A new beginning?

[Deleted]

Koldt, vådt og væmmeligt. Efteråret først altid kulde og tristhed med sig. Vinden ruskede brutalt i træerne og flåede de sidste orange og gyldne blade med sig. Vinteren var på vej, det var der vidst ingen tvivl om. Selvom det egentlig var forholdvis tidligt på dagen så virkede dagslyset så dunkelt og trist at det kunne påvirke selv dem mest glade og lykkelige person. Dyrene var allerede begyndt at krybe i hi for vinteren og skovens bund virkede uberørt bortset fra en enkelt skiggelse der bevægede sig igennem den snart visne skov. Bladene på jorden knasede under fødderne og dette var den eneste anden lyd foruden vinden. Et stille suk kom over læberne på skiggelsen som hætten på hans kappe blæste brutalt af. Derek stoppede op og vendte stille de blide øjne rundt på sine omgivelser. Der var en tristhed malet i hans ansigt, en tydelig følelse af at han var alene. Han følte sig alene. Roligt vendte han sig hen mod det nærmeste træ og satte den ene fod foran den anden for at nå derhen. Han smed sig ned på jorden med ryggen mod træets stamme og tak hætten over hovedet igen. Han havde haft brug for bare at komme væk fra byen, væk fra det hele. Han havde normalt søgt til himmels men hvad han søgte kunne ikke findes deroppe. Ikke længere. Med alle engle han havde gået forbi deroppe faldt hans tanker på Lisa. Enkelte tårer trillede ned af hans kinder mens et stille "Undskyld" kom over hans læber og så var der endnu en gang stille. Derek lukkede øjnene blidt i og valgte bare at lytte til vinden og naturen omkring sig. Vinden var hylede men dog kunne man en gang imellem høre den nærliggende bæk med det rene vand som han egentlig havde søgt hen imod. Han orkede bare ikke længere at gå, han ville bare blive lige her for en stund.

[Deleted]

Selvom det var ved at være koldt og vådt, så var det slet ikke noget som kunne ødelægge Chryseis’ humør! Vinden rev i trækronerne, hvor de selv var ved at gøre klar til den kommende vinter. Fuglene søgte sydpå til de varmere strøg, hvilket nok var det som gjorde det hele en kende ensomt for hende. Hun havde været vant til hele sommeren, at have dyrene som et selskab, og hun havde altid været utrolig glad for det, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre noget ved det.
Med sine gadedrengehop igennem skoven og med en nynne over læberne, samt med det store smil, så var det tydeligt at hun var i et godt humør! Vandet var normalt ikke et sted som hun ville søge ned til længere, men det var det sidste samlingssted alle dyrene havde, og et sted, så håbede hun vel også for muligheden, for at få lov til at se dem, inden de selv søgte i skjul? Ligesom de mange bjørne nu var ved at gøre? Døden var om ikke andet kun en naturlig del af livet, også for hende, for selv hun havde mistet meget igennem hendes frygtelig lange liv. Hun stoppede roligt op nede ved bækken som roligt flød med det kolde vand lige forbi hende. Hun lod den ene hånd vandre igennem det lange hår, som hun så sig omkring. Hun elskede skoven og så den vel også efterhånden, som havde det været.. hendes? Hun havde ikke meget andet end en kjole om sin krop og en tynd kappe, som ikke just holdt på varmen, men hun havde jo trods alt klaret sig til nu, og disse kommende vintre skulle bestemt heller ikke forhindre hende i at fortsætte som hun havde gjort til nu! Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene, som et vindpust ramte hende direkte i ansigtet. Selv følte hun sig fri som fuglen, og det gjorde bestemt op for den ensomhed som hun selv gik i møde, for dyrene søgte jo væk, og efterlod hende her, for et sted… bundet til skoven var hun jo trods alt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Skikkelsen som sad ikke langt væk fra hende, op af et træ, var noget som hurtigt fangede hendes opmærksomhed ud af øjenkrogen, selvom hun for nu lod det være. Hendes nynnen brød hun slet ikke op i på nogen måde, for hun var glad, og det var noget som hele verdenen i den grad også skulle være kendt med!

[Deleted]

Stilheden nød han til en forandring selvom han følte sig alene i den. Det at der for en gang skyld var ro var virkelig kun nogen han kunne holde af og elske. Dog kunne det være rart at have en at dele den med og en at snakke med. Endnu et suk gled over Dereks bløde læber og han skuttede sig lidt i kulden og åbneden edelig øjnene igen. Bladene blev blæst af vinden hen over jorden foran ham i en underlig roligt dans. hovedet endte let på sned og han lod blikket søge rundt omrking. Han havde en følelse af at han ikke længere var alene og dette var en tanke som undrede ham. Hvem ville dog være ude på sådan en dag?? Blikket fandt kvinden meget hurtigere end hendes nynnen nåede hans øre og han blikede let med øjnene fordi han vel et sted ikke troede at hun var virkelig? At hun var glad og smilende kunne han dog ikke undgå at se. Hun skjulte det ikke for nogen og det var som om hun ønskede at vise verdenen at det intet gjorde at det var ved at blive vinter men at der stadig var lykke og glæde. Stille og næsten ubetydeligt rystede han på hovedet. han var langt ude og kunne ikke længere se hverken lykke eller glæde i sit eget liv længere. Et brat vindpust blæste endnu en gang hætten af ham og afslørede det triste ansigt. Øjnene søgte i jorden og han vendte sig lidt væk fra hendes retning. Stolt var han stadig og han ønskede ikke at nogen så hvordan han inderst inde havde det. Han havde gemt den del af sig væk, gemt sine følelser væk og bare ladet som om alt var ved det gamle overfor de mennesker som kendte ham. Han ville ikke have at nogen andre bekymrede sig eller tænkt på ham. Han følte sig ikke fortjent til dette. Han fortjente bare at være alene.

[Deleted]

Selvom Chryseis måske var frygtelig glad for sommeren, så havde hun faktisk ikke noget imod efteråret, for det var der træerne og blomsterne fik de smukke farver, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som vindpustet ramte denne mand og kutten faldt af, fik hun øje på de triste øjne, hvilket var noget som fik hendes eget smil til at falme en anelse, for hun forstod da ikke hvordan nogle kunne være triste? Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening, og i sig selv, så var det faktisk også noget som gjorde hende selv en kende trist.
Med hendes blide og varme nynnen, så vendte hun om, kun for at hoppe tilbage i skoven, også selvom det var mere for at vandre i en halvvejs cirkel omkring ham, for at liste op bag træet som han sad oppe af. Hun var drilsk og det havde hun også altid været, så hvorfor ikke lave bare lidt sjov med denne mand og forsøge at gøre hans humør bedre? Forsigtigt listede hun helt op bag det, idet hun varsomt gled ned i knæ og lod hænderne glide næsten kærtegnende over barken på træet. Hun var bundet af skoven her, da hun også var en skovånd, bundet og fæstet til en nymfes krop. Det kunne måske være derfor at hun havde svært ved menneskelige følelser og udvise forståelsen, selvom hun sad inde med de helt samme følelser som så mange andre gjorde. ”Hvorfor så trist?” spurgte hun direkte. Hvorvidt om han fik et chok eller blev forskrækket, vidste hun ikke lige, men det genstod vel selv for hende at finde ud af? Hun kunne slet ikke lide at se ham så trist, og det var noget som hun agtet at gøre noget ved, nu hvor hun endelig havde muligheden for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun satte sig helt tæt op mod træet. Vejret var smukt i sig selv, selvom det måske var koldt og vådt, men selv det kunne hun have sin skønhed, og det skulle nok gå op for ham! ”Hvorfor er du her alene? Ingen skal vandre med den triste mine igennem min skov og mit domæne,” endte hun dæmpet, selv på trods, at hun faktisk mente det! Hun kunne ikke lide at se ham sådan!

[Deleted]

Denne kvindes tilstedeværelse havde Derek bemærket men ikke taget sig synderligt meget af. Det at der var andre i skoven på sådan en dag var ham underligt men ikke fjernt. Andre havde måske også haft lyst til at komme lidt væk fra deres tilstedeværelse?? Vinden som hev hans hætte af irriterede ham men han magtede ikke endnu en gang at tage den på igen for han vidste at han ville vinden endnu en gang ville blæse den af ham. Dette var en kamp som han ikke kunne vinde.
Han vendte kort blikket mod kvinden igen. Hendes nynnen kunne han tideligt høre og den varme der var i hendes stemme ramte ham tydeligt selvom dette endnu en gang ikke havde noget effekt på ham. Han var simpelthen for langt nede til at en smule varme ville gøre det store for ham. hans øjne gled stille i igen og han slappede bare af og lyttede til nynnen. Han åbnede dem dog igen da nynnen fortog sig og han spejdede stille rundt. Han kunne ikke se kvinden længere og han kunne heller ikke føle hendes tilstedeværelse. Han sukkede stille og rystede på hovedet af sig selv. Et sted kunne det vel have været hyggeligt at snakke med et andet menneske men denne chance havde han forspildt nu. Eller dette troede han, derfor kom det også som en chok da kvinden stod bag ham ved det samme træ og talte til ham. Han kom meget hurtigt på benene og trådte lidt væk fra træet. Han trak vejret dybt mens han bare betraktede hende lydløst lidt. Det dirrekte spørgsmål rungede i hans hovede og han nåede ikke at svare før hun endnu en gang sagde noget igen. Han nikkede roligt en enkelt gang og lod de grønne øjne hvile roligt på hende. "Jeg beklager hvis jeg har gjort dem eller deres domæne uret ved at komme her med denne sindstilstand" lagde han stille ud. Hans stemme var rolig og blid som den altid var. "Og jeg er trist fordi jeg er ensom. Alle de mennesker som jeg har kendt og elsket er døde eller ude af min rækkevide. Jeg har i øjeblikket intet at leve for selvom jeg holder mig selv kørende. Derfor er jeg trist"[/color" han vidste ikke hvorfor han fortalte hende dette. Det kom jo egentlig ikke hende ved hvorfor han havde det som han havde det men på den anden side så var det vel rart at komme af med noget af det til nogen andre? Så virkede det ikke som om at han var helt så alene længere.

[Deleted]

Chryseis var efterhånden vant til ensomheden som det hele bragte med sig, selvom der nu heller ikke var noget som hun kunne gøre ved det. Melchior havde været en mand i hendes liv, som hun elskede at tilbringe tiden med, men da han ikke længere opsøgte hende, så gik hun lidt automatisk ud fra at… han var blevet straffet for at blande sig i de sager, som han slet ikke skulle blande sig i? Tanken gjorde hende selvfølgelig trist, for hun savnede ham jo, men selv ikke hun kunne tænke for meget over at han ikke længere var der, for hun ville jo hellere se frem og prise sig lykkelig ved dem som faktisk var til stede her.
Manden var trist, og det var slet ikke en tanke som Chryseis kunne lide! Hun ville opmuntre ham lidt! At han fik lidt af et chok, idet at hun pludselig sad bag træet som han sad lænet op af, morede hende lidt, også selvom det mere var et forsøg på at få ham ud af det. Hun blinkede let med øjnene, som hun kun lige kiggede frem forbi træet og mod hans trætte skikkelse. Han var en engel.. et væsen som altid havde fascineret hende utrolig meget! Og det var yderst sjældent man i det hele taget så det væsen trist eller noget lignende, og derfor ville hun meget gerne hjælpe ham med det. At han havde mistet de nærmeste, var en tanke som hun godt kunne relatere til, og det var selv en tanke som gjorde hende trist, hvor hun varsomt kom op på benene og roligt trådte forbi træet, kun for at læne sig op af det i stedet for. Dog en flot mand, den måtte hun give ham, selvom det slet ikke var noget som faktisk havde nogen større betydning for hende af nogen slags, for det havde det virkelig ikke. Let blinkede hun med øjnene som hun let lod hovedet søge på sned. ”Har du virkelig mistet alle du har haft kær i dit liv? Giv mig et smil… Så får du et smil igen!” endte hun roligt, som hun søgte mod ham, kun for at kredse omkring ham i cirkler. Skoven var og blev hendes domæne.. Ja, så lang tid skoven eksisterede, så ville hun eksistere. ”Alle har skam sin fulde ret til at betræde stedet her. Jeg bifalder bare ikke så trist en mine på så smuk en årstid som denne..” Hovedet lod hun søge let på sned, som hun let blinkede med øjnene. Det var faktisk noget som gjorde hende trist, og derfor ønskede hun jo faktisk at hjælpe ham lidt!

[Deleted]

Derek betraktede hende roligt og med en stille mine. At hun selv havde været igennem meget og mistet nogle kære i hendes liv kunne han jo ikke vide noget om men et sted så følte han alligevel at hun kunne relatere til det selvom han ikke vidste hvor meget. armene lod han let søge på sned og hans vinger bevægede sig lidt bare for at han kunne få rørt musklerne lidt. Hans vinger havde langt fra den samme hvide farve som de havde haft tidligere. De var lidt matte og en smule snavsede, de bar tydeligt præg af at han havde tilbragt en del tid uden for det sidste stykke tid. Det grønne øjne studerede kvinden foran ham roligt. Hun var køn, utrolig køn faktisk men udseende havde aldrig været en ting der havde påvirket Derek synderligt. Han var da en mand som alle andre, han lagde mærke til kvinderne og hvordan de så ud men hvad der virkelig betød noget for ham var hvad der var inden i. Den personlighed som gemte sig bag det kønne ydre. Det var det som var vigtigst. Til hendes ord kunne han dog kun nikke. "Ja. Jeg har mistet alle som jeg har haft kært. Endten er de døde ellers er de et sted i denne verden hvor jeg ikke kan opnå dem og ikke kan hjælpe dem." mumlede han stille og et lille suk kom over hans bløde læber. "Og jeg har ikke haft lyst til at smile længe. Der har virkelig ikke været noget at smile af, ikke i mit liv i hvert fald." Derek var virkelig langt nede. Han savnede de mennesker han kendte, dem han havde så kært fra før hans død. Men der var intet at gøre ved det længere. Folk døde, ja selv han døde en gang men han var blevet flået tilbage til livet, tvunget til endnu en gang at trække vejret. En gang i mellem havde han ønsket at Nathaniel ikke havde genoplivet ham men der var intet han kunne gøre ved det nu. Sket var sket. "Undskyld men jeg kan ikke se det smukke i denne årstid. Ikke længere. Jeg føler mig ikke klar til at smile og ikke klar til at være glad igen. For at være ærlig så føler jeg ikke at jeg har nogen ret til at være glad of lykkelig. Ikke efter hvad jeg har gjort" det sidste han sagde var henslængt i en svag mumlen og han vendte stille væk fra hende og kiggede rundt på træerne. Han følte sig virkelig ikke værdig til at være lykkelig. Han havde ikke overholdt sine løfter til dem han havde nærest, han havde svigtet dem alle samme. Han fortjente at havde det som han havde det.

[Deleted]

Det var tydeligt for Chryseis at denne mand virkelig var deprimeret, selvom det bestemt heller ikke gavnede hende, for det gjorde selv hende en anelse trist, og det var slet ikke noget som hun kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det gjorde så ondt på ham at miste folk, hvilket jo faktisk var en naturlig del af livet. Hun hørte mange sige det; man blev født, man levede sit liv, og man døde. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun let betragtede sig af ham. Selv hun havde mistet.. endda en mand som hun mere eller mindre havde været kendt med siden tidernes morgen, for hun var frygtelig, frygtelig gammel! Hun sendte ham et overbærende smil, som hun let kredsede omkring ham. Det stod langt ud af hans tone og stemme, at han var ked af det, og det kunne hun altså ikke lide! Slet, slet ikke! ”Hvis man løfter hver en sten som findes langs de mange stier, så skal man nok finde noget at smile af. Hvem ved? Du kan være den heldige som finder den guldmønt som handelsmændene mistede dagen i forvejen..” Ganske vidst en af hendes mærkelige metaforer, men det var jo rigtigt! Varsomt hævede hun hånden, som hun stoppede ved hans ryg. Hun var ikke nogen trussel for nogen som helst, for hun kunne ikke drømme om at gøre andre ondt! Det havde hun faktisk kun gjort ved sig selv.. som da hun havde stukket sig selv i maven for at dræbe det voksende foster, og det havde jo også virket. Varsomt lod hun hånden vandre over de smukke hvide fjer. Hun havde helt glemt hvor bløde de kunne være, hvilket faktisk var en fornemmelse som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket næsten forfærdet op mod ham ved hans ord. Han kunne ikke se det smukke ved denne årstid? Hvad pokker var det for noget at sige?! ”Hvis der er noget som man ikke behøver gøre sig fortjent til, så er det lykke og godt helse.. Og du min ven.. Er ikke ved godt vel.. Kom med, så skal jeg vise dig det smukke ved denne års tid!” endte hun næsten helt ivrigt, som hun tog omkring hans hånd, kun for at trække i ham, for at få ham med sig længere ind i skoven. Hun var en skovens ånd, hun var bundet til stedet her, og selvfølgelig ønskede hun at vise ham, at der faktisk var ting her i skoven og specielt ved denne årstid som man kunne smile af og være glad for! ”Kom med!” endte hun helt glad.

[Deleted]

Derek var virkelig langt nede i dette sorte hul som var lavet af hans tab i livet. Ikke blot de mennesker som havde betydet så meget for ham men også fordi han mente at han havde mistet sig selv. Han havde jo lovet dem, lovet dem ting som han nu ikke kunne holde. Han hadede den tanke og dette fik ham virkelig kun til at synke længere ned i det sorte hul. Hans øjne fulgte hende roligt som hun kredsede der rundt om ham og selvom hun sendte ham smil så kunne han ikke gengælde dem. Han kunne ikke magte at få den grimmasse frem på hans ansigt. Øjnene lukkede han stille i ved hendes ord. En metafor som han godt kunne forstå men han rystede bare stille på hovedet. "Måske har du ret men jeg har snart ikke tid eller lyst til at vende flere sten. Jeg har været heldig at finde mere end en guldmønt på vejen og alligevel har jeg altid mistet den igen så hurtigt efter jeg havde fundet den. Man lover sig selv at næste gang man finder en mønt så vil man passe bedre på den men alligevel så sker det samme igen og igen" mumlede han stille og et lille suk gled hen over hans læber. Han hørte hvordan hun stoppede op bag ved ham og et lille chok gik igennem hele hans krop. Dog flyttede hans sig ikke væk fra hende. Han troede ikke at hun ville gøre ham noget, det vart i hvert fald ikke den følelse han havde fået fra hende. Øjnene åbnede han stille og vendte hovedet mod hende. Deres blikke mødtes som hun endnu en gang måtte tale hvorefter hun greb om hans håndled og hev ham med sig. Han forblev tavs lidt og lod sig blot rive med af hendes iver. Det var virkelig længe siden han havde mødt en der var lige så ivrig og lige så frembrusende som hende. "Nogle gang skal man gøre sig fortjent til lykke. Især hvis man har været så uopmærksom som jeg og mistet den så mange gange" svarede han hende stille. Stadig lod han sig bare blive trukket med af denne kvinde også selvom han ikke kendte hende. Hvad var det værste der kunne ske? Han kunne dø igen? Det havde ikke været så slemt første gang så en anden ville vel ikke være det værste? Han troede dog ikke at dette var en tanke hun havde. "Du må jo gøre forsøget" Der var jo næsten en lille udfordring i han stemme, også selvom dette ikke havde været hans hensigt. Et eller andet sted ønskede han vel at det lykkes hende at få ham til at se lidt lysere på tingene som han havde gjort det tidligere.

[Deleted]

Chryseis brød sig slet ikke om at se denne mand så trist og nedenfor, for hun var vant til at se folk på en lidt anden måde, og specielt i denne årstid. Selv hun vidste hvordan det var at være alene, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes del, for hun brød sig slet ikke om at se folk så triste, for det var noget som næsten automatisk gjorde hende trist, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! At vende hver en sten og søge efter hvad man nu ville have, var måske en metafor, men selv for hende, så var det tydeligt, at det var en som hun forstod, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for hun ønskede slet ikke at lægge noget som helst på ham. ”Nogensinde overvejet, at den ene guldmønt du har været så heldig at finde, ikke har været din at skulle finde?” spurgte hun sagte. Hun var ikke særlig god til alt det moderne pladder med følelser og romantik og den slags, for det var ikke just det som selv havde mødt hende, som hun altid havde været uheldig på det punkt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde faktisk ondt af denne mand, også selvom hun ikke vidste noget som helst om ham eller noget som helst. Hun blinkede let med øjnene. Han var en engel, og det i sig selv, var faktisk noget som gjorde hende utrolig nysgerrig, for hun havde vel altid haft en svaghed for det væsen? Den eneste som faktisk havde påvirket hendes energiske hjerte, havde jo faktisk været en engel, selvom hun frygtede for at han var straffet for hvad han havde gjort, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at tænke yderligere over, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende!
Chryseis tog godt omkring hans hånd, idet hun bare trak ham med sig. Det var nu blevet hendes opgave at skulle gøre ham glad igen, for hun kunne slet ikke lide at se ham så trist, for det var noget som gjorde hende trist, og det ville hun slet ikke have! ”Alle kan være uheldige og miste, men lykken er stadig ikke noget som man skal gøre sig fortjent til. Det er slet ikke meningen at I levende væsner skal leve i ensomheden, det er vores..” endte hun sagte, som hun næsten talte for sig selv, for hun vidste, at hun skilte sig utrolig meget fra den levende mængde, for hun var en ånd af skoven bosat i en nymfe, så.. hun var vel ikke levende set i den forstand? Selvom hun kunne tænke, føle og gøre sig de holdninger og meninger som hun havde gjort i sin tid her på jorden. Hun rev ham med sig, for hun havde i den grad ikke tænkt sig at lade ham sidde her og være så trist. ”Og det gør jeg!” endte hun langt mere muntert, som hun rev ham med sig lidt væk fra vandet og mere ind i skoven. At hun ikke kendte ham som omvendt, var slet ikke noget som rørte hende. ”Kom med!” sagde hun glad, som hun rev ham med sig i retningen af en stor høj lige i det fjerne.

[Deleted]

Derek kunne ikke lide at have det sådan her. Han kunne ikke lide at være trist og han kunne slet ikke lide at få medynk. Det er virkelig ikke et billede han kunne lide at have af sig selv, han var jo en smule stolt, eller det havde han været tidligere. Nu betød det ikke længere noget at han var ynkelig for dem han normalt havde været stolt for var ikke længere med ham. Han var her helt alene for selvom han var sammen med denne kvinde som han endnu ikke kendte så følte han sig helt og aldeles alene. Hendes ord kunne han kun lytte til for hun havde jo ret. Måske de så kaldte "mønter" ikke havde været ham ment og dog kunne han stadig ikke været andet end trist ved den tanke. Først havde der været Cayenne og han havde elsket hende, ønsket at gift sig med hende men hun afviste ham. Derefter havde han fundet Lisa og endelig havde det føltes rigtigt selvom hun var så splittet som hun havde været men så døde han og efterlod hende alene tilbage. Han havde fået endnu en chance og havde endnu engang fundet Lisa men hun var kommet viderel. han havde kun været glad på hendes vegne og alligevel havde han været så ked af det at han næsten ikke havde kunne bærer det. "Måske har du ret. Måske var de ikke ment for mig men stadig så ser jeg mig selv skyldig for at have mistet dem. Jeg døde, jeg forsvandt fra dem selvom jeg havde lovet at jeg vilel være der. Jeg er selv skyld i at jeg har mistet mine guldmønter". han mente hvert et ord han sagde om sin egen ulykke og at han selv var skyld i det.
Hendes ord ramte ham hårdt, som en lussing fra en vred kvinde. Han stoppede stille op og greb let fat i hendes håndled med den hånd hun selv holdt fat i. Hans blik var helt roligt men også fast som han bare stod der og betraktede hende. "Ensomheden er ingens. Ensomhed er noget man skal dele med andre og man skal ikke være alene. Alle har ret til at være sammen med nogen, også selvom man ikke er levende. Alle har ret til at være sammen med mennesker de holder af og som holder af dem" Endte han stille men bestemt. Alle havde måske ret til lykken men ligeså meget havde alle ret til ikke at være alene og ikke være ensomme. Han begyndte endnu en gang at følge med hende som hun ønskede. Han kunne se en stor høj længere fremme og lagde hovedet let på sned. Hvor mon hun førte ham han??

[Deleted]

Det var selvfølgelig ikke fordi Chryseis ønskede at skænke denne mand medlidenhed, for det havde hun gjort ved for mange, og alle havde været af den samme mening; De havde ikke brug for den. Hun forstod sig ganske vidst ikke på den mandlige stolthed, men det var nu ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund uanset hvad. Hun bed sig svagt i læben. At han havde mistet var selvfølgelig trist, og en tanke som hun kun kunne relatere til alt for godt! De såkaldte personer som han måtte have lukket tæt ind på sig, måtte ikke være hans job at passe på og beskytte. I så fald, så burde den kvinde da næsten vente på ham derude et eller andet sted. Hun vendte sig stille mod ham, som han igen fortalte, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og det stod hun ganske fast på! Hun var en meget følelsespræget person, og dette var bestemt heller ikke noget undtag for hendes del! ”Jeg er måske ikke den med bedst forstand på den slags, men jeg ved når en engel aflægger et løfte, så holder de det. Jeg er sikker på at de har forståelse for det,” endte hun ganske stilfærdigt, som hun faktisk ønskede at opmuntre ham lidt. Hun sendte ham et let smil. ”Du har bare ikke fundet den rette mønt endnu.. Det må være en sten som du endnu ikke har søgt under!” tilføjede hun med et stort smil. Hun ønskede jo selvfølgelig at opmuntre ham lidt.
At Derek tog fat omkring hendes håndled, reagerede hun ikke på. Lige når det kom til ensomheden, så vidste hun hvad hun snakket om, for det var jo faktisk det eneste som hun havde. De få mennesker som havde været indpå hendes liv, havde hun selv mistet undervejs, såvel som store og høje engle, såsom Melchior, men.. hun regnede faktisk slet ikke med muligheden for at se ham igen, selvom det gjorde ondt. Hun rystede på hovedet. ”I levende er ment for at finde jeres sjæleven.. Tror jeg da at I kalder dem.. I er ment for at dele en ensomhed imellem, så den bliver til et selskab, I er ment til at danne par, bringe slægte videre og bringe historien videre lige så.. Ensomheden alene, er fuldt ud vores.. Deriblandt min,” endte hun roligt, som hun rev ham med sig op mod den store høj. Lige der, ville hun slet ikke diskutere med ham, for hun vidste hvad hun snakket om. Desuden ønskede hun bare at se ham smile lidt, for det var i den grad fortjent! Hun satte tempoet en anelse ned. ”Sch..” hviskede hun yderst dæmpet, som hun selv trak ham med sig videre, som de nåede toppen. Herfra kunne de se langt igennem skoven. Højen var lige høj nok til at gå under trætoppene, så man kunne se temmelig langt. I det fjerne stod en flok hjorte og græssede på det sidste som var i denne tid. ”Alt sker af en grund, og alt er med en mening, engel,” forklarede hun hviskende.

[Deleted]

Derek ønskede ikke medlidenheden, ønskede ikke at der var nogle der tog sig af ham og alligevel så ønskede han ikke at være alene. han ville gerne dele sin sorg med nogen, dele sit liv med nogen men hvad nyttede det? han havde mistet alt og alle, mistet Lisa og Cayenne. Han fortjente ikke en chance mere. Tredje gang var ikke lykkens gang. ikke for ham og ikke mere. han fortjente det virkelig bare ikke! Han nikkede stille for hendes ord gav mening. Engles løfter blev holdt så vidt det var dem muligt og med Derek så betød det bare så meget mere end bare et løft. "Du har ret. Vi holder hvad vi lover, eller jeg prøver på det i hvert fald men når dette så ikke lykkes mig så er det at det hele går galt. Jeg holdt ikke mine løfter og det kan ikke blive tilgivet. Ikke af nogen og da slet ikke af dem jeg har haft kært. De er væk, døde og borte og jeg har aldrig muligheden for at se dem igen." Han sukkede stille og rystede på hovedet. "Jeg ønsker ikke længere at lede under flere sten. Der er alt for mange muligheder for at jeg igen kan svigte. Det ønsker jeg ikke for nogen".
At hun havde levet så længe kunne Derek ikke vide men han kunne ikke give hende ret. Måske var "levende" væsner bestemt til at finde sig en sjæleven, en at dele livet med men alle havde ret til det. Ingen skulle være alene for smerten af at være alene kunne været helt uudholdelig for det fleste. Han svarede hende ikke igen. ville ikke diskutere det med hende. Han holdt bare stille og forsigtigt fast i hende næsten som om at hun ville gå i stykker hvis han tog mere fat i hende. Han fuglte roligt med op på højen og kiggede ud over skoven. Han vendte stille blikket mod hende ved hendes ord. "Derek" mumlede han stille. "Mit navn er Derek"

[Deleted]

Chryseis var slet ikke ude på at vise denne engel nogen former for medlidenhed, for hun vidste at langt de fleste levende, faktisk blev sure når hun gjorde det, så det var noget som hun faktisk havde lært på den hårde måde, og det var bestemt ikke noget som gavnede dem på nogen måde. Uanset hvad, så kunne hun slet ikke lide at se ham sådan og det at han slet ikke var fristet til at løfte de stene som lå for hans fødder, for at fortsætte sin søgen, var slet ikke noget som hun kunne lide, og det var bestemt heller ikke noget som hun lagde det mindste skjul på hvad han angik! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. ”De befinder sig i dit hjerte og i dit sind, engel.. Døden er bare en naturlig del af livet, om den er hændt naturligt eller unaturligt,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det ville være en skam hvis du ikke ville fortsætte den søgen, som er blevet dig pålagt. Det ville være en skam ikke at finde en som du vil kunne kalde for en kær i livet, passe på og vogte om, synes du ikke?” spurgte hun sagte, som hun igen vendte sig mod ham. Hun ville lave den holdning om!
Chryseis førte Derek med sig hele vejen op på toppen. Ganske vidst kunne de se mange sten, men også træer, dyr, den smukke himmel og skyerne. Der var så mange smukke ting ved den levende tilværelse, og selv hun nød af den, også selvom ensomheden virkelig kunne blive dræbende med tiden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som han præsenterede sig ved navn, fik det kun hendes smil til at brede sig tydeligt på hendes læber, som hun vendte sig mod ham endnu en gang. ”Det var et flot navn,” endte hun roligt, som hun næsten glemte at præsentere sig selv, for hun var slet ikke go d til det med finesser af den slags! Hun kløede sig let i nakken og strøg en lok bag hendes øre, inden hun vendte blikket mod ham igen. ”Åh… jeg hedder Chryseis,” præsenterede hun sig endeligt, som det endelig gik op for hende, at han jo heller ikke ligefrem vidste hvad hun hed!

[Deleted]

Ordene som hun sagde gav jo helt og aldeles mening. Dem han elskede var jo i hans hjerte også selvom de ikke længere levede på denne jord, de var væk og dog så levede en del af dem stadig inde i ham og inde i hans hjerte. Han vidste at dette var sandt og dog var dette alligevel ingen trøst for hans vedkommende. Hans savn var for stort til at de minder han havde var nok for ham. "Du har ret. Det vil jeg slet ikke benægte. Men alligevel, så selvom jeg ved at det er sandheden, så er det bare ikke nok. Jeg savner og mangler dem så meget. endte han stille og vendte stille blikket væk fra hende. Tårerne pressede lige så stille på igen, en tanke som måtte irritere ham utrolig meget. "Døden er en naturlig ting, det er noget vi alle må leve med men det gør det absolut ikke lettere at håndtere. og jeg ønsker ikke at stoppe min søgning men jeg ønsker heller ikke at fortsætte mere. Jeg ønsker ikke at blive såret mere, jeg ønsker ikke at få ødelagt mit hjerte mere end det allerede er blevet. Jeg er bare for at miste mere.
Højen førte dem højere op så de kunne se mere af skoven. Der var en flot udsigt og et lille og stille smil endte på Dereks læber, om end meget kort. Efteråret var smukt, hun havde jo ret men det gjorde absolut ikke tiden lettere for ham. Ikke det mindste. At hun glemte at præsentere sig først og så derefter endelig sagde sit navn fik endnu et smil frem på Dereks læber selvom dette var ham ret så ufrivilligt. "Rart at møde dig Chryseis" svarede han hende og hans smil forsvandt lige så stille igen. Blikket gled stille rundt på naturen som lige så stille døde her inden vinteren. det er et trist syn men noget gammelt måtte jo gøre plads for noget nyt. sådan var det jo hvert år.