The big question..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at nærme sig solnedgangen, selvom det bestemt ikke var noget som gjorde Salvatore det mindste. Efter den tragiske ulykke ved det kongelige bryllup, havde han selv forsøgt at gøre sit for at holde bare en smule styr på racen, selvom det havde vist sig at være noget som havde været sværere end først antaget, hvilket i den grad efterlod ham med en tydelig irritation uden lige. Skoven var ved at være smuk med de mange smukke og flotte nuancer, også selvom det var et sted som Salvatore ikke havde sat foden igennem frygtelig lang tid – ikke siden han faktisk havde mistet Eniqa til det store hav, hvor det også først for alvor var gået op for ham, at han havde været nødt til at give slip. En temmelig tragisk historie, for det var også den første stund, hvor han direkte havde følt sig.. hjælpeløs, og den følelse i sig selv, var på ingen måder behagelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Et sted bragte stedet her ham kun en knude i maven, for han havde tilbragt frygtelig mange år i skoven her, set fra et andet perspektiv end hvad man ville definere som et typisk menneskeligt – og det var det samme i denne stund. Hans krop var præget af den sorte og blanke pels, som han bevægede sig over jorden, hvor han gik næsten helt lydløst, for han tog bestemt ikke nogen chancer! Desuden i skikkelsen som den sorte panter med de gyldne øjne, kunne han smide hæmningerne lidt, han kunne tænke klart, og han behøvede ikke at vise sig som den store og stærke altid, og det var et sted også en ganske befriende tanke!
Den sorte hale slog let bag ham, som han bevægede sig over jorden, over den sti som han havde vandret igennem så frygtelig mange år, uden egentlig at tænke over, at det var en som han faktisk skulle gå igen på et senere tidspunkt. Hans sanser var som på stilk, hvor han bestemt ikke var typen som ønskede sig nogen overraskelse. Et sted så nød han vel bare af den dyriske natur? Hvor han kun havde sig selv at tænke på? Kvinden som han havde stoppet ved angrebet på slottet og mødet med Denjarna, var ganske vidst noget som prægede hans tanker.. Måske at mørket ikke var nær så slemt igen? Selvom det var tanker som han slet ikke kunne tillade sig at gøre sig! Han var en leder og en forkæmper, samt en repræsentant for lyset, og det var noget som han burde leve op til!

[Deleted]

Cali befandt sig endnu en gang i skoven. Hun tilbragte så meget tid her efterhånden fordi hun havde besluttet sig for at nu var det nok! hun kunne ikke leve på held længere, hun kunne ikke leve på at hvis hun kom i problemer at hun så kunne få et heldigt angreb eller to af for så at kunne komme væk. Hun var nød til at komme videre og lærer noget selv. Endnu havde hun ikke fundet sig en lærer, en magiker der kunne give sin viden videre men det gjorde ikke så meget. Cali havde holdt sig alene, holdt sig væk fra de magiske cirkel fordi hun virkelig ikke ville støde ind i Derek, hendes plejefar. Et lille suk brød over hendes læber som hun nærmede sig højen i skoven. Hendes mor var død for blot et par år tilbage af en sygdom. Hendes tid havde været kommet og Cali havde været afklaret med det men nu havde hun kun Derek tilbage og ham ville hun bare ikke se! Et lille vindpust tog let fat i hendes hår og hun stoppede op og pustede irriteret til det. Hun havde haft det løst hængende nede og det havde ikke generet hende før nu. Roligt fandt hun et par hårbånd frem som hun bandt sit hår oppe med båndende i rottehalerne som hun ellers altid havde det. Et lille smil bredte sig på hendes læber da hun kiggede rundt og så alle de flotte farver som prægede skoven på denne tid, var det virkelig noget bedre?? Hendes blik gled stille rundt men hun hverken så eller hørte at der var andre i nærheden, hvilket kun var en god ting. Hun havde ikke været så heldig med hendes træning. Hun tog roligt den taske hun havde over skulderen af og så lagde hun den på jorden. roligt tog hun en bog op af tasken hvorefter hun begyndte at læse i den. Den gamle bog lå roligt i hendes hænder og en let rynken af brynene prægede hendes meget unge ansigt. Hun lignede en i starten af 20'erne. Hun lagde roligt bogen fra sig og tog sin kappe af. Hun var iført et på sorte leggins, en hvid skjorte med et sort korset som fik den ellers lidt for store skjorte til at sidde hende tæt ind til kroppen. Hun lukkede øjnene og prøvede at konsentrere sig om det hun lige havde læst i bogen. Hun ville virkelig gerne lærer noget mere!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Efterhånden var det ved at være temmelig koldt, selvom det slet ikke var noget som rørte Salvatore. Den tykke pels, var heldigvis god til at holde på varmen, og deriblandt også en grund til at han ik rundt på den måde, som det han nu gjorde – i sin skikkelse som panter. Det var måske ikke det væsen som man normalt ville finde fritgående i en skov som denne, men denne skov havde været hans hjem igennem så frygtelig mange år, så selvfølgelig var det også noget som påvirkede ham i den forstand, at han følte sig.. hjemme, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Denjarna kørte rundt i hans hoved, også fordi at.. det var måske ikke alle dvasianere som var direkte ondsindede, som han ellers havde fået bildt sig selv ind, igennem alle disse år? Selvfølgelig var det noget som han var nødt til at undersøge meget nærmere, også selvom det blev i hans eget tempo, for som det stod nu, så var det næppe dvasianerne, som han burde blive set med, for han vidste, at det meget hurtigt kunne vise sig at blive en farlig affære, og det var slet ikke noget som han var interesseret i!
Duften af en anden skikkelse, var noget som hurtigt tvang Salvatore til at stoppe op. Han slog let med halen, som han spidsede ørene, også selvom han ikke direkte kunne høre noget. Alene af den grund, så var han nødt til at bevæge sig varsomt frem, for selvom sikkerheden var skærpet, så var det aldrig til at sige, hvad der var fanget på den anden side af muren! Tungen strøg over det massive snudeparti, idet han fulgte duften lidt, som han jo alligevel var en mand præget af en temmelig stor nysgerrighed, og specielt med tanke på at dette var en duft som han ikke kunne mindes, at han havde oplevet eller stået overfor før, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Han gik en anelse ned i overkroppen, som han næsten gav sig til at snige sig frem, som duften blev stærkere og stærkere, også selvom han slet ikke vidste hvad han skulle forvente sig af dette, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Som duften kun kom tættere og tættere på, valgte han at stoppe op for alvor, for han ønskede bestemt ikke at løbe en risiko, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu vel det eller ikke. Han valgte i stedet for, at gå i en cirkel mere eller mindre omkring vedkommende igennem buske og krat, for at være sikker på at han ikke ville være den som blev overrasket ved dette, for han brød sig slet ikke om den slags! Som han fik øje på en kvinde, lagde han sig ned.. kun for at holde øje med hende.

[Deleted]

Kulden generede ikke Cali det store. Selvfølgelig kunne hun ikke holde sig varm i særlig lang tid men da tilstrækkelig lang nok tid til at hun kunne få trænet lidt. At der var en anden i nærheden havde hun absolut ikke opfanget og at denne person var i skiggelse af en stor sort panter var overhovedet ikke noget som kunne falde hende ind det mindste! Hvis der havde været blade eller buske som havde rusket en anelse fra dyrets bevægelse så havde hun enten ikke hørt det eller troet at det havde været vinden. Roligt åbnede hun øjnene igen og tog en dyb indånding. Hun havde styr på det her, hun kunne sagtens klare det! roligt gik hun hen og greb en sten på størelse med hendes hånd og lagde den på en bunke blade. Hun stilte sig tilbage igen og prøvede endnu en gang at koncentrere sig. Hun holdt blikket fastlåst på stenen og mumlede stille og meget uhørligt for sig selv. Hun prøvede meget ihærdigt at få stenen til at bevæge sig hvad man jo ikke kunne vide med mindre man gik ind i hendes tanker lige nu. "Kom nu" mumlede hun svagt hun lukkede øjnene og fokuserede endnu mere. Da hun åbnede øjnene igen måtte hun dog erkende at det ikke var gået som hun havde ønsket det eller forventet. Den lille bunke blade som stenen lå på var brudt ud i flammer og en lille smule panik gik igennem Cali. Hun strøg dog hen og greb sin kappe og fik den smidt over ilden. Hun havde sig roligt på knæ ved siden af kappen og fjernede den igen, ilden var væk og til gengæld havde hun fået sig et fint hul i sin kappe. Kiggede man godt efter kunne man godt se at det ikke var det første hul hun havde fået. "Nu kan jeg huske hvorfor jeg lovede mig selv kun at træne i nærheden af vandet" Hun sukkede opgivende og lod sig bare vælte tilbage så hun lå på ryggen på jorden. Øjnene lod hun stille glide mens hun sukkede stille. Mørket fra stille ved at trænge sig på, det vidste hun godt men bange var hun ikke. Hun frygtede ikke mørket.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore blev liggende fuldkommen stille i sin busk, hvor han kunne ligge og holde øje med denne kvinde. Hvem hun var, vidste han ikke, men han var dog af den overbevisning, at det ikke var en kvinde som han havde set før, så det i sig selv, var slet ikke noget som han kunne eller ville gøre det mindste med. Han rørte ikke så meget som en muskel, da han slet ikke vidste om hun ville være venlig af sig, eller om hun ville være det modsatte, og han ønskede bestemt ikke nogen strid som det var lige nu. Han havde stadig ondt i brystet, og han vidste godt, at det kunne vise sig at være en hæmning dersom han skulle ende i strid, så havde han vel også en fordel i det faktum, at han faktisk viste sig som en.. panter lige nu? Der var ikke nogen som umiddelbart ville vide, at det var magikernes leder, som ville ligge der og holde øje med hende, hvilket næsten var en tanke som han fandt ganske morende i sig selv. Tungen strøg han igen over snuden, som han kunne se at hun forsøgte at praktisere med sin magi? Det i sig selv, gjorde ham temmelig nysgerrig, for var hun magikyndig? Det kunne næsten se sådan ud, selvom det var en ringe kontrol hun havde over det, hvilket næsten var noget som morede ham lidt.
Som hun kastede kappen over ilden, hvilket var noget som efterlod et hul i den, fik ham til at rykke en anelse på sig. Stanken af ild, generede ham ikke, for den var han efterhånden ved at være temmelig vant til. Han rykkede sig en anelse, hvilket gjorde, at han røg over knastørre grene og ind mod bladene som raslede, også selvom det nu heller ikke gjorde ham det mindste. Det kunne vel bare være vinden? Eller et lille dyr som selv søgte efter føden her i det kolde efterår? For lige i år, var den faktisk betydelig køligere end det som den plejede at være, hvilket i sig selv, var nok til at gøre selv Salvatore en anelse usikker af sig.. Noget var på vej, også selvom han ikke havde nogen direkte anelse om hvad det var, så var det bestemt ikke noget godt altid! Han rystede de tanker ud af hovedet, som de gule øjne igen hvilede på hende. Så man efter, kunne man skimte dem, samt den sorte pels imellem de visne og farverige blade. Det var jo ikke ligefrem den bedste årstid til at skjule den smukke, blanke og sorte pels.

[Deleted]

Cali var da magikyndig da hun var magiker men hendes mangel på træning var virkelig tydelig. Hun havde ikke fået noget hjemmefra fordi både hendes mor og hendes stedfar den gang havde frygtet at Cali ville blive smidt på porten fordi hun jo var halvt dæmon. Da hun så som 16 årig havde forladt hjemmet for at finde en træner var dette heller ikke lykkes hende og hun havde blot valgt at prøve at lære det selv sådan lidt ad gangen. Stadig var hun jo ung. Hun havde egentlig rejst mere rundt i landet, fundet arbejde og tjent til dagen og vejen men ikke noget som havde kunnet fange hende i længere tid af gangen. Nu, som hun lå der i græsset, følte hun sig egentlig en smule utrilfreds med sin tilværelse. Hun manglede vel noget mening, et lille lys som kunne guide hende og give hende en lyst til ligesom at komme videre. Hun havde haft det en gang, for år tilbage. Hun havde forelsket sig i et Menneske, dejlig mand men han havde løget for hende og hun havde forladet ham igen. Hun følte sig ikke afskrækket af denne grund. Endnu havde hun vel bare ikke fundet den rette??
Øjnene åbnede hun stille igen og skuttede sig. Det var ved at blive koldt. Hun satte sig op igen og kom helt op på benene før hun tog kappen om sig. Ved et tilfælde faldt hendes blik på noget inde i busken som hun egentlig ikke havde forventet. Hun stoppede op og lagde hovedet let på sned mens hendes blik søgte rundt. Hun vidste ikke hvad det var hun havde set i busken og om det i det hele taget var noget. Hun satte sig på hug og bed sig let i læben. hendes blik fangede kort de gule øjne og det fik hende til at smile stille. "Hvor længe har du ligget der??" spurgte hun med et glad smil og satte sig helt ned på jorden. Blikket flyttede sig ikke fra der i buskene hvor hun kunne ane noget. Hvad det var eller hvem det var anene hun ikke men det var ikke noget som rørte hende overhovedet. Hun var ikke bange, hun frygtede ikke at denne person eller ting ville gøre hende noget. Og det var virkelig en ting hun gerne ville vise. At hun ikke var bange og at hun ikke var ond, at hun ikke ville gøre nogen noget.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Fritgående pantere var efterhånden en mangel i Procias nu om dage, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for Salvatore, for det var noget som man efterhånden bare måtte vænne sig til i det store og hele. Hovedet lod han søge let på sned, som han blev liggende og bare betragtede sig af kvinden som tydeligt måtte være magikyndig, men langt fra den bedste, eller hvad hendes mentale alder måtte leve op til, så et sted, så var det noget som vel et sted.. skuffede ham. Selvom det ikke var noget som han kunne give udtryk for, som det var lige nu, hvilket et sted også måtte passe ham fint, det var helt sikkert. De gule øjne hvilede på hendes skikkelse, også selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke var i den kontakt med sin indre magiske kerne, som hun burde, hvilket i sig selv, faktisk kunne gå hen og blive en farlig affære, hvilket han allerede var klar over i det store og hele.
At hun så endelig måtte få øje på ham, var slet ikke noget som gjorde ham noget, for han havde jo stadig ikke nogen intentioner om at gøre hende noget, også selvom.. der var vel ikke nogen grund til at blive liggende, dersom hun ikke havde intentioner om at gøre noget? Desuden havde hun jo set ham, så han kunne jo ikke ligge der og gemme sig langt længere end det som han allerede havde gjort, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han prustede ganske tungt, som han alligevel valgte at rejse sig op på alle fire og trådte ud af busken, kun for at vende sig mod hende. I sig selv, var han jo faktisk temmelig stor, også selv i denne skikkelse, så selvfølgelig var det også noget som sagde lidt. De gule øjne betragtede sig af hende. Der var noget ved hende… hel og renracet magiker kunne hun næppe være, også selvom han ikke just kunne sætte en finger på hvad det var, men det var bare.. en fornemmelse vel? Han slog let med halen, idet han roligt vendte blikket mod hende. Han blottede tænderne lidt, idet han formåede at kvæle et gab, som han igen valgte at ryste pelsen lidt og vendte blikket væk fra hende – igen for at vise hende, at han slet ikke var ude på at gøre noget som helst, for det var han virkelig ikke. Tungen strøg han over sin snude, idet han bare satte sig ned og gav sig til at slikke sine poter – som havde hun ikke vækket ham nogen interesse, men samtidig også for at vise, at han slet ikke var fjendtlig.

[Deleted]

Panteren foran hende var virkelig et flot dyr. Den blanke sort pels skinnede selvom der ikke var meget lys tilbage og dette var virkelig noget som tiltrak Cali. Hun elskede dyr, alle slags dyr og var ikke bange for dem overhovedet. Hun satte sig lidt bedre til rette på jorden og trak kappen lidt mere om sig sådan så hun ikke begyndte at fryse alt for hurtigt. Blikket blev på panteren, ikke fordi hun var bange men mere fordi hun var så betaget af dyret at hun blot prøvede at tage så meget af det ind som muligt. At panteren ikke var fjentlig havde hun næsten regnet ud, hvis den havde været det så havde den vel næppe ladet sig vise på denne måde som den gjorde det nu?? Hun smilede stille og begyndte at lege med en hårtot som hun roligt drejede rundt med sin finger. "Du ved, det er altså ikke pænt at sidde der og kigge sådan på folk i buskene" sagde hun roligt og endte stille med at ligge sig ned på ryggen med hovedet drejet let mod ham. "Det kunne jo være at den person du kiggede på ville blive blive meget flov hvis du nu så noget som den person ikke ville have at du så" Cali drejede hovedet væk og rødmede stille for sig selv. Hun bed sig let i læben og fortsatte med at lege med hårtotten. Hendes blik hvilede roligt på himlen mens hun bare lå der for sig selv og tænkte. Hun vidste ikke om panteren ved hendes side var et menneske, en animagus eller om det virkelig bare var et dyr. Under alle omstændigheder så snakkede hun med den også selvom det bare var et dyr. Det var rart at snakke med nogen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde måske ikke været særlig smart eller venligt for den sags skyld, at gemme sig sådan i buskene, selvom Salvatore faktisk ikke havde ment noget med det. Skoven havde været hans hjem igennem forbandet mange år, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han havde ikke ment at luske omkring eller udspionere hende, for så havde han gjort det allerede for frygtelig lang tid siden, det var der heller ikke nogen tvivl om. De gyldne øjne gled direkte til hendes skikkelse og med en yderst fast mine. Det lå bare naturligt til ham når han var i hans dyriske skikkelse, også fordi at han brugte det lidt som et skalkeskjul. Det var jo ikke ligefrem hvad man regnede af magikernes leder, for det var jo slet ikke noget som en normal magiker ville være i stand til. Han brummede let, inden han slog med halen og vendte sig mod hende, kun for varsomt at lunte mod hende. Umiddelbart virkede hun heller ikke fjendtlig indstillet, hvilket selvfølgelig også var noget som han var yderst opmærksom på – også mest for sin egen skyld, for han havde jo kun sine klør og tænder at forsvare sig med i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lagde sig ned ikke langt fra hende, som bad han faktisk om en undskyldning for at have ligget og kigget på hende, men hendes magi fascinerede ham, også fordi at hun virkelig var.. elendig til det! Det var næsten en skam i hans øjne, at hun ikke kunne kontrollere noget så simpelt som det hun havde haft gang i! Han lagde hovedet let på sned, inden han rokkede det tættere på hende, næsten som et tegn til at hun godt måtte røre ved ham, også for at vise, at han slet ikke var farlig, for så havde han sat tænderne i hende allerede, selvom det jo slet ikke havde været tilfældet! Han trak vejret dybt, hvor han endelig valgte at give sig en smule til kende vel? #Jeg undskylder,# lød hans stemme i hendes hoved. Han var jo trods alt magisk af sig!

[Deleted]

Cali havde ikke set noget ondt i panteren som nu var i hendes nærhed og hun havde da heller ikke ment noget ondt med sine ord. Det var bare mere en konstatering, mere end noget andet. Hun trak vejret roligt og holdt stadig blikket på himlen med et lille smil. Hun kunne virkelig godt lide skove, hun elskede naturen og det at være tæt på den. Hun hørte en dyb brummen og drejede hovedet let mod panteren som nu kom tættere på hende. Som da lagde sig ikke langt fra hende og tiltede hovedet mod hende var en tydelig invitation. Hun trillede roligt om på maven og drejede sig mod den, med rolige bevægelse løftede hun den ene hånd og begyndte roligt at nusse den store kat bag øret. "Utrolig smuk" mumlede hun blidt og smilede stille. Hun tænke ikke længere over om dene panter var et menneske eller ikke. Det betød vel intet i den sidste ende? Hendes øjne søgte roligt kattens og blev først brudt af stemmen som lød klart i hendes hovede. Hun spjættede forskrækket og kiggede rundt for at finde den som havde sagt noget men hun kunne ingen se. Blikket vente hun tilbage mod panteren og lagde hovedet på sned. Hun lagde sig til rette igen og smilede lidt flovt. Hun var virkelig ikke god til det med magi og hun vidste langt fra hvad de store magikere var i stand til. "Du skal ikke undskylde. Jeg mente ikke noget ondt i mine ord. Sagde hun stille og begyndte at nusse ham bag øret igen. "Jeg påpegede det blot fordi det kan være ret pinligt at blive set når man træner, især hvis man ikke er særlig god til det man prøver på." Hun var ærlig. Hun prøvede virkelig at lære men det var svært når man ikke havde nogen til at lære sig det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var slet ikke fordi Salvatore havde ønsket at luske sådan omkring, hvilket faktisk ikke var noget som han havde gjort med vilje, men det var nu bare sådan at det var. Han var ganske vidst en aldrende mand, men af den grund, så var han forbandet nysgerrig, og specielt på noget som han ikke just havde set før – som den måde hun havde valgt at træne på, for det var jo tydeligt, at det endnu ikke var noget som hun havde lært at kontrollere, og selvfølgelig var det noget som et sted lige så, også måtte more ham, så det var ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han lagde sig roligt ned, som han vendte de gyldne øjne i retningen af hende. Han ønskede ikke at gøre hende noget ondt, hvilket han selvfølgelig håbede på at hun var overbevist om. At hun begyndte at nusse ham bag øret, fik ham til at lukke øjnene nydende, for det var en utrolig behagelig og ikke mindst elskværdig følelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes reaktion på stemmen, var noget som fik ham til at brumme som havde det været en latter. Magien var tydeligvis ikke hendes bedste ven, også selvom det faktisk var noget som måtte more ham. Han vendte blikket mod hende, som hun igen nussede ham bag øret. Han sagde nu ikke noget til det, for det var faktisk rart. Utrolig rart endda. #Jeg mente ikke at skræmme Dem,# endte han ganske roligt, endnu en gang i hendes hoved, for han var jo trods alt den eneste i hendes nærhed, og derved vel også den eneste som kunne tage den kontakt med hende. Han var et menneske ganske vidst, men tanken om at vise sig som den mand han var – lederen for magikerne, var noget som han var blevet temmelig påpasselig med, specielt når man havde set hans animagusform som noget af det første, for han ønskede slet ikke at blive afsløret, når det her var hans lille skalkeskjul. Han brummede igen ganske let. #Jeg kunne godt se det.. Mest af alt, vil jeg næsten mene, at De har brug for en.. erfaren indenfor feltet som en træner eller bare en hjælp,# fortsatte han roligt, som han vendte blikket mod det store hul i hendes kappe. Det var jo tydeligt, at det var en ulykke som var forårsaget adskillige gange allerede.

[Deleted]

Cali vidste jo godt at han ikke havde haft nogen intentioner om at gøre hende pinlig berørt. Han kunne jo ikke vide hvad hun lavede derude og sandt at sige så havde hun vel selv søgt mod en fremmed og betraktede denne person hvis deres roller havde været omvendt? Hun smilede roligt og fortsatte bare blidt med at nusse det store dyr bag øret, at han nød det kunne hun da virkelig kun se og dette fik hende til at smile lidt mere. Den brummen han lukkede ud i en form for latter fik hende til at rødme let og vende blikket i jorden mens en lille sky latter kom over hendes bløde læber. Da hun endnu en gang hørte hans stemme i hendes hovede søgte hendes blik mod hans igen mens hun let bed sig i læben. "Det gør ikke noget. Det var bare ikke forventet at jeg pludselig skulle høre din stemme. Jeg havde ikke regnet med det for at være ærlig" sagde hun roligt og lagde hovedet let på sned endnu en gang mens hun blot betraktede ham. "Mit navn er Caleigh Sophia De Winter og du behøver ikke omtale mig så fint. Jeg er en helt almindelig kvinde i en helt almindelig skov" Hun smilede mildt og lukkede så stille øjnene. Hun var rolig, ja næsten helt sagelig som hun lå der sammen med ham. Hun vidste ikke hvorfor men hun følte sig på en måde utrolig tryg i hans nærhed. Det var en utrolig rar følelse som hun ikke havde følt længe. Hendes smil falmede end smule ved hans næste ord og blev en smule skævt. Hun åbnede endnu en gang øjnene og nikkede stille. "Det har jeg, det har du ret i. Min mor og stedfar ønskede at jeg gik til min stedfars træner i den magiske cirkel men jeg ville ikke" mumlede hun stille og sukkede. hun tog roligt hånden til sig og satte sig op og slog armene stille om sig. Hun vidste ikke hvorfor men af en eller anden grund følte hun en træng til at forsvare sig og sine evner en smule? Hun vidste jo godt at hun virkelig var dårlig til magien men det var ikke fordi hun ikke prøvede. "At tage til den magiske cirkel for træning ville være at Anerkende min stedfar og det er noget jeg ikke kan. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan men jeg kan ikke. Jeg har været uden træning hele mit liv. Hverken min mor som var fulblods magiker eller min stedfar som var det samme ønskede at træne mig. De var bange for mig og med god grund. Jeg har brændt vores hjem ned mere end en gang i mine barndom ved ren og skære uheld" Hun sukkede stille og begyndte at lege med en hårtot endnu en gang. Hun løsnede stille sin kropsholdning igen og satte sig lidt mere til rette. "Og jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg bare plabre det ud til dig. Undskyld"

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denne kvinde var virkelig ekstraordinær selv i Salvatores øjne. Han havde ganske vidst ikke nogen anelse om hvem eller hvad hun var, men hun kunne næppe være en fuldblodsmagiker, også selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. Han havde efterhånden lært at værdsætte og acceptere dem som ikke var renracede som det han selv var, men han var jo så til gengæld også fra en tid, hvor det var nemmere bare at.. se ned på dem, for han var jo selv en stolt magiker – bare med lidt andre evner end det som var tænkt til dem. Han nød hendes nussen ved hans øre. Ja, et sted så havde han fået utrolig mange træk fra det store kattedyr. ”Det er heller ikke hver dag man finder en talende panter, vel? Der er ikke mange af dem tilbage i skoven længere,” endte han ganske sigende. De havde været store flokke af dem her i skoven før i tiden. Før i tiden jagtede man dem jo faktisk, hvilket han kunne huske tilbage fra hans egen barndom, selvom det var ved at være så frygtelig mange år siden, så selv det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han nærmest lagde mærke til at hun direkte gik i.. forsvar hvad hendes evner angik. Han vendte de gyldne øjne roligt op mod hende endnu en gang. ”Du ville ikke? Der var ellers mange som kunne hjælpe dig,” endte han ganske sigende. Som hun præsenterede sig ved navn, sagde han ikke noget til. Det var ellers et umådelig smukt navn til en smuk kvinde, og det var i sig selv, ikke noget som han havde noget imod i den anden ende, for han kunne faktisk godt lide det. Han rystede let på hovedet, som han roligt satte sig op, hvor han næsten røg op i den samme højde, som den hun selv måtte befinde sig i. ”Du burde måske finde en lærermester hvad den magi angår.. Det bliver kun værre, jo ældre du bliver, hvis du ikke får kontrol over den.. Tro mig, jeg kan tale af erfaring..” Han blinkede let med øjnene, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Selv vidste han godt, at det var direkte farligt at miste kontrollen over det, dersom det var noget som skulle ske, og det gjorde det jo ved langt de fleste før eller siden, og det var noget som snildt kunne slå ihjel. ”Du behøver skam ikke forsvare dig, Caleigh.. Desuden et smukt navn til en smuk kvinde.. Jeg er Salvatore,” præsenterede han sig roligt. Efternavnet undlod han, for han ville heller ikke lade hende vide, at hun faktisk stod overfor en oldgammel magikerleder. Han foretrak faktisk at være lidt anonym hvad det angik.

[Deleted]

Cali grinede mildt og rystede bidt på hovedet. "Personligt er det også første gang jeg støder på en talende panter. Sagde hun roligt og hendes mine blev en smule tænkende. "Ja faktisk er det første gang jeg har set en panter! Men en gang skal jo være den første". Hun smilede roligt og betraktede blot den store kat foran hende. Han var smuk, den sorte pels betagede Cali så utrolig meget og hun kunne virkelig ikke tage øjnene fra ham. Hun var helt og holden tryg ved at være der med ham. Hendes smil falmede en smule som hun måtte nikke til hans ord. "Jeg ved det godt" mumlede hun stille og sukkede. Hun vidste jo godt at hun havde kunne få alt den hjælp hun ønskede det i den magiske cirkel men hun ville virkelig bare ikke tage derhen! Især ikke nu hvor Derek var der. Hun ville ikke se ham, hun ville ikke være i nærheden af ham, hun hadede ham stadig. "Jeg ved at jeg burde have taget der hen men ....... Jeg vil ikke. Især ikke nu. Ikke når han er der. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har altid hadet ham og jeg kan ikke være i nærheden af ham. Jeg kan ikke og jeg vil ikke." Hun rystede på hovedet og bed sig let i læben mens hendes blik roligt fandt hans. "Det er slemt allerede. Det er virkelig slemt men jeg tvivler på at det er magikeren i mig der teér sig. Jeg tror måske at det er min fars side, min dårligere halvdel så at sige men jeg kan ikke træne den del. Jeg håber på at kunne få styr på den samtidig med min magi men jeg ved bare ikke om det kan lade sig gøre." Hun stoppede roligt op og lagede hovedet let på sned. Hun var virkelig i tvivl om hvad der bare fik hende til at plabre sådan som hun gjorde det nu. Altså hun havde jo kun lige mødt ham og alligevel fik han hende til at snakke om alting uden at sige særlig meget. Hun rødmede svagt og vendte blikket i jorden mens hendes hånd igen søgte op og legede med en af hendes hårtotter. Hun knyttede sig ekstremt hurtigt til folk, især hvis de var venlige overfor hende som han var det og det var noget der kunne skabe hende mange problemer. Hun vidste det godt, en skræmmende tanke alligevel og så var hun egentlig ikke bange for det. Hun ville hellere stole på folk og så tage fejl end at tvivle og så miste noget specielt. Ved hans ord om at hun var smuk rødmede hun helt ekstremt og gemte hovedet i hænderne. Hun var virkelig dårlig til komplimenter og især når de kom fra forholdsvis fremmede mennesker. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere på det han sagde og det tog hende lidt før hun endnu en gang kunne kigge på ham uden at tabe mælet helt. "t-t-tak. sagde hun stille og kunne ikke lade være med at rødme igen. Hun kunne ikke helt svare på hans tiltale. hun var virkelig akavet i sådanne situationer. At han ikke sagde sit efternavn bemærkede hun ikke og havde han fortalt det havde hun næppe vidst hvem han var. Hun var virkelig afskåret fra magikernes verden, vidste intet om ledelsen og vidste ikke meget om dte at være magiker. En skam et sted alligevel men der var vel ikke så meget hun kunne gøre ved det nu ud over at prøve at lære??

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at det bestemt heller ikke var hver dag man stødte på en talende panter, men det var jo heller ikke ligefrem gjorde brug af munden, hvor han tvært imod, gjorde brug af tankerne, for det var hans mulighed og måde hvorpå at han kunne kommunikere, selvom det var noget som han valgte så frygtelig sjældent, men det forekom dog alligevel i tide og utide, men det var nu bare sådan at det måtte være. De gyldne øjne vendte han roligt mod hende. #Jeg har nu heller aldrig set en talende panter,# påpegede han direkte morende, som han brummede igen, som havde det været en form for latter. Han lod hovedet søge let på sned, som han lod tungen stryge over sin store snude, hvor tænderne svagt kom til syne, også selvom han slet ikke havde nogen interesse i at skulle bruge dem, for det var slet ikke noget som han så nogen grund til i den anden ende. At hun så slet ikke ønskede at opsøge Den Lyse Cirkel, var noget som efterhånden var gået op for ham, hvor han dog heller ikke havde regnet med at hun ville.. gå direkte i forsvar og så meget i dybden, for det havde han slet ikke bedt hende om! Han slog let med halen, som han lod hovedet søge på sned. #Tager jeg ikke meget fejl, så flygter du fra en eller anden… Hvem flygter du fra..?# Hans stemme var ganske rolig, men dog spørgende, hvor han alligevel opfordrede hende til at fortælle ham det. Selvom han måske ikke kunne hjælpe hende som sådan, eller.. jo det kunne han jo faktisk godt, men det krævede jo at han skulle vise sig i sin sande skikkelse, og som det stod lige nu, så var det bestemt heller ikke det som han havde mest lyst til – endnu om ikke andet, for det var jo ikke til at sige, om det var noget som ville ændre sig med tiden. Hun virkede nu ganske troværdig.
Denne kvinde var tydeligvis en af de mere naive af slagsen, også selvom det slet ikke gjorde Salvatore det mindste, for det var jo tydeligt, at hun faktisk lyttede til hvad han fortalte hende. Hun åbnede frygtelig hurtigt og enkelt op for ham, selvom det ikke ligefrem var noget som han havde regnet med, men det behøvede ikke nødvendigvis at være negativt – ikke i nærheden af ham om ikke andet. At hun så skulle ende fuldkommen forfjamsket, var bestemt heller ikke noget som han havde regent med, også selvom det var noget som morede ham. Han betragtede hende roligt, som han roligt gik hen mod hende. Han gned hovedet op mod hendes skulder. #Jeg ser bestemt ikke nogen grund til at lyve for dig, Caleigh.. Det er et unikt navn.. Og jeg kan lide det..# endte han roligt, som han satte sig ved siden af hendes skikkelse. Hun var ham skam en yderst flot kvinde og det var noget som helt klart faldt ham direkte i smag!