It continues..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det hele var ment i ren og skær morskab, også fra Salvatores side, hvilket han bestemt heller ikke lagde det mindste skjul på i den anden ende. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, som han let lod hovedet søge på sned. Smilet var dog på ingen måder noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, også fordi at han faktisk var blevet glad for hendes selskab, også selvom hun var ganske ny og ikke mindst.. fremmed for ham på sit vis. ”Det er jo så en sindssyge som jeg må leve med,” endte han direkte morende, som han let trak på smilebåndet. De morede sig begge to, og så lang tid hans selskab var ønsket, så havde han det skam også helt fint med det. Han slog direkte ud i en latter. ”Så det du siger, er at du virkelig har lyst til at slå mig i jorden med din fysiske styrke? Slå magikernes leder i jorden? Tsh! Det giver jeg dig bestemt heller ikke lov til!” endte han med en direkte morende mine, som han igen blinkede til hende. Han mente selvfølgelig det hele i sjov og så lang tid hun vidste det, så var det noget som han havde det ganske fint med. Desuden ville han bestemt heller ikke have noget imod, at han kunne blive her i varmen, nu hvor han endelig havde fået varmen ordentligt!
Det var bestemt ikke fordi Salvatore ønskede at gøre Denjarna helt trist, for det var da noget af det sidste som han ville, men nu hvor hun havde opfordret ham, så havde han også indvilget i at svare hende. Hun havde mistet, så meget kunne han konkludere, også selvom han ikke vidste hvad hun havde mistet, men det måtte være noget som hun havde værdsat frygtelig, frygtelig højt, hvilket han faktisk havde den fulde forståelse for. De mørke øjne gled til hendes skikkelse, som hun vendte sig væk. Smilet dalede langsomt. ”Som sagt.. Jeg ved hvad jeg ser.. Det er bare min tolkning af det hele så langt.. Det gør mig ondt at du har mistet..” Varsomt lagde han hånden tæt ved hendes ved bordpladen. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre det værre for hende, end det som det måtte være i den anden ende, for det var tydeligt at det var noget som gjorde ondt på hende! Hånden søgte roligt over hendes. At det kun var måneder siden, så var det bestemt heller ikke underligt at hun reagerede som hun gjorde, for det var jo meget nyligt trods alt! Han nikkede med et svagt smil i hendes retning. Han tog roligt hånden til sig igen og lukkede den omkring hans glas, som han roligt hævede mod hende. ”Skål… For et nyt og godt venskab,” endte han roligt. Han selv tog en tår, hvor det faktisk også føles godt! Glasset satte han roligt fra sig endnu en gang og vendte blikket mod hende og med det samme muntre smil på læben, for han kunne jo ikke lade være – selv på trods af at det var ved at være sent. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved solopgang herfra, Denjarna?” spurgte han roligt, dog nysgerrigt.

[Deleted]

Det behagede skam Denjarna, at han gerne ville blive hos hende, eftersom hun nød hans selskab. Hun håbede heller ikke, at han følte den mindste tvivl angående det, da hun mere eller mindre havde det strålende i hans nærvær. Hun følte sig nemlig ikke så skadet, som hun egentligt var, og det var selvfølgelig en rar følelse. Det kunne godt være, at han var procianer, og at de først lige havde mødt hinanden, men det tænkte hun ikke just over. Venskaber og alliancer kunne trods alt godt forekomme på kryds og tværs, og hvis de to havde det særligt godt med hinanden, så var det jo bare sådan det måtte være. Et problem var det i hvert fald ikke for hende, men det var trods alt også før sket, at hun havde gået så vidt og forelsket sig i en fra hans land, så åben var hun overfor det faktum, at hun sagtens kunne komme godt ud af det med folk fra lyset. "Det må du jo," svarede hun morende igen og smilede til ham. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Sjovt var det næsten, at hun på et tidspunkt helt havde glemt, hvordan man fik et smil frem. Nu gik det tydeligvis som smurt, som han fik hende til at smile og le, men han var nu også et godt selskab.. At hun så også kunne få ham til at le, frydede hende, da det altid var skønt at være kilden til en anden persons glæde. "Det ville da ikke være så skidt at kunne sige, at jeg har slået magikernes leder i jorden.. Jeg kan faktisk rigtig godt lide lyden af det!" sagde hun drillende. "Vil du ikke give en kvinde den indre sejr?"
Det kunne godt være, at det ikke havde været Salvatores mening at snage i Denjarnas ulykke, men som han selv sporede sig ind på sandheden, så så hun ingen grund til at tie. Han kunne tydeligvis se på hende, at der var noget dybere i vejen med hende, som han rigtigt nok havde tolket hendes afvigenhed rigtigt. Hun havde mistet sin højtelskede mand igen igen, og det havde været en smerte hun sagtens kunne have været foruden! Hun vidste ikke, hvorfor Derick var gået, efter at han havde sagt, at han godt ville bygge et liv op med hende. Hun gik bare ud fra, at han havde fortrudt, da meget trods alt havde hændt dem igennem tiden. Lykkelige havde de været, men som hun havde ligget under tortur, havde han hygget sig med en anden kvinde. Hun fugtede let sine læber. "Det er venligt af dig.. Du er en god mand, Salvatore," sagde hun stille, som han sagde, at hendes tab gjorde ham ondt. Der var dog intet at gøre ved det. Som han helt gjorde mine til at tage hendes hånd, betragtede hun den bare tavst. Berøringer var ikke just hende længere, men fremad gik det skam. Hun ville også mene, at hun havde teet sig ganske pænt i nat.Da han så endelig lagde sin hånd over hendes, kunne hun ikke lade være med at føle, at det var behageligt, og det hun havde brug for for nu. Omsorgen den lille berøring gav hende, kunne hun nemlig godt føle, hvor hun også bare sendte ham et lille smil, som han trak hånden til sig igen. Som de begge valgte at hæve deres glas i en skål, nikkede hun roligt med hovedet til hans ord, inden hun smagte på whiskyen. "Siden vi er på en kro, så tænkte jeg, at jeg kunne finde et værelse for dagen her. Det er nemlig for sent for mig at tage til Dvasias," svarede hun roligt. "Hvad med dig? Har du gjort dig de samme tanker, eller drager du helt til Procias, når vi bryder op?"

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød oprigtigt af Denjarnas selskab, og alene af den grund, så kunne han ikke se nogen grund til at gå hvert til sit, når de endelig havde fået markeret grænserne, hvor han tydeligt var kommet til at såre hende, selvom han heldigvis havde været i stand til at gøre noget ved det, og selvfølgelig var det noget som han var utrolig glad for, for det havde slet ikke været hans intention. Dette synes nu at være glemt, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Et tilfredst smil gled over hans læber, som han nikkede. ”Og det gør jeg. Så håber jeg på en kur når jeg engang vender hjem,” endte han morende. Han kunne få hende til at grine, og han kunne få hende til at le, hvilet i sig selv var en mission komplet! Han kunne nu godt lide det, samtidig med at han faktisk var åben for det faktum, at der kunne herske venskaber mellem lyset og mørket. Desuden kunne det ene ikke eksistere uden det andet, så de kunne vel også lære noget af hinanden? Hendes ord fik ham kun til at slå direkte ud i en latter, hvor han lænede sig tilbage og vendte blikket smilende mod hende. ”Ha! Jeg tror vidst der kom lidt for meget ego i din retning, min kære Denjarna… Hvad tror du ikke de vil sige hjemme, dersom de vidste at jeg blev slået af en kvinde?” spurgte han drillende. Måske at det var en klang hun godt kunne lide, men han var altså ikke helt enig!
Det havde på ingen måde været Salvatores mening at gøre Denjarna ked af det, men nu hvor hun nærmest havde opfordret ham til at fortælle hvad han havde spottet, så måtte han jo gøre det. At det jo så var temmelig tæt på sandheden, havde han ikke regnet med, og specielt ikke i den forstand. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Det var sket ganske nyligt, hvilket han jo faktisk var ked af, for ingen fortjente at miste dem som de elskede eller holdt kær! Ej heller dem fra Dvasias! ”Jeg gør skam bare mit bedste.. Jeg ønskede ikke at gøre dig ked af det.. Talte jeg over mig?” spurgte han sagte, som han roligt lod hånden stryge over hendes. Selvom der ikke lå noget som helst i det, så var det vel bare behageligt at vide, at der var andre for en, end at de skulle stå alene? De mørke øjne betragtede hende, som han roligt trak hånden til sig igen, som han jo heller ikke ligefrem ønskede at pålægge hende noget ubehag af den ene eller den anden slags, for det gjorde han bestemt heller ikke! Han sendte hende et roligt smil som han igen valgte at nikke. ”Jeg overvejede at gøre det samme.. Hvad med at vi slår det sammen? Tager et værelse sammen? Du får selvfølgelig sengen, så kan jeg tage den lasede sofa.. Jeg lover ikke at kigge,” påpegede han med et let glimt i øjet. Det var skam ikke fordi at han var ude på noget. Selv kunne han faktisk bedst lide at sove med andre omkring sig, frem for fuldkommen alene.

[Deleted]

”Jeg tror desværre, at det er en kronisk lidelse du er blevet ramt af,” sagde Denjarna drillende. Morsomt var det nu, at hun havde fundet en procianer, som hun kunne slipper sin facade overfor. Hun nød det dog, som hun ikke længere stillede spørgsmålstegn ved deres møde, som hun nu bare slappede af og nød tingene, sådan som de nu engang måtte være. Hvis verdenen lå sådan, at de sagtens kunne være venner, så anså hun det ikke for at være et problem. Hun var nemlig heller ikke så snæversynet, som hun havde været i sine unge dage. Hun kunne godt se tingene i et større perspektiv, og se videre ud over landegrænserne. Det kunne godt være, at hun havde troet, at hun havde mistet den evne, men det havde hun tydeligvis ikke alligevel, og det kunne hun kun se sig tilfreds med. ”De ville måske ikke se særligt positivt på det, men nu er det heller ikke sådan, at jeg er hvilken som helst kvinde,” svarede hun morende, uden at smilet falmede. Tanken om at få ham ned og bide i græsset forekom hende nu engang ufatteligt morsom. Det var heller ikke ment som en alvorlig styrkeprøve og duel, da det ikke lå i hendes interesse at skade ham. ”Men hvis du frygter for dit ry, så kunne det jo være vores lille hemmelighed,” tilføjede hun og blinkede til ham.
Selvom det ikke var Salvatores mening at gøre Denjarna ked af det, så gjorde de opstående minder det. Det gjorde ondt at mindes om sit tab, da hun altid havde elsket Derick og haft et ufatteligt tæt bånd til ham, så det gjorde ondt, at de først var blevet adskilt, som hun var blevet kidnappet, hvor der nu var sket så meget, så han tydeligvis havde flygtet fra hende. Personligt gik det hende dog bedre, da hun havde mødt nogle mænd, som hun nød at omgås. De havde i hvert fald begge hjulpet hende, så hun følte sig et skridt tættere på sig selv. ”Du kan ikke gøre for, at fortiden bringer mig sorg.. Det er derfor ikke din skyld, at dine ord bragte mig sorg.. Slet ikke når jeg opfordrede dig til at gætte på, hvad der senest havde hændt mig,” sagde hun stille. Som han strøg hendes hånd, valgte hun forsigtigt at lade den vendes under hans, så hun blidt kunne give hans hånd et klem. Hun slap den dog med det samme igen, da hun ej heller ønskede at bringe ham ubehag. Slet ikke når hun kunne se, at det bare var en venlig gestus. Rar var den også, da det var en slags påmindelse om, at hun alligevel ikke var alene i denne verden. Langsomt faldt der et overraskende skær over hele hendes ansigt, som han forslog, at de delte et værelse for dagen. Det havde hun ikke just ventet at høre. ”Og du er sikker på, at du ikke spørg mig om det, fordi du har en skjult agenda? Mænd spørg mig trods alt sjældent, om vi skal dele et værelse, uden at de vil tættere på mig,” spurgte hun stilfærdigt. Alvorligt måtte hun nu engang mene sine ord, da hans forespørgsel alligevel forekom hende en smule mistænksom. Det kunne godt være, at de personligt klingede godt sammen, men hun havde ikke just til at være fysisk tæt på ham på den måde. Det var hun ganske enkelt ikke parat til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore slap et drilsk fnys, som han let rystede på hovedet til hendes ord. Selv nød han det faktum, at han kunne slappe af, og bare give sig hen til hende og hendes selskab, uden at skulle tænke på det ene eller det andet, for.. hun så ham vel som person, frem for den leder som han skulle fremstille sig selv på hjemmefronten? ”I så fald, så må jeg vidst selv gå i gang med at søge en kur,” endte han morende, som han let blinkede til hende, for det var jo ikke ligefrem en løgn i den anden ende. Han slog ud i endnu en latter. Alene tanken om at hun skulle slå ham i jorden, var ikke ligefrem en tanke som han brød sig om, og selvfølgelig var det heller ikke noget som han ønskede skulle ske, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg synes det lyder mest fornuftigt bare at blive siddende her og nyde hinandens selskab.. Du er ikke hvilken som helst kvinde.. Det er skam allerede gået op for mig. Du er.. unik,” erkendte han ærligt, som han sendte hende et smil. Måske ment som et kompliment, da han heller ikke tænkte i de flirtende tankegange, for hun faldt ham slet ikke i interessen på den måde. Han lænede sig igen roligt over bordet og med de mørke øjne hvilende på hende. ”Jeg tror det skal forblive en hemmelighed, at vi i det hele taget har taget den snak,” endte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Det var jo trods alt ment i ren og skær morskab!
Det havde slet ikke været Salvatores mening at gøre Denjarna ked af det, for det var jo tydeligt for ham, at han havde ramt temmelig præcist, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han blinkede let med øjnene som han lod hovedet søge let på sned. Det gjorde næsten ham trist at se hende trist, velvidende om at han selv havde været skyld i det. Han nikkede roligt. ”Jeg ved det godt, men jeg havde ikke just forestillet mig, at det skulle gøre så ondt at komme ind på det.. Jeg håber på det bedste for din fremtid, Denjarna.. Det er på alle måder fortjent,” endte han med et stille smil på læben, som han let betragtede hende med hovedet på sned. Som hun klemte omkring hans hånd, så bredte smilet sig faktisk på hans læber. Hun var langt mere.. interesseret i at komme i berøring nu, hvilket passede ham fint, for det var vel også gået op for hende, at han ikke havde gjort noget for at gøre skade på hende? At hans sidste ord ændrede det hele så voldsomt, havde han ikke just regnet med, men han tog nu alligevel det hele i stiv arm. ”Både for at spare penge, men også nyde hinandens selskab lidt, før vi går til køjs? Desuden må jeg vel erkende at.. jeg ikke bryder mig om at sove selv på fremmede steder.. Det er jo aldrig til at sige hvad der kan ske.. Så er det altid rart at være to,” fortalte han med et skævt smil. Igennem størstedelen af hans liv, havde han altid været omkring andre som han havde haft lidt kendskab til.. Han mente dog intet seksuelt med det!

[Deleted]

Som Salvatore og Denjarna snakkede sammen, kunne man ikke just sige, at hun så på ham som en leder. Respekt havde hun dog for ham, men det var ikke kun på grund af hans titel, men også på grund af hans person. Igennem hele deres møde, havde de nemlig forsøgt at stable noget mere personligt på benene, og det var så også det hun gik ud fra i den sidste ende. Desuden ville han heller ikke være hendes leder, som hun trods alt ikke var magiker, men vampyr, samt de end ikke hørte under den samme nationalitet. Ud fra de faktummer, så burde de vel ikke engang have en morsom eller personlig samtale med hinanden, da de på papiret var hinandens fjender. Selv så hun dog ikke længere på tingene i sort og hvidt, som hun tænkte, at alliancer og venskaber sagtens kunne opstå på kryds og tværs. Det havde i hvert fald lykkedes hende, inden hende og Derick valgte at isolere sig. ”Jamen du skal da være velkommen til at gå i gang med søgningen.. jeg kan bare ikke love dig, at du vil opnå et positivt resultat. Jeg har allerede kløerne for langt inde i dig,” svarede hun i en drillende tone, inden hun valgte at bunde sit glas med blod, så der kun stod det med whisky i tilbage. Behageligt var det nu engang, at de havde søgt indenfor, som de herinde kunne slappe ordentligt af, mens de begge fik lidt til halsen. Det kunne godt være, at det kropsmæssigt ikke gjorde en forskel for hende, om hun var ude i kulden eller inde i varmen, men hun nød alligevel, at de havde fundet dem en plads inde i kroen. ”Ja ja.. Du vil bare ikke fryse eller få tæv af en kvinde,” sagde hun drillende og smilede til ham. Roligt lænede hun sig tilbage på sin plads, uden at hendes legende blik forlod hans ansigt. ”Hmm. Hvad får jeg for at holde på den hemmelighed?” spurgte hun morende.
Det var på ingen måde Denjarnas mening at gøre Salvatore trist til mode, men hun kunne ikke ændre på det faktum, at hendes fortid måtte nage hende. Gennem den seneste tid, havde hun også funderet over, hvordan hendes liv mon ville have set ud, hvis hun for længe siden havde holdt sig til sit valg og blevet ved Gabriel. Hun havde trods alt valgt Gabriel, da hun skulle vælge mellem sine to elskere, men da hun så havde set Derick, havde hun omgående fortrudt, hvor hun så havde forlovet sig med ham i stedet. Det var dog ikke til at sige, hvordan en fremtid med Gabriel ville have set ud, da hun end ikke vidste, om det procianske samfund ville have accepteret hende. Hendes tid med Derick havde dog været fantastisk, som hun havde elsket den mand, men gang på gang havde han alligevel også formået at såre hende. ”Ting der har været i berøring af ens hjerte, gør skam ondt på en, Salvatore.. Om man vil det eller ej. Men jeg håber nu også, at min vej ser lysere ud fra nu af,” sagde hun stille. Som hun valgte at tage om Salvatores hånd, gjorde hun det for at vise, at hun var taknemmelig over hans gerninger, samt, at hun alligevel nærede en vis tillid til ham. At han så måtte spørge hende, om de kunne dele værelse for dagen, var noget der et sted måtte chokere hende. Det havde ikke just været det, hun havde troet, hun skulle høre fra hans mund. Hun måtte dog indrømme, at det ville være godt for hendes pengepung, hvis de kunne splejse. Det forekom hende dog underligt at skulle dele rum med en fremmed person, men alligevel havde han vist sig at respektere hendes grænser. ”Nyde hinanden selskab, inden vi krøber til køjs? Du må undskylde, hvis jeg misforstår dig, men de ord kan godt have lidt af en tvetydning,” bemærkede hun med et skævt smil. ”Desuden, jeg tror godt, at du kan forsvare dig selv, hvis der skulle ske dig noget i den tid du er på værelset.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede faktisk Salvatore at Denjarna ikke nødvendigvis så på ham som den leder han var, hvilket var noget som han faktisk godt kunne lide. De mørke øjne betragtede sig af hende. Hendes selskab kunne han slappe af i, og selvfølgelig var det også utrolig rart at det endelig var sådan! Han kuklo let for sig selv. Hun havde muligvis formået at sætte kløerne i ham, men det skulle nok vise sig at blive et greb som han godt kunne komme ud af, for det var og blev et mål for ham! ”Det lyder næsten som du har forgiftet min sjæl og mit sind.. Jeg skal nok finde en kur.. bare vent og se!” endte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Hvordan det havde været med hendes kære eksmand, vidste han ikke, men han nød hendes selskab oprigtigt som en nyfunden ven. Ja, selv på tværs af landegrænserne, kunne man vel være heldig i tide og utide? Han slog ud i en latter igen. ”Så det er sådan du vil fremstille det! Synes du ikke det er lidt unfair overfor mig? Jeg tror kun du skal være bange for at jeg ikke får dig til at bide i græsset!” påpegede han tydeligt drillende, som han igen satte sig til rette på sin plads. En finger lod han roligt glide over glassets kant, som han så tænkende på hende. ”En yderst glad og tilfreds Salvatore!” endte han grinende, som han igen blinkede til hende.
Det gjorde faktisk Salvatore ked af det, at vide at han havde ført Denjarna til det samme, for han havde jo slet ikke ment at vælte op i hendes minder og tanker på den måde, ved at fortælle hvad han troede var hændt hende. At han jo så havde ramt så meget rigtigt, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han nikkede. ”Jeg ved det godt. Jeg havde bare ikke nogen anelse om at det var hændt dig nu her, eller at det skulle gøre dig så ondt, som det har gjort,” endte han næsten undskyldende. At det hele så skulle ændre sig til det mere alvorlige nu, havde han nu heller ikke lige taget højde for, men det beviste vel også bare at de kunne komme vidt omkring og stadig bevare en ordentlig tone for hinanden? Han sendte hende et let smil. Han havde bestemt heller ikke ment at ødelægge den ellers så gode stemning, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Slet ikke! ”Du misforstår skal mine intentioner, Denjarna.. men det er også alt sammen helt fint. Jeg tager mig bare et værelse på egen hånd,” endte han ganske sandfærdigt. Selvom han vidste, at det automatisk ville føre til at han ikke ville sove meget inden han ville tage hjem alligevel, men det var ikke noget som han ønskede at lade hende vide. Hun havde brug for at søge tilflugten fra solen, og det skulle han skam heller ikke afholde hende fra. Han lod den ene hånd vandre igennem håret, som lagde sig i hans nakke. Han var ved at blive træt, men han havde bestemt heller ikke lyst til at de skulle gå hvert til sit endnu! Glasset tog han omkring, som han tog en god slurk. ”Skulle det endelig gå galt, så skal jeg nok kunne forsvare mig selv, skal du se.”

[Deleted]

”Det var dig selv der nævnte, at jeg var giftigt selskab. Jeg lader bare være med at benægte det,” svarede Denjarna morende. Der var på ingen måde hoved eller hale i deres samtale, da man ikke just kunne sige, at deres samtale gav mening. Den forekom hende dog morsom, skønt det var hende der blev beskyldt for at være en vanvittig og syg person. Hun tog det dog på ingen måde højtideligt, da hun selv vidste, hvor hun stod i livet, samt hun følte, at hun kendte Salvatore godt nok til at vide, at han ikke lagde noget i det. At de så også måtte bevæge dem over i en samtale, hvor hun skulle vinde over ham, nød hun endnu mere. ”Det er da en god fremstilling! Desuden, som om du ville kunne få mig til at bide i græsset. Du siger det kun fordi du tror, at det kan skræmmer mig, så jeg i sidste ende dropper udfordringen,” sagde hun drillende igen, uden det morende smil falmede det mindste. Selv vidste hun godt, at hun var ham fysisk overlegen, men det var sikkert også kun på grund af vampyren i hende. Hun vidste dog, at hvis han skulle få hende til at bide i græsset, så skulle han bruge magi på hende, og det var nu en tanke hun ikke brød sig synderligt om. ”Jeg har brug for en bedre gevinst, end at gore dig glad,” beklagede hun sig smilende. ”Jeg kunne også bare ordne dig herinde, hvis det er fordi du frygter kulden.. Jeg tvivler bare på, at vi må blive herinde, hvis vi laver et større tumult.”
Det gjorde ondt at blive påmindet fortidens hjertekvaler, men det var der ikke noget at gøre ved. Han var muligvis ikke den første person, Denjarna nævnte Derick overfor, men alligevel gjorde det ondt at snakke om. Hun havde trods alt elsket manden, som de havde været sammen i årtusinder, hvor de var blevet adskilt på brutal vis, og nu forstod hun ikke længere, hvad der var sket. Kun at han havde såret hende, og at hun nu stod alene endnu engang. ”Det skete for et par måneder tilbage, så det burde vel ikke stå mig så tæt, som det nu engang gør. Men lad os tale om noget andet.. Det er trods alt fortiden, ikke min fremtid,” sagde hun stille. Det var ikke fordi, at han var slem at snakke med dette om, da han var en flink mand der ikke prøvede at udstille en. Hun ønskede bare ikke, at tale om alle sine skader for en gangs skyld, og hun håbede, at han ville respektere det. Det var desuden kun en ting hun kunne komme sig over på egen vis. Det kunne måske hjælpe, hvis hun var sammen med en anden mand, men det havde hun endnu ikke lyst til, selvom der fandtes nogle rare og flotte mænd derude. Roligt tog hun om sit whiskyglas, som hun tog en tår af. ”Jeg tror det er mest fornuftigt, hvis vi hver især får et værelse, selvom det andet kunne være godt ved min pengepung,” sagde hun roligt og sendte ham et skævt smil. Det kunne godt være, at de ikke skulle dele seng, men alligevel forekom det hende en anelse mærkværdigt. ”Og hvis du skulle blive overfaldet i løbet af natten, så kalder du bare på mig, og så skal jeg nok komme dig til undsætning,” svarede hun og blinkede drillende til ham. ”Men er du interesseret i at krybe til køjs allerede, siden du spørg ind til mine soveønsker?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Der var ikke nogen hoved eller hale i denne samtale, selvom det slet ikke gjorde nogen forskel for Salvatores vedkommende, for det var rart bare at kunne mire sig, uden at skulle tænke på alt muligt, for selv det, var noget som han havde brug for efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rystede smilende på hovedet. ”Ja tak, det skal jeg da lige love for,” endte han morende, for han havde det virkelig godt sammen med hende, så det var bestemt heller ikke noget som blev meget bedre for hans vedkommende af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken om at skulle gå i strid med hende, var slet ikke noget som han ønskede sig, velvidende om at han ikke ønskede at gøre hende noget ondt, som han selvfølgelig kun håbede på at det lige så måtte være gengældt i den anden ende. Det drilske smil bredte sig kun tydeligt på hans læber, som de ikke havde gjort det tidligere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han blinkede til hende endnu en gang. ”For pokker da også! Nu havde jeg jo ellers lige håbet!” endte han drillende, for det var jo heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle gøre hende ondt, for han vidste, at det slet ikke var noget som ville hjælpe dem i længden. Desuden havde hun allerede skænket ham meget i længden, specielt fordi at hun havde vist ham, at der var mere i hende end bare en meningsløs blodsuger, og det var noget som han godt kunne lide. Latteren brød hans læber. ”Og hvad skulle jeg så sige når jeg hjemvender til Procias med et blåt øje og alt for mange år?” spurgte han drillende.
Det havde slet ikke været Salvatores mening at gøre hende trist til mode, ved at komme så tæt ind på sandheden, for han havde jo slet ikke regnet med at det var noget som skulle plage hende så meget, som det nu havde gjort, men det var nu bare sådan at det var. Han håbede selvfølgelig at hun vidste, at han ikke havde gjort det med vilje, og helelr ikke for at udstille hende, for det var slet ikke sådan han tænkte! Han forstod godt det gjorde ondt, og specielt hvis det var sket så nyligt, så var det jo heller ikke underligt! Han sendte hende et svagt smil. ”Det er selvfølgelig rigtigt.. Jeg beklager igen..” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Han tog endnu en tår af sit whiskyglas. At nogle kunne gøre en som Denjarna ondt, var slet ikke noget som han forstod sig på. Selvfølgelig håbede han bare, at det var sidste gang for hendes skyld om ikke andet. Han måtte jo bare finde sig i at de måtte sove hver for sig, selvom det nu heller ikke var en tanke som umiddelbart gjorde ham noget. Han vendte blikket roligt i retningen af hende igen. ”Tilbuddet står skam endnu ved lige, i tilfælde af du vil skifte mening, min kære Denjarna,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det trods alt heller ikke, selv ikke set fra hans side af. Hovedet søgte let på sned. ”Jeg skal nok selv kunne slå fra mig.. Jeg lader mig ikke overraske igen,” påpegede han med et morende glimt i øjet. Han rystede på hovedet. Det var ikke just fordi at han ville krybe til køjs endnu. ”Jeg er en gammel mand.. før eller siden, er jeg nok nødt til at krybe til køjs.. Jeg ønsker det bare ikke endnu.. Ikke når jeg sidder i så perfekt et selskab,” påpegede han med et let smil.

[Deleted]

Morende glimtede de sølvgrå øjne, som de begge talte i disse morende toner. Denjarna nød skam hans selskab, men det var der vel heller ingen tvivl om længere? Det havde i hvert fald lykkedes ham at udføre alle sine missioner, som han i den grad havde fået hende til at smile og le. Hun følte sig ikke længere socialt tilbageholdt i hans selskab, som hun selv ville mene, at hun opførte sig ganske frigjort overfor ham lige i øjeblikket. Hun havde i hvert fald ikke et problem med at drille ham eller le, hvor hun endda også ville mene, at hun var godt på vej med berøringerne. Hun veg i hvert fald ikke længere skræmt væk, hvis han løftede en hånd for at røre hende. Hun kunne trods alt heller ikke finde det underligt for evigt, da hun var nødt til at komme videre med sit liv, og Salvatore var ganske stille og rolig af sig, så på den led kunne hun vel bare slappe af, uden at hun behøvede at tænke diverse ting om ham. Muntert slap hun latter, som han beklagede sig over det faktum, at hun endnu gerne ville have ham til at bide i græsset. ”Det kan ikke altid være til din fordel, min kære Salvatore,” svarede hun morende. Det var nu ikke fordi, at hun gjorde alvor ud af sine ord, da hun ikke ønskede at gøre ham ondt. Hvis hun skulle vise ham sin styrke, så ville hun så fredsommeligt som muligt få ham ned og ligge, uden hun behøvede at slå og sparke ham. Da han selv brød ud i latter, kunne smilet ikke lade være med at brede sig på hendes læber, som hun nu engang nød at høre ham le. ”Så vil du sige, at du mødte en utrolig smuk og fantastisk kvinde der overvældede dig så meget, at hun formåede at tage fusen på dig,” foreslog hun morende.
Svagt gengældte Denjarna hans smil, som han indvilgede i at lade snakken ligge, og det passede hende perfekt! Derick var et ufatteligt ømt punkt for hende, ligesom torturen, men det kendte Salvatore ikke noget til. Han kendte dårligt nok til hendes svære fortid, da der lå langt mere i hendes historie, end at hun havde mistet Derick. Det var dog en snak hun havde taget med to andre, så hun så helst, at det kunne ligge overfor ham. Alle behøvede jo heller ikke at vide, hvor svært hun havde haft det med visse ting. Det kunne godt være, at han selv havde været åben overfor hende, men alligevel.. Det var bare sådan hun nu engang måtte have det. I hvert fald indtil hun lærte ham lidt bedre at kende. ”Jeg skal nok lade dig høre, hvis jeg gerne vil splejse om et værelse alligevel,” sagde hun roligt. Lige nu tvivlede hun godt nok på at det ville ske, da hun trods alt havde nok penge til at lægge ud for sig selv, og hun kunne trods alt heller ikke gå og dele værelse med hvem som helst. ”Du lader dig ikke overraske igen? Hvem har da formået at snige sig op på dig?” spurgte hun en anelse nysgerrigt, og lod sit hoved falde på sned. Da han så kaldte hendes selskab for perfekt, måtte hun næsten sende ham et helt varmt smil. Det var ikke så ringe ord at få kastet efter sig. ”Hvis du har problemer med at holde dig vågen, så må du bare bestille noget mere at drikke.. Vi kan ikke have, at det, at du er oldgammel skal stoppe vores møde,” sagde hun drillende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede selvfølgelig Salvatore, at Denjarna faktisk formåede at slappe af i hans selskab, for det var noget som han lige så havde brug for at få bekræftet, for han ønskede slet ikke at hun skulle føle det akavet, også fordi at de ikke rigtigt kendte hinanden endnu, men han havde jo heller ikke gjort andet end at vise hende, at han slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt, ofr det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i, i den anden ende, det var helt sikkert! De mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse. At se hende sidde og smile og have det godt, var selvfølgelig det bedste af det hele, det var helt sikkert. Giftig var hendes selskab dog ikke, og ej heller i hans øjne, hvilket han heller ikke var bange for at stå fast ved, for han nød det virkelig. ”Så lang tid jeg kan gå med livet i behold, så klarer jeg det nok, skal du se,” endte han morende, som han lod hovedet søge let på sned. At bide i græsset, var slet ikke noget som kom på tale! Selvom det billede som poppede op i hovedet på ham, var noget som selv gjorde det langt mere underholdende, men ikke desto mindre, så ønskede han slet ikke at det skulle komme på tale! ”Du nyder den tanke, gør du ikke?” spurgte han, som han drilsk skulede efter hende. Tanken om at bide i græsset – ham som leder, var slet ikke noget som kom på tale! ”Men sandt nok.. En smuk kvinde stødte jeg på.. Men at bide i græsset, det må hun kæmpe betydeligt mere for,” påpegede han drillende, som han blinkede mod hende. Han var slet ikke interesseret i strid med hende!
Salvatore sendte Denjarna et overbærende smil, skønt han faktisk kunne forstå at hun ikke ønskede at snakke om tabet af sin kære mand, for hvem ville det? Det lød direkte til at hun i sandhed havde elsket ham, så kunne han skam også godt forstå det. Han selv havde aldrig været så tæt på Eniqa, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så selv hans historie forholdt sig jo en kende anderledes. Han nikkede roligt til hende. Det kunne jo være, at man kunne splejse et værelse, både for selskabets skyld, men også for at spare, for selv i disse stunder, så kunne sådan noget forekomme dyrt, og det var jo ikke altid at der var værelser nok til rådighed. Det var jo ved at blive for koldt til at sove udendørs, hvilket nok også var noget som gjorde sit i det store og hele. Han blinkede let til hende. ”Perfekt,” istemte han med et roligt smil, som han tømte sit glas. Som hun spurgte, så vendte han blikket mod hende endnu en gang, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Tungen lod han let fugte læberne, som han kort vendte blikket ned af sig. ”Du er kendt med angrebet på Procias, ikke sandt? Ingen ventede sig at der skulle ske noget den dag. Jeg blev sendt ud for slottet, for at hæve det magiske værn, for at forhindre at de skulle komme ind. Jeg blev nok nærmest taget på sengen af den ene som søgte til slottet..” Han tog roligt omkring sin skjorte, som han roligt knappede op, kun for at blotlægge en anelse af det faste bryst, hvor et nyligt, stort og grumt ar viste sig ved hans brystkasse. Mere end stort nok til at tage et liv. ”Jeg var kun heldig,” endte han med et skævt smil. Han sendte hende et let smil. ”Du har ret.. Desuden ønsker jeg slet ikke det skal slutte.”

[Deleted]

”Det er vel et krav jeg godt kan gå med til.. Vi kan jo heller ikke have, at jeg fratager Procias en af deres ledere, og slet ikke en mand med dine egenskaber,” svarede Denjarna morende. Hun havde nu ingen spekulationer over, om hun skulle krumme et hår på hans hoved eller ej, for hun nærede slet ikke en lyst til at skade ham. Det kunne godt være, at hans blod tiltalte hende, men det var heller ikke sådan, at hun slet ikke kunne kontrollere sig selv, for det kunne hun skam godt nu! Hvis han havde mødt hende for et par måneder siden, så havde hun nok angrebet ham uden et ord, men det var også dengang, og hun havde ændret sig betydeligt med månederne. Det passede hende også helt perfekt, da hun ikke anså sig selv for at være et vildt dyr, da hun skam ikke bare var et blodtørstigt monster. Hun ville også selv mene, at hun havde vist ham, at hun ikke var en sådan person. ”Selvfølgelig nyder jeg ideen! Ellers ville jeg ikke tale højt om det,” svarede hun muntert, og smilede til ham. Det lød dog ikke til, at han ville tage en udfordring med hende op, som det vat tydeligt for hende, at han ikke kunne lide ideen at komme ned og ligge. For hende var det dog et morsomt scenarie, men det var trods alt også hende der ville gå med sejren, men hun ønskede heller ikke, at det skulle være anderledes. Hun kunne trods alt godt lide at vinde. ”Du skal bare være glad for, at vi ikke tog denne snak, da vi gik ude i parken. For så kan jeg godt love dig, at du havde været nede og bide i græsset,” truede hun ham drillende.
Denjarna smilede let til ham, som hun gjorde det klart for ham, at hun ville vurdere med sig selv, om hun ville dele et værelse med ham eller ej. Pengemæssigt var det i den grad tiltrækkende, for hun var ikke længere velhavende, som hun før i tiden havde været. Det forekom hende dog en anelse grænseoverskridende at dele værelse med en fremmed, men på den anden side havde hun gjort det med Vladimir, uden der havde været hentydning til noget romantisk. Det kunne måske være det samme med Salvatore? Hun foretrak dog at få sit eget, men hvis det viste sig, at det kun var et tilbage, så kunne hun nok godt gå med til at splejse. Nysgerrigt lyttede hun til hans fortælling, som han begyndte at snakke om angrebet på Procias, som de tidligere havde været inde på. ”Meget bekendt så nævnte du ellers, at dronningen var blevet advaret mod angrebet,” bemærkede hun roligt, hvor hun langsomt valgte at tie, som han begyndte at knappe sin skjorte op. Det var også en handling der fik hende til at tage om sit whiskyglas, hvor hun bundede den stærke væske, som hun prøvede at distancere sig fra den nøgne hud han viste hende. Det var dog altid noget, at han kun viste lidt af sit bryst, men andet havde jo også været upassende. Som hun havde bundet resten af sit glas, måtte hun slippe en let hosten, som det alligevel havde gået en anelse for stærkt for hende, især når det var så kraftig en væske som whiskyen. ”Hvem gjorde dette ved dig? Det ligner også, at det var ment til, at du ikke skulle sidde her den dag i dag,” endte hun en anelse bekymret. Nu når hun havde fået overblik igen, så kunne hun godt se, at han i virkeligheden havde et ufatteligt grimt ar. ”Det glæder mig at høre.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Som sagt, så er jeg en mand med det hele! Jeg er den perfekte mand i en kvindes liv!” begyndte Salvatore tydeligt med en drilsk mine, som han endnu en gang måtte slippe en latter. Denjarna havde skam vist ham at hun var en anden kvinde end bare et blodtørstigt væsen som ikke gjorde andet end at slå ihjel i morskab, hvilket han allerede var ved at blive overbevist om efterhånden, også selvom det nu ikke havde været en samtale som de havde været inde på endnu, hvilket et sted også passede ham fint. At billedet morede hende, var bestemt heller ikke noget som kom bag på ham som sådan, for det var jo tydeligt også selv for ham! ”Du sidder og fryder dig på min bekostning, Denjarna..” påpegede han ganske sigende, som han kneb øjnene let sammen, også selvom han slet ikke kunne skjule det drilske glimt som han måtte sidde igen med i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han satte sig roligt tilbage på sin plads som han let blinkede til hende. At hun skulle more sig på hans bekostning, kunne han jo ikke ligefrem sige noget til, men det var nu bare sådan at det var. Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet.”Tro mig, det er jeg glad for! Det forundre mig bare, at vi kom ind i det i udgangspunktet,” påpegede han tydeligt morende. At de ikke var kommet ind på det mens de havde været i parken, var noget som passede ham fint!
Salvatore forstod skam godt, dersom Denjarna ikke ønskede at dele værelse med ham, men det havde skam også bare været et tilbud til hende, uden at det havde været noget i bagtankerne fra hans side af. Han ville dog ikke diskutere det yderligere, såfremt at hun vidste at tilbuddet faktisk stod ved lige, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Silia havde ganske vidst været informeret omkring de angreb allerede på forhånd, men hvorfor hun først havde valgt at gøre noget, da det faktisk i princippet var for sent, det vidste han ikke rigtigt. ”Der er bare noget som ikke gav mening i den sammenhæng. Jeg blev først sendt ud for at rejse værnet kort før de kom.. Jeg blev bare ikke færdig før det gik galt..” Han blottede den lille del af sit faste bryst, hvor arret var. Det var healet, men det var grimt, og det var tydeligt at det stak dybt, så det var faktisk kun rent held, at han var i live, hvilket han nu heller ikke var bange for at erkende. Selv en mand af hans alder, af hans talenter og hans magikunnen, så var han af den grund bestemt heller ikke udødelig af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg fik aldrig hendes navn.. Hun var bare lidt hurtigere end det som jeg havde regnet med. Gabriel healede mig,” forklarede han roligt, som han lukkede skjorten til. Han var jo trods alt heller ikke ude på noget som helst. ”Mig lige så, min kære Denjarna.”

[Deleted]

”Det prøver du jo at påstå, at du er,” svarede Denjarna drillende i en tænksom mine. Selv kunne hun sagtens sige, at han var en attraktiv mand, eftersom han udseendemæssigt var en flot herre, samt han havde en god person, da han havde et varmt og åbent hjerte. Der skulle dog mere til for at definere den perfekte person, da der ikke fandtes en perfekt person for alle. Det var nemlig individuelt, hvem der klingede med hvem på et dybere plan. At han så sagde, at hun frydede sig på hans bekostning, slap hun en munter latter. ”Kan man bebrejde mig for det? Det ser desværre ikke ud til, at du vil fuldende den glæde jeg kan få ud af det,” sagde hun ærgrende, uden at den muntre forsvandt fra hendes sølvgrå øjne. Roligt fulgte hun ham med blikket, som han satte sig til rette på sin plads. Godt havde hun det nu engang, som hun skam nød hans selskab. Hun ville nu heller ikke have fulgt ham helt til kroen, hvis han havde bragt hende misbehag. ”Hvis det er, så kan vi måske godt nå et græsareal, inden solopgangen?” forslog hun drillende. Hun havde dog ikke i sinde at bevæge sig ud igen, inden næste nat, da hun havde fået nok for en nat. Hvordan de overhovedet var kommet ind på denne samtale, huskede hun ikke længere, men det funderede hun heller ikke over. Det var jo ikke en højtidelig diskussion de havde i gang, da det var det rene fjol.
De detaljerede beskrivelse omkring angrebet på Procias, kendte Denjarna ikke til. Hun vidste kun, at det havde været en mindre gruppe warlocks, der havde gået direkte imod kongefamilien. Det var dog heller ikke noget der berørte hende som sådan, da hun ikke længere havde nogen relationer til Procias, selvom hende og kronprinsen var gamle elskere. Hun var dog glad for at høre, at der ikke var sket ham noget. Det var dog til at se, at Salvatore havde været mindre heldig, som han viste hende sit ar. ”Nej.. Det forekommer også mig underligt, at du blev sendt ud på en umulig opgave, når dronningen ellers var informeret. Men som jeg kan forstå, så kom alle ellers helskindet igennem angrebet..,” sagde hun roligt. De sølvgrå øjne faldt på hans ar, som han blottede det for hende, hvor det var tydeligt for hende at se, at det ikke just havde været et mildt angreb. Det var en skam, at det var sket, men på den anden side viste arret også, at han havde været stærk, som han havde overlevet. Hendes egen krop var også fuld af ar, hvor også de var et bevis på, at hun havde været viljestærk og hårdfør, som hun havde overlevet adskillige års tortur. ”Det sker, at man fejlbedømmer en modstander.. At du kom ud med livet i behold er så det vigtigste.. Jeg er i hvert fald glad for, at du overlevede, så vi kunne dele dette møde,” sagde hun sandfærdigt. Hun nød hans selskab, som han var en varm person, samt han også havde hjulpet hende med sin egen lille mission.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Det er jo kun fordi at jeg er det,” påpegede Salvatore med en tydelig selvsikker mine, for det var slet ikke noget som han ville skjule. Han var dog af den grund, en ganske selvsikker mand, og det havde han trods alt altid også været, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så skulle fortsætte med at more sig og fryde sig på hans bekostning, fik ham kun til at sende hende et drilsk skulende blik, for det var slet ikke noget som han kunne lade være med. Han elskede at høre hendes latter, for selv det var noget som kun indikerede at hun faktisk havde det godt i hans selskab, og det var faktisk det eneste som han havde brug for at vide i længden, for det var faktisk noget som betød temmelig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvis du tror at jeg vil ned og bide i græsset, når jeg har andet alternativ, så tager du så sandelig også fejl!” endte han morende. Han ønskede ganske vidst ikke at gøre hende noget ondt. I så fald, så havde han gjort det for længe siden, og han ønskede slet ikke at ødelægge det gode møde som de nu havde dem imellem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han slog endnu en gang ud i en latter. ”I dine sødeste drømme, kære Denjarna!” endte han morende.
Salvatore havde ikke noget imod at være åben overfor Denjarna, for hun havde ikke givet ham en grund til at være noget andet. Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som han svagt trak på smilebåndet. Silia havde været informeret om det, for ellers ville hun ikke vide det, men hvorfor hun havde ventet med at informere nogen om det, var det som han slet ikke forstod sig på! Han tog sig ikke rigtigt af at den kommende konge af Procias, havde været hendes gamle elsker, for det var vel en tid som de begge havde været forbi? Han havde bare været heldig at manden havde været omkring, for det var jo tydeligt at det var noget som havde reddet hans liv. ”Langt de fleste om ikke andet. Det har kostet borgerligt liv, da Malisha stormede tronsalen under festlighederne,” forklarede han en anelse sammenbidt. Han havde bestemt ikke noget til overs for warlocks. Det var jo næsten før det væsen var værre end vampyrerne var i hans øjne, så var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte de mørke øjne mod hende. Hendes ord varmede ham faktisk, hvor smilet igen viste sig på hans læber, næsten som en tryghed for hende, for han var bestemt heller ikke ude på at stille træskoene lige foreløbig! ”Du fremstiller det næsten, som har jeg fået en betydning for dig.. Så var jeg vel heller ikke helt så slem?” spurgte han drillende, som han let blinkede til hende, for han kunne da slet ikke lade være, når han endelig havde muligheden for det!