Just another day..?

[Deleted]

Det susede igennem de næsten forfaldne sten som var med til at danne murbrokkerne i den store kælder. Lige hvor lang tid Maurus havde været der, vidste han ikke, men et sted så han vel.. næsten frem til at miste livet? Lige hvad det var Cecilaya var ude på, vidste han ikke, og et sted så var det vel næsten det som måtte skræmme ham mest, da han ikke vidste hvad han skulle eller kunne gøre ved det af den grund! Han var efterhånden faldet hen i en temmelig dyb søvn, som i sig selv, var umådelig tiltrængt. Hans overkrop var blottet til Cecilayas frie beskuelse hvad end om hun ville betragte, pine eller torturere, så kunne han intet stille op! End ikke på magisk vis! Hvilket var noget som direkte frustrerede ham som intet andet!
Det var efterhånden ved at være koldt, selvom Maurus efterhånden var for træt og udmattet til overhovedet at lægge mærke til noget som helst. Han var klynget op af en væg, hvor han til tider kunne mærke vinden blæse mod hans ryg.. lige når den faldt helt præcist, også selvom det ikke skete særlig ofte. Det efterlod som regel visse gys til at skyde direkte igennem hans krop, hverken behageligt eller ubehageligt.. Det var vel et sted noget som automatisk førte til at han kunne bevare sit fokus lidt. Øjnene slog han let op ved lyden af skridt. Den lyd alene, efterlod ham med en kraftig dirren og sitren, hvor han let knyttede de trætte og tørre næver. Huden sprak, han var præget af mange gamle sår og mærker som havde lukket sig efter Cecilaya havde forladt ham igen. Det foregik dagligt, så meget havde han da fundet ud af, selvom det bestemt heller ikke just gjorde det bedre for hans del. Han var røget ud af tælling allerede for lang tid siden, hvilket et sted gjorde ham ubehageligt til mode. Hvad han vidste, var at der nok måtte være gået et stykke tid, men ikke desto mindre, så havde han slet ikke lyst til at gennemgå mere end det som han havde været igennem til nu! Tænderne bed han tydeligt sammen, selvom det ganske vidst heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. ”Lad mig være..” hviskede han med en tydelig hæs stemme. Det var vel ved at blive dage siden han havde fået noget at spise og drikke i det hele taget, og den lange tortur havde efterhånden sat sig på hans krop fysisk set og psykisk? Ja, det var jo en helt anden sag, som han forsøgte at klamre sig fast til det som han havde tilbage af sin egen værdighed, selvom hun rev den ned dag for dag, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! At gøre modstand mod de magiske lænker, var noget som han allerede havde opgivet for frygtelig lang tid siden, for han kom ikke derfra, når han ikke kunne bruge magi! Ikke før Cecilaya ville slippe ham, og det var desværre noget som så ud til at have frygtelig mange udsigter endnu.

[Deleted]

Det havde været en forbandet lang dag i Appolyon. Mørket var allerede faldet på, særligt her i disse mørke tider. Cecilaya smækkede frustreret hoveddøren som hun endelig nåede hjem.. det hjem som havde været forbandet tom i måneder nu. Athena var flytte til Imandra og resten var.. mere eller mindre døde. Det hjem som havde været livligt og besøgt, var pludselig henlagt i stilhed og tomhed. Som hver dag stod hun i gangen og lyttede for et kort øjeblik, forestillede sig at hun kunne høre stemmer fra stuen, håbede om ikke andet, også selvom hun blev skuffet hver gang. Kappen hang hun fra sig på stumtjeneren og slap et lidt opgivende suk. Måske hun efterhånden havde holdt den kære Maurus fanget i uger, men hun kunne faktisk godt lide tanken om ikke at sidde selv, samtidig med at nogle måtte tage ansvaret for hendes vrede og frustration.. nogle var nødt til at stå til regnskab for de ting som var hændt for hendes familie, og hvad var bedre end en warlock? Frem for at sætte sig foran pejsen i stuen eller hoppe i seng også selvom hun var udmattet, så valgte hun i stedet at søge direkte mod kælderen. Hendes mine var hård og kold, lukkede de spor af varme i hende som kunne være, helt ude. Hendes tunge skridt gav genlyd gennem den store kælderregion. Som lille havde både hende og Cedric haft forbud mod at nærme sig det sted, men efter deres død var nysgerrigheden blevet for stor, og den dag i dag var hun allerede temmelig fortrolig med de mange gange og mange af de hemmelige rum. De kølige gange var fuldkommen mørklagte og det samme var det torturkammer hvor hun holdt Maurus fanget i de lænker som ligeså bandt hans magi så hun til enhver tid vidste hvor hun havde ham. Allerede inden hun nåede det åbne rum, hørte hun hans stemme, hvilket blot fik hende til at trække lettere tilfredst på smilebåndet. Roligt stoppede hun op i døren og betragtede ham med kølige øjne, som han hang der sølle og ynkelig, med sår der prydede hans krop hun havde ikke været blid ved ham og det havde hun bestemt heller ikke tænkt sig i dag, nu skulle der bare ske noget bedre. Efterhånden havde han hængt der i så lang tid at han vel knap tænkte på muligheden for at undslippe hendes kolde kløer? ”Stop med at klynke,” bad hun næsten irritabel. Nøglen til hans lænker lå frit fremme på bordet med torturemiderne, netop for at pirrer ham endnu mere, så tæt på og så alligevel så langt fra. Uden et ord strøg hun mod stenbordet og rakte ud efter nøglen frem for pisken som hun efterhånden var blevet mester til at svinge igen. ”Opfør dig pænt,” bad hun næsten morende som hun endte med at sætte nøglen i lænkernes lås. ”Jeg får brug for dig oven på i dag, men jeg advare dig.. hvis du så meget som forsøger at bruge anden magi end den som jeg beder dig om, så kommer det til at koste dig mer eend et piskeslag,” sagde hun roligt også selvom hun skam mente det. De grønne øjen endte i hans, at dømme ud fra hvilken tilstand hun havde henlagt ham i, så var det begrænset hvilken magi han kunne gøre brug af. Lænkerne endte med at slippe hans greb om begge håndled, hvilket langt om længe tillod ham at komme ned.

[Deleted]

Det var efterhånden gået op for Maurus at han måtte befinde sig i Marvalo Mansion. Lige hvorfor det var der han blev holdt, vidste han ikke, men han gik ud fra, at det havde noget at gøre med Faith og Kimeyas bortgang, selvom han absolut intet havde haft med den sag at gøre! Frem til for nylig, havde han faktisk levet et ganske roligt liv, selvom det så drastisk var blevet revet fra ham og direkte ødelagt! Efterhånden var han vant til stilheden som herskede i kælderen når Cecilaya ikke var der. Et sted glædede han sig vel altid til hun tog på arbejde, så han kunne få lov til at.. hvile. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var mild ved ham, for det var hun da på ingen måde, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund, og det var noget som gjorde direkte ondt for ham at tænke på, for han ønskede slet ikke at blande sig ind i disse ting, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det!
Cecilayas skridt kunne han efterhånden genkende ned af gangen. Et sted var det vel en psykologisk tankegang som gjorde at han reagerede som han gjorde? For det var bestemt ikke noget som han gjorde med vilje! Han bed tænderne tydeligt sammen, som blikket automatisk gled mod nøglen som lå på bordet. At flygte, var en tankegang som han efterhånden var ved at opgive, for han fik ikke noget ud af den uanset, hvilket nok nærmest var det værste af det hele, for han kunne absolut intet gøre ved den, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke. Cecilaya ville ikke lade ham gå.. et sted så.. regnede han vel med at han ville dø her på et tidspunkt? Når hun blev for træt af at lege med ham på den måde som hun nu gjorde det, for det var en tanke som efterhånden virkelig irriterede ham! At hun havde brug for ham.. ovenpå i dag, forundrede ham, for han havde jo slet ikke haft lov til at forlade kælderen endnu, som han jo egentlig bare havde hængt der fra.. ja, han var vågnet efter hun havde slået ham ud. Lænkerne var magiske, så han kunne absolut intet stille op, og den tanke var noget som efterhånden frustrerede ham! ”H-hvad vil du mig..?” hvæsede han med en hæs stemme. Ord som han havde gentaget stort set hver eneste gang hun var kommet ned til ham, men hun var jo så til gengæld også den eneste som faktisk.. tjekkede op på ham. Personligt regnede han faktisk ikke med at der var nogen som vidste hvor han var, eller i det hele taget søgte efter ham, så var det nu alligevel en tanke som gjorde en smule ondt. Som lænkerne endelig gav slip, så røg han direkte i gulvet med et kraftigt gisp, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, eller forventet sig for den sags skyld! Næsten automatisk forsøgte han at rejse sig op, selvom det på ingen måder ville som han ville det, og den tanke i sig selv, var faktisk frygtelig frustrerende! Øjnene kneb han sammen. Han var gispet, slået og tortureret igennem det som måtte være uger, og det var noget som han helt klart godt kunne mærke nu hvor han faktisk havde muligheden for at bevæge sig bare en smule, for han følte slet ikke at det var noget som han havde styrken til!

[Deleted]

Selv Cecilaya havde mistet tælling over de dage hvor hun havde holdt ham som sin personlige fange. Hun var en vred og frjustreret ung kvinde, der havde været igennem mer end nogle burde på så kort tid. Det var ikke fordi hun ville beklage sig, det eneste hun kunne gøre, var at gøre et forsøg på at gøre sine forældre stolte, hun var ikke sikker på at dette var den rette vej at gå, men vreden skulle hun give slip på, på en måde hvor det ikke ville gå ud over arbejdet. De var i krig med hans art, hvilket hun brugte lidt til at lovliggøre fortagende. Det var kun til hendes held at der endnu ikke var kommet nogle for at hente ham. De timer hvor hun arbejdede hang han fri for de mange slag og de timer lange torturer hun kunne finde på at kaste ham under. Som regel arbejdede hun meget, men i aften var hun kommet tidligt hjem. Det store mansion var tomt og ensomt, det havde mistet alt form for liv, alt form for mening på trods af dets ry for at være et af Dvasias' ældste boliger. Hendes fascination af stedet var gået i døden sammen med sine forældre. Cecilaya betragtede ham med de kølige, grønne øjne som han hang der, fuldkommen ynkelig og endnu præget af sår som hun havde givet ham for uger siden. Hun endte med at låse lænkerne op hvilket fik dem til at miste deres greb om hans håndled og i stedet lagde ham glide i jorden uden videre. For lange sekunder betragtede hun ham med sammenknebne øjne før hun greb omkring en sammenrullet pisk som lå på bordet ved siden af hende. Hun gjorde ikke brug af den, for lige nu havde hun ikke planer om at gøre skade på ham, men den stod vel som advarsel nok i sig selv? ”Det vil du se tids nok. Først og fremmest skal du have noget mad efterhånden,” konkluderede hun. Han havde fået et glas vand om dagen men ikke mere end det. Efterhånden var hun selv ved at være sulten, men ligesom sin mor kunne hun ikke finde ud af at håndtere en køkkenkniv så nogle skulle jo lave det. I det store og det hele så var hun desperat efter en form for selskab, for hun blev vanvittig af at sidde og stirrer for sig selv ind i pejsen eller ned på papir som udgjorde mere arbejde. ”Rejs dig, din kujon.” vrissede hun og himlede med øjnene. Hun havde ikke tålmodighed til at skulle håndtere det andet. ”Tving mig ikke til at gøre brug af pisken allerede,” advarede hun, og der var noget i hendes tone som afslørede at hun bestemt ikke ville tøve. Måske det hun havde tænkt sig, var at gå skridtet for langt, men lige i aften var hun ligeglad, desuden ønskede hun at give ham følelsen af at være magtesløs.. som de alle havde været under warlockernes angreb den aften hvor hendes forældre var afgået ved døden. De havde alle risikeret deres liv, det vidste hun godt, og hun bebrejdede ham for det selvom der var ikke var sket mere end der var. ”Kom så,” bad hun som sidste advarsel. Hun havde ganske vidst ikke været mild ved ham, men hun skyldte ham heller intet, tværtimod.. det had for warlockerne som hendes mor havde næret, var hun nu begyndt at forstå, derfor var det oplagt at tage det ud over ham.

[Deleted]

Hvad der var hændt Kimeya og Faith, havde slet ikke noget som helst med Maurus at gøre, som han tydeligt var fanget i en situation som han ikke bare kunne komme ud af. Hvor lang tid han egentlig havde hængt nede i Marvalo Mansions kælder, vidste han ikke, men en ting havde han allerede konkluderet; Han kunne ikke fordrage det sted! Det var det mest forfærdelige sted på hele jorden, og han havde efterhånden været mange steder! Til nu havde han holdt stand mod hendes tortur og pinsel af ham, selvom det på ingen måder havde været nemt. Han var træt og psykisk udmattet, så der var jo selv grænser for hvad han kunne holde til. Bare tanken om at han var blevet.. håndteret på denne måde af et så ungt individ, var jo samtidig en direkte hån mod ham, og det var noget som et sted i den grad også var noget som gjorde ham direkte vred! At ynke var han slet ikke ude på, som den tanke alene, var noget som gjorde ham direkte vred. Han fandt sig i frygtelig lidt, når det kom til det her, for han var kastet under frygtelig meget, også i sine helt unge år i forsøget på at gøre ham til hans bror.. At gøre ham til Matthew, og det var han bestemt heller ikke! Tanken om at han denne gang skulle have noget mad, var noget som direkte.. lettede ham, for han var udhungret efterhånden! Som lænkerne havde sluppet ham, forsøgte han hurtigt at komme op, specielt som han så at hun stillede sig med pisken i hånden. ”V-vov ikke at bruge den mod m-mig..” endte han direkte sammenbidt, som han igen vendte blikket vredt mod hende. Han fandt sig ikke i den behandling, men sådan som hun havde kørt på ham, så kunne han ikke gøre den største modstand!
Som Cecilaya beordrede ham ud af kælderen, så forsøgte han faktisk at følge med, for han vidste jo ikke hvor pokker hun ville have ham henne, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Hans skridt var vaklende og tydeligt usikre, som han nærmest støttede sig op af muren, for at holde sig på benene. Han var afkræftet og han havde det i den grad heller ikke særlig godt, hvilket nok også var frygtelig tydeligt selv for ham! Hans hjerte kæmpede for at holde trit.. Han brugte og kørte på de sidste energireserver som han i det hele taget havde, og det var bestemt heller ikke behageligt! Adskillige gange, var han ved at falde over sine egne fødder. Han var træt og han var udmattet, og han ønskede egentlig bare at hun tog hans liv og fik det overstået i stedet for det andet her, for selv i hans forstand, var det direkte ydmygende, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han stoppede op ved trappen som førte ovenpå. Han sukkede dæmpet, som han tog fat om væggen, næsten som han forsøgte at trække sig op. Han havde slet ikke energien til at gå op af den normalt, så træt som han var! For hvert skridt han tog, var han ved at falde.. Hans skridt var vaklende. Han var kort ud sagt kørt død for energi!

[Deleted]

Måske at Maurus ikke direkte havde deltaget i slagtningen af hendes familie, men det var nok at han var af samme væsen som dem der havde, nogle skulle straffes når ikke den kære Mattheus havde tænkt sig at gøre det, så for nu havde hun valgt at tage det i egne hænder og så måtte hun jo tage straffen for det senere. Hun nød tanken om ikke at være fuldkommen alene, mere end hun nok i virkeligheden nød den hævn som hun gemte det bag. Lænkerne lod hun slippe sit greb om ham. Efterhånden havde hun efterhånden fået pointeret at hun var stærkere end ham, og at det ville være direkte nytteløst at forsøge at flygte, så hun gik ud fra at det ville være forholdsvist sikkert at bringe ham op. Hendes mave knurrende, måske hun var modbydelig men hun var ligeså menneskelig, problemet var desværre at hun aldrig havde lært kogekunsten, så nogle måtte jo lave det til hende. Kort så hun på pisken i sin hånd, og lod det kølige smil brede sig på hendes læber. ”Hvis du opfører dig pænt, og gør hvad jeg siger så behøver du ikke at frygte den,” svarede hun ærligt. Det var så simpelt.. med mindre han formåede at gøre hende mere irriteret end det som hun allerede var, vel og mærke. Som han endelig fik sig selv stablet på benene så fulgte hun ham ud i gangen hvor han næsten måtte klamre sig til væggen for at holde sig på benene. Denne gang rustede hun sig med den smule tålmodighed hun havde, og fulgte ham bagved frem for at hjælpe ham på vej. Det tog et helvede af en tid at komme frem til trappen, som hun næsten kunne gætte sig til ville blive udfordrende.. Hun trådte roligt op på siden af ham og tog et fast greb omkring hans nakke før hun direkte slæbte ham op af trappen og op i køkkenet. Det kom da op. Døren ned til kælderen lukkede hun. Den ville de ikke få brug for lige nu. De var nået op i det velkendte køkken af mørkt træ. Det var uden tvivl Marvalostilen, den var gennemgående gennem mere eller mindre hele huset også selvom far for efterhånden mange år siden, havde foretaget en renovering efter at mor var kommet til at sætte flammer i det meste af underetagen. ”Jeg håber sandelig at du kan din kogekunst. Fortæl mig hvad du skal bruge,” endte hun i nopget der mest af alt mindede om en ordre. Han havde vel mere eller mindre gættet hvad hun først ville have ham til? Hun kunne ikke længere koncentrere sig på tom mave, men nu var der ingen til at lave det for hende, så hun håbede sandelig at han kunne. Roligt gled hun ned i en stol som var placeret ved et lille bord. Hun huskede at mor havde siddet og snakket med far mens han lavede med. Det slanke ben lagde hun over det andet og pisken i sit skød. Noget skulle hun jo have i tilfælde af ulydighed, for det havde hun ikke tænkt sig at finde sig i. Nu hvor hun alligevel holdt en fange kunne hun ligeså godt udnytte ham som en slave, det var både nemmere og mere morsomt.. og ikke mindst mere ydmygende for ham, hvilket var hvad det hele kom ud på i sidste ende. Med kølige, grønne øjne fulgte hun hans mindste bevægelse, også fordi hun godt vidste at han ikke kendte noget her omkring. ”Hvad venter du på?” spurgte hun lidt vrissent.

[Deleted]

Det var allerede for længst gået op for Maurus, at han ikke kunne sætte sig op mod Cecilaya. Han havde forsøgt, og han var kun kørt igennem den ene hårde omgang efter den anden, hvilket faktisk var noget som frustrerede ham, for han kunne.. intet gøre ved det af den grund! Tænderne bed han tydeligt sammen, som han endelig røg af væggen, som han havde hængt på, i det som måtte være uger efterhånden, og tanken var direkte ubehagelig som intet andet overhovedet! Han gispede svagt, som han støttede sig op af væggen, for at komme derfra. At komme lidt op og bare se.. noget andet end de kolde og døde vægge i mørket som han var fanget i, gjorde ham bestemt heller ikke noget som helst! Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Han var svækket og tydeligt afkræftet, selvom det vel heller ikke var noget at sige noget til? Han havde det på ingen måder særlig godt fanget i den situation som han var fanget i! ”H-hold den tingest langt væk f-fra mig..” endte han med en tydelig spids tone, som han sendte hende en direkte advarende mine. Han fandt sig bestemt heller ikke i det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Som de nåede trappen og hun direkte tog fat om nakken på ham, for at få ham op, tvang ham virkelig til at koncentrere sig, for ikke at ende med at falde over sine egne fødder! Som de kom op, så følte han alligevel en form for.. lettelse et sted? Bare det at se noget andet end kælderregionerne i Marvalo Mansion var virkelig et fantastisk syn! Desuden havde han hørt mange rose dette sted for indretningen, og han måtte vel give dem ret? Det var smukt indrettet og tydeligt også noget som stod tilbage fra Faith og Kimeyas tid, selvom det nu heller ikke just var noget som gjorde ham noget. At han blev tvunget mod køkkenet og med de ord, så var det kun tydeligt hvad det var hun ville have ham til. Skulle han virkelig stå og lave mad til hende? Nu måtte hun da for pokker holde op! Han støttede sig direkte op af køkkenbordet, bare for at have et eller andet, for han ønskede.. at sove.. Han ønskede at slappe af, for han var direkte udmattet og med den hårde behandling bag sig, så var det vel heller ikke underligt i sig selv? Han gispede ganske svagt, som han tydeligt bed tænderne sammen. ”D-du vil have at j-jeg skal lave mad til d-dig?” spurgte han forundret. I sig selv, så var det slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde overhovedet! Han trak vejret dybt, som han vendte sig væk fra hende igen. Det var pinligt at stå og lave mad til en dæmon på den her måde! Og så på det grundlag? Hun kunne tro nej! Som hun alligevel truet ham, fnøs han let for sig selv, som han tydeligt måtte bide tænderne sammen. Han havde levet alene i mange år, så han kunne vel godt? Selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til! ”H-hvad ønsker fruen?” spurgte han kortfattet og tydeligt flabet, uden at skænke hende så meget som et blik.

[Deleted]

Cecilaya ville efterhånden mene at hun havde bevist overfor Maurus hvem der var stærkest. Måske det ikke var så meget tilfældet i virkeligheden, hun havde haft nogle fordele som han ikke havde været i besiddelse af, hvilket vel havde givet hende lidt et forspring? Med det kendskab hun havde til Igleéias så var det næsten pinligt at han var så svag som han var, og dog så morede det hende, selv Cedric havde haft en større vilje og stolthed. Nu havde han siddet indespærret i den kælder i uger, det var på tide at han fik et billede af det sande Mansion, dog ikke for ren og skær fornøjelse, der skulle trods alt arbejdes for alting. Pisken holdt hun fortsat i sin hånd, den skulle nok sikre at han ville følge hendes mindste vink. Den direkte fjendtlige tone han tog i brug overfor hende når det kom til den, beviste vel kun lidt om den magt hun havde skabt over ham? ”Så er det til mit held at jeg bestemmer hvornår den skal bruges eller ikke skal,” påmindede hun og betragtede ham med det kølige blik. Måske hun var kendt som en ganske anden kvinde men de mange tab havde haft en effekt på selv hende. Far, mor og Cedric var alle borte, det samme var Elanya og Jared og Nathaniel samt Destiny og Fabian.. det var ikke mange hun havde tilbage og Cayla og Junior havde trods alt deres at døje med som hun heller ikke ville blandes ind i. Marvalo Mansion havde altid fået ros fpr sin pragt. Dets stemning krævede dog at man ikke var en sart sjæl, mange steder i huset kunne være ubehagelige at gå selv for hende hvilket også var en grund til at hun ikke brød sig om at være alene mere. Hun nikkede bekræftende. ”Er det ikke åbenlyst?” mumlede hun en smule spidst og himlede med øjnene. Han var svag og afkræftet, kunne knap stå på sine egne ben, i hendes øjne var han direkte ynkelig.. Matthew ville have gjort hvad som helst for at optræde med værdighed og det samme var hun sikker på at Eniqa ville, selv dengang de havde huset hende, havde hun forsøgt når benene var faldet sammen under hende. Den flabede tone fik hende kort til at rynke på panden, men mere tog hun ikke notits af den. Det var ikke fordi at hun behøvede at tænke sig om længe, før hun vidste hvad hun ønskede. ”Pandekager.. jeg vil have pandekager,” svarede hun og forsøgte at holde facaden med det kølige smil oppe, men begejstringen kom kort til udtryk i hendes blik. Det var måske dybt useriøst at skaffe sig en slave til at lave pandekager for sig, men i virkeligheden var hun jo mere ensom end hun var direkte modbydelig, den eneste grund til at han så ud som han gjorde var på grund af frustrationen over hans væsen som gang på gang lod til at skulle ødelægge det for hendes familie. Nu var der næsten ikke flere at ødelægge det for, så det var lige før hun kunne tage det roligt. ”Tjept. De ting du skal bruge står i spisekammeret der,” informerede hun og pegede roligt hen på døren ned til kælderen, det lå jo lige ved trappen derned. Imens blev hun selv siddende og betragtede ham roligt, hendes mave knurrede allerede desuden havde hun ikke fået pandekager siden far stadig havde været i live.

[Deleted]

Maurus vidste udmærket godt, at han var ynkelig af en warlock at være, men hvad andet valg havde han egentlig? Alene den tanke om at han igennem frygtelig lang tid havde været udsat for denne form af tortur, var ikke noget som han brød sig om, men han vidste jo så til gengæld også, at der ikke ville komme nogen som helst efter ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det bedre, for et sted så… ønskede han vel bare at hun tog hans liv i stedet for alt det andet? Tænderne bed han let sammen, som han endelig kom op i lyset.. lys som han ikke følte at han havde set i frygtelig lang tid nu! Hans ben dirrede voldsomt under ham, som han vendte blikket direkte mod hende. Selv nu sad hun med hele magten, for han magtet slet ikke at udføre magi lige nu! ”H-hold den f-fra mig..!” endte han med en fast tone, for løgn var det bestemt heller ikke på nogen måde! Blikket gled omkring i køkkenet.. han havde ikke nogen anelse om hvor noget som helst stod eller hvad hun ville have og han vidste desuden heller ikke hvornår hans ben ville give efter for hans vægt, for han var træt og direkte udmattet og ønskede egentlig bare at.. hvile ordentligt. Han havde nok aldrig troet det, men han savnede virkelig at sove i en ordentlig seng! At hun ville have pandekager, var bestemt ikke noget som han havde regnet med, hvor han vendte blikket mod hende. Der måtte ligge noget bag, også selvom han ikke spurgte ind til det. Han sukkede tungt. Det krævede jo meget at stod op og det var faktisk noget som var krævende for ham lige nu! Han nikkede blot, inden han kæmpede sig hen til spisekammeret. Pandekager af alle ting? Det forundrede ham! Han fandt en skål frem, som han satte på bordet. Han vidste ganske vidst godt hvordan de blev lavet, for det var jo i sig selv, ganske simpelt, men at lave dem på den her måde, havde han bestemt ikke regnet med! Han fandt mel og alt det andet frem, som han satte på køkkenbordet, inden han fik gang i varmen under de varme sten, så de kunne laves, for det tog jo tid for det at blive varmt, og det vidste han jo udmærket godt! Han lukkede øjnene ganske let, som tænderne tydeligt blev bidt sammen. ”For pokker..” mumlede han let for sig selv, som han kort følte hvordan benene gav efter under ham. Han greb efter køkkenbordet, for ikke at ende med at gå i gulvet, for den tilfredsstillelse skulle hun bestemt ikke have! Hvorfor hun ikke bare kunne tage hans liv, forstod han slet ikke, for det andet her, var virkelig ved at irritere ham! Han begyndte at blande pandekagedejen, også selvom det gik langsomt, og den var sikkert også fyldt med klumper, men han gjorde det faktisk så godt som det var ham menneskelig muligt, men det var svært, når man knapt nok kunne holde sig stående på benene! At hun så bare sad der og holdt øje med ham, begyndte virkelig at irritere ham! Han trak vejret dybt.. Han undlod for alt i verden at kigge på hende! Han vendte sig mod de varme sten, som efterhånden måtte være varme nu! Med skålen i sine skælvende hænder, begyndte han at lave pandekagerne som hun havde bestilt dem. Han forsøgte at bevare sit fokus!

[Deleted]

Cecilaya havde bestemt ikke været blid ved ham, men hun havde trods alt heller ikke haft grund til det. Warlockerne var skyld i tabet af mere eller mindre hele hendes familie, hun nærede et voldsomt had til dem, og det skulle hun gerne være den første til at erkende! Hun ønskede ikke at tage hans liv, for det første fordi det ville være for nemt, for det andet fordi det ville efterlade hende alene. Selvom hun ikke ønskede at være ved det, så lignede hun jo nok desværre sin mor forbandet meget. Hun endte blot med at himle med øjnene ved hans ord. Hun holdt pisken i sin hånd men hun gjorde ikke brug af den.. det var der ingen grund til så lang tid han opførte sig pænt. I stedet blev hun roligt siddende go betragtede ham med utålmodige øjne. Det var lange siden at hun havde fået pandekager og far plejede jo at lave dem til hende.. måske det var en mærkværdig ting at bede en fange om, men hvis han gjorde som hun sagde så kom der også nogle gode. Selvom han tydeligvis ikke havde en synderlig god balance så hjalp hun ham ikke, for i hendes øjne var det blot ynkeligt. Hånden lod hun løbe gennem de flammerøde lokker og slap et sukker. Selv Maurus var tydeligt forvirret over den opgave som hun havde stillet ham, det var jo ikke helt normalt. Mens han fandt de ting han skulle bruge, kastede hun et blik ud af vinduet. Alt lignede sig selv, men der var ikke blevet gjort noget ved haven i uger, hvilket far var gået meget op i.. det kunne være at hun burde tage sig sammen til det. Det var ikke nemt for ham at holde sig på benene, men Cecilaya gjorde intet ud over at strække hals for at se hvordan han lavede dem.. hun havde jo set far gøre det millioner af gange, men hun var igen ligesom sin mor, for utålmodig til at stå i et køkken, alt endte brændt og det var ikke til at spise mere. Hånden rakte hun over mod stenene, der straks endte varme. Det havde sine fordele at være en ild dæmon, men det var også den hjalp hun ydede. ”Det går sløvt for sig,” påpegede hun med en næsten advarende tone. Hendes mave knurrede, hun havde ikke spist i frygtelig lang tid, det gjorde jo ligefrem ondt. Var han sød så kunne hun dele et par med ham, desuden havde hun planer om at lægge ham i seng, der var for langt ned i kælderen, og hun havde fået.. utrolig dårlige idéer som ville få hele familien til at vende sig i graven, men hun var nødt til at gøre forsøget. ”Jeg vil råde dig til at gøre dig umage, du kommer selv til at spise det, så ingen numre,” fortsatte hun. Det ville være den perfekte måde at forgifte hende på, men hun havde skam gjort sin forberedelse, hun havde ingen intentioner om at lade ham gå, eller om at lade ham rive hende med sig ned i en form for hul.

[Deleted]

Den barske behandling som Maurus havde været igennem, var noget som selvfølgelig havde sat sig i hans skind og ben. Dybt i knoglerne, og det var noget som kun havde formået at vække en vrede, som bare ikke skulle vækkes. Selvom han i sin nuværende tilstand, ikke var i stand til at gøre meget andet end at gøre hvad hun bad ham om, så forsøgte han faktisk at gøre det så godt som han nu kunne. Hvis det resulterede i en mulighed for at komme ned at ligge, så var det bestemt også kærkommen, for han havde efterhånden så tydeligt brug for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At det jo så lige var pandekager som hun ville have, forstod han sig på ingen måder på. Det eneste som han dog kunne konkludere, var at det måtte være noget fra hendes forældres tid. Han vidste at de var døde, selvom det nu alligevel var en tanke som frydede ham. Hun var knust indvendig, selvom hun holdt den facade oppe og specielt overfor ham, så vidste han det! At blande dejen, var bestemt heller ikke nemt, når man knapt nok havde energien til at holde sig på benene, selvom han faktisk gjorde det så godt, som det nu måtte være ham menneskelig muligt. At hun varmede stenene op for ham, gjorde selvfølgelig det hele nemmere, for ellers ville det tage hundrede år for ham at blive færdig, og så var det sikkert heller ikke engang godt nok! Han blev noget stram i minen ved hendes ord, for han gjorde det for pokker, så godt som det han nu var menneskelig i stand til! ”D-det skulle du h-have tænkt på, inden du s-svang pisken første gang,” vrissede han let for sig selv, som han kunne se at stenene var ved at blive varme nok. Han fik en tallerken fundet frem, som han kunne ligge de færdige pandekager på. Det var måske en oplagt mulighed for ham at forgifte hende på, men det ønskede han faktisk ikke. Selvom behandlingen var hård, så… så hun ham jo faktisk, også selvom det i sig selv, var en direkte mærkværdig tanke at skulle gøre sig, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det! Han fik vendt den første, så den blev stegt på begge sider. ”P-passer mig fint..” svarede han dog, inden han fik den færdige pandekage over på tallerkenen, inden han satte den næste over. Selvom det krævede sit at holde sig på benene, så gjorde han faktisk hvad han kunne, for han ønskede slet ikke at blive pint mere med den pisk, end det som han måtte være i forvejen! Med tiden som passerede, så blev en hel stak pandekager færdig, inden han selv vendte sig mod hende. Hans ben skælvede i den grad under ham, hvor han næsten måtte holde sig til bordkanten, for ikke at ende med at falde. Han ville egentlig bare ned at ligge.. Det var næsten som maden slet ikke betød noget for ham lige nu, også selvom det bestemt heller ikke var tilfældet, for han følte at han var ved at dø af sult! ”D-de er færdige..” endte han ganske sandfærdigt.

[Deleted]

Cecilaya kunne ikke skjule det faktum at hun på sit vis nød den magt hun pludselig havde fået over et andet individ, og endda et af den slags som havde været med til at gøre forældreløs. Hun havde som sådan ikke nogen nær familie mere og hun forsøgte at vogte om dem hun havde, men det var ikke nemt så splittet som de alle var blevet. Det skar dybt i hendes sjæl.. ensomheden var tung og steg hende til hovedet, selvom Maurus ikke ligefrem var rart selskab, så var han dog selskab. Hun blev roligt siddende mens luften fyldtes den søde duft af pandekager. Duften i sig selv vækkede et enormt savn.. hvad hun ikke ville give for at kunne stå i sin fars betryggende favn, det var lige før hun ville vove og påstå at hun ville give alt for at høre ham og mor råbe og skrige af hinanden, bare for at vide at hun ikke var alene, også selvom det ikke var ord der forlod hendes læber. Marvalo havde i mange år været et samlingspunkt for mange, men nu var der.. kun hende. ”Det er i virkeligheden mere di problem, end det er mit, ikke?” endte hun spidst og lagde hovedet let på sned mens han kæmpede i køkkenet. Hun smilede for sig selv. Nej hun havde på ingen måde været blid ved manden, hvorfor pokker skulle hun? Jo flere warlocker der blev tæmmet jo bedre, desuden bragte han om ikke andet liv til huset når hun ikke fandt sig i drypstenshulerne, som næsten var blevet hendes hjem. Hun vidste at dette var en oplagt mulighed for ham, til at gøre skade på hende, men hun ville stærkt råde ham til at lade være, hun var stærkere end ham i dette øjeblik, desuden ville han selv få lov til at spise dem.”Godt endte hun med et ligegyldigt træk på skuldrene. Hun rejste sig roligt for at finde nogle tallerkner samt noget sukker og hjemmelavet sirup fra Liya. Det smagte fantastisk! Med et lettere vurderende blik vendte hun sig mod stakken af pandekager. Selvom de ikke var så fine som fars, så gik de vel ind? Hun nikkede anerkendende og tog fat om de de ting hun havde samlet, samt tallerkenen med pandekager. ”Kom med dmig,” bad hun, selvom det var mere en ordre end noget andet. Roligt førte hun ham med ind i spisestuen der altid havde været familiens samlingspunkt. Her dækkede hun op til dem for enden og stilte pandekagerne og siruppen mellem dem. ”Sæt dig.. tag for dig og nyd den.. jeg lover ikke for hvornår næste gang bliver,” påpegede hun ærligt, mens hun selv endte med at tage plads på den ene stol og lagde en pandekage på sin tallerken. Un havde ikke bordskik nok til at vente på ham, hun ville næppe lægge skjul på at han var hendes slave, for det var jo mere eller mindre sådan det fungerede, og det var bestemt heller ikke noget hun ville lave om det, på det var helt sikkert, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Maurus var bestemt ikke begejstret for den situation som han var endt i, også fordi at han vidste, at der ikke rigtigt var nogen som ledte efter ham, for.. hvorfor skulle de? Han havde aldrig haft nogen særlig betydning, og alt efter den behandling som Cecilaya tvang ham igennem, så regnede han heller ikke med at det ville blive en ting som han faktisk ville overleve i længden, for hun havde bestemt heller ikke været mild på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket væk fra hende ved hendes ord, for det var da ikke hans skyld, at han havde været på det forkerte sted til det forkerte tidspunkt og var tvunget til at stå her, for han havde aldrig som sådan været fjendtlig indstillet, og det var bestemt heller ikke sådan at han ønskede at have det med noget som helst af det! Selvom det krævede sin koncentration at lave de forbistrede pandekager – af en grund som selv ikke var kendt for ham eller noget som helst, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Duften bredte sig, hvor selv han måtte føle sig skræmmende sulten, men han kunne så til gengæld heller ikke huske hvornår pokker han havde fået mad sidst! At Cecilaya faktisk rejste sig og hjalp med at få det hele ind på bordet, forundrede ham faktisk, men igen så vidste han at han ville smide det hele i gulvet, dersom han selv skulle gøre det. Han nikkede blot, som han fulgte hende ind i spisestuen. Selv måtte han lade sig imponere af hvordan stedet her egentlig var indrettet, for han kunne jo faktisk godt.. lide det. Det var fint, det var fornemt, og stemningen føles faktisk varm, dersom man så lidt væk fra omstændighederne om ikke andet, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til lige nu. Han tog pladsen på en stol, også selvom det hele sitrede og dirrede i hans krop. Han nikkede blot. At sige Cecilaya imod, var allerede gået op for ham, at han ikke fik det mindste ud af, af den grund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Javel..” afsluttede han blot, inden han med en yderst skælvende hånd, tog en pandekage til sig, også selvom hun allerede så ud til at være i fuld gang med sin egen. Siruppen hoppede han fint over, for han havde slet ikke tålmodighed til at hælde det over, og lade det sive ordentlig ind, da han jo faktisk bare.. gerne ville have noget i maven for en gangs skyld. Han rullede den sammen, hvor der heller ikke gik mange mundfulde, inden den faktisk var spist og var borte, for han var virkelig udsultet efterhånden, og han havde virkelig også en ringe energi, så det at han kunne nå at få bare lidt, var noget som han tog til sig med en tydelig kyshånd! At hun så truede med at det ville blive det eneste i lang tid, sagde han ikke just noget til, også selvom det var.. ærgerligt? Han var jo sulten og han blev jo slet ikke mæt af en enkelt!

[Deleted]

Cecilaya tog sig virkelig ikke af, hvordan Maurus havde det med det hele, hun var der ikke for hans skyld, det var snarere omvendt. Det morede hende kun at han var så modvillig udelukkende fordi det gav hende en grund til at reagere med frustration og vrede, det gav hende muligheden for at lette byrden en smule. Hun kom nok ikke uden om at hun følte sig ensom. De samtaler hun førte i løbet af en dag, var som regel forretningsforbundet, de var korte og ligegyldige, hun havde kun sig selv nu.. en smule familia i form af Moniqe og Avidan og Cayla og Junior, men ligesom alle andre, så var de præget af kaos i denne tid, og hun ønskede slet ikke at gøre det værre. Cecilaya bevægede sig roligt ind i stuen hvor hun satte pandekagerne på bordet. Hun var efterhånden ved at være sulten, hendes mave knurrede. De så ikke ligeså gode ud som fars, men den duft de afgav var nok til at få hendes tænder til at løbe i vand. De flammerøde lokker strøg hun bag ørerne som hun satte sig ned og skænkede en pandekage op på sin tallerken. Ligesom hun havde gjort, da hun var barn, hældt hun rigeligt med sirup på. Visse ting ændrede sig bare aldrig. Mens hun selv spiste, skøævede hun kun i korte øjeblikke op på Maurus der selv lod til at være gået i krig. Hun bebrejdede ham nu ikke, for hun havde jo faktisk ikke givet ham noget at spise siden han var kommet, et glas vand om dagen var hvad det var blevet til. Rygterne gik om at hun altid havde været blødsøden.. måske hun havde været uskyldig som barn, men hun ville efterhånden mene at hun havde formået at overebvise de fleste om, at hun ikke længere var så blødsøden, hun var på ingen måde en kvinde man skulle lægge sig ud med, desværre havde warlockerne indset det for sent, og nu måtte de bøde for det.. Maurus i særdeleshed. Stakken forsvandt hurtigt i takt med at hun blev mæt. Efter en frem-seks stykker måtte hun give op, også selvom hun ikke rejste sig af den grund. Hænderne foldede hun i sit skød, mens hun betragtede ham gøre sig færdig. Der havde været en hel del flere klumper end i fars, men han havde gjort sit bedste, så hun havde faktisk tænkt sig at holde sit løfte. Efterhånden havde han hængt længe nede i den kælder, hun havde allerede båret de magisikrede lænker op på det kammer som hun havde planer om at lægge ham i – lige ved siden af hendes eget. Der var ikke nogle som kom for at se til hende, hun var i det hele taget ikke meget længe, så hun bekymrede sig ikke om at nogle ville finde ham, det lod jo end ikke til at de andre af hans slags, ledte efter ham i det hele taget. Det undrede hende ikke, Matthew havde altid været i fokus af de to. Hun strøg hånden gennem de røde lokker. ”Se er blive færdig,” bad hun, måske med en kølig tone, men hendes blik blødte mere og mere op jo tættere på ham hun kom, og desuden jo mere tid de tilbragte uden for cellerne som i sig selv var kølige. Hun glemte i tide og utide hvor meget hun hadede ham.. dybest set var hun jo kun vred fordi hans slags havde kostet hende en hel familie, hun savnede dem inderligt.. hun var træt af at være selv. Lettere bestemt endte hun med at rejse sig. ”Følg mig,” beordrede hun og gav ham et lidt bestemt blik, der tydeligt fortalte at det ikke var noget som stod til diskussion!

[Deleted]

Ganske vidst havde Maurus aldrig forventet at det var her han skulle ende, og endda for hænderne af en af de sidste som måtte grænse oprindeligt til Marvalo og Jaceluck. Han havde på ingen måde regnet med at han skulle udsættes for den tortur, og udelukkende fordi at han havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og den tanke i sig selv, var noget som faktisk formåede selv at gøre ham hidsig, selvom han var kørt langt forbi det punkt af udmattelse, så han kunne jo slet ikke stille noget magisk op, så der sad denne unge tøs med alle fordelene, og det var noget som kun irriterede ham yderligere! At det var pandekager hun ville have, var skam ikke noget som han havde nogen direkte forståelse for, men han brokkede sig ikke. Det var ikke ligefrem det sværeste at lave, også selvom han havde svært ved at finde ud af, lige præcis hvorfor det var det som hun ønskede at få lavet. Tænderne bed han svagt sammen, som han tog pladsen som blev henvist til inde i spisesalen. Stedet var umådelig smukt indrettet, hvilket han måtte give det, men igen, så havde han jo bare hængt nede i en iskold kælder i.. ja, guderne måtte jo vide hvor lang tid, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad. Han kastede sig i krig med den ene lille pandekage som han havde fået fat i, også selvom han slet ikke tænkte på at komme sirup eller noget andet over, for det skulle bare ned, nu hvor han havde muligheden for det! Han vovede sig frem, hvor han tog en enkelt mere, som han mere end glædeligt fik i sig i ikke andet end en mundfuld eller to. At hun så åbnede munden, måtte han anse at det var en glæde som måtte vare ganske kort, inden han igen vendte blikket mod hende. Han sendte hende en direkte trodsig mine, som han sank den sidste mundfuld, inden hun bad ham om at følge med. I en umådelig kort protest, så blev han siddende for en kort stund, inden han alligevel gav sig ind og rejste sig. ”Javel..” endte han ganske sigende, inden han roligt vendte blikket i retningen af hende og faktisk valgte at følge med. Selvom han ikke havde nogen anelse om hvor de nu skulle hen, for han kunne jo konkludere at det ikke var kælderen, for den lå i den anden retning, for det var jo den vej som de havde gået herop! Ville hun lade ham gå? Han kunne ikke tro på det, selvom han måtte tage sig i at tænke den tanke. Selvom hans skridt var direkte vaklende, så gjorde han nu alligevel hvad han kunne, for at smage den pisk, var slet ikke noget som han var videre interesseret i på nogen måde! Den var allerede oplevet for meget som det allerede var for hans del! Selvom han måtte støtte sig meget op af vægge og andet som de passerede, også mest for at holde sig på benene. Mæt var han på ingen måde, for han havde jo kun nået at få to, men.. det var jo trods alt bedre end absolut ingenting, selvom der ikke var nogen næring i dem! ”H-hvor skal vi hen.?” endte han denne gang en anelse trodsigt. Han fandt sig ikke i behandlingen, selvom han vidste, at han ikke havde noget valg!