Friend or foe?

[Deleted]

Solen var netop gået ned bag horisonten, hvor mørket havde lagt sig ind over Dvasias. Vinteren havde lagt sig, hvor den havde trukket et fint lag sne med sig af og til. Det var koldt udenfor, og det bedste af det hele for et af mørkets væsner, var klart at nætterne var blevet længere. Det var kun tidlig aften, da Vladimir kom gående i sneen og efterlod nogle fodtryk efter sig. Han gik ned ad en grussti ved kirkegården, hvor hans kulsorte blik hvilede lettere tomt frem for sig. Det var nogle måneder siden at han sidst havde set Denjarna, som hun havde valgt at flytte ud, hvilket gjorde at han nu var efterladt, og det gamle slot han boede i, var alt for stort og tomt, når man var alene. Godt nok var der også personalet, men dem havde han intet personligt med som sådan. Ensomheden var en frygtelig stor byrde og dog, var det måske også bedst, da han heller ikke ønskede at hans eneste ven skulle komme til skade fordi han havde dummet sig. Han var ufattelig gammel efterhånden og havde skabt sig mange fjendskaber, blandt andet med greven af landet, som også var vampyrernes leder. Manden havde engang spærret ham inde, hvor han havde rådnet op for omkring titusind år, men nu var han ude, og han ville have sin hævn. Han havde for nyligt mødt manden, der nu kendte til hans eksistens og sådan som mødet havde udfoldet sig, så ville det ikke undre ham, at manden allerede forsøgte at finde en plan til at nedlægge ham på, men denne gang ville han være et skridt foran Alexander! Med rolige skridt gik han med hænderne stukket i de sorte, kvalitetsrige fløjlsbukser, hvor han bar en sort bluse med sølvtråde, indenunder en pelskappe. Det var ikke fordi han kunne fryse, men sådan lignede han ikke umiddelbart en vampyr. Det var nok ikke den blege hud der måtte afsløre ham, da der var mange med et blegt ansigt, selv af levende, men han nok snarere de sylespidse hjørnetænder eller også den kolde krop. Han var dog ingen normal vampyr, da han bar andres racers evner, som han havde fået via flere eksperimenter i sine unge dage, det var der dog ikke mange der kendte til, eftersom han var en meget påpasselig mand, der ikke stolede på særlig mange. Og de som han havde fortalt sin hemmelighed til, havde sjovt nok enten forrådt ham som Alexander, eller forladt ham som Denjarna, så det var ikke just fordi han var åbensindet med at finde nye ’venner’. Han løftede kort den ene hånd, som han strøg igennem de halvlange lokker, imens hans to meter høje krop, langsomt måtte tårne sig op mellem gravstenene, som han kom gående i en mild tåge der kun lige dækkede jorden på stedet.

[Deleted]

Shalio sad på en forholdsvis lille gravsten. Der var indgraveret nogle tegn, som viste navnet, fødselsdato og døds tidspunkt for et tidligere væsen. Stenen var ikke specielt bred, så Shalio måtte kæmpe for at holde sig siddende. Foran gravstenen tittede et skelet fra ribbenene og op frem. Det var ejeren af stenen, som Shalio have vækket til live. Der var mange forestillinger om hvad necromancere lavede med deres skeletter. Nogle troede at de kun blev brugt til krig, andre troede at de måske blev brugt til praktiske ting, Shalio brugte i øjeblikket sin aften på at slå vinde over et skelet i Tabular. Det var ikke noget han gjorde ofte, men når han kedede sig rigtig meget, så kunne han godt finde på at vække et skelet eller to og så spille spil med dem. Det bedste ved det var, at hvis han tabte kunne han bare fjerne skelettet igen. Desuden kunne skeletter heller ikke hovere, det havde han virkelig brug for, fordi han var virkelig dårlig til spil. Når han en gang imellem spillede på kroerne rundt omkring, tabte han ofte til stamkunderne. Han fokuserede også meget på sit spil, derfor hørt han ikke de tunge fodtrin, som langsomt nærmede sig. Det var en typisk svaghed, når han koncentrerede sig for meget, så blev han ofte uopmærksom på alt andet. Han havde en koncentration på højde med et knust kranie. Hvilket er en helt forfærdelig koncentration.

//OOG: Tabular er en slags backgammon, som man spillede i gamle dage ^_^

[Deleted]

Selvom det var bidende koldt, da selv blæsten virkede kraftigere, fordi det var så koldt, så var det slet ikke noget som bed på Vladimir, da han ikke kunne fryse, han følte sig heller ikke generet, da han var beskyttet af pelskappen. Det tøj han bar, var kvalitetsfyldt og dermed var der ingen tvivl om at han var en rig mand. Hans familie ejede nogle miner, hvor der var blevet fundet flere forskellige adelsten i ny og næ og da han havde været væk for omkring titusind år, så var der kommet rimelig mange med tiden, som de lå derhjemme i kasser fyldt op i et lager, hvor kun han havde adgang til det. Nu var han tilbage, sluppet ud af det bjerg han var blevet spærret inde i, hvor han desværre havde fået skaffet sig nogle stærke fjender. Ikke nok med at greve/vampyrernes leder, var hans fjende, også hertugen her i landet, var hans fjende, da han havde slået manden ihjel, fordi han ikke havde kunnet styre sin sult, efter at have lagt i dvale i så mange år. Han havde også slået andre højtstående warlocks ihjel og de var alle sammen kommet tilbage til livet på en eller anden måde, hvilket så gjorde ham til en fjende. Hans skridt var lydløse, som han kom gående i sneen, skønt han måtte sætte farten ned, da han kunne opfange en duft af et levende væsen, hans kulsorte øjne søgte let omkring, inden han fortsatte frem, hvor han opdagede at der var andre tilstede her på kirkegården. Det han dog lagde mærke til, var at manden ikke var alene, da han havde selskab af … et skelet. Et skævt smil gled over hans læber, da det så ud til at de spillede et form for spil, hvilket et sted måtte more ham. Næsten med nysgerrighed måtte han søge tættere på, hvor hans kulsorte øjne, der kunne gå i et med mørket, hvilede konstant på mandens skikkelse, der sad på gravstenen. ”Godaften,” hilse han venligt, som han roligt stoppede op, hvor hans hoved søgte let på sned. Man kunne ikke se hans ansigt ordentligt, da det lå skjult og henlagt i mørke på grund af hætten, der var slået op. ”Sig mig.. er et skelet overhovedet en værdig modstander? Kan det overhovedet tænke til at flytte brikkerne?” spurgte han morende, skønt der også var nysgerrighed i stemmen. Han vidste at manden var Necromancer, en race han aldrig rigtig havde omgået sig med, men det var fascinerende hvordan de kunne styre de døde, som var det deres legetøj, han vidste dog ikke om de overhovedet havde hjerne til at kunne tænke, for.. de var jo døde

[Deleted]

Shalio sad roligt den kolde aften. Han var nogenlunde pakket grundigt ind, eftersom at han var stærkt imod at fryse. Den høje hat sad skævt på toppen af hans hoved. Han blev nødt til at holde fast i den, for hver gang der kom et koldt vindstød, så var hatten på vej væk. Shalio vidste ikke helt hvad han skulle give sig til. Skelettet var hans eneste underholdning, eftersom at der intet var at lave på den koldblodige morder front. Det var utrolig ironisk at han var en lejemorder, eftersom at han ikke virkede som en morder. Han legede kun med de døde, men hans personlighed lå meget langt fra morder personligeheden. Da de tunge skridt fortsatte mod ham, anede han stadig intet. Det var næsten før at de sammensatte knogler foran ham, var mere opmærksom end han var. De kolde knogler, som der intet liv var tilbage i, bortset fra det liv Shalio gav den. Pludselig kom en skikkelse ud af mørket og hilste på Shalio. Den uventede gæst, blandet med den fulde koncentration på spillet, resulterede i at Shalio faldt af den smalle, glatte sten og ramte den hårde, kolde jord, med et blødt og følsomt bagparti. Han fik hurtigt rejst sig op og rettet på hatten, mens hans blik flakkede efter den uventede gæst. Da han endelig fik øje på den kæmpe skikkelse, vidste han ikke lige om han skulle hilse tilbage, lave nogle skeletter som forsvar, eller bare tage halen mellem benene og komme hurtigt væk. Han besluttede så at fremtone et "goddag" efterfulgt af et kort buk. Han havde trods alt lært at man skulle være høflig overfor andre væsner. Han studerede kort skikkelsen og rakte sin hånd frem "Shalio" sagde han og afventede mandens hånd. Han var ikke sikker på hvad manden ville, men han kunne lige så godt starte høfligt ud. De var trods alt på en kirkegård, så hvis manden prøvede på noget, så var Shalio på hjemmebane, så frygt var ikke det han tænkte mest på. Manden spurgte ind til spillet. Shalio vendte blikket mod skelettet og grinede kort efterfulgt af en hastig tyssen. "Shhhh! Han ved ikke at det er mig som kontrollerer hans træk" sagde Shalio. Da ordene ramte hans egne ører, kunne han sagtens høre hvor dumt det lød. Virkelig? Spillede han mod sig selv, jo mere han tænkte over det, desto mere trist blev det. "Jeg bliver nødt til at øve mig, de andre mennesker som spiller det her, er alt, alt for gode og rutinerede i forhold til mig" sagde han med et kort suk. Det lød virkelig dumt, det ville ikke gavne ham på nogen måde, at spille mod sig selv. Han håbede bare at denne fremmede ikke ville byde ham på et spil, for så ville han bare blive ydmyget endnu mere end han allerede var på nuværende tidspunkt. Dog kunne han godt leve med skammen, det var trods alt bare et dumt brætspil. "Sig mig, hvad laver du egentlig på de her kante, på den her tid? Det er sjældent at jeg får besøg her" sagde han mistænksomt, for at lede samtalen væk fra ham selv, og for at få lidt mere at vide om denne fremmede skikkelse.

[Deleted]

At den fremmede mand på gravstenen, slet ikke lagde mærke til Vladimir, skønt han kom frem i et normalt og roligt tempo, var noget som næsten måtte more ham, skønt han godt kunne se at manden var optaget af sit spil med … skelettet. Han måtte erkende at det forundrede ham at se et halvt skelet dukke op fra jorden, hvor det sad og spillede. Det gjorde det dog også klart hvilken race manden måtte tilhøre, da han var necromancer, noget som Vladimir selv kunne lugte på mandens duft, da necromancere altid havde en ganske særlig duft af død. Eller det var nok snarere en fornemmelsen frem for en duft. At manden så blev forskrækket og røg af gravstenen, fik Vladimir til at skjule et smil, da det ikke var hans mening at fornærme manden med det samme. Han så godt hvordan han hurtigt kom op og stod og betragtede sig af Vladimirs skikkelse, inden han selv hilste og tilmed rakte hånden frem, det var også der at det blev Vladimirs tur til at se en anelse mistænksomt mod manden. Han valgte dog at tage omkring mandens hånd og gav den et fast klem. ”Vladimir,” hilste han roligt igen, som han slap mandens hånd og selv gjorde et let nik med hovedet, som et tegn på gengældt respekt, da manden selv havde bukket for ham, hvor han ikke havde noget imod at gengælde lidt respekt, det var faktisk også rart at se at der var nogle der endnu var høflige og havde manererne i orden, da han synes at det var blevet en mangelvare her i Dvasias. Hans opmærksom gled dog hurtigt mod skelettet og spillet, hvor han kort skævede mod Shalio, da han tyssede på ham, hvor han trak morende på smilebåndet til hans ord. ”Men.. så spiller De jo mod Dem selv,” kommenterede han nysgerrigt, hvor smilet roligt blev skævt, „det må da næsten være sjovere, at spille mod andre, der ikke kan forudse Deres træk?” Hans hoved søgte en anelse på sned. Han vidste ikke hvorfor manden spillede mod sig selv, men synet var nu en anelse morende, desuden kunne han jo faktisk ikke vide om skelettet faktisk var i stand til at tænke selv, men han tvivlede nu lidt på det. Da Shalio så også fortalte grunden til hvorfor han sad og spillede mod sig selv, gled Vlads hoved til den anden side. ”Men hvis De ikke øver Dem mod de andre, så bliver De vel heller ikke bedre? At udfordre de andre giver Dem jo også en bedre mulighed for at forudse deres trak og det gør at De måske har en større chance for at vinde?” Han kendte ikke selv til spillet, men hans liv havde også været noget.. turbulent. At manden så spurgte ind til ham, fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Eftersom jeg er vampyr, er tidspunktet vidst meget naturligt og da stedet her er på vampyrernes territorium, så tror jeg snarere at det er underligt hvad De laver her, skønt jeg ikke har svært ved at se grunden, når jeg ser mig omkring,” svarede han roligt, som han hentydede til de mange grave, hvor de døde måtte ligge begravet. Han vendte blikket mod manden igen. ”Men jeg går mig såmænd blot en tur og får lidt frisk luft til hovedet og luftet tankerne,” fortalte han med et svagt smil. ”Hvad med Dem? Er De kun kommer her for at få Dem et spil? Eller er der en større grund til at De sidder her?”

[Deleted]

Shalio gav et fast klem da deres hænder mødtes imellem dem. Han fattede allerede sympati for denne høje skikkelse, men det gjort han jo stort set over for alle. Han var ikke specielt kræsen angående mennesker. Man kunne nærmest kalde ham naiv. Ikke fordi han var typen som så noget godt i alt. Han havde nok bare ikke problemer med folk, før de ligesom angreb ham eller gjorde noget i den dur. Han lyttede til Vladimirs kommentar angående spillet og sukkede. "Hvis jeg spillede mod de andre, ville jeg nok miste for mange penge. Jeg tror altså heller ikke at hr..." sagde han, men blev nødt til at stoppe op og studere gravstenen nøje. "Hr. Willburn! Har noget imod det" udbrød han pludselig, da han havde fundet navnet på skelettet. Han var ikke van til at kalde sine skeletter ved navne, ikke andet end idiot eller dumme skelet, når de lavede noget dumt. Han grinte lidt da der blev nævnt fordele ved at spille mod rigtige mennesker. "Desværre, men jeg omgås ikke så tit typerne der spiller det her, desuden så kan jeg jo også forudse dens træt. Skelettet er her faktisk kun så jeg ikke ser alene ud." sagde han. Han sukkede dybt, da han selv hørte hvor dumt det lød. Da han hørte af Vladimir var en vampyr, kom et kort grin frem. Det burde han godt selv have regnet ud. Grinet forsvandt dog hurtigt, da han hørte det med vampyrenes territorium. Det havde han fuldstændig glemt, ville den høje vampyr foran ham tilkalde forstærkning. Han var blevet mere i tvivl og lidt mere vågen angående, hvad der kunne ske. "Du har ret, jeg spiller ikke kun her. Jeg bor her næsten, der er så mange skeletter her, så selvom det er vampyrenes område, så er jeg ikke bange. Jeg ville kunne lave en hel drage ud af alle de skeletter her fra, så ikke noget med at prøve på noget" sagde han med svingende armbevægelser. Det med dragen var selvfølgelig et trick. Han kunne godt lave en drage, men det ville koste ham stort set alle hans kræfter. Så en flok vampyrer ville sagtens kunne komme forbi den og drikke hans blod. Han ville bare lige sikre sig at vampyren foran ham, ikke var ude på noget nat mad. "Har De meget at tænke på?" spurgte han roligt, for at lede samtalen væk fra jagt. Han bedrog sig hen mod gravstenen igen, for at sætte sig. Det var ikke en lang tur, dog lykkedes det ham stadig at vælte over skelettet. Han satte hænderne i jorden, for ikke at slå sig, dog fik han en lille flænge på hånden. Han kæmpede sig hurtigt op og satte sig på stenen igen.

[Deleted]

Vladimir kunne næsten godt regne ud at denne Shalio var en spøjs mand, hvilket et sted måtte more ham. Det var dog rart at se at manden var høflig, skønt han stod overfor en vampyr, hvilket sjældent skete i disse tider. Hele verden var blevet anderledes efter at han var kommet tilbage, men det var vel heller ikke underligt? Han havde været væk for omkring titusind år og verden og landskabet kunne nå at ændre sig en del på den tid, som det også var. Han lod hovedet søge let på sned, da han lod manden holde pause for at nærstudere graven og finde navnet på skelettet, hvor han måtte trække morende på smilebåndet, da manden så udbrød det. ”Jeg forstår. Men.. er der ingen der vil spille imod Dem uden at der er penge iblandt? Men blot spille for fornøjelsens skyld?” spurgte han nysgerrigt. Alt behøvede vel ikke at gå op i penge? Selvom han godt vidste at verden var egoistisk og at mange krævede penge hvis de skulle gøre noget som helst, det anså han dog for at være en skam, eftersom man så gik glip af mange fornøjelser i livet. Han nikkede endnu engang til mandens ord, som han skam heller ikke var kommet for at ændre på ham, det måtte dog bare gøre ham nysgerrig at manden spillede imod sig selv og ikke andre, da andre ville kunne give ham en større udfordring og dermed gøre ham bedre på længere sigt, frem for at han kun lærte af sine egne træk, som han alligevel kunne forudse, så der var vel egentlig heller ikke meget at lære? ”Jeg håber bare ikke at jeg så forstyrrer,” svarede han morende, som skelettet tydeligvis var mandens selskab, dog tvivlede han på at han forstyrrede da han var rimelig alene og skelettet var åbenbart kun til for at han ikke så alene ud. Han hævede let et øjenbryn til mandens ord, hvor hans mine var en anelse overrasket, både over at han nærmest boede her, men også over at han kunne lave en hel drage. ”En hel drage siger du? Det ville være imponerende,” svarede han morende, som smilet blev skævt, skønt det falmede en anelse, da han opdagede at manden var bange for at Vlad skulle gøre ham noget. ”Jeg har skam ikke i sinde at gøre dig ondt, om det så er vampyrernes territorium eller ej. Desuden, selv hvis jeg skulle sætte tænderne i dig, så vil du overleve, for jeg er ikke den type vampyr, der tager føde for at slå ihjel,” fortalte han roligt og dog sandfærdigt, som han måtte mene sine ord. Han gik en ædel vej og ikke nogen barbarisk, selvom han godt vidste at det var unaturligt hos vampyrer at vise respekt for de levende, når de jagtede, da selv de fleste vampyrer måtte jage for sjovs skyld. Som manden så kom ind på ham, vendte han roligt blikket bort og betragtede kirkegården en anelse fraværende. ”Det kan man godt sige,” svarede han roligt dog ikke videre uddybende, da han ikke var typen der talte ud omkring sig selv til alle og enhver.

[Deleted]

Shalio åndede lettet op, da det virkede som om, at Vlad havde set hans fald. Han vidste godt, at han var en meget kluntet type, og han var bestemt ikke stolt af det. Det var vel bare sådan han var, det havde han lært at leve med, desværre opfattede mange ham som dum. Der var en stor forskel på klodset og dum. Han kunne sagtens vælte over en sten, men han kunne lige så let tage livet fra et offer. Det var ikke bare, at trække en kniv og begå et mord. Man skulle være snedig for at have det erhverv han havde. Man måtte ikke blive set eller genkendt. Man skulle kunne dræbe et offer og fjerne liget. Det havde han dog utrolig let ved, eftersom at skeletterne kunne tage det med ned i undergrunden. Han sukkede opgivende, da Vlad stadig prøvede at overtale ham, til at spille mod rent faktisk levende mennesker. "Så meget betyder det spil heller ikke" sagde han. Shalio lavede et vift med hånden og skelettet kravlede ned i jorden igen. Den tog spillet med sig ned. Et smil bredte sig på Shalios læber, da vampyren sagde at dragen ville være imponerende. "Den er faktisk rimelig sej, men det koster for mange kræfter, til at jeg kan udnytte den fuldt ud" sagde han lettere bedrøvet. Det ville være så meget lettere at overleve, hvis han kunne mestre at lave store væsner ud af knogler. Han ville blive frygtet af alle og enhver, ingen ville kunne røre ham. Han ville blive uovervindelig! Og så ville han blive dræbt, fordi han havde storhedsvanvid. Der var en grund til at han ikke var konge. Nok fordi han var for ivrig til at lede et land, og nok også fordi han havde problemer med koncentrationen. Han havde meget lettere ved at være på den anden side og få til opgave at dræbe kongen. Dog havde han ikke dræbt en endnu. Med alle de vagter ville det være selvmord. Dog kunne det være sjovt at prøve. Nu måtte han stoppe med at tænke alle de tanker og vende tilbage til vampyren. "Jeg er bare van til at vampyrer angriber, i det man nærmer sig deres territorium, de fleste har ikke så gode erfaringer med vampyrer, dog er det godt at høre at du skåner mig" sagde han med et lille grin. Det var nu altid sjovest at konversere, når man var sikker på at man ikke blev slået ihjel af den anden part. Shalio studerede vampyren igen, "noget slemt, eller bare tanker?" spurgte han roligt. Det kom nok ikke ham ved, men så nysgerrig som han var, kunne det ikke skade at spørge.

[Deleted]

Vladimir ville ikke håne Shalio for sin klodsethed, hvor han heller ikke vidste om manden var klodset bare dette ene øjeblik eller om han var det generelt, for det kunne jo også sagtens være at han bare var gledet ved at uheld, men om ikke andet så havde synet moret ham, hvilket han ikke kunne lægge skjul på. Han endte blot med at nikke til mandens ord, da han sagde at spillet ikke betød så meget igen, hvilket han også respekterede. Han forstod bare ikke hvorfor folk ikke kunne spille uden at der skulle være penge indblandet i det, men det var ham også ligegyldigt, han selv kendte alligevel ikke spillet, så han kunne ikke være den som gav manden lidt konkurrence og modstand, selvom det havde set interessant ud. Hans kulsorte øjne faldt let mod skellettet der tog spillet med sig ned i graven, hvilket var en tanke som morede ham, skønt han dog ikke kommenterede det, desuden hvis man så hans ansigt, så ville man sagtens kunne regne ud at synet havde moret ham. At de så kom ind på at Shalio kunne lave en hel drage af skelletterne, var noget som faktisk måtte imponere ham, da det faktisk kunne have været et rimelig beundrende, men også komisk syn. Det var alligevel fascinerende at høre hvad en necromancer var i stand til, da det ikke just var en race man hørte meget om, men af hvad han vidste så var der heller ikke så mange af dem igen, hvor de også mest holdt sig for dem selv og disse øde og døde steder, hvor normale folk helst holdt sig væk fra, så chancen for at støde ind i en necromancer udenfor disse steder, var ikke de største. ”Ærgerligt, det ville ellers have været et syn for guderne. Men jeg kunne godt forestille mig at det ville kræve energi at få noget så stort samlet,” svarede han roligt, hvor smilet var skævt på de blege læber. At se en kæmpe drage af skelletter ville da klart imponere ham! Derfor fandt han det næsten også synd at manden ikke havde energi nok til det, og han tvivlede på at manden ville lade sig blive så forsvarsløs at han rendte rundt uden energi på et af vampyrernes territorier, eftersom det kunne koste ham livet, måske ikke at Vladimir ville gøre ham ondt, men han var jo heller ikke alle andre vampyrer og dem kunne han ikke svare for. ”Hvem siger at det ikke er mig der skal være bange for dig?” vendte han den om og smilede morende. Han frygtede dog ikke Shalio, der skulle meget til før han frygtede nogen, desuden var han ingen normal vampyr, da han besad andre racers evner i sig, ikke at han kunne styre de andre evner til perfektion som en fuldblods, men han kunne visse ting, der gav ham mange fordele, til gengæld havde han også mange svagheder, hvis man vidste hvor man skulle ramme. Hans mine endte dog en anelse trist. ”Men jeg ved godt at vampyrerne er blevet blodsugende bæster, hvilket er en skam,” endte han med en ærgrende stemme, inden hans blik blev en anelse fraværende, da manden spurgte videre ind til hans tanker. Han endte med at trække på skuldrene. ”Det kan vel betegnes som slemme ting,” svarede han roligt uden at fortælle dybere omkring det, da han var en meget reserveret mand der holdt kortene tæt ind til kroppen.

[Deleted]

Shalio så grinet på Vlads læber og sukkede "ja, jeg er lidt klodset" sagde han og sukkede tungt. Han var et klodset menneske, men det var kun hvis han snakkede med nogen normalt. Hvis det var en kamp eller noget andet seriøst, så kunne han godt tage sig sammen og holde det seriøst. For det meste. Det havde lykkedes ham et par gange, at lave et eller andet dumt i en alvorlig situation. En gang til hans bedstemors begravelse, kom han til at vække hende til live midt under begravelsen. Det blev hans forældre ikke specielt glade for. Han havde allerede glemt alt om spillet. Han havde en evne til at glemme ting som var irrelevante. Så snart det var ude af hans synsvide, så gad han ikke at spekulerer mere over det. Han blev meget fornøjet da Vlad kommenterede det med dragen. Han var ikke van til at folk var interesseret i hans kræfter. Normalt var der ikke nogen at snakke med, hvis der var, så ville de ihvertfald ikke snakke om skeletter. Det var dog hans ynglings samtale emne. Han forstod dog godt at folk ikke gad. Det var nok kun necromancere som virkelig snakkede om døden. Eller rettere livet efter døden. Shalio tænkte en kort stund og så henviste han sig til Vladimir "jeg kan godt vise dig dragen, hvis du har lyst til at se den" sagde han med et bredt smil. Det var en del tid siden han havde gjort det sidst. Så måske ville han have energi til overs, han burde godt kunne lave 1 - 3 skeletter som kunne kæmpe eller så kunne han lave 7 - 10 skeletter som bare stod. Det ville nok være bedst med de mange skeletter. Hvis han bare vækkede dem til live, så de bare stod og så truende ud. Det burde nok holde vampyrene væk. Han ville gerne vise hvad han kunne. Folk havde det med at undervurdere ham, for hans klodsethed, men han skulle bare vise dem. "Måske jeg kan få dig på andre tanker" sagde han. Han refererede selvfølgelig til dragen. Hvis Vladimir først fik set den, så kunne det godt være det ville rense hans tanker lidt. Shalio var ihvertfald ivrig efter at vise det, hvilket man tydeligt kunne mærke på ham.

[Deleted]

Naturligvis måtte det more Vladimir en anelse at Shalio var klodset, men til gengæld var det ikke noget han ville håne manden for, eftersom han vidste at mange var koldset, og ikke mindst var alle koldset en gang i mellem, det var han også selv, skønt det var sjældent, så det var vel noget som alle måtte kende til? ”Som du er klodset, er jeg forbandet af uheld,” svarede han med et skævt smil, som han et sted forsøgte at opmuntre manden med at han ikke var den eneste der var uheldig. Han selv følte sig dog frygtelig uheldig og ikke mindst forbandet, for han havde jo ikke mødt andet end uheld igennem hele sit liv. Og endelig havde han fundet en ven, som han faktisk havde stolet på og så havde hun valgt at forlade ham og det var ikke engang sikkert at han ville få hende at se igen, så det var noget af det som gik ham på og noget af det som han havde brug for at få afledt tankerne væk fra, for det smertede ham at han var helt alene igen og han måtte indrømme at han ikke havde lyst til at blive ved med at åbne op, hvis han alligevel bare ville miste alle han fik tæt på sig. Dog kunne han snart ikke lade vær med at udvise venlighed overfor denne Shalio, eftersom manden selv havde udvist ham respekt og det var sjældent at han så det, da de fleste havde forsøgt at jage ham væk fordi han var vampyr, for af hvad han kunne forstå så havde vampyrerne sat sig selv i et utrolig dårligt lys. At Shalio så tilbød ham at vise ham dragen, fik ham til at løfte forundret begge bryn. ”Virkelig? Vil du det?” spurgte han forundret og dog med en smule iver i stemmen, for at se en kæmpe skeletdrage, var da noget af det som han aldrig havde set igennem hele sit liv og det var altså langt! Han var en af de ældste vampyrer hvis ikke dén ældste, der var lidt tvivl om hvem af ham og Alexander der var den ældste, skønt det han var ligeglad, for han gad ikke have noget at gøre med Alexander, for den mand var hans fjende, og manden vidste nu at han var på fri fod og ønskede ham tilmed død, så ja.. han havde meget at tænke på i øjeblikket. At tage en anelse pause og få afledt sine tanker lidt, ville dog ikke gøre ham noget, hvor han sendte Shalio et skævt smil. ”Udmærket, vis mig hvad du kan,” opfordrede han manden, som han næsten måtte se afventende og spændt på ham. Manden havde sagt at det ville tage mange kræfter, og hvis det var tilfældet, var han skam ikke tvunget til at udøve så stærk magi, men han måtte erkende at han faktisk gerne ville se det og forhåbentlig blive imponeret.

[Deleted]

Shalio så overrasket på vampyren foran ham, da han sagde at han havde lige så meget uheld, som Shalio var klodset. Det måtte være virkelig meget så. Shalio var virkelig klodset til tider. "Jeg har virkelig ondt af dig så" svarede han med et lille grin. Nu hvor Vlad nævnte det, så var der måske noget om det med at være forbandet. Måske da han blev født, så kom en ond troldmand og gav ham to venstre fødder. Eller så havde han pillet ved balancen. Altså den balance Shalio ikke havde. Det var sjovt nok kun hans ben som var dårligt koordineret. Hans arme fejlede intet. Det var måske fordi han brugte dem, når han kæmpede med sine skeletter. Et kæmpe smil bredte sig på Shalios læber, da vampyren sagde ja til hans tilbud. Han var ikke typen der gjorde det tit, men han elskede at vise sine fulde kræfter. "Jeg bliver nødt til at bede dig om at træde lidt tilbage, det kommer til at koste mange skeletter" sagde han bestemt. Han satte hænderne i jorden og lukkede øjnene. Han begyndte at fokusere sin energi ud i sine hænder. Han kunne mærke hvordan hans hjerte slog hurtigere. Det røde blod begyndte at pumpe hurtigere i hans årer. Jorden under dem begyndte at ryste. Skeletterne var igang med at blive sat sammen under jorden. Shalio holdte koncentrationen så godt han kunne, den mindste forstyrrelse kunne stoppe det hele. Han kunne mærke hvordan energien langsomt forsvandt ud gennem fingerspidserne og ned i jorden. Pludselig kom et skelet forben op af jorden og plantede foden foran Vladimir. Det første ben blev efterfulgt af et til. De to forben var solidt plantet i jorden og langsomt begyndte dragen at komme op af jorden. Den havde lysende blå øjne, som viste at den var levende. Resten var bare knogler. Vingerne var slidt skind, dog var det stadig muligt at flyve med dem. Shalio stod på ryggen af dragen. "Her er den så" sagde han med et grin på læben. Han begyndte at blive svimmel og han blev nødt til at holde fast i dragen for ikke at falde ned. Han kunne tydeligt mærke, at det havde kostet kræfter. Han havde overvurderet sig selv, der var nok kun energi nok til 1 kæmpende skelet eller 3 - 4 stående skeletter. "Hvad syntes du om den?" spurgte han med en lidt drillende tone. Det var ikke altid man så en drage blive vækket til live.

[Deleted]

Alle havde sine små særheder og ikke mindst sine små svagheder og hvor Shalio var klodset, så var Vladimir nok forbandet, da han havde en tendens til at miste folk omkring sig på den ene eller den anden måde, han var også blevet forrådt utrolig meget igennem livet, hvilket gjorde at han ikke stolede på folk, men det kunne man vel næsten heller ikke bebrejde ham? Han var blevet forrådt af hvad han havde anset for at være familie, hvor han var blevet spærret inde og der havde han så lagt i dvale i flere titusind år, indtil for lidt over et halvt år siden, hvor han havde formået at slippe fri, skønt det også kun havde været med nød og næppe. Han havde dræbt flere, hvilket han naturligvis ikke havde det godt med, da han normalt ikke dræbte uskyldige, men det havde desværre været uundgåeligt, da han havde rendt rundt med en kæmpe sult som han havde været nødsaget til at få stillet, derfor så var der også gået mange liv til i de første måneder, men i respekt for dem, så havde han begravet dem. Han slap en munter latter til Shalios ord, da han alligevel ikke kunne holde den tilbage. ”Ja.. men sådan er livet nu engang, det er ikke let altid,” svarede han roligt, som han sendte manden et skævt smil. Han vidste godt at livet ikke var let, men han måtte erkende at han fandt det direkte uretfærdigt af og til, men det kom han jo ingen vegne af. Denne gang ville han egentlig bare gerne have chancen for at leve et stille og roligt liv, hvor han ikke blev jagtet, men det så ikke ud til at han fik chancen for det, eftersom han nu var fjende med vampyrernes leder, der også stod som greve af landet, og som også havde mange kontakter i de højerestående magter, så ja.. han måtte erkende at han følte sig meget udsat. Som Shalio bad ham om at træde skridt tilbage, valgte han roligt at bakke nogle meter væk fra manden for en sikkerhedsskyld, da det lød til at der ville gå mange skeletter til ved det. Han så nysgerrigt til, hvor han godt lagde mærke til at der skete fysiske reaktioner i Shalios krop, eftersom han kunne høre mandens hjerte pumpe blodet hurtigere igennem hans krop, hvor han kunne fornemme magien summe i Shalios krop. Han selv bar en warlocks evne – en ud af mange andre – så han kunne godt fornemme når magiske væsner begyndte at bruge deres magi, da det gjorde at deres auraer blev tydeligere, og det gjorde Shalios også. Han så også hvordan dragen måtte begynde at tårne sig op foran ham, hvor han måtte stå og måbe efter den og Shalio der stod på ryggen af den. Han blinkede overrasket med øjnene, inden han slap en latter af begejstring. ”Wow.. det er virkelig fantastisk!” erkendte han lettere måbende, som han aldrig havde set noget lignende! Ikke noget under at det krævede mange kræfter, men til gengæld ville den vel også kunne slå mange ihjel? Han fnes morende til hans spørgsmål om hvad han synes om den. ”Den er virkelig storslået! Jeg har aldrig set noget lignende!” erkendte han med en imponeret tone, da det klart ikke var noget som man så hver dag! En drage havde han faktisk godt set før, men aldrig en drage levende af skelet og de blå lysende øjne, var virkelig helt.. gyselige – noget som han kunne lide! ”Men nu forstår jeg bedre at den tager kræfter, for den er jo enorm!”

[Deleted]

Shalio åndede lettet op da han var færdig. Det havde kostet alt for meget energi. Han kunne lige holde sig fast i den. Dragens døde, blå øjne kiggede stift på Vladimir. I dens øjne var alle andre end Shalio fjender. Heldigvis styrede Shalio den. Vingerne var spredt ud, så den blev vist i sin fulde pragt. Månelyset skinnede på knoglerne og små stråler lys kom igennem de små huller i vingerne. Et lille grin kom på Shalios læber over vampyrens reaktion. Den kunne i den grad tage mange liv. Hvis Shalio havde haft meget energi efter skabelsen, så ville han have mulighed for at bevare kirkegården alene. Måske ville det komme an på antallet af vampyrer, men han ville kunne tage en del med sig i graven. Dragen var en iskold dræber. Den var gået gennem generationer i flere årtusinder. Dog havde Shalio ikke helt lært det. Eftersom at han manglede alt for meget energi efter at have lavet den. "Du må gerne sætte dig op, men pas på for han kan godt bide dig" sagde han drillende. Det ville være ironisk hvis en vampyr blev bidt ihjel. Dragen ville dog ikke dræbe ham, eftersom at det var Shalio som have kontrollen over den. Det var dog stadig sjovt, at se reaktionen fra vampyren. Efter at dragen var vækket til live, så var det begyndt at blæse utrolig meget. Vækkelsen af dette enorme væsen, påvirkede vejret på en dårlig måde. Shalio havde aldrig vidst hvorfor, måske fordi der var samlet for meget død på et sted. Som i levende død. Måske havde dragen en magt over vejret. Han vidste det faktisk ikke. Han vidste bare at hans forfædre havde brugt den i krigen. Det var en mægtig drage. Shalio kunne langt fra udnytte dens kræfter. Der havde ikke været et eneste medlem af familien, som kunne udnytte dens kræfter til punkt og prikke. Det ville også bare være voldsomt. Det ville være ligesom at give en vampyr ævnen til at suge blod, blot ved at kigge på sit offer. Det ville være urimeligt overfor enhver modstander. Det ville han dog gerne lære at kunne. Tænk hvis han havde kræfterne til det. Så ville han blive anderkendt for en gangs skyld. Folk hånede ham ofte. Han havde ikke rigtigt noget imod det, men det kunne være sjovt at få folk til at tie en stund. Bare ved en trussel med at skave en drage. Ikke bare en drage, men en skelet drage. Uden følelser, uden liv, uden mulighed for at skåne. Det var ejeren af dragen, som bestemte hvem der skulle dø og hvem der skulle overleve. Så hvis man tirrede mesteren, ville man betale med sit liv. Måske endda sit liv i døden. Han havde hørt legender om at skelet drager, ikke bare flænsede kødet af et væsen, men først mæskede den sig i sjælen fra sit offer. Det måtte være det man kunne med dens fulde kræfter. Selv Shalio fik kuldegysninger af at tænke på det. Det var en grusom og brutal tanke.

[Deleted]

Vladimir havde levet utrolig længe, han var urgammel og slog de flestes rekorder, hvis ikke alles, og igennem sit lange liv, havde han skam set mange undere, han havde set mirakler, han havde set myter og legender blive til live, som han næsten ville sige at han havde set alt hvad der var værd at se, men det at se en ’levende’ skeletdrage, ja det kunne han ikke prale af, så at se det kæmpe væsen tårne sig op foran ham, det var virkelig imponerende! Dragen var på ingen måder lille, derfor forstod han også godt, hvorfor det havde taget på kræfterne. Han var dog klart imponeret over det store væsen, da det så utrolig majestætisk ud og ikke mindst uhyggeligt, men det var nok også mest fordi at det var lavet af skeletter og havde de isblå, lysende øjne, der sikkert ville kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på mange. Han selv var ikke bange for væsnet, da han snarere var fascineret af det, naturligvis respekterede han det, som han ville gøre ved alle andre store og frygtindgydende væsner. At Shalio så spurgte om han ville med op, fik ham til at træde et enkelt skridt bagud, så han bedre kunne se op mod ham, da han trods alt stod oppe på dragen og det var højt oppe! ”Øh.. jeg tror nu bare at jeg bliver på jorden,” svarede han med ærefrygt i stemmen, da han klart måtte respektere det store væsen. Han vidste godt at dragen ikke ville gøre ham noget, medmindre Shalio gjorde tegn til at angribe ham og derfor var det vel også lidt en tillidsprøve mellem ham og Shalio? Dog var han ikke selv nogen almindelig vampyr, så han frygtede ikke for sit liv. Han var dog alligevel på vagt, men det var kun normalt for ham, da han havde en tendens til at gøre venner til fjender, og han måtte erkende at han egentlig bare gerne ville kunne komme igennem livet uden at skulle være jagtet som et dyr. ”Du har måske tænkt dig at blive deroppe hele natten?” spurgte han morende. Han forstod nu godt at Shalio gerne ville more sig lidt, nu hvor dragen var fremme, og fantastisk flot og storslået var den skam, men det var vel egentlig også begrænset hvad den kunne? Den var trods alt kun skind og ben. ”Kan den noget særligt? Udover at flå et væsen fra hinanden med tænderne?” spurgte han nysgerrigt, som hans hoved søgte let på sned.