Cooling down

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være sent. Månen stod højt på himlen, lyste med den halve side omgivet af klare stjerner, i den kølige nat. Vinteren nærmede sig med hastige skridt, luften var blevet så kold at mange havde fundet de tunge uldkapper frem for at kunne holde på varmen i det fri, og i disse nattetider holdt de fleste sig indenfor frem for at søge ud. Narcissa havde brudt denne tendens, og havde i stedet valgt at søge ud hvor hun vidste at der var luft til at lade tankerne svæve. På trods af det iskolde vand og den endnu køligere luft havde hun begivet sig ned i den mørke sø, der udelukkede afspejlingen af den ellers smukke nattehimmel. Den mørke kjole samt den grå uldkappe lå på bredden ikke langt fra hvor hun svømmede. Det prikkede intenst på hendes blege hud jo længere hun befandt sig under den kolde overflade, men det gav hende ro til at tænke.. der var gået flere uger og det var endnu ikke lykkedes hende at finde sin kære søster. Hun formåede ikke at komme i kontakt med hende og warlockerne var efterhånden blevet utålmodige i forventningen om at hun ville indtage sin søsters plads, også selvom hun ikke nærede nogle intentioner om at tage en lederstilling til sig. De mørke lokker flød på vandets overflade som hun lænede hovedet tilbage og lod de mørke øjne falde på himlen over hende. ”Hvor pokker er du?” hviskede hun stille for sig selv, der var trods alt ikke en sjæl i miles omkreds, som hun kendte til vel og mærke.
En ugle tudede i det fjerne. Det var lyden af natten, det mørke som hun efterhånden følte sig tryg i og så alligevel var det ikke det samme uden sin kære søster. Den eneste grund til hun ikke havde valgt at søge til Manjarno for at fortsætte sin søgen, var på grund af det udulige kræ som tydeligvis ikke kunne lade være. Alligevel så kunne hun ikke lade være med fortsat at spekulerer på hvad der havde været så velkendt ved ham.. noget i hans stemme, som hun ikke havde været i stand til at sætte finger på hvilket faktisk var yderst frustrerende. Narcissa svømmede en smule ind mod bredden, mest for at holde kroppen lidt i gang så leddene ikke skulle ende med at forfryse, det var jo ikke ligefrem varmt vand under en bagende sol, men det var det eneste som formåede at holde hende nedkølet nok til at kunne holde tankerne rene og klare. Armene lagde hun over kantens bred og lod en finger sno de grønne græsstrå om den. Samtidig sørgede hun for at hæve sig lidt, og efter at have svømmet rundt i vandet i rimelig lang tid, så føltes den kolde vind næsten varm nu hvor hun selv var blevet koldt. Hun burde ikke i frygt for at blive syg, men til tider var selv hun nødt til at drage til lidt drastiske handlinger, også for at forhindre sig selv i at blive mere kendt end hvad godt var, efter Malishas tåbelige idéer om angreb i Procias og mordet på Faith og Kimeya, hvis rester hun badede i, i selv samme sø, så var hendes navn efterhånden nået mere ud end hun umiddelbart brød sig om!

[Deleted]

Køligt var det efterhånden blevet, som vinteren mere eller mindre havde gjort sit indtog, hvor det ikke ville vare længe før sneen ville pryde jorden. Træernes blade havde allerede givet op, som de ikke længere kunne holde fæstet på de tynde kviste, hvor de nu måtte pryde landjorden i stedet. Smuk var natten, som det var en af de efterhånden få nætter, hvor det var helt stjerneklart. Månen stod til skue, som den var halv denne nat, hvor man også kunne aflæse de mange stjernebilleder på himlen, hvis man havde kendskab til astrologiens verden. Det var ikke just Aleksandras stærkeste side, men hun havde visse kendskaber til det, hvor det primært måtte falde til, når hun brugte det i magiens verden. Rolige var hendes skridt, som hendes støvler trådte det grønne græs ned, på hendes vej til Den Mørke Sø. Sjældent var det egentligt, at hun tog sig disse vandreture, men de kunne nu være ganske behagelige, da det klarede hendes hoved for en stund, som hun ellers havde en masse arbejde, der var hende pålagt. Hun nød dog arbejdet, da hun elskede at have noget i hænderne, men selv en kvinde som hende havde brug for at komme lidt væk i tide og utide. En masse ting måtte der nu også engang være at tage hånd om på Slavonik Palace, som hun trods alt stod alene som baronesse af Dvasias, samt hun havde sat sin vinproduktion i gang, hvor den endelig var kommet ud på arbejdsmarkedet. Nu skulle det hele bare gå som planlagt, og så ville hun kunne ånde lettet op. Eller til den tid ville hun måske have fundet noget nyt at give sig i kast med, da hun elskede at gå i gang med nye opgaver så snart hende nuværende blev fuldendt, eller kunne skride pænt frem af sig selv. Opmærksomt søgte hendes blik vågent omkring, som de grågrønne øjne tog alle sine omgivelser til overvejelse. Hun havde måske ikke et ligeså godt syn som et af nattens væsner, men det kunne gå an. Hun var desuden tilfreds med alt, hvad der var hende skænket.
Som Aleksandra vandrede omkring, ville hun først have sagt, at hun var mutters alene, men som hun nåede tættere på søen, så gik det langsomt op for hende, at der var andre til stede. Nysgerrig var hun nu, så derfor vendte hun ikke bare om, men fortsatte ligeud. Desuden, så kunne hun vel altid bare gå videre, hvis personen ikke viste sig at have hendes interesse. Roligt fortsatte hun frem, mens hun let måtte trække sin uldkappe til sig, som vinden måtte rive i den, da hun kom ud på et mere åbent areal. Målrettet var hendes skridt nu, som hun styrede direkte mod den blanke sø, hvor hun måtte sande, at personen var ude at svømme. Dybt tåbeligt forekom det hende, da det var nat og snart vinter, så vandet måtte være isnende! Det kunne dog godt være, at det var et dødt væsen, så måske hun skulle tage sig en anelse i agt? Hun fugtede let sine læber, inden de spandt ud i et selvsikkert smil, som hun nåede søbredden. ”De mener ikke, at det er lidt for sent til en dukkert?” spurgte hun med en yderst rolig stemme, mens hendes grågrønne øjne direkte måtte søge den unge kvinde.

[Deleted]

Et sted glædede Narcissa næsten til vinteren. Den plejede at være forbandet smukt, særligt i dette land. Til tider overvejede hun om det nogensinde sneede i Procias, hun havde stort set intet kendskab til det lyse land, men det var gået op for hende at deres natur var enestående. Dvasias var også smukt.. særligt om vinteren med sneen der dækkede den mørke jord, og fnuggene som faldt fra en mørk himmel. Desuden var det også som om alle faldt til ro i den stund, mest fordi alt andet var upraktisk, de fleste foretrak at sidde indendørs med et glas vin eller det som var stærkere, foran en varm pejs. I det store og det hele havde Narcissa allerede konkluderet at hun var alene ved den store sø, de tunge skridt hørte hun ikke, udelukkende på grund af sin egen plasken i det mørke vand. Mange havde mistet livet på selv samme sted, og hun var kold overfor det faktum at hun badede i deres sørgelige rester. Som den kvindelige skikkelse endte med at træde ud af mørket, lagde hun hovedet på sned og lod de mørke øjne tilfalde hendes skikkelse. Hun var smuk, det kunne enhver tåbe se med det samme, men den slags var der trods alt rimelig mange af. Hun hævede et slankt øjenbryn og lod et skævt smil spille over de rosa læber ved hendes spørgsmål. ”Sent? Næh det skulle jeg ikke mene,” svarede hun roligt uden videre tegn på fjendtlighed. Selvfølgelig vogtede hun sig, for Dvasias var et farligt sted og særligt hvis man stødte på de forkerte. ”Koldt derimod..” fortsatte hun lidt sigende og kastede blikket over skulderen for at se hen over den mørke overflade, inden hun endte med at trække sig selv op over bredden. Den kølige vind føltes ikke spor kold efter at have været i vandet, også selvom en svag blå farve havde lagt sig omkring hendes læber og visse steder på kroppen, som tydeligt tegn på at den var blevet udsat for mere kulde end hvad godt var. Blufærdig havde hun aldrig været som sådan, hun var en smuk kvinde, og hun vidste det. Visse mærker prydede hende, tydeligst af alt det tynde bånd der havde brændt sig ind i huden omkring hendes liv som følger af at være blevet holdt nede af lyset. Narcissa lod hånden løbe ned over kroppen og lod magien tørrer hende, inden hun bukkede sig ned og greb ud efter kjolen som lå i græsset. Uden at gøre noget tegn til hast eller skam, kastede hun den over hovedet og lod den falde tilbage ned over den nøgne krop. Den var så varm at den igen skabte en prikken under huden på hende, nu hvor hun endelig havde undsluppet kuldens kolde greb. Uldkappen tog hun ligeså til sig og kastede den over sine skuldre, før hun atter vendte de nøddebrune øjne mod den fremmede kvindes og betragtede hende med en tydelig nysgerrighed. ”Og du synes ikke at det er sent for en vandretur?” gengav hun med et lidt smørret smil, ikke for at være provokerende, men det lå nok bare til hende at være lidt kæk.. ellers var det noget som Malisha havde lært hende, det ville nok nærmere være mere rigtigt.

[Deleted]

Besynderligt fandt Aleksandra det, at en kvinde valgte at tage en dukkert på denne tid af døgnet, samt på denne årstid. Selv kunne hun kun tænke sig til, hvor isnende det mørke vand måtte være, og det var ikke just noget hun ønskede for sig selv. Hun ville desuden heller ikke anse det for at være passende, for en person af hendes rang, at bade i en sø, så det var på ingen måde hende værdigt! Roligt hvilede de grågrønne øjne med et vågent glimt på den unge kvinde i vandet, som denne kvinde på ingen måde virkede skræmt eller overrasket over hendes pludselige tilstedeværelse. Hendes skridt var langsomt stoppet, som hun havde nået søbredden, hvor hun ikke længere rykkede sig til eller fra. ”Det er ellers de færreste levende, jeg ser ude på denne tid af året, og endnu færre jeg ser bade i søen,” kommenterede hun roligt. Truet følte hun sig på ingen måde, men der skulle nu også en del til før hun rystede i bukserne. Nysgerrigt granskede hun sit nye selskab, som kvinden hev sig selv op på landjorden igen. Blufærdig var kvinden tydeligvis ikke, og på sin vis måtte det minde om hende selv, hvilket helt fik hende til at trække svagt på smilet, der ellers lyste en anelse køligt. Men ligesom hende selv, så var det også tydeligt for hende at se, at denne kvinde var utroligt pæn. Hun virkede dog en hel del yngre, end Aleksandra, men det spekulerede hun ikke videre over, for det var trods alt de færreste der kunne sige, at de havde levet lige så længe som hende. Som hun stod og betragtede kvinden, lagde hun også mærke til, at hun måtte summe af magi. Noget der i den grad måtte falde i hendes smag, da hendes kærlighed var stor, når det gjaldt hendes egen race. Hun kommenterede det dog ikke, hvor hun blot lod kvinden trække tøjet på. ”Måske.. men det er det tidspunkt, jeg har størst mulighed for at få fred, og få afklaret mit sind,” sagde hun sigende, inden hendes blik drev videre rundt. Mangt og meget var der sket omkring denne sø, hvor man vel næsten kunne sige, at det mest stræbte sig til det uheldige. Det skræmte dog ikke Aleksandra, som det nu engang bare måtte være, som det engang var. Alle områder havde trods alt også sin historie. At denne sø så havde en grummere historie end som så mange andre steder, var der ikke noget at sige til. Den kølige nattevind rev let i hendes luksuriøse nøddebrune lokker, hvor hun måtte finde det ganske forfriskende, da kulden bragte hende den afklaring, hun søgte. Der var en del at tænke over, men når hun vandrede hun alene, kunne hun ligge noget af presset fra sine skuldre. Det så dog ikke ud til, at hun ville få den fred, som hun ellers havde tiltænkt sig, som hun nu stod foran denne kvinde. ”Hvilken ung warlock har jeg æren af at møde?” spurgte hun høfligt, som de grågrønne øjne direkte måtte finde hendes nøddebrune. Under normale omstændigheder interesserede hun sig ikke for andre personer end sig selv, men når hun stod overfor en af sine egne, så kunne hun godt se lidt anderledes på tingene.

[Deleted]

Det var måske ikke ligefrem hverdag at se nogle bade i denne sø midt i denne årstid. De døde var selvfølgelig en undtagelse eftersom de under alle omstændigheder, ikke ville mærke sig af kulden. Narcissa var dog i besiddelse af et bankende hjerte som bragte hende liv, og kulden føltes ubehageligt mod hendes ellers varme hud, men det formåede at klarer hendes tanker op. Et sted håbede hun vel næsten på en form for åbenbaring, så hun vidste hvor pokker hun skulle søge efter Malisha? De mørke øjne hvilede på kvinden foran hende. Det var ikke fordi hun havde været et synderligt overraskende moment i denne nat, og hun lod trods alt heller ikke til at være direkte fjendtligt anlagt. Den magiske aura lyste langt ud af hende, hvilket gjorde at Narcissa hurtigt konkluderede at de var af en og samme art. ”Hvis det var en hentydning, kan jeg fortælle Dem at jeg er udstyret med et bankende hjerte og en varm krop. Kulden renser sindet,” svarede hun og trak ligegyldigt på skuldrene mens hun klædte sig på. Hun så ingen grund til at skjule sig som sådan, for hun var i besiddelse af en flot krop. Med kappen om sine skuldre, endte hun igen med at vende fokus mod denne fremmede kvinde. De mørke øjne betragtede hende med et vurderende glimt. Selvom hun efterhånden var vel kendt med forbandet mange warlocker, takket være sin søsters post, så synes hun ikke at genkende lige denne kvinde, hvilket gjorde hende en anelse skeptisk. Hun hævede hånden til sin hage og lod atter tankerne svæve en smule, og uden at tage blikket fra hende. Ved første øjekast ville hun vurdere hende til at være ældre end det som hun selv var, men den slags kunne selvfølgelig snyde. Hun var ikke selv så ung som det umiddelbart kunne se ud. ”I så fald er vi to om at være på skumle udflugter,” påpegede hun roligt, og lukkede kappen godt omkring sin krop. Nu frøs hun pludselig igen. Netop på grund af uskylden i hendes blik, var hun tvunget til ast holde hagen lidt højt og opretholde en facade af kulde for ikke at lade sig tryne ned, særligt fordi det var gået op for hende hvor magtgale alt for mange warlocks var, og hun var på ingen måde sikker på at denne kvinde ville være hendes tillid værd, selv på trods af at hun var en af magisk afstamning lige så. Narcissa overvejede et kort øjeblik, om det ville være fornuftigt at dele sit navn med hende, det var allerede blevet for kendt rundt omkring, men på den anden side.. hvad var fareren ved et simpelt navn? ”Mit navn er Narcissa.. Narcissa Pamariaz,” præsenterede hun med et lettere respektfuldt buk med hovedet. ”Hvem er De?” spurgte hun lettere nysgerrigt. Det kunne være at hendes navn ville få nogle klokker til at ringe et eller andet sted? At dømme ud fra beklædningen og hendes velplejede skønhed, så kunne hun ikke være en ligegyldig kvinde et sted i mørket. Det ville om ikke andet komme meget bag på hende! Hendes egne mørke lokker var endnu våde og klistrede til den slanke hals. Taget i betragtning af hendes position og Malishas ry, burde hun ikke bade i søer som oven i købet var gravsted for utrolig mange men Narcissa kunne nu engang godt lide at få lidt skidt under neglene engang imellem, hun havde aldrig været luksuriøs.. modsat denne kvinde at dømme ud fra hvad øjet så.. hun var dog vældig smuk.

[Deleted]

Aleksandra stod blot og så delvist til, som den badende kvinde valgte at klæde sig mere anstændigt på. Det var på ingen måde den første gang, at hun så en kvindes nøgne krop, så hun spekulerede ikke videre over, at denne kvinde var helt bar. Det virkede trods alt også, at kvinden var ligeglad med, at hun kunne se det hele, og det måtte på sin vis også påvirke hende. ”Det er skam tydeligt for mig at se, at De ikke er død, men at vi rent faktisk deler den samme race,” sagde hun sigende, mens hendes blik måtte hvile på hendes ansigt. ”Det jeg mente var, at man sjældent ser de levende væsner svømme herude på denne tid af året. Det er ganske simpelt for koldt for os, men det er De vel allerede klar over.” Det var meget vel, at kulden rensede sindet, men alligevel mente hun, at det var at gå til ekstremerne, hvis man med et bankende hjerte gik ud og badede i søen midt om natten i dette kolde vejr. På sin vis kunne det forekomme som en selvmordsagt, men det var ikke fordi at kvinden her virkede ude af sig selv. Hun virkede derimod fuldkommen rolig. Hendes blik gled let over det mørke vand. Hun kunne helt gyse ved ideen om at være under det, som hun kun kunne forestille sig, hvor koldt det egentligt måtte være. Derfor følte hun sig også ganske tilpas under sin uldkappe og den kjole hun bar indenunder. Som hendes blik drev tilbage til kvinden, kunne hun også se, at vandet måtte have været koldere, end hvad hun umiddelbart viste, som hun stod der med sine blålige læber. Et lille smil gled over hendes fyldige læber. ”Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad De er ude på, men selv anser jeg en vandretur for at være ganske fredsommelig.. Det kan selvfølgelig hurtigt ændre sig,” sagde hun roligt. Hvad denne kvinde mere havde i sinde med natten, anede hun ikke, men det lød nu interessant, som hun brugte udtrykket; skummel. Som hun betragtede hende, opstod der ingen genkendelse i hendes sind, skønt hun kendte til en del personer grundet sin stilling. På den anden side, så interesserede hun sig kun for de færreste personer, som hun mødte, så det var heller ikke så underligt igen, at hun muligvis ikke kunne genkende kvinden. Da hun så præsenterede sig selv, måtte hun blive en anelse tænksom. Fornavnet sagde hende ikke så meget, men Pamariaz? Hun mente, at hun havde hørt vendingen et sted før. Nysgerrigt granskede hun kvinden med de grågrønne øjne. ”Pamariaz siger De? Navnet siger mig noget.. hvem er De i familie med?” spurgte hun stilfærdigt, da hun heller ikke ville syne for interesseret. Hun vidste trods alt ikke, hvor hun kunne placere denne kvinde endnu. ”Jeg er Aleksandra Alecia Slavonik,” svarede hun med en lettere stolt mine, hvor hun roligt gengældte det respektfulde nik med hovedet. Navnet burde få en klokke til at ringe i kvindens hoved, som hun trods alt stod som baronesse her i landet. Hun var skam noget særligt, men det var vel også allerede til at se? Hendes ydre var utroligt velplejet, hvor hun også bevægede sig med en vis stolthed. Hendes beklædning var heller ikke for alle og enhver, som hendes kappe ikke bare var en alminde uldkappe, da den var præget af noget behageligt og dyrt skind langs kanten, mens hun indenunder bar en kjole af de fineste stof, og tilsvarede smykker dertil.

[Deleted]

Narcissa var overvist om at hun ikke havde noget som denne kvinde ikke før havde set, dog ønskede hun heller ikke fortsat at stå blottet, det var trods alt en kold nat, desuden havde hun heller ingen intentioner om at bærer sig for meget frem for hurtigt, det kunne hurtigt skabe problemer. Hun trak skævt på smilebåndet også selvom der var et køligt glimt at sporer i hendes ellers uskyldige blik. ”Tydeligvis,” svarede hun lidt kortfattet. Den magiske aura var ikke til at tage fejl af, den var mørk, ikke mindst genkendelig også selvom hun ikke havde den fjerneste idé om hvem denne kvinde var. Næsten dovent hævede hun et slankt øjenbryn. ”Jeg er udmærket klar over at det er koldt, jeg har trods alt badet i det,” svarede hun ligefrem uforstående, hun havde aldrig været god til den slags, det var jo det mest logiske. Det var bestemt ikke fordi hun havde haft intentioner om at begå selvmord, selvom det måske kunne virke temmelig ekstremt, men desperate tider, krævede desperate handlinger. Med rolige skridt tog hun en tur omkring kvinden, og betragtede hende med gennemborende øjne. Det var ikke for at virke hverken ubehagelig eller faretruende, men hun var en nysgerrig kvinde, desuden så blev hun rastløs af at stå stille. Narcissa smilede hemmelighedsfuldt for sig selv. Hun var slet ikke ude på noget som helst, men det morede hende lidt at der var den ringe tiltro til hinanden, end ikke sin egen race kunne man stole på, hvilket sagde lidt om hvordan tingene var endt i dag. ”Det kommer an på hvem der foretager den, skulle jeg mene. Det er bestemt ikke en selvfølge at det er fredeligt. Når det er sagt så er jeg ikke ude på ballade,” erkendte hun ærligt som hun atter nåede op til hende, og vendte sig med fronten til hende. Malisha plagede hendes tanker nok i forvejen, hun havde på ingen måde brug for flere problemer end det som hun havde fra før af. Igen lod hun de mørke øjne falde i hans, og måtte næsten bide en kold latter i sig. Det navn skulle meget gerne sige hende noget, på den anden side begyndte hun at frygte at det var en af de warlocker som ikke støttede sine egne, og den slags havde hun ingen respekt for. ”Det skulle meget gerne sige Dem noget eftersom min søster er vores leder. Malisha Pamariaz Malachi,” endte hun direkte morende og dog med intense øjne, næsten afventende på om hun genkendte det. Hun var stolt af sine rødder, og selvom de færreste vidste at Masliha havde en søster, så havde hun altid fundet sig i at leve i sin søsters skygge. Lyden af kvindens navn fik omgående alle klokkerne til at ringe. Hun havde skam styr på de adelige, men de havde en sjov tendens til at holde dem for sig selv, eller i hvert fald ikke mænge sig med folk som ikke delte samme status. ”Jamen dog. Det høre sandelig sjældenhederne til, at man får lov til at hilse på adelen. Det er mig en ærer,” endte hun og bukkede hovedet i en høflig og respektfuld hilsen. Når alt kom til alt var hun trods alt højere end det hun selv var, og den slags var man nødt til at nærer respekt for, alt andet kostede hun flere problemer. Måske Malisha var uenig, men Narcissa fortrak at holde sig på god fod med den slags, hellere venner en fjender, der var en grund til at hun havde været hjernen og Malisha musklerne. På den anden side huskede hun svagt sin søster brokke sig over en kvinde ved navn Aleksandra.. men hun havde ikke rigtigt hørt efter.

[Deleted]

Tydeligt var det for Aleksandra, at det var en af hendes egne hun stod overfor, som hun var kommet helt tæt på. Det var dog ikke ensbetydning med, at hun kendte hende, for hun kendte langt fra alle warlocks her på jorden. Om det så ville gå hen og blive interessant og møde lige netop denne warlock, det måtte tiden jo vise. Det eneste hun lige umiddelbart kunne se var, at hun var pæn, ikke blufærdig og så … en smule irriterende måske.. Hendes ene kommentar måtte i hvert fald få hende til at klikke med tungen, mens hun valgte at betragte omgivelserne i stedet for kvinden. ”Det har De jo,” sagde hun kortfattet i en ligegyldig tone. En anelse flabet forekom kvinden hende, og indtil videre var det ikke på den gode måde. Hun burde måske også bare set at komme videre igen? Det blev hun dog afholdt fra, da kvinden pludselig begyndte at tage en tur om hende, som var hun et rovdyr der skulle til at nedlægge sit bytte. Om det var fordi hun bare var nysgerrig, eller ude på ballade, anede hun ikke, men hun vidste, at hun ikke brød sig om den opførsel! Armene lod hun lægges over kors, mens hun holdt en rank og stolt holdning. De grågrønne øjne måtte jagte kvindens skikkelse, skønt hun gjorde det med rolighed, som kvinden tog sin lille gåtur. Det var ikke fordi, at det gjorde hende bange, for det gjorde det ikke. Hun blev bare dybt irriteret af det, da hun på sin vis anså det for at være en fornærmelse. ”Muligvis.. Men skønt De siger, at De ikke er ude på ballade, så kunne det stadig lyde som om, at De har noget bestemt i sinde,” sagde hun sigende. At hun ledte efter sin søster, Malisha, anede hun intet om. Hun vidste godt, at magikernes leder var forsvundet, men stod det til hende, så skulle den kvinde også bare blive væk! Ved første øjekast, havde hun faktisk nydt Malishas selskab, som de havde delt nogle meninger, men da hun så var gået hen og direkte truet hende, for til sidst at angribe hende, så var grænsen nået! Det havde hun vidst også vist, at den var, som hun faktisk havde stået med sejren den dag. Hun kunne endnu fryde helt over billedet, af Malisha der lå for fødderne af hende med armen revet af led. ”Fandt De noget interessant?” spurgte hun en anelse flabet, som kvinden igen stillede sig overfor hende. Det ene bryn hævede hun, hvilket næsten gav hende et overlegent udtryk. At hun så måtte røbe, at hun faktisk var Malishas søster, kom bag på hende, men på sin vis morede det hende også. ”Arh.. vores kære faldne leder. Siden De er hendes søster, er De så også den omtalte medsammensvorne, der vandrede med hende til nederlaget i Procias?” spurgte hun roligt. Det kunne måske lyde en anelse flabet, men sandheden var det trods alt. Malisha havde tabt, da hun havde gået imod kongehuset i Procias, og hvis man bad om Aleksandras mening om det, så fandt hun det dybt latterligt og grinagtigt! Kvinden havde jo været direkte tåbelig, siden hun havde troet, at hun kunne indtage lysets land. ”Vi kommer skam ud.. men det er skam en fornøjelse at stifte bekendtskab med Dem, Narcissa,” sagde hun, hvor hun måtte trække tilfredst på smilet over kvindens respekt. Det var også kun passende, men der fandtes trods alt også dem der prøvede at stille sig op imod de højere magter.

[Deleted]

På trods af at de var af samme slags, å vidste Narcissa af erfaring, at det på ingen måde medfølgede at der var gensidig respekt, eller at man kunne lade facaderne falde og udvise den tillid som burde ligge dem imellem. Dvasias var ikke hvad det havde været. Mattheus kunne knap holde styr på sig selv, så hvordan kunne han holde styr på et helt land? Warlockerne var endt i en indbyrdes krig med dæmonerne, endnu en dårlig idé om Malisha havde startet, og nu var hun væk hvilket efterlod alle i et større kaos, hende i særdeleshed, i og med at hun ikke gjorde hvad folk forventede og indtog sin søsters plads i samfundet. Den utilfredshed kvinden brændte inde med var ikke svær at sporer, hvilket på sit vis morede hende. Hun var endnu en af de forfinede kvinder, der lod til at føle sig bedre på baggrund af sin titel, men enhver vidste at mange af dem ikke satte pris på de mere grundlæggende værdier i livet, de havde jo mere eller mindre alt.. hvilket selvfølgelig også var det som gjorde det sjovt at komme på tværs af dem. Narcissa havde dog ingen intentioner om at starte et opgør, på trods af hendes yderst selvsikre fremgang og den næsten flabede attitude. Hun kunne udmærket føle at hun havde kvindens øjne i nakken, og det forundrede hende ikke på nogen måde, det var modigt af hende at gå sig en tur alene på denne tid af aftnen, det måtte hun alligevel give hende. ”Jeg har altid noget på sinde, men intet som omhandler Dem.. for nu vel og mærke,” tilføjede hun med en lidt sigende mine. Netop på grund af mistilliden, så kunne hun aldrig vide om denne kvinde ville gå imod sine egne, det var tydeligvis ikke en de havde set meget i den sorte cirkel, så man kunne aldrig vide. Roligt stoppede hun op foran hende og lagde hovedet på sned. De spidse ord som forlod hendes læber lod kun smilet bredes yderligere. Hun havde det altså i sig. ”Hverken noget spændende eller overraskende,” svarede hun yderst roligt, lod sig ikke påvirke af hendes spidshed. Det var Malisha som havde et enormt temperament, hun selv var.. bedre til at holde det under kontrol, der skulle ligeså mere til. I sit stille sind forsøgte hun at genkalde nogle af de ting Malisha havde sagt om denne kvinde, men hun måtte ærligt erkende at det lå for langt væk. Morskaben forsvandt lidt fra de mørke øjne i samme øjeblik hun bragte Malisha på banen. De havde i mange år kun haft hinanden, og hun satte stor pris på familiærer bånd, derfor plagede det hende at folk omkring hende altid kommenterede hendes søster som en sindssyg, måske fordi hun vidste at de havde ret? Hænderne knyttede hun lidt fast, i forsøg på at tøjle irritationen, hvilket lykkedes i så høj grad at hun var i stand til at smile næsten fornøjet. ”Selvfølgelig er jeg det. Vi er trods alt nogle som endnu værdsætter vores race og samfund i så høj grad at vi nærer respekt for vores leder, hvad end hendes beslutninger er kloge eller ej,” svarede hun kontrolleret. Forbandet være Malisha for den latterlige plan, der nu lod hende sidde i saksen! Meningen havde ganske vidst ikke været at overtage tronen som så mange måtte tro, men uanset hvad havde det ikke været fornuftigt at gå ind i Procias, hvilket andet valg havde de haft end at følge med? ”De er sandelig en modig kvinde at vandre på denne tid uden transkort,” påpegede hun sigende. Aleksandra irriterede hende grænseløst, men indtil hun fik direkte grund til at handle, så forholdt hun sig roligt og lod hende lege overlegen.

[Deleted]

Sandt var det, at den samme race ikke gjorde, at man kunne føle sig tryg overfor hinanden. Selv stolede Aleksandra ikke på andre end sig selv, da hun simpelthen ikke ville lægge sit liv over i andre folks hænder. Lidt af en enspænder var hun derfor også, men det passede hende fint, for hun havde nok i sig selv, og det hun kunne udføre. Det var jo ikke fordi, at hun udelukkende var alene, for hun havde skam personer rundt omkring sig. Forskellen på hende og andre var bare, at hun var ligeglad med dem, da ingen var i stand til at finde vej til hendes hjerte. Det gjorde hende heller ikke noget, da hun anså varme og kærlighed for at være et tegn på svaghed, og svag skulle hun aldrig blive. Derfor havde hun også et skarpt øje på denne Narcissa, som hun vandrede rundt om hendes krop. Kvinden var hende ukendt, og derfor stolede hun langt mindre på hende, da hun endnu ikke vidste, hvad denne kvinde var i stand til. Hun var faktisk ikke ude på ballade, men det kunne hun jo hurtigt være, hvis denne kvinde viste sig at være fjendskt anlagt. Hun havde trods alt i sinde at forsvare sig, hvis noget ondt skulle hænde hende. ”Fortæl mig, hvad Deres plan er for i nat,” opfordrede hun interesseret. Kvinden lagde jo op til, at hun havde noget i sinde. Det glædede bare Aleksandra at høre, at hun ikke var med i disse planer. Hun havde trods alt ikke noget udestående med lige præcis denne kvinde. Det kunne godt være, at hun selv og kvindens søster var røget i totterne på hinanden, men det behøvede vel ikke at betyde noget for dette møde? Selv kunne hun i hvert fald godt holde tingene separeret. ”Det må komme an på øjet der ser,” svarede hun kortfattet. At kvinden ikke fandt hende synderligt interessant, tog hun sig ikke videre af, for det betød hun skam for lidt til. Det kunne godt være, at hun var Malishas søster, men der skulle skam mere til før man fik en højere plads i hendes sind. Desuden så havde hende og Malishas møde ikke gået særlig godt, hvor kvinden mildt sagt faktisk havde pisset hende af. Derfor var de også endt i en mindre duel, hvor de havde henlagt en kro i ruiner, men sådan måtte det nu engang være. Det lignede dog ikke, at denne kvinde var som sin søster, og det passede hende egentligt fint, da Malishas psykotiske sind var ufatteligt belastende. ”Det er meget fint alt sammen, men nogen gange bliver man nødt til at bruge sin egen fornuft, når overhovedet tydeligvis går for vidt.. Det var ikke ligefrem en sejr I gik i møde i Procias trods alt, og hvor er Deres kære søster nu, som De nærer så meget respekt for, min kære Narcissa? Flygtet. Hun har ladt Dem i stikken,” sagde hun stilfærdigt, som det var sandfærdige facts hun lagde på bordet. Roligt begyndte hun at gå, hvor kvinden selv måtte vælge, om hun ville følge med eller ej. Selv gad hun i hvert fald ikke stå stille og derfor påbegyndte hun gangen langs søens bred. ”Hvis det skal defineres som en modig handling, så er det en person der tvivlsomt kan klare sig selv, og det er ikke en beskrivelse der passer til mig,” sagde hun sigende, og kastede et blik over skulderen tilbage på kvinden. Hun vidste skam godt, at hun ikke var uovervindelig, men hun vidste skam godt, at hun sagtens kunne gå udenfor sin dør og overleve. ”Desuden.. Hvad ville man ikke sige om mig, hvis jeg ikke turde bevæge mig udenfor min egen dør?”

[Deleted]

I disse tider kunne man ikke stole på andre end sig selv, alt andet ville ikke blot være naivt men direkte dumdristigt. Dem som kunne ragede til sig, hvis det betød at de skulle stikke en af deres egne, så gjorde de det glædeligt, Narcissa frygtede at det før eller siden ville ske for Malisha, og særligt hvis der var nogle som vidste mere om hende end det som hun selv gjorde. De kølige, mørke øjne hvilede på kvindens skikkelse. Den arrogante holdning, og det faktum at hun var endnu en af dem som udtalte sig om sager, de var udvidende om, var skyld i at hendes skønhed langsomt visnede for Narcissas blik. Hun værdsatte familie såvel som deres race, hun var født og opdraget til at være en stolt warlock, det kunne ikke falde hende ind at vie fra lederens side. Malisha havde fået en enorm plads i hendes hjerte, de havde kun hinanden, og i virkeligheden var hun nok en svaghed som hun ikke kunne komme uden om. Hun rynkede uforstående på panden, ligefrem overrasket over at blive opfordret til den slags. ”De er en yderst naiv kvinde, hvis De tror at jeg, eller nogen andre, for den sags skyld, har tænkt sig at fortælle om deres planer,” svarede hun og lod den uforstående mine brydes af det smørrede smil. Det var ikke fordi hun havde noget interessant at give sig til, foruden at tage tilbage til den mørke cirkel og skabe større problemer for hende såvel som Malisha, og selvom Aleksandra ikke ligefrem var hyggeligt selskab, så valgte hun at blive primært for at forsvare sin ærer, hun flygtede ikke med halen mellem benene. ”Sandt. Det eneste jeg ser er uhyggeligt velplejet hår, og en kappe der ville koste mig et års løn,” endte hun sigende. Igen var det hendes søster som sad med pengene og ikke hende selv. Smilet falmede ved hendes ord. Hun følte sig ganske vidst ladt i stikken, fordi hun nu måtte tage ansvar for noget hun havde frarådet gang på gang, lytte til hån af sin egen søster og samtidig føle presset fra de øvrige warlocker. Derfor ramte ordene hårdt, også selvom det lå skjult bag den kølige og pludselig stramme mine. ”Det er ikke op til os at beslutte hvad der er rigtigt eller forkert, men i stedet sikre os et fællesskab. Uanset hvordan man vender og drejer den, så var der en grund til at min søster blev valgt til leder, frem for dig eller mig. Med alt respekt deres excellence, så ved De intet om min søster, og hvordan kunne De, når De tydeligvis føler dem for fin til at mænge sig med din egen race?” spurgte hun fattet. Det gik hende skam på, men at udvise den form for svaghed overfor en kvinde som Aleksandra nægtede hun. Nu begyndte hun at forstå hvorfor Malisha havde bandet og svovlet over hende. Som hun optog en vandren, gjorde Narcissa det samme. Temmelig hurtigt fik hun hende indhentet og fulgte trit. Hun hørte kun hendes ord som en form for irriterende summen ved siden af, fristete til at gribe chancen og angribe, men hvis de første begyndte bekrige hinanden sank de dybt, desuden ville hun ikke have mere ballade med kongen, for ikke at tale om at hun havde undervurderet denne mand i Procias, og havde siden været mere påpasselig i frygten for at bliver overrasket. De mange tanker endte hun med at bryde for igen at vende sig mod Aleksandra. ”Sandt. De tænker meget over hvad folk tænker om Dem,” konkluderede hun roligt. Det lå lidt til adelen som regel, men det havde altid undret hende.

[Deleted]

”Det var intet andet end et simpelt spørgsmål fra min side af.. Hvis De ikke ønsker at tale højt om Deres formål med natten, så er det Deres valg,” svarede Aleksandra med et kort skuldertræk, som hendes nysgerrighed langsomt måtte dale en anelse. Hun tog det ikke særligt højtideligt, at denne kvinde prøvede at tryne hende med at stemple hende som naiv, mens hun havde sit grimme smørrede smil på læben. Selv vidste hun allerede, hvad hun var og ikke var, og hvis denne her kvinde troede, at hun kende hende bedre, end hun kendte sig selv, så havde hun mest af alt lyst til at bryde ud i latter. Hun havde desuden vigtigere ting at tage sig af, end at føle sig trådt på af en persons mening. Desuden, nu når hun vidste, at hun stod overfor Malishas søster, så tvivlede hun på, at der nogensinde kunne komme noget positivt ud af deres lille sammenstød. Malishas hadede hende nemlig, og denne kvinde så ud til at elske sin søster, så anderledes kunne det vel ikke være? Blikket gled roligt over Narcissas ansigt, uden at det svage selvsikre smil forlod hendes læber. ”Så er det godt, at jeg nyder mit velplejede hår, samt min kappe, som jeg nyder min velstand,” sagde hun yderst roligt, som denne kvinde bestemt ikke skulle tro, at hun kunne få hende ned med nakken! Selv vidste hun godt, at hun udstrålede adelighed, men andet ønskede hun heller ikke, for adelig var præcist det hun var. Derfor var hun også hævet over denne kvinde, der enten var ufattelig jaloux på hende, eller også nød hun bare sin fattigdom, som hun gik og badede i beskidte søer, og tydeligvis ikke havde mange mønter at gøre godt med. At denne kvinde var så gennemsyret af sin kære søster, kunne Aleksandra kun himle med øjnene af. Hun havde intet imod, at warlockerne havde et stærkt fællesskab, men hun havde i den grad noget imod folk der blindt fulgte andre personer! Svagt var det, som de satte lid til en tåbe, da Malisha tydeligvis ikke var andet end det. Først havde hun angrebet Aleksandra, hvor Malisha selv havde kommet til skade.. Dumt var det.. Så havde Malisha gået imod det procianske kongehus, hvor hun havde stukket af som en skræmt gris.. Dumt var det, og direkte ydmygende! Hun forstod nu godt kvinden, hvis hun aldrig viste sig sit ansigt igen, hvor det havde ikke just været succeser der havde ramt hende. ”Jeg er skam stolt over at være warlock, hvor jeg er villig til at støtte min race, hvis jeg bifalder formålet. Hvad jeg ikke tolerer, er dårlige beslutninger, der på ingen måde er gennemtænkte, der derfor også ender katastrofalt. Det er jeg skam klog nok til at holde mig væk fra.. Og til Deres orientering, kære Narcissa.. Så kender jeg Deres søster, og jeg ved derfor med sikkerhed, at hendes dømmekræft er minimal. Jeg vil gerne give hende den kompliment, at hun har visse gode visioner, men det ødelægger hendes voldsomme temperament desværre for hende. Det er derfor, at hun er forsvundet den dag i dag,” svarede hun roligt, uden hun stoppede sine skridt. Det ville måske ikke glæde Nacissa, at hun ikke mente, at hendes søster nærede dømmekræft, men kunne hun ikke se, at det havde været direkte dumt at tage til Procias? Ligesom det for den sags skyld også havde været dumt af hende at angribe Aleksandra i kroen. Hun vidste også, at den kære Malishas ægteskab stod på kanten, så man kunne vel næppe kalde hendes liv for en succes. Roligt vendte Aleksandra de grågrønne øjne mod kvindens ansigt, som hun nåede op på hendes side. Hun bifaldt faktisk, at denne kvinde formåede at holde sig i ro i forhold til sin søster. Selv havde hun nemlig ikke i sinde at angribe, som hun heller ikke ønskede at skade en af sine egne, medmindre det selvfølgelig gik til et større formål.. ”Selvfølgelig gør jeg det.. Når man står i min position, så er visse ting krævet af mig.”

[Deleted]

Det var ikke fordi at Narcissa direkte forsøgte at tryne hende, for hun lod trods alt til at holde hovedet højt, det var et mislykkedes forsøg fra før af, og den slags var som oftest Malishas arbejde ikke hendes. ”Jeg er ellers overbevist om at jeg hørte en undertone af forventning eller ligefrem en krævende snert i Deres tone,” påpegede hun roligt. Måske Aleksandra ikke var en kvinde som måtte falde i hendes smag, men hun havde heller ikke planer om at lægge sig ud med hende, warlockerne havde problemer nok fra før af, og det samme havde hun også fordi hun umuligt kunne tage Malishas plads som leder, hvilket mange næsten forventede af hende nu hvor hendes søster var forsvundet. Det var nået hende for ører at Malisha og Aleksandra havde en form for forhistorie og det var nok den som hendes kære søster havde bandet og svovlet over mere end én gang, men eftersom hun ikke havde hørt efter anede hun ikke hvad det drejede sig om. De mørke øjne hvilede lettere nysgerrigt på hendes smukke skikkelse, som hun roligt endte op på siden af hende for at følge hende langs bredden. Det var ganske vidst akavet mellem dem, men hun havde ikke tænkt sig at lade hende slippe så nemt også fordi hun ikke selv fandt sig i at blive trynet, ikke desto mindre var hun i stand til at holde hendes temperament i bero. ”Det er jeg skam slet ikke i tvivl om at De gør, det var ikke ment som en fornærmelse,” svarede hun sandfærdigt. Hun havde ikke fundet noget interessant i og med at hun netop havde forvenhtet at finde velplejede lokker og dyre klæder, det lyste jo langt ud af hende. Selvom hun kom fra en ganske velstående familie så havde hun aldrig haft del i formuen. Malisha betalte hende en løn, men den var ikke større end en almindeligt arbejdende, for det meste fik hun jo serveret fra før af. Det havde også gjort hende mindre forfinet, hun elskede skidtet under neglene også selvom det måske ikke var synderligt anstændigt for en kvinde af hendes kaliber. Måske man kunne sige at Narcissa direkte var blevet hjernevasket af sin kære søster, i og med at hun fandt sig i at leve i hendes skygge selv på trods af det talent og potentiale hun selv havde, et sted vidste hun det jo godt, hvilket også var grunden til at det ramte når hun skulle stå til ansvar for handlinger hun ikke havde haft noget med at gøre som sådan. Med målrettede skridt fortsatte hun roligt ved hendes side og strøg fingrene igennem de endnu lettere våde lokker. ”Og alligevel mindes jeg aldrig at have set dit ansigt i hvor kredse før? Min søster drager måske forhastede beslutninger, men vi er i krig, Aleksandra og til tider er man tvunget til at handle. Jeg ville passe på med at dømme hende for hurtigt, måske hun har temperament men ligeså meget det har ødelagt for hende ligeså meget har det gavnet, hun er villig til at kæmpe for os alle, derfor er jeg overbevist om at hendes forsvinden er mere alvorlig end som så.. ellers havde hun været tilbage nu,” den kolde mine forhindrede bekymringen i at blive tydeliggjort, faktisk stod hun efterhånden med to teorier. Enten havde hun ret og Malisha havde efterladt hende i stikken, eller også var hun død. Andet kunne det vel ikke være? På sit vis havde hun jo ret, og derfor reagerede hun heller ikke med direkte vrede, det lod trods alt ikke til at være et personligt angreb. ”Der er forventninger til os alle, somme tider er det befriende at løsrive sig fra dem,” afsluttede hun. Måske det var temmelig et temmelig tolkfri råd, men hun mente det skam.

[Deleted]

Som Narcissa valgte at grave i emnet, valgte Aleksandra roligt at lade sit blik falde på hende, uden hun stoppede sine fodtrin. Der havde muligvis været en forventning i hendes tone, som hun havde opfordret kvinden til at fortælle, hvilke planer hun gik inde med, men da hun så havde afvist hende i en fornærmende tone, havde hun mistet sin interesse. Hun brød sig nemlig ikke om at blive kaldt for naiv, eller blive talt ned til for den sags skyld, og derfor gjorde denne kvinde ikke længere andet end irriterede hende. ”Det var måske i min interesse at høre, hvad De havde i sinde, men tro mig.. Den interesse er røget,” svarede hun i en yderst rolig tone, inden hendes blik igen gled frem for sig. Kold og mørk måtte området der omgav Den Mørke Sø forekomme hende, som det var nat og lagde stedet i et mørkt skær, hvor det heller ikke hjalp, at de slanke træer i området stod helt nøgne hen. Det skræmte hende dog ikke, skønt hun godt var klar over, at meget havde hændt her. Det måtte egentligt overraske hende, at kvinden valgte at følge efter hende, når man ikke ligefrem kunne kalde deres møde for positivt. Det virkede nemlig ikke som om, at de var enige om meget, hvor hun også selv mente, at Narcissa var en tand for flabet. Hun lagde dog bånd på sig selv, da hun alligevel ikke ønskede at der blev udgydt warlockblod. ”Det glæder mig at høre, men hvis ikke det var ment som en fornærmelse, så burde De måske vælge Deres ord med store omhu næste gang. Man kan meget let misfortolke Dem,” sagde hun sigende. Hun kendte ikke denne kvinde, så hun vidste ikke, om hun var ligeså meget ude på ballade som sin søster, men det lød ikke til at være sådan. Hun tvivlede nemlig ikke på, at Malisha allerede ville være fløjet i flæsket på hende, hvis det havde været hende Aleksandra havde stået overfor. Det var der dog ikke noget at sige til, men selv var hun da glad for, at denne Narcissa ikke var som sin søster. Den kvinde var nemlig bare øretæveindbydende. Den let hun i sin kappe, da vinden alligevel måtte forekomme en anelse kraftigere, når man befandt sig på dette åbne plan ved søen. Hun frøs dog ikke, som hendes dyre kappe, skam var foret godt. De grågrønne øjne strejfede let Narcissas ansigt, som hun igen talte. ”Man kan vel sige, at jeg er lidt af en enspænder, og at det er derfor, at De nok aldrig har set mig før. Men De har ret i, at der skal tages drastiske beslutninger i krig.. Jeg vil dog ikke mene, at det udelukkende er op til warlockerne at melde krig mod det procianske kongehus. Af hvad jeg har hørt nemlig, så var det udelukkende en beslutning Malisha havde taget, som hverken vores kongehus, eller de resterende racer her i landet var indforstået med planen. Hvad håbede den kære Malisha i det hele taget på, da hun valgte at gøre det dumdristige træk?” spurgte hun nysgerrigt. ”Men personligt har Malisha endnu ikke gjort noget der har gavnet mig, så jeg vil nok være af min mening, indtil hun begynder at ændre opførsel overfor mig, og jeg tvivler ærlig talt på, at den dag nogensinde vil komme.. Men grunden til hendes forsvinden vil vel nå befolkningen før eller siden,” sagde hun med et kort skuldertræk. Selv vidste hun ikke, hvad der var blevet af denne leder, men for Aleksandras skyld kunne hun godt holde sig langt væk. Det lignede dog ikke at denne Narcissa var enig, da hun tydeligvis var forelsket i ideen om sin søster. ”Og er det en hentydning til, at jeg skal foretage mig et uventet træk?” spurgte hun med et løftet øjenbryn, som hun sagde, at man til tider skulle løsrive sig fra forventningerne til en.

[Deleted]

Narcissa var egentlig ligeglad med hvilken interesse denne kvinde havde eller ikke havde i hende. Det var ikke fordi at hun selv havde synderlig megen tid til at tilbringe tiden med hende, men hun havde ikke andet bedre at give sig til, om ikke andet var alternativerne endnu mindre fristende, og hun følte vel samtidig et behov for at forsvare sig selv? Ikke Malisha men sig selv, måske denne Aleksandra havde ret? Malisha havde forladt hende og i så fald så skulle piben til at få en ganske anden lyd, hende og Malisha var yderst forskellig både at ideologi og tankegang. ”Deres forventning sagde mig noget ganske andet. Jeg er heller ikke synderlig interessant,” erkendte hun med et skuldertræk. Hun var ganske vidste en selvsikker kvinde, men hun levede jo ikke ud over det ordinære, foruden det faktum at hun nærmede frygtede at blive forfinet. Aleksandra legede i den grad med ilden. Hendes arrogance havde formået at gå hende mere på nerverne end hendes hånd mod hendes søster, og hun havde i allerhøjeste grad lyst til at sætte lidt skub i den perfekte ende, når det var sagt så var hun ret overbevist om at denne kvinde var langt ældre end hende, muligvis ikke nær så trænet men ældre og det i sig selv kunne blive farligt for hende, desværre havde hun en tendens til at undervurdere folk, det havde nær kostet hende dyrt i Procias. Et køligt smil spillede over læberne. Kort rakte hun hånden ud næsten som forsøgte hun at røre luften omkring dem, præget af nattens kulde. Det måtte være sent. ”Jeg sagde det som det var. Jeg har ikke bevæget mig meget i Deres kredse, min ordforråd er begrænset til det nødvendige,”[//color] hun trak ligegyldigt på de slanke skuldre, for det gjorde hende intet. Hun kunne trods alt heller ikke skrive, men det var sjældent at hun i det hele taget havde behov for det, den slags stod Malisha for. Hånden lod hun atter falde ned langs sin side og flettede den med den anden foran sig. Manérene havde hun skam i orden, og sproget også.. hun valgte blot at forkaste det af rent princip, den arrogante tone skar hende ind i ørerne, og det var ikke noget som hun ville opmuntre. Det irriterede Narcissa at denne kvinde havde så megen viden, men selvfølgelig hun var adelig, kongen havde vel sladret? Hun så bort.. ud over den mørke sø, og bandede i sit stille sind Malisha langt væk. ”Aha.. Det var aldrig vores plan at gå i krig med Procias, jeg hentydede til den krig der findes her i landet, men den har De vel heller ikke hørt om? Procias dronning stod til ægteskab, noget som ville styrke Procias i sådan grad at det kunne få konsekvenser for os i mørket, og det var det hun forsøgte ved at forhindre ved at forstyrre brylluppet,” afslørede hun. Aleksandra var trods alt en af deres egne,s å hun så ingen grund til at holde det hemmeligt. Samtidig afslørede det manglende engagement fra hendes side, at det ikke havde været en idé som hun selv havde brudt sig meget om. ”Har De gjort noget for at gavne hende? Noget for noget, og når De ikke deltager aktivt i det fællesskab som vi forsøger atter at få igen, hvordan kan De så forvente at blive tilset?” spurgte hun lidt sigende og hævede et slankt øjenbryn. Malisha havde nok i sidste ende formået at hjernevaske hende, men det var ikke noget som hun nogensinde ville indse. ”Ikke nødvendigvis. Se det som et venligt råd,” svarede hun lidt kortfattet, der lå jo ikke mere i det end som så.