Snow is falling

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at være sent. Solen var gået ned for mange timer siden, særligt i disse mørke tider. Kulden havde fortrængt de mange skyer der havde haft for vane at skjule nattens skønhed gennem flere måneder, men nu var den atter kommet til syne i form af et smukt stjernetæppe der oplyste mørket. Månen var netop gået på halv igen, hvilket betød at månedens forvandlinger var gjort for denne omgang. Inde i krostuen sad Aliyah med en kop dampende the foran sig, og så ud af vinduet for at se sneen falde uden for. Langt det meste var efterhånden malet hvidt, hvilket hun fandt både fascinerende og smukt men samtidig irriterende koldt. Det var ikke ofte hun kom ud fra slottet i disse tider, det havde været et kaos og de havde alle fået mundkurv på. Så lang tid der var problemer mellem hendes forældre så ønskede hun heller ikke at tage hjem, så i håb om at få lidt ro til hovedet havde hun valgt at opsøge kroen. Selve stuen henlå i et forholdsvis dunkelt lys og lige til aften var der ikke mange besøgende, hvilket passede hende fint! Hun strøg fingrene gennem sine flammerøde lokker og hævede den dampede kop til læberne, kun for at tage en forholdsvis stor tår. Varmen påvirkede hende ikke som sådan. Hun var udmattet og træt oven på forvandlingerne fra natten før, men det var bedre nu hvor hun kunne slappe af uden at skulle tage sig af en håbløs konge. Selvom der var en summende samtale omkring hende, så tog hun sig ikke det mindste af det, hun kunne trods alt ikke et høre så meget som et ord af hvad de sagde uanset. I stedet sad hun i sine egne tanker og så på sneen som dalede og lagde jorden under en blød, hvid dyne. Kappen pakkede hun en smule tættere om sin skikkelse for selv at holde varmen idet døren gled op for fjerde gang inde for ganske kort tid.. Der var ikke synderligt varmt, særligt ikke på denne tid af aftenen hvor mange søgte læ og kom for at drikke hjernerne væk, hvilket betød at døren konstant gled op og lukkede ny, kølig luft ind, det var så småt begyndt at irritere hende. Selvom hun havde håbet at varmen fra drikken og roen omkring hende ville få hende på lidt andre tanker end de utallige bekymringer, så lod det desværre ikke til at hjælpe hende synderligt meget, men om ikke andet behøvede hun ikke at frygte for sit liv, det var jo næsten sådan det var på slottet for tiden efter kongen var blevet sindssyg!

[Deleted]

Shalio brasede højlydt ind gennem kro døren. Hvis der var noget han ikke brød sig om, så var det sne og kulde. Han havde været ude for at gå en lang tur og nyde den friske luft, men da han var nået halvvejs, begyndte sneen at dale ned. Han var dækket af snefnug fra top til tå. Hans hat havde samlet en del sne, som skinnede ved kroens belysning. Han rystede det værste sne væk og bedrog sig op til baren. Han udbrød et tungt suk og tog sin hat af, for at banke den ren for sne. Dog faldt der noget sne fra hatten, ned i en af de runde, fulde mænds glas. Det gjorde ham ikke fornøjet. Manden rejste sig og stirrede ned, på den næsten to hoveder mindre Shalio, som var uvidende om, hvad han lige havde gjort. Den store mands venner grinte lidt, da de så den lille splejs som snart ville få prygl. Shalio tog hatten på hovedet igen, først der fik han øje på de rasende, gennemborende øjne, som kunne slå en hær ihjel fra miles afstand. "Jeg undskylder min gode herre, var der noget jeg kunne hjælpe med?" spurgte han i et drillende toneleje. Som dum som han var, så tirrede han allerede rasende mand. En normal person, ville undskylde og gå væk. Sådan var det ikke med Shalio, han ville se hvor langt han kunne gå. Manden bankede i bardisken "dig, mig, armlægning nu!" nærmest råbte han. De få mænd i baren grinte højlydt, da Shalio tog imod udfordringen. Det var jo tændstikker i forhold til den utrolig veltrænede mand. De tog fat i hinandens hænder og gjorde sig klar. Shalio vidste godt, at hvis de fik begyndt, ville hans arm brække og skulderen ville blive revet af led. Han var ikke så meget den fysiske type, han gemte sig mere bag sine skeletter. Skeletter... Det sagde ham et eller andet. Pludselig slog det ham, hvorfor brugte han så ikke bare sine skeletter igen? Shalio nikkede sig klar, men før manden kunne nå at banke ham i bordet. Kom seks skelet hænder op af gulvet og væltede stolen, som manden havde valgt at placere sig på. Manden bankede hovedet ned i disken, hvilket ikke virkede til at påvirke ham det mindste. Tværtimod, det virkede nærmest som om at disken var heldig ikke at være flækket. Manden fik rejst sig igen og skulle til at slå Shalio, men bartenderen greb endelig til og fik stoppet tumulten.

[Cressida Marvalo]

På trods af at døren blev slået op endnu engang, så tog Aliyah ikke rigtigt notits af lyden, hun var trods alt døv, men kulde tilgengæld.. hun skælvede for en kort stund og lod gyset rende gennem hendes krop, idet hun så op på den mand som var kommet ind. Han virkede ikke velkendt på nogen måde, men han lod tilgengæld til at være ude på ballade. Hun betragtede ham med lettere nysgerrige øjne og rynkede på panden. Han kunne næppe være helt rask eftersom han begav sig ud i styrkekonkurrencer med mænd som var dobbelt så stor som han var. Aliyah himlede med øjnene og forsøgte at ignorere dem, hvilket burde være let når hun ikke kunne høre deres råb, men desværre var hun frygtelig nysgerrig af natur og kunne ikke lade være med at betragte deres gøren. Kruset hævede hun igen til læberne og nippede til theen der efterhånden var blevet kold af at folk blev ved med at lukke kulden ind, det var efterhånden frustrerende. Selvom hun sad i sit eget lille hjørne af krone så vendte hun sig mod dem. Hovedet lagde hun rioligt på sned og strøg den røde manke hun bar rundt på, mens hun forsøgte at blive enig med sig selv om hvem der ville vinde.. hendes sats var ikke på den nytilkommende, han virkede bare lidt for uforsigtig hvis man spurgte hende vel og mærke. Hun blandede sig ikke, hun fortrak at forblive anonym, også på grund af sit handicap. Det der derimod fangede hende var den pludselig rumlen under trægulvet. Hun så ned og bleg pludseligt underligt bleg. Hænderne som endte med at stikke ud og brække træet kun for at tage fat i den mand som havde været hans modstander, fik hende til at slippe et mindre gisp. Næsten per automatik fortrak hun sig mere hen i hjørnet hvor skyggerne i højere grad skjulte hende. Det lod for alvor til at der skulle være optræk til ballade, hun vidste at det havde været en direkte elendig idé at opsøge kroen, som regel var det opskriften på at ryge i klammerier. I et forsøg på at forblive ubemærket, rejste hun sig fra sin stol og lod theen stå på bordet, mens hun forsøgte at snige sig ud, desværre havde hun ligesom sin kære mor en underlig form for klodsethed. En af hænderne fra gulvet kom i vejen hvilket gjorde at hun mistede balancen og faldt på det hårde gulv. Og her havde hun forventet at kunne samle tankerne og få ro i sindet, det havde været en frygtelig naiv tanke, men det så hun selvfølgelig først nu!

[Deleted]

Shalio kunne mærke, at en af armene havde væltet noget forkert. Han vendte sig om mod pigen, som nu lå på jorden. "Er du okay?" spurgte han roligt, mens han rakte sin hånd ud, for at hjælpe hende op igen. Hænderne trak sig tilbage i jorden igen. Dog var han stadig klar, hvis nu manden skulle prøve på noget. Det var utroligt at hun havde væltet. Armene strakte sig ikke langt, men han skulle nødigt snakke. Han havde oplevet nogenlunde det samme, alt for mange gange faktisk. Det var efterhånden pinligt, eftersom at det var hans egne skeletter og han bestemte jo selv, hvor han ville have dem frem henne. Faktisk mindede hun lidt om ham, hvis man så bort fra det store, røde, bølgede hår. Det faktum at hun var en kvinde og så at hun ikke var necromancer. Så mindede de meget om hinanden. Faktisk, kunne han bare mærke at hun var klodset, ligesom ham. Det kunne han godt lide. Normalt var han den som folk grinte af, men nu kunne de grine sammen, af hinanden. Hvilket ikke gav nogen som helst mening. Mening det var også så overvurderet, alle skal have meninger om alt. Det brød Shalio sig slet ikke om. Så længe han brød sig om det, behøvede tingene ikke at give mening.

[Cressida Marvalo]

Hvem end der havde frembragt de skeletter, så havde de været i vejen for hende. Idet Aliyah mødte det hårde gulv kunne hun mærke hvordan frustrationen kun blussede op i hende, dette havde hun bestemt ikke tålmodighed til! Med lidt aggressivt kropssprog forsøgte hun at komme på benene. De grønne øjne gled mod den mand der netop havde skabt alt den uro på kroen. Hun sagde intet.. det kunne hun ikke, men utilfredsheden stod tydeligt malet i hendes blik, også selvom hun endte med at tage imod den hånd som han rakte ud mod hende. At dømme ud fra hans læber så sagde han noget, men hun det var gået for hurtigt til at hun havde kunnet nå at afløse det. Med hjælp fra ham endte hun med at komme op på benene, hvor hun børstede kjolen også selvom det var meningsløst, hun var en simple tjenestepige, hendes kjole var altid beskidt, og gulvet forværrede det nok ikke meget. Aliyah havde ingen idé om hvem denne mand var, men hun var skeptisk overfor hans venlighed eftersom det ikke var en man så meget af på disse kanter, og særligt ikke hende som blev anset for at være svag fordi hun ikke kunne høre noget som helst, det var på ingen måde tilfældet! Hun slap hans hånd og foldede den høfligt foran sig, for en kort stund inden hun endte med at pege mod skeletterne i gulvet med en lidt spørgende mine, hun kunne jo regne ud at det enten måtte være hans eftersom hans modstander var gået i gulvet, det var bare ikke mange necromancere man så her omkring mere. #Er det Deres, Sir?# spurgte hun via hans tanker, det var trods alt den eneste måde hvorpå hun kunne kommunikere, og så tegn men det var de færreste der kendte dem, hvilket som regel ødelagde det for hende. Høflighed var blevet en del af hendes person efterhånden, hun var så vant til at være underlegen og han var en mand.. hvilket i sig selv var nok.

[Deleted]

Shalio fik hjulpet hende op. Han kunne dog godt mærke, at hun ikke var særlig tilfreds med det der var sket. Så da hun var kommet op på to ben, gik han lige et skridt tilbage, for ikke at blive slået lige med det samme. Det undrede ham lidt at hun ikke svarede, men det var sikkert endnu et tegn på at hun var sur. Han ville ikke løbe nogen risiko. Han var ikke specielt god til vrede piger, især fordi de altid slog. Han var ikke glad for at slå på piger, derfor slog de altid ham når de var vrede. Hvilket de åbenbart ofte var. Han kunne ikke lige se hvorfor han altid endte med de vrede, men sådan var det åbenbart. Det var nok en forbandelse, hvis han mødte en pige, så afviste hun ham, eller slog ham. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft en pige på krogen. Pludselig lød en stemme i hans hoved. Han fik et kæmpe chok og så forvirret rundt. Det gav ikke rigtig mening for ham. Normalt talte folk ud af munden. Han kunne gætte sig til at det var pigen, eftersom at hun pegede på et af skeletterne. Så dum som han var, valgte han at lade skelettet svare for ham. Ved at vække det til live, få det til at rejse sig, tage hendes hånd og nikke til hende. Dens hule kranie som burde indeholde øjne, stirrede fast på hende. Den hudløse hånd var meget kold og fast. De benede fingre, var meget spidse i enden og de bøjede sig langsomt og gav hendes hånd et kort klem. "Shalio" sagde han, mens han fik skelettet til at bevæge underkæben, så den hule mund viste sig i takt, med det han sagde. Han var ikke sikker på at pigen brød sig om det, men det var da en hel ny måde at kommunikere på. Måske var det bare det han skulle gøre, for at få nogle flere piger på krogen. Piger kunne godt lide sjove fyre, at tale mens et skelet bevæger sig, det var da meget sjovt. Syntes han selv.

[Cressida Marvalo]

På trods af Aliyah sjældent modtog hjælp fra nogle, lod hun ham hjælpe hende på benene. Nej hun var ikke tilfreds og hun gjorde intet for at skjule det, men det var bestemt ikke ensbetydende med at hun havde tænkt sig at slå ham! Dette var Dvasias og langt det meste blev løst med vold, men hun slog kun fra sig hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Hun følte sig en smule øm efter at have kysset gulvet, men det lod jo faktisk til at balladens fokus var endt med at flytte sig en del. Blikket forblev mod denne fremmede herre der havde formået at få døden selv til at kigge op, hvilket hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige til. Hånden lod hun løbe gennem de flammerøde lokker, og frydede sig næsten en smule da hun så ham med tydelig forvirring. De fleste blev forskrækket når hun talte til dem via sindet, men hun havde opgivet at udtrykke sig via kropssprog, det var de færreste som forstod det alligevel og hun blev om muligt, mere frustreret end det som de gjorde. Det lille smil falmede hurtigt igen, idet et skelet rejste sig og tog hendes hånd. Døden skræmte hende ikke som sådan, hun var jo en del af den i og med hun havde rest af vampyr i sig, men direkte at give et skelet hånden.. det var for bizart selv for hende. Hun rynkede på panden og trak omgående hånden til sig, inden hun sendte ham et lidt dræbende blik. Han fandt det måske morsomt, men hun fandt sig ikke i den form for nedladenhed! Læberne formede hun mere efter hans, end efter skeletlets, for der ville hun ikke have en chance for at se det. Det var ikke fordi hun fik hans direkte navn med sig, men hun lod som ingenting. #Det er alt sammen meget fint, men hvis De prøver at være morsom, så lykkedes det ikke,# påpegede hun svært, endnu via sindet som forekom det hende som det mest naturlige. Roligt bakkede hun et skridt væk fra skelettet, hun var ikke ligefrem fascineret af den slags! #De burde koncentrere Dem om Deres kamp. Det ser ud til at han er på vej op,# endte hun lidt spidst og nikkede i retning af den mand som havde slået hovedet ned i bordet ved skelethænderne, det var jo lige før hun kunne føle hans årer pulsere i vrede, og et eller andet sted kunne hun godt forstå ham, hun var ikke selv i det bedste humør længere!

[Deleted]

Shalio havde håbet på at det med skelettet ville hjælpe, men hvad havde han tænkt på? Folk brød sig ikke om skeletter. Det kunne være et familiemedlem, en ven, en fjende, hvem som helst. Shalio kunne dog ikke forstå det, hvordan kunne folk ikke lide skeletter? Det var fantastiske væsner. Det var som at komme helt under huden på folk, bogstavelig talt. Han elskede skeletter, men nu var han jo også necromancer, så han brugte det meste af sin tid på dem. Folk ville alligevel ikke kunne forstå det. Hvis ikke man var skabt til skeletter, så var de ikke noget i andres øjne. Det skuffede ham faktisk lidt, det gav ham en følelse af at folk ikke brød sig om hans kunst. Det var i princippet det, det var. At bringe liv til de døde, smukt. Ihvertfald efter hans mening. Han kunne godt mærke, at han havde gjort en del forkert. Det virkede som om, at hun var i et meget spydigt humør. Shalio måtte gøre det godt igen. "Jeg undskylder meget for min opførsel" sagde han nervøst og bukkede for hende. Han holdte bukket, til han hørte hvad hun sagde om mande. Han vendte sig langsomt om og stirrede direkte ind i nogle, vrede, onde øjne. Shalio sank en klump. Manden knyttede næven og slog ud efter ham. Der kom to skeletter frem og blokerede slaget, men de blev begge slået fra hinanden. Manden hev Shalio udenfor i sneen. "Hey! Der er ingen grund til at blive grov!" sagde Shalio, med en stemme som var blandet af frygt og irritation. Manden smed ham i sneen og gjorde klar til kamp. Shalio så frustreret rundt til han endnu engang kom i tanke om sine skeletter. Han lukkede øjnene for at koncentrerer sig. Derefter satte han hænderne i sneen. Han måtte kæmpe med at holde koncentrationen, eftersom at kulden var skærende i hans hænder. Der kom syv skeletter op af jorden foran ham. Manden tøvede kort, men angreb alligevel. Han fik slået de første fire skeletter i stykker, før de sidste tre fik fat i ham og fik tvunget ham i jorden, med hjælp fra nogle flere skeletter, kunne de holde ham nede. Shalio åndede lettet op, men han kunne mærke sine hænder blive pumpet fulde af blod, for at prøve at holde dem varme.

[Cressida Marvalo]

Skeletter var ikke ligefrem det som Aliyah var vant tila t blive mødt med, go hun fandt dem heller ikke videre flatterende. Hevm end den mand var, så var han noget af det mest mærkværdige hun havde mødt gennem lange tider. Den pludselige uro havde ødelagt hendes i forvejen ikke gode humør, og dem som kendte til slægten ville ligeså vide at hun i sidste ende var en tikkende bombe. Dog rynkede hun forundret på panden idet han endte med at bukke for hende. Det var aldrig nogle som bukkede for hende, det var altid hende som bukkede for andre.. Kongerne, adelsmændene, præsterne.. listen var lang. Af ren og skæpr vane endte hun selv med at gribe let om sin kjole og naje med en lidt klodset form for elegance. #De er nødt til at sætte farten ned, Sir, jeg når ikke at læse Deres læber,# påpegede hun mere roligt. Det var svært at forblive vred når man stødte på så mærkværdige personligheder. Aliyah nåede dog knap at reagere idet manden havde grebet fast om den mere spinkle mand, kun for at slæbe ham med ud i den iskolde sne. Det kunne ikke være rigtigt at alt skulle løses med vold! En smule hidsigt stampede hun i jorden og himlede atter med øjnene inden hun besluttede sig for at følge efter, også selvom sneen ikke faldt hende særlig meget i smag, den var tværtimod kold og klam. *mænd er håbløse,* tænkte hun for sig selv idet hun stormede ud og lod sig opgive af de hvide snefnug der faldt ned og satte sig i de flammerøde lokker. Døren blev smækket bag hende med vrede stemmer der klagede over uroen såvel som kulden.. de fik nok ikke lov til at komme ind igen. De smaragdgrønne øjne lod hun glide mod det store brød der lod til at have sluppet denne Shalio. Normalt blandede hun sig ikke, men selv hun kunne se at det ikke var en helt retfærdig kamp, af den grund hævede hun roligt hånden, hvoraf lange snorer, sorte strenge, spirrede fra jorden og tog fat i manden samtidig med at skeletterne endnu engang kom på bordet og hjalp til. Nu ville han da umuligt komme op. Selvom Aliyah slap magien så holdt de skyggeagtige strenge manden fast, også selvom de lod til at være utrolig tynde. Mænd var virkelig håbløse. #De burde tænke mere på, hvem De lægger Dem ud med, Sir,# påpegede hun lidt spidst. Selvom hun normalt var en kvinde af godt humør og mod, så havde det store kaos påvirket hende og hun var mildest talt nok blevet lidt af en strigle!

[Deleted]

Shalio fjernede de is kolde hænder fra jorden og prøvede at puste dem varme. Det virkede dog ikke særlig godt. Han prøvede lidt endnu, lidt for længe måske. Det virkede som om hans hænder var på vej af. Som om det blod der før blev pumpet rundt, var frosset helt til rød is. Han sukkede tungt og pakkede sig ind i sin kappe. "Jeg ville forsvinde nu, hvis jeg var dig" sagde han til manden. Med en kort men sløv bevægelse med den ene hånd, forsvandt alle skeletterne ned i jorden igen. Han vandrede hen mod pigen igen "jeg undskylder alt dette besvær, jeg plejer ikke at rode mig ud i sådan noget, det var et uheld og en misforståelse mellem denne mand og jeg. Det kunne åbenbart ikke løses verbalt, så vi måtte tyde til vold. Det er aldrig en løsning, men man bliver sløv, hvis man ikke kommer lidt igang og det har jeg bestemt ikke råd til" sagde han langsomt og tydeligt, mens han bukkede for hende endnu en gang. Han holdte sig bukket i noget tid, for at vise at han var ked af at have tændt hende af. Han rejste sig op igen "vi må nok ikke komme ind igen, endnu en gang undskyld, men vi kunne måske gå en tur? Så kan du måske lære mig lidt bedre at kende og omvendt" sagde han og smilede lidt kækt til hende. Hun ville højst sandsynligt afvise ham. Efter det han havde gjort, ville han have afvist sig selv. Desuden lød det også mærkeligt at en fremmede spurgte om hun ville med ud at gå en tur. Det virkede som om at han var ude på noget. Dog ville han kun have en normal samtale, med en pige som havde klaret mere end ti minutter med ham. Det var et bevis på en chance. Enten var de væk før han kom, ellers var de væk efter den første sætning. Hun havde trods alt fulgt med ud i sneen. Den kolde... Dalende... Irriterende sne. Han brød sig virkelig ikke om sne. Problem 1: Det var koldt at fremmane flere skeletter. Problem 2: Han kom til at fryse hele tiden, selvom han hang ud med den kolde død, var han mest til varme. Problem 3: Det tog længere tid for skeletterne at komme op gennem is og sne. Problem 4: Han gled altid på isen. Problem 5: Han skulle altid pakke sig helt ind, så pigerne kunne ikke se han smukke ydre. Minus problem 5. Han grinte lidt over sin egen joke, selvom han vidste at den ikke var sjov. Det var ikke helt gået op for ham, at hun også kunne læse hans tanker. Dog ville det være bedst for hende hvis hun ikke kunne. Shalio havde en meget speciel tankegang. Hvilket betød at folk som læste hans tanker, ofte endte med at fortryde det meste. Det måtte de dog selv kæmpe med, så kunne de bare lade være med at bryde ind i hans personlige rum. Hans private tanker. Måske var det bare fælder han lagde ud, for at snyde tankelæsere.

[Cressida Marvalo]

Aliyah lod hovedet glide på sned og betragtede ham med et lidt indgående blik idet han forsøgte at varme sine hænder. Hun synes næsten at det var synd hvis han skulle rende rundt og få forfrysninger, særligt i forsøget på at forsvare sig selv. Manden der før havde udgjort en trussel lå nu bastet og bundet og skælvede i den kolde sne, men han havde selv bedt om det, så ham ville ikke ikke tage sig af. Roligt greb hun ud efter hans hænder og tog dem i sine egne, der hurtigt blev varme hvilket var noget hun overførte til hams. Det havde måske ikke været smart ikke at advare ham om det først, men det var energikrævende at tale til ham via sindet, og han ville nok ikke forstå tegnene, hun gad ikke engang at forsøge. Det var bestemt ikke fordi hun var en form for tankelæser eller noget som helst, hun var ej heller interesseret i hvilke tanker han gjorde sig.. eller jo nysgerrig var selv hun, men ikke på den måde, hun havde intet indblik i ham som sådan. Ganske stille endte hun med at slippe hans hænder. Hendes egne var både ru og tørrer, hun arbejdede jo dagligt med dem og vand og kulde gik som regel aldrig godt i spænd, flere steder var hendes hud sprækket. Selvom hun havde brugt megen energi på at være vred, så var hun allerede faldet mere til ro, nu hvor han talte lidt langsommere opfangede hun også langt de fleste af hans ord. #Hvad end undskyldningen er, så findes der ingen godkendt for at løse tingene med sådanne vold. Jeg skal nu hverken blande mig eller gøre mig klog på det, for jeg ved ikke synderlig meget om den slags,# svarede hun roligt i hans hoved, også selvom hendes hænder næsten automatisk kørte i tegn foran af ren og skær vane efterhånden. Det var sjældent mand mødte folk som faktisk forsøgte at gøre det godt igen. Aliyah rynkede forundret på panden.. han ville bruge tid med hende? De færreste vendte ryggen til hende fordi de anså hende for at være svag, det var ikke tilfældet men det forundrede hende lidt. #Tjo j-jeg.. det vil jeg da gerne,# svarede hun uden spor af rest vrede i tonen. Det var ikke ofte hun oplevede noget som dette, men hun var jo faktisk glad for det. Hun skævede til himlen. Det var mørkt.. hun havde ordnet kongens kammer, så hun havde i teorien indtil solen atter ville gå ned, men hun skulle selvfølgelig også nå at have noget søvn. Hver ting til sin tid, det var tydeligvis en mand som ikke kendte hende, og det var en lettende tanke taget i betragtning af hvad hun var vant til.

[Deleted]

Shalio blev overrasket over den pludselige varme i sine hænder. Det var dog rart at mærke blodet strømme rundt igen. Endnu en grund til at hade kulde. Ens hænder blev is kolde. Shalio brød sig bestemt ikke om det. Så det at hun kunne varme ham, var en kæmpe hjælp på hans vinter humør. Han var enig i det hun sagde om slåskamp. Normalt var han heller ikke en slagsbror, det lod han sine skeletter ordne. Der var en grund til, at han var så spinkel som han var. Det var fordi han havde sine skeletter. Det virkede nok kujon agttig, men det var sådan han kæmpede. Ligesom vampyrer bed med deres tænder, magikere brugte magi, riddere brugte våben. Så brugte han bare skeletter istedet for. Det virkede udmærket for ham, altså han var jo stadig i live. Hvilket nok var det bedste bevis for det. Hans erhverv gjorde dog, at han ofte skulle i kamp. Der gjorde skeletterne det også meget lettere. Hvis offeret gik alene om natten. Ville der pludselig komme 3 - 4 skeletter op af jorden og trække offeret ned i døden. Det kunne Shalio styre fra et hus tag eller inde fra en kro. Bare et let sving med hånden. Nu hvor han tænkte over det, så var det egentlig rimelig lang tid siden han havde dræbt et menneske. Vinteren havde taget hårdt på hans kunder. Han vidste ikke hvorfor, men han havde fået alt for lidt arbejde på det sidste. Han blev rigtig glad, da hun sagde ja til hans tilbud. Han nikkede kort til hende "tak, fordi du giver mig en ekstra chance" sagde han glad og sendte hende et venligt smil. Han kunne godt mærke på hende, at hun var kølet lidt ned. Der var ikke nogle spydige kommentarer og man kunne se på hendes blik, at tingene var ved at være okay igen. Shalio vidste ikke helt hvordan han skulle signalere at de skulle gå. Han tog fat i hendes arm og begyndte at spadsere gennem byen med hende.

[Cressida Marvalo]

Langsomt varmede Aliyah hans hænder op igen, hun vidste jo at det kunne blive ubehageligt hvis hun blev for varm, og det var heller ikke meningen. Manden på jorden havde tilsyneladende opgivet sin kamp og lå stille i den kolde sne. Hun havde ikke ondt af ham. Hovedet lod hun søge på sned og betragtede ham med en nysgerrighed inden hun endte med at slippe ham. Skeletterne var hun mere eller mindre ligeglad med nu hvor de ikke var omkring hende mere, hun havde måske et afslappet forhold til døden, men det var lige dødt nok selv for hende! Hun vidste intet om ham, ej heller hans erhverv, men for nu havde hun konkluderet at han umuligt kunne være farlig at være omkring, hun besluttede sig om ikke andet for at tage chancen. Hænderne foldede hun roligt foran sig, næsten i håb om at hun ville kunne holde dem varme, hun var ikke god til kulde, det skulle hun gerne erkende. Hun nikkede blot til hans ord før hun lod armen glide i hans. #Forspild den nu ikke,# advarede hun roligt. De fleste havde tendens til at undervurdere hende fordi hun var døv, og dermed ikke kunne tale, men hun var ikke en mand skulle lege med. Hun begyndte at gå i takt med ham også selvom kulden føltes som skar den gennem knogle og marv, hun var ikke god til den slags det skulle hun gerne være den første til at erkende. #Hvem er De? Jeg mener.. jeg ved hvad Deres navn er, men ikke hvem De er,# endte hun stille og vendte sig en smule mod ham. Hun forsøgte at abstrahere fra kulden, de ville uanset ikke blive lukket tilbage på kroen, udelukkende fordi hun ikke kunne lade være med at blande sig. Bagklog kunne man jo altid være, på den anden side så nød hun tanken om at der var en som ønskede at lærer hende at kende, og det var sjældent det skete, hun ville heller ikke forspilde chancen når den endelig var der.

[Deleted]

Han havde intet imod varmen i sine hænder. Tværtimod, han elskede at have varme hænder på en kold dag. Ligesom hende, så var han stærkt imod kulde. Hvis det stod til ham, så skulle det være varmt hele tiden. Det ville nok blive trist uden sne, så ville der ikke være et hvidt glimtende hav på hver eneste gade. Men så igen, så var det jo bare iskoldt vand. Som kom under tøjet og fik en til at fryse endnu mere. Så han havde faktisk intet imod, hvis det bare var varmt hele tiden. Så kunne han også slippe for, at skulle have så meget tøj på hver gang han gik ud. Hvilket han gjorde rimelig ofte. Han var næsten aldrig hjemme, han var næsten altid på kirkegården. Få gange bevægede han sig så væk fra døden og endte ved livet i kroen. Han kunne næsten heller ikke se sine skeletter i sneen. Det virkede også som om, at de heller ikke gad at vise sig. Shalio rystede på hovedet "jeg skal nok lade være" sagde han med et smil. Nu havde hun endelig givet ham en chance, så ville han da ikke ødelægge det. Altså ihvertfald ikke med vilje. Han traskede langs den lange sti ind imellem byens huse. Han havde intet imod hendes selskab. Hun virkede som en rigtig flink pige. Da hun begyndte at spurgte lidt ind til ham, blev han nødt til at tænke en ekstra gang. Dog påvirkede det ikke noget af det han sagde. "Jeg hedder som sagt Shalio. Jeg er necromancer, hvilket du sikkert godt vidste. Jeg arbejder som lejemorder, men der sker ikke så meget lige for tiden. Så bor jeg alene, da mine forældre er taget ud for at se verden. De er meget specielle, hvilket du sikkert kan mærke på mig. Jeg holder ofte til på kirkegården, da det er min hjemmebane. Problemet er bare at vampyrene har overtaget den. De har dog ikke gjort mig noget. Indtil videre. Jeg er et glad menneske, jeg bryder mig ikke så meget om fjendskaber. Det er meget ironisk med mit erhverv, men det er lidt svært at forklare. Hvad med dig?" sagde han langsomt, så hun også kunne læse hans læber. Efter at have sagt det hele, måtte han lige afvente hendes reaktion. Det var en del at få at vide, det var nok det mest vigtige om ham. Han vidste ikke helt om hun ville bryde sig om lejemorder delen, men hun ville lære ham at kende, så skulle hun også få muligheden. "Forresten behøver du ikke at sige de til mig. Jeg er ikke helt så fin på den, så vi kan godt være dus" sagde han. Han var ikke så meget for det der status noget. Han mente ikke at nogen var bedre end andre. Hvis de skulle afgøre hvem der var bedst, så skulle det være med en kamp. Det kunne ikke besluttes om hvilken familie der har levet længst. Eller hvem der råbte først til mølle om at komme på tronen. Han mente ikke at kongen burde have sin magt, bare fordi han var født ind i det. Dog syntes han at det var okay, hvis der ikke var nogen som udfordrede ham. Dog burde muligheden være der, så man ikke blev arresteret og henrettet efterfølgende.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var virkelig ikke god til kulden også selvom hun måtte erkende sin fascination af snefnuggene som faldt fra den åbne himmel og lod sig fange af de flammerøde lokker. Hånden holdt hun roligt frem og lod dem falde på sin varme hud hvor de øjeblikkeligt smeltede. Hun slap et suk og fortsætte roligt hen over stierne som var blevet skjult af det tykke lag som havde lagt sig. Deres skridt satte spor i den hvide sne, men hun tænkte ikke så meget over det nu. Hun vendte blikket mod ham og nikkede til hans ord. Det passede hende fint at han ikke havde tænkt sig at forspilde chancen, for hun havde på ingen måde lyst til at skulle gøre brug af mere magi for i aften! Idet han kom med en lang smører, var hun tvunget til at stoppe op og vende sig mod ham, for at få så mange ord med sig som muligt. Visse glippede, men hun fandt om ikke andet sammenhæng i bare lidt af det. Det var frygtelig sjældent at man så en necromancer efterhånden og særligt efter vampyrerne havde overtaget kirkegården. #Du virker ikke som en typisk lejemorder. Dem jeg har mødt har været kolde og hjerteløse.. hvilket næsten er naturligt karakteristika her i landet, men det ved du jo nok allerede. Under alle omstændigheder så er jeg næsten beæret over at møde en Necromancer, din slags er sjælden heromkring,# påpegede hun roligt og genoptog endnu engang deres vandren nu hvor hun ikke var tvunget til at læse hans læber. Hun rynkede eftertænksomt på panden og så ned i sneen. #Mit navn er Aliyah, jeg er kammerpige på slottet, ikke nær så fint og vellønnet som en lejemorder men jeg klarer mig da, og det.. ja det optager faktisk mere eller mindre alt min tid, der er ikke så meget at fortælle,# svarede hun beskedent. Det var nok ikke helt sandt, men hun havde lært at være forsigtig med at åbne sig for andre, alt for mange havde ønsket hende ondt gennem tiden. Hun slap en latter og rystede på hovedet. #Jeg beklager, det ligger i vanen,# svarede hun undskyldende, som kammerpige var hun jo tvunget til at opretholde de tunge, fornemme facader, dag ud og dag ind, til tider glemte hun lidt ikke alle var ligeså fine som dem hun omgikkes. Mattheus var i det store og det hele en god mand og han havde potentialet som konge, men han var virkelig nødt til at samle sig hvis han skulle udnytte det, den stress var steget ham til hovedet, han var blevet vanvittig og det smittede af på hende hvilket var grunden til hendes dårlige humør!