Just on my way home..

[Deleted]

Blankt, skinnende og hvidt lå den nyfaldne sne, som vinteren for alvor havde sat i gang. Smukt så det ud, som den lå helt uskyldsrent, hvor den lagde sig på alle de flader der stak ud. Langs torvet kunne man ane, hvordan folk havde gået, som et hav af fodspor var blevet nedtrådt i sneen. Stille var den lille by begyndt at blive, da butikkerne akkurat lige havde lukket, som mørket var begyndt at trænge sig på. Kortere og kortere blev dagene, hvor man knapt nok fik solen at se, og det havde også den effekt, at folk ofte holdt sig inden døre. Køligt var det også, da der ikke herskede nogen skyer på himlen, hvor det både kunne være en skidt og god ting. Det dårlige var, at det automatisk blev koldere, men det gode var, at sneen blev indstillet og man i stedet fik den stjerneklare himmel at se, hvis man da vovede sig udenfor. Denjarna havde selv vovet sig udenfor, som hun havde skullet gøre sig et par indkøb, inden forretningerne lukkede. Indkøbene havde hun også lige akkurat nået, som butikkerne havde lukket, som hun var blevet færdig. Varerne lå nu i et net, som hun bar, hvor det primært måtte være fyldt med mad. Det var trods alt en af de ting, hun var blevet afhængig af igen, som hun var blevet mørkelver. Desværre skulle det bare betales for, hvilket var skidt, eftersom hun ikke havde så meget at gøre godt med længere, men hun klarede sig. Ved dette punkt havde det dog været lettere, hvis hun havde været vampyr, da hun i så fald bare kunne have fundet et menneske eller et dyr, og så drænet vedkommende, uden at afgive en betaling. Hun nød dog tingene som de var nu, som der ikke var noget hun ønskede at lave om på længere. Hun var igen sin føderace, og hun havde Derick i sit liv igen, så bedre kunne det ikke blive. I øjeblikket var hun også på vej hjem til Derick, som han måtte være hjemme i huset, mens hun havde sørget for indkøbene. Roligt gik hun ned af torvet, hvor hun nærmede sig byens kendte springvand. Flot vat det, skønt det var stoppet til i løbet af vinteren, som vandet var frosset til is, hvor valkyrie-skulpturen bar et par nyfaldne snefnug, mens kanten rundt og selve springet var præget af et tykt lag sne. Let trak hun i sin tykke uldkappe, så den fortsat kunne holde hendes krop varm, da det også var en af de ting, hun var blevet nødsaget til at tænke på. Hendes ansigt der havde fået en glød, lyste nu også rødligt, som kulden skar i hendes kinder. Hætten havde hun ikke oppe, hvilket gjorde, at hendes ravnsorte lokker kunne slange sig ned ad hendes skuldre og ryg. Til tider var der et bidemærke at ane på hendes hals, hvor det måtte være det eneste ar hun havde der, som alle arene fra torturen hvilede længere nede på hendes krop.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det kolde og mørke vejr, havde Mattheus valgt at søge ud. Tjener, slave og moder havde han valgt at efterlade tilbage på slottet, da han egentlig bare havde brug for at kunne tænke klart efterhånden, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne når han havde folk omkring sig, stort set hele tiden, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. De tykke kappe havde han valgt at tage omkring sin krop, også selvom kulden på ingen måder bed sig fast i ham, da han jo var en Spide – et vampyrisk væsen. De rødlige øjne hvilede frem for sig, som han roligt vandrede igennem sneen. Langt de fleste havde søgt inden døre for aftenen og natten med, da det var koldt og alle butikker og boder stort set havde valgt at lukke, så det var ikke mange som havde nogen grund til at vandre rundt uden døre, hvilket faktisk var noget som passede ham fint. Jo færre der var til at gå ham i vejen, jo bedre var det faktisk for hans vedkommende!
Springvandet var frosset til, hvilket faktisk var et syn som faktisk formåede at more Mattheus, hvor smilet slet ikke var noget som man skulle tage fejl af. Hans spor førte sig frem efter ham, idet han roligt valgte at stoppe op foran springvandet. Som barn havde han været glad når Enrico havde valgt at tage ham med hertil, når han endelig havde fået manden med sig lidt væk fra slottet, også selvom det ikke havde været nemt, men nu som en voksen mand, så var det vel bare nemmere at give efter for de gamle vaner? Specielt når det var et af de steder, hvor han faktisk formåede at finde den form for tryghed som han ellers havde brug for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Enkle hjerteslag gik forbi ham, også selvom det slet ikke rørte ham. Kutten havde han trukket op over hovedet og med den mørke kappe, så lignede han stort set enhver anden mand fra Dvasias, og selv ville han ikke gøre andre opmærksomme på ham, da det slet ikke var noget som han ønskede lige nu i denne stund. Han havde brug for fred, han havde brug for at tænke sagerne igennem, så han igen kunne tage det hele som han burde gøre det på slottet, også selvom det på ingen måder var særlig nemt, og selvfølgelig var det en tanke som faktisk måtte genere ham som intet andet overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet, dog alligevel tungt, som et vindkast ramte ham i hovedet, hvilket fik ham til at se ned. Hænderne havde han i lommerne, også for at holde sig bare lidt ved normal temperatur. Han havde vel bare brug for en at søge til efterhånden? En som han faktisk kunne stole på, også selvom han følte at alle svigtede ham på række efterhånden, og selvfølgelig var det en tanke som direkte irriterede ham! Kvinden som kom vandrende på den anden side af springvandet, faldt ham dog hurtigt i blik. Det kunne kun være en kvinde – Denjarna!

[Deleted]

Koldt var vejret muligvis, hvor det særligt måtte jage igennem en levendes krop, men det havde skam ikke været nok til at få Denjarna til at holde sig væk. Hun elskede at være ude, så ved hver given lejlighed, smuttede hun skam ud, skønt det også måtte være ganske attraktivt at sidde foran den lune pejs nu. Der var dog visse basiske ting der skulle gøres, og det krævede, at man søgte udenfor, som hun var nødt til at købe mad, så hun senere kunne kokkerere det i sit nye hjem, som Derick havde skaffet til dem. Derick havde også spurgt, om han ikke skulle klare dagens indkøb grundet vejret, men det havde hun nu afslået, da hun selv gerne ville ud og nyde den friske luft. Gåturen til centrum havde hun ikke været så slem, som hun havde formået at få sig et lift størstedelen af turen, som hun havde stødt på en kærre der skulle samme vej. Nu var gøremålene dog gjort og det betød, at hun igen kunne vende snuden hjemad. På vej var hun også, som hun gik ned ad de tavse gader. Som mørket allerede havde trængt på, var der blevet tændt op i faklerne, så man kunne se, hvor man færdedes. Nødvendigt var det gået hen og blevet for hende, da hun havde mistet sit perfekte nattesyn, som hun var blevet mørkelver igen. Det var en evne hun helt kunne savne, da det trods alt var mørkt størstedelen af tiden på denne årstid, så et nattesyn kunne roligt være til gavn lige i øjeblikket. Hun klarede sig dog, som hun ikke var fuldkommen blind i mørket, hvor hun også havde månen og stjernerne til at vise vej, ligesom hun også havde fået tillært sig ruten til og fra sit nye hjem. Som hun nåede springvandet, anede hun godt, hvordan en mand stod der. Det var dog ikke noget hun spekulerede videre over, da det trods alt kunne være hvem som helst, der var stoppet op for at nyde et øjebliks ro. I sin egen verden gik hun derfor, indtil hun kun befandt sig et par meter fra vedkommende. Helt tilfældigt måtte hendes sølvgrå øjne glide over hans skikkelse, da hun pludselig stoppede op. ”Mattheus?” spurgte hun stille og en anelse usikkert. Usikker på, om det mon virkelig var ham, og hvis det var ham, så hvordan han ville reagere over gensynet. Det der havde fået hende til at gøre holdt, var glimtet af de rødlige øjne, som hun kun kunne komme i tanke om en mand, når hun så de øjne. Som hun stod stille og studerede ham nærmere – skønt det endnu var på afstand – syntes hun at kunne ane nogle af hans ansigtstræk, hvilket måtte gøre hende endnu mere sikker i sin sag om, at dette virkelig var kongen. Hvad hun skulle sige, vidste hun ikke just, da han under deres sidste møde havde råbt og skreget af hende, at hun skulle forsvinde ud af hans hjem, da han ikke kunne tage synet af hende. Efterfølgende havde hun hørt, at han forsøgte at ligge landet i ruiner på grund af hende, og det kunne ikke just tyde på det allerbedste. Hun vidste dog ikke, om Enrico senere hen havde snakket med Mattheus og forsøgt, at bringe ham til ro og sagt, at alt ikke behøvede at være tabt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde efterhånden bare brug for at koble lidt fra, også selvom det på ingen måder var nemt for ham. Et sted så.. tog man vel bare tilbage til de steder hvor man havde fundet en form for tryghed? I sine helt unge dage, havde Enrico ofte taget ham med sig herned og ladet ham lege rundt ved springvandet, og det var en tanke som selv fik ham til at smile lidt for sig selv, for det var jo ikke ligefrem dårlige minder som sådan, men det var bare ikke det samme mere, hvilket vel også var en tanke som faktisk formåede at frustrere ham temmelig voldsomt? Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det mindste ved i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lyden af det bankende hjerte i hans nærhed, var ikke noget som han tog sig af, da det ikke ligefrem var det som rev mest i ham på nuværende tidspunkt. Selvfølgelig var det ganske vidst kun noget som man ville tage fint på, for han kunne jo faktisk godt styre sig. Da skikkelsen alligevel valgte at snakke til ham – tydeligt fordi at han var genkendt, var det som fik ham til at reagere, for den stemme kunne kun tilhøre en person; Denjarna. Svagt lukkede han øjnene, inden han roligt vendte blikket mod hende. De rødlige øjne lod han atter en gang komme til syne, hvor de var faldet direkte til hendes skikkelse endnu en gang. Han trak vejret dybt, også selvom han var direkte rolig denne gang, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg kan fornemme at meget er hændt sidst vi sås, Denjarna,” endte han med en ganske kortfattet stemme, skønt han dog alligevel valgte at blive stående på sin plads og næsten uden at rokke så meget som en eneste muskel, for det var bestemt heller ikke fordi at han var.. direkte overlykkelig for at se hende, for det var han på ingen måde, for det vækkede et sted en vrede i ham, at se hende på denne her måde, for han kunne jo slet ikke se hvorfor pokker han skulle rende ind i hende lige nu og lige her! Hænderne foldede han roligt bag sin ryg, som han lod blikket følge hende. Kutten og det hele forbeholdt han at holde på, også mest for sin egen skyld, da han slet ikke ønskede at påråbe sig en masse opmærksomhed, når det var roen som han søgte, også selvom det var tydeligt for ham, at det var det helt forkerte sted, som han havde valgt at gøre lige præcis det på! Ganske enkelt fordi at hun valgte at dukke op! ”Hvad laver du her?” spurgte han sagte, dog alligevel en kende krævende for et svar. Nu hvor det ikke var direkte.. personligt dem imellem, skønt det var noget som var endt ødelagt sidst de havde siddet ansigt til ansigt med hinanden, så var det faktisk ikke noget som han ønskede at tænke over. Det havde faktisk gjort ham ked af det, at vide at hun var vendt tilbage til en fuser som hun havde. Det bevidste vel egentlig bare hvor… dum hun var?

[Deleted]

Denjarna havde gået i sine egne tanker, som hun havde påbegyndt hjemturen, inden det ville blive alt for sent. Det kom derfor bag på hende, at kongen af Dvasias lige pludselig havde befundet sig foran hende, som hun først havde ænset hans person, da hun havde nået springvandet i byens centrum. Det var bestemt ikke den mand, hun havde regnet med at rende ind i, for det første var landet stort, og dette var ikke Rimshia, hvor han normalt holdt til. For det andet var han konge, hvor hun havde forstået på det hele, at han sjældent fandt tiden til at komme udenfor. For det tredje, så havde deres forrige afsked ikke just været lykkelig, som han havde smidt hende ud og sagt, at han ikke ville se hende igen. At hun så skulle støde helt tilfældet på ham, var noget der direkte måtte overraske hende, for hvad var sandsynligheden lige for det? Den måtte da være mindre end minimal, så hun kunne slet ikke begribe, at det lige præcis var hende der fik lov til at møde kongen på en af hans sjældne nattevandringer. Hvordan han havde det med at se hende, måtte også suse igennem hendes sind, eftersom hun vidste, at hun havde såret ham, og ifølge Enrico, så havde han været helt ude i torvene takket være hende. Let blinkede hun med øjnene, som han talte til hende. Vred lød han ikke, men hun vidste ikke helt, om hun skulle være urolig for det. Skræmt var hun dog ikke, da hun alligevel kendte manden. ”Det har der,” medgav hun stilfærdigt. Der var både sket en del med hende, og med hende og Dericks forhold, siden hun sidst havde set Mattheus. Hun havde nemlig gennemgået en forandring, hvor hun havde fået opfyldt sin drøm – takket være hans rådgiver – som hun nu igen stod som mørkelver. Hende og Dericks forhold havde også taget sig en ny rutsjebanetur, som han på deres andet møde havde formået at bryde hendes tillid, som han havde bidt hende, så forholdet var vel tilbage i den gode gamle karrusel. Hun fortrød dog ikke sit valg, som hun anså det for at være den eneste rigtige beslutning, da hun i den sidste ende ikke kunne stoppe med at elske ham. Samtidig med det, så havde hun igennem den seneste uge, begyndt at kunne mærke nogle smerter, men de var ikke just tydelige på hende, som det var diverse jag i kroppen. Om det var tegn på forvandlingen hun havde gennemgået, eller det første tegn på sygdom, vidste hun ikke, men irriterende var det nu engang, men det måtte hun bare tage med sig. Da han spurgte ind til, hvad hun lavede her, løftede hun roligt op i nettet hun bar, inden hun valgte at placere den i sneen op ad springvandet. ”Indkøb,” svarede hun roligt. Grunden til, at hun var taget til centrum, havde jo været for at finde nogle dagligvare, som hun nu var tvunget til at spise menneskelig føde. Som hun tænkte mere over sit svar, tænkt hun, at hun måtte uddybe det lidt nærmere, for sidst de havde set hinanden, havde hun trods alt boet i Convento hos Vladimir. En bopæl der drastisk var blevet lavet om på. ”Jeg flyttede hertil for nyligt. Hvad laver du selv her? Det er trods alt langt et pænt stykke fra Rimshia.” Roligt talte hun til ham, som hun fandt det hende tilladt, så længe han brugte den samme tone overfor hende. Hun tiltalte ham heller ikke ved sin kongelige titel eller ved fornem tiltale, da det ikke så ud til at genere ham, samt hun var vant til at kalde ham ved navn og være på et mere personligt plan med ham. Hun vidste dog godt, at det havde ændret sig, som hun havde såret ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene tanken om at han faktisk var stødt på Denjarna, var bestemt ikke en tanke som Mattheus var synderlig begejstret for, for han mente det, når han sagde, at han slet ikke havde lyst til at se hende igen. Desuden havde hun gjort ham ondt, også selvom det nu alene var hendes egen skyld, for han forstod ikke hvordan hun kunne få sig selv til at gå tilbage til en mand som havde været sådan overfor hende, når hun selv i hans øjne fortjente det bedste. At hun så valgte et liv i slummen når hun havde alverdens andre muligheder ville han så ikke blande sig i. I så fald, så beviste det det jo bare for ham, at han var bedre end hende, samt at han fortjente hvad der var bedre, også selvom han alligevel ikke kunne gøre noget ved, at han faktisk følte sig en kende.. skuffet vel? Blikket fulgte hende, som hun passerede Springvandet, selvom han ikke rørte så meget som en muskel. Det var på ingen måder et glædeligt gensyn. Desuden om han havde været kendt med at hun ville være herude, så havde han nok reageret lidt anderledes end hvad han havde gjort i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det kan jeg se,” svarede han blot, som han igen vendte blikket mod det frosne vand. Et sted savnede at høre det rendende vand, selvom det var tydeligt at det var noget som han ikke ville få lov til, før det blev varmere i vejret. Det var kun ved at gå op for ham at der faktisk var frygtelig mange ting som han, selv som konge, faktisk ikke kunne kontrollere, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han fnøs let for sig selv, som de rødlige øjne igen faldt til hendes skikkelse som hun faktisk blev ved med at snakke til ham. Var det ikke tydeligt for hende, at det faktisk slet ikke var noget som han var interesseret i? For det var han altså ikke! Han nikkede blot. Livet havde hun fået igen. Ja, tillykke med det, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som rørte ham som sådan. At hun så fortsatte en dialog og spurgte mere ind til ham, forundrede ham faktisk, for hun kunne vel være ligeglad med ham, ligesom alle andre også var det? Generelt fandt han sig slet ikke i hendes tone, for hun vidste vel, at de ikke var på bølgelængde med hinanden mere? ”Jeg ville foretrække at du ville tiltale mig, som jeg kræver og ønsker af den dvasianske befolkning. Ej er vi på bølgelængde, Denjarna. Hvad jeg laver her, er min egen sag. Selv en som mig, har brug for at trække noget luft til tider,” svarede han blot. Efterhånden var han en presset og stresset mand, så han havde brug for at lufte tankerne lidt, så det ikke igen skulle gå galt på hjemmefronten, for han vidste at han havde forårsaget mere end det som han burde, selvom det bestemt heller ikke var noget som han ønskede at informere hende om, for det så han på ingen måder nogen grund til!

[Deleted]

Denjarna havde bestemt ikke regnet med, at hun ville støde tilfældigt på Mattheus, som hun havde gjort dengang ved søen. Hun havde faktisk regnet med, at hun først ville få ham at se igen, når han engang opsøgte hende – hvis den dag overhovedet nogensinde ville være kommet. Hun havde dog ikke skænket det mange tanker på det seneste, da hun havde meget andet at tage sig af, ligesom hun ikke gad bruge tid på at fundere over personer, der alligevel ønskede hende væk. Hun var dog ked af, at det var endt mellem dem, som det havde gjort, men uundgåeligt havde det tydeligvis været, da hun sidste gang havde fundet ud af, at han havde haft en del følelser inde i billedet, når det kom til hende. Hun havde desværre for ham ikke befundet sig på samme stadie, som hun endnu og for altid ville elske Derick. Roligt hvilede hendes sølvgrå øjne på hans skikkelse, som han holdt samtalen ufattelig simpel. Rolig forekom han hende, men samtidig virkede han ikke videre interesseret i hende, men det var der vel heller ikke så meget at sige til. Det fik hende også til at fundere over, om hun mon bare skulle søge videre hjem. Hun vidste desuden, at der ventede en mand på hende derhjemme der hellere end gerne ville bruge tid med hende, og hun måtte nu finde det selskab mere ønsket så. Hun ville dog gerne høre, om Mattheus havde det fint, og så kunne hun altid søge videre derfra. Nettet med dagligvarerne havde hun også stillet fra sig, da det alligevel var tungt at slæbe rundt på, når hun ikke vidste, hvor længe hun skulle blive stående her. At han så var afvisende, da han talte til hende igen, nikkede hun blot til, for sådan måtte det vel bare være mellem dem fra nu af? ”Hvis det er det De ønsker af mig, Deres Majestæt,” svarede hun stilfærdigt. Hun var ikke vant til at tiltale ham på denne måde, da det kun havde været en tiltale hun havde taget frem, når hans tjenestestabel havde været i nærheden, og der havde det glædet ham. At han ikke længere ønskede det af hende, viste også blot, at der nu var en mur imellem dem. Hun følte i hvert fald afstanden mellem dem vokse, som hun ikke længere måtte tale normalt til ham, men det kunne hun dog godt affinde sig med. Blikket gled ned mod stien, som hun ville have fulgt, hvis ikke hun havde stødt ind i kongen. ”Ønsker De at være alene?” spurgte hun roligt, som hun igen så mod ham. Sidste gang havde trods alt råbt, at hun skulle forsvinde, og det kunne meget vel være, at han stadig var af den holdning. Han forekom i hvert fald ikke åbensindet overfor hende, så hvis han stadig ønskede at være fri fra hende, så var det jo et ønske hun måtte indfri. Hun ville ønske, at de stadig kunne med hinanden, men hvis han var fast besluttet på at hade hende, så måtte det jo være hans kald.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forstod ikke hvordan pokker skæbnen kunne nænne ham at stå ansigt til ansigt med Denjarna igen. Den kvinde var slet ikke i hans liga! Hun havde ikke gjort andet end at udnytte hans gæstfrihed, og det var vel også grunden til at han havde valgt at lukke fuldstændig ned for andre? Han nægtet at lade sig udnytte på den måde igen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Tog han ikke meget fejl, så havde hun jo trods alt valgt at finde sammen med manden som havde været sammen med andre, hvilket han ikke forstod sig på. Igen.. ærligheden var nok ikke hans bord på denne måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han svagt sammen, hvilket resulterede i at hans kindben endte langt mere tydelige, end de i forvejen var. Såfremt de ikke var på bølgelængde, skulle hun bestemt heller ikke have lov til at tiltale ham, som hun kendte ham, for det gjorde hun slet ikke! De rødlige øjne hvilede fast på hendes skikkelse og med en næsten iskold mine og uden følelse. Han havde intet til overs for hende, hvilket jo faktisk var noget som hun kunne takke sig selv for. ”Bedre,” endte han ganske kortfattet, også selvom han blev stående. Han var måske yderst kold overfor hende, men igen, så var det kun noget som hun havde sig selv at takke for, for han fandt sig ikke i at blive udnyttet på den måde! Magen til frækhed! Hun var heldig, at han kun havde valgt at forvise hende fra slottet, for han kunne sagtens finde på mange andre ting at gøre mod hende i stedet for! Selvom.. det var vel heller ikke noget som han kunne få sig selv til? Som hun direkte spurgte ind til om han ønskede at være alene, var noget som fik ham til at vende hele blikket i retningen af hende, for.. det ønskede han jo ikke, selvom det var sådan han følte det. Alle han havde lukket tæt, vendte ham ryggen og alle andre viste ham en mistillid.. Han kunne ikke holde det ud længere! ”Vi befinder os ude i det offentlige, Denjarna.. Ønsker du ikke at være her, så er du fritstillet til at gå,” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han let trak på skuldrene. Sagen var vel, at han ikke ønskede at være alene? Selvom han ikke vidste om han skulle nyde eller tage imod hendes selskab i frygten for at ende.. skuffet vel? Ligesom sidst? Det var skam ikke fordi at han hadede Denjarna for hvad hun havde gjort, men nok snarere sig selv, for at håbe på noget som han et sted havde været klar over, aldrig nogensinde ville ske, for hun havde jo fortalt ham om Derick allerede dengang, men han havde jo aldrig regnet med at manden ville dukke op! ”Jeg går ud fra, at du allerede har en som venter på dig..” afsluttede han endeligt, som han igen vendte blikket mod springvandet. Det skænkede ham ikke den samme form for ro uden det rendende vand, men det måtte han jo trods alt bare vente på foråret til igen at kunne høre, se og betragte – desværre.

[Deleted]

Denjarna stod blot roligt og med blikket hvilende på Mattheus’ skikkelse, som han bad hende om at lade alt det venlige ligge, så de kunne få et mere fjernt forhold til hinanden. På sin vis var det at stik, at han opførte sig sådan, da han aldrig før havde talt til hende på den måde, men det var bare sådan at tingene fra nu af måtte være. Hun vidste nemlig ikke, at hun ikke var i stand til at give ham det, han ville have, så længe Derick eksisterede, og så var der nemlig ikke noget hun kunne gøre. Hun anså det for at være en skam, at de ikke længere kunne tale pænt til hinanden, da hun oprigtigt havde nydt hans selskab. Det var dog tydeligt for hende, at han ikke var interesseret i hende, hvis ikke hun forholdsmæssigt stod til rådighed, og så kunne hun ikke bruge ham til noget, da hun ikke selv så ham i det lys. Hun foretrak ikke en mine, som han fandt det bedre, at hun lagde afstand til ham og brugte høflig tale, da det tydeligvis ikke kunne være anderledes. Som det så var sådan her mellem dem, måtte hun overveje, om hun bare skulle gå videre, da hun trods alt ikke gad tale med ham, hvis hendes selskab alligevel var uønsket. Derfor lod hun det også være op til ham, som hun direkte spurgte ham, om han hellere ville være alene end at stå og snakke med hende. Hvis man tænkte tilbage på deres forrige møde, burde beskeden være klar, som han direkte havde råbt, at hun skulle gå, og at han ikke længere gad se på hendes ansigt. Om tingene havde ændret sig i den tid, kunne hun nu finde ud af.. ”Det er meget muligt, Deres Majestæt, men det var ikke det, jeg spurgte Dem om. Jeg spurgte Dem om, om De ønskede at være alene. Ikke om jeg måtte bestemme over, om jeg vil være alene eller ej,” sagde hun sigende. Personligt havde hun ikke noget imod at snakke med ham, hvis han havde lyst til at snakke med hende. Det ville nemlig være rart at udveksle en samtale med en anden end Derick, nu når deres forhold ikke ligefrem gik på skinner. Hun var endnu nervøs omkring ham, og det var svært at ændre på det, når det var en stor tillid der var blevet brudt mellem dem. Om det så var en god ide at stå overfor Mattheus blev så interessant at se, da han trods alt også levede af blod, og hvor stor hans selvbeherskelse var, vidste hun ikke, men som konge af et land, så burde den vel være stor? Hun holdt sig dog endnu på den anden side af springvandet, så der alligevel var et godt mellemrum mellem dem. ”Det har jeg, men det ændrer ikke på, at jeg godt må være ude i et stykke tid,” sagde hun kortfattet. Hun var måske sammen med Derick, men det var ikke ens betydning med, at hun var lænket fast til sit hjem. Hun måtte skam godt bevæge sig frit rundt, og hvis ikke hun måtte det, så ville hun nok blive sindssyg. Hun havde dog ikke i sinde at blive for længe væk af gangen, da hun trods alt også gerne ville hjem og nyde stunderne med ham, eftersom de havde meget forsømt tid at indhente.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Umiddelbart var Mattheus ikke fjendtlig overfor Denjarna, også selvom han i sin egen forstand, havde alverdens god grund til at være det. Hun havde udnytte hans gæstfrihed i den grad, som han slet ikke kunne tilgive, og derfor fandt han det faktisk kun umådelig mildt, at han havde sendt hende bort med ønsket om at han ikke ville se hende igen. Hans selvbeherskelse skulle hun dog ikke være bange for, for det var han øvet i siden han havde været helt lille, så det ikke skulle gå galt. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Hvorfor hun i det hele taget gad besvære sig med at indgå i en dialog med ham, forstod han ikke, for hun havde vel en mand derhjemme som hun kunne åbne munden overfor? Hun var ikke det værd i hans øjne, såfremt at hun ikke kunne se hvad den mand havde gjort hende. Han så desuden heller ikke nogen grund til at hun skulle isolere sig, så i hans øjne, så kunne det næppe resultere i et lykkeligt liv i længden, men hvad? Det var jo hendes bord, så det skulle han endelig ikke blande sig i, også selvom han virkelig havde lyst til det! ”Om jeg ønskede at være alene, så ville jeg vel ikke vandre i offentligheden som jeg gør, Denjarna? Desuden er det ikke min beslutning om hvorvidt du skal blive eller ej.. Du ender med at blive koldt her i vinterens kulde,” påpegede han ganske sigende. Ja, nu hvor hun havde fået livet igen, så ville hun vel også ende med at.. fryse? Et sted så vakte det ham en bekymring, for hun skulle jo nødigt blive syg, selvom han virkelig forsøgte ikke at lade hende vide dette. Han slap hende dog ikke med blikket denne gang. Desuden forstod han ikke hvorfor hun i det hele taget havde valgt at stoppe op, hvis hun huede sådan efter at komme hjem til denne Derick endnu en gang. Han rystede de tanker ud af hovedet.. Han forsøgte da om ikke andet. ”Så han giver dig faktisk lov til at gå uden døre? Eller er han manden, som du skal spørge om tilladelse først? Jeg forstår ikke du vælger at vise mig interessen, Denjarna, når du gjorde det tydeligt for mig, at jeg ikke var umagen værd andet end udnyttelse af min gæstfrihed,” påpegede han med en yderst kortfattet stemme. Ja, den tanke kunne faktisk gøre ham vred, men ikke nok til at det ville gå udover den selvbeherskelse som han faktisk havde i en temmelig stor grad. Han blev dog stående.. hun virkede nervøs, hvilket var noget som hendes hjertebanken fortalte ham, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre det værre end det var i forvejen, også selvom han bestemt heller ikke regnede med at et venskab med hende skulle genetableres. Skulle han være helt ærlig, så var det selv personligt ikke noget som han så nogle fordele i. Han ønskede bestemt heller ikke at være en, som hun kunne vandre til, når det brændt på hjemme. Han ville jo trods alt kun ende skuffet i det lange forløb.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hendes selskab muligvis ikke var ønsket, men som hun stod overfor Mattheus, kunne hun ikke lade være med at tage kontakt til ham. Hun havde trods alt kun været ærlig, når hun havde sagt, at hun nød hans selskab, og ønskede ham som sin ven, og siden hun havde hørt en del uheldige ting omkring ham på det seneste, måtte hun også være bekymret for ham. Han var muligvis ligeglad med hendes bekymring, som han tydeligvis følte, at hun havde svigtet ham på et punkt, men hun havde aldrig sagt, at det kunne blive til noget mellem dem, så det kunne hun ikke følge ham i. Hun havde trods alt også nævnt sit liv overfor ham, ligesom den tilstand hun var endt i, så derfor burde han også vide, hvilken kvinde hun var, hvor udfaldet ikke burde være kommet som en overraskelse. ”Jeg er ikke lavet af glas, så om jeg står herude en times tid, så er jeg sikker på, at jeg stadig vil overleve,” sagde hun roligt, som han ikke kunne bruge hendes levende jeg som en undskyldning for, at hendes selskab ikke var ønsket. Hvis han stadig ikke gad se på hende, så måtte han sige det direkte til hende. Lige meget hvad, så ønskede hun dog at være sikker på, at han var okay, inden hun gik videre. Personligt havde hun dog ikke travlt, eftersom hun havde problemer derhjemme, og derfor ville det faktisk glæde hende, hvis hun kunne blive holdt hen inde i byen. Det havde nemlig gået ned ad bakke for hende og Dericks forhold, som han havde bidt hende, hvor en dyb mistillid nu kørte mellem dem, ligesom hun samtidig var dybt såret over, at han kunne få sig selv til at gøre hende fysisk fortræd. Hun var dog nødsaget til at vende tilbage til sit kriseramte hjem med det samme, hvis Mattheus ikke gad snakke med hende, men i så fald var det jo bare sådan det måtte være. Hun vidste desuden, at hun lå, som hun havde redt. Hun havde dog ikke troet, at hun ville miste deres venskab, grundet hun havde fundet kærligheden igen, men sådan måtte det jo bare være. At han så fik det til at lyde som om, at Derick bestemte over hende, kunne hun ikke lade være med at fnyse af ham, for sådan var det bestemt ikke. Der var måske visse ting hun så sig nødsaget til at rette sig efter, men hun bestemte skam selv, hvornår hun gik og blev. ”Jeg er ikke hans slave, hvis det er det De tror. Jeg bestemmer selv, om jeg vil gå derhjemme eller tage ind til byen,” sagde hun fast. At han så begyndte at grave det personlige frem mellem de to, fik hende til at sende ham et undrende blik, for han havde tydeligvis misforstået det hele. Hendes hoved faldt let på sned, uden hun tog blikket fra ham. ”Jeg har aldrig tabt interessen for dig, hvis det er det du tror, Mattheus. Jeg mener heller ikke, at jeg udnyttede din gæstfrihed, men hvis det er sådan du ser på det, så beklager jeg dybt. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne behage dig under vores forrige møde, men jeg tror, at vi misforstod hinandens signaler, og det gør mig ondt, at jeg så kom til at trække dig igennem alt dette, for det var aldrig min mening at såre dig, da jeg bare gerne ville være din ven. Jeg ved bare ikke, om du lagde noget mere i betydningen af at være min ven, end hvad jeg gjorde,” sagde hun stille. Hun så sig nødsaget til at smide den høflige tiltale for en stund, da dette var en personlig sag mellem de to om han ville det eller ej.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Umiddelbart var det slet ikke fordi Mattheus ønskede at befinde sig i Denjarnas selskab, udelukkende fordi at det stak til ham at se hende, som han jo samtidig vidste, at hun var på vej hjem.. på vej hjem til manden som hun tilsyneladende måtte anse som manden i sit liv, selvom han slet ikke forstod hvordan pokker hun kunne give sig hen til en mand som havde gjort alt det mod hende, som han havde fået formidlet. Det beviste vel bare hvilken ussel kvinde som hun var, og hvor dum han havde været, af at falde i den? Næverne knyttede han let, også selvom det ikke var ment som i en trussel, for det var det på ingen måde. Han vendte blikket igen i retningen af springvandet. Han savnede lyden af det rendende vand og lyden af de mange mennesker som passerede det, også selvom årstiden vel bare ikke var den rette for det? Hendes levende liv, var måske en undskyldning som han kunne bruge, selvom det var tydeligt, at den slet ikke faldt i god jord ved hende. ”Du kunne blive forkølet,” påpegede han sigende. Han vidste, at selv en slem omgang forkølelse eller influenza, var i stand til at tage liv og krævede sine stort set hvert eneste år. En dødsårsag, som end ikke han kunne gøre noget ved. Hans læber bredte sig i et let smil, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg har ikke nævnt at du skulle være hans slave, Denjarna.. Jeg vil blot påminde dig om, at det der ikke lyder som andet end en benægtelse. Du retter dig vel ind efter hvad han siger til dig og hvad han kræver og forventer?” Han var en stålfast mand, og det havde han altid været, og så godt kendte hun ham vel, selvom det kun var blevet til.. to møder dem imellem, inden han havde cuttet hende af, og selv det var end ikke en handling som han havde fortrudt, for han var bedre uden hende. At hun så vendte tilbage til det mere personlige, var han på ingen måder tilfreds med, selvom han denne gang valgte at se forbi det. Han ønskede selvfølgelig heller ikke at stå her og snakke til hende for den anden ende af springvandet, men han så bestemt heller ikke grunden til at skulle søge hende i møde. Han havde ganske vidst en selvbeherskelse, men han havde skænket hende meget.. frygtelig meget, og hun havde kastet det hele fra sig, så det var hendes egen skyld! ”Hvis det ikke var at tabe interessen, hvad vil du så kalde det? Jeg skænkede dig et sted.. et sted du kunne være, selvom jeg ikke regnede med at du ville få brug for det. Jeg så frem til at møde dig igen, jeg så frem til at tilbringe tiden sammen med dig igen, og så fortæller du mig, at du har fundet tilbage til den mand.. Ja, det er mig en ussel handling, Denjarna. Jeg var mild, da jeg sendte dig bort, og jeg har ikke fortrudt den handling. Jeg kan ikke betragte dig som en veninde.. Venner gør ondt, og det vil jeg ikke udsætte mig selv for igen.” Igen vendte han blikket væk fra hende. Selv på trods af det hårde ydre, så.. var skuffelsen vel at høre igennem? Det gjorde sågar ondt at snakke om, men igen.. Han havde jo normalt heller ikke nogen at snakke med det om!

[Deleted]

Det at blive syg via kulden, anså Denjarna ikke for at være et godt argument for, hvorfor de ikke burde tale sammen. Det fik hende dog også til at spekulere over, om han bare brugte det som en undskyldning for at jage hende bort, eller om det var fordi, at han oprigtigt var bekymret for hendes ve og vel. Hun vidste godt, at hendes ord forrige gang havde såret ham, men det betød ikke, at han var helt ligeglad. Hun havde jo før set, at han følte. Han var desværre bare ensom, hvor han behøvede folk omkring sig, og der havde hun også foreslået at være hans ven, men det havde han afslået. ”Det kunne jeg.. men vi ved begge, at jeg har overlevet langt værre ting end en forkølelse,” sagde hun roligt. Hun tvivlede på, at en forkølelse ville tage livet af hende, og hvis den gjorde, så var det vel direkte komisk, når man tænkte på, hvad hun ellers havde været udsat for. Hvis hun gik hen og blev syg, så var hun desuden i stand til at blande nogle helbredende urter sammen. Og hvis urterne skulle fejle, så tvivlede hun stærkt på, at Derick ville se til, mens hun døde i sin seng, som hun var sikker på, at han ville gøre det, han fandt nødvendigt i den situation, skønt de muligvis ikke havde det fuldkomment godt med hinanden lige i øjeblikket. ”Jeg lytter skam til hans ønsker, hvis det er det De mener. Jeg gør også, hvad jeg kan for at efterkomme dem, eller finde en fælles løsning, men lige meget hvad, så er jeg skam fri til at forlade huset, hvis det er det jeg vil,” sagde hun stilfærdigt. Hun måtte skam godt forlade hjemmet, hvis det var det hun ønskede. Han havde dog sagt til hende, at han helst så hende hjemme, inden mørkets frembrud, og det forstod hun skam godt. Hun havde en ide om, at han fandt det risikofuldt for hende at være ude på den tid, som hun for eksempel meget let kunne komme i fare, hvis hun stødte på en vampyr eller et lignende væsen. Derfor prøvede hun også at være hjemme, inden det blev mørkt, men nogen gange trak tiden ud, og så var der ikke meget at gøre ved det. Som hun var stødt på Mattheus, havde hun heller intet imod at spendere en stund på ham, da hun var bekymret for ham, samt hun savnede at snakke med en anden end Derick, da det endnu var trykket derhjemme. Hun tvivlede dog på, at hun kunne fortælle Mattheus om sine problemer, skønt hun brændende ønskede at fortælle en eller anden, hvordan hun havde det, og hvordan hun måtte være i vildrede efter biddet. Som de så kom ind på det mere personlige der bestod af forrige mødes afsked, valgte hun forsigtigt at træde nogle skridt nærmere, og så måtte han bare sige, hvis det blev for meget. ”Jeg er også dybt taknemmelig for den venlighed, du udviste mig. Jeg kan også sige, at jeg skam så frem til at møde dig, og jeg stræbte også efter en hyggelig nat, ligesom den vi tidligere havde delt, men jeg kunne ikke tie omkring det faktum, at jeg havde mødt Derick igen. Ville du da hellere have ønsket, at jeg så ham, uden at du vidste det? Personligt ønskede jeg ikke at føre dig bag lyset, for det havde du ikke fortjent. At det hele så er endt sådan her, det er jeg ked af,” sagde hun stille. ”Jeg ved godt, at venner ikke sårer hinanden, men venner ønsker, at den anden er lykkelig og sammen med en personen holder af.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kulden var måske en direkte dårlig undskyldning, men Mattheus vidste da ikke hvad han ellers skulle køre på! Selv vidste han jo godt, at tingene forholdt sig som de gjorde af en grund, selvom han vel uanset hvad, ikke kunne være andet end skuffet over hendes valg, og hvad hun egentlig havde gjort for ham? Netop ved at udnytte hans gæstfrihed og det faktum at han havde forsøgt at åbne op for hende på den måde som han havde? Han trak ganske svagt på skuldrene – en af de mere oplagte bevægelser som han gjorde sig, for han kunne sagtens ligne en som nærmest var en statue. Han kneb øjnene en anelse irriteret sammen, også selvom det mere var over at hun formåede at smadre hans argumenter på den måde! ”Sikkert nok. Dog var du ikke levende dengang, og vinteren kræver altid sine ofre.. Det ville være en skam, hvis du skulle ende med at blive den ene,” påpegede han med en ganske sigende mine, som han let kneb øjnene n anelse sammen, som han roligt blev stående og roligt betragtede sig af hende. Han havde det jo egentlig fint nok med afstanden som var dem imellem. ”I så fald, burde du jo nok tage hjem til ham frem for at stå her og blive syg, Denjarna,” endte han ganske kortfattet. I det store og hele så ønskede han et selskab som han var i stand til at nyde, også selvom han slet ikke vidste, om han i det hele taget ville være i stand til at give sig hen til hende som han havde gjort før, for han var kun endt skuffet og frygtelig såret, selvom det nok heller ikke gjorde den største forskel lige netop nu. Han vendte blikket en anelse væk fra hende, også selvom det ganske vidst ikke gjorde den største forskel for ham. At hun så valgte at træde tættere på ham, så sagde han ikke noget til det, hvor han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han rystede på hovedet, inden han hævede hånden og rev hætten ned. Han var ked af det, også selvom det faktisk var en helt ny og ukendt følelse for ham, for sådan var han slet ikke vant til at have det! ”I så fald, er det ikke måden at vise det på, Denjarna. Jeg tror desuden ikke at du er nær så ked af det, som du ønsker at du var. Du er vel lykkelig sammen med ham, er du ikke? I så fald, forstår jeg ikke hvorfor du står her og.. forsøger at vise mig interesse. Jeg klarer mig fint.” I det store og hele, så var det jo en blank løgn, for han havde det på ingen måder særlig godt! Han havde kylet hende ud, han havde mistet Aliyah og af hvad han vidste, så var hun også kommet til skade på grund af ham, selvom det bestemt heller ikke gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende! ”Du sårede mig, Denjarna! Som du selv siger, så sårer venner ikke hinanden, og derfor kan du umuligt være min..!” Denne gang var det en mere frustreret stemme som skød igennem, også selvom det ikke havde noget med at hun var tæt på ham, for et sted havde han faktisk ikke noget imod det, for selv han havde brug for selskab… desperat brug for det.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarnas krop var langt mere skrøbelig nu, end da hun havde været vampyr, men det var bare et af de facts, som hun affandt sig med. Hun tvivlede desuden heller ikke på, at hun ville overleve at stå herude i lidt tid. Vejret var måske koldt, og sneen klædte jorden, men hun var forberedt på at det, som hun bar nogle forede støvler og en varm uldkappe. Hun anede godt, at han så irriteret ud, som hun talte til ham, men det tog hun sig ikke videre af. Han var nemlig nødt til at få sine argumenter i orden, hvis hun skulle overveje at gå nogle steder. Det virkede dog ikke til, at han hadede hende så meget, som hun egentligt havde forestillet sig, da han jo ikke sendte hende væk, som han havde gjort forrige gang. Han talte derimod ganske roligt til hende. ”Det glæder mig at høre, at De tænker på mit velbefindende, men jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke bliver en af kuldens ofre. Inden jeg blev vampyr, havde jeg allerede overlevet mange vintre, og denne her bliver endnu en af dem,” sagde hun fattet, mens hun betragtede ham med et roligt blik. Hun var altså ikke så skrøbelig, som han gik og tænkte. ”Prøver De at slippe af med mig, Deres Majestæt?” spurgte hun med et løftet bryn, som hun valgte at konfrontere ham direkte, i stedet for at han pakkede det pænt ind. Hun havde bare ikke brug for pæne indpakninger, som hun skam godt kunne klare sandheden. Hun ville skam ikke give sig til at græde, hvis han sagde, at hun var uønsket. Hun ville nok blive en smule såret, for hun havde aldrig stræbet efter at gøre ham ondt, hvor hun selv godt kunne huske, hvordan de førhen havde været i stand til at nyde hinandens selskab. At han ikke sagde noget til, at hun nærmede sig ham, anså hun for at være et godt tegn, ligesom han også valgte at gøre sig mere synlig for hende. At han så nævnte, at hun måtte være lykkelig med Derick, kunne hun ikke lade være med at vende blikket trist væk, for hende og Dericks forhold kørte ikke just på skinner.. Hun tvivlede dog på, at det ville bringe noget godt at snakke med ham om det, selvom hun virkelig måtte savne at nævne sine problemer for en. ”Jeg viser dig interesse, fordi jeg nød den person, du engang var så venlig at vise mig. Det var en god mand, og en mand mange sikkert ville have glæde af at se,” sagde hun ærligt. Bevidst valgte hun at svare på, om hun var lykkelig med Derick, samt at pointere, at han ikke klarede sig fint. Det var i hvert fald det hun havde hørt, at han ikke gjorde. Hun bed sig selv let i læben, som han sagde, at hun havde såret ham. Det vidste hun godt, at hun havde gjort, men det var også fordi, at de var gået forkert af hinandens signaler. ”Fortæl mig helt præcist, hvordan jeg sårede dig, Mattheus. Og sig ikke, at det er fordi, at jeg udnyttede din gæstfrihed, for den nægter jeg at bide på,” bad hun stille. Hun var interesseret i direkte at høre fra ham, hvordan han så på tingene, for så ville hun muligvis vide, hvad hun kunne sige til ham. Lige nu var det trods alt svært, hvor hun sikkert bare ville køre rundt i ring, hvis det bare fortsatte.