Good news?

[Deleted]

Sonic blev stående og betragtede sig af hende, hvor han roligt lod hovedet søge en anelse på sned. Fingeren mod hendes læber, var ikke fordi han ikke gad høre på hende, det var tværtimod for at stoppe hende, da han godt kunne høre at hun var frustreret. Måske hun ikke havde fortjent at han var god mod hende og lyttede, men det kom nu en gang automatisk til ham, da det lå naturligt for ham at vise bekymring og interesse, det var trods alt mange år at de havde været sammen i alt, hvor selv deres ægteskab havde varet nogle år, og han havde skam været lykkelig med hende, hvor han tværtimod slet ikke havde kunnet ønske sig noget højere end det han havde haft, men det hele synes bare at være så.. forkert. Hun havde været ham utro, han var blevet henrettet, deres datter var i Procias, hvor de ikke længere kunne være, og det hele var bare forkert sat sammen! Intet var rigtigt og han kunne til dels savne de gode tider i Procias, hvor det bare havde været de tre. ”Selvfølgelig hjælper det ikke, hvis du bare giver op, Ilaria. Og du har altid været den kvinde jeg har ønsket du skulle være; nemlig dig selv. Jeg har aldrig været skuffet over dig, hverken som mor eller som hustru, ganske vidst var det hårdt, når du bare gav op og efterlod alt til mig, men jeg har altid vidst at det lå til dig som person, ingen af os er fødte forældre, alligevel forsøgte du, alligevel valgte du at give hende mad, når hun skulle have det, og du stod tilmed op af og til om natten for at få hende til at stoppe med at græde, så jeg ved at du har forsøgt,” svarede han sandfærdigt, hvor smilet næsten endte helt varmt, skønt det var fordi han måtte mindes den gode fortid, som han også måtte savne. Smilet falmede dog hurtigt igen, da det også gjorde ham irriteret at tænke på det, for nu var alt bare forkert på alle måder! Desuden så var han skuffet over at hun havde været ham utro, hvilket også gjorde ondt og kunne man bebrejde ham?
“Så må du jo bare vise hende, at hun tager fejl, du kan jo ikke bebrejde hende, for at tro det, når du selv valgte at være fraværende,” svarede Sonic ganske roligt, hvor hans hoved faldt til den anden side. Pigen kunne man ikke bebrejde for at tro at hendes mor ikke elskede hende, skønt tøsen bare skulle vide, hvor højt mor faktisk elskede hende, for han vidste det skam, uanset om hun havde opgivet eller ej, for det ændrede ikke på at hun var glad for sin pige. Som han tog om hendes hænder, glædede det ham kun at hun ikke trak dem til sig. At hun havde grædt meget, kunne han næsten forstå, hvor hun også havde grædt sidste gang, selv der havde han fældet tårer, hvilket skete frygtelig sjældent! Men det hele havde jo også påvirket ham. Han lænede sig roligt mod hende og kyssede hendes pande ganske blidt. ”Det beviser blot at du har et hjerte og ikke er lavet af ren is,” svarede han roligt, som han lod sine tomler stryge hende over håndfladerne, hvor han trak sig igen. At hun så måtte trække hænderne til sig, fik det lille smil til at falme, hvor han blot lod sine arme falde ned langs hans sider. ”Jeg vil vide hvorfor du er så.. ulykkelig, hvorfor du græder. Jeg kommer med gode nyheder, desuden så kan jeg love dig højt og helligt at du får din datter at se igen, at du får hende i dit liv igen, så hvorfor er du ked af det? Desuden så kan jeg ikke lade vær med at bekymre mig,” svarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Ilaria vidste at hun havde vanæret Sonic på grummeste vis, selvom hun ikke kunne lave det om, og det var vel også en af grundene til at hun faktisk.. ikke kunne fortryde? Hun havde selv ladet Camille gøre det, hun havde aldrig stoppet hende, og i sig selv, så havde den kvinde bare bekræftet hende på en måde, som hun faktisk havde savnet at Sonic gjorde det. Kærtegnene havde ikke været de samme.. slet ikke, men af den grund, så havde hun følt sig.. komfortabelt til, selvom hun vidste at det var forkert.. og nu var alt så forkert som det overhovedet kunne blive, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes skyld af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tænderne bed hun sammen endnu en gang. Hun havde virkelig forsøgt, hun var stået op nogen gange om natten, selvom Sonic som regel havde hentet Jacqueline til hende, hun havde puslet om hende – forsøgt på det om ikke andet, selvom det på ingen måder havde været nemt! ”Det var jo aldrig nogensinde godt nok..” påpegede hun med en dæmpet røst. Løgn var det jo ikke engang, for Jacqueline havde altid foretrukket Sonic når det kom til trøst, når det kom til opmærksomheden, ja.. når det jo egentlig kom til det hele, så havde hun jo egentlig kun været overflødig og ikke rigtigt til nytte, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt på hende!
Når det kom til det faktum at deres lille pige skulle overbevises, var en kamp som Ilaria allerede på forhånd havde valgt at opgive, for hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle kunne gøre ved den sag, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende af den grund. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun mere eller mindre stod og stirrede på deres hænder, som han havde taget omkring dem. Hvorvidt om hun kunne tillade sig det, vidste hun ikke, for han var vel vred på hende? Hvorfor så være så sød ved hende? Hun forstod det jo slet ikke! Et sted kørte hun sig vel bare.. psykisk ned med al den negativitet? ”Jeg ønskede aldrig at være mor, men jeg forsøgte..” endte hun dæmpet. Hun havde været vred som aldrig før, da hun havde vidst om det, men hun havde valgt at forsøge alligevel. Hun huskede jo stadig hvordan han havde grinet af hende, som hun havde fortalt ham det! Kysset mod hendes pande, fik hende til at vende blikket væk endnu en gang. Hendes øjne forblev blanke selvom hun ikke lod flere tårer falde.. alt for mange var faldet til nu selv i hendes forstand! ”Jeg er ikke følelsesforladt.. jeg ved det godt..” Hun vendte blikket næsten tøvende mod ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Hun vidste ikke hvad hun havde ret til eller ikke! Armene gled endnu en gang omkring hendes egen krop. ”Hold op med at være bekymret for mig.. Det er jo slet ikke meningen du skal tænke på mig mere.. Find dig en kvinde som du kan kalde for en kæreste.. en hustru eller hvad du vil.. Jeg klarer mig..” Hun trak sig væk fra ham, kun for endnu en gang at tage pladsen på sengen. Tanken nagede hende, selvom hun vidste, at hun ikke havde nogen ret til at give udtryk for det, så hun forsøgte faktisk at undgå det!

[Deleted]

Sonic vidste godt at han var den mest velsete af de to hos Jacqueline, hvor det måske også kunne se ud til at han var god som far, men ærligtalt anede han jo ikke engang hvad han skulle gøre mange gange, han var måske ikke den værste far der fandtes, men han var bestemt heller ikke den bedste! Han selv havde jo bare taget sin tjørn fordi han vidste at Ilaria ikke gad, hvor han også havde nægtet at svigte sin datter, desuden var han jo også den som af de to havde ønsket at hun skulle føde pigen i stedet for at gøre fosterdrab, som Ilaria nærmest havde foreslået, da graviditeten havde skræmt hende, men han fortrød ikke at de havde fået hende, da han elskede deres lille pige overalt på denne jord! Han var også kun glad for at han havde set hende igen, da det virkelig havde formået at heale hans ellers så knuste hjerte, hvor han endnu engang var sig selv igen. ”Selvfølgelig var det dét Ilaria. Du har bare altid været for hård ved dig selv,” svarede han sandfærdigt, som han strøg hende ganske blidt over kinden, hvor han ikke tog det mørke øje fra hende. Han havde aldrig klaget over hende, hverken som mor eller hustru, da han jo vidste hvordan hun var. Ganske vidst havde det været dejligt, hvis hun havde gidet at gøre lidt mere ud af det som mor, da det til tider havde været svært at skulle passe sit arbejde og passe en lille pige, men han havde aldrig været skuffet over hende.
Ilaria var simpelthen for god til at se negativt på tingene, hvor Sonic også var rimelig sikker på at det var grunden til at hun var så ked af det. Hun gjorde det hele langt værre end hvad det var, hvilket gjorde at det kørte hende ned psykisk og hvis hun ikke havde nogen til at hjælpe sig, ja.. hvor ville hun så ikke ende henne? Det gjorde ham faktisk bekymret for hende, selvom han jo ikke kunne hjælpe hende mere end hvad hun tillod ham. ”Det ved jeg godt Ilaria og jeg har aldrig ønsket mere af dig,” svarede han sandfærdigt. Han havde aldrig klaget over hende, eller det havde han måske når de havde skændtes, men det var jo også kun ord sagt i vrede, for ellers havde han jo aldrig været mere lykkelig. ”Det behøver du skam ikke at overbevise mig om, for det ved jeg skam allerede, min egen,” svarede han sandfærdigt, hvor et morende skær var at ane i hans mørke blik. Han vidste godt at hun ikke var komplet følelsesløs, da hun faktisk havde et hjerte – det havde han jo selv været ejer af, som han selv havde set det, og ikke mindst taget det. Han vendte sig roligt rundt og fulgte hende med blikket, da hun valgte at sætte sig på sengen igen, hvor han selv blev stående denne gang. ”Jeg skal ikke have nogen ny kvinde,” mumlede han en anelse sammenbidt. Han gad slet ikke kærligheden mere, da den var ødelagt for hans vedkommende, hvilket et sted var takket være hende, for der kom jo tydeligvis intet godt ud af det! Den kvinde han havde anset for at være sin eneste ene, havde været ham utro og hun fortrød det ikke engang! Og hvis hun virkelig var blevet bekræftet og anerkendt af en anden bedre end hvad han kunne, hvordan kunne hun så have været lykkelig hos ham? Tanken gjorde ondt, hvor han også mærkede knuden samle sig i hans bryst og mave. ”Desuden uanset hvad der er sket, så ønsker jeg ikke at du skal køre dig psykisk ned, så fortæl mig hvad der er galt,” opfordrede han roligt, som han vovede sig et par skridt tættere på hende.

[Deleted]

Sonic havde altid været favoritten ved Jacqueline, hvilket end ikke var noget som hun kunne gøre noget ved, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig frustrerede Ilaria, velvidende om at hun.. intet kunne stille op i den sag. Tænderne bed hun svagt sammen. Hun havde gjort hvad hun kunne som moder for deres datter, hvor hun til gengæld ikke havde haft noget i sin habitus, for hun havde aldrig selv haft en lykkelig opvækst. Tvært imod! ”Jeg kan jo se det. Hun vil ikke vide af mig, hun tror ikke jeg elsker hende, selvom jeg virkelig har gjort hvad jeg kunne.. Det er jo bare nytteløst.. Jeg er ikke en moder for hende.. jeg er ikke elsket..” Tanken gjorde direkte ondt, for hun følte sig slet ikke elsket. De kunne stå og råbe og skrige af hinanden, hvilket bestemt heller ikke ville være nyt for deres vedkommende, men om ikke andet, så vidste hun da at det var en.. form for bekræftelse i sig selv, for hvem ville da give sig til at skændes og slås med en, som de slet ikke ville have med at gøre? Det var der jo ingen som ville! Desuden hvis han var så opsat på ikke at svigte deres pige, så skulle han være velkommen.. hun kunne jo uanset ikke stille noget som helst op!
Ilaria var vel efterhånden kørt psykisk ned? Efter deres utallige skænderier, alle de skældsord og alt det som de havde kastet i hovedet på hinanden, var noget som kørte rundt i hovedet på hende. Hun havde ingen at gå til, hun var jo praktisk talt.. alene om tingene, og det var hun jo på ingen måder vant til. Et sted savnede hun den rolige og trygge tilværelse i Procias, for hun havde jo ikke været nogen trussel overfor nogen! Hun havde jo bare siddet inde med ønsket om at.. være sammen med den som hun elskede og holdt af, være sammen med sin familie og vogte om den, og det var vel ikke underligt? ”Det var jo aldrig godt nok alligevel..” påpegede hun med en dæmpet stemme, for det var jo bestemt heller ikke fordi at det var nogen løgn! Hun vendte blikket direkte væk fra ham endnu en gang, som hun gik hen og satte sig på sengekanten. Hendes krop dirrede. Hun var udmattet, men at lægge sig til, ville hun på ingen måde når han var der! Han skulle slet ikke have lov til at tage den magt over hende! Hun var sin egen og hun var alene.. selvom den tanke faktisk var svært nok for hende, at forholde sig til! At han kaldte hende ved de titler, stak i hendes hjerte.. Skulle hun tage imod dem? Tanken om at han end ikke ville have en ny, vidste hun heller ikke hvordan hun skulle tolke, for det var slet ikke nemt for hende på nogen måde overhovedet! Hun trak vejret dybt, som hun tørrede over de fugtige kinder igen. At han vovede sig hen mod hende, sagde hun intet til. Et sted.. kunne hun vel godt lide at han var der? Hun var jo ikke alene så. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg har det fint..” løj hun tydeligt oplagt. Overfor ham havde hun aldrig været en god løgner, men hun forsøgte jo at klare sig så godt som det nu var hende menneskelig muligt, selvom det på ingen måder var nemt af den grund! Hun tog fat om dynen, som hun trak om sig, kun for at putte sig ind under den. Et sted som et værn, for hun følte sig direkte blotlagt.. og hun kunne ikke gøre noget ved det!

[Deleted]

“Ilaria, nu stop! Du gør det hele langt værre end hvad det er! Tøsen tror måske ikke at du elsker hende, men det kan du jo bare modbevise hende om, ved at være der for hende! Desuden så er du skam elsket, for hun elsker dig,” svarede Sonic i en bestemt tone, som selv hans blik hvilede bestemt i hendes. Hvilken tøs ville ikke elske sin mor? Måske Jacqueline kun ønskede ham, men det var jo kun fordi hun troede at hendes mor ikke kunne lide hende, at hun ikke var ønsket og så var det vel klart at tøsen heller ikke ønskede hende? Ilaria måtte bare tage at sætte tøsen over sine egne behov og virkelig gøre en indsats for at vise hende at hun elskede hende, for det havde tøsen brug for. Hun havde brug for at blive bekræftet af sin mor og det var vel heller ikke meget at forlange, når Ilaria normalt bare ville kaste det hele bort? Det var ikke fair overfor Jacqueline og selvom tøsen kun ønskede ham, så måtte han jo også være med til at vise at mor elskede hende og at hun også var ønsket der, hvor tøsen jo langsomt måtte forstå at det ikke kun var far der ønskede hende, skønt han skam nok skulle finde et hjem til dem, så de kunne være sammen.
Sonic kunne godt mærke og ikke mindst se at der var noget helt galt med Ilaria, som hun var psykisk nedkørt, hvor han var rimelig sikker på at hun var god til at gøre det selv, med sine mange negative tanker, for hvem ville ikke blive drevet til vanvid, hvis man konstant konstaterede for sig selv at man var alene og ikke var elsket af nogen? At man var elendig og ikke kunne gøre noget rigtigt? Alle ville da gå til efterhånden! Og hvis der så ikke var nogen til at fortælle en modsat, så kunne man jo næsten ikke være overbevist om andet end det man selv konstateret, hvilket så blev alt det dårlige, og hvis det var det som hun gjorde, så var det jo intet under, at hun var knust. Han bed tænderne en anelse sammen til hendes ord, hvor hun virkelig var.. ynkelig! ”Nu hold op Ilaria! Jeg har altid være tilfreds med alt du skænkede mig, jeg har aldrig ønsket nogen højere, end hvad jeg har ønsket dig, og det er sandheden!” bed han hende en smule af, som han slet ikke havde tålmodighed til at høre hende ynke over sig selv, når hun selv havde ødelagt alt! Hun havde været ham utro og det tilgav han hende bestemt ikke for! Desuden, hvis nogen ikke var god nok, så var det jo ham! Han måtte jo ikke engang havde gjort hende lykkelig, hvis hun absolut skulle søge bekræftelse hos en anden, og den tanke gjorde ondt, hvor det også gjorde ham vred at tænke på. At hun så løj for ham, fik ham til at himle let med øjnene, hvor han roligt satte sig foran hende på sine knæ. ”Du burde vide at af alle, så kan du ikke lyve overfor mig,” svarede han roligt og hævede let det ene øjenbryn. Han sagde intet til at hun tog om dynen og puttede sig under den, hvor han også selv hjalp til, ved at trække den godt omkring hendes skuldre, så den sad ordentligt. ”Fortæl mig nu hvad der er galt,” bad han roligt, som han ikke kunne skjule det bekymrede skær i de mørke øjne.

[Deleted]

Ilaria tav mere eller mindre omgående, som Sonic valgte at afbryde hende ved nærmest ved at hæve stemmen. Hun havde det ikke godt, og synet på hende selv som tøsens moder, på ingen måder var positivt, for hun var ikke nogen god mor, og det var jo bare fakta på alle måder! Tænderne bed hun sammen, som hun omgående vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Hun følte sig på ingen måder elsket, men.. nyttig. Hun følte sig nyttig indenfor det dæmoniske råd, som hun følte at hendes ekspertise var værdsat, og det var hun selvfølgelig glad for, men når man var vant til så meget andet, så var det bare ikke nok til sidst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende i den anden ende. ”Hun elsker mig ikke, når det kun er hendes far hun vil have, Sonic..” modargumenterede hun med en ganske bestemt tone. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at stå og skændes med ham over ting som hun selv var fuldkommen overbevist om, for hvem elskede hende da? Hun var jo alene, hun havde ikke nogen og hendes datter foretrak den mand som hun ikke længere var gift med, hvilket ikke ligefrem gavnede hende, for hun havde jo ikke gjort andet end at skuffe!
Ilaria havde været en helt anden før hun havde mødt Sonic, for der havde hun været vant til at være alene. Nu hvor hun havde en familie, så var der straks helt andre faktorer som spillede ind. Hun kørte vel sig selv psykisk ned? Selvom det slet ikke var noget som hun ønskede eller var ude på i den anden ende. Hun blev siddende på sengekanten, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun havde det virkelig skidt, men hun mente det altså når hun sagde, at det ikke var noget som han skulle tænke på, for det var det virkelig ikke! ”Du har aldrig været tilfreds med min moderrolle, Sonic, og du ved det godt! Du ønskede så brændende at jeg skulle ændre mig, for at blive bedre end hvad jeg er!” endte hun tydeligt frustreret, som hun tog fat om dynen for at få den om sig. At han så gik i knæ og hjalp hende, var på sit vis ikke noget som hun havde noget imod, for hun havde vel bare brug for at skjule sig lidt. At lyve for ham var måske dumt, for hun kunne ikke holde fast i den.. desuden kendte han hende vel for godt? Hun rystede stille på hovedet, som hun tog fat om dynen og holdt den godt om sig. Hun brød sig på ingen måder om at ligge så blotlagt som det hun følte sig i denne stund, for hun hadede det virkelig! Hun vendte de isblå øjne direkte mod ham endnu en gang. Hun forsøgte at holde fast i det hårde ydre.. den kvinde som hun havde været før i tiden, selvom hun vel måtte erkende, at hendes mange år sammen med ham, faktisk havde.. forandret hende? ”Hold nu op med at bekymre dig om mig, Sonic.. Du er ikke en del af mit liv længere..” Hendes ord døde roligt hen, for det gjorde ondt at erkende, men det var vel bare en sandhed? Og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund!

[Deleted]

Sonic kunne godt mærke at Ilaria var helt ved siden af sig selv, men alligevel måtte det gøre ham helt.. hidsig at hun var så ynkelig og nedtrykt, for det var jo slet ikke hende! Det lå ikke til hende at være så.. så knust, da hun altid havde været en stærk og stolt kvinde, som knap nok havde fældet tårer, men nu græd hun nærmest hele tiden, hvilket han slet ikke kunne kapere! Det var underligt at se hende sådan, når man var vant til den stærke kvinde, som ikke veg tilbage på grund af et mindre tilbageslag eller fordi hun havde lidt en lille nederlag, da hun altid var kommet op på hesten igen og fortsat det hårde arbejde og den hårde indsats. Han forstod godt at hun var værdsat her hos dæmonerne, for hun var en af de stærkeste, stolteste, dygtigste og naturligvis den smukkeste, han nogensinde havde mødt. Det var vel heller ikke noget under at lige denne kvinde havde vundet hans hjerte? Hun var fantastisk, hvilket hun altid havde været, men han kunne slet ikke genkende den kvinde han havde forelsket sig i, skønt hun mere lignede kvinden nu end tidligere, fordi hun havde trænet, og det måtte helt ærgre ham at hun var så.. ved siden af sig selv. Han lagde en hånd mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Du har en hel ny chance for at være der for hende, Ilaria, du kan gøre alt godt igen, hun skal bare overbevises om at du elsker hende,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et opmuntrende smil. Han vidste godt at hun havde det hårdt, for det kunne han jo tydeligt se, men det var også helt surrealistisk at se hende nærmest så svag, som hun opførte sig som, for hun kunne jo ikke engang tage sig sammen! Altid havde hun været en selvsikker kvinde, men den selvsikkerhed synes at være drattet fuldstændigt i jorden, hvilket han så som en skam, for han havde jo ikke forelsket sig i den hårde kvinde hun havde været til at starte med, for ingenting. Det var den kvinde som bar hans hjerte, hvilket hun jo nok altid ville gøre, og hvorvidt det var en god eller dårlig ting, anede han ikke, men det måtte tiden jo vise ham. ””Ilaria! Nu stopper du! Jeg har aldrig ønsket at ændre noget som helst ved dig! Tror du at jeg forelskede mig i den hårde, selvsikre, stærke og stolte kvinde for ingenting? Bare for at ønske at ændre hende? I så fald tager du fejl! Det er den kvinde som jeg kender dig som og det er den kvinde jeg altid har elsket. Jeg har aldrig i hele vores tid sammen, ønsket at du skulle blive den bløde, søde og hjemmegående husmor, da det slet ikke ligger til dig! Jeg har altid elsket dig for at være den kriger du var, uanset hvor macho du så end kunne være. Jeg var og er stolt over at det er en kvinde som dig, som har skænket mig min datter, for jeg vil slet ikke lave det om,” svarede han sandfærdigt og dog bestemt, som han blev siddende på knæ foran hende, uden at han tog blikket fra hende. Hendes ord om at han ikke længere var en del af hendes liv, skar igennem hele hans bryst og mave, som havde det været en kniv, hvor han bed tænderne let sammen. Det gjorde ondt at tænke på, hvor det vel på sit vis desværre var sandt? ”Hvis jeg ikke var en del af dit liv, så ville jeg ikke sidde her i øjeblikket, ville jeg?” Han hævede sig en anelse, hvor han skænkede et kys til hendes mundvig, inden han rejste sig helt og guidede hende ned at ligge i sengen, inden han kunne putte hende under dynen. ”Desuden så har jeg sagt at jeg ikke kan lade vær med at bekymre mig.”

[Deleted]

Ilaria var helt ved siden af sig selv, selvom det jo faktisk slet ikke var noget som hun gjorde med vilje! Det var bare ikke nemt at opretholde sig selv, når man var alene om det, når man jo igennem frygtelig mange år, havde været vant til at de havde været to om tingene, to om at hjælpe hinanden, for hun var vel.. afhængig af ham på sit vis, selvom hun slet ikke var meget for at erkende det, for det var noget som kun gjorde det hele mange gange værre for hende! Hånden mod hendes kind, efterlod hende med en tydelig dirren og sitren, som hun slet ikke kunne skjule på nogen måde. Det var rart at blive berørt på den måde, også selvom hun ikke vidste, om det var noget som hun faktisk burde tage imod på den her måde. ”Det ændre ikke på det faktum, at hun ikke vil vide af mig, Sonic.. Det ændre ikke noget som helst,” påpegede hun med en sigende mine. Løgn var det jo trods alt heller ikke set fra hendes side af om ikke andet. Tanken gjorde ondt et sted, for hun ønskede jo egentlig bare sit liv tilbage, men det var vel tydeligt for meget at forlange? Selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det bedre for hende af den grund! Der var sået så frygtelig meget siden deres ægteskab, også selvom der faktisk ikke var gået nær så lang tid, men meget var der jo trods alt sket af den grund, så var det ikke noget som gjorde det bedre for hende, og da bestemt ikke da han valgte at hæve stemmen, for det kunne hun da slet ikke kapere lige nu. Hun var ikke den fødte mor, og det var bestemt også en af de grunde til at hun havde foreslået fosterdrab, netop for at undgå at det skulle gå så galt! Hun havde ønsket ham for sig selv, og tanken om at hun skulle dele den opmærksomhed med en lille pige, var noget som gjorde hende direkte hidsig et eller andet sted, og vel stadig gjorde? Hun var skubbet helt ud af billedet, og det gjorde faktisk ondt for hende at få kastet direkte i hovedet! ”Du ønskede jeg skulle blive en bedre mor, Sonic.. Du kommenterede altid mine fejl, uanset hvilke det var!” endte hun tydeligt frustreret. Hun tav omgående, som han valgte at kysse hendes mundvig, hvor hun næsten følte at hjertet måtte direkte.. hamre mod hendes bryst alene ved den fornemmelse, for hun havde slet ikke mærket ham så tæt på igennem.. frygtelig lang tid. Som det slog hende ud for adskillige sekunder, så lagde hun sig ned, så han faktisk kunne putte hende. Tænderne bed hun sammen, for hun ville slet ikke have at han skulle putte hende! Det burde slet ikke være nødvendigt, for hun kunne godt passe på sig selv af den grund! ”Du er ikke en del af mit liv, men af Jacquelines.. Du.. er her kun for at opretholde det løfte du skænkede til mig sidst vi sås..” påpegede hun dæmpet. At vide at det jo faktisk var slut dem imellem, var en tanke som gjorde ondt, men noget som hun lige så godt kunne vænne sig til, for det andet var da slet ikke noget som kunne bruges på nogen måde! Hun vendte blikket stille ned af sig. Han skulle ikke bekymre sig for hende! Det kunne godt være, at hun mildest talt havde det af helvede til, men hun kunne altså godt passe på sig selv! ”Jeg kan godt passe på mig selv.. Du skal ikke bekymre dig..” Hun tog fat om dynen, som havde det været et værn og trak den godt om sig. Hun havde det slet ikke særlig godt!

[Deleted]

At se Ilaria gå fra den stolte og stærke kvinde, til dette nervevrag, var slet ikke noget som Sonic kunne håndtere, da det på sit vis måtte gøre ham helt irriteret at se hende sådan, for det passede jo slet ikke til hende! Hun virkede helt svag og ynkelig, når hun opførte sig sådan, særligt når hun ikke engang gjorde noget for at få det bedre! Mest af alt måtte det et sted også skræmme ham at se hende være så knust, særligt fordi han inderst inde var for stædig til at give sig helt hen til hende, da hun på ingen måder havde fortjent det, når hun havde været ham utro og faktisk var skyld i at de ikke var sammen, som hun selv havde kastet ringen i hovedet på ham, men han kunne ikke komme udenom at han faktisk var bekymret for hende og hun havde jo stadig den samme betydning for ham, da de havde været alt for meget igennem, til at han bare kunne være ligeglad, og derfor følte han sig også helt på bar bund med hvordan han skulle reagere og hvad han faktisk skulle gøre, da det føltes som to sider indeni ham der var i kamp mod hinanden. ”Så må vi to jo ændre det selv, ikke sandt? Vi viser hende at mor ikke hader hende, at mor elsker hende som far gør og så skal hun nok gengælde det,” svarede han roligt, hvor han godt lagde mærke til at hun helt måtte dirre af hans strøg mod hendes kind, hvor han var lidt i tvivl om hvorvidt det var en god eller dårlig ting. Hun havde givet tilstrækkelig udtryk for at der ikke var mere mellem dem, hvilket han sådan set også havde valgt at leve efter, desuden havde hun heller ikke fortjent hans tanker, da hun havde dolket ham i ryggen, hvor han faktisk ikke længere kunne sige at han stolede 110 procent på hende, som han havde gjort førhen, men det var jo så også noget hun selv havde valgt at ødelægge, netop ved at vise at han ikke kunne stole fuldt og fast på hende. Aldrig ville han have tøvet med at ligge sit liv i hendes hænder, nu, nu stolede han kun på sig selv, hvor han slet ikke gad åbne sig for nogen igen, da der tydeligvis ikke kom noget godt ud af det! Derfor ville han bestemt heller ikke have nogen ny kvinde i sit liv! Dem brugte han kun til at få sine lyster tilfredsstillet og så var den eneste tøs i hans liv, hans lille prinsesse, som han klart ville sætte i første række uanset hvad! ”Har du virkelig opfanget det som det?” spurgte han forundret, som hun sagde at han kun havde påpeget hendes fejl. Han fnøs, ikke af irritation, men faktisk af forundring og forbavselse, hvor han aldrig selv havde set sådan på tingene. ”Men jeg har aldrig været mere tilfreds med nogen kvinde i mit liv, end som jeg har været med dig. Jeg har altid været stolt af dig, stolt af vores ægteskab, stolt af alt! Du er den eneste jeg nogensinde har elsket! Okay.. så skændtes vi meget, men mine lykkeligste år, ligger hos dig i Procias,” svarede han næsten ivrigt efter at få sandheden frem, skønt han tog sig selv i det, hvor han bed sig en anelse i den bløde underlæbe. Det var ikke sjovt at skulle konfrontere de lykkelige minder, da det blot påmindede ham om, hvor meget han savnede det inderst inde, hvilket irriterede ham! Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, hvor han blev siddende på sengekanten, efter at have puttet hende under dynen. ”Måske, men du gjorde det også tydeligt at der ikke var mere at komme efter, samt at du ikke ville have at jeg skulle vise mig her igen, påmindede han hende stilfærdigt, som han vendte blikket ned mod sine hænder i sit skød. Måske han kun var her for at holde sit løfte, men hvorfor skulle han ellers komme? Hun havde gjort det tydeligt at hun ikke gad se ham. Han så roligt mod hende igen. ”Hvorfor skal du altid være så stædig Ilaria? Fortæl mig nu hvad der er galt, fortæl mig, hvorfor du er så knust og så ked af det.”

[Deleted]

Ilaria havde det mildest talt af helvede til, også selvom hun vidste, at det ene og alene var hendes egen fejl, så havde hun jo under skænderiet kylet ringen efter ham, kun for at søge ud efter luft. At hun så var stødt på en sensuel dæmon som havde skænket hende en bekræftelse som hun havde haft brug for lige i det øjeblik, var ikke noget som hun kunne gøre for, for.. hun havde brug for den i stor grad og specielt hvad angik hendes familieliv, for hun var ikke nem at have med at gøre, og hun var jo klar over det! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, også selvom det endnu var en smule trodsigt. Hun var ikke nogen god mor, og hun vidste det jo godt. Alene den tanke om at hun så havde mistet det hele, var slet ikke en tanke eller konsekvens som hun måtte have tænkt over, om hun skulle være helt ærlig, for det var bestemt heller ikke just noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende af den grund. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun svagt bed sig i læben. Hans strøg efterlod hende med en sitren, men også samtidig en.. forvirring, som hun slet ikke vidste, om det var noget som hun skulle tage imod eller ikke, og det var virkelig en frustrerende tanke! ”Hun vil ikke vide af mig, som hun vil vide af dig.. Kan du.. ikke bare lade det ligge og bare være den far for hende, som jeg ikke kunne være hendes mor..?” endte hun dæmpet. Hun ønskede slet ikke at omdiskutere det mere, for de kom jo ikke nogen vegne! Der var ikke noget ’vi’ der var ikke noget ’os’ mere, og hun vidste det jo. Det hele var jo bare.. ødelagt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende! Hun vendte blikket ned af sig. ”Hvordan skulle jeg ellers opfange det? Du har altid kun kommenteret mine fejl angående Jacqueline.. Jeg kunne jo aldrig gøre noget rigtigt..” endte hun ganske bestemt. Hun mindes ikke en gang hvor hun var blevet rost for at passe på hende.. Hver gang Sonic havde trådt ind i rummet, var tøsen begyndt at skrige, og han havde altid haft en sjov tendens til at komme på de forkerte tidspunkter, så det så værre ud end det var, og det var jo så hende, som det altid var gået ud over, og hun kunne slet ikke have med det at gøre! At han så valgte at rose deres tid i Procias nu, var i den grad for sent nu! ”Det er lige meget, for det liv findes ikke mere.. det eksisterer ikke mere, uanset hvor meget jeg ville ønske at det gjorde! Det gør ingen forskel mere!” endte hun desperat som hun vendte blikket ned af sig. At komme ned at ligge i sengen, gjorde faktisk godt, selvom hun ikke følte at hun kunne slappe af, når han var der. ”Hvad er der da at komme efter, Sonic? Der er ikke noget som helst..” endte hun dæmpet, som hun næsten gemte sig under dynen. Hun havde det af helvede til, men ønskede da ikke at fortælle ham noget! Hun ønskede ikke at fremstå svagere end hvad hun gjorde i forvejen! ”Bare lad mig være.. hold op med at komme her igen.. Det gør ondt..” endte hun dæmpet. Hun var slet ikke vant til den psykiske smerte i den grad!

[Deleted]

At Ilaria ikke ønskede at diskutere det med at være forældre, var noget som Sonic sådan set var enig i, eftersom han heller ikke selv gad blive ved med at diskutere noget som de tydeligvis ikke var enige i. Han sukkede en anelse opgivende, som han kort bed tænderne sammen, uden at han tog de mørke øjne fra hende. ”Hun vil stadig få brug for en kvinde i sit liv, og der vil jeg foretrække at det er hendes mor frem for nogen anden,” svarede han sandfærdigt og dog roligt, hvor han så ind i hendes isblå øjne, eller forsøgte på det, hvor det var svært når hun konstant så væk fra ham. Det kunne godt være at hun havde det af helvedet til, men han følte sig lidt på bar bund, når hun ikke engang ville lade ham hjælpe hende. Han gad dog ikke blive, hvis de bare skulle diskutere, det var han desuden også for træt til og hvis han ikke kunne blive her, så skulle han ud og finde et andet sted hvor han kunne sove, hvilket nok blev i en helt anden by. Han vendte kort blikket væk fra hende, hvor han i stedet for gav sig til at stirre tænksomt ind i væggen. Havde han virkelig kun påpeget hendes fejl? Ganske vidst havde han mange gange kommet hjem til en skrigende unge, den ene gang, havde hun tilmed bare lagt pigen fra sig i sofaen, hvilket ikke var nogen måde at behandle en pige på! Men ja, det kunne vel godt være at han havde været rimelig hård ved hende, når det kom til det at hun skulle være mor? Et sted var det jo bare fordi han ikke ønskede at pigen skulle svigtes af hendes forældre, som han var blevet, og da han selv var blevet forladt af sin mor, så havde han jo ikke ønsket at det samme skulle ske for Jacqueline, så han kunne nok ikke komme udenom at han havde været lidt hård ved Ilaria, for at hun skulle være en god mor, hvor han mest af alt burde have hjulpet hende og støttet hende, frem for at belære hende og påpege hendes fejl. ”I så fald har det aldrig været min mening at lade det gå ud over dig,” endte han dæmpet, som det denne gang var hans tur til at slå blikket ned. At hun så fejede hans ord af banen, fik ham til at se lettere skarpt imod hende, hvor han bed tænderne sammen. Han bed sig dog mærke i at hun sagde at hun ville ønske at det var som før, hvilket næsten fik knuden i hans bryst til at vokse sig større. ”Hvorfor ville du dog have at det var som før? Du var tydeligvis ikke lykkelig,” mumlede han lettere irriteret, som han endnu engang blev påmindet at hun havde været ham utro, hvilket fik alle de gode minder til at krakelere. Han havde altid været stolt af hende, lige indtil hun havde valgt at være ham utro, for det havde han bestemt ikke tilgivet endnu! Og hvordan skulle han dog også kunne det, når hun ikke engang fortrød det? Hun havde nydt en andens kærtegn, hvordan pokker kunne hun så have været lykkelig hos ham? Han endte med at rejse sig. ”Det var tydeligvis en fejl af komme,” mumlede han, som han gik om på den anden side, hvor han fik sine sko på igen, hvor han ikke engang så meget som så på hende. ”Jeg får Jacqueline ud af Procias og så må du selv bestemme om du vil have noget med hende at gøre,” svarede han endeligt, hvor han rejste sig og gjorde mine til at gå.

[Deleted]

Ilaria ønskede slet ikke at diskutere med Sonic, for det var bare en ting som de aldrig nogensinde ville blive enige i, selvom det nok var det som gjorde mest ondt, selv for hende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Rigtigt så havde Jacqueline brug for en kvinde i sit liv, men når hun aldrig havde været i stand til at gøre tingene rigtigt eller godt nok, så var det næppe hende som det kom til at være, selvom det var en tanke som faktisk gjorde ondt. Hun havde ikke giftet sig med Sonic, hvis det ikke var fordi at hun mente det med hjerte, sind og sjæl, for det var faktisk en utrolig stor ting selv i hendes øjne! ”Det kan godt være..” endte hun dæmpet, også mest for at cutte den del af samtalen af, for hun ønskede slet ikke at fortsætte den evige diskussion, for den blev de jo trods alt aldrig nogensinde trætte af uanset! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Det eneste som hun havde fået påpeget siden deres lille pige var født, var hendes fejl og mangler hvad angik den moderlige rolle.. Det var noget som hun ganske vidst ikke havde sagt højt, men nu hvor det havde hobet sig op, så eksploderede bomben i den grad, og efterlod hende med et ubehag uden lige, som hun da slet ikke kunne gøre det mindste ved af den grund. Visse ting vejede tungere end andet, og når ungen var begyndt at skrige så snart far stod i døren, så var det jo lige så tydeligt for hende, at hun aldrig havde været god nok for hende! Eller ham for den sags skyld, som han selv havde snappet efter hende, været.. skuffet over hende vel? ”Lidt sent at sige det nu, Sonic.. Det er for sent for mig at gøre noget ved det nu..” Hun vendte blikket mod ham, som hun blev liggende på sengen og under dynen. Det var rart at ligge der, og med ham siddende på sengekanten, selvom det i sig selv, var mindst lige så forkert som alt det andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De følgende ord var som en lussing, for hun havde jo for pokker været lykkelig sammen med ham! Var han overbevist om andet, bare fordi en anden havde kærtegnet hende? Hun nåede knapt nok at reagere, før han var ovre for at få skoene på og direkte konstaterede at det var en fejl at komme her; med andre ord, så havde hun næppe den betydning for ham, som han havde givet udtryk for. Knuden samlede sig for alvor i hendes bryst, som hun satte sig op, men ikke gjorde alverdens andet ved det. Ville han gå, skulle hun da ikke stoppe ham, for hun ville da ikke holde ham her mod sin vilje trods alt. Svagt bed hun sig i læben, som hun bare så efter ham. Hvad skulle hun da sige? Hvordan skulle hun reagere? Det vidste hun faktisk ikke, og det var hende faktisk en direkte frustration uden lige! Hun havde fortalt ham hvad der var galt – indirekte om ikke andet, og så reagerede han sådan? Det var ikke hvad hun havde regnet med! ”Så gå…” mumlede hun blot for sig selv, som hun strøg sig selv over den ene arm. Igen ladt tilbage.. hun burde jo efterhånden være vant til den tanke og den følelse!

[Deleted]

At Ilaria bare cuttede samtalen af, var noget som på sit vis måtte irritere Sonic, særligt fordi han anså deres datter for at være et vigtigt emne, som de trods alt skulle finde ud af en løsning, for de havde jo fået en ny chance for at være der for pigen og selvom han gerne selv ville have hende, så ville han naturligvis ikke fraholde hende fra Ilaria, da hun trods alt var tøsens mor og derfor havde hun fortjent at se pigen mindst lige så meget som han selv havde. Han frygtede dog at pigen ikke ville være hos Ilaria, hvis hun ikke havde set hvor god mor egentlig var, og det var han jo nok nød til at hjælpe med, for hvis far sagde god for mor, måtte pigen vel også selv kunne se det med tiden? Han havde altid ønsket et der skulle være et bedre forhold mellem Ilaria og Jacqueline, sådan så de rigtig kunne være en lykkelig familie, skønt de snart kun havde haft endnu flere skænderier efter at Jacqueline var blevet født, så på sit vis kunne man vel godt sige at tøsen var skyld i utroskaben? Ikke fordi det gjorde det bedre, for han havde bare taget sin tjørn og passet ungen, samt sit arbejde, så han havde haft svært ved at få tid til Ilaria, hvor det ville have været lettere, hvis hun havde hjulpet til, desuden så var en baby jo bare ufattelig opmærksomhedskrævende, da de jo ikke kunne gøre noget selv. Han vendte blikket en anelse fast imod hende ved hendes ord. ”Jeg vil give dig ret i at det måske er for sent for mig at undskylde, men det er bestemt ikke for sent for dig at få et forhold til din datter, og jeg synes ærligtalt at du skal gribe chancen, nu hvor du har fået en ny, for ellers kunne du jo lige så godt ønske hende død!” svarede han i en anelse bidende tone, da han ønskede det bedste for sin datter og derfor tolererede han ikke at Ilaria bare gav op! Desuden havde hun selv været direkte rasende på ham og beskyldt ham for at være skyld i tøsens død og nu hvor han fortalte at pigen ikke var død alligevel, så gav hun bare op igen? Det var den tanke som virkelig måtte pisse ham af, for pigen havde fortjent det bedste og det var i den grad at mor også viste interesse! Det var da også hvad pigen ville ønske i sidste ende! Hvem ville vokse op med troen om at ens mor ikke elskede én? Det tvivlede han på at nogen lille pige ville. At hans ord var som en lussing for hende, tog han sig ikke af, da hendes også havde været som et knivstik i hjertet, så der stod de lige. Desuden sagde hun jo ikke direkte hvad der var galt og selvom han i princippet kunne læse hendes tanker, så respekterede han hende alligevel til at lade vær, da han kun havde gjort det sidst, fordi han havde været rasende på hende. Han endte med at stoppe op halvvejs hen imod døren, hvor han vendte sig mod hende med et fast blik, hvor han godt så at hun havde sat sig op. ”Hvis du virkelig var ulykkelig og utilfreds med dit liv i Procias, hvorfor pokker lod du os så ikke bare blive skilt? I stedet for at føre mig bag lyset og være mig utro? Du havde jo tilsyneladende brug for en andens kærtegn og bekræftelse, så hvad pokker skulle du med mig?” spurgte han i en vrissende tone, skønt han alligevel ikke kunne skjule det sårede blik, der også lå i undertonen.

[Deleted]

Ilaria anså skam deres datter for at være et vigtigt emne, men ikke desto mindre, så.. havde vel selv hun brug for at blive set til tider, selvom hun vidste, at hun i den givende situation, ikke havde krav til noget som helst. Selvfølgelig gjorde det ondt, når hun endnu stod i den situation, at hun faktisk elskede manden som hun stod overfor, selvom han var så indebrændt på hende, at han slet ikke lagde mærke til noget som helst. ”Jeg forsøgte…” prøvede hun endnu en gang. Hun ønskede ikke at stå og skændes med ham over noget som de aldrig nogensinde ville kunne blive enige om uanset hvad, for det var bestemt ikke noget som hjalp dem på nogen måde, og det vidste hun udmærket også godt, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! Han havde fremhævet de dårlige gener som hun havde som moder, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun næsten følte sig svimmel alene ved den tanke, selvom hun ikke gjorde noget ved det. Som han dog alligevel havde valgt at søge i retningen af døren og med de ord, var virkelig som at hamre hende i hovedet med en lussing, så sagde hun intet til det, specielt ikke hvis han anså det som så stor en fejl at komme her og fortælle hende den nyhed. Det kunne godt være, at han var en mental dæmon, men han var ufattelig god til at misforstå de ord som hun faktisk skænkede ham! Hun blev dog alligevel siddende på sengen og med blikket hvilende på ham. Hendes krop begyndte at ryste og dirre, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til lige nu om ikke andet. Hun havde det ikke godt, hun var træt og hun var udmattet, og hvis han kun skulle være sådan efter hende, så kunne han lige så godt finde et andet sted at gøre det henne, for hun magtet virkelig ikke at høre på det! ”Hvis du vil gå, så skal du da være velkommen til det.. Desuden hvis du tror at mit liv i Procias har været bundet på en løgn, så tager du fejl.. Jeg var lykkelig, jeg havde det godt.. frem til hun kom om ikke andet..” Det var jo ikke ligefrem en hemmelighed at Jacqueline havde været umådelig krævende ligesom enhver anden lille unge, men af den grund, så var det noget som automatisk havde puffet hende lidt ned i en anden række, og det var noget som hun ikke rigtigt kunne have med at gøre lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du havde aldrig tid til mig, og jeg sad igen med en skrigeunge du tog over så snart du kom hjem.. Ja, jeg havde brug for en bekræftelse som jeg ikke har fået fra dig af.. Men som sagt.. tag du bare af sted..” Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Det gjorde ondt at indrømme, også fordi at hun havde bidt det i sig, igennem så frygtelig lang tid nu!

[Deleted]

Det var ikke fordi Sonic selv gad at stå og diskutere med Ilaria, da han selv ikke magtede flere skænderier, skønt det sådan set var umuligt for dem, da skænderierne altid havde været en del af deres hverdag, det var vel egentlig deres sjove måde at kommunikere på, når de ønskede at blive hørt af den anden? Altid havde de skændtes, hvilket vel selv Jacqueline havde været vant til? For hun var jo faktisk vokset op med det, hvor de faktisk også havde skændtes langt mere med hinanden, efter at tøsen var kommet til verden, da det altid havde været et problem for Ilaria, han vidste godt at han ikke havde været der så meget for hende, ligesom han vidste at hun kun havde ønsket ham og at tøsen bare ville forsvinde, men han havde nægtet at svigte deres datter, som havde haft brug for dem, derfor havde han også været sådan efter Ilaria, fordi hun bare havde givet op frem for at tage ansvar som mor. Han kunne godt høre at hun forsøgte at cutte samtalen af, selvom det måtte irritere ham yderligere, for det kunne godt være at hun havde forsøgt, men det havde ikke været godt nok! Og han havde jo set hvor meget det havde påvirket hende at tøsen havde været død, for det havde jo kun bevist at hun faktisk elskede hendes datter, derfor ville han have at hun greb den nye chance, nu hvor hun havde fået den! ”Men jeg vil have at du forsøg[/i]er[/i]. Tøsen har brug for dig, som mor, uanset hvad du tror og jeg tvivler på at hun ønsker at vokse op uden sin mor,[/color]” svarede han i en kortfattet tone, som han ikke veg de mørke øjne fra hendes isblå. Måske han var indebrændt på Ilaria fordi hun havde været ham utro, men kunne man bebrejde ham? Havde det været omvendt, så var hun da skredet med det samme, hvor hun aldrig havde tilgivet ham! Derfor var det også en fuldkommen ironisk tanke at det var hende der havde været ham utro, når det ellers var hende der havde frygtet at han skulle være det ved hende. Han blev stående ikke så langt fra døren, hvor han var parat til at gå, skønt han alligevel brændt inde med så mange spørgsmål og frustrationer. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Så i stedet for at snakke med mig om tingene, så går du bare ud og er mig utro i stedet for? Ih, jamen sikke en løsning! Hvor ironisk eftersom det var dig der frygtede at jeg skulle være dig utro!” vrissede han sarkastisk, som han bed tænderne sammen, hvor han knyttede hænderne så meget, så hans knoer endte helt hvide. Han endte dog med at fjerne blikket fra hende, hvor hans tunge strøg over hans læber, som han vædede dem. ”Hvordan kan du overhovedet påstå at du var lykkelig, når du ikke engang fortryder at du var mig utro, du fortryder ikke engang at du dolkede mig i ryggen ved den handling, så derfor må du jo tydeligvis være ligeglad med hvad det gør ved mig! Og hvis du er ligeglad med mig, hvordan kan du så overhovedet påstå at du elskede mig?” spurgte han lettere bidende, skønt han dog ikke kunne skjule den skuffede tone, som det også gjorde ondt at tale om, men han ville dog ikke indrømme at han var såret over det, skønt det vel egentlig var tydeligt?