Bare en lille hvil..?

[Deleted]

hun sukkede stille men kunne ikke lade være med at smile.. hans lille protest gjorde hende kun mere blød og dog så vidste hun at hun ikke kunne lade ham sove dagen væk.. de havde ting som skulle nåes og det skulle gøres snart.. stille tog hun dynen af ham og løftede ham op til sig.. "Taylor du bliver nød til at vågne nu lille skat.. Solen skinder og himlen er blå" smilede hun roligt.. det var rigtigt, for første gang længe var himlen helt blå og den nyfaldne sne lå over alt hvor øjet kunne række.. hun nussede ham stille på kinden og kyssede ham på panden.. "Og der er allerede morgenmad.. få nu lidt at spise" stille gik hun over til den lille komode hvor hun havde stillet maden og tog den med over i sengen hvor hun satte sig.. hun slap ham ikke på noget tidspunkt mens hun gjorde dette og hun prøvede stadig at vække ham..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor mumlede igen i en tydelig protest i og med at hun tog dynen fra ham og tog ham op i favnen. Han strækkede sig en anelse og gned sine øjne. Han sukkede stille og vendte blikket stille op mod hende, ikke mindst med den samme lette nysgerrige mine som han ikke lagde skjul på. Til nu havde det virkelig været en af de bedste nætter i hans liv. At ligge og putte ved siden af sin mor, selvom han klar vel også var ved at være for gammel til det vel? Han mumlede dæmpet og rystede på hovedet. ”Jeg lå jo lige så godt,” sagde han stille. Han lod sig stille falde ind mod Kayleights favn. Den var så varm, tryg og beskyttende for ham, og det var virkelig ikke noget som han ønskede at skulle slippe nu hvor han havde ledt efter hende.. så desperat ledt efter hende og nu havde han endelig fundet frem. Han vendte blikket stille mod maden. Han var virkelig noget så frygtelig sulten. Han havde jo slet ikke spist i dage nu. Han nikkede stille, trak sig ud af hendes favn og hen til maden som han hurtigt og noget kraftigt, som han slet ikke nåede at skulle få det tygget først før det ville ende i hans lille mave. Han satte sig ned på sengen igen og lod sig falde baglæns. Han var stadig godt træt, men nu også meget god og mæt. Han gned sig igen stille i øjnene. ”Jeg er træt mor..” sagde han stille, næsten som han atter en gang måtte beklage sig, selvom det nu ikke var ment for hende, men blot en konstatering. Han havde virkelig vandret i lang tid for sin søgen efter hende.