Let's make the change..

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, da Evan gjorde sin ankomst ved den store mur ind til Dvasias. Brevet fra Jacques havde ganske vidst kommet bag på ham, men dog alligevel, så var det noget som gjorde ham temmelig nysgerrig. Selv efter hans egen tur på marken, og efter at han havde fundet ud af det hele med Athena – sådan nogenlunde i hvert fald, så kunne det godt se ud som om at det hele skulle ordne sig nu, og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Hans egen hovedpine var på sit vis forsvundet efterhånden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Det var en rar fornemmelse. Med den frakkelignende kappe godt omkring sin egen krop, så var han måske ikke en mand som man regnede med at møde således. Zachary var alene hjemme i deres nye hjem, hvor han havde lovet at dette nok skulle gøre det ganske hurtigt, og så komme hjem, så drengen ikke skulle være alene, for det var jo nye omgivelser, og knægten kunne jo trods alt ikke se noget som helst, og han ønskede jo heller ikke at gøre ham for usikker hvad dette angik. Han sukkede dæmpet, som han vendte blikket op mod den store himmel. Efter at have været i marken, så var han endnu godt øm i sin skulder, men der var jo så ikke ligefrem noget som han kunne gøre ved det nu, og specielt ikke hvis han skulle til at huse lille Jacqueline. Han var skam åben for muligheden, samtidig med at det også kunne give Zachary lidt at beskæftige sig med, så knægten ikke skulle være alene med tingene, hvilket faktisk var noget som passede ham fint. Knægten havde været vant til livet på gaden, men nu skulle han have lov til at opføre sig som et barn og lære af den vej, da han selv vidste, at det var noget af det mest grundlæggende. Armene lagde han roligt over kors, som han blev stående på sin vante plads, og med blikket hvilende i retningen af horisonten, som i sig selv, var utrolig svær at se her i mørket, men den kunne anes i lyset af månen og de mange funklende stjerner som hvilede højt oppe over dem. Han nød selv af tanken.. han elskede mørket.

[Deleted]

Efter det var gjort kendt for Jacques, at Ilosonic opsøgte lille Jacqueline på herregården, havde han været tvunget til at handle, for at undgå at manden opholdt sig mere i landet end det som måtte være højst nødvendigt. Selvfølgelig vidste han, at det var noget af en risiko at søge til Evan, men det var nu og da en mand som han havde hørt meget om, og han vidste at han var i den indre dæmoniske kreds, så mon ikke at han havde været i stand til at hjælpe dem med dette? Selvfølgelig var det gået som ønsket, men Jacqueline havde bestemt ikke ligefrem vist sig at være den mest villige til dette. Han havde fået pakket tøsens tøj ned i en taske som han havde taget over den ene skulder, og pakket det ned som hun selv havde bedt om at få med, hvilket som regel bestod af hendes små dukker og hendes bamse, hvilket var noget som passede ham selv ganske fint i længden. For at beskytte Jacqueline på denne færd, havde han valgt at tage turen på hesteryg til Manjarno, også for at være sikker på at han kunne få det hele med, uden at det skulle vække alt for megen opmærksomhed. Camryn havde selvfølgelig været ked af, at dette var den mulighed som der havde været, men for at beskytte alle sammen, så måtte man jo trods alt gøre sine ofringer, når det endelig skulle vise sig at blive nødvendigt. Da det var sent, så sad Jacqueline ind mod hans krop, hvor hestens rolige gang, faktisk havde fået hende vugget i søvn, hvilket var noget som passede ham selv særdeles perfekt, for det var noget som gjorde det hele nemmere for ham, og så behøvede han ikke gøre dette med helt så ringe samvittighed, som det han havde i forvejen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt som det måtte være i forvejen! Som han nærmede sig muren, så havde hans blik allerede faldt på manden som stod og så tydeligt afventende ud. Det kunne blot være Evan. At han var kommet, gjorde ham selvfølgelig glad. Han fik roligt hesten til at stoppe, som de kom tæt nok på ham til at de kunne føre den vante samtale. Den ene arm hvilede om den sovende skikkelse. ”Det glæder mig at du ville komme, Evan,” begyndte han med en rolig stemme. Han ønskede jo trods alt ikke at vække den lille pige.

[Deleted]

Evan vidste ganske vidst ikke hvordan dette ville forløbe sig, men han håbede jo selvfølgelig at Jacqueline og Zachary kunne finde ud af det, men det var som sagt aldrig til at vide. Efter hans skilsmisse, som i sig selv, var forløbet ganske roligt for sig, så var der alligevel temmelig mange ting som han var nødt til at finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt så nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik faldt hurtigt til hesten, som han faktisk var i stand til at høre, længe før han i det hele taget havde været i stand til at se den, men selv han var ikke i tvivl om hvem det måtte være. At han havde taget turen på hesteryg, hvor det stakkels dyr, tydeligvis var godt pakket til af den lille tøs’ genstande og sager, var noget som svagt fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet, for det var slet ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende. Lille Jacqueline hvilede ind til Jacques, hvor det også var tydeligt for ham, at hun var faldet i søvn, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for så kunne det heller ikke blive helt umuligt at få hende med sig hjem igen, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han nikkede mod ham, også mest som en venlig hilsen. ”Nysgerrigheden forhindrede mig i at stå her, Jacques.. Det forundre mig dog stadig, at du valgte at tage kontakt til mig,” endte han med en ganske sigende mine, får løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Han trådte roligt en anelse tættere på, og med blikket hvilende på dem. Den lille pige, var ganske vidst en smuk kvinde, hvor det var tydeligt at hun havde sin mors smukke udseende. En tanke som han faktisk fandt morende, for han kendte jo personligt Ilaria. ”Hun ligner virkelig hendes kære moder,” endte han ganske sigende, hvor han let vendte blikket tilbage i retningen af Jacques. Dette behøvede jo trods alt ikke at tage særlig lang tid. Det var vel bare for ham at få tøsen med sig? Selvfølgelig ved at vide hvilke forhåbninger og krav der fulgte med den opgave, trods alt.

[Deleted]

Det glædede selvfølgelig Jacques, at Evan havde valgt at dukke op, for det gjorde det hele langt nemmere selv for ham. Det var bestemt ikke fordi at Sonics tilstedeværelse i Procias var god, og så lang tid tøsen var der, så ville han selvfølgelig også så.. når hun var væk, så ville han vel også tage flugten derfra igen? Han håbede virkelig! Dette var noget som han gjorde for resten af Procias, velvidende om at det var de færreste som faktisk stolede på ham, udelukkende fordi at han var det væsen som han var, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for nogen af dem i det hele taget! ”Jeg er kun glad for, at du valgte at gå med til hvad jeg havde på hjerte, Evan. Det er noget som betyder meget for mig, og mit folk,” endte han ganske sigende. Han var født og opvokset i Procias, så selvfølgelig betegnede han sig selv som en del af dem, selvom han vidste, at det var noget de færreste var enig med ham i, så var det slet ikke noget som rørte ham på nogen måde, for han ønskede slet ikke at blande sig i lige netop dette! Han vendte blikket ganske sigende mod den lille pige, som han valgte at kommentere hende. Umiddelbart vidste han ikke helt hvordan Ilaria så ud, men hvis hun lignede sin mor så meget, så måtte der selvfølgelig være noget om sagen! Han nikkede roligt, som han igen stille vendte blikket i retningen af ham igen. ”Du kender Ilaria? I så fald, så ved du, hvor vigtigt det er at afholde hende fra hende, såvel som hendes far.. Den mand er ikke noget godt for hende, og nu hvor vi ved at manden opsøger hende i Procias, så er vi nødt til at handle,” endte han ganske sigende. Selvom han var endt med at holde utrolig meget af tøsen, så var han nødt til at handle, og det var også hvad han gjorde, ved at være her med lille Jacqueline! ”Du ville tage dig af hende, ikke sandt?” endte han ganske sigende, mest af alt også for at finde ud af, hvordan det hele egentlig flaskede sig, for det var noget som han havde brug for at vide, og specielt nu hvor han stod der. Han skulle jo til at give tøsen fra sig, hvilket i sig selv, faktisk var en tanke som gjorde en smule ondt. Han holdt jo trods alt af hende.

[Deleted]

Evan tog det nu ganske roligt, for han vidste endnu ikke hvordan det hele ville udfolde sig, hvad angik den lille Jacqueline, og han ønskede bestemt heller ikke at forhaste sig. Ganske vidst så lignede tøsen sin mor udseendemæssigt, men enhver som kendte tøsen, vidste også at temperamentet ikke var noget som man skulle lege med, hvis man ikke vidste hvad man gjorde, og det var han bestemt heller ikke interesseret i. Han vendte de mørke øjne direkte mod Jacques. Det var tydeligt at han ikke handlede på sine egne vegne, men snarere for Procias, hvilket faktisk var noget som han måtte tage hatten af for, for det lignede bestemt ikke hans væsen at tænke på andre, da vampyrerne som egoistiske eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han betragtede ham med en ganske sigende mine. ”Det er alt sammen meget fint. Det er skam slet ikke nødvendigt,” endte han ganske sigende, som han stillede sig på siden af hesten, nu hvor de valgte at blive siddende, også selvom han skam godt kunne forstå det, for tøsen lå jo trods alt og sov og med sin kære bamse godt i favnen, selvom han tydeligt kunne se, at den var godt beskidt, så var det ikke noget som han sagde noget til. ”Selvfølgelig kender jeg til hendes kære moder. Hvad angår hendes far, så skal jeg ikke kunne udtale mig. Jeg ved bare hvad jeg er blevet informeret af, af Ilaria,” forklarede han ganske kortfattet, som han sendte ham en let advarende mine. Det at stå og svine andre til, var bestemt heller ikke noget som han var van af, men en ting var de dog enige i, af den grund; Jacqueline skulle værnes om, og det var noget som han selvfølgelig også agtet at gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og nikkede så. Han ville tage tøsen til sig, hvilket han vel allerede havde gjort tydeligt? ”Som jeg skrev i mit brev, så ja.. jeg ville gerne huse hende,” endte han ganske sandfærdigt, som han igen vendte blikket i retningen af ham. ”Såfremt jeg ved hvad du kræver af mig i det henseende,” endte han ganske kortfattet. Det var jo trods alt bare hvad han havde brug for at vide efterhånden.

[Deleted]

Jacques var måske ikke hvad man ville definere som en typisk vampyr, men han var som sagt også opvokset i Procias, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte i retningen af Evan endnu en gang, som han selv valgte at blive siddende med Jacqueline sovende i sine arme. Tøsen var blevet tro på ham, hvilket han selvfølgelig var glad for, også selvom hun alligevel havde holdt ham lidt på afstand, så vidste han godt, at han ikke kunne hoppe ind i rollen som hendes far, og det var nu heller ikke noget som gjorde ham noget som sådan, for han var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet ved det, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var en nem ting, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende til ham. ”Det er udmærket, bare du ved hvorfor jeg gør dette, og ikke fordi at hendes dæmoniske jeg, skræmmer mig. Hun er født der, og hun er praktisk talt en prociansk statsborger, så ingen vil kunne ramme hende. Hvad hendes tilstedeværelse gør for landet, er så straks en helt anden ting,” endte han ganske sigende. Det var faktisk en tanke som kunne gå hen og gøre ham en anelse trist, for han kunne nu godt lide at have hende rendende på herregården, selvom han nu ikke kunne gøre det største ved det. Det havde været en hård beslutning, men de havde været nødsaget til at gøre et eller andet ved det, selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ønskede bestemt ikke at stå der og svine Ilaria og Ilosonic til, for et sted var de nok gode nok på bunden, men det var ikke noget som han direkte ville blande sig i lige nu. ”Jeg ønsker du skal tage dig af hende, Evan, som havde hun været din egen. Giv hende en tryg tilværelse væk fra Ilosnic specielt. Jeg ønsker hun skal have lov til at vokse op som et barn nu skal vokse op, og lære hende hvordan det er derude. Ja, et sted lidt hen af en.. far,” endte han med en let rynket pande. Han vidste godt, at det måske var meget at bede ham om, men det var nu og da alligevel nødvendigt, og det stod han fast på!

[Deleted]

Foreløbig tog Evan det hele ganske roligt, for han så ikke nogen grund til at gøre noget andet. Jacques var der ikke for at bekrige ham, og samtidig vidste han, at det ville blive en frygtelig udfordring at have to hjemme, også selvom han efterhånden var kommet godt ind på knægten, så var det jo bare sådan at det var. Ja, et sted nød han vel lidt den tilværelse som en far? For det var vel hvad han var efterhånden? Og nu også overfor Jacqueline, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det nemmere at tøsen var kendt med sin fars tilstedeværelse, så måtte man jo bare gøre det så godt som man nu kunne. ”Du tænker på folket frem for de egoistiske beslutninger som din slags forholdsvist er kendt med.. Og jeg kan godt lide det, Jacques.. Såfremt at du ønsker at jeg skal stå som en far for hende, så skal jeg gøre hvad jeg kan for at leve op til det, selvom jeg ved nu, at det ikke bliver nemt, hvis hun har mødt sin far, efter den henrettelse som skulle siges, at have fundet sted,” endte han ganske sigende. Han selv tog det her frygtelig alvorligt, for det var et menneskeligt liv som det drejede sig om, selvom det bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for deres vedkommende. Han trak vejret dybt. Han ønskede bestemt ikke at stå og svine nogle til, som han både kendte, men som også var ukendte for ham, for han var jo som sagt ikke kendt med Ilosonic, og selv der, vidste han, at han ikke kunne stole på hvad Ilaria sagde, for hun var præget af vrede som regel, og det var nu bare sådan at det var. Han måtte bare tage det hele med et gram salt, og så håbe, at det hele nok skulle virke i den anden ende. Han hævede hånden, som han roligt lod stryge mod Jacquelines kind, hvor han mentalt sørgede for at hun forblev sovende, for det var noget som ville gøre dette langt nemmere for alle parter. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan. Jeg må nok meddele at jeg ikke kan blive her for længe. Jeg har en dreng hjemme som jeg ikke ønsker at efterlade for alt for lang tid af gangen,” endte han ganske sigende. Ja, han følte et ansvar for ham som en far nu burde, og han var stolt af det.

[Deleted]

Jacques ønskede heller ikke at tilbringe alt for meget tid herude, da han gerne ville hjem igen. Der var mange ting som han var nødt til at tage sig af også på hjemmefronten, også nu hvor han slet ikke var i tvivl om at Jacqueline nok skulle få det godt sammen med Evan, for manden havde han hørt meget om, og selvfølgelig var det noget som betød forbandet meget for ham. Han holdt virkelig af hende, også fordi at han havde huset hende så længe efterhånden, at hun vel havde formået at krybe ind i hans hjerte? Selvom det ikke var gengældt, men så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod tøsen, som Evan strøg hendes kind, også selvom det var tydeligt at hun ikke vågnede af det, så var det ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han trak svagt på smilebåndet. Måske at det var meget at tage sig af bare sådan uden videre, men at være en far for hende, var det som han ønskede at Evan skulle være. Han ville jo gerne sikre sig, at hun havde det godt. Han vendte blikket mod ham igen. ”Jeg er født og opvokset i Procias, så det har nok noget med sagen at gøre,” endte han ganske sigende. Han sukkede dæmpet, som han roligt slap tøjlerne, og roligt svang benet over hesten og trådte ned på jorden, hvor han endnu havde hende i sine arme, hvor han holdt hende godt og trygt ind til sig. Han holdt af hende, selvom det bestemt heller ikke var til hans hjælp, at hun ikke ville vide af ham på den måde. At Evan havde yderligere et barn i hus, havde han ikke lige fået med, men.. det kunne være det var en Jacqueline kunne med? ”Jeg forstår, Evan.. Misforstå mig ikke, men at du har andre i hus, ved jeg ikke hvorvidt Jacqueline tager det.. Vi har også Marcianus, og hun kan ikke med ham.. Det er bare ukendt hvorfor,” endte han ganske sigende. Han vred tasken af sine skuldre og rakte den til Evan. All hvad der var nødvendigt for hende, var i den, godt presset, men der var jo mange ting. ”Tøj og det hele.. Så det skal du ikke skaffe hende,”endte han ganske sigende.

[Deleted]

Evan blev stående, hvor han selv mentalt sørgede for at tøsen ikke vågnede. Selvom han vidste, at det måske var noget som gjorde ondt værre, når han fik tøsen hjem, men det måtte han jo bare tage til den tid, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han ønskede ikke at bruge tiden her unødvendigt her, hvis det bare var tomt eller løst, for den tid kunne han bruge bedre alle mulige andre steder! ”Det har det nok ja.. Alligevel beundringsværdigt, når jeg ved hvordan folk ser på dig og ikke mindst din slags,” endte han ganske sigende, som han så til at manden hoppede ned fra hesten og med tøsen i sine arme. Tasken tog han roligt til sig, som han kastede over sin egen skulder, så han selv var i stand til at tage imod den lille pige, så han kunne komme videre. Zachary var alene hjemme, for ikke at glemme at han havde Athena ude i marken, så han var skam også en mand som efterhånden havde temmelig meget at tænke på, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans del. Han nikkede ganske sigende. At der var tøj og det hele, var noget som passede ham fint, også selvom han selvfølgelig ønskede at sætte sit eget præg på den unge tøs, og det var noget som han i den grad agtet at gøre det, det var helt sikkert! Han nikkede sigende. ”Den arme tøs er trods alt enebarn, så at hun har haft svært ved andre og ældre, forundre mig nu ikke. Jeg er sikker på, at ved at give hende en tid, og endda sammen med en af hendes egen race, nok skal kunne hjælpe hende lidt på vej,” endte han ganske sigende, for det var faktisk ord som han mente. Han var nu temmelig sikker på at Zachary nok skulle vise sig som at blive en udfordring, men sikkert også noget som de begge kunne lære af, og det var selvfølgelig også hvad han håbede på, men det hele skulle nok vise sig at blive ganske interessant. Han var i hvert fald åben for det hele, såfremt at Zachary og Jacqueline ville være det samme.

[Deleted]

Jacques holdt virkelig af tøsen, også selvom han vidste, at det ikke var noget som hjalp ham i længden, når tøsen ikke ville have noget med ham at gøre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Evan endnu en gang, som han havde taget imod tasken og kastet den over skulderen. At han havde en hjemme, og som det kunne lyde, så kunne det godt lyde som om at den knægt han havde, var ældre end Jacqueline – ligesom Marcianus, så det skulle nok bringe dem deres problemer, men så lang tid at manden var åben for det, så ville det selvfølgelig også gøre sit, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående let med tøsen i armene. Hun var ved at være stor, også selvom hun slet ikke føles tung for ham, for han var jo trods alt en vampyr, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Det kræver selvfølgelig at du ved hvad du gør, og det betvivler jeg på ingen måde. Af hvad jeg har hørt om dig, så tænker du over tingene inden du gør dem, og det er ikke noget som man ser meget af mere.. Det er en skam,” sagde han sigende. At han gerne ville videre, var noget som han faktisk godt kunne forstå, som han selv ønskede at komme hjem igen, før det her faktisk skulle blive for hårdt, for det var hårdt nok som det var i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ganske forsigtigt, så trådte han tættere på ham, hvor han rakte ham den sovende Jacqueline. Selv var han ikke i tvivl om at manden havde noget at gøre med at hun endnu måtte sove, for hun var ikke typen som plejede at sove så tungt, men det gjorde vel også bare det hele en anelse nemmere for alle parter? ”Bare du passer på hende, som en fader ville have gjort det, så er jeg ikke den som skal stille mig på bagbenene, Evan. Hun er måske ikke min, men jeg holder af hende,” endte han med en dæmpet stemme, som han vendte blikket mod ham. Han mente det i allerhøjeste grad, for tøsen betød faktisk meget for ham.

[Deleted]

Evan var en ganske hård mand, men når det kom til børn, så var sagen som regel lidt en anden, for han holdt af dem, og specielt efter han havde mistet sine egne, så var han faktisk forandret lige på det punkt, hvilket også var en af grundene til at han havde været sådan overfor Athena som han havde været, for ikke at glemme, at han selv havde valgt at tage en som Zachary til sig, hvilket han ikke havde gjort under normale omstændigheder, men nu hvor de havde et sted at være, så var det vel også noget som gjorde sit? Han havde ikke set knægten forsøge at tage nogle af hans ting og så stikke af endnu, så han gjorde vel en forskel for ham? Og det i sig selv, var faktisk en tanke som han umådelig godt kunne lide, det var helt sikkert. Han vendte blikket mod ham, som han rakte ham Jacqueline, som han varsomt tog omkring, også selvom hun var en kende tung. Hun var jo trods alt helt slap i hans arme! Han tog godt om hende, så hun kunne ligge godt ind mod ham, idet han roligt nikkede til ham. Han skulle nok gøre hvad han kunne, hvilket var noget som han kunne love ham. ”Jeg kan blot fornemme, at du holder af hende, Jacques, og selvfølgelig vil jeg gøre hvad jeg kan. Jeg skal nok være åben for mulighederne, og de problemer som jeg ved vil opstå, men.. ja, selv en gammel mand skal vel have sine udfordringer ikke sandt?” endte han med et kækt smil på læben, for det var jo faktisk noget som han mente, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende, som hun trygt lå ind til ham, så var det ikke noget som gjorde den største forskel for ham, for han havde jo endnu ikke den ønskede relation til hende, selvom han nu var sikker på at det nok skulle komme, når han havde fået hende med hjem om ikke andet. Han vendte blikket mod Jacques endnu en gang. At trække den meget længere, blev ikke et alternativ for ham. Ikke mere om ikke andet. ”Jeg går ud fra, at det var det for denne omgang? Jeg vil ønske dig en god tur tilbage til Procias, Jacques, og så skal jeg nok sørge for at hun er i trygge hænder hos mig,” endte han sigende. Med Jacqueline i sine arme og med tasken over skulderen, så forsvandt han fra stedet, kun for at søge hjemover igen.

//Out

[Deleted]

Jacques var ikke meget for at give tøsen fra sig, men et eller andet ville han jo være nødt til at gøre alligevel, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod ham, som han forsigtigt tog omkring Jacqueline. Ja, han ville savne hende, for han havde faktisk passet på hende efter bedste vilje og mening, selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt, og specielt ikke når han vidste at Ilosonic rendt rundt omkring hende, for det satte jo det hele i fare, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende af den grund. Han nikkede sigende til hans ord. Det gik mod sin ende nu, og han kunne ikke forestille sig, at det skulle gå bedre for sig på denne her måde, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg holder af hende, det erkender jeg gerne, men tøsen vil ikke vide af mig.. Og nu hvor man har Ilosonic rendende i landet, så bliver det for farligt,” endte han med en ganske sigende mine. Det var hårdt at erkende, specielt når man havde haft tøsen ved sig igennem så lang tid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Manden ville videre, og selv ville han gerne hjem. ”Pas på hende, Evan.. Det er mit eneste krav til dig,” endte han ganske sigende, som han kunne stå og se til at de bare forsvandt for øjnene af ham. I sig selv, så havde han ikke noget imod det, selvom han vidste at det betød at han ikke ville se hende igen. Lige nu kunne han selvfølgelig kun håbe på at Sonic ville blive væk fra Procias, nu hvor hans kære datter ikke længere var der! Han håbede det virkelig! Han sukkede dæmpet, som han igen krøb op på hesten, hvor han tog fat om tøjlerne, kun for at vende den om, så han igen kunne sætte kursen hjemover og tilbage i retningen af Procias.

//Out