Dance your heart out

[Deleted]

Med en dyb vejrtrækning stillede hun sig klar bag tæppet, der snart skulle til at gå og lade danserne vises for publikummet der endnu snakkede ude på den anden side, hvor tæppet var som en usynlig mekanisme der fik dem til at tie så snart den blev trukket fra. Hun sank let en klump og vædede let sine læber, hvor hun kom i tanke om læbestiften, som dog heldigvis var ret holdbar overfor hvad end hun gjorde, for det skulle jo holde hele første akt af forestillingen, for der var først tid i pausen til at friske den op. Håret var igen sat pænt og fyldigt omkring hendes glimtende ansigt, hvor det lyse hår hang løst omkring hendes skuldre for at det kunne følge hendes bevægelser i dansen. Hun lukkede øjnene let som hun lyttede til at det lille orkester var ved at varme lidt op og snart ville gå i gang med at spille det første nummer de skulle performe til ude på scenen. Hun stillede sig klar i stillingen med hoften let skudt til siden og armene elegant over hovedet, hvor ryggen var mod publikum til start positionen. Melodien startede fra orkestreret og hele publikum blev stumt, som tæppet blev trukket fra, så de blev afsløret. Let drejede de 4 piger på række rundt i takt og stod med fronten mod menneske i stedet og et kæmpe påkrævet smil blev sat på læberne, hvor hendes hvide tænder blev vist og dansen gik i gang. Med lethed drejede hun rundt på gulvet og brugte sin krop med største bevidsthed, for hun havde fuldstændig kontrol over den og hun var ligeså utroligt smidig, så det så jo ganske godt ud når hun dansede. Den fjerbeklædte nederdel dansede let omkring hendes hofter og det stramme korset pressede ligeså brysterne let sammen, selvom det ikke viste så meget, det var blot noget som mændene blandt publikum skulle tro; de skulle tro de så noget, selvom de egentligt ikke gjorde. Kjolen var sort, hvor de andre pigers var i andre farver. Hendes var sort for at fremhæve hendes lyse ydre hvortil en af de mørkere piger havde en hvid kjole på, så det stod lidt i kontrast til hinanden. I løbet af nummeret løb hun ud lidt før de andre, da hun skulle ud og skifte til en længere slank kjole, da hun skulle danse pardans med en af de mandlige dansere. Da nummeret sluttede var der et mellemspil der kædede det første nummer sammen med det andet, og hun kom ind fra den ene side og mødtes på midten med den mandlige danser, der kom fra den modsatte side. På midten mødte de hinanden og hun lavede mange smidige bevægelser og blev også slynget let rundt i mandens stærke arme. Inde i nummeret tog han sin exit fra scenen og hun faldt let i knæ, som var en del af showet. De andre piger kom ind igen og hjalp hende med at skifte på scenen som en anden del af hele forestillingen og hun endte med en lidt større kjole med et skørt, som hun dansede let rundt sammen med de 3 andre piger fra før og de tog igen styringen af showet. Det samme smil var på læberne hele tiden, for dette var jo showbizz.

[Deleted]

Hvad tid det var på døgnet, var Joshua ikke helt så sikker på, men et sted, så var han vel.. ligeglad? Han var sådan nogenlunde kommet over hans sygdomsforløb, selvom der stadig hang visse varige men med i det, som han ikke just kunne gøre for. Hans manglende appetit var deriblandt en del af det, også fordi at han ikke rigtigt havde spist noget som helst igennem hans sygdomsforløb, så man kunne vel snildt sige, at han ikke var andet end en skygge af sig selv? Med en let og fast hjertebanken, så han sig omkring. Han havde forladt Lucian efter frygtelig mange år, for manden havde jo valgt at tage sig af ham, og selvfølgelig var det noget som han var glad for, selvom.. der var bare visse småting som manglede i hans liv, selvom han ikke just kunne sætte en finger på det. Mirry måtte være død for skræmmende mange år siden, for han havde ikke set hende, siden de havde forsøgt at skjule sig i skoven, selvom de alligevel var endt med at blive revet fra hinanden, af grunde, som slet ikke var kendt for ham af nogen slags. Han vendte sig let omkring, også selvom han måske ikke var særlig stor eller bred og med huden direkte klistrende ind til hans knogler, så forsøgte han virkelig at klare sig efter bedste mening.
Vingerne trak Joshua let ind til sig, som han pludselig røg ind i en større menneskemængde, hvor de tydeligt var påvirket af musikken og de mange dansere, selvom det slet ikke var noget som han lod sig påvirke synderlig af. I det store og hele, så ønskede han egentlig bare at få muligheden for at komme igennem og videre, velvidende om at han ikke var helt sikker på hvor pokker han skulle søge hen, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham. Han hadede lidt at det var sådan her det skulle foregå, men det var nu og da hans lod i livet. Der.. var vel ikke rigtigt nogen som kunne holde af ham? Selvom det var en tanke som et sted gjorde ham trist. Han lod armene søge omkring sin egen krop, som han kun lige nåede at kaste et blik mod de dansende, hvor hans blik hurtigt måtte fæste sig til en af de kvindelige dansere som omgående fik hans hjerte til at hamre ubehagelig hårdt mod hans bryst. Det.. det kunne da ikke være..? ”… Mirry..?” endte han dæmpet, som han næsten forsøgte at kæmpe sig igennem mængden sådan pludseligt, for der var jo mange til at stå og kigge dem! Hurtigt blev han puffet direkte til side af de lidt større mænd, hvor han røg direkte i gulvet. ”Flyt dig, stump..” mumlede de kortfattet. Han bed tænderne let sammen og rejste sig krampagtigt. Han havde bestemt heller ikke alverdens med energi trods alt! ”Jeg.. jeg skal forbi.. Flyt dig..” endte han dæmpet, som han igen forsøgte at kæmpe sig igennem mængden, selvom han bare ikke kom nogen vegne!

[Deleted]

Det gode ved Mirrys smil var, at selvom det var hendes showbizz smil, så var det ganske ægte alligevel for hun elskede at danse og også selvom det var for pengenes skyld, for deres chef gav dem god mad og en seng at sove i, så klage skulle hun endeligt ikke. Det havde været langt bedre end hendes barndom, hvor hun havde måtte tigge og be om alting og bare var en udstødt pige i Procias, for ingen ville jo rigtigt have hende på grund af hendes forældres ry og det havde smittet af på hende dengang. Det var nu heldigvis glemt for hun kunne bare være sig selv her i Manjarno og det havde hjulpet hende utroligt meget at være kommet i gang med dansen, for hun var jo god til det og hun kunne afreagere på den måde og blive glad ved det.
Let snurrede hun rundt og stoppede op i et par sekunder. Første akt endte med at slutte og der var lige 10 minutters pause, hvor publikum igen begyndte at snakke sammen indbyrdes, nu handlede det mest om showet og hvordan det var, hvor de før showet havde handlet om alt muligt andet. Hun fik lagt hendes læbestift endnu engang, da den var lidt tørret ud efter første del af forestillingen og hun smilede let som hun kunne se i spejlet, hvordan det igen så fint ud for bedømmernes blikke. Anden akt begyndte med 3 pardansere, hvor hun var i blandt, med den mandlige danser fra sidste akt og de dansede ind over gulvet. Let strakte hun benet op over hans skulder smidig som hun var og blev trukket let på tå hen over gulvet, før hun blev snurret ned i hans arme og kiggede op på ham og der gik musikken i stå. Let rejste de sig op og bakkede ud og nogle nye dansere kom til, mens hun skiftede tøj til en slags cancan kjole som hele showet skulle slutte med, hvor både de mandlige og kvindelige dansere skulle være med for at de alle kunne bukke sammen til sidst. Da musikken spillede kom hun ud igen og svingede benene højt op til musikken og blev af og til løftet lidt af mændene, som hun nærmest cyklede med benene ud i luften og med det samme smil på læben, som næsten blev et let grin og hendes øjne glimtede let, for dette skulle jo også gerne indtjene penge, for chefen havde også folk til at gå og samle penge ind blandt publikum og de fik oftest en fin indtjening som skulle betale for maden og en smule løn til danserne, de kunne købe for til dem selv. Da anden akt sluttede bukkede alle danserne og vinkede af, som tæppet faldt og orkesteret bukkede ligeså og pakkede instrumenterne sammen, for at sætte dem ind i backstage lokalet. Så snart at showet var slut forsvandt hele mængden, som der næsten intet havde været og der blev masser af plads. Hun fik taget det fine showtøj af og hængt på plads, som hun fik hendes eget tøj på der bestod af en almindelig mørk kjole, der nåede til knæene og alle danserne samledes igen på scenen for lige at takke af for i aften og sige at de skulle ses i morgen. Hun vædede let sine røde læber der stadig havde læbestift på og kiggede rundt med de isblå øjne. Der fik hun øje på en enlig fyr der endnu var der og hun hoppede elegant af scenen og skridtede hen til ham. "Var det et godt show?" spurgte hun blidt og smilede let til ham. Hun havde ingen anelse om at hun faktisk kendte den unge fyr hun stod over for.

[Deleted]

Joshua kunne efterhånden lige så godt, bare opgive at komme tæt på, for han havde slet ikke nogen mulighed! Han var langt mindre end de andre som var der, også fordi at han havde haft sin sygdom at tage sig af, og de konsekvenser af den, som han endnu måtte sidde med. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget sted at søge hen, hvilket også gjorde, at han så direkte beskidt ud, som intet andet overhovedet, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var noget som et sted gjorde ham ked af det, men også direkte trist, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham. Han bed tænderne let sammen, som han rejste sig igen, også selvom han alligevel var blevet direkte beskidt, og mere end det som han havde været i forvejen, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, men det var bestemt ikke særlig sjovt!
Som showet gik mod sin ende, også selvom det var svært for ham i det hele taget at se noget, men han kunne jo udmærket godt se at hun dansede! Det kunne slet ikke være andre end Mirry! For selv det var ikke nogen tvivl om for ham, for han ville kunne genkende hende overalt! Men.. var hun ikke død? Det var en tanke som efterlod ham næsten med en følelse af ubehag, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som gjorde tingene meget bedre for ham. Han så til som folk begyndte at trække sig, så han selv følge at han igen kunne trække noget luft, også selvom han bestemt ikke så sådan ud, for han lignede virkelig en som var sygelig syg, og.. et sted så var han vel også? Han vidste, at han ikke så særlig godt ud, men igen, så havde han vel heller ikke rigtigt nogen at gøre sig til for? Han havde været under alt for mange forandringer igennem hans liv, og specielt hvad angik hans mere personlige liv. Folk var kommet og gået, og visse var aldrig kommet tilbage til ham igen, og det var næsten det som var det værste af det hele. At han direkte blev opsøgt af hende, var noget som hastigt fik ham til at vende de grønne øjne direkte mod hende igen. Han blinkede med øjnene. Smuk var hun virkelig..! Varsomt rettede han til i den skjorte som næsten kunne se ud som om at den var alt for stor for ham, samtidig med at han var direkte møgbeskidt. Adskillige gange åbnede og lukkede han munden, uden at der kom nogle ord ud af dem. Han vendte blikket mod jorden, inden han så alligevel valgte at nikke. ”Du… du danser virkelig flot.. Mirry,” endte han med en dæmpet røst, som han igen vendte blikket mod hende igen. Han var tynd, han så syg ud, og han lignede noget som boede på gaden, hvilket vel egentlig også var hvad han gjorde nu? Han havde jo ikke direkte nogen at søge til. Han vendte blikket igen væk fra hende.. Hun ville vel næppe genkende ham? Den Mirry som han kendte, ville bestemt ikke reagere på den måde ved at se ham. ”Jeg ville.. gerne betale, men.. jeg har ikke noget..” tilføjede han næsten skamfuldt. Han ville jo ikke stå og nyde et dyrt show gratis!

[Deleted]

På afstand havde Mirry allerede spottet fyrens tilstand, for hans tøj så for stort ud i forhold til den faktisk spinkle krop han egentligt gik rundt med og han så også syg ud i ansigtet, hvilket var noget hun bed mærke i, men hun ville ikke påpege det for ham. Hun ville give ham et smil på læben, så det ville forblive en god oplevelse at han var stoppet op for at se dem danse, for enhver fortjente klart at blive glad. Det kendte hun jo fra sig selv, for hun huskede altid hendes hæslige barndom på gaden og den ville blive siddende ved hende for evigt, som hun også ville huske på Joshua, som hun underligt savnede, for han havde været hendes allerbedste siden altid. Men hun var bare blevet så sur på de voksne da de havde taget hende fra ham, og hun havde ikke kunne finde tilbage efter den nat hun var løbet væk, hvor hun kun prøvede at gøre det i protest men så kunne hun ikke finde hjem. Hun trak vejret roligt og skød hoften let til side, som hun lagde det meste af vægten over på det ene ben. Hun vidste ikke om Joshua havde overlevet pesten eller ej, og hvis han havde, hvordan det så gik ham, men det var ting som plagede hende hver dag for hun havde manglet ham og ønskede da for ham at han skulle have fået det godt, som hun selv havde fået nu. Hun mødte de grønne øjne og lyste op i et smil, som hun puffede det lyse hår om på ryggen og kiggede på ham med et sødt smil på de røde læber. De hvide tænder kom til syne da han ikke kunne finde noget at sige og hun så til at han begyndte at snakke, hvor hun dog måtte se lidt chokkeret til, for han kendte hendes navn, hvilket fik hende til at blinke med øjnene, for hun kunne slet ikke sætte det sammen! "H-hvor kender du mit navn fra?" spurgte hun ham direkte, for hun ønskede klart at vide hvor han kendte hende fra, for dansernes navne blev aldrig opgivet til publikum, da det blev alt for personligt på det plan. Hun rystede på hovedet da han snakkede om at betale. "Det skal du ikke tænke på, chefen tager det ikke så tungt, vi har fået til maden," sagde hun roligt til ham og så mod ham, som hun stadig krævede at vide hvorfra han kendte hende.

[Deleted]

Joshua havde det bestemt ikke særlig godt, men efterhånden, så var han efterhånden ved at være vant til at der ikke just var nogle som tog sig af ham. Han havde mere eller mindre klaret sig selv, og efterhånden var det selvfølgelig en tanke som gjorde lidt ondt, men det var vel bare efterhånden bare hans lod i livet? At det bare ikke var meningen at der var nogle som skulle elske eller holde af ham? For alle dem som havde gjort det, var folk som han havde mistet, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt mod Mirry, også selvom det virkelig var en utrolig fornemmelse at se hende igen, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde! Han blinkede let med øjnene, som han varsomt hævede hånden til sit bryst, næsten som det gjorde ondt, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han havde det ikke særlig godt, og følelsen alene, var noget som næsten efterlod ham med en kvalmende fornemmelse, og det var i sig selv, ikke noget som han brød sig særlig meget om i den anden ende.
Joshua kendte ganske rigtigt hendes navn, selvom det ikke ligefrem var kendt for nogle af de andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. Smuk var hun virkelig og smukkere end det som han kunne huske hende for at være, men selv han kunne blive positivt overrasket. Han rystede let på hovedet. Hun genkendte ham ikke, også selvom det ikke ligefrem forundrede ham, for han var jo blevet en del større, men der var bare visse ting som gjorde det anderledes.. han havde været syg, og det havde været noget som havde taget utrolig hårdt på ham! Hun så frisk ud, og det var noget som selvfølgelig gjorde det meget bedre for hans del, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du kan slet ikke huske mig..? Kan du..?” endte han med en dæmpet, også selvom han ikke kunne være skuffet eller noget lignende, for det var slet ikke noget som nogen fik noget ud af det. At det ikke gjorde noget, at han ikke kunne betale for det som de havde vist for dem alle sammen, var noget som han faktisk havde det ganske fint med, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et let og stille smil. ”Det.. det var da fint,” endte han dæmpet, som han igen vendte de grønne øjne mod hende, som han let lod hovedet søge på sned. Han lod armene igen let søge omkring sin krop, som han næsten ikke vidste hvad han skulle gøre ved dem, for han havde lyst til at tage hende i armene og knuge hende ind til sig, selvom.. han havde ikke rigtigt kræfterne til det, men.. han havde bare ikke nogen appetit! Han vendte blikket ganske sigende mod hende. ”Det er bare.. ja, mange år siden. Vi var små.. små børn,” endte han dæmpet. Han ønskede jo hellere at hun selv skulle kunne gætte sig til det – hvem han var.

[Deleted]

Mirry så på fyren for der var virkeligt noget bekendt over ham endnu engang, men hun kunne slet ikke få det til at passe sammen med noget som helst. Hun kunne jo sagtens have set ham før, selvom dette virkede anderledes, for han kendte hendes navn og hvorfra det havde hun ikke den mindste anelse om og det skræmte hende faktisk! Ikke mange kendte hende her i Manjarno for hun holdt sig ganske neutral og gav de forkerte navne hvis folk spurgte, da kun dem hun virkeligt stolede på kunne kende hendes rigtige navn, og det var få der kunne optjene nok af hendes loyalitet og tro til at få det at vide på én aften, for hun var stadig meget på vagt på grund af barndommens sår. Hun vædede let sine læber og så på ham med et roligt blik, for hun ønskede klart at finde ud af hvem han var nu da han havde sagt hendes navn og hun krævede at finde ud af det, for hun gik ikke før hun opklarede det. Hun blinkede let med de isblå øjne og studerede ham med hovedet en smule på skrå, som en der skulle opklare noget vigtigt og det var jo også vigtigt for hende! Han virkede ikke til at være skuffet over at hun ikke huskede ham, så det kunne tyde på han næsten vidste at hun ikke ville kunne genkende ham, eftersom han nok ellers ville være blevet stødt af hendes dumhed. "Det… det kommer da an på..." sagde hun uden at færdiggøre, for hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare for ham, hvilke ting det kom an på, men det kom jo i hvert fald an på hvorfra hun skulle kende ham, så ville hun sikkert huske det med det samme. Hun var dog oppe i tænkeren og tænkte på, at det måtte være fra Procias og som barn, for de virkede jævnaldrene et eller andet sted. Som hun begyndte at studere ham andre steder end kun ansigtet fik hun øje på de foldede vinger og hun spærrede øjnene op lettere forskrækket, som det nærmest slog hende som et lyn, selvom hun næsten ikke troede det kunne være sandt, for hun troede hun havde mistet ham. Det bekræftede det nærmest kun at han sagde det var for mange år siden og da de var små, for han ønskede alligevel også at hun skulle kunne huske det. "….Jo...Joshua?" sagde hun let tøvende, for næsten bange for at få forhåbningerne op hvis det faktisk ikke var ham men en anden barndomsven fra børnehjemmet måske, som også var engel… men nej, det måtte da kun være hendes elskede Joshua!

[Deleted]

Joshua gjorde sig ikke just nogen større forhåbninger om Mirry ville huske ham, for det var jo trods alt ved at være temmelig mange år, men ikke desto mindre, så havde han jo faktisk regnet med at hun skulle være.. død? At det jo så ikke lige var tilfældet, var selvfølgelig en direkte lettende tanke! Selvom hun selvfølgelig så ud til at klare sig langt bedre end ham, for hun havde da noget mere.. fornuftigt at give sig til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han klarede sig måske kun lige og lige, men han lignede jo et skelet med hud på, for.. det var jo mere eller mindre vad han var? At der var visse ting ved ham, som hun måtte genkende, men ikke just sætte i sammenhæng, vidste han ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han trak vejret dybt, som han let betragtede sig af hende. Smuk var hun, og han havde virkelig, virkelig savnet hende, hvilket slet ikke var noget som han kunne skjule på nogen måde! ”Det… det kommer an på hvad?” spurgte han usikkert, som hun valgte at stoppe op midt i sætningen. Han havde aldrig været den mest selvsikre, hvor det faktisk havde været hende, som var det, og det var selvfølgelig noget som også gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At femøren så endelig faldt for hende, fik ham let til at nikke, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile ganske let, for.. det var jo ham, og hun havde genkendt ham, og det var noget som han selvfølgelig følte en direkte lettelse ved! ”Jeg… troede ikke du kunne huske mig, Mirry.. Vi var så små, da vi måtte.. løbe fra børnehjemmet,” endte han dæmpet. At han så havde været ramt af sygdommen, som havde været så tæt på at tage hans liv adskillige gange, at han stadig den dag i dag, frygtede for, at det skulle lykkes den at komme retur og tage hans liv, for det havde den været så utrolig tæt på at gøre tidligere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i det store og hele. Forsigtigt hævede han den beskyttende hånd, som han kort strøg mod hendes kind, selvom han lod den falde igen. Han ville nødigt gøre hende beskidt, og han var jo ikke andet end en simpelt knægt fra gaden af, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han var ikke videre stolt af hvor han var endt!

[Deleted]

Joshua var bestemt én som Mirry aldrig havde glemt, for han var den eneste person hun havde stolet på igennem hele sit liv, netop fordi han havde været hendes allerbedste ven igennem hele barndommen og de havde holdt sammen da de var mindre, for de havde været adskilt en del gange men fandt altid sammen og endeligt så det ud til at de skulle forenes igen, selvom denne gang havde føltes anderledes! Hun havde jo troet at pesten faktisk havde taget ham, hvor den tanke også tit havde gjort hende ked af det, for hun følte selv skyld over at hun ikke havde kunnet finde tilbage til ham efter at have forvildet sig væk fra ham. Hun kiggede på ham med de blå øjne og blinkede let med de lange vipper der var forstærket af en mørkere farve efter aftenens show, for hun havde ikke været ude og skylle sminken af ansigtet endnu. Et smil spillede over hendes læber igen, for hun var alt i alt blevet en glad og tilfreds pige som aldrig før, for hun havde det faktisk rigtig godt og det var takket være chefen, der havde fundet hende efter at hendes vinger vare blevet skåret af hende, hvilket var en ting hun stadig skammede sig over, for hun var vel så slet ikke en engel mere? Et let suk passerede hendes læber af tankerne og hun kiggede kortvarigt ned mod jorden, da han spurgte ind til hvad det kom an på, men hun svarede ikke for hun havde hurtigt regnet det ud alligevel, så hun ventede bare på en bekræftelse fra ham, at det var ham, for det håbede hun. Hun kiggede op mod ham med de klare øjne og det sitrede helt i hende, for han var faktisk i live… hendes egen kære Joshua! "Hvordan kunne jeg nogensinde glemme dig? Min aller bedste barndomsven," sagde hun blidt og modtog glædeligt hans strøg over kinden, selvom det blev ganske kort. Hun sukkede let og trådte helt hen til ham, som hun blev nødt til forsigtigt at lægge armene omkring ham og mærke ham helt tæt på, hvilket gav en utroligt stor lettelse indeni og en glæde der var ved at springe snart! "Hvor har jeg savnet dig!" sagde hun med et smil.

[Deleted]

I årevis havde Joshua vandret rundt i troen om at Mirry var død, for han havde intet set eller hørt til hende i frygtelig mange år efterhånden, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig måtte lette ham! Tanken om at se hende i så godt velbefindende, var noget som han havde drømt om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. Selvom han måske lignede en skygge af sig selv, så var det noget som han ikke havde noget andet valg, end bare at bide i sig, for han vidste det jo godt. Et sted var det vel også rent mirakel at han faktisk var i live? For han havde bestemt heller ikke ligefrem haft oddsene med sig, hvilket man snildt kunne sige! At hun havde genkendt ham, var noget som virkelig lettede ham, for det var noget som han havde haft brug for i den anden ende! ”Jeg.. jeg troede bare at.. ja.. det er jo så mange år siden..” endte han dæmpet. Han var ganske vidst ikke helt så sikker på hvordan det var gået til eller hvor mange år der faktisk var gået, men der var gået frygtelig mange, og det var det som han vidste, og det var det som faktisk måtte skræmme ham! At hun kom ham i møde, hvor hun faktisk lagde armene om ham, var noget som efterlod hans hjerte kraftigt hamrende mod hans bryst, at det næsten var ubehageligt! Han var tynd og hun kunne sikkert mærke hver en knogle i hans krop og sind, uden at han kunne gøre det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Forsigtigt lagde han armene om hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. De havde været små dengang, og de var jævnaldrende, også selvom hun helt klart så ud til at klare sig langt bedre end det som han gjorde, og selvfølgelig var han glad på hendes vegne! ”Jeg har virkelig også savnet dig! Jeg.. jeg troede du var gået bort..” endte han med en dæmpet stemme, som han forsigtigt vendte blikket mod hende endnu en gang. Let blinkede han med øjnene, som han roligt betragtede hende med sine grønne øjne. Et sted bar de skæret af lettelse, for han havde aldrig troet, at han nogensinde skulle se hende igen!

[Deleted]

Hvor lang tid der egentligt var gået kunne Mirry ikke sætte en finger på, for tiderne flød sammen for hendes del da det jo nu gik godt for hende og derfor talte hun ikke længere årene på samme måde som hun havde gjort da hun var mindre, for der havde hun jo mærket hver eneste forbandede vinter utrolig tydeligt, men det gjorde hun heldigvis ikke længere, for nu havde hun nok tøj og et sted at være indenfor. Nogle gange vidste hun ikke helt hvorfor hun fortjente at blive frelst, men måske det at miste vingerne havde budt hende en helt ny chance og det at komme til et nyt land, havde fjernet de ord der ellers havde hængt over hendes hoved i Procias på grund af hendes forældre, hvor hun ikke længere huskede eller kunne finde ud af om de var skyldige eller ej, men hun troede bestemt på at de havde været uskyldige. Hun bed sig let i læben og lyttede til hans ord, hvor hun let rystede på hovedet. "Der kunne gå 1 million år og jeg ville stadig huske dig," sagde hun stille og trykkede ham let forsigtigt ind til sig, for hun kunne godt mærke hvor tynd han var og det skræmte hende lidt, for så havde han virkelig lidt under sine forhold. Det var klart noget hun ønskede at rette op på, for hun ville ikke lade ham gå uden kamp, hun skulle nok tvinge ham til at blive om han ville det eller ej. Chefen kunne vel godt tage en mere under sine vinger, som han havde taget hende i første omgang og så kunne han få det godt, få god mad og en seng at sove i, med tag over hovedet! Hun trak vejret dybt og lukkede let øjnene i deres kram, hvor hun dog rettede sig op igen og kiggede på ham igen efter at have åbnet øjnene, men hun holdt stadigt armene omkring ham. "Jeg kan kun sige det samme…" sagde hun dæmpet, for løgn var det jo ikke at hun havde troet at sygdommen havde taget ham og det var ren og skær lettelse at han nu faktisk stod der lige foran hende! Hun gav slip omkring ham og tog i stedet hans hånd, som hun nikkede ham med sig og sagde et lille: "Kom med… Du har vist brug for et bad," sagde hun med en let drilsk tone, for hun kunne jo godt se han var beskidt af gadens gang.

[Deleted]

Selvfølgelig lettede det virkelig Joshua at have fundet Mirry, også fordi at han i frygtelig mange år, var gået rundt med tanken om at hun var død, for det var jo faktisk det eneste som han var kendt med. Han havde intet hørt om hende eller med hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Man kunne ikke just sige at oddsene havde været med ham, hvor han direkte havde kæmpet for sit liv igennem mange stunder af hans liv, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun kunne huske ham, var selvfølgelig en lettelse uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men det var noget som fik ham til at smile, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var helt sikkert! ”Jeg.. jeg tror ikke du ved hvor meget den tanke glæder mig,” endte han med en dæmpet stemme, for det var helt sikkert sådan som han havde det!
At han var tynd, var kendt for Joshua, men det var noget som han måtte arbejde med, men lige nu var det ikke muligheder som han havde. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men nu hvor det var ved at blive koldt, det var ved at blive vinter og det hele, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Han betragtede hende med et stille smil. ”Jeg.. jeg har været tæt på.. mange gange, men.. jeg lever lykkeligt ved mirakler,” endte han dæmpet. Han forstod ikke hvordan han var kommet sådan over sygdommen, men de rødder som han havde været tvunget til at gnaske på, havde vel været det som skulle til, og selvfølgelig var det noget som han var frygtelig glad for! Han lod hende tage hans hånd, også selvom.. hvor ville hun have ham med sig hen? Hans hjerte hamrede stadig ubehagelig hurtigt mod hans bryst, hvor han alligevel gik stille med, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun gav ham noget andet valg af den grund. ”Jamen.. j-jeg har da ikke noget sted at være, Mirry..” endte han dæmpet. Han ville jo heller ikke trænge sig på, da det heller aldrig havde været hans mening med dette!

[Deleted]

Mirry var altid meget bestemt og nu havde hun sat sig for at Joshua ikke skulle herfra inden hun sikrede sig at han var helt okay, men derefter måtte han selvfølgelig selv bestemme om han skulle videre, for han vidste jo ikke om han faktisk havde bare ét eller andet at vende tilbage til. Men hun tog chancen ud fra hans tilstand og troede på at han kun havde sig selv, som dengang de havde levet på gaden og også den tid hvor hun havde levet for sig selv i det hårde gademiljø, hvor det gjaldt om overlevelse mere end noget andet, og når hun stod lige der og kunne gøre noget, så ville hun ikke lade ham leve på gaden. Det var ved at blive koldere og derfor kunne hun bestemt ikke lade ham blive ude, for så ville hun vide det i sit indre og så ville hun få det ret dårligt med sig selv, for Joshua var den eneste der betød noget for hende udover hendes bamse, men den talte jo slet ikke på det samme plan som ham. Hun smilede let, for hun kunne næsten ikke tro at de endeligt havde fundet hinanden efter alt denne tid, for det var virkelig en fantastisk følelse at vide, at han levede. "Kan næsten ikke tro du står her… Det er fantastisk," sagde hun dæmpet og det store smil spillede igen over hendes læber, for hun elskede den tanke at hun faktisk lige havde holdt ham ind til sig og mærket ham tæt på, for selvom de blev ældre, ville de altid været bundet sammen i sjælen, for altid havde de været venner og helt tilbage fra da de levede i Himmeriget - et sted hun ikke havde betrådt i vel over tusinde år.
Nok var han tynd, men derfor skulle han stadigvæk i bad og skrubbes ren, hun ville finde ham noget nyt tøj et eller andet sted og forhåbentligt overtale chefen til at lade ham blive, hvis han altså ønskede det, for hun ville igen ikke holde på ham hvis han ikke ønskede det. Hun bed sig let i læben og nikkede forsigtigt til hans ord, for tanken gjorde ondt, men hun havde regnet ud at det måtte have været hårdt og han bar måske stadig en lille del af sygdommen? "Det må være mig," sagde hun let drilsk, for hun syntes stemningen blev så trygt når de snakkede om at de havde troet det værste om hinandens død, men de var jo begge to levende! Hun trak ham med sig og ind bag scenen, hvor det egentligt var ganske stort, for det var jo et helt hus i sig selv i flere etager, for de fleste af danserne boede på stedet, da det var det billigste og nemmeste for alle og for chefen i det hele taget, og de tjente nok til at brødføde dem alle sammen. Hun vædede let sine læber og så tilbage mod ham, da han sagde han ikke noget sted havde at være, men det ville han jo så få, for så havde hun troet rigtigt, at han ikke havde noget sted og derved kunne hun vel sagtens overtale ham til at blive sammen med hende? Hun førte ham ned ad en gang og ind på hendes værelse, for alle havde deres eget og med et badeværelset i mellem 2 værelser, så de skulle deles. Hun smilede let til ham og lukkede og låste døren ind til hendes værelse, som hun gik i gennem badeværelset og åbnede døren ind til hendes makker, efter at have banket på og fået grønt lyst. Hun spurgte om hun kunne bruge badeværelset og fik et ja, så hun låste døren ind til naboen fra hendes side, så hun ikke ville komme ind. "Kom," sagde hun til Joshua og vinkede ham ind, som hun fik fyldt karret op med vand og gjort det klar til ham, hvorefter hun stille gik ud af badeværelset igen, for hun ville jo heller ikke sidde og overvåge ham. "Op i bad," sagde hun med et let bedende smil og lagde hovedet lidt på skrå og kiggede sødt på ham.

[Deleted]

Tanken om at skulle stå med Mirry i sine arme, var virkelig ikke en tanke som Joshua kunne begribe, men dog, så var det noget som skænkede ham en ro i sindet, som han aldrig havde troet, at han skulle opleve nogensinde igen, og det var noget som virkelig havde en utrolig betydning for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, så var det bare sådan at det måtte være. De mørke øjne gled stille mod hendes smukke skikkelse, som hun stod foran ham. Han kunne virkelig ikke forstå, at hun faktisk stod der, men dog af den grund, så var det en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Smilet bredte sig på hans læber, også selvom han virkelig var tynd, så kunne lykken i den grad være at spore i hans øjne, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ingen tvivl om det! ”Jeg.. jeg troede først, vi ville blive genforenet i Dødsriget.. når sygdommen havde taget mig med..” endte han dæmpet. Han var måske langt mere negativt indstillet, end det som hun var, men det var sådan at det altid havde været for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han roligt betragtede sig af hende. Han kunne virkelig ikke begribe at han stod med hende ved sig igen!
Det var ved at blive koldt, og Joshua havde ikke ligefrem noget sted at være, men af den grund, så ønskede han jo heller ikke ligefrem at trænge sig på, for det var ikke noget som man fik noget ud af som sådan, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. At komme bag scenen, var noget som virkelig fik ham til at se sig omkring, for det var ikke ligefrem fordi at det var dette som han havde regnet med at skulle støde på! ”Det.. det er jo smukt..” endte han dæmpet, som han lod hende trække ham med sig hele vejen til hendes værelse, hvor han vendte blikket direkte mod hende igen. hun var heldig at have et sted at være i det hele taget, og selvfølgelig var han frygtelig glad på hendes vegne, for han kunne da slet ikke få sig selv til noget andet, det var der ingen tvivl om! At de skulle dele badeværelse med naboen, sagde han ikke noget til, hvor han vendte blikket mod hende, for.. han ville jo slet ikke trænge sig på, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hans hjerte slog let mod hans bryst, som hun kom ud igen og bad ham om at gå i bad. Han var bestemt ikke meget for at lade hende se hvordan han så ud, så det ville han faktisk gerne gøre selv. ”Det.. det er virkelig ikke nødvendigt, Mirry, men.. tak,” begyndte han dæmpet, som han gik ud på badeværelset, hvor han forsigtigt fik tøjet af sig og varsomt krøb op i vandet. Det var virkelig en glæde uden lige at komme i vandet, så han kunne vaskes, for det var nødvendigt! Han sukkede næsten nydende, som han forsøgte at vaske den tynde og yderst spinkle krop. Han bed sig svagt i læben. ”.. Mirry? Du kunne ikke hjælpe mig lidt..? Vel?” spurgte han dæmpet. Vingerne var ikke nemme at tage på egen hånd!

[Deleted]

Mirry var utroligt glad for at Joshua stod der lige pludseligt, for han oplyste igen hendes verden i den vej der havde været mørk indtil nu, for det var den del af hjertet hvor han lå så dybt og hun holdt kær, så nu kunne hun åbne op for det igen. Hun så let mod ham med de blå øjne, der kiggede varmt mod ham som hun førte ham ind i hendes værelse, som også var hendes hjem, og et sted som hun virkeligt holdt af, for det var blevet det sted hun følte sin sit sikre og trygge sted. Hun håbede at det kunne blive det samme for ham, for hun ville hjertens gerne have at han skulle blive her sammen med hende, men hun ville selvfølgelig ikke tvinge ham til at blive - kun tvinge ham i bad, for det havde han klart brug for. Og brug for mad. Ja hun ville nok få ham til at blive et par dage, så hun kunne hjælpe ham med de midler hun nu havde.
"Det tror jeg vi begge troede, men det vigtigste er, at det er ikke sket og det vil ikke ske… Vi er genforenet!" sagde hun med hendes glade og frejdige tone, for det gjorde hende virkelig lettet at vide og hun var stadig helt oppe i det grønne felt efter aftenens show og at have mødt ham, for det var… utroligt!
Hun satte sig inde på hende seng efter at have ledt Joshua ind og vist ham badeværelset, så han kunne vaske sig, for hun kunne se på hans ansigt at han var beskidt så han havde bestemt brug for det og hun gav ham lige der intet valg. "Ikke nødvendigt? Jo dét er det," svarede hun ham igen med et sødt smil på læben og fulgte ham med blikket da han gik ud på badeværelset, men så forsvandt han fra hendes synsvinkel. Han kunne dog høre at han satte sig op i karret og hun lagde sig tilbage på sin seng. Hun satte sig dog op igen da han kaldte på hende og spurgte ind til hjælp, så hun rejste sig og kiggede forsigtigt ind ad døren og hen mod ham som han sad der under vandet, rimelig skjult så hun ikke så noget, for de var vel kun venner.
"Jo, hvad kan jeg gøre?" sagde hun og smilede let, hvor hun betragtede hans vinger med let sammenbidte tænder, hvor hun næsten med det samme lagde hånden over ryggen og fik et længselsfuldt blik i øjnene.