The big question..

[Deleted]

Cali grinede mildt. Hvor hun dog bare hyggede sig her i selvskab med ham også selvom han var en stor sort panter. Hun vidste endnu ikke om han bare var et magisk dyr eller om han virkelig var menneske inde bag den store pels men det gjorde hende intet. ikke spor! Det var bare rart endelig at have nogen at snakke med, en at kunne forholde sig til. Jo bevares, hun havde da folk hun snakkede med i den lille by hvor hun boede men hun holdt sig mest for sig selv og snakke ikke rigtig med nogen om de ting der forgik inden i hende. Det var dog helt anderledes nu, han fik hende til at åbne sig, fik hende til at snakke og det var noget hun godt kunne lide. Det var rart at der var andet end bare det overfladiske. Hun smilede roligt til ham og nikkede. Cali var ikke bange for ham, han kunne jo sidde og vise hende sine tænder og stadig ville hun være ligeglad. Han havde ikke før vist nogen interesse i at gøre hend eondt så hvorfor skulle han så gøre det nu? Hun betraktede ham blot roligt og tænkende. Et skævt smil viste sig på hendes læber ved hans ord og hun nikkede stille. "Du tager ikke fejl. Jeg vil nu ikke sige at jeg flygter fra nogen men mere at jeg ikke ønsker at se ham" forklarede hun roligt og vendte blikket stille mod ham. Der lå ikke meget i hendes had selvom det kun var blevet større med årene og da især efter hendes mor var død. Måske det også havde haft noget at gøre med hans reaktion på hendes død, det havde irriteret hende noget så meget. Hun sukkede lidt før hun så igen fortsatte. "Jeg har altid været sur på min mor over at hun opgav min far så let og at hun ikke blev sammen med ham. Jeg opvoksede her i Procias sammen med hende alene indtil hun giftede sig med min Stedfar Derek Merrigold. Han er magiker og han trænede selv i den magiske cirkel som lille og ung. Hans lærermester var god og Derek ønskede at jeg trådte i hans fordspor og tænede under hans mester men jeg ville ikke. Jeg ved ikke hvorfor men jeg nægtede det. Det har så ført til nogle små stridigheder mellem mig og Derek og jeg har nægtet at se ham i mange år. Da min mor så døde så var jeg jo nød til at tage hjem og da nægtede han at lade mig gå. Det var lidt som om ....." Hun stoppede kort op, også for at trække vejret men også for at tænke over de næste ord. "..... Det var lidt som om han ikke ville lade mig gå fordi jeg mindede om min mor og han ikke ville miste hende igen. Jeg endte dog med at få ham på andre tanker. Han tog til den Magiske cirkel og jeg tog lidt rundt i landet. Derfor ønsker jeg ikke at tage derhen. Jeg ønsker ikke at se ham."
At Hun måtte blive så fjorfjamsket var virkelig noget der irriterede hende så ufattelig meget! Hun hadede at rødme men det var virkelig så sjældent at nogen komplimenterede hende på den måde. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere det og det var noget af det værste! Hovedet gemte hun stadig blidt i hænderne da hun mærkede den bløde pels mod hendes skulder og det fik hende til at kigge op på ham. Hun var stadig meget rød i ansigtet og hun smilede utrolig meget. Hun var virkelig så akavet i sådanne situationer! Hans ord fik hende til et par gange for at åbne munden for at sige noget men hun måtte gentagende gange lukke den igen fordi ingen ord kom over hendes læber. Hun tog en dyb indånding og prøvede tydeligt at tage sig sammen og håndtere situationen. "Ihhh. Jamen ....." hun stoppede endnu en gang op og bed sig let i læben. Gosh, hun havde det svært lige nu! ".... Jamen ... T-t-t-tak. Men ..... Tak" Hun tav igen og vendte blikket mod jorden. Hun kunne virkelig ikke få andre ord over hendes læber lige nu. Han havde hylet hende helt ud af den og det var i sandlighed en ting der ikke skete for ofte. Og alligevel havde han formået at gøre det så hurtigt. Ansigtet gemte hun endnu en gang i hænderne men hun bare prøvede at tage sig sammen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv en som Salvatore var en mand med mange talenter, så tog han det hele nu alligevel roligt, for han ønskede slet ikke at gøre nogen ondt eller noget som helst, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han ønskede hende ikke noget ondt, og da specielt fordi at det jo var Procias, hvor han ønskede at være med til at opretholde roen. Han betragtede hende med de store gyldne øjne, som han roligt blev siddende og lyttede til hende. Ganske fredeligt faktisk, men han kunne jo faktisk godt lide, at hun ikke var blevet panisk bange for ham og var løbet sin vej, hvilket langt de fleste nok ville gøre, dersom de stødte på en mere menneskelig panter, end hvad man kunne regne med i en skov som denne. #Min fejl, jeg beklager,# endte han roligt, som han roligt lod hende forklare sig, også selvom det i hans ører lød temmelig… kompliceret på sit vis? Han spidsede ørene, som han hævede blikket mod hendes igen. At hun faktisk valgte at forklarer ham det og åbne op for ham på den måde, var ganske vidst ikke ligefrem det som han havde regnet med, også selvom det nu var sket alligevel. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han roligt betragtede sig af hende. Han blinkede let med øjnene. #Derek siger du…? Det navn siger mig ikke rigtigt noget..# selvom det nok mere var tale for ham selv, frem for til så mange andre, for han havde jo trods alt også selv brug for at finde lidt ud af tingene. Han var nyligt indsat som leder, så han skulle jo også selv se dem alle sammen an, også selvom det i sig selv var en frygtelig langvarig proces! #Men jeg er da ked af at det er sådan det skal foregå.. Jeg må nu erkende at navnet ikke rigtigt siger mig noget, men jeg kan prøve at undersøge det nærmere? Jeg har.. nok hvad man vil kalde for en god fod inde i det magiske samfund,# tilføjede han sagte, som han roligt betragtede sig af hende. Han ville ikke ligefrem plapre med hans lederstilling, for han kunne faktisk godt lide den anonyme tanke og følelse.
At Caleigh skulle reagere så kraftigt på hans kompliment, var noget som et sted kom direkte bag på Salvatore, for det havde han da ikke ligefrem regnet med! Og det var noget som kun fik ham til at ville drille hende lidt, og det var i den grad også hvad han havde tænkt sig i denne situation, det var helt sikkert. Han brummede lidt for sig selv, som hun kiggede mod ham og med den tydelige rødmen i hendes kinder, for det var virkelig underholdning for alle pengene! Han satte sig roligt på den anden side af hende, hvor hans hale let gled over hendes nakke, som havde han været et kælent dyr. Desuden ville han bestemt heller ikke have noget imod at blive kælet lidt med, for han kunne faktisk godt lide det! #Så lidt, Cal… Må jeg godt kalde dig det?# fortsatte han, som han lagde sig ned ved siden af hende og gned hovedet lidt mod græsset. Det var jo ikke altid lige nemt, når man ikke havde sine hænder og tomler! Burde han vise hende sit sande jeg?

[Deleted]

Cali rystede roligt på hovedet. Hun forstod ikke hvorfor han skylddte for det? Han havde jo ikke gjort noget? Kun reageret på hendes ord og det var da dejligt at der var nogen som gjorde det. Hun kunne virkelig ikke se at han havde begået nogen fejl så det at han beklagede var hende ret fjernt. "Tænk ikke over det. Det kan være svært at skældne de to ting fra hinanden. Men dog behøver du ikke at beklage. Det er kun normalt at man kan tage fejl" Hun trak roligt på skuldrene og smilede blidt til ham. Hendes blik fangede roligt de store gyldne øjne som hun fortalte ham om Derek. At Salvatore ikke havde hørt om ham overraskede hende ikke. Derek var da en alligevel en smule gammel efterhånden men alligevel ikke så gammel eller så god at han var almen kendt af folk. Desuden vidste Cali at Derek havde tilbragt det meste af sit liv i Manjarno efter hans træning var færdig så det var vel klart at ikke alle kendte ham? At Salvatore havde en fod indenfor det magiske samfund var dog en tanke der overraskede Cali lidt og så alligevel ikke. Hovedet søgt let på sned som hun tænkte over hans ord hvorefter hun så stille rystede på hovedet. "Ellers tak Salvatore. Derek er min fortid, ikke min fremtid. Selvom han var en del af mig en gang så er det bestemt ikke en del jeg ønsker at få tilbage eller at opsøge på nogen måde. Jeg er glad nok for bare at være her og nu" svarede hun roligt og med et lille smil. Hun mente det virkelig. Derek var en del af hendes fortid. Ikke mere end det og det skulle han heller ikke blive. Hun ville virkelig meget hellere leve i nuet, også selvom hun lige havde siddet og plabret om fortiden. Selvom hun ikke ville leve i den mere så var den der jo stadigvæk. Det vidste hun jo godt. "Det er ikke smart at leve i for tiden. Jeg vil hellere finde en person at dele min fremtid med end at gøre op med en person fra min fortid" Hun sendte ham et glad smil og et lille nik. Hun var virkelig fast besluttet på at det var sådan hun skulle leve sit liv. Det at han var magikernes leder kunne hun virkelig kun skyde en pil efter. Hun var ligeglad med hvem eller hvad han var bare han behandlede hende ordentlig og det kunne man da kun sige at han gjorde.
Cali hadede at reagere som hun gjorde, hun hadede virkelig at hun blev så akavet når hun fik komplimenter men hun kunne virkelig ikke håndtere dem. At han havde kaldt hende smuk havde jo heller ikke gjort det meget bedre! Hun var ikke vant til at få så pæne ting afvide for hun befandt sig næsten aldrig på steder længe nok til at folk begyndte på det. At han satte sig om på den anden side af hende fik hende roligt til at løfte hovedet og betrakte ham lidt. Hun var stadig ildrød i skærmen og kunne ikke at lade være med at smile. Hun betraktede ham som han lagde sig ved hendes og kunne mærke hans hale hen over hendes nakke. Det kildede let og hun endte med selv at ligge sig ned ved siden af ham. Hun havde roligt lagt sig på siden så hun roligt kunne betrakte ham. Hun begyndte stille at nusse ham igen mens hun smilede roligt. "Kært barn har mange navne som man siger" svarede hun endelig og nikkede let ved hans ord. "Du må gerne kalde mig Cal hvis jeg må kalde dig Sal" hendes steme var næsten en stille hvisken som hun havde valgt at ligge sig der så tæt på ham. Hun bed sig let i læben, stadig smilende, og skuttede sig så kort i kulden som da efterhånden var noget hun bed mærke i. Roligt lagde hun sig lidt tættere ind til ham, helt tæt så hun kunne mærke den bløde pels mod sig og få noget varme på den måde for gå det ønskede hun i hvert fald ikke at gøre. ikke endnu i hvert fald det var da sikkert og vist.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne virkelig godt lide at hjælpe folk, samtidig med at han godt kunne lide at se dem smile på grund af ham, for der fandtes virkelig ikke noget bedre! Og efter det liv som han selv havde haft, så var det vel heller ikke nær så underligt igen? Han ønskede at hjælpe hvis der var nogen mulighed for det, og nu hvor han egentlig.. stod som kernen i Den Magiske Cirkel, så kunne han vel godt hjælpe hende lidt? Også selvom han endnu ikke vidste om han skulle vise sit sande jeg for hende eller ej, så var han nu ganske sikker på, at det ikke var noget som direkte sagde hende noget, for han havde ikke gjort sig direkte bemærket på den måde – endnu vel at mærke. #Muligvis… Men i min verden, så.. er der ikke rigtigt nogen forskel,# forklarede han ganske sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod hende. Hvis denne Derek var en gammel magiker, så burde navnet faktisk sige ham noget, selvom det ikke sagde ham noget som helst, så kunne det jo på sit vis være ligegyldigt, for hun havde ret. Manden var måske en del af hendes fortid, men den skulle man jo ikke tænke yderligere over, men nok snarere tænke på fremtiden hvis det var en mulighed. Han nikkede istemmende. Selv i hans ører, lød det faktisk temmelig fornuftigt. #Af et ungt væsen, så er du faktisk ganske fornuftig må jeg sige.. Du har så ganske ret,# endte han ganske sigende, som han roligt betragtede hende med sine gyldne øjne. Han slog let med halen, også selvom det ikke just var fordi at han kedede sig eller noget lignende, for det gjorde han da slet ikke. Hun var fascinerende, også selv set i hans øjne, og derfor var det en nysgerrighed, som han var nødt til at gøre noget ved! #Er der så en hr. Caleigh i dit liv?# fortsatte han morende, som han nu også godt kunne lide at drille lidt. Han var en drilsk person når han ikke tog det alvorligt, og det i sig selv, kunne jo være ganske så befriende!
Salvatore synes skam at Caleigh var et frygtelig smukt navn, og han kunne virkelig godt lide det. Det havde en smuk klang til den unge og naive kvinde ved hans side. Han havde ganske vidst ikke just regnet med at han skulle møde nogle så naive, men han kunne lide hendes åbenhed omkring hendes liv, for det var jo i sig selv tydeligt at hun nød af den vante frihed som hun havde fået. Han gned hovedet lidt mod græsset, som han lagde sig ned ved siden af hende. Han var træt, det havde været lange traveture, også selvom det altid gjorde godt at kunne friske lidt op i tankerne og lade tankerne flyve bare lidt. At hun lagde sig ned ved siden af ham eller begyndte at nusse ham, var ikke noget som han havde noget imod, for det var rart! Øjnene lukkede han stille i, som et tydeligt tegn til behag. #Det skal du være velkommen til at kalde mig, Cal,# endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Pelsen var varm her i kulden og han vidste det, så det at hun lagde sig ind mod ham, sagde han ikke noget til. Han slog let med halen igen. #Fryser du? Vi burde måske finde et sted at søge ly..?# foreslog han sigende.

[Deleted]

Cali lyttede. Hun lyttede alt det hun kunne for det var jo også en del af den menneskelige kontakt hun ikke havde haft længe. Ikke så dybt som hun havde det med Sal lige nu. Hun smilede roligt og nikkede forstående på hans svar. Hun kunne vel godt se at det kunne være det samme men hun mente nu stadig at hun selv havde ret, og dog vidste hun at man ikke kunne diskutere holdning. At han sagde at hun havde ret og at hun var fornuftig fik hende til at rødme en smule men dog ikke så meget. Hun nikkede roligt og lagde hovedet let på sned. "Tak. Men så fornuftigt er det jo ikke. Nok mere bare noget naturligt at ville videre. jeg ved godt at dette ikke gælder alle men ...... Ja men sådan har det nu en gang bare altid været for mig" hun smilede skævt og betraktede ham blot. At havde spurgte om hun havde en mand i sit liv fik hende dog til at ryste roligt på hovedet. i et snuptag greb hun roligt fat om sine rottehaler og tog båndende ud. Det blonde hår bølgede let ned om hendes skuldre, det var også med til at holde en smule på varmen. "Nej der er ikke nogen Hr. Caleigh. Der var i et kort stund men han var menneske. Jeg valgte at gå før jeg blev for knyttet eftersom mennesker ikke lever så længe så var jeg nød til det. Det er dog en del år siden efterhånden. Jeg har været alene lige siden. Jeg leder endnu" sagde hun roligt og en smule tænkende.
At han nød at blive nusset kunne hun da tydeligt se. Betød det ikke at han var en kat?? Måske en magisk kat og det var derfor han kunne tale?? hun var meget i tvivl men rystede bare stille tankerne ud af hovedet. Hvad betød det egentlig?? Det at hun havde lagt sig så tæt indtil ham gav hende stille og roligt armen igen. hun nussede ham stadigvæk og lukkede lige så stille øjnene i og bare nød øjeblikket. hans ord fik hende til at åbne øjnene igen og betrakte ham roligt. "Hvis du kender et sted for det nærmeste varme sted jeg kender er kroen i den nærmeste by" hun smilede mildt og lagde hovedet let på sned. "Og umildbart så ved jeg ikke hvordan krofatter eller de fulde bønder ville reagere på dig"

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig glædede det Salvatore at Caleigh valgte at åbne op for ham, også selvom han slet ikke havde regnet med at hun skulle være så åben og ærlig overfor ham, hvilket nok var det som måtte overraske Salvatore mest. Selvom det ikke nødvendigvis førte til at han viste hende en mindre forståelse, for han valgte nu bare at tolke det som hun havde brug for den form for menneskelig kontakt, også selvom han gemte sig i skikkelsen som et dyr. Et eller andet var han jo trods alt nødt til at gøre, ellers ville det jo gå galt for alvor, og det var han jo slet ikke interesseret i! Han nød nu selv at kunne være lidt anonym, specielt når han også havde sin skikkelse, samt de forventninger som folk automatisk havde til ham som en leder, for der fulgte jo rigtig meget med! #Det er måske fornuft, men det er ikke en fornuft som man ser meget af i disse dage, og specielt ikke her i Procias efter alt det som er hændt,# påpegede han ganske sigende, som han vendte blikket i hendes retning. Han blinkede let med øjnene, som han lagde hovedet på sned. #Det glæder mig bare at høre, at der i det mindste er noget fornuft tilbage i det her land,# tilføjede han let drillende. At der så havde været en mand i billedet, fik ham til at spidse øre, for han var jo frygtelig nysgerrig af sig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. #Mennesker er en uddøende race desværre.. Det er ellers en skam at de ikke har fået en længere levetid som os andre,# endte han sigende. Selvfølgelig var det jo en trist tanke, specielt hvis det var dem som man faktisk godt kunne lide og faldt for.
Salvatore havde bestemt ikke noget imod at Caleigh lagde sig ind mod ham, for han vidste at pelsen var god og varm, og at den sikkert meget bedre end det tynde som hun gik rundt med. Han vendte blikket mod hende. Hun frøs og det ønskede han selvfølgelig ikke for hende! Han lod hovedet søge let på sned. #Jeg kender et sted. Det er ved at være år siden jeg sidst har været der, men det burde være der endnu. Jeg er ikke meget for byerne.. De vil.. nok ikke bryde sig om mig..# endte han roligt. Han vendte sin krop, kun for at rejse sig på alle fire igen. En panter i byen.. ja, det ville nok vække folks historier som hurtigt ville få ben at gå på! Tungen strøg han over sin store snude igen. #Jeg boede der før.. Kom med,# opfordrede han, som han begyndte at søge længere ind mod skoven.

[Deleted]

Cali lyttede blot roligt til stemmen i hendes hovede, lyttede til hans ord. At hun var fornuftig i hans øjne kunne virkelig kun få hende til at smile. Det var rart at der var nogen der synes at hun var andet end blot en lille naiv pige som ikke forstod sig på noget. Hun var jo stadig ret så ung. "Du har ret. Fornuften er en mangel varer efterhånden og ikke noget man kommer forbi ofte. Folk lever mere på deres instinkter end noget andet. sagde hun roligt og betraktede ham roligt. Hun var egentlig fuldstændig ligeglad med hvem eller hvad han var. Det var det vel heller ikke nogen tvivl om? For hende kunne han havde været kongen af Procias, eller den fattigste tigger. Hun ville ikke se ham anderledes. Dog var dette jo nok fordi hun havde lært ham at kende igennem hans panter skiggelse. Hun smilede stille og bed sig let i læben da han snakkede om menneske racen og hun nikkede svagt. "Desværre lever de ikke så længe som os. Det gør det svært at elske dem fordi man ved at man snart mister dem igen.
Cali rejste sig op samtidig med ham og gik over og greb sine ting sådan så hun kunne komme med ham. hun lagde den tunge bog ned i sin taske og tog tasken over skulderen før hun fulgte efter ham med rolige skridt. At han førte hende længere ind i skoven gjorde hende ikke spor heller. Hun vidste ikke helt hvorfor men hun stolede allerede så meget på ham at hun slet ikke var nervøs for at der skulle ske noget. Hun skuttede sig i kulden endnu en gang og trak den hullede kappe tættere om sig selvom den ikke hjalp meget. "Er der langt?" Spurgte hun stille og ganske hurtigt derefter begyndte hendes tænder lige så stille at klapre. Hvis hun dog bare havde haft mere styr på sine magier så kunne hun havde brugt ilddæmonen i sig til at holde sig selv varm.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke andet end ærlig, hvad dette angik, når han sagde, at hun var en fornuftig kvinde. At det så var noget som fik hende til at smile, var en tanke som gjorde ham glad, for han kunne faktisk godt lide at gøre noget for andre, og specielt hvis der ikke skulle mere til end et kompliment, så var det en tanke som selv måtte more ham i den forstand, at han selv følte en.. glæde. Det var ikke ofte at det skete i disse dage, det var helt sikkert. #De omstændigheder verdenen er fanget i efterhånden, kræver at folk handler efter deres egen egoisme og deres instinkter.. Fornuft er der slet ikke plads til mere, og jeg selv anser det som en frygtelig stor skam,# svarede han ærligt. Selv foretrak han faktisk at holde sin identitet skjult for hendes skyld, såvel som hans egen, for han ønskede ikke at fremstå som noget som hun muligvis ikke brød sig om? Det var selvfølgelig trist med det menneskelige liv, men at det skulle afholde hende fra den at opleve kærligheden, var selvfølgelig noget som kunne gøre selv ham trist. #Det burde ikke afholde dig fra at elske ham, som det heller ikke burde afholde ham fra at opleve det, i den korte tid han har,# endte han med en dæmpet stemme.
Salvatore kiggede sig kort over den ene skulder, for at være sikker på at hun var med ham. Eniqas hule havde stået tom mere eller mindre siden hun var afgået ved døden, også selvom det helt klart var med blandede følelser at han skulle søge dertil, for han havde selv ikke været der siden. Han slog let med halen, som han førte hende ind i skoven. At hun udviste ham en tillid som de færreste burde, var egentlig ikke en tanke som slog ham lige nu. Det som selv i hans øjne, var det vigtigste, var at få noget varme i hende! Han havde sin pels, så han havde ikke brug for at tænke over det i det samme omfang, men ikke desto mindre, så ville han vel bare hende det bedste? #Det er ikke så langt,# svarede han let, som han stak snuden mere eller mindre i jorden. Duften genkendte han, også selvom det var med yderst blandede følelser. Han førte hende til en hule som selv var svær at se et sted dybt inde i skoven. Han blinkede let med øjnene. #Her burde du kunne få varmen, Caleigh,# svarede han endeligt, som han roligt søgte ind i hulen. Lunt var her.. hulen var jo mere eller mindre gravet ned i jorden, dog med en åbning under en busk, så den var svær at få øje på – heldigvis.

[Deleted]

Cali kunne ikke være andet end enig med ham. Han havde jo ret desværre. Sådan som verdenen var nu så blev fornuften valgt fra. Folk gik mere over til deres instinkter, de var bange og Cali kunne ikke bebrejde dem. Selv havde hun altid været ret så meget beskyttet fra ondskaben, beskyttet fra alt ondt og derfor havde hun også udviklet sig meget anderledes end så mange andre. "Jeg kan kun give dig ret. Det er en skam at folk ikke længere tager deres fornuft til råds men istedet vælger at gå tilbage til basic instinkterne, folk burde vide bedre. Vi kan ikke leve som mennsker kun på vores instinkter, det bliver for dyrisk. Sagde hun stille og bed sig let i læben. "Undskyld ordvalget" hun sendte ham et lille smil og lukkede øjnene stille i. At han snakkede om mennesker, om kærligheden lå hun bare stille og tænkte lidt. Hun vidste at han havde ret i hans ord men hun vidste også at hun ikke kunne, ikke endnu i hvert fald. Hun lå der lidt før hun valgte endnu en gang at åbne øjnene og vende blikket mod ham. "Det burde ikke afholde en men det gør det. I Hvert fald i mit tilfælde og i det øjeblik jeg mødte ham. Jeg følte mig meget alene i den tid, Min mor var lige død og jeg havde ikke lyst til at gå igennem den følelse af sorg og modløshed endnu en gang. Jeg er stadig ked over at jeg valgte ham fra den gang men jeg gjorde det fordi jeg mente at det var det bedste for mig" sagde hun stille og startede igen med at nappe sig let i læben.
Cali fulgte ham troeligt. Hun følte sig godt tilpas i hans selvskab, bedre end hun havde gjort med nogen længe. Hun smilede stille og nikkede da han sagde at der ikke var langt. At han førte hende til en underjordisk hule var nok mere facinerende for hende end noget andet. At han havde boet der hvor han førte hende hen før var ikke en tanke der lå hende nær, hun tænkte ikke rigtig over det. Da hun gik ned i hulen sammen med ham kunne hun mærke hvordan temperaturen hurtigt ændrede sig og blev mere lun. Hun nikkede ved hans ord men valgte at forblive tavs. Det at temperaturen var blevet varmere fik hende virkelig til at mærke hvor gennem kold hun var blevet af at være ude så længe og hendes tænder begyndte at klapre lige så stille mens hun bare kiggede rundt i hulen og betraktede omgivelserne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde måske været passiv i mange år, men dog af den grund, så vidste han hvad han snakkede om, og når det kom til folk, samt deres valg når det kom til de mange ting som de blev stillet overfor, så var det måske ikke noget som gjorde det nemmere altid? Hovedet lod han søge let på sned. At hun gav ham ret, indikerede jo kun tydeligt for ham, at det hele var på vej i de forkerte retninger, og så måtte han jo trods alt også gøre sit for at ændre den tankegang, for de var ikke dyr! #Den menneskelige tilgang er blevet for dyrisk.. Du skal skam ikke undskylde for dit ordvalg, for det er jo bare sandt.. Jeg har set det i mange år nu.. og det er kun blevet værre.. Selv personligt går jeg ikke ud fra, at mange tænker over det. De handler bare efter hvad de finder tryggest,# endte han sandfærdigt. Det var ikke altid det tryggeste som var det rette valg, men det var nu heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han blinkede let med øjnene. Menneskene levede ikke særlig længe, og selv han vidste, at mange levede hver eneste dag, som havde det været deres sidste – de sidste mennesker som var tilbage om ikke andet, for mange var de dog heller ikke tilbage – desværre. #Hjælp er der altid til dem som ved hvor de skal søge den, Caleigh.. Jeg er sikker på at I ville have udgjort et flot og godt par sammen. De er kendt for at tage hver dag som deres sidste.. De ved de ikke har mange år at leve i, i forhold til resten af os,# Det var skam ikke fordi at han ville klandre hende for hendes valg, for et sted havde han nok også gjort det samme, men ikke desto mindre, så var han forundret over hun havde åbnet sig for et menneskeligt individ på den måde.
Den underjordiske jule havde Salvatore ikke opsøgt i årevis, udelukkende fordi at savnet efter Eniqa endnu måtte hvile tungt i ham. Han var nødt til at gøre noget ved det, og det var vel også det som han gjorde, netop ved at lede hende til et sted som det her? Desuden lå det under jorden, hvor den ikke ville være nær så kold, som det den havde været til nu. Han sniffede let i luften, også mest for at sikre sig, at de var alene. Selv var det tydeligt at stedet her ikke havde været brugt i årevis, selvom det var noget som i bund og grund, faktisk også passede ham fint. #Her burde du kunne finde varme..# endte han roligt, som han bevidst søgte hen i retningen af den seng som stod mod den ene væg. Her var temmelig primitivt, men dog hyggeligt. Han lagde sig til rette i de skind som endnu måtte ligge der.. Duften af hende hang der. Han brummede let for sig selv, og gned hovedet mod det. Han savnede hende jo.

[Deleted]

Cali nikkede stille og lyttede til det han sagde. Folk var blevet dyriske, levede efter deres instinkter og her måtte frygten være det mest synlige instinkt efter hvad Cali havde set. En skam at folk var blevet sådan. Hun lukkede roligt øjnene i og tænkte stille for sig selv mens hun fokuserede på hans ord. "Så sandt, så sandt. Det er en skam at folk lever på den måde, de lader sig styrre af frygten og mange af dem er end ikke klar over det. Det er virkelig trist" endte hun stille og lagde hovedet let på sned. Hun åbnede øjnene let og betraktede ham roligt. Hun vidste godt at han ikke klandrede hende, at han ikke bebrejdede hende hendes valg da hun havde sagt fra overfor mennesket som hun jo havde elsket og hun bed sig let i læben og førte blikket stille rundt. "Jeg ved det. Jeg ved at de lever som hver dag er deres sidste, at de lever meget anderledes i deres kærligheds liv end vi gør og dog så kunne jeg ikke stille mig selv i en sådanne situation. Jeg vidste at hvis jeg valgte at give mig hen til hans kærlighed og hans tryghed ville jeg blot sætte mig selv op til endnu en gang at miste en person som jeg havde kært og det kunne jeg ikke klare. Ikke på dette tidspunkt" Hun prøvede ikke at forsvare sig, det var ikke en undskyldning men mere at hun prøvede at få ham til at forstå hendes valg. Hun vidste ikke hvorfor hun havde åbnet sig som hun havde gjort det overfor ham. Hun følte sig bare helt tryg ved ham. Det var dejligt.
Cali stod stille og betraktede ham og hulen som han havde ført hende til. Hun kunne tydeligt mærke på ham at dette var et sted af stor betydning for ham. Hun stod stadig og rystede med klaprende tænder da hendes krop stadig var gennemkold. Det ville tage hende tid at blive varm igen men hun vidste at hun ville blive det hurtigt. Hun nikkede roligt ved hans ord som det eneste svar og fortsatte bare med at betrakte ham og omgivelserne. Hun bemærkede hvordan han lagde sig på skindet og hun smilede stille. Hun stod stadig hvor han havde efterladt hende for hun vidste ikke helt hvor hun kunne tillade sig at slå sig ned. Hun ville ikke krænke ham eller hans tidligere hjem. "Dette sted betyder virkelig meget for dig?" sprugte hun stille og med et lille smil før hendes tænder endnu en gang begyndte at klapre og hun slog hånden for munden for at prøve at få det til at stoppe.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig var det trist, a det hele skulle ende med mennesket på den måde, men når man tænkte på hvor dyriske alle væsner stort set, var endt med at blive, så var det vel heller ikke så underligt igen? Selv Salvatore måtte betragte mennesket med beundring, udelukkende på grund af den måde, som de valgte at leve deres liv på, for det var bestemt heller ikke alle som levede på den måde. At der så havde været nogen tilbage, var næsten det som måtte overraske ham mest, for det var ikke det væsen som man hørte mest om i disse tider. Han vendte de gule øjne mod hende endnu en gang. #De burde leve og nyde livet så langt tid de har det. Det er aldrig til at vide, hvornår det bliver revet fra dem,# medstemte han roligt, som han søgte direkte ind i hulen. Allerede ved at træde ind i den, kunne han mærke knuden tage til i hans bryst. Han havde ikke været der i årevis, men han kendte den ud og ind, da han havde tilbragt en god del år her sammen med Eniqa. #Jeg forstår dig udmærket, Cal, så det skal du ikke tænke på. Det er bare en skam, at det er noget som skal frarøve en mand den kærlighed, med tanke på at han ikke lever længere end hvad de gør,# endte han ganske sandfærdigt.
At Caleigh blev stående i åbningen ind til hulen, tænkte Salvatore nu ikke rigtigt over, da han omgående bare søgte hen til sengen og lagde sig i den. Hovedet gned han mod sengetøjet, hvor duften var stærkest. Han savnede hende, også selvom.. hans følelser havde aldrig var gengældt på den måde som han ville. Han brummede svagt, inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. #Jeg boede her i mange år, med min.... herre måtte det næsten være.. Hun vidste ikke jeg bare var en fanget animagus i en dyrisk skikkelse.. Jeg elskede hende..# Stille lagde han sig ned i sengen og slog let med halen. Han følte sig pludselig nedtrykt og næsten lidt.. deprimeret? Det var ved at være mange år siden, at hun var gået i døden, men selv det, var jo noget som selv måtte påvirke ham den dag i dag.