Bare en lille hvil..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Vinden slog iskoldt mod alt som den kunne komme i nærheden af. Isende kulde, at det måtte skære voldsomt i Taylors tynde og spinkle krop. Ikke nok med at hans mor var smidt på port, så havde han siddet i dage hjemme i Procias. Han kunne ikke bare sidde og vente mere! Han havde vandret hele vejen fra Procias alene og i skikkelsen som en hund. Blæsten rev virkelig i den lille og spinkle krop og snevejret var virkelig ikke meget bedre for hans vedkommende… langt fra! Han frøs voldsomt, søgte desperat efter spor af sine forældre, selvom han intet kunne finde og intet kunne se. Pelsen var langt fra så hvid som den havde været før i tiden. Den var mudret og beskidt.. ikke nogen tvivl at han havde vandret ude i dagevis efterhånden. Træt, udmattet og sulten, selvom han heller ikke havde nogen anelse om hvor han skulle finde det. Han vandrede ned af de mange gader i Manjarno by. Ikke så meget som en sjæl var at se ude i aftenens mørke. De fire poter sank ned i sneen som kun måtte blive dybere og dybere jo mere og jo længere han end måtte gå. Is havde hægtet sig fast til pelsen og hans mange led var endt stive. Han nægtet bare at holde pause. Han ville virkelig bare have sin mor! Han klynkede svagt, så, havde det været i et desperat råb eller kald efter hende.. Hun havde jo altid hørt ham før, skulle det være anderledes nu? Gaden blev mildest talt alt for kold at skulle vandre op af, så han drejede ned af gyden, hvor der var betydeligt mere læ. Her klemte han sig op i et hjørne.. bare et hvil på nogle minutter kunne vel umuligt skade? Han var jo trods alt kun 5, han vidste da ikke bedre end det… de 5 minutter blev til flere og flere. Sneen lagde sig over ham næsten som et tæppe og skjulte ham, selvom den dog ikke varmede.. den gjorde ham om muligt kun mere og mere kold. Øjnene var gledet i, han var virkelig for træt til at skulle kunne holde dem oppe. Hans vejrtrækning var hurtig og efterlod sig de små klynk som måtte forlade ham og hans lille skælvende krop. Sneen måtte kun fortsætte med at dække ham til.. han kunne ikke rejse sig.. han havde virkelig ikke energien til det.

[Deleted]

Hendes desperate søgen efter Edward g Taylor havde førte hende til manjarno.. sneen faldt og det var virkelig koldt.. på vej mod kroen tog vinden til.. det var virklelig noget så koldt! hætten blev slået af af vinden og det lange røde hår fløj.. hun var virkelig selv noget så træt efter den lange rejse.. hendes skridt førte hende forbi en gyde hvor hun bræt måtte stoppe op.. hvad der lød som små klynk måtte kommer derinde fra og Kay søgte derind.. det var ingen, ikke hvad hun kunne se og dog så ledte hun lidt vidre.. hendes blik søgt kort det ene hjørne, det var som om sneen bevægede sig.. stille og med meget forsigtige skridt gik hun derover.. med rystende hænder fjernede hun det øverste lag og gispede højt.. den lille hvide hund, eller tidligere hvide hun var ikke til at tage fejl af.. det var Taylor som lå der i sneen.. han trak stadig vejret og hun tog ham stille op.. "Taylor" hviskede hun stille ogn tårerne måtte virkelig falde noget så hurtigt ned over hendes kinder da hun knugede den lille hund en ting sig.. hun tog sin kappe af og pakkede den godt om hunden og så bevægede hun sg hurtigt mod Kroen.. hun stormede ind og op til kroejeren.. "jeg skal bede om et værelse og en kar med vand" bad hun roligt og kiggede ned på bylden i sin hånd.. hun måtte virkelig bange varme ham.. Kroejeren nikkede og gav hende en nøgle til et værelse og hun styrtede derop.. hun pakede stille hunden ud og lagde ham ned under dynen sammen med sig selv.. hun blev virkelig nød til et få ham varm hurtigt.. hun lukkede øjnene og fokuserede al sin energi på at lave to ildkugler som fløj rundt iver hovedet på dem og varmede rummet yderligere op..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor var virkelig så frygtelig iskold, at det var næsten umuligt for ham, at skulle holde sig vågen. I sindet hvor han mildest talt var knust. Han havde fået en familie.. en mor og en far som elsket ham, tog ham til sig og så forsvandt de begge to bare sådan? At hans mor søgte ind i den selv samme gyde som han lå placeret i, vidste han ikke. Det eneste som han vidste, var, at han nægtet at vente på dem i Procias.. egentlig var de vel begge smidt ud og uden at han vidste det? Han klemte øjnene svagt sammen, da hans beskidte pels blev børstet ren for sne i hvert fald. Han var stadig voldsomt beskidt. Han havde søgt efter dem i dage efterhånden og det var virkelig begrænset hvad han var i stand til at tigge i byerne når det var så koldt som det var for tiden.. der var jo ikke mange som spiste udenfor længere. Han havde overlevet en vinter før, men denne gang, var han virkelig ikke sikker på, om han ville være i stand til at gøre det endnu en gang. At hun måtte sige hans navn og en stemme så velkendt for ham. Han drejede hovedet stille og med endnu et svagt klynk. Han lod sig trykke ind mod hendes egen krop. Kappen som hun måtte vikle omkring hans krop og tvang ham med sig til kroen, selvom han dog på ingen måde kæmpet hende imod. Han havde virkelig ikke energien til noget som helst lige nu. Han havde virkelig bare lyst til at skulle give efter for den søvn som kroppen søgte noget så desperat. Oppe på værelset hvor han blev lagt under dynen og ind mod hendes favn. Han skælvede stadig kraftigt, selvom han tydeligt kunne mærke varmen. Han krøb helt op til hendes krop. De mørke øjne åbnede han stille. Han peb forsigtigt og slikkede hendes kind. Han genkendte hende.. det var jo hende som han havde søgt så desperat igennem den sidste tid. Han trak sig stille væk fra hende igen og forvandlede sig. Han var blevet spinkel, han var bleg og stadig tydeligt skælvende. Han vendte blikket stille mod hende. Skikkelsen som hun kunne i hvert fald yde ham bare en anelse varme når han gik rundt ude. ”U.. undskyld m-mor.. mor..” stammede han stille. Han trak sig sammen og næsten i fosterstilling. Han var virkelig gennemkold. Han lukkede øjnene stille igen og krøb helt ind under dynen. Han trak vejret dirrende og snøftede let. Han var i den grad blevet voldsomt forkølet.

[Deleted]

hun smilede stille da han forvandlede sig for øjnene af hende og tårerne faldt stadig nej over hendes kinder.. "Ikke undskylde" græd hun stille.. "jeg har fundet dig nu, du er i sikkerhed" hun trykkede ham stille ind til sig og kyssede hans kind.. hun var virkelig noget så lykkelig over at have fundet ham.. hun kunne ikke tænke på andet end at hun havde ham nu og alting skulle nok gå.. selvfølgelig savnede hun edward men hun vidste at han ville kunne klare sig selv.. det kunne taylor ikke.. det bankede på døren og Kay slap meget modvilligt taylor og åbnede.. det var krofatter som som med en stor balje.. "tak" sagde hun stille og tørrede øjnene.. kroejeren kiggede lidt på hende før han kiggede over på taylor i sengen og nikkede.. hun lukkede døren efter ham og satte baljen på gulvet.. på få sekunder fik hun det varmet det op til en god lun temperatur og hun gik over til taylor igen.. "Taylor, kan du holde dig lidt vågen til jeg har fået lidt varmne i dig" hviskede hun stille og løftede ham stille op i sin favn.. hun elskede ham virkelig meget.. han var hendes søn, det kunne ingen ændre på overhovedet..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor lod sig trykke ind mod hendes krop og tog imod hendes kys med et svagt smil. Han havde savnet hende noget så frygteligt og nu havde han fundet hende.. han havde endelig fundet sin mor igen, så u manglede de jo bare at finde far.. han var vel også derude et sted? Han lukkede øjnene igen. Han havde virkelig mest lyst til at skulle give efter for søvnen som var ham selv så frygtelig trængende. Han tvang øjnene hurtigt op igen ved den lette banken på døren og at Kayleight måtte rejse sig. Han lyttede til hendes ord, hvor han blot nikkede og med et ganske så svagt suk. Han tvang sig stille op at sidde og fuldstædig indpakket i dynen. Han gned sig træt i øjnene og stadig tydeligt skælvende. Hans læber var jo næsten blå! Han vendte blikket og de matte øjne stille mod hende. ”Mig s-så træt.. m-mor..” beklagede han sig i en alligevel halvhjertet protest. Han ønskede at være hendes lille dreng, han ønskede ikke at blive set på som en umulig og derfor sagde han dem jo sjældent imod. Blikket vendte han stille mod karet som måtte stå på gulvet og alligevel med et let nysgerrigt blik. Han ønskede virkelig bare at lægge sig ned, putte ind mod hendes favn og så sove.. det var virkelig det som han så på som en første prioritet lige nu selv. Han tørrede sine øjne selv igen. ”Far v-væk..” hviskede han dæmpet og med en næsten knust stemme. en blot forklaring på hvorfor at han havde taget ud for at finde hende.. også i en desperat søgen efter ham, selvom han ikke havde fundet et eneste spor efter Edward. ”H-han sagde a-at mig skulle blive… Far aldrig k-kom hjem..” sagde han med en gråd i stemmen og med et let snøft.

[Deleted]

Kay løftede ham op til sig og nussede ham på kinden.. "jeg ved det godt.. Jeg kan heller ikke finde Far nogen steder.. men nu har du fundet mig.. Far villet have været noget så stolt af dig" hun kyssede ham på panden og trykkede ham ind til sig.. "jeg ved godt at du er træt lille skat men du skal blive lidt varm før jeg kan lade dig sove.." roligt satte hun ham på sengen og tog hans tøj af ham.. hun havde virkelig det der moder instinkt i sig, noget hun virkelig aldrig havde troet.. stille løftede hun ham endnu en gang op og gik ham til ham til karet.. hun satte ham stille ned i det og havde sørget for at det ikke var meget mere end 20 grader varmt fordi det kunen virke brændende når han var så kold.. hun lod sig falde på knæ ved siden af karet og smilede bare til ham.. hunv ille ikke forlade ham, ikke en gang et sekund mere.. hun kunen virkelig ikke miste ham igen.. han var også virkelig beskidt, han måtte have været ude længe..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor satte sig ind til Kayleight. At Edward var væk, var virkelig en tanke som stadig måtte gøre så frygtelig ondt. Nu havde han i det mindste fundet hende, så kunne han i hvert fald falde meget godt til ro igen og det gjorde han. Hans rystelser og skælvninger var efterhånden ved at holde op. Han lukkede øjnene bare for et stille og roligt øjeblik, det kunne da næppe skade bare at lukke øjnene bare en smule? ”Mig kunne ikke finde far nogen steder..” hviskede han dæmpet. Han vendte blikket op mod hende, da hun igen satte sig på sengekanten og begyndte at klæde ham af. Ikke at han havde noget imod det. Edward havde jo gjort det et par gange for at få ham i bad, så det var ikke noget nyt eller ukendt for ham overhovedet. Han var kold og han havde været ude i lang tid, selvom han nu end havde udviklet sine metoder at gøre brug af, for at skulle slippe for at få de største problemer ude i kulden. Han havde været ude længe.. alt for længe vel? Hvor mange gange at han havde set solen og månen gå op på den store himmel, havde han slet ikke tælling på.. det var faktisk en hel del. Han slog armene om hendes nakke, da hun hævede ham i favnen og placerede ham i det varme vand, som alligevel tydeligt havde en let brændende effekt ind på ham. Han lod sig glide ned i det og alligevel fuldstændig stiv i ryggen. Han slap hende stille. ”A-av..” sagde han stille. Han bed sig let usikkert i læben og lod sig glide lidt mere ned i vandet, alt i alt bare for at få noget varme. ”Ik’ gå igen,” bad han stille og noget så pludseligt.

[Deleted]

"det kunne jeg heler ikke" hviskede hun stille og lagde panden mod hans.. "vi skal nok finde ham, det er jeg sikker på" hun kyssede hans panden og fk ham så i bad.. hun blev sidden ved hans side og betraktede ham.. "jeg vil godt at det kan virke en smule varmt men lige nu er det nødvendigt, kan du holde det ud??" hendes stemme var meget bekymret og hun nussede ham stille på hans kind.. hun hørte hans lille bøn og kunne ikke lade være med at smile.. "ejg bliver lige her Taylor.. jeg vil aldrig forlade dig igen.. jeg skal nok passe på dig" hun var helt ærlig mens hun lovede ham at blive ved hans side.. hun gjorde sine fingre en smule våde og kastede de få dråber på ham med et let drillende smil.. han var hendes lille skat, og det ville han altid være.. han betød virkelig meget for hende og hun holdt noget så frygteligt af ham.. han ville altid være hendes søn..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Den brændende fornemmelse lagde sig nu ganske hurtigt igen. Det havde kun været sådan hurtigt. At komme i en sådan temperaturforskel, kunne hans lille spinkle og trætte krop tydeligt mærke sig af. Han ville også gerne finde far.. det var helt underligt ikke at se dem alle sammen sammen og nu var han der jo slet ikke. Han nikkede til hendes ord. ”Det.. det okay,” sagde han stille og med hensyn til vandtemperaturen. Han holdt stille op med at skælve, som varmen måtte trænge helt igennem til ham og selv så dybt inde, at han igen kunne falde mere til ro igen. At hun så oprigtigt måtte love ham, at hun ikke gik nogen steder, var virkelig den sidste besked som han ønskede at høre for at skulle kunne falde helt og holdent til ro igen. Han sendte hende et let smil, selv da han fik vand i hovedet. Han rystede fast på hovedet og førte begge hænder op til det for at tørre det af. ”Mor det fy!” sagde han med et let grin. Stille og roligt, hvor den sande Taylor måtte dukke frem i hans sind igen og med det stille smil på læben. Han havde næsten glemt, at han var træt. Han tvang sig op at sidde på knæ i karet og foldede hænderne som en skål som han tvang under vand og i en hurtig vending, hvor han hævede dem og kastet vandet lige efter Kayleight, selvom han nu måtte ramme mere af sig selv end det som han måtte ramme hende. Selvom det nu ikke var det som var af betydning. ”Mor bli’ våd!” sagde han med et let grin.

[Deleted]

hun nussede ham stille hen over håret.. hun smilede roligt da han sagde at det var okay.. "du skal have lidt varme.. jeg skruger varmen gradvist op, sig til hvis det bliver for vamt" sagde hun blidt.. hun smilede blidt til ham og måtte kun grine lidt da han selv måtte smile.. "jamn jeg er mor og jeg må gøre alt" drillede hun og så hvordan han kastede vand efter hende, selvom han nu ikke ramte så godt.. "din lille bisse" grinede hun og sprøjtede en smule mere vand på ham, at se at han kunne smile igen var virkelig noget som kun gjorde hende glad, det gjorde hende noget så lykkelig ligesom det gjorde hende noget så ked af det at se ham trist.. hun lænede sig lidt frem og kyssede ham på kinden.. "lad os få dig vasket så du kan komme i seng" smilede hun.. hun rejste sig og gik over til sin taske, hun fandt et stykke sæbe og kom tilbage til ham endnu en gang.. "kan du selv??" spurgte hun smilende..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sorgen var mere eller mindre glemt for Taylors vedkommende. Han var virkelig bare glad for at have sin mor, det var i hvert fald en million gange bedre end at rende rundt derude alene, som han havde gjort i flere dage endnu. Det var udmattende, han var jo ikke så stor endnu jo! ”Det skal mig nok,” sagde han stille og nikkede fast til hendes ord. Han var vant til temperaturen i vandet nu, så den rørte ham ikke.. det føltes faktisk mere koldt nu end det som det føles at være varmt. ”Neeeej! Mor ikke alt! Mig alt!” sagde han med et grin. At hun måtte sprøjte på ham igen, fik ham kun til at grine. Han var bestemt ikke bange for vand, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han førte igen hænderne under vand og prøvede at kaste det mod hende, selvom det var lige så mislykket som det forrige forsøg. Han ville faktisk gerne i seng, han var virkelig så træt som han ikke kunne beskrive det lige for tiden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. han gned sig let i øjnene og vendte blikket mod hende, da hun kom tilbage med sæben. ”Mor hjælpe? Mig ik’ selv..” sagde han stille. Han kunne jo ikke nå ryggen.. og desuden orkede han ikke til at skulle vaske sig så grundigt. Han ville virkelig helst bare blive tør og komme under dynen. Han lod hænderne falde slapt ned i sit eget skød. Trætheden havde slået ind endnu en gang efter det lille kick af energi som han lige havde fået lov til at opleve, noget som faktisk var en dejlig ting og en dejlig fornemmelse. ”Mig ik’ finde ud af..” forklarede han. Edward havde jo altid gjort det for ham når det var tid for et bad og før det, havde det været hans mor som havde gjort det. Han havde jo aldrig prøvet det selv.

[Deleted]

hun smilede til ham.. "neij,. jeg må alt.. du skal gøre som jeg siger skal du" grinede hun og prikkede ham på næsen.. hun havde bare smilet til ham til hun kom tilbage med sæben.. han var virkelig træt og hun lagde sæben fra sig på bordet.. "det kan vendte til i morgen Taylor.. Lad os få dig i seng nu" sagde hun blidt og gik over og løftede ham op fra badet.. hun satte ham henne på senge kanden og fandt et stykke klæde og en bluse og et par bukser frem.. stille og forsigtigt tørrede hun ham med klædet og gav ham bulsen og bukserne på.. så puttede hun ham ellers under dynen og gjorde sig selv klar.. hun lagde sig ned til ham og lagde armene om ham.. "sov Taylor.. du har brug for søvnen min lille skat" hun kyssede ham i håret og holdt ham tæt ind til sig uden at kvæle ham..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor rynkede let på næsen ved hendes prik og med et let grin. Måske 5 år gammel og havde oplevet en masse som man slet ikke burde opleve og specielt ikke i den alder, så var han ligeglad. Han havde sin mor og så var han virkelig glad og tilfreds. Han rystede fast på hovedet. ”Neeeeej! Mig bestemme!” sagde han med et grin. Han vendte sig mod hende og nikkede. Han gned sig forsigtigt i øjnene, selvom det nu ikke hjalp stort, når hans fingre var helt våde af det varme vand. Han tog fat om hendes skuldre, da hun hævede ham op af vandet og bar ham hen til sengen, hvor han blev tørret og klædt på. han gabte træt og nikkede til hendes ord. ”I bad igen i morgen? Okay..” mumlede han træt. Han puttede ind under dynen og lagde sig ind til hende. Han havde virkelig savnet hende.. hvorfor skulle han ellers havde søgt efter hende på den måde som han havde gjort? Gået imod fars sidste ord om at blive i den tryghed som Procias kunne give ham og så bare tage ud? Han lukkede sin lille næve omkring hendes tøj, alt for bare at forsikre at hun lå der og ikke ville forsvinde igen, det var virkelig noget af det værste som han lige sådan kunne tænke sig til og noget som han helst og for alt i denne verden aldrig nogensinde ønskede at opleve igen. ”Mig elsker dig mor,” hviskede han træt. Han puttede godt ind mod hende og faldt stille og roligt hen i den så trængende søvn.

[Deleted]

hun smilede blidt og kyssede ham på panden.. "Jeg elsker også dig, min søn" hviskede hun kærligt.. selv faldt hun også hen i en let søvn.. hun sov ikke tungt fordi hun var virkelig opmærksom på ham, om han vågnede af sin søvn eller noget andet.. hun var så glad for at have fundet ham igen.. det gjorde hende virkelig lykkelig..

//næste morgen//

Kay var vågnet før Taylor og havde sneget sig ned og hentet morgenmad op til dem.. hun smilede let og sukkede stille.. hendes tanker endte ved Èmaron og hun smilede en smule fjollet.. den mand gjorde hende helt kuldret og hun bed sig let i læben.. hun holdt virkelig meget af ham.. hendes blik vendte sig mod taylor, ville han mon kunne accepere ham?? hun vidste det ikke men ingen kunne nogensinde overtage Edwards plads som hans far og det skulle Èmaron heller ikke prøve på.. stille gik hun over til sengen og nussede Taylor lidt på kinden.. "Vågn op min lille engel.. der er morgenmad" hun kyssede ham blidt på panden og satte sig ved hans side..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor smilede blidt i sin søvne ved hendes ord. Han havde søgt efter hende i dagevis. Lige nu manglede man virkelig kun far og så var de alle sammen, sammen igen. Han glædet sig virkelig til det. At have både sin mor og far til at pusle om ham som det han havde haft før. Hans søvn blev roligt dybere og dybere i og med, at han måtte blive ført hele vejen til det store drømme land.

//Næste morgen //

At Kayleight vågnede før Taylor selv, var ikke noget som han mærkede sig af. Han lå stadig i den tunge søvn og godt under den varme dyne. Dette var i den grad meget bedre end den kulde som han havde hvilet i, igennem så mange dage efterhånden. At han var sulten, var noget som han kunne lade sig påvirke af lige nu. Han ville bare have den søvn igen som han havde mistet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han blev nusset på kinden, fik ham til at røre sig bare en anelse og med de små protesterende klynk. ”Ikke.. op..” mumlede han stille. Han vendte sig om og vendte sig om på den anden side. Dynen tog han fat om og rev den op over sine skuldre. Han var stadig godt træt, han havde jo trods alt ikke kunne hvile stort de sidste mange dage.