Post by Deleted on Nov 1, 2012 20:49:47 GMT 1
Folk blev født, de voksede op og de gik bort, det var jo trods alt bare en naturlig del af livet, hvilket Chryseis var klar over. Selv hun gik bort, hvis skoven her ville gå bort, også fordi at den nærede hende med det liv som hun havde brug for selv at kunne klare sig, også selvom.. ensomheden var voldsom tydelig, og det var noget som faktisk selv kunne gøre hende trist. At dem som han havde mistet, var af en betydning for ham, var ganske vidst ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hun brød sig slet ikke om at se ham på den måde! De mosgrønne øjne, vendte hun endnu en gang i hans retning. ”Du må ikke være så trist..” endte hun dæmpet. Han pillede hendes argumenter fra hinanden, og selvfølgelig var det en tanke som i sandhed formåede at irritere hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kunne vel klare det? Hun var vant til det værre! At han ikke turde fortsætte sin søgning i frygten for at blive såret, var slet ikke noget som hun forstod sig på. Hun stoppede op midt på højen og vendte sig mod ham. Hun blinkede let med øjnene, som hun forsøgte at finde ud af meningen i hvad han egentlig sagde, for det forvirrede hende virkelig! ”Jeg er ked af hvad der er sket de kære og dem som du holder af, men det burde slet ikke stoppe dig i din søgning. Det burde få dig til at se anderledes på det og fortsætte.. Det her er altså helt forkert!” endte hun bestemt.
Som han alligevel valgte at præsentere sig for Chryseis, så var det ikke noget som hun havde noget imod, selvom hun faktisk glemte at præsentere sig selv, for hun var jo slet ikke vant til at folk faktisk viste hende.. denne form for interesse. Hun vendte sig mod ham, som smilet igen prydede hendes læber, også selvom hun kun lige nåede at fange hans eget! Hun så det i hvert fald! ”I lige måde Derek.. Og så må du altså godt give mig et smil..!” endte hun selv med et stort et på læben, idet hun vendte sig mod ham, hvor hun roligt lagde sine hænder mod hans kinder, næsten som hun trak i hans læber, så han næsten var tvunget til at smile. Det andet kunne hun altså slet ikke lide! At se et smil var altså langt kønnere i længden!
Som han alligevel valgte at præsentere sig for Chryseis, så var det ikke noget som hun havde noget imod, selvom hun faktisk glemte at præsentere sig selv, for hun var jo slet ikke vant til at folk faktisk viste hende.. denne form for interesse. Hun vendte sig mod ham, som smilet igen prydede hendes læber, også selvom hun kun lige nåede at fange hans eget! Hun så det i hvert fald! ”I lige måde Derek.. Og så må du altså godt give mig et smil..!” endte hun selv med et stort et på læben, idet hun vendte sig mod ham, hvor hun roligt lagde sine hænder mod hans kinder, næsten som hun trak i hans læber, så han næsten var tvunget til at smile. Det andet kunne hun altså slet ikke lide! At se et smil var altså langt kønnere i længden!
