Looking for my love

[Deleted]

Roligt bevægede Denjarna sig ved hans side, som han havde sat gang i deres fodtøj igen. Det var nu også dejligt at gå side om side med ham, da hun i sandhed havde savnet det hele ved ham. En uformel og stille og rolig gåtur passede hende derfor perfekt, som hun bare gerne ville slappe af og nyde stunden med ham, skønt hun vidste, at der ville komme mange flere i fremtiden. Han var endelig færdig med sin mission, og hvis det hele gik, som de havde planlagt, så ville det ikke være andet end perfekt. Hun havde i hvert fald planlagt for dem, at de skulle leve sammen, som to personer der elskede hinanden gjorde. De skulle have et hus sammen igen, og bare nyde tiden med hinanden. Hvad der mere skulle ske for dem, vidste hun ikke, men de havde altid haft det godt med, at det kun var de to. Hun havde i hvert fald haft det bedst sådan. Med et blidt skær, vendte hun blikket mod ham, som han gav slip på hendes hånd, så han i stedet kunne holde om hende. Selv lagde hun også sin slanke arm om hans ryg, så hendes hånd kunne lægge sig ved hans side. Kysset mod sit hår, fik hende til at trække på smilet, inden hun igen så frem for sig. Det hele var skam perfekt lige nu. ”Det endte jo godt sidste gang, så selvfølgelig ser jeg, at der er et håb forude. Jeg håber så også, at vi med tiden helt kan fjerne mørket i dig,” sagde hun roligt, da det ville glæde hende, hvis hun ikke konstant skulle tænke på, hvordan hun reagerede over for ham. Lige nu vidste hun jo, at hvis hun hidsede sig op, så ville han blive dobbelt så modbydelig mod hende. Det havde han i hvert fald været omkring ruinerne, og hun håbede inderligt på, at det ikke ville ske igen. ”Nej, det er det jo ikke.. Jeg ønsker, at vi kan leve trygt og lykkeligt sammen, og jeg tvivler ikke på, at du ønsker det samme for os. Men jeg har skam heller ingen nogen indvendinger mod at bo i Atterlin.. Det vil være som at starte på en frisk for os, da det vil være nyt for os begge. Men fortæl mig, hvordan huset set ud,” sagde hun mildt, inden hun endte med en begejstret opfordring. ”Desuden, så elskede jeg vores træhytte, så at det er en anelse prægtigere end det, så har jeg ingen klager.” Selv ville hun selvfølgelig allerhelst bo på en herregård, da hun før havde været vant til sådan luksus, men hun var en realist, så hun vidste, at det ikke var muligt for dem lige nu. Som de fik placeret sig ordentligt i samfundet, og han kom godt i gang med sit arbejde, så var hun sikker på, at pengene nok skulle komme med tiden. Hun var jo også stadig en drømmer. Dæmpet lo hun, som han beskyldte hende for at være for hård. ”Jeg betvivler dig skam ikke, min elskede. Jeg har bare aldrig set dig yde smedearbejde før, at det er naturligt nysgerrighed jeg føler. Desuden, så tror jeg godt, at du kan finde ud af det, når du kommer ordentligt i gang. Jeg ved jo, at du har viljestyrken til at kæmpe for det, samt jeg også ved, at du fysisk er i stand til at udføre arbejdet,” sagde hun mildt og sendte ham et varmt smil. Smilet blev også kun forstørret, som han kyssede hendes håndryg. ”Og ja.. Øvelse gør jo mester.”

[Deleted]

At nyde en god og lang gåtur med Denjarna, ville Derick ikke have det mindste imod, da han faktisk havde savnet disse små stunder med hende. Da mørket havde styret ham, havde han slet ikke ønsket kærligheden eller nogen kvinde, men det kunne han slet ikke forstå i øjeblikket, da der snart ikke fandtes noget bedre end et fast parforhold. Måske mange gik efter en kvinde i ny og næ, fordi det bare var overfladisk, men han nød selve parforholdet. Der lå måske et stort ansvar og man skulle tage hensyn, hvor flirten med andre ikke længere gik, men det gjorde ham intet, for han havde altid elsket sin tid med Denjarna og det de havde haft, og det havde aldrig været et problem for ham at de havde isoleret sig, da det tværtimod var noget som havde været godt for dem på daværende tidspunkt og nu var de jo endnu ældre end dengang, så mon ikke at de havde lært deres lektie? Han sendte hende et kærligt smil, da hun lagde sin arm omkring ham, som han også havde om hende, hvor han blot fortsatte det rolige tempo frem, hvor de langsomt gik mod udgangen af skoven. ”Jeg er skam sikker på at du sagtens kan formå at fjerne det, præcis som du gjorde sidst og du gør nu,” svarede han tydeligt overbevisende, hvor smilet blev skævt. Hun var den som kunne undertrykke hans mørke, så hvem sagde ikke at hun kunne fjerne det helt? Det ville i hvert fald ikke gøre ham noget, da det klart ville være lettere! ”Godt.. så håber jeg bare at du bliver tilfreds, for jeg har arbejdet længe og hårdt på det,” svarede han med et skævt smil, hvor han ikke kunne holde en munter latter tilbage, da hun opfordrede ham til at fortælle hvordan huset så ud. Det ville da næsten være synd at fortælle det hele nu? Han gik ud fra at de skulle hjem og se det nu. Hans violette øjne hvilede muntert på hende, som han trykkede hende blidt ind til sig, som de fortsatte deres gåtur. ”Jeg vil da ikke afsløre det hele nu. Vi skal jo hen og se det om lidt,” svarede han roligt, som smilet blev skævt, „men jeg kan da godt afsløre at det er bygget i både mursten og træ, så det er både større og anderledes bygget end vores træhus dengang.” Han glædede sig til at vise hende det, da det trods alt blev deres nye hjem, hvilket han ikke kunne andet end at se frem til! Hendes dæmpede latter, fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han roligt vendte blikket mod hende. ”Altså du har intet at frygte,” endte han morende, som han igen kyssede hende mod håret, som han fortsatte tempoet frem, inden han slap en morende latter. ”Eller frygter du at jeg skulle brænde huset ned?” spurgte han morende, som han blinkede let til hende. Det var nu ikke hans intentioner, hvor han også havde øvet sig, da han havde sat huset i stand, så han skulle nok finde ud af det, desuden var han lærenem og intelligent, så det kunne vel ikke gå galt? ”Og siden du er elver, må du jo have kendskab til en masse gode materialer, så jeg kan sælge for en god og dyr pris, så vi kan få lidt tjent hjem,” svarede han roligt, skønt det mere var et spørgsmål end en konstatering. Elver havde altid været gode til smedearbejde på grund af deres materialer, så mon ikke hun kunne hjælpe ved det?

[Deleted]

Svagt nikkede Denjarna medgivende til hans ord. Hun havde skam fundet ud af, at det var muligt at sætte en forhindring op for mørket i ham, så med tiden burde det vel være muligt at fjerne helt? Hvis de havde nok gode stunder sammen, så skulle det hele nok blive godt igen. Det håbede hun i hvert fald på. Hun tvivlede også på, at han var interesseret i at lade det blive. Det virkede i hvert fald som om, at han var mest interesseret i at være sammen med hende, når han var i dette gode humør. ”Hvor længe har du da været i gang med det?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Han havde sagt, at huset allerede havde stået, da han fandt det, men i hvilken tilstand det havde været i, anede hun selvfølgelig ikke. Han sagde dog, at han havde brugt tid på at gøre det i stand, men så var spørgsmålet bare, hvor meget der skulle laves på det. Hun var dog spændt på at se det, og hun kunne jo regne med, at det var nydeligt, siden Derick havde sagt god for det. Selvom han var en mand, så havde han nemlig en klar ide om, hvordan han ville og ikke ville bo, som han var en kræsen mand på det område. Smilende vendte hun blikket mod ham, som han slap en munter latter. Det var i sandhed sød musik i hendes øre, hvor det var en lyd hun virkelig havde savnet. På den anden side, så kunne man sige, at hun havde savnet alt ved ham. ”Skal vi se det nu? Det kunne jeg da ikke vide, men det er jeg da mere end frisk på,” sagde hun varmt, som hun ikke ligefrem havde lagt mærke til, at det var der han ville hen af. Hun havde bare hørt det som, at de skulle gå en tur, og så kunne de snakke om det hele på vejen. Hun ville dog gerne til Atterlin og se det hus, som hun nu kunne kalde for sit hjem. ”Men det lyder interessant, Derick. Jeg glæder mig i hvert fald til at se det.” Roligt fortsatte hun fremad, hvor hun kunne se, at de inden længe ville nå skovens udmunding. Hvor lang tid det ville tage at nå Atterlin, vidste hun ikke helt, men som mørkelver, så var hun ikke ligeså hurtig som en vampyr desværre, og det måtte de jo tage med sig. Muntert måtte hendes egen latter lyde med hans, som han spurgte, om hun frygtede, at han brændte huset ned. Leende rystede hun på hovedet, inden hendes funklende sølvgrå øjne faldt på hans ansigt. ”Man kan jo aldrig vide,” sagde hun drillende, som om hun tvivlede på ham. Det gjorde hun dog ikke, som hun var sikker på, at han nok skulle mestre erhvervet, hvis bare han øvede sig. Som han spurgte ind til, om hun kunne finde frem til nogle gode materialer, vendte hun tænksomt blikket frem. Hvis man spurgte hende, så var elvere klart de bedste smede, og selv havde hun heller aldrig båret andre våben, end dem der havde været elverfremstillet. ”Det har jeg.. er der nogle materialer du specifikt har i tankerne?” spurgte hun roligt, som hun trods alt skulle vide, hvad hun skulle gå efter.

[Deleted]

Som Denjarna spurgte ind til, hvor længe Derick havde været i gang med huset, kunne han ikke lade vær med at blive en anelse nervøs, for hvad ville hun ikke sige til, når hun fandt ud af at han havde været hurtig færdig med sin mission, og i stedet for at opsøge hende, så havde han arbejdet på huset? Han frygtede næsten at hun ville blive sur og han ønskede ikke at stemningen skulle ødelægges allerede, det havde dog kun været med gode intentioner at han havde fundet hjemmet og gjort det i stand, så han havde en ’gave’ til hende, når han så hende igen, nu hvor eliksiren ikke virkede. Han så roligt ud mod omgivelserne, da han fortsatte det rolige tempo frem, hvor hans blik gled over naturen. Altid havde hun nydt at komme her, så det var ikke overraskende at han havde fundet hende i skoven, da det tit var her de havde fundet hinanden. ”Jeg har været i gang i næsten en måned. Det stod næsten helt faldefærdigt, så jeg har både udskiftet brædder og mursten, for at det skulle se godt ud,” fortalte han sandfærdigt. Han gad ikke lyve for hende, da han fandt det unødvendigt, hun havde jo selv sagt at han kunne fortælle hende alt, og aldrig havde han løjet for hende eller holdt hende for nar, uanset hvor hård sandheden var, desuden var det jo heller ikke sikkert at hun blev sur, men det fandt han ud af. At hun helt lød overrasket over at de skulle se det nu, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Selvfølgelig skal vi se det nu, min egen. Det er trods alt vores nye hjem. Og jeg kan jo tydeligt høre din begejstring for det, så vi kan jo lige så godt se det nu, så vi kan se om du er vild med det eller ej,” svarede han roligt og med et skævt smil. Han tvivlede på at hun ville finde det dårligt, da hun trods alt altid havde elsket deres lille træhus og det var tilmed noget mindre end det hus han havde fundet til dem i denne omgang. At hun glædede sig til at se det, fik ham til at sende hende et varmt smil, hvor han elskede hendes begejstring for det, og derfor håbede han bare at hun også ville elske det lige så højt, da hun jo endnu ikke havde set det, men han var i hvert fald tilfreds med det og han ville faktisk være stolt over at kunne kalde det for deres nye hjem. Måske det ikke var luksus, men det var passende for de to med deres nuværende tilstand i livet. ”Godt, så håber jeg også bare at du kan lide det,” svarede han roligt, hvor han fortsatte frem, så man var ved at kunne se slutningen af skoven, da man begyndte at kunne ane lidt andet landskab i horisonten. At høre hendes latter flyde i et med hans egen, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor den måtte være som sød musik i hans ører. Han havde helt savnet at høre hendes latter, hvor den gjorde ham varm i hans indre. ”Men skulle det endelig ske, så ved vi, at det ikke er et passende erhverv for mig,” svarede han drillende, som kluklo ganske let igen. At hun så sagde at hun kendte til de forskellige gode materialer, så var det hans tur til at blive helt begejstret. ”Det ved jeg ikke, det er jo derfor jeg spørger eksperten,” svarede han morende, inden han så en anelse tænksomt ud i luften. „hm.. min hust.. kæreste, der hjælper med mit job, det skal nok blive godt.” Smilet trak han på, som han så mod hende igen, hvor han havde været tæt på at kalde hende for sin hustru, men det var jo også hvad hun mest havde været, derfor var det underligt at de ikke var længere.

[Deleted]

Det var ikke vrede Derick blev mødt af, da han fortalte, at han havde været i gang med huset i en måneds tid. Denjarna nikkede blot roligt med hovedet, da det vel var en nogenlunde tidsramme? Selv vidste hun ikke præcist, hvor hurtig han havde været med missionen, for han havde ikke sagt præcist, om det havde taget to nætter, en uge eller mere. Det gjorde hende dog ikke noget, da han jo havde brugt tiden fornuftigt, som han havde brugt tiden på at skabe dem et hjem. Det var desuden nødvendigt for dem, at de fik sig et hjem, da de ellers skulle bo på forskellige kroer eller på gaden, og det var hun ikke just interesseret over. Derfor var hun ellevild med tanken om, at han rent faktisk havde fundet et hjem til dem, hvor han også havde gjort det en anelse i stand. ”Det lyder helt som om, at du med nød og næppe reddede huset, inden det ville brase sammen. Jeg håber bare, at det står fint nu, så vi ikke en dag vågner med et tag ovenpå os,” sagde hun med et skævt smil og blinkede lettere muntert til ham. Hun kunne godt se, at han havde været nødsaget til at skifte visse dele af huset ud, inden han kunne forlade det, da det måske ellers ikke havde stået til han havde fundet hende. Desuden, så ville hun også hellere se det, når det mere eller mindre var beboeligt, og ikke lignede en skrotbunke. Hun var trods alt også forfængelig, hvor hun ikke ville bo et faldefærdigt sted, skønt de forrige gang havde overnattet på den faldefærdige herregård. ”Så må vi jo hellere sætte farten op, hvis vi skal nå det,” sagde hun smilende, som hun var frisk på at tage til Atterlin. Hun ville gerne se sit nye hjem, hvor hun allerede blev helt glad ved tanken om det. Deres nye hjem. Det kunne sandelig ikke være bedre. Farten kom hun også automatisk til at sætte en anelse op, som hun var begejstret efter at se det. Hun frygtede dog, at de muligvis ikke kunne nå det, skønt hun prøvede at gøre sine skridt hurtigere, da Atterlin trods alt var den by i Dvasias der lå mest afsidigt. Mildt smilede hun til hans ord, angående om hun mon kunne lide huset, for selv tvivlede hun ikke på, at hun nok skulle synes om det. Han havde trods alt fundet det, og bare tanken om at de fik noget, som de kunne kalde for deres eget, varmede hende helt. ”Åh, jeg håber skam på, at vi finder ud af det, inden vi ligger med taget over os,” svarede hun morende og betragtede ham med smilende øjne. Hun var dog sikker på, at han nok skulle kunne klare sig som smed, skønt det ikke ligefrem havde været det han havde lavet før i tiden. Det var derfor også helt morsomt, at han skulle prøve sig med noget så normalt som et smedearbejde, men dog havde hun intet imod det. Hun fandt nemlig ikke arbejdet nedværdigende. At han så blev begejstret over, at hun kunne hjælpe ham med nogle materialer til hans smedearbejde, trak hun let på smilet. ”Det eneste problem der er, er at elvere ofte bruger noget af deres magi, når de smeder et våben for eksempel, og du besidder trods alt ikke elvisk magi,” kommenterede hun med et skævt smil. At han så var ved at kalde hende for sin hustru, anede hun godt, hvor det også helt måtte gøre hende trist til mode. Blikket fjernede hun derfor også fra ham, da det var et ømt punkt hos hende. Hun havde trods alt troet, at de havde været gift til for et halvt år siden, hvor Derick havde sagt, at de bestemt ikke var gift længere. Det var en tanke der gjorde ondt, da hun altid havde klynget sig til ideen om ham, som hun altid havde gået med sin vielsesring, som hun var blevet tortureret med den på. Den havde hun dog ikke længere, som hun havde kylet den i hovedet på ham, og hvor den var nu, havde hun ingen ide om. ”Det ender jo med, at jeg kommer til at lave al arbejdet,” svarede hun med et skævt smil, skønt hun endnu ikke så på ham.

[Deleted]

At Denjarna bare nikkede til Dericks ord om hvor længe han havde været i gang, var noget som han fandt svært at tolke, for var det et positivt eller negativt nik? Han betragtede hende næsten indgående i et forsøg på at finde en bedre reaktion fra hende, men det virkede da ikke til at hun blev sur, hvor hendes ord også fik ham til at trække skævt på smilebåndet, hvor et morende skær lagde sig over hans violette øjne. Han kunne heller ikke holde en munter latter tilbage, da det næsten måtte minde ham om den forladte herregård, de sidst havde tilbragt tiden på, hvor det også havde været faldefærdigt. Huset han havde fundet, havde dog været i meget dårlig stand, men han var tilfreds med resultatet, da det også havde taget lang tid og det sagde ikke så lidt, når han kunne arbejde i en vampyrs tempo! ”Har du helt glemt at jeg også byggede vores træhus? Det styrtede aldrig sammen og det var du da meget tilfreds med, så hvad med lidt mere tiltro, elskede?” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han var sikker på at det ikke ville brase sammen, da han havde tjekket det hele for fejl, det kunne godt være at det måske endnu knirkede lidt visse steder, men det var jo trods alt også gammelt og det var jo ikke det hele han havde skiftet ud, men kun det mest nødvendige, der hvor det enten havde været råddent, hullet, fyldt med mug og fugt eller så ødelagt at der ikke havde været noget. Han var dog tilfreds med det og han håbede at hun ville elske det ligeså højt som hun havde elsket deres træhytte. ”Du kan jo ikke længere følge med mig, lillemor,” svarede han drillende, som han slap en munter latter. Hun var mørkelver, og hvis de skulle sætte farten op i hendes tempo, så ville de da aldrig nå det! Dog var det jo godt at han kunne bære hende, da hun var let som en fjer – det havde han jo allerede erfaret. Han følte dog ikke noget hastværk med at komme derhen, da han egentlig bare gerne ville nyde tiden med hende, nu hvor de var sammen igen, for det var da klart det som han helst ville frem for at de skulle være noget bestemt sted allerede. Han måtte endnu engang slippe en morende latter, hvor han nu mente at hun var rimelig mistroisk, når det kom til hans arbejde, men han havde allerede leget lidt med det, da han havde sat huset i stand, og han havde allerede vist gode færdighederne indenfor smedearbejdet! ”Åh bare rolig elskede, jeg har bygget huset så godt, at det er umuligt at bryde igennem det,” svarede han selvsikkert og dog drilsk, da han vidste at huset sagtens kunne falde sammen eller blive brændt ned til grunden, da det trods alt bare var bygget af træ og sten. Han så en anelse tænksomt ud i luften, da hun sagde at elverne brugte magi, hvilket hun jo havde ret i at han ikke havde. ”Nej.. det har jeg ikke. Men jeg finder sikkert på noget,” svarede han med et skævt smil. Så længe han havde materialet, kunne det vel ikke gå helt galt? Selvom hun vendte blikket bort, lagde han godt mærke til at hun blev trist til mode, hvilket fik ham til at bide sig i den bløde underlæbe, hvor han var lidt i tvivl om hvad han havde sagt forkert. ”Dog ikke.. men jeg er sikker på at du nok skal hundse med mig,” svarede han drillende, som han kluklo ganske let.

[Deleted]

Denjarna var skam ikke sur på ham, da han fortalte, at han havde været i gang med huset i en måneds tid. Hun anså det faktisk bare for at være ganske passende, skønt hun selvfølgelig ikke ville have haft noget imod, at han var vendt tilbage til hende lidt før. Hun havde dog selv haft travlt, da hun først havde haft sit møde med Mattheus der var gået mere end galt. Så havde hun skullet fortælle Vladimir, at hun var nødt til at flytte ud, og heller ikke det havde været en glædelig nyhed for ham. Samtidig med det, så havde hun været på jagt efter en alkymist, og da hun havde fundet Enrico, så havde hun også brugt en nat på det møde, hvorefter hun havde skullet vænne sig til det levende liv igen. Derfor havde hun ikke kedet sig i den tid de havde været adskilt, skønt hun selvfølgelig havde savnet ham hver dag. ”Det vil jeg da aldrig glemme. Jeg nyder desuden, at jeg har min helt egen gør-det-selv mand,” svarede hun i en morende tone, skønt hun mente sine ord oprigtigt. Det var dejligt, at han kunne klare sagerne på egen hånd, i stedet for at de skulle købe det færdigt, eller at de skulle ansætte nogen til at lave det. Derfor var dette langt mere behændigt, hvor hun bestemt heller ikke klagede. Hun glædede sig bare til at se deres nye hjem, og så var hun sikker på, at det nok skulle være perfekt. ”Lillemor? Jeg håber så sandelig, at det er sidste gang, at du kalder mig det.. Men vi skal nok nå det, hr. Kæphøj,” kommenterede hun smilende. Ret havde han dog i, at hun ikke længere kunne holde trit med ham, da vampyren bare var hurtigere end andre racer. Elverne havde dog også sine egne fordele, som de alligevel var mere adrætte end et menneske, så helt langsom var hun altså ikke! Hvor lang tid det ville tage dem at tage til Atterlin, kunne hun dog ikke regne ud, da det var længe siden, at hun havde bevæget sig så lange distancer som elver. Hun kunne dog håbe på, at det ikke var så slemt som det man kunne frygte. Blikket drog væk fra skovens udmunding og mod hans ansigt i stedet, som han slap en latter. Smilet voksede på hendes lyserøde læber, hvor hun blidt gav sig til at stryge ham over siden med sine fingre, som hun endnu havde en arm om hans krop. Hun kunne endnu mærke, hvor kold han var i forhold til hende, men hun var begyndt at vænne sig til det. ”Jeg håber i hvert fald, at du har ret. Der er nemlig andre måder, som jeg langt hellere vil vågne på,” svarede hun morende. Hun troede ham dog, når han sagde, at hjemmet var i orden, da hun allerede var klar over, at han havde nogle færdigheder, når det kom til håndværk. Han havde trods alt stået for bygningen af deres gamle hjem, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen? Lettere var det jo også, når huset primært allerede stod, hvor man bare skulle lave nogle små ændringer på det. ”Det gør du nok. Det kan skam også godt lade sig gøre uden.. Men jeg skal nok se, hvad jeg kan finde til dig. Det kræver bare, at jeg søger ud alene for et stykke tid,” sagde hun roligt. Hun ville være nødt til at søge sit gamle folk, og for det måtte hun drage af sted alene, da det elviske folk generelt var lettere at forhandle med, når man stod elver til elver, hvor de bare ville være dybt mistroiske overfor Derick som vampyr. Som hendes humør langsomt måtte dale igen, som hun blev påmindet, at de ikke længere var gift, gjorde hun alt for at fortrænge de minder. Derfor holdt hun også blikket frem for sig, som Derick heller ikke kommenterede hendes humørskifte. ”Jeg skal nok holde øje med, at du gør det rigtigt.”

[Deleted]

Det glædede kun Derick at Denjarna ikke blev sur, hvor han også følte at han helt blev lettet, for han vidste godt at han kunne have opsøgt hende, hvor han skam også havde savnet hende utrolig meget, men han tænkte at hun hellere ville se hjemmet når det var færdigt, frem for når det var faldefærdigt, for så var hun jo også langt mere positiv angående huset og så ville han jo heller ikke have noget imod at de kunne flytte ind med det samme, så de ikke skulle pendle frem og tilbage mellem de forskellige kroer – hvilket han heller ikke havde råd til. Han trak skævt og muntert på smilebåndet til hendes ord, hvor han blidt trykkede hende ind til sig, som han stadig havde armen omkring hendes skuldre. ”Godt.. for disse hænder, kan bygge alt,” svarede han selvsikkert, hvor han blinkede drilsk til hende. Det var måske ikke helt sandt, men han var i hvert fald ikke så hjælpeløs at han ikke kunne bygge et hus og skifte nogle brædder ud. Han havde jo også bygget deres træhus – med hjælp fra hende naturligvis, hvor han også godt kunne lide at være selvstændig, så man ikke skulle have folk til at gøre det for en hele tiden, da han fandt det en anelse.. nedværdigende. Han slap en morende latter til hendes følgende ord, hvor han vendte ansigtet smilende imod hende. ”Kan du ikke lide at blive kaldt lillemor?” spurgte han morende, hvor han ikke tog sig af at hun kaldte ham for hr. kæphøj, da han kun havde sagt det i sjov. Hun kunne dog ikke længere følge med ham, hvilket et sted var en underlig tanke, da hun jo havde været vampyr i frygtelig mange år. Han anså det dog ikke for at være et problem, da han godt kunne lide hende som mørkelver. Det var denne race hun havde været, da han havde forelsket sig i, hvor han selv havde været vampyr, så et sted kunne det vel næsten ikke passe bedre? Som hun strøg ham over siden, lod han også sin tommel stryge hende over skulderen, hvor han kort vendte blikket mod hende og med et varmt smil. Han elskede hende, hvor han kun var glad for at han var sammen med hende igen og ikke mindst glædede han sig til at de skulle se huset, hvor han kun kunne håbe på at der ikke var nogen som havde ødelagt det i mellemtiden, men han tvivlede lidt på det, da det trods alt lå i udkanten af byen og en anelse gemt, så han frygtede nu ikke for det. ”Enig,” medgav han morende, som hans smil blev muntert. Han ville nu ikke vågne op til at taget braste ned i hovedet på dem, men det var nu godt og solidt bygget, så han var sikker på at de godt kunne få en masse gode år sammen der. At det krævede at hun tog ud på en lille alenetur, hvis hun skulle have materialerne, forstod han egentlig godt. Hendes race var trods alt kendt for at være raceracistiske, så han tvivlede på at de ville hjælpe ham, hvis han søgte med, men alligevel var han nu ikke meget for at hun skulle vandre rundt alene. ”Udmærket. Men det haster nu ikke, desuden vil jeg gerne have dig for mig selv i et godt stykke tid, vi har trods alt meget vi skal indhente,” svarede han med et skævt smil, hvor han blinkede let til hende. Langsomt måtte han stoppe op, hvor han vendte sig mod hende med fronten, imens han tog om hendes hænder. ”Har jeg sagt noget forkert min egen? Dit humør synes at være faldet en anelse,” svarede han med en snert af bekymring, da han frygtede at han havde ødelagt alt.

[Deleted]

Denjarna nød at have en mand der sagtens kunne bruge sine egne hænder, da det gjorde det hele langt mere simpelt, samt han ikke virkede forsvarsløs så. Morende vendte hun blikket mod hans ansigt, mens hun nød følelsen af at mærke hans arme om sin krop. ”Jeg sagde nu bare, at du var en gør-det-selv mand, ikke en gud,” kommenterede hun drillende, hvor hun blidt puffede sin skulder mod hans, uden hun stoppede med at gå. Meget kunne han dog sikkert lave, da det ikke var en simpel ting at kunne bygge sit eget hus, og dengang de havde flyttet væk fra al civilisation, så havde de sammen bygget et hus op fra bunden af. Let løftede hun et slankt øjenbryn, som han spurgte ind til, om hun virkelig ikke kunne lide kælenavnet; lillemor, og det burde vel sige sig selv, at hun ikke kunne lide det og hvorfor. Hun vidste dog, at det kun var ment i sjov, for hun var på ingen måde en mor, og det virkede måske også lidt nedværdigende at blive kaldt for lillemor i det hele taget. ”Burde jeg overhovedet forklare dig, hvorfor jeg ikke skal kaldes for lillemor? Og synes du virkelig, at der er noget lillemor over mig?” spurgte hun, hvor hun prøvede at lave en skarp tone, skønt det muntre blik og smil gjorde det svært at holde. Som han gengældte strøget, som hun strøg ham langs siden, og han strøg hende langs skulderen, kunne hun ikke lade være med at trække varmt på smilet. Det forekom hende nu helt perfekt, når de igen gik sådan her med hinanden, da det i hendes øjne ikke kunne være anderledes. De elskede hinanden, og hun holdt mørket fra ham, samt han havde bygget dem et hus til dem, så mere kunne hun vel ikke bede om? Denjarna smilede skævt, som det pludselig helt kunne lyde som om, at han ikke ønskede, at hun tog af sted alligevel, da hun sagde, at hun skulle gøre det alene. Hun kunne dog godt forstå ham, da hun heller ikke ønskede at skilles fra ham, men hvis han skulle have tingene, så var der ikke meget andet at gøre. Hendes folk var trods alt ikke særligt åbensindede, når det kom til andre racer. ”Jeg søger først ud, når du mener, at du skal bruge det. Skal vi aftale det?” spurgte hun mildt og smilede varmt til ham. Hvis han mente, at han kunne vente med det, så ville hun også selv gerne bruge tiden med ham, da han jo ikke var den eneste der havde savnet hende, som det også gik den anden vej rundt. Som han stoppede op, måtte hun bide sig selv let i læben, for hun ønskede virkelig ikke at gå ned ad denne vej med ham. Hun stoppede dog op, hvor hun også lod sine sølvgrå øjne falde på ham, som han trådte ind foran hende. ”Det er intet, Derick. Kom nu.. Lad os komme videre,” sagde hun roligt, hvor det vel var en løgn, men det var bare sådan det nu engang måtte være. Hun gad ganske enkelt ikke snakke om det, da det kun ville rive op i alle sårene, som det kun var dårlige minder for hende. Tanken om, at hun i århundreder havde tænkt, at hun endnu havde ham, og at han en dag ville finde hende, som hun havde været underlagt tortur. Virkelighedschokket, da hun havde fundet ham, hvor han havde sagt, at han ikke længere anså dem for at være et ægtepar, samt han havde været lykkelig med en anden kvinde. Nej, det var bestemt ikke noget hun gad snakke med Derick om. Hvis han vidste, hvad hun var trist over, gad han sikkert heller ikke snakke med hende om det. Svagt fik hun et blidt smil frem på læben, hvor hun lænede sig frem, så hun blidt kunne skænke hans læber, inden hun valgte at trække i hans hånd, som hun begyndte at gå videre.

[Deleted]

Derick anså det selv for at være praktisk at kunne lidt af hvert, i stedet for at være hjælpeløs og skulle have andre til at gøre tingene for én, hvor han også var en stolt mand der helst ville gøre tingene selv – hvilket hun allerede kendte ham godt nok til at vide. Han var dog tilfreds med huset og han håbede at hun også fandt det smukt og perfekt for dem, ligesom han selv gjorde. Han så frem til at vise hende det, skønt der endnu manglede utrolig meget, for.. han havde kun bygget det op, han havde jo ikke rigtig råd til tingene indvendig, desuden ville han også gerne have at hun var med til indretningen, så de begge havde sat et præg på deres nye hjem, da det jo ikke kun var hans. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han også kort grinte, da hun valgte at puffe til ham. ”Årh hold da op. Vi ved begge at du forguder mig, som din egen personlige Gud,” svarede han drillende tilbage, hvor han blinkede kækt til hende. Han vidste godt at det ikke var tilfældet, hvor han heller ikke gad have hende som sin tjenerinde, så ville han langt hellere have hende som sin gudinde, så hun var ved hans side, for det var præcis der hun hørte til. Han så frem til at starte et nyt liv op med hende, hvor det hele forekom ham helt perfekt at gå her med hende igen, hvor de holdt om hinanden og nød en rask gåtur. At hun ikke kunne lide at blive kaldt for lillemor kunne han sådan set godt forstå, hvor det også kun var sagt i sjov. Han trak sendte hende en uskyldig mine, da hun forsøgte at lave en skarp tone, hvor han godt kunne se at det var helt mislykket for hende. ”Du er min lillemor,” hviskede han drillende, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes kind, „som du er mit et og alt.” Blikket endte med at hvile varmt på hende, som han kort kyssede hende mod kinden igen, inden han trak sig, for at fortsatte frem. Han ville nok ikke anse hende for at være en lillemor, men hvis hun endelig skulle være, så ville hun uanset være hans. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor smilet blev muntert. Han måtte erkende at han ikke havde lyst til at se hende søge ud lige foreløbig, ikke nu hvor de endelig var sammen igen, for han ville jo gerne tilbringe lidt tid med hende, nu hvor de endelig var sammen, hvor de også lige skulle falde til plads igen i deres nye hjem, og så var han jo et sted også bange for at han ville miste hende igen og det ønskede han bestemt ikke! ”Det lyder helt perfekt, min skat,” medgav han med et smil, hvor han trykkede hende blidt ind til sig. At lade hende søge ud, når han skulle bruge materialerne kunne de godt aftale, hvor han jo også først lige skulle ind i en rytme, og der var det måske bedst at starte med et normalt materiale som jern. At hun så bare afveg og tilmed løj, fik ham til at rynke brynene. ”Du lyver jo for mig,” bemærkede han en anelse anklagende, da han ikke brød sig om at hun holdt ting skjult for ham. Han besvarede hendes kys, skønt han dog ikke gik med, da hun begyndte at hive i hans arm, tværtimod trak han hende ind til sig, hvor han slog armene omkring hendes liv, hvor han sendte hende et lettere indgående blik, som han hævede det ene øjenbryn. ”Hvis jeg har gjort noget galt, eller sagt noget som har stødt dig, så fortæl mig det, skat. Jeg vil ikke have at du skal rende rundt og have det dårligt på grund af mig,” svarede han roligt, hvor hans blik blev en anelse sigende, inden smilet bredte sig på hans læber. ”Jeg elsker dig højere end noget andet, hvilket jeg håber at du ved,” hviskede han kærligt, inden han kyssede hende dybt og lidenskabeligt.

[Deleted]

Morende trak Denjarna en anelse på smilet, som han brød ud i en kort latter. Hun nød, at de igen kunne more sig med hinanden, som deres forrige møde vel rimeligt havde gået fra aggressioner og sort til romantik. Nu virkede de mere frigjorte overfor hinanden, og det var i sandhed noget hun nød. Hun syntes nemlig, at de skulle kunne gøre alt med hinanden og stadig elske hinanden, da det alligevel var sådan det skulle være ifølge hende. Der skulle være alt det glædelige og romantiske, samt morskaben. Til tider skulle der også være en smule sorg og nogle skænderier, men det var også der et forhold i sandhed kom på prøve, og man kunne vel roligt sige, at de igennem tiden havde været meget igennem al det. Måske lidt for meget, hvis man tænkte på starten af deres forhold. De havde dog altid holdt sammen og elsket hinanden til det sidste, og sådan var det heldigvis stadig den dag i dag. Hun havde jo tilgivet ham for at være sammen med Elanya, og for at behandle hende uforskammet på grund af mørket. Han havde tilgivet hende for at banke ham op til flere gange, samt hendes utroskab for mange år siden. ”Åh ja, det vigtigste for mig er at vide, hvordan jeg dog kan tjene og behage dig, åh Deres Nåde,” sagde hun drillende. Det var dog ikke sådan det fungerede, skønt hun værdsatte ham mest af alle personer på denne klode. Han var den vigtigste for hende, som han havde hendes hjerte, men sådan var det jo også bare, når man elskede en. Han havde det formentligt også på den samme måde som hende. Opgivent rystede hun smilende på hovedet af ham, som han holdt fast i, at hun var hans lillemor. Hun lod ham dog kysse hendes kind, hvor hun også smilende og muntert måtte kaste blikket på ham derefter. ”Jeg kan godt gå med til at være dit et og alt, men jeg holder ved, at jeg aldrig bliver nogen lillemor,” svarede hun stædigt igen. Som de kom ind på, at hun var nødt til at søge væk, hvis han var interesseret i elviske materialer, forstod hun godt, at han ikke ønskede, at hun gik nogen steder. Hun ville i hvert fald selv have det elendigt, hvis han drog ud på en større færd. Det var dog rimelig harmløst at søge mørkelverne, når hun selv var en og tilmed havde været deres leder engang. En position hun også ønskede igen. Hun smilede dog bare varmt til ham, som han blev glad for hendes forslag. At han så måtte opdage, at hun holdt noget skjult for ham, hujede hende ikke, men hun burde have vidst, at hun ikke kunne snyde ham. Han kendte hende mere eller mindre ligeså godt, som hun kendte sig selv. Hun mærkede også, at han ikke ville lade hende slippe så let, som hun hurtigt endte i hans favn, da han ikke fulgte hende. Dæmpet slap hun et suk, da hun ikke brød sig om, at han tvang hende til at sige det, når hun allerede vidste, at udfaldet ville blive trist. Hun lod sig dog komme ind i hans favn, hvor hun selv lagde sine hænder mod hans brystkasse, så hun blidt kunne stryge ham der. ”Jeg ønsker, at vi kan tale med hinanden om alt, Derick, men jeg ved bare, at det her ikke vil gavne nogen af os. Derfor vil jeg langt hellere lade det ligge i stedet for at grave i det,” sagde hun stille, hvor hun bare håbede, at han forstod. Som han kærligt måtte fortælle hende, at han elskede hende, måtte det triste forlade hendes blik, som det i stedet blev varmt og kærligt. Hun vidste skam godt, hvad han betød for hende, og som hun skulle til at gengælde de aller kærligste ord, blev hendes mund lukket, som han trykkede sine læber mod hendes. Villigt besvarede hun det lidenskabelige kys, som han endelig gav hende lidt mere, hvor hun heller ikke tøvede et sekund med at give igen. Blidt gled hendes øjne i, som hendes arme søgte videre rundt omkring hans hals, som hun gav sig hen til kysset.

[Deleted]

Altid havde deres forhold haft alt, som de havde kunnet te sig som små børn, ligesom de havde kunnet skændes som hund og kat, hvor de også altid havde kunnet elske hinanden, som kun to elskende burde kunne. Altid havde de kunnet more sig sammen, endda græde sammen, som de havde kunnet grine sammen. Til tider havde de tilmed flirtet sammen, som havde det været under deres første møde, skønt det kun var noget som holdt gang i gnisten, hvilket var det som han nød ved deres forhold. De havde alt sammen, hvor han heller ikke ville have at det skulle være på nogen anden måde. De havde altid holdt sammen og man kunne vel godt sige at deres forhold for alvor var blevet sat på prøve, efter at han var gået i døden og hun var blevet tortureret? De havde været adskilt i mange år, hvor han faktisk havde været tæt på at slå sig ned med en anden kvinde, og hun havde vandret psykotisk rundt, derefter var han blevet trukket væk og fået sit sind formørket og alligevel stod de her den dag i dag og kunne kalde dem for et par. Hendes ord fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. Han ville naturligvis gerne have at hun elskede ham og værdsatte ham – og naturligvis højere end nogen anden, ligesom det gik den anden vej – men han ville ikke have at hun forgudede ham, da hun ikke var nogen slave, ting eller pris for ham, hun var hans eneste ene. ”Det lyder bedre,” svarede han drillende og veltilfredst, skønt han dog ikke kunne skjule det morende smil på de blege læber, som et tydeligt tegn til at han ikke mente det. Hun var nok ingen lillemor, da det ikke just var en beskrivelse man kunne sætte på hende, hun var tværtimod en selvstændig og stærk kvinde, hvor han ikke kunne andet end at føle sig heldig over at have hende ved sin side, for mere kunne han virkelig ikke ønske sig! ”Udmærket.. vil også hellere have at du er min sexbombe,” svarede han drillende, hvor han lod sin hånd søge uskyldigt og drilsk ned over hendes ryg, mod hendes bagparti, som han klemte let omkring, imens smilet blev helt uskyldt på hans læber, da han blot så frem for sig og fortsatte sine skridt, som intet var hændt. Han kunne dog ikke skjule det morende smil, da det blev umuligt at holde den uskyldige mine. At hun så begyndte at blive helt trist, var noget som han hurtigt bed sig mærke i, hvor han måtte erkende at han ikke brød sig om det, særligt ikke hvis det var noget som han havde sagt, for det havde jo ikke været hans mening at gøre hende trist! At hun så slap et suk, da han trak hende ind til sig, fik ham til at hæve det ene øjenbryn i en forundret mine, for hvad tænkte hun på? Hun kunne ikke skjule det for ham, da han kendte hende alt for godt! Han endte dog med at nikke til hendes ord, da han godt kunne høre at det lidt var et dødt løb at skulle diskutere med hende. ”Okay, vi kan godt lade det ligge, men så skylder du mig et smil,” svarede han roligt, hvor han endte med at sende hende et morende smil. Han lagde også godt mærke til at hun blødte op, da han fortalte at han elskede hende, hvilket kun lettede ham at se! At hun så gav sig hen til ham i kysset, ved at slå armene omkring hans hals, fik ham til at smile indvendig, hvor han kort brød kysset. ”Jeg troede at du ville videre?” svarede han drillende, skønt han dog hurtigt fangede hendes læber igen, som han endnu ikke havde fået nok af dem.

[Deleted]

Denjarna forgudede ham skam ikke, som var hun en tjener der bare ville behage sin herre, da hun mere så på dem som mand og hustru, skønt hun udmærket godt var klar over, at de ikke længere var gift. Det ville hun dog ikke direkte sige, som hun i stedet ville sige, at hun så på dem som to lige personer der elskede hinanden ubeskriveligt højt. Hun så desuden også på ham som sin mage, sin eneste ene, som hun i sidste ende ville gøre alt for ham, og gøre alt for at de kunne være sammen. For nu rystede hun bare smilende på hovedet af ham, som hun i deres ’leg’ gik med til at tilbede ham som en gud. Desuden, hvad var livet eller et forhold ikke, hvis man kunne drille og more sig med hinanden? Det havde i hvert fald altid været noget de to havde været i stand til, og hun var glad for, at tiden ikke havde ændret på det, skønt der var sket mange alvorlige ting med tiden. Som han derefter blev helt drillende og kaldte hende for en sexbombe i stedet, kunne hun ikke lade være med at slippe en munter latter. Det var dog en beskrivelse der ville passe hende langt bedre, da lillemor på ingen måde var hende! Det mindede hende nemlig om en hjemmegående faldefærdig husmor, der ikke lavede andet end at passe børn, og den beskrivelse passede bestemt ikke på hende! Hun ville nok blive sindssyg, hvis hun bare gik derhjemme, samt hun nok ville gå psykisk ned, hvis hun fik sig et barn i det hele taget. ”Hmm, en sexbombe? … Det passer mig langt bedre!” svarede hun glad i en munter tone, inden det måtte gibbe let i hende, som han klemte om hendes bagparti. Smilende daskede hun til ham, som havde det været en forbudt handling, skønt det på ingen måde havde været det. Hun nød tværtimod at mærke hans hænder de steder, skønt det denne her gang bare havde været for sjov. ”Men hvis du bliver ved med sådan noget, så når vi i hvert fald aldrig til Atterlin,” svarede hun kækt, som hun hentydede til hans lille intime berøring. Som Derick var næsten havde kaldt hende for sin hustru, var Denjarna blevet ked af det. Det var ikke noget hun videre kunne gøre for, for hun savnede jo bare at kunne kalde dem for et ægtepar, og det kunne hun ikke længere tillade sig at gøre. Derick havde i hvert fald gjort det klart for hende, at han ikke så sådan på dem længere, så hun måtte vel også bare vende sig af med tanken om, at de engang havde været det, og at det havde været hendes lykkeligste tid med ham. Det glædede hende dog at høre, at han var villig til at lade emnet ligge, da hun vidste, at emnet vækkede hans vrede. ”Og jeg vil smile til dig, til du siger, at jeg skal stoppe,” lovede hun roligt, hvor smilet varmt gled over hendes læber. Det var desuden sådan her hun ønskede, at det skulle være mellem dem. Som han sagde, at han elskede hende, og kyssede hende, blødte hun fuldkommen op, som hun smeltede helt ind i hans favn. Hun kunne for evigt høre om hans kærlighed til hende, ligesom hun altid ville kunne kysse hans læber, som det helt føltes som om, at de bare hørte sammen. At han så brød kysset for at komme med en drillende kommentar, hævede hun let brynene. ”Ti stille,” sagde hun dæmpet, som hun samtidig skulle til at gribe fat i hans bluse, for at rive ham ind i et nyt kys. Han kom hende dog i forkøbet, hvor hun denne her gang måtte gøre kysset helt intenst, som hun slet ikke kunne lade være, hvor hendes hjerte også måtte banke derudaf.

[Deleted]

Derick ville ikke forgudes af Denjarna, da han ikke så sig hævet over hende, men følte at de var på lige fod, som de altid havde været. Han ville elskes og værdsættes af hende, ligesom han også ville gøre det ved hende, sådan som et forhold skulle være, og sådan havde det jo altid været. Desuden så vidste hun også at det kun var sagt i sjov og at han ikke mente det. Desuden så ville et forhold også være kedeligt, hvis man ikke kunne more sig sammen, og de havde altid haft hele pakken, hvilket var noget som han altid havde nydt ved hende. De kunne være alvorlige, som de kunne være fjollede, men de havde jo også kendt hinanden i utrolig lang tid, hvor de havde dannet par siden de havde været unge, så det var vel heller ikke så underligt igen? Man måtte sige at deres bånd til hinanden var ufattelig stærkt, for selvom de havde mødt utrolig meget modgang og de begge havde forsøgt hos andre, så var de endnu sammen og elskede endnu hinanden lige så højt som de altid gjorde. At hun så mente at sexbombe passede langt bedre til hende, fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han selv var mere enig i det frem for lillemor, desuden ville han nok også hellere have en sexbombe som kæreste frem for en lillemor. ”Mhm,” mumlede han medgivende, som han lod hånden løbe hende ned over ryggen og mod hendes bagparti som han klemte om. At hun så daskede til ham, fik ham til at bide sig drilsk i den bløde underlæbe, hvor han ikke kunne skjule det drilske glimt i hans øjne. Han måtte også slippe en morende latter, da hun sagde at de ikke kom nogen vegne, hvis han skulle gøre alle de intime berøringer. Hans blik blev dog kun endnu mere drilsk ved det, hvor han blinkede flirtende til hende. ”Åh men Atterlin kan vente, hvem siger at dette kan?” spurgte han kækt, som han blinkede let til hende igen. Han måtte helt komme til at tænke på deres forrige møde, hvor de havde elsket foran den varme pejs, hvilket var en stund han helt måtte savne, da det alligevel var over en måned siden, generelt havde han bare savnet at være hende tæt igen, hvor han bare ønskede at nyde tiden med hende uden at de skulle hundse rundt fra det ene sted til det andet, for de havde al den tid de havde brug for, hvor han bare ville nyde hvert sekund han kunne med hende. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han let hævede det ene øjenbryn. ”Arh.. det må du næsten ikke sige til mig skat, for jeg vil have at du smiler i en evighed til mig.. kan du det?” spurgte han morende, som smilet blev varmt på hans læber. Han brød sig ikke om at hun var trist, særligt ikke hvis det var noget han havde sagt, han valgte dog at lade det ligge, da hun lød rimelig sikker på at det bare ville ødelægge stemningen endnu mere og det ville han virkelig ikke! Det var meningen at de skulle være lykkelige! Han nåede kun lige at trække på smilebåndet til hendes ord, inden han trykkede sine læber imod hendes igen. At hun gjorde det intenst sagde han intet til, skønt han godt kunne mærke at noget rumsterede indeni ham, da hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, men denne gang ignorerede han det. Han endte med at gå ned i knæ, hvor han løftede hende op i sin favn, så hun havde et ben på hver side af ham, imens han trykkede hende tæt ind til sig.

[Deleted]

Denjarna morede sig skam over situationen, hvor hun også bare nød, at de endnu engang kunne fjolle rundt med hinanden. Helt ung og levende følte hun sig, når det skete, og det var jo kun en rar følelse. De havde dog altid kunnet drille hinanden, hvor det helt tilbage i tiden havde fungeret på den måde, at hun ’flygtede’ fra ham, som hun var sprunget helt op i trætoppene, hvor han ikke kunne komme op med sin krop. Det kunne ske igen, som hun nu var mørkelver, hvor hun let kunne manøvre sig rundt, som hendes krop var smidig og let som en fjer. De sølvgrå øjne vendte sig mod nogle af de nøgne træer, som hendes tanker faldt på fortiden, inden hun igen vendte de varme sølvgrå øjne mod hans ansigt. At han så helt fik det til at lyde som om, at han ønskede at være endnu mere intim med hende lige nu og her, kunne hun ikke lade være med at trække på smilet. ”Hvem siger overhovedet, at jeg har lyst?” spurgte hun drillende og hævede udfordrende sit ene øjenbryn. Som der var gået en måned siden de sidst havde set hinanden, så kunne hun dog ikke sige, at hun havde i sinde at afvise ham, hvis han skulle forsøge at trække den længere. Hun huskede endnu, hvilken fantastisk nat de havde haft sammen på den faldefærdige gård, og det var derfor også et minde hun ikke havde noget imod at få genopfrisket. Hun måtte jo savne at mærke ham helt tæt, og især fordi hun havde holdt inde med så mange følelser i den tid han havde været på mission, så nu ønskede hun vel bare at lade dem få afløb? Nu når de havde fundet hinanden igen, så havde de rigtig nok også alverdens tid, da de vel altid kunne nå frem til deres hus i Atterlin. Hun var dog spændt på at se det, så hun håbede ikke, at der gik for mange dage før hun fik det af se. ”Hvis evigheden er sammen med dig? Hmm…,” sagde hun med en eftertænksom mine, som om hun ikke helt vidste, om hun kunne smile i hans nærvær. ”..så burde det ikke være noget problem,” endte hun smilende. Hun vidste dog godt, at hun ikke kunne smile uafbrudt, da der med garanti ville ske noget der gjorde hende trist før eller siden, men for nu, og gennem størstedelen af deres kommende tid sammen, så ville hun da forsøge at smile alt det hun kunne! Svært var det heller ikke, for hun blev lykkelig af synet af hans ansigt, så hvis hun tilbragte hver dag med ham, så kunne det kun blive godt. Som de kyssede hinanden igen, kunne hun på ingen måde nænne sig, og derfor tøvede hun heller ikke at bringe mere dybde og intensitet til kysset. Hun ønskede at være lidenskabelig med ham, skønt hun vidste inderst inde, at hun burde være en smule forsigtig, da han havde udtalt, at han følte sig fristet af hendes blod, og hun ønskede jo ikke, at han ved et uheld bed hende! Det virkede dog ikke til, at han havde et problem med det hele lige nu, og det var en sand lettelse. Smilet voksede også indvendigt, som han løftede hende op i sine stærke arme, så hun kunne klynge sig endnu mere ind til ham, da hun både kunne presse benene om hans liv, holde ham om halsen, og per automatik kom deres overkroppe jo også tættere på hinanden.