A new life, a new master?

[Deleted]

Med aftenen var mørket også kommet ind over Imandra, hvilket skyldtes vinterhalvåret. Det var koldt, blæsten var bidende, og når man ikke sad med meget tøj på kroppen, så var det iskoldt! Og for en slave som Voltaire, der ikke ejede mere end hvad slavehandlerne valgte at skænke ham og de andre, så var det utrolig koldt at sidde udenfor på gaden. Han havde gået i flere dage, sammen med de andre slaver, bag en hestevogn, for at komme til New Dale, hvilket både havde gjort ham øm i fødder og håndled, da han var blevet slæbt med, med lænker om hænder og fødder, så de ikke kunne stikke af, og da han var warlock og sensuel dæmon, var hans lænker magiske, ligesom de var ved mange af de andre magiske racer, som han gik iblandt. De var omkring tredive mænd og ti kvinder, hvor han af og til fik lov til at stille sine fysiske behov på en af de kvindelige sensuelle dæmoner, da de trods alt havde brug for samleje til overlevelse. Den ene gang var han blevet sultet, fordi de havde vandret så længe, hvor han havde haft så ondt at han knap havde kunnet gå de sidste kilometer, så han var næsten blevet slæbt med bag vognen, hvilket havde efterladt slemme røde mærker omkring hans håndled og ankler. Alle slaver blev behandlet hårdt af de to mandlige slavehandlere, hvor de hver havde fået givet et beskidt, pjaltet sæt tøj, med huller, samt et usselt slidt tæppe til om natten. Der var allerede to der var gået bort af vinterkulden, for selvom de alle lå tæt om natten, så var de to faldet bort i løbet af natten, hvilket havde taget deres liv. Han selv havde været heldig at få en varm plads mellem de andre slaver, hvor det var fuldstændig irrelevant om det var mænd eller kvinder man lå ved siden af, da det hele kom an på overlevelse. Han frygtede at den kommende vinter ville blive alt for hård, særligt når de blev behandlet så dårligt. Hans sko var så slidt, at den havde flere huller i sålen, som snart var ved at ryge af, og når sneen ville begynde at falde, så ville han uden tvivl få alt for alvorlige forfrysninger, som uden tvivl ville tage hans liv med tiden. Selvom han i princippet kunne bruge magi, så var det ham ikke tilladt eller muligt, for de magiske lænker bar de alle sammen på hver dag og hver nat.
Hele dagen havde solen skinnet, hvilket var til alles slavers held, da de så havde været i stand til at holde lidt varme, foruden når der havde været kunder, hvor nogle af dem var blevet slæbt med hen til podiet, hvor de fremviste slaver skulle smide tøjet, så de kun var iført de magen til samme underbukser, så køberne havde frit udsyn til deres flotte muskuløse kroppe; nogle mere end andre, men det som alle havde til fælles, var at de alle bar ar et eller andet sted på kroppen, som viste at de havde været i gang i mange år. Voltaire havde allerede én gang blevet vist frem, hvor en tyk, men fornem dame, havde kigget på ham og seks andre, dog havde han spillet dårlig og svækket, så hun havde valgt nogle andre. Måske damen ville have været bedre end vinteren ville blive hos slavehandlerne, men han nægtede at tage med til et nyt sted, bare for at skulle stikke af igen! Han ville desuden også gerne være et ordentligt sted! Hele slavehandlen foregik et meget åbent sted, hvor slavehandlerne havde søgt om tilladelse til at handle, nogle slaver var dog bedre end andre.

[Deleted]

En ny dag var det blevet og det betød, at det var tid til hjemrejsen. Aleksandra var ankommet til den smukke og moderne hovedstad i Imandra i går formiddag, hvor hun havde mødtes med nogle forskellige forretningsmænd, som hun var kommet for at promovere sin vinproduktion. Fremragende havde det gået, som hun havde charmeret dem med sin person og det faktum, at der rent faktisk var en fremtid i hendes druer. Derfor havde tiden også trukket ud, som det først havde gjaldt forretningerne, hvor morskaben og bånd derefter var blevet knyttet, som møderne havde trukket over i en middag, hvilket havde ført til, at hun havde set sig nødsaget til at overnatte her i byen. Selv vidste hun nemlig, hvor vigtigt det var at skabe sig nogle gode og holdbare forretningsforbindelser, hvor det altid var en ide at kunne med personerne på et dybere plan. Hendes interesse gjaldt måske ikke deres person oprigtigt, da hun var ligeglad med deres tanker og følelser. Det eneste der betød noget var, at hun sikrede sig en stabil plads her i livet, og det havde lykkedes hende endnu engang. Hun havde fået solgt varen, og nu så det ud til, at hun godt kunne vende snuden hjem. Det var dog ikke det hun gjorde med det samme, da hun ønskede at se den velomtalte by, mens hun var her. Det var muligvis ikke første gang, at hun var i New Dale, men besøgende var sjældne, så det burde gøres ordentligt, når hun endelig var her. Hun kunne trods alt godt lide byen, da den på sin vis var godt fremme, når det gjaldt moden. Byen syntes nemlig at være med på det hele, skønt styret i landet var til at diskutere.
Frisk på hvad dagen måtte bringe, forlod Aleksandra roligt det værelse og den kro, hun havde overnattet på. Som hun nåede ud var det til at mærkes, at det inden længe var vinter, som vinden allerede var kold og krævede det lunere tøj på kroppen. Selv var hun godt svøbt ind i dyre og luksuriøse klæder, så hun var sikker på, at hun ikke ville lide under vejret. Om skuldrene bar hun en mørk kappe der næsten nåede helt ned til jorden. Fornem måtte den være, som en sort pelskant af mink løb langs den. Indenunder den varme kappe, bar hun et sort korset der spandt hendes slanke liv ind, hvor hun bar et tilsvarende sort skørt dertil. Selve korsettet var simpelt, hvor det var skørtet der var det ekstraordinære, som det var blevet broderet med guldtråde, så mønstre løb igennem det sorte stof. Målrettet og stolte var hendes bevægelser, som hun bevægede sig ned ad gaden mod det omtalte slavemarked. Inden hun havde forladt kroen, havde hun nemlig spurgt krofatteren, hvad der var værd at se, og han havde foreslået slavemarkedet for hende. Det var ikke ligefrem slaver hun manglede, men hun kunne vel altid give det et kig, og hvis det ikke var noget, så kunne hun altid gå videre. Svært var det på ingen måde at finde, da det bare var at følge en vis menneskestrøm og lyden, hvor hun inden længe blev ledt ind på en stor plads, hvor slavehandlen blev afholdt. Nysgerrigt granskede hun sine omgivelser, hvor hun kunne se, hvordan nogle slaver konstant blev ledt op på et podie, hvor de blev fremvist for folkemængden. Det var dog ikke det sted hun valgte at nærmere sig, som hun i stedet valgte at gå over til de forskellige slavehandlere, hvor man også kunne få et syn på alle deres slaver. Med et vurderende blik bevægede hun sig frem, hvor hun let gjorde holdt ved den første slavehandler der måtte være det sted, hvor Voltaire var.

[Deleted]

Voltaire og de andre slaver havde været i New Dale for nogle dage, og selvom de var kommet til byen, så sov de ikke indenfor, eftersom slavehandlerne ikke havde råd til det. Fødderne var ømme efter den lange vandring, hvor han var sikker på at han havde fået vabler på sine vabler, og han havde svært ved at komme op at stå og gå rundt, eftersom hans fødder og ankler var ømme. Han bed dog smerten i sig, når det var påkrævet af ham at skulle stille sig frem, for at nogle købere kunne se på ham. Han sad i et hjørne for sig selv, hvor han sad og gned sine hænder, som han forsøgte at holde varmen. Tæppet sad tæt omkring hans skuldre, hvor han sad op ad en væg, med benene trukket op, så han kunne slå armene og tæppet om dem, i et forsøge på at holde varmen. De andre slaver havde slået sig omkring et mindre bål, som de havde fået lov til at lave, hvor de andre fyldte så meget at der ikke var plads til alle. Han selv var ikke den mest sociale når det kom til de andre slaver, hvor de fleste holdt dem for sig selv, medmindre natten lagde sig over landet, for så lå de fleste tæt, så de kunne holde varmen og overleve. Selvom det kun var aften, så blev det hurtigt mørket, hvor kulden også kom med mørket, hvilket kun gjorde det hele meget værre! Han hadede virkelig vinteren! Der var han langt mere til sommer og varme, da alt var langt mere simpelt i den tid!
En af slavehandlerne rejste sig ganske let, som han fik øje på Aleksandra, der måtte komme hen til dem. Slavehandleren, var en høj og slank mand, ikke særlig køn, men han var renlig og havde sans for forretning. Han gik roligt hen til Aleksandra, hvor han rømmede sig og kort bukkede, da hun tydeligvis var rig, hvilket var noget som manden kunne læse bare ved hendes udstråling og beklædning. ”Kan jeg hjælpe Dem med noget, Frue?” spurgte han i en høflig tone, hvor han stod og afventede hendes svar. Mange var kommet forbi kun for at kigge og var så søgt videre igen, hvor der var få, som havde købt nogen slaver. Mange af slaverne – blandt andet Voltaire – valgte at kigge op, hvor hans klare isblå øjne søgte mod kvinden. Hun var flot, tydeligvis rig og for ikke at nævne adelig, selvom det kunne være tvivlsomt hvor godt en slave blev behandlet ved hende. Han strøg let en hånd igennem de lange, fedtede og beskidte lokker, der normalt bar en flot gylden farve. Måske han var en slave og altid havde haft et underdanigt job, men selv han var en forfængelig mand og her blev man virkelig ikke behandlet godt! De fleste af de mandlige slaver, havde fuldskæg, hvilket han blandt andet også havde, hvor alles hår var fedtet og beskidt, som de sjældent kom i bad, de var nemlig alt for mange slaver, til at slavehandlerne havde råd til at behandle dem godt. Det lå så heller ikke til de to slavehandlere at behandle dem godt, så det sagde lidt sig selv. Men selvom de ikke blev behandlet særlig godt, var de fleste stadig gode slaver, skønt der også var de som var ved at være for svagelige til at kunne blive solgt.

[Deleted]

Aleksandra burde måske ikke færdes på et slavemarked, når hun egentligt ikke havde brug for slaver. Det var nemlig ikke så mange måneder tilbage, at den kære Konstantin havde været forbi hende, hvor hun havde købt tre stærke mænd og en ung kvinde af ham. Alle havde de været i en fornem tilstand af en slave at være, og alle havde de udført et godt stykke arbejde, så hendes nuværende ansatte var hun egentligt utroligt tilfreds med. Derfor kunne det være forkert at træde ind på et slavemarked og tage personerne i skue, da det kunne bringe dem forkerte forhåbninger. Hun var dog ikke kvinden der tænkte på andres følelser, så hun var egentligt ligeglad med, om hun gav dem håbet for et bedre liv, for så at knuse deres drømme. Det kunne dog også være, at hun ikke ville knuse nogens forhåbninger og faktisk tage en eller nogen flere med sig hjem.. man kunne trods alt altid blive overrasket, og hun nød da en positiv en af slagsen. Som hun trådte ind på pladsen med det tilladte marked, lod hun nysgerrigt sit blik søge rundt. Stort var det, som der var flere forskellige slavehandlere, hvor nogen havde et helt dusin med sig, hvor andre havde en mindre håndfuld. Hvem der havde de bedste, og hvem der havde de dårligste, kunne hun dog endnu ikke se, da hendes blik på stedet kun havde været et overordnet et. Hun havde dog masser af tid, og derfor valgte hun at tage stedet for en ende, hvilket førte hende til den første flok, hvor Voltaire sad et sted i slavemængden. Hendes grågrønne øjne lyste på ingen måde af tilfredshed eller af interesse, som hun endda helt måtte trække på mundvigen af misbehag. Slaverne så bestemt ikke velplejede ud! Det kunne godt være, at nogen så stærkere ud end andre, men alle så de utroligt usoignerede ud, og det kunne hun bestemt ikke lide! Det kunne godt være, at hendes tjenestestabel ikke levede i luksus, men de fik da lov til at gå i bad hver dag og spise nogle små måltider, samt have helt tøj på kroppen. Hun kunne heller ikke lade være med at sammenligne dem med de slaver Konstantin havde vist hende, hvor hun hurtigt kunne se, at hans standard lå langt højere end disse slavehandlers. Det havde så også afspejlet i den pris han havde givet hende.. Hun blinkede let med øjnene, inden hun måtte sende den spørgende slavehandler et mindre ligegyldigt blik.. Hun havde trods alt ikke de største forhåbninger med dette sted. ”Kan disse mænd noget, eller dratter de om som lig, hvis man forlanger noget af dem?” spurgte hun i en skarp tone, der også måtte bære en vis autoritet, hvor hun også krævede, at denne mand ikke snød hende! Han kunne nemlig lige vove på at vise hende noget afdanket noget, når hun udtrykkeligt gav udtryk for, at hun forlangte noget af dem. ”Ser De min gode herre.. Som baronesse har jeg visse standarder og krav, som mine ansatte skal kunne leve op til. De skal have udseendet nok med sig til, at de kan omgås min stab, samt de skal respektere mig, føje mine ønsker uden at stille spørgsmålstegn, være arbejdsomme, udholdende og stærke.. Kan nogen i Deres flok passe ind til de kriterier?” spurgte hun sigende, uden hun tog blikket fra slavehandleren, som hun end ikke værdigede nogen af slaverne et blik i dette øjeblik. Hun kunne se, at disse mennesker så ilde tilredte ud, så hun tvivlede faktisk på, at denne slavehandler kunne føje hendes ønsker. Mændene var dog nødt til at leve op til hendes kriterier, for hun havde på ingen måde i sinde at slække på standarden på sin gård!

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Aleksandra var rig og kom fra de adeliges klasse, hvilket ikke kun kunne ses i hendes beklædning, men i den grad også i hendes udstråling. Selv slavehandleren måtte irritere sig over at han ikke havde brugt bare lidt penge på at sætte sine slaver i stand, desværre var der bare for mange af dem til at de havde råd. Han rømmede sig også og blev lettere nervøs, ved hendes skarpe tone og det faste blik, hvor han næsten allerydmygest måtte bukke for hende i respekt, da hun nævnte at hun var Baronesse af Dvasias, hvilket var af utrolig fin stand! ”Jeg beklager meget deres ildelugtende udseende, Deres Nåde. Men vi har vandret i mange dage, for at nå her til og med mange slaver, har vi knap nået at få hvile, før vi har fået ordnet deres udseende,” undskyldte den høje og slanke slavehandler sig, som han kort måtte skæve mod hende, med underdanighed i blikket, „men jeg kan forsikre Dem om, at vi har mange, som vil passe til Deres beskrivelse.” Hans sendte den anden slavehandler, der var en lille og tyk mand, et fast og sigende blik, hvor den tykke mand, hurtigt rejste sig og gik i gang med at samle nogle slaver sammen, alt imens den slanke vendte blikket mod hende igen og gned sine hænder. ”Er det til noget bestemt De søger? Arbejde i marken? I Huset? På soveværelset?” spurgte manden roligt, hvor det sidste blev udtalt mere påpasseligt, skønt det jo ikke var første gang at han havde solgt slaver til en kvinde, der havde ønsket en nydelig mand til sin egen nydelses skyld, for selv dem havde de mange af!
Imens den slanke slavehandler stod og snakkede med Aleksandra, gik den anden tykke slavehandler i gang med at samle nogle mandlige slaver sammen, hvor han både tog nogle store brød, nogle lidt slankere fyre og de som var lidt midt imellem. Nogle tog han dog ikke, hvor han lod dem sidde – hvilket var de som så mest svagelige ud. Han vrissede at de skulle begynde at stille sig op i række og gøre sig klar, hvor han kort betragtede Voltaire der sad for sig selv, inden han greb fat i ham. Voltaire der havde siddet og holdt øje med kvinden, blev revet ud af sine tanker, hvor han sendte manden et trodsigt blik. Måske denne baronesse var smuk, men der skulle mere end skønhed til at han ville med! ”Hey! Slip mig!” vrissede han, som han havde siddet og ømmet sine fødder, hvor det direkte brændte i hans fødder, da han kom op at stå. ”Hold kæft og smid tøjet, slave!” vrissede den tykke mand, inden han gjorde Voltaire klar, så han kunne stille sig op med de andre mænd. Han var ikke den højeste, men lå pænt lidt over gennemsnittet. Hans overkrop var tydelig muskuløs, og alligevel var han en slank og nydelig ung mand. Hans ydre var ganske enkelt perfekt, hvis man så bort fra at han var beskidt, med fuldskæg og det fedtede hår, der gik ham helt ned til skuldrene. Han stillede sig roligt op ved siden af de ti andre mænd, hvor han blot stirrede kedsommeligt frem for sig. Han stod ikke i andet end noget stof der dækkede for de ædle dele, ligesom resten af mændene, hvor det var tydeligt at kulden bed i alle mændene, for det var virkelig koldt! Det fik dog mændene til at spænde i kroppene, så Aleksandra også tydeligt ville kunne se hvor muskuløse og stærke de var. Ingen af dem bar sår eller andet der kunne forbindes med sygdom, så selvom de var beskidte, så de alligevel raske og sunde ud.

[Deleted]

Aleksandra var skam fra de højere klasser, og derfor forlangte hun også, at hun blev behandlet ud fra det. Det passede hende derfor også perfekt, at slavehandleren viste hende ydmyghed, da måde hendes tone og titel sagde lidt om hende. Hun havde dog ikke respekt for manden, skønt han udviste hende det, men det var også bare sådan det nu engang måtte være. Han var nemlig af lavere stand, hvor han heller ikke havde en aura der kunne få hende til at vende sig om. Heldigt var det dog, at hun ikke kom for slavehandlernes skyld, men for at se på nogle slaver i stedet. De så dog sørgelige ud, så hun tvivlede på, at hun kunne finde noget brugbart i denne flok. Det ville måske også være for det bedste, eftersom hun egentligt havde et passende tal under sig i forvejen. Det skadede dog aldrig at kigge.. Skarpt fulgte de grågrønne øjne slavehandlerens bevægelse, som han igen gjorde et ydmygt buk til hende. Noget der passede hende ganske fint. ”De vidste, at De skulle hertil med Deres slaver, så dårlige undskyldninger må De forære til en anden,” sagde hun afvisende. Det føjede hende bestemt ikke, at slaverne så ilde tilredte ud. Det gjorde dem langt mindre attraktive at købe, hvor hun også overvejede, om hun bare skulle gå videre. Mandens søforklaringer gik hende også på nerverne, da hun vidste, at hvis manden virkelig havde været interesseret i at gøre en indsats på markedet, så havde han vasket og klippet sine slaver. Hænderne foldede hun let omme bag ryggen, uden hun tabte den ranke og stolte holdning. Hendes blik fulgte kort den lille tykke slavehandler, som han blev sendt på opgave af den anden. ”Hvad jeg bruger mine slaver til, er min egen private sag,” svarede hun sigende, da det ikke huede hende, at han direkte spurgte ind til, om hun havde i sinde at tage slaven med til sin seng. Det kunne godt være, at hun kunne finde på at tage en slave med i seng, hvis hun en nat skulle kede sig, men det var bestemt ikke noget hun planlagde! Desuden, så var denne slavehandler også den sidste person, hun ønskede at diskutere intimitet med. ”Men jeg har en mark slaven kan arbejde i, samt andet udendørs arbejde.. Huset er kvindernes område.” De grågrønne øjne søgte langsomt væk fra slavehandleren, som de i stedet endte med at hvile vurderende på de mandlige slaver, der var blevet hevet frem til hende. Interessant var det nu at se dem næsten uden en trevl på kroppen, da det ikke var grimme kroppe de havde, skønt de alle var beskidte. Hun kunne dog godt se, at de frøs, men det kunne man vel heller ikke bebrejde dem for at gøre. Selv stod hun jo i sin behagelige uld- og pelskappe, som hun på ingen måde frøs i. Roligt bevægede hun sig hen til slaverne, hvor hun stoppede op ud fra hver og en, så hun kunne sende dem et scannende blik. Videre interessante var de dog ikke, og det måtte også skyldes, at hendes blik måtte falde i interesse. Let stoppede hun op ud foran Voltaire, som hun også havde gjort ved de andre mænd. ”Hvad er denne mand mere end warlock?” spurgte hun stilfærdigt slavehandlerne, som hun kunne ane, at han delvist havde den samme aura som hende selv. Undersøgende valgte hun at gribe fat i Voltaires hage med et fast greb, som hun valgte at vende og dreje hans hoved, mens hun studerede ham. Han havde en pæn krop. Det måtte hun give ham. Hun kunne dog ikke se, om han havde et pænt ansigt eller ej, da han mest af alt så ud til at være træt af at leve, som han var beskidt og virkede fraværende.

[Deleted]

Voltaire kunne ikke skjule et morende smil, da kvinden tydeligvis satte slavehandleren på plads, der selv blev lettere nervøs og dog irriteret, skønt det ikke var at se, da han havde bukket hovedet så meget i respekt for baronessen, at man ikke var i stand til at se hans ansigt fra hendes vinkel af. ”Javel, Deres Nåde. Jeg kan love Dem at det ikke vil gentage sig,” svarede den slanke slavehandler lettere ydmygt, som han kort måtte sende sin makker et sideblik, der var i færd med at samle de ti slavemænd sammen, hvor Voltaire blev nummer syv i rækken, fra hende af. Den tynde slavehandler snerpede læberne sammen, da Aleksandra endnu engang måtte afvise ham, hvor han blot nikkede ganske roligt. ”Javel, Deres Nåde,” svarede han roligt, da hun sagde at hendes sag var hendes sag, hvilket endnu engang måtte få Voltaire til at trække en anelse på den ene mundvig, skønt det knap nok var et synligt smil, der var at se på de rosenrøde læber, der snart var ved at antage en blålig farve, af den kulde som de havde siddet i og nu skulle stå i med bar overkrop. Den slanke slavehandler, gned let sine hænder, hvor et smalt smil gled over hans læber. ”Åh jeg kan forsikre Dem om, at vi har passende slaver til det arbejde,” svarede han roligt, hvor manden vendte blikket mod den tykke mand, der nikkede tilbage, som tegn til at de ti slaver var klar til at blive studeret. Begge slavehandlere stod let i siden og lod Aleksandra studere slaverne i fred og mag, for at måle og veje dem med blikket og vurdere om de var gode nok. Naturligvis var begge slavehandlere nervøse, for her havde de en rig køber, hvor de kunne tjene godt, og dog nervøse for at hun ville afvise dem, fordi hun allerede havde beklaget sig over deres beskidte udseende og dårlige stand, som slavehandlerne godt vidste at de var.
Voltaire stirrede blot frem for sig med et dovent blik, hvor han lod kvinden studere de andre mænd, der stod ranke og lod hende gøre hvad hun ville, mærke og røre, for at finde ud af hvor stærke og sunde de var. Da hun så nåede frem til ham, lod han sine intense isblå øjne søge direkte til hendes grågrønne, som han studerede for en kort stund – noget som de andre slaver ikke havde gjort, da de blot havde set lige ud – han trak kækt på smilebåndet, skønt det knap nok var synligt for det kraftige fuldskæg, der næsten dækkede for hans mund. Han lod kort sit blik vandre vurderende over hendes krop, som var det ham der pludselig vurderede hende, da han så om hun var god nok for ham som herre. Han lod dog blikket falde tilbage til hendes, da hun valgte at gribe ham om hagen, hvor han lod hende dreje og vende hans hoved, skønt han ikke så væk fra hende. Da hun så spurgte hvilken race han mere var, trak han yderligere på smilebåndet. ”Sensuel dæmon, smukke,” svarede han i en kæk og forførende tone, hvor han kom den slanke slavehandler i forkøbet, der hurtigt hidsede sig op over hans flabethed ved at tale. Manden hævede sin pisk, hvor han lod skæftet på pisken slå imod Voltaires baghoved. Slaget fik Voltaire til kort at gispe af overraskelse, hvor han trak skuldrene helt op til ørerne i ren og skær overraskelse, som han også havde krympet sig en anelse sammen. Han brummede kort utilfredst, inden han rettede sig op igen og vendte blikket mod hende, hvor hans blik næsten hvilede flirtende på hende, skønt han ikke tog sig af slavehandleren, der begyndte at skælde ham ud.

[Deleted]

Aleksandra tog sig ikke af, at andre muligvis så og hørte, hvordan hun satte den ene slavehandler på plads. Det lå i hendes fulde ret at gøre, som hun var hævet over manden, hvor han ikke burde gøre andet end at vise hende respekt. Respekt udviste han hende også, men irriteret blev hun i stedet af hans valgte ord, som de måtte gå hende på nerverne. Hun hadede dårlige undskyldninger, som hun vidste, at disse to mænd sagtens kunne have gjort mere for deres slaver, hvis det virkelig havde faldet i deres interesse. Fra tidligere slavekøb, havde slavehandlerne nemlig sørget langt bedre for sine slaver, end hvad disse to mænd gjorde. Det kunne helt se ud til, at de var ligeglade med deres slaver, som nogen af dem helt kunne se døende ud i hendes øjne. Det vakte dog ikke medlidenhed i hende, da der var nogen der var født med bedre lod end andre, og så var der dem der turde tage skæbnen i sin egen hånd. Hun var selv det sidste, som hun langt fra var født som baronesse. Med et mere roligt blik måtte hun betragte den lange tynde slavehandler, som han underdanigt måtte undskylde overfor hende hele to gange. Ifølge hende, så skulle det nemlig heller ikke foregå på nogen anden måde. ”Andet forventer jeg heller ikke,” sagde hun sigende, da hun trods alt forventede, at de trak mænd frem der præcist gik under den beskrivelse hun havde givet ham.
Vurderende trådte Aleksandra over til de slaver der var blevet hevet frem til hende, hvor hun i rækkefølge gav sig til at studere dem en for en. Det var ikke just hendes købelyst de rev i, da de fleste helt måtte forekomme hende ulækre, fordi de var så beskidte, som de nu engang var. Derfor ønskede hun heller ikke rigtigt at røre dem, hvor hun derfor pænt sendte dem et vurderende blik i stedet. Professionelle forekom de hende dog alle sammen, skønt den mening blev ændret, da hun nåede over til Voltaire. Han virkede anderledes en de seks mænd, hun lige havde studeret. Han så hende nemlig ind i øjnene. Det måtte på sin vis trække i hendes nysgerrighed, hvor hun kunne se, at han havde utroligt pæne isblå øjne, hvor det helt var en skam, at de lange fedtede lokker og fuldskæg måtte ødelægge hans ydre. Det var dog ikke til at sige, om manden bare var dum, uerfaren eller faktisk havde noget mellem ørerne. Hun studerede ham dog lidt nærmere end de andre slaver, hvilket også gjorde, at hun tog fat i ham. Sin hånd trak hun dog til sig igen, som havde hun fået stød, da han pludselig svarede hende, og med ordene; at han var en sensuel dæmon, mens han talte helt forførende til hende. ”Hvor vover du at tale til mig i en sådan til mig!” vrissede hun ad Voltaire, inden hun måtte stikke hans ansigt en flad. Det kunne godt være, at slavehandleren lige havde foræret ham et piskeslag, men hun ønskede personligt at vise, at hun ikke tolererede hans opførsel! Hun var en bestemt kvinde der vidste, hvad hun ville have, og når tingene ikke gik som hun ville have dem, så blev der skruet op for hendes temperament. Dog var der vel også en besked i hendes slag om, at hun ikke brød sig om den sensuelle side i ham, men det kunne slaven vel heller ikke vide. ”Bad jeg Dem ikke udtrykkeligt om at finde mænd der respekterede mig, og ville føje mine ønsker?” spurgte hun skarpt, som hendes blik derefter måtte flyve over til de to slavehandlere, der i øjeblikket var brudt ud i irritation over Voltaires flabethed.

[Deleted]

At Baronessen satte den slanke slavehandler på plads, var noget som Voltaire måtte se fornøjet til. Hvad andre tænkte om dem, var han ligeglad med og det var kvinden tydeligvis også. Hun virkede dog til at være som enhver anden rigmandspige, hvor han var i tvivl om han overhovedet gad gøre sig til for hende, for hvorfor skulle han? Hvem sagde at kvinden behandlede ham bedre end slavehandlerne? Ganske vidst kunne han sikkert få et varmt sted at sove i en seng, der sikkert var bedre end den kolde og hårde jord, men det ændrede dog ikke på at han gerne ville behandles ordentligt, hvis han endelig skulle noget sted hen og han havde allerede afvist adskillige rige folk på det sidste, hvilket han havde gjort på sin helt egen måde, som man ikke umiddelbart ville tro for at være et forsøg på at afvise købet. At han så også var en af de mænd som blev vist frem, var han ikke just særlig begejstret for, hvor han også var lettere modvillig, skønt han i sidste ende ikke havde noget valg, men derfor kunne han jo godt sørge for at det hele gik dårligt. Han kunne godt se at han skabte en form for nysgerrighed i kvinden, da han valgte at gøre et mere personligt træk ved at se hende i øjnene, hvor de andre så lige ud og aldrig i hendes øjne. Han kunne derfor heller ikke lade vær med at trække en anelse mere på smilebåndet, hvor han inderst inde måtte grine, da han valgte at tale og så overraskelsen i alles blik. Slaget i baghovedet, fik ham til at tie, skønt lussingen af Aleksandra, kom direkte bag på ham. Han vendte den skæggede kind mod hende, som hele hans hoved tog en tur til siden af hendes slag. Han vendte blikket overrasket mod hende, hvor han let blinkede med øjnene, inden han valgte at spytte til siden, som han havde bidt sig i kinden af hendes slag, hvilket havde fået blodet til at samle sig i hans mund. Hans blik hvilede kækt på hende, hvor den tynde slavehandler, valgte at sparke ham ind mod knæhaserne, så han faldt ned på knæ foran kvinden. Hans eget blik hvilede fast mod kvindens ansigt og grågrønne øjne, hvor hans mine forblev kæk og næsten udfordrende. Den slanke af slavehandlerne, åbnede flere gange munden og begyndte at stamme, som han ikke rigtig kunne for ordene over sine læber. ”Åh spar dig Armin, kvinden kan tydeligvis ikke lide en mand, der kan give hende lidt udfordring,” svarede han provokerende henvendt til Aleksandra, skønt han udtalte den slanke slavehandlers navn, „men jeg kan skam sagtens udvise Dem respekt, Deres nåde, som jeg er den bedste slave i flokken her, da jeg kan behage Dem på alle måder,” tilføjede han selvsikkert, skønt den slanke slavehandler, lod pisken svinges og slå imod hans ryg, hvilket fik ham til at gispe kort af smerte, som han faldt en anelse forover, skønt piskeslagene ikke måtte stoppe, hvor den langsomt rev op i hans ryg og malede den rød. Intet skrig var at høre, hvilket kun fik slavehandleren til at slå endnu hårdere, hvor han tilmed fik den anden til at sparke ham ned på siden, så piskende røg over hans arme og overkrop, hvor han også fik et enkelt sår i ansigtet over kindbenet. Han fortsatte dog med at holde munden lukket, som han bed sig i tungen for ikke at tilfredsstille slavehandlerne og kun nedgøre dem endnu mere foran Aleksandra.

[Deleted]

Det var bestemt ikke første gang, at Aleksandra var ude for at se på slaver, så hun vidste godt, hvordan hele proceduren foregik. Det hele forløb også ganske normalt, da slavehandlerne udviste hende respekt, samt slaverne stod på en lige række, hvor de hver især så respektabelt frem foran sig, da man aldrig så sin herre eller frue direkte ind i øjnene, uden man blev bedt om andet. Det var så indtil hun nåede frem til Voltaire.. Det overraskede hende, at han måtte træde ud af mængden, da det på sin vis var en vovet handling at udvise hende den styrke at se hende direkte ind i øjnene. Det var måske en simpel handling at gøre, men det spillede nu engang en rolle når det kom til samfundsklasserne. Umiddelbart vakte det hende dog ikke irritation, som hun derimod blev interesseret i at finde ud af, om denne slave kunne byde på noget, som de andre måske ikke kunne. Den interesse røg dog i det sekund han henvendte sig til hende, hvor hun derfor ikke holdt igen med sin lussing, efter at han var blevet ramt af pisken. En slave burde nemlig ikke tale, medmindre slaven blev talt direkte til, og hun havde udtrykkeligt henvendt sig til slavehandlerne! Samtidig ønskede hun at straffe ham for at være den blandingsrace, som han nu engang var, da han på ingen måde skulle forsøge at bruge sine sensuelle kræfter på hende! Det havde hun før prøvet, og det havde endt fatalt. At hendes slag så kom bag på Voltaire og tilmed fik ham til at bløde, fik hende til at trække selvtilfredst på mundvigen. Han havde fået, som han havde fortjent. At slavehandlerne så også valgte at sparke ham ned på knæ, fik hende blot til at sende ham et køligt blik. Det varede dog ikke længe, før hun vendte sin vrede imod slavehandlerne, men de forekom hende direkte uduelige jo! Den slavehandler hun havde talt med kunne nemlig ikke engang sige noget til hende, og det måtte kun irritere hende endnu mere. ”Jeg kan skam sagtens håndtere dig, min kære slave.. Vær ikke i tvivl om det,” svarede hun roligt Voltaire, imens smilet måtte hvile svagt på hendes fyldige læber. Hun skulle også til at besvare resten af hans ord, men hendes mund blev dog lukket, som pisken begyndte at hagle over slavens ryg. Smertefuldt så det ud, som vejret måtte være bidende mod hans næsten nøgne krop, mens pisken smældede over hans bare ryg. Selv gjorde hun endnu ikke mine til noget, da slaven rent faktisk var flabet, hvor det derfor var velfortjent. Som hun så til, måtte hun dog blive imponeret over slavens udholdenhed, som det ikke var få gange at han fik pisken at føle. Interessen måtte derfor falde tilbage i hendes grågrønne øjne, mens hun så, hvordan slaven i tavshed udholdt sin straf. Efter et par lange sekunder, lod hun roligt sin hånd hæves, mens hendes blik vendtes mod den slavehandler der holdt pisken. ”Det er nok!” sagde hun skarpt, som hun ikke ønskede, at denne slave skulle lide under flere prygl. Hun fugtede let sine læber, som hun tilfredst måtte vende sig blik mod den siddende slave. ”Du siger, at du er den bedste af de resterende slaver. Kan du så fortælle mig, hvad du har lavet gennem tiden, eftersom dine herrer tydeligvis er for tungnemme til at kunne svare på mine simple spørgsmål,” bad hun slaven stilfærdigt.

[Deleted]

Voltaire vidste godt at det var flabet at svare, da han var den underdanige, der burde gøre som alle andre og tie stille, se frem for sig og blot lade køberen vurdere ham, men han var ingen normal slave! Han var langt mere værd end det! Måske han altid havde lagt nederst i hierarkiet, men derfor havde han stadig været mere værd end mange af de som var her, og som altid havde været slave, for det havde han altså ikke været! Han havde flere gange haft kontrollen over sit eget liv, til at gøre hvad han ville, at han så havde brugt det på at være mandlig stripper, var jo så hans valg, men det var faktisk et job han havde nydt, som han havde nydt at behage kvinderne, få dem til at råbe og skrige efter ham, fordi han var en flot mand og de nød showet, det var som enhver anden der var i showbusiness! Han blev tydeligt overrasket over at Aleksandra måtte slå ham, da han havde vidst at slavehandleren nok skulle give ham den rette behandling for at have åbnet munden, men at hun så skulle reagere kom bag på ham, hvor han næsten var i tvivl om det var styrke hun forsøgte at signalere, eller om det var noget andet som stak under. Overraskelsen kunne han dog ikke skjule, skønt det hurtigt var blevet erstattet af det kække smil, hvor han ikke tog blikket fra hende, skønt han røg ned på knæ. Han skulle også til at åbne munden, for at komme med et kækt og flabet svar om at hun kunne håndtere ham, da han næsten kunne blive i tvivl. Han var måske en slave og han kunne sagtens udvise den nødvendige og krævende respekt, som lå mellem en slave og sin herre, men han var ikke som alle de andre tåber, der bare adlød mindste ordrer, da han var flygtig og der skulle en del til for at tøjle ham, hvilket hun jo allerede nu kunne se, da ikke engang slavehandlerne kunne holde styr på ham, hvilket var grunden til deres vredesudbrud og det at de begyndte at lade piskene hamre ned over hans ryg og resten af hans krop. Han skreg ikke, kom ikke med så meget som et pib, hvor han blot lå stille og forsøgte at gemme sit ansigt, så det ikke blev ramt af flere slag end det ene. Det gjorde frygtelig ondt, især fordi han var så stiv i lemmerne i forvejen på grund af kulden, dog måtte slagene og blodet også varme ham helt op, som han blev helt ophidset af de mange slag, som gjorde at hans krop blev mere varm, så kulden ikke bed så hårdt på ham igen. At høre Aleksandras stemme, måtte dog komme bag på ham, da han havde regnet med at hun bare ville gå, fordi hun havde set hvor uduelige slavehandlerne var, og hvor respektløs slaverne var. Slavehandlerne blev også overrasket over at hun afbrød ham, hvor den slanke skulle til at sige hende imod, men valgte dog at undlade det, som han samlede pisken med et olmt blik mod Voltaire, der selv så en anelse forvirret op. Det blødte fra hans ryg, hvor der lå nogle røde mærker over hans arm og overkrop, da han var kommet ned at ligge. Næsten forsigtigt måtte han komme op at sidde igen, skønt det var med strakt ryg, så det ikke gjorde mere ondt. Tænderne bed han kort sammen. Måske han havde været udholdende, men smerten var tydeligt malet i hans ansigt. Han skævede kort op mod hende, inden han blot valgte at stirre på hendes fødder, da han heller ikke ville give hende tilfredsstillelsen af at se smerten i hans ansigt. ”Jeg har skam været andet end en slave, dog altid haft jobs der var nødvendige for min overlevelse, og som behagede kvinderne, hvis du forstår,” fortalte han roligt, som han kort skævede kækt op mod hende, hvor han denne gang lod blikket hvile op på hendes ansigt. ”Men jeg har arbejdet i marken, selv i riges haver, været tjener og.. elsker.”

[Deleted]

Tavst så Aleksandra til, som slavehandleren piskede Voltaire. Hun så, hvordan lange røde streger gjorde sit frembrud på hans krop, hvor blodet til sidst måtte trille, da huden ikke længere kunne klare skaderne. Selv var hun aldrig blevet pisket, så hun kendte ikke til følelsen af det, men hun vidste, at det var en hård form for afstraffelse, da det var tydeligt at se, at det gjorde ondt på dem der blev pisket. Denne slave klarede sig dog godt, som han ikke gjorde modstand eller gav en lyd fra sig. Det var også derfor, at hun valgte at afbryde slavehandleren i hans brutalitet på krævning af respekt. Hun tog sig ikke af de mange overraskede miner, da de var hende ligegyldige. Hendes blik søgte bare Voltaire, som han igen kom op og side, skønt det lignede, at han havde tabt noget af sin frembrusende attitude. Det passede hende så også fint. Hun kunne også se, at han havde ondt, skønt han ikke så direkte på hende, men det kommenterede hun ikke. Dovent hævede hun et slankt øjenbryn, som han forklarede, hvad han kunne. ”Jeg har ikke i sinde at tage en sensuel dæmon til min seng, hvis det er det du håber fra min side,” svarede hun sigende og sendte ham en selvsikker mine. En gang i sit liv havde hun ligget med en sensuel dæmon, og det var også kun en tanke hun kunne foragte. Det havde fungeret som et overgreb, som manden havde sneget sig op på hende, og voldtaget hende, som hun ikke havde ønsket det, men hvor han havde brugt sin sensuelle magi imod hende. Det kunne godt være, at denne slave kun var halv, som den anden halvdel af ham var warlock – hendes egen race – men det gjorde enten i hendes øjne. Den sensuelle side var en sygdom i hendes øjne, og det var en sygdom der burde kureres. Hun hadede nemlig ideen om, at der fandtes en race der kunne stimulere en på en måde, så man mistede sin fri vilje. Hun brød sig ikke om, at nogen kunne overvinde hende. Hun så sig selv som denne stærke kvinde, så det plagede hende, at en simpel berøring skulle kunne få hende til at glemme alt andet end dæmonen. Tænksomt betragtede hun slaven, som en ide langsomt poppede op i hendes hoved. Hun vidste ikke, om det kunne lade sig gøre, men eftersom hun aldrig havde forsøgt sig, så kunne hun vel forsøge nu? Tænksomt hvilede hendes grågrønne øjne på hans kække ansigt, som hun funderede over, om han kunne bruges eller ej. ”Du vil ikke komme indenfor og arbejde, men i stedet arbejde i staldene, haven og markerne,” sagde hun stilfærdigt, som beslutningen var taget. Skarpt vendte hendes blik sig mod de to slavehandlere, der mest af alt lignede hinandens modsætning, som den ene var høj og tynd, og den anden lille og fed. ”Jeg forlanger rabat i prisen grundet hans spydige tunge, piskeslagene der har skadet ham, samt det usoignerede ydre,” sagde hun fast, som hun rent faktisk ønskede at købe denne slave. Det skulle dog være på hendes præmisser, da denne slave var utroligt flabet, så slavehandlerne måtte vel være glade for, at de nu kunne slippe af med ham. Samtidig havde de lige pisket ham til blods, så nu var han skadet, hvor hun derfor var nødt til at stå for rensningen af hans sår. Hans usoignerede ydre gjorde også, at han i den grad havde brug for et varmt blad, samt en god klipning, da både hans lokker og fuldskæg var helt ude og vende.

[Deleted]

Det var ikke kun Voltaire, men også de to slavehandlere, samt naturligvis de andre slaver, som blev overrasket over at Aleksandra faktisk valgte at stoppe straffen, da den tydeligvis var fortjent – hvilket selv Voltaire vidste. Han havde regnet med at han kunne vise hvor dumme slavehandlerne var, at hun bare ville være gået, men hun blev tydeligvis, hvilket var til alles overraskelse, skønt hun så rimelig kortfattet og bestemt ud, men hun vidste vel også hvad hun ville have? Hans blik gled roligt op mod hende, hvor man godt kunne ane smerten i hans klare isblå øjne, skønt smilet var kækt på hans læber. Han krævede skam ikke at hun tog ham med til sengs, men han krævede dog at han fik en eller anden kvinde med sig, da han trods alt havde brug for samleje til at overleve. ”Udmærket, men så håber jeg at De har en anden, der er villig til det, eftersom det kræves af min overlevelse,” svarede han roligt, hvor han ikke just var en videre krævende mand, han havde altid taget til takke med hvad han kunne få af de ting der blev ham givet, og dog var selv han forfængelig, hvor han også kunne være kræsen når det kom til kvinder, måske han ikke rigtig kunne tillade sig at sætte krav, men han gad bestemt heller ikke ligge i med en gammel, grim kone! Så kunne han skam sagtens vente på at der kom en anden, der ville købe ham og som var villig til at skænke ham en flot tjenerinde, der kunne gå an. Som hun stod og tænkte, så vendte han blot blikket ned mod jorden igen, hvor han forsøgte at samle vejret og få kontrollen over sin krop, der var begyndt at ryste af en blanding af ophidselse og kulden fra vinden, da han skam stadig frøs og kun for ganske kort tid, havde valgt at ignorere det, da piskeslagene havde haglet ned over ham. Han blødte fra den ene kind, hvor blodet havde samlet sig i hans fyldige skæg, hvor det også langsomt måtte størknes. Ikke bare ham, men også de to slavehandler måtte se overrasket på hende, da hun valgte at ville købe ham, hvor Voltaire måtte blinke overrasket med øjnene endnu engang, for her gjorde hun det tydeligt at han slet ikke levede op til hendes kriterier og så valgte hun ham alligevel? De to slavehandlere stod dog med åben mund, skønt den hurtigt blev lukket, da hun krævede rabat. Den slanke, Armin – som også var den der styrede det meste – måtte dog snerpe læberne sammen og endelig nikke, da det var et klogt træk fra Aleksandras side af. ”Udmærket.. 7 guldstykker og 3 sølvmønter,” endte den slanke slavehandler en anelse sammenbidt, som han tydeligvis ikke var tilfreds, hvor den fede af dem, begyndte at gøre Voltaire klar, som han fik ham løsnet fra de andre slavers lænker, så han kun bar omkring fødder og håndled. Det var en rimelig pris for en ussel slave, da de kvalitetsfyldte slaver lå langt højere oppe i pris, hvor hun sikkert også havde råd til det, da hun trods alt var Baronesse. Voltaire så blot til, hvor han også blev hevet op på benene igen, skønt det var noget som gjorde ondt i hele hans krop. Han stirrede også blot forundret på Aleksandra, som han slet ikke tog blikket fra.

[Deleted]

Straffen var skam velfortjent, da Voltaire ikke kun havde generet sine herrer med sine kække kommentarer, men også Aleksandra. Derfor lod hun også piskene stå på i en rimelig tid, da hun lod slavehandlerne piske Voltaire til blods, inden hun valgte at hæve hånden. Det gjorde ikke ondt på hende at se ham lide, da han fik, hvad han fortjente, hvor hun heller ikke selv var nogen mild kvinde. Hvis han gjorde noget der ikke skulle behage hende, så ville hun skam også lade pisken falde, eller tildele ham en anden form for straf, da han skulle vide, hvor hans plads var her i livet! Han var i hvert fald nødt til at udvise hende en smule respekt, hvis hun skulle tage ham med hjem, da han ellers kun ville få et meget smertefuldt liv, eller ende med døden. Med et roligt blik betragtede hun Voltaire, som han kom med det krav, at han ville få brug for en sengepartner. Forståeligt var det nu også, da han trods alt var en sensuel dæmon, så hun vidste, at han skulle have seksuelt samvær for at kunne overleve. Det gjorde hende heller ikke noget så længe, at det ikke var hende, der skulle ligge med en af den race. ”Jeg har et par kvinder … og nogle mænd, der arbejder under mig,” sagde hun stilfærdigt, inden det sidste blev udtalt med et morende smil på læben. ”Men det må være op til min tjenestestabel, om en af dem har lyst til at ligge med dig eller ej.” Hvordan han så ud under al det fedtede hår og det tykke skæg, vidste hun ikke, så hun vidste egentligt ikke, om der rent faktisk gemte sig et pænt ansigt indenunder. Det måtte tiden dog vise, og så måtte en fra hendes tjenestestabel melde sig, hvis de skulle have interesse i at ligge med ham. Selv havde hun nemlig ikke i sinde at tvinge en af sine ansatte til samvær, da hun alligevel ikke gik ind for voldtægt. Det kunne godt være, at Voltaire var ligeglad, men det var hun ikke selv. Da hun så besluttede sig for at købe Voltaire, skønt han på ingen måde levede op til hendes krav, så hun godt, hvordan de alle måtte stirre på hende med forundrede blikke. Det tog hun sig dog ikke af, da hun havde sin egen private grund til at ønske ham. Det var så også en grund slavehandlerne og Voltaire ikke behøvede at kende til. Slavehandlerne skulle også kun være glade for, at de endelig slap af med en ulydig slave. Voltaire skulle også bare være glad for, at han kom ind under bedre kår, da der trods alt var bedre i hendes palæ, end på gaden med disse to mænd. Hos hende ville han trods alt blive behandlet mere humant, da der var mad, læ og rent tøj. Det kunne godt være, at hun også kunne være en barsk frue, men sådan måtte det jo bare være. Roligt bevægede hun sig over til Armin, som det var ham det måtte sige en pris. Sin pengepung fiskede hun let op, hvor hun valgte at trække syv guldmønter op af posen. ”De kan få 7 guldmønter og ikke mere,” svarede hun uden tøven, mens hendes blik måtte hvile fast på mandens ansigt, som hun ikke så til, mens Voltaire blev gjort klar til hende. Hun kunne godt se, at slavehandleren havde ønsket noget mere for sin slave, men hvis hun gjorde det, så blev hun taget ved næsen, og det ønskede hun bestemt ikke!

[Deleted]

Selv Voltaire vidste at straffen var fortjent, dog var det ikke den ønskede reaktion som måtte komme, da han havde forventet at hun ville vende om og gå væk fra dette galehus, da hun jo tydeligvis var blevet fornærmet, hvor han faktisk også havde talt ned til hende, så at hun stoppede straffen, frem for at lade slavehandleren gøre arbejdet færdigt, kom bag på dem alle sammen, han var dog ikke taknemlig over at hun havde stoppet straffen, da han tvivlede på at det var sket af gode grunde, for der var ingen medlidenhed at ane i hendes blik, tværtimod. Hun var uden tvivl en hård kvinde, hvilket han skam også havde sin respekt for, men derfor ville han heller ikke være taknemlig, da hun måtte gøre det af sine egne personlige grunde, hvad de så end var. At hun så nævnte at hun både havde mænd og kvinder, kunne han godt se at det morede hende, da hun nævnte mændene, hvor hans egen mine forblev kortfattet. Ganske vidst havde han faktisk været mænd tætte flere gange, men det var ikke af lyst, men fordi det havde været ham påkrævet, hvor han også havde slået flere ihjel, fordi det simpelthen havde været for grænseoverskridende. ”Åh, tror de vil have svært ved at holde sig fra mig, ligesom De nok vil,” svarede han kækt og selvsikkert i retur, som hans isblå øjne ikke veg bort fra hendes grågrønne. Han var faktisk overrasket over at hun ville købe ham, da han faktisk havde talt ned til hende og ikke just udvist respekt, hverken overfor hende eller slavehandlerne, og alligevel måtte hun ønske ham? Han kunne næsten helt blive i tvivl om hvad hendes intentioner var, hvilket gjorde ham helt.. forvirret. Han blev næsten i tvivl om han skulle tage med hende, da det kunne forekomme ham helt som var det et dumt valg. En hvilken som helst fornuftig kvinde ville have valgt ham fra, så hvorfor gjorde hun ikke? Dum virkede hun ikke til at være, men måske han bare tog fejl? ”Jamen.. vent..” svarede han, som han blev revet op på benene af den tykke slavehandler, imens betalingen blev gjort klar, hvor han fik en lænke sat fast til hans håndjern, der havde efterladt slemme mærke omkring hans håndled og han bar ligeledes nogle mærker omkring hans ankler, der kom fra fodlænkerne. Armin var dog ikke videre glad for at han kun fik de syv sølvmønter, skønt han godt vidste at han ikke havde noget andet valg, og manden havde intet imod at slippe af med Voltaire. Han endte med at nikke, hvor han tog imod dem. ”Slavens navn er Voltaire. Og held og lykke med ham,” endte han næsten lumsk, som han valgte at tage fat i de andre slaver og hive dem væk, så de kunne få tøj på, hvor den fede slavehandler blot grinte fornøjet over Voltaires reaktion, inden han rakte lænken til Aleksandra, inden han selv gik, så det kun var Voltaire og Aleksandra der stod tilbage. Voltaire gloede efter slavehandlerne og slaverne med åben mund, inden han vendte blikket trodsigt imod Aleksandra. Han fnøs kortfattet. ”Det her har bare at blive godt..” mumlede han irriteret for sig selv, som han så efter de andre, inden han vendte blikket afventende imod Aleksandra, der åbenbart var hans nye herre.