Another Meeting

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Fuldmånen stod højt oppe på den store himmel, hvor den næsten formåede at lyse op, som havde det været den store sol over det mørke tæppe, skønt det ikke var helt tilfældet. Det var stjerneklart, man kunne høre varulvene i det fjerne, selv på trods af, at de ikke var særlig mange tilbage, hvilket næsten var noget som Mattheus anså som en skam. Brevvekslingen med Denjarna havde forløbet så godt som han nu kunne drømme om det, og selvfølgelig var han glad for at hun havde indvilget i at møde ham endnu en gang, på det aftalte tidspunkt, hvor han fint kunne klemme hende ind, uden at det ville gå ud over hans arbejde. Han måtte jo erkende, at han ikke havde fået hende ud af hovedet, siden han havde set hende sidst, så et sted havde hun vel sat et ganske særligt præg på ham? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, også selvom han selvfølgelig var ked af, at hun ikke havde indvilget i at blive værende bare lidt?
Kareten havde afhentet Denjarna ved hendes nuværende hjem og bragt hende trygt og sikkert op til de store porte som næsten var et stort kendetegn på Castle og Darkness. I det store og hele, så ønskede Mattheus selvfølgelig muligheden for at vise sig fra den bedste side for hende, og vise hende, at han var en mand hvis selskab man faktisk var i stand til at nyde på andet vis end at betragte ham som en kongelig, for han havde i sandhed nydt det faktum, at han kunne nyde et selskab, more sig, grine og have det sjovt, uden at han skulle tænke på den titel som han var født med, velvidende om at det var noget som ville følge ham resten af livet. Han havde vel også sine ting som han ønskede at nævne for hende? Velvidende om at hans familie var lidt større end det som først antaget? Selv stod han nede ved portene, for at tage vel imod hende, skønt det egentlig kun var fordi at han virkelig glædede sig til at se hende igen! Stående i en blodrød skjorte og et par mørke bukser, så havde han selv fået det halvlange hår en smule sat, hvor han stod der smuk, autoritær og med hænderne stødt hvilende mod hans ryg, så han stod rank og afventende for hende, skønt han nu alligevel glædede sig til at tage hendes hånd, skænke den et kys og føre hende ind i salen, som han specielt havde gjort klar til aftenens anledning. Der var ikke noget bedre end at vise sig fra den side, hvor han vidste, at han var i stand til at sige, at han havde fået sig en kær veninde, også fordi at det var gået så.. godt sidst, og han ønskede at udnytte denne nat efter bedste mål og mening! Som kareten viste sig for ham, og holdt inde helt oppe ved den lille trappe som førte op til selve portene, så kunen han ikke lade være med at stå igen med et stille smil. Han glædede sig i sandhed til at se hende igen!

[Deleted]

Tryg og sikker sad Denjarna i kareten, som Mattheus havde sendt hjem til hende, for at samle hende op. Det var ikke særligt længe siden, at hun havde modtaget et brev fra selve kongen, hvor han havde efterspurgt hendes selskab. Hurtig var brevvekslingen derefter foregået, som hun havde takket ja til hans invitation. Et fremtidigt møde mellem dem havde også været planlagt, så det kom ikke som et chok for hende, at hun en nat havde modtaget et brev med det kongelige segl. Det var vidst en måned siden, at hun sidst havde set kongen, men hun kunne tydeligt huske, at det havde været et møde til hendes fornøjelse. Han havde nemlig vist hende, at han ikke bare var en storsnudet højere herre, men faktisk en mand vis selskab man kunne nyde. De havde i hvert fald haft nogle dybere samtaler kørende, efter at de havde afmærket deres grænser for hinanden. De havde blandt andet talt om hans bekymringer for landet, som han havde givet udtryk for, at det var en svær position han var blevet placeret i. Samtidig med det, havde han også fortalt hende, hvilke mål han havde for sig selv, hvor de ikke kun var royale. De havde også leet sammen, som de rent faktisk havde sænket deres skjold, så de kunne more sig, hvilket hun uden tvivl havde gjort. De sølvgrå øjne gled tænksomt ud af karetens vindue, som hun betragtede omgivelserne. Hun kunne se på det hele, at de var nået ind i Rimshia, så der ville ikke gå lang tid, før hun ville træde ud på slottets og kongens grund. Turen dertil havde været lang – lidt for lang for hendes vedkommende, eftersom hun derfor havde haft tid til at spekulere over sit liv. Der var sket en del siden hun sidst havde besøgt Castle of Darkness, og det var både på godt og på ondt. Det gik forrygende på hendes bopæl, som hun havde mere, end hun kunne ønske sig på den front. Hun havde også mødt en prociansk magiker, der havde vist sig at være yderst hjælpsom, som han havde hjulpet hende videre på sin søgen. En hjælp hun også havde i sinde at drøfte med kongen, hvor hun kun kunne håbe på det bedste på den front. Det der senest var sket hende, måtte dog optage mest plads i hendes sind. Derick var tilbage, og det måtte stille hende med en kolossal tvivl. Hun ønskede dog ikke at spekulere over ham, da det gjorde hende forvirret, og hun ønskede ikke at ødelægge sit møde med Mattheus. Han havde trods alt kun ønsket hende det bedste, så hun burde give det samme igen, så triste miner ville hun gerne holde for sig selv. Tvivlen blinkede hun også ud af sit blik, som kareten kørte ind på slottets grund. Spændt var hun nu, som hun glædede sig til at se kongen igen, samt se, hvad han havde udtænkt for dem. Hun mærkede det lette ryk i kroppen, som kareten gjorde holdt, da den stod parallelt med slottets porte. Længe gik der heller ikke før hun hørte, hvordan kusken kom ned fra sin plads, hvor døren til kareten blev åbnet. ”Castle of Darkness, frøken,” præsenterede kusken høfligt. Hendes slanke fingre lukkede sig let om karetens side, som hun måtte rejse sig og træde ud, hvor hun videre lod sig støtte af den hånd, som kusken tilbød hende. Elegant kom hun ud, hvor hun gjorde et høfligt nik til kusken, inden hendes blik måtte vende sig mod hendes vært. Mattheus. Smilet gled over hendes bløde læber, som hun trådte frem mod ham, hvor hun nejede pænt foran hans skikkelse. Smuk var hun, som hendes lange ravnsorte hår bølgede ned ad hendes ryg. Kroppen bar en mørk kappe, hvor man indenunder kunne se en midnatblå kjole. Stoffet var af chiffon, hvor den havde en pæn udskæring, mens selve stoffet måtte hænge løst, hvor det eneste der gav den en form, var det tynde sorte bælte hun havde om livet. Hun måtte også være en anelse højere, som hun bar høje hæle. ”En fornøjelse at se Dem igen, Deres Majestæt,” hilste hun høfligt. Det sølvgrå blik hvilede roligt på hans skikkelse, hvor hendes blik måtte forekomme mere intenst og dragende, som hendes øjenvipper var blevet kulsorte og lange, som de var blevet dyppet i noget olielignende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lige hvad Mattheus havde at forvente ved dette møde, vidste han ikke, og et sted, så var det vel også det som gjorde dette en anelse mere.. spændende, end hvad han normalt ville give udtryk for? Det var ikke nogen hemmelighed, at selv på trods af hans ægteskab med en anden mand, faktisk så kvinder, men siden han havde set Denjarna i det mere private, hvor han havde valgt at åbne sig en anelse mere for hende, så havde han ikke set så meget som en eneste, skønt hun havde været den eneste som havde præget hans tanker. Hun havde ganske vidst ikke skænket ham helt præcist hvad han havde ønsket sig eller tænkt sig, men han lod nu alligevel mulighederne ligge åbne, og nu hvor han havde mulighederne for at nyde en god stund og en smuk fuldmåneaften med en kær veninde, så var det i den grad også hvad der var det vigtigste selv for hans vedkommende. Denjarna have allerede lært ham en hel del af det mere borgerlige privilegium ved at have noget som kunne gå under definitionen af ’venner’, og selvfølgelig, var det også noget som han ønskede at opleve, når han endelig havde muligheden for det, det var helt sikkert!
Som kareten dukkede op i slotsgården, bredte hans smil sig tydeligt, hvor de sylespidse tænder smukt viste sig i hans mundviger. De kongelige klæder havde han i aftenens anledning, valgt at lade ligge, for han ønskede at vise sig fra den mere borgerlige side, da han ikke fik noget ud af at rende rundt som kongelig. Desuden ønskede han det samme som var sket sidst; At de kunne hygge sig, grine og bare have det sjovt, uden at skulle tænke på fordomme, forventninger og krav, for han krævede ikke noget af hende, som hun heller ikke behøvede at kræve noget af ham, og selv i hans øjne, var tanken i sig selv, en kærkommen velsignelse og befrielse uden lige! Synet af hende, fik hans blik til at søge omgående til hendes smukke blik. Han havde jo næsten glemt hvor smuk en kvinde hun var! Og at se hende stråle på den måde, indikerede vel også kun at det gik godt på hjemmefronten? En tanke som.. nagede ham en smule? Så var det ikke noget som han ønskede at give udtryk for, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, for han ønskede slet ikke at ødelægge det, før det skulle gå i gang! Faktisk ønskede han slet ikke at ødelægge det! Han bukkede med hovedet i hendes retning. ”Det glæder mig, De tog imod min invitation, Denjarna Dynithril.. Den glæde er skam helt på min side..” Han betragtede hende roligt, som han tog omkring hendes hånd, hvis håndryg som han skænkede et kys. Han sendte hende et næsten.. varmt smil. Han havde faktisk savnet hende og hendes selskab, for det havde virkelig været det hele værd, i hans øjne! Han rettede sig endnu en gang op. Disse høfligheder var ganske vidst i nærheden af tjenestestaben, hvor det var en maske som han snildt kunne lægge fra sig, når muligheden for det, endelig skulle være der. ”Jeg har ventet Dem.. Tillad mig at eskortere Dem med indenfor,” tilbød han roligt, som han igen rettede sig op og rakte armen ud mod hende. Ret skulle skam også være ret!

[Deleted]

Denjarna havde skam set frem til sit møde med kongen, da det havde vist sig, at de sagtens kunne med hinanden på et mere personligt plan. Han havde i hvert fald ikke bare optrådt som konge overfor hende, da han havde vist sig fra en mere personlig side. Det glædede hende også bare, at han havde været i stand til at ligge den royale side fra sig, og opføre sig mere borgerligt, da det gav hende en mulighed for at komme tæt på ham. Det viste hende også, at han inderst inde var en mand ligesom alle andre mænd. Han havde bare et langt større pres på sine skuldrer, da han var landets konge. Det var derfor sjældent, at han kunne slappe af, hvilket hun også tydeligt havde kunnet mærke, som der var gået en hel måned mellem deres møder. En skam anså hun det nu for at være, da hun havde nydt hans selskab, hvor de også havde valgt at betegne hinanden som venner. Det var også et bånd der skulle plejes, men hun vidste skam godt, at han havde visse anliggender, han skulle stille i første række. Hun var trods alt bare en ganske almindelig kvinde når alt kom til alt. Hun havde trods alt ingen fine titler med sig længere, som hun var gået hen og blevet en ganske almindelig borger. Derfor måtte det også være lidt af et privilegium, at hun blev inviteret til slottet, hvor kongen ønskede at se hende. Bare ham og hende. Der var heller intet sleskt over mødet, som de i hvert fald kun havde planlagt en ganske fredsommelig middag. Som hun trådte ud af kareten, gled smilet over hendes læber, som hun hurtigt fik øje på selve kongen, der helt så ud til at stråle, som han så hende igen. En ganske morende og varm tanke var det nu, som det blev tydeligt for hende, at hendes selskab virkelig havde været savnet. Han havde godt nok skrevet i sit brev, at han havde savnet hende og tænkte ofte på hende, men det var trods alt let nok at skrive noget i et brev, uden det nødvendigvis var sandt. ”Selvfølgelig, Deres Majestæt. Hvem kunne dog takke nej til en så fornem invitation?” sagde hun roligt. Hun lod ham tage hendes hånd, hvor hun smilede svagt til ham, som han lod sine læber strejfe hendes håndryg. Blikket fastholdt hun på hans ansigt, som hun forholdte sig ganske rolig, mens de stod herude. Hun vidste godt, at de kunne snakke sammen på et langt mere personligt plan, men så længe de var blandt hans tjenestestabel, så ville hun gerne vise sin respekt, som hun sagtens kunne tage afstand, hvis det var ønsket af hende. ”Mange tak,” svarede hun høfligt, som han tilbød hende sin arm. Roligt trådte hun op ved siden af ham, hvor hun blidt lagde sin lille hånd på hans arm, så han kunne lede an, som han havde gjort under deres forrige møde. Det ville blive godt at komme indenfor med ham, som hun havde siddet for længe i den lille karet helt alene, hvor hun nu bare ønskede hans selskab. Hun glædede sig til, at de kunne komme indenfor, så de forhåbentligt kunne ligge paraderne fra sig, da hun alligevel måtte føle, at de var kommet så tæt på hinanden forrige gang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde ikke gjort sig nogle direkte forhåbninger omkring dette møde, andet end at han virkelig så frem til at se Denjarna igen, skønt det nu var det som betød mest for ham. Hun var og blev den første som for alvor havde formået at få ham til at smide de mange hæmninger som konge, og bare været sig selv, som havde han været en ganske normal borger af Dvasias, selvom det næppe var tilfældet. At se hende, var noget som direkte fik ham til at stråle, for hun så selv glad ud for at se ham igen, ellers var det nok bare en maske, som han selv ikke kunne se igennem, men.. det håbede han selvfølgelig ikke. Når de stod ansigt til ansigt med tjenestestaben, så skulle det hele skam også forløbe sig rigtigt, hvilket var noget som han gik frygtelig meget op i, hvor han kunne lægge det hele til side, og nyde det som han havde gjort det sidst de havde snakket med hinanden, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde det hele langt bedre, også for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun havde det fint med at være fin og fornem overfor tjenstestaben, var noget som han havde det fint med, også selvom det ikke nødvendigvis var fordi at han måtte opretholde sit ry som kongelig, men han vidste hvor hurtigt en sladder kunne gå, og det var slet ikke noget som han var videre interesseret i på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Tro mig, det glæder mig at De tog vel imod den. Jeg har ventet Dem,” endte han ganske roligt og med et smil på læben, som han rettede sig op og lod hendes arm glide på plads i hans, så han kunne eskortere hende med sig indenfor.
Mattheus førte roligt Denjarna med sig indenfor, inden han roligt satte kursen op mod sine egne gemakker med rolige skridt. Det var ikke fordi at han var ude på noget, en når gemakkerne nærmest var opført med det som kunne minde om stue, bad og soveværelse, så var det også der at han havde fået gjort det hele til rette, hvilket nu også var noget som passede ham selv ganske fint, men det var nu bare sådan at det måtte være. Allerede nu kunne han smide hæmningerne bare en smule, hvilket var noget som virkelig lettede ham selv en hel del, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. De rødlige øjne vendte han roligt mod hende. ”Jeg frygtede lidt, du ikke ville tage imod det, Denjarna.. Jeg ved jeg har været fraværende, og det beklager jeg. Jeg har bare haft mit at se til,” endte han ganske roligt, som han stoppede op foran sine store dobbeltdøre, som han roligt skubbede op, så hun kunne træde indenfor. De store gardiner var trukket til side, så fuldmånens smukke skær stod direkte ind af de store vinduer, hvor der var dækket op fint til to ved det store bord med stearinlys. Ikke fordi at han havde lyst til romantik som sådan, men fordi at han ønskede det skulle være hyggeligt, for han havde i sandhed også glædet sig til at se hende igen!

[Deleted]

Denjarna var uden tvivl glad for at se Mattheus, eftersom deres møde var endt fortrinligt forrige gang. På den front kunne man også sige, at hendes smilende ydre var oprigtigt. Der lå dog mere i det, end hvad hun lod komme til overfladen, da hun i virkeligheden gik og tumlede med ufatteligt mange ting, hvor det både var på godt og ondt. Mest af alt, så følte hun sig ufatteligt fortvivlet, men det ønskede hun ikke at vise ham, så hun ville forsøge at holde det inde længst muligt. Hun vidste heller ikke, hvor meget han ønskede at tale med hende, om hendes forhenværende ægtemands tilbagevenden. Det var et dybt personligt emne, hvor det også måtte forvirre hende, eftersom mødet naturligvis havde efterladt hende med blandede følelser. Men som hun stod overfor Mattheus, holdt hun det skjult, som hun skjulte det bag smilet og det smukke ydre. Det ville heller ikke være passende, hvis hun lignede et nervevrag under sin ankomst, da det trods alt var kongen hun mødte, hvor det i øjeblikket også var en tjenestabel og muligvis andre nysgerrige blikke at tage hensyn til. Mildt smilede hun til ham, som han udtalte, hvilken glæde det var at se hende, og hun troede ham skam. Hun sagde dog ikke mere til det, som hun holdt igen, til de kom indenfor. Derfor lod hun også bare sin arm ligge sig omkring hans, så han kunne guide hende indenfor. Yndefuldt gik hun ved hans side, som hun lod ham føre hende indenfor. Blikket gled ikke ligeså meget rundt, som det havde gjort sidste gang, da hun nu havde fået et godt indblik i, hvordan slottet var indrettet. I hvert fald de rum hun havde besøgt. Det måtte dog undre hende, at han ledte vejen op ad trapperne og mod sine gemakker, som hun havde regnet med, at han ville have ført hende til en spisesal eller pejsestuen de sidste gang havde siddet i. Hun holdt dog sit sind åbent, hvor hun fulgte efter ham, som de måtte bevæge sig i tavshed den første del af tiden. Da han så åbnede munden, vendte hun roligt sit blik mod ham igen. Facaden syntes allerede at være blevet lagt på bordet, som han havde droppet den høflige tiltale, hvor han henvendte sig mere personligt til hende nu. Det var også et godt pejlemærke for, at hun nu kunne tillade sig det samme. ”Jeg har altid vidst, at du har et kongerige at styre, Mattheus, så du behøver ikke at undskylde. Jeg kan ikke forvente, at du er i stand til at smide alt, hvad du har i hænderne for at se mig, hvis tiden ikke er til det,” svarede hun roligt, hvor hun forsikrende klemte blidt om hans arm. Hun bebrejdede ham skam ikke for at mødet måtte forekomme så sent, da hun vidste, at han var en travl mand. Det havde dog også været velset, hvis han havde fået plads til hende noget før, men bedre sent end aldrig som man sagde. Nysgerrigt trådte hun ind i det nye rum, som han slog døren op dertil. Nydeligt så det ud, som man kunne se den smukke nattehimmel, selvom de var inden døre, samt hun også kunne se, hvordan der var blevet sat op kun til de to. ”Det ser nydeligt ud,” roste hun mildt, som hun let fangede hans rødlige øjne med sit blik, inden hun roligt begyndte at gå fremad igen, som hun bevægede sig over mod bordet, så de hver især kunne tage plads.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der var hændt Denjarna igennem den sidste måneds tid, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om, og det var skam, heller ikke noget som han ønskede at blande sig i. Efter hvad de havde snakket om sidst de havde været sammen, så var det nok noget som hun skulle bringe på banen, dersom det havde været nødvendigt for hende at finde nogen at snakke med tingene om, så at der faktisk var en masse som plagede hende, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om. Han tog roligt imod hendes arm, som han eskorterede hende med sig inden døre. At mærke hende tæt på sig, var selv noget som han faktisk godt kunne lide, for det var et eller andet sted, også en tanke som fyldte ham med en form for ro, og selvfølgelig var det i sig selv, også noget som han måtte vægte utrolig højt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. At smide de fornemme tiltaler, gjorde han bevidst, nu hvor han var klar over, at de kunne være alene om det og bare.. nyde hinandens selskab lidt, for selv det, var noget som han efterhånden også havde utrolig meget brug for i det store og hele. Han sendte hende et overbærende smil, for han var jo bange for, at hun et sted havde været træt af at vente på ham, men han havde virkelig arbejdet hårdt for at finde ud af det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at det var det nemmeste af det hele, men han havde virkelig forsøgt at gøre det så godt, som det nu havde været ham menneskelig muligt! ”Det kan godt være, men hvordan skulle jeg kunne opretholde hvad vi fik med hinanden at gøre sidst, hvis jeg ikke kan være værende nok til at bibeholde det? En kongelig titel er ikke noget som jeg ønsker, skal bruges som en undskyldning,” endte han sagte. Der havde været mange småting som han pludselig skulle finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været helt nemt, men han havde virkelig gjort hvad han kunne.
Som han skubbede dørene op for hende, så tillod han hende roligt selv at træde indenfor. At hun godt kunne lide det, var noget som fik smilet til at vise sig mere tilfredst på hans læber, for han ønskede jo selvfølgelig kun at gøre hende glad og godt tilpas, for det var noget som selv betød utrolig meget for ham, det var helt sikkert. ”Jeg håber du kan lide det..” erkendte han roligt og med et stille smil på læben, for det var jo ikke fordi at det var en løgn. Han trådte selv indenfor, hvor han lukkede dørene efter sig. Kun det bedste skulle vise sig at være godt nok for ham, også specielt fordi at det var noget som vedkom hende, så selvfølgelig var det noget som betød meget selv for ham! Han sendte hende et let smil, som han roligt trådte hen til bordet, hvor han trak stolen ud for hende, så hun ville være i stand til at sætte sig ned. De kunne jo altid tale lidt, inden blodet ville blive serveret? ”Tag endelig plads, Denjarna. Jeg ønsker at vide alt hvad du har lavet siden vi sidst nød hinandens selskab,” opfordrede han næsten.. glædeligt.

[Deleted]

Behageligt var det så sandelig at mærke Mattheus’ nærvær igen. Om det så bare var fordi, at Denjarna havde så meget mellem ørene for tiden, kunne såmænd også bare være grunden til det, men det håbede hun nu ikke. Forrige gang havde hun nydt hans selskab, og hun håbede, at det kunne blive mindst ligeså godt denne her gang eller om end ikke bedre. Selv havde hun i hvert fald bare brug for at tale med en person, som hun vidste, hvor hun havde, samt en der kunne bringe hende til ro og aflede hendes mange tanker. At han havde frygtet, at hun mon var blevet træt af ham, siden han havde ladt hende vente så længe, kunne hun nu ikke forstå. Hun havde trods alt sagt til ham, at hun var udmærket klar over, hvilken position i livet han havde, og det respekterede hun også til fulde. Alligevel var hun en smule glad for, at han havde dårlig samvittighed over, at der var gået så længe mellem møderne, da det viste hende, at hun virkelig havde formået at gøre et indtryk på ham. ”I så fald må jeg bare håbe, at det var ventetiden værd, og så må du jo håbe på, at jeg har lyst til at se dig igen, efter dette møde,” svarede hun en anelse drillende, hvor hun også måtte sende ham et let smil. ”Men om du vil bruge den kongelige titel som undskyldning eller ej, så må det jo være sandheden i den sidste ende. Du har jo et land at styre, og det kræver jo sit.” Hvad han havde foretaget sig i mellemtiden, anede hun ikke, men hun gik ud fra, at han havde haft sine vigtige sager at tage sig af. Det kunne dog også være ligegyldigt nu, eftersom de trods alt sås nu, og det var det vigtigste af det hele. Sådan så hun i hvert fald på det. Hun ønskede heller ikke at starte ud med en negativ stemning, fordi han muligvis havde dårlig samvittighed. Blikket måtte glide nysgerrigt rundt i det nye rum, hvor hun hurtigt kunne spotte, hvordan der var blevet dækket op kun til de to. Hyggeligt så det nu ud. Særligt med stearinlysene, som det måtte give det et varmt skær. ”Og det kan jeg,” istemte hun roligt. Roligt trådte hun frem mod bordet og de to siddepladser, som han lukkede døren i bag dem. På vejen dertil måtte hun også spænde sin mørke kappe op, hvor hun let trak den af skulderne. Som hun trak den af, fik han også bedre udsyn til hendes udseende, hvor det ville blive første gang, at han ville få alle hendes ar at se. Hendes kjole bar nemlig kun to tynde stropper, hvilket gjorde hende arme blottede, så det kom til skue, at hun ikke just havde haft det let. Hendes lyse arme viste nemlig, hvordan der var blevet skåret i hendes hud, hvor man også kunne spotte små plamager til tider, hvor det både var tegn på gift og sollys. Om synet ville forfærde ham, vidste hun ikke, men hun følte godt, at hun kunne vise ham, at hun faktisk så sådan ud nu, da hun alligevel følte nok tillid til ham på det plan. ”Mange tak,” svarede hun høfligt. Hurtigt fik hun lagt sin kappe over stoleryggen, hvorefter hun tog plads på stolen, som han havde trukket ud for hende. De sølvgrå øjne måtte endnu engang falde mod hans skikkelse, hvor et skævt smil gled over hendes læber. ”Alt? Jeg tror næsten, at det er en samtale vi skal vente lidt med.” Der var sket lidt af hvert i mellemtiden, hvor hun ikke vidste, om det var passende, hvis hun brød ud med det hele lige nu og her. Det mest fremtrædende var dog, at hun boede hos en mand, der måtte forkæle hende, som var hun dronningen, samt hun havde mødt en magiker, der havde givet hende hjælp hendes søgen på at blive mørkelver igen. Toppen af lagkagen var så, at hun havde mødt Derick igen, og hun tvivlede på, at Mattheus oprigtigt ønskede at høre alt dette på en gang. ”Fortæl om din hverdag i stedet.. Det skylder du mig, efter at du har holdt mig hen en hel måned,” opfordrede hun i stedet med en munter mine.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Et sted, så havde Mattheus virkelig en ringe samvittighed, fordi at han havde ladet hende vente så længe. Et sted så følte han sig vel også.. presset, udelukkende fordi at han var kendt med at der var en anden mand i billedet, og han et sted ønskede at vise, at han selv på trods af den kongelige titel, faktisk var det bedre end det som han var? Selvfølgelig var det en ganske naiv tanke, men Denjarna kunne han ikke slå ud af hovedet, og specielt ikke efter at han havde tilbragt de stunder med hende, som han havde gjort, hvor han næsten ville stå ved, at de havde lært hinanden at kende på det mere personlige plan, og det var en fornemmelse som han faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hendes ord fik ham let til at smile, hvor han grinte let for sig selv. ”Du lægger pres på mig, kære Denjarna,” endte han direkte morende, som han let trykkede omkring hendes hånd, også selvom smilet ikke var til at skjule. Han var en konge, og han havde forbandet meget at se til i løbet af en dag, og det var jo ikke ligefrem noget som ventede på sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det kræver sit, men selvfølgelig burde det ikke afholde mig fra at nyde en stund som denne sammen med dig. Jeg nød det sidst, og selvfølgelig håber jeg at dette såvel som.. fremtidige møder skal forløbe på samme måde,” endte han ganske sandfærdigt, for det i sig selv, var ord som han faktisk måtte mene!
Mattheus ønskede selvfølgelig at vise sig fra sin bedste side, og et sted så.. betragtede han vel næsten dette som en form for date? Stolen trak han ud, så hun var i stand til at sætte sig. Som hun fjernede kappen fra sine slanke skuldre, kunne han så sandelig godt se, at hun bestemt ikke så god ud.. Hun havde ganske vidst nævnt at hun havde været ude for temmelig meget, men han havde slet ikke regnet med at hun ville se sådan ud! Han skubbede hende roligt ind til bordet, inden han selv tog den anden plads, så han kunne vende blikket mod hende. Smuk var hun som hun badede i skæret af de smukke stearinlys, og det var noget som han virkelig godt kunne lide at se, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Kommer disse mærker fra hvad der er hændt dig?” spurgte han sagte, som han yderst forsigtigt lod sin hånd stryge over hendes overarm, næsten som han slet ikke kom i berøring af det, for han ønskede selvfølgelig ikke at der skulle ske hende noget ondt. Han havde været ærlig overfor hende, allerede fra den første stund! Ud fra hendes ord, kunne han næsten tyde at der var sket frygtelig meget, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til. Han nikkede roligt. ”Vi har skam hele natten, min kære Denjarna,” endte han let smilende. Selvfølgelig anede han.. vel næsten sine uråd bare ved måden som hun fremstillede det, selvom han forsøgte ikke at tænke på det i den forstand. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende. ”Du har så ganske ret.. Det er de kongelige pligter du ved.. Audiens på audiens. Jeg har en warlockleder som jeg ikke kan finde, så jeg skal finde ud af hvad jeg gør med hende. Borgerkrigen er desværre taget til. Rygterne løber, og jeg kan ikke fortsætte med at se ubemærket til,” begyndte han roligt. Ja, et sted nagede det ham virkelig, men han følte at han kunne dele den slags med Denjarna, og det var faktisk utrolig rart!

[Deleted]

Smilende betragtede Denjarna ham, som hun allerede nu formåede at bringe latteren frem på hans læber. Dejligt og forfriskende var det at høre, hvor det naturligvis også måtte lette stemningen, som hun automatisk fik det bedre. Det eneste hun ønskede for i nat var en forrygende nat, og var det så meget at bede om? Det havde lykkedes forrige gang, så en gentagelse burde være mulig. ”Har jeg nogensinde sagt, at jeg ville gøre det let for dig?” spurgte hun morende. Kortvarigt måtte hendes blik glide ned på hans hånd, som han klemte hendes. Hun kommenterede det dog ikke, som hendes blik hurtigt måtte søge til hans rødlige igen. Hun var skam blevet bedre til det med nærkontakt, som hun ikke længere følte sig ligeså skræmt som før, når nogen prøvede at ligge hånd på hende. Hvis det var en helt fremmed, ville hun selvfølgelig holde afstand, men hvis hun vidste, at personen ikke ønskede hende noget ondt, så kunne hun godt tage den med ro og trække vejret. I hvert fald så længe at berøringerne var ganske fredsommelige. De mere intime berøringer havde hun endnu oppe og vende, inden hun udførte dem. ”Du tænker for meget over det, Mattheus. Slap af og nyd stunden i stedet. Jeg er her trods alt nu,” sagde hun roligt. Selvfølgelig så hun helst, at der kunne blive tid til hende, hvis det var ønsket. Men så længe han var konge, så følte hun ikke, at hun kunne klandre ham for noget. Han havde trods alt sit at se til. Desuden, så var dette trods alt kun deres andet møde, så det var til at håndtere.
Med et høfligt smil på læben, tog Denjarna plads på stolen, hvor hun lod sig skubbes ind til selve bordet. Hendes blik fulgte opmærksomt hans, som han også selv valgte at tage plads ved bordet. Flot så han nu ud, hvor hun godt kunne lide, at han havde ladt de mere royale klæder blive i skabet, så deres møde virkede mindre formelt. Hun vidste godt, at der var visse foranstaltninger han altid var tvunget til at gøre, men det glædede hende at se, at han også kunne forekomme mere … almindelig. Beklædningen var uden tvivl af de fineste stoffer, men selve stilen kunne blive brugt af mange. Det undrede hende ikke, at han som det første valgte at spørge ind til hendes ar, da hun var vant til, at det var det første folk så på hende, når de blev gjort synlige. ”Det gør de,” medstemte hun stille, mens hun lod ham komme i berøring af hendes hud. Som en fjer føltes hans hånd næsten, som han på ingen måde studerede de mange år, som så mange andre ville gøre. Hans fingrer gled mere flygtigt over det hele. ”De er på hele min krop, undtagen mit ansigt, hænder og fødder. Arrene stammer fra træpæle, pisk, knive, gift og sollys. Min krop kunne ikke nå at helbrede sig selv, som under normale omstændigheder, da skaderne kom for ofte på for kort tid, samt jeg knapt nok modtog føde.” Det var på ingen måde en lys historie, hvor hun også ærligt måtte betvivle, at han var vant til at omgås folk der havde været udsat for det samme som hende. Hun bed sig selv let i læben. Roligt lænede hun sig tilbage mod stolens ryglæn, uden hun slap blikket fra ham. Det glædede hende, at han ville lade emnet ligge for nu, da to af tingene ikke just var ord man brød ud i som det første. Det eneste der var tilforladeligt var, at hun boede et godt sted, men det vidste hun på den anden side, at han ikke var tilfreds med. Hun var godt klar over, at han ønskede hende her på slottet nemlig. ”Det har vi nemlig… og muligvis noget af i morgen,” svarede hun roligt og smilede svagt til ham. Han havde trods alt skænket hende et værelse her, og det kunne ligeså godt bruges, når hun endelig var her. Det glædede hende at høre, at han endnu fandt lysten til at åbne op for hende, som han allerede nu måtte ligge nogle tunge emner på bordet, som hun allerede var klar over, at han allerede havde en del at slæbe på, og nu lød det som om at situationen var blevet forværret. ”Åh ja. Jeg hørte om angrebet på den procianske kongefamilie.. Det var slet ikke planlagt fra din side af? Og hvilke rygter snakker du om?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus satte måske visse forhåbninger og krav til sig selv, hvad dette angik, end det som han normalt ville have gjort det, men det var nu bare sådan at det var. Endnu en gang formåede Denjarna at lette stemningen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, men han kunne lide det. Han vendte sig roligt mod hende igen. ”Åh tro mig, min kære Denjarna. Du har bestemt ikke formået at gøre det nemt for mig, sådan som du er i mine tanker,” endte han morende, også selvom han faktisk mente det. Han så bestemt ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, for det var der så sandelig heller ikke nogen grund til, om det var noget som man nu ville det eller ej. At han var konge, ønskede han bestemt ikke skulle være en undskyldning for at først have taget kontakt med hende nu, for det efterlod ham faktisk med en ringe smag i munden. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Du har ret.. Du er her nu, og det er skam også det som er vigtigst for mig,” endte han sigende. Hun formåede at få ham til at slappe af, og det var i sandhed også frygtelig rart!
Mattheus ønskede som sagt at vise sig fra sin bedste side, velvidende om at det nok var noget som hun ville finde attraktivt, for han kunne sagtens gå iklædt det samme som enhver anden, selvom hans materiale, nok var af en lidt anden slags, end hvad man normalt ville finde på gaden, men.. han forsøgte da om ikke andet! At de mange ar var fra det som var hændt hende, var et sted en tanke som gjorde ham arrig, for hvordan nogle kunne gøre skade på så smuk og unik en kvinde, var slet ikke noget som han havde forståelse for! Han nikkede til hendes ord, hvor hans blik forblev i hendes smukke øjne. ”Det gør mig ondt, Denjarna.. Jeg håber så sandelig at de mænd er så langt væk, som de kan komme, for ellers skal jeg personligt nok sørge for, at de ikke vil være i stand til at krumme så meget som et enkelt hår på dit hoved!” endte han stilfærdigt. Han ønskede ikke at gøre hende ubehageligt til mode ved at studere hendes mange ar, velvidende om at de var lige i hans blikfang, så holdt han sig i hendes ansigt. At der var hændt hende meget, kunne han næsten forestille sig, som hun faktisk valgte at.. cutte ham lidt af? Så var det ikke noget som han ønskede at gøre noget ved lige nu, for han fik det vel at vide før eller siden? Hvad angik det som var sket i Procias, så var det udenfor hans hænder, og slet ikke noget som havde noget med ham at gøre, selvom det var ham, som havde været oppe og bedt om undskyldning på vegne af hans egen leder, som nu også var gået under jorden. Ja, det var noget som virkelig måtte irritere ham! Han rystede på hovedet. ”Ønsker du at blive her til den lyse morgen? Det ville i sandhed glæde mig, Denjarna,” endte han med en oprigtig stemme, som han roligt satte sig tilbage på sin egen stol. ”Hvad angår det i Procias, så har jeg intet haft med det at gøre. Det sidste som jeg ønsker nu, er en strid med fjendens land,” begyndte han roligt, som han samlede hænderne roligt foran sig. ”Rygterne er frygtelig mange, Denjarna.. Specielt hvad angår mine såkaldte ledere og deres arbejde ude i marken, som befinder sig i min blinde vinkel,” endte han tydeligt frustreret.

[Deleted]

Hvordan Mattheus så på hende, vidste Denjarna ikke helt præcist. Sidste gang havde han fortalt hende, hvor speciel hun var, samt han havde gjort det klart for hende, at han gerne så hende i sin seng. Nu havde han fortalt hende, at hun havde præget hans tanker, mens de havde været adskilt, samt hun havde set, hvordan han havde strålet, da han havde fået øje på hende. Der var sikkert en bestemt retning han helst så dem i, men hvilken det helt præcist var, kunne hun ikke sige. Det var trods alt også kun anden gang de sås. ”Og det er måske slemt, at du ikke kan få mig ud af hovedet?” spurgte hun morende. Hun trak let på smilet, som han alligevel måtte give sig, som han lod sin dårlige samvittighed ligge. Det var muligvis ikke det mest ønskede, at han slet ikke kunne presse hende ind i sit skema, hvis de virkelig skulle være venner, men hun prøvede bare at undskylde det med, at han var konge. Han havde sine pligter og de måtte altid komme i første række. Det havde nu heller ikke været sådan, at hun havde siddet stille i tiden mellem deres to møder, som hun ikke bare havde siddet på sin flade og ventet på brevet fra ham. Hun havde skam været ude og opleve ting, som hun også havde mødt et par fantastiske personer. ”Så er det jo på plads,” sagde hun roligt og i en tone som var den sag lukket.
Det var tydeligt for Denjarna, at synet af hendes ar ikke just måtte behage ham, men det var nu heller ikke så underligt igen. Man skulle være en utroligt sadistisk og kolde person, hvis man kunne finde glæde ved et sådant syn, og hun havde set, at han ikke var en sådan mand. At han nærmest måtte true de mænd, der havde været efter hende, fik hendes hoved til at falde let på sned. ”Jeg tror… at jeg selv fik bugt med dem,” sagde hun stille. Hun havde dræbt to mænd, da hun havde flygtet, og hun troede, at det kun havde været de to, der havde udsat hende for smerte. Det var dog ikke til at sige om det var sådan landet lå, da hun havde været noget så svag, dengang det hele var sket. Hun havde svævet mellem bevidsthed og dvale dengang, du hun kun var blevet holdt i live, så hun lige kunne føle den utålelige smerte. Det var dog ikke noget hun ønsker at lade sine tanker fokusere på, da hun var sluppet ud af sit helvede, hvor det nu bare var noget hun skulle ligge bag sig, medmindre hun havde i sinde at plage sig selv for evigt med det. ”Du har jo skænket mig et værelse her.. Jeg ville vel være et skarn, hvis jeg ikke brugte det, når jeg endelig er her,” sagde hun med et lille smil på læben. Sidste gang havde hun overnattet på slottet, og det kunne hun vel sagtens gøre igen? Det var jo komplet harmløst så længe hun forholdt sig i sengen alene. Hvis hun blev her, så kunne de også udnytte tiden sammen optimalt, som hun ikke skulle tænke på at søge tilbage til Convento, eller ud og finde et værelse ude i byen. ”Det lyder som om, at det generelt er lederne der trykker dig.. Kan du slet ikke stille noget op med dem? Muligvis holde opsyn med dem, hvis de virkelig er så stor en belastning for samfundet?” spurgte hun stilfærdigt. Hvordan det helt præcist foregik, når man sad med den kongelige titel, vidste hun ikke, da hun ikke selv var kongelig. Hun tænkte dog, at han vel godt kunne gøre sådan, som hun sagde. Han var trods alt landets øverste.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så måtte Mattheus erkende, at han ikke havde regnet med at Denjarna skulle komme sådan under huden på ham. Selvom han måske ikke havde fået det som han ville have det i den anden ende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille mod hendes skikkelse, som hun talte. Ja, han måtte vel erkende, at det ikke havde været nemt for ham at slå hende ud af hovedet, og han kunne ikke rigtigt afgøre hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det ikke, hvis jeg skal være helt ærlig.. Det er selvfølgelig ikke godt, at du kun er i mine tanker.. Når jeg jo faktisk ønsker dig mere.. værende her på slottet,” endte han ganske sigende, hvor han sikkert ikke lagde skjul på hans utilfredshed over at hun ikke var der mere end det som hun var i forvejen, men så var det bare sådan at det måtte være. Han ønskede selvfølgelig ikke at lægge pres på noget, hvad angik hende, også fordi at han vidste, at han ikke ville få noget ud af det af den grund.
De mange sår og ar som hun sad inde med, var bestemt ikke noget som Mattheus brød sig særlig meget om, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han ønskede slet ikke at gøre hende ondt, så det at hun faktisk viste ham den form for tillid og faktisk viste ham det, for det var noget som faktisk også betød noget for ham, hvilket han bestemt heller ikke lagde skjul på i den anden ende. Han betragtede hende sigende, som han roligt nikkede. ”I så fald, så håber jeg at du lod dem lide, for hvad de har gjort,” endte han selv med en ganske ærlig og stilfærdig mine, for det var slet ikke noget som hun havde fortjent, og det ønskede han også at gøre tydeligt for hende! At hun ville indfri i at være her, var selvfølgelig noget som virkelig gjorde ham glad, for han ville elske at tilbringe den tid sammen med hende, nu hvor det var ham som havde muligheden for det! Uanset hvad, så.. frygtede han vel lidt den konkurrence, som han ville have udenfor slottets murer? Et sted så var det i den grad også en tanke som virkelig måtte nage ham! ”Det er selvfølgelig rigtigt, og jeg ønsker i den grad ikke at spilde tiden, om jeg kan blive fri! Jeg nyder oprigtigt dit selskab, Denjarna. Jeg har savnet det igennem den sidste måned,” erkendte han roligt. Han måtte indrømme at hans ledere havde en sjov tendens til at være ham en pest og en plage, og efterhånden så var det noget som irriterede ham. Han trak let på skuldrene. Mange af tingene, var ganske vidst ikke noget som han burde diskutere med hende, men.. han følte han kunne snakke med hende om det, og det var virkelig også rart. ”Jeg har dem under opsyn.. Men når warlocks forsvinder, findes døde og halvvejs gravlagte og jeg ved ikke hvad, så kan det gå hen og blive.. farligt, også for mig.. Jeg er nødt til at handle og det har desværre taget meget af min tid.. Men nok om mig.. Jeg ønsker at høre om dig..” endte han ganske stilfærdigt. Han satte sig roligt tilbage, som det bankede på døren og en enkelt tjener kom op med en temmelig stor flaske blod. Med rolige og målrettede skridt, gik han hen til bordet. ”Engel blandet med nymfe, Deres Højhed?” spurgte han roligt. Mattheus nikkede. ”Skænk op, Gordon,” endte han roligt, som det blev gjort. Gordon vendte sig derefter mod Denjarna. ”Engel blandet med nymfe?” spurgte han høfligt.

[Deleted]

Denjarna måtte bide sig selv let i den bløde underlæbe, som han igen måtte give udtryk for, at han i den grad ikke var tilfreds med, at hun ikke boede på slottet hos ham. Et sted måtte det give hende dårlig samvittighed, da han flere gange lod det komme til udtryk, at han ønskede hende tættere på sig, end hvad de var nu. Selv stod hun splittet og så på, som der blandt andet var ham, så var der Vladimir, som hun boede hos, og nu var hendes gamle ægtemand – Derick – også kommet ind i billedet igen. Hvad hun havde gjort for at mændene måtte flokkes om hende, anede hun ikke, men de var der åbenbart altid, lige meget hvilken tid hun befandt sig i. Det var ikke en let position, da alle måtte behandle hende godt på hver sin måde. Det var nu heller ikke første gang at dette skete for hende, så man burde vel næsten tro, at hun var vant til det, men alligevel var det lige svært hver gang. ”Hvis jeg er så meget i dine tanker, hvordan kan det så være, at du alligevel først har sendt en invitation til mig nu? Jeg ved godt, at du har dine kongelige pligter, men hvis det virkelig betyder noget for dig, så er det da også noget man kæmper for,” spurgte hun med en nysgerrig mine. Det var ikke just fordi at hun ville opfordre ham til noget, men hans ønsker måtte dog undre hende, da hun personligt tænkte, at hvis der var noget i verdenen der så brændende måtte fylde ens tanker, så ville man da også gøre en indsats for at få fat i det? Det kunne dog godt være, at han ikke så sådan på tingene, fordi han muligvis var vant til at få alt serveret på et sølvfad. Han var trods alt konge.
Tænksomt gled Denjarnas blik væk fra hans rødlige, hvor hun i stedet gav sit til at betragte et af vinduerne. Ud gennem det kunne hun nemlig se den flotte nattehimmel, hvor hun måtte betragte stjernerne og den fulde måne. Hun ville ønske, at hun havde gjort, som han sagde lige nu, men det havde hun desværre ikke. Hendes fangevogtere havde fået en utrolig let død, skønt de havde fortjent det der var langt værre! ”Du skal vide, at når man bliver sat igennem det jeg blev, så tænker man ikke på hævn, men på friheden, når man ser en mulighed for at flygte. Da jeg endelig greb chancen, tog jeg hurtigt livet af mine fangevogtere, da jeg ikke kunne bære tanken om at være i det hul et sekund længere, eller endnu værre … hvis min fangeflugt ville slå fejl, og de ville fange mig igen, og straffe mig endnu hårdere,” fortalte hun. Som hun talte, måtte hendes stemme blive en anelse fjern, da det var en væmmelig ting at tænke tilbage på, hvor hun også kunne se scenariet for sig, når hun talte om det. Let rystede hun på hovedet, som om hun viskede billederne væk, inden hun igen rettede opmærksomheden mod Mattheus. ”I så fald, så vil jeg ikke have noget imod at benytte mig af det rum en til gang,” sagde hun med et smil på læben. Så længe de to befandt sig i hver deres seng, så skete der jo intet ved, at hun var her. Det tænkte hun i hvert fald. Hun nød også oprigtigt hans selskab, så derfor ville hun ikke have noget imod, at hun ikke skulle spekulere over, hvad hun mon skulle gøre senere på natten. Nætterne var måske blevet betydeligt længere, men det var nu alligevel rart at man kunne slappe af, i stedet for at man skulle haste ud af døren på et givent tidspunkt. Med en nysgerrig mine betragtede hun ham, som han måtte fortælle hende om sine problemer med landet. Det glædede hende, at han havde den tiltro til hende, da det trods alt ikke var lette ting han fortalte hende. Hun kunne meget vel bruge hans ord mod ham, men hun havde skam ikke i sinde at gøre ham ondt. ”Frygter du da, at warlockerne kommer efter dig? Men jeg må indrømme, at den race må forekomme mig ganske frembrusende for tiden.. Det er heller ikke en lille ting at gå ene race i krig mod et bemandet slot. At han så endnu engang bedte hende om at fortælle ham om sine hverdage, måtte hun trække skævt på smilet. Han havde vidst ikke i sinde at give op på det punkt, men så var det jo bare sådan det måtte være.. Hun skulle også til at svare ham, indtil døren gik op, hvor hun instinktivt rettede sit blik i den retning. Det gik dog hurtigt op for hende, at det bare var en tjener der skulle servere for dem. Pænt blev hun siddende, som tjeneren først måtte tage sig af Mattheus, inden han vendte opmærksomheden mod hende. ”Ja tak,” svarede hun høfligt, hvorefter der blev skænket blod op til hende. Som tjeneren var færdig, greb hun fattet om sit glas, som hun hævede i Mattheus’ retning. ”Skål for en god nat,” sagde hun med et smil på læben. ”Og tak fordi jeg måtte komme.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der plagede Denjarna, havde Mattheus ikke nogen anelse om, men et sted kunne han vel næsten fornemme at der var meget som måtte præge hendes tanker og hendes sind? Selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham nysgerrig, men af den grund, så havde han jo allerede fundet ud af, at Denjarna ikke just var den type kvinde som han skulle presse. Det var jo trods alt også kun deres andet møde, og han håbede selvfølgelig at flere ville følge dem! Han vendte blikket roligt mod hende, hvor hendes ord næsten måtte efterlade ham med en ringe smag i munden. Han trak vejret dybt, som blikket gled mod vinduet med en ganske tænkende mine. ”Jeg ønsker ikke at sende bud umiddelbart efter du valgte at tage hjem, Denjarna. Hvad er endnu et møde værd, hvis arbejdet vil afbryde det hele? Jeg sendte bud efter dig til denne aften, for jeg ved jeg kan give mig hen til dig, således at arbejdet ikke vil komme i vejen, og jeg kun behøver at have dig i tankerne, som den eneste,” forklarede han sandfærdigt. Her havde han kun brug for at tænke på hende som det eneste, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse igen. Smuk var hun virkelig, og det faktum, at hun faktisk ville blive her for natten, var noget som selvfølgelig kun gjorde det hele så meget bedre for hans del! At hun selv havde taget sig af de mænd, som havde udsat hende for disse grusomheder, var noget som selvfølgelig glædede ham, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Alene tanken om at nogle kunne få sig selv til at udsætte hende for den slags, var noget som gjorde ham direkte vred, for det havde hun på ingen måder fortjent! ”Du kom fra det, og det er hvad der betyder mest for mig.. Det er måske tidligt at sige, men du er mig en unik kvinde, og en som allerede nu har fået en ganske særlig betydning for mig.. Den dag jeg finder nogle, som så meget som overvejer at lade noget så ondt hænde dig endnu en gang, så skal jeg personligt tage mig kærligt af dem,” endte han ganske kortfattet, dog med en yderst bestemt tone, for løgn var det jo ikke engang.
At Denjarna indvilget i at benytte værelset endnu en gang, havde Mattheus bestemt ikke noget imod, for det var faktisk en tanke som kun måtte glæde ham. Han så roligt til som Gordon skænkede op i deres glas, kun for at forlade gemakkerne igen. Han havde gjort det tydeligt, at dette var en stund som han ønskede at dele med hende alene, som det som egentlig betød mest for ham. Han rystede på hovedet. Umiddelbart var det ikke warlockerne som han var bange for, for de undgik kongehuset. Det var alt det andet som irriterede ham! ”Jeg er ikke bange for at warlockerne skal gå mod mig eller kongehuset for den sags skyld, for det har de ikke gjort før. Efter lederen er forsvundet, så er de blevet mere stillestående.. Det er mange andre ting som jeg må tage mig af,” erkendte han ærligt, som han tog omkring sit eget glas, som han hævede det i en skål til hende. ”Skål min kære Denjarna.. Og lad dette blive en hyggelig aften,” endte han roligt, som han tog en tår af det. Det var virkelig de to bedste typer blod som der overhovedet var! Han satte igen glasset fra sig, som han vendte blikket mod hende. ”Nu ved du noget om hvad der har hændt mig.. Fortæl mig.. Hvordan har du fordrevet tiden og hvad har du fordrevet den med den sidste måned..?”