It continues..

[Deleted]

Denjarna lod let sine læber fugtes, inden de spillede ud i et muntert smil. Det hele forekom hende morsomt, hvor hun ikke rigtigt vidste, hvor det ville føre hen. Det gjorde det på sin vis også mere interessant, som hun uvidende kunne vente i spænding, da man kun kunne blive overrasket, hvis ikke man gik og forventede noget specifikt. At han fastholdt, at han var noget ganske særligt og derfor kunne modstå hendes kvindelist, morede hende. Selv havde hun nu altid været i stand til at håndtere en mand, men det var nu bare sådan det måtte være. ”Hvis vi ikke passer på, så kan det meget vel ende som en udfordring,” svarede hun morende, hvor hendes sølvgrå øjne måtte glimte let. Det hele blev vidst stillet op som en udfordring, når han holdt ved, at han kunne stå imod hendes kvindelige list, mens hun holdt fast ved, at hun med lethed kunne ændre den holdning. Om det var en god ide at begynde at bevise det, viste hun så ikke helt. Morende brød hun ud i en varm og munter latter, som han pludselig kom op med ordet; anti-kvindelist-værn. Dybt morende fandt hun det, hvor det heller ikke kunne skjules. Det ønskede hun nu heller ikke at gøre. ”Du har muligvis et anti-kvindelist-værn, men ingen har et værn mod mig. Du troede heller ikke, at du kunne synes godt om en vampyr, men se hvem du sidder og griner med nu,” svarede hun i en selvsikker tone. Med et smil på læben tog hun roligt en tår af sit blod. Dens virkning var også til at mærke, som hun kunne føle, hvordan hendes krop nærede sig på den tykke røde væske.
”Det er også det vigtigste.. Selv den bedste kan jo tage fejl,” sagde Denjarna roligt. Hun behøvede ikke at køre rundt i snakken, da det trods alt havde vist sig, at han havde erkendt, at han havde taget fejl. Hun ønskede heller ikke andet end, at han erkendte sin fejl og tilmed glædede sig over den nye øjenåbner. Hendes blik søgte roligt rundt i lokalet, hvor hun betragtede omgivelserne herinde og de få mennesker der nu engang var til stede. Da han så begyndte med, at han ville lave en lille oplysningsleg med hende, vendte hun nysgerrigt blikket mod ham. Begge ønskede de at lære mere om den anden, så det virkede kun fair, at de hver især fortalte lidt af gangen. Hun ville dog havde værdsat, at han havde givet hende noget mere specifikt at går efter, da hun ikke vidste, hvad han kunne finde interessant at høre.. Derfor startede hun bare et ganske sikkert sted, som hun gik helt tilbage til sin ungdom. ”Du gør det ikke let for mig, men nuvel.. Jeg kan fortælle dig, at selvom jeg har været leder, så har jeg ikke altid levet et storslået liv. Dengang jeg nåede op i det man kan kalde for teenageårene, var jeg utroligt oprørsk.. I sin tid stak jeg af hjemmefra, så jeg kunne leve et liv alene og lovløst på gaden. Underligt kan det helt forekomme den dag i dag, at jeg nogensinde har ønsket mig et liv med ingenting. Nu forekommer en sikker base helt uundværligt for mig..” fortalte hun roligt og prøvende. Hun vidste trods alt ikke, hvad han ønskede at høre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var bestemt heller ikke fordi Salvatore havde regnet med, at han skulle sidde ansigt til ansigt med en vampyr med facaderne nede, hvor han faktisk bare var i stand til at more sig, for det i sig selv, var ikke noget som han gjorde normalt, men selv en nysgerrighed som han måtte besidde – magen til en kats, da han jo faktisk var en kat i det indre, fordi at han havde det animagusblod i sig på grund af de forsøg som han var udsat for. Han betragtede hende med en rolig mine. Den kvindelige list, var ganske vidst ikke ligefrem hans bedste ven, men.. ja, man vænnede sig vel til det, som en mand? En som ham om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket. Han strøg tungen roligt over sine læber. ”Hvad siger du dog, min kære Denjarna? Er du bange for at det er en udfordring, som jeg vil være i stand til at leve op til?” spurgte han direkte morende, som han igen blinkede til hende. At høre hende grine, var virkelig noget af det bedste af det hele, og det blev i sandhed også kun bedre for ham! Hans læber trak sig ud i en ganske tilfreds mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke ligefrem i den anden ende. ”Tro mig..” Han lænede sig frem over bordet, hvor han roligt samlede armene foran sig, kun for at betragte hende med en ganske sigende mine. ”jeg kan måske sidde og grine med dig, men det betyder ikke, at mit geniale værn er nedbrudt af den kvindelige list!” endte han morende. Ja, han havde det virkelig kun sjovt, og det var rart faktisk!
Rigtigt var det, at selv den bedste kunne tage fejl, men ikke desto mindre, så ønskede han jo faktisk at kunne nyde stunderne sammen med hende, for de havde vel begge begået fejl igennem livet? Selvfølgelig sagde man, at det ikke var en fejl, før man havde begået den to gange, og det var selvfølgelig noget som han ønskede at undgå i den forstand, at det jo faktisk skulle være ham menneskelig muligt selvfølgelig! Han ønskede at lære hende at kende. ”Sandt.. Selv den bedste kan tage fejl, og selv den oldgamle hund, kan endnu lære nye tricks,” endte han smilende. Han lod hovedet søge let på sned, som hun alligevel indvilget i at fortælle, for det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, det var slet ikke det! Han lod tungen stryge let mod sine læber, som han roligt blev siddende og uden at blande sig eller noget lignende, for det ønskede han slet ikke. At vide at hun i princippet havde været et.. hjemløst væsen, fik ham til at rynke lidt på næsen. ”Det er.. slet ikke noget som jeg har kunne forestille mig..” endte han tydeligt overrasket. Tungen strøg han let over læberne, som han måtte overveje hvad han faktisk ønskede at fortælle hende. Hans liv var ikke nogen hemmelighed, for selv en som ham, havde gjort utrolig mange fejl i sine unge dage! ”Nuvel.. jeg går ud fra at det er min tur så.. Jeg mistede min mor frygtelig tidligt. Jeg var selv i mine teenageår da det skete.. Tabet af hende gjorde min far vanvittig, så den kongelige regering fik ham fragtet bort, og jeg blev efterladt alene for mig selv. Jeg søgte ud i verden, forsøgte at lære nye ting, forsøgte at finde mig et sted at være, hvor jeg følte at jeg hørte til. Jeg endte i Dvasias og direkte i kløerne på Nathaniel Diamaqimas søster,” fortalte han roligt – faktisk den eneste grund til at han havde kunne foreslå mandens søster for hende.

[Deleted]

Denjarna frygtede ikke just, at hun ikke var i stand til at klare udfordringen, da hun alligevel var rimelig selvsikker på sig selv på det punkt. Det der kunne holde hende tilbage var ganske enkelt det faktum, at hun prøvede at holde sig selv i snoren, da hun ikke ønskede at vende tilbage til sit gamle jeg. Hun ønskede heller ikke at ødelægge noget mellem dem, og det kunne sådan noget meget vel gøre. Det kunne så også godt være, at han bare udfordrede hende for sjov og heller ikke ønskede, at hun prøvede at bevise noget overfor ham. ”Bange? Der skal langt mere end det til at skræmme mig,” svarede hun morende, og førte roligt en ravnsort lok om bag det ene spidse øre. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han begyndte at læne sig ind over bordet. Selv forholdt hun sig ganske roligt på sin plads, som han fortsat forsikrede hende om, at hans værn ikke kunne brydes ned ad hende. ”Du har sikkert ikke engang et værn.. Men fint nok, hvis du har lyst til at bilde dig selv sådan noget ind,” sagde hun drillende. Morsomt var det, men også komplet ligegyldigt lige i øjeblikket, da hun trods alt ikke havde noget særligt i sinde. Indtil videre havde hun kun planlagt sig en hyggelig nat med ham, hvor de kunne lære hinanden bedre at kende. Til det behøvede hun ikke just sin kvindelige list, da det gik hende fint nok uden.
Denjarna nikkede medgivende med hovedet til hans ord. Ordene passede nu ganske godt til Salvatore selv, eftersom han havde begået en fejl og lært af den, selvom han var en godt aldrende mand. Han havde i hvert fald fortalt hende, at han stammede fra en tid, hvor landene lige var blevet opdelt, og det var efterhånden ufatteligt længe siden. ”Nu skal du tale pænt om din høje alder,” kommenterede hun i en drillende tone, som han havde brugt udtrykket; oldgammel. At det overraskede Salvatore, at hun engang havde levet som en gadetøs, undrede hende nu ikke. Hun havde dog været vidt omkring, som man vel kunne sige, at hun havde prøvet det hele. Hun havde levet på gaden, på en herregård som leder, i en normal hytte under sit ægteskab, i en celle under sin kidnapning og på et slot. ”Det er nu ikke særligt længe siden, at jeg sidst prøvede den levestil igen,” tilføjede hun eftertænksomt. Sidste gang havde dog ikke været frivilligt, da det havde været efter torturen, hvor hun derfor havde mistet alt, hvad hun ejede. At han så gav sig til at fortælle om sit eget liv, valgte hun at lytte nysgerrigt. ”Nathaniel er jo en alkymist, så denne søster.. er det hende der brugte dig som et eksperiment?” spurgte hun nysgerrigt, mens hun roligt betragtede ham. Hun funderede samtidig over, hvad hun mon skulle fortælle ham, for hvad ønskede han dog at høre? Der var også en del følsomme emner, hvor hun endnu ikke kunne finde ud af, om hun ønskede at bringe dem på banen eller ej. Han virkede dog reel nok, hor han også havde åbnet sig en del op for hende, så måske ville det ikke være så fatalt at gøre. "Men ligesom dig, så mistede jeg også mine forældre ganske tidligt.. Min mor døde, da hun fødte mig, hvor min far efterlod mig hos en plejefamilie."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den kvindelige list, var sikkert hvad man kunne kalde for en mands værste fjende, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han ønskede at kommentere lige nu. Det var vel bare en kvindes opgave, at gå i vejen for en mand, selvom det ikke altid var lige rart altid, men det var nu bare sådan at det måtte være, når alt endelig skulle komme til stykket. Han morede sig, og i hans øjne, så var det i den grad også det som var ham selv det vigtigste i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Uha, du er ved at gøre fra dig i bukserne af skræk, ikke sandt?” endte han tydeligt drillende. Han kunne faktisk godt lide det faktum, at de kunne tage det med ro med hinanden, for selv det var noget som han havde brug for. Han havde brug for det faktum, at han kunne smide det hele lidt fra sig og bare.. slappe af, og det var noget som han faktisk gjorde i denne situation, og sammen med Denjarna, for det var noget som hun faktisk formåede at få ham til, og selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han havde ganske vidst ikke noget værn, men tanken var da underholdende i sig selv. Han rystede let på hovedet. ”Det vides ikke, før du møder det, min kære Denjarna,” påpegede han tydeligt selvsikkert, som han igen satte sig godt til rette i sin stol.
Salvatore var ikke bleg for at erkende, at han faktisk var en aldrende og gammel mand, men dog af den grund, så følte han sig som en mand i sin bedste alder, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for visse tanker vænnede man sig bare til. Han kuklo ganske let. ”Jeg er da en aldrende mand i min bedste alder, Denjarna, det er jo ikke nogen hemmelighed,” endte han morende, som han roligt betragtede sig af hende igen. Tanken om at hun faktisk havde været en gadetøs, var slet ikke noget som han havde regnet med, også selvom han jo faktisk kendte til den tanke. Han betragtede sig selv som forældreløs, da begge hans forældre var revet fra ham, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvad der var sket med hans kære far. ”Det er ikke noget jeg huer tilbage til.. Jeg er ked af, at det lige så er noget som har hændt dig,” erkendte han ærligt, som han rynkede let på panden. Han nikkede til hende, som hun kunne koble de to historier sammen. ”Præcis.. Det er hendes skyld, at jeg kan rende rundt med en evne som ingen anden magikyndig er i stand til, uden at være en varyl,” forklarede han ganske ærligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes historie var ikke noget som han brød sig om, for den var jo i den grad præget af det mørke og det dystre, så det var jo ikke underligt, at hun havde været så afvigende og så negativ som det hun havde været til nu, det var helt sikkert! ”Det gør mig ondt, Denjarna..” endte han dæmpet, dog med en yderst ærlig stemme. Det var da helt trist, at det var sådanne ting hun havde været udsat for!

[Deleted]

Da han holdt ved, at Denjarne følte en enorm skræk, lod hun sig roligt glide en anelse ind over bordet. Blikket blev en smule overlegent, som smilet spillede svagt på hendes læber, mens hendes slanke øjenbryn var løftet. Hænderne lagde hun roligt på bordet, uden hun tog blikket fra ham. ”Jeg tror i virkeligheden, at du gerne vil have, at jeg bruger min kvindelige list på dig.. Du vil gerne være et offer for den,” kommenterede hun med et smil på læben. Udfordrede hende gjorde han i hvert fald, hvilket også måtte gøre hendes blik lettere eftertænksomt, uden at det morende forlod hendes læber. Sandt var det, at hun ikke vidste, hvad hun ville blive mødt af, før hun gjorde noget, men sådan måtte det nu engang være. Hun vidste desuden ikke, om han overhovedet var interesseret i, at hun viste den side af sig, da de trods alt snakkede med drillende miner. Om end det var alvor eller ren og skær dril, så kunne hun godt klare begge dele. ”Du beder mig jo helt om at forsøge,” sagde hun morende, inden også hun lod sig glide tilbage på sin plads. Hænderne lagde hun i sit skød igen, mens hun morende betragtede ham. Begge nød de tydeligvis situationen, og det var det bedste af det hele. Hun ønskede ikke, at hun altid skulle have sine parader oppe, og det behøvede hun ikke lige i øjeblikket, og det passede hende mere end fint.
Denjarna vidste godt, at han var en aldrende mand, men det rørte hende ikke just. Til tider trådte den mand kraftigt frem i ham, da han havde nogle holdninger, der røbede ham. Det gjorde hende dog ikke noget, da det havde vist sig, at han alligevel kunne rykkes, selvom han måske havde holdt ved noget bestemt i flere årtusinder. ”Nej tydeligvis ikke.. Jeg har skam lagt mærke til, at du har en tendens til at fremhæve din alder,” svarede hun morende og smilede til ham. Ofte fortalte han, at han var aldrende, og det forekom hende faktisk ganske morsomt. Meget opmærksom var han i hvert fald på sin alder, hvor det var tydeligt at se, at han ønskede at andre var bekendt med den. Hvor gammel han var, rørte dog ikke noget hos hende, selvom det selvfølgelig kunne forekomme rarere at omgås personer på sin egen alder. ”Det er hvad der sker,” sagde hun kortfattet. Selv rørte den tid af hendes liv hende ikke længere, da det var så længe siden, hvor hun havde rykket sig en hel del siden dengang. ”Interessant..,” sagde hun roligt, som han fortalte hende, hvem der havde gjort ham til et eksperiment. Spørgsmål steg op i hende, men samtidig havde han jo efterspurgt, at de skiftevist fortalte den anden en bid af deres historie. ”Det er længe siden, Salvatore.. så det behøver du ikke at spekulere mere over,” sagde hun stilfærdigt. Hvis det gjorde ham ondt, at hendes far havde afvist hende og at hun havde levet et liv på gaden, så ville han nok aldrig kunne klare at høre, hvad der senest var sket hende af forfærdelige hændelser! Det var trods alt ikke så lidt igen. ”Men nu er det jo min tur til at fortælle noget mere… Der er slet ikke noget specifikt du ønsker at høre om? Jeg kan slet ikke finde ud af, hvilken del af mit liv jeg skal udvælge..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I øjeblikket, var det slet ikke nødvendigt at have paraderne oppe, hvilket i sig selv, faktisk var noget som faldt Salvatore fint i smag, for han kunne slappe af, og lige nu hvor han sad med hende, og kunne nyde godt af varmen, ved at komme indenfor, så var det jo tydeligt, at det var en oplagt mulighed for at lære hende bedre at kende, under omstændigheder som de begge var fortrolige med, hvilket i sig selv, faktisk var noget som passede ham selv ganske fint, det var slet ikke det. Han lod hovedet søge ganske let på sned, som han hævede det ene bryn, som hun lænede sig ind over bordet. Hendes ord fik kun smilet til at brede sig på hans læber. ”Og hvad får dig til at tro det, min kære Denjarna?” spurgte han sagte, som han roligt lænede sig over bordet lige så, også selvom det måske var for at udfordre hende mere end det som han allerede havde gjort? Han blinkede let til hende, også selvom smilet på ingen måder kunne falme fra hans læber. Han havde det godt, og det så i den grad også ud til at hun havde lige så. ”Er du op til udfordringen?” spurgte han fortsat med den morende stemme. Selvom det måske var et alvorligt emne i sig selv, så tog han det nu ganske stille og roligt, for han så heller ikke nogen grund til at skulle handle anderledes, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nød det, og han slappede af, og den tanke i sig selv, var frygtelig befriende og på alle måder!
Salvatore var glad for at fremhæve sin alder. Ikke fordi at han ønskede at gemme sig bag den, men han var aldrende, men dog heller ikke typen som ville lægge skjul på det. Fra hans tid, var alderen noget som man skulle være stolt af, og jo ældre man var, jo mere stolt skulle man selvfølgelig være, og det var han. Han nikkede med et svagt smil. ”Gammel vane.. Jeg beklager,” endte han roligt, som han satte sig tilbage på stolen igen, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Tungen lod han stryge ganske let over sine læber, som han roligt betragtede sig af hende, for han nød faktisk af det. Han nød af hendes selskab, og selvfølgelig ønskede han at lære hende så godt at kende, indenfor den tidsramme som han nu havde. ”Det forekommer mig dog som en trist tanke.. Det er meget modgang du har mødt på din vej,” endte han ganske sigende. Ja, et sted så var det jo faktisk noget som gjorde ham en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et overbærende smil. ”Alt hvad du kan fortælle mig, er værdigfuldt for mig, Denjarna.. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at du skal føle det ukomfortabelt. Jeg vover at betragte det her som et nystartet venskab? Jeg ønsker at vide noget om dig.. Ikke nødvendigvis noget som ingen anden ved, men ting som du er.. fortrolig med at fortælle en mand som mig..” endte han roligt. Noget måtte der være? Noget fra hendes fortid? Tanker som hun gjorde sig for fremtiden? Noget som hun havde lært? Noget som helst?

[Deleted]

Denjarna tog på intet tidspunkt blikket fra ham, som han nærmest helt måtte sidde og udfordre hende. Fristende var det nu at bevise, at hun virkelig kunne udføre sin kvindelige list på ham for, hvem kunne ikke lide at have ret? Hun kunne i hvert fald godt lide at løbe af sted med sejren, men det var heller ikke så underligt igen. Hun kunne dog ikke finde ud af, om han oprigtigt ønskede, at hun udførte sit arbejde på ham, og det nagede hende et sted, men hvis det stadig bare var ment i sjov, så rørte det hende heller ikke. Hun ønskede trods alt bare at nyde hans selskab, og så ville hun være fuldt ud tilfreds. ”Behøver du virkelig at stille et sådant spørgsmål? Jeg kan jo se, hvor meget du nyder mit selskab, så hvorfor skulle du ikke også hige efter det andet?” spurgte hun i en morende tone, uden at smilet falmede på hendes læber. Han udfordrede hende skam, hvilket også betød sit for hendes vedkommende, da hun altid havde nydt en god udfordring. At han så direkte spurgte hende, om hun ville tage udfordringen op, fugtede hun tænksomt sine læber. Morende var hendes blik dog konstant, da det i sidste ende var ganske underholdende for hendes vedkommende. ”Ville det være klogt af mig at gøre?” spurgte hun smilende, mens hun betragtede ham for at se, om han ønskede at bakke ud af denne snak. Det var trods alt tidligere sket, at de havde bakket ud, da det var blevet lidt for udfordrende.
”Du behøver ikke at undskylde,” sagde Denjarna roligt og smiled skævt. Selv havde hun ikke et problem med hans høje alder, men det forekom hende dog morsomt, at han nød at fremhæve den så meget, som han gjorde. Selv tænkte hun nemlig ikke videre over alder, medmindre hun mødte et barn eller en person der lige var blevet myndig eller deromkring. Hendes hoved gled let på sned, som han gav udtryk for, at hun havde haft et hårdt liv. Det kunne man roligt sige hun havde haft, og Salvatore kendte ikke engang til toppen af isbjerget. Hun vidste heller ikke, om hun skulle fortælle ham det, da hun godt kunne lide tanken om, at hun ikke var så skadet, som hun nu engang var. Da hun havde været lille, havde der været svigtet fra hendes fars side af. Senere havde der været tabet af hendes fødselsrace, hvorefter der havde været et dramatisk liv med Derick. Så havde der været torturen, og så det at blive forladt af sin mand igen. ”Men det går skam bedre nu,” forsikrede hun ham. Hendes liv gik trods alt stille og roligt fremad for tiden, men alt i alt, så havde hendes liv altid være en stor rutsjebane der aldrig stoppede. ”Jeg må desværre sige, at det svært at finde noget i mit liv der i den sidste ende ikke fører til noget ukomfortabelt i den sidste ende.. Mit liv har altid gået meget op og ned, så jeg ved ærlig talt ikke, hvad af det jeg skal byde dig,” sagde hun ærligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore tog nu det hele i stiv arm, som han heller ikke ønskede at ødelægge denne stund. Selvom han ganske vidst var ved at være træt, så var der nok heller ikke utrolig lang tid, før han var tvunget til at finde sig et sted at overnatte, hvor det sikkert ville blive på et værelse her – det fineste af det fineste ganske vidst, for han havde brug for søvnen, og.. Denjarna havde vel også brug for at søge skjul for den kommende sol? Også selvom der endnu var helt mørkt udenfor, så klarede han den dog, og det samme gjorde hun. Han havde måske valgt at udfordre hende, men ikke desto mindre så kunne det jo også fint se ud som om at hun faktisk var med på den, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele! Han sendte hende et let smil. ”Jeg hier efter det? Tvært imod, så tror jeg snarere at det er modsat, kære Denjarna,” påpegede han tydeligt med en drillende stemme, for han kunne jo slet ikke lade være med det! Hånden hævede han let, som han igen lænede sig mod hende, hvor han roligt og let lod den stryge mod hendes kind. Han ønskede hende jo trods alt heller ikke noget ondt. ”Jeg bider da ikke… særlig tit,” påpegede han med en tydeligt drilsk stemme. Selvfølgelig var kun det hele ment i sjov, men ikke desto mindre, så vidste hun det vel? Hånden trak han roligt til sig igen, som han roligt betragtede hende med et smil på læben. Han morede sig sammen med hende, og det var virkelig rart.
Salvatore sendte Denjarna et let og stille smil, for han kunne slet ikke lade være med det. Ikke desto mindre, så nød han faktisk af den stund som han havde sammen med hende. Alderen var han opfostret med, var noget som man skulle være stolt af, også fordi at han var ved at være så gammel som han var, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for det havde skænket ham et langt liv og med en lang erfaring som han kunne lære videre til andre, så de ikke gjorde de samme fejl som det han havde gjort igennem hans liv, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde tydeligt haft et hårdt liv, og selv det var noget som gjorde ondt på ham, men det var jo tydeligt at hun havde groet sig en utrolig rygrad, og det var noget som man selvfølgelig kunne betragtes beundringsværdigt. At hun ikke rigtigt havde mere at fortælle ham, var noget som han faktisk havde det ganske fint med, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg kan godt forstå, at alt det onde som du har været igennem, har gjort meget ved dig.. Det gør mig.. vred at så meget er hændt dig..” endte han ganske roligt og med en ganske stilfærdig mine som han igen vendte blikket mod hende. Han bundede roligt glasset og satte det fra sig. ”Jeg ønsker bare ikke at gøre dig ukomfortabel,” forsikrede han roligt, som han satte sig tilbage igen. Han var dog nysgerrig.. Der måtte ligge meget under den mørke overflade, som hun ikke ville snakke med ham om.

[Deleted]

Hvor træt Salvatore var, anede Denjarna. Hun spekulerede heller ikke videre over det, da hun selv tænkte, at hun ville finde sig et værelse her på kroen. Det var nemlig for sent at søge til Dvasias, så hun havde ikke rigtigt noget andet valg, skønt det ikke just var de bedste minder hun havde med denne kro. Sidste gang hun havde været her, var hun trods alt blevet forladt, og det bragte på ingen måde varme til hendes sind. Det var dog i en anden situation hun var i nu, da hende og Salvatore havde et andet forhold til hinanden. Hvad han havde i sinde at gøre, når han engang blev træt, vidste hun ikke selv, men det ville nu heller ikke undre hende, hvis også han fandt et værelse her, eller også kunne han måske bruge sin magi til at få ham hjem til Procias. ”Så du mener, at det er mit eget personlige ønske jeg prøver at skjule? Jeg har jo tidligere sagt, at du er en gal mand, min kære Salvatore, og det her viser mig bare, at jeg har ret,” svarede hun drillende og blinkede morende til ham. Hun mente skam ikke sine ord, og det håbede hun nu også, at han var klar over. Det tvivlede hun så heller ikke på, at han gjorde, da det var blevet klargjort for hende, at de godt kunne more sig en del med hinanden, inden de gik for vidt. At han ville stryge hende over kinden, kom bag på hende, men om end ikke blev hun roligt siddende på sin plads, uden hun tog blikket fra ham. ”Og det skulle være en betryggende tanke?” spurgte hun muligt, hvor hun ikke sagde noget til, at han tog hånden til sig igen.
Denjarna ønskede at lære ham bedre at kende, hvor hun også ønskede at forekomme åben, men som de snakkede, så gik det op for hende, hvor mange ømme punkter hun egentligt havde. Det kunne godt være, at hun havde været lykkelig igennem tiden, men i sidste ende var det altid en lykke der var blevet hende frarøvet, så det var vel heller ikke så muntert at tale om alligevel. ”Salvatore.. Du har ingen ide om, hvad der har hændt mig,” sagde hun roligt, hvor hun sendte ham et svagt smil. Det eneste hårde han vidste omkring hende var, at hun var blevet efterladt af sin far, at hun havde levet på gaden, at hun havde mistet sin ledertitel og blevet en race, som hun ikke ønskede at være. Det i sig selv var også slemt, men det var på ingen måde toppen af isbjerget, da den skam kun voksede og voksede. At det direkte gjorde ham vred at vide, hvad hun havde været udsat for, undrede hende på sin vis, men på den anden side anså hun det også for at være en god ting, da han i så fald ikke ønskede, at der skete hende noget ondt. Da han bundede sit glas, tog hun selv en tår af blodet, skønt der stadig var et halvt glas tilbage, da hun stillede sit fra sig. ”Jeg ønsker heller ikke, at gøre dig ukomfortabel med mine historier.. Men er der mere, at du kan fortælle mig?” spurgte hun roligt. Hun var trods alt også nysgerrig, hvad hans liv angik. Hendes blik faldt kort ned på det nu tomme whiskyglas, inden hendes blik drillende faldt på hans skikkelse. ”Enten er du ude på at drikke dig fuld med den fart, du har på, og hvis det er tilfældet, så køb også et glas til mig.. hvis ikke, så vil jeg næsten tro, at du vil slippe ud af mit selskab.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ved at være træt, også selvom han slet ikke ønskede at mødet med Denjarna skulle gå mod sin ende endnu, om det var noget som man ville det eller ikke. Desuden regnede han faktisk med at finde et værelse her for natten og søvnen, skønt han sagtens kunne komme hjem, men det var nu heller ikke ligefrem det som stod højest på hans liste, når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, som smilet forblev på hans læber. Hvad der var sket hende før, vidste han ikke, men nu hvor hun sad i hans selskab, som en.. veninde vel, så kunne det vel heller ikke være så slemt? Desuden havde han bare foreslået dette sted, og hun havde jo været frit til at afvise det. Smilet forblev dog på hans læber ved hendes ord, som hun endnu stod fast på, at han måtte være gal, for der var han altså heller ikke helt enig med hende! Han fnøs drilsk. ”Jeg er da ikke så gal, at det skal påpeges! Noget må være gået galt.. Jeg tror du har smittet mig med et eller andet, min kære Denjarna,” endte han direkte morende. Hånden lod han stryge mod hendes kind, også selvom det var ganske roligt og selv på sit vis, ganske harmløst, for han var slet ikke ude på at gøre hende noget som helst! Han kuklo ganske let. ”Jeg troede du var vant til et sæt tænder.. Du må vel bare tage chancen og se om det her er en af de gange, hvor jeg bider fra mig,” nærmest opfordrede han med en drillende stemme.
Det var slet ikke fordi Salvatore havde været ude på at gøre Denjarna ukomfortabel, også selvom det var tydeligt for ham, at samtalen havde ført til et eller andet. De mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han rynkede let i panden. Det lød næsten som hun gik i.. forsvar på en måde? ”Jeg kan kun dømme ud fra hvad jeg har set og ikke mindst hørt.. Og af hvad jeg kan forstå, så har du mødt en mur efter den anden.. Det er beundringsværdigt, at du er kommet over dem,” endte han ganske sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at stigmatisere hende, for det var han slet ikke ude på! Han lod hovedet søge let på sned, som han bundede sit glas. De store mundfulde gjorde godt, også nu hvor han for alvor havde fået varmen igen, og det var i den grad også rart! Han sad hellere herinde, end det som han ville vandre rundt derude, det var da helt sikkert og endda også på alle måder! At hun opfordrede ham til at fortælle, fik ham til at vende blikket tænkende mod pejsen. Han rynkede lidt på brynene med en tænkende mine, også selvom det var de følgende ord som fangede hans opmærksomhed. Han vendte blikket mod sit tomme glas. ”Jeg troede ikke kvinder drak whisky… Det er barske sager,” påpegede han drillende. Han hævede hånden og vinkede den samme venlige tjener til sig. ”2 glas whisky med is,” bad han ganske sigende. Tjeneren nikkede og forlod dem igen, så de sad alene. Han vendte de mørke øjne mod hende igen. ”Nu hvor du er så nysgerrig på min historie.. Hvad ønsker du at vide?” spurgte han sagte.

[Deleted]

Et overrasket blik sendte Denjarna ham, som han pludselig begyndte på, at hun havde smittet ham. Noget der måtte more hende, da det på ingen måde var tilfældet. Endnu et af deres drillerier var det bare, så hun tog det nu heller ikke særligt højtideligt. ”Smittet? Jeg vil af hjertens gerne høre, hvordan jeg dog har formået at smitte dig, og hvad jeg helt præcist har smittet dig med,” bad hun morende, da dette jo direkte var tosset! Hun fejlede skam intet, og gal var hun heller ikke ligefrem. At han så også blev ved med at udfordre hende, fik hende til at løfte glasset op til læberne igen, så hun lige gav sig selv et par sekunders tænken. Det søde blod lod hun glide ned i halsen, uden at hun tog blikket fra ham. Han formåede skam at underholde hende.. Det var der absolut ingen tvivl om, så trist ville hun mene at det var, hvis han besluttede sig for at krybe til køjs nu. Hun tvivlede dog på, at han ville gå nu, da de trods alt først lige var ankommet til kroen, så hun gik automatisk ud fra, at de mindst ville bruge en times tid derinde. ”Jeg kan nu godt lide at tage chancer..” sagde hun eftertænksomt, mens hendes blik var morende. Roligt stillede hun glasset tilbage på bordet. ”Og hvis du skulle bide, så skal jeg nok sætte dig på plads,” tilføjede hun drillende.
Meget var hændt Denjarna gennem tiden, hvor det ikke skulle undre hende, hvis det endnu ikke var ovre. Det var det trods alt aldrig, skønt hun gang på gang håbede det. At hendes personlige styrke beundrede ham, sagde hun intet til, men sandt var det nu, at alle udfordringerne havde hærdet hende. ”Man er jo nødt til at klare dem, hvis ikke man ønsker at se sig selv falde,” sagde hun roligt. Det var dog ikke noget hun ønskede at tale videre om, da hun ikke ønskede, at han kun så en skadet kvinde, når han så på hende. Hun ville trods alt selv gerne glemme alt det dårlige i sit liv, som hun langt hellere ville se fremad og håbe på, at det ville føre til en lysere tid. At han så mente, at whiskyen ikke var en kvindes drik, hævede hun let det ene øjenbryn. ”Så er det godt, at jeg er en barsk kvinde,” svarede hun morende. Whiskyen var ikke just hendes yndlingsdrik, men den kunne godt gå an. Det var desuden længe siden, at hun sidst havde drukket det, så det kunne godt være, at hendes smagsløg havde ændret sig med tiden. Men lige meget hvad, så kunne et enkelt glas i hvert fald godt gå an. Som Salvatore fik bestilt deres drinks, så hun roligt til. Det var først da tjeneren var gået, at hun lænede sig en anelse frem, mens et drillende glimt herskede i hendes sølvgrå øjne. ”Jeg sagde jo, at jeg nok skulle få min drink, hvis det var det jeg ønskede,” sagde hun drillende og blinkede til ham. Da han så spurgte hende, om hvad hun ønskede at høre om ham, blev hun langsomt mere alvorlig igen. Roligt lænede hun sig tilbage på sin plads. ”Fortæl mig om din tid hos alkymisten,” bad hun med en interesseret mine.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore slappede af i Denjarnas selskab, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende og med en tydeligt drilsk mine. Så lang tid at hun vidste at han mente det hele i ren og skær morskab, så var det noget som passede ham selv ganske fint. Han lod hovedet søge let på sned. ”Din sindssyge min kære Denjarna.. Jeg tror jeg har tilbragt for megen tid så nært i dit behagelige selskab,” endte han direkte drillende. Det var bestemt heller ikke fordi at han var en type som bed fra sig bare sådan – ikke før man gav ham en grund til det om ikke andet, og det var bestemt heller ikke en grund som hun havde skænket ham endnu om ikke andet, hvilket han selvfølgelig heller ikke håbede på skulle gå hen og blive et alternativ. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. Han nød nu hendes selskab, som det også tydeligt var gået op for ham, at hun var en ganske særlig kvinde, og selvfølgelig var det noget som vækkede ham en endelig nysgerrighed, som ikke kom frem bare sådan uden videre. ”Du gør mig nysgerrig… Hvem tror du vil være den stærkeste af dig eller mig?” endte han direkte morende, som han igen blinkede let til hende. Han kunne jo slet ikke lade være med det, når det endelig skulle være i den anden ende!
Den historie som Denjarna kunne fortælle Salvatore var selvfølgelig noget som gjorde ham helt trist, også selvom han var beundret over, at hun kunne komme over det bare sådan, men.. hun havde sikkert haft andre til at hjælpe sig med det, hvilket han selvfølgelig også håbede på for hendes skyld. ”Det er selvfølgelig rigtigt, men jeg tænker også på det som er hændt dig for nylig, så forundre det mig selvfølgelig at.. du er kommet dig så godt. Selvfølgelig yderst beundringsværdigt og jeg under dig det, det er skam slet ikke det,” endte han med en ganske sigende mine, som han vendte blikket mod hende igen. Hendes drik bestilte han, også selvom det morede ham, at hun fremstillede sig som en barsk kvinde, også selvom det var tydeligt, at det jo måtte være tilfældet. Han kuklo ganske let. ”Jamen hvor barsk er du?” endte han direkte morende. At hun opfordrede til at fortælle om hans dystre tid ved alkymisten, fik hans mine til at antage en helt anden mine, hvor den straks blev langt mere alvorlig end det som den havde været frem til nu. Han trak vejret dybt. ”Tja.. hvad er der egentlig at sige om det? Jeg var ung og naiv.. forsøgte at finde en plads i mit liv, en jeg kunne søge en trøst ved et sted. Jeg fandt Ophelia Diamaqima. .En dog smuk og venlig kvinde som tog mig med sig hjem.. Ja, jeg fortrød mere eller mindre med det samme som jeg trådte ind for døren. Hun blokerede den for mig, så jeg ikke kunne komme ud. Jeg blev tvunget til at indtage.. alverdens drikke og eliksirer og ja… du så resultatet.. eller halve af det,” endte han med et let skævt smil på læben. Hun havde jo trods alt set en halv panter!

[Deleted]

Denjarna vidste skam godt, at hun ikke var sindssyg, så derfor kunne hun sagtens himle opgivent med øjnene af ham, mens smilet på hendes læber var morende. Der var skam ikke noget videre galt med hendes hoved andet end, at hun havde svært ved at være andre folk tæt efter torturen, samt der var visse ting hun ikke længere brød sig om. Det var dog ikke så slemt, så man direkte kunne betegne hende som sindssyg. I hvert fald ikke længere. Hun havde trods alt haft sin psykotiske stund lige efter, at hun havde sluppet fri fra sit fængsel, men det kunne man vel ikke bebrejde hende for. "Jamen hvis du føler, at min person bringer andre sindssyge, så er du da fri til at gå.. Jeg tvinger dig skam ikke til noget," svarede hun med et smil på læben. Hun ønskede dog ikke, at han gik nogen steder, da hun nød hans selskab. Selv tvivlede hun også på, at han allerede ville forlade hende, eftersom de næsten lige var kommet. Da han spurgte ind til, hvem hun troede af de to der var stærkest, sendte hun ham et drillende blik. "Jeg vil selvfølgelig gerne sige mig, men hvis vi skal være helt på den sikre side, så tager vi da bare en omgang udenfor," svarede hun morende og blinkede igen. Fysisk ville hun roligt kunne sige, at hun var den stærkeste af de to, da hun havde sin vampyrkrop, hvor han bare var menneskelig, hvis han ikke brugte sin magi. Selv hans panterskikkelse ville hun kunne tage, men sådan måtte det nu engang bare være. Det var heller ikke fordi, at hun ønskede at tage en kamp op med ham. Hun nød trods alt hans selskab, og sådan noget kunne jo godt løbe en smule løbsk.
Roligt betragtede Denjarna ham med et tænksomt blik, som de drøftede fortidens smerter. Hun havde været udsat for en del gennem tiden, men hun havde altid klaret sig i den sidste ende, så det gik vel. Hun håbede dog, at der ville komme et par stille og rolige år fra nu af, da de seneste århundreder havde været rimeligt pressede. "Hvad tror du da, at der senest er hændt mig?" spurgte hun med en nysgerrig mine. Det seneste måtte nok være det gentagne tab af Derick, som han havde forladt hende, mens de sov, efter at de havde besluttet dem for at prøve igen. Før det havde der så været torturen, men ingen af de ting havde hun nu nævnt for Salvatore. Da han så lo, da hun beskrev sig selv som barsk, trak hun en anelse på smilet. "Jeg er i hvert fald barsk nok til at drikke et glas whisky med dig," svarede hun morende. Det var nu ganske underholdende at sidde med ham. Med ordene måtte hun også kaste et blik mod disken, hvor tjeneren var i gang med at fylde deres glas. Roligt så hun mod Salvatore igen. Nysgerrig var hun efter at høre hans historie. Især når hun også kendte en anden person der havde været udsat for det samme som ham. Det forekom hende dog underligt, at han havde henvendt hende til en kvinde der havde gjort ham ondt, da hun havde spurgt efter nogle navne på nogle alkymister, men hun kunne selvfølgelig bare lade være med at søge lige netop denne kvinde. Det var jo hendes eget valg. "Et kønt ansigt kan altid lokke en mand.. især en ung og forvirret en af slagsen," sagde hun stille og drak af blodet. Det ville snart ende med, at hun alligevel havde drukket det, inden whiskyen kom ind på bordet. "Men hvordan slap du så fri, siden hun nu holdt dig indespærret?" .

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore hyggede sig virkelig bare, og det var faktisk rart at han kunne det i hendes selskab, for det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med i udgangspunktet. Så lang tid hun var klar over at det hele var ment i ren og skær sjov, så kunne det bestemt heller ikke være så slemt igen. Han ønskede jo egentlig bare at snakke med hende og meget gerne uden at det hele skulle gå galt, for det var slet ikke fordi at han var ude på noget i nogen som helst retning – andet end at lære hende bedre at kende, også fordi at det var noget som hun i sig selv, også viste interesse for, så selvfølgelig var det en tanke som selv gjorde ham glad. Han rynkede let i panden. ”Jeg har da slet ikke lyst til at gå..” endte han dæmpet, som han roligt betragtede hende med en ganske sigende mine. Fysisk set ville hun være ham overlegen, uden at han ville eller kunne gøre noget som helst ved det, og i sig selv, så var det faktisk ikke engang noget som rørte ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Phf! Jeg ved jeg ender med at bide i det kolde græs.. Hvad med bare at skænke dig den sejr på forhånd og blive siddende i varmen?” spurgte han direkte morende, som han let blinkede til hende.
Fortidens smerter var bedre at diskutere, hvilket Salvatore allerede vidste, men tanken om at det var noget som var sket hende, var nu ikke en tanke som han bifaldt! Umiddelbart hvad der var hændt hende som det sidste, vidste han ikke, men det var vel også tilladt at gætte? Han rynkede let tænkende på næsen, idet han roligt satte sig til rette igen. Han lod en finger let glide over kanten af hans tomme glas, som han faktisk blev siddende og bare stirrede på hende for lange øjeblikke. ”Tja… Jeg ved det ikke rigtigt. Umiddelbart er min første indskydelse, at du ikke har meget for det mandlige væsen, sådan som du valgte at afvise mig til start.. måske det er fordi jeg er procianer.. hvem ved. Jeg så i dine øjne hvor lidt du var for at omdiskutere en gammel flamme eller kærlighed, så personligt vil jeg gå ud fra at du har mistet.. enten en mand, kæreste eller bare en som du har frygtelig nær.. Hvor god er jeg?” spurgte han med et let smil på læben. Han mente jo ikke noget med det, men nu havde hun jo trods alt selv spurgt ham. Han smilede ganske let. Et glas whisky skulle hun få, hvis hun var sikker på at hun kunne klare mosten! ”Jeg troede snarere at du var en kvinde til vin,” endte han morende, som han så til at glassene blev serveret for dem – et til hende, og et til ham selv. Han nikkede mod ham, og vendte roligt blikket mod Denjarna igen. Historien var han dog ikke bleg for at fortælle, for det var jo bare sådan at det måtte være. Tungen strøg han let over læberne. ”En desperat handling.. Døren var åben, jeg tog modet til mig og løb.. alt hvad jeg kunne,” forklarede han ærligt.

[Deleted]

Denjarna trak en anelse på smilet, som han udtalte, at han skam havde i sinde at blive. Selv ønskede hun heller ikke andet, da hun nød hans selskab, så det kunne hun kun se sig yderst tilfreds med. ”I så fald må du gerne blive.. desværre bliver du tydeligvis sindssyg af det, men det har jeg nu intet imod,” sagde hun i en morende tone. Det var nu ikke fordi, at hun mente, at nogen af dem var sindssyge, men det var nu morende at drille med. At de så nåede over på en samtale der gjaldt en styreprøve, morede hende bare endnu mere! Hun vidste godt, at hun ville ende med sejren, hvis de begyndte på en fysisk prøve. Hvis han begyndte med at bruge sin magi, så ville det muligvis se lidt anderledes ud, men det ville også gøre, at det langt mere lignede en rigtig kamp, og det kunne ende fatalt. ”Det lyder jo ikke særligt sjovt.. Så får jeg jo ikke vist, hvor overlegen jeg egentligt er dig,” sagde hun drillende, uden at hun tog blikket fra ham. ”Men så lad gå.. Vi bliver herinde, så du ikke behøver at gå udenfor i kulden.”
Denjarna lod roligt sine sølvgrå øjne følge hans bevægelser, som han sad og funderede over hendes ord. Hun tvivlede nu på, at han kunne gætte rigtigt, da det ikke just havde været noget, hun havde diskuteret med ham. Det havde ikke været fordi, at hun ikke troede, at han kunne holde tæt og være en god lytter. Det var mere fordi, at det var en personlig sag, og at hun ikke vidste, om de kunne være så tætte på hinanden. Da han endelig begyndte at tale, forsvandt roen langsomt fra hendes blik, hvor det i stedet blev erstattet af et sørgmodigt et. Blikket vendte hun derfor også væk fra hans, da hun ikke ønskede, at han så hende sådan her. ”..Du er god..,” sagde hun stille. Blikket vendte hun mod bordpladen, som hun betragtede sine fingre, som hun lod dem følge træet. ”Det er min mand der forsvandt for et par måneder siden. Jeg ved ikke, hvor han blev af, men væk var han lige pludselig,” fortalte hun stille, hvor hun også ligeså langsomt fik løftet sit blik, som hun fik kontrol over sit eget ansigtsudtryk. Det gjorde ondt at tænke på, hvor det særligt var på grund af det der var sket hende inden da. Det havde nemlig ikke just været en sådan afvisning hun havde haft brug for, efter at have befundet sig i sit psykotiske stadie. ”Du har ret i, at jeg foretrækker et glas vin. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan drikke andet end det,” sagde hun roligt og smilede skævt. Whiskyen var på ingen måde hendes favoritdrink, men den gik an. Det var også adskille år siden, at hun sidst havde fået et sådant glas, så det var da også interessant at smage igen. ”Det var tydeligvis det der skulle til, så det er det eneste der betød noget,” svarede hun stilfærdigt. Selv kendte hun godt til følelsen af, at man bare var nødt til at tage chancen, hvis han skulle slippe fri, så hun vidste godt, hvilken følelse han havde siddet inde med. Roligt greb hun fat om sit whiskyglas, hvor hun hævede det i hans retning. ”Skål,” sagde hun i en lettere morende tone, inden hun prøvende tog en slurk af glasset. Det blev hurtigt gjort klar for hende, at hun endnu ikke brød sig særligt meget om de mørke brune væsker, men hun skulle nok få drukket ud alligevel.