Blood and gold

[Deleted]

Aldrig i sit relativt lange liv havde Jonah set en kro som Desmodus. Men så havde han aldrig tilbragt specielt lang tid inde i Vampyrernes by, da han kun tidligere havde været derinde ved korte forhold, som aldrig holdt ham mere end nogle timer. Jonah var trods alt et menneske, og det ville være ekstremt dumdristigt at befinde sig i en by der yrede av vampyrer om natten. Så hvorfor befandt han sig nu foran hvad han formodede måtte være den største kro i hele Dvasias? Han smilede mismodigt for sig selv, inden han skubbede døren op, og blev mødt af den lystige musik fra bandet inde i kroen, lyden af ivrig snak og latter fra de mange borde omkring sig, lyden af glas og flasker som klirrede bag bardisken og den spredte flirten fra servitricerne til kroens stamkunder. Smilet om Jonahs læber voksede en anelse ved synet, mens han begav sig gennem krostuen og over mod bardisken, hvor der stadig var ledige stole. Han passerede et utal af væsner som straks slog ham som vampyrer – det var efterhånden blevet en vane for ham at identificere den slags væsner når han så tegn, og det var ikke så besværligt når de alle havde den samme blege hud, fejlfrie udseende, og, mest af alt, drak en tyktflydende rød væske fra vinglas, som han med det samme vidste hvad var.
Han slog han ned ved stolen og åndede tungt ud. Det føles som en halv evighed siden han sidst havde kunnet sidde ned og slappe af. Den sidste uges tid havde været et jag, med at opspore en eller anden varulv for en eller anden magiker der havde fået sin lærling myrdet. Jonah var ikke så optaget af navne; så længe han fik sin betaling efter en udført opgave, var han tilfreds. Og magikeren havde betalt godt for at få ulvens hoved serveret på et fad.
”Giv mig noget stærkt.” bad han bartenderen, da han kom frem og spurgte hvad den nyeste gæst ville have, hvorefter han efterlod nogle sølvmønter på bardisken. Bartenderen tog glædeligt imod betalingen og satte et glas whisky frem foran ham. Jonah smilede kort, og tog den første tår af drikken, som straks fik ham til at skære ansigt. Det brændte i halsen, men det var hvad han behøvede.
Sværdet i hans bælte og den blodplettede dublet i hærdet læder han bar lod til at have en afvisende effekt om sig, da servitricerne nøje sørgede for at undvige ham, til fordel for de andre, mere imødekommende gæster. Jonah smilede halvt opgivende for sig selv. Jeg er gammel nok til at være deres far, tænkte han stille, og kastede et sideblik mod en forbipasserende servitrice. Det var trods alt svært nok at bedømme en persons alder ud fra udseende, specielt i Vampyrernes by.

[Deleted]

Vampyrernes by var efterhånden vokset sig stor og ikke mindst smuk – I Alexanders øjne om ikke andet. Det havde ikke været nemt at opsætte byens grænser i forhold til det øvrige Dvasias, men det havde lykkes ham, samt det havde lykkes ham at få indført et eget codex med regler, som han stod som overhånd af. Den eneste som han var nødsaget til at rette sig ind efter, var det dvasianske kongehus, og så lang tid at samarbejdet gik som smurt, så var han ebstemt ikke den som skulle klage.
Frygtelig mange tanker gik igennem Alexanders tanker og sind, som han søgte ned mod Desmodus. Den store og prægtige kro som lå midt i byen – til dem som turde opsøge den om ikke andet, men dog af den grund, så var det et livligt sted. En temmelig ironisk tanke med tanke på, hvem der egentlig opholdt sig mest der af døde væsner. Tanken fik Alexander til at smile lidt, hvor de sylespidse tænder viste sig i hans mundviger. Efter mødet med Vladimir, så havde han mere eller mindre ligget søvnløs, for han vidste at det var en kommende krig, som han var nødt til at tage sig af på den ene eller den anden måde, selvom han frygtet at den mand desværre var blevet ham overlegen med tidernes løb, hvilket kun placerede ham i en frygtelig dum situation. Hans kære højrehånd Carmine var kendt med dette, da han vidste at den mand kunne slå fra sig, men Cassie derimod.. Det var straks en helt anden sag!
Dørene ind til Desmodus slog han op med et fast ryk med hånden, inden han trådte ind. Mest af alt, så en meget typisk entré for en af deres slags, selvom der var andre ting som hurtigt fik ham til at stoppe op, skønt der ikke just duftede dødt i kroen denne aften. En rynken antog i hans pande, som han lod de næsten gyldne øjne spejde sig igennem lokalet, skønt han ikke just kunne se hvad det var som havde bragt den direkte levende scent med ind på et sted som det her. ”Vi har vidst en levende iblandt os..” hvislede han med en lavmælt tone, som det mere var henvendt til ham selv end til de mange andre, skønt de ikke just så ud til at påvirke sig af netop den tankegang.
Alexander var frygtelig raceracistisk af sig, og det havde han altid været – med frygtelig god grund! Med de rolige skridt og den ranke ryg, så bevægede han sig op mod den tomme plads oppe ved baren. Hans skridt var afmålte, som han var en yderst målrettet mand. Han endte roligt med at tage plads – ganske tæt på den aldrende herre ved siden af sig. Han sniffede let i luften igen. ”Jeg formoder det er Deres duft jeg opfanger i lokalet… Hvem er De?” endte han ganske roligt, som han vendte blikket næsten uhyggelig langsomt mod denne mand. Hvem han var, vidste han ikke, men i tilfælde af Vladimir havde sendt ham, så var han yderst påpasselig!

[Deleted]

Lyden af døren der blev skubbet op var ikke noget Jonah havde lagt specielt meget mærke til. Allerede i tiden der gik mellem da han ankom, til greven ankom, havde der været flere vampyrer der havde forladt og ankommet til kroen på nøjagtig samme manér. Han havde passet sine egne sager, og holdt så lav profil som overhovedet muligt. Ikke at det vil redde dit skind, mindede han sig selv om med et kvalt suk. De kan lugte livet i dig. Selv i en gammel hejre som dig. Han måtte smile stille for sig selv, og tømte sit glas i tide til at pladsen ved siden af ham blev taget, og hans blik blev draget mod vampyren som talte til ham. I Jonahs branche var det altid en fordel at kende til adelen i alle landene, og skønt han ikke vidste meget om vampyrgreven, vidste han nok til at genkende ham ud fra udseende. Han satte det tomme glas fra sig på disken uden at trække blikket fra greven. Han vidste bedre end at sænke paraden overfor en vampyr, men når han stod overfor selve greven, herren over byen, var han desto mere påpasselig.
”Mit navn er Jonah, Deres grevskab.” svarede han i en rolig tone, og lod blikket løbe over vampyrens ansigt. Vampyrer havde det med at være uforudsigbare, og skønt Jonah havde levet bemærkelsesværdigt længe for et menneske, havde han ikke meget lyst til at ende sig liv endnu. ”Deres næse svigter Dem ikke. Jeg kommer ikke til at være her længe, så min lugt vil snart forlade Deres prægtige by.” Der var ingen sarkasme over Jonahs ord; kun en undertone af respekt og høflighed. Som menneske kunne han ikke tillade sig at se ned på de øvrige racer, hvor hans egen befandt sig nederst på rangstigen. Han havde for længst accepteret det faktum, og erfaret fordelen ved at behandle enhver person af anden herkomst end hans egen, med den respekt de mente de fortjente. Og i og med at vampyren overfor ham var greve, var det en påpasselig mængde respekt han måtte vise ham.
Han betragtede ham nøje i de næste par sekunder. Greven udstrålede ligefrem en autoritet, og det gik op for ham hvordan de blev betragtet af vampyrerne omkring dem – og specielt hvordan et par af servitricerne der passerede dem kastede et ekstra langt blik mod greven. Intet under, kommenterede han i sit indre. ”Jeg er blot en simpel lejesoldat som havde brug for lidt til halsen før jeg drager videre. Jeg kommer ikke til at give Dem problemer.” forsikrede han ham. Det passede også. Han var nødt til at holde sig på benene, før hans krop huskede hvor gammel han efterhånden var blevet. Og han tjente intet ved at sidde i krostuer og tømme glas.

[Deleted]

Desmodus var efterhånden ved at blive et populært sted, selvom det ikke var noget som gjorde Alexander det mindste, for det holdt jo bare gang i forretningerne for vampyrernes eget samfund. Nu hvor de mere eller mindre havde løsrevet sig fra det øvrige af Dvasias, så måtte de jo trods alt tænke i lidt andre baner end hvad det resterende land måtte gøre det. Alexander var dog af den grund, en god forretningsmand, som han havde lært meget af det på den hårde måde; Simpelt ved at prøve og fejle, og nu hvor han stod som greve og fyrste af den mægtige og ædle race af vampyrer, så vidste han at der ikke var plads til de fejl og prøvelser!
Pladsen tog Alexander roligt ved siden af den aldrende herre. Selv med den fortid som han forsøgte at lægge bag sig, så kunne man nærmest mærke fordommene mod det levende prikke til huden, som det ønskede at komme frem og til udtryk, som et brændende inferno følte han i det indre, også selvom han vidste, at han som fyrste og greve, stod som en repræsentant for Dvasias, og selvfølgelig ønskede han at vise det fra sin bedste side, for han kunne faktisk godt opføre sig anstændigt! Den aldrende herres tiltale, var noget som dog måtte falde i god jord ved Alexander, som hans blik forblev hvilende på ham med en direkte kold og tom mine. Han var et dødt væsen både i det indre og det ydre, hvor den blege hud tydeligt viste den manglende varme i krop, sind og sjæl. ”Udmærket,” begyndte han roligt med en stemme som kun tydede på den tilfredshed som han sad igen med. Han slap langt om længe manden med blikket – vel også et tegn til at han ikke direkte ønskede ham noget ondt. Han havde problemer nok som det var i forvejen, og han var nødt til at gøre noget med det, før det kogte over for alvor, for han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid!
De lange negle trak Alexander roligt over den slidte bordplade, som efterhånden havde været udsat for lidt af hvert, som han selv aflagde en bestilling på et glad blod ved bartenderen som hurtigt hastet ham i møde. At lade greven vente, var bestemt ikke en måde, hvorpå man viste sig fra sin bedste side. Hvad den aldrende herre fortalte ham, var noget som hurtigt fik ham til at vende blikket mod ham igen. ”En lejesoldat siger De..?” Hånden hævede han, som han gned sin kæbe med en yderst tænkende mine. Det var vel en som kunne hjælpe ham med hans lille.. problem? Han sendte ham en fast mine – ikke med vilje. Det var bare hvad der lå mest naturligt til ham. ”Er De på en opgave, eller søger De en?” spurgte han sagte, hvor det vel lige så var tydeligt at han vakte greven en nysgerrighed? I sig selv, en nysgerrighed som frygtelig sjældent lod sig komme til udtryk.

[Deleted]

Jonah sørgede omhyggeligt for hverken at sige eller gøre noget som kunne falde i dårlig jord hos greven. En ting var at han sad i et rum omgivet af blodsugende vampyrer, som ganske vist kunne overmande ham på få sekunder. En helt anden var at få selve greven på nakken. Om ikke andet ville det være en beskyttelse for ham, hvis greven lod til at ønske ham i live – hvilket havde været grunden til at han havde nævnt sin profession. Det ville være yderst dumdristigt af ham at fortælle hvad han var uden at tænke over det. Hvad hvis han ved en senere anledning ville have fået en opgave som gik ud på at nedlægge greven, og greven vidste hvad han gjorde? Det ville blive hans død. Han ventede med bankende hjerte, mens det så ud til at greven tænkte. Hans ord måtte have ramt den rigtige node; greven lod i hvert fald til at have genvundet en interesse i samtalen, da han nævnte hans yrke. Ud fra øjenkrogen fulgte han nøje med på aktiviteten omkring sig, noget som i sig selv var blevet en vane for ham. Som menneske kunne Jonah aldrig rigtig føle sig tryg, medmindre han var omgivet af andre mennesker. Noget som desværre var ved at blive en mangelvare i disse tider.
”Havde De spurgt mig for få timer siden, ville jeg have været i gang med en opgave.” svarede han langsomt, som han overvejede sine ord nøje. Det kunne tyde på at greven havde brug for hans tjenester, så det ville altid gavne ham hvis han kunne give udtryk for at han faktisk havde tjenester at udføre. Han vovede sig til at smile smalt; et næsten ikke-eksisterende smil, men han tvivlede ikke på at greven ville være i stand til at bemærke muskeltrækningen i hans mundvige. ”Men det er længe siden jeg har udført tjenester for en mand af Deres herkomst, herre greve. Som regel plejer de at ville tage sig af deres egne problemer, hellere end at betale folk som mig for at udføre dem.” Hans ord havde haft en tankefuld undertone, mens han havde betragtet greven. ”Men en mand som mig har ikke råd til at afse potentielle opgaver, og specielt ikke fra en mand som Dem. Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte han lavt. Han var mere end klar over at det kunne lønne sig at tale i dæmpede toner, når samtalen bevægede sig ind på en opgave. Det kunne være hvad som helst, om hvem som helst. Jonah havde før i tiden fået et utal af opgaver, der strækkede sig fra redningsmissioner til mord. Og vampyrer sendte sjældent lejesoldater ud for at redde nogen.

[Deleted]

I den givende situation, så var det helt klart Alexander som sad med den endelige beslutning med henblik på hvad der egentlig skulle ske med den aldrende herre som han sad overfor. Han havde dog respekt for livet, velvidende om at det ikke var en andel som han kunne tage nogen del i nogensinde. At manden valgte at afsløre sin profession, fik kun Alexander til at tænke tingene nøje igennem, for det var vel noget som han godt kunne bruge? Selvom han nu ikke havde den største tiltro til andre væsner end hans egen slags, af åbenlyse grunde. Snakken gik om en kommende borgerkrig mellem vampyrer, dæmoner og warlocks, og det var helst en som han ønskede at holde sig ude fra, og racen specielt, for som det stod lige nu, så var han slet ikke interesseret i at gå i strid på den måde! Han havde for mange ting at tage sig af, og hvis denne mand var en lejesoldat som han påstod at han var, så var det så sandelig noget som han var nødt til at se mere an.
Af hvad Alexander kunne tyde, så havde denne mand netop været ude på en opgave, hvilket selvfølgelig gjorde ham nysgerrig. Dette var dog noget som han måtte holde igen, også for at fremstå anstændigt, for han var en mand som mange havde blik på – såsom nu, hvor han vidste, at de var under nøje observation af de resterende som befandt sig i kroen. Tænkende gled de lange fingre over hans hage, inden han roligt rettede sig op. Manden havde skam hans fulde interesse. ”Interessant,” endte han tydeligt tænkende. Ikke fordi at der var nogen begejstring, såvel so det stik modsatte at spore i hans stemme, som den var temmelig toneløs og forladt. Han nikkede roligt mod ham, som han vendte sig mod hans glas blod som langt om længe blev serveret. Han lod roligt de slanke fingre lukke sig om glasset, som han førte til læberne. Han sniffede til det; Engel. Perfekt! Han tog en tår, lod det køre lidt rundt mellem tænderne, inden han sank det. Glasset klingede let mod bordet igen. ”Jeg foretrækker at ordne mine problemer på egen hånd, men selv for en som jeg, er der visse problemer som vokser over hovedet,” påpegede han ganske sigende. Ja, et sted kunne man vel sige at denne mand fungerede som en lejemorder? Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for det var lige hvad han havde brug for! ”Jeg har et personligt problem, som jeg sikkert burde have taget mig af for længe siden, min herre.. Hvad kan jeg kalde Dem?” fortsatte han ganske sigende. Han ville finde ud af helt præcist hvad det var, han havde for hænde i denne stund, velvidende om at dette var noget som snildt kunne komme til at koste ham frygtelig dyrt i den anden ende, dersom han tog fejl af denne mand!

[Deleted]

Jonah havde næsten holdt vejret i tiden der gik mens greven havde set ud til at tænke over hvad han havde fortalt. Han havde nok en gang kastet et granskende blik på vampyrerne omkring sig, velvidende at det mindste fejltrin ville betyde enden for ham. Han havde stadig nogle gode år tilbage at leve; så længe han havde styrken til at bære sit sværd, ville Jonah ikke bukke under.
Hans fokus vendte dog tilbage til greven, da han lod til at finde en interesse i hans tilbud, og selv begyndte at fortælle om problemet han havde. Selvom at det ikke ligefrem var en klar beskrivelse af hvad det var. Men Jonah kunne ikke rigtig bebrejde ham; for en greve var det farligt at snakke om den slags åbent ud. Enhver i kroen kunne være en informant for personen greven havde i tankerne, så han ville give greven ret i at det var bedst at holde det så diskræt som overhovedet muligt.
”De kan bare kalde mig Jonah.” svarede han roligt. ”De behøver ikke sige ’De’ til mig, herre greve. Jeg har ingen tittel eller rang, eller race for den sags skyld, som giver mig ret til at få en greve til at tiltale mig som en ligemand.” Han smilede et smalt, bittert smil. Men det var en sandhed Jonah havde indset for mange år siden. Som menneske kunne han ikke forvente respekt fra de øvrige racer, så selv hvis det blev vist, var det nemmeste som regel at afvise det, og gå til det han var vant til. ”Jeg kan sikkert hjælpe Dem med Deres problem. Men jeg vil anbefale for Dem ikke at tale for højt om det her.” Det var som regel noget som arbejdsgiverne allerede havde taget højde for, eller i det mindste var klar over, men Jonah gjorde vane af altid at komme med den slags råd før hans opgave blev ham givet. Det involverede trods alt en ligeså stor risiko for ham selv som selve arbejdsgiveren, og specielt når han havde med en greves problem at gøre. Hvis en greve havde et problem med en anden person, måtte denne person være temmelig bestemt på ikke at blive stoppet i hvad han eller hun end gjorde. Sådan en tankegang kunne meget nemt ende med Jonahs hoved på et fad. Han skar ansigt ved tanken, og kastede et mistænksomt blik rundt. Han brød sig ikke om alle vampyrerne der betragtede dem. ”Det vil være tryggest for os begge at diskutere det under fire øjne. Jo færre som lytter, jo bedre.” mumlede han lavmælt.

[Deleted]

Den mindste fejl ville snildt kunne føre til enden for denne mand, men såfremt Alexander ikke var helt enig, så var der ikke nogen som turde handle mod deres leders og fyrstes ønske. I så fald, ville der først for alvor falde brænde ned, og det var slet ikke noget som nogen var videre interesseret i! Han måtte dog alligevel give denne ældre herre, at han havde vækket en oldgammel interesse. En form for interesse, som han ikke havde regnet med at skulle føle eller opleve nogensinde igen, skønt det ikke var noget som havde set nogen overflade i årevis. De gyldne øjne gled direkte mod hans skikkelse, som han let kneb øjnene sammen. Tungen strøg han let over sine læber i en tydeligt tænkende mine. Denne mand var en som han faktisk søgte efter.. en som havde de evner og de talenter og forhåbentligvis kunne hjælpe ham med hans.. lille problem. Lille i den forstand, også selvom det sikkert var noget af en underdrivelse, for Vladimir var ikke en som man bare skulle kaste sig i strid med!
Jonah… Alexander smagte lidt på navnet, også selvom det nu alligevel klingede godt for ham. Han vendte blikket ganske roligt mod ham endnu en gang, som han afviste hans fornemme tiltale. Han var en respektabel mand, som faktisk havde en vis respekt for livet, selvom det var noget som faktisk kom temmelig sjældent til udtryk. ”Åh tro mig, Jonah.. Jeg betegner dig på ingen måde som en ligemand.. Men om du ønsker at omtales som en normal borger, så skal jeg indfri det ønske,” endte han ganske stilfærdigt.
Alexander ønskede faktisk at præsentere hans problem for denne Jonah, selvom stedet på ingen måder måtte være det rette. Alt for mange kunne høre dem, og specielt på et sted som det her, skønt det ikke just gjorde det bedre. Vampyrens skærpede sanser var bestemt heller ikke altid en hjælp, men ikke desto mindre så var det hele nødt til at falde godt til i jorden for ham. Han nikkede. ”Jeg regnede skam ikke med at præsentere min problemstilling for dig her, Jonah.. Jeg har brug for at snakke med dig under fire øjne.. Hvis det er en opgave som du selvfølgelig er interesseret i at ordne for mig?” fortsatte han roligt, som han igen vendte blikket alvorligt mod ham. Han hævede roligt glasset til sine læber, hvor han lod væsken glide igennem svælget, til det var tømt, kun for at lade det klirre mod bordet endnu en gang. De var vel færdige her nu?

[Deleted]

Endnu var Jonah meget forsigtig med hvad han sagde og gjorde. Han havde ingen intentioner om at havne i et slagsmål i en kro spækket med vampyrer. Selv i hans yngre dage ville sådan en tanke have sendt kuldegysninger ned ad ryggen på ham. Det ville være en kamp der hurtigt ville være overstået, og det ville ikke være ham der ville være den sejrende. Ikke dengang, og langt mindre nu. Han kunne se hvordan tandhjulene drejede i fyrstens hoved, og selv inden vampyren gav sit endelige svar, var Jonah sikker på at han havde en ny opgave foran sig. Hvorfor skulle fyrsten ellers have lagt op til hele samtalen, hvis ikke for at bede om hans tjenester? Med det sagt, var det dog ikke sikkert at Jonah ville påtage sig opgaven. Den kunne være for risikabel til at han ville sætte sit liv til det. Den kunne være for meningsløs. Der var flere grunde til at han ikke kunne påtage sig en opgave, men langt flere til at tage den. Den fremste var nok at han havde brug for guldet det ville give ham.
”En mand som jeg er altid interesseret.” svarede han dæmpet, og tømte sit eget glas og satte det fra sig på bardisken. ”Om jeg påtager mig Deres opgave er desværre en helt anden sag. Jeg venter altid med at give et klart svar indtil jeg har hørt hvad opgaven går ud på.” Han sendte vampyren et sigende smil. Det var temmelig tydeligt at ingen af dem havde lyst til at komme ud fra denne handel som en snydt mand. Det kunne næsten kun være en blodig affære, hvad fyrsten end havde i tankerne at få ham til at gøre. Han havde sjældent været ude for en vampyr der ikke havde blodtørst i tankerne. Han mindedes engang at blive bedt om at skaffe en nymfe til en velstående vampyrherre, simpelthen fordi han havde lyst til nymfeblod. Det var en af de opgaver Jonah havde afvist, og var gået fra. ”Hvor vil De foretrække at tale? Alt er bedre end herinde, vil jeg mene.” Han kastede et granskende blik rundt omkring sig nok en gang. Han brød sig ikke om måden han blev kigget på. Det kunne meget vel virke som om fyrstens interesse i ham var det eneste der holdt ham i live der og da. Måske ville det være smart at tage hans opgave, ligemegt hvad. Han skar en grimasse, inden han lod blikket falde vurderende tilbage på vampyrfyrsten. I sidste ende var det svært at bedømme hvem af dem der havde kommandoen i denne situation.

[Deleted]

Det var kun til Jonahs held, at det var fyrsten som sad ved hans side, da det afholdt de andre fra at gøre noget, som man senere ville fortryde. Han var måske ganske passiv hvad angik at lede et folk og en hel race under deres egne regler, men han havde ikke nogen grund til at træde i karakter overfor andre end dem, som det faktisk var nødvendigt overfor. Tankerne løb løbsk i hans tanker. Hvorvidt om denne mand kunne hjælpe ham med hans store problem, vidste han faktisk ikke helt, men han var nødt til at handle, og problemerne, var ikke altid nogen som man kunne handskes med på egen hånd. Som lejesoldat var Jonah vel også vant til lidt af hvert? Vant til pressede situationer.. Desuden var det heller ikke altid til at vide, om Vladimir ville se på en aldrende mand og menneske, som en trussel, men man kunne jo trods alt aldrig vide.
”Jeg yder skam forståelsen, for at du vil sættes ind i problemstillingen, Jonah,” begyndte han med en ganske rolig stemme. Han nægtet at gå fra situationen som en snydt mand, men af den grund, så var han bestemt heller ikke bleg for at betale hvad det nu skulle kræve af ham for at få den opgave løst, for Vladimir var en trussel – ikke bare for vampyrerne, men for alle andre, hvis det var hvad han ville, og det var ikke en risiko som han ville løbe. At alle steder end dette var oplagt til samtalen, måtte fyrsten dog give ham ret i. At han skulle give et menneske ret, var i sig selv, ikke en tanke som han var meget for, men det var vel bare at erkende, at de havde fornuftige ting at sige til tider? Noget måtte de jo have, eftersom de stadig formåede at holde sig i live, i det magiske og overnaturlige samfund. ”Kom. Tag en gåtur med mig..” Det var ikke just fordi at han gav manden et valg, som han selv rejste sig med en ynde, som næsten kun måtte være forbeholdt vampyrerne. Med lette bevægelser, rullede han skuldrene på plads, kun for at kaste de gyldne øjne i retningen af Jonas med en yderst stålfast mine. ”Vi tager den udenfor..” Med de ord, så vendte han blot om på hælen, og søgte roligt i retningen af døren i stedet for. Selvfølgelig med en forventning om at Jonah ville sætte efter ham, så de kunne finde ud af det. Han håbede selvfølgelig at dette gik præcist efter hans hoved. Desuden var stedet her nok ikke det bedste for Jonah at være alene.. Så snart fyrsten ville være ude af døren, ville vampyrerne være over ham og med loven på deres side, så kunne han intet stille op.

[Deleted]

Det var ingen overraskelse at fyrsten forstod stillingen Jonah stod i. Han havde altid haft den opfattelse at vampyrerne var en intelligent race, om end temmelig fordomsfulde. Men fyrsten var åbenbart ikke fordomsfuld i samme grader som hans brødre og søstre, som ved langt de fleste omstændigheder ville have taget afstand fra ham, hvis de ikke bare dræbte ham på stedet. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Han smilede let for sig selv, og tøvede derefter ikke med at følge efter fyrsten. Han holdt en hånd klar ved skeden, klar til trække sværdet hvis det skulle være nødvendigt. Ikke at det var særlig sandsynligt; enhver vampyr i kroen der stadig var ved sine fulde fem, burde kunne lære på deres adfærd at fyrsten havde ærinder at udføre med Jonah. Og Jonah var ganske sikker på at de fleste vampyrer ville se sig kloge i ikke at skade en mand som fyrsten kunne have brug for. Han havde hørt mange historier om vampyrernes temperament, og det ville ikke overraske ham hvis en vampyr, overrumplet af blodtørst, ville ende som en bunke støv på gulvet for at have trodset sin fyrste.
Selvom at Jonah fulgte med på vampyrerne omkring sig ud fra øjenkrogen, sørgede han også for at holde et vågent øje med fyrsten selv. Han var nødt til at beskytte sig selv på alle fronter, og på den måde kunne man måske identificere ham som en smule paranoid. Ikke at det var specielt negativ i hans profession. Faktisk var det en kvalitet som ved mere end én anledning havde reddet hans liv tidligere. Det var ikke sjældent at hans arbejdsgivere havde hyret ham for at udføre en tjeneste, og som så havde været for grådige til at betale ham for det. Og hvad er den nemmeste måde at undgå en betaling? Naturligvis at dræbe arbejderen.
Så snart de var ude af kroen og indenfor relativt trygge omgivelser, vendte Jonah sin fulde opmærksomhed mod fyrsten. Hans hånd hvilede endnu ved sværdet i hans bælte, men der var ingenting i hans kropssprog som tydede på at han ville bruge sit sværd mod fyrsten.
”Hvad kan jeg så hjælpe Dem med?” spurgte han direkte. Jonah var ikke meget af en person til at gå udenom grøden. Han gik heller ikke ud fra at fyrsten selv havde meget tid at spilde, så de ville mest sandsynligt begge to gavne på at få opgaven givet og udført så hurtigt som muligt. ”Jeg kan kun gå ud fra det er en risikabel opgave De har i tankerne. Fyrster plejer sjældent at bede om hjælp til harmløse ting.” indskød han sigende. Det kunne kun være en opgave der krævede meget af ham. Det var den slags opgaver han holdt mest af.

[Deleted]

Mange tog fejl af fyrsten, da Alexander faktisk var en mand fyldt med fordomme, selvom der faktisk var reelle grunde til at han gjorde sig netop disse tanker. Ikke desto mindre, så var det ikke en sag som han ønskede at diskutere med Jonah, da han slet ikke så nogen grund til dette. Tvært imod, så var det ganske andre ting som de skulle have på plads. Alexander var dog en intelligent mand, og selvfølgelig ønskede selv han at have sine forsikringer på plads hvad dette angik. Ikke desto mindre, ås var han ikke en mand som ønskede at blive taget ved næsen, og det var noget som denne kære Jonah nok skulle finde ud af på et tidspunkt.
Selvom det allerede var kendt for Alexander, at han kunne slå Jonah ihjel bare ved at handle med en enkelt handling, så var det faktisk ikke noget som han var interesseret i – lige nu om ikke andet. Det var jo ikke til at sige, hvordan det ville forandre sig, og hvordan det ville blive, dersom han ikke fik det helt præcist som det han ville have. Hans mine forblev iskold og yderst fattet, som hans blik gled mod Jonah ved hans side. At manden var påpasselig, var nu ikke noget som han tog sig af, for det var forståeligt. End ikke alene i Dvasias kunen man vide sig sikker efterhånden. Ej heller fyrsten selv.
Ved lyden af Jonahs stemme, vendte Alexander blikket mod ham igen.. næsten skræmmende langsomt. De gyldne øjne gled direkte mod hans skikkelse. Selv han måtte erkende, at det til tider kunne være hårdt at modstå lyden af et bankende hjerte, da han selv var så præget af dyret, og at det slet ikke stod til han naturligt at lade levende væsner gå, hvis ikke han selv havde en frygtelig god grund til det. ”Jeg er ikke en mand af små situationer. De små kan jeg sagtens tage mig af på egen hånd. Det som jeg ønsker af dig, Jonah er en hjælpende hånd med et problem, som jeg ej vil udsætte mine egne for,” påpegede han med en yderst kortfattet tone. Han kunne mæske godt virke som en yderst hård og kontakt fyrste, men hans egen race.. hans brødre og søstre, var faktisk dem som han satte højst, og det var uden det mindste tøven. ”Jeg ved ikke hvor meget du er kendt med de forsøg min art, som vi blev udsat for, for frygtelig mange år siden?” spurgte han med en helt anden undertone. Selv han havde været udsat for mange af dem, og han var på ingen måder stolt af dette!

[Deleted]

Jonah sørgede omhyggeligt for at holde trit med vampyrfyrstens lange skridt. Der var noget med vampyrernes væremåde, der nærmest udstrålede den autoritet der nærmest alle sammen lod til at kræve, skønt det kun var få af dem der faktisk fortjente det. Der var dog ingen tvivl om at fyrsten var en af de få. Han tænkte nøje over hvad han blev fortalt, og nikkede tavst. En hjælpende hånd… Det var trods alt i udgangspunktet alt Jonah var i en sådan situation; en hånd der kunne tage sig af det beskidte arbejde som hans arbejdsgiver af enten den ene eller den anden grund ikke selv kunne tage sig af. Om det så var for at beskytte sit navn og rygte, eller fordi han ikke ville udsætte sig selv for den risiko, spurgte Jonah ikke ind til. Jo mindre han kendte til arbejdsgiveren selv, jo bedre. Med det sagt, var der alligevel vigtige ting han var nødt til at få svar på, før han accepterede opgaven.
”Forsøg?” Han rynkede brynene, noget der kun fik hans aldrende ansigt til at se desto ældre ud. Han kunne ikke huske at have hørt noget omkring forsøg der blev udført på vampyrer – men så var det heller ikke den slags han tog sig af, når han rejste rundt i landet. Han sørgede kun for at få opsnappet de vigtigste ting: hvem var blevet udnævnt til en vigtig post; hvilke vigtige personer var gået bort eller dræbt; hvem hersker i landet. Det var den slags spørgsmål Jonah fokuserede mest på. ”Jeg kan desværre ikke påstå at jeg kender noget til disse forsøg, fyrste.” svarede han sandfærdigt. Det var altid bedre end at være ærlig omkring uvidenhed, end at lyve om kundskab. Om ikke andet, skulle der ikke et geni til for at regne ud at disse forsøg fyrsten talte om, havde noget at gøre med opgaven han havde tænkt sig at give Jonah, så han ville gøre klogt i at få det fortalt. ”Min kundskab omkring Deres art er desværre begrænset. Jeg kender måske mere til jer end hvad et normalt menneske ville, men jeg ved langt mindre end I selv gør. Jeg vidste ikke at man kunne udføre forsøg på jer, som sådan.” indrømmede han da han nok en gang vendte blikket mod fyrsten. Det var umådelig svært at holde øjenkontakt med fyrstens gyldne øjne, hvor Jonah næsten var sikker på at han kunne se det vilde dyr der lurede lige under huden. Hvad han ville give, for at have evnen til at stilne sit bankende hjerte, og undgå at vække fyrstens sult. ”Hvad går disse forsøg ud på?”

[Deleted]

Alexander var en mand som vidste hvordan han skulle begå sig. Han var en rolig mand, men samtidig viste han vel også hvad han ville have? Han var autoritær, og man var bestemt heller ikke i tvivl om at han var en betydningsfuld mand. De gyldne øjne gled direkte tilbage til Jonahs skikkelse. Han var ganske uvidende af en mand med den betydning at være, selvom han vel heller ikke kunne regne med andet fra et simpelt menneske? Det var nu ikke en historie som han havde noget imod at fortælle. En ganske anden sag var jo hvordan det selv havde påvirket ham som person og den måde som han selv styrede en race for fremtiden.
”Udmærket,” begyndte han roligt, med en snert af utilfredshed i stemmen. At vade direkte ind i løvens hule på den måde han havde gjort det, burde han vide at frygtelig mange, og specielt af de ældre var yderst fordomsfulde overfor andre udefra. Han rettede sig op, inden han ganske let vendte blikket frem for sig igen. ”Jeg ved ikke hvad du kender til af det dyriske væsen vampyren består af, så vi starter i det grundlæggende; vi lever af blod og har hvad mange vil kalde for et evigt liv. Det evige liv fascinerede mange for frygtelig mange år siden. Jeg selv er blevet skabt som en del af et eksperiment af mange.. Frygtelig mange, kan jeg fortælle dig. Vi blev udsultet, pint med sollys, tortureret med blod fra døde væsner. Det kostede mange af os i længden. Vi var visse som formåede at slippe fra det sted med ar på krop og sind. Min højre hånd, min bedste kammerat og jeg.. Jeg ønsker at de skal slå min bedste kammerat ihjel.. Han er for stor en trussel for mig,” endte han med en ganske kortfattet stemme, også selv på trods af at han mente det. Han stoppede roligt op, som han vendte sig mod ham. Hans bedste ven havde været Vladimir, hvor Carmine fremstod som hans højre hånd. Uden den mand, så havde han virkelig været ude, hvor han ikke var i stand til at bunde. Vladimir derimod var ham en for stor trussel, som han ikke kunne vende ryggen til, og han var nødt til at få noget gjort ved det!

[Deleted]

Måske ville andre have været overrasket eller chokeret over vampyrfyrstens krav, men Jonah var efterhånden blevet vant til alle mulige ønsker omkring hvem der skulle slås ihjel. Han havde fået mange grundelag for det, og til tider var det fakisk ikke en dårlig grund de gav, til at en nær ven eller slægtning skulle lade livet. Alligevel betragtede Jonah fyrsten med et tankefuldt blik i lange sekunder, mens han gennemgik hvad han var blevet fortalt. Det var ikke uden risiko. En person som Alexander ville næppe se en svagelig vampyr, eller en vampyr af lav status som sin bedste kammerat, så det ville uden tvivl være risikabelt for ham at slå ham ihjel. Med det sagt, var det bestemt ikke umuligt. Og Jonah havde sat sit liv på spil mange gange før i løbet af hans liv, og hvis han endelig skulle ende med at lade livet, ville han foretrække at det skulle være med sværdet i hånden, i en blodig kamp til døden. Hvem Alexanders kammerat end var, var det ikke usandsynligt at det ville være sådan en kamp. Det var meget tvivlsomt at han bare ville lade Jonah dræbe ham uden videre.
”Hvorfor skal han dø?” spurgte han med en kølig ro i stemmen, da han selv stoppede op og sendte fyrsten et afmålt blik. ”Deres ven, hvorfor er han en trussel for Dem? Og hvilken rolle spiller det i hvad De fortalte om forsøgene De blev udsat for?” Jonah ville lyve, hvis han påstod at han ikke var nysgerrig. Men så vidt han kunne tolke hvad fyrsten havde fortalt, var både han og hans kammerat blevet udsat for disse forsøg, så han kunne ikke rigtigt se hvordan forsøgene endte med at blive en del af begrundelsen. ”Jeg hælder mod at acceptere Deres anmodning, fyrste, men De forstår nok at jeg selv løber en risiko for dette. Ingen mængde guld kan få mig til at udsætte mit liv for en sag der ikke vil gøre en forskel.”