It continues..

[Deleted]

Det var skam gået op for Denjarna, at Salvatore var en selvsikker mand. Det gjorde heldigvis ikke noget i hendes bog, da hun mente, at det var en kvalitet man skulle have, hvis man skulle kunne føre sig frem i livet. Selv tvivlede hun ikke på sig selv, som hun udmærket vidste, hvad hun kunne og ikke kunne. ”Det må jeg i så fald se lidt nærmere på,” svarede hun drillende, som om hun betvivlede ham. Han kunne meget vel være en god mand for en del, men for alle tvivlede hun nu på. Hun fugtede let sine læber. ”Jeg tror skam ikke, at det ligger i din lyst.. Men jeg ved, at det ligger i min. Det ærgrer mig bare, at du har mistet lysten til at glæde mig,” sagde hun med et smil på læben, som hun refererede til, at han tidligere havde ønsket at glæde hende via smil og latter, hvor hun af den årsag også havde fået ham til at forvandle sig til en halv panter. Det havde i sandhed været et komisk syn! Tanken om det syn fik også helt smilet til at brede sig på hendes læber, som det nu engang havde været ufatteligt morsomt. ”Men hvis du ikke vil ned og lægge dig i græsset, så kan du lægge dig ned på kroens gulv.. Jeg skal nok lade være med at vælte dig omkuld,” foreslog hun morende, som hun kom med et andet lille alternativ end det, at hun skulle slå ham i jorden. De sølvgrå øjne glimtede let, som han brød ud i latter igen. ”Bare rolig.. Du er slet ikke i mine drømme,” svarede hun drillende, skønt hun udmærket godt vidste, at det ikke var det han havde ment.
Det passede Denjarna fint, at de kunne komme vidt omkring i deres samtaler. Det var også det der skulle til, hvis man skulle kunne definere noget som et venskab. Der skulle både morskab og alvor til, og det kunne de tydeligvis godt klare. Hun nød hans selskab, og hun håbede, at det kunne forblive sådan. Det kunne godt være, at de bopælsmæssigt befandt sig på hver sin landegrænse, men det løftede hun nu ikke hånden af. Der var trods alt ingen der krævede af hende, at hun kun holdt sig til sit eget land, skønt det måske var det mest velsete i den sidste ende. Det var også det letteste. Hun nød dog er gøre noget uordinært, da hun ikke bare ville følge den faste ramme der var sat for en. ”I krig ryger der liv.. Det sker så ofte blandt de forsvarsløse og civile, men sådan er det nu bare,” sagde hun stilfærdigt. Det undrede hende ikke, at invasionen var et vredesmoment for ham, da det var tydeligt for hende, at han var stolt af sit fædreland, samt han var en varm person, så det måtte være et nederlag for ham, at warlockerne var kommet og destrueret tingene på deres vej. Muntert trak hun på smilet, som han drillende spurgte ind til, om han mon havde fået betydning for dig. Blikket vendte hun smilende væk fra ham i et par sekunder, inden de muntre øjne faldt på ham igen. ”Hvis du ikke havde levet til at opleve i dag, så havde jeg jo aldrig set en vanskabt pantermand, samt jeg ikke ville have fået navnene på alkymisterne,” svarede hun drillende igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var en yderst selvsikker mand, hvilket han nok havde været igennem størstedelen af sit liv, også selvom man nok ikke ligefrem kunne sige, at det havde været værdigt på pelsede ben, uden at kunne vise nogen at han ikke var det dyr som han udgav sig for at være. Han havde lært det hele på den hårde måde, også selvom det ikke havde ændret noget som helst for hans vedkommende. Han sendte hende et næsten overlegent smil, også selvom det hele helt og særdeles var ment i drilleri. ”Du ved det jo godt,” endte han morende, som han igen blinkede til hende. Han morede sig, og så lang tid hun gjorde det samme, så var det skam også helt fint for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Underlæben skød han let frem i en næsten utilfreds mine. ”Siger du, at jeg ikke længere kan tilfredsstille dig, min kære Denjarna?” spurgte han sigende, som han let lod hovedet søge på sned. Selvfølgelig vidste han at det var ment drillende, for hun virkede jo heller ikke ligefrem til at være en som var utilfreds med det som sådan, men det var jo trods alt aldrig rigtigt til at vide, dersom det skulle vise sig at være en nødvendighed. At hun ville have ham til at lægge sig i gulvet, fik en latter til at passere hans læber. ”Ved du hvad? Jeg kan sagtens lægge mig på gulvet!” Han rejste sig roligt fra sin plads, hvor han valgte at glide ned og lagde sig på gulvet ved siden af deres bord, hvor han lagde sig på ryggen og med blikket som gled mod hende. ”Og hvad skal der til, for at befinde sig i dine tanker og drømme?” spurgte han morende, som han faktisk valgte at blive liggende på gulvet.
I et venskab skulle der være plads til det hele, og det var jo tydeligt at det gjorde ondt for hende at snakke om det, hvilket vel bare indikerede at hun… ikke var klar til det endnu? Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et let smil, som han ellers blev liggende på gulvet, hvor han lagde armene roligt bag hovedet. Nu havde han ligget i jorden, sågar for hendes fødder, også selvom det hele var ment i drilleri, så kunne man vel godt lave lidt morskab ved det? Selv på trods af de forskellige grænser og lande de kom fra, så var han sikker på at det ikke skulle have lov til at stå som et hinder for det som de var ved at udvikle af et venskab. ”Det er det skam, men det er trist at det skal være kvinder, børn og civile som det går ud over, når det er dem som vi andre burde beskytte,” påpegede han ganske sigende, skønt det jo faktisk var en tanke som gjorde ham en anelse trist, selvom det nu var noget som man nu bare måtte leve med uanset hvad. Tungen strøg han let over sine læber, som han trak vejret dybt. Hendes ord og måde at reagere på, fik ham til at himle med øjnene, som smilet bredte sig på hans læber. ”Det er jo det jeg siger! Jeg er speciel og unik! Der er kun en mig!” endte han efterfulgt af en tydelig latter.

[Deleted]

Smilende rystede Denjarna let på hovedet af ham, som han insisterede på, at han var den perfekte mand. Det forekom hende morsomt, som de faktisk tidligere havde taget snakken, hvor han nu begyndte på det igen. Det var også sjovt, som han helt prøvede at overtale hende til at være enig, hvor hun ikke kunne gøre andet end at betragte ham med et morende blik. ”Jamen hvis du er så perfekt, som du går og siger, så har jeg også tidligere spurgt.. hvorfor skal jeg dog lade dig gå? En kvinde som mig fortjener trods alt intet ringere end perfektion,” svarede hun ham i en morende tone, mens hun roligt lænede sig tilbage på sin plads. Hun havde dog intet problem med at lade ham gå, som hun ikke just tænkte på ham i de baner. Han havde også tidligere gjort hende opmærksom på, at han ikke var interesseret i at gå den vej med hende, og det passede hende egentligt ganske fint, selvom han var en charmerende person. ”Jeg kommer jo helt i tvivl, sådan som du konstant afslår mine ønsker,” sagde hun i en skuffet tone. Det lå dog sådan, at hun skam stadig morede sig i hans selskab, og det tvivlede han vel heller ikke på, at hun gjorde? Da han så pludselig brød ud med, at han gerne ville tage hendes udfordring op, betragtede hun ham med et yderst interesseret blik. Det her kunne kun gå hen og blive interessant! .. og om end ikke en anelse pinligt.. Det var trods alt ikke mening, at man som gæst på en kro bare lagde sig på gulvet. Det skete som regel kun, hvis man var yderst fuld, og i det tilfælde blev man også smidt ud. Med glimtende sølvgrå øjne, fulgte hun ham med blikket, som han virkelig tog hendes udfordring op og lagde sig på gulvet. Latteren brød også ud på hendes læber, hvor hun ikke kunne lade være med at kaste et blik rundt i kroen for at se, hvad de andre gæster dog tænkte om dem. Drillende stak hun det ene ben ud, så hun let kunne placere sin fod på hans bukser, uden smilet falmede det mindste, for det var da helt umuligt nu! ”Se.. Jeg vandt,” udbrød hun triumferende og blinkede drillende ned til ham. ”Du skal være yderst charmerende.. og det ved jeg ikke, om du kan,” svarede hun drillende, hvor det vel næsten kunne lyde som en ny udfordring.
Morende hvilede Denjarnas blik på ham, som han rent faktisk valgte at forblive nede på gulvet. Det havde hun ikke ligefrem regnet med, da hun tænkte, at han højst ville have gjort det i et splitsekund, så hun havde noget at smile af, inden han satte sig op igen. At de så måtte bevæge sig ind på nogle alvorlige emner, som kærestesorger og angrebet på Procias, var der ikke noget at sige til. Hun nød faktisk, at de kunne komme vidt omkring, som de rent faktisk kunne andet end at joke overfor hinanden. ”I krig falder der jo andre end soldaterne.. men det er som regel også tabet af de civile der slår hårdest,” sagde hun roligt. Det var trods alt bare et faktum. Selv havde hun aldrig været den helt store kriger, men det havde heller aldrig været behøvet fra hendes side af, som hun da sagtens kunne forsvare sig, hvis der var en der kom hende lidt for tæt. Let trak hun på smilet, som han brød ud i latter. ”Et fint selskab har du vel været for i nat..” svarede hun drillende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød det så sandelig nu hvor han endelig havde muligheden for det. Desuden havde Denjarna viste sig som et værdigt selskab selv for hans vedkommende, og det var noget som faktisk betød meget for ham. Ikke desto mindre, så var det rart at han kunne slippe facaderne og bare være sig selv, for det i sig selv, var noget som han selv nød forbandet godt af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende en direkte drilsk mine. ”Jeg tror ikke det er gået op for dig, hvor meget af en perfekt mand jeg ville være for dig.. En skam at du ikke kan indse det,” påpegede han direkte morende, som han roligt blinkede til hende. Nu hvor han alligevel valgte at tage hendes udfordring op, netop ved at lægge sig i gulvet ved siden af hende, hvor han med hænderne bag hovedet, vendte blikket op mod hende. Det var bestemt heller ikke fordi at der var noget som kunne minde om en trussel over det, eller noget som helst, for det var jo tydeligt, selv for ham at dette var noget som frydede hende. Som hun satte foden ved hans bukser, som havde det været en sejr, fik ham til at slå ud i en latter. ”Du har vundet.. uden at det har kostet mig blåmærker eller lignende,” endte han tydeligt morende, som han alligevel valgte at blive liggende, for det var jo ikke fordi at han havde noget imod det. At ligge der på gulvet foran pejsen og med hende siddende ved siden af sig, så var han bestemt heller ikke den mand som skulle brokke sig. Slet ikke!
Samtalen omkring kærestesorgerne, var ikke noget som Salvatore ønskede at tænke yderligere over, men ikke desto mindre, så var han faktisk glad for, at de kunne komme vidt omkring det hele, uden at det ville ødelægge noget. Krig var selvfølgelig det som irriterede ham mest, også fordi at han vidste hvor dyrt det var, også fordi at det ikke kun kostede menneskeliv.. Menneskeliv som kunne bruges til helt andre ting og mere fornuftigt, hvilket faktisk var noget som gjorde ham trist. Han nikkede sigende til hendes ord, som han igen vendte de mørke øjne i retningen af hende, næsten som var han endt fuldkommen trist alene ved den tanke. ”Tabet af de civile er det som koster samfundet mest.. De spiller en større rolle, end hvad de er bebyrdet med, og hvad de er respekteret for,” endte han sigende. Tanken gjorde ham irriteret, men også fordi at det var noget som gjorde ondt, også fordi at han vidste og med den rolle som han havde, så kunne han jo se hvad det kostet folket rundt omkring, og det var næsten det som gjorde det hele værre. Han sendte hende et let smil, som hun beskrev hans selskab som et fint selskab, for det betød jo frygtelig meget for ham, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede sigende. ”Dit har været mig værdifuldt.. Men jeg frygter at jeg snart må søge til sengen,” endte han ganske dæmpet, som han roligt betragtede sig af hende.

[Deleted]

”Det må jo bare være mit tab i den sidste ende, hvis jeg aldrig indser det,” svarede Denjarna smilende, uden at blikket forlod ham. Morsomt var det nu engang at se, hvordan magikernes leder måtte ligge for hendes fødder på gulvet af en kro i Manjarno. Det var på ingen måde sådan hun havde regnet, at natten ville forløbe sig, men hun brokkede sig nu ikke. Bestemt ikke! Han havde i den grad været et lyspunkt for hendes nat, og det kunne hun kun takke ham for. Det kunne godt være, at de havde startet hårdt ud, men det havde tydeligvis ændret sig, som ingen af dem bar nag. Nu nød hun i den grad at befinde sig i hans selskab, hvor hun ikke kunne ønske at være andetsteds. Det var også rart at møde nye personer igen, der kunne ændre på ens blik, samt den simple handling at have noget selskab omkring sig. Hun havde trods alt altid været en ganske social person, som hun altid havde vidst, hvordan man mængede sig med folk, og det vidste hun tydeligvis stadig. Det gik i hvert fald fabelagtigt mellem dem, skønt han var procianer og nærede et umådeligt had til vampyrracen. Let holdt hun en fod mod hans bukser, som hun reklamerede, at hun hermed havde besejret ham. ”Du har en alt for voldelig tankegang, min kære Salvatore.. Sejre kan sagtens gå stille for sig,” sagde hun i morende tone. Han havde trods alt haft den ide, at hun skulle give ham en masse skader for at vinde over ham. Nu havde hun ganske fredeligt fået ham til at gøre, som hun ønskede sig, hvor hun derefter havde lagt en fod på ham for at vise, at hun var den med overtaget. Det hele måtte nu engang fryde hende, som hun i sandhed morede sig.
Denjarnas hoved faldt en anelse på sned, som hun roligt betragtede ham. Det gik langsomt op for hende, hvor meget dette emne alligevel måtte påvirke ham, da han pludselig forekom hende helt sørgmodig. Det var ganske beundringsværdigt, at det påvirkede ham så meget som det nu engang gjorde, men på den anden side, så var han også leder, hvor han måtte tænke på det hele i en større helhed. ”Selvfølgelig.. Man har brug for den almindelige borger for at holde et samfund kørende. Det er dog noget de højerestående magter sjældent værdsætter, men de har trods alt heller ikke levet et liv som dem,” svarede hun stilfærdigt. Selv havde hun været præget af en broget tankegang gennem tiden, men det var noget der passede hende ganske fint, eftersom den tydeligvis havde ført hende til sin overlevelse, og til hendes succes blandt andre personer. At han så måtte sige, at de snart skulle bryde op, fik hende til at nikke forstående med hovedet. Han var et af dagens væsner, så selvfølgelig befandt de sig langt over hans normale dagsrytme. Hun var dog glad for, at han havde holdt så længe, som han nu engang havde gjort, for hans selskab havde i sandhed været en fornøjelse! ”Hvis du ikke længere kan holde søvnen borte, så bebrejder jeg dig ikke, Salvatore. Hvis vi går hvert til sit nu, så skal du bare vide, at dit selskab ikke har været andet end en fornøjelse. Jeg har nydt at tale med dig, samt jeg påskønner den hjælp du har ydet mig,” sagde hun sandfærdigt, uden hun tabte synet af hans mørke øjne. Når alt blev alvorligt mellem dem igen, så havde hun intet imod at indrømme over for ham, at mødet ikke havde været andet end et stort plus for hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde i sandhed nydt Denjarnas selskab, også fordi at det kun beviste for ham, at der var mere i det, end bare hadet mellem Dvasias og Procias, hvilket faktisk betød meget for ham, for i sig selv, så beviste det kun for ham at han faktisk havde taget fejl af hende. Han blinkede let til hende, som han for nu valgte at blive liggende i gulvet. Selv var han ved at være godt træt, så der gik nok ikke lang tid, før han ville være nødsaget til at søge i retningen af et værelse eller noget lignende. ”I mine øjne, selv en skam,” påpegede han drillende. At hun havde besejret ham på fredeligt vis, hvilket nok også var noget som tiltrak temmelig meget i opmærksomheden ved de øvrige, selvom det slet ikke var noget som han ville tage sig af i den anden ende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han slog ud i en let latter. ”Jeg har vel taget en smule fejl.. Jeg havde næsten regnet med at jeg skulle forklare et blåt øje når jeg kom hjem,” endte han direkte morende, som han vendte blikket op mod hende inden han satte sig op. Han blev jo helt døsig af at ligge der på gulvet, hvilket han jo faktisk slet ikke ønskede sig, for han ønskede jo slet ikke at det skulle gå mod sin ende på nogen måde, for han nød som sagt hendes selskab, og han ønskede jo slet ikke at det skulle gå mod sin ende!
Emnet hvad angik krig og død, var noget som faktisk gjorde Salvatore en anelse trist, for nu hvor han stod i den situation, at han var en leder, og han selv skulle lede i krig, når det skulle vise sig at blive nødvendigt, og så vidste han at det ville gå galt før eller siden, for alle dem som han selv sendte af sted, så vidste han godt, at det næppe var dem alle sammen som kom hjem igen, og det var en tanke som gjorde ham direkte trist. Han vendte blikket mod hende, som han valgte at tage plads på sin plads igen, og med armene roligt hvilende mod bordet. ”Det er en skam, at det er sådan det er, men hvad kan man gøre ved det?” endte han med en sigende mine. Som hun faktisk forstod sig på ham, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad, hvor smilet let bredte sig på hans læber. Han sov nok ikke mere end et par timer, før han ville søge hjem, så han ville nok ikke se hende igen før det atter ville blive mørkt, men nu hvor han selv var ved at være træt, så var det nok også dumt at friste skæbnen for meget? ”Det har været mig en udsøgt fornøjelse at møde dig, Denjarna, hvilket er noget som jeg synes du skal vide..Jeg ved godt, det endnu er mørkt udenfor, og jeg er næsten nødt til at spørge igen; Er du sikker på at du vil tage dit eget værelse?” spurgte han roligt. Han ønskede ganske vidst ikke at presse hende, for det var slet ikke noget som han var ude på. Han ville bare ikke have noget imod hendes selskab inden han gav sig hen til søvnen, for han kunne godt lide hendes person.

[Deleted]

Muntert glimtede Denjarnas øjne til hans ord, som det ganske enkelt lød som om, at han ønskede, at hun brød sig en tand mere om ham. Hun brød sig nu også om ham, da det havde vist sig, at de kom ufatteligt godt ud af det med hinanden. Helt igennem perfekt var han dog ikke, da han havde sine fejl. Han havde trods alt sit had til hendes race, hvor han på den vis havde været efter hende, som han egentligt havde nedgjort hende, om han ville det eller ej. Det gik dog bedre med nogle af hans ret så fasttømrede holdninger, og det var hun også kun glad for. Det gjorde også, at hun bedre kunne slappe af i hans selskab, så det passede hende kun fint. Let trak hun på smilet, som hans latter fyldte rummet igen. ”Det er jo det jeg siger! Vold pryder dit sind, hvor jeg bare ønsker, at det hele forløber sig på den mest fredelige måde,” udbrød hun morende. Da han valgte at sætte sig op, trak hun roligt foden til sig igen, så han var fri til at gøre, hvad han ville. Gennem øresneglen kunne hun godt høre, hvordan de omkringsiddende gæster mumlede diverse ting om deres handlinger. Det måtte vel også være et dybt mærkeligt syn for dem, da de bare kunne se, hvordan en fuldvoksen mand lagde sig fladt på gulvet lige pludseligt. Som han også valgte at tage plads på stolen igen, fulgte hun ham roligt med blikket. Det passede hende fint, at de igen kunne sidde om bordet, eftersom det andet var en anelse flovt, skønt det havde været ufatteligt komisk at se på. Generelt var han rigtig god til at bringe hende i godt humør, som han bare var som at omgås en lyskilde. ”Det er bare en af de ting, man kan ønske sig anderledes, men som altid vil være det samme,” svarede hun i en rolig tone. Det var muligvis sørgeligt når det gik ud over de civile, men der røg altid personer der ikke var ment for døden i krig. Det påvirkede dog ikke Denjarna i samme grad, som det påvirkede Salvatore. Hun så det mere for at være naturens gang, hvor det skam var sørgeligt, men det var bare sådan det nu engang måtte være. Hun spekulerede ikke dybere over, hvem disse enkle personer var, men hun havde nu engang også større ting mellem ørerne end noget som det. Mildt trak hun på smilet, som han beskrev det at møde hende som; en udsøgt fornøjelse. ”Det er ikke fordi, at jeg frygter, at jeg lige pludselig vil ende med en pæl i hjertet.. Jeg spekulerer mere over, om det personligt er klogt at dele et værelse med dig, selvom vi muligvis ikke skal ligge i den samme seng,” sagde hun ærligt. Hun nærede skam tillid til, at han ikke ville gøre hende ondt. Hun spekulerede mere over, hvordan det nu engang ville se ud, hvis de delte værelse, skønt det muligvis var hundred procent venskabeligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvad alle andre måtte tænke om dem, var slet ikke noget som Salvatore tog sig af. Han vidste godt, at han ganske vidst ikke var den perfekte mand, men han vidste så til gengæld også at ikke alle var perfekte, og det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen intentioner om at gøre om på den ene eller den anden måde. Han var vel bare den mand som han var? Han vendte sig mod hende ved hendes ord, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile, for hun var virkelig en kvinde som fik ham gjort i et frygtelig godt humør, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Det må jeg sige.. Jeg er stødt på en fredelig og næsten helt diplomatisk vampyr. Det er bestemt heller ikke noget som man ser hver dag,” endte han direkte morende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Som han endelig kom op at sidde, så var hans fokus endnu en gang på hende, som han valgte at ignorere stort set alt det andet som skete omkring dem, for det var slet ikke noget som han tog sig af, for han vidste godt, at det slet ikke var noget som han fik det mindste ud af uanset hvad. Tungen strøg han let over sine læber, som han sendte hende et muntert smil, også selvom det let falmede igen. Tanken om krig, død og ødelæggelse var selvfølgelig trist, også fordi at det var et emne som han havde frygtelig nært ind til hans eget hjerte, i og med at han stod i den stilling som han gjorde i denne stund, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket ganske roligt i retningen af hende igen. ”Desværre.. Og det er en tanke som gør ondt selv på mig,” endte han sigende. Han var måske en gammel og selvsikker mand, men selv en som ham, havde ømme punkter, som virkelig også berørte ham frygtelig dybt, ligesom hun havde det med hendes fraværende eksmand, sådan havde han det med krig og død, udelukkende fordi at han ikke havde andet nært til sig. Efter alt det med Eniqa, havde der ikke været andre kvinder tæt i hans liv, dog selvom den ene kvinde… denne warlock som han selv ikke var i stand til at få ud af hovedet, den selv samme som havde stukket ham ned, for der havde været noget særligt ved hende.
At Denjarna ikke kunne give Salvatore et direkte svar, var selvfølgelig en tanke som han kun måtte tage til følge, hvor han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene, som han let rystede på hovedet. Hun skulle selvfølgelig ikke føle sig tvunget til noget, for det havde slet ikke været hans hensigt med noget som helst af dette! ”Som sagt, så har det kun været en venlig forespørgsel, og bare rolig.. Jeg føler mig ikke stødt af en afvisning,” påpegede han med et let smil. Selskabet ville selvfølgelig ikke gøre ham noget, også fordi at han ikke ønskede at det skulle gå mod sin ende. Han hyggede sig virkelig omkring Denjarna!

[Deleted]

Det kunne godt være, at man næsten kunne fremstille Denjarna som fredelig og diplomatisk, men det smilede hun nu bare af. Det var også let nok at være, når det hele bare blev gjort i sjov. Hun kunne trods alt godt være barsk, hvis det var krævet af hende, som hun sagtens kunne give et blåt øje og et par brækkede knogler. Det var dog ikke den side hun ønskede at vise Salvatore, da hun ikke ønskede at fremstå som et monster, når hun befandt sig i hans nærvær. Det eneste tidspunkt han havde ramt hende på en skidt måde, havde været da han havde talt over sig, men det lagde hun ikke længere vægt på. Han havde undskyldt overfor hende, og det havde været en undskyldning hun havde taget til sig. ”Jeg har jo sagt, at dette ville være natten, hvor jeg vendte op og ned på dit billede af mørket,” sagde hun med en tilfreds mine og et morende smil på læben. Det glædede hende nu engang, at hun virkelig havde formået at ændre hans syn på hende, men hun kunne også sagtens fremtræde som en karismatisk kvinde, hvis det var det hun ønskede. Hun havde ønsket, at ændre hans syn på vampyrerne, så han kunne se, at der kunne være en mening med livet, skønt man var død, og at man ikke kun var et monster. Det kunne godt være, at hun ikke var den stereotype vampyr, men det viste også kun, at man ikke bare kunne proppe folk i en boks. Det havde han vidst også lært. Hendes hoved faldt let på sned, som hans mine blev trist. ”Det er beundringsværdigt, at du tager de civiles liv så tæt til dig.. Det ser jeg ikke mange der gør,” sagde hun roligt og sendte ham et varmt smil. Det var i sig selv en kompliment, som hun godt kunne lide det ved ham, at han værdsatte livet så højt. Hvor mange han havde i sit liv, vidste hun ikke, men personligt tænkte hun, at han havde en stor omgangskreds. Han forekom trods alt som en utroligt åben mand, så andet ville være helt underligt for hende. Det kunne godt være, at han ikke havde en kvinde i sit liv lige nu, men det skulle nok komme med tiden. Selv stod hun også uden partner i øjeblikket, men det ville vel også komme med tiden. ”Jeg er desværre nødt til at afvise dit tilbud om et delt soveværelse, Salvatore.. Jeg vil have det bedst med mig selv, hvis vi sover hver for sig,” sagde hun roligt, uden hun tabte blikket på ham. Det kunne godt være, at det ville være venskabeligt ment, men hun følte alligevel, at det ville være at gå for langt over stregen. ”Skal vi gå op og bede om nøglerne?” spurgte hun mildt, som hun havde truffet sin beslutning. Hun havde intet imod at snakke noget mere med ham, men han havde udtalt, at han var ved at være søvnig, og det respekterede hun. Det behøvede trods alt heller ikke være den sidste gang, at de så hinanden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde måske trådt forkert den ene gang hvad angik Denjarna, hvilket ham faktisk havde undskyldt for, og det var heldigvis også gået som han ville det, for det havde ikke just ødelagt mødet som sådan, selvom det havde været den ene lille fejde som de havde været igennem, men alligevel sad de sammen, hvilket var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Blikket gled roligt i retningen af hende, som smilet forblev på hans læber. Han tog sig slet ikke af de mange andre omkring dem, da de slet ikke var noget som vækkede ham nogen former for interesse, hvilket faktisk var noget som passede ham selv ganske fint. Hun havde ganske vidst forandret meget i hans holdninger og i hans meninger, også selvom han nu heller ikke havde noget imod det. Han fnes ganske let. ”Du er godt på vej ned af den frygtelige lange vej, min kære Denjarna.. Der er endnu en lang vej at gå,” påpegede han morende. Hun havde ganske vidst vist ham, at der var meget i hende, men af den grund, så tog han det hele nu med en ro af den grund. Tungen strøg han let over sine læber, som han kort vendte blikket i retningen af pejsen, også selvom den knitrende ild, næsten gjorde ham mere døsig, end hvad han følte at han var i forvejen. Som hun igen talte til ham, vendte han blikket i hendes retning. Han trak svagt og skævt på smilebåndet. ”Jeg har været begge steder.. Det kan godt være, at det er derfor,” endte han sigende. Han havde været en del af den civile befolkning, som han nu også stod som leder, og som den som skulle beordre magikere i krig, hvis det skulle blive nødvendigt, selvom han desværre måtte være realistisk nok til at vide, at det skete før eller siden, selvom han virkelig håbede på at det ikke ville blive nødvendigt nogensinde!
At Denjarna ikke ønskede at overnatte sammen med ham, var noget som Salvatore fint accepterede, selvom han nu heller ikke ville have noget imod selskabet. Han nikkede mod hende og med et let smil. ”Det er også helt i orden,” sagde han roligt, dog med en oprigtig stemme. Han var ikke ude på noget, for hun var på ingen måder hans type, også selvom hun vel var hvad han kunne definere som en veninde vel? Også selvom de kun lige havde mødt hinanden, og det var den første aften som de havde tilbragt i hinandens selskab, så havde han skam også nydt det i høj grad! Han nikkede til hendes ord, som han selv tydeligt gjorde tegn til at rejse sig. Han kunne godt bruge den nøgle nu, så han kunne komme op og lægge sig, for han var efterhånden ved at være godt træt. ”Jeg skal om ikke andet hente min. Jeg ved ikke om du vil nyde den sidste time af natten, inden du selv kryber til køjs?” spurgte han sagte, som han let hævede det ene bryn. Han ville selvfølgelig ikke skynde på hende, men selv han havde brug for i hvert fald et par timer bare for at hænge en smule sammen!

[Deleted]

Hvad de andre personer i kroen diskuterede, faldt på ingen måde i Denjarnas interesse. Hun havde det selskab, hun behøvede, og så kunne hun ikke være mere tilfreds. Hun havde på ingen måde ventet, at hun ville falde så godt i snak med en procianer, som hun gjorde med Salvatore, men det havde hun nu intet imod. Han var en god mand, og det var det eneste der betød noget. Hun havde brug for personer, som hun kunne med, så derfor var hun også ligeglad med, hvem hun nu engang skulle klinge med. Hvis skæbnen ønskede det her af hende, så var det bare sådan det måtte være. ”Der er muligvis en lang vej at gå, men har jeg ikke allerede taget fusen på dig med min personlige charme?” spurgte hun i en morende tone. Det kunne godt være, at hun ikke fuldstændigt havde ændret hans holdninger endnu, men hun følte i den grad, at hun havde fået rykket hans meninger, og det var hun yderst tilfreds med. Han var trods alt ikke længere denne fjendske mand, der foragtede alle vampyrer han mødte på sin vej. Som en sejr tog hun det i hvert fald, som hun kun kunne mene, at deres møde generelt havde vendt sig i en positiv retning. Om der så ville komme nogle vampyrer der ville ødelægge ham det gode syn, hun ellers havde givet ham, vidste hun ikke, men hun håbede da, at han havde lært af sin lektie og nu ville vide, at han ikke kunne sætte alle i den samme bås. Hun vidste trods alt godt, at der var de vampyrer derude der passede til hans billede, men hun vidste også, at der var mange andre der ikke gjorde! ”Jeg er sikker på, at det er med til at gøre sin forskel. Hvis du har befundet dig i begge lejre, så kan du jo sige, hvad begge sider føler og mener,” sagde hun roligt.
Mildt smilede Denjarna til ham, som han godtog hendes ønske. Det kunne godt være, at hun nød hans selskab og stolede på, at han ikke ville forsøge at dræbe hende i løbet af dagen, men alligevel følte hun ikke, at det var passende at dele værelse med ham. Hun ønskede at holde det på et venskabeligt plan med ham, og hun frygtede, at det ville rykke for meget på det, hvis hun sagde ja til hans tilbud. At han så tog hendes beslutning så roligt, som han nu engang gjorde, var også kun en sand lettelse for hende. ”Det ændrer ikke noget for mig, om jeg vælger at sidde her en times tid længere, eller om jeg går op.. så jeg tror bare, at jeg følger dig. Jeg har desuden set, hvad jeg skulle for i nat,” svarede hun roligt, som hun langsomt kom op på benene igen. Det faldt ikke just i hendes interesse at blive siddende alene tilbage og nyde et glas, så hun følte, at hun ligeså godt kunne følge hans eksempel og krybe til køjs. Nætterne var desuden blevet en hel del længere, så hun havde generelt ikke samme tidspres, som hun havde haft i sommermånederne, og derfor tillod hun sig selv at gøre det hele så afslappet, som hun nu engang gjorde det. Svagt sendte hun ham et smil, inden hun valgte at bevæge sig over mod disken, hvor tjeneren i øjeblikket stod og rensede glas. ”Et værelse til mig, og et andet til den gode herre der,” bad hun stilfærdigt, mens hun fandt sin egen pung frem, så hun kunne betale for sit eget.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde ganske vidst formået at rykke temmelig meget på Salvatores oldgamle holdninger og meninger, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Han ønskede at være en åben mand, for han vidste, at det ikke var alle som kunne dømmes under de fordomme som han gik rundt med, og et sted vidste han det jo udmærket godt, så måske det var på tide at gøre et eller andet ved det? Også mest for sin egen skyld om ikke andet. Han sendte hende et muntert smil. Han var fuldstændig ligeglad med hvordan andre tog deres møde og hvad de sagde til det om ikke andet, for han nød det, og det var vel også det som var af den største betydning når alt endelig skulle komme til alt? Han sendte hende et næsten muntert smil. ”Tjo… lidt ændringer har du vel foretaget dig. Det skal jeg gerne stå ved.. Og jeg kan lide det.. Det er til tider faktisk rart at indse, at man har taget fejl,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. Han nød hendes selskab, og han var bestemt heller ikke bleg for at fortælle hende det. Han nød hendes person, hun var et sted varm, men også meget beskyttende omkring sig selv, hvilket han faktisk havde den største respekt for, det var helt sikkert. Han var gået fra at foragte det vampyriske væsen, til faktisk at stifte et venskab med en – i sig selv, så måtte han erkende, at det faktisk var noget af en bedrift set fra hans side af! Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg har været en del af mørket og vandret i det, i frygtelig mange år. Jeg kan måske sætte mig ind i tankegangen, men forståelsen er skam straks en helt anden sag,” forklarede han sigende. Selv han var nødt til at passe på sig selv, også for hans egen skyld. Han havde jo allerede oplevet hvor nemt det faktisk var at skade et andet individ.
Salvatore så ikke nogen grund til at farer op på grund af en sølle afvisning. Det var trods alt en del af det menneskelige liv, og han forstod hende skam godt, for så godt kendte de vel heller ikke hinanden? Han tog det nu ganske roligt, også selvom han faktisk ikke brød sig om at sove alene, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun havde behov for at finde ud af, det var da helt sikkert. Han sendte hende et let smil. ”Forståeligt nok. Jeg tror skam heller ikke du går glip af noget den sidste tid inden solen atter vil stå op,” endte han sigende, som han roligt rejste sig i takt med hende. Han var ved at være godt træt, men som et væsen af dagen, så var det vel heller ikke underligt? Han havde faktisk holdt sig oppe længe for hendes skyld! Han søgte roligt med hende hen til manden som stod ved disken, som stirrede på dem som Denjarna bad om to nøgler – to værelser. Han fandt to værelsesnøgler frem og lagde dem på disken. Salvatore fandt sin egen lille læderpung frem og betalte for den ene nøgle, som han fik udleveret – de skulle sove ved siden af hinanden. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste. ”Efter dig,” endte han med et let smil på læben.

[Deleted]

Smilende rystede Denjarna let på hovedet af ham, som han først fik det til at lyde som om, at hun dårligt nok havde ændret noget. Roligt søgte hendes sølvgrå øjne hans ansigt der måtte blive oplyst i pejsens varme skær. ”Selvfølgelig kan du lide det.. Jeg er jo skøn at være i nærheden af,” svarede hun ham kækt, imens der måtte hvile et selvsikkert glimt over hendes lyse ansigt. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som hun alligevel blev en anelse alvorlig igen. ”Men selv den bedste mand kan jo tage fejl. Jeg er bare glad for, at jeg var i stand til at vise dig anderledes,” sagde hun roligt og sendte ham et mildt smil. Fantastisk var det egentligt, som de nu kunne tale med hinanden som venner, i stedet for at de skulle foragte hinanden. Selv var hun generelt meget tilbageholden, når det kom til fremmede, så hun ville sikkert have handlet ligedan overfor ham, hvis han havde været fra Dvasias. Salvatore derimod, han havde haft en fastlagt foragt overfor mørket, og særligt vampyrerne, hvor han havde dømt hende efter det faktum. Det kunne også meget vel have endt galt, hvis det ikke havde været fordi, at hun slet ikke var så fjendsk anlagt i virkeligheden, hvis bare man lod hende komme til. ”Det tage også tid at mestre forståelsen.. men det skulle meget gerne komme med tiden,” sagde hun stilfærdigt. Interessant var hans historie nu engang, da han havde været godt rundt igennem sit liv, men siden han var så gammel, som han nu engang var, så havde andet vel også været underligt. Selv kunne man vel også sige, at hun selv havde befundet sig i mange lejre, som også hun havde haft en del personer inde på livet, samt haft et forhold til Procias, hvor han havde til Dvasias.
Denjarna anede ikke, hvordan Salvatore havde det med at sove alene, så at han virkelig anså det for at være et problem, vidste hun ikke noget om. Det ville om end ikke også kun gøre hende endnu mere ubehageligt til mode, da hun jo ikke ønskede at dele rum med ham, men samtidig med det, så ville hun nok få en anelse dårlig samvittighed. ”Det tvivler jeg også på,” medgav hun med et lille smil. Selv kunne hun ikke se, hvilke vidundere der kunne ske, hvis hun blev siddende alene tilbage til solen steg op. Der var ingen anden end Salvatore hun havde lyst til at snakke med her, og han ville trods alt gerne have sin meget tiltrængte nattesøvn. Det klandrede hun ham heller ikke for, da hun allerede var imponeret over, at han havde holdt så længe, som han nu engang havde gjort. Han var trods alt af dagen, så han var garanteret ikke vant til at blive så længe oppe som dette. Roligt tog hun imod den nøgle der blev hende skænket, hvor hun godt kunne se på tjeneren, at han fandt det underligt, at de to personer ikke skulle dele værelse. Det var dog ikke noget Denjarna spekulerede videre over, som hun blot gjorde et let nik med hovedet, som Salvatore bad hende om at gå. Hun bevægede sig over til baglokalet der bestod af en trappe, der ville føre dem videre op til etagen med værelserne. Den fulgte hun roligt, hvor hun let måtte skæve ned til sin nøgle der viste, hvilket værelsesnummer hun havde. Roligt stoppede hun op, som hun nåede døren, hvor hun vendte sig mod Salvatore med et smil på læben. ”Så går jeg ud fra, at det er godnat..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde nydt Denjarnas selskab for denne aften, hvilket han skam heller ikke lagde det mindste skjul på. Ikke desto mindre, så følte han sig samtidig i.. tryghed. Han følte at han kunne lade facaderne falde en smule og bare være sig selv, for selv det, var noget som en mand som ham, tydeligt havde brug for. Han sendte hende et smil, hvor han let himlede med øjnene. Han kunne jo slet ikke lade være! ”Selvtilliden fejler skam ikke noget, kan jeg se,” endte han direkte morende, som han blinkede til hende. Selvfølgelig morede det ham, at det var sådan hun bar sig frem, også selvom han nu heller ikke sagde noget til det, for det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til. Han kunne lide hendes person, og lige hende, havde han faktisk ikke det største problem med at skulle respektere, så det var selvfølgelig kun en glædelig tanke for ham. Han nikkede roligt mod hende, ganske bekræftende. ”Du har formået at gøre utrolig meget på en enkelt aften.. Det er mange bjerge du har været i stand til at flytte,” sagde han roligt, som smilet forblev let på hans læber. Det var jo ikke ligefrem en løgn som sådan, for hans meninger og holdninger havde været utrolig fasttømret, og nu? Ja, hun havde rokket ved rigtig mange af dem. At sætte sig ind i tankegangen var i sig selv, ikke særlig svært, men tanken om at sætte sig i forståelsen, var straks en helt anden! ”Det er jo det som er fascinerende.. Om man i det hele taget kan sætte sig i forståelsen og vide hvorfor og hvordan.. Jeg tænker meget over det, det indrømmer jeg gerne,” endte han med et let smil.
Salvatore brød sig faktisk ikke om at sove alene på steder som han ikke var kendt med, også her hvor han vidste, at folk kom og gik hele tiden, så det var jo samtidig også en situation og et sted som han ikke havde nogen kontrol over, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at omdiskutere med Denjarna. Hun skulle ikke føle sig tvunget til noget, men nu hvor han var ved at være temmelig godt træt efterhånden, så var det nok også på tide at søge en seng, så han kunne få den ellers så tiltrængte hvile, for han havde virkelig brug for den efterhånden! Han skulle nok finde lidt hvile før eller siden, det var han overbevist om. Han tog selv imod sin nøgle, også selvom han valgte at ignorere de blikke som tjeneren valgte at sende dem. ”Der sker nok heller ikke mere hernede alligevel..” endte han let tænkende, som han fulgte efter hende til de stoppede op ved de rette døre – lige ved siden af hinanden. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var nu bare sådan. Han nikkede til hendes ord, som han placerede nøglen i låsen. ”Det vil jeg da gå ud fra – for denne aften og nat om ikke andet. Det har været mig en udsøgt fornøjelse at hilse på dig, Denjarna.. Jeg håber vores veje atter en dag vil krydse hinanden,” endte han roligt, som han åbnede døren. Han blev dog stående – lige for nu om ikke andet.

[Deleted]

”Og det gør din heller ikke,” svarede Denjarna morende og blinkede til ham. Det stod endnu klart fort hende, hvordan han op til flere gange havde pustet sit bryst op for at føre sig frem, samt han havde beskrevet sig selv som den perfekte mand. Hun havde dog ingen problemer med det, da hun nød hans person, og hvis hun ikke havde gjort det, så var hun jo heller ikke blevet ved ham. Sandt var det dog, at hendes selvtillid ikke fejlede noget, for det gjorde den skam ikke, selvom hun måske havde sagt sine ord i sjov. Hun vidste nemlig, hvad hun var i stand til at gøre, hvor hun var særligt god til at håndtere personer, som hun som regel viste, hvordan hun skulle vikle dem om sin finger. Det var dog ikke sådan, at det udelukkende var ment dårligt, da det bare var noget der faldt hende naturligt ind, uden hun tænkte videre over det. ”Så må vi se, hvor mange bjerge jeg får flyttet, næste gang vi ses,” sagde hun med et smil på læben, som hun egentligt lagde op til, at de ville mødes igen. Det havde hun heller intet imod, at de gjorde, for hun nød virkelig at sidde og tale med ham, så hun fandt det faktisk underligt, hvis ikke de ville ses igen. Hun anså også ideen om at fjerne hans fordomme helt for at være utroligt tillokkende, da det var tydeligt for hende at se, at hun havde formået at ændre hans holdninger på dette ene møde, så hun var nysgerrig efter at finde ud af, hvor meget hun kunne ændre på næste gang. ”Hvis det er noget du fundere meget over, så må man da håbe, at du når frem til en konklusion før eller siden,” sagde hun roligt. Det kunne godt være, at han skulle have lidt hjælp på vejen, men det skulle ikke undre hende, hvis han fandt svaret på det på et tidspunkt.
Denjarna nikkede let til hans ord. Nej, hun ville sikkert ikke gå glip af noget, hvis hun krøb til køjs nu. Det gjorde hende så heller ikke noget, da hun havde oplevet nattet for i nat, og den havde været ganske vellykket. Hun havde fundet en procianer, som hun rent faktisk kunne med, samt han havde hjulpet hende videre på sin mission, så nu havde hun også noget at gå i gang med. Roligt bevægede hun sig til deres værelser, som de havde fået udleveret hver sin nøgle. Selv passede hende det bedst, at de sov hver for sig, og derfor spekulerede hun ikke yderligere over, hvordan han havde det med det. Han havde trods alt heller ikke sagt noget, der skulle få hende til at spekulere mere over det, som han bare havde godtaget hendes ønske. ”Jeg kan kun sige, at jeg har det på samme måde.. Det har været interessant at møde en procianer, som jeg sagtens kunne snakke med. Og tak for al din hjælp.. Du må have det godt, til næste gang vi ses,” sagde hun mildt, hvor hun blidt lod sine fingre lukke om hans arm, som hun gav et let klem. Hun følte trods alt, at de sagtens kunne udveksle en så uskyldig og venligt berøring, uden der behøvede at blive tænkt mere over det. ”Godnat.” De sølvgrå øjne gled endelig fra ham, som hun låste sig ind på sit værelse, hvor hun svandt ind i rummet, hvor hun inden længe faldt til ro.

// Out