slave trade

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var allerede ved at gå op for Mattheus, at ved at tage denne kvinde i hus, så havde han nærmest taget sig vand over hovedet, og det var en tanke som efterhånden måtte irritere ham temmelig voldsomt, for han havde nok som det var i forvejen, det var der ikke nogen tvivl om! De rødlige øjne hvis farve, tog kun voldsomt til i takt med at vreden for alvor meldte sig ved hendes ordbrug. Hvor vovede hun at tage den tone i brug overfor ham?! ”Vár din tunge!” advarede han fast, som hun igen fortsatte med den samme flabede tone, for han fandt sig virkelig ikke i det! Hendes ord gjorde det dog ikke just bedre. ”Åh tro mig.. Jeg er ikke bange for at tage liv.. og jeg bliver ikke straffet for at gøre det..” hvislede han med en direkte dræbende stemme. Hånden nåede han kun lige at hæve som et tydeligt tegn til at han skulle til at slå hende, inden en anden tjeners stemme lød ikke forbandet langt væk fra ham. ”Du ved du skal banke på, James..” hvislede han med en fast tone. At Kübra reagerede på det, forundrede ham egentlig ikke. At hun var så rebelsk og så flabet, var ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! ”Du kan tro nej, du! Du skal ikke have noget som helst, før du har gjort dig fortjent til det, ligesom alle andre.. Så er det op til dig, hvornår det bliver.” Igen rev han fat i hendes nakke og rev hende voldsomt tilbage igen, så hun sikkert endte fast i gulvet, uden at han egentlig valgte at tage sig af det. Han var en konge, og han ville altid have førsteretten, og hvis hun troede at hun kunne opføre sig på den måde overfor ham, så tog hun i den grad meget fejl! Han var ikke en mand som fandt sig i hvad som helst, og ikke desto mindre, så var han en mand som bestemt heller ikke var bange for at træde i karakter, hvilet dette usle menneske nok skulle finde ud af før eller siden, det var da helt sikkert! ”Jeg kommer om et øjeblik James.. Jeg har lige mit personlige problem at tage mig af,” endte han kortfattet, som han igen vendte sig mod Kübra, hvor han tydeligt overvejede hvad han skulle gøre ved hende.. Han fandt sig bestemt ikke i den opførsel, og han havde straffet for langt mindre, så i hans øjne, så havde han været forbandet mild mod hende. Men selv det var noget som hurtigt kunne stoppe op!

[Deleted]

Tjeneren så på ham og bukkede undskyldende og sagde ” det jeg ved deres majestæt det var en fejltagelse min Herre, det skal ikke gentage sig, jeg vidste ikke du, ikke var alene min Herre,” sagde han og så koldt på pigen ” er det deres nye slave min Herre” sagde han og pegede på pigen der lå på gulvet, og rodede rundt, hun var endt på ryggen og kunne ikke rigtigt komme op derfra, da han havde sagde at han ikke var bange for at tage liv og at han ikke ville blive straffet kom hun til at tænke på det sidste hendes mor havde sagt til hende inden de blev revet fra hinanden * find en familie du kan hjælp og tjene* hun huskede orderne så tydeligt, mens hun kæmpede sig op og sidde på knæ, hun bukkede hovedet forover, og sukkede stille og sagde ” undskyld Herre, for min opførsel jeg lover den vil blive bedre, det var bare fordi jeg ikke er opdraget ” sagde hun stille og kiggede bedende på ham, hendes håndled var begyndt at bløde en smule, fordi hun havde vredet dem så meget. Tjeneren så på Mattheus og sagde ” undskyld mig Herre men ved du hvem denne tøs er, ” sagde han spørgende og valgte at gå ind rummet og hen til kübra og tog fat om hendes kæbe med et bestemt greb og kiggede hende i øjnene ” du er kübra Ciftci Zeus ikke ?” spurgte han og så på hende, kübra så spørgende på ham og nikkede stille og sagde ”jo” hvor efter det fik tjeneren til at smile og sagde ” hendes far var den mand der lånte penge, mad og ting af folk uden at give det tilbage, de dræbte ham for at få hævn, hvem der dræbte ham ved ingen, men dræbt det blev han ” sagde han stille og havde sluppet kübra og gik over til kongen ” det var de selv sammen mænd, der fandt kübra og bragte hende til slavehandleren deres højhed, de brændte hendes hus mens hendes syge mor lå der inde og brændte ihjel” sagde han og så på Kongen. ” HVOR VED DU DET FRA ” skreg kübra, hun ville græde hvis det ikke var fordi hun måtte være stærk og ikke vise følelser . ” jo ser du, min ven, stalddrengene her ridder tit til byen for at se deres små kærester og så har de sladre med og alle kender alle her .... UPPPS det skulle jeg ikke havde sagt ” sagde han og så nervøst på kongen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var bestemt ikke bange for at tage liv, dersom det skulle vise sig at blive nødvendigt. For hans vedkommende og i denne situation, så var der ikke meget som han ville acceptere eller noget som helst! Han kneb øjnene utilfredst sammen. Hvad skete der for tjenestestaben, som ikke kunne vise ham den krævede respekt for autoriteten? Det var noget som efterhånden var ved at drive ham til vanvid! ”Lad det ikke blive en gentagelse, James… Jeg er virkelig ikke i humør til den slags julelege..” advarede han med en tydelig spids stemme, som han igen vendte blikket direkte dræbende mod ham. At han så bare valgte at træde indenfor, knyttede han atter næven for han bifaldt det bestemt heller ikke på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert! ”James..” advarede han med en yderst fast mine, for det var bestemt heller ikke noget som man kunne eller ville lægge det mindste skjul på i det hele taget, om det var noget som man nu ellers ville det eller ikke. Han fnøs let, også selvom han… ikke kunne undgå at lytte til hvad James havde at sige. Han blinkede med øjnene. At Kübra valgte at hidse sig op nu, forstod han jo i princippet godt, men det var virkelig en underlig måde at lade det komme frem på fra James’ side af! Denne gang valgte han dog at reagere lidt anderledes, hvor hans næve greb omkring James’ krave, kun for at tvinge ham direkte op af væggen tættest på Kübra. Et sted var det vel også ganske udmærket at hu nikke var i stand til at benytte sig af sine hænder. ”Alle kender alle, er næppe sandheden, og det ved du godt, James.. Jeg ed ikke hvad du ved, som er gået mig forbi, men jeg kan forsikre dig, at jeg ikke finder mig i det… På nogen måde, er du med?!” endte han med en tydelig fast og yderst dræbende mine, for han fandt sig bestemt heller ikke i hvad som helst, og det at denne mand kendte til mordet på Kübras forældre og far… den mand som hun havde givet ham skylden for drabet på, var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Og det var noget som han bestemt heller ikke var bange for at erkende overfor nogen som helst! Hans tålmodighed var i det lille for tiden, og han var ved at være træt af at folk skulle pisse ham sådan af!

[Deleted]

James vendte sig mod kongen da han blev skubbet op af væggen han blev tydeligt bange og sagde ” undskyld deres Højhed det skal ikke ske igen, det lover jeg, jeg skal nok passe mig selv og mit arbejde ” sagde han bange og hævede hænderne for at vise respekt og vise at han overgav sig ” jeg fortalte bare hvad jeg hørte, ” sagde han og stille og så på ham. Kübra vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun sad og kiggede ned i gulvet og sukkede stille, og ville ikke rejse sig, hun ville vise at hun godt kunne være en sød pige men hun skulle opdrages, det var hun helt enig i, hun så på kongen og hans tjener og sagde ” slip ham, han har ikke gjort noget deres Højhed” sagde hun og mente denne gang de ord hun sagde og lagde ikke skjule på det, der var os en smule angst at finde i hendes stemme. Da Tjeneren endelig blev sluppet så han på ham og bukkede nervøst for ham og sagde ” jeg beder dem vente med din frokost ” sagde han som om intet var sket, han skævlede af angst, og forsvandt hurtigt ud af rummet og lukkede døren efter sig og Kübra kiggede på Kongen og sagde ” jeg burdes straffes, men kan jeg ikke godt slippe denne gang ” sagde hun og blev stadigvæk, siddende på sine knæ hun turde ikke rejse sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en hårdt presset mand, også selvom det måske ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Han fandt sig ikke i meget, og han havde en grænse som man bare skulle acceptere efterhånden, også selvom det i den grad var svært nok for ham i det hele taget at vedkendes det. James holdt han fast op af den nærmeste væg, kun for at holde ham helt fast. Øjnene glødede næsten morderisk. Han var ikke en mand som var bange for at slå ihjel, om det skulle blive sådan eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg vil råde dig til at søge ned i spisesalen, James.. Og holde dig langt væk fra mig, inden jeg ender med at tage dit liv,” endte han med en ganske kortfattet stemme, inden han slap ham, så han kunne forlade stedet. Blikket gled i stedet i retningen af Kübra. Det irriterede ham selvfølgelig at folk skulle irettesætte ham mere eller mindre konstant, for han var en konge, og han kunne så sandelig godt tage sig sine egne valg, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Irettesætter du mig, Kübra?” endte han med en direkte hvislende stemme. Der fandtes virkelig også grænser for hvad han fandt sig i, og det var han bestemt heller ikke bange ofr at vise eller fortælle hende, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hånden greb omkring hendes krave, kun for at rive hende op på benene igen. Han synes ikke han var en uretfærdig arbejdsgiver, og han gav hende en mulighed for et bedre liv end bare en sølle slave i et sølle hjem, også selvom det var tydeligt, slet ikke noget som hun selv kunne se, og det var noget som faktisk måtte irritere ham selv i længden! Kunne hun ikke se de muligheder som han faktisk stod og skænkede hende?!

[Deleted]

Tjener nikkede til det han sagde og forsvandt ud på gangen hvor folk havde samlet sig ved døren og skyndte sig hurtigtigt væk da han kom ud ” kan i så se at komme tilbage til jeres arbejde ” sagde han vredt og viftede dem videre. Han forsatte selv på skævlende ben ned af trapperne og ned i spise salen hvor han bad dem vente med hans frokost. Og de måtte pakke det sammen og vente på han var klar til at få sin mad. Kübra så på ham da han spurgte om han irettesatte ham, hun rystede hurtigt på hovedet og sagde ” nej Herre, det var mig der mumlede lidt, det skal du ikke tage dig af, det skal ikke ske igen deres Højhed” sagde hun hurtigt og lod sig rejse fra gulvet så hun stod på sine ben, hun prøvede i stilhed at f sine hænder fri men de gjorde bare mere og mere ondt på hende, så hun opgav det. Hun kiggede ham nervøst i øjnene og sagde ” jeg undskylder for min opførsel Deres højhed, jeg takker fordi du har valgt at lukke mig ind i dit hjem så jeg kan tjene og hjælp deres Højhed, som det passer ham, om jeg får løn eller ej, ” sagde hun og så på ham, det var tydeligt at se på hende at hun mente hvad hun sagde og var temmelig nervøs for om at hun sagde noget forkert. ” deres højhed må straffe mig som det passer ham og når det passer ham ” sagde hun hurtigt og håbede virkelig at hun kunne lade være med at skabe flere problemer for sig selv eller for kongen. Selvom hun lige nu stod og kiggede ind i øjnene på ham havde hun en stor lyst til at spytte på ham eller svare ham igen, men hun ville ikke miste sit liv, og hun havde set kongens øje da han havde taget fat i tjeneren og det kunne dræbe hvis øjne altså kunne dræbe.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus sendte kun James en yderst advarende mine, idet han valgte at forlade dem. Det var for pokker også kun på tide! Selv var den unge konge ikke en mand som man skulle komme alt for meget på tværs af lige nu, for han havde en ekstremt kort lunte, han var presset og alt for mange vendte ham ryggen nu om dage, og det var noget som kun gjorde ham langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende, og selvfølgelig var det noget som direkte måtte irritere ham mere end det som noget andet måtte gøre i denne givende situation! At det lød til at Kübra faktisk irettesatte ham, var ikke noget som han fandt sig i, hvor han kun sendte hende den direkte dræbende mine, for løgn var det bestemt heller ikke! ”Det håber jeg så sandelig heller ikke,” advarede han fast, som han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Han kneb øjnene fast og næsten helt dræbende sammen. Der var grænser for hvad han fandt sig i, og det vidste han jo trods alt også godt, og det var han bestemt heller ikke bange for at vise hende på denne her måde, det var helt sikkert! Hånden lukkede han omkring hendes hals, som han førte hende tættere på sig. De rødlige øjne hvilede næsten skinnende på hendes skikkelse og med en kold mine. Han var et koldt væsen, som yderst sjældent nærede nogen respekt eller noget lignende for nogen som helst, så selvfølgelig var det noget som i sig selv, også gjorde sit for hans del. ”Jeg har valgt at lukke dig ind i mit hjem, og vælger at give dig en mulighed for at få dig et liv, som mange vil anse som langt mere værdigt end en sølle slave, som skal lægges under pisken.. Vogt dig mine ord, for jeg er ikke bange for at tvinge dig under den, hvis det bliver nødvendigt.. Du får.. en chance.. En chance til at vise mig hvad du i sandhed dur til, er du med? Jeg er ikke en tålmodig mand.. Og jeg har ikke brug for en flabet tøs til at sige mig imod,” advarede han, som han klemte let, inden han igen skubbede hende lidt fra sig, også selvom det var forsigtigt, så hun ikke endte med at ryge i jorden, for det var han slet ikke interesseret i!