Good news?

[Deleted]

Måske mange ikke ville mene at Sonic var den fødte far, og det var han måske heller ikke, men han ville uden tvivl tage sig godt af deres datter, eftersom han elskede den lille pige over alt på jorden, hvor han ville gøre alt for at hun havde det godt og at hun var i sikkerhed, han ville omlægge hele sit liv for tøsens skyld, så hun kunne få en tryg og sikker opvækst og så kunne man vel heller ikke forlange mere af hende? Han ville være god mod hende, da han jo faktisk ikke kunne andet, var han næsten bange for at tøsen hurtigt lærte at sno ham om sin lillefinger, hvilket han et sted ikke var meget for, for han gad ikke have at hun voksede op med en sølvske i munden og troede at hun kunne få alt serveret på et sølvfad, da hun måtte lære at livet kunne være hårdt og uretfærdigt og at man skulle kæmpe for at opnå visse ting i livet, men det måtte de jo tage til den tid. Han vidste dog godt at folk ikke ønskede at pigen skulle have indflydelse fra sine forældre, men uanset hvad så lignede hun dem jo allerede! Hun havde i hvert fald sin mors stædighed og begges temperament, så der var vel ingen tvivl? ”Jeg ved at det nok skal gå, og jeg har intet imod at vi mødes på midten,” svarede han roligt, som han sendte hende et opmuntrende smil, skønt det hurtigt falmede igen, da tingene slet ikke var som han ville have det. Han ville have at det var som i Procias, men det var vel for sent? Det blev vel aldrig sådan igen? Han måtte bare fokusere på at få Jacqueline ud, da han havde lovet sin lille pige det, og det krævede at han fandt et hjem, hvilket han nok skulle!
Det skræmte virkelig Sonic at han havde mistet kontrollen over sig selv på den måde, skønt han kun var glad for at hun havde nået at banke fornuft ind i knolden på ham i tide – bogstaveligtalt. Tænk hvis han faktisk havde gennemført det? Så turde han slet ikke tænke på hvad der var sket, hvor han blev direkte dårlig ved tanken. Han følte sig helt svimmel og kvalmende, ved at have været tæt på at voldtage hende, for det var jo slet ikke noget der lå til ham normalt! Godt nok havde han aldrig haft brug for voldtægt for at charmere en kvinde, men han ville bestemt heller ikke gøre det, for at straffe nogen! Og da slet ikke Ilaria! Han elskede hende jo! At hun knugede sig ind til ham, var et sted noget som lettede ham, da han hellere ville have det end at hun forsøgte at skubbe ham væk, hvor han slet ikke ville slippe hende igen! At hun så rystede på hovedet til hans ord, fik kun klumpen til at stige. ”Jo jeg gør! Jeg har altid passet på dig! Kan du ikke huske det? Mod vagterne da vi søgte mod Procias, og jeg passede på dig hele vinteren, da du var blevet ramt af pest. Du troede at du skulle dø og jeg gjorde dig rask og holdt dig sikker! Og da Julien kidnappede dig, tøvede jeg slet ikke med at søge efter dig!” svarede han i et desperat forsøg på at påminde hende at han altid havde holdt hende sikker og været der for hende, når hun havde haft brug for ham, skønt han i princippet kunne have været ligeglad, men det havde han jo aldrig været. At hun sagde at hun havde ondt i brystet, fik ham til at bide sig i underlæben, for det var jo hans skyld! ”Undskyld… undskyld.”

[Deleted]

Sonic var langt mere forælder, end det som Ilaria var, selvom hun ikke brød sig om det, for hun var mor.. det burde ligge naturligt til hende, selvom det bare ikke gjorde. At han ville tage sig af hende, var han selvfølgelig glad for, men hvor meget hun så ville have med dem at gøre, for.. de var langt væk, hun havde sit arbejde, som… vel det eneste at give sig til i det store forløb? Hun vendte blikket væk fra ham. Hun vidste ikke om hun.. kunne.. At se dem finde ud af det hele som en far og datter burde og her stod hun.. Ja, et sted så følte hun vel, at hun var overflødig, og slet ikke nødvendig på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det opmuntrende smil, var slet ikke noget som påvirkede hende på nogen måde, for det ændrede virkelig.. ingenting for hende. ”Det fint..” svarede hun blot, som hun vendte blikket ned mod sine hænder i stedet for. Det sitrede i hendes krop. Hun havde jo set hvor godt de to kom ud af det med hinanden, og hun følte slet ikke at det var noget som hun kunne være en del af, så… hvorfor ikke bare lade ham få Jacqueline og stille sig tilfreds med det? Selvom det selvfølgelig gjorde frygtelig ondt selv for hende.
Ilaria sitrede voldsomt, som hun var endt i Sonics arme. Alene den tanke om at han havde været så tæt på at tage hende med den form for vold, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det havde han aldrig gjort før! Hånden knugede fast omkring hans bluse, også selvom hun vidste at hun burde slippe ham.. men tanken om at han sad der, han havde armene om hende og han forsøgte at trøste hende, var alt sammen så.. velkendt, hvilket kun gjorde forbandet ondt, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved! Hans opremsning gjorde kun knuden i hendes bryst noget større, og det var noget som gjorde ondt! Tårerne hvilede tungt i hendes øjne, selvom hun forsøgte ikke at lade dem falde, for det var slet ikke noget som hun havde lyst til! Hvad hun egentlig skulle sige, vidste hun ikke, og det var næsten det som gjorde det hele så meget værre, selv for hendes del. ”Hvorfor minder du mig om den gode tid som var? Jeg ved det ikke sker igen, og jeg ved vi ikke længere er sammen, Sonic? D-du går ud af døren og er ligeglad med mig uanset..” Hendes blik stirrede direkte ned af hende. At han så igen skulle undskylde, forstod hun ikke, for det hele var jo for pokker hendes egen skyld! Øjnene lukkede hun igen. Hun ville ønske at alt var som det var, men tanken om at det aldrig ville blive sådan igen, var noget som gjorde så frygtelig ondt, selv for hendes del! ”… Gå Sonic..” bad hun dæmpet. Hun kunne ikke rumme det!

[Deleted]

At Ilaria følte sig overflødig, kunne Sonic såmænd godt forstå, eftersom han vidste at hun gerne ville være en del af det, som han vidste at hun gerne ville have at hendes datter skulle kunne lide hende og ville være sammen med hende og det var der vel intet at sige til? Det lå vel til enhver mor at ville ønske og elske sit barn? Der var sikkert visse undtag, men han kendte Ilaria godt og hun var måske isdæmon, men han havde set hendes hjerte og han vidste at hun elskede deres lille pige, mindst lige så højt som han selv gjorde. Han svarede dog ikke på hendes ord, for hvad skulle han dog sige? Han ville gerne have at alt var som før, hvor de faktisk var en familie, for alt synes bare at være så.. ustyrligt og kaotisk. Han var dog indebrændt på hende, som han var sur og frustreret, men det var vel også kun forståeligt, når hun havde søgt en andens kærtegn, når det var ham hun burde have været hos og blive berørt af. Han vidste godt at han havde haft meget at se til, men det havde bestemt ikke hjulpet at hun bare havde sættet sig hen og gjort ingenting, da han godt kunne have brugt en hånd, derfor havde han også været sur over at hun ønskede bekræftelse, når hun ikke engang hjalp til for at de to kunne få tid sammen, for ikke nok med at han havde haft sit arbejde, så havde han jo også skulle passe en lille pige! Det var så ikke fordi han ville klage, for han var kun glad for at være så nær med tøsen, men han ville bare ønske at hun aldrig var gået ud af den dør, så utroskaben aldrig havde fundet sted, da det klart havde været på det værste tidspunkt hun kunne gøre det. Han ønskede dog ikke at lade det hele gå så langt han direkte skulle tage hende med vold, som han havde været tæt på, for.. det lå jo slet ikke til ham! Han elskede hende og han kunne slet ikke drømme om at gøre hende ondt! Måske han havde gjort det få gange, men det var også kun fordi hun havde krydset en grænse som ikke skulle krydses, hvor de begge vidste at han havde et ufattelig stort temperament, som der ikke skulle meget til for at tricke, og når hun selv var i besiddelse af at temperament, så kørte det jo altid op i en spids, hvilket altid havde været deres problem. Han endte med at fnyse til hendes ord, ikke fordi han var blevet fornærmet, eller fordi hendes ord havde stødt ham, det var mere af forbavselse, for hvad pokker bildte hun sig selv ind? Hun kørte da uden tvivl sig selv psykisk ned med de negative tanker! ”Er du virkelig så blind, at du ikke kan se at jeg endnu elsker dig? Du er den første og eneste person og kvinde jeg nogensinde har elsket, det går ikke bare over fra den ene dag til den anden,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone, som han blidt strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt. Han kyssede hende blidt mod panden. ”Uanset hvordan tingene ender, så vil jeg aldrig være ligeglad med dig Ilaria, jeg vil elske dig, til døden os virkelig skiller og selv længere endnu,” tilføjede han i same tone, som han ikke slækkede grebet omkring hende, for han ønskede bare at holde om hende. ”Jeg kan ikke gå Ilaria.. ikke når det er sådan her..”

[Deleted]

Ilaria følte sig overflødig, uelsket og egentlig kun som en der var i vejen, selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved. Hendes datter ville slet ikke vide af hende, og hendes.. eksmand var så indebrændt på hende, at han havde forsøgt at tage hende med vold, hvilket direkte var skræmmende, for intet var som det plejede at være, og selvfølgelig var det en tanke som direkte skræmte hende, for hun ønskede jo bare at det hele var som det var! Hun elskede sin datter og hun.. elskede jo også stadig ham, selvom hun intet kunne gøre ved det af den grund. Hun dirrede og sitrede i hans arme, også selvom det var svært for hende i det hele taget at falde til ro. Han hadede hende, han var indebrændt på hende, og hendes datter ville slet ikke vide af hende, så var det i det hele taget underligt at hun gjorde sig de tanker som hun gjorde? Det var jo for pokker da sandt! Hun havde ønsket en bekræftelse som hun ikke havde fået hjemme.. anerkendelse for sine forsøg, som hun heller ikke havde fået, og der havde Camille stået.. hun kunne give hende det, og hun var hoppet i fælden. Det var jo egentlig ikke engang noget som hun havde gjort med vilje! Hun trak vejret dybt, næsten som hun igen havde glemt at trække vejret bare for en kort stund. Hun havde det mildest talt af helvede til, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det, andet end at.. arbejde? Hun havde jo ikke andet at give sig til alligevel! Hans ord satte en skræmmende varme i hende, også fordi at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved det! Hvad betød de ord? Hun vidste jo for pokker ikke hvad hun havde retten til eller noget som helst! Øjnene lukkede hun, som han strøg lokkerne væk fra hendes ansigt. ”Ikke sig det..” endte hun. Hun kendte ordenes betydning, men ikke hvor han ville hen med dem! Han var indebrændt og vred på hende, samt deres datter ikke ville vide af hende.. kunne han så ikke bare lade hende være og tage sig af deres datter og forsikre sig, at hun om ikke andet, havde et godt liv?! ”Døden skilte os, Sonic.. Og du ved ikke hvor ringe samvittighed jeg har for ikke at være der! Du forstår det ikke..!” Igen meldte tårerne sig, selvom hun virkelig forsøgte ikke at lade dem falde. Hun gjorde sig absolut ikke nogen forhåbninger, for selvfølgelig ville hun have været der for ham og deres lille pige, også selvom det ikke var en mulighed som hun havde haft lige der og da! Som hans hoved var røget, var hendes opholdstilladelse gjort lige så, også selvom hun intet havde haft med det som han havde lavet i Procias at gøre! Blikket gled ned af sig selv igen ved hans kys mod hendes pande. Det sitrede noget så voldsomt i hendes krop som intet andet, for hun vidste ikke om hun burde eller ikke, for.. hun ønskede jo heller ikke at han skulle gå, men hun kunne ikke få sig til at sige det! ”D-du vil ikke gå..” påpegede hun dæmpet. Det var jo der problemet var!

[Deleted]

Det gjorde ondt at Sonic skulle være så indebrændt at han snart ikke kunne se andet end rødt, når hun hidsede ham op og forsøgte at forsvare sig selv, for det hun havde gjort, var på ingen måder okay, når de havde været gift! De havde været et stærkt par, særligt i Procias, da de jo faktisk havde styret det hele – han havde om ikke andet – og han havde skabt en masse kaos, hvor ingen i landet havde kunnet røre dem, fordi der ikke var blevet fundet beviser, kun lige indtil Raphaella og Lucas var blevet fanget ved muren, hvor de havde haft hans kontrakt til tøsen, hvilket havde bevist at han havde været en del af det og så var hans hjem blevet stormet, ligesom han var blevet trukket med væk. Han skulle aldrig have givet dem den kontrakt, men han havde jo et sted heppet på dem, skønt det så kun havde bidt ham i røven i den anden ende at være lidt flink og hjælpsom, hvilket normalt aldrig lå til ham, og det var kun blevet bevist fra alle, selv Ilarias side, at han kun kunne stole på sig selv. Alle ville svigte ham, selv den kvinde han havde anset for at være sin eneste ene, havde valgt at dolke ham i ryggen, på det værste tidspunkt og vanæret ham, som ingen havde gjort det før, og når han tænkte på det, kunne han helt fortryde at han havde mødt hende i det hele taget. Men så tænkte han over hvad de havde været igennem og så kunne han jo ikke benægte at det havde været hans lykkeligste år igennem hele hans liv i Procias. Han ville bare ønske at intet var gået så galt. Nu lå han med hende i sin favn igen, hvor alt måtte synes at være så ufattelig velkendt, hun lå og græd, de havde skændtes og han forsøgte at trøste hende, skønt det måske var lidt anderledes denne gang, eftersom de ikke var et par længere – hvilket hun selv havde sørget for – hvor han havde forsøgt at tage hende med vold, hvilket et sted skræmte ham, for han havde jo slet ikke ment at gøre hende ondt! At hun bad ham om ikke at sige det, tog han sig ikke af. ”Men det passer, svarede han sandfærdigt og en anelse stædigt. Kunne hun virkelig ikke se det? Måske han var indebrændt på hende, men det var vel også kun forståeligt, når hun havde været ham utro, da det havde været præcis på samme måde, hvis det var gået den anden vej. Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Men hvordan skal jeg også kunne forstå, når du aldrig ønsket at fortælle mig noget som helst?” spurgte han i en lettere frustreret tone. Hun gad jo aldrig at snakke med ham, eller fortælle ham noget, så hvordan skulle han kunne forstå hende, når hun bare lukkede i som en østers eller også skreg og råbte op som en gal? Det var da umuligt at forstå hende så! Han rystede let på hovedet, som et svar på hendes ord. ”Nej.. jeg vil ikke gå,” endte han dæmpet, som han trykkede hende blidt ind til sig. Ganske forsigtigt, lod han sin hånd søge ned under dynen, hvor han tog fat i hendes trusser, for at hive dem op på plads, så hun igen var dækket lidt til, inden han trak hendes kjole ned om hendes ben, så den også skjulte hende lidt, kun for at putte dem begge under dynen, hvor han igen slog armene omkring hende. ”Undskyld Ilaria.. det var ikke min mening at gøre dig ondt eller fortræd,” hviskede han dæmpet.

[Deleted]

Ilaria havde faktisk forståelse for at Sonic var indebrændt på hende, men at hun så ikke engang fik lov til at stå op for sig selv, var selvfølgelig noget som selv gjorde hende en kende hidsig, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var vred på hende og hun havde det af helvede til.. Han vidste jo slet ikke hvordan hun havde det, og efterhånden havde hun opgivet at forsøge at forklare ham det! Hun havde aldrig ment at svigt ham på den måde, men det var for pokker heller ikke fordi at hun havde været ude på at være ham utro! Det ene havde egentlig bare ført til det andet, og det var faktisk sket, uden at hun havde ment det! Hun ønskede slet ikke at høre ham sige de ord, for de kunne slet ikke menes som de plejede at kunne gøre det, og det var jo næsten det som var det værste af det hele! ”Du må ikke sige det..” endte hun endnu en gang. Selv vidste hun jo godt, at hun selv havde ødelagt det hele, selvom det bestemt heller ikke ændrede på hvordan hun havde det med det hele, for hun havde det mildest talt af helvede til! Hånden knugede alligevel omkring hans bluse, også selvom hun vidste, at hun burde slippe ham og smide ham ud, for det gjorde ondt at have ham siddende så tæt på sig, når hun vidste, at det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund! Tænderne bed hun let sammen. Hun rystede endeligt på hovedet og vendte blikket ned af sig. Hun havde forsøgt at forklare ham det, men gang på gang, var hun jo bare.. overrumplet og råbt og skreget af.. Var det underligt, at hun slet ikke ville dele den slags ting med ham? ”Jeg vil have du skal g…” Hun tav omgående som hun mærkede hans hånd igen tæt ved underlivet, som han forsøgte at klæde hende på gen, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med, hvor hun alligevel endte med at sidde fuldkommen stiv, som han valgte at lægge sig ned i sengen sammen med hende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, og det var næsten helt.. ubehageligt! Hun slap stille hans bluse, også selvom hun slet ikke fik sig selv til at trække sig væk fra ham. Det var så dejlig velkendt at have hans favn at ligge i, for ikke at glemme, at det et sted alligevel var noget som faktisk formåede at få hende til at falde til ro, og det var noget som hun helt klart havde brug for, det var der ingen tvivl om! At han så igen skulle undskylde, var noget som tydeligt fik hende til at ryste på hovedet igen, for hun vidste jo godt at han ikke havde gjort noget forkert som sådan, men det var nu heller ikke fordi at det var sådan hun havde ønsket at blive bekræftet på! Ikke med vold på den måde! ”B-bare lad mig være..” endte hun dæmpet, som hun næsten vendte blikket.. tryglende mod ham. Hun ville egentlig bare gerne være for sig selv, og være alene, for det andet kunne hun da slet ikke bruge til noget som helst!

[Deleted]

Selvom Sonic hadede at skulle indrømme det, så elskede han endnu Ilaria. Hun var den første kvinde og faktisk den første person han havde valgt at åbne sit hjerte for og lukke ind, hvor hun også havde valgt at stjæle det og lige siden havde det tilhørt hende. Det ændrede dog ikke på at han var indebrændt og skuffet over at hun havde været ham utro, men det var der vel heller ikke rigtig noget at sige til? Hvis hun virkelig elskede ham, burde hun også holde sig til ham, desuden så havde han måske også haft mere tid til hende, hvis hun faktisk havde valgt at hjælpe ham frem for bare at kaste alt bort. Han vendte roligt de mørke øjne imod hende, hvor han let hævede det ene bryn. ”Du vil måske ikke have at jeg siger det Ilaria, hvilket jeg også sagtens kan lade vær med, men når alt kommer til alt, så mener jeg det stadig, ligesom jeg stadig føler det,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de mørke øjne fra hende. Han elskede hende og han frygtede et sted at han altid ville gøre det. Måske det ikke var en dårlig ting, men på den anden side, så havde hun virkelig formået at vanære ham og dolke ham i ryggen og han havde ærligtalt ikke lyst til at skulle blive såret igen. Det var også derfor han slet ikke ønskede, at have nogen ny kvinde, for for det første gad han slet ikke kærligheden, men der var heller ikke nogen kvinde som var Ilaria. Aldrig havde han mødt en som kunne overgå hende, men de havde jo også været frygtelig meget igennem og altid havde han været stolt over det de havde haft sammen. Han kunne jo heller ikke se bort fra det de havde været igennem, hvor hans lykkeligste tid i livet, var sammen med hende. Han elskede hende, og det ville han nok altid gøre, uanset hvad hun så havde gjort mod ham. At hun så stivnede, da hans hånd søgte ned under dynen, for at gribe fat i hendes trusser og trække hende på igen, lagde han også godt mærke til at hun stoppede sig selv. ”Jeg gør dig ikke ondt,” hviskede han dæmpet, kun for at forsikre hende om det, da han trods alt holdt af hende. At hun så slap taget omkring hans bluse, sagde han intet til, skønt han nu ikke havde haft noget imod at hun havde holdt om den, da det vel var et tegn på at hun ønskede omsorg. ”Jeg går ingen steder Ilaria. Desuden.. jeg ønsker ikke at se dig så deprimeret,” svarede han roligt og alligevel stædigt. Han måtte erkende at det helt kunne ødelægge hans humør at se hende så deprimeret og som et nervevrag, for hun virkede jo helt.. ynkelig. Han var vant til at se en stærk og stolt kvinde og han måtte erkende at han gerne ville se den kvinde igen. Han kyssede hende blidt mod panden. ”Jeg synes at du skal sove, få dig lidt hvile og noget ro til hovedet. Jeg bliver her hos dig,” tilføjede han roligt, som han sendte hende et mildt smil, hvor han roligt lod begge sine arme søge omkring hende, for at holde hende tæt ind mod sig igen. Det var som i gamle dage, og skønt alle omstændigheder måske var så pokkers forkerte, så kunne han ikke komme uden om at han faktisk havde savnet det og nød det.

[Deleted]

Det frustrerede selvfølgelig Ilaria at hun slet ikke følte at hun havde retten til at udvise de følelser som hun egentlig havde for Sonic, for det havde jo ikke forandret sig det mindste. Hun vidste at hun selv havde formået at ødelægge det hele, og uden at hun kunne gøre det mindste ved det nu, hvilket næsten var det som gjorde det hele meget værre for hendes del. Hun havde det elendigt, vidste at hun var.. overflødig, og at hun kunne undværes af hendes datter og sikkert også ham, hvilket gjorde at hun havde endnu dårligere samvittighed og selvtillid end det som hun havde haft til nu. Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang, også selvom hun endnu var hvilende i hans favntag, så var det ikke just noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. ”J-jeg vil ikke høre det! Jeg vil ikke høre hvad du føler, når jeg ikke kan gøre noget ved det, okay?! Bare.. hold op… hold op..” endte hun med en næsten febrilsk stemme, som hun vendte blikket mod ham. Hun havde måske valgt at slippe hans bluse, men ej havde hun gjort andet yderligere end det som hun havde gjort til nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt. Det lignede hende måske ikke at være sådan et.. nervevrag, men det var altså ikke noget som hun gjorde med vilje! Med alle de negative tanker og ingen til at afkræfte dem eller noget som helst! Og selvfølgelig gjorde det kun at hun var langt mere overbevist om at det faktisk var sådan at det hele hang sammen, så var det bare ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun vidste jo et sted godt, at han ikke ville gøre hende ondt, for det havde han aldrig.. som sådan gjort ved hende før. Hun nikkede blot til hans ord, som hun blev liggende ind mod ham, som han lagde dem begge ned i sengen. Hun lukkede øjnene let, som hun blev liggende med hovedet mod hans bryst. ”Jeg har det fint… Jeg har det fint, Sonic, du… du behøver ikke være her,” endte hun dæmpet. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle se hende på den måde, også fordi at hun vidste, at det jo slet ikke lignede hende at være sådan, og det var næsten det som gjorde det hele meget værre, selv for hende! Som han opfordrede hende til at sove, så rystede hun på hovedet. Selvom hun vidste at hun havde ligget og sovet, idet han havde banket på til at starte med, så var det noget som hun slet ikke kunne finde ro til på denne her måde. ”J-jeg kan godt selv… passe på mig selv, Sonic… Det behøver jeg virkelig ikke dig til.. Bare.. gå.. Jacqueline har brug for dig..” forsøgte hun endnu en gang, velvidende om at han sikkert ikke var enig, men.. visse ting ønskede man vel at klare selv? Der var hun bestemt heller ikke noget undtag hvad det angik. Hun blev dog liggende i hans favn, som han havde lagt dem temmelig godt til rette.. Desuden så føltes det.. rart med noget velkendt, som det at ligge i hans favn. Det fik hende jo faktisk til at slappe af.

[Deleted]

Et sted måtte det helt irritere Sonic at se Ilaria så svag og ynkelig, for det var jo ikke den kvinde han havde giftet sig med! Han havde altid været fascineret af hendes styrke og hårde personlighed, hvor det også var den kvinde som han havde forelsket sig i. Han havde altid været stolt af at have fundet denne stærke, enerådige, hårde, selvstændige og viljestærke kvinde, som ikke havde været bange for at få lidt skidt under neglene, som hun også havde kunnet udkæmpe sine egne kampe og alligevel havde han formået at gøre hende utrolig feminin, det var trods alt hans skyld at hun rendte rundt i kjoler! Og dog havde han nydt, når hun havde rendt rundt i intet andet end hans skjorter. Han havde altid godt kunne lide hendes machoside, selvom han slet ikke kunne genkende noget af det i denne kvinde, hun lignede måske hans Ilaria, men hun var jo slet ikke hende! Eller det var hun, hun var frygtelig deprimeret og han kunne snart slet ikke have med den tanke at gøre, for han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre! Han havde aldrig været en mand der gav medlidenhed og selvom det var hende, var det altså intet undtag, for han fandt det næsten kun irriterende og belastende. Alligevel følte han sig også forpligtet overfor hende, måske de ikke var gift, men han elskede hende, så han var forpligtet overfor sit hjerte og han havde aldrig svigtet hende, så han følte heller ikke at han kunne gøre det nu. Han vidste bare ikke hvordan han skulle behandle et nervevrag, for det hjalp vel ikke at sige; ’tag dig sammen og mand dig op!’, det ville jo nok kun gøre ondt værre. Han lå og betragtede sig af hende, som hun begyndte på at han ikke måtte sige at han elskede hende, hvor han ikke forstod hende, for som hun selv havde sagt at hun havde ønsket hans bekræftelse dengang, så ville hun også have ønsket at høre ham sige de ord og nu gad hun ikke? At hun så begyndte på at lyve ved at sige at hun havde det fint og at han ikke behøvede at være her, kendte han hende godt nok til at vide at det var hendes stædighed som talte for hende. Han trak vejret dybt, som han sukkede ganske let, inden han lagde en hånd under hendes hage for at løfte hendes blik mod sig, så han kunne se hende direkte ind i hendes smukke isblå øjne. ”Jacqueline kan godt vente for en nat. Desuden så har du vidst mere brug for mig, end hvad hun har i øjeblikket,” endte han roligt og dog bestemt. Det var ikke fordi han ville fravælge sin datter, for han ville sågar sætte hende før sig selv, men han skulle jo først finde et hjem og det gjorde han ikke fra den ene dag til den anden. Han endte med at trykke sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, som han roligt lukkede øjnene og blot gav sig hen til det.. velkendte og trygge. Det var savnet at mærke præcis disse læber, da det for en gangs skyld måtte føltes helt rigtigt. Han kunne næsten ikke ønske sig mere end dette.

[Deleted]

Ilaria kunne virkelig ikke tage sig af, hvorvidt om dette faktisk var noget som irriterede Sonic, for hun kunne ikke gøre noget ved det! Siden han var endt henrettet, så havde hun gjort sig disse tanker, og specielt efter at de havde set hinanden første gang, efter han var kommet retur, så var det bestemt heller ikke noget som havde gjort det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende om ikke andet, og hun kunne ikke gøre det største ved det nu! Hun vidste at hun var overflødig, at hun kunne undværes og sikkert så meget mere, men hvad var der at gøre ved den sag lige nu og lige her? Intet! Absolut intet! Tænderne bed hun tydeligt sammen, som hun alligevel blev liggende i hans arme, for det føles.. rart og det var velkendt og et sted også en tryghedsfornemmelse for hende, som hun faktisk havde haft brug for, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. Hånden som alligevel gled under hendes hage, fik hende kun.. tøvende til at vende blikket op mod ham, også selvom hun slet ikke vidste om hun burde kigge ham i øjnene eller noget som hun helst, for skulle hun være helt ærlig, så var hun faktisk umådelig usikker omkring det! ”Jeg har ikke brug for nogen Sonic.. Jeg kan faktisk godt klare mig selv..” gentog hun igen. Selvom hun vidste, at hun var direkte elendig til at lyve for ham, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for hun kunne ikke gøre det største ved det uanset hvad. Hun trak vejret ganske dybt og vendte blikket væk fra ham igen. Hun ville egentlig bare have lov til at.. være sig selv, græde ud igen og mande sig op, for det var svært når han var der for hende uanset, for det mindede hende kun om hvad hun havde mistet.. Ja, i disse situationer var hun måske utrolig egoistisk på sin egen måde, men et sted så lurede den gamle Ilaria vel et sted under huden på hende? Uden at hun egentlig kunne gøre det største ved det uanset hvad, så var det nu bare sådan at det måtte være. Hun havde det af helvede til, og selv Cecilaya vidste det. Hun ønskede egentlig bare noget som hun kunne beskæftige sig med, for det andet var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst, og selvfølgelig var det noget som kun irriterede hende yderligere! ”Jeg ved ikke hvad du har lovet Jacqueline, men jeg er en voksen kvinde.. Jeg har ikke brug for dig til at.. fortælle mig hvad jeg skal gøre og ikke gøre.. Jeg tager konsekvenserne af mine valg, og jeg forsøger faktisk at.. leve med dem.. Du gør det kun værre ved at blive her, Sonic.. Jeg kan ikke holde det ud…” endte hun med en direkte dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke en behagelig fornemmelse, men han forstod jo så til gengæld heller ikke hvordan hun havde det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en god fornemmelse at sidde med.. hun kunne jo bare ikke gøre noget som helst rigtigt! At han valgte at kysse hende, var noget som omgående fik hende til at stivne. Hjertet hamrede mod hendes bryst, som hun.. alligevel gengældte det. Det var jo trods alt frygtelig savnet!

[Deleted]

Sonic havde faktisk en masse imod at lade Ilaria sidde her alene, han vidste godt at han ikke kunne blive her, da dette liv ikke længere var noget han kunne være en del af, han havde sin datter at skulle tage sig af, hvor Ilaria selv havde arbejde her, så han forstod godt at hun ikke kunne komme med, hvilket hun vel egentlig heller ikke havde lyst til? Og selvom det kunne irritere ham at hun virkede så ynkelig – i forhold til den kvinde han var vant til at se – så kunne han ikke gå, faktisk så havde han slet ikke lyst til at gå fra hende. Han kunne godt lide at være her, ligge med hende i sin favn, da det gjorde ham frygtelig.. tryg og der var noget velkendt over følelsen, hvilket han godt kunne lide. Hun var hans hustru, i hans øjne var de jo aldrig blevet skilt, da han var kommet tilbage til hende, ganske vidst sagde man til døden dem skilte, men så skulle man jo også forblive død! Han var kommet tilbage til hende, og hvis de begge havde ønsket at fortsætte, jamen så havde de da endnu været gift! Men i stedet for havde hun kastet ringen i hovedet på ham og gjort det tydeligt at han burde være blevet i graven, men det var vel bare noget hun sagde i vrede? Desuden så var der jo også noget som han havde fundet af omkring hende, hun havde nemlig været ham utro, hvilket faktisk havde knust ham, særligt det at hun slet ikke fortrød det, når det burde være ham hun havde været hos, da hans hjem var blevet stormet og han var blevet trukket med af soldaterne som havde korsfæstet ham og henrettet ham. Han bar stadig ar på håndfladerne efter sømmene, hvor synet af dem, fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, da han endnu kunne huske hvordan det havde været. ”Ingen kan klare sig alene, Ilaria. Selv den stærkeste mand, har brug for hjælp en gang i mellem,” svarede han roligt, hvor han næsten kunne lyde helt vis og belærende, skønt det dog ikke var meningen. Han havde jo selv erfaret det, da han var søgt til Procias og havde haft sine mange planer, end ikke der havde han gjort alle handlinger alene, da han ikke kun havde fået hjælp fra Ilaria, men også fra mange andre. Han vidste at man ikke kunne klare sig selv, hvor han derfor også havde været villig til at blive en del af det dæmoniske samfund, hvis han skulle være en del af rådet, dog måtte han erkende, at det ikke just var ham at være en del af noget større, hvor han også gerne ville fokusere på sin datter og leve et mere fredeligt liv, hvis det betød at hun kunne få en tryg opvækst, som hun ikke just havde haft i Procias. Han vidste at mange var imod at tøsen fik indflydelse fra sine forældre, men ingen kunne holde det tilbage i hende, for han havde jo set hvilken personlighed hun havde, og hun var som snydt ud af næsen på hendes forældre, som hun bar begges stædighed og temperament, hvor hun var bestemt og opmærksomhedskrævende som sin mor. ”Det er ikke min mening at gøre det værre Ilaria, tværtimod. Men jeg vil bare sikre mig at du får det godt igen,” hviskede han roligt, som han lagde hånden mod hendes kind, for at trykke sine læber imod hendes i et dybt og længselsfuldt kys, hvor han virkelig havde savnet at mærke hende så tæt på sig! At hun gengældte det, fik ham til at smile indvendig, som han selv blot gav sig hen til kysset og til hende.

[Deleted]

Ilaria ønskede egentlig bare muligheden for at være alene, græde færdig og genvinde bare lidt af den facade som Sonic automatisk nedbrød så snart han stod i hendes dør, ofr det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende af den grund! Hun var god til at sige ting i vrede, også fordi at hun vidste at han blev ked af det, og derved reagerede på det, for selv i hendes øjne, var det jo trods alt en form for bekræftelse, for han reagerede jo! Men nu? Ja, så vidste hun ikke.. Hun vidste at hun var besværlig, også selvom hun virkelig havde forsøgt at tilpasse sig det hele.. Jacqueline ønskede sin far.. I så fald, så ville hun hellere have at han var sammen med deres datter end sammen med hende, for det var jo ikke noget som gjorde nogen forskel af den grund for hendes del. Hun elskede ham jo.. og det var uanset hvad der blev sagt eller gjort, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes del! Selvfølgelig havde hun bidt sig mærke i at han havde kaldt det for hans hjem, også selvom hun ikke just kunne gøre det største ved det lige nu. Hun havde allerede ødelagt det hele, så det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu uanset. Hun ønskede ikke at ødelægge mere end det som hun allerede havde gjort, og derfor tog hun vel også den beslutning, at bede ham om at søge mod deres datter i stedet for at være her ved hende? Tanken gjorde ondt, men hun forsøgte faktisk at handle på deres datters vegne for en gangs skyld! Desuden gjorde det ondt, når han var omkring hende.. hun havde ondt psykisk, og hun brød sig ikke om det! ”Det kan godt være, men det har jeg ikke brug for..” endte hun med en dæmpet stemme. Løgn var det ganske vidst, for hun havde brug for en til at hanke op i hende, men.. så sur og indebrændt han var på hende, så kunne hun jo heller ikke gøre det største ved det uanset! At han gerne ville sikre sig, at hun havde det godt, var en tanke som glædede hende, også selvom. Hvordan ville han da sørge for det? ”Du kan ikke gøre det godt igen, Sonic.. Kan du ikke bare se, at det ikke er som det nogensinde har været? Det bliver aldrig sådan igen.. Kan du ikke bare.. tage til Jacqueline? Hun sidder sikkert og venter på dig..” endte hun dæmpet.
Kysset var noget som selvfølgelig satte en utrolig varmende fornemmelse i Ilaria, også fordi at det var en savnet fornemmelse! Hun kunne slet ikke beskrive hvordan det var at mærke ham så tæt på sig igen. hendes hjerte føles som at slå fast mod hendes bryst, også selvom.. hun gjorde sig vel alt for mange tanker? Hvad pokker ville han med dette? Det forstod hun slet ikke noget af! Kysset endte hun selv med at bryde, kun for at kigge ham i blikket. Arret huskede hun, da hun et sted følte sig… skyldig over at han havde fået det, for det var jo også på grund af hende. Blikket gled automatisk ned mod hans bryst i stedet for. Svagt bed hun sig i læben. ”..G-gå..” bad hun igen. Han forvirrede hende jo kun!

[Deleted]

De vidste begge at Ilaria ikke kunne klare sig på egen hånd, for ellers ville hun da slet ikke have det så elendigt som hun havde i øjeblikket. Det gjorde ondt at se hende have det så dårligt, eftersom han trods alt endnu måtte elske hende, hvilket han nok ikke ville stoppe med, da hun var den første og sidste kvinde, der ville komme i berøring med hans hjerte, for han ønskede ikke nogen anden. Han måtte erkende at han et sted ikke kunne lide kærligheden, eftersom den kun havde bragt ham smerte i sidste ende, naturligvis bar han mange gode minder, men hvad skulle det nytte, hvis han alligevel havde mistet alt? Så var det ikke just sjovt at kunne sidde alene tilbage og huske tilbage på noget godt som man alligevel bare havde mistet. Han trak en anelse på smilebåndet til hendes ord, som han ikke tog de mørke øjne fra hende. ”Selvfølgelig har du brug for hjælp Ilaria, du kan ikke lyve for mig, enhver vil kunne se at du er helt nede i den sorte kulkælder og at du ikke kan komme op igen alene, lad mig nu hjælpe dig,” bad han dæmpet, som han lagde hovedet ind mod hendes, som han blidt trykkede hende ind til sig. Hvorfor skulle hun være så pokkers stædig? Hun vidste lige såvel som han gjorde, at hun havde brug for hjælp udefra, og han anede ikke engang om han havde nogen anden i hendes liv, skønt det et sted ikke skulle forundre ham. Han bed sig selv i kinden til hendes ord, som stak i hans hjerte, for det gjorde ondt at vide at alt var tabt, og at hun bare var så kold og ligeglad, eller ligeglad var hun nok ikke, men hun ville heller ikke gøre noget for at det blev bedre. ”Jeg kan ikke hente hende hjem, før jeg har fundet et, så hun skal uanset hvad vente på mig,” svarede han sandfærdigt, som han blot stirrede frem for sig og ind i væggen, som han sukkede ganske lydløst for sig selv. Det var vel bare at erkende at det ikke blev som før? Selvom den tanke gjorde ondt, da de havde været gift i mange år, selvom det hele var endt så brat, og pludselig før han så sig om, så var det hele slut.
Kysset var noget som Sonic nød, som det var en følelse af noget der var velkendt, ligesom det var rart at mærke hende sådan igen. Det var disse læber som han var vant til, og det var disse læber han havde savnet. For en kort stund føltes alt perfekt, lige indtil hun valgte at bryde kysset, hvor han roligt vendte blikket mod hende. Hans mørke øjne søgte roligt til hendes isblå, selvom hun hurtigt så væk, hvilket fik ham til at rynke let med brynene. ”Jeg vil blive her. Sov.. så passer jeg på dig,” hviskede han stilfærdigt mod hendes ene øre, som han tog fat omkring dynen og trak den over dem og særligt hende, så hun lå behageligt under den og ind mod ham. Han kyssede hende blidt mod håret, som han lagde hovedet ind mod hende. ”Sov, min egen,” gentog han roligt, som han selv endte med at lukke øjnene. Han ville ikke have noget imod at kunne få lov til at nyde en enkelt nat med hende, inden han jo nok skulle søge videre.

[Deleted]

Ilaria havde det mildest talt af helvede til, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som hun ønskede at videreformidle til ham! Han skulle slet ikke vide det, for nu hvor han havde gjort det tydeligt for hende, at der var plads til deres datter og ikke til hende, men så vred og indebrændt som han var på hende, så var det vel heller ikke noget som kunne forundre nogen? Hun ønskede slet ikke at have ham tæt på, for det gjorde for ondt.. det gjorde for ondt for hende i det hele taget at tænke på! ”Du skal ikke hjælpe mig! Jeg har ikke brug for din hjælp! Jeg kan udmærket godt klare mig selv..!” endte hun med en tydelig frustreret og næsten… desperat stemme. Hun ønskede jo slet ikke at fremstille sig selv som en svækling, men tvært imod, så ønskede hun at gøre det modsat og anderledes, for hun var stærk, hun sad inde med en styrke, som hun bare havde brug for at lade komme frem igen, også selvom det var ved at være lang tid siden sidst. Hun ønskede egentlig bare at abstrahere lidt fra den smerte som så tydeligt måtte sidde i hendes bryst, for det var på ingen måder behageligt. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun nu alligevel blev liggende i hans favn. Det føles rart og ikke mindst betryggende, hvilket var noget som hun så desperat havde haft brug for, men.. hvad havde hun at forholde sig til? Tænderne bed hun svagt sammen, som hun vendte blikket væk fra ham – forsøgte på det om ikke andet, også selvom det slet ikke var nemt for hende, når hun egentlig bare ønskede at det hele var som det altid havde været før, men.. det var vel ikke muligt? De var som spredt for vilde vinde, selvom det slet ikke gjorde det meget bedre for hende af den grund! ”Så… så burde du finde et sted, så du kan få hende med dig.. Du burde slet ikke ligge her..” endte hun med en ganske bestemt tone. Hun brugte vel egentlig bare det hele som en undskyldning?
Kysset var noget som kun efterlod Ilaria med en varme uden lige, for det var.. utrolig savnet og ikke mindst meget velkendt for hende, og det gjorde hende tryg og ikke mindst komfortabel. Hendes hjerte hamrede som vanvittig mod hendes bryst og som aldrig nogensinde før. Kysset valgte hun dog at bryde, for hun var vel.. bange for at hun ville nyde det for meget? Selvom det allerede var en skade sket for hendes vedkommende, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hende! At han så ikke ville gå, som hun bad ham om, var noget som gjorde hende helt… frustreret og desperat? Selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for hende! Hun rystede på hovedet, som han alligevel valgte at putte hende under dynen. Næsten automatisk lagde hun sig til. Det var.. betryggende at ligge der sammen med ham, og hun kunne godt lide det! ”Jeg vil have du skal gå, Sonic.. Gå..” bad hun igen, som han kyssede hendes pande. Hun var træt, men hun kunne ikke sove, når han lå der sammen med hende!

[Deleted]

Sonic fik svært ved at vide om hun mente at han skulle gå eller ej, da hun konstant blev ved med at sige det, og han vidste ikke om det måske var for det bedste? Han følte sig derfor også mere og mere skubbet ud af værelset, da han godt vidste han ikke havde ret til at blive her, hvis hun ønskede ham ud, for det var hendes værelse og ikke hans. Alligevel kunne han godt lide at være her, da han nød hendes selskab, skønt hun godt nok var deprimeret, hvilket et sted skræmte ham, for han havde aldrig set hende sådan og selvom han vidste at man ikke altid kunne være super hele tiden, så kunne det næsten helt irritere ham at se hende sådan, for det var jo ikke den kvinde han kendte! Hans hustru, eller nu eks, var en stærk og stolt kvinde, som ikke lod sig slå ud af noget og han forstod heller ikke hvad der var galt, for hun gad ikke fortælle ham det, og han havde jo fortalt alle gode nyheder, såsom at deres datter ikke var død og hun fik naturligvis lov til at være sammen med sin datter, så snart hun ville, hvor hun altid var velkommen til at se til tøsen, ligesom han også sagtens kunne tage tøsen med forbi her, så de lidt kunne mødes på halvvejen. ”Vi ved jo begge to, at der er noget galt, ellers ville du ikke være så.. deprimeret,” svarede han roligt. Det gjorde ham irriteret at hun nærmest fremstillede ham dum, ved at lyve for ham, for hun burde vide at hun ikke kunne lyve for ham og det var ikke kun fordi han var mentaldæmon, men fordi han kendte hende så godt som han gjorde. Hun måtte naturligvis forvirre ham alligevel, da han godt vidste at ingenting var som før, og han vidste jo faktisk ikke hvad hun følte for ham helt præcist, for selvom hun elskede ham, var det jo ikke ensbetydende med at hun ville være sammen med ham, derfor havde han svært ved at regne ud hvad han egentlig skulle gøre, og det hjalp ikke ligefrem på det at hun var tvetydig, for hun sagde at han skulle gå, men alligevel puttede hun sig ind til ham, som ville hun have at han skulle blive og han havde jo selv lyst til at blive. ”Jeg kan ikke bare gå ud og finde et hjem her og nu, Ilaria. Og du er sikker på at det ikke bare er en dårlig undskyld for at få mig til at gå?” Han hævede let det ene øjenbryn, som han sendte hende et sigende mine. Han ville ønske at hun ikke bare kunne fortælle ham direkte hvad hun ville i stedet for at pakke alle ting ind, for det gjorde ham irriteret at han ikke kunne finde ud af hvad han skulle gøre, for hun gav ham jo ikke just noget som han kunne arbejde videre på! Måske det bare var slut? Måske han bare skulle gå og så.. måtte det være det? Han følte næsten at det var det bedste, selvom han havde lyst til at være her hos hende. ”Du siger at du vil have mig til at gå, men alligevel putter du dig ind til mig og besvarer mit kys, kan du forstå at jeg er forvirret? Jeg vil have at du skal fortælle mig hvad du inderst inde vil have. Desuden.. jeg vil hellere sove her hos dig, end under en åben himmel i kulden,” svarede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende.