og diskutere med Mattheus.. Men let skulle hun trods alt aldrig have det. ”Det har de,” sagde hun kortfattet. At han så sagde, at hun ikke havde gennemtænkt sit valg, så hun væk fra ham. Sandt var det vel, at hun ikke havde tænkt tingene igennem, da hun havde givet sig hen til Derick. Problemerne havde stået klar for hende, men som han igen havde stået overfor hende, havde hun mærket, hvordan han var hende umulig at afvise, som hun aldrig kunne gøre andet end at tage ham tæt, når det kom til de to. Hun kunne ikke afvise Derick, da hun altid blev overvældet af det faktum, at hun elskede ham, når hun stod overfor ham. Dumt var det måske, når de altid havde knas i forholdet, men hun havde bare en enorm svaghed for manden, og det ville hun have i al den tid han levede. ”Jamen så fortæl mig, hvordan jeg kunne have bevist min respekt for Dem, på Deres ønskede måde! Hvad ville De have ønsket? At jeg havde sagt nej til Derick, og var flyttet ind hos Dem eller hvad?” spurgte hun, hvor hendes tone blev hård. Svært var det dog for hende, da hun selv stod inde med frygteligt mange problemer, og at han konstant skulle brokke sig over hende, hjalp bestemt ikke på situationen. Som hun så mod ham, kunne hun godt se, hvordan han spændte op og knyttede næven. Om det var fordi, at han havde fået nok af hende, var meget muligt, hvor hun også måtte frygte, at han ville komme efter hende. Hun havde trods alt ikke længere sin stærke vampyrkrop, som hun nu var tilbage i sin levende elverskikkelse. ”Jeg er ked af, at De føler Dem udnyttet og bedraget, men der er intet jeg kan stille op ved det. De vil ikke tale med mig, uden jeg bliver pålagt den fulde skyld, og det kan jeg ikke arbejde med,” sagde hun sigende. At han så igen måtte sige, at hendes valg var ham uforståeligt, og at Derick ikke var en god mand for hende, måtte hun slippe et nyt suk. Det var svært at høre, når det gik dårligt på hjemmefronten, hvilket også gjorde, at hun måtte frygte, at hun begyndte at lytte til Mattheus’ ord. Let valgte hun at skubbe den kolde sne væk fra springvandets kant, som hun kunne se, at hun vidst ikke kom til at gå lige foreløbig. Hurtigt forsvandt hendes hånd dog ind under hendes kappe igen, som hun satte sig ned, da det alligevel havde været frygteligt koldt at røre det hvide lag med de bare fingre. ”Jeg beder dig heller ikke forstå, da det ikke er muligt for nogen anden at forstå.. Det er bare det valg, jeg har truffet.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alle valg havde konsekvenser, og denne var jo bare en som Denjarna var nødt til at lære at leve med. Selv kunne Mattheus ikke se at han havde reageret forkert ved at sende hende bort. Han accepterede at hun havde taget det valg som hun havde, og derfor havde han også valgt at sende hende bort med ordene om at han aldrig ville se hende igen, og han havde ikke fortrudt det. Desuden ønskede han slet ikke at være en som hun kunne stå og snakke med, hvis der var knas på det hele på hjemmefronten, for det var det jo åbenbart. Hun måtte bare lære at handskes med sine problemer, som han selv forsøgte at tage hånd om sine egne, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når han aldrig havde stået med noget lignende før! ”Præcis,” afsluttede han kortfattet. Med andre ord, så var der ikke mere at sige i den sag. At hun blev irriteret på ham, kunne han godt fornemme, også selvom hun bestemt ikke var den eneste som var utilfreds med ham, så hun kunne vel bare stille sig bag i køen? Den måde som hun igen valgte at tiltale ham på, fik ham kun til at vende en direkte dræbende mine i retningen af hende. ”Var din tunge!” endte han denne gang med en langt mere fast tone, som han igen svagt hvæsede af hende. For han fandt sig bestemt heller ikke i det, og så måtte han jo bare hamre foden ned, dersom det åbenbart var nødvendigt! At hun ikke ville arbejde med det, var noget som selvfølgelig gjorde ham direkte arrig, for løgn var det bestemt heller ikke, for skylden var jo hendes! ”I det tilfælde, så er det kun fordi du ikke er videre interesseret i det. Jeg synes bare du skal tage vandringen hjem, og spare os begge to for besværet,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han havde ganske vidst ikke retten til at tvinge hende bort herfra, da det jo var et offentlig sted hvor alle skulle have lov til at være, dersom det var det som de ville, for hvis han ikke var interesseret i selskabet, så havde han vel bare valgt at søge derfra for lang tid siden, i stedet for at blive her overfor hende? At hun så ikke bare ville gå, forundrede ham dog. Et sted virkede det ikke til at hun ønskede at tage hjem? Han kneb øjnene svagt sammen. ”Jeg forstår mig ganske vidst ikke på kærlighed eller det menneskelige i den forstand, men af hvad du har fortalt, og hvad jeg selv har hørt rundt forbi, så forstår jeg ikke du vil udsætte dig for sådan en mand igen. Dit valg.. din konsekvens. Jeg synes du skal tage hjem, inden du ender syg,” afsluttede han med en ganske kortfattet stemme, også selvom han denne gang ikke slap hende med blikket. En ting var hjertet, men en anden fornuften. Han var jo selv udsat for det samme. Den eneste som han vidste, faktisk elskede ham, var hans lillesøster.. Hans moder havde jo kun født ham for tronen i landet.

[Deleted]

Øjnene kneb Denjarna en anelse sammen, da hun tydeligvis havde ramt et ømt punkt, som han bad hende om at tie. Hun kunne dog heller ikke lade være med at føle sig en anelse tilfreds over udfaldet, da hun ikke mente, at han bare kunne råbe af hende, uden han kom med en mere omfangsrig grund. Derfor måtte situationen også nage hende en anelse, eftersom han trods alt bare cuttede hende af, så svar fik hun ikke just. Hun havde dog ikke i sinde at give efter så let, for han måtte lære, at alt i livet ikke altid ville forløbe efter hans ønske, og det måtte han lære at tackle som en voksen. ”Var min tunge? Jeg stillede Dem et simpelt spørgsmål, og grundet Deres opførsel, så føler jeg, at jeg har krav på en større forklaring, end at jeg efter sigende har skidt på Deres gæstfrihed,” sagde hun fast, som hun ikke bare havde i sinde at give op, som han ønskede af hende. Hun vidste godt, at der var en risiko for, at han ville blive mere utilfreds med hende, men det var bare en chance hun var nødt til at løbe, eftersom hun var ked af, at det skulle være sådan her mellem dem. Hun havde nydt at sidde i hans selskab, og det lignede ikke just noget, der sivede rigtigt ind i hans hjerneskal. Dæmpet sukkede hun over hans ord, da han var direkte håbløs! ”Hvad er det lige præcis, som jeg ikke er videre interesseret i, Deres Majestæt? For det jeg gerne vil, er at klare problemerne op mellem os, for jeg ved, at jeg ikke er interesseret i, at der er denne anspændthed mellem os,” sagde hun stilfærdigt. Om det overhovedet hjalp at stå med ham, kunne hun kun tvivle kraftigt på, eftersom det ikke ligefrem så ud til, at han var interesseret i at få andre meningerne ind, end den han allerede havde fyldt sig selv med. En skam fandt hun det, men det var også hendes mening. Derfor spekulerede hun også over, om hun mon bare skulle lade ham få sin vilje og gå, men så let havde hun alligevel ikke lyst til at give op. Hun følte sig nemlig ikke retfærdigt behandlet, og han skulle vide, hvordan hun – ikke ham selv – havde det med det hele, og så kunne han få lov til at dømme hele situationen, efter at han havde lyttet. At han så igen måtte bede hende om at gå, kunne hun kun fnyse af. Hun rykkede sig heller ikke en meter, som hun blot blev siddende på springvandets kant, da hun ikke gav sig så let, som han ønskede sig det. ”De har heller aldrig oplevet kærligheden, så De kan ikke forstå, hvordan der kan være mere mellem Derick og jeg, efter alt, hvad vi har gjort ved hinanden.. Og drop sygdoms-undskyldningerne! De er alligevel ikke interesseret i mit vel og vel, så spar Dem den falske bekymring,” sagde hun stilfærdigt. ”Hvis De ikke gider mig, så gå dog. Brug ikke min menneskelighed til at jage mig væk.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at han ikke kunne få alt som han ville have det, men at hun benægtet at have udnyttet ham og hans situation som hun havde, så var det noget som et sted også gjorde ham hidsig, for han følte virkelig at hun havde trådt på ham, kun for at vende tilbage til en mand som ikke havde gjort hende andet end ondt, og det var da slet ikke noget som han forstod sig på, på nogen måde! Hendes tone og ordbrug gjorde det bestemt ikke bedre, for hun havde bare at respektere ham som konge, og når han bad hende om at tie, så skulle hun så sandelig også tie! ”Du har ikke ret til at kræve noget som helst, andet end at gøre hvad jeg beder dig om..!” endte han med en fast tone. Han var en konge her til lands, og folk havde bare at gøre hvad han krævede og bad dem om, for han fandt sig bestemt heller ikke i andet! Hun havde skidt på ham, som hun havde skidt på hans gæstfrihed, for det var sådan han opfattede det! ”Jeg ved ikke hvornår det går op for dig, at der ikke er noget ’os’ mere, Denjarna. Det formåede du snildt at ødelægge på egen hånd, sidst vi sås. Jeg er ikke interesseret i at blive udnyttet af en som søger mænd lavere end sin klasse,” endte han ganske kortfattet. I sig selv, så var det ikke en fornærmelse overfor hende, som sådan, men mere en konstatering om at Derick var en mand som slet ikke fortjente hende, men hun havde jo valgt at søge ned i den kaliber, så skulle han da endelig ikke sætte sig i vejen for det. Hun måtte jo gøre som hun ville, men så måtte hun jo bare leve med konsekvenserne af sine valg. Næverne knyttede han ved hendes ord. Elsket havde han måske været, men han vidste, at han aldrig var ønsket til andet end tronen som han havde fået, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. De rødlige øjne vendte han endnu en gang direkte mod hende og med en fast mine. ”Jeg blev måske kun skabt til tronen som jeg nu har fået. Uanset hvad I har været igennem for hinanden, så er I endt fra hinanden.. Kærligheden Jer imellem har måske ikke været så kraftig og så stærk som du ønsker det, Denjarna, og derfor forstår jeg mig ikke på at du kan vælge en mand som ham. Jeg er måske kun en ung og dum konge her til lands, men selv jeg gør mig mine meninger.. Og i dette tilfælde, er det på ingen måde positivt..” At hun vovede at påstå at hans bekymring for hende, var falsk, var noget som et sted gjorde ondt, for han var for pokker bekymret for hende! Han vidste at levende blev syge og at vinteren altid krævede sine ofre! Han endte fuldkommen stram i minen. Denne gang tog han et skridt mod hende. Det kogte i det indre, også selvom han jo heller ikke ligefrem ønskede at gøre hende noget ondt! ”Hvor vover du at tale til mig på den måde..” nærmest hvislede han. Han var hurtigt henne ved hende, hvor hans hånd forsøgte at gribe ud efter hendes hals, kun for at rive hende op på benene igen. Som menneskelig var hun vel ikke nær så hurtig som hun havde været som vampyr?

[Deleted]

Frem og tilbage kunne de blive ved med at diskutere, da Denjarna ikke var enig i hans ord, og Mattheus var tydeligvis ikke interesseret i at lytte til hendes mening. Direkte håbløst var det, og svært var det også, når hun endnu ikke vidste, hvordan hun skulle reagere overfor ham. Hun burde sikkert bare tage afstand til ham, eftersom han gav udtryk for, at han ikke længere var interesseret i noget personligt med hende. Svært var det bare, når hun havde nydt det de havde haft sammen, og det prøvede hun også at fortælle ham i håb om, at de kunne nå frem til en fornuftig løsning. At han så også endte med at sige, at hun ikke længere kunne være på et plan med ham, gjorde hendes minestram, mens hun drev blikket væk fra ham. Hvis det ikke havde været fordi, at de havde haft noget personligt sammen, så havde hun ikke haft et problem med at respektere ham som sin konge, da hun ikke ville have kendt til den anden mulige side. Sådan var det bare ikke. ”Åh tro mig. Det er skam gået op for mig, at der intet er mellem os mere, efter at jeg gjorde, hvad jeg følte var rigtigt. Og du ved intet om Derick! Du kender ham ikke,” sagde hun sigende. Det kunne godt være, at hende og Derick stod i problemer til halsen, hvor de vel mest af alt burde gå fra hinanden, men alligevel mente hun ikke, at Mattheus kunne tale om Derick, som var han ingenting. Han var måske ikke en konge som Mattheus, men han indeholdt stadig mange kvaliteter. ”Men hvilken klasse ser du da mig i? Jeg er ingen royal eller adelig, og ligesom Derick, så har jeg gennem tiden mistet min ledertitel.” Tænderne bed hun sammen, som han begyndte at tale om hende og Dericks bånd. Hun ønskede ikke at høre på ham, men ordene sivede alligevel over til hende, og derfra kunne hun ikke lade være med at lytte til dem. Hun frygtede, at han havde ret, og hun var også bange for at sige det, men hun var lidt enig med ham. Hun ønskede inderligt, at hende og Dericks kærlighed var ustoppelig, siden de altid havde formået at finde hiananden, men sådan som de altid blev adskilt og fik gjort hinanden ondt, så var den måske ikke så stærk igen alligevel? De sidste par uger med ham havde jo ikke indeholdt lykke, som de egentligt kun blev mødt af modgang, hvor hun faktisk havde været ulykkelig, siden hun havde valgt ham. ”Du kan vel være ligeglad med, hvad jeg vælger. Du har jo allerede givet udtryk for, at jeg ikke længere er velkommen hos dig,” sagde hun lettere afvisende, men også dæmpet og usikkert, da han alligevel fik hende til at tænke over de mange grumme ting i hendes forhold med Derick. Hånden førte hun op til sin hals, hvor hun rørte bidemærket på den. Hun havde skam overvejet, om det var det rigtige at gå fra Derick, men det kunne hun vel ikke? Overrasket blinkede hun med øjnene, som hun anede, hvordan han pludselig nærmede sig hende. Hånden nåede hun lige at fjerne fra sin hals, inden hun endte i chok, som hun mærkede hans hånd om sin hals, som han løftede hende, som var hun intet andet end en fjer. ”Slip mig!” gispede hun, som frygten sivede ind over hende. Derick havde allerede gjort fysisk skade på hende, og nu var det tydeligvis Mattheus’ tur til det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var egentlig ikke fordi Mattheus ønskede at køre rundt i deres forhold. Hvis de havde det fint med hinanden, så var alt sammen vel godt? Selvom det ikke just lød til at det var sådan det foregik, sådan som hun selv fortsatte med at køre rundt i det. Han havde bare gjort sig sine konklusioner hvad det her angik, og end ikke det lød til at være noget som hun var tilfreds med? Det skulle hun have tænkt på, inden hun gik til en mand som ikke havde gjort hende noget andet end ondt! Som hun direkte påstod at han intet kendte til Derick, måtte han alligevel trække på smilebåndet. Han var tvunget igennem dvasiansk historie og hverken Derick eller hende var ham ukendte i den sammenhæng! ”Jeg ved nok mere om den mand end hvad du går og tror, Denjarna,” endte han med en ganske sammenbidt tone, som han igen vendte blikket mod hende. Han havde været forberedt til den trone som han ganske vidst nu var i færd med at ødelægge, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet ved det lige netop nu trods alt. Som hun spurgte ind til hvilken klasse han ville placere hende i, betragtede han hende kun med et kortfattet blik. ”Den fornuftige af slagsen, de stolte og målrette.. I klassen med dem som ikke ville lade sig kure på af andre.. Jeg tog tilsyneladende fejl,” endte han ganske sigende, som han let trak på skuldrene.
Det var jo heller ikke just fordi Mattheus ønskede at kaste Denjarna ud i kulden, for han havde nydt stunderne sammen med hende, også selvom han så tydeligt havde taget fejl af hende og det som hun måtte stå for, og det var næsten det som han antog som en skam. Han sagde ikke hvad han sagde, for at svine Derick til, men fordi at han ganske enkelt ikke forstod sig på hvordan man kunne vælge en som havde gjort en ondt på den måde, og alligevel fortsætte med at gå tilbage til ham? Det var slet ikke noget som han forstod! ”Jeg kan være ligeglad hvis det er hvad jeg vil, men hvem har givet udtryk for at jeg er?” endte han med en langt mere sammenbidt stemme. Som han hurtigt endte henne ved hende og med hånden direkte omkring hendes hals, havde han ikke ænset at hun faktisk var blevet.. bidt. Han rev hende direkte op på benene, kun for at stirre hende direkte i øjnene. Hun stank af ham.. mandens duft hang over det hele, og det var en tanke som i sig selv, kunne gøre ham direkte arrig! Med en dirrende hånd, så valgte han nu alligevel at give slip på hende, hvor synet af hendes bidemærke, tydeligt måtte falde ham i blik, så var det bestemt heller ikke noget som faldt i den gode bog på nogen måde! Tænderne bed han tydeligt og fast sammen. Han var jo slet ikke ude på at gøre hende ondt! ”Jeg går ud fra, at det er hans tandsæt? Jeg forstår ikke hvorfor du finder dig i det, når der er så mange andre derude, som kunne behandle dig med langt mere respekt end det der,” endte han med en fast tone. Vampyrernes regler var han skam kendt med. Hun var jo trods alt allerede markeret af en anden mand.. Af Derick.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun bare kunne gå og lade det hele ligge, men det havde hun ikke ligefrem lyst til. Hun ønskede nemlig ikke, at det hele skulle gå sådan her, fordi hun havde valgt sig en mand, og da slet ikke, når det gik elendigt mellem hende og den mand, hun havde valgt. Det tydede dog ikke på, at hun kunne finde en løsning på alle problemerne, da det så ud til, at der skulle være en negativ side ved alt, had hun foretog sig. Vant til det burde hun være, men alligevel havde hun ikke lyst til at affinde sig med alle problemerne. Hun håbede nemlig konstant på, at det hele kunne arte sig på den ene eller anden måde, da hun ikke havde lyst til at miste noget. ”Og hvad er det lige, du går og tror, at du ved om ham?” spurgte hun sigende og løftede det ene bryn. Hun tvivlede på, at han kunne sige noget, som hun ikke allerede var klar over, da hun trods alt kendte Derick ufatteligt godt. Hun kendte måske ikke til mage af hans nyere bedrifter, men det var også fordi, at hun ikke gad høre om dem, da hun blot blev ulykkelig, da hun vidste, at han i den stund havde været med hendes fjende. En viden hun endnu havde svært ved at tackle, som det fortsat måtte pine hende, at det faktisk havde været sådan for en stund. ”Jeg er muligvis sammen med Derick, men det er ikke ens betydning med, at jeg lader mig kue. Det er ingen skam at være hos en person, som man elsker,” sagde hun stilfærdigt, som hun bestemt ikke ville lade ham træde på hende! Det kunne godt være, at det endnu ikke lignede, at der var hoved eller hale i hendes valg, men for fremtiden ville der vel komme lys igen. Det var i hvert fald det håb hun fulgte.
Denjarna rystede let på hovedet af ham til hans ord, da de ifølge hende ikke stemte overens med alt det andet, som han havde sagt til hende. Hun følte, at han var ligeglad, eftersom han havde valgt at kyle hende ud for at sige, at han aldrig ville have noget med hende at gøre igen. Det lød ikke just som en mand der interesserede sig for hende, men det var så også bare hendes mening. ”Det har du selv givet udtryk for,” kommenterede hun kortfattet, da han ikke ligefrem kunne sno sig ud om denne her. At han så blev arrig og tog fat i hende, kom yderst bag på hende, da han aldrig havde forsøgt at gøre hende ondt, men med hendes nuværende held, så burde det vel ikke komme som en overraskelse. Bange og vredt blev hendes sølvgrå øjne, da hun oprigtigt frygtede for sit liv, som han løftede hende op på benene via et tag i hendes hals. Vred blev hun også, for han kunne ikke tillade dig at gøre dette ved hende! At han så hurtigt slap hende igen, fik hende øjeblikket til at træde flere skridt tilbage, mens hun beskyttende tog sig selv om halsen. Det gjorde hende ondt at blive påmindet om bidet, men samtidig gjorde det ikke hans sag bedre, at han reagerede sådan her overfor hende. ”Hvad jeg ikke finder mig i, er at du tager fat i mig på den måde! Det er mangel på respekt!” svarede hun koldt og dog såret, da det gjorde ondt, at det hele måtte komme så vidt, men Mattheus var tydeligvis ikke et snert bedre end Derick, siden han handlede sådan her, som var hun ingenting.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at de ikke fik noget ud af at stå og råbe og skrige til hinanden, selvom det var det som han egentlig havde mest lyst til. Det var måske ikke særlig royalt af ham, at behandle hende på den måde, men han var vel bare nødt til at markere at det hun havde gjort, på ingen måde, var noget som han måtte stille sig tilfreds med? Han forstod sig ikke på hendes valg, også fordi at han vidste hvad den mand havde gjort! Han knyttede næverne ganske let. ”Manden har været vigtig for Dvasias tilbage i sin tid som leder, Denjarna, og det samme har du. Jeg er blevet fortalt mangt og meget om den mand og med den viden.. den grundlæggende viden om Dvasias’ historie som han har været med til at skrive, ved jeg også må være kendt for dig. En anden kvinde deriblandt.. en af lyset.. Har jeg ikke ret?” endte han ganske sigende. Nødvendigvis, så var han slet ikke ude på at skille dem ad, men egentlig bare.. forklare hende hvordan han så på det hele! For det frustrerede ham virkelig, at det var som at snakke for døve ører! ”Så bliv ved ham, om det er hvad du ønsker,” afsluttede han kortfattet, som han nok nærmest valgte at bide hende af, men det var også med ufattelig god grund. Han gad virkelig ikke diskutere hendes valg af mand, og mest fordi at han bestemt ikke var enig i at det var det bedste for hende!
Mattheus ønskede ikke at være ligeglad med hende, for det var han på ingen måde! Han var på ingen måde ligeglad med hende, hvilket vel også var derfor han reagerede som han gjorde? Selvom det så ud til at være temmelig svært for hende at forstå i det hele taget, selvom det ikke just gjorde sagen bedre for ham. Han himlede let med øjnene, som han kun kort vendte blikket væk fra hende. Hun gjorde ham arrig, også fordi at hun talte til ham på den måde! Han burde slet ikke finde sig i det, men han var jo heller ikke ligefrem ude på at gøre hende ondt! ”Du konkludere, Denjarna,” vrissede han en anelse sammenbidt, inden han fast var henne ved hende og tvang hende op på benene ved hjælp af den bare næve og med fingrene lukket om hendes hals. Følelsen af bidet i halsen, fik ham dog omgående til at slippe, også fordi at han jo slet ikke var ude på at gøre hende ondt! Næven sitrede som havde den været i kontakt med ren gift, inden han knyttet den og vendte de rødlige øjne direkte mod hende. Codexet var tydeligt for ham, for han havde skam fået reglerne og lovene at vide, selvom det ikke just gjorde det meget bedre! ”Du er jo allerede fanget i mørket med den markering siddende i halsen. Hvis det er en mand som gør dig lykkelig, så tag hjem.. Jeg står dog stadig fast på at du fortjener bedre end hvad han kan give dig.. og af hvad han har givet dig. Jeg undskylder.. Jeg mente aldrig at skræmme dig,” afsluttede han sigende, som han igen vendte blikket væk. Det gjorde faktisk ondt at tænke på, at hun var markeret af en anden.