Looking for my love

[Deleted]

Ængstelig var Denjarna, hvor det eneste hun følte, var sit hjertes heftige banken mod sit bryst, den tunge vejrtrækning, som hun helt havde svært ved at få vejret, samt den bidende smerte fra sin hals. Det var måske ikke så slemt, hvis man tænkte på, hvad hun ellers havde været udsat for, men tanken om at Derick havde gjort hende fortræd, var direkte dræbende for hendes jeg og hjerte. Hun havde aldrig troet, at han kunne finde på at gøre et sådant træk, men hun havde vel bare været naiv? Latterligt var det mere eller mindre, da han tidligere på aften var blevet sur over tanken, om at hun muligvis ikke længere havde tiltro til ham, fordi hun muligvis frygtede at blive bidt. Nu viste det sig jo, at det havde været forkert af hende at have tiltro til ham, som han tydeligvis ikke længere ejede selvkontrol. Helt hypnotiseret havde han nemlig været, som han slet ikke havde reageret på hendes ord eller modstand, og det skræmte hende. Han havde bare fortsat, som om intet havde været galt, og man kunne jo roligt sige, at det hele havde været i den vildeste uorden. Som hun berørte sin blodige hals, gik hun helt i baglås, hvor det eneste hun kunne gøre var at løbe, indtil hun knækkede sig. Langt nåede hun heller ikke, som hun efter kort tid stod ved et andet træ, hvor hun følte, hvordan det væmmelige opkast gled ud af hendes system. Hun lagde end ikke mærke til, at hun græd, som tårerne ligeså stille bare begyndte at glide ned ad hendes kinder. Kvalmende have hun det, hvor hun helt måtte føle sig svimmel, men som der ikke længere kom noget ud af hendes hals, tørre hun forsigtigt sin mund med sin håndryg. Forfærdeligt havde hun det mildest talt, hvor hun langsomt måtte ranke sig op, da det føltes overstået. Bange var hun endnu, som hun ikke forstod, hvorfor dette var sket. Aldrig havde han gjort hende ondt, men alligevel havde han gjort det i det sekund de skulle være allermest intime og glade for hinanden. Det eneste hun havde ønsket havde været at mærke ham helt tæt, men det havde han så sandelig formået at ødelægge, som hun nu var skrækslagen. Nervøst og forvirret flakkede hendes blik rundt, men hun kunne ikke opfange Dericks skikkelse. Var han stukket af fra hende? Det gav hende en knude i brystet. ”…D…D-erick?” spurgte hun med en skælvende stemme. Hun vidste ikke, om hun ønskede at se ham lige nu, da hun vel var bange for ham i denne stund, men som hun var bange, så frygtede hun også at være alene. Skræmt var hun, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun bare begynde at løbe? Sårene på hendes hals var endnu åbne, hvilket betød, at blodet måtte løbe friskt. Hun frygtede, at det muligvis kunne tilkalde andre vampyrer, og de ville måske ikke stoppe, som Derick havde gjort. Hun gik langsomt et par skridt væk, så hun kom væk fra sit opkast, inden hun gled ned på knæ. Der greb hun fat i sin kjoles skørt, hvilket fik hende til at slippe et gisp. Hendes venstre håndled gjorde afsindigt ondt, hvilket gjorde, at det gik op for hende, at hun havde forstuvet sin ene hånd, mens hun havde slået på Dericks solide krop. Hendes krop skælvede let, hvor hun helt måtte blinke forvirret med øjnene, da hun så, hvordan nogle dråber blødgjorde hendes kjoles stof. Græd hun? Hun bed sig selv i læben, som hun selvom smerten var der rev en slis af sin kjole, så hun kunne binde stoffet rundt om sin hals, så det kunne stoppe blødningen.

[Deleted]

Det havde på ingen måde været Dericks mening at gøre Denjarna fortræd, da han oprigtigt havde ønsket at mærke hende helt tæt, men han havde slet ikke haft kontrol over sig selv, som hendes hjerterytme havde hypnotiseret ham, hvor han slet ikke havde ænset hendes ord, men fortsat som om intet havde været galt. Nu hvor han ikke længere var tæt på hende, så gik det roligt op for ham hvad der var sket, at hun havde forsøgt at stoppe ham og fortælle at han havde gjort hende ondt. Tanken fik hans mave til at trække sig sammen, som knuden kun måtte blive større i hans indre. Det gjorde ondt at tænke på, da han slet ikke havde ønsket at gøre hende ondt. Han kunne endnu se hendes skræmte ansigt og ubehaget og gråden der stod malet i hendes øjne, hvilket var et syn som kun skar dybere i hans hjerte, da det hele var hans skyld. Han burde have tænkt sig noget bedre om, vide at han ikke ville være i stand til at kontrollere sig selv, da han jo godt tidligere havde mærket hvordan hun havde fristet ham, men derefter havde de jo fint kunne kysse hinanden, tilmed dybt og lidenskabeligt, så han havde troet at det bare var fordi han var blevet overrasket at finde hende som elver frem for som vampyr. At hun kaldte hans navn reagerede han ikke på, da det kun fik knuden til at vokse sig større i hans indre. Han ville bare have at det aldrig var sket, grave sig ned eller ønske at han kunne forsvinde, men han følte heller ikke at han bare kunne løbe væk herfra, selvom hun vel ikke ville tale med ham igen? Han vidste godt at han havde svigtet hende ved at sætte tænderne i hende, og tanken var noget som gjorde ham helt syg. Neglene borede han kun dybere ned i sit kød, så de langsomt brød igennem overfladen. Blodet fra Denjarnas hals, havde dog tiltrukket to mandlige vampyrer, der havde været ude og jage i omegnen, hvor hendes friske blod havde lokket dem til. De dukkede roligt frem for mørket, hvor den ene, en høj, ranglet mand, med pjuskede brune lokker og dog et kønt ansigt, sendte hende et morende smil, da han fik øje på at hun var i færd med at forbinde hendes hals. De ænsede ikke Dericks tilstedeværelse bag et træ flere meter fra dem, da han sad godt i skjul og var helt stille. ”Du behøver da ikke at dække dig til for os, smukke,” svarede manden, som han langsomt nærmede sig Denjarna, som hun sad der på knæ på jorden og forsøgt at stoppe blødningen, skønt det var for sent. Hendes blods lugt havde de kunnet lugte flere kilometer væk, da det var frisk, og selvom hun kunne have været offer for en anden vampyr, så havde de alligevel valgt at tjekke op, da man jo kunne være heldig, og det så de ud til at være. Han endte med at gribe fat i hende, hvor han trak hende helt ind i sin favn, kun for at rive slisen fra hendes kjole af hendes hals, så hendes sår blev synligt for ham igen. Han blottede let sine tænder, som han lod tungen søge over. ”Nu bare stå helt stille,” hviskede han i en falsk betryggende tone, som det vel var tydeligt hvad han havde i sinde at gøre?

[Deleted]

Denjarna havde ingen ide om, hvad der var blevet af Derick. Det sidste hun kunne huske omkring ham var, at han havde bidt hende, og i det næste øjeblik var han forsvundet. Hvordan han havde det, havde hun ingen ide om, men hun var heller ikke i en situation, hvor hun kunne tænke på andre end sig selv. Hun havde ondt, som hun helt følte, at det ikke kun var hendes hals, men også hendes hjerte der blødte. Det stak hende dybt, at Derick havde mistet kontrollen og bidt hende, uden hendes samtykke. Det gjorde også, at hun var bange, og ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Hun elskede ham, men samtidig havde han gjort hende fortræd og nu var han bare stukket af. Det hjalp på ingen måde på sagerne, skønt hun ikke vidste, hvad hun forventede af ham lige nu. Hun ønskede ikke at være alene, som hun savnede en, der kunne vise hende en smule omsorg, men hvem denne person skulle være, vidste hun ikke, for hun vidste ikke, om hun turde være Derick tæt lige nu. Hvem sagde ikke, at han ikke bare ville bide hende igen? Hun bed sig selv i læben, som han ikke svarede hende, da hun kaldte på ham. Hun var alene.. Hun vidste ikke, at han gemte sig et par meter fra hende, på grund af at han var i chok, da hun ikke befandt sig i en tilstand, hvor hun kunne sætte en søgning i gang. Skønt det gjorde ondt i hendes skadede hånd, begyndte hun forsigtigt at binde stoffet om sin hals, så hun kunne standse blødningen. Hun vidste nemlig, at hun befandt sig på et vampyrterritorium, så det var risikabelt at bløde, som hun gjorde. Derfor tog hun sig af sin hals først, skønt det også ville være en god ide at få sine trusser på igen. Den handling blev dog stoppet, som hun helt måtte føle, hvordan hendes hjerte nærmest måtte gå i stå. Den sleske tone og de lydløse bevægelser gjorde, at hun vidste, at det var en vampyr der stod bag hende. Skræmt var hun, da hun ikke just befandt sig i en position, hvor hun bedst kunne forsvare sig. Hun havde dog ikke i sinde at give op uden kamp, hvis det skulle komme til det, og det ville det. ”Forsvind! Min mand befinder sig ikke langt herfra,” svarede hun i en advarende tone, mens hun hastigt kørte sine håndryg over de våde kinder og øjne, så det var mere skjult, at hun havde grædt. Det var dog at se, da hendes øjne endnu var rødlige og fugtige efter gråden. Hun kunne dog ikke lade den tage overhånd nu. Som hun skulle til at springe op på benene og trække sin daggert, mærkede hun, hvordan hun blev trukket ind i den fremmedes kolde favn. Som hun blev hevet op på benene, måtte hun også sande, at der faktisk ikke kun var en, men to vampyrer. Nervøst sank hun en klump. Hun vidste faktisk ikke, om Derick ville komme hende til undsætning, eller om hun virkelig stod alene. Hun mærkede, hvordan stoffet blev fjernet fra sin hals, hvilket fik frygten til at stige i hende, da hun udmærket vidste, hvad der skulle til at ske. ”Fjern hænderne fra mig, afskum!” hvislede hun arrigt af vampyren der holdt hende. I en hurtig bevægelse måtte hendes raske højre hånd søge ind under kappen, hvor hendes fingre lukkede sig om daggerten. Hun vidste godt, at det ikke just var dødeligt, men det var det bedste hun kunne gøre for nu. Hurtigt valgte hun at stikke bladets spids mod vampyrens krop, hvor hun bare håbede, at den ville ramme.

[Deleted]

De to vampyrer stod og så fornøjet på Denjarnas skikkelse, som hun måtte sidde der helt for sig selv. Naturligvis måtte de forundre sig en smule over hvad der var endt hende, og hvorfor den anden vampyr ikke havde gjort arbejdet færdigt, men det var ikke noget som de tog sig videre af da det slet ikke havde ænset Derick der sad gemt bag træet i sin choktilstand, hvor de nok bare ville have grinet hånligt, hvis de havde set ham, da det ville være et ynkeligt syn. At hun så advarede med at hendes mand var i nærheden, måtte den ranglede mand slippe en munter og morende latter. ”Åh jaså? Er det derfor du sidder her helt alene, bløder og sidder og græder som en lille tøs?” spurgte han hånligt, som han blot nærmede sig hende og ignorerede hendes lille advarsel. Som han trak hende ind til sig, var den anden vampyr også kommet lidt nærmere. Den anden vampyr var en smule mindre i højden, hvor hans lokker var blonde og øjnene helt klare blå. Han stod blot og holdt sig tavst for nu, skønt hans eget smil var hånligt og morende på grund af den anden vampyrs ord. Som den ranglede vampyr trak hende ind til sig, slikkede han sig let om munden, hvor han følte sig helt fristet, da han så hvordan det måtte bløde fra hendes hals. Han lagde dog ikke mærke til at hun skulle til at gribe ud efter hendes daggert, dog var den anden vampyr hurtig, hvor han hurtigt var henne og greb hende om håndledet, hvor han vristede daggerten ud af hendes hånd, inden han greb om begge hendes arme og tvang dem om bag hendes ryg. ”Jeg tror minsandten at vi har at gøre med en vild tøs. Måske vi skal beholde hende?” svarede den blonde vampyr, som havde de talt om et kæledyr, hvor han kort lod sin ene finger stryge over såret på hendes hals, for at slikke blodet af sin finger, hvor han kort sukkede. ”Udsøgt er hun i hvert fald,” tilføjede han grumt, som den anden sendte sin makker et køligt smil, inden han skulle til at sætte tænderne i hendes hals, for at tage den første mundfuld.
Derick hørte godt de to mænd, hvor det måtte starte en vrede i ham, ikke over dem, men at han sad der som en eller anden svans og slet ikke gjorde noget. Han endte også med at hæve sin ene hånd og skænke sig selv en hård lussing i et forsøg på at tage dig sammen. Han bed tænderne hårdt sammen, som han greb omkring en større gren, som han valgte at knække over, inden han rev enden af den mindre gren spids. Han greb omkring træet han havde gemt sig bag, inden han svang kroppen rundt og kastede grenen af sted, som havde det været en kniv, hvor den satte sig direkte i den mørkhåret og ranglede vampyrs hals – ham som havde været tæt på at sætte tænderne i hendes. ”I rør hende ikke!” hvislede han køligt, som han hurtigt var henne, greb omkring daggerten, inden han greb omkring den ranglede vampyrs skulder, der havde trukket sig væk fra Denjarna, kun for at stikke kniven direkte i hans bryst og igennem hans hjerte, så han faldt smertefuldt til jorden, for langsomt at dø. Han vendte sig mod den anden vampyr, der selv i ren og skær overrasket havde sluppet Denjarna, hvor manden stirrede næsten skræmt mod Derick. ”Du har et sekund til at forsvinde, inden jeg flår dig levende,” advarede han, hvor han stillede sig med fronten mod ham, og næsten skød brystet frem, for at udvise autoritet og styrke, som han gjorde tegn til at ville gå til angreb. Den anden vampyr forsvandt dog, imens den anden lå død i græsset.

[Deleted]

Smertefulde var vampyrens ord, da det virkelig påmindede Denjarna om den elendighed, hun i øjeblikket følte. Det kunne godt være, at han havde ret i, at Derick ikke længere var der til at passe på hende, samt elske hende. Hun kunne jo ikke se ham nogen steder, så måske havde han virkelig bare ladt hende i stikken, hvor det meget vel kunne se ud, at hun nu ville blive vampyrføde. Forfærdelig var tanken, hvor hun ikke kunne lade være med at tænke, at hvis hun aldrig var blevet mørkelver igen, så var dette her aldrig sket. Hendes blod ville ikke have været en fristelse for nogen, så hende og Derick kunne have elsket med hinanden, som de havde tænkt sig. Hendes blod ville heller ikke have fristet disse to mænd der nu måtte komme over til hende, hvor hun kun kunne tænke, at dette meget vel kunne blive hendes sidste. Hun svarede heller ikke vampyren, som hun bare bed tænderne hårdt sammen, da det føltes som en kniv direkte i hjertet. Derick havde bidt hende, og nu havde han forladt hende, så hun kunne sidde i sin egen elendighed og bløde. Hun mærkede, hvordan hun blev revet op på benene til vampyrens klamme favntag. Blodet løb kun svagt fra hendes hals, men såret var stadig åbent, så selvfølgelig fristede det vampyrerne. Det var heller ikke så længe siden, at hun havde stået i deres sted, hvor hun havde hungret efter blod. Nu fandt hun bare tanken væmmelig, samt det, at hun bestemt ikke skulle ende som et offer! Kæmpende for sig eget liv, trak hun daggerten, men desværre prallede hende angreb af, da hun til sin skræk mærkede, hvordan hendes fingrer slap taget om den. Et gisp forlod hendes læber, som den blonde vampyr hårdhændet drev hendes arme om på ryggen, hvor hun igen mærkede, at hun havde ondt efter slagene mod Derick. Som den blonde vampyr tog en smagsprøve af hendes blod, lod hun let sin tunge glide rundt i munden, inden hun sendte en spytklat mod hans blege ansigt. ”Skrid af helvedes til,” hvislede hun køligt, da de talte til hende, som var hun et dyr. Hun skulle i hvert fald ikke med dem! Så ville hun da hellere dø. Som vampyrerne sænkede deres hoveder, så de kunne drikke af hende, prøvede hun at vride sin krop i håb om at slippe fri, skønt hun vidste, at de var langt stærkere end hende. Øjnene lod hun samtidig glide i, da hun næsten kunne føle, hvordan hugtænderne igen skulle bore sig igennem hendes hud, men den følelse kom aldrig.. Af ren og skær forskrækkelse gjorde det et gib i hende, som vampyren der havde hende i sin favn faldt til jorden. Forvirret blinkede hun med øjnene, mens hendes hjerte galoperede af sted, da hun kun kunne se, hvordan manden lige pludselig havde en gren i halsen. Da hun så hørte Dericks stemme, mærkede hun igen, hvordan tårerne vældede op i hendes øjenkroge, mens følelserne strømmede ind over hende. Hun var lettet over, at han alligevel ikke var ligeglad med hende og kom hende til undsætning, men samtidig hadede hun ham også for det, han havde gjort hende. Som det sidste greb om hende røg, mærkede hun, hvordan hendes ben måtte give efter under hende vægt, hvor hun fjernt kunne høre, hvad der foregik omkring hende. Derick var der, så hun ville formentligt ikke dø.. Hun kunne jo heller ikke regne med, at han faktisk kom efter hende. Hånden trykkede hun hurtigt mod sit åbne sår, mens hun krøb hen af jorden, som hun bevægede sig over til sine trusser. Skræmt og fortvivlet, gav hun sig til at trække dem på i sin egen choktilstand, som hun end ikke kastede nogen blikke mod Derick eller de to vampyrer der havde angrebet hende. Det eneste hun tænkte var, at hun bare skulle væk fra dette galested. Det gjorde også, at hun langsomt fik kæmpet sig op på benene, hvor hun helt automatisk satte i løb.

[Deleted]

Den ene vampyr skulle til at slå Denjarna, for at have spyttet ham i hovedet, inden han blev stoppet af den gren der skød igennem hans hals og fik ham med gurglende lyde til at trække sig væk fra hende, som ordene og skrigene pludselig blev kvalt i hans hals, da han ikke kunne få luft igennem kroppen, hvor han næsten startede med at gå i panik. Han mærkede derefter en anden og endegyldig smerte i hans bryst, da daggerten ramte hans dødehjerte, inden han blot faldt til jorden, hvor han lå og vred sig, imens han hostede og gurglede blod op, som han langsomt måtte dø. Den anden blonde vampyr, var blevet så overrasket over Dericks ankomst og angrebet på sin ven, at han helt havde sluppet Denjarna i ren og skær overraskelse. Hans blik hvilede opspilet mod Derick, da han så hvordan han fik dræbt hans makker og vendte sig imod ham, hvor tøsen bestemt ikke var døden værd! Derfor valgte han at sætte gang i fødderne, som han valgte at bruge farten til at komme væk, kun for at efterlade Derick og Denjarna helt alene. Derick selv stod og prustede arrigt, som han ikke tog blikket væk fra vampyren, før han var helt væk, inden hans blik skulle til at glide mod Denjarna igen, men.. hun var der ikke. Hans blik gled længere frem, hvor han kunne se hende løbe. I al tumulten havde han slet ikke ænset at hun var løbet, da han bare havde ønsket at få hende i sikkerhed. ”For pokker Denjarna,” mumlede han for sig selv. Hun kunne jo ikke bare løbe! Godt nok var hun ikke langt væk fra skovens udmunding, men de befandt sig altså på vampyrernes territorium og hvis hun ikke fik stoppet såret, så ville det da først gå galt! Han ville dog bekæmpe enhver som satte sig op imod hende, da han elskede hende og han nægtede at lade hende ske noget! Desværre var han synderen som han havde gjort hende ondt og fortræd, og ingen kunne hade ham højere end det som han selv gjorde. Han følte dog ikke at han bare kunne lade hende i stikken, hvor han derfor også valgte at løbe efter hende. Meget havde de været igennem sammen, meget modgang, mange kampe, mange intriger, ikke bare med andre, men også imod hinanden og de skulle vel også nok klare sig igennem dette? Det håbede han, da han ikke ønskede at miste hende, og da slet ikke som vampyrføde! Han var nød til at få healet hendes sår, inden hun tiltrak flere vampyrer! Han nåede også hurtigt op til hende, hvor han greb ud efter hendes arm, kun for at trække hende ind til sig, som han forhindrede hende i at løbe længere. ”Det er mig Denjarna.. slap af,” forsøgte han med en rolig stemme, som han havde fået kontrol over sig selv. Han trak hende tæt ind til sig, hvor han slog armene omkring hende, som han strøg hende over håret. Han kunne godt mærke hvordan lugten af hendes blod måtte rive hans næsebor, men han nægtede at lade sig fristes denne gang! Han ville aldrig nogensinde gøre hende ondt igen! Han ville aldrig nogensinde bide hende igen! ”Vi er nød til at få healet dit sår, inden du tiltrækker flere vampyrer,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Skræmt var Denjarna over hele situationen, hvor hun kun kunne tænke på at slippe væk fra dette galehus. Hun hørte godt, at Derick var tilbage hos hende, men hun var endnu ikke i stand til at finde ud af, hvad hun følte, når det kom til ham lige nu. Det eneste hun kunne fokusere på var, at hun hermed var fri, som der ikke længere var nogen vampyrer der havde sit klamme og dødelige greb om hende. Det eneste hun tænkte på var, at hun var nødt til at slippe væk, inden der kom en ny vampyr efter hende. Det kunne godt være, at det ikke var det smarteste at prøve at løbe, siden vampyrer jo var langt hurtigere og stærkere end hende, men det var det eneste hun kunne komme op med lige nu. Derfor trak hun også hurtigt sine trusser på igen, så hun med sit omtågede blik kunne rette sit fokus mod skovens udmunding. Der var ikke langt, eftersom hende og Derick havde gået et godt stykke, inden de havde besluttet sig for at være intime. En akt der i den grad var røget i vasken. Som hun langsomt fik kæmpet sig op på benene, løb hun, hvor det helt måtte foregå, som var hun i trance, da hun kun fokuserede på sin egen krop, og så målet frem for sig. Såret på hendes hals var endnu åbent, men det havde vist sig at være ligegyldigt at dække det til, så nu kunne hun vel ligeså godt bare tage chancen og løbe for sit liv. Det var jo det eneste hun ikke havde prøvet endnu. Helt som hun kunne føle håbet, mærkede hun på ny, hvordan en kold hånd måtte gribe om hendes arm, hvor det helt fik hende til at slippe et skrig. Per refleks valgte hun også at slå ud efter Dericks hoved, som hun bare tænkte på at forsvare sig selv nu. Der gik dog ikke længe før hun endte i hans favn, hvor det helt fik hendes blik til at flakke jaget rundt. Hendes åndedrag var også hektisk, mens hendes hjerte endnu piskede af sted, som det efterhånden aldrig fik ro. Det måtte dog langsomt gå op for hende, at det var Derick der havde fat i hende, hvor hun helt havde lyst til at falde til ro i hans arme, men på den anden side, så havde han lige bidt hende mod hendes vilje, så kunne hun overhovedet slappe af i hans nærvær? ”Slappe af?! Beder du mig virkelig om at slappe af?!” spurgte hun i en skinger tone, mens frygten og fortvivlelsen blandede sig i hendes sølvgrå øjne. ”Jeg kan ikke slappe af! Jeg er lige blevet bidt af min kæreste! En kæreste, som jeg brænder efter at kunne kalde for min ægtemand! Men nu ved jeg ikke, om jeg kan være i rum med ham, uden han forsøger at overfalde mig. Og nu er jeg også lige blevet overfaldet af to vampyrer, der enten ville dræbe mig eller gøre til deres kæledyr. Tror du virkelig, at jeg kan slappe af lige nu?!” Ulykkelig var hun, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med sig selv. Chokket havde endnu ikke lagt sig, som hun endnu befandt sig i sit angstanfald, der gjorde alt omkring hende helt tåget og svimlende. Hun vidste heller ikke, om hun brød sig om at stå i hans arme, for hun frygtede, at han ville gøre hende fortræd igen, men samtidig elskede ham, hvor hendes person tiggede efter den omsorg, hun behøvede. Samtidig frygtede hun også, at hun ville bryde fuldstændig sammen og falde til jorden, hvis han gav slip på hende nu.

[Deleted]

At Denjarna bare havde valgt at løbe, var måske ikke det smarteste trak, skønt Derick ikke bebrejdede hende, da han sagtens kunne forstå hende, hvor det vel var en normal reaktion? Han kunne helt forbande det hele over at hun var blevet mørkelver igen, som det synes at have ødelagt alt. Havde hun været vampyr, var dette aldrig sket, som de havde kunnet udføre akten og komme videre, uden at hun skulle blive overfaldet af vampyrer. Han ville heller ikke hade sig selv og sidde igen med en kæmpe skyldfølelse, som han nok aldrig slippe af med, hvis hun havde været vampyr, men det var tydeligt at en ny modgang allerede skulle gå dem i møde, hvor han næsten følte at deres forhold var forbandet, for alting gik jo altid galt, når de var sammen. Måske det bare havde været bedre, hvis de aldrig havde mødt hinanden? Han bed sig selv i den bløde underlæbe, hvor han roligt tørrede sig om munden, for at fjerne blodet, efter han havde bidt hende, inden han satte efter hende. Hun nåede knap nok ud af skoven, skønt man kunne ane mere af naturen ude i det fri, før han havde fået fat i hende igen, hvor han roligt trak hende ind mod sig. At hun så skreg og slog ud efter ham, fik ham til at blinke overrasket med øjnene, da det alligevel kom bag på ham, for han ville da ikke gøre hende ondt igen! Og så kunne han jo heller ikke bebrejde hende. Hendes ord var som at jage en dolk lige i hjertet på ham, kun for at vride den rundt, da det gjorde ondt at hun frygtede ham. Det gav ham også helt lyst til at give slip på hende igen og lade hende løbe, da hun tydeligvis ikke ville have ham tæt og han forstod hende jo sådan set godt, selvom det gjorde ondt at hun skulle frygte ham, for han ønskede hende jo ikke ondt. Det var da det sidste han ønskede.. Han valgte dog at blive, hvor han holdt hende tæt ind til sig. Han tyssede ganske blidt på hende, som han lagde en finger over hendes læber. ”Sch… det skal nok gå. Ingen får fat i dig igen,” forsikrede han hende i en betryggende tone, som han lod hånden søge fra hendes mund og til hendes kind, som han strøg ganske blidt. Han kunne godt se at hendes øjne var våde, hvilket selv gjorde ondt, men han måtte tage sig sammen og få hende healet. ”Kom her.. hold en pause,” svarede han roligt, som han fik dem begge ned at sidde, hvor han selv sad på knæ. Han slap hende roligt, som han med sin spidse fingernegl skar hul i sit håndled. ”Du skal drikke mit blod. Det vil heale dit sår og så vi du ikke tiltrække flere vampyer,” fortalte han roligt. Det var det bedste at gøre lige nu, skønt der faktisk var bivirkninger ved det, eftersom en vampyrs blod lidt fungerede som stoffer, det kunne få hendes sanser til at blive forstærket, det kunne tilmed øge hendes sexlyst, men mest af alt, så ville det heale hendes sår og det var det vigtigste i denne stund. ”Drik,” opfordrede han i en rimelig kortfattet tone, hvor han også sendte hende et alvorligt blik, som viste at han mente det.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det ikke var smart at løbe, men det var det eneste Denjarna kunne tænke på at gøre. Det endte så også med, at hun ikke endte synderligt langt, som hun hurtigt endte i Dericks favn, som han åbenbart var løbet efter hende. Det gik dog ikke op for hende med det samme, at det var ham, og det udgjorde så også den panik hun følte, som hun skreg og slog ud efter ham. Det var dog ikke dårlig samvittighed der ramte hende, da hun opdagede, at det var ham, da han på ingen måde havde været god ved hende gennem de sidste minutters tid. Han havde bidt hende, hvor han derefter var stukket af, som han havde efterladt hende skræmt og i sin egen elendighed. Derfor måtte det også være forståeligt nok, at hun reagerede, som hun nu engang gjorde. At han så opførte sig ganske rolig og bad hende om at slappe af, følte hun, hvordan hun helt måtte koge over, for hvad bildte han sig ind? Kunne han ikke forstå, at hun var i chok? Manglede han virkelig den empati overfor hende? Men på den anden side, så havde han jo heller ikke været sød ved hende under deres forrige møde, da han havde været præget af mørket og ladt hende være ked af det, så måske var det stadig det samme? Hun gjorde dog bare det eneste, som hun fandt rigtig i denne situation, og det var at råbe af ham. Hun var ulykkelig, og det burde være en retmæssig følelse hun følte, og han undskyldte ikke engang overfor hende. Forvirret og trist blinkede hun med øjnene, som han lagde en finger over hendes læber og tyssede på hende. Betryggende var det at høre, at ingen fik fat i hende, men på den anden side, kunne hun så stole på ham? Hun havde stolet på ham, og så havde han bidt hende, skønt han havde sagt, at han ikke ville gøre det, så skulle hun stadig frygte, at han ville bide hende? Det var ikke ligefrem vampyrer hun stolede på i disse sekunder, hvor hendes krop også bare stod stivnet i hans arme. ”Og hvem skal beskytte mig mod dig?” spurgte hun ulykkeligt, hvor det vel var for at høre, om han havde i sinde at bide hende igen. Hun ville ikke være bange for ham, men han havde bidt hende mod hendes vilje, og hun var endnu i chok, så hun vidste slet ikke, hvad der var op og ned lige nu. Øjnene lod hun glide i, som han strøg hende over kinden. En sidste tåre måtte trille ned ad hendes kind, som hun slet ikke vidste, hvad hun skulle føle i øjeblikket. Skulle hun skubbe ham væk, eller lade ham blive? Størstedelen af hende ønskede jo, at han blev, som hun elskede ham, men der var en lille del af hende der var bange for ham. Øjnene slog hun op igen, som hun pludselig blev guidet ned i en siddende position, hvor hendes blik måtte flakke en anelse rundt, inden det faldt på hans ansigt igen. ”Jeg vil væk herfra..,” sagde hun dæmpet, som det var en modstrid til hans ønske om, at hun skulle holde en pause. Hun kom dog ned at sidde, hvor hun valgte at ligge armene om sig selv, som han gav slip på hende. Blikket hvilede tomt på hans håndled, som han begyndte at skære hul på sin hud. Hun kunne let regne ud, hvad han ønskede af hende, og derfor så hun også væk fra ham. ”Jeg har ikke lyst til at drikke mere blod.. Jeg ønsker ikke at se mere blod.. Jeg blev færdig med blod, da jeg blev mørkelver igen.” Hun vidste dog godt, at han havde en pointe i sine ord, da hun vidste, at hans blod havde en healende effekt, og at det ville være godt for hendes åbne sår. Hun ønskede i hvert fald ikke at tiltrække flere vampyrer, end hvad hun allerede havde gjort. Det var også de tanker, der modvilligt fik hende til at vende hovedet, hvor hun med sin raske højre hånd tog om hans håndled. Modvillig over tanken, at hun skulle drikke blod igen, men samtidig med tanke på den behøvede healende effekt, lagde hun sine læber om hans åbne så, så hun kunne drikke det behøvede blod.

[Deleted]

Derick forstod såmænd godt at hun i øjeblikket ikke gad at være her hos ham, eftersom han havde bidt hende og gjort hende ondt. Det gjorde ham dog helt dårlig at tænke på og at se hende reagere som hun gjorde, var ikke just noget som gjorde det bedre for ham, skønt han dog forstod sig på hendes reaktion. At hun så også begyndte at skrige og råbe efter ham, bed han blot i sig, da han ikke rigtig kunne gøre andet. Han havde slået fornuft ind i sit eget hoved, hvor han nu måske virkede rimelig kortfattet, men det var kun for at holde overblik over det hele, for der kunne endnu komme nye vampyrer efter dem og det var han ikke interesseret i. I det mindste havde de kun til dag, så ville hun være i sikkerhed, da vampyrerne jo ikke kunne søge ud, det fik ham dog også til at tænke på at han ikke havde sin halskæde, så han selv var en presset mand, derfor var han nød til at gøre det hele med et roligt sind og prøve at få styr på hende, eftersom at hun tydeligvis endnu var i chok, det var også derfor han ville have at hun skulle prøve at slappe af og blive rolig igen. Han havde dog fundet ud af hvad det var der havde gået hende på tidligere, da hun havde mistet glæden og var blevet trist, nemlig at de ikke længere var gift, da hun selv havde råbt at hun ønskede at han var hendes mand igen, hvor han tidligere også havde været tæt på at kalde hende for sin hustru. Der var dog ingen der sagde at det ikke kunne komme igen, og nu vidste han da hvilket emne han skulle holde sig fra foreløbig. Da hun så spurgte hvem der skulle beskytte hende mod ham, bed han sig selv i tungen. Det gjorde ondt at hun ikke længere stolede på ham, skønt han udmærket godt vidste at det var helt og holdent hans egen skyld. ”Jeg har ikke tænkt mig at bide dig igen,” svarede han i en kortfattet tone. Han elskede hende og selvom blodet måtte friste ham lige nu, så var hans viljestyrke stærkere, hvor han simpelthen nægtede at gøre hende ondt igen! Som han fik hende ned at sidde, kunne han godt høre at hun slet ikke ønskede at være her mere, hvilket han såmænd også godt forstod, skønt de var nød til at lukke hendes sår først, for ellers gik det da først galt! ”Du skal nok komme væk herfra Denjarna,” forsikrede han hende, som han var i færd med at skære hul på sit håndled, så hun kunne få såret healet. At hun så ikke havde tænkt sig at drikke måtte næsten gøre ham helt utålmodig, for hun kunne altså ikke blive ved med at gå rundt med et åbent sår! Ikke kun fordi hun kunne tiltrække vampyrer, men hun forblødt jo også selv! Hans mine blev derfor en anelse mere streng, hvor han måtte lægge hånd om sig selv, for ikke at tvinge det i hende. Det var han også kun glad for at han ikke gjorde, da hun valgte at tage om hans håndled og drikke, hvor hans mine også løsnede lidt op. Han så godt hvordan hendes sår måtte heale ganske roligt, hvor han trak håndleddet til sig igen, da det var healet helt. Han vendte kort blikket ned mod jorden, som revnen i hans håndled selv måtte heale sig igen. Han bed sig en anelse i den bløde underlæbe, som han vendte blikket mod hende med trist øjne. ”Denjarna jeg.. jeg er så frygtelig ked af det hele. Det var aldrig min mening at gøre dig ondt,” endte han undskyldende, som han slog blikket skamfuldt ned igen, da han ikke engang så sig værdig til at se hende i blikket længere.

[Deleted]

Tanken om at de to fremmede vampyrer var væk, var selvfølgelig en betryggende tanke. Væmmeligt havde det nemlig været, som Denjarna havde stået helt alene, hvor hun bare kunne have set til, som de havde talt ned til hende, og derefter forsøgt at bide hende. Men selvom vampyrerne var væk, så var hun endnu ikke rolig, da situationen bare var blevet forværret tand for tand, og nu vidste hun slet ikke, hvad hun kunne regne med. Selvom Derick nu havde fat i hende igen, og sagde, at faren var gået over, så var hun ikke helt rolig endnu. Hun vidste nemlig heller ikke, om han var hendes tillid værd. Hun følte sig helt dum og naiv, da hun tænkte tilbage på starten af dette møde. Der var han blevet sur på hende, da hun havde udtrykt en lille nervøsitet for hans blodlyst, og nu viste han jo bare, at han ikke kunne regnes med på det punkt. Det gjorde ondt, for hun ønskede ikke at være bange for ham, hvor dette faktisk var den første gang i hendes liv, at hun måtte nære en frygt for ham. ”Det har du før sagt, men du gjorde det alligevel,” mumlede hun stille, mens hun slog blikket ned mod sit skød. I sit stille sind funderede hun over, hvordan de var nået hertil. Hun ville egentligt ønske, at han havde spurgt hende, om han måtte smage hendes blod i stedet for at lave et bagholdsangreb på hende. Hvis han havde spurgt, kunne hun måske have sagt ja, og hvis det havde fungeret sådan, så kunne de have elsket med hinanden som planlagt, og så ville hun ikke sidde helt forskræmt lige nu. Om de kunne være hinanden fysisk tæt igen, vidste hun end ikke, men hun frygtede, at det nu var blevet en mulighed der var blevet revet væk fra dem. Som han forsikrede hende om, at hun nok skulle komme væk herfra, sagde hun intet. Det var tydeligvis ikke nu hun måtte gå nemlig. Hvad der skulle ske bagefter dette, begyndte hun også helt at spekulere over, for hvis hun skulle være ærlig, så kunne hun ikke overskue at tage til Atterlin lige nu. Hun ønskede egentligt bare at finde den først mulige seng og så sove deri og lade det være det. Mere orkede hun ikke at tage stilling til lige nu. Som han skar hul på sit håndled, og bad hende om at drikke sit blod, rynkede hun let på næsen. Hun ønskede bestemt ikke at drikke noget blod! Hun var blevet færdig med blod, efter at hun var blevet mørkelver, men efter det, så syntes et nyt uheld helt at være opstået. Hun kunne desværre også godt se ideen i at drikke blodet, da hun vidste, at det var det eneste der hurtigt kunne helbrede hendes skader, og det ville være rart at få fjernet alle de fysiske. Derfor trykkede hun også sine læber om hans sår, hvor et lag blod havde sig. Med øjnene i, sugede hun det stille til sig. Hun kunne helt fornemme, hvordan hendes hud omkring halsen bandt sig sammen igen, samt hvordan en varme måtte opstå i hendes forstuvede håndled. Hun spekulerede ikke ligefrem over mulige bivirkninger lige nu, skønt hun vidste, at de fandtes. Hun tænkte bare, at de formentligt ikke ville være synderligt fremtrædende, hvis hun bare drak en lille smule, og det alligevel kun gik til at helbrede sine sår. Som han trak sin hånd til sig igen, slap hun hans arm, mens hun lod blikket vendes væk fra ham igen. Håndryggen kørte hun let over sine læber, så mulige blodrester blev fjernet. Hun havde ikke længere et bidemærke i halsen, men det indstørrede blod hvilede der stadig, hvor det også gik hele vejen op til hendes øre, som han havde kysset hende der. Hendes hånd smertede ikke længere, som hun prøvende vrikkede lidt med den, men en smule øm føltes den dog alligevel. Da han pludselig begyndte at undskylde for sine handlinger, mærkede hun igen knuden i sit bryst. ”Men du gjorde det, og du var dårligt nok til at stoppe,” sagde hun trist, som hun tydeligt kunne huske, hvor mange gange hun havde sagt at det gjorde ondt, samt hvordan hun havde slået på, uden han så meget havde løftet en finger. ”Men er du så også ked af, at du flygtede og lod mig i stikken?” spurgte hun i en anklagende tone.

[Deleted]

Måske de stadig befandt sig i skoven, men Derick skulle nok beskytte hende, hvis der skulle komme flere vampyrer til, da han ville give sit liv for at holde hende sikker, måske han ikke var til så meget gavn, hvis han døde, men han nægtede at lade der ske hende noget! Han holdt af hende, elskede hende, og det smertede ham at det var ham der var skyld i al denne tumult, da det var ham der havde bidt hende og dermed lokket de andre vampyrer til. Hun anede slet ikke hvor stor og dårlig samvittighed han havde over at gøre hende ondt og bringe hende fare, men det var også kun fortjent at han havde det dårligt med det, da han aldrig burde have været hende så tæt, da han havde vidst at han ikke havde den største kontrol over sin blodtrang. Det gjorde ondt at hun frygtede ham og han havde det dårligt over at have brudt tilliden til hende, hvor han også følte sig dum over at han i det hele taget var gået med til det, men sket var sket og han kunne desværre ikke ændre på det. Da hun så sagde at han havde sagt det før og havde gjort det alligevel, måtte han knibe øjnene sammen. Han nægtede at bide hende igen! Han hadede sig selv for overhovedet at have gjort det og det ville på ingen måde ske igen! ”Men det sker ikke igen!” bed han hende af med en stædig og en anelse hård tone, for at understrege at han mente det. Han vendte blikket væk fra hende, som skylden slet ikke var til at tage fejl af i hans blik, ligesom sorgen, da det smertede ham og skar i hans hjerte at vide at han faktisk havde gjort den kvinde han elskede ondt. Han kunne vitterligt ikke fatte hvordan han kunne lade det komme så vidt. Nu ville hun vel heller aldrig være ham tæt igen? Hvor han et sted heller ikke havde lyst til at være hende tæt igen, i frygt for at det ville gentage sig og det var han på ingen måder interesseret i! Som hendes sår måtte lukke sig, efterlod det ar, hvilket var et som ville være mærket for altid. Måske hendes krop bar mange andre ar, men lige dét ar, var da det værste af dem alle, for det var dét ar han havde givet hende, det var det ar han var skyld i, og det var et ar som for evigt ville påminde ham om hvad han havde gjort mod hende. Som hun vrikkede med sit håndled, rynkede han let brynene. ”Er du kommet til skade med din hånd?” spurgte han, med en undertone af bekymring, som han skulle til at tage fat for at studere det, men undlod det dog alligevel, da hun jo nok ikke ville røres af ham mere end højst nødvendigt. Han vidste ikke længere hvad han kunne tillade sig at gøre eller hvad han ikke kunne, ligesom han også pludselig blev i tvivl om hvor de stod med hinanden, da han vidste at han havde brudt tillidsbåndet. ”Undskyld..” hviskede han dæmpet, som han blot stirrede i jorden. Da hun så spurgte om han var ked af at være flygtet og ladet hende i stikken, blev hans mine forbavset. ”Jeg flygtede da ikke på noget tidspunkt! Jeg sad godt fire meter fra dig bag et træ!” svarede han kortfattet, inden han tilføjede i en mumlen; „desuden reddede jeg dig.”

[Deleted]

Denjarna kunne ikke sætte sig i Dericks sted lige i øjeblikket, som hun kun havde øje for sin egen elendighed. Hun måtte næsten fortryde, at hun var blevet mørkelver igen, for allerede efter to uger var det ved at gå op i hat og briller igen. Hun havde det dårligt over, at der var blevet skabt splid imellem hende og Derick, da hun havde planlagt for dem, at de skulle være lykkelige sammen. Han havde endda fundet et hjem til dem, men nu var det ikke længere et hjem hun hastede efter at se. Hun vidste ikke, hvad der skulle ske nu, og det gjorde ondt i hendes hoved og hjerte at tænke på, for hun ønskede bare at være lykkelig med ham, men det virkede helt som om, at der hvilede en forbandelse over deres forhold. Altid skulle der være et men i deres forhold, som det aldrig kunne løbe på skinner, og det hadede hun, for hun tvivlede ikke på sin kærlighed til ham, og at det var ham hun skulle være sammen med. Som hun vendte sine sølvgrå øjne mod hans violette, så hun godt den skyld der hvilede i dem, og det måtte på sin vis også påvirke hende. ”Og hvordan har du tænkt dig at lade være? Ved aldrig at røre mig mere? Ved at håbe på, at du på magisk vis aldrig får trang til mit blod igen?” spurgte hun i en dæmpet og trist tone. Hun ønskede at være sammen med ham, men for at de kunne være sammen, så kunne han ikke gå hvert sekund og tænke på, at han var tiltrukket af blodet i hende. Hun bed sig selv i læben, inden hun gemte sit ansigt mod sin hånd. ”Det er min skyld det hele.. Hvis jeg aldrig var blevet mørkelver igen, så ville du aldrig være blevet fristet, og så var dette aldrig sket,” hviskede hun ulykkeligt. Hun kunne helt forbande, at hun nu var udstyret med levende organer igen, men på den anden side, så ville det altid nage hende, hvis hun ikke var blevet mørkelver igen. Slem var tanken dog, at hendes valg muligvis kunne ruinere hendes forhold, for hun ønskede ikke at fortsætte uden Derick ved sin side. At hendes ar blev lukket, og hun derfor ikke fristede flere vampyrer med sit friske blod, glædede hende. Det ville nok også hjælpe Derick, hvis hun ikke længere sad med et åbent sår. Blikket hævede hun igen, som han talte til hende, hvor hun derfor også fjernede sin hånd fra ansigtet. At det så var hendes forstuvede hånd han hentydede til, fik hende til at sende den et blik, som hun valgte at placere begge sine hænder i sit skød. ”Jeg forstuvede den, da jeg slog dig,” sagde hun stille. Skaden var sket, da hun i sin frygt havde slået løs på ham for at få ham til at reagere. Og da hun havde været så bange, og hans krop havde været så hård mod hendes delikate hænder, havde hun på et tidspunkt gjort en forkert bevægelse og forstuvet den. Blikket vendte hun igen mod hans ansigt, som han undskyldte. Trist og blegt måtte hendes eget være efter al tumulten, hvor hun endnu ikke følte, at tingene var helt på plads endnu. Hun vidste heller ikke, hvad der skete med dem.. ”Hvis du ikke havde bidt mig, og gemt dig for mig, så havde der ikke været noget at redde,” påpegede hun, hvor den anklagende tone endnu måtte være der. Han var trods alt skyld i, at de to andre vampyrer var kommet til. ”Hvis du var blevet hos mig, og ikke gemt dig bag et træ, mens jeg var skræmt fra vi dog sans, så havde de vampyrer aldrig lagt hånd på mig! Jeg skulle stå i deres favn, blive smagt på, være ved at blive bidt, og blive diskuteret som var jeg et dyr, før du valgte at dukke op.”

[Deleted]

Deres forhold kunne helt virke til at være forbandet, hvilket ikke just gjorde det bedre for Derick, da det gjorde ondt at der altid skulle være så megen smerte for dem. Han ville ønske at problemerne bare kunne stoppe og at de bare kunne være lykkelige uden at skulle tænke på alle de dårlige ting som skete for dem, men det lod til at det aldrig ville stoppe, og at de altid ville være forbandede. Han kunne ikke lade vær med at spekulere over om det overhovedet nogensinde blev godt for dem, hvor han selv helt tvivlede på det. Det hjalp dog for ham at få hendes sår lukket, da det så ikke længere skar og rev i hans næsebor, hvor han bedre kunne ignorere det, skønt blodet flød under hendes hud. Han skævede mod hende, dog uden at se hende i blikket, da han ikke følte sig værdig til det. ”Ved at gøre hvad end der skal til, for at det ikke sker igen,” svarede han i en bestemt og stædig tone. Han nægtede at bide hende igen, da den tanke kun smertede ham, og så ville han aldrig tilgive sig selv igen, hvilket han endda tvivlede på at han ville gøre efter dette. Måske han kun havde taget en enkelt slurk af hende, men det var underordnet, han burde slet ikke have sat tænderne i hende, og det smertede ham at det var ham der havde gjort det, da han elskede hende og han havde kun ønsket at opfylde hendes ønske ved at behage hende, da han trods alt selv havde savnet at mærke hende tæt, men det havde han tydeligvis ødelagt. At hun så gemte ansigtet i sine hænder og med den ulykkelige stemme, så skar det helt i hans hjerte, der i forvejen føltes som om det blødte. ”Det er på ingen måder din skyld Denjarna! Du har ikke gjort det mindste galt! Du har været mørkelver før, så du må ikke være så hård ved dig selv,” svarede han i en trøstende tone, hvor han gerne ville stryge hende over ryggen, men undlod det dog, da han ikke helt vidste om hun var ude af sit choktilstand, men han tvivlede nu lidt på det. Han kunne ikke lade vær med at trække en smule på smilebåndet, da hun sagde at hun havde forstuvet den ved at slå ham. Ikke mange ville kunne have stoppet en vampyr som hun gjorde. Smilet falmede dog igen, da han så kom til det resultat at også smerten i hendes håndled var hans skyld. ”Går det bedre med den nu?” spurgte han roligt, da han ikke vidste om hans blod også havde healet hendes håndled. Om der ville komme bivirkninger med hans blod vidste han ikke, men muligheden var der, om hun så havde drukket lidt eller ej, da det stadig var som stoffer for de levende væsner, men han ville nok ikke blive i tvivl hvis hun blev ramt af dem. At hun så fortsatte med at anklage ham, var noget som fik ham til at bide tænderne fast sammen. Han vidste godt at det var hans skyld og at han måske ikke kunne tillade sig at bebrejde hende eller hæve stemmen, men det gjorde ham sur at hun skulle træde i det, når han havde frygtelig ondt i forvejen, for han var da bestemt ikke ligeglad med det! ”Du behøver ikke træde i det! Desuden kan jeg fint gå, hvis det er det du vil have!” svarede han i en anelse vrissende tone, som han satte sig med siden til hende og vendte blikket bort, så hun slet ikke kunne se hans ansigt. Skammen, skylden og sorgen var mere end tydelig i hans blik, hvor han tilmed kunne mærke tårerne presse sig på, skønt de ikke faldt, kun fordi det gjorde ham selv ulykkelig at han faktisk havde gjort hende ondt, når han slet ikke burde! Hun var hans kæreste, hans elskede og han havde gjort hende ondt! Det var hans pligt at passe på hende og det kunne han ikke engang, og hun havde ret; hvem skulle beskytte hende imod ham? Han følte sig helt.. uduelig og farlig.

[Deleted]

Om Derick kunne lære at være i Denjarnas nærhed igen, uden at blive fristet af hendes blod, vidste hun ikke, men hun håbede så sandelig på det. Lige i øjeblikket kunne hun ikke finde ud af, hvad hun følte for ham, da hun følte, at han havde brudt en enorm tillid mellem dem. Inderst inde ønskede hun dog ikke at forlade ham, da han jo var hendes livs kærlighed. Det gjorde bare ondt på hende at vide, at han havde formået at gøre hende fysisk ondt, hvor det helt måtte smerte hende helt ind i hjertet. Om han overhovedet turde være ved hende, efter at han havde bidt hende, var så et helt andet spørgsmål for, selvom hun var ked af det, så kunne hun alligevel se i de violette øjne, at han havde ondt. Derfor måtte hun vel også frygte, at han gik, så han kunne være sammen med en fra sin egen race, men på den anden side, så elskede han jo også hende, og han havde jo før formået at holde sig fra hendes blod. Hun vidste dog, at hun aldrig ville glemme dette øjeblik, som det havde været direkte forfærdeligt for hende! Ham der uforstyrret havde prøvet at udføre elskoven, mens han sugede hendes blod, og hun slog på ham, og råbte ad ham. Hun vidste ikke, om han kunne huske hele den korte akt, men han vidste i hvert fald, at han i sidste ende havde gjort noget forkert. Som han sagde, at han ville gøre, hvad der end skulle til for, at han ikke drak hendes blod, sagde hun ikke noget. Hun følte generelt ikke meget for at sige noget i denne situation, da det hele bare forekom hende håbløst. Hun var dog nysgerrig efter at høre, hvad han havde i tankerne angående, hvordan han ville undgå hendes blod, for et sted tænkte hun vel, at det kun kunne undgås ved at han helt undgik hende. Dæmpet fnøs hun af han trøstende ord. ”Hvis skyld er det ellers? Jeg gjorde dig til vampyr for et halvt år siden, og hvis jeg ikke havde gjort det, så havde du stadig været levende. Jeg valgte for mig selv at blive mørkelver igen, skønt jeg vidste, at jeg var sammen med en vampyr, der lever af at tage levendes liv,” sagde hun i en dæmpet tone, hvor der stadig måtte være et selvbebrejdende og ulykkeligt skær over hendes stemme. Det hele gjorde ondt på hende, og efter at der var gået noget tid, så syntes hun mere eller mindre, at det hele var selvforskyldt. Måske havde hun selv dømt deres forhold til undergang? Tanken var direkte skræmmende, for hun ønskede intet andet end at stå ved hans side til sin dødsdag. Nervøst bed hun sig i læben, til koncentrationen måtte falde om hendes skadede hånd. ”Den er øm.. Men lidt bedre,” sagde hun stille, efter hun igen havde vrikket forsigtigt med hånden. Hun kunne mærke, at hun endnu skulle være forsigtig med hånden, men det var en af de menneskelige ting hun måtte påtage sig, nu når hun ikke var vampyr længere… eller også måtte hun drikke noget mere af Dericks blod, da det burde kunne helbrede det helt. Han havde jo forholdsvist hurtigt trukket hånden til sig igen, da han kun havde troet, at hun havde problemer med bidemærket i halsen, hvor der i virkeligheden havde været mere at helbrede. At han så begyndte at vrisse af hende og true med at gå, blev hendes blik helt såret. Havde han nu i sinde at forlade hende igen? ”Hvis du ikke kan klare følgerne, så burde du måske ikke have bidt mig,” svarede hun såret og vendte blikket væk fra ham, så ingen af dem så på hinanden. Det gjorde ondt, at han ville forlade hende, for hun ønskede jo stadig, at han skulle blive, skønt hun ikke havde lyst til at røre ham lige nu. ”Hvis jeg ikke længere er ønsket, så må du jo gå…”