It continues..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Natten hvilede endnu tungt, som der var mange timer til solen ville stå op endnu, hvilke var noget som passede Salvatore fint, for lige i aften, havde han været så heldig at finde et utrolig godt selskab. Selvom grænserne måske allerede var trukket, hvor han havde startet ud med at fornærme hende, selvom det slet ikke havde været hans mening, men det havde han heldigvis fået lov til at rette op på igen, og nu havde hun valgt at skænke ham en chance for at lære hende bedre at kende over et glas blod – for hendes vedkommende om ikke andet, for det var slet ikke noget som han drak! Han holdt sig nok til et glas rødvin, og så måtte de jo træde frem som et godt eksempel for begge lande og samtidig vise folk, at det faktisk varm uligt at nyde hinandens selskab, uden at lægge hverken romantik eller strid i det, for det var jo trods alt hvad de havde formået frem til nu! Og han ønskede bestemt heller ikke at det hele skulle ødelægges bare sådan uden videre, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for, for Denjarna havde jo allerede nu vist sig som et selskab, som han faktisk var i stand til at nyde, ikke bare på det fornuftige plan, hvor de jo ikke havde gjort hinanden ondt – til nu om ikke andet, hvilket var en gang som han selvfølgelig var glad nok for, men også på det venskabelige, hvor man næsten kunne kalde dem for.. bekendte nu?
Selvom Salvatore efterhånden var ved at være temmelig kold, så var hans tænder lige så også begyndt at klapre. Han havde takket nej til Denjarnas kappe, også fordi at den nok ikke ville varme ham ekstraordinært meget, udelukkende fordi at det var en kappe til kvinder, så den ville uanset også være for kort, så det gjorde ham nu ikke noget. Han vendte blikket frem for sig endnu en gang, som kroen nærmede sig. Umiddelbart så var det faktisk også det bedste sted som han kunne forestille sig, også fordi at der så.. temmelig roligt ud der, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske fint i den anden ende. ”V-vi kan vel gå derind..?” foreslog han roligt, som han igen slog armene over kors, også mest for at holde varmen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men det var virkelig bare at gøre det så godt som det man nu overhovedet kunne. Han bed tænderne sammen, som han søgte i retningen af kroen. Han kunne se i vinduet at der ikke var særlig mange derinde, hvilket faktisk var noget som passede ham selv ganske udmærket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han gik roligt op til døren, som han åbnede den for hende, hvor han faktisk blev stående og så afventende i hendes retning, som smilet roligt forblev på hans læber. ”E-efter dig,” endte han roligt som han holdt døren åben for hende.

[Deleted]

Efteråret var kommet og det betød at nætterne var blevet længere. Det ville altid være en besked der ville fryde en vampyr, da det betød, at de kunne være ude i natten i langt længere tid, end i foråret, samt sommermånederne. Det eneste der var en skam ved det, var at naturen langsomt måtte falde, som alt døde, når man gik vinterperioden i møde. Det at nætterne var gået hen og blevet længere, var noget Denjarna så sandelig nød godt af i nat. Hendes tur gennem parken i Manjarno havde nemlig ledt hende til magikernes leder, Salvatore. En mand hun utroligt nok var faldet godt i spænd med, som det havde vist sig, at de delte utroligt mange synspunkter, selvom han var fra Procias, og hun fra Dvasias. Det passede hende dog udmærket, som hun ikke havde noget imod at blive overrasket positivt, for det var så sandelig noget hun var blevet i nat! Det var dog ikke kun synspunkter de delte, men også en fantastisk morskab, som han havde fået hende til at le og smile op til flere gange under deres møde. Derfor måtte han naturligvis også være en mand, hun ønskede at bruge tid på, da der var manglen på de sider af hendes liv lige i øjeblikket. Det gik måske fremad, men alligevel. Rolige, men alligevel faste, var hendes skridt, som de havde fået sig en anden destination end at vandre rundt i parken. Nemlig at finde en kro. Det havde ikke taget lang tid at nå centrum i Ityrial, da parken trods alt lå ved byen. Hun havde nu også god tid, som der stadig var et par timer tilbage af natten, hvor hun derfor ikke følte noget hastværk. Hun skulle dog være indenfor inden lysets frembrud, da hun ellers ville brænde op. På den front kunne det så også være en god ide, at de fandt en kro, da hun i så fald kunne gemme sig for dagen der. Roligt gled hendes sølvgrå blik i Salvatores retning, som han åbnede munden. At han frøs, kunne hun næsten fornemme, som han trak på ordene, samt hans krop ikke så helt immun ud for vejrskiftet. Hun fugtede let læberne, skønt hun ikke kommenterede, at han så en anelse forfrossen ud. Hun havde tilbudt ham sin kappe, så andet kunne hun ikke gøre. Hun kunne heller ikke skaffe ham varme på nogen anden måde, da hendes krop altid var kold. ”Det er også et fint sted,” sagde hun efter lidt tøven. Hun kendte desværre kroen her, hvor det var med blandede følelser hun huskede tilbage på stedet. Sidste gang hun havde været her, havde nemlig været med Derick.. Det var også her han havde forladt hende komplet uanmeldt, som han havde forduftet, mens hun havde sovet. Hun prøvede dog at forholde sig rolig, skønt det et sted måtte pine hende. Servicen var dog god her, og det var vel det der talte? Hun kunne jo heller ikke frygte en kro for evigt.. Mildt smilede hun til ham, som han gik over og holdt døren for hende, som den gentleman han alligevel var. ”Mange tak,” sagde hun roligt, inden hun trådte ind over dørtærsklen. Hun kommenterede ikke, at han nok burde skynde sig ind på grund af kulden, da hun ikke ville give hans mandlige stolthed et hak på det punkt. ”Jeg tror, vi kan sætte os herovre,” sagde hun roligt, som hun pegede mod et bord der ikke stod særligt langt fra kroens pejs. Der var en del borde ledige, men hun valgte nu specielt dette for hans skyld. Let kastede hun et blik tilbage på ham, inden hun søgte derover.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvilken fortid og hvilken historie Denjarna kunne relatere til kroen her, var slet ikke noget som Salvatore havde nogen anelse om, men ikke desto mindre, så ønskede han faktisk efterhånden at komme ind i varmen. Hvordan blodet var rundt omkring i landene, havde han ikke nogen anelse om, men servicen her havde altid været i top, og derfor var det vel også et sted som man kunne sætte sig? Desuden var der heller ikke mange mennesker derinde, hvilket faktisk var noget som passede ham selv ganske fint, for så var det måske muligt at høre hvad man selv tænkte, samtidig med at det ville blive det nemmere at finde en plads, hvor de kunne sidde sammen og bare snakke. Hvad han selv havde mødt her til aften; En vampyr hvis holdninger han faktisk kunne forstå og følge, var selvfølgelig noget som glædede ham, for det beviste jo bare – også for ham, at de ikke var nær så koldblodige, som så mange ville have det; Deriblandt ham selv, men det var nu bare sådan det måtte være. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse og med et let smil på læben. Gik han rundt i skikkelsen som panter, kunne han holde varmen på grund af den varme pels, men han ville helst ikke blotlægge begge sider af sig for alt for mange mennesker, og specielt ikke dem, som faktisk var i stand til at udnytte det. Nu var det ikke fordi at han troede på at Denjarna ville gøre det samme, men det var jo trods alt aldrig til at vide efterhånden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit selv for hans vedkommende. Han nikkede til hendes ord, som smilet forblev på hans læber. Selvom han var ved at blive direkte iskold, så kunne han ikke se nogen grund til at lade det ødelægge den ellers så gode stemning, også selvom det nok skulle resultere i at han måtte tage en forkølelse med sig hjem bagefter. ”D-det er det,” medstemte han.
Salvatore holdt døren oppe for hende, også for stadig at holde fast i det, at han faktisk kunne være en gentleman, og så lang tid hun ikke havde skænket ham nogen grund til at handle anderledes, så var det faktisk også noget som passede ham selv ganske fint i den anden ende. Så snart de kom ind, kunne han i den grad godt mærke hvordan varmen slog direkte mod ham, som et varmt tæppe. Det begyndte at prikke i huden, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han vendte sig mod hende, som hun foreslog en plads tæt ved den blussende pejs, hvilket var noget som passede ham helt fint! ”Du er vel ikke en tankelæser, er du? Jeg tænkte nemlig det samme,” endte han morende, som han sendte hende det typiske smil. Han var en mand ved frygtelig godt humør, og det ønskede han bestemt heller ikke anderledes på nogen måde. Han søgte roligt med hende derhen.. Han følte sig efterhånden så forfrossen, at det næsten gjorde ondt at bevæge sig, så det faktum, at han kunne komme ned og sidde, var noget som selvfølgelig måtte glæde ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Tag endelig plads, min kære Denjarna,” opfordrede han roligt, som han trak en stol ud for hende. Han ville holde fast i det faktum, at han kunne være en god mand – selv overfor en dvasianer som hende.

[Deleted]

Hvor godt Salvatore end prøvede at holde kulden skjult, så kunne Denjarna godt ane, at han ikke havde det så godt, som han måske kunne have haft det. Hun kommenterede det dog ikke, hvor hun udelukkende gjorde det, fordi hun ikke gad ryste hans mandlige stolthed. Han havde afvist hendes hjælp en gang, og hvis han ønskede hendes kappe, så ville hun skam låne ham den. Hun havde trods alt ikke selv brug for den. På sin vis var det dog godt for hende, at han havde sagt nej til den, da hun i så fald skulle tage den af og blotte sine arrede arme for ham. Indenunder bar hun trods alt ikke lange ærmer, så der ville sikkert komme spørgsmål frem i ham, hvis han så, hvor skadet hendes krop egentligt var, og for en gangs skyld ønskede hun bare at være en ganske normal kvinde. Ikke en der havde været tortureret, skønt hun ikke tvivlede på, at han ville udvise den største venlighed, hvis han så den smerte hun havde været igennem. Han havde trods alt vist sig at være en ganske varm person. Kortfattet nikkede hun med hovedet, som han sagde at det var et godt sted, hvor der heller ikke gik længe, før hun trådte ind. Minderne hun blev mødt ham, kunne hun sagtens have været foruden, men sådan måtte det nu engang være i den anden ende. Hun kunne desuden heller ikke frygte en kro resten af sit liv. ”Tankelæsning er en af mine mange skjulte talenter,” svarede hun morende og blinkede let til ham, som hun kastede sit blik tilbage på ham. Svært havde de nu ikke været at gætte sig frem til, at han gerne ville sidde det mest lune sted, men det nævnte hun nu ikke for ham. Hun ønskede bare, at de skulle have en god tid sammen, som da de havde gået sammen ude i parken. Roligt bevægede hun sig over til det bord, hun havde udvalgt til dem. At han trak stolen ud for hende, fik hende roligt til at samle sin kjoles og kappes stof, som hun sendte ham et venligt smil, inden hun tog plads. ”Tag nu selv plads, Salvator. Du har brug for det,” sagde hun mildt. Hun måtte dog give ham, at han stadig var en gentleman, selvom han var forfrossen. Det var også noget der kunne få hende til at smile, som han uden tvivl havde sine manerer i orden, og hun nød, at han behandlede hende med samme respekt som enhver anden kvinde, selvom hun var dvasianer. Roligt lod hun sit blik glide rundt i kroen. Det lignede sig selv, hvilket på sin vis måtte gøre hende trist til mode. Hun kunne nemlig huske præcist, hvor hende og Derick havde siddet her sidst. Dengang havde det ment, at de skulle starte på en frisk, men så var han forsvundet, som hun var vågnet næste nat. Hun bed sig selv i læben, inden hendes blik faldt på krofatteren der var på vej over i deres retning. Hun rettede sig i en anelse op, som manden nåede helt over til deres bord. ”Hvad skulle det være?” spurgte manden, hvor han lod sine øjne glide over Salvatore og Denjarna. ”Jeg tager et glas blod,” sagde hun roligt, inden hun afventende lod sit blik glide over på Salvatore. Hun havde trods alt ingen ide om, hvad han var til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var efterhånden ganske kold, også selvom det slet ikke var noget som han ønskede at hun skulle tænke over eller være bekymret for, for i værste tilfælde, så kunne han garantere hende, at dette kun ville forløbe sig ud i en forkølelse, for han tillod bestemt heller ikke andet! Dog af den grund, så havde han set frem til at komme lidt ind i varmen, og det at de endelig kunne komme indenfor, var noget som selvfølgelig glædede ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede ganske let, som han stod der som intet andet end en forfrossen pind, også selvom varmen prikkede, så var det både behageligt.. og ubehageligt på samme tid, så selvfølgelig, var det noget som i sig selv, også gjorde en hel del for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et smil. Tankelæser var hun næppe, men at more sig, var noget som de begge havde nydt af, så hvorfor skulle dette da gå hen og blive et undtag? Det ønskede han da bestemt heller ikke, om det var noget som man ellers kunne blive fri for. ”Åh gud da, det håber jeg ikke,” svarede han igen med et mildt grin, som de søgte ned mod pladserne nede ved pejsen. Jo tættere på den de kom, jo mere kunne han mærke varmen, og det var virkelig behageligt, at han kunne komme ned at sidde og samtidig finde varmen igen, var noget som han efterhånden havde brug for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han nikkede mod Denjarna, som hun satte sig ned, da han havde trukket stolen ud for hende. Selvom han virkelig var ved at være kold, så ønskede han at vise sig fra sin bedste side, og det gjorde han vel også i denne stund? Og selvfølgelig var det noget som gjorde ham selv glad, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg takker,” endte han roligt, som han let bevægede sig over på stolen overfor hende, idet han bare lod sig dumpe ned, også selvom kroppen endnu måtte ryste temmelig godt, så var det ikke just noget som han sagde noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være.
At tjeneren måtte komme dem i møde, fik ham til at vende blikket mod ham, som Denjarna aflagde sin bestilling. Han skulle nok tage regningen derefter, for det hele havde jo trods alt også været hans forslag, og han ønskede jo selvfølgelig at nyde hendes selskab så meget som det nu var ham muligt! Han strøg tungen roligt over sine læber. ”Den ældste whisky I har bag disken, i et glas med is,” svarede han ganske stilfærdigt, som han igen vendte blikket i retningen af Denjarna. Der hvilede ganske rigtigt ikke noget som helst mellem dem, men alene af den grund, så nød han hendes selskab, og derfor valgte han vel også at være lidt egoistisk denne gang og.. lod sig selv nyde den? For det var virkelig, virkelig rart. Han sendte hende et roligt smil, som han blev siddende med armene over kors. ”Jeg skal nok betale,” afsluttede han endeligt, som han så til at tjeneren igen forlod dem for at finde hvad de havde bestilt. Han var en gentleman og selvfølgelig af den grund, så tilfaldt regningen da ham.

[Deleted]

”Frygter du da, at jeg vil finde ud af alle dine lyster og mørke hemmeligheder?” spurgte Denjarna drillende. Hun var på ingen måde tankelæser, og det passede hende nu også fint. Hvis man kunne læse folks sind, så røg en del af spændingen jo, da man i så fald aldrig skulle tænke selv. Det hun havde læst, havde ganske enkelt været hans krop, og den viste hende, at han ikke var så varm igen, som han måske burde være. Derfor fandt hun det kun naturligt, at de fandt sig en plads tæt på pejsen. Det var nu også hyggeligt, når man kunne sidde der, da hun altid havde nydt at betragte flammerne, hvor hun også fandt dem hyggelige. Roligt fik hun taget plads ved bordet, som han trak stolen ud for hende. Det at han reagerede med høflighed overfor hende, var skam ikke noget der gik uset hen. Hun lagde skam mærke til de små detaljer, hvor han igennem hele deres måde havde handlet som en rigtig mand overfor hende. Det var noget hun nød, hvor hun derfor heller ikke ønskede at stoppe ham i det. Hun kunne skam godt lide, at hun blev behandlet med respekt, samt kunne være en rigtig kvinde. Svagt smilede hun til ham, som han langsomt nåede over til den anden stol, hvor han måtte forekomme hende en anelse stiv i kroppen, som han tog plads. Hun sagde dog intet, som hun bare forholdte sig rolig, til tjeneren valgte at komme over til deres bord. Hurtigt fik hun sagt sin bestilling, hvor hun med den også begyndte at se frem til, at hun kunne få noget blod. Det var trods alt næring for hende, som det var den eneste ting i livet hun egentligt havde brug for, hvis hun skulle holde sig i live. Hun sendte Salvatore et lettere morende blik, som han bestilte sin whisky. ”Nu har du vel ikke i sinde at drikke dig selv beruset, men jeg bare for mig en omgang føde?” beskyldte hun ham drillende, mens smilet måtte hvile på hendes læber. Ligeglad var hun med, hvad han drak, da det fuldkomment var op til ham selv. Selv ville hun bare starte ud med blodet, og så måtte tiden jo vise, om hun senere hen ville bestille noget andet. Det afhang jo også af, hvor længe de skulle sidde sammen, som hun ikke vidste, om han bare ville nyde samtalen over et enkelt glas med hende, eller om han faktisk ville bruge resten af natten med hende. Det skulle dog ikke undre hende, hvis han skulle blive træt inden hende, da han trods alt var en person der tilhørte dagen, så derfor kunne hun ikke forvente af ham, at han kunne være oppe en hel nat ligesom hende. Især ikke når de var blevet længere end for et stykke tid siden. Hun lod let sit blik følge tjeneren, som han forlod deres bord, inden hun kastede et blik rundt i kroen. ”Det er ikke mange der er her i nat,” kommenterede hun roligt, inden hun igen så i Salvatores retning. Det var kun en lille håndfuld mennesker der havde fundet vej til kroen i nat, men det passede hende nu også ganske fint. Så kunne de lettere sidde i ro og fred og føre en samtale med hinanden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det drilske smil bredte sig tydeligt på Salvatores læber ved hendes ord. Heldigvis var hun ikke en tankelæser, for ellers ville han da være i store vanskeligheder, hvilket han vidste! Han havde gjort sig mange tanker, og specielt under deres møde, hvor de nok havde været langt mere negative tilbage i starten, end det som de måtte være nu. Han havde set en ganske anden side af hende, som han faktisk godt kunne lide, og noget som han heldigvis ønskede at vise hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Det er da ikke til at vide hvad der foregår i hovedet på mig.. Jeg vil jo nødigt ende med at skræmme dig væk,” påpegede han direkte morende, som han selv tog pladsen overfor hende. Kold var han i den grad, men så lang tid at de kunne sidde som de gjorde nu – tæt på pejsen og i hinandens selskab, så var han nu også temmelig sikker på at han nok skulle finde varmen igen temmelig hurtigt, for den var jo allerede begyndt at komme, så det var noget som i sig selv, også passede ham selv ganske udmærket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som hun bestilte sit blod, så valgte han at gå for et glas whisky, hvilket faktisk ikke var noget som han havde fået igennem temmelig lang tid, så det ville være rart med noget velkendt og noget varmende efterhånden. At hun så beskyldte ham og i den drillende tone, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber. Han lænede sig en anelse ind over bordet, kun for at betragte sig af hendes smukke øjne og hendes smukke ansigt. ”Er du bange for at blive snydt, min kære Denjarna?” spurgte han morende, som smilet tydeligt indikerede at han kun lavede sjov. Nu hvor de kendte hinanden så godt, så vidste de også godt at de kunne lave sjov med hinanden, og selvfølgelig var det også en tanke som glædede ham! ”Du ville have blod.. dersom du ønsker noget andet senere, så skal du endelig sige til.. Det er mig en ære at sidde med dig i mit selskab, Denjarna.. Jeg nyder det oprigtigt,” endte han ganske sandfærdigt. At der ikke var særlig mange til stede i aften, var faktisk noget som i sig selv, måtte passe ham ganske glimrende. At hun så bed sig mærke i det, så valgte han selv at ignorere de mange stirrende blikke, for det var slet ikke noget som hverken ham eller hende, ville få det mindste ud af, og det vidste han jo trods alt også godt. ”Det er rart for en gangs skyld, at der ikke er mange her.. Så kan man høre hinanden,” endte han roligt, som smilet tydeligt måtte brede sig på hans læber. Han var selvfølgelig glad for at hun havde valgt at gøre ham selskab i aften, også selvom det var ved at være sent, og han meget hurtigt kunne gå hen og blive træt, så var han ligeglad! Den ting måtte de tage til sin tid! ”Med en aften fyldt med positive overraskelser, så skulle det bare mangle, at vi kan sidde her og nyde det.. og ignorere de mange blikke..” tilføjede han ganske sigende, som hans blik forblev hvilende på hende, i stedet for på de mange omkring dem.

[Deleted]

Smilende løftede Denjarna let sine slanke øjenbryn, som han kom med sin lille kommentar der helt fik det til at lyde som om, at han skjulte noget interessant. Hvad han gjorde sig af tanker, anede hun ikke, men det kunne da være interessant at vide. Om det så var noget der virkelig kunne skræmme hende væk, vidste hun ikke, som det også meget vel kunne være, at han kun sagde det for sjov. ”Nu interesserer du mig jo, Salvatore.. Hvad skulle du kunne tænke, der skulle kunne skræmme mig væk?” spurgte hun morende, uden at smilet falmede på hendes læber. Roligt lænede hun sig en anelse fremover, så hun kunne lade sine albuer støtte mod bordpladen, mens hun let foldede sine hænder. Pejsens varme kunne også hun mærke, skønt den på ingen måde påvirkede hende på samme måde, som den gjorde med Salvatore. Hun kunne godt nyde af det, men det gjorde ikke en forskel på hendes egen temperatur, da den altid ville være kølig, om hun så skulle stå midt i en hedebølge. Hun fugtede let sine læber, som hun betragtede, hvordan også han gled en smule længere ind over bordet, hvor hun selv blot blev roligt siddende. ”Åh tro mig.. Jeg skal nok sørge for, at jeg ikke bliver snydt for noget,” svarede hun selvsikkert og blinkede drillende til ham. Det gjorde hende nu intet, at tog et glas spiritus, da hun alligevel ikke havde regnet med, at han ville gå efter et glas vand. Selv var blodet nødvendigt for hende, hvor det også kunne være en god ide at drikke, når hun var i selskab med en levende mand som ham. Så blev hun nemlig ikke fristet af hans puls, som hun allerede havde blodet stående foran sig, som hun bare kunne tage for sig, hvis trangen skulle sige. Hun ville dog sige, at hun havde været ganske udholdende, under hele deres møde, som hun konstant havde holdt sig selv i nakken. ”Men jeg skal nok lade dig vide, hvis jeg skulle føle en trang til noget andet,” svarede hun roligt, inden hun lænede sig tilbage i stolen. Hænderne trak hun også til sig igen, som hun lagde dem i skødet, mens hun lod sit ene ben hvile sig over det andet. ”Det er det bestemt.. Stedet her er ellers ganske populært. Sidst jeg var her, kunne jeg ikke sige, at der var særlig god plads her,” kommenterede hun stille, og smilede skævt. Tanken om forrige gang måtte endnu nage hende, men hun prøvede alligevel at skubbe den ud af hovedet. Hun ville desuden bare gerne nyde hans selskab, i stedet for at lade dårlige minder trænge ind. Det ville trods alt ikke gøre hende andet end trist til mode i den sidste ende. ”Man kan roligt sige, at vi har haft heldet med os i nat.” Utroligt var det nu, at hun havde stødt på en procianer, som hun var faldet ganske godt i spænd med, og nu kunne de følge op på mødet med en hyggelig stund på kroen, som de næsten havde for dem selv. Mange var der i hvert fald ikke, hvor dem der også måtte være i gang med andre ting. Hendes blik drejede sig endnu engang, som tjeneren kom tilbage med to glas. ”Whisky til herren.. og blod til frøknen,” sagde han, som han stillede et mindre glas med isterninger og whisky i ved Salvatore, hvor den tykke blod blev serveret i et rødvinsglas ved Denjarna.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var en mand af mange hemmeligheder, og det var skam ikke fordi at han ønskede alle kendte i dagens lys, og specielt ikke nu hvor han langt om længe faktisk havde været i stand til at finde en hvis selskab, han faktisk kunne nyde oprigtigt. Det i sig selv, var noget som faktisk skete temmelig sjældent, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kuklo ganske let. ”Gør jeg dig nysgerrig, min kære..?” endte han direkte morende, som han let blinkede til hende. Han satte sig roligt til rette. Nu hvor hun faktisk havde været så venlig at placere dem direkte i varmen, så var det selvfølgelig også noget som glædede ham på en måde, som han slet ikke var i stand til at beskrive det, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nikkede mod hende. Et enkelt glas rørte ham ikke, da der faktisk skulle en hel del mere til før han ville blive påvirket af det – heldigvis for hans vedkommende i hvert fald! Han sendte hende et muntert smil. De kunne endnu more sig, hvilket var noget som han faktisk havde det ganske fint med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende, det var da helt sikkert! Tungen strøg han let over sine læber. ”Åh virkelig? Og hvordan vil du gøre det, min kære Denjarna? Det er mig som sidder med pengepungen,” endte han tydeligt drillende, for han lavede jo bare sjov, og så lang tid hun vidste det, så var det faktisk noget som selv passede ham ganske fint. At hun ville sige til, hvis hun følte for noget andet, var noget som passede ham fint, og så var der vel heller ikke nogen grund til at køre mere rundt i den? Han sendte hende et let smil, som han satte sig tilbage. Han nåede dog ikke at svare hende, før tjeneren kom dem i møde og serverede for dem. Han sendte vedkommende et let smil. Han var og blev i den grad også en yderst smilende mand, og det ændrede sig bare aldrig! ”Jeg takker.. Her,” endte han roligt, som han fandt en lille pose penge frem fra hans ene lomme, hvor han fiskede en guld og en sølvmønt op og rakte til ham, inden han tog imod, takkede for sig, og forlod dem igen til deres egen snak. De mørke øjne gled roligt igen i retningen af Denjarna, som han kun måtte sende et let smil. Han nikkede mod hende. Heldet havde de så sandelig haft med sig i aften – endda på mere end en måde, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg tror vi har været mere heldig end som så. Jeg føler mig i hvert fald heldig. Jeg er blevet velsignet med dit selskab, Denjarna, og som jeg sikkert allerede har givet udtryk for mange gange – så nyder jeg det skam. Det glæder at du indvilget i at tage med mig til byen. Jeg må vidst erkende at det var godt at få noget varme,” endte han sigende. Han tog roligt omkring sit glas, som han hævede mod hende. ”Skål,” endte han roligt, som han sendte hende et glædeligt og muntert smil, inden han tog sin første tår.

[Deleted]

”Selvfølgelig vækker du min nysgerrighed, Salvatore.. Hvorfor skulle jeg ellers sidde her?” svarede Denjarna roligt, uden smilet på hendes læber falmede. Han vækkede hendes interesse, hvor det også måtte gøre det en tand mere spændende, at han var en procianer og tilmed magikernes leder. Det havde hun dog intet imod, da hun tænkte, at alle de faktorer kunne være ligegyldige i den sidste ende, hvis bare hun havde det godt i hans selskab, og det havde hun. Det så også ud til, at hun var ved at give ham den samme holdning, da hun tydeligt kunne mærke forskel på nu og tidligere. Afvisende havde han nemlig været overfor hendes væsen, hvor hun havde prøvet at vise ham, at der var mere i det at være en vampyr, end hvad han lige gik og troede. Morende var glimtet i de sølvgrå øjne, som han spurgte ind til, hvordan hun ville få sig et nyt glas. ”Det kan godt være, at du sidder med pengepungen, men jeg har min kvindelist,” svarede hun selvsikkert og blinkede muntert til ham. Hvis det endelig skulle være, så var det heller ikke sådan, at hun ikke kunne købe noget mere til sig selv for sine egne penge, for det kunne hun skam. Helt ludfattig var hun trods alt ikke, da hun skam havde en pengepung. Hun havde dog ikke fået fat i den på reel vis, men sådan måtte det nu engang være. Et hårdt liv havde hun haft på det seneste, hvor det egentligt var utroligt, hvordan hun havde rykket sig gennem tiden. Det var trods alt ikke lidt hun havde oplevet og været igennem. Roligt gled hendes blik væk fra Salvatore og mod krofatteren, som han kom over med deres bestilling. Sulten måtte melde dig i hende, som hun opfangede aromaen af blodet. Hendes tungespids gled let over hendes ene spidse tand, der var gemt væk for omverdenen. Hun forholdte sig dog helt i ro, som glassene blev stillet på bordet, imens Salvatore betalte. ”Velsignet ligefrem? Inden du havde mødt mig, havde du så forventet, at du nogensinde ville bruge de ord om en vampyr eller dvasianer for den sags skyld?” spurgte hun roligt. Smilet hvilede mildt på hendes læber. Hun kunne kun sige, at det glædede hende, at det hele var blevet vendt til det positive. Hun tog måske afstand til fremmede, indtil hun havde set dem an, men derefter var hun jo en meget omgængelig person. I hvert fald hvis den anden part ikke hidsede sig op omkring hende, da det også bare ville tænde hende af. ”Men det glæder mig, at du havde lyst til at se mere til mig. Jeg nyder nemlig at tale med dig.” Det havde overrasket hende, at han havde ønsket at tage hende med til en kro, men om end ikke var det en god overraskelse. Det kunne godt være, at han havde været angribende overfor hendes race, samt han også havde fornærmet hende på et tidspunkt. ”Skål,” medgav hun roligt, som hun efterlignede hans bevægelse og tog om sit glas, for derefter at smage på blodet. Det var aldrig det samme, som hvis man drak direkte fra åren, men det kunne nu gå an. Et dæmpet suk forlod hendes læber, som hun stillede glasset fra sig, inden hendes læber spandt ud i et smil. ”Blodet smager helt fint her..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det muntre smil forblev på Salvatores læber, for han kunne jo ikke lade være! Hendes ord, var noget som direkte fik ham direkte til at grine. ”Jeg er jo ikke andet end et kæmpe mysterium, min kære Denjarna.. Det skuffer mig jo næsten at det først er gået op for dig nu..” Han rystede let på hovedet, som han let slog klik med tungen, hvilket bestemt heller ikke var noget som han gjorde for at være alvorlig, men simpelthen fordi at han morede sig, og han følte sig så utrolig godt tilpas omkring hende, og det var en tanke og en følelse som han i sig selv, faktisk utrolig godt kunne lide, hvilket han heller ikke var bleg for at vise hende. Han vendte blikket mod hende. Han havde pengepungen, og hun med sin kvindelige list? Ja, et sted var det jo såmænd rigtigt nok. ”Så sandt.. og den kvindelige list, er jeg nok ikke den største fan af, må jeg erkende,” endte han morende, som han igen blinkede til hende, for han kunne jo slet ikke lade være. Han havde jo allerede været offer for en kvindelig list, selvom det nu heller ikke havde ført noget direkte dårligt med sig, for det havde det jo trods alt heller ikke. Tungen strøg han let over sine læber. Hun havde vist ham at der var mere i hende, end bare en egoistisk blodsuger, for det var faktisk noget som glædede ham temmelig meget, også selvom der selvfølgelig var noget af en lang vej at gå, men hun var alligevel skræmmende godt på vej, og langt mere end det som han havde regnet med. Han trak vejret ganske dybt, som han roligt rystede på hovedet til hende. ”Jeg havde ganske vidst ikke regnet med at skulle være velsignet over det selskab som jeg mødte i aften i udgangspunktet, men ikke desto mindre, så må jeg vel bare erkende at.. jeg har taget fejl? At det var bedre end hvad jeg lige havde regnet med?” endte han ganske roligt, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Han så ikke nogen grund til at lyve for hende trods alt. At hun så lige så kunne bekræfte at hun nød hans selskab, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad, for det beviste jo trods alt bare, at han ikke var nær så slem, også selvom han havde trådt en anelse forkert, men det var nu bare det. Folk stirrede ganske vidst efter dem, men det var vel fordi at.. de var kendte ansigter begge to på sit vis? Specielt hvis hun havde haft sit at gøre med den kommende procianske konge? Selvom han ganske enkelt valgte at ignorere det, for han ville slet ikke lade det påvirke dette! ”Det værdsætter jeg.. Som sagt, så føler jeg en velsignelse over denne aften! Jeg har været heldig, at støde på den ene lille vampyr som skulle være af de samme meninger som jeg selv,” endte han denne gang helt glad. Han hævede sit glas i skålen inden han tog en god tår, for det var hvad han selv havde brug for.. Det gjorde godt, og det hjalp ham lige så med at finde varmen, og det var rart! At blodet var godkendt, var selvfølgelig en tanke som gjorde selv ham ganske tilfreds. Han nikkede. ”Udmærket, Denjarna.. Udmærket.. Kun det bedste er godt nok,” endte han ganske bestemt, som han roligt satte glasset fra sig på bordet.

[Deleted]

Morende glimtede Denjarnas sølvgrå øjne, som han tænkte højt om sig selv. Det morede hende, at de bare kunne sidde sådan her og drille hinanden, som hun på ingen måde havde i sinde at stoppe det. Hun nød det faktum, at hun kunne løsne tøjlerne en anelse i hans selskab, som det var rart, at man bare kunne læne sig tilbage, nyde selskabet og bare være sig selv. ”Bedre sent end aldrig.. er det ikke det man siger?” spurgte hun med et smil på læben. Han gjorde hende skam nysgerrig, hvor hun stadig var interesseret i at høre mere om, hvad han gik og tænkte og mente. Det var trods alt interessant at høre andre synspunkter, end en dvasiansk tankegang. Især når de to faktisk delte en del holdninger, hvilket normalt forundrede hendes eget land, som de ikke var vant til at tænke i hendes baner. Let trak hun på smilet, som han brokkede sig over, at hun havde sin kvindelige list med sig. ”Muligvis ikke, men hvad kan du stille op imod den? Jeg skal skam nok få, hvad jeg ønsker mig i den sidste ende.. det gør jeg altid,” svarede hun selvsikkert i en morende tone. Hun havde nu altid været god til at snøre mænd når det endelig kom til stykket, men hun havde nu ikke i sinde at gøre noget imod Salvatores gode vilje, da hun trods alt ikke nærede et ønske om at gøre han fortræd. Hun nød hans selskab, og det ville hun vise ved, at hun også ønskede at vise ham den respekt. Det glædede hende at høre, at han indrømmede, at han havde taget fejl. Det beviste trods alt også, at hendes mission alligevel havde lykkedes, som han kunne se, at hun ikke var denne slemme person, som han først havde antaget. Det kunne godt være, at hun havde gjort dårlige ting gennem sit liv, men var han virkelig selv en helgen? ”Det glæder mig at høre, at jeg er den person på jorden, der formåede at ændre dit synspunkt på det område.. Vi er som sagt ikke så slemme, som du går og tror, og selvom du tror, at jeg er den eneste med et fornuftigt sind, så tror jeg skam, at du sagtens ville være i stand til at falde i snak med en anden vampyr end mig. Jeg tror bare, at du skal lade være med at starte ud med at sige, at vi ikke har nogen mening med livet i så fald..” sagde hun med et skævt smil. Det havde ikke just været en køn entre han havde givet sig selv, som han tydeligt havde gjort hende opmærksom på, at han havde foragtet hendes race fra start af. Det glædede hende dog, at hun havde formået at ændre hans synsvinkel på hende i hvert fald, da hun bestemt ikke ønskede at blive stemplet på den måde! Roligt tog hun en tår af blodet, mens hendes blik måtte hvile på Salvatore. Hun lagde ikke just mærke til at folk stirrede på dem, da hun i virkeligheden ikke kunne være mere ligeglad. Hun havde ikke just noget at skjule, og hvis andre havde ondt i enden over det, så måtte det jo være deres problem. ”Smager whiskyen?” spurgte hun roligt, som hun stillede sit eget glas fra sig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tøjlerne kunne slippes for alvor, og selvfølgelig var det Salvatore en sand glæde og en sand fornøjelse bare at kunne være sig selv, vise den mindre alvorlige side af sig selv, og bare være det mere.. barnlige jeg, hvilket bestemt heller ikke skete særlig ofte, men det skete nu alligevel i aften, også fordi at han havde været så utrolig heldig med hans selskab, hvor han næsten følte sig.. beæret, og selvfølgelig var det også noget som betød utrolig meget, selv for ham. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende igen, som han let himlede med øjnene. Smilet var dog alligevel frygtelig tydeligt på hans læber, for han morede sig i sandhed, hvilket han bestemt heller ikke ville lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han vendte blikket mod hende igen. ”Det er jo det,” endte han direkte morende, som han igen blinkede til hende. Den kvindelige list var ikke andet end direkte irriterende, også fordi at det jo faktisk som regel gik som kvinderne ville have det! – I hans forstand om ikke andet, og selvfølgelig var det noget som i sig selv, faktisk formåede at frustrere ham temmelig voldsomt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kuklo ganske let. ”Det forundre mig ikke, at du er kvindetypen som formår at tvinge hver en mand om din lille lillefinger, min kære Denjarna.. Jeg kan så informere dig om, at jeg helt klart er et undtag!” endte han ganske bestemt, som brystet endnu en gang blev skudt en anelse frem, selvom latteren slet ikke kunne skjules. Hun havde vel allerede formået at gøre det i en lille grad?
Salvatore vidste godt, at han måske havde virket en anelse frembrusende med henblik på hans meninger, men der var jo ikke rigtigt nogen som havde formået at ændre dem igennem hans liv, for.. det var jo ikke ligefrem fordi at der havde været nogen som havde fået ham til at revurdere dem, men.. det var vel bare sådan at det var. Han nikkede sigende til hendes ord. Selv han var en mand som lærte igennem hele livet, så hvorfor skulle dette så ikke være et undtag? For det var det jo trods alt også. Han trak vejret dybt. ”Jeg var måske lidt for hurtigt fremme i skoene, og det beklager jeg virkelig. Du er dog en kvinde som har fået mig til at.. ja, revurdere mine gamle meninger lidt.. Og det i sig selv, er en stor bedrift,” påpegede han ganske sigende. Han kunne bare ikke se nogen mening i at rende rundt for tid og evighed og bare nære sig, gå i graven og starte forfra dagen efter. Det var jo ikke hvad han selv ville definere som et direkte værdigt liv, men det var jo som sagt, også bare hans mening, og den skulle hun være så hjertelig velkommen til at forsøge at ændre, for hun var jo allerede temmelig godt på vej trods alt! Han nikkede igen som han roligt satte sig godt til rette på sin stol. ”Den smager udmærket. Jeg har oplevet den som er bedre, må jeg sige,” begyndte han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han var jo endnu frygtelig nysgerrig på hendes væsen. ”Men nu hvor vi snakkede om at lære hinanden lidt bedre at kende, ikke sandt? Hvad med at fortælle lidt mere om dig selv? Som du endnu ikke har fortalt mig?” foreslog han med et varmt smil på læben.

[Deleted]

Denjarna trak roligt i sin kappes stof, så hun kunne sikre sig, at der ikke var noget hud der blev udstillet. Behageligt var det nu at sidde i pejsens skær, skønt det ikke gjorde nogen forskel hos hende, som det ellers gjorde hos Salvatore. Det havde været tydeligt for hende, at han havde frosset, som de havde gået udenfor i et pænt stykke tid. Nu kunne hun kun håbe, at han følte sig mere behageligt til mode, som de var kommet indenfor i varmen Morende betragtede hun ham, som han blinkede til hende endnu engang. Det var rart at vide, at ligesom hende selv, så turde han slappe af i hendes selskab. Andet bedte hun egentligt ikke om, da hun bare ønskede, at han følte sig tilpas i hendes selskab. Hun havde trods alt ikke i sinde at gøre ham ondt, som hun ikke havde en eneste bagtanke om deres møde. Det kunne godt være, at hun burde have det, men det havde hun ikke. ”Så du mener, at du er et undtagen?” spurgte hun roligt, mens hendes blik blev en anelse legende. Hun fugtede let sine læber, som hun så, hvordan han igen skød brystet ud, skønt han ikke kunne holde grimassen denne her gang, som han brød ud i latter. ”Åh min kære Salvatore.. Du er en stædig mand.. Hvis jeg satte mig for at bruge min kvindelige list mod dig, så er jeg sikker på, at jeg nok skulle ændre din mening,” svarede hun morende, uden smilet falmede på hendes læber. Hun havde skam altid haft en evne for at vikle mænd rundt om sin finger. Hun nærede dog ikke et videre ønske om at gøre noget ved ham, da hun godt kunne lide tingene, som de var lige i øjeblikket.
Denjarna nikkede med hovedet til hans ord. Man kunne roligt sige, at han havde været alt for fremme i skoene, som de havde stødt på hinanden. Det havde ikke just været et åbent sind, han var kommet med, som han med det samme havde foragtet hendes væsen, som han havde stemplet hende ud fra race og nationalitet. Det måtte så være hans problem, da han nok skulle være glad for, at det var hende han havde mødt, og ikke en mindre venligsindet vampyr. Han trådte trods alt folk over fødderne, når han sagde, at folk ikke havde en mening med deres liv. ”Det vigtigste er jo, at du har taget ved lære.. Så kan man alligevel lære en gammel kat nye tricks,” sagde hun med et smil og blinkede til ham. En ældre herre var han, så på den vis var det vel utroligt, at hun alligevel var nået ind til ham, som hans meninger ellers havde ligget fasttømret i ham. Det glædede hende så kun, at hun havde bevist ham det modsatte. ”Sådan er det desværre nogen gange,” sagde hun roligt, som han sagde, at whiskyen ikke var den bedste. Man kunne trods alt heller ikke have heldet med sig hver gang. Selv havde hun jo også smagt bedre blod end dette, men tilfreds var hun nu alligevel. Da han så opfordrede hende om at fortælle mere om sig selv, faldt hendes hoved tænksomt på sned, for hvad skulle hun fortælle ham? ”Fortæl mig, hvad du kunne være interesseret i at høre om mit liv,” bad hun stille, så hun havde noget at gå efter. Hun havde skam oplevet en del gennem tiden, så han skulle nok kunne ramme noget, som hun kunne fortælle ham om.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke længere så frossen som han havde været, for ude var det i den grad også ved at blive koldt efterhånden! Selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede skulle ødelægge dette møde, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at videreformidle til hende, som han jo faktisk ønskede at integrere i hende, og hendes liv, for han var jo utrolig nysgerrig af sig, og han ønskede jo at vide disse ting om hende! Han lod hovedet søge let på sned, som smilet slet ikke var noget som man skulle tage fejl af i den anden ende. Han morede sig, og han følte at han faktisk kunne slappe af med god samvittighed. Han nikkede ganske overbevisende. ”Selvfølgelig er jeg undtagen!” endte han selvsikkert, som han igen vendte blikket mod hende. At hun så direkte lagde det op til en udfordring, var bestemt heller ikke noget som han ville komme til at takke nej til, for nu var han jo trods alt også opmærksom på at det jo faktisk var der, så selvfølgelig var det også noget som måtte sige lidt for hans vedkommende om ikke andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Er det en udfordring min kære Denjarna? Du ved du ikke har en chance mod mig, hvis jeg sætter mit anti-kvindelist-værn op!” endte han morende, som han igen slog ud i en latter. Han morede sig, og selvfølgelig var det utrolig rart, når det endelig skete, for selv i hans verden, så var det faktisk ikke noget som skete særlig ofte.
Det var allerede for lang tid siden, gået op for Salvatore, at han havde trådt så gruelig forkert, men kunne man egentlig klandre ham? Han var en mand af holdninger og meninger, også selvom hun i den grad var ved at ændre dem – overfor hende om ikke andet, for han havde jo allerede set i hende, at der var en masse i hende, som man ikke fandt ved en typisk vampyr, og selvfølgelig var det lige så også noget som glædede ham, når det endelig skete, også fordi at det faktisk ikke var noget som skete særlig ofte. Han vendte blikket ganske roligt mod hende, som smilet forblev på hans læber endnu en gang. ”Jeg erkender at jeg trådte gruelig forkert, men.. ja, du har jo allerede formået at skubbe lidt til mine gamle meninger. Jeg lærer selv hver dag, og det er rart.. når folk endelig lader mig se og tage ved lære af det,” endte han ganske sandfærdigt. Han havde undskyldt, og hun havde tilgivet ham, og så kunen han ikke se nogen grund til at fortsætte med at køre rundt i det, for det var der ikke nogen som havde eller ville få noget ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Whiskyen var ikke just den bedste, men den gik an, og så skulle han bestemt heller ikke brokke sig. Han sendte hende et smil. ”Hvad med at vi gør det om til en leg? Du fortæller en ting om dig selv, så fortæller jeg en? Du fortæller mig hvad du har lyst til at fortælle mig, som jeg gør det samme? Jeg vil gerne nyde natten så lang tid den varer.. og gerne inden jeg falder i søvn over bordet,” endte han tydeligt drillende. Det var sent, og han var træt, men han ville ikke lade det ende bare sådan!