Looking for my love

[Deleted]

Derick havde faktisk selv været alkymist engang, så han kendte til arbejdet, faktisk havde han selv været rimelig god, hvor han faktisk havde hevet en hel race ud af en kvinde, hvor han også havde genoplivet deres gamle veninde Monique Jaceluck, Faiths søster. Han vidste dog også hvor krævende det var, ligesom hvor farligt det kunne være og han vidste derfor at prisen kunne være dyr, så at Denjarna havde fået det for noget så simpelt, lød næsten umuligt. Dog havde han ikke selv taget noget for at hjælpe Pierce og Malania i sin tid, hvor han faktisk var kommet tæt ind på dem, desværre var de begge døde den dag i dag og han anede faktisk ikke hvordan det gik deres børn, de børn som han faktisk stod som gudfader til. Han havde dog haft sine egne problemer at se til, så han havde faktisk ikke haft tid, uanset hvor usselt det så end måtte være. Da hun så spurgte ind til hvordan han havde fået fat i eliksiren og hvad han skulle give for den, gled hans hoved en anelse på sned. ”Jeg skånede hans liv. Vi hjalp hinanden,” svarede han roligt. Det var måske et rimeligt kortfattet svar, da manden jo faktisk havde været hans mission, men han vidste ikke hvorvidt det var smart at fortælle Denjarna det, skønt han godt nok var fri, men manden han havde været trælbundet af, måtte vel forsøge at komme efter ham? Og der ønskede han ikke at Denjarna ville blive indblandet. At hun måtte tvivle hans eliksir, fik ham til at hæve det ene øjenbryn, som hans mine blev en anelse skarp, da han ikke just brød sig om at hun stod der og tvivlede på ham, og dog kunne hun jo til dels have ret. ”Den eliksir har faktisk vækket en død kvinde til live,” svarede han en anelse spidst, skønt det dog var sandt og det havde altså været uden nogen remse! Dog var dette måske ikke helt det samme, da hun jo trods alt var levende, men han havde håbet at eliksiren ville have kunnet sætte gang i hendes indre organer igen, dog vidste han ikke hvordan det ville være gået, hvis hun havde drukket den, for måske det ikke ville have hjulpet, men hvem vidste? De fandt jo aldrig ud af det nu. De violette øjne så ikke væk fra hende, hvor han bed tænderne en anelse sammen til hendes ord. ”Du har måske ikke længere tiltro til mig?” spurgte han en anelse fornærmet, som han måtte lægge armene over kors. Hendes ord var rimelig misvisende, som hun næsten fik det til at lyde som om at hun ikke troede på ham længere, fordi han var vampyr og hun mørkelver. Desuden så skulle han nok vænne sig til det igen, for det havde han gjort før, så han kunne gøre det igen! Han gad dog ikke skændtes med hende, desuden var det bare kommet bag på ham at hun var mørkelver, da han havde slået armene omkring hende, for han havde jo troet at han ville møde hende som vampyr, så det var måske bare overraskelsen som havde gjort det? Nu vidste han det jo trods alt. Derfor vovede han sig også tættere på hende, hvor han roligt berørte hende ganske blidt. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor de både varmede ham, men også gjorde ham nervøs, for han havde jo også savnet at mærke hendes læber, kys og berøringer, men han frygtede det værste. Han lod roligt sin pande falde mod hendes, hvor han så ind i hendes sølvgrå øjne. ”Jeg elsker dig,” hviskede han kærligt, som han forsigtigt og ganske prøvende, måtte trykke sine læber imod hendes i et blidt kys.

[Deleted]

Det var på ingen måde meget han gav Denjarna, som det var yderst kortfattede svar han mødte hende med. Det kunne næsten virke som om, at han ikke ønskede at tale med hende, da alle hans sætninger indtil nu havde været ufatteligt simple, hvor hun selv havde afgivet længere forklaringer. Det var bare sådan som det nu engang måtte være, skønt det selvfølgelig måtte irritere hende. Hun følte nemlig, at han holdt noget tilbage for hende, og hun ønskede ikke, at det skulle være på den måde. Han burde desuden vide, at han kunne sige alt til hende. Og efter at hun var blevet mørkelver igen, så behøvede han end ikke at frygte vredesslag for hendes side af, da hun slet ikke kunne hamle op med hans fysiske styrke længere. Roligt nikkede hun dog bare med hovedet til hans ord, da hun ikke ønskede at skændes med ham. Hvis han ikke ville åbne sig mere op for hende end det, så måtte hun vel bare vente på, at han fandt lysten til det, eller også måtte hun gøre gengæld og selv holde tilbage med oplysningerne, så han kunne finde ud af, hvor irriterende det egentligt var. At han så måtte gå hen og blive spydig overfor hende, blinkede hun let med øjnene, for hvor kom den fra? Personligt mente hun ikke, at hun selv havde hidset sig op, så at han nu gjorde det, forstod hun ikke. Men han havde vel sine særheder, efter at han var blevet sendt på den hemmelige mission. En mission han endnu ikke havde talt med hende om, hvilket igen førte til, at hun ikke vidste, om han var fri eller ej. ”Du skal ikke begynde at bide af mig, Derick! Jeg siger bare, hvad jeg selv oplevede, og derfor forstår jeg ikke, hvordan en simpel eliksir skulle kunne hjælpe, når den alkymist jeg fandt, skulle gennemgå et større energitab og sige en lang remse,” sagde hun fast, som hun ikke fandt sig i, at han talte sådan til hende! Hun var glad for, at han havde forsøgt at hjælpe hende, hvor det heller ikke var hans forsøg hun dissede. Hun forstod bare ikke, hvordan noget så simpelt skulle kunne virke, når hendes forvandling havde været så krævende, som den nu engang havde været. Tænderne måtte hun selv helt presse sammen, som han helt fik det til at lyde som om, at hun ikke stolede på ham længere, og det gjorde hun altså! Hun forstod ikke, hvorfor han skulle være så besværlig at have med at gøre, men måske var det allerede et tegn på, at de stadig havde en bombet vej at passere? Helt opgivent havde hun lyst til at sukke, men dog gjorde hun det ikke. ”Jeg stoler på dig! Hvis jeg ikke stolede på dig, så ville jeg nok heller ikke forsøge med dig igen, eller være så rolig overfor dig nu. Jeg tror skam på, at du har nok selvkontrol til ikke at bide mig, eftersom du aldrig har forsøgt på det. Jeg skal bare selv vænne mig til, at jeg i så fald ikke må være så tæt på dig, som jeg virkelig ønsker,” sagde hun sigende, uden hun tog blikket fra ham. Hun havde ikke overvejet, at det ville blive svært for dem, når hun blev sig selv igen, men som det hele skred frem, så burde hun måske have taget de større faktorer til overvejelse. At han så måtte nærme sig hende og pludselig reagere helt kærlighed overfor hende, kom bag på hende, da det lige havde lydt som om, at det hele skulle til at briste. Det glædede hende dog, da hun på ingen måde ønskede at skændes med ham. Det havde hun savnet ham for meget til. Som han lod sin pande falde mod hendes, måtte hendes hjerte helt slå hurtigere, så blodet i hendes årer derfor også blev pumpet hurtigere igennem hendes krop. Det satte nemlig alle hendes følelser i gang, når de var hinanden så tætte her. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun kærligt igen, inden hun blev mødt af den største lettelse af dem alle. Blidt besvarede hun kysset, som hun af respekt for ham holdt det roligt, så han kunne vige bort igen, hvis han ikke kunne kontrollere blodtrangen. Hun vovede dog blidt at gribe om begge hans hænder, hvor hun valgte at lade deres fingre flette.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ønskede at være hemmelighedsfuld overfor Denjarna, da han vidste at han kunne fortælle hende alt, men han vidste ikke hvorvidt om det var klogt eller ej, for han ønskede heller ikke at sætte hende i fare, for hvis der skete hende noget på grund af ham, så ville han aldrig tilgive sig selv! Han elskede hende højere end noget andet og det eneste han ønskede var at hun var tryg og sikker, hvilket også var grunden til at han var lettere mistænksom, når det kom til hendes lille handel med Enrico, da han et sted frygtede at hun stod i gæld til manden og det ønskede han ikke, derfor ville han også have haft det bedre med, hvis han selv kunne have gjort det, men han var desværre ikke alkymist længere, så det var umuligt. Om eliksiren ville have hjulpet anede han faktisk ikke, men en god og stærk alkymist havde givet ham den, så det burde den vel have gjort? Den var stærk nok til at genoplive en død kvinde, men på den anden side var det jo ikke rigtig det som Denjarna var, da hun måske var vampyr, men ikke decideret død, da hun jo stadig kunne tænke og bevæge sig. Derfor var han også selv en anelse i tvivl om den ville have virket, det lod dog alligevel til at hun helt måtte tvivle på ham, hvor hun næsten fremstillede ham dum, hvilket gjorde ham irriteret. ”Det er også ligegyldigt nu, eftersom det alligevel ikke kommer til at ske,” svarede han direkte affejende, som han vendte blikket væk fra hende, endnu med de korslagte arme ved det muskuløse bryst, som man kunne ane under den mørke bluse. Hun kunne jo også bare være ligeglad, hun havde fået hvad hun ville have, så om han havde givet et forsøg kunne være ligegyldigt alligevel. Det hele synes at tage en negativ drejning, hvilket ikke just havde været hans mening, da han faktisk havde glædet sig til at se hende igen. Hans tænder havde han bidt sammen, hvor han holdt dem presset sammen mod hinanden, skønt han dog ikke så på hende. Hun fik det også til at lyde som om at hun ikke stolede på ham længere, hvilket ikke just på den negative stemning. Han var blevet overrasket over at hun havde været mørkelver, da han havde troet at han skulle møde hende som vampyr, så det hele havde været overvældende for ham, derfor havde han vel også reageret som han havde gjort? ”… Udmærket..” svarede han denne gang en del mere roligt, skønt han dog stadig var en anelse fornærmet. Anderledes var han blevet efter hans krop var blevet overtaget af mørket, hvor han ikke helt var den gamle jeg, da han faktisk havde brug for hjælp til at nå dertil, hvilket hun havde klaret exceptionelt under deres sidste møde, men efter at han havde mødt Ezekiel, vidste han ikke om mørket kunne træde frem i ham igen, hvis de kom ind på forkerte emner, men det fandt de vel ud af? At hun gengældte hans ord, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han ønskede ikke at skændes med hende, da han havde savnet hende. At hun blidt måtte besvare hans kys, gjorde det lettere for ham at abstrahere fra hendes varme, skønt hendes hjerte gjorde det en anelse svært. Da hun så tog om hans hænder og flettede deres fingre, måtte det kort vige hans tanker bort fra hendes bankende hjerte, så han bedre kunne leve sig ind i kysset, som han gjorde en smule mere længselsfuldt, hvor hans øjne tilmed gled i.

[Deleted]

Denjarna bed sig selv let i den bløde underlæbe, som det på ingen måde foregik, som hun havde planlagt i sit hoved. Hun havde ventet, at deres gensyn ville være lykkeligt. Ikke fuld af skænderier.. Det gjorde hende ked af det, vred og irriteret, som det faktisk kun skete, fordi hun på egen hånd var blevet mørkelver. Han kunne ikke være hende tæt, fordi hun var levende, da han så mere end noget andet havde lyst til at stikke tænderne ned i halsen på hende. Han var også irriteret over, at han ikke selv havde nået at give hende kuren, inden hun havde valgt at søge til en fremmed alkymist. Og nu var han sur på hende, fordi hun satte spørgsmålstegn ved hans eliksirs effekt, og fordi, at hun havde det skidt med, at de ikke bare kunne være tætte, som hun egentligt ønskede for dem. Direkte håbløst var det, hvor hun også helt måtte frygte, om det nogensinde ville blive bedre mellem dem. Det havde ikke været hendes mening at skændes med ham, men det var sket alligevel, som havde der sprunget en bombe ved dem. Blikket drev hun selv væk fra hans, da han tydeligvis afsluttede deres samtale, mens hans end ikke ville se hende i øjnene. Det gjorde ondt, hvor hun også måtte spekulere over, om hun mon havde truffet det rigtige valg, for selvom hun elskede ham af hele sit hjerte, så kunne de ikke blive ved med at skændes for altid. Det var tydeligvis det der skete, når de var ude i civilisationen, da alle de mødte åbenbart skulle have en større betydning for deres forhold. Ingen af hans ord kommenterede hun, da han tydeligvis ikke ønskede at tale videre med hende, som hun ellers gerne ville. Han lukkede af som en mur, hvor hun selv bare ønskede at vide, hvad der havde hændt ham igennem den seneste måneds tid, hvor hun også gerne ville sige, hvad hun havde foretaget sig. Der var dog visse ting hun vidste, at hun burde holde skjult, som at hun havde afvist to mænd for hans skyld, hvor hun havde boet hos den ene, hvor den anden var i gang med at smadre et helt kongerige, på grund af sit knuste hjerte til hende. Blikket lod hun langsomt vende mod hans igen, da der syntes at falde ro over ham, hvor han tilmed nærmede sig hende igen. Det glædede hende dog, at han alligevel havde lyst til at reagere kærligt overfor hende, da det andet bare skubbede hende væk, og hun ville jo ikke væk fra ham. Hun så dog ikke, hvordan han måtte smile til hende, da han inden da havde nået at ligge sin pande mod hendes. Iskold var den, hvor følelsen af hans hud mod hendes egen også helt kunne få hende til at gyse, skønt hun for denne gang valgte at holde det indenbords. Selv skulle hun også vænne sig til at være varm og levende, og så være sammen med en kold og død vampyr. Læberne mod sine var dog noget der helt måtte fjerne hendes tanker, som det nærmest fik hendes krop til at smelte, skønt hun skam holdt sig solidt på benene. Hun knugede blidt om hans hænder, som hun havde grebet dem, mens hun besvarede kysset der langsomt måtte bevæge sig væk fra det forsigtige, og mere over i det dybe. Selv ønskede hun ikke at have nogle hæmninger overfor ham, da hun gerne ville være sammen med ham, som de havde været blandt ruinerne. Hun lagde dog bånd på sig selv, hvor hun bare nød kysset, som han valgte at føre det. Hun valgte også at holde det i et par lange sekunder, inden hun forsigtigt måtte bryde det, hvor hendes læber spandt ud i et varmt smil til ham. ”Jeg har savnet dig, min elskede. Jeg har savnet alt ved dig, som jeg har savnet at have dig hver dag ved min side,” fortalte hun ham blidt i en lavmælt tone.

[Deleted]

Det var ikke fordi det var Dericks mening at skabe en dårlig stemning, skønt han ikke just havde kontrol over hvad hun selv lukkede ud af ord, men han havde heller ikke selv regnet med at det ville foregå så negativt, da han jo faktisk havde set frem til at se hende igen, at mærke hende og holde om hende, ligesom han havde set frem til at kunne røre, kærtegne og kysse hende igen, men det hele synes at være stoppet så brat, kun fordi hun var mørkelver. Han vidste godt at det var noget som han uanset hvad, skulle vænne sig til, om det så var ham eller en anden der havde gjort det, men han måtte erkende at det kom bag på ham, hvor lidt kontrol han faktisk havde over sin blodlyst, hvor han altid før havde haft den fulde kontrol over den, men der var jo også sket meget med dem begge på den tid. Hvor han ikke havde levet med den blodtrang i utrolig mange år. Han havde heller ikke haft tid til at vænne sig af med den, da han var blevet hevet væk fra hende en nat, hvor de ikke havde set hinanden i et halvt år, og siden havde han jo været på mission, som havde optaget meget af hans tid, så aldrig havde han haft tiden til at bearbejde det, hvor det heller ikke havde været nødvendigt før nu, eftersom hun jo havde været vampyr selv, hvilket havde passet ham perfekt, skønt han måtte erkende at han havde savnet hende som mørkelver, der var og blev hun ganske enkelt perfekt. At de fik reddet den dårlige stemning med kysset og det at han var hende tæt igen, var noget som måtte glæde ham, da han trods alt havde ønsket at reagere med glæde og savn, skønt han pludselig var nød til at være forsigtig, for han ønskede ikke at risikere at skade hende, da hun betød alt for meget til ham, til at han ville gøre hende ondt! Som hun brød kysset, kunne han også godt mærke at det hjalp lidt på blodtrangen igen, da den dukkede op når han var så tæt på hende og næsten kunne smage blodet der nu løb i hendes årer igen. De violette øjne vendte han roligt mod hende, hvor han gengældte hendes varme smil. ”Og det kan vi gøre noget ved nu, eftersom jeg er færdig med min mission,” hviskede han kærligt, som han trak hovedet en anelse tilbage, så han i stedet for kunne trykke sine læber imod hendes varme pande i et blidt og kærligt kys, inden han vendte de violette øjne imod hendes smukke sølvgrå igen, hvor de ikke veg bort fra denne gang. ”Nu hvor jeg er fri igen, så kan vi skabe os det liv, som vi altid har drømt om,” tilføjede han med et skævt smil, som han flygtigt kyssede hendes læber længselsfuldt, skønt han ikke turde holde det i for lang tid, da han frygtede at det ville friste ham for meget. Hans violette øjne strålede dog af glæde og varme, som han virkelig selv havde savnet alt ved hende! Han knugede blidt omkring hendes hænder, inden han lod sin tommel stryge over hendes håndrygge. ”Fortæl mig hvad du har lavet, andet end at blive mørkelver igen,” opfordrede han hende roligt, uden at smilet falmede det mindste.

[Deleted]

Det var underligt, at de lige pludselig skulle passe på overfor hinanden, da Denjarna altid havde været vant til, at de sagtens kunne modstå hinandens blod. Dengang hun sidst havde været mørkelver, havde han aldrig gjort mine til at bide hende, eller udtalt, at han havde svært ved at kontrollere sin trang. Han havde end ikke haft svært ved det under deres første møde, skønt de ikke havde haft nogen relationer til hinanden der. Dengang hun havde været vampyr og han dødsengel, havde hun selvfølgelig mærket blodtrangen, men hun havde aldrig haft svært ved at kontrollere den, da hun aldrig havde ønsket at skade ham. Hun havde faktisk først skadet ham, da de havde haft deres gensyn efter adskillige århundreder, men der havde hun også været direkte vanvittig. Nu havde hun ikke spekuleret over, at han egentligt skulle vænne sig til det hele igen, da det som sagt aldrig havde været et problem for dem. Hun var dog sikker på, at de nok skulle klare den, da hun var sikker på, at han ikke ønskede at bide hende, selvom han følte sig fristet af hendes blod. Han elskede hende nemlig, og hun var sikker på, at hvis de bare gjorde det hele med måde, så skulle han nok komme sig over blodlysten og kunne holde hende tæt uden problemer. Engang havde hun trods alt været i stand til at stå ved siden af ham, mens hun blødte, så hvorfor skulle det ikke kunne ske igen, hvis bare de langsomt trådte frem? Hans læber mod sine, var en følelse hun mere end nød, hvor hun sikkert også kunne være blevet stående og kysset ham i en evighed. Det fyldte hende nemlig med glæde og varme, hvor det også bare havde været det hun havde manglet, da de jo ikke havde kysset hinanden i en hel måned. Hun fik dog langsomt tvunget sit ansigt væk fra ham, hvor hun måtte se på ham med strålende sølvgrå øjne. Kysset havde nu også været en bekræftelse, som hun havde haft brug for. ”Det er det bedste du kunne fortælle mig lige nu,” udbrød hun varmt, som han faktisk sagde, at han var færdig med sin mission. Nu var han endelig fri, så de kunne være sammen, som de havde planlagt. Længe havde de ventet, som de faktisk havde ventet på hinanden i et par århundreder nu, og nu kunne de endelig være sammen igen! Hun håbede så bare, at der ikke ville komme et nyt bump på vejen. Blidt smilede hun, som han kyssede hendes pande. ”Det vil jeg glæde mig.. Jeg ønsker bare at bo sammen med dig igen, så vi igen kan leve side og side med hinanden,” hviskede hun kærligt, inden han fjernede mulige ord fra hendes læber, som han pressede sine mod hendes igen. Et nydelsessuk forlod hendes læber, inden hun gav sig til at besvare kysset mindst ligeså længselsfuldt igen, hvor hun virkelig skulle ligge bånd på sig selv, så hun ikke bare rev ham ind til sig og gjorde det hele langt mere lidenskabeligt. Derfor var det vel også et helt, at kysset kun var flygtigt, da han så selv valgte at trække sig tilbage. Hans violette øjnne der strålede helt, gav hende en varme uden lige, da det fyldte hende med intet ringere end lykke. Hun havde faktisk frygtet, at han havde skiftet mening omkring det hele med dem, men nu kunne hun tydeligt se på ham, at det ikke var tilfældet. ”Inden jeg blev mørkelver, søgte jeg forskellige steder rundt og talte med folk, samt ledte efter et muligt hjem til os.. Jeg har dog ikke fundet noget endnu.. og så nød jeg også muligheden ved den halskæde, du havde givet mig. Det var godt nok en anderledes følelse at opleve dagen, når man i virkeligheden er ment for natten, men det var helt igennem fantastisk at se igen, Derick. For det, så takker jeg dig,” fortalte hun i en mild tone, mens hun nød følelsen af hans blide strøg over håndryggen. ”Men så ved du jo, at jeg blev mørkelver igen, og derefter skulle jeg selvfølgelig vænne mig til følelsen af at være levende igen.. Det var nu meget svært i starten, da det hele gjorde ondt, da alle mine organer skulle i gang igen, men det går fint med det hele nu.”

[Deleted]

Det var med forsigtighed at Derick nærmede sig Denjarna og kyssede hende, da han ikke ønskede at forhaste sig, så det gik ud over hende, for han ønskede trods alt ikke at gøre hende ondt og det vidste hun vel godt? Han ville have gå langsomt frem og så være sikker på at hun havde det godt, frem for at han bare kastede sig ud i det og risikerede at slå hende ihjel, for så ville han da ikke tilgive sig selv på nogen måde! Han ønskede ikke at sætte tænderne i hende, da han heller ikke ønskede at hun skulle frygte ham. Han havde måske aldrig haft svært ved at kontrollere sig førhen, men han kunne ikke benægte at det havde været en smule hårdt at stå imod under deres første møder, sidste gang hun havde været mørkelver, da han trods alt var vampyr og hun levende, men langsomt havde han vænnet sig af med det, da han aldrig havde følt sig fristet til at skade hende, for han havde jo altid elsket hende. De violette øjne søgte roligt til hendes sølvgrå, hvor han sendte hende et varmt smil. Han var skam færdig med sin mission, da han igen var i stand til at starte et nyt liv op, skønt det ikke rigtig havde foregået på den måde, som han havde regnet med at det ville, men han var kun glad for udfaldet, da han så var sikker på at han ikke blev sendt på en ny mission, men at han bare kunne starte et nyt liv med Denjarna. ”Og denne gang skal intet komme i vejen for os,” hviskede han kærligt, som han roligt slap hendes den ene hånd, så han i stedet for kunne lægge armen omkring hendes liv og trække hende tættere ind på sig, så han ordentlig kunne mærke hende igen. Han ønskede ikke at afvise hende helt, da han elskede hende, og han ville jo gerne vise hende at han ønskede hende, mindst lige så meget som hun ønskede ham. Han ville ikke have noget liv med nogen anden, der var kun hende og nu havde han jo fundet et nyt hjem til dem, så det behøvede hun end ikke at tænke på! Nydelsessukket der forlod hendes læber, da han kyssede hende flygtigt, fik ham til at trække på smilebåndet, da det var rart at høre at hun nød det han gjorde og ikke mindst at hun havde savnet ham. Godt nok var kysset kortvarigt, men det var stadig rart at kunne få en lille smag af de velkendte læber. Han forholdt sig rolig og tavs, da hun valgte at fortælle hvad hun havde lavet, hvor han blot fortsatte sine blide strøg over hendes håndryg, imens han ikke tog blikket fra hende. At hun havde nydt hans halskæde, var han naturligvis glad for, for så havde det da ikke været helt spild at give hende den. At hun havde ledt efter et hjem, varmede ham også, selvom han kun var glad for at hun ikke havde fundet sig et, for så havde hans søgen og arbejde jo også været spildt! Som hun blev færdig, sendte han hende et varmt smil, hvor han klemte blidt omkring hendes varme hånd. ”Jeg kunne godt forestille mig at overgangen er hård og smertefuld, men jeg er nu kun glad for at høre, at det går bedre med dig. Og det glæder mig at du fik lidt nydelse ud af min halskæde, som jeg gerne vil have igen, nu hvor du ikke skal bruge den mere,” fortalte han i en varm tone, hvor det sidste blev udtalt en anelse drillende.

[Deleted]

Denjarna forstod godt, at han ønskede at tage den med ro til at starte med, da hun selv vidste, hvor fristende blod var for en vampyr. Hun stolede dog på, at han så heller ikke ville bide hende, når de gjorde sådan så han sagtens kunne sige fra. Ærgerligt var det nu alligevel, at de ikke kunne være sammen, som hun ellers ønskede for dem, men på den anden side var det bedre, at de tog den med ro, end at de holdt sig fuldkommen fra hinanden. Hun ønskede trods alt at starte et liv op med ham, og hvis han havde brug for at vænne sig til følelsen af hendes levende krop igen, så måtte de jo tage det i hans tempo. Selv følte hun jo ingen trang til at skade ham, da der ikke var en del af ham, som hun fandt fristende på den måde, som han blev fristet af hendes blod. Svagt nikkede hun medgivende til hans ord, uden smilet falmede på hendes læber. Hun kunne nemlig kun se sig enig i, at hun ej heller ønskede en bombet vej for dem. De havde været igennem ufatteligt meget, så de måtte efterhånden have fortjent et stille og roligt liv med hinanden. Ingen modstand gjorde hun, da han trak hende tættere ind til sig, da det kun glædede hende, at han turde tage hende så tæt. Selv længtes hun efter at stå sådan her med ham, men hun følte ikke, at hun kunne tage det første skridt, når det var ham der stod med problemerne. Følelsen af at stå i hans favn igen, gav hende også en følelse af at være hjemme. Blidt og forsigtigt valgte hun at lægge sin frie arm om halsen på ham, så hun blidt kunne stryge ham over nakken, og blot nyde følelsen af at være ham så tæt igen. ”Det var smertefuld.. Det var dog ikke det værste, jeg havde prøvet, så jeg holdt skam ud. Jeg ville bare have ønsket, at du havde været ved min side, da jeg gennemgik forvandlingen,” sagde hun stille, som han havde fyldt hver en tanke i hende, da hun havde ligget i sengen og helt frygtet for sit liv. Hun havde dog klaret det, hvor hun også var i perfekt stand nu! ”Du tager da bare din halskæde, hvis det er det du vil,” sagde hun med et smil på læben. Halskæden bar hun om halsen, hvor det denne her gang kun var den, og ikke Vladimirs hun gik rundt med. Blidt klemte hun om hans kølige hånd, mens hendes hoved gled en anelse på sned. Hun var endnu nysgerrig efter at høre, hvad der havde hændt ham, som han var ufattelig hemmelighedsfuld når det kom til det han havde foretaget sig. Selv kunne hun dog ikke se, hvorfor han ikke bare sagde det til hende, da han udmærket godt kunne stole på hende. Hun var desuden den sidste person på jorden der ville vende ham ryggen, hvis det ikke var så godt det han havde foretaget sig. Der var trods alt intet der kunne skræmme hende væk fra ham. ”Fortæl mig, hvad du har lavet,” opfordrede hun blidt og kyssede flygtigt hans læber. ”Det kan vel ikke være så farligt at sige nu, nu hvor det hele er overstået.”

[Deleted]

Det gjorde bestemt ikke Derick det mindste, at de tog den med ro, da han gerne ville være sikker på at han ikke gjorde hende ondt, for så tilgav han da aldrig sig selv! Det var også underligt for ham at han først skulle vænne sig til det hele igen, da han altid havde haft kontrol over sig selv og blodtrangen, men det kunne han ikke just prale af at han havde denne gang. Det havde dog også overvældet ham at hun var levende, så han vidste ikke om det bare var overraskelsen som havde slået ham ud og fået ham til at trække sig tilbage, for nu hvor han stod tæt på hende igen, så gik det jo meget bedre, fordi han vidste hvad han kunne forholde sig til. Han havde troet at han ville møde hende som vampyr, men der var hun jo så kommet ham i forkøbet. Det gjorde ham intet at se hende som mørkelver igen, da det jo trods alt var denne kvinde han havde forelsket sig i og det klædte hende med lidt kulør i ansigtet, som hun var smuk som hun aldrig havde været det før. Han sendte hende et skævt smil til hendes ord, hvor han nikkede ganske let. ”Jeg ville gerne have været der smukke, men så er det jo kun godt at du er stærk og modig og kunne klare det på egen hånd,” svarede han med et varmt smil, som han endnu engang skænkede hendes læber et blidt kys, da han måtte erkende at han havde savnet fornemmelsen af hende. Det var ganske vidt underligt at hendes læber var varme, som resten af hendes krop, men han skulle nok vænne sig til det igen, selvom han mere var bange for at hun ikke ville være ham tæt, fordi han var så kold i forhold til hende, han kunne jo trods alt ikke give hende den nødvendige varme, men det havde dog aldrig været et problem for hende før, så det var det vel heller ikke nu? Han vendte let blikket mod sin halskæde, hvor det glædede ham at se at det var den eneste halskæde hun bar denne gang, hvilket fik et helt tilfredst smil til at glide over hans blege læber, inden han så mod hende igen. ”Det haster ikke just, vi har helt ind til morgen kommer,” svarede han med et skævt smil. Han ville dog gerne have den igen, men det var så også kun så de kunne nyde dagen sammen, hvilket var noget som han ville se frem til. Han gengældte roligt hendes klem om hånden, som han sendte hende et varmt smil. Da hun så spurgte ind til ham og hans mission, bed han sig en anelse i den bløde underlæbe, skønt han hurtigt måtte slippe den, for at besvare hendes flygtige kys. ”Tja.. jeg gennemførte ikke rigtig min mission som jeg havde regnet med. Ser du, jeg var blevet sendt efter en gammel alkymist, der befinder sig i en anden krop, og det endte faktisk med at vi hjalp hinanden, end at jeg slog ham ihjel. Han gav mig et brandmærke på brystet, som skulle holde mig væk fra mørket, hvilket jeg så håber på virker. Han gav mig så eliksiren, så du kunne blive mørkelver igen, men jeg er fri og jeg går ingen steder,” svarede han roligt og dog bestemt, hvor han sendte hende et mildt smil, der hurtigt blev bredere. ”Og endnu bedre; jeg har fundet et hjem til os,” tilføjede han helt stolt.

[Deleted]

Stærk havde Denjarna været, som hun faktisk havde klaret sig igennem sin forvandling uden de helt store problemer. Enrico havde i hvert fald udtalt sin forbløffelse over hendes person, da hendes kontrol havde været stor, samt hun ikke havde tvivlet på, at det havde været det hun ønskede for sig selv. Hun ville dog ikke have sagt nej til, at Derick kunne have været i rummet med hende, da hun faktisk havde følt, at hun havde manglet ham. Det var dog efterhånden gået hen og blevet en vane, at hun klarede besværlige forvandlinger på egen hånd, da han heller ikke havde været ved hendes side, da hun var blevet omgjort til vampyr. Der havde det også været en fremmed mand, der havde siddet ved hendes side, som det også havde været det denne her gang. Denne her forvandling havde dog forløbet langt bedre end hendes omgørelse til vampyr, da det denne her gang havde været frivilligt, hvor hun heller ikke var blevet lagt til at dø bagefter. Hun havde dog søgt ud med det samme, ligesom da hun var blevet vampyr. Denne her gang havde godt nok været fordi, at hun havde været hungrende sulten, hvor hun sidste gang havde været på flugt fra solen. Blidt besvarede hun hans kys, inden hun gav sig til at svare hans ord. ”Nej, det var heldigt, at jeg ikke blev mødt af komplikationer under forvandlingen, samt at det ikke var værre end det det var,” sagde hun med et skævt smil på læben. Det var underligt, at de stod med hinanden, som var det årtusinder tilbage. Hun var levende igen, som hun var varm og udstyret med et bankende hjerte. Han derimod var kold igen, hvilket var en underlig kombination, da hans kulde sagtens kunne få hende til at gyse, da det ikke var ment, at en levende og død var sammen. De havde dog klaret det før, så hun var ikke i tvivl om, at de nok skulle klare det igen. De elskede jo hinanden, og man sagde jo også, at kærlighed var den ting på jorden der kunne besejre alt. Selv var hun i hvert fald ligeglad med hans kropslige kulde, da hun vidste, at han havde et varmt hjerte og sind. ”Jeg glæder mig til, at vi for første gang kan tilbringe en dag sammen.. Jeg glæder mig til at se, hvordan solens stråler faldet på dit ansigt, og vi sammen kan bevæge os rundt og nyde landskabet, uden vi skal frygte for noget,” udtalte hun med en varm røst. Det kunne helt få det til at kilde i hendes mave, når hun tænkte på, at de endelig kunne opleve dagen sammen. Det havde hun trods alt ventet på, siden den nat hun havde mødt ham. Det havde bare ikke været muligt før nu. Kærligt strøg hun ham fortsat over nakken, som hun kunne ane, hvordan han blev en anelse nervøs, da hun spurgte ind til hans gøren de seneste par nætter. Det lignede dog, at han slappede af, som hun kyssede ham, og hun mente heller ikke, at han skulle gøre andet, for han kunne jo roligt tale med hende om det. ”Hvordan har du det så nu, hvor du er færdig med missionen? Du følte jo et vis mørke i dig sidste gang vi sås.. er det væk nu?” spurgte hun stille og nysgerrigt. Da han så fortalte, måtte hele hendes ansigt lyse op, hvor smilet ej heller var til at tage fejl af. ”Du har fundet os et hjem?! Fortæl!” bad hun ham begejsret.

[Deleted]

At Denjarna havde klaret det hele selv, var skam beundringsværdigt, hvor Derick også kun var glad for at hun havde formået at opnå sin drøm, da han jo godt vidste hvor meget hun inderligt måtte ønske at være mørkelver igen, det havde hun jo ønsket siden hun var blevet omgjort. Han elskede hende dog ikke for hendes race men for hendes person, så et sted var han lidt ligeglad hvad hun var, så længe de bare havde hinanden. Han ville lyve hvis han påstod at han ikke bedst kunne lide hende som mørkelver, for det kunne han, det var jo den kvinde han havde forelsket sig i, så det var naturligvis også det som føltes mest rigtigt, men han havde også kunnet lide hende som vampyr, da de så havde været ens og havde kunnet nyde en hel evighed sammen, hvilket han ikke ville have noget imod. Nu var hun igen levende og han følte at hun var helt skrøbelig, når hun var levende, ikke fordi hun var svag, for hun var skam snu og intelligent, og hun havde jo også været leder, men en vampyr var bare langt mere udholdende og stærk, så et sted frygtede han jo helt at hun ville komme galt af sted, for det ønskede han ikke. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han skam også var glad på hendes vegne, da han kunne se hvor meget det betød for hende. ”Jeg er også stolt af dig, min egen. Og endnu engang gør du det kun klart, hvor heldig jeg er, over at have sådan en stærk og modig kvinde,” svarede han lettere tilfredst, som hans smil endte i en skæv vinkel, hvor han trykkede hende blidt ind til sig, inden han skænkede hendes læber et flygtigt kys. Han var skam stolt af hende, også det at hun havde opnået alt dette på egen hånd, for det beviste jo bare at hun var målrettet og viljestærk, ligesom hun også havde klaret en ellers farlig og hård forvandling, og det glædede ham naturligvis kun at der ikke var sket hende noget, ellers havde han nok flået den kongelige rådgiver levende! Han nikkede medgivende til hendes ord, hvor det gik op for ham at de jo faktisk aldrig havde nydt solen og dagen sammen, for altid havde den ene af dem været levende eller også havde de begge været vampyr, aldrig havde de nydt den sammen, men det kunne de lave om på nu. ”Og jeg ser frem til det samme, min egen. Jeg glæder mig til at vi kan gå lange ture, nyde naturen, uden at vi skal skynde os,” medgav han med et varmt smil. Som hun lagde armen omkring hans hals og strøg ham i nakken, kunne han ikke lade vær med at sende hende et varmt smil, da det var rart at mærke hende og hendes kærtegn på den måde igen, hvor han roligt lagde sin pande imod hendes igen, så han kunne se hende dybt i øjnene. ”Jeg har det som jeg hele tiden har haft det.. men mørket er endnu ikke væk, jeg kan stadig mærke det i mit indre,” fortalte han ærligt, hvor smilet falmede en anelse, som han ikke just var stolt over sin måde at behandle hende på sidst. Han slap en munter latter til hendes begejstring, hvor han roligt slap taget i hende, skønt han stadig holdt om hendes hånd. ”Kom.. gå med mig, så skal jeg fortælle dig det hele,” opfordrede han roligt, som han flettede deres fingre sammen, inden han gik ned langs stien.

[Deleted]

Hvad Derick tænkte omkring Denjarnas raceskift, kunne hun ikke helt vide, men hun gik ud fra, at han var glad på hendes vegne. Hun vidste godt, at der var visse ting der blev besværet, når han var vampyr og hun mørkelver, men hun var sikker på, at det nok skulle gå alt sammen. Hun frygtede hende ikke for sin egen skrøbelighed, som han nu måtte gøre, da hun tænkte, at hun nok skulle klare sig. Det kunne godt være, at hun ikke længere var unaturligt stærk og udødelig, men hun havde jo aldrig været dum som levende. Det eneste hun frygtede, det var mulige møder med døde væsner, da hun frygtede, at hun enten ville blive omgjort igen, eller i værste fald.. dø denne her gang. Derfor havde hun også været forsigtig med at tage til Convento, da hun vidste, at det var blevet til et vampyrregime, men nu når hun havde Derick ved sin side igen, så vidste hun, at han ville beskytte hende, hvis en vampyr lugtede hendes blod og kom efter hende. ”Du er en meget heldig mand. Glem aldrig det,” medgav hun i en morende tone, mens hun smilede til ham. Som han trykkede hendes krop mod sin, gjorde hun ingen modstand, da hun hellere end gerne ville være tæt på ham. Det glædede hende også kun, at han virkede langt mere rolig nu, da hun ikke ønskede, at han skulle frygte at bide hende. Det flygtige kys han skænkede hende, fik også en varme til at søge gennem hendes krop, hvor hun sendte ham en kærlig mine. Som han forslog, at de for fremtiden kunne nyde lange ture sammen, kunne hun ikke lade være med at trække lidt mere på smilet. Hun glædede sin inderligt til at nyde solen med ham, da de havde gjort det før, så det var vel kun på tide, at det fandt sted nu? ”Det bliver en drøm der går i opfyldelse,” sagde hun sandfærdigt, som det i hvert fald altid havde været en drøm for hende. Især når hun var født levende og med muligheden for at befinde sig ude til hver en tid. Varmt strålede hendes sølvgrå øjne, som han lagde sin pande mod hendes, hvor hun ikke kunne føle andet end kærlighed til ham. Det gjorde hende varm at være ham så tæt igen, hvor det ikke kunne være meget perfekt i hendes øjne. Hun havde hermed alt, hvad hun behøvede i sit liv. ”Vi skal nok nå til bunds med dit indre mørke sammen, Derick. Det lykkedes mig jo sidst at fjerne det, så hvis bare vi har hinanden, så kan det jo være, at det helt vil forsvinde med tiden? Man kan jo altid håbe,” sagde hun roligt, skønt hun anede den lettere triste mine der gled over ham. Hun var på ingen måde vild med mørket i ham, men det var ikke nok til at få hende til at kaste ham fra sig. Roligt trak hun sig arm til sig, som han selv trak sig en anelse væk fra hende igen. Med et lettere spørgende blik betragtede hun ham, til han sagde, hvad han havde i sinde. Let nikkede hun med hovedet. ”Og jeg ønsker at høre det hele,” sagde hun roligt og smilede til ham, inden hun roligt fulgte efter ham, som han begyndte at gå.

[Deleted]

Derick følte sig skam heldig over at have sådan en fantastisk kvinde som Denjarna, da hun både var stærk og modig, som hun var intelligent og snu, hun var også kærlig og varmhjertet, hvor han elskede alt ved hende. De havde haft en lang historie og dog en lang bombet vej sammen, men altid havde de klaret sig og nu stod de endnu engang overfor hinanden, hvor de kunne kalde dem for et par. Han så frem til at bygge et nyt liv op med hende, hvor han også var stolt over det han havde gjort med deres nye hjem, hvor han bare håbede at hun ville elske det lige så højt som han selv gjorde. Han sendte hende et skævt smil til hendes ord. ”Javel Ma’am,” svarede han morende, som han blinkede muntert til hende. Han havde skam ikke i sinde at glemme hvor heldig han var, da hun konstant måtte påminde ham det. Han havde også helt glemt at hun faktisk havde forsøgt at glemme ham og komme over ham ved at søge til andre mænd, hvor det slet ikke var noget som hvilede i hans tanker, hvilket også kun var til det bedste, da det ville være ærgerligt, hvis den gode stemning skulle ødelægges, for det var meningen at de skulle nyde hinanden! Og det var også hvad han præcis havde tænkt sig, da han slet ikke ønskede at slippe hende igen og det havde han heller ikke nogen grund til, da han var færdig med sin mission og bare kunne nyde livet som han førhen havde gjort, og han ønskede naturligvis denne fantastiske kvinde ved sin side! Han nikkede medgivende til hendes ord, hvor smilet blev varmt på hans blege læber. Han så faktisk frem til at de kunne nyde naturen ordentligt sammen, som de generelt kunne nyde livet sammen, uden at der skulle være begrænsninger, for de kunne jo begge færdes ude i sollyset, så det var noget han ville se frem til. ”Det er det uden tvivl,” medgav han i en kærlig tone, som han kort løftede den ene hånd og strøg hende blidt over den ene varme kind. Det klædte hende utrolig meget med noget kulør i ansigtet, som kulden havde gjort hendes kinder en anelse røde, hvilket var noget han faktisk havde savnet at se. Hendes optimistiske ord, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han nikkede sig enig i hendes ord. ”Det var netop det jeg tænkte. Vi hjælper hinanden igennem alt, som vi altid har gjort,” svarede han lettere tilfredst. Han havde også selv tænkt at Denjarna kunne hjælpe ham af med mørket, da det jo også var hvad hun havde gjort sidste gang. Han gik roligt ned langs stien, hvor han vendte blikket mod hende med et varmt skær i blikket. ”Jeg håber ikke at det gør noget at jeg har valgt stedet, men det passede perfekt også til mit nye job, som jeg har valgt. Jeg fandt et forladt hus i udkanten af Atterlin, hvor der også var en tilsvarene smed, og jeg tænker at jobbet vil være perfekt krævende for en mand som mig. Det er godt nok en lang tur til Atterlin, men vi har jo også al den tid vi skal have,” fortalte han med et varmt smil, hvor han betragtede hende lettere afventende.

[Deleted]

Dæmpet slap Denjarna en morende latter, som han kaldte hende Ma’am. Det behøvede han nu på ingen måde at gøre, men hun tænkte nu også bare, at han kun sagde det for sjov, så mere i det end det lagde hun heller ikke i det. Hun var dog ærlig, når hun sagde, at han ikke måtte glemme det de havde sammen, fordi det var det hun værdsatte mest af alt. Han var i hvert fald det vigtigste i hendes liv, som hun også hellere ville være lykkeligt sammen med ham, end at være mørkelver, hvis hun skulle vælge mellem de to ting. Han betød trods alt mest for hende, da han var den eneste person, som hun rigtigt kunne være lykkelig med. Hun ønskede dog ikke at vælge mellem de to ting, da det betød utroligt meget for hende at være mørkelver, da det nu engang var hendes føderace. Varmt trak hun på smilet, som også han måtte begive, at det var en drøm at opleve dagen med hende. Selv glæde hun sig i hvert fald ufatteligt meget til det. Det var dog en skam, at det lige præcist var efterårsmånederne at det skulle blive muligt, da der var nogle langt smukkere årstider, som hun ville dele med ham. De skulle selvfølgelig nok komme, da de jo havde hinanden igen, og hun gik i hvert fald ingen steder. Ikke når hun endelig havde ham igen. Blidt måtte hun helt lade sine øjne falde i, da han valgte at stryge hende over kinden, da det var hende en stor nydelse. Kærlig blev hendes mine derfor også, da hun så ind i hans ekstraordinære øjne igen. ”Selvfølgelig.. Du er ikke alene om det,” medgav hun roligt. Selv lå det i hendes største interesse at gøre ham normal igen, da hun kun blev såret, når mørket trak ind over ham igen. Hun håbede heller ikke, at det ville ske igen, da det var hårdt for hende, når han bed af hende. Det var hun trods alt ikke vant til, da han normalt aldrig havde gjort hende ondt på nogen måde. Han virkede dog som sig selv, når de stod sådan her overfor hinanden, og det kunne ikke gøre hende mere en tilfreds. Nysgerrigt lyttede til hun hans ord, som han kom med sin lille fortælling. ”Atterlin lyder helt perfekt! Det eneste sted jeg tænker på, at vi ikke kan færdes er Convento. Det ville være for risikabelt for mig at bo der, men Atterlin lyder godt.. Jeg har også selv været der, skønt det var for nogle måneder siden, men jeg kunne godt lide byen,” sagde hun roligt, mens begejstringen stadig var at spore hos hende. ”Og det lyder godt, at du har fundet dig et erhverv, som du kan stille dig tilfreds med.. Men.. har du nogen forstand på smedearbejde?” spurgte hun roligt, mens hun smilede skævt. Hun havde trods alt aldrig set ham arbejde på den måde, men hun tvivlede ikke på, at han var stærk nok til at udføre arbejdet. Blikket vendte hun varmt mod ham, som de talte sammen, hvor hun ellers betragtede de omgivelser, de passerede. Dejligt var det nu at være i skoven igen, da hun havde savnet de følelser, som kun en elver kunne blive ramt af, når de færdedes i naturen.

[Deleted]

Derick var mere end sikker på at de nok skulle klare sig igennem alt sammen, så længe de bare havde hinanden, da de var et stærkt par, som altid havde klaret sig med hinanden. Sidst havde de isoleret sig med hinanden fra omverden i frygt for at den anden ville finde en ny, selvom han ikke gik ud fra at det ville ske igen, for det var også lidt synd at de skulle isolere sig bare for at være lykkelige, denne gang synes han mere at de burde vise hinanden at de kun ville have hinanden, at de godt kunne holde fingrene fra andre og holde sig til hinanden. Han havde dog ingen intentioner om at se til nogen anden kvinde, da han elskede Denjarna og det var hende som han ønskede hos sig ved sin side. Hun var alt det han kunne drømme om, så hvorfor skulle han dog også give hende op? Han blev jo sygeligt jaloux bare ved at høre at hun havde været hos andre mænd, selvom hun godt nok sagde at hun ikke havde lavet noget med dem, men hvem sagde at mændene havde det på samme måde? Et sted kunne han ikke bebrejde mændene for at prøve hos hende, da hun var en fantastisk kvinde og derfor følte han sig også heldig, men han var dog ikke særlig stolt over at han havde behandlet hende så dårligt sidst, skønt det måske var på grund af mørket, derfor ville han jo gerne gøre det hele godt igen, vise hende at han faktisk værdsatte hende. Han slap roligt hendes hånd, så han i stedet for kunne lægge armen omkring hende, som han fortsatte med at gå i et roligt tempo fremad. Han drejede hovedet og kyssede hende mod håret. ”Jeg tænkte nok at du ville være positiv,” svarede han morende, skønt det dog glædede ham at hun ikke så det som et problem og en hindring, men var positiv omkring det, hvor han jo også vidste at hun var i stand til at undertrykke mørket i ham, for det var jo allerede sket under deres forrige møde, hvor mørket virkelig havde sat sig fast i ham. ”Jeg ville nu heller ikke placere os i Convento, da jeg vil frygte for din overlevelse og meningen er ikke at vi skal leve i frygt, men i trygge omgivelser, desuden er Atterlin en rig by og meget isoleret fra de andre, da den er selvstændig, så jeg tænkte at den var perfekt for os,” svarede han med et skævt smil. ”Men.. nu må du ikke sætte forventningerne for højt. Huset er ikke det prægtigste, men det er større end vores træhytte med to etager,” fortalte han roligt, hvor han vendte blikket mod hende igen, skønt han ikke stoppede sine skridt. Han var faktisk selv tilfreds med huset, skønt det måske ikke var nogen herregård, men det kunne jo altid komme, hvis det blev nødvendigt. Han himlede let med øjnene til hendes ord og trak skævt på smilebåndet. ”Jeg synes at du tvivler rimelig meget på mig, her i aften, elskede,” svarede han med et let hævet øjenbryn, skønt hans mine var munter. Han tog om hendes hånd med sin egen frie, hvor han førte hendes op til sine læber, så han kunne placere et blidt kys mod hendes håndryg. ”Men jeg øvede mig lidt, da jeg satte huset i stand, så jeg er ved at komme efter det. Desuden, øvelse gør mester ikke sandt?” tilføjede han roligt.