Another Meeting

[Deleted]

Denjarna forstod skam godt hans tankegang, da et møde mellem dem ikke ville være meget værd, hvis han på et tidspunkt blev kaldt væk. Det havde nu heller ikke været fordi, at hun havde kedet sig i mellemtiden, for det havde hun bestemt ikke. Hun havde mødt et par interessante personer, samt en gammel flamme, så hun havde skam været beskæftiget. Derfor behøvede han heller ikke at få en dårlig smag i munden, når han havde været plaget af arbejde. Alt det betød dog ikke det store nu, da de havde fundet en tid, og så de så hinanden nu, så ingen skade var sket i den sidste ende. ”Touche,” sagde hun med et svagt smil på læben. ”Men jeg er heller ikke kommet for at brokke mig over dit skema. Det er jo heller ikke fordi, at jeg selv bare har siddet derhjemme og ventet på et brev fra dig. Jeg har skam selv haft ting at foretage mig.” Blikket lod hun roligt falde på hans lyse ansigt der måtte blive oplyst i stearinlysenes varme skær. Det var interessant at høre, at han på ganske kort tid havde valgt at prioritere hende ganske højt. Han gav nemlig udtryk for, at han satte hendes ve og vel højt på dagsordnen, samt at hun havde rørt noget i ham. Det måtte dog komme bag på hende, at han direkte måtte sige, at han personligt ville tage sig af vedkommende, hvis der var nogen der havde i sinde at gøre hende noget. Det var ikke just et sådant billede hun havde af ham, som hun mere så ham som den tilbagelænede type. Ikke som en slagsbror. Det kunne dog godt være, at han med personligt mente, at han bare ville sende sine egne mænd efter personerne. ”Det glæder mig at høre, at du værdsætter mit liv så meget, som du giver udtryk for. Jeg håber bare ikke, at det nogensinde vil komme på tale igen, at der er nogen der ser ondt på mig. Det er en oplevelse jeg ikke behøver at se gentaget,” svarede hun stilfærdigt. Hvad der ville ske for fremtiden, kunne hun ikke sige, men Derick var kommet tilbage i hendes liv igen, og på sin vis havde det med at betyde, at der var fare på færde. Det gik i hvert fald ikke stille for sig, når han var i hendes liv, men man kunne vel håbe, at det ville være anderledes denne her gang? Som tjeneren, Gordon, trådte ind i rummet, lod hun samtalen indstilles. Hun var trods alt ikke interesseret i, at alle og enhver lyttede til, hvad de nu engang måtte snakke om. Mattheus havde det vidst også ligedan, som også han forholdt sig professionel, som hans ansatte kom ind, hvor der blev skænket op i deres glas. Som tjeneren forsvandt, lod hun roligt blikket vendes mod Mattheus igen. ”Hvad der end på plage dig af andre ting, så håber jeg for dit vedkommende, at du får det under kontrol,” sagde hun roligt. Hun smilede let til ham, som han deltog i skålen, hvor hun selv måtte føre glasset op til læberne, så hun kunne smage på blodet. Udsøgt måtte det nu smage, da både engel og nymfe var klasse. Da han så gentog sit forrige spørgsmål, som han ønskede at høre mere om hendes dage, fulgte hun roligt hans eksempel og stillede glasset fra sig, inden hun foldede hænderne i skødet. ”Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.. Jeg har selvfølgelig brugt tid på at finde mig til rette i mit nye hjem, så på den led har jeg brugt tid på indretning.. Så har jeg også søgt efter mine personlige mål, hvilket jeg også vil mene, at jeg nu er kommet et skridt tættere på,” fortalte hun roligt. Hun overvejede lidt, om hun skulle nævne Derick for ham. Hun kunne dog ikke finde ud af, om det var det rette tidspunkt for det eller ej. Det var trods alt det største emne i hendes liv.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde selvfølgelig nydt stunden sammen med Denjarna, og han ønskede hellere at vente med at sende bud efter hende, til han vidste, at han kunne trække sig for en nat i sig selv, og bare nyde den sammen med hende, velvidende om at der ikke ville være noget som ville forstyrre dem, for han havde virkelig knoklet for at finde det hul i hans ellers så voldsomt tætpakket skema til at være sammen med hende, så det at der var gået så lang tid, var egentlig for hendes skyld, og selvfølgelig håbede han ikke, at det var noget som havde i sinde at forværre synet på ham! ”Jeg ville gerne have sendt bud efter dig tidligere, tro mig! Men chancen for at vi ville blive afbrudt, ville være enorm.. og det ønsker jeg ikke..” endte han sagte, som han roligt vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Hun havde en ganske særlig betydning for ham, for hun havde fået ham til at slappe af, hvilket var en fornemmelse som han godt kunne lide, og det var i den grad også hvad han var påvirket af i denne stund. Måske at han ikke var hvad man typisk ville anse som en slagbror, og selv på trods af hans store navne, så kunne han i den grad godt slå fra sig, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Vi krydser fingrene for at det ikke skal gentages, min kære,” endte han roligt, også fordi at han faktisk mente det, og han slet ikke ønskede at noget ondt skulle hænde hende!
Som Gordon forlod gemakkerne, så var det muligt igen at genoptage snakken, hvor de havde sluppet den, hvilket var noget som passede ham fint. Han skulle selvfølgelig fremvise sin autoritet overfor tjenestestaben, og det var bestemt ikke fordi at han gjorde dette i det skjulte, men fordi at han ønskede at vise, at han endnu var en mand som vidste hvad han ville have! Han nikkede stilfærdigt som han tog endnu en tår af det fabelagtige blod. Han elskede så sandelig også den blanding som de var blevet skænket med! ”Det skal nok løse sig før eller siden,” endte han roligt, for det var noget som han var ganske vis om! Som hun endelig indvilget i at fortælle ham hvad hun havde brugt den sidste måned på, så lyttede han opmærksomt. Umiddelbart lød det i sandhed også til at der var sket frygtelig meget for hende, hvilket var noget som gjorde ham utrolig nysgerrig! Tanken om at hun havde et andet hjem, var selvfølgelig en tanke som direkte nagede ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, og han ville jo ikke tvinge hende til at være her, men tanken om at der var andre mænd ih endes liv, var slet ikke en tanke som han brød sig om, men ikke en af typen som han kunne gøre det mindste ved. ”Hvilke mål er det du omtaler Denjarna? Det lyder i mine ører, som der er hændt dig meget siden vi sidst kunne sidde i hinandens selskab,” påpegede han sigende, som han nok ikke kunne skjule den nysgerrighed uanset, hvor meget han forsøgte!

[Deleted]

Det at han ville forsikre Denjarna om, at han ikke havde holdt hende hen med sin gode vilje, fik ham nu til at lyde en anelse desperat for, at hun ikke måtte tænke noget dårligt om ham. Det gjorde hun nu heller ikke, da hun respekterede, at han havde et liv som konge der altid ville komme i første række. Blidt valgte hun at ligge sin hånd over hans, så hun kunne give den et beroligende klem. De så hinanden nu, og det var der eneste der betød noget i den sidste ende. Som han havde haft sine ting at se til, havde hun haft sine egne, så på den vis passede det fint sammen. Roligt trak hun sin hånd til sig igen. ”Det er helt i orden, Mattheus. Jeg sætter også pris på, at du har valgt en nat, som du ved, at du kan dedikere til mig,” sagde hun roligt. At de kom ind på hendes liv i fangenskab, kunne hun ikke just gøre noget ved. Hun var desuden begyndt at blive vant til at have det emne på banen, som det interesserede alle at høre det, når de så hendes mange ar. De mange spørgsmål måtte også hjælpe hende med at bearbejde alt det svære, da hun så fik tænkt tingene igennem. Hun kunne desuden heller ikke selv glemme det, når hun hver dag blev påmindet om den tid i hendes liv, da arene trods alt måtte være overalt på hende. ”Det gør vi,” medgav hun stilfærdigt. Hun havde i hvert fald ikke i sinde, at der skulle ske hende noget lignende igen! Det kunne også godt være, at der var mænd omkring hende der gerne ville hjælpe hende, men i sidste ende kunne de ikke stille noget op, da sådanne ting ofte hændte, når man var alene.
Det at problemer nok skulle gå i sig selv før eller siden kunne man kun håbe på. Det lød ikke just som om, at Dvasias var det letteste land at regere, men det var trods alt også mange store personligheder man skulle have at gøre med. Hun havde dog også hørt, at Procias skulle have haft en noget svær tid, som der vidst havde været landsforræderi, afbrænding af naturen og nu angrebet på kongefamilien. Roligere stod det vidst til i Manjarno. Peula og Imandra kunne hun ikke rigtigt snakke om, da det faktisk ikke var lande hun før havde besøgt. Hun havde altid holdt sig til Dvasias og Manjarno. ”Det kan jeg ikke benægte, at der er,” medgav hun med et skævt smil, som han lagde mærke til, at hun ikke havde stået stille siden deres afsked. Hun vædede let sine læber, som han spurgte ind til, hvad hendes mål for livet måtte være. ”Der er selvfølgelig det med at blive mig selv igen, og jeg vil næsten mene, at jeg efterhånden er kommet rimelig tæt på at blive det igen.. Det andet er.. at jeg er begyndt at søge muligheden efter at blive mørkelver igen. Jeg savner brændende at være min føderace, så jeg har sat jagten ind på at finde en person, der vil kunne opfylde mit ønske,” sagde hun stilfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt heller ikke fordi Mattheus ønskede at fremstille sig selv som en desperat mand, men han ønskede jo egentlig bare at gøre det klart for hende, at han slet ikke havde været ude på at glemme hende eller noget lignende, for i det tilfælde, så havde han sikkert også gjort og taget det valg for længe siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. Hånden som hun lagde over hans, overraskede ham nu alligevel en anelse, for han huskede godt, hvordan hun havde haft det med nærhed, og han havde jo slet ikke været ude på at presse hende hvad det angik, for det vidste han godt, at han slet ikke ville få det mindste ud af, af den grund. Han nikkede endeligt. ”Så lang tid du kan se det, så passer det egentlig mig ganske fint,” endte han stilfærdigt. Han havde valgt en aften, hvoraf han havde vidst, at de kunne være selv, da det også var det som faktisk betød mest for hende. Hvad angik hendes liv i fangenskab, så var det endnu en tanke som faktisk formåede at gøre Mattheus en smule vred, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han synes bestemt ikke at hun havde fortjent hvad hun havde været igennem! Han lod hovedet søge let på sned, som den snak tilsyneladende gik mod sin ende. Han ønskede jo heller ikke at sidde der og rive op i de mange gamle sår som hun havde, for det var slet ikke noget som ville gavne nogle af dem.
Hvordan det stod til i Denjarnas liv, vidste Mattheus ikke, men han var faktisk oprigtigt interesseret i hendes velbefindende, som var det noget som pludselig havde fået en temmelig stor betydning for hende, for det havde det jo faktisk også, selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hvad angik hans position som konge i landet, så var det bestemt heller ikke det nemmeste land at regere, men han gjorde det nu så godt som han nu kunne, og så blev han selvfølgelig også bedre med tiden, hvilket han selv kunne mærke. Han var ikke nær så afhængig af hans kære kongelige rådgiver, som det han havde været tilbage i starten. Han sendte hende et let og overbærende smil, hvor hendes ord alligevel overraskede ham en smule. Han vidste at Enrico praktiserede alkymi i den forstand, så mon ikke manden kunne hjælpe hende? ”Det lyder skam som du er kommet frygtelig langt på denne korte tid, Denjarna. Det glæder mig, også at kunne se det mere naturlige smil på dine læber.. Det klæder dig,” begyndte han roligt, som han tog endnu en tår af sit blod. Han var skam glad for at kunne sidde der med hende nu, også fordi at han ikke vidste hvornår det ville ske igen, men en ting var sikkert; Han glemte hende bestemt ikke! ”Du nævnte noget om at falde til hjemme? Er der sket noget på hjemmefronten for dig, Denjarna?” spurgte han roligt. Han var jo nødt til at forsikre sig om at hun faktisk havde det godt!

[Deleted]

Denjarna ville absolut ikke have haft noget imod, at de måske havde set hinanden noget tidligere, men hvis tiden ikke var til det, så ville hun heller ikke spekulere mere over det. Der var trods alt ikke noget hun kunne gøre ved det, og hun var bare glad for, at han i det hele taget havde lyst til at se hende. Hun havde jo oprigtigt nydt hans selskab forrige gang, så hun ønskede da også at pleje deres nyfundne venskab. Desuden, så var hun også klar over, at han ikke var vant til at omgås folk på denne måde, som han havde udtalt, at han egentligt aldrig havde brugt udtrykket; ven, før. Hun ville dog gerne vise ham, hvordan den side af livet kunne være, da hun selv mente, at det var vigtigt at man havde sådanne bånd. Hun havde i hvert fald altid været en kvinde der havde haft en stor omgangskreds, og hun så helst, at det var sådan igen. Hun havde desuden brug for, at hun havde nogen omkring sig, som det var en god støtte og et godt selskab. Jo flere var også bedre, da det hændte at man mistede personer i sit liv, og på den måde, så ville hun stadig have nogen bagefter. ”Og det kan jeg,” forsikrede hun ham ærligt. Det var også afsluttende, som hun ikke nærede et behov for at diskutere det, da det også gav ham dårlig samvittighed. Det kunne godt være, at hans kongelige titel måtte irritere ham på det punkt, da det i sandhed hæmmede ham der, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun kunne dog heller ikke benægte, at der af den grund måtte komme en naturlig afstand mellem dem, da han på den vis sjældent var tilgængelig.
Denjarna greb let om sit glas, som hun igen måtte smage på det blod der både gjorde hende mæt og stærkere. Spøjst måtte det nu engang være at blive inviteret til middag som vampyr, da der i hendes øjne alligevel kun var en både som man kunne betegne for et rigtigt middagsmåltid. Hun havde engang været levende, og det måtte præge hende den dag i dag, som hun alligevel fandt det mere almindeligt, at man blev inviteret på middag når man kunne nyde rigtige fødevare, som kød, grønt og andet tilbehør. Blod var dog hendes nye form for mad. Det passede hende dog fint, at hun blev inviteret hjem til Mattheus, hvor de muligvis kunne nyde nogle forskellige former for blod. ”Det glæder også mig, at det hele alligevel må forekomme mig langt mere almindeligt nu. Det er ikke særlig sjovt, når man konstant går og spekulere over hver eneste lille ting her i verdenen.. så der er kommet langt mere ro over mig siden sidst,” sagde hun roligt. At han også måtte bemærke det mere naturlige smil på hendes læber, fik hende også til at trække let på smilet. ”Det går som smurt. Manden jeg er flyttet ind hos har renoveret værelset specielt til mig, samt jeg har fået langt flere ejendele igen, så på det punkt, kan jeg ikke klage,” fortalte hun. Det kunne godt være, at beskrivelse ikke just frydede ham, da han havde givet udtryk for, at han ønskede at huse hende, men han spurgte selv, og så valgte hun jo bare at svare ærligt på spørgsmålet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var faktisk ked af at hans kongelige titel skulle hæmme ham så meget, hvad angik Denjarna, for han ønskede jo at se mere til hende. Allerede på denne korte tid hvor de havde stiftet det såkaldte bekendtskab som hun havde kaldt for venskab, så var der jo alligevel sket en hel del, og selvfølgelig var det noget som selv glædede ham, for han måtte erkende, at det var en fornemmelse som selv han kunne lide. Han vendte blikket roligt mod hende igen og med et let smil. En god omgangskreds kom man vidst langt med, også selvom det selvfølgelig var et fænomen som han nok måtte gå lidt mere i dybden med, og selvfølgelig så var det noget som han agtet at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han nikkede roligt til hende, også for at lukke den af. Det glædede ham naturligvis at hun havde taget imod hans invitation, nu hvor det var gået op for ham, at hun også havde haft meget at se til – åbenbart, og et sted så kunne han ikke lade være med at lade sig påvirke af det i den forstand, at det faktisk.. irriterede ham.
Hvordan man inviterede hjem på middag i hendes forstand, vidste Mattheus ikke, for det direkte menneskelige var ikke just det som han gik mest op i, for.. det var jo ikke hvad hans omgangskreds var af som sådan, hvor langt de fleste faktisk drak blod, og det var det som han selv var opfostret med. Han sendte hende et let smil. At der var sket meget, kunne han godt forestille sig, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det kan fornemmes.. Det er kun positivt, når jeg siger, at jeg kan mærke på dig, at du er langt mere rolig, i forhold til hvad du har været sidst.. Jeg kan sågar stryge din hånd, uden at du behøver at krympe helt sammen.. Det er rart,” erkendte han roligt, som smilet bredte sig på hans læber, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, også selvom han måtte bide det direkte ubehag i sig, hvad angik hvad hun kunne skænke ham af svar, for den havde han vel også bedt om? Også selvom han ikke ligefrem havde regnet med at de ville slå ham på den måde, som de nu gjorde det. Han lagde roligt hånden mod hendes på bordet, også selvom det kun var ganske roligt, som han strøg hendes håndryg ganske blidt. Han var jo trods alt slet ikke ude på at gøre hende noget ondt. ”… Det er jeg glad for, Denjarna. Jeg værdsætter at han behandler dig som du burde blive behandlet.. Som havde du været en prinsesse..” endte han roligt, som han satte sig tilbage på sin egen plads og derved trak hånden til sig. Han ønskede hende jo her på slottet, og han vidste at han havde myndigheden til tvang.. men han ønskede det ikke, ikke når han vidste hvad hun havde været igennem. ”Hvem er denne mand du er bosat sammen med..?” spurgte han roligt. Dog af naturlig nysgerrighed.

[Deleted]

Som nætterne var skredet frem var Denjarna langsomt kommet tættere på sit gamle jeg, og det var noget der direkte måtte fryde hende. Hun anså nemlig ikke sig selv for at være et barbarisk monster der levede i ensomhed, da hun faktisk aldrig havde dræbt vildt omkring sig, da hun derimod altid havde haft respekt for livet. Samtidig med det havde hun heller aldrig været en enspænder, som hun derimod altid havde haft utroligt mange personer omkring sig. Derfor havde det været lidt af en omvæltning for hende, at alt havde ændret sig for hendes vedkommende, dengang hun var kommet tilbage. Som tiden var gået, havde hun nemlig stødt på nogle forskellige personer, der havde bragt ro til hendes indre. At det også kunne mærkes på hende, måtte fryde hende, hvor smilet også var at se på hendes læber. ”Jeg er skam blevet mere rolig,” medgav hun roligt. Som han snakkede om, at han sagtens kunne stryge hendes hånd uden problemer, måtte en anden mand dog dukke op i hendes tanker. Hun bed sig selv i læben, som hun måtte mærke, hvordan hans fingre gled blidt over hendes håndryg. Berøringen vækkede ikke længere en frygt i hende, som hun ikke ventede skræmt på at han ville fjerne den. Men hvor hun før havde været bange, var der nu en anden grund til, at denne berøring muligvis ikke var velset. ”Men siden du snakker om at røre mig, så er der noget jeg er nødt til at fortælle dig,” sagde hun stille, uden hun så væk fra ham. Det hun skulle til at sige ville sikkert ikke fryde ham, men det var der desværre ikke noget hun kunne gøre ved. Derick var kommet tilbage, og det havde ikke just været noget hun havde planlagt. Hun havde godt nok altid gået med tanken om, at han nok skulle puffe op før eller siden – for det gjorde han jo altid – men alligevel var det også selv kommet bag på hende. ”Det kan man vel godt sige, at han gør.. Men hans navn er Vladimir,” fortalte hun roligt. Man kunne vidst godt sige, at hun blev behandlet, som var hun en prinsesse eller en gudinde endda. Vladimir passede i hvert fald afsindigt godt på hende, som han var mild og venlig omkring hende, hvor han også havde bygget dette skønne værelse til hende, hvor han også gav hende alle mulige ting. Det kunne godt være, at Mattheus ved hjælp af myndighederne kunne få hende fjernet fra Vladimirs hjem og placere hende på slottet igen, men det faldt hende bestemt ikke ind, at han kunne finde på at gøre brug af et sådant træk. Indtil nu havde han i hvert fald kun respekteret hende, hvor det at flytte hende ville være et dybt egoistisk træk. Som de snakkede om hendes liv, måtte hun igen tænke på et af de emner, som hun egentligt havde ønsket at diskutere med ham. Hun vidste ikke, om han kunne eller ville hjælpe hende, men hun håbede gevaldigt på det. ”Mattheus? Der er også noget jeg har ønsket at spørge dig om.. Som jeg sagde, så går jeg med et ønske om at blive mørkelver igen. Jeg har fået fortalt, at din rådgiver har evnerne til at udføre en sådan procedure. Jeg håber ikke at det er for meget at forlange af dig, men hvis du kunne snakke med ham om mit ønske, så ville det betyde alverden for mig,” spurgte hun, hvor hun ikke kunne lade være med at holde et lidt håbefuldt glimt ud af øjnene.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte erkende, at han virkelig glædede sig ved Denjarnas selskab, hvilket han nok heller ikke havde lagt det mindste skjul på. Hun havde allerede lært ham så mange ting, som man ikke nødvendigvis lærte sig, som kongelig, da der var så mange andre ting, men han nød oprigtigt det selskab som hun kunne skænke ham, og han ønskede slet ikke at det skulle gå mod sin ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han sendte hende et stille og roligt smil. Han selv var fuldkommen rolig, og det var virkelig rart at han kunne nyde hendes selskab på den måde som han kunne, for ikke at glemme, at hun slet ikke reagerede så.. negativt på hans lette berøringer som hun havde gjort sidst, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint! ”Og det kan mærkes,” pointerede han roligt, som han let nikkede til hende. At der var noget med henblik på berøringerne som hun var nødt til at fortælle ham, var noget som gjorde ham.. urolig til sinde? Selvom han selvfølgelig ikke lod det komme frem af den grund. Han rynkede let på næsen, som han lod hovedet søge let på sned. ”Og hvad skulle det være, min kære Denjarna?” spurgte han sagte, som han roligt betragtede sig af hende. Et sted så var han vel bange for at det var en anden mand? Han brød sig jo i forvejen ikke om den mand som faktisk husede hende, udelukkende fordi at han jo faktisk husede hende! At denne Vladimir så også skulle behandle hende så godt, var selvfølgelig en tanke som direkte irriterede ham, for han kunne jo ikke gøre noget ved det af den grund. Han nikkede sigende. Selve navnet var ikke noget som sagde ham noget, men måske han skulle høre ad med Alexander? Bare for at være på den sikre side.
Denjarnas anmodning og hendes ord, var bestemt ikke noget som han havde regnet med, hvor han let lod hovedet søge mod den anden side. Han vidste at Enrico praktiserede den form for alkymi, men at det også var noget krævende, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund, for han vidste at manden var dygtig, men når det var, så var det ikke stunder som man skulle forstyrre ham i, af den grund, det var der ingen tvivl om! Tungen strøg han ganske let mod sine læber. Han trak derefter let tænkende på skuldrene. ”Det gør han sikkert. Jeg har forhørt mig om at han forsøger at gøre min fader kunsterne efter, selvom vejen er lang at gå. Hvis det er, så kan jeg forhøre med ham, hvorvidt om det er noget som han kan hjælpe dig med? Hvis det er selvfølgelig.. Jeg ønsker bare at se dig glad, Denjarna.. Det er lige så noget som betyder noget for mig,” endte han roligt, som han sendte hende et let smil. Han mente det faktisk, når han sagde, at han ønskede hende det bedste, og at det faktisk var noget af det som han satte temmelig højt på hans egen prioritetsliste!

[Deleted]

Denjarna nød skam, at han endelig havde fået tid til at se hende. Forrige gang havde trods alt været en succes, så burde det ikke være dem muligt at gøre kunsten efter endnu engang? Hun håbede i hvert fald på det bedste. Hun ønskede dog ikke at spekulere over, hvordan hun ønskede at det hele skulle være, da hun i stedet gerne ville nyde det hun kunne se lige nu, hvor hun også bare ville lade tingene ske, som de nu engang måtte komme. At han kunne se, at hun var under bedring var noget der måtte glæde hende. Det viste hende nemlig, at det ikke bare var hendes pure opsind, men at der virkelig var forandringer i gang. Hun havde også kæmpet for at det skulle ske, så det var vel også kun retfærdigt, at hun nu blev belønnet. Hun ønskede i hvert fald ikke at gå rundt og have det skidt længere, og det tvivlede hun også på, at hendes omgivelser ønskede. Hun var trods alt ikke den mest omgængelige person i verdenen, når hun befandt sig nede i kulkælderen. At hun så skulle til at fortælle ham Derick, var ikke noget der just frydede hende, men sådan måtte det bare være i den anden ende. Hun rømmede sig let. ”Sidste gang vi sås, så nævnte jeg Derick for dig.. min forhenværende mand. Jeg fortalte dig, at han en nat forsvandt.. Det jeg vil fortælle dig er, at han er kommet tilbage igen. Jeg mødte ham for nogle ganske få nætter siden,” fortalte hun roligt, uden hun slap blikket på ham. Nysgerrig måtte hun et sted være for at se hans reaktion, da hun trods alt var klar over, at han havde næret et ønske om at komme hende kropsligt tættere. Et tilbud hun havde afslået, da hun ikke havde følt sig parat til en ny mand i sit liv. At Derick var kommet tilbage ville derfor kun forværre hans chance, da hun ikke kunne nægte sit hjerte, at hun virkelig elskede den mand. Om det kunne blive dem igen, var dog endnu ikke til at sige, da hun havde behov for at se, at han virkelig kunne vende tilbage til hende, inden hun kunne åbne op for ham på den måde igen. At Mattheus valgte at tie, da hun fortalte, hvem hendes bofælle var, sagde hun intet til. Selv fandt hun det nemlig en smule akavet, at hun skulle tage den snak med ham, når hun vidste, at han havde ønsket hende boende her på slottet. Det var desuden endnu en af de ting der måtte ligge endnu mere fjernt nu hvor Derick var kommet tilbage.
Spændt var Denjarna, som hun måtte bede ham om at gå til sin rådgiver, fordi hun ønskede sit største ønske opfyldt. Nemlig at blive mørkelver igen. Hun håbede ikke, at det var for anmassende af hende, men hun var nødt til at gøre et forsøg. Hun følte desuden, at hun godt kunne tale med Mattheus om det, da han indtil videre kun havde været let at tale med, samt han på intet tidspunkt havde ønsket hende noget ondt. Da han så også indvilligede i at tale med sin rådgiver, var smilet på hendes læber ikke til at tage fejl af. Hun vidste godt, at han ikke selv ville være den der udførte proceduren, men han kunne sagtens lægge et godt ord ind for hende, og kongens ønsker måtte vel have en betydning? ”Jeg ved godt, at det ikke er en procedure der er ligetil. Jeg er også villig til at høre, om han skulle have nogle krav for at gøre det.. det skal dog også være rimeligt for mit vedkommende. Men det glæder mig, at du vil snakke med ham for min skyld,” sagde hun taknemmelig, hvor hun også kortvarigt måtte læne sig en anelse frem, så hun kunne gribe fat om hans hånd, som hun trykkede blidt, inden hun igen måtte trække sig tilbage.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede selvfølgelig Mattheus at Denjarna kunne nyde og slappe af i hans selskab, for det beviste vel bare, at hun selv nød af det, mindst lige så meget som det han selv gjorde, så det var noget som faktisk passede ham helt perfekt i den anden ende! Han sendte hende et let smil, også selvom han selvfølgelig var bange for hvad hun havde at fortælle ham. At det så var hendes kære afdøde eksmand som var dukket op, var noget som omgående måtte få hans smil til at stivne, som han allerede nu kunne sige sig, at hans chancer tydeligt måtte være forringet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte blikket væk fra hende, hvor det bestemt ikke var ord som måtte falde i god jord ved ham, hvor det tvært imod faktisk føles som en direkte lussing i hans ansigt. ”Din afdøde og forhenværende mand er endnu en gang en del af dit liv? Er det hvad du forsøger at fortælle mig?” spurgte han, også for at være helt sikker på at han havde fået det helt rigtigt med. I og med at det var hendes mand og de havde været gift, kunne han næsten gætte sig frem til at det var en mand som hun havde elsket og… sikkert gjorde endnu, hvilket ikke var noget som han kunne have med at gøre lige nu. Det var bestemt ikke en nyhed som han havde regnet med at få kastet direkte i hovedet på denne her måde!
Som Denjarna greb ud efter hans hånd og faktisk udviste en form for taknemmelighed, endte han selv med at trække hånden direkte til sig. Hun ville sikkert blive sammen med sin kære mand, og så ønskede hun at han skulle hjælpe hende med at blive mørkelver igen? Havde hun slugt søm? Et sted kunne han slet ikke undgå at føle sig.. udnyttet et sted, og det var på ingen måder en behagelig fornemmelse i den anden ende. ”Det er måske ikke en procedure som er ligetil, Denjarna, men det er mit hjerte bestemt heller ikke..” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Regnede hun virkelig med at han ville hjælpe hende, når hun ville kaste sådan en nyhed direkte op i hovedet på ham? ”Du elsker ham, gør du ikke? Du er her for at fortælle mig, at han er den mand du nu skal være sammen med, har jeg ikke ret?” tilføjede han ganske sigende, et sted med en tydelig skuffelse i stemmen. Ja, han havde accepteret, at hun ikke ønskede ham tæt på, også selvom han ikke just havde lagt skjul på hans egne inderste ønsker, for de havde været der, og selvfølgelig kunne han ikke skjule sine mange fantasier, men.. hun var anderledes, og det var det som han faktisk utrolig godt kunne lide, for hun var.. unik, og så vide at der var en mand mere i billedet, som han skulle slås med, var noget som direkte gjorde ham voldsomt irriteret! Han vendte blikket væk fra hende igen, som han vendte det i retningen af vinduet i stedet for. ”Jeg synes du skal gå nu..” endte han sigende. Hvis hun regnede med hans hjælp nu, så tog hun i den grad fejl!

[Deleted]

Denjarna følte skam, at det ikke ville være let at fortælle ham, at Derick var kommet tilbage i hendes liv, men om end ikke, så følte hun sig nødsaget til at gøre det. Han havde trods alt kun været god ved hende, så hun ønskede ikke at føre ham bag lyset ved ikke at fortælle ham sandheden. Det tænkte hun også, at han ville sætte pris på i den sidste ende. Hun var nemlig klar over, at han havde gjort sig nogle tilnærmelser, hvad hende angik, men indtil nu havde hun også forklaret ham, hvor i sit liv hun måtte befinde sig. Da hun så begyndte at tale, kunne hun godt fornemme på det hele, at det bestemt ikke faldt i god jord hos ham. Hun måtte også bide sig selv i læben, som han drejede blikket væk fra hende. Selv så hun endnu fast på ham, da hun ikke havde sagt ordene for at gøre ham ondt, men for at være ærlig overfor ham. Hun havde mødt Derick igen, og det var ikke noget hun kunne ændre på. ”Derick vil altid være en del af mit liv på den ene eller anden made.. Jeg fortæller dig det, Mattheus, fordi jeg ønsker at være ærlig overfor dig. Jeg vil ikke gå rundt og skjule, at han har gjort sin opdukken igen,” sagde hun ærligt. At han så direkte måtte ende med at reagere afvisende overfor hende, var egentligt noget der kom bag på hende. Han reagerede stærkere end ventet, hvilket ikke just glædede hende, da det aldrig havde været hendes mening at såre ham. Hånden trak hun dog til sig, da det næsten måtte se ud som om, at han nu anså hendes berøring for at være gift. Igen valgte hun derfor at placere sine hænder i skødet, mens hun betragtede ham med et tvivlsomt blik. Det havde ikke været hendes mening at gøre ham ondt, men det havde heller ikke været hendes ønske at holde ham for nar, så splittet måtte hun nu engang sidde på sin stol, hvor hun ikke vidste, hvad der nu skulle ske. ”Mattheus…” begyndte hun stille, inden hun blev afbrudt af hans sigende bemærkning. Et suk måtte forlade hendes læber, hvor hun for et sekund så mod vinduet, inden hun rettede sit blik mod ham igen. ”Ja, jeg elsker ham. Du må forstå, at alle de gange jeg og Derick har splittet op men hinanden, så har det ikke været af vores egen fire vilje. Jeg ved endnu ikke, om det bliver mig og ham igen, men jeg kan på ingen måde udelukke muligheden for at det vil ske,” svarede hun oprigtigt. De var ikke just et par endnu, men det var også fordi at han havde fortalt hende, at de ikke kunne være sammen nu, fordi han havde sin hemmelige mission. Samtidig skulle han også bevise for hende, at han rent faktisk kunne finde tilbage til hende og blive, når de gik hvert til sit. At han så direkte måtte sende hende væk, var noget der et sted måtte såre hende, for det havde bestemt ikke været hendes mening med al dette! ”Mattheus, se på mig,” bad hun, uden hun gjorde mine til at rejse fra stolen. ”Ønsker du virkelig, at vi skal slutte på denne måde? Jeg er ked af det, hvis jeg har såret dig, for det har aldrig været min mening! Jeg kan bare ikke ændre på den kendsgerning, at Derick er kommet tilbage igen. Jeg har oprigtigt nydt vores stunder sammen, og jeg ser helst, at de kan fortsætte alligevel.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene tanken om at Derick måtte være tilbage i Denjarnas liv, var noget som i den grad formåede at knuse de mange forhåbninger som Mattheus gik rundt med, selvom det bestemt heller ikke var noget som han ønskede at vise hende. Det var på ingen måder den tanke som han ønskede at gøre tydeligt, om det var noget som han ellers kunne blive fri for det, for han ønskede slet ikke at blotlægge sig sådan, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han havde virkelig nydt at tilbringe tiden sammen med hende, men han havde forstået på hendes forhenværende forhold med Derick, at det var noget som hun virkelig havde elsket og sat pris på, og alene af den grund, så regnede han bestemt heller ikke med at det var noget som ville forøge hans chancer, selvom han virkelig havde forsøgt at holde igen og respektere hendes grænser. ”Det er alt sammen meget fint,” mumlede han let for sig selv, som han igen vendte blikket direkte mod hende. Han var på ingen måder tilfreds, og det var bestemt ikke nu at hun skulle komme og bede ham om tjenester! For det var slet ikke noget som han brød sig om i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Et sted så var det faktisk noget som gjorde ondt, selv på ham, selvom han virkelig forsøgte ikke at vise det for hende, for det var bestemt ikke en tilfredsstillelse, som hun ønskede at give ham!
At høre Denjarna sige, at hun elskede Derick, efterlod ham direkte med følelsen af at være direkte udnyttet, og specielt med tanken om at hun direkte regnede med at han ville hjælpe hende med hendes problem hvad hendes race angik? Hvad havde hun virkelig regnet med? Det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund! ”Hvis du elsker ham, og han elsker dig, hvorfor skulle det så ikke ende der endnu en gang? Jeg sætter pris på din ærlighed, Denjarna, men… Nej, bare glem det… Bare glem det hele..!” Ja, et sted så var det virkelig irriterende at endnu en skulle komme ind og ødelægge det hele, for det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. At hun så bare blev siddende, var noget som et sted pissede ham af, for han bad hende om at gå, så mente han for pokker, at hun skulle gå! Han selv endte med at skubbe stolen hastigt bagud, kun for selv at rejse sig. Han nægtede at se på hende. Han kunne ikke holde til at kigge på hende lige nu! ”Når jeg siger du skal gå, så mener jeg at du skal gå, Denjarna!” Denne gang vendte han sig direkte mod hende. Det gjorde ondt at se på hende, også fordi at.. ja, det var måske hurtigt sagt, men han kunne lide hende.. han kunne lide det faktum, at hun var unik og anderledes, og han kunne ikke engang få lov til at gøre noget ved det af den grund nu! ”Jeg.. jeg kan ikke se på dig nu, Denjarna.. Tag hjem,” endte han med en direkte fast tone, som han vendte sig mod balkonen som lå til hans gemakker. Han gik hen mod den, hvor han mere eller mindre flåede dørene op og selv søgte ud. Pludselig var det ham som kunne bruge den friske luft!

[Deleted]

Det kunne godt være at Mattheus prøvede at skjule sine følelser for Denjarna, men hun kunne alligevel godt fornemme på ham, at han anså Dericks tilstedeværelse for at være et personligt nederlag. Det overraskede hende egentligt, at han måtte tage det så tungt, som han nu engang gjorde, da han alligevel havde formået at holde sig på afstand indtil nu. Hun havde godt luret, at han ikke ville have haft noget imod, at der skete noget yderligere mellem dem, man at det stak så dybt havde hun alligevel ikke regnet med. Det gjorde dog ondt på hende, da hun oprigtigt havde nydt hans person, hvor hun bestemt ikke havde ønsket, at det i sidste ende skulle ende med at tage en komplet negativ drejning mellem dem. Hun bed sig selv i læben, som han valgte at stirre på hende igen, hvor hun ikke just kunne sige, at det var noget behageligt blik. Han lagde nemlig afstand til hende nu, hvor han ellers havde været en mild og utroligt forstående mand overfor hende. Hans ord omkring hans egen sikkerhed på, at hende og Derick ville ende op med hinandens igen, samt hans stammende ord om, at han ville fortælle hende noget, men så alligevel ikke, var ikke just noget der gjorde hende glad at høre. Det var tydeligt for hende, at hun havde ramt ham, og det havde ikke været hende mening på noget givent tidspunkt. ”Jeg kan ikke fornægte, at sandsynligheden for at Derick og jeg ender op sammen er der.. Og vil du ikke nok lade være med at afvise mig på den måde? Sig i stedet, hvad du gerne vil ud med,” sagde hun bedende. Det var meget muligt, at hun bare ville få en sviner i hovedet, men hans tone omkring, at hun bare skulle glemme noget, gjorde hende interesseret i at høre, hvad han havde at sige. Undskyldende måtte hendes blik helt blive, da han næsten måtte gå over i et stadie af vrede, som han rejste sig fra sin plads i en hurtig bevægelse, mens han udtrykte sit misbehag over, at hun ikke bare adlød ham og forsvandt. Hun havde personligt ikke lyst til at gå fra ham, når han var i dette stadie. På den anden side forekom han næsten helt vred på hende, og det var heller ikke en side hun kunne lide at se. Et sted måtte hun vel frygte, hvad han kunne finde på at gøre ved hende. ”Jamen jeg ønsker ikke at gå, når det hele er sådan her! Jeg undskylder, hvis Dericks tilbagevenden har ødelagt noget, for det har aldrig været min mening at såre dig! Jeg har nydt vores tid sammen, og jeg har ment det, når jeg har sagt, at jeg ønsker at være din ven,” sagde hun fast, imens hun langsomt selv måtte komme op på benene. Hans ord måtte helt forekomme som et slag, da han fortalte hende, at han ikke længere kunne klare synet af hende. Det gjorde ondt på hende at høre, hvor hun også helt måtte føle sig splittet. Hun elskede Derick, som han altid havde haft hendes hjerte. Det gjorde bare ondt, at alle hendes nystiftede venskaber måtte ryge i vasken af den grund, da hun ikke havde været der for at lege med dem. Selv mente hun heller ikke, at hun havde givet dem en garanti for, at hun rent faktisk ville finde sammen med dem, som hun faktisk kun havde sagt, at hun kun havde ønsket at være deres ven, og at hun slet ikke kunne tænkte i andre baner lige i øjeblikket. ”..Som du vil..” sagde hun endelig i en stille tone, som hans afvisning alligevel gjorde ondt. Hun kunne kun se til, som han flåede døren op, så han kunne gå ud på balkonen og derfor være væk fra hende. Langsomt samlede hun sin kappe op fra stoleryggen, som hun iførte sig, uden at det sølvgrå blik forlod det punkt, hvor Mattheus var forsvundet ud. ”Hvis du ændre mening, så ved du, hvordan du kan få fat på mig.” Selv ønskede hun ikke at det skulle slutte på denne måde, men hans afvisning kunne hun ikke just stille noget op med. Hun blev også stående på sin plads i et par lange sekunder, inden hun langsomt måtte tvinge sig selv til at vende sig væk, som hun forlod rummet og derefter slottet…

// Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Nyheden om hendes eksmand faktisk var tilbage, var noget som i den grad formåede at ødelægge mere eller mindre det hele for Mattheus. Han var ganske vidst ikke særlig god til at lægge skjul på sit storslåede misbehag, men det var bestemt heller ikke hvad han havde regnet med at skulle høre omkring hende. Det beviste vel bare, at han havde ventet for længe? Også selvom han ikke ligefrem kunne gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at et var i den anden ende. Ikke bare at han havde manden som hun boede sammen med at konkurrere med, men han kunne jo allerede sige sig, at han ikke kunne slå en mand, som hun måtte elske med det kolde og døde hjerte, og så vovede hun endda at bede ham om sådan en tjeneste? Hvad regnede hun ham ikke lige for? Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket væk fra hende. Det var virkelig som han ikke kunne klare at se på hende lige nu! ”Hvis det i sandhed er en mand du elsker, Denjarna, hvorfor skulle I så ikke ende der igen?” endte han direkte spidst. Ja, han følte sig direkte udkonkurreret, og det var bestemt ikke en tanke som han var meget for i udgangspunktet, for han kunne slet ikke have med den at gøre i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han knyttede næverne fast, som han valgte at rejse sig. Uanset hvor ondt det måtte gøre for hende, var faktisk slet ikke noget som han ville tage sig af lige nu, for hun havde i den grad bedt om det! ”Virkelig? En ven? Jeg har forsøgt at respektere og acceptere de grænser som du satte for mig, Denjarna! Jeg kan ikke se på dig! GÅ!” endte han med en fast tone, som han vendte ryggen til hende, kun for at søge ud på balkonen. Han kunne jo allerede gætte sig til, at det faktum at han kunne berøre hende på den måde nu, uden at hun skulle krybe helt sammen, var på grund af denne Derick?
At Denjarna indvilget i at forlade ham, var noget som passede Mattheus helt fint i denne givende situation, for det efterlod ham virkelig med en knude i maven. Det var bestemt heller ikke fordi at hun skulle regne med at han skiftede mening, for det gjorde han bestemt ikke! Han ville ikke se hende igen! Han fiskede en cigaret op af pakken som han havde i lommen, hvor han fik den antændt ved hjælp af simpel magi, kun for at blive stående, som hun forlod hans gemakker. Snak om spild af tid! Han havde knoklet for at finde tid til hende, og dette var takken for det.. Det var en tanke som gjorde ham direkte rasende! Han følte sig virkelig, virkelig udnyttet, og det var bestemt ikke noget som han gad! ”Regn ikke med det..” mumlede han let, idet han blev stående og bare lod hende gå. Han havde bestemt ikke nogen intentioner om at skulle fortryde og haste efter hende efter den behandling!

//Out