Just a minor setback

[Deleted]

Selv i det falmende dagslys virkede søen sort og truende. Men det generede ikke Evangeline. Hun var flygtet fra en nærtliggende by efter at være kommet og at toppes med en tøs der havde haft ejerfornemmelser over for en fyr. Evangeline havde ikke gidet at lægge sig ud med nogle og var forduftet så hurtigt det havde været muligt.
Så nu gik hun nogle meter fra de gifte sorte vand. Hun havde tætsiddende sorte bukser på, der fremvise hendes lange ben. Der ud over havde hun en løs sort trøje på. For folk langt væk var det eneste der ville springe i øjnene hendes lange flammende røde hår. Men når man kom tættere på ville hendes overnaturlige skønhed være alt overskyggende. Hun havde høje kindben, gnistrende grønne øjne, lange ben og en rimelig barm. Hendes hud var fejlfri og gylden.
Det var da også det der havde ledt hende i problemer med en mindre køn farmer kvinde i byen. Hun gik og overbeviste sig selv om at hun kunne have taget hende. Et sejers rigt smil sad allerede på hendes læber i det hun forstillede sig hvordan hun ville have knust den stakkels menneskekvinde. Også selvom at realiteten måske ville have været en anden, og hun igen ville være kommet til at brænde et eller andet ned som sidste udvej!

Langsomt løftede hun blikket mod himlen mens hun stoppede op. Hun foldede hænderne under barmen mens hun betragtede de sidste gyldne stråler fra en sikkert køn solnedgang. Ikke at hun ville kunne se den her fra alligevel – selv himlen virkede mere grå og mørk her end alle andre steder.
Hun havde aldrig sådan rigtig været ved søen før – hun havde hørt en del om den, og om dens giftige vand. Men hun havde jo ikke tænkt sig at drikke det, eller bade i det. Det var bare det perfekte sted at gemme sig, til hun fandt ud af hvor hun nu skulle rejse hen. Hun mærkede et minimalt behov for selskab, så længe havde det ikke varet før den blonde tøs havde forstyrret hende så hun havde langtfra fået sit selskabelige behov stillet. Men der var vel ingen chance for at nogle ville finde deres vej her ned, til dette mørke og farlige sted?

[Deleted]

Solnedgangen var ikke noget som Konstantin bed den største mærke i, eftersom han gik i sine egne tanker. Sidst han havde søgt ud, havde han haft brækkede ribben og var stødt på en magisk vampyr, som faktisk havde taget hans liv, men takket være hans slægtsring, der var magisk, havde han overlevet. Han var derfor også påpasselig denne gang hvor han gik ude, hvor solen snart var ved at gå ned, denne gang bar han dog ingen brækkede ribben, han var frisk som en havørn, så denne gang kunne han godt kæmpe, hvis han stødte på modstand, hvor han bestemt heller ikke var nogen svag warlock, for han var tværtimod en af de ældste! Derfor måtte det også irritere ham noget så grænseløst at han havde tabt til en blodsuger. Skulle han dog dø denne gang, så ville han også forblive i graven, for hans slægtsring havde han givet til sin trolovede, der gik derhjemme. Malisha havde mistet sin magi efter at have angrebet Procias, hvor dronningen af landet havde frataget Malisha sin magi og knust den for øjnene af hende. Han selv havde fundet Malisha i en hule, hvor hun havde gemt sig, og nu havde han bragt hende med hjem. Han havde dog valgt at søge ud, da han havde brug for noget frisk luft. Kvindens depression var noget som næsten måtte smitte af på ham, og han havde tilbudt hende at tage hende med, men hun havde afslået og han vidste at hun måtte misunde ham, men bare fordi hun havde mistet sin magi, var det ikke ensbetydende med at hun var svag og forsvarsløs, hvor han jo også var der til at beskytte hende.
Hænderne stak Konstantin roligt ned i sine lommer på de sorte fløjlsbukser, hvor han bar en matchende habitjakke, hvor man kunne ane en hvid skjorte indenunder. Han var hertug af Dvasias og havde været det i mange år, indtil han var gået i døden, hvor han automatisk havde mistet titlen, men han havde spurgt om audiens hos den unge konge, hvor han nu havde vundet sin titel tilbage og tilmed havde han fået et langt større samarbejde med regeringen, hvilket han ikke havde haft i sine tidligere år, da dronningen havde siddet på tronen, derfor gjorde det ham bestemt intet at han havde fået et bedre forhold til den nye konge, da han også så potentiale i knægten, som han så ambitionerne. De mørke blik så roligt op fra stien han gik på, hvor han efterhånden kunne kende skoven der måtte omgive den sorte sø, og dermed vidste at det var den han var på vej til. Han strøg let en hånd igennem de mørke og korte lokker, som strittede til alle sidder. Han stak endnu engang hånden i sin lomme, inden han fortsatte sine skridt, der langsomt førte ham hen til søen, og jo tættere på han kom, desto bedre kunne han også ane den kvinde som var ved søen, hvor han automatisk måtte tage sig i agt, så han ikke endte med at falde i en fælde, for han ville nødig ydmyges endnu engang! Det havde været et knæk i værdigheden, da den vampyr havde taget hans liv, men det skulle ikke ske denne gang! Som han kom tættere på, kunne han dog godt se at det var en smuk kvinde, hvor han også kunne ane en form for tiltrækning, så han var slet ikke i tvivl om at hun var en sensuel dæmon, hvor han også kunne aflæse det på hendes aura. ”Godaften,” hilste han høfligt, som han kom tættere på hende, så hun var i stand til at høre ham.

[Deleted]

Eva havde bestemt ikke sine ellers følsomme sanser med sig denne aften og fantasien om at menneskekvinden måtte lade livet dansede for hendes indre blik med en så virkeligheds reel følelse at hun nogle sekunder havde glemt hvor hun var, og hvilke fare det førte med sig. Da en mande stemme brød gennem hendes tankegang rykkede det i hende. Ikke så meget af frygt og angst, men hendes desperate behov for selskab. Selskabet var hendes næring som mennesker nærede sig ved mad og drikke – og hun havde rejst længe nu og havde ikke haft mulighed for at være midtpunkt for noget endnu, hvilket generede hende.
Hun drejede rundt, i en lang overfladisk bevægelse. Selvom at hendes ben var længere end gennemsnittet og hun der med ikke var hundrede procent anatomisk korrekt var hun smuk og betagende på sin egen måde. Hendes blik faldt på ham og hun skjulte ikke den brændende mistro der herskede i hendes sind.
Manden så farlig ud. Ikke krigerisk men han så stærk ud. Evangeline dømte aldrig kun efter udseende, og manden her lod til at have et stærkt sind hvilket generede hende. Jo stærkere mandfolk var i sindet jo sværere var de at sno som man ville have det. Men hun gik aldrig af på en udfordring og guderne skulle vide hun trængte til selskab.
Hun bed sig kort i læben, en ting der som regel fik hende til at se fragil og uskyldig ud, men i samme bevægelse bredte et smalt drilsk smil sig på hendes koral farvede læber. ”Godaften… Hvem skylder man æren?” Spurgte hun med sin mest fængende stemme. Hun lagde aldrig blidt ud, men noget over ham fik hende til at træde et halvt skridt tilbage alligevel. Han havde ingen synderlige våben eller andet hun blev bange for, men med mænd kunne man aldrig vide hvad man kunne forvente sig.
Hendes arme var stadig placeret under hendes barm der var skjult under den løse trøje. Det var tydeligt at hun ikke ejede mere end hvad hun gik og stod i men også at hun var typen der kunne lide at gøre noget ud af sig selv for at få den eftertragtede plads i centeret for opmærksomheden.

[Deleted]

Kvinden som Konstantin kom tættere på var uden tvivl en smuk kvinde, selvom der heller ikke gik lang tid før han havde regnet ud hvilken race hun tilhørte og allerede der vidste han at han hurtigt kunne bevæge sig ud på dybt vand, da sensuelle dæmoner havde det med at være lumske og utilregnelige, hvor de hurtigt kunne fange én i deres spind, hvis man ikke var på vagt, derfor blev han også pludselig ganske påpasselig. Aldrig havde han været en mand med fordomme, men efter at den vampyr havde taget hans liv, så kunne han ikke komme udenom at han havde opbygget et mindre had til vampyrerne, dog stod han ikke overfor en vampyr, men en anden race der hurtigt kunne gå hen og blive en fjende for ham. Og selvom han burde tage sig i agt kunne han ikke lade vær med at finde hende smuk, som hun uden tvivl havde udseendet med sig, men det var jo faktisk også perfekt til den race hun var, skønt det dog ikke just gjorde det bedre. Altid havde han været en kvindeglad mand, skønt han havde lovet at holde sig fra dem, eftersom han havde en kvinde der ventede på ham derhjemme, og han vidste at han ikke kunne lege rundt med andre kvinder, hvis han ønskede hende og hun var trods alt ejer af hans hjerte. Tungen strøg diskret over hans rosenrøde læber, som hans mørke øjne måtte studere hende, da han vovede sig lidt tættere på hende. Det drilske smil på hendes læber så han godt, hvor hendes fængende stemme heller ikke gik uset forbi. Han trak let på smilebåndet, hvor det næsten kunne minde om et morende smil. ”Konstantin Rozentas, Hertug af Dvasias,” præsenterede han sig roligt, hvor han tilmed måtte bukke ganske let for hende i respekt. Hun var måske ikke på hans niveau, men det skulle dog ikke forhindre ham i at vise hende respekt, hvor han også hellere ville holde sig på rette fod med hende frem for at det skulle ende helt galt. Som han rettede sig op igen, hævede han let det ene buskede øjenbryn, hvor hans smil måtte ende lettere kækt og næsten charmerende. ”Og hvem har jeg så æren af at møde?” spurgte han i gengæld, som han lod hovedet søge en anelse på sned. På trods hun var smuk, virkede hun ikke videre velhavende, ikke at det gjorde ham noget, da det jo ikke var alle som blev født ind i en rig og fornem familie som ham selv, og der ville jo altid være de som var heldige og de der var uheldige, desuden så havde fattige faktisk mange gode kvaliteter som de adelige og rige ikke besad, derfor ville han ikke dømme hende på det.

[Deleted]

Det var så let og næsten ubemærkeligt da han talte. Men hans ord om hertug og adelighed fremkaldte en form for kynisk kulde i hendes blik nogle sekunder. Hun havde virkelig intet til overs for autoriteter men hun viste ham det ikke. Han gik jo ikke ligefrem og forlangte at hun bukkede og skabte for at han kunne føle sig almægtig.
Hun lade hovedet en kende på sned mens hendes forholdsvist varme grønne øjne indgående granskede hele hans person. Hun rynkede lidt forvirret brynene da han bukkede for hende, det var da noget underligt noget at gøre? Måske han havde fået øje på noget på jorden han ville se – hun viste det ikke, men sådan havde ingen gjort før så hvorfor skulle hun gøre det?
Dog prikkede hans åbenlyse gode manere til hendes nysgerrighed. Hun havde aldrig forstået det, men havde heller aldrig været i et selskab hvor de fineste af de fineste manere var påkrævede. Hun havde været lidt af hvert og intet sted havde nogen mand eller kvinde bukket for hende så hun fandt det temmelig bizart.
”Mit navn er Evangeline.. Jeg rejser meget og er igen flygtet fra en by og dens indbyggere.. Mere kan jeg ikke sige..” Hendes navn og grunden til at hun var her i denne, ja hun formodede næsten at det var hans, by måtte være nok præsentation.
Hun trådte et par skridt frem. Hendes sko var flade og snørede op af hendes model lange ben. Hun lagde hovedet på skrå hvilket fik et vandfald af flammende røde lokker til at falde ned over hendes skulder. Hendes smil var charmerende og hendes blik intenst. ”Jeg går ikke ud fra at du ved hvor en kvinde kan finde ly for natten?” Sagde hun med en stemme der lokkede og emmede af varme og glød. Selvom at han var standhaftig og virkede til at være opsat på ikke at ville for tæt på kunne hun godt drille lidt. Formålsløst som altid, ind til en eller anden jog hende væk igen.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, anede Konstantin ikke, men han kunne aflæse hendes aura og vidste at hun var dæmon. Hendes ydre tydede på at hun var sensuel, men der var også noget varmt og glødende over hende, hvor hun jo sagtens kunne være mere, så måske sensuel og ilddæmon? Det gjorde kun at han skulle være endnu mere påpasselig, hvilket han også var. Bare fordi hun var dæmon, så var det jo ikke ensbetydende med at hun var farlig, men han vidste at warlockerne og dæmonerne havde deres interne krige, fordi hans trolovede – der også var warlockernes leder – havde slået dæmonernes leders forældre ihjel, og de tos personlige problemer skulle jo absolut gå ud over alle andre i racen, så han vidste jo faktisk ikke om denne kvinde var hendes leder loyal, eller om hun selv nærede et had til warlockerne, da hun jo så ikke ville være den første. Som han havde bukket for hende og vendt blikket mod hende igen, måtte hans blik blive forundret, da hun kun udtalte sit fornavn og derefter fortalte at hun rejste meget og igen var flygtet fra en by, og at hun ikke kunne fortælle ham mere. Han endte med at slippe en munter latter, som han let hævede det ene øjenbryn igen. ”Det var ikke et forhør, frøken Evangeline. Hvad du laver og har gjort, kan jeg jo være fløjtende ligeglad med, selv hvis du skulle have slået en ihjel, kan jeg jo kun sige at det er typisk her i Dvasias. Jeg var nu kun ude efter dit navn,” svarede han sandfærdigt, hvor smilet forblev morende, uden at han tog de mørke øjne fra hende. Han var ganske vidst påpasselig med at lade hende røre ham, for hvis hun først gjorde, så kunne han jo falde i en fælde, da hun trods alt var sensuel dæmon, men af den grund forblev han høflig og på den rette side, da han ikke havde nogen grund til at gøre hende ondt, desuden så frygtede han hende ikke, hvor han selv var en af de mægtigste warlocks som fandtes på denne jord, så han var ikke en man skulle lægge sig ud med. Han ønskede dog ingen strid og han ville også finde det synd at skulle skade et så flot ydre. Det charmerende smil på hendes læber og det intense skær, lagde han godt mærke til, skønt han ikke lod sig blive påvirket af det. Han lagde hovedet en anelse på sned til hendes spørgsmål, hvor hendes lokkende tone fik et kækt smil over hans læber. ”Jeg kunne foreslå mange steder, frøken, men det kræver penge,” svarede han roligt. Hun virkede ham fattig, hvor hendes lille fortælling om at hun også var flygtet fra en by igen, næsten kunne tyde på at hun var hjem løs og fattig, men han kunne jo godt tage fejl.

[Deleted]

Et grin bredte sig på Evangelines læbe og hun slog kort blikket ned i en uskyldig bevægelse før hendes blik fæstnede sig på hans igen. Hendes grønne øjne borede sig ind i hans mens hun atter lagde hovedet på sned og blottede et stykke af sin hals og let brune hud.
Uden at tøve talte hun med sin lokkende stemme mens hun gik et enkelt skridt tættere på. ”.. Jeg har lært at det er bedst at lægge kortene på bordet.. Folk har tendens til at komme til at være fjendtlige når de har alle de mærkeligste mistanker om mine grunde til at være forskellige steder..” Sagde hun med et skævt grin og lagde vægten på den ene hofte.
Hun viste ikke helt hvad hun skulle syntes om ham. Han var tilbageholden og ikke nær så tilbedende som alle andre. Men det behøvede hun ikke, hans blik var nok til at nære hende lidt endnu. Evangeline havde ingen venner, eller bekendte. Hun stolede kun på sig selv, og var kun loyal over for sig selv. Hun havde rejst så meget, og havde oplevet nok til ikke engang at stole på folk af samme race som hende selv. Hun kunne ikke være mere ligeglad med hvilke stridigheder der fandtes i verden mellem andre folk.
”.. Jeg plejer at kunne smyge mig uden om den del..” Sagde hun og bed sig i læben med et sigende smil før hun forsatte. ”Ellers kan jeg jo altid arbejde betalingen af..” Sagde hun med en svævende stemme og flyttede blikket fra ham. Hun snoede dovent en af de lange røde lokker omkring sin finger og betragtede det kolde sorte vand med et fraværende blik. ”Men jeg kan ikke gå tilbage endnu.. Og jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal gå hen..” Hvis det havde været et skuespil på en skole ville hun nok have fået A+ i drama. Hun præsterede at se fuldkommen fortabt ud, samtidig med at hun virkede uskyldig og ufarlig.
Men som de fleste viste skulle man ikke dømme hunden på hårene. Og det var sandelig det samme med hende. Hun havde et forfærdeligt temperament og kunne fare i flint over intet. Det var nok godt nok at hun levede alene på den front – nogle gange spekulerede hun selv på om hun ville være i stand til at have venner og andre forhold.

[Deleted]

Denne kvinde forekom Konstantin ganske morende, særligt fordi hun var så direkte, men det gjorde ham nu intet. Han lagde dog godt mærke til hendes nærmest borende blik, hvor der ikke var nogen tvivl om at hun var en sensuel dæmon, hvilket også var det som gjorde ham på vakt, særligt var han opmærksom på at hun ikke rørte ved ham, for ellers kunne han hurtigt falde i en fælde og det ville han nødig! Derfor var han også klar til at tage afstand hvis hun skulle forsøge at række ud for at mærke ham. Han blev derfor også særligt opmærksom på hende, da hun valgte at træde et skridt tættere på ham, hvor han selv blev stående ganske afslappet med hænderne endnu i lommen, hvor hans mørke øjne ikke forlod hendes smukke grønne på noget tidspunkt. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, hvor hans mørke øjne fik et morende skær over sig. ”Måske er det godt at være direkte af og til, men hvis du har en ond mesterplan, så er det måske ikke smart at afsløre den inden du har nået at gennemføre den,” svarede han roligt, hvor smilet endte skævt på hans rosenrøde læber. Han havde nu ikke nået at tænke over hvad hun lavede her, før hun havde lagt kortene på bordet og selv fortalt at hun havde rejst meget og nu var på flugt, hvor hun også lød helt hemmelighedsfuld, når hun sagde at hun ikke kunne fortælle mere, for hvad var der mere at fortælle? Det var et spørgsmål der faktisk måtte gøre ham frygtelig nysgerrig. Han lyttede opmærksomt til hendes ord, hvor han slet ikke ville betvivle at hun kunne smyge sig udenom en del, for sensuelle dæmoner havde faktisk mange fordele, det var også det som gjorde at han var nød til at være på vagt, hvis han ikke ønskede selv at blive snydt af hende. ”Jeg er skam sikker på at dit smukke ydre, nok skal kunne få snoet en masse mænd om dine fingre,” svarede han en anelse drillende, skønt han faktisk måtte mene det. Da hun så valgte at se helt fortabt mod den sorte sø, kunne hun næsten forekomme helt uskyldig, han var dog ikke så dum at falde for det, da det jo sagtens kunne være et spil fra galleriet. ”Hvis du absolut skulle have svært ved at vælge og du ønsker et fællesskab kunne du søge til Appolyon, som er dæmonernes opholdssted, hvis du er ude på at more dig, kunne du jo vælge at søge til hovedstaden Rimshia City,” svarede han roligt, inden han endte med at lægge armene over kors ved brystet, hvor et kækt smil gled over hans læber. ”Eller også kunne jeg tage dig med hjem og senere sælge dig,” tilføjede han i en tænkende tone, skønt den også var drilsk. Han var en handelsmand og solgte faktisk slaver, så hun ville ikke være den første sensuel dæmon han fik solgt.

[Deleted]

Hun grinede lidt og lagde hovedet på skrå og blinkede skælmsk til ham. Hun fugtede læberne mens hun betragtede ham længe. ”Hvis jeg nu havde en masterplan.. Ville jeg så fortælle alle og enhver om den? Tror du ikke nærmere at jeg ville få dig til at tro at jeg ikke havde en?..” Hun var lidt ligeglad med om han troede at hun havde en masterplan – det havde hun jo ikke, så det var vel ikke hendes problem.
Det var ikke svært at se at hun nød hans ord, hvert fald de første af dem, om at hun nok kunne sno en hver mand om sig som hun ville have det – for det var hendes egen overbevisning også. Men så snart hans ord faldt på at sælge hende, for sjov eller ikke, indtrådte der en markant kulde i hendes blik og hun snerrede af ham.
”Meget morsomt!” Sagde hun vredt og så temmelig tøse fornærmet ud. Hun fnøs og knejsede med nakken da hun snurrede rundt på hælen og gik nogle meter væk uden at sige et ord. Man kunne nemt regne ud hvorfor hun havde taget de ord personligt, og det var nok heldigt, eftersom hun ikke havde tænkt sig at fortælle nogen om dén oplevelse.
Hun trak vejret nogle gange og så sur ud før hun atter fugtede læberne og vendte sig mod ham – dog uden at gå tættere på ham, da hun var lidt i tvivl om han havde ment det, eller måske havde ment det underbevist. Med hendes lange ben var hun en suveræn løber, men hun var forsvarsløs når det kom til magier og vampyr hastigheder – så det var nok bedre at have et minimalt forspring end intet, hvis han skulle finde på noget.

[Deleted]

Konstantin måtte endnu engang trække morende på smilebåndet til hendes ord, hvor hun forekom ham ganske komisk og underholdende. Hun var ganske direkte, men det var vel ikke ved alt? At hun var flygtet fra en by kunne han vel være ligeglad med? Han kunne sågar være ligeglad med om hun havde dræbt nogen på sin vej, for det var jo bare en hverdag her i Dvasias, det var de stærkeste der overlevede og det var typisk med en masse drab. Han trak let på skuldrene til hendes ord, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Jeg tror ikke at nogen vil afsløre deres masterplan, men siden du lagde alle kort på bordet til at starte med, så bliver jeg næsten i tvivl om du ville gøre det,” svarede han morende, som hans mørke øjne roligt betragtede sig af hende. Han vidste godt at han skulle passe på, men han ønskede nu ikke at stemple hende som en fjende uden at han kendte det mindste til hende. Naturligvis ville han være påpasselig på med at lade hende røre sig og dermed også med at komme for tæt på hende, men ellers så han ingen grund til at skulle opføre sig anderledes overfor hende som overfor alle andre. At han så skulle fornærme hende ved at sige at han også kunne sælge hende, måtte han snerpe læberne sammen, som han godt kunne se at han havde sagt tingene forkert, hvilket måske også var indlysende, men det havde jo kun været sagt i sjov! Han havde bestemt heller ikke tænkt sig at kidnappe hende og så sælge hende, det kunne han måske godt, men sådan var han dog alligevel ikke som person. Han kløede sig let i nakken, som hun vendte ryggen til sig, hvor han sukkede over sig selv, som han tydeligvis havde dummet sig. ”Tilgiv mig, Evangeline.. det var ikke min mening at gøre dig fornærmet..” undskyldte han, hvor han blev stående på sin plads, da hun valgte at vende sig om mod ham igen, hvor han ikke ville tættere på hende, da han frygtede at hun så ville begynde at løbe væk og det havde jo ikke været hans intention at gøre hende fornærmet. ”Men jeg kan med hånden på hjertet forsikre dig om at jeg ikke er ude på at gøre dig ondt.. det har jeg ingen grund til,” fortsatte han, hvor han tilmed lagde hånden mod sit bryst, da han talte.

[Deleted]

Hendes blik forblev koldt og overfladisk mens han talte og da han tav rullede hun kort med øjnene. ”Jeg er ked af at sprænge den lille boble du lever i, men folk gør onde gerninger uden grund hele tiden – så hvorfor skulle jeg tro du var anderledes?” Et koldt selvisk smil spillede kort om hendes læber før hun lagde vægten på det ene ben og skød sin hofte ud til siden.
”Du dømmer jo tydeligvis mig på hårene. At forvente at jeg er så dum at jeg ville afsløre en plan jeg havde med det samme.. Så hvorfor skulle jeg behandle dig anderledes? Folk har behandlet mig skidt, så jeg har lært min lektie – de regler jeg lever efter omfatter alle, specielt folk som dig i fint fløjl tøj, som tænker to gange før de nærmer sig.. Jeg er ikke dum, bare fordi jeg af og til giver folk det indtryk..”” Sagde hun med et skjult smil.
”Jeg har set det.. Måden du betragter mig, prøver at tyde om jeg nærmer mig eller ej.. Hvorfor er du bange? Eller du er måske ikke bange for mig, men for dine egne instinkter.. For at du ikke kan stå i mod hvis jeg nærmer mig..” Hun grinede lidt drillende og foldede armene overkors under sin barm og skød øjenbrynene i vejret. ”Men du kan være ganske rolig.. Jeg har ikke tænkt mig at forføre dig til at glemmer dit liv og den kone du formodentlig har placeret trygt på dit slot.. Med mindre du tvinger mig til at bruge det som en udvej.. Jeg kan bare godt lide at drille lidt… af og til..” Sagde hun med et sigende smil og fugtede langsomt sine læber.

[Deleted]

Konstantin hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, inden han let trak på de brede skuldre med en ligegyldig mine. ”Du har ingen grund til at stole på mig, som det går den anden vej,” svarede han roligt, da det blot var et faktum. Han stolede ikke på hende, han stolede sjældent på en sensuel dæmon, da de var utilregnelige folk og han var derfor også påpasselig med at få hende tæt på sig, ikke fordi han bar fordomme for hendes væsen, men fordi han vidste hvor kraftig hendes evner kunne være og selvom hun ikke havde nogen intentioner om at gøre ham ondt, så tænkte han stadig kun på sig selv i sidste ende, hvor han allerede havde en kvinde der ventede på ham derhjemme. Hovedet endte dog med at glide på sned, hvor han forholdt sig rolig på sin plads uden hverken at nærme sig hende eller gå længere væk. ”Hvis du har opfattet det som at jeg anså dig for at være dum, så var det bestemt ikke min mening. Men det er sjældent jeg møder folk, der er så direkte omkring deres liv, som du var, da alt jeg fiskede efter var dit navn, hvor du derimod gav mig flere unødvendige oplysninger, som jeg i princippet kunne være fløjtende ligeglad med, desuden så vil du ikke være den første flygtning jeg støder på min vej, og selv hvis du skulle have dræbt en masse mennesker, kan jeg være ligeglad, da det ikke omhandler mig,” fortalte han roligt, hvor et lille smil gled over hans læber. Han frygtede måske en anelse for hvad hun kunne gøre ved ham, hvis hun kom for tæt på, da han havde en kvinde derhjemme der i forvejen ikke stolede særlig meget på ham, fordi han altid havde været kvindeglad, så han tvivlede på at han ville have nogen kvinde overhovedet, hvis han lå i med Evangeline, om det så var hans skyld eller ej, desuden kendte han Malishas stædighed, som hun også var snæversynet, så hun ville se det som at han var hende utro, og at det ikke engang ville være hans skyld, da ingen kunne stå imod en sensuel dæmons tiltrækningskræft. Da Evangeline så direkte pointerede det for ham, måtte han rynke en anelse utilfredst på næsen, hvor han også godt lagde mærke til hendes drilske grin. ”Du kunne jo næsten lyde til at du har fordomme over for rige folk og de der har status. Er det fordi du er jaloux over at jeg lever et overdådigt liv og du ikke gør?” spurgte han kækt, som han blinkede drilsk til hende, hvor han alligevel vovede sig nogle skridt tættere på hende. ”Og ganske vidst har jeg en kvinde derhjemme, så det ville være upassende at ligge i med dig,” tilføjede han dog roligt kort efter.

[Deleted]

Eva smilede skævt og trak som han lidt på skulderne før hun trak vejret dybt. ”Du oplyste mig om at du var hertug.. Du kan da ikke bebrejde en pige der har haft dårlige oplevelser med autoriteter for at føle sig nødsaget til at forklare mine grunde til at være her, i dit domæne, når jeg så ofte er blevet straffet for at gøre noget jeg ikke måtte..”
Hun viste sine hvide tænder i et sigende grin og tog langsomt et skridt tættere på ham mens han snakkede. ”Det glæder mig da at du ingen fordomme har, det kan jeg desværre ikke gengælde.. Dog vil jeg sige at i mit tilfælde ville du måske alligevel gøre rigtigt i at have fordomme.. Jeg har gjort mange slemme ting, i morskabens navn..” Svarede hun og lagde hovedet på sned.
”Aha.. Det tænkte jeg nok…” Sagde hun da han bekræftede hendes formodning om at have en kvinde under sit tag og en let latter forlod hendes læber, hun gik dog ikke tættere på. ”Nu ville jeg så anse det som en sjov udfordring at forføre dig, blot for at skabe splid.. Men du må undskylde min inaktivitet det har ikke just været min aften og hvis jeg skal være ærlig gider jeg ikke jages ud af et land mere blot fordi jeg forstår at have det sjovt…”
Hendes mine blev en kende stram og hun vendte sig med siden til ham mens hun så på søens giftige dampe der næsten så smukke ud. Hun ville nok, på et hvert andet tidspunkt, have forsøgt at forføre ham men denne aften gad hun ikke rode sig ud i mere. Hun havde rejst så længe og var træt helt ind til knoglerne. Og nu stod hun igen, og manglede tag over hovedet – det var utroligt trættende i længden.

[Deleted]

Evangeline forekom Konstantin som en måske komisk kvinde, men også ganske mystisk og gådefuld, hvilket han et sted godt kunne lide. Måske hun havde afsløret direkte hvad der var hændt hende og hvad hun lavede her, men derfor var hendes person stadig mystisk, hvilket måtte prikke til hans nysgerrighed, hvilket der normalt skulle mere til end bare som så. Han havde aldrig været decideret bange for de sensuelle dæmoner, da han jo altid havde været en kvindeglad mand, men han ønskede at vise Malisha respekt og hun ville da først flå hovedet af ham, hvis hun opdagede at han havde lagt i med en anden, særligt i denne tid, og for hende var det ligegyldigt om han kunne gøre for det eller ej, for hvis han først faldt i Evangelines spind, så kunne han ikke stoppe igen og det var det som var det farlige. Hendes ord fik ham til at trække en anelse på smilebåndet, hvor han ikke tog de mørke øjne fra hende. ”Touché. Og dog har jeg ingen grunde til at gøre dig ondt, og eftersom vi ikke befinder os på mit domæne, er du jo fri til at gøre præcis hvad du vil,” svarede han roligt, som han så hvordan hun måtte træde et skridt tættere på og blottede sine flotte hvide tænder i et grin. Han vidste ikke hvad hendes intentioner var, eller hvilken type hun var, og derfor skulle han tage sig i agt, selvom han alligevel heller ikke ønskede at være uhøflig, når han ikke engang kendte hende. At hun så indrømmede at hun bar fordomme og at han gjorde klogt i at gøre det samme overfor hende, måtte han trække en anelse på skuldrene. ”Du ville ikke være den første, der gjorde slemme ting i morskabens navn, det har jeg trods alt også selv gjort,” svarede han sandfærdigt, hvor et grumt smil gled over hans læber ved tanken. Måske han kunne være venlig og høflig, havde sine manerer i orden og ikke bar fordomme som sådan, så var han alligevel en mørkets mand og der var han ikke så anderledes igen. Som hun grinede over at han havde en kvinde derhjemme og indrømmede at hun normalt var fristet til at skabe splid, men ikke gad denne aften, hvilede hans blik blot på hende helt kortfattet. Han tog ikke sine chancer, da hun jo hurtigt kunne om bestemme sig, hvis det var det hun ville og der gad han ikke risikere at falde i nogen fælde. ”Jeg indrømmer gerne at jeg normalt ville være ligeglad med at du forførte mig, men jeg er desværre nød til at te mig fra min lidt mere alvorlige side.. sådan går det jo med kærligheden,” svarede han roligt, hvor han let måtte trække på skuldrene igen. Han vovede sig endnu engang tættere på hende, hvor han ikke tog blikket fra hende. ”Fortæl mig Evangeline.. du sagde at du var på flugt, har du så stadig efterfølgere efter dig?” spurgte han nysgerrigt og interesseret, dog uden at snage, da han ville respektere en afvisning.