Post by Deleted on Oct 4, 2012 13:59:17 GMT 1
Det var en ekstrem tidlig morgen. Solen havde kun lige kigget op over horisonten, selvom det havde resulteret i endnu en nat for Evan uden søvn, og det var efterhånden ved at drive ham til vanvid! Malena havde han fundet et sted til, hvor hun kunne have sit eget hjem, selvom han havde lovet at se til hende så ofte, at han fik muligheden for det, men han havde mange andre ting i hovedet, som han var nødt til at have styr på først, så han selv ikke skulle ende derude hvor Jared var endt, for det ønskede han slet ikke! Han havde slet ikke nogen intentioner om at lægge sig i graven endnu! Selvom det måske var gået meget mere op og ned mellem ham og Diane igennem den sidste tid, så vidste han, at det nok var noget som ville gå galt før eller siden, og han ønskede det ikke! Han havde et løfte til sin kære gamle ven; Han skulle passe på Athena og sørge for at hun var lykkelig.. det var jo bare lidt svært, når tøsen konstant skulle flygte fra ham, og det var efterhånden noget som virkelig var ved at irritere ham som intet andet overhovedet! En mand præget af hovedpine, så vidste han godt, hvor det ville føre ham hen i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Fjerpennen lagde Evan stille fra sig, som han lagde den ene hånd mod hans tinding og med et dæmpet suk. Han var normalt ikke typen som gav op som sådan, men noget var han for pokker nødt til at gøre ved denne sag! Han havde lovet manden, at han ikke ville se ham igen for hurtigt, så han var nødt til at reagere på det! Han var ikke en mand som løb fra sine løfter, og nu hvor han stod som det eneste både Athena og Zacharias havde tilbage, så var han jo for pokker nødt til at gøre et eller andet ved det her! ”Forbandede..” mumlede han irriteret, som han greb ud efter glasset med whisky som stod ved siden af ham. Det var måske en frygtelig kujonagtig måde at gøre det på, men det var bestemt ikke fordi at han var bange for at sige det til hende ansigt til ansigt. Det her var bare bedre og ikke mindst.. det nemmeste vel? Han var ikke en mand som havde det særlig godt efterhånden, og han vidste at tøsen var taget i marken, hvilket bestemt heller ikke var en tanke som han bifaldt! Selvom hun stod fast på at hun vidste bedst, så var han bestemt ikke enig, men noget måtte han jo gøre ved det! Blikket hvilede næsten tomt på fjerpennen som han hav de liggende ved siden af det nu længere dokument som han var i gang med at skrive, selvom det ikke just gjorde den største forskel af den grund. Efterhånden havde han fået ondt i hånden, men han var nødt til at færdiggøre det hele. Zachary lå og sov, hvilket han allerede havde fået bekræftet. Den unge knægt var faldet godt til her efterhånden, selvom et selvfølgelig var en knægt som han regnede med at skulle tage med sig, for han ønskede ikke at han skulle blive her, når det faktisk var ham som havde lovet knægten et bedre liv, og foreløbig, så gik det jo fint? Af hvad han vidste om ikke andet.
Evan tog endnu en gang fjerpennen i hånden, kun for at fortsætte på det brev, som allerede nu, var ved at blive temmelig langt; ”Efter alle disse år, er det gået op for mig, at jeg kan holde af dig. Valget blev taget fra mig, da vi begge var ganske unge, og jeg er sikker på, at du har gjort dig de samme tanker, som jeg for alvor gør mig det nu. Jeg er ikke en kujon som stikker halen mellem benene, men når jeg har gjort mig en beslutning, så må jeg tage konsekvenserne af det. Desuden ønsker jeg ikke at lade dig fortsætte et liv på en løgn, velvidende om at jeg aldrig vil kunne elske dig med mit hjerte. Bær over med mig, min kære Diane, for jeg holder af dig, og som jeg lovede dig på vores bryllupsdag for frygtelig mange år siden, så ønsker jeg at værne om din lykke, og det er hvad jeg føler jeg gør, ved at tage det valg som jeg gør nu..” – Igen lagde han fjerpennen fra sig og læste det hele igennem. Foreløbig, så det faktisk fornuftigt ud, hvilket var noget som fik et ganske tilfredst smil til at brede sig på hans læber. Han kunne ikke være andet end tilfreds foreløbig, men igen.. Så man i skraldespanden som stod ved siden af hans bord, hvor der lå adskillige sammenkrøllede dokumenter, for han ønskede selvfølgelig at det skulle udformes rigtigt, så han netop ikke lignede en kujon, for det var det sidste som han var!
Evan rejste sig fra sin plads, også for at strække lidt på benene, for han havde siddet ned i det som måtte være flere timer, om ikke, så hele natten, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var ved at være aldrende, selvom det nu ikke var noget som han selv ville betegne sig selv som, men nok snarere som en mand i sin bedste alder, og derfor var han da også nødt til at gøre noget ved det, når han endelig havde muligheden for det! Dørene slog han roligt op til den lille balkon som lå til. Han var en mand med penge, og han brugte dem og viste det i form af luksus i hans egen bolig. Han var ganske vidst glad for det, men det skulle vel bare mangle, at han efterlod det til Diane? Efter alle de år hvor de faktisk havde været sammen? Han holdt forbandet meget af hende, det var slet ikke det, men.. den tanke om at det hele gik som det gik, så var det ikke en løgn som han kunne holde fat i mere, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Luften var kølig, så snart han kom udendørs, hvilket var noget som virkelig hjalp på den opkogte Evan. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og tankerne om hvorvidt det var klogt at opsøge hende i marken eller ikke, gjorde det heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Man lå jo som man havde redt, selvom han endnu ikke havde fundet ud af, hvad pokker han egentlig havde gjort forkert. Det gøs igennem ham, som et pludseligt vindkast, ramte ham direkte i ansigtet. Han fiskede en cigaret op af lommen, som han hurtigt fik tændt og stod og dampede på. Ofte måtte han tænke på Athena, velvidende om at hun gik rundt i Manjarno og faktisk risikerede sit liv. Han burde vel være stolt af hende? Samt hendes ambitioner, velvidende om at det jo faktisk var ham, som havde bedt hende om at søge for drømmende, men at det var hvad der var hendes drøm, havde han ikke ligefrem regnet med! ”Du gør det bestemt ikke nemt for mig, Athena..” Han stillede sig ved rækværket og vendte blikket mod den store skov. Skoven var jo trods alt hvad huset her var omringet af, selvom det var noget som han virkelig, virkelig var glad for. Han elskede naturen, og han vidste at Athena gjorde så.. igen måtte han jo tage sig selv, i at tænke på hende, og det var noget som virkelig irriterede ham!
Evan dampede færdig på sin smøg og vendte tilbage til sit skrivearbejde. Solen havde forladt horisonten og søgte op over den store himmel, så det var ved at blive hen på formiddagen, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. Han vidste dog bare, at Zachary ville være oppe før eller siden, og så skulle han meget gerne være færdig med alt det her, så han kunne komme videre i sit liv! Han var træt af at være en voksen mand som stod fast på tingene! Han satte sig igen, hvor han tømte sit glas og stillede det fra sig. Måske at han allerede var ved at være oppe i… lidt for meget at drikke, men han kunne altså ikke gøre for det, som det stod lige nu! Om det var noget som man nu ville det eller ikke. Igen tog han omkring fjerpenne, for at fortsætte sit skriveri; …Jeg vil takke dig for rigtig mange gode år, Diane. Det er bare på tide, at vi vælger hvad vi finder ret og kommer videre med vores liv, hver for os. Vi har tilbragt frygtelig mange år sammen. Du kender mig, som jeg nu kender dig, og det er vel bare at sige det som det er; Du kan ikke give mig hvad jeg har brug for. Det er ikke noget som du skal betragte som en fejlhandling fra din side, for det er skam ikke sådan ment. Du har bragt mig en ro til min oprørske sjæl, allerede fra dengang jeg var en ung mand. Jeg takker dig for de mange lærerige stunder, som vi har været igennem du og jeg. Jeg efterlader ringen her, samt vores hjem til dig. Jeg ønsker dig stadig kun det bedste, og dette hjem, er hvad jeg definere som det bedste for dig.. Du har jo altid været så glad for det. Med håb om et godt og bedre liv, for os begge to. – Evan.
Evan lagde igen fjerpennen fra sig og læste det hele igennem. Det var et brev tilsvarende flere dokumenter, men der havde jo været så frygtelig meget for ham at sige. Han nikkede med et tilfredst smil, idet han roligt foldede brevet sammen og lagde det i en konvolut. Ringen tog han roligt af sin finger, selvom han tog sig selv i at studere den frygtelig meget. Det var underligt at tage den af, velvidende om at det ikke var en som han ville have på fingeren igen, selvom.. det var det bedste for ham, og det var det som han vidste. Han lod den glide ned i konvolutten og lukkede den til med smeltet stearin. Han rejste sig roligt op igen og søgte ind mod soveværelset – Diane lå trygt og sov, selvom det vel ikke ligefrem var første gang at hun faktisk sov alene? Han vidste godt, at han ikke havde været den bedste ægtemand for hende igennem de sidste år, og nu gjorde han kun bod på det. Forsigtigt lagde han konvolutten på sin plads – på hovedpuden, så han vidste, at hun ikke ville kunne undgå at se den. Han ville dog ikke have noget imod at opsøge hende senere, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg håber du får det godt, min kære..” endte han dæmpet. På magisk vis, ville han hurtigt kunne få sine ting med sig, og det vidste han godt, men nu måtte han jo tage det en ting af gangen. Han forlod varsomt soveværelset, kun for at søge ind til Zachary som endnu måtte ligge og sove, hvilket var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Med rolige skridt, så søgte han hen til den unge knægt, kun for varsomt at vække ham. Han ville ikke lade ham blive her, da han havde lovet ham at tage sig af ham, og selvfølgelig var det et løfte som han lige så agtet at holde fast i. ”Vi skal væk herfra, Zachary.. Kom jeg bærer dig..” Forsigtigt fik han knægten op i sine arme, også selvom han endnu ikke vidste helt, om han faktisk var vågen eller hvad det var, og ikke var det noget som han ønskede at gøre det største ved. På magisk vis, så forlod han stedet med lille Zachary i sine arme.
//Out
Fjerpennen lagde Evan stille fra sig, som han lagde den ene hånd mod hans tinding og med et dæmpet suk. Han var normalt ikke typen som gav op som sådan, men noget var han for pokker nødt til at gøre ved denne sag! Han havde lovet manden, at han ikke ville se ham igen for hurtigt, så han var nødt til at reagere på det! Han var ikke en mand som løb fra sine løfter, og nu hvor han stod som det eneste både Athena og Zacharias havde tilbage, så var han jo for pokker nødt til at gøre et eller andet ved det her! ”Forbandede..” mumlede han irriteret, som han greb ud efter glasset med whisky som stod ved siden af ham. Det var måske en frygtelig kujonagtig måde at gøre det på, men det var bestemt ikke fordi at han var bange for at sige det til hende ansigt til ansigt. Det her var bare bedre og ikke mindst.. det nemmeste vel? Han var ikke en mand som havde det særlig godt efterhånden, og han vidste at tøsen var taget i marken, hvilket bestemt heller ikke var en tanke som han bifaldt! Selvom hun stod fast på at hun vidste bedst, så var han bestemt ikke enig, men noget måtte han jo gøre ved det! Blikket hvilede næsten tomt på fjerpennen som han hav de liggende ved siden af det nu længere dokument som han var i gang med at skrive, selvom det ikke just gjorde den største forskel af den grund. Efterhånden havde han fået ondt i hånden, men han var nødt til at færdiggøre det hele. Zachary lå og sov, hvilket han allerede havde fået bekræftet. Den unge knægt var faldet godt til her efterhånden, selvom et selvfølgelig var en knægt som han regnede med at skulle tage med sig, for han ønskede ikke at han skulle blive her, når det faktisk var ham som havde lovet knægten et bedre liv, og foreløbig, så gik det jo fint? Af hvad han vidste om ikke andet.
Evan tog endnu en gang fjerpennen i hånden, kun for at fortsætte på det brev, som allerede nu, var ved at blive temmelig langt; ”Efter alle disse år, er det gået op for mig, at jeg kan holde af dig. Valget blev taget fra mig, da vi begge var ganske unge, og jeg er sikker på, at du har gjort dig de samme tanker, som jeg for alvor gør mig det nu. Jeg er ikke en kujon som stikker halen mellem benene, men når jeg har gjort mig en beslutning, så må jeg tage konsekvenserne af det. Desuden ønsker jeg ikke at lade dig fortsætte et liv på en løgn, velvidende om at jeg aldrig vil kunne elske dig med mit hjerte. Bær over med mig, min kære Diane, for jeg holder af dig, og som jeg lovede dig på vores bryllupsdag for frygtelig mange år siden, så ønsker jeg at værne om din lykke, og det er hvad jeg føler jeg gør, ved at tage det valg som jeg gør nu..” – Igen lagde han fjerpennen fra sig og læste det hele igennem. Foreløbig, så det faktisk fornuftigt ud, hvilket var noget som fik et ganske tilfredst smil til at brede sig på hans læber. Han kunne ikke være andet end tilfreds foreløbig, men igen.. Så man i skraldespanden som stod ved siden af hans bord, hvor der lå adskillige sammenkrøllede dokumenter, for han ønskede selvfølgelig at det skulle udformes rigtigt, så han netop ikke lignede en kujon, for det var det sidste som han var!
Evan rejste sig fra sin plads, også for at strække lidt på benene, for han havde siddet ned i det som måtte være flere timer, om ikke, så hele natten, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var ved at være aldrende, selvom det nu ikke var noget som han selv ville betegne sig selv som, men nok snarere som en mand i sin bedste alder, og derfor var han da også nødt til at gøre noget ved det, når han endelig havde muligheden for det! Dørene slog han roligt op til den lille balkon som lå til. Han var en mand med penge, og han brugte dem og viste det i form af luksus i hans egen bolig. Han var ganske vidst glad for det, men det skulle vel bare mangle, at han efterlod det til Diane? Efter alle de år hvor de faktisk havde været sammen? Han holdt forbandet meget af hende, det var slet ikke det, men.. den tanke om at det hele gik som det gik, så var det ikke en løgn som han kunne holde fat i mere, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Luften var kølig, så snart han kom udendørs, hvilket var noget som virkelig hjalp på den opkogte Evan. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og tankerne om hvorvidt det var klogt at opsøge hende i marken eller ikke, gjorde det heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Man lå jo som man havde redt, selvom han endnu ikke havde fundet ud af, hvad pokker han egentlig havde gjort forkert. Det gøs igennem ham, som et pludseligt vindkast, ramte ham direkte i ansigtet. Han fiskede en cigaret op af lommen, som han hurtigt fik tændt og stod og dampede på. Ofte måtte han tænke på Athena, velvidende om at hun gik rundt i Manjarno og faktisk risikerede sit liv. Han burde vel være stolt af hende? Samt hendes ambitioner, velvidende om at det jo faktisk var ham, som havde bedt hende om at søge for drømmende, men at det var hvad der var hendes drøm, havde han ikke ligefrem regnet med! ”Du gør det bestemt ikke nemt for mig, Athena..” Han stillede sig ved rækværket og vendte blikket mod den store skov. Skoven var jo trods alt hvad huset her var omringet af, selvom det var noget som han virkelig, virkelig var glad for. Han elskede naturen, og han vidste at Athena gjorde så.. igen måtte han jo tage sig selv, i at tænke på hende, og det var noget som virkelig irriterede ham!
Evan dampede færdig på sin smøg og vendte tilbage til sit skrivearbejde. Solen havde forladt horisonten og søgte op over den store himmel, så det var ved at blive hen på formiddagen, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. Han vidste dog bare, at Zachary ville være oppe før eller siden, og så skulle han meget gerne være færdig med alt det her, så han kunne komme videre i sit liv! Han var træt af at være en voksen mand som stod fast på tingene! Han satte sig igen, hvor han tømte sit glas og stillede det fra sig. Måske at han allerede var ved at være oppe i… lidt for meget at drikke, men han kunne altså ikke gøre for det, som det stod lige nu! Om det var noget som man nu ville det eller ikke. Igen tog han omkring fjerpenne, for at fortsætte sit skriveri; …Jeg vil takke dig for rigtig mange gode år, Diane. Det er bare på tide, at vi vælger hvad vi finder ret og kommer videre med vores liv, hver for os. Vi har tilbragt frygtelig mange år sammen. Du kender mig, som jeg nu kender dig, og det er vel bare at sige det som det er; Du kan ikke give mig hvad jeg har brug for. Det er ikke noget som du skal betragte som en fejlhandling fra din side, for det er skam ikke sådan ment. Du har bragt mig en ro til min oprørske sjæl, allerede fra dengang jeg var en ung mand. Jeg takker dig for de mange lærerige stunder, som vi har været igennem du og jeg. Jeg efterlader ringen her, samt vores hjem til dig. Jeg ønsker dig stadig kun det bedste, og dette hjem, er hvad jeg definere som det bedste for dig.. Du har jo altid været så glad for det. Med håb om et godt og bedre liv, for os begge to. – Evan.
Evan lagde igen fjerpennen fra sig og læste det hele igennem. Det var et brev tilsvarende flere dokumenter, men der havde jo været så frygtelig meget for ham at sige. Han nikkede med et tilfredst smil, idet han roligt foldede brevet sammen og lagde det i en konvolut. Ringen tog han roligt af sin finger, selvom han tog sig selv i at studere den frygtelig meget. Det var underligt at tage den af, velvidende om at det ikke var en som han ville have på fingeren igen, selvom.. det var det bedste for ham, og det var det som han vidste. Han lod den glide ned i konvolutten og lukkede den til med smeltet stearin. Han rejste sig roligt op igen og søgte ind mod soveværelset – Diane lå trygt og sov, selvom det vel ikke ligefrem var første gang at hun faktisk sov alene? Han vidste godt, at han ikke havde været den bedste ægtemand for hende igennem de sidste år, og nu gjorde han kun bod på det. Forsigtigt lagde han konvolutten på sin plads – på hovedpuden, så han vidste, at hun ikke ville kunne undgå at se den. Han ville dog ikke have noget imod at opsøge hende senere, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg håber du får det godt, min kære..” endte han dæmpet. På magisk vis, ville han hurtigt kunne få sine ting med sig, og det vidste han godt, men nu måtte han jo tage det en ting af gangen. Han forlod varsomt soveværelset, kun for at søge ind til Zachary som endnu måtte ligge og sove, hvilket var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet. Med rolige skridt, så søgte han hen til den unge knægt, kun for varsomt at vække ham. Han ville ikke lade ham blive her, da han havde lovet ham at tage sig af ham, og selvfølgelig var det et løfte som han lige så agtet at holde fast i. ”Vi skal væk herfra, Zachary.. Kom jeg bærer dig..” Forsigtigt fik han knægten op i sine arme, også selvom han endnu ikke vidste helt, om han faktisk var vågen eller hvad det var, og ikke var det noget som han ønskede at gøre det største ved. På magisk vis, så forlod han stedet med lille Zachary i sine arme.
//Out
