Good news?

[Deleted]

Det var jo heller ikke fordi Ilaria ønskede at Sonic skulle gå, men hvordan hun skulle vise ham det, vidste hun ikke, og selvfølgelig var det noget som irriterede hende langt mere end det som godt måtte være i den anden ende, og det var mere end nok til at gøre hende temmelig hidsig, og hun hadede det faktisk! De var ikke sammen mere, hun var ikke længere hans hustru, som han ikke længere var hendes ægtemand, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og hun hadede at hun havde det sådan, for det var slet ikke fordi at hun var sig selv længere! Tænderne bed hun let sammen, som han igen gennemsporede hendes løgne. Han kendte hende for godt, og selvfølgelig var hun glad for at han alligevel havde fået visse indtryk af hende, nok til at kunne sige om hun havde det godt eller ikke, så var det selvfølgelig ikke altid til det bedste. ”Jeg har det fint, Sonic..!” endte hun næsten med en tydeligt vrissende stemme, for det var bestemt heller ikke noget som hun kunne skjule for ham, for det andet gjorde hende altså tydelig hidsig! Hun vendte blikket ned mod hans bryst igen, som hun slet ikke følte sig værdig til at se ham i øjnene. Et sted så brugte hun vel bare deres datter som en.. undskyldning for at få ham væk? Hun vidste det ikke helt, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hendes del, for det gjorde ondt for hende at han i det hele taget var der, også fordi at hun slet ikke kunne tillade sig noget som helst! Hun vidste ikke hvor grænserne gik, hun vidste ikke hvad hun kunne tillade sig eller noget som helst! Som han kommenterede det som en undskyldning, så tav hun i stedet for, hvilket vel næsten bare var et svar i sig selv? Hun vendte blikket mod hans ansigt i stedet for, også selvom det kun var for en ganske kort stund, inden hun igen vendte sig væk. Det forvirrede hende, for et sted så ønskede hun jo slet ikke at han skulle gå nogen steder! ”:. Sover du ude..?” Det var jo lige før ordene nærmest bare passerede hendes læber, uden at hun egentlig tænkte sig om, for det ønskede hun jo heller ikke! Desuden.. hvad hun ville have, var sikkert ikke noget som hun kunne få, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende af den grund, og det i sig selv, var faktisk noget som gjorde ondt på hende! ”Hvad jeg inderst inde vil have, er fuldstændig lige meget nu, Sonic.. Det er lige meget..” endte hun dæmpet, dog alligevel med en vis bestemt undertone, for hun ønskede slet ikke at snakke om det. Selvom hun måske burde? Men den slags, var hun jo slet ikke særlig god til, og så godt kendte han vel også? Han vidste at hun slet ikke var god til følelser generelt!

[Deleted]

At Ilaria påstod at hun havde det fint, var noget som irriterede Sonic, fordi hun noget så åbenlyst løj for ham, og nærmest fremstillede ham som om han var dum og ikke ville regne det ud. Hun burde selv vide at han kendte hende bedre end det, da de trods alt havde været sammen i mange år, selv før de var blevet gift. Hun kunne ikke skjule sådanne småting for ham, desuden kendte han hende og hvordan hendes person var og når hun så var så.. ved siden af sig selv, så kunne han jo godt lægge to og to sammen, eftersom det var indlysende for ham at hun så havde det dårligt. At hun så valgte at vrisse af ham, fik ham til at knibe øjnene sammen, som han bed tænderne kort men fast sammen, for ikke at svare igen med samme tone, som han havde til vane at gøre, men han gad ikke skændes eller diskutere med hende igen, for det havde de gjort nok af denne aften. ”Hvorfor lyver du for mig Ilaria? Det er jo mere end indlysende at du har det dårligt, jeg kender dig bedre end det! Du skal ikke prøve på at lyve for mig! At du ikke vil have min hjælp, er noget andet, men du skal ikke påstå at du har det fint, når det hele er tydeligt for mine øjne!” svarede han i en kortfattet og dog bestemt tone, som hans blik blev en anelse mere hårdt. Han gad ikke at hun løj for ham, når det var så indlysende som det var, men at hun ikke ville have hans hjælp, var jo sådan set noget andet, for det kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved, eftersom det var hendes valg og et valg som han måtte rette sig ind efter, om han så var enig eller ej. At hun så gentog i denne forundrende tone at han sov udenfor, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende. Det var vel lidt indlysende at han sov ude? Han var ikke her, han havde intet hjem, han havde mistet alt af værdier og penge, så ja.. den eneste mulighed for ham at sove, var udenfor under åben himmel. Han fandt altid et godt sted, men til tider så blev det bare ude under åben himmel på det våde græs, hvor det eneste som holdt ham i live, var hans kropstemperatur, der havde det sine fordele at være ilddæmon, foruden når det regnede. Han endte med at nikke. ”Jeg har intet sted at være. Jeg kunne måske godt slå mig ned her, men det gjorde du tydeligt sidst at du ikke ville have, så ja.. jeg sover ude, da det er den eneste mulighed for mig pt., indtil jeg finder mit eget,” fortalte han roligt. Det kunne måske godt lyde som om at det var hendes skyld at han ikke slog sig ned her, men sådan så han ikke på det, da han mere så sådan på det, at han respekterede hendes grænser og ønsker og derfor holdt han sig væk, så hun ikke følte sig kvalt af ham. Han endte med at lægge en hånd mod hendes kind og vendte hendes blik mod sig, hvor han fastholdt det. ”Jeg ved godt at du aldrig har været god til at tale om følelser, men nu fortæl mig det Ilaria, jeg spørger af en grund, så for mig er det ikke ligegyldigt, ellers havde jeg slet ikke spurgt ind til det. Fortæl mig hvad du inderst inde vil have,” bad han i en stilfærdig tone, som han lod sin tommel stryge hendes kind.

[Deleted]

Det var en klar løgn at Ilaria havde det fint, for det havde hun ikke haft siden hun havde passeret den procianske grænsemur, for det havde kostet hende det hele, så hun vidste jo at det var hendes egen skyld, at det var gået så galt som det var, og det var næsten det som var det værste af det hele, og hun kunne virkelig ikke have det lige nu! At han så ikke svarede ved at vrisse af hende, som han normalt ville have gjort det, var noget som hun faktisk ikke lige havde regnet med.. Det lignede han jo ikke bare at.. snakke sådan til hende! Hun vendte blikket ned mod hans bryst endnu en gang, som hun svagt bed sig i læben. Hun brød sig slet ikke om at være fanget i denne hektiske situation! For i hendes forstand, så var det hele bare hektisk, for hun havde ingen at søge tryghed ved, intet velkendt.. ingenting! ”Du kan ikke hjælpe mig, så jeg kan ikke se, hvilken forskel det vil gøre for dig..! Du kan ikke hjælpe mig uanset..!” fortsatte hun med en lige så febrilsk stemme, for det var noget som hun vel.. var bange for at der ikke kunne ændres noget ved? Han var så vred og så indebrændt på hende, at hun selv ikke forstod hvorfor han ville lægge sig ned ved siden af hende på den måde, og det var jo noget som kun gjorde hende langt mere frustreret end det som hun måtte være i forvejen! Hun følte for at græde.. selvom hun var for stædig til at lade flere falde lige nu, selvom det nu heller ikke gjorde nogen forskel. Han lå der.. hun ønskede jo heller ikke ligefrem at han skulle sove under den åbne himmel, for det var vel også ved at være koldt og vådt udenfor? Det var jo ved at være langt hen på året efterhånden trods alt. Hun tav let.. Han fremstillede det jo næsten som det var hendes skyld, at han sov udendørs, selvom han vel kunne gøre som det passede ham? Han behøvede skam slet ikke at gøre som hun ville have ham til! Slet ikke! ”… Du skal da ikke sove udenfor, Sonic..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun forsigtigt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun ønskede da ikke at være skyld i at han skulle blive syg eller sågar.. dø? Selvom han kunne regulere sin kropstemperatur, så var det vel heller ikke nemt altid så koldt og vådt som det nu måtte være i den anden ende? Hånden mod hendes kind fastholdt hendes blik i hans, også selvom hun slet ikke havde lyst til at se ham i øjnene! Hun vidste for pokker ikke hvad hun kunne tillade sig eller ikke! Og det frustrerede og forvirrede hende på samme tid! Det sitrede voldsomt i hendes krop som han strøg hendes kind, som hun næsten ikke følte for at snakke. Hun ønskede vel.. at nyde øjeblikket, frem til han ville gå igen? Det gjorde han jo trods alt før eller siden. ”H.. Hvad jeg vil have og ønsker, er slet ikke relevant og indenfor min rækkevidde, Sonic.. Kan du ikke bare forstå det..? Jeg forstår ikke du skal påvirke mig sådan, jeg forstår ikke hvad der sker, jeg ved ikke hvad jeg kan tillade mig og ikke tillade mig, og det frustrerer mig.. Det vil alt sammen gå over.. bare du ikke var omkring mig..” Måske hårde ord.. frygtelig hårde ord, men uden ham omkring sig, vidste hun da nogenlunde hvad hun havde at forholde sig til. Med ham omkring sig, så krakelerede det hele, som hendes hjerte tog over.. og det gjorde det bestemt heller ikke bedre!

[Deleted]

Det var ikke kun svært for Ilaria, men også for Sonic. Han selv skulle til at vænne sig til en masse og at tingene ikke var som før, hvilket det heller ikke tydede på at det blev, når hun var så afvisende overfor ham. Han var måske indebrændt over at hun havde været ham utro, men det kunne man ikke just bebrejde ham, da hun trods alt havde været hans hustrug og så var hun bare gået bag hans ryg, hvilket han havde svært ved at tilgive, særligt når hun ikke engang fortrød det. Han burde måske ikke ligge med hende her og nu, ligesom han et sted bare kunne være ligeglad, men hans problem var at han ikke var ligeglad, for han nærede stadig følelser for hende, hvilket han jo nok altid ville gøre, og det var også det som gjorde at han faktisk havde lyst til at ligge her med hende, da han nød det, han nød at snakke med hende, selvom der ikke engang var mening i deres samtale, for hun blev ved med at gentage sine afvisninger, men det var stadig rart at høre hendes stemme, at kunne dufte den velkendte duft fra hende, at kunne mærke den kvinde, som han altid havde holdt om, når han skulle sove, hvor han mest af alt bare var glad for at han ikke var alene. Han var blevet alt for vant til hendes selskab og det at være to om tingene, at han følte sig frygtelig ensom, når han var af sted, derfor kunne han snart ikke vente med at få sin datter tilbage, så han kunne få lidt selskab, da tøsen altid havde formået at få ham til at smile, men selv hun ville flytte hjemmefra før eller siden og så ville han være alene igen. ”Hvordan ved du at jeg ikke kan hjælpe dig? Du gider jo ikke engang fortælle mig hvad der er galt,” svarede han roligt, skønt hans undertone havde en anelse frustration i sig, for han måtte erkende at han ikke vidste hvordan han skulle hjælpe hende, når han ikke engang vidste hvad der inderst inde gik hende på, han anede jo ikke engang hvad hun ønskede, og måske han ikke kunne hjælpe hende, men så måtte hun da finde en anden som kunne, for han brød sig ikke om at hun havde det på denne måde. Han gad dog heller ikke blive her, hvis han bare fik den ene afvisning efter den anden, for hvad var så meningen? Så gør de bare i samme spor og det ville han da kun blive tosset af! Han trak en anelse på smilebåndet til hendes ord. ”Du bekymrer dig for mig.. det kan jeg godt lide,” konstaterede han roligt, inden han drejede hovedet og kyssede hende mod håret, som han lagde sit hoved ind mod hendes, „men det behøver du ikke. Jeg har levet sådan før og jeg kan godt klare det igen, selvom.. jeg må indrømme at jeg savner luksussen en smule.” Et skævt smil gled over hans læber, hvor det næsten var forfærdeligt at han var blevet sådan en doven mand, men det havde dog været et rart liv, skønt det ikke havde passet til hans erhverv. Hendes ord fik hans smil langsomt til at falme, hvor han trak hånden til sig, og denne gang selv slog blikket ned, som han bed sig i den bløde underlæbe. ”Jamen så skal jeg nok gå i morgen tidlig,” endte han dæmpet, som han næsten bare følte sig.. i vejen.

[Deleted]

Ilaria var slet ikke god til de forandringer som hun var udsat for, for hun havde vel været.. glad for det liv som hun havde haft? Selvom det var svært for hende at erkende, så var hun jo bare nødt til at gøre noget ved det. Tænderne bed hun svagt sammen Hans vrede forstod hun, samt det faktum at han ikke kunne tilgive hende for hvad hun havde gjort, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre det vildeste ved det af den grund, kunne hun? Selvfølgelig var hun glad for at han var der, men hun vidste ikke hvad hun kunne gøre og ikke gøre, hvad hun kunne sige eller ikke, eller hvad hun kunne tillade sig eller ikke, og det var en tanke som skabte selv en utryghed for hende, og det var den slags som hun slet ikke kunne tackle og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hvad der var galt, så hun ikke nogen grund til at dele med ham, for hun måtte vel bare acceptere, at de ikke var sammen mere..? Selvom det var en tanke som gjorde ondt. Hun havde været så vant til at have ham omkring sig, at ensomheden føles direkte kvælende, selv for hende! ”Det er ikke vigtigt Sonic.. Det er mit eget problem, og jeg skal nok finde ud af det hele på egen hånd..” Selvom hun måske kunne lyde frygtelig selvsikker i det værende, så var hun det på ingen måde, for hun ønskede jo egentlig bare at alt var som før, selvom hun vel et sted vidste, at det slet ikke var muligt? At han sov udenfor, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for selv ikke det havde han jo fortjent. Hun vendte blikket ned af sig i stedet for, hvor hun svagt bed sig i læben. ”Jamen jeg vil ikke have du skal sove udenfor..” forsøgte hun. Hun ønskede slet ikke at fremstå som en svækling eller fremstå svag eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede forsigtigt. ”… Det gør jeg også.. Sengen er ikke helt den samme.. Og den er for stor..” Måske at det var mere psykisk, men hun følte den for stor, når hun faktisk ikke havde nogen favn at søge til og.. hun manglede jo trods alt også hans. At hendes ord så fik hans smil til at falme, var ikke just noget som hun kunne gøre noget ved, for det var jo det som hun havde på hjerte.. Det gjorde ondt når han var tæt på hende, for det hele krakelerede virkelig, og det var noget som kun gjorde hende noget så frygtelig frustreret, for hun kunne jo ikke tillade sig at gøre noget som helst! Hånden knyttede hun let, som hun stoppede den fra at lægge sig ved hans bryst.. Det var bare så nemt for hende at falde i de gamle vaner når han lå der ved siden af hende! ”… Det lyder som en udmærket idé..” Ganske vidst en klar løgn, men hvis han ikke sporede den, så var det vel også fint nok?

[Deleted]

Altid havde Ilaria været en selvstændig kvinde, så et sted tvivlede Sonic ikke på at hun nok skulle klare sig, hvis hun engang fik vænnet sig til tingene, for sådan var det jo også med ham. Hun var ikke nogen svækling, hun var stærk og han vidste at hun godt kunne klare sig selv, men til tider var det jo lettere, hvis man fik en hånd med på vejen, og han havde intet imod at hjælpe hende, selvom hun måske ikke havde fortjent det, fordi hun havde været ham utro, men til gengæld havde hun også givet ham utrolig mange år i lykke og derfor kunne han ikke drømme om at vende hende ryggen uden at tilbyde sin hjælp, da hun stadig betød alverdens for ham, som han jo stadig elskede hende, hvilket han nok ville gøre til døden tog ham for alvor. Han endte med at sukke til hendes ord, da de lød rimelig afsluttende i hans ører, hvilket han så også måtte acceptere. Han endte derfor med at nikke ganske roligt, skønt det var en anelse modvilligt. Han vidste at hun også var umulig at diskutere med, og det nyttede jo ikke at træde i det, hvis hun faktisk ønskede at klare det alene eller i hvert fald bare uden hans hjælp. ”Udmærket,” endte han roligt, som han lod det ligge. Hvis hun ikke ville have hans hjælp, så måtte han jo acceptere det, hvilket han også ville, selvom han ikke ville have haft noget imod at hjælpe hende, men det var måske også begrænset hvad han kunne gøre? Han vidste godt nok ikke hvad der var galt helt præcist, men det var jo svært at få tingene tilbage til det gamle, hvis hun nægtede at lukke op for ham, for så var det jo en død ende. At hun så ikke ville have at han sov udenfor, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Der er godt nok meget du ikke vil have mig til at gøre, min egen. Jeg ender jo snart med at blive forvirret. Du tvinger mig nærmest fra stedet her, da jeg ikke må være en del af rådet, men alligevel må jeg ikke sove udenfor, selvom jeg er nød til det, når du driver mig fra opholdsstedet?” svarede han morende, som han ikke anklagede hende, hvilket han også gerne ville gøre sikkert for hende, eftersom han ikke ønskede at hun skulle have det dårligt med det, for han skulle jo bare finde et nyt hjem og starte vinproduktionen op igen, så ville han jo både have hus og arbejde. ”Jeg kan da godt save den midt over for dig, hvis du vil have den mindre,” svarede han drillende, som han trak morende på smilebåndet, da hun kommenterede at sengen var for stor. Et sted forsøgte han også at lette stemningen en anelse, så hun ikke var så trist, hvilket også var lettere, når hun nu var faldet til ro og ikke råbte og skreg af ham. ”Jeg er trods alt din personlige handyman,” tilføjede han i samme drilske og morende tone, som han hentydede til de mange ting hun havde smadret, som han havde bygget op igen, såsom hele stuen på herregården. At hun så fortalte at det var hårdt med ham i nærheden gjorde ondt, selvom han bed det i sig. Hendes ord fik ham blot til at stirre fraværende ind i væggen bag hende. ”Hvis du sover, så går det hurtigere,” mumlede han blot.

[Deleted]

Ilaria havde altid været en stolt og ikke mindst stædig kvinde, og det var der slet ikke noget som havde fået lov til at lave om for hendes vedkommende. Ikke desto mindre, så var det noget som måtte gå op for Sonic før eller siden. Ikke desto mindre, så var hun nødt til at gøre et eller andet og bare.. vænne sig til den tilværelse vel? Selvom det bestemt heller ikke var nemt, når hun jo faktisk ønskede at han var der sammen med hende.. Hun elskede ham, også selvom det ikke var noget som hun vidste, om hun i det hele taget havde burde sige til ham, selvom det sikkert nok gjorde alt værre, end hvad det var i forvejen, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Dybt trak hun vejret som hun blev liggende og bare.. stirrede ham ind i brystet, for hun vidste ikke hvor hun ellers skulle kigge hen, og det var ikke just noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende af den grund. Hun nikkede blot til hans ord, også for at lade den del af samtalen gå, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forklare ham tingene! Tanken om at han sov udenfor, brød hun sig bestemt ikke om, for det havde end ikke han fortjent! At han så skulle opstille det på den måde, var ganske vidst ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund! Tænderne bed hun svagt sammen. ”Du fremstiller mig næsten som jeg forbyder dig gøre noget som helst..” påpegede hun dæmpet. Hun var færdig med at råbe og skrige af ham.. Det var hun virkelig ved at blive for træt til, også fordi at hun jo havde sovet da han var kommet og banket på, kun for at træde ind og se hende i en mundering som han slet ikke burde se hende! Hun havde trænet, og nu hvor næsten alle spor efter graviditet og fødsel var væk – lige for uden nogen strækmærker, så havde hun det faktisk fint med sit udseende igen! At han foreslog at save sengen midt over, fik et smil til at passere hendes læber, for hun kunne jo lige se det for sig! Han havde tydeligt ikke taget meningen bag hendes ord, men det var ikke fordi at det var noget som kom bag på hende som sådan, for det lignede ham jo trods alt! ”Det skulle ikke være nødvendigt,” endte hun med et let smil. Han havde ganske vidst samlet og gjort meget i deres tid sammen, men ikke desto mindre, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det lige nu. At han så tog det på den måde, havde hun ikke ligefrem regnet med, men.. ja, hvad var der at gøre ved det? Hun rystede let på hovedet af ham endnu en gang. ”Jeg har ikke lyst til at sove, Sonic… Ikke når du er her..” forsøgte hun endnu en gang. Hun havde aldrig nogensinde været særlig god til det med følelser, men hun.. forsøgte vel? Selvom det måske havde været nemmere at give ham den direkte, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at sove tiden væk, nu hvor han faktisk endelig valgte at give sig tid til hende.

[Deleted]

Som de afsluttede at hun ville klare sig selv, så gad Sonic ikke køre mere i det, eftersom han vidste at han ikke fik det mindste ud af det. Han gad desuden heller ikke diskutere eller skændes mere med hende, da det kørte ham træt, ligesom han vidste at det gjorde det samme ved hende. Hun kørte heller ikke mere i det selv, hvilket også kun glædede ham, for så sprang de i det mindste den diskussion over, hvilket han ikke havde det mindste imod. Hans humør blev også lidt mere lettet, når de ikke diskuterede, men at tingene foregik stille og roligt, som det så ud til at hun var faldet til ro, hvilket også kun glædede ham. Han begyndte roligt at stryge hende over armen uden på dynen, da hun fortalte hvordan hun følte at han fremstillede det, hvilket fik ham til at trække en anelse på smilebåndet, for hans ord havde ikke været for at anklage hende, et sted forstod han hende godt, og ikke mindst, så kendte han hende jo også godt, så det at hun ikke ville have ham her, forundrede ham ikke. ”Gør du ikke også det da? Jeg må ikke være her, jeg må ikke være en del af rådet, jeg må ikke være far, jeg må ikke sove udenfor, jeg må ikke genere dig, jeg må ikke sige at jeg elsker dig, jeg må ikke kysse dig.. hm.. jeg tror endda at listen er længere,” svarede han roligt og dog med en morende undertone. Han drejede hovedet og kyssede hende mod håret, inden han lagde sit hoved ind mod hendes. ”Men jeg anklager dig ikke Ilaria. Jeg ved godt at det hele er hårdt for dig, og jeg ønsker ikke at genere dig, derfor acceptere jeg dine valg og meninger. Desuden er det ikke din skyld at jeg sover udenfor, det er mit eget valg,” tilføjede han roligt, så hun for alvor vidste at han ikke var sur på hende eller anklagede hende, for det var han jo ikke interesseret i! Han ønskede ikke at gøre hende ked af det, men vise hende forståelse og forståelse havde han faktisk også for hende, da han vidste at hun havde det hårdt og at det hele gik hende på, for det gjorde det jo også ved ham, og han kunne jo tydeligt se det ved hende. Han vendte let blikket ned mod hende, hvor han trak yderligere på smilebåndet, da han så at hun smilede til hans ord om at save sengen midt over. ”Er du sikker? Jeg er ellers sikker på at det bliver noget af et syn,” svarede han drillene, som han trykkede hende blidt ind til sig. Det var nu ikke fordi han havde tænkt sig at røre hendes seng, hvilket hun også godt vidste. Det var hendes værelse, og derfor respekterede han også hendes regler, skønt han dog ikke var gået tidligere, men det fortrød han ikke, for ellers havde han jo ikke lagt med hende nu. Da hun sagde at hun ikke ville sove fordi han var her, måtte han se en anelse tænksomt op i loftet. ”Hm.. er det så en god ting, som i at du ikke vil sove fordi du nyder mit selskab? Eller er det en dårlig ting, fordi jeg genere dig med min tilstedeværelse?” spurgte han roligt og dog nysgerrig efter at høre hvad hendes svar blev.

[Deleted]

Ilaria havde altid været frygtelig stædig af sig, og dette var bestemt ikke noget undtag. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være. Hun elskede ham, hun nød den tanke om at skulle have ham tæt ind mod sig, og at kunne hvile i hans favn igen, også fordi at det var ved at være lang tid siden! Hun blev liggende ganske tæt ind mod ham, også fordi at det var.. rart og ikke mindst betryggende. Ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som hun ønskede at han skulle vide, kun fordi at hun slet ikke vidste hvordan han ville have det med det hele. Hans opremsning, var noget som alligevel stak hende en anelse i hjertet, også fordi at.. det jo var sandt, men af den grund så lød det ikke til at han klandrede hende for noget som helst, og det var noget som faktisk passede hende fint! Det var hårdt for hende, og tanken om at skulle have ham rendende omkring sig dagligt gjorde.. frygtelig ondt, også fordi at hun ikke havde retten til at reagere på noget som helst. ”Når du siger det sådan, så fremstiller du mig frygtelig uretfærdig.. Det er jo ikke min mening, men.. ja, det er ikke nemt for mig, når du er omkring..” Hun havde aldrig været den bedste til at sætte ord på sine følelser, men ikke desto mindre, så var hun ikke bange for at prøve sig og ikke mindst forsøge at fortælle ham det, selvom det var tydeligt, at hun ikke var særlig god til at fremstille noget af det! Kysset mod hendes hår, sagde hun ikke just noget til, men det var nu bare sådan at det var. Øjnene lukkede hun let, som hun alligevel lagde sig godt til rette i hans arme, for det var trygt og ikke mindst frygtelig behageligt at ligge tæt ind mod ham. Det var en tryghed som hun havde brug for ikke mindst, og som hun ikke rigtigt kunne få nogen andre steder. ”Nu ved jeg hvordan stuen så ud, efter jeg var færdig.. jeg vil meget gerne have en seng at ligge i bagefter,” endte hun næsten.. morende. Selv det var ikke noget som hun havde været siden de havde haft det bedst sammen, selvom det efterhånden var ved at være.. frygtelig lang tid siden, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige nu.. det var næsten det som gjorde det hele meget værre, end det som det måtte være fra før af! Han accepterede ikke hendes regler, når hun bad ham om at gå, men valgte at blive, men.. et sted så var det ikke noget som hun havde noget imod som sådan, for hun kunne faktisk godt lide at han var der og var omkring hende. Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst og videre ned mod sin stramt knyttede næve. Det var altså svært det med følelser, og hun var på ingen måder særlig god til det! ”Du holder om mig, Sonic… det har du ikke gjort siden Jacqueline kom.. Jeg… jeg har haft brug for det..” endte hun med en yderst dæmpet stemme, og næsten.. forsigtigt? Hun vidste jo ikke hvordan han ville tage det.

[Deleted]

Sonic vidste udmærket godt at Ilaria var stædig, at hun havde svært ved at tale omkring sine følelser, men det blev hun nød til, hvis han skulle forstå hende helt, og det havde han så svært ved, når hun ikke gad fortælle hvad der gik hende på eller hvad hun ønskede inderst inde og hvor slemt var det at fortælle? At lade ham vide det? Han var jo ikke ligeglad, for ellers ville han da slet ikke spørge! Han var ikke ligeglad med hende, han havde tilmed sagt at han elskede hende, så han forstod slet ikke hvorfor hun ikke gad fortælle ham det, for det kunne være at han faktisk godt kunne hjælpe hende og gøre tingene godt igen, selvom at det krævede noget fra dem begge, hvis tingene skulle blive gode igen. At hun så sagde at hun lød uretfærdig, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Du er uretfærdig, min egen. Du er trods alt en hård kvinde, men det kan jeg godt lide, det har jeg jo også altid haft brug for; en til at holde mig i ørerne,” svarede han morende, skønt han dog mente sine ord, da hun jo altid havde været god for ham. Hun havde altid givet ham den nødvendige modstand og hun var faktisk den eneste kvinde der havde formået at holde på ham og vinde hans hjerte, og ikke mindst en plads i det, hvilket ikke var sket med nogen anden før og måske de fleste skulle opleve deres første kærestesorg, så havde han aldrig haft lyst til andre end hende, ellers havde han da slet ikke giftet sig med hende! Han havde anset hende for at være sin eneste ene, men efter utroskaben, ja så havde tilliden godt nok taget et dyk. At hun lagde sig til rette i hans favn, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han ikke stoppede hende fra det, for det betød kun at hun var tryg hos ham og endnu bedre; hun ønskede at være hos ham. Hendes morende stemme glædede ham kun, da det var rart når de faktisk kunne more sig sammen, skønt det skete sjældent og det var sjældent at det holdt længe. ”Hey! Jeg har da gjort et godt og flot stykke arbejde!” svarede han morende som han slap en munter latter, da hun fremstillede det som om at det han havde gjort ved stuen, var elendigt, hvor han faktisk var stolt af det som han havde lavet, for han havde jo bygget det hele op igen, så det blev mere personligt og mere deres stil! Nu var det jo så lidt ligegyldigt, fordi det ikke var deres hjem mere, men de havde stadig minderne derfra. Hendes dæmpede og næsten helt forsigtige ord, fik ham til at vende blikket ned mod hende, hvor han betragtede hende i stilhed for noget stund. Det var jo også derfor hun havde været ham utro, hun havde manglet hans bekræftelse, ikke at han mener at det retfærdiggøre hendes handling, for hun havde virkelig vanæret ham på den mest grusomme måde hun kunne, ligesom hun havde ødelagt hans tillid til hende! Men han vidste godt at han havde haft meget at se til, at hun så havde givet op, havde jo ikke ligefrem gjort det bedre, for så havde han kun siddet med mere. Han kyssede blidt hendes kind. ”Og jeg vil gerne blive og holde om dig. Det nyder selv jeg,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre.

[Deleted]

Ilaria havde altid været den stædige type, så lige der havde hun bestemt heller ikke forandret sig. Det var mere det faktum, at hun ikke altid vidste hvordan hun skulle tage alle disse ting, også fordi at det var.. svært og så meget anderledes end det som hun jo faktisk var blevet vant til nu med tiden, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun vidste ikke hvad hun havde at forvente, eller hvad hun kunne tillade sig, og det var faktisk noget som formået at ødelægge lidt af det hårde ydre som hun ellers var så god til at opretholde, og hun kunne virkelig ikke have med det at gøre! Tænderne bed hun tydeligt sammen, som hun alligevel blev liggende ind til ham. Nu hvor hun havde muligheden bare for at nyde det for en stund, så.. så ville hun bestemt heller ikke takke nej for det! Slet ikke! ”Jeg gjorde vel mit bedste.. selvom jeg ved, at jeg ikke har været nem at være i hus med,” endte hun med et svagt smil. Hun vidste godt, at hende med hendes meninger, hendes stædighed og hendes fasttømrede holdninger, ikke var nem at have med at gøre, og de mange skænderier indikerede det vel også kun? Efter hun selv havde smadret hele deres stue, måtte hun erkende, at det var blevet langt mere deres stil og hun faktisk kunne lide det! Selvom det nu var en tid og et sted som ikke længere var noget som man kunne sige, var forbeholdt dem, så var det ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Hun smilede svagt ved hans ord, hvor smilet kun måtte tage til ved hans latter, for det var faktisk noget som hun havde savnet at høre! Øjnene lukkede hun ganske let i, som hun blev liggende. ”Det blev faktisk bedre end i udgangspunktet.. Jeg var vel bare en kende frustreret..” sagde hun let med et smil. Hånden vovede hun forsigtigt at åbne og lagde den mod hans bryst, også selvom det var prøvende. Hun vidste som sagt ikke hvor grænserne gik, og det var noget som hurtigt kunne forvirre hende, og det i sig selv, var faktisk ikke en tanke som hun var meget for at erkende som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At snakke om at hun faktisk havde haft brug for hans favn at ligge i, var som at vende lidt tilbage til den vanære som hun havde udsat ham for, og hun ønskede jo ikke at de skulle til at råbe og skrige igen, for det havde hun mildest talt fået nok af nu! Hun ønskede egentlig bare at.. nyde stunden, inden han igen ville tage af sted vel? Kysset mod hendes kind og hans ord, fik hende til at vende blikke let mod ham igen. Svagt blinkede hun med øjnene. At høre ham sige det, var selvfølgelig noget som gjorde frygtelig godt, selv for hende! ”Godt..det.. det kan jeg nemlig godt lide..” afsluttede hun roligt, som hun igen lagde sig til rette ved ham. Bare at han ville holde om hende.. bare for en stund, så skulle hun vel nok klare sig, når han engang skulle gå igen?

[Deleted]

Altid havde Ilaria været en stædig og stolt kvinde, hun var hård, men også stærk, hun havde altid satte høje forventninger til ham og til tider havde de føltes urimelige, hvilket nok også havde været grunden til de mange skænderier, for han var ikke perfekt, tværtimod var han nok det stikmodsatte, men sjovt nok havde de altid været lykkelige sammen, og de var vel også gode for hinanden? Han havde gjort hende til en rigtig kvinde, hvor hun havde gjort ham til en rigtig mand. De passede sammen, hvilket han altid havde ment, derfor havde han også altid anset hende for at være hans eneste ene, da hun simpelthen havde virket perfekt for ham, skønt de var hinandens nemesis, men det var vel også blot en typisk kærlighedshistorie? De to nemesis der finder sammen og går igennem ild og vand for hinanden, hvilket man trygt kunne sige at de havde gjort, desværre så endte deres historie bare ikke lykkelig, eftersom de ikke længere var sammen, men hvad der ville ske i fremtiden, måtte tiden jo vise. ”Hold nu op Ilaria, alle skænderier har ikke kun været din skyld, glem ikke at jeg heller ikke er nogen let mand at elske, jeg er mindst lige så slem som dig, vi er begge stædige og begge med et kæmpe temperament. Alle de skænderier er mindst lige så meget min skyld, som det er din, desuden har jeg altid været lykkelig, uanset hvor mange skænderier vi har haft,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. Han havde været lykkelig indtil den dag han havde stået foran hele befolkningen i Apterta City, hvor alt var blevet mørkt, da han havde stået ansigt til ansigt med guillotinen, som han var blevet henrettet. Hende og Jacqueline var det eneste han havde haft i hovedet, hvor han faktisk kun havde været glad for at Ilaria havde været i sikkerhed, skønt han havde ønsket det samme for deres datter, selvom hun jo faktisk også havde været det, da hans niece havde fundet hende. ”En kende frustreret?” gentog han tydeligt forundret og dog drilsk, som var det en underdrivelse, hvilket det vel også var? ”Prøv med meget frustreret,” tilføjede han drilsk, inden han vendte blikket mod sit bryst, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han fortsatte også blot sine egne blide strøg over hendes arm, hvor det vel også var et tegn til at hun gerne måtte røre ham? Han havde jo intet imod det, tværtimod havde han savnet at blive berørt af hende, hun var den eneste der kunne gøre ham tryg og gøre ham.. hel. Hans blik faldt til hende, da hun selv så overrasket op mod ham, da han sagde at han ville holde om hende og at han kunne lide hende. Han kunne også godt se hvor glad det måtte gøre hende ved at høre ham sige det, hvilket fik hans smil til at brede sig på hans læber. Han lod hende lægge sig til rette hos ham, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes arm og mod hendes ryg, uden at han fjernede sig fra hende, da han godt kunne lide at mærke hende. ”Ilaria.. elsker du mig?” spurgte han roligt, som han vendte blikket mod hende igen, imens han afventede hendes reaktion og forhåbentlig et svar.

[Deleted]

Ilaria havde altid været forbandet stædig af sig, og det var ikke noget som var anderledes nu da. Hun vidste hvad hun ville have, og han havde jo faktisk også været den eneste i hendes liv, som faktisk havde været i stand til at give hende det. Selvom det nu heller ikke var noget som hun havde noget imod som sådan, andet end det faktum at.. hun ikke havde det mere. Havde hun vidst at han havde stået til henrettelsen i Procias, så havde hun aldrig søgt så langt væk! Hun frygtede dog snarere at de ville henrette hende samtidig, og hun havde jo ikke ligefrem noget til at redde sig, så hun ville jo have været.. helt væk? Selvom den tanke i sig selv, ikke var noget som hun gjorde det store ved nu.. hun kunne jo intet stille op med fortiden! Hun var ikke nem at være under samme tag med og hun vidste det godt. Selv mange af dæmonerne havde påpeget det for hende her, selvom det nu heller ikke just var noget som gjorde den største forskel af den grund. Hans ord fik hende til at smile svagt. ”Det.. det er jo sandt,” endte hun dæmpet. Hvis han var realistisk nok til at se, at han bestemt heller ikke havde været den nemmeste at have med at gøre, så passede det hende jo egentlig ganske fint. Tankerne om hendes graviditet, var faktisk noget som kun bragte et smil frem på hendes læber, inden hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Frustreret have hun været, men det var vel egentlig fordi at det hele havde været nyt og derved også.. skræmmende? De to skulle blive tre, og nu var de.. hver for sig, og hun kunne altså ikke lide den tanke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg var bange..” endte hun med en sigende mine. Det var jo ikke engang løgn! Tanken om at hun skulle være mor, havde direkte skræmt hende, så det var i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Roligt lagde Ilaria sig til rette i Sonics arme, inden hun roligt lukkede øjnene igen. Hånden forblev liggende mod hans bryst, hvor hun også lod ham stryge hende over armen. Hun kunne faktisk godt lide det, når der ikke var vold i billedet, som da han havde forsøgt at tage hende mod sin vilje! Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at tænke på lige nu, for hun vidste, at det ikke var typisk ham at gøre sådan noget, og derfor faldt hun også mere til ro ved det. Hans ord var dog noget som fik hende til at ligge og tænke længe.. meget længe faktisk. Næven lukkede hun stille omkring hans bluse igen, inden hun svagt bed sig i læben. Hans ord var meget direkte, og for hendes del, så fandtes der vel kun… et svar? Hun nikkede stumt. Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting for hende at elske ham, for hun var slet ikke i stand til at give slip! Et sted så.. ønskede hun det vel heller ikke..?

[Deleted]

Ingen af dem var lette at bo under samme tag med, hun kendte ham jo! Hun vidste hvor kæk han var, hvor flabet han kunne være, ligesom han også hurtigt kunne misforstå ord og blive hidsig, da han havde et temperament som sagde spar to. Hun selv havde fundet ham direkte irriterende under første møde, da han havde flirtet med hende, men smuk havde hun også været. Et sted måtte det more ham, hvordan deres forhold til hinanden havde udviklet sig fra første dag til nu. Altid havde de været et stærkt par, ligesom de altid havde været et perfekt team, som de havde hjulpet hinanden igennem utrolig meget, og han havde altid været stolt af at danne par med hende, både været hendes kæreste, hendes forlovede og hendes ægtemand. Det gjorde derfor også ekstra ondt at hun havde været ham utro, netop fordi han havde sat deres forhold generelt utrolig højt, han vidste godt at han havde haft svært ved at finde tid til hende, men han ville have foretrukket at de havde snakket om tingene, frem for at hun var søgt ud og så havde været ham utro, for det havde virkelig ødelagt hans tillid, han havde stolet 110 procent på hende, men det havde hun kun bevist at han ikke kunne, hvor det hele stod klart for ham: han kunne kun stole på sig selv. Han skød tanken væk, som han vendte blikket mod hende og sendte hende et mildt smil. ”Netop,” svarede han roligt, som han lagde hovedet ind mod hende igen. Ingen af dem var lette folk at have med at gøre, da de var stædige og meget dominerende begge to, han selv var flabet og kæk, havde altid en bemærkning klar og var til dels sarkastisk, så han havde en klar tendens til at irritere folk, særligt fordi han var så selvsikker, og derfor drev han også de fleste bort, og det havde også været grunden til mange skænderier med hende, selvom det også var det som havde blødt hende op mange gange. At hun var bange for graviditeten kunne han skam godt huske, hvor tanken fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det ved jeg godt. Det var vi begge. Men takket være dig, så blev vi en familie,” endte han i en blid tone, som han trykkede hende blidt ind til sig, uden at han stoppede de blide strøg over hendes arm. Han selv havde jo også været bange, skønt det måske ikke havde været lige så tydeligt som hos hende, for han havde jo gerne ville have barnet, men det var også kun fordi at han nægtede at blive som sine forældre, og inderst inde havde hans største drøm jo altid været at få en familie og nu var de alle sammen skilt lå i hver sin ende, og det gjorde ondt, når han egentlig bare ønskede at de skulle være sammen. At hun begyndte at trække på svaret, gjorde ham faktisk nervøs, for.. hvad nu hvis hun ikke elskede ham? Pludselig måtte han revurdere hvor smart det havde været at spørge hende, for han var faktisk slet ikke klar over om han ville kunne tåle at høre hende sige nej. At hun så lukkede hånden omkring hans bluse, fik hans hjerte til at slå en tand hurtigere imod hans bryst af ren og skær spænding og nervøsitet, hvor han frygtede at det slog så højt at han ikke kunne høre hendes svar, et svar der aldrig kom verbalt, skønt han så hende nikke med hovedet, hvilket måtte lette ham, hvilket også fik ham til at falde til ro igen. Han lagde roligt en hånd mod hendes kind og løftede hendes blik. ”Sig det,” bad han dæmpet, som han ville høre det verbalt fra hendes læber. Blidt strøg han hendes kind, uden at han tog blikket fra hende.

[Deleted]

Ilaria var klar over, at hun på ingen måder var nem at have med at gøre, selvom det faktisk var en tanke som gjorde hende trist, for hun vidste jo hvad hun ville have, selvom.. det vel heller ikke var noget som hun kunne få? At han så gav hende ret, uden at blive sur eller noget lignende, var selvfølgelig en tanke som hun faktisk havde det ganske fint med, for det var noget som faktisk formåede at få hende til at slappe af, og det var noget som hun lige så, så desperat havde haft brug for. Hun sukkede dæmpet og lagde sig tæt ind mod ham, hvor smilet på ingen måder var til at tage fejl af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun havde brug for den tryghed, som Sonic ene og alene var i stand til at give hende, selvom hun vidste, at hun slet ikke havde fortjent den. Tanken om at hun havde været gravid, var i den grad også en tanke som havde sat en frygt og nærmest en panik i Ilaria, selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for! Hun havde bare haft.. brug for at reagere på den ene eller den anden måde, og det var jo så gået ud over deres stue, og det var en tanke som.. ja, det var vel bedre end at det skulle gå ud over andre? At tanken havde skræmt ham lige så, sagde hun ikke noget til, men hun kunne godt lide at han havde været sådan omkring hende som han havde – dengang vel at mærke. ”… Det gjorde vi jo. Jeg må erkende at.. jeg faktisk godt kunne lide tanken om at.. være gravid og vente mig til sidst.. Du puslede om mig,” endte hun med et svagt smil. Han havde gjort meget for hende, og hun kunne faktisk godt lide det.
At Sonic skulle vælge at spørge ind til noget så stort som om hun stadig elskede ham, var selvfølgelig noget som stak dybt, for et sted var hun vel bange for at.. fortælle ham sandheden, da hun ej vidste om det ville være klogt, for det var jo tydeligt for hende at de ikke ville kunne gøre noget sammen, og det var næsten det som var det værste af det hele. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst som aldrig før, hvor hun næsten følte sug helt svimmel, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hendes vedkommende! Hånden mod hendes kind, fik hende til at lukke øjnene ganske let, hvor hun svagt bed tænderne sammen. Burde hun? Det vidste hun ikke, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte frustreret! ”… Jeg ved ikke om det er klogt Sonic.. Men.. jeg elsker dig.. Det gør jeg virkelig..” endte hun dæmpet og næsten forsigtigt. Hun vidste virkelig ikke om det var klogt for hende at fortælle ham, eller hvad det var, men hvis det var hvad han ville høre, så.. måtte hun jo se hvad det endte med i den anden ende.