Becoming myself again?

[Deleted]

Denjarna var end ikke i tvivl om, at proceduren havde taget hårdere på ham, end hvad han havde lyst til at indrømme. Det var meget muligt, at hun følte sig en anelse omtumlet af alle de gamle følelser, der måtte vælde op i hende, men alligevel var det mere end tydeligt for hende at se, at processen havde gjort ham forbløffende svag. Det var ikke fordi, at hun følte noget for manden, for det gjorde hun bestemt ikke. Det glædede hende dog ikke at se ham så svag, da han lige havde hjulpet hende med at indfri sit allerhøjeste ønske. Hun ønskede derfor at gøre det så komfortabelt for ham som overhovedet muligt, og derfor tøvede hun heller ikke med at hjælpe ham, da han ønskede hendes støtte. Forsigtigt guidede hun ham op i sengen, så han kunne befinde sig på sikker grund i stedet for det hårde og kolde gulv. Hun sagde intet til, at han fastholdt, at han havde det fint, da hun på ingen måde befandt sig på et stadie, hvor hun havde overskud til at diskutere. Den bekymrede mine forblev dog på hendes smukke ansigt, som han igen måtte kolapse i sengen, hvor hun selv havde valgt at tage plads på sengekanten. Hun havde skam ikke i sinde at gå nogen steder! "Det håber jeg, at det vil.. Men lige nu falder mine bekymringer ikke til mig selv, men dig, Enrico," sagde hun stille. Ondt havde hun skam, men i forhold til ham, så kunne hun sagtens holde sig ved bevidsthed og styre sine bevægelser. "Jeg sagde jo, at jeg tidligere havde håndteret smerte.. men tak." Det havde været en smertefuld oplevelse, men munden havde hun holdt lukket, som det alligevel ikke var smerte, som hun ikke allerede var vant til. Hun var dog lettet over, at det nu var overstået og havde vist sig at være en succes. Som han løftede sin hånd, måtte hun spotte i dens retning, hvor hun hurtigt gik ud fra, at han ønskede sin taske, for hvad skulle han ellers kunne bruge fra rummet? Hun havde sine egne behov, som hun ønskede at få stillet, men alligevel følte hun ikke, at hun kunne stille sig selv højere end Enrico i denne situation. Hun kunne måske så let som ingenting vandre ud af døren, og efterlade den svækkede mand bag sig, men det ville på ingen måde være respektfuldt, så hun blev så længe, at hendes assistance var behøvet."Jeg skal nok se efter," lovede hun ham, inden hun en anelse stift fik skubbet sig op på benene. Svimmel følte hun sig, som hun helt måtte svaje let, da det var første gang, at hun som levende igen stod på sine ben. Forsigtigt bevægede hun sig over til tasken, som hun hurtigt gav sig til at rode i. Der var forskellige flasker der klirrede mod hinanden, som hun måtte tage et par stykker op, inden hun fandt den han bedte om. På sin vej over til ham, fik hun lirket låget op. Stille valgte hun siddende at tage plads i sengen ved ham, så hun kunne være ved hans side, og samtidig støtte sin ryg mod væggen. "Her.. Jeg har allerede åbnet den," sagde hun roligt. Hjælpsomt valgte hun at lægge en hånd mod hans baghoved, så hans hoved kunne blive løftet en anelse, da hun gik ud fra, at han skulle drikke væsken. Flasken holdt hun også ved hans hoved, som hun ventede på, at han enten tog den, eller bad hende om andet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Alkymi var en farlig ting at lege med, hvilket Enrico vidste, og så lang tid at han kun var halvvejs alkymist, så var de evner som han havde tillært sig, været noget som virkelig havde kostet ham frygtelig meget energi, så man skulle tro at det var løgn. Hans krop rystede og dirrede, velvidende om at det slet ikke var noget som gavnede ham, dog selvom han nu var sikker på at hvilen var hvad han havde brug for. Denjarna havde gjort alt hvad han havde bedt om, også selvom dette fra hans synspunkt, var som at skulle støtte op en fremmed som snildt bare kunne vende ryggen til ham og lade ham ligge. Det ville nok ikke gøre det vilde af den grund, men lige nu hvor han selv lå som et nemt offer for andre, så var det slet ikke en situation som han brød sig om. Svagt trak han på den ene mundvig, som han havde lagt sig til rette i sengen, som han igen vendte blikket i retningen af hende. ”Deres bekymring varmer mig, Denjarna.. Jeg har bare brug for hvile, så skal jeg nok komme tilbage på benene igen,” lovede han oprigtigt. Det som han dog var mest bange for, var at han ikke havde udført processen rigtigt, og at den ville gå i sig selv, for det kunne jo hurtigt ske! Dog den måde som hun bevægede sig på, så var der ikke noget som direkte tydede på at det ville ske, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for.
Som Enrico pegede i retningen af tasken, så kunne han udmærket godt mærke hvor afkræftet og svag han egentlig følte sig, og det i sig selv, var slet ikke en hændelse eller tanke som han brød sig meget om! Tasken var det eneste her i rummet som i sig selv, faktisk havde en værdi for ham, så at hun kunne gætte sig til det, var noget som passede ham selv ganske perfekt! ”D-de klarede det b-bedre end først a-antaget,” erkendte han ærligt, for hvorfor skulle han lyve? Han var en rådgiver, han var vant til at handskes med sandheden, og det var bestemt heller ikke anderledes i denne situation, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som hun fandt flasken frem, så nikkede han, kun for at bekræfte, at det var den som han søgte efter. Han forsøgte at hæve hovedet, også selvom det ikke rigtigt ville som han ville. Uden at tøve, så skilte han bare læberne, så hun kunne føre den op til ham, så han kunne få den klare væske i halsen, så han igen vil kunne genvinde noget energi temmelig hurtigt, for han ville ikke ligge svækket mere end det som han selv ville anse som en nødvendighed på et sted som det her! ”Jeg takker for Deres assistance, Denjarna,” endte han med en dæmpet, dog oprigtig stemme. Hvis hun ikke var der med ham i denne stund, så ville hans genvinden af energi i den grad trække ud, for alkymi var direkte trættende som intet andet i den her verden, og han vidste det jo godt!

[Deleted]

Denjarna havde muligvis intet bånd til Enrico, men grundet sin taknemmelighed, så ønskede hun at yde ham en smule omsorg. Hun anså i hvert fald sin nuværende assistance og bekymring som det mindste, hun kunne gøre for ham, da han lige havde givet hende så meget igen. Hun havde vitterligt ikke troet, at det hele ville gå så ligetil, efter at hun havde begyndt sin søgen efter en alkymist, men det havde det nu engang, og det var en sand lettelse. Det havde nemlig ikke været så længe efter, at hun havde besluttet sig for at finde en kur, at hun havde mødt den hjælpsomme magiker, Salvatore. Han havde skænket hende to alkymisters identitet, og der havde denne Enrico været den ene. Derefter var det ikke gået længe før hun havde henvendt sig til kongen, hvilket muligvis havde været en fejl, men på egen hånd havde hun derefter kommet i kontakt med Enrico, og han havde indvilget i at hjælpe hende. Nu stod hun som mørkelver igen, og Derick ventede på hende et sted ude i verdenen, så alt var faktisk perfekt. ”Hvis du har brug for søvn, så vil jeg lade dig sove.. Jeg tror bare, at jeg bliver nødt til at finde noget mad og drikke i mellemtiden så,” sagde hun roligt. Fantastisk var det, som hun ikke længere følte trangen til blod. Hun tænkte ikke længere på blod. Hun ønskede ikke længere, at bore sine tænder ind i en persons årer, og suge vedkommende tør for blod. Hendes sult gik nu efter normalt menneskeligt føde, og det var en lettelse for hende. Sulten var måske enorm lige nu, som hendes mave var helt tom, men hun ville langt hellere føle den sult, end trangen efter blod.
Det var ikke svært for Denjarna at finde ud af, at det var tasken han ønskede. Det sværere var at komme derover og finde den såkaldte klare væske, som hun alligevel ikke følte sig helt i tip top stand endnu. Hun føltes sig svimmel og tung i kroppen, som hun skulle vænne sig til at mærke livet i sig igen. Det lykkedes hende dog at finde frem til den flaske, han snakkede om, hvor det heller ikke gik lang tid før hun tog plads i sengen igen. Behageligt var det nu at forholde sig i ro, da hun på den måde langsomt kunne fordøje alle de nye ting. ”..Man kan vel definere mig som en stærk kvinde,” sagde hun stille, som han erkendte sin overraskelse over, at hun havde klaret det så godt, som hun nu engang havde. Det passede hende også fint at vide, da hun vidste, at hun ikke bare var en fin lille porcelænsdukke der ville gå i stykker, hvis man rørte den. Forsigtigt løftede hun hans hoved fra sengen, da det ikke så ud til, at han selv havde kræfter til da. Da han heller ikke tog om flasken, valgte hun let at føre den over til hans læber, så hun roligt kunne hælde væsken i halsen på ham. Hvad den gjorde, vidste hun ikke, men hun gik vel ud fra, at den på sin vis ville hjælpe på hans situation. ”Det er det mindste jeg kan gøre, efter at du har hjulpet mig.. J-Jeg går i hvert fald ud fra, at det er færdigt og at det lykkedes..,” sagde hun. Hun havde ikke noget problem med at hjælpe ham, hvor hun mere så på det som en selvfølge. Det hun var mere usikker på var, om det hele var færdigt for hendes vedkommende.. Selv følte hun i hvert fald som sit gamle selv.. Bare med et par smerter i kroppen, men det var vel normalt nok?

[Carmine Jordin Marlineo]

Selvom Enrico ikke havde noget bånd til denne kvinde, så var han selvfølgelig glad for, at hun havde indvilget i at støtte ham lidt, nu hvor han havde gjort hende den store tjeneste, ved at give hende livet igen, selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han en anelse sammen, som han nærmest kollapsede på sengen. Kroppen skreg efter hvile, også fordi at dette var frygtelig krævende for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet, som han let lod øjnene glide i, bare for et kort øjeblik. ”Jeg vil uanset ikke kunne give efter for søvnen på et sted som det her, Denjarna. Jeg vil være for udsat,” forklarede han ganske sigende. Han skulle bare have et øjeblik, han skulle have sin eliksir, og bare slappe lidt af, og så skulle han være nogenlunde klar igen. Det var første gang, han faktisk udførte denne procedure på egen hånd, så det at det i det hele taget var lykkes ham, var noget som han var direkte overrasket over, også selvom han selvfølgelig kun mente det godt!
Et svagt smil bredte sig på Enricos læber ved hendes ord. Hun havde klaret det langt bedre end det som han lige havde regnet med, også selvom det selvfølgelig kun havde gjort det hele bedre også for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han roligt nikkede til hende. Som halv levende, så var han faktisk afhængig af luften i samme forstand som alle andre, hvilket nok et sted var en underholdende tanke, for foruden det, så var han faktisk ganske.. død. ”Det kan siges. Det er ikke ofte, man ser en psykisk stærk kvinde i Dvasias af den kaliber,” påpegede han ganske ærligt, også selvom det bestemt heller ikke var negativt ment på den ene eller den anden måde, for det var det på ingen måde! Han lod hende skænke ham væsken, også selvom den havde en tydelig bitter eftersmag, så var det bestemt heller ikke første gang, at han skulle indtage lige præcis denne. Han trak vejret dybt igen, som han lagde hovedet ned mod puden. De mørke øjne gled mod hende. At hun var sulten, kunne han egentlig godt forstå, men han havde desværre ikke noget med som ville kunne hjælpe hende lige præcis med det problem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet. Han betragtede hende med en tænkende tavshed. ”Hvordan føler du dig?” spurgte han endeligt. Hvordan det ville være når de gik hvert til sit, kunne han ikke sige direkte, når han ikke vidste hvordan hun følte sig. Han vidste ganske vidst godt sådan nogenlunde hvordan det skulle føles, hvis det var.. rigtigt, og at det var gået som det skulle, men i og med at han ikke var en renracet alkymist, så havde han sine ting, som han selv var nødt til at tage højde for.

[Deleted]

”Hvis du virkelig ønsker et par timers søvn, så kan jeg blive her og sikre, at der ikke vil ske dig noget ondt i mellemtiden.. Jeg kan se på dig, at du er træt og afkræftet, og jeg tror, at det ville hjælpe på din tilstand,” sagde Denjarna stille. Hun forstod godt det faktum, at han var en højtstående mand der var betydningsfuld for det dvasianske kongerige, så det undrede hende ikke, at han frygtede for sin sikkerhed, når han befandt sig i den svage og usikre tilstand, som han nu engang var i. Hvis han turde stole på hende, og virkelig ønskede lidt søvn, så kunne hun sagtens blive og holde vagt. Det kunne godt være, at hendes egen krop forlangte noget andet af hende, men hun følte på ingen måde, at hun kunne lade Enrico i stikken. Han havde trods alt hjulpet hende på en måde, som de færreste faktisk kunne.
Tilfredst trak Denjarna på smilet, som de nåede ind på hendes personlige styrke. Hun kunne godt lide, at han fandt hende beundringsværdig, men det havde trods alt heller ikke været lidt, at hun havde været igennem gennem livet. Hun havde skam fået nogle knobs på vejen, men hun havde altid kommet sig over dem og arbejdet videre på det. ”Det glæder mig at høre, at jeg overrasker dig på den positive måde,” sagde hun sandfærdigt. Roligt lod hun ham drikke af den efterspurgte væske, hvor hun forsigtigt lagde hans hoved tilbage på puden, som flasken endte tom. Flasken valgte hun selv at stille over på natbordet der stod ved siden af sengen, inden hun igen lod sin krop læne sig op ad væggen. Det var rart bare at sidde her, så hun i ro og mag kunne få det hele på plads. Vejret trak hun stille, som hun havde genfundet fidusen til det, hvor hendes hjerteslag også var gået hen og blevet rolige. Let måtte hun ligge sin ene hånd mod sit bryst, hvor hun blidt kunne mærke, hvordan slaget gled imod hendes krop. Et smil af glæde og lettelse gled over hendes læber, som hun i et kort øjeblik lod sine øjne glide i, inden hun lod hånden falde ned i sit skød. ”Jeg har det … udmærket, når jeg bare sidder her.. Jeg kan til tider mærke, hvordan det endnu stikker i mit bryst, på grund af min hjertebanken. Når jeg forsøger at bevæge mig, føler jeg mig svimmel og tung i kroppen, som om min krop endnu ikke kan følge helt med.. Men sådan føles det trods alt også, når man har ligget syg i noget tid. Men ellers tror jeg kun, at der også er sulten der nager mig,” fortalte hun ærligt, mens hendes blik faldt til hans ansigt. Hun vidste ikke, hvordan hun burde føle sig, men hun håbede på, at det var de rigtige følelser hun blev ramt af. Bange ville hun trods alt først blive, hvis han sagde, at det hun følte var ragende galt. Lige nu følte hun sig dog ikke skræmt, da det som sagt bare føltes som om, at hun havde været stillestående for en periode, og sådan noget plejede jo at gå over, som man gav det tid.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det glædede selvfølgelig Enrico at Denjarna faktisk gjorde så meget for ham, ved at ønske at holde vagt. Han vendte blikket sigende mod hende og med en rolig og dog tydelig træt mine. Han magtede ikke at gøre det til en stor diskussion, for det vidste han godt, at han ikke fik noget ud af, og det gjorde hun bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over de tynde læber, som han svagt slap et suk. ”Jeg klarer mig nok bare ved at hvile lidt.. Jeg kan uanset ikke give mig hen til en søvn på et sted som det her.. hvis du forstår hvad jeg mener..” Det var ikke fordi at han ønskede at fremhæve sig selv som noget vigtigt, også selvom han vidste, at det jo faktisk var hvad han var. Han var en mand som kongen havde brug for ved sin side, for at landet ikke skulle ende med at ryge nedenom og hjem, og det var jo slet ikke noget som nogen af dem ønskede sig! ”Deres selskab er hvad jeg har brug for nu.. Jeg skal blot hvile,” endte han med en dæmpet, dog yderst oprigtig stemme.
Enrico var beundret af hendes indre styrke, for det var tydeligt, at det var noget som i den grad havde været hende en stor hjælp når det kom til dette. Han betragtede hende sigende. Det var tydeligt at hun kunne lide at blive komplimenteret på den måde, hvilket han nu heller ikke sagde noget til som sådan. ”Og De skal vide, at jeg mener det,” forklarede han ganske stilfærdigt, som han roligt lagde hænderne mod sin mave. Væsken var gledet i svælget og ned i maven, hvor han blev liggende i sengen og afventede på at han selv kunne glide hen i den ordentlige afslappelse, for det var det som han havde brug for lige nu. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun gav sig til at forklare hvordan hun følte det efter at det hele var gået mod sin ende. Han kunne selvfølgelig kun håbe å at det hele ville gå som han ville have det, for han havde ikke energien til at gøre det om bare sådan uden videre, og det vidste han udmærket godt! Som hun beskrev det, så faldt han til ro, for de symptomer som hun beskrev sig, så var det faktisk kun noget som lød ganske normalt, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han trak tilfredst på smilebåndet og nikkede så. ”Det lyder særdeles udmærket kan jeg fortælle Dem. Trætheden skal gerne være der og Deres hjerte banker som en smuk melodi. Smerten vil forsvinde som kroppen vænner sig til det hele, så jeg vil bedømme det som en succes..” afsluttede han med en ærlig stemme. Han lod øjnene let glide i for et kort øjeblik. Han ønskede slet ikke at sove, selvom det faktisk var tiltrængt, så måtte han gøre det når han kom hjem! ”De burde få Dem noget føde,” afsluttede han med en tydelig træt stemme, som han næsten gav efter for søvnen. Han var virkelig udmattet!

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt med hovedet til hans ord. Hun havde givet ham tilbudet, og han havde afslået det. Mere end det behøvede hun ikke at grave i, da hun ej heller ønskede at starte en diskussion op med ham. Selv ville hun måske mene, at søvnen ville gavne ham mest af alt, men hvis han holdt ved, at han bare skulle ligge og slappe af. Så var det jo op til ham. Hun vidste trods alt heller ikke, hvordan han egentligt havde det, som hun kun kunne se, hvad hendes syn viste hende. Selv havde hun ikke overskud til en større diskussion, da hendes egen krop føltes underlig, hvor hun mest af alt ønskede at fokusere på den. ”Som du vil.. Jeg skal nok blive ved din side og lade det være det, hvis det er det du ønsker,” sagde hun roligt. Det passede hende nu også ganske fint at blive siddende og slappe af, da hun ikke følte, at hun kunne meget andet end det lige i øjeblikket. Det eneste andet hun egentligt ønskede sig, det var at finde noget mand, og hun vidste, at hun ikke ville finde det i denne bygning.
Denjarna havde skam altid nydt at blive komplimenteret, så at han sagde, at hun havde en psykisk styrke der måtte beundre ham, blev hun ganske glad og tilfreds. Hun var dog ikke overrasket over det faktum, at den var til at se, da hendes styrke afspejlede sig i al det hun gav sig i kast med. Det var også den styrke, da havde bragt hende til den beslutning, at hun ønskede at blive mørkelver igen, og det var den der havde fået hende helskindet igennem hele processen. Let smilede hun til ham, som han igen pointerede den styrke ved hende. Snakken lod hun dog falde igen, som hun blot sad og sundede sig, indtil han henvendte sig til hende igen. Som hun beskrev den følelse, hun sad inde med, så hun nysgerrigt ned på ham, da hun ønskede at se, om det var godt eller skidt. Selv troede hun, at det havde lykkedes dem, men man kunne jo aldrig vide.. Da han så åbnede munden, lagde hun først mærke til, hvordan han igen tog formaliteterne i brug. Det næste hun lagde mærke til, var noget der efterlod hende med en sand lettelse i kroppen, for han sagde jo, at det havde været en succes, og at hun nok skulle komme sig. ”Det er en sand lettelse at høre, at det hele er ganske naturligt.. Jeg kan slet ikke fortælle Dem, hvor glad jeg er for, at De havde lyst til at yde mig denne fantastiske hjælp,” sagde hun mildt. Da han sagde, at hun burde søge efter noget føde, kunne hun ikke lade være med at se en anelse håbefuldt mod døren. Måtte hun gå? Hun vidste godt, at hun havde brug for noget hvile, men sulten i hende var helt hungrene, hvor hun bare ønskede at få lidt ned. Hendes blik faldt igen på Enrico. ”Kan De klare Dem selv, hvis jeg søger ud? Jeg bliver trods alt nødt til at gå lidt, for man kan ikke få andet end sprut her, og jeg tvivler på, at det vil gavne min situation,” sagde hun stille. ”Og hvis det er i orden, ønsker De så, at jeg vender tilbage til Dem eller er det her alt for nu?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var bestemt heller ikke fordi Enrico ønskede at skændes eller diskutere med denne Denjarna. Han havde gjort hende tjenesten, og det var selvfølgelig også noget som betød en del for ham, for før eller siden, så skulle han nok få tjenesten igen, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hvile var virkelig det eneste som han havde brug for lige nu, og så skulle han nok tage videre igen. Han brød sig generelt ikke om at ligge svækket på steder som det her, for han vidste hvor sårbar han var, og det var bestemt heller ikke en situation som han ønskede at lade nogen udnytte! Han var vigtig for landet og for Mattheus i hans kongedømme, og selvfølgelig ønskede han at stå der til den dag han selv skulle lægges i graven! ”Det ville jeg værdsætte,” endte han oprigtigt. Han havde bare brug for at hvile og slappe lidt af, lade eliksiren tage sin virkning, og så ville han straks søge videre igen. Det var vel heller ikke underligt, at han ikke kunne stole på nogen herude? Det kunne hurtigt gå hen og blive for farligt, og det var han på ingen måder interesseret i, om han ellers kunne blive fri for det!
Det forundrede ikke Enrico at Denjarna nød at blive komplimenteret, også selvom han nu mente det når han sagde det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han sukkede dæmpet som han roligt lagde sig til rette i sengen igen. Han var virkelig ved at være træt, men han var nu også sikker på at det var ved at være på tide at glide hvert til sit, men ikke desto mindre, så kunne han nu trygt love hende for, at det som hun beskrev for ham, var ting som han faktisk havde forestillet sig på forhånd ville ske, og det var noget som i den grad kun tydet godt for hans del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes reaktion morede ham en anelse, også selvom han nu heller ikke sagde noget til det uanset hvad, så var det nu bare sådan at det måtte være. ”Det glæder mig, at De valgte mig til at hjælpe Dem, Denjarna.. Det har ganske vidst været en udfordring for mig, men selv en som jeg, kan vokse med sådan en opgave,” forsikrede han hende roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at han direkte ønskede at fortælle hende, at han aldrig havde gjort dette før, og at det faktisk var hans første gang, en selv han skulle jo have sin forsøgskanin ikke sandt? Han vendte igen blikket træt mod hende. ”Jeg skal nok klare mig fra nu. Jeg vil sende besked efter Dem, når Deres tjeneste kan indfries.. Nyd Deres liv, Denjarna,” afsluttede han med et skævt smil på læben. Han var ganske vidst ikke for meget for at blive efterladt alene, så afkræftet som han var, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at nævne for hende, for han var bestemt ikke svag!

[Deleted]

Hvis Enrico bare ønskede at hvile sig i ro og fred, så var det det Denjarna ville give ham. Det undrede hende heller ikke, at han havde svært ved at finde hvile et sted som dette, da han trods alt var vant til andet. Han var kongelig rådgiver, og havde vidst været det i utroligt lang tid. Derfor måtte han også være en udsat mand, når han færdedes alene, samt det faktum, at han var vant til andre standarder, end hvad denne kro kunne bringe ham. Hun mente dog, at han var en smulet sippet, når det kom til det faktum, at han frygtede for sit ve og vel, for de befandt dem på et aflåst værelse, så hvem skulle komme lige netop derind? Hun kommenterede det dog ikke yderligere, da hun på ingen måde ønskede at skændes med ham. Begge var de jo trætte, samt han lige havde skænket hende en stor gave. Så følte hun ikke, at hun kunne tillade sig at bide af ham, skønt hun muligvis ikke var helt enig med ham. At de så også helt måtte nå til mødets afslutning, havde hun det fint med. Hun havde fået det, hun var kommet for, og hun var yderst tilfreds med resultatet! Som det stod lige nu, så havde hun heller ikke et problem med at give ham en tjeneste i gengæld, da han havde holdt sin del af aftalen. Desuden, så føltes hun også den hungrende sult i sig, så på den vis ønskede hun også at komme videre så hurtigt som muligt. Det levende i hende havde nemlig brug for mad, som hun ikke længere kunne bruge blodet til noget. ”Det vigtigste er, at det lykkedes.. Andet bedte jeg Dem heller ikke om,” sagde hun roligt. Hun havde set, at det havde krævet ufatteligt mange kræfter af ham, da han havde sat forvandlingen i gang. Hun måtte også indrømme, at der havde været et øjeblik, hvor hun havde frygtet, at det hele ville kolapse, men det havde heldigvis været en succes! Hun vidste ikke, at hun faktisk havde været den første, han havde genoplivet, og det var vel også meget heldigt.. Hun havde i hvert fald ikke gået til ham, hvis det havde stået klart for hende, da hun alligevel ikke ønskede at gamble med sit liv på den måde. At han så satte hende fri, trak hun let på smilet. ”Det har været en udsøgt fornøjelse at møde Dem, Enrico. Jeg vil ikke glemme, hvad De har gjort for mig.. De må hilse Hans Majestæt fra mig, næste gang De ser ham.. og indtil vi to ses igen, så må De have et godt liv,” sagde hun stilfærdigt. Hun lagde let en hånd på hans arm, som hun gav et blidt klem som en afsluttende gestus. Langsomt rejste hun sig fra sengen, hvor hun igen måtte mærke en smule hjertebanken, som hun kom i bevægelse igen. Hun kom dog op på benene, hvor hun bevægede sig over til væggen, hvor hendes kappe hang på en knage. Let fik hun den svunget om skuldrende, mens hendes blik måtte søge Enrico. ”Tak for denne gang.. De må have en god bedring,” sagde hun venligt, inden hun åbnede døren, som hun svandt ud af på sin jagt efter noget mad.

// Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var måske vant til finere finesser end hvad denne kro kunne tilbyde ham, men det var af andre grunde at han slet ikke ønskede at være der mere end det som var nødvendigt. Han frygtede ikke decideret for sit liv, men der var ikke nogen som kunne vide sig sikre i dagens Dvasias, så lang tid kongen reagerede som han gjorde, og det var en tanke som faktisk bekymrede ham. Han var faktisk bange for at det ville eskalere og blive værre, end det som det allerede måtte være i forvejen, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved i den anden ende, hvilket et sted var noget som direkte måtte irritere ham på alle måder endda! Han bed tænderne svagt sammen og vendte blikket en anelse op mod loftet, også mest for at finde den mulighed for at finde ro i kroppen, for det var noget som han selv havde brug for efterhånden, selvom det selvfølgelig ikke var nemt, når han ikke var i sine hjemlige omgivelser, hvor han i bund og grund, også følte sig tryggest – i nærheden af hans elskede Noelle, som han vidste ville ligge ved hans side, når hun endelig ville komme hjem igen. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han nikkede stille. ”Det gik, og det er jeg selvfølgelig frygtelig glad for,” endte han ganske ærligt. Der var trods alt heller ikke nogen grund til at lyve i hans øjne, også selvom han selvfølgelig ikke just ønskede at fortælle hende, at det var første gang han faktisk gjorde det.
Det hele gik mod sin ende, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan. Hun havde også brug for pludselig at skulle få stillet sin krops menneskelige behov, så det var faktisk noget som han havde den fulde forståelse for, også selvom det slet ikke var noget som han ville blande sig i, dersom han ellers kunne blive fri for det i den anden ende, s var det selvfølgelig bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Til vi ses igen, Denjarna. Jeg skal nok overbringe Hans Majestæt Deres besked, når jeg ser ham,” endte han ganske roligt og med en alvorlig og bestemt tone. Han kunne love hende at kongen nok skulle få hendes besked, også selvom han nok ville vælge at vente til kongen ville finde en mulig ro i sindet, end den som han havde lige nu. Som han så til at hun forlod ham, så blev han liggende kun for et kort øjeblik. Det kunne vel heller ikke være så slemt igen, kunne det? Han lukkede øjnene bare for et stille øjeblik, også selvom det faktisk resulterede i at han gled fuldkommen hen i den tiltrængte søvn, kun for at blive liggende. Kroppen havde brug for hvile, og den tog den i den grad, nu hvor den endelig havde muligheden for det, og han henlå i ro.

//Out